Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Fra Ildebrand til Kæmner

November 4, 2010

Hvem
passede i grunden på københavnerne dengang. Det kigger
vi på. Her havde man ansat folk som
Rodemestre,
Vagtmestre, Kæmner, Byfoged, Stadshauptmanden, Vagtskriver,
Byfoged, Stadskonduktør, Skarnfogeden, Rakkeren,
Strandfogeden, Rodemesteren, Fattigforstanderen, Overformynderen,
Kirkeværgen, Underfogeden og Byskriveren.
Man
havde en form for fødevarekontrol og man styrede også en
form for lukkelov. Vi hører også om
Væbningen
og
Byens
Tynge.
Og
tænk, kongen blandede sig, og påskrev, hvis nogen skulle
fyres.

Forordninger

Læser
man gamle beretninger fra
København
får
man indtryk af, at der ikke var styr på noget som helst. Det
kan måske have sin rigtighed. Men man forsøgte dog at få
styr på noget af det. I 1500 – 1700 tallene fik man
indført nogen retningslinier. Der blev ansat folk med en
stillingsbeskrivelse, vi slet ikke kender i dag. I en række
artikler vil vi forsøge at fokusere på disse folk.
Desuden kigger vi på nogle af de forordninger, der blev udsendt
dengang, for at få styr på nogen af tingene. Artiklerne
handler også om, hvem der passede på københavnerne
– dengang.

I tilfælde af
brand

Københavnerne
frygtede ilden. Den kunne anrette stor skade. Og brandforsikring
kendte man ikke. Alt hvad man ejede, kunne gå til grunde.

De fleste huse var midt i
1500 – tallet endnu bygget i bindingsværk. Der blev brugt
masser af træ. En slukning kunne næppe betale sig. Det
gjaldt ofte om at redde nabohuset.

Til
at holde øje med staden, var der to brandvagter, nemlig i
Vor
Frues
og
St.
Nikolajs
kirketårne.
Her var i hvert tårn to vagter eller kurerer, der skulle ringe
med klokkerne, når de så ild.

Ved
ringningen hidkaldtes alle tømrer, fiskere og bådsmænd.
Deres pligt var at
bestige
det
brændende hus og
søge
at slukke.

Det
påhvilede
dragerne
at
skaffe vand med kærer og trillebøre.
Vognmændene
skulle
køre vand i deres vogne.

På rådhuset
blev der opbevaret læderspande og stiger. Disse var delt ud til
forskellige opbevaringssteder. Hvert kvarter havde sit
opbevaringssted.

Rodemesteren
og Vagtskriveren
skulle
sørge for at disse remedier kom frem til brandstedet.

I gaderne op til
brandstedet skulle de, der havde vand i deres brønde, straks
begynde at hente vand og bringe dette til brandstedet.

I 1549 var det strengt
forbudt for kvinder, piger og børn, der ikke var behjælpelig
med brandslukningen at indfinde sig ved brandstedet.

De borgere, der ikke var
behjælpelig med at slukke ilden, skulle med deres eventuelle
svende søge til næste torv eller begive sig til portene.

Forebyggelse af brand

Jo
man havde sandelig en brandforordning. Der var også regler for
forebyggelse af ildebrand. Man opfordrede til at bygge en væg
af ler eller sten i stedet for af træ. Alle skulle være
med til at
besigtige
og forsvare deres Ild, dag og nat.

Hvis nogen med vilje og
ved forsømmelighed havde været medvirkende til branden,
skulle vedkommende straks kastes i ilden uden nåde.

I
1597 udsendte
Magistraten
en
forordning, der gik ud på, at an skulle foretage syn på
skorstene, ildsteder og esser. Hvis der blev påvist mangler,
skulle stedet straks fjernes eller forbedres inden 14 dage.

Af
Rodemesterens
skrå
fra
1606 ses det, at hvert kvarter havde to læderspande, en dobbelt
og en enkelt stige samt to bådshager. Det kan i dag synes at
være ganske lidt i en by, der var bygget så tæt.

Rodemesteren
skulle
anmelde ulovlige ildsteder. Han skulle også sørge for,
at borgerne vedligeholdte deres brønde i gårdene. Under
tørke skulle de sørge for at fylde dem.

Belønning for
at komme først

Under ildebrand skulle
hjørneejendommene sørge for tændte lygter over
gaderne.

Vognmandslavet
skulle
efter
Lavsskraaen
af
1610 altid have et par heste hos en af lavsbrødrene, der så
kunne køre byens vandsprøjte til ilden.

Andre vognmænd
skulle køre vand, fyrhager og stiger. Der var belønning
for den, der først kom med deres vand. En mindre belønning
var det for den næste.

I 1618 udkom en
forordning om, hvorledes man skulle forholde sig i tilfælde af
brand på skibe. Det var strengt forbudt at tænde åben
ild på skibe.

En ”Brand –
og Ildordning”

Den
1. januar 1643 udsendte
Magistraten
en
Brand
– eller Ildordning udi Kjøbenhavns By.

Naar
Ildsnøden sig tildrager,
skulle
beboerne af huset,
straks
et stort Anskrig til Naboerne og andre gøre.
Hvis
man ikke gjorde dette, kunne man risikere højeste straf.

Hvis ilden udbrød
om natten skulle vagterne på de to kirketårne på en
stang udhænge en tændt lygte mod den side af byen, hvor
ilden var. Der skulle ringes med klokkerne i alle byens kirker.

Enhver borger i nærheden
af ilden, skulle udhænge en lygte foran sin dør og måtte
ikke slukke den før det blev dag.

Alle
stadens porte skulle ufortrødent lukkes.
Stadshauptmanden
sendte
til hver hovedvagt en borgervagt. Han skulle lade folk gå
igennem lågen ved porten,
og
give Agt paa, hvem der skulle ud.

Travlhed ved juletid

En gang hvert halve år,
skulle skorstenene renses. Brandmestrene skulle ved juletid gå
rundt i deres kvarterer for at tilse julelys.

Særlig
fokus var det på
Gæsterier
i
kældre. Bageovne skulle være bygget af en solid grundmur.
Og ved siden af skulle der altid stå en spand vand.

I
1653 kom en forordning med at en brandmester skulle have en
underbrandmester
og
en særlig
tilhjælp
af
ti murer – og tømrermester.

En
gang om året skulle
Stadshauptmanden
kalde
hele mandskabet på 90 mand, foruden brandmestre til
syn

Rådhuset.
Brandmestre
havde
så den fordel, at de i fredstid slap for
landkvartering.

Bevogtning af voldene

Ca.
150 personer bevogtede voldene og portene. I tilfælde af krig
fik man det dobbelte i
vægterpenge.

Men
det blev klaget over, at disse vagtposter var
lejekarle
eller uforstandige kompaner
,
som ikke vidste, hvordan de skulle omgås,
Musketter
og
Bøsser.
Og
så var det nogle af disse, der havde en letfærdig omgang
med drikkevare.

I
1627 blev et
vægter
– og Politikorps

140 mand dannet.
Stadens
Vagtmester
var
den, der kommanderede og ordnede vagten. Sammen med
Skarvagten,
der
bestod af 11 – 14 mand skulle han patruljere i gaderne.

I
tilfælde af brand skulle
Vagtmesteren
føre
tilsyn med volden,
Portvægterne
og
på selve brandstedet.

Kongen
ville dog i 1634 afskaffe denne ordning, da han mente, at
vagtmesteren også skulle være med til at
befri
Gader og Stræder for al Modvillighed.
Hvis
vagtmesteren blev forulempet, så skulle soldater komme til
hjælp. En
Vagtskriver
og
en
Brofoged
skulle
rapportere til
Vagtmesteren.

Stadskonduktør

I
1651 blev der ansat en
Stadskonduktør.
Han
skulle sørge for, at gaderne havde afløb. Hullerne
skulle fyldes og trapperne måtte ikke gå for langt ud.
Rør med regnvand måtte ikke placeres så højt,
at det ikke kunne vælte ned på folk. Hvis brolægningen
ikke var i orden, skulle der klages til
Byfogeden.
Ja,
Stadskonduktøren
havde
også nok at se til.

Skarnfogeden

Skarnfogeden
eller
Gadefogeden
havde
tilsyn med gadernes renlighed. Mens man ventede på
Vognmanden,
der
skulle køre skarnet væk, gik
Gadefogeden
rundt
i gaderne og forkyndte dette ved råb.

Hvis
man ikke efterkom ordren med at feje skarnet sammen, for at få
det bragt på vognene, ja så blev de udpantet, allerede
dagen efter.
Skarnfogeden,
Brofogeden,
og
en af
Fogedsvendene
kom
på inspektion.

Rakkeren

Et
knap så eftertragtet job havde
Natmanden.
Lige
som
Skarpretteren
blev
han kaldt for
Mester.
Det
folkelige navn var
Rakkeren.

Hans
job bestod i at bortskaffe skarn, døde hunde, katte og mindre
dyr. Jobbet blev betragtet som
uærligt.
Dem,
der lavede uærligt arbejde skulle man helst ikke omgås.
Hvor lidt respekt man havde for dette arbejde, ses af en forordning
fra 1647 om gadens renlighed.

Her
oplyses, at folk, der gentagende gange udkastede skarn ved stranden,
på torvene, ved volden eller på andres fortov skulle
ligestilles med
Natmanden.

Natmanden
boede
altid fjernt fra andre mennesker. Før 1516 boede han i det øde
Rosengaard,
omtrent
ved
Vognmagergade.
Derefter
havde han bolig uden for
Vesterport.
I
perioden 1661 – 89 havde natmanden bolig ved
Ny
Østerport,
omtrent
der, hvor
Rigensgade
i
dag ligger. Det var mellem
Salviegade
og Krysemyntegade.

Strandfogeden

Strandfogeden
eller
Havnefogeden
skulle
føre tilsyn med havnen. Han skulle passe på, at ingen
kastede urenheder i vandet. Der blev også ansat en
Havneskriver,
der
førte regnskab med havnens indtægter og udgifter.

Andre
jobs var
Vejer,
Maaler, Vrager, Vandmester, Rendemester, Vandkiggere og
Teglgårdsskirvere.

Væbningen

Alle
skulle stille op til
Borgervæbningen,
som
var byens forsvar mod ydre fjender. Hver ejendom var takseret med et
vist antal personer og et vist antal våben. Det skte jævnligt
at kongen
lod
foretage Mønstring af Borgerskabet.
Det
var kun gamle og skrøbelige, der slap for denne
værnepligt.

Men mindst en gang om
året var der mønstring. Af gamle regnskaber kan det ses,
at en stor del af udgifterne gik til indkøb af øl.

Ved
højtidelige begivenheder, når foreksempel kongen havde
besøg, stillede
Borgerskabet
op
bevæbnet i de gader processionen passerede.

Rodemesteren

Alle
de borgere, der var med i
Væbningen
var
delt op i
Roder,
hver
på 10 mand. De havde deres formand eller
Rodemester
(Rotmeister).
Når
der skulle mønstres, hørtes trommer i aller gader. Så
skulle alle give møde foran
Rodemesterens
dør,
inden trommerne havde lydt for anden gang. Man samledes derefter
foran
Fenrikkens
dør
og marcherede derefter gennem byen til eksercerpladsen.

Det
var strengt forbudt for musketererne og
hageskyderne
at
skyde uden tilladelse. Ingen måtte træde ud af
geledderne under marchen. Man skulle også holde sig ædruelig.
For overtrædelser betalte man bøder. Disse skulle
betales i tre dele. Den ene til kongen og byen. Den anden til
Hopmanden,
Fændrikkerne
og
de andre officerer. Den tredje del gik til
Rodemestrene.

Borgervæbningen

Efterhånden
nåede hærens betegnelser som kaptajner og korporaler også
til
Borgervæbningen.

volden og i portene blev der udtaget
skildvagter.
Disse
blev afløst hver time. Det var strengt forbudt at tale med
nogen. Og det var dømt livsstraf, at afskyde sin
musket
om
natten uden årsag.


man nogen mistænkelige personer var proceduren, at man tre
gange skulle råbe:
Wer
da?

skulle man kalde på korporalen. Først herefter kunne man
eventuelt affyre et skud.


vagten var
al
overflødig Drik og Fulderi forbudt. Spil, Sværgen og
Banden
var
heller ikke tilladt. Det var dømt dødsstraf, når
man brugte våben mod hinanden.

I
vedtægterne stod der også, at
Vagten
ikke
måtte tage noget af det, der stod på vognene. Man måtte
heller ikke uforskyldt overfalde nogen med
Hug,
Slag eller ubeskedne Ord.

Hvem
bestemte?

Hvordan var det
offentlige liv ellers – dengang?

Manglen
Tingbøger
og
Raadhusprotokoller
kan
vanskeliggøre svaret.

Men
vi ved, at da
Magistraten
i
1525 fik fuldmagt til købe
Serridslev
Mark
var
der 28
Oldermænd
og
11
Stolebrødre
for
lavene, der udstedte brevet.

Da
byens grunde i 1528 skulle afhændes mødtes foruden
Rodemestrene
også
32 af
Menighedsmænd.

I
1542 skulle byen sende to mand til
Ringsted
for
at vælge
Prins
Frederik
til
sin fars efterfølger. Da

blev
fuldmagten foruden af
Magistraten
og
Byfogeden
underskrevet
af
Rodemesterens
to
Oldermænd
og
12
Oldermænd
fra
lavene.

Til
Prins
Christians
valg
i 1584 udstedtes fuldmagten af 4
Rådmænd,
Byfogeden, de to kæmnere, 16 borgere, Oldermændene for
Rodemstrene og 13 Oldermænd fra lavene.

I 1627 mødte 40
borgere op, da man skulle godkende vedtægter for vagttjenesten.
Men der var 56 borgere, der i 1619 indvilligede i søernes
afståelse til kongen. Måske er disse borgere valgt efter
kvarter. Hvordan de er valgt, og hvem der har indstillet disse
borgere, vides ikke. Vi ved, at der i 1659 kom en ny kommunalreform.

Byens Tynge


mange måder måtte borgerne udfylde deres borgerpligt.
Dengang blev det kaldt
Byens
Tynge. Apotekerne
var
dog fritaget. Det var vigtigere for samfundet, at de passede deres
bod.
Disse
apotekere var således fritaget for at være
Tingmænd,
Rodemstre, Synsmænd, Vurderingsmænd, Kæmner,
Kirkeværge, Fattigforstandere, Nævnsmand m.m.

Tingmænd
skulle
sidde på
Tinget
og
vidne om rigtigheden af de på
Tinget
udstedte
dokumenter.
Synsmænd
skulle
møde på
Tinget
i
tvivlsomme tilfælde.

Vurderingsmænd
skulle
vurdere ejendomme til den rigtige værdi.

Nævnsmænd
var
de 12 mænd, der skulle dømme eller frikende den
anklagede. Til disse jobs valgtes
simple
Borgere.

Derimod
var
Kirkeværgere,
Fattigforstandere, Overformyndere og Havnefogeder
ansete
borgere.

Kæmneren

Kæmneren
var indtil
Forordningen
af 5. april 1581
medlem
af
Magistraten.
Derefter
skulle

to af byens borgere
udnævnes til hvervet.

I
maj 1620 udarbejdede et udvalg af forhenværende
Kæmnere
og
24 af de
bedste
og ældste
borgere
i byen en vejledning i et mere ensartet regnskabssystem for byen.

I
1643 kom en forordning, der bekendtgjorde, at man kun kunne være
kæmner i to år. Det skulle være deres pligt, at
tage vare på byens indtægter og udgifter. De skulle
derfor være til stede ved
Bytinget
i
anledning af bødernes
Aftingning.

Kæmneren
skulle
meddele
Magistraten,
hvad
der skulle bygges og repareres. Han skulle holde øje med
Pligtfogeden.
Den
sidstnævnte havde opsyn med arbejderne.

Byrdefuld post

Det
var en meget byrdefuld post at være
kæmner.
Han
skulle ligeledes motivere
Rodemestrene
til
at inddrive skatter. De skulle endvidere holde opsyn med at borgernes
lovbestemte staldrum var til stede.

Kæmneren
skulle
også forsyne portvagten med krudt og bly, så de kunne
skyde mod hunde og høns. Ja, de fik sandelig 4 skilling pr.
skudt hund.

Kæmneren
havde
kun en indtægt. På et tidspunkt bestod den kun af
indtægterne fra
Teglgaardsvangen
fra
det nuværende
Blågårds
– kvarter.
Denne
vang købte
Gabel.
Det
betød at kæmneren, derefter fik 60 daler om året.

Sammen
med
Byfogeden
skulle
han sørge for at brobelægningen var i orden. Og så
skulle
Rodemesteren
sørge for at ingen geder, får og kvæg bevægede
sig op på volden. I alt var der 16 rodemestre.

Der var to rodemestre i
hvert kvarter. Men ikke alle udførte deres job på
betryggende måde. Druk og misbrug hærgede også
blandt disse.

Deres job bestod også
i at føre opsyn, der hvor fremmede og udlændinge
færdedes. Den skat som de inddrev, skulle afleveres til
kæmneren.

Byfogeden

Det
var
Byfogedens
pligt,
at sørge for, at kongen fik sin andel af bøderne.
Derfor beklædte han forsædet i
Bytinget.

Byfogeden
førte
også tilsyn med gader og veje. Vanskelige sager blev henlagt
til
Magistraten.
Her
havde
Byfogeden
også
adgang. Her forsvarede han kongens interesser.

Når
en
Byfoged
blev
udnævnt, måtte han møde på slottet og
aflægge ed over for
Statholderen
eller
Rigets
Hovmester.

blev han ført til
Rådhuset,
hvor
Magistraten
var
forsamlet i
Rådstuen.
Her
holdt
Slotsherren

en kort tale, hvorved han tilkendegav, at det var kongens vilje, at
vedkommende skulle fungere som
Kongelig
Byfoged.
Og
man skulle
agte
og holde ham for en saadan.

Derpå
førte
Slotsherren
ham
til
Bytinget
i
procession fulgt af borgmester og
Raad,
mens
nogle sværd blev båret foran
Byfogeden
som
symbol.


det åbne ting som kunne overskues fra hele
Gammeltorv
satte
borgmestre og
Raad
sig
Tingstokkene
mens
slotsherren med en ny byfoged ved siden forkyndte den forsamlede
almue, at en ny
Byfoged
var
udnævnt. Han befalede også forsamlingen til at respektere
og adlyde ham.

Fra
ældre tid blev
Tinget
ført
under åben himmel på
Gammeltorv.
Byfoged Klaus Ravn
los
et træhus opføre på stedet. En lille kakkelovn
blev også monteret i huset.

Troskab til kongen

Byfogeden skulle vise
kongen absolut troskab. I hans fravær skulle han rette sig
efter rentemesteren.

Han
måtte ikke kræve bøder uden kæmnerens
velsignelse. Også kongen var bekendt med gadernes dårlige
tilstand. I 1629 tales om
Underfogeden.
Det
var byfogedens assistent.
Byfogedens
hverv
havde også sine begrænsninger. Han måtte ikke selv
anholde borgere. Og sager der var startet på
Rådhuset,
måtte
han ikke selv føre.

Retten
blev
også beklædt af
Tingmænd,
hvis
Oldermænd
tilsagde
Tingmændene
at
møde efter tur.
Byfogeden,
Byskriveren
og
Kæmneren
havde
plads på den forreste bænk. Hvis
Byfogeden
ikke
udførte sit job ordentligt, afsatte kongen ham. Så måtte
Underfogeden
overtage
jobbet ind til en ny
Byfoged
var
udnævnt.

Politiforretningerne
voksede efterhånden fogeden over hovedet. En
Underfoged
var
således tiltrængt. En egentlig beskrivelse af hans job
kendes først fra 1658.

Han
skulle forfølge alle dem, der misbrugte og overtrådte
kongens og
Rigsrådets
mandater
om
Fæstenøl,
Bryllupper, Faddere og Ligfølge.

Han
skulle føre sager, der blev afgjort i mindelighed. Han skulle
ligeledes tiltale
lovovertrædelser
især
hos slagtere, skomagere og vognmænd. Han skulle undersøge
alle klager om falsk mål og vægt enten i slagterboder,
høkerboder, bagerhuse, kældre og kroer.

Desuden
skulle han føre tilsyn med at ingen
vin
– eller øltappere
holdt
åben kælder eller udtappede om søndagen.

Prædiken måtte
først udføres over middag på helligdage. Dette
skulle også kontrolleres.

Tilsyn med importerede
varer, skulle han også føre. En gang om ugen skulle han
kontrollere vinduerne hos alle bagere og slagtere. Vognmændene
skulle kontrolleres for, at de holdt gaderne rente. Desuden skulle de
holde sig inden for den fragtpris, der var anvist.

Underfogeden

Underfogeden
skulle
straks informere
Byfogeden
om,
hvis han hørte om slagsmål, mord og manddrab. Kongen
skulle nemlig altid have sin andel af bøden.

Han
var en slags
Fødevarekontrol
men
også bestyrer af en art lukkelov.

Forprangere
og høkere
måtte
ikke købe varer hos bønderne før kl. 10. Den
almindelig befolkning skulle have fortrinsret.

Dragere,
Daglønnere,
og
Vejmænd
der
arbejde ved stranden skulle også kontrolleres.

Byfogeden
og
Byens
Tjenere
samt
Byens
Vagtmestre
skulle
hjælpe
Underfogeden
med
at hente og stævne folk for retten. Som løn fik han en
femte del af bøderne.

Uden for de tre porte var
der i 1654, tre underfogeder. De blev brugt til at vurdere huse,
skure, møller og andre ejendomme.

Byskriveren

Byskriveren
havde
som stadens embedsmand fri bolig. Ved mageskifte med
Vor
Frue Kirke
om
det gamle
Rådhus
i
1492 fik byen et stenhus på det sydlige hjørne af
Klædeboderne
og Gammeltorv.
Først
boede
Kæmneren
her,
siden
Byskriveren.

Byskriveren
havde
en mark ved siden af
Byfogedernes.
Først
lå de i
Borgmester
– og Raads Vang,
senere
i
Vognmandsmarken.
Han
var derfor i lav med vognmændene. Han havde foruden løn,
en indtægt for de dokumenter, han udfærdigede på
Bytinget.

Fra
kongen modtog han årligt
1
okse, 1 svin, ½ td. smør, 1 pd. Malt,
for
hvad han skrev af kongens sager.

I
1654 blev der bevilliget en eng til
Byskriver,
Peder Kristensen,
kaldet
Kongens
Eng

mellem
Solrød
og
stranden ved
Køge
dog
for en årlig afgift på 15 Rdl.

Foruden
at være tilstede på
Bytinget
og
ved
Raadstue
– møderne
skulle
Byskriveren
føre
Tingbogen
og Raadhusprotokollen.
Han
skulle desuden udfærdige domme, skøder og lignende
dokumenter.

Efterhånden
som byen voksede tiltog arbejdsbyrden også.
Byskriveren
også.

Således
søger
Byskriver
Hildebrand Jørgensen
i
1632, at der
måtte
antages en særegen Raadhusskriver,
der
alene skulle tage vare på ting, der skete i
Raadstuen.
Byskriveren
ville
så udelukkende beskæftige sig med
Bytingets
sager.

Byskriveren,
der blev fyret

Byskriveren
kunne
ikke samtidig være i
Raadstuen
og

Bytinget
samtidig
om mandagen.
Byskriveren
havde holdt en Karl.
Og
denne
karl
havde
i en sag skrevet forkert. Og det havde haft nogle uheldige følger.

Problemet
var også, at folk opsøgte denne
Karl
eller tjener
i
stedet for
Byskriveren.
Den
omtalte
karl
blev
dog fyret for
Druk
og Forsømmelse.

Kongen
tog sig af sagen året efter, for
Magistraten
gjord
ikke noget ved det. Kongen ville endvidere vide, hvorfor der indløb
så mange klager over
Byskriverens
langsommelighed.

Magistraten
svarede,
at grunden var, at
Byskriveren
til
tier var overlæsset, og at sagerne tog til dag for dag.

Desuden
svarede
Magistraten,
at
Byskriveren
var
arrig, ond og
videværtig.
Ingen
kunne rigtig snakke med ham.

Magistraten
havde
givet ham fri i to måneder fra R
aadstuens
arbejde,
for at han kunne overkomme det mest vigtige arbejde.

Kongen
gentog
flere gange, at
Byskriveren
skulle
fyres. Det skete først i 1645.

Kilde:
Se

– Litteratur København
(under udarbejdelse)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København