Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Københavns Historie – i småbidder

November 4, 2010

Livet
mellem 1850 – 1870. Fri næring. Litterær debut med
200 års forsinkelse. De første badeanstalter. Den første
julemand. Nyt materiel til brandvæsnet. Nye udstillingsvinduer.
Overbefolkning. Københavns Skøjterløberforening.
Zoologisk Have udvider. Madam Mangors kogebog. Når Fruentimmer
dyrker sport. Farvel til Natholdet. Piger til salg. Stop for
smugleriet.

En
anden historie

Her
på dengang.dk starter vi en ny serie, der handler om livet i
København.
Det
handler om historier, der normalt ikke finder vej til de store
overskrifter. Her kommer så første del, der omhandler
livet mellem 1850 – 1870. Som det vil ses var livet her i
København
vidt
forskelligt fra det liv, der blev ført i
Sønderjylland.

Stop
smugleriet

I
1850erne var mange byer indhegnet med plankeværker og
fæstningsværker. Hver by var et lukket toldområde.
Varer, der blev ført til byen var belagt med afgifter til
staten. Det kaldtes
konsumtion
eller
accise,
som
skulle betales ved byporten. Ja egentlig kunne man kalde det datidens
moms.

For
bønderne var det nu ikke så smart. De måtte holde
i lange køer med deres vogne, mens
posekiggerne
havde
travlt. Disse kiggede også efter smuglervarer. Og de havde god
grund til at være mistænksom. Man smuglede for et godt
ord, ja det var nærmest gået sport i det.

Det gav en god indtjening
til statskassen, men de liberale betragtede det som et fordyrende
mellemled. Og sådan noget lammede erhvervslivet. Man mente
simpelthen, at det skulle ophæves.

Bompenge og skillingstold
til kommunen måtte også afleveres.

Men
så let var det ikke. I
København
var
byportene en del af befæstningen. Militæret vende det
døve øre til, når der kom klager.
Københavnerne
betragtede
militærets jerngreb som et levn fra enevælden.

Men
da regeringen
Ørsted
faldt,
overgav militæret sig overraskende hurtigt.

Fri næring

To gange om året –
den tredje tirsdag i april og oktober – var det flyttedag. Det
betød at alle, der ville flytte gjorde det på en gang.

Et
festligt indslag i dette var håndværkerlavenes
skilteflytning.
De
fleste lav havde ingen fast lavshus. Man holdt til hos oldermanden,
som var lavets formand. Når der så blev valgt ny
oldermand, skulle alle lavets sager, dokumenterne, drikke krus m.m.
flyttes. Og det skete i et stort optog mes skiltet i spidsen.

Siden oldtiden havde
erhvervslivet været organiseret i lav – mesterlav og
svendelav. Regeringen holdt godt nok øje med dem, om de snød
med priser m.m., men ellers passede man sig selv.

Lavene regulerede sig
selv og fandt hurtig ud af, om der var fuskere i blandt dem. Man
havde også interne kvalitetskontroller. Der var dog stærke
politiske kræfter for, at bekæmpe disse lav.

I
1857 trumfede de liberale
næringsfrihedsloven
igennem.
Håndværkerne var forfærdede. Man vedtog en femårig
overgangsperiode. Men derefter havde man fri ret til at etablere sig.
Døren stod på vid gab.

Piger til salg

Skulle
man besøge nogle bekendte i foreksempel
Ny
Adelgade,
skulle
man passere hele rækker af af stillestående eller frem –
og tilbagegående kvinder. Ja nogle spærrede endda
fortorvet for en.

Her
var
Københavns
ynkværdigste og hæsligste laster.
Næsten
lige så lang tid man kan erindre tilbage i
Københavns
historie
kan man huske
Kvindens
ældste erhverv.

I
middelalderen fandt man pigerne med deres let kendelige farvede huer
i
Rosengården
ved
Nørreport.
I
Holbergs
tid
var bordelværtinden

madam Duuse
og
hendes stadsmøer nærmest et begreb.

Anerkendt var
prostitution aldrig, når fordomme og moral tog hinanden i
hånden. De mandelige kunder var selvfølgelige sagesløse.
Da deres naturlige behov selvfølgelig skulle dækkes,
måtte systemet i sidste ende tolereres.

Ved 1800 – årenes
midte havde man fundet en slags balance. Man så bort fra
forargelsen. Man lod frygten for kønssygdomme diktere den
offentlige holdning. Her skulle den letlevende dame lade sig
kontrollere regelmæssig hos politilægen. Han havde
konsultation en gang om ugen. Fra 1853 hele to gange om ugen.

Hvis hun forsøgte
at unddrage sig kontrol, blev hun til gengæld straffet med
fængsel på vand og brød. Ikke for utugt, men for
løsgængeri.

Farvel til Natholdet

Politibetjente
var ikke særlig afholdte, disse
stokkedrenge
var
særdeles upopulære. Vægterne, der rykkede ud ved
mørkets frembrud var derimod meget populære.

Det
københavnske vægterkorps var oprettet i
Christian
den Femtes
tid.
Hver fulde time skulle de synge deres
vægtervers.
I
tilfælde af brand skulle de slå alarm. De passede også
gadelygterne. Det var deres opgave at tænde og slukke.

Vægterne gik ikke
tilbage for en ekstra tjans, nemlig at vække folk. Til gengæld
fik de så en ekstra skilling. Det skete også, at de gik
på nytårsvisit. Her fik de også en ekstra skilling.
Deres grundløn var ikke ret stor. Et ekstrajob i dagtimerne
var også nødvendig, så det var ikke megen søvn,
der blev til.

Da
Johan
Ludvig Heiberg
en
aften purrede en sovende vægter, og undskyldte forstyrrelsen,
svarede vægteren, at det ikke gjorde noget, for han ville
hurtigst muligt falde i søvn igen.

Da tranlygterne blev
afløst af gas, mistede vægterne en væsentlig
funktion. I 1863 blev det københavnske vægterkorps
opsløst.

I vægterkorpsets
sidste år udskiftede man morgenstjernen med politistokken.

I øvrigt var det
en udbredt studenter – spøg at lave skilteflytning om
natten. Bødkerens skilt kom til at hænge uden for
modebutikken og barberens skilt hang uden for urtekræmmeren.

Måske
skal nævnes, at der kom til optøjer i de første
dage af 1860. Både politi og vægtere blev sat ind. Der
var voldsomme demonstrationer mod
Grevinde
Danner.

Når
en vægter fandt en fuld mand, der ikke kunne gå eller
stå, trådte
stigetransporten
i
funktion. Fire vægtere læssede fulderikken op på en
stige, der ellers blev brugt til lygtetændingen. Under megen
opmærksomhed bar man ham så hen til arresten.

Når Fruentimmer
dyrker sport

  • Såvel de
    intellektuelle som de moralske Evner er i almindelighed lidet
    udviklet hos dem, der udelukkende beskæftiger sig med
    anstrengende legemligt Arbejde.

Ja
sådan sagde lægen, professor
A.G.
Drachmann
i
1861. Egentlig var bare et udtryk for en holdning som var almindelig
i de bedre borgerlige kredse om arbejdere.

Men
egentlig var det
overklassedamerne,
han
burde være bekymret for. Disse mimoser der blev fremelsket i de
moderne byer, var beskyttet mod alt, såvel frisk luft som
motion.

  • De
    blev

    trangbrystede,
    smalhoftede og krumryggede. De kunne næppe holde sig ranke
    uden korset,
    konstaterede
    den tyske gymnastikpædagog,
    M.
    Kloss.

Han
var forfatter til
Huusgymnastik
for Fruentimmer.
Det
var alt for lidt med kun en halv times legemsøvelser i ny og
næ på pigeskoler, mente han.

I det bedre borgerskab
mente man, at det var i uorden at ungdommen dygtiggjorde sig til
krig. Men det kunne aldrig vedrøre kvinderne.

  • Mens Muskelkraften er
    fremherskende hos Manden, er Nervevirksomheden overvejende hos
    Kvinden. Hendes større herredømme over Musklerne gør
    Kvindens bevægelser ”livligere, lettere, yndigere,
    udtrygtsfuldre og mere utrættelige.

Kraft
– og højdespring var udelukket for kvindens vedkommende.
I stedet skulle man anbefale
gang
– og hoppeøvelser
såvel
som
passende
løbe – og springøvelser.
forudsagt,
at der blev lagt vægt på harmonien i udførslen.

Blandt
borgerskabet langs
Strandvejen
bredte
der sig en form for sport omkring 1850erne. Det var en slags
fjerbold. Det krævede ikke de store anstrengelser. Men det var
sikkert en smule afveksling i det trivielle driveri blandt
landliggerne. Måske kunne det sætte lidt gang i
blodomløbet.

Madam Mangors kogebog

Jo dengang kunne man også
få succes med en kogebog.

Hun
var født
Anne
Marie Bang

og var af god borgerlig familie. Hun blev også godt borgerlig
viet, nemlig med fuldmægtig
V.N.
Mangor.
De
fik tre døtre, men manden døde tidligt.

Der sad hun så som
enke kun 32 år gammel. Hun måtte strikke og sy, og sælge
hendes håndarbejde. Hun ville gerne være forfatter. Helst
skulle det være fortællinger for børn. Men det
blev hendes lager af opskrifter, der reddede hende fra fattigdommen.
Det var venner og bekendte, der opfordrede hende til at skrive en
kogebog.

Første
udgave udkom anonymt i 1837. Det var en succes, der blev fulgt op af
en bog om syltning. Siden fulgte
Kogebog
for små husholdninger.
Således
blev
Madem
Mangor
til.
Den er udkommet i et lille halvt hundrede optryk på tilsammen
en halv million eksemplarer.

  • Disse anvisninger er
    samlet i den forventning, at de kunne tjene unge husmødre til
    nytte og vejledning ved en god og økonomisk og hensigtsmæssig
    tilberedning af forskellige retter, til at vise Dem anvendelsen af
    alt, hvad der skal bruges til maden, således at intet går
    til spilde, og ved nogen større umage at give selv de
    simpleste retter en god smag forenet med et net udseende.

Med disse ord indledte
hun sin kogebog.

Hun
udgav også en kogebog for små piger. Og i 1864 sågar
Kogebog
for Soldaten i Felten.
Den
uddelte hun faktisk gratis.

Zoologisk Have udvider

Niels
Kjærbølling
var
selvfølgelig sønderjyde. Han var lærersøn
fra
Als.
Med
støtte fra
Christian
den Ottende
udgav
han et stort værk om nordiske fugle.

I
1859 fik han lov til at indrette sig i prinsesse
Vilhelmines
have
– en halv hektar nærmest landevejen. I 1860erne kom
prinsesse
Carolins
have
til.

I
Berlin
havde
Kjærbølling
set,
hvordan man lavede en
zoologisk
have.
Han
fik en sneugle og en ørn forærende, så nu var det
tid til at lave noget spændene i
København.

I efteråret 1859
blev dørene slået op for københavnerne. I
begyndelsen var haven forholdsvis primitiv med høns, ænder,
kaniner og en sæl i en balje. Han havde ingen andre indtægter
end entréen.

Efter yderligere
udvidelser var der pludselig plads til større dyr. Nu kom der
kameler, rensdyr, isbjørne og kænguruer. Man savnede man
løver, tigere og elefanter, Men endnu var det ikke råd
til dem.

Københavns
Skøjteløberforening

Peblingesøen
var
stedet, hvor man om vinteren glemte alt om faste klokkeslæt og
middagsmad. Her skøjtede man til den store guldmedalje, når
isen havde lagt sig på søen.

Også kvinderne
havde fundet vejen til isen. Det var så en sport for ridderlige
herre at samle forulykkede kvinder op.

Man
kunne også byde en dame med på isen. Der blev sørget
for, at en tredjedel af
Sortedamssøen
blev
ryddet for sne hver formiddag. Der var så kun adgang for
medlemmer. Man skulle huske at fremvise medlemskortet, når man
gik på isen. Hele 2.000 skøjteløbere meldte sig
ind.

  • Damer løb med
    ynde, Herrer med fasthed, Børn med lystighed – alle med
    den velgørende bevægelses friske præg.

Således beskrev en
avis, datidens skøjteløbere dengang.

En håndbog i
skøjteløberkunsten fra 1867 indeholdt grafiske
anvisninger i elegante herresving. Ja i håndbogen hed faktisk:

  • Skøiteløberkunsten
    eller Anviisning til Skøiteløbning saavel for
    Begyndere som viderekomne med 20 Tegninger i Teksten.

Den
var samlet og udgivet af
C.
Høegh Guldberg.

Spadseretur på
Volden

Man
holdt fast ved traditionen med at man
Store
Bededag
ved
aftenstide skulle gå tur på
Volden.
Kirkelokkerne
ringede helligdagen ind. Det var forår og man viste sit nye tøj
frem. Man hilste på bekendte. Desuden samlede man appetit til
aftenens højdepunkt –
Te
med varme hveder.

Overbefolkning

Godt
og vel hver tiende dansker boede i
København.
Omkring
1860 boede der 160.000 inde bag de gamle volde. I 1800 årene
var der 4 – etagers huse med snævre gårde og side –
og baghuse.

Alt
hvad der kunne bebygges, blev bebygget. Alle var afhængige af
retiraderne i gården. Stanken fra disse
lokumskasser
hang
i hele ejendommen. Overløbsrøret endte i rendestenen.
Man kendte ikke til kloaker.

Ved
slutningen af enevælden var
København
en
forslummet by. Det gik endnu nogle år, før militæret
slap sit jerngreb.

Store
og Lille Brøndstræde, Peder Madsens Gang Didrik Badskærs
Gang,
det
var bare nogle af de sorte pletter på kortet. Her fandt man den
rene elendighed. Mørke, stank og uterlighed, sådan
beskrev
Vilhelm
Bergsøe
det.

Hver tomme under husets
tag var optaget. Kridtstreger var det eneste, der skilte mænd,
koner, halvvoksne piger og nøgne børn fra hinanden.

På årets to
flyttedage i oktober flyttede alle, der på en eller anden grund
søgte en ny bolig. De mere velstillede kunne flytte ved hjælp
af en vogn. Andre måtte nøjes med at bære det hele
på ryggen.

Ved samme lejlighed var
det tilladt at smide affald ud på gaden. Alle benyttede sig af
lejligheden til at forny sengehalmen.

I
brændevinsbrænderierne, hvor man fodrede køer med
affald fra produktionerne, mugede man ud i staldene. Der var stadig i
1860, tre tusinde stykker kvæg inde i
København.
Og
skolebørnene havde selvfølgelig fri.

Nye udstillingsvinduer

I
1840erne vakte modehandlerske
Louise
Rasmussen

Vimmelskaftet
opsigt
ved at udstille en mannequindukke. På
Østergade
afstedkom
charcuterihandler
Beuvais
ligefrem
opløb ved at fremvise viktualievarer i sit vindue.

Boder og butikker havde
eksisteret i århundreder mere eller mindre anonyme bag lukkede
facader.

Loven om næringsfrihed
fritog bønderne besværet med at køre til byen. Nu
blev konkurrencen alvorlig. Priser, service, beliggenhed og
tiltrækkende udstillingsvinduer var nu afgørende.

Krambodsvenden blev
afløst af ekspedienten. Nu stillede man krav til dennes viden.
Og vinduerne blev illumineret af gaslys. Gadebilledet ændrede
sig totalt.

De handlende begyndte at
udsende reklametryksager. En ny trykketeknik gav nye muligheder.

Litterær debut
med 200 års forsinkelse

Corfitz
Ulfeldt
var
rigshovmester. Han var
Leonora
Christinas
ægtefælde
og skæbne. Hun benægtede stædigt, at hun var vidne
om hans landsforræderiske planer. Eftertiden har dog ikke givet
hende medhold.

Straks
efter fængslingen i
Blaataarn
blev
Leonora
underkastet
en ydmygende kropsvisitation. Den blev foretaget af
Abel
Cathrine,
en
af
Dronning
Sofie Amalies
fortrolige.
Det var ikke værdigenstande, man gik efter, men notater og
breve.

Leonora
Christine
påbegyndte
sit
Jammers
Minde
som
en redegørelse over for hendes børn. Efter hendes død
i 1698 kom manuskriptet til datteren
Anna
Cathrine,
der
blev så rystet, at hun overvejede at brænde det skrevne.
Hun betænkte sig dog, og sendte manuskriptet til broderen
Leo
Uhlfeldt
i
Østrig,
der
dog gemte det af vejen.

Da
H.C.
Andersen
i
1845 skrev sin lille fortælling
Holger
Danske
lod
han også tankerne gå til et snævert mørkt
fængsel, hvor der sad en dejlig kvinde. Hun var da allerede
blevet en national legende, men ingen vidste, hvad hun havde oplevet.

Men
i 1868 rejste den danske forsker,
F.R.
Friis
til
Wien
og
Prag
for
at finde noget materiale om
Tycho
Brahes
historie.
Han kom i den forbindelse i kontakt med grev
Johannes
Waldstein –

direkte efterkommer af
Leo
Ulfeldt.
Og
her dukkede de interessante materiale frem.

Jammers
Minde

blev trykt i 1869. Det var det bedste prosa, der var skrevet i
Danmark
i mange år. Det var nok den mest rystende erindringsbog, som
Danmark
nogensinde
havde set.

De første
badeanstalter

Nu
hvor politikerne i
Borgerrepræsentationen
har
lukket
Sjællandsgades
Bad

Nørrebro,
kan det være interessant at finde ud af, hvorfor disse
badeanstalter blev oprettet.

Carl
Joachim Hambro
var
af tysk – jødisk afstamning. Han gik over til
kristendommen. Faderen var handelsmand, fabrikant og bankier. Men søn
og far kunne ikke rigtig sammen.

Derfor
rejste sønnen til
London.
Her
oprettede han sin egen bank. Men desværre gik den konkurs.
Faderen rejste hurtig til
London
for
at hjælpe. Han nåede aldrig tilbage til
København.

I faderens testamente
rådede han sønnen til at blive landmand, for andet duede
han ikke til. Han ydede lån til krigen mod slesvig –
holstenerne. Som tak for denne hjælp blev han udnævnt som
baron.

I
1849 erfarede
Hombro,
at
man diskuterede oprettelsen af badeanstalter for mindre bemidlede .
London
havde
det allerede.
Hombro
sendte
12.000 rigsdaler til
København
som
første bidrag til oprettelse af badeanstalter.

Han havde sikkert ikke
forstillet sig, at det hele kom til at hænge på ham.
Fjorten år brugte politikerne til at fundere over planerne. Men
det skulle en koleraepidemi til, inden de reagerede.

For
at levere vand til anstalten forlangte kommunen fuld pris. Det
forargede i den grad,
Holmbro.

Den
første
Hambroske
Bade – og vaskeanstalt
blev
bygget ved
Borgergade.
Der
blev opstillet 20 badekar, og indrettet 20 steder, hvor der kunne
vaskes tøj.

To dampkedler leverede
varmt vand til badene, som man for renlighedens skyld beklædte
med glaserede teglsten.

En
annonce for den
Hambroske
Anstalt
viser
at det hele var delt op i to selvstændige afdelinger –
M
andfolkebadene
og Fruentimmerbadende .
De
to køn var skarp adskilte og havde hver deres indgang.

Offentlig Vadske –
og Badeanstalt

Den offenlige Vadske –
og Badeanstalt, der er opført i Borgergade, Hj. Af Hoppens –
og Kaninlængen, for Penge, skænkede dertil af Baron
Hambro i London, staar fra Torsdagen den 26de Januar af aaben til
almindelig Afbenyttelse hver Søgnedag, indtil videre fra kl.
9. Søn – og Helligdagene ere kun Mandfolkebadene aabne
fra kl. 8 – 10 Formiddag, Fruentimmerbadene og Vadskeriet
lukket.

Betalingen er 12 Sk.
For et varmt Bad med et Haandklæde, 8 Sk for et koldt Bad, 4 Sk
for den 1ste Times Afbenyttelse af et Vadskerum med Tørrekammer,
Rulle, Strygejern osv., 3 Sk. For hver paafølgende ½
Time, 8 Sk. For et Tørrekammer en Nat over.

Indgangen til
Mandfolkebadene er i Hopsenslænge, til Fruentimerbadene og
Vadskeriet i Borgergade.

Kjøbenhavns
Magistrat den 23de Januar 1865.

Den første
Julemand

Han
var leder af
Krebs
Skole
i
København.
Og
hans bror var den egentlige skaber af
Kunstindustrimuseet.
Men
det er nok ikke det, de to brødre
Johan
og Pietro Krohn
vil
blive husket for. Nej, det var nok snarere den børnebog, de
skabte sammen –
Peters
Jul.

Det
var den jul, der prægede barndomshjemmet, der skabte bogen.
Pietro
Krohn
og
Otto
Haslund
lavede
illustrationerne.
Johan
fortalte
den enkle historie på vers.

De
afleverede alt materiale til forlæggeren
Frederik
Wøldike.
Han
overlod det tekniske til litografen.

Men
de tre ophavsmænd blev forfærdede, da de så
resultatet. De kunne dårligt genkende billederne.
Rent
svineri,
sagde
Jacob
Krohn
og
nedlagde forbud mod udgivelse.

Året
efter fik
Wøldike
økonomiske
problemer. Han havde ikke råd til at ligge inde med hele
oplaget. Han tiggede
Johan
Krohn
om,
at måtte udsende bogen, som den var. Anmelderne var mere nådige
end de tre herrer.

  • Nette små
    Digte, ledsagede af colorerede Billeder

Men de tre ophavsmænd
var dog stadig ikke tilfredse. De gik i gang med at revidere udgaven.
Den udkom i 1870. Siden er den kommet i mange udgaver med skiftende
illustrationer, men med samme tekst.

Og
den julefest som
Krohn
skildrer,
er klassisk. Det er juletræ med kræmmerhuse, stegt gås
osv.

Men
da
Peters
Jul
udkom
havde juletraditionen langt fra bidt sig fast i hele landet. Mon ikke
bogen har været med til at skabe traditionen.

Vi hører om en
gammel mand med røde kinder og lang skæg, der traver
gennem byen. Han vender sig bort i vrede, når han møder
uartige børn, men sniger sig ind og tænder juletræet,
når den hjemmelige idyl kræver det.

Krohn
indfører
en ny figur, tyskernes
Weihnachtsmann
eller
amerikanernes
Santa
Claus.
Nu
var den tyske julemand dog nærmest beslægtet med
den
Store Bastian.
Han
straffede de
slette
børn.

Nyt materiel til
Brandvæsnet

I
midten af 1850erne omfattede
Københavns
Brandkorps
4.200
mand. De rådede over ikke mindre end 39 store og ca. 150 mindre
sprøjter. Det burde jo egentlig være rigeligt.

Men
efter en brand i en parfumehandel i
Købmagergade
skrev
dagbladet
Fædrelandet:

  • Det varer utilbørligt
    længe, inden sprøjter kommer til stede. Råben og
    larmen er der mere end nok af, men ingen orden og kommando. Politiet
    gør sit bedste, det må erkendes. Men brandvæsnet
    lader meget tilbage at ønske. Bliver noget reddet, så
    er det oftest det frivillige publikums raskhed og rådighed,
    det skyldes.

Jobbet som brandmand var
en bibeskæftigelse. Mandskabet var optaget af andre gøremål
og andet arbejde. Det tog ofte en halv til en hel time, at kalde
mandskabet sammen. Langt om længe kom ham, der havde nøgle
til sprøjtehuset. Og brandfolkene skulle selv trække den
tunge sprøjte.

Det gik ofte over en time
før slukningen kunne begynde. Man kunne sagtens signalisere,
at der var brand, men åbenbart ikke om der var tale om en lille
eller stor brand.

I 1859 blev brandvæsnet
reorganiseret. Man oprettede en række lokale brandstationer ,
der var bemandet dag og nat med vagtpligtigt mandskab. Disse kunne
klare det meste. De andre kunne tilkaldes i nødstilfælde.

Man moderniserede også
tjenesten ved at indføre telegraflinjer., der forbandt
stationerne indbyrdes og med politiet.

Samme
år kunne man også indvie
Københavns
første
vandværk. Så der var tryk på ledningen fra starten.
Man kunne også ophøre med at føre vand frem i
tønder og baljer. Det var effektivt. Men sprøjterne var
stadig håndtrukne og hånddrevne.

I
England
og
navnlig
USA
havde
man taget dampsprøjten i brug. Den tunge dampmaskine blev
trukket af et hesteforspand. Under kørslen blev der fyret op.
Ved ankomsten var den fuld funktionsdygtig. Den leverede tre gange så
meget vand som den bedste håndsprøjte. Og så kunne
strålen nå op i fire kilometers højde. Problemet
var prisen – ca. 3.500 dollars.

I
Danmark
blev
der udviklet den traditionelle håndsprøjte. Man betjente
den ganske enkelt ved at trække pumpestængerne op og ned.
Konstruktionen var meget robust. I tilfælde af funktionsfejl
var den let at reparere.

Flere
småbidder af Københavns historie fortsættes

Kilde:
Se

– Litteratur København
(under udarbejdelse)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København