Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Føhr – en ø i vadehavet

Januar 5, 2011

Efterhånden opdagede man Vestkystens
idyl. Kurbade, der stammede fra England, opstod. Kongen reddede
øens kurbade fra konkurs. Christian den Ottende brugte stedet til sine
sommerophold. H.C. Andersen syntes at Dagebøl, var
”Verdens mest elendige sted”. Øen var administrativ delt. Jyske
karle erstattede de ”indfødte”, der tog på
havet. Den dag i dag taler man Fering.
 

Fuglekøjer

Før (Føhr)
er nærmest rund. Øen har en diameter på 12 kilomter. Hvis man ville
løbe hele øen rundt var det nærmest som et Maraton
– løb.
Det er 38 kilometer.

Ja øen staves både Föhr, Før og
Føhr.
 

Allerede i det 7. århundrede indfandt
friserne sig på øen.  

Det var også her på øen,
at man fangede vildænder ved hjælp af fælde
– lignende
kasser. Man kaldte disse fælder for fuglekøjer.
Millioner af vildænder og ænder er i tidens løb gået i fælden.

Ja man havde endda en Konserves
– fabrik,
der var virksom helt til 1931 i Wyk.  

Brusende hav og marinebilleder

Ser man tilbage i historien var omtalen
af vestkysten forbundet med stormflod og ødelæggelser.

Fra midten af 1700tallet vendte denne
udvikling. Vestkysten og øerne i Vadehavet
blev vendt til en positiv omtale. Nu stod der pludselig ferieophold,
badning og rekreation på programmet. Også kunstnerne fattede interesse
for Vestkysten. De fandt interesse i det brusende hav og idylliske
marinebilleder.  

Kurbad

Fra englænderne stammer kurbade – 
anstalterne. Nu var badeophold vigtig for opdragelsen, og ikke mindst
for sundheden. Men ofte var det kun de velhavende, der kom her.  

I 1819 blev der indviet et søbad 
her på den nordfrisiske ø, Føhr.
Her mødtes de kendte og de rige. Stedet lå meget fjernt fra hovedstaden.
For københavnere har øen sikkert været meget fremmedartig.

Topografiske beskrivelser, rejsebeskrivelser
og guides fulgte. En ukendt natur åbenbarede sig for kultureliten.
Der kom nøje beskrivelser af, hvordan badet skulle indtages. Også
de særegnede skikke som de fremmedartede indførte
stod for, blev beskrevet.  

Nu var det første badested ved vestkysten
allerede indviet på øen Nordeney
i 1797 på foranledning af en læge i Emden.
Og i 1816 var der i Cuxhaven
indrettet et bad ved den hamburgske enklave Ritzebüttel. Hamburgs
velhavende borgere skulle her rekreere sig her ved havet.  

Fysikus tog initiativet

 
Føhr`s
søbad skyldtes fysikus Friedlieb
fra Husum. Og dog, for det var først, da den lokale landfoged Hans
Friederich Karl von Colditz
tog affære, at det skete noget. Et
aktieselskab med en kapital på 1.600 rigsdaler blev dannet. Derefter
købte man et hus, der blev indrettet til varme bade. Så blev der bygget
nogle firhjulede badevogne og fundet logi hos beboerne i Wyk.  
 

Første
år: 61 gæster

Der blev sørget for Mittagstisch
hos apotekeren. Så kunne eventyret begynde. Det første år
betjente man 61 gæster. De modtog i alt 317 bade.

Det gik bestandigt fremad. I 1823 modtog
gæsterne i alt 1.938 bade.  

Nye aktier blev tegnet. Også 
Frederik den Sjette
var positiv over for søbadet.
Ja han besøgte endda stedet flere gange. Efter nyindretningen gav han
kongelig tilladelse til navnet Wilhelminen
– Seebad
efter Prinsesse Wilhelmine.  

Kongen kom til hjælp

Et større hus blev indrettet til de
badende og en konversations – 
og en spisesal blev udlejet til en vært, der bespiste gæsterne. Man
ændrede målgruppen til  

  • Eine für Dänemark und
    Nord – Deutschland wichtige und natürliche Heilanstalt.

 

I slutningen af 1820erne var søbadet
på konkursens rand. Men så kom Frederik den Sjette
og spenderede penge i foretaget.  

En lang tur

Kjøbenhavnerposten
roste stedet. Men det var en lang rejse fra hovedstaden til den fjerntliggende
ø. Fra Hamburg tog turen nu kun
halvanden dag.

En idealtur så således ud: 

Togrejse fra Hamburg til Rendsborg
(3 timer). Dampskib til Frederiksstad (6
– 7 timer). Ad chausseen til Husum (1
½ time). Dampskib til Føhr (4 timer ).

Fra 1833 – 1836 var der dog direkte
dampforbindelse mellem Hamburg
og Føhr.  

Ja selv Steen Steensen Blicher
kunne finde Föhr. Han mente efter at have besøgt de mennesketomme
halliger, at Wyk kunne opfattes som en stor by. Han mødtes rige
mennesker, og dem, der lod til at være det. Han mødte syge, og dem
der bildte sig ind at være det.  

Kongen tog ophold

Fra 1842 til 1847 tog Christian den
Ottende
hver sommer ophold på den lille ø. En del af hoffet tog
også med. Og når sådan noget sker, er det pludselig meget mondænt.

Det var en gylden tid for badet. Men
desværre betød Treårskrigen
et stort tilbageslag. I 1856 blev badeanlægget afhændet til en privatmand,
Hr. Wiegelt.

Han fik et livsvarigt privilegium og
eneretten til at give Bade i aaben Strand, saaledes, at det forbydes
enhver Fremmed, der ikke benytte hans Vogne, at bade sig, uden i en
vis bestemt Afstand fra Badet.
 

H.C. Andersen på 
besværlig tur

Da dronningen i 1844 inviterede H.C.
Andersen
til Føhr kunne den påholdende digter ikke undlade
sig at ærgre sig over den udgift, der derved blev ham pålagt: 

  • Det er altsaa ikke andet
    for, jeg maa nok afsted, uagtet mine Finantser aldeles ikke taaler denne
    Reise. Dette har derfor noget forstemt mig, uagtet jeg nok ellers burde
    føle mig smigret ved denne Naade. Jeg kan ikke troe at Reisen bliver
    mig godt gjort og den vil dig ganske vist komme paa en 50 Rdlr, altsaa
    ligesaa meget, som jeg fra Kjøbenhavn kunne reise til Dresden og tilbage
    for.

 

Det som forfatteren så inden han
skulle det sidste stykke vej med dampskibet var ikke noget det behagede
ham:  

  • Dagebøl er det eledigste
    hul på jorden. Uvenlige mennesker.

 

H.C. Andersens
første indtryk var at, Øen saa venlig ud, Byen reenlig.
Den næste dag udvider han beskrivelsen. Husene her i Gaden ere alle
kun én Stue – Etage og én Qvist, denne vender ud ad. Med Jernspirer
staaer Aaret den er bygget, sædvanlig ere de over 100 Aar, langs Søen
en Allé med unge Træer.
 

Naturbeskrivelse af H.C. Andersen

H.C. Andersen
blev godt modtaget af sine kongelige værtsfolk, og deltog selv til
underholdingen ved oplæsning af sine eventyr og små lejlighedsdigte
til dronningen. Hans dagbog giver også en beskrivelse af øen:  

  • Spadseret med Landfogeden
    og hørt om Halligerne, hvert Huus er beygget paa et Verft, paa Oland
    er Køer, paa de andre Faaer. Vandet rundt om har ingen Fisk, det er
    smudsigt guult. Vandet kan sprøjte op mod Vinduerne, de sidde roligt
    inde og spinde. Der tales frisisk, beslægtet med engelsk. Sengen er
    som et Skab, og indvendig med flettede Maatter. Skibe kan tridt drives
    lige hen til et saadant Huus, hvor Lyset skinner ud, det seer ud, som
    det svømmede paa Vandet. Paa enkelte Steder findes Quiksand. Kommandør
    kaldes den som herfra fører Skibe til Grønland, Holland. Rundt om
    findes Hvalfiske Tænder, de see ud som store Ledpæle, grøn forvitrede.
    Betragter man dem nærmere, seer man dem falde paa den ene Side, indvendig
    hensmul – drede. Her ved Havnen i Wiek findes flere, ude ved
    én Mark, er et heelt Hegn. Konerne bære røde Fess under Tørklædet,
    de ugifte Piger deres bare flettede Haar.

 

Læge blev tilknyttet

Allerede den 5. september 1756 kunne
man observere den berømte salmedigter og nu biskop Brorson
på øen. Han måtte grundet storm blive her betydelig længere end
han havde regnet med.  

Det gik fremad, og ethvert værelse på
øen blev brugt til indkvartering. Savnet af boliger var pludselig mærkbar.
I 1857 ødelagde en brand det halve af Wyk.

Under Weigelts
ejerskab skiftede konjunkturerne. En fast læge blev tilknyttet søbadet.  

Sådan bader man

Mænd og kvinder badede adskilt. Der
blev omhyggeligt sørget for anstændigheden. Under alle omstændigheder
var der truffen foranstaltninger, der var i overensstemmelse med forskrifterne.
Ja man blev endda fragtet til stedet i vogne. Og man kunne indtage kage
inden badningen.  

  • Den strand, der bades på,
    har fuldkommen flad sandbund uden sten og skråner så 
    lidt, at man uden fare, såvel ved flod som ved ebbe, kan bevæge sig
    i vandet. Badevognen bliver trukket ud på 
    en passende dybde af en hest, og er udstyret med en bænk, et lille
    bord, et spejl, knagerække til tøjet, et lille uldent fodtæppe osv.
    Når man ønsker igen at blive kørt i land, hejser man et flag, der
    findes i et hjørne af vognen. Det er et signal til kusken.
  • Badningen begynder klokken
    seks om morgenen. Man bader for det meste uden at tage hensyn til ebbe
    og flod, hvis der ikke forligger andre bestemte forskrifter desangående
    fra lægens side. Det kolde bad koster 1 mark. Børn under 12
    år betaler det halve, hvis to benytter den samme vogn eller et barn
    benytter vognen sammen med en voksen person.
  • Håndklæder medbringer
    man enten selv eller får dem mod en mindre godtgørelse til de hos
    badekusken ansatte folk. Damerne finder ved deres badesteder kvindelig
    betjening.

 

Når man var færdig med badet, var der
et signalflag, der skulle hejses. Så var vognmanden klar over, at den
badende skulle fragtes i land.

Man burde ikke opholde sig i vandet mere
end 8 – 10 minutter, blev der tilrådet.

Føhr
havde et mere tysk end dansk publikum. Sild
blev dog efterhånden borgerskabets foretrukne badested. Udviklingen
tog fart i slutningen af 1850erne .  

Spørgsmål om sammenfletning

Man talte om at ligge søbadene på 
Sild (åbnet i 1857) 
og Føhr
sammen.

Efter 1864 skete der flere udvidelser,
og antallet af kurgæster voksede. Midt i 80erne nåede øen at have
2.000 gæster. Masser af prominente gæster kom på besøg. En af dem
var Kronprins Friedrich med sin hustru. De tilbragte sommerne
fra 1865 til 1873 på øen.  

Den delte
ø 

De 5.000 indbyggere på den lille
ø var inddelt i tre i 1800tallets første halvdel. Flækken
Wyk
og Østerlandføhr hørte begge til Tønder Amt.
Her var kirke – og skolesproget tysk.

Det var også Vesterlandføhr,
hvor retssproget var dansk. Det tilhørte Ribe Amt,
og blev betragtet som en del af Nørrejylland.
Disse lokaliteter var siden middelalderen i den danske konges besiddelse
og ikke en del af Slesvig.

De Kongerigske Enklaver
gik ikke automatisk over til Preussen.
De blev brugt i en byttehandel, så Danmark
fik Ærø og mindre grænserevisioner syd for Kolding
og ved Ribe.  

Føhr
blev allerede før 1200 tallet nævnt. Allerede i Kong Valdemars
Jordebog
fra 1231 skelnes der mellem Vesterland
– Føhr
og Østerland – Føhr.
Under Magrethe den Første og Erik af Pommerns
opgør med de holstenske grever, forblev Vesterland
– Føhr
den danske konge tro.

Ved freden i Vordingborg
i 1435 fik Vesterland – Føhr
sammen med Amrum og List administrativ særstilling i Slesvig
og lagt under Ribe stift.  

Godt sømandskab

Nordfriserne
vandt tidlig ry for deres sømandskab. De gik i tjeneste hos hollænderne,
og tog med hvalfangerskibe til Grønland.

Da briterne omkring 1730 også fattede
interesse for hvalene, hvervede de harpuner og kommandører på 
Føhr.

Omkring 1750 havde den lille ø 
ikke mindre end 1.500 sømænd på fremmede skibe.  

Den jyske arbejdskraft

Under de langvarige fraværdsperioder
kunne friserne ikke tage sig det hjemmelige og øens landbrug. Arbejdet
blev overladt til kvinderne, der i forvejen havde nok at se til. Der
var nødvendigt at hente fremmed arbejdskraft til hjælp med markarbejdet.
Den kom ført og fremmest fra Nørrejylland.  

Den jyske arbejdskraft fandt hver sommer
arbejde helt ned til egnene ved Nederlandene.
På de frisiske øer var der mange jyske karle, der bosatte sig. Ofte
giftede de sig med enken på gården.  

Forstod ikke forordninger

I løbet af 1800tallet opgav mange føhringer
deres arbejde til søs. Det var efterhånden blevet for farligt. De
jyske karle havde lært dem at drive jorden mere effektiv. Og de kunne
nu begynde at eksportere kornet.

Kvinderne på Føhr
blev angrebet for deres store kaffeforbrug. Desuden mente nogle, at
det var vild luksus at gå i nationaldragter.

Mange af de lokale var efterhånden træt
af de ting, som badegæsterne bragte med sig. Dårlige skikke og moral.
De ville hellere være sig selv og fortsætte deres eget liv. Danskerne
lod i vid udstrækning føhringerne beholde deres gamle privilegier.
Men ofte forstod de ikke de forordninger, som de fik tilsendt fra embedsmændene
i Jylland.  

Det tyske sprog i fremgang

Frisisk, plattysk og dansk
var i forfald og måtte vige for det tyske sprog. I 1848 herskede der
dog en loyal stemning på Amrum
og Vesterlandsføhr over for Danmark.
Men Wyk og Sild støttede slesvig – holstenerne.

I Wyk,
Østerland og på Sild
var der stor tilfredshed med at man efter 1864 blev indlemmet i Preussen.
I resten af området var der stor utilfredshed. Der foregik en stor
udvandring til USA.  

Kongen var populær 

Da kongen besøgte øen den 18. juli
1860 var hele øen på den anden ende. På begge sider af
Wyk`s
hovedgade stod unge piger i egnsdragten med forskellige blomster.

Kongen blev 14 dage på øen, og
deltog i en række udflugter.  

Øboernes egen sprog

Det som H.C. Andersen
ikke nævnte, var at ca. 2.000 af øboerne taler fering,
som er øens frisiske dialekt. I dag bor der knap 11.000 mennesker på
Føhr.

Men i sommertiden er der 20.000 mennesker
alene i Wyk.  

På øens nordligste del ligger
den 2.000 år gamle Lembecksburg.
Man kan se ringvolden på lang afstand. Mon der har været vikinger
på spil?  

Kilde:
Se

Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)  

Hvis du vil vide mere:
Læs

Enklaverne i Sønderjylland

Rømø – en ø i Vadehavet

Vikinger i Vadehavet (under Tønder)

Friserne – syd for Tønder (under
Tønder)

Dæmningen – syd for Højer (under
Højer)

Heltene i Vadehavet (under Højer)

Vadehavet ved Højer (under Højer)

Øerne – syd for Højer (under Højer)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland