Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Flere Præster og Godtfolk i Sønderjylland

November 4, 2010

Foredrag
i Anna Kirke, Nørrebro, 27. oktober 2010. Fortsættelse.

Vi
fortsætter på østkysten. Det starter med Ryde
Kloster, Bov Kirke, Kliplev, Ensted, Varnæs, Aabenraa,
Hjordkær, Rise, Rødekro og Løjt. Vi hører
om de hvide hest. En præst tvinges ned ad prædikestolen,
en dør af druk. En ulykkelig hændelse fører til
dannelse til Varnæs Kirke og i Rødekro spøger
det.

Syd
for Bov Sogn

Ikke
ærbar

I
350 år huserede munkene omkring
Flensborg.
Et
stort kloster lå nordvest for det nuværende slot,
Glücksborg.
En
del af klosteret lå i den nuværende slotssø.

Munkene
huserede også i
Kollund
Skov
og
Krusaa.

Cistercienerne
havde
i middelalderen, 13 kloster i
Danmark.
Vi
skal dog helt tilbage til 1191, hvor der blev anlagt et kloster i
Guldhom
i
Nybøl
Sogn
nord
for
Slesvig.
Det
var
Biskop
Valdemar,
der
indviede klosteret. Grunden var, at det lille munke og nonnekloster
St.
Micheal
ikke
var særlig ærbar.

Der
blev drukket og horet. Abbeden og hans munke lå døddrukken
rundt i byens ølhuse. Her havde de ædt og svirret og
moret sig med byens fruentimmere. Derfor flyttede
Valdemar
klosteret.
Men det blev ærbarheden ikke bedre af.

Derfor
blev man i 1210 nødt til at flytte nok engang. Dengang til
Ryd(Ryde)
ved
Flensborg.

Men
ak, der udspandt sig en krig mellem
Benekditinere
og Cistercienserne.

Komplicerede
operationer

Man bespiste de
fattige, og husede de vejfarende. Det var almindeligt, at de gamle og
syge købte sig ind i klosteret for at tilbringe deres sidste
dage under betryggende forhold.

Hygiejnen var stor. Man
havde badestuer og toiletter.

Lægerne på
klosterene gik ikke af vejen for komplicerede indgreb som operation
af hjernesvulster. De lappede kampskader som sværdhug eller
pileskader.

Men
det var ikke altid lige godt i klosteret. I 1280erne var det bispen
fra
Slesvig,
Jacob,
der
forpestede munkenes tilværelse. Han burde nok snarere kaldes
tyran i stedet for bisp. Han berøvede munkenes indtægt
og lod dem piske.

Kongemord

Her
Ryd
Kloster
skulle
der også være foregået et kongemord, idet
Christoffer
den Første
under
nadveren i 1259 var blevet forgiftet af
Abbed
Arnfast.
Det
skete efter årelange stridigheder med
Jakob
Erlandsen
om
magten i riget skulle gå til kirken eller staten.

Også
lige ved
Hærvejen,
lige syd for den nuværende grænse ved
Klus
var
der et valfars – sted. Man skulle blot medbringe en genstand
fra den syge, for at vedkommende kunne blive helbredt. Et kloster
blev anlagt ved stedet.

Kæmpe kloster

Det
må have været en kæmpe kloster,
Rud
Kloster.
Hovedbygningen
menes at have været 350 meter i længden og 200 meter i
bredden. Den omfattede korsgang, og gård, søjlesalsfløj,
lægebroderboliger med køkken og spisesal, kirke,,
kirkegård samt sygehus og herberg.

Omkring
Padborg – Bov

Man
faldt i søvn

Hvornår
den første kirke er bygget i
Bov
vides
ikke. Den var ret betydningsfuld ved
Hærvejen.
Gulvet
var dengang dækket med hø og halm. Det skete ikke så
sjældent, at dele af menigheden faldt i søvn under de
lange ceremonier.

Efter at have talt om
bibelen i en times tid, ja så gik præsten over til at
tale om hverdagens problemer dengang.

Men man havde dengang en
lang stok, så man kunne prikke til dem, der var faldet i søvn.

Spedalskhed

I
1300 tallet blev
Europa
plaget
af
Den
Sorte Død.
Det
var pesten, der holdt sit indtog. I
Bov
Kirke
var
der et
spedalskhedsvindue.
Gennem
dette kunne de syge stå udenfor og følge gudstjenesten.

Pastoren
blev hevet ned

I
slutningen af 1700 tallet var det galt med troen i
Bov
Kommune. Pastor Clausen

var rationalist og prædikede fornufttroen, mens menigmand holdt
fast ved åbenbaringstroen. Det endte med, at nogle borgere trak
pastoren ned fra prædikestolen. Otte borgere fik bøder
og kom bag tremmer.

Denne
Clausen
var
en meget bestemt mand. Det blev sagt, at når han gik en tur
gennem
Bov,
var
det ikke et menneske at se. De skyndte sig ind i husene. Når
børnene fra skolerne uden for
Bov
skulle
have eksamen, måtte lærerne stille med dem på
præstegården.

Og så blev der
holdt danske prædikener og undervist på dansk i
præstegården. Men det tog prøjserne meget ilde op.
Præsten måtte tage sin afsked.

Ligvogns
– forening

I
Frøslev
by
havde
man fra 1882 en ligvogns – forening. Foreningen blev først
opløst efter 80 år. I 1912 havde man 60 medlemmer.

Det var også en
skik, at det var afdødes nærmeste nabo, der skulle køre
ligvognen og ligge hesteforspand til. Men efterkrigstidens
mekanisering gjorde hesten overflødig.

Lundtoft
Herred

Adelsfamilien
Ahlefeldt

Da
Kong
Hans
endelig
erhvervede
Lundtoft
Herred,
var
det ikke meget tilbage. Adelen ejede det meste. Godset
Søgård
var
Slesvigs
største.
Og her sad slægten
Ahlefeldt

magten i mere end 300 år.

Men
slægten har indbyrdes ikke været særlig gode
venner. En mur gik tværs gennem gården. Men efterhånden
foretrak den ene gren af familien at bosætte sig længere
øst på ved
Sundeved.

Og
det er ganske vist. Ved
Søgård

har der boet en heks.
Grev
Ahlefeldt
havde
besøg af hende og fik et rødt ar i panden.

Nu
var det ikke alle
Ahlefeldter,
der
var
Guds
bedste
børn. De to fætre F
rederik
og Ditlev
deltog
i forskellige krige rundt om i
Europa.
Ved
et slagsmål på en kro i
Amsterdam
kom
den iltre
Frederik
til
at dræbe en mand. Ved hjælp af diplomati og penge
lykkedes det for
Ditlev
at
frikøbe sin fætter for mordanklager.

Syd for Aabenraa

Stor søgning
til Kliplev Kirke

I
hele de negative periode i
Sønderjylland
søgte
folk trøst i den kristne tro. I 1400 – årene havde
Ahlefeldt
– familien
høstet
stor fordel af, at der fandt valfart sted til
Kliplev
Kirke.
Især
til de årlige
Helligkors
– messer
3.
maj og 14. september var der enorm søgning.

Det
var en omfattende valfart til
Kliplev
Kirke
via
Hærvejen.
Alle
skulle hen til
Skt.
Hjælper.
Det
hang i korets nordligste kapel. Figuren blev betragtet som særlig
hellig og dermed helbredende.

Man så figuren
gennem et vindue med jerngitter.

Kapel i Årup

Familien
oprettede et kapel i
Årup.
Det
var et omfattende byggeri. Var byggeriet blevet færdig havde
skibet udgjort 35 meter i længden og 11 og 21 meter i bredden.
Det var et anseeligt byggeri, der kunne måle sig med
Løgum
Kloster.

Bekend dine sønner
i kirken

I
kirken måtte man bekende sine syndere. Således måtte
den 19 – årige
Hans
Rossen,
søn
af den ansete bonde og lensfoged
Rasmus
Rossen
knæle
ved alteret. Over for menigheden måtte han erkende, at han
havde fået et barn men den gårdmandsdatter fra
Torp
uden
for ægteskab.

Historien
om Varnæs Kirke

Helt
ude mod øst ligger
Varnæs.
Det
har været en meget betydningsfuld by engang med
købstadsrettigheder. Og historien bag
Varnæs
Kirke
er
gengivet i et dramatisk sagn. Og den skal i have, for jeg ved at
konfirmander fra
Anna
Kirke
har
været i
Varnæs
kirke:

  • Junker Vigge var en
    ung og velhavende ridder, som boede på borgen Vold ved Varnæs.
    Han forelskede sig i Jomfru Ida, som boede på Helnæs hos
    sin far, Ridder Ove.

Vigge vidste godt, at
han var et godt parti. Men han ville gerne have himlens velsignelse.
Derfor gik han til Pather Mathies. Denne indvilligede i at arrangere
forlovelsen mod at Vigge lod opføre en kirke i Varnæs.

Kirken blev bygget og
med Pather Mathies som vidne, trolovede Ridder Ove sin datter til
Junker Vigge. Herefter vendte Junkeren fra Varnæs hjem til sin
borg for at afvente den tilkommende.

Ridder Ove var i gæld
til den mægtige Grev John af Odde. Greven ønskede Frøken
Ida fæstet til sin søn Kaj. En uhæderlig pagt blev
indgået mellem de gamle mænd.

Da det under
julemessen kom Vigge for øre, at Ida skulle bortgiftes til
kaj, faldt han på knæ foran alteret i Varnæs Kirke
og svor, at her skulle jomfruen blive hans brud, om det så
skulle koste hans sjæl.

Lillebælt var
frosset til. Julenat drog Junker Vigge med tyve svende over til isen
ved Helnæs. Her ankom følget netop betids til at afbryde
bryllupsklokkerne med sværdet. Ingen blev skånet undtagen
Ida, som skulle med til Varnæs.

På tilbagevejen
over Lillebælt brød isen op, og Ida og Vigge kom bort
fra hinanden. Mange omkom, og begge de elskende troede, at have
mistet den anden.

Det gik flere år
før skæbnen igen førte dem sammen. I Letland var
Ida gået i kloster. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de
endelig blev viet.

Men ak og ve. Morgenen
efter var Ida død. Hun havde i konflikten mellem kærlighed
og nonneløfte valgt døden som sidste udvej.

Mange år senere
vandrede en olding ind på Varnæs Kirkegård. Det var
Junker Vigge, som for at sone sin skyld havde vandret hvileløst
omkring i årevis. Den gamle lagde sig på Idas grav og
udåndede.

Ved
korgavlen af
Varnæs
Kirke
under
den gamle løn, ligger to som i livet ikke kunne få
hinanden, forenet for evigheden. Tidligere stod der altid vand i en
hulning i det gamle træ. Vandet havde helbredende virkning.
Desværre er hullet nu så utæt i bunden, og vandet
er borte. Men øverst i gavlen ses stadig
Junker
Vigges
hoved
i sten.

Gårdejerne
ville ikke betale tiende

I
1774 fandt sognepræsten
Nicolaus
Freuchen
det
nødvendig, at være talsmand for småfolkene i
Ensted
Sogn.

Årsagen
var, at de 27 kongelige gårdejere på skift hver måned
bragte deres skat til
Amtshuset
i Tønder.
Nu
forlangte man, at
kådnere
og inderste
skulle
være med til at betale, hvis de ville være med i
ordningen. Men det ville de ikke. Præsten mente ikke, at de
skulle betale.

Det lykkedes for
gårdejerne at få pastoren fyret. Han skulle aldeles ikke
blande sig i deres ting.

I
1798 var der kommet en ny præst fra
Løgumkloster.
Men
han skulle snart komme ud for vanskeligheder. Man nægtede at
give tiende.

Præsten truede med
at tage sin afsked, hvis han ikke fik tiende.

Men
en stor del af de rige gårdejere mente, at man skulle spare på
kirke, skole og præst.
Pastor
Hoeck
skrev
således i 1799:

  • Jeg er så nær
    ved at fortvivle, at jeg næsten er i stand til at bede om min
    afsked, så jeg på en anden måde kan sørge
    for mit og min families underhold. Så ser jeg ingen anden
    udvej end at overlade min kone, som venter sig til hendes mor og
    derpå selv drage i krig mod franskmændene.

Militæret indsat

Øvrigheden
reagerede ikke rigtig. Men endelig i december 1799 kom en militær
eksekution bestående af en korporal og 12 ryttere. De blev
indkvarteret hos dem, der råbte op. De skulle have forplejning
og rejste ikke før, at gårdejerne havde betalt deres
restance til præsten.

I begyndelsen af 1800
tallet steg antallet af kådnere, inderste og jordløse i
sognet i forhold til antallet af gårdejere. Dette kunne mærkes
på kirkens økonomi.

I 1826 blev der bygget et
nyt klokketårn. Gårdejerne mente, at kådnere og
andre af sognets beboere skulle betale halvdelen.

Aabenraa

Heksene fra Aabenraa

Under
tortur indrømmede
Anna
Jørgensdatter
i
1617 at hun under tortur havde stået i lære hos en heks
fra
Kappel.
Endvidere
indrømmede hun, at hun havde dræbt køer, og ved
nattetid havde hun danset på
Galgebakken.
Og
så havde hun også plejet omgang med djævlen.

Margrethe
Krogh
var
en anden heks fra
Aabenraa.
Hun
skulle igennem hekseprøven, og var prisgivet på forhånd.
Prøven bestod i, at hun blev smidt i vandet. Svømmede
hun ovenpå, var hun heks. Druknede hun, ja så var hun
uskyldig, men så var det ligesom for sent.

I årene fra før
1500 til år 1700 døde mange tusinder af danske kvinder i
heksebålet. Flammerne blev tændt med kirkens velsignelse.

I den katolske kirke
havde man ligefrem en heksebibel (1487). Denne bibel gav
retningslinier til, hvordan man kunne finde frem til, hvem der var
heks.

I heksebibelen kunne man
læse, at hekseri stammede fra kvindens umættelige
kødelige lyst. Og minsandten om der ikke også kunne
læses, at kvinder havde mindre forstand. De blev under tortur
aftvunget tilståelser. Her indrømmede de, at de var i
pagt med djævlen.

Med kirkens
velsignelse

Og man kiggede nøje
på kvinderne. Særlig i kirken. For hvis man tørrede
sig om munden med et lommetørklæde, var man højst
sandsynlig en heks. Efter altergangen skulle man være på
vagt, for en heks blev nødt til at spytte nadverbrødet
ud. Var præsten klog nok, kunne han fra prædikestolen se,
hvem sognets hekse var, idet de ville vende ansigtet bort.

Et redskab for djævlen
var jordemoderen, fordi de var det første, der var i kontakt
med det nyfødte barn. Indtil de små poder havde været
inde i en kirke, blev de betragtet som urene.

Der skal findes en grund
til at et barn døde, hvorfor køerne blev syge og høsten
slog fejl. Man begyndte at kigge sig rundt i lokalsamfundet for at
se, om nogle opførte sig mærkeligt.

Amtmanden træder
ved siden af

Amtmand
Gundelach
i
Aabenraa
var
kommet galt afsted. Han var stadig standsmæssig gift med
Adelheit
von der Wish.
Men
han havde fået en datter med
Mette
Ivers.
Hun
var af betydelig lavere stand.

Som
skik og brug dengang sørgede børnefaderen i de bedre
kredse for sit illegitime afkom.
Mette
var
derfor blevet gift med en af amtmandens medarbejdere
Johan
Ranow.
Han
befandt sig på et nogenlunde acceptabelt trin på
samfundet.

Amtmandens
plan var at denne nye ægtemand skulle være tolder på
Toldsted
sydvest
for
Aabenraa

lige ved
Hærvejen.

Nu
havde
Arnkiel
– familien

dog reageret på stedet i over 200 år. Den eneste måde,
man så kunne lave en kile, var at betvivle embedsførelsen.
Og amtmanden havde nok af penge og magt, så det lykkedes for
ham.

Den
18. april 1694 klokken ti om aftenen blev familien
Arnkiel
smidt
ud af deres gård på
Toldsted.

Troels Arnkiel
protesterer

Troels
Arnkiel
protesterede
på familiens vegne. Og han klagede til hertugen. Han har
sikkert også påpeget amtmandens manglende moral.

Men
det afstedkom et mangeårigt fjendskab mellem amtmanden og
provst
Arnkiel.

Amtmanden
beskyldte provesten at have svin gående på kirkegården.
Provsten svarede, at det ikke var hans opgave at føre tilsyn
på kirkegården. Det var skam skarpretterens søn.
Faktum var at der både gik svin, kvæg, får og gæs
rundt på kirkegården i
Aabenraa.
Ifølge
provsten var det fordi, at amtmanden havde overtaget nogle
indtægtsgivende gårde i det nordlige
Aabenraa.

Guds straf

Troels
Arnkiel
var
en højtuddannet teolog og udgav flere historiske værker.
Han viste også stor interesse for oldtidskundskab og historie.

I
1680 og 1681 viste der sig kometer over
Aabenraa.
Det
fik provsten til at udsende nogle teologiske advarsler. Fra
Nicolai
Kirken
tordnede
han mod menigheden. Nu skulle de syndige råde bod. Han pegede
Romerbrevets
8. kapitel vers 28:

  • Wir wissen das denen
    die Gott lieben, alle Dinge zum besten dienen.

Vestergade
brændte
tre uger efter. Jo provsten havde nok ret.

Flere problemer

Provsten havde dog flere
problemer at slås med.

Diakonen blev anklaget
for usømmelig vandel. Han drak sig fra sans og samling til
fester. Han havde sågar ladet trusseløse piger hoppe
over sig. Så havde han drukket de vakre pigers skål, og
revet parykker og hatte af festdeltagerne.

Kantoren dukkede ofte op
i fuld tilstand i kirken. Han gik ofte i gang med at fyre de forkerte
salmer af, og tonen ramte han sjældent. Først i 1704
blev han afskediget.

Ikke sjældent lød
der støj udefra under gudstjenesten. Det var den lokale
befolkning, der arrangerede keglespil og øldrikkeri på
kirkegården.

Troels
Arnkiel
havde
det ikke let. Mon ikke det er blevet lettere at være præst
i Aabenraa.

Marianerne

Præsterne
ved
Sct.
Nicolai
kaldtes
efter
Jomfru
Maria

for
Marianere.
De
havde et såkaldt
Calenderhus.
Det
var et mødested, hvor man modtog bispen, når han kom på
besøg. Her dømte de ægteskabssager, den såkaldte
tamber
– ret.

Der
var i alt syv præster tilsluttet dette
Marianer
– samfund.
Hver
af dem havde deres egen præstegård.

I
Aabenraa
dannede
man en frimenighed for at genere prøjserne. Det var et
samlingssted, hvor
Guds
ord
kunne forkyndes på ens modersmål. Men hver gang, der var
møder skulle det anmeldes til myndighederne. Og det var
politisergent
Matzens
opgave
at overvære alle møderne. I
Aabenraa
sagde
man, at
Politi
– Matzen

vil gerne i kirke.

Vest for Aabenraa

De to trolde

To
kæmpestore trolde blev hyret til at bygge
Hjordkær
Kirke
og
en af nabokirkerne. De to trolde havde dog kun en murerske, som de
brugte på skift. De kastede murskeen frem og tilbage mellem
hinanden. Men da trolden i den anden kirke så at trolden i
Hjordkær
Kirke
blev
først færdig, blev han så arrig, at han kylede
murskeen mod kirken og slog tårnet af.

Derfor
har kirken i
Hjordkær
ikke
noget tårn.

I
kirken har man
Danmarks
ældste
kirkebog. Her kan man læse, at
Matz
Rasmussen
fra
Aarslev
i
Aabenraa
den
7. september 1594 blev gennemboret af et sværd ført af
Johan
Tucksen.

Kirketugten var streng

Kirketugten var meget
streng. Visse synder blev anset som særlig slemme. Hvis præsten
opdagede, at man havde født for tidlig efter vielsen, blev
barnet slet ikke indført i selve kirkebogen, men i et andet
register og forældrene blev kaldt til skrifte.

Ja det fortælles,
at en brudgom i 1645 måtte føres til alteret, fordi han
havde krænket en pige og lovet hende ægteskab , men dog
ikke frivillig ville stå ved sit løfte.

Spøgeri i Røde
Kro

Og
så er der også historien om
Rødekro.
Her
skete der i 1685 en grusom ulykke. Ved et bryllup på kroen blev
Peter
Larsen
dræbt
af
Peter
Hørlyk.
Det
eneste øjenvidne var
Maren
Hansdatter.
Hendes
udtalelser var nok til at moderen endte på galgen.

Adskillige
overnattende på
Rødekro
kan
berette om, at der fra tid til anden lyder sære lyde på
kroen. Usmurte døre åbnes, gulvbrædder betrædes.
Det menes at
Peter
Hørlyks
sjæl
er på besøg.

Ja har også selv
et par gange siddet på kroen, og haft sære oplevelser.
Det har så ikke kun været fordi man har fået en for
meget. .

Løjt Land

Pastoren og trolddom

Pastor
Fabricius
måtte
engang mane en kromands genfærd i
Mørkesø
nord
for
Kirkeby.
Og
pastor
Bendixen
havde
Cyprianus
trolddomsbog.
En
tjenestepige havde fået fat i den, og havde læst rotterne
til præstegården. Præsten havde dog fået dem
læst bort igen.


et tidspunkt skete der en vækkelse på
Løjt.
En
ny præst,
Andreas
Mathiesen
var
stærkt inspireret af
Hernhutter
og
samarbejde med
Brødremenigheden
i
Christiansfeld.

Bekymret
for udviklingen

I
1819 var der 110 vakte sjæle i sognet. Helt i
hernhutisk
mønster
blev man organiseret i særlige grupper for ugifte mænd,
ugifte kvinder, ægtepar og enker. Man holdt møder hver
for sig. Men alle samlede sig om søndagen.

Provst
Paulsen
i
Aabenraa
var
stærk bekymret over udviklingen i
Løjt
Sogn.
I
1815 skrev han således:

  • Den fejlagtige og
    fordærvelige Paastand, at Troen alene gør saglig, er
    for den halvdannede meget tillokkende, og en Sovepude for Dorskhed.
    Derfor strømmer alle aandelige forkrøblende mennesker,
    ja Folk, der næsten er borgerlige Forbrydere til ham, derfor
    iler især ængstelige Sjæle til ham og
    Skinhellighed og Hykleri træder mere og mere i stedet for Tro,
    Pligtopfyldelse og sand Tilbedelse af Gud i Aand og Sandhed.

Præsten døde af druk

Ak
ja,
Matthiesen
fortsatte
med at prædike to timer i træk. Og
Paulsen
satte
sin andenpræst
Backmann
ind
i kampen mod den rebelske præst fra
Løjt.
Men
Backmann
forfaldt
til druk. Det endte med, at han drak sig ihjel.

Matthiesen
talte
mere og mere uden sammenhæng. Efterhånden var det dog kun
H
ernhutter,
der
gik i kirke i
Løjt
Sogn.

Vækkelsen
var måske årsag til, at det var
Indre
Mission,
og
ikke den grundtvigske bevægelse, der vandt størst
fodfæste i
Løjt.
De
fleste præster tog også parti for
Slesvig
– Holsten
i
den nationale strid.

Myter om den hvide
hest

Hesten var hvid

Der
er mange myter omkring
Christian
den Tiendes
ridetur
over grænsen i 1920 ved
Frederikshøj,
mellem
Christiansfeldt
og Taps.
.
Lad os slå fast med det samme:

  • hesten var hvid

  • Den blev ikke slagtet
    med det samme

  • Den lokale slagter
    solgte ikke kødet fra den

  • Hesten var ikke
    sønderjysk

  • den pige, kongen tog
    op, var ikke en tilfældig pige

  • der blev ikke brugt
    rensevæske

  • der blev ikke brugt
    kalk

Hesten skulle
udstoppes

Den
stakkels hest smed faktisk kongen af, da han skiftede fra bil. Den
var forvirret over al den virak, der opstod. På resten af
Sønderjyllands
– turen
haltede
kongen.

Og
hesten var en albino, nærmest lyserød. Derfor blev der
brugt pibeler. Den hed
Malgré
Tout.
Den
blev købt af
Ritmester
Knud Daneskjold – Samsøe
i
1916 i
Frankrig.

Og
kongen var op i stalden hos den i nærheden af
Hadsten
og
viskede den i øret:

  • Jo vi to her har et
    minde sammen, som ingen anden har oplevet.

Man ville efter hestens
død udstoppe den. Men det ville koste 12.000 kr. Den hvide
skimmel blev 14 år gammel. I stedet blev der sat sten over
hesten:

  • Den hvide hest –
    Jeg kongen bar over grænsen hen, da Sønderjylland blev
    dansk igen.

En tysksindet præst

Og
det var sandelig ikke en tilfældig pige, kongen tog med. Det
var pastor
Barens
plejedatter
fra
Højer,
Johanne.
Om
det skrev
Pontoppidan:

  • Det lyder som et
    eventyr, et sagn fra gamle dage, en røvet datter dybt begrædt
    er kommet frelst tilbage.

Og
der var ballade i danske kredse, fordi pastor Baren var tysksindet.
Kongen
holdt kontakten til
Johanne
ved
lige. Hun fik blandt andet en konfirmationsgave af ham.

  • og så noget vi
    til slutningen, tak for opmærksomheden……..

Dette
var anden afdeling af et foredrag i Anna Kirke på Nørrebro,
den 27. oktober 2010.


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland