Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Kartoffelrækkerne på Østerbro

September 2, 2010

Hornemann krævede forbedringer. Ingen
initiativer fra politikere. En tidligere fysikus fra Tønder tog affære.
Husene blev udloddet. De lignede borgerskabets huse. Socialisterne mente
at familierne blev borgerliggjort. Hvor blev arbejderne af? Det blev
for dyrt for dem. Man havde De Helliges rækker,
kvindekollektiver og molotowcoctails. Og så
ville børnene have magt.
 

Gartneri på 
stedet

Ja, Kartoffelrækkerne ligger vel kun
halvvejs på Østerbro.
Navnet hentyder til kvarteret mellem Øster Farimagsgade
og Sortedamssøen. Ja og her har faktisk været gartnerier, hvor
der er dyrket kartofler. Det kan du læse om i en af vore andre artikler
om Østerbro.

Det var blandt andet her, at Familien
Reeh
havde gartneri. Det havde de haft siden 1760. De dyrkede grøntsager,
hovedsagelig kartofler.

I 1870erne solgte brødrende Reeh,
deres grund.  

Under vand
– dengang

Men for 500 år siden lå størstedelen
af det område, hvor Kartoffelrækkerne
nu befinder sig under vand. Søerne var endnu ikke inddæmmet.

I 1722 lod gartneren og arkitekten
J.C. Kieger Sortedamssøen
inddæmme. Den fugtige jord egnede sig
bedst til græsning. I 1760 købte Johan Heinrich Reeh
grunden.

På den grund som Arbejdernes
Byggeforening
købte i første omgang opførtes husene i Hallingsgade,
J.A. Schwartzgade
og Voldmestergade.

Seks år senere solgte broderen sin grund.
Her opførtes de resterende otte gader.  

Man var bange for at nogle af husene
i Webersgade ville komme til at ligge i skyggen for Sølvgades
høje byggeri. Derfor frasolgtes en del af grunden til grosserer
Weber.
Man betingede sig, at han byggede lavt. Men den aftale var
han lige glad med. han byggede højt.  

Byggeriet var en af de initiativer, der
skulle sikre arbejderne bedre kår. Det er modsætningen til det som
skete på Nørrebro, som var ren byggespekulation.  

Trange forhold

I 1853 var der udbredt koleraepidemi
i København. 5.000 døde. Det var hovedsageligt arbejdere, der
boede under elendige forhold. Renovations – og kloakforholdene var
under al kritik. Befolkningen inden bag voldene var fra 1800 til 1860
voksen fra 100.000 til 160.000 indbyggere.  

Som konsekvens af dette byggede Lægeforeningen,
Brumleby.
Andre byggeforeninger fulgte efter.  

I 1880 udgjorde bybefolkningen 30 pct.
af Danmarks befolkning. Det var en ulidelig stank inden for byens
mure. Kloakvand og drikkevand blev ofte blandet sammen. Mange sygdomme
opstod. Det var ikke ualmindeligt at rotter angreb børn.  

Endelig i 1850 erne besluttede forsvaret
at ophæve voldene. Men ak og ved. De første byggerier uden for voldene
var ren spekulation. Byggeherrerne sad selv i Borgerrepræsentationen,
så det med lovgivning så man stort på.  

Hornemann krævede forbedringer

Lægen Emil Hornemann
forsøgte at overbevise bystyret om, at man skulle kigge på vandforsyning,
renovation og kloaksystem. Nye epidemier og sygdomme ville bryde ud,
hvis der ikke snart skete noget.

Allerede i 1851 havde Hornemann
været den ledende kraft bag det aktieselskab som havde opført bebyggelsen
Overgaden oven Vandet 84 – 88

Christianshavn. Det bestod af treetagers arbejderboliger
ud til kanalen.  

Til Fædrelandet
skrev Hornemann i 1853: 

  • Ogsaa her i København
    gives Gader og mange hundrede Huse, der baade hvad Bygningens Slethed,
    Overfylding med Mennesker, Mangel på 
    Renlighed, Vand, Bekvemmelighed, Lys og Tørhed angaar, kunne maale
    sig i det mindste med Massen af de slette Boliger i London.

 

Ingen initiativer

Men politikerne var overhovedet ikke
klar til at tage nogen som helst initiativer. Ja, de tvivlede endda
på, om koleraen var en smitsom sygdom. Bystyrets aldrende autoriteter
var overhovedet ikke modtagelig for nytænkning.

I 1857 var en ny epidemi på vej.
Hornemann
fik uindskrænkede beføjelser til at imødegå en sådan.  

En mand fra Tønder hjælper

Det var arbejdere på Burmesiter
& Wain (B&W)
i samarbejde med disktriktslæge F.F. Ulrik,
der tog initiativet til opførelsen af boligerne. Man startede simpelt
hen Arbejdernes Byggeforening
i 1865.

Ja egentlig startede det på den
måde, at Ulrik holdt et foredrag i Rimstads.

 
Arbejderforening.
Foredraget hed Om småfolks selvhjælp og samarbejde
i andre lande.
Blandt tilhørerne var kontorist Eigved,
der var ansat på B&W. Han spurgte Hr. Burmesiter,
om jan måtte sætte det trykte foredrag op på virksomhedens værksteder.
Det fik han lov til, og interessen var overvældende. 

Ulrik
havde været fysikus i Tønder,
men var blevet stenet ud af de tysksindede i 1864. Det var ikke fordi,
de ikke ville lade sig behandle af ham. De turde bare ikke gå ind af
hoveddøren. De andre tysksindede skulle jo nødig se det.

 Ulrik
mente efter at han havde set arbejdernes vilkår i København,
at de fattiges boligmæssige og hygiejniske forhold kunne blive en dødelig
trussel mod de riges liv og vellevned.  

Ulrik holder foredrag

De næste par uger blev der holdt en
del møder mellem Ulrik og arbejderne.

Den 20. november holdes der stormøde.
Hornemann
leder mødet og Ulrik
holder et foredrag om, hvor nyttigt det er, at arbejderne danner spare
– og byggeforeninger. Sådan sagde Ulrik bl.a.:  

  • For
    Øjeblikket tror jeg, at det haardeste Tryk her i Staden hidrører fra
    Mangel paa gode prisbillige Boliger. Et hyggeligt Hjem og de Goder,
    det fører med sig, sætter Nordboen mest af alle Folk Pris paa, og
    intet er saa ødelæggende for Manden som for Hustruen, saa sindsfortærende
    og sløvende i aandelig og legemlig Henseende, som Mangel paa Husrum
    og Hjemmets Hygge, et Sted for den Trætte, at finde Hvile for Dagens
    Slid og Møie. Lad os derfor træde sammen for at bygge Huse.

 

Et kæmpe projekt

De første ti huse blev rejst på 
en skænket grund ved den senere Sverigesgade
Amager. I 1868 – 69 opførte foreningen 12 huse i Schønbergsgade
Frederiksberg.  

Bemærkelsesværdigt var det, at planlægningen
af Kartoffelrækkerne omfattede 480 huse.

Hvert rækkehus var disponeret til to
familier og havde både forhave og gård.

Allerede ved århundredeskiftet 
havde flere bygge køkken på kvisten, så det i realiteten
var blevet et hus til tre familier. Mange fik en ekstra indtægt ved
at leje ud.  

Byggeriet blev finansieret ved et ugentligt
kontingent på 1 mark. Dette blev ændret med den nye møntreform
i 1875. Nu udgjorde kontingentet kun 33 øre.

Husene blev opført i årene 1873 – 
89. Da de var færdige, blev der trukket lod blandt medlemmerne.  

Lodtrækning

For dem som ikke vandt lodtrækningen
fungerede foreningen som sparekasse. Efter en årrække kunne man få
pengene igen med tilskrivning af renter. Mange brugte opsparingen som
en slags børneopsparing. Når poderne blev konfirmeret, blev opsparingen
hævet.

Ved foreningens start var der ca. 200
medlemmer. Allerede i 1890 var man oppe på 16.000 medlemmer.  

Masser af plads

I en artikel i Hygieiniske Meddelelser
i 1880 opregnede Hornemann bevæggrundene for opførelsen af
Kartoffelrækkerne:
 

  • Vi kunne ikke lukke
    Øjet for at der i de lavere Samfundsklasser i den uheldigt stillede
    Arbejderklasse, er grumme megen Nød og Elendighed, langt mere end de
    fleste tro – At dette kan skyldes Drikfældighed som en væsentlig
    Aarsag er Muligt, men sikkert er det, at disse Tilstande avle dyb Utilfredshed
    overfor de bedre stillede Klasser, en Følelse som i mange Retninger
    truer de Interesser i Samfundet, som for os alle burde være de dyrebareste.

 

De første toiletter

Det skulle bygges ordentligt, luftigt,
rent med rigelig af plads. Men de slap ikke med lokum i gården. Ja
det var tale om fælles lokum, der blev tømt en gang om ugen af natmanden.

Natmanden gik med den friske tønde gennem
gangen i stuen og ud af gårddøren.. Den fulde tønde tog han på 
nakken, og så håbede man på, at den var lukket forsvarligt.

 Man mødte hinanden til og fra
toiletbesøget. Først i løbet af 1930 erne kom de rigtige toiletter
til kvarteret. De blev så meget fantasifuldt placeret i kosteskabe
under trappen. Mindre fantasifuldt var placeringen i køkkenet.

De mere velhavende fik indrettet badeværelse
med kar.  

Gas blev indlagt fra starten. Der blev
stillet et minimumskrav til gadebredden på 25 alen.. En tredjedel af
grunden skulle bruges til et samlet gårdrum.  

Haverne til pynt

Haverne var nærmest til pynt. Et par
gange om året kom grusmanden. Så kunne man købe en spand grus.
Man sad ud i haven til parade.
Man måtte ifølge skødet ikke bygge noget på grunden. Men beboerne
var meget fantasifulde i deres måde at bygge vindfang foran hoveddøren.  

  Brumleby
var moderen. Her er der stadig andelsforening med strikse ventelister.                    

Lignede borgerskabets huse

Det var arkitekten Frederik Bøttger
der havde tegnet husene. Egentlig lignede de borgerskabets huse 
Frederiksberg og Østerbro.
Men hvor blev de rigtige arbejdere af? Der var håndværkere og småfunktionærer.
Ja man sagde, at det var Småborgerlighedens rugekasser.

 Principperne bag foreningen var
afgjort borgerlig. Den flittige arbejder skulle efter et vist åremål
som lejer af huset blive ejer. Hornemann
ville på den måde tilskynde ejerfølelsen. Beboerne skulle holde
deres Huse og Lejligheder renligere og pynteligere end andre i lignende
Kår.
 

Familierne blev borgerliggjort

Initiativtagerne havde ikke et egentlig
politisk sigte  med dette, men søgte kun at forbedre arbejderklassens
vilkår. Men senere lød det fra socialisterne, at man havde borgerliggjort
ret så mange familier.  

Foreningens formålsparagraf lød således:  

  • Under Navnet
    ”Arbejdernes Byggeforening er der sammentraadt en Forening med det
    Formaal at opspare Kapital, som tillige med de Laan, der matte kunne
    erholdes, blive at anvende til Foreningens medlemmer i Kjøbenhavn og
    nærmeste Omegn, hvor passende Byggegrunde kunne erholdes, at opføre
    Boliger til Bortleje og senere Ejendom.

 

Ingen vanære, tak

Når man havde betalt sine afdrag i 10
år, fik man skøde på huset. Af skøderne fremgik det, at der ikke
i de første 99 år regnet fra skødets udstedelse måtte drives
Værtshushold, Laanekontor, Fabrik eller Næringsdrift, der er forbundet
med Vanære, eller som ved Støj eller Lugt forulemper de Omkringboende,
ligesom ogsaa Svinehold i samme Tidspunkt er forbudt…..
 

Husenes inddeling

På Nørrebro
var den typiske størrelse i Blågårdsgade
og Tømrergade dengang på 30 m2. På Jagtvej
blev 84 boliger opført af Arbejderforeningen af 1860.
engang kunne man også opdele boligstandarden i København: 

  1. Herskabslejligheder bestod
    af 2 – 3 opholdsværelser, et par soveværelser, børneværelser,
    spisestue og pigeværelse.
  2. Middelstandslejligheder
    bestod af tre værelser og kammer samt køkken.
  3. Arbejderlejligheder(formodentlig
    for faglærte) bestod af to værelser og køkken.
  4. Fattiglejligheder bestod
    af et værelse med køkken og var hyppigt anbragt i kældre, baghuse
    og tagetager

 

Hvor er arbejderne?

Tager vi beboerlisten fra dengang (1886)
i Kartoffelrækkerne ser vi følgende sammensætning, kontorist,
politibetjent, skibsfører, grosserer, postbud, maskinmester, tjenestekarl,
oversergent, frue, skomager, slagter, frøken, arbejdsmand, murersvend.

Overdragelsessummerne vidner om, hvorfor
det var de mere velhavende, der overtog husene. Man optog også medlemmer
fra alle samfundsklasser. Fra starten var husene trods prisen meget
eftertragtede.  

Trange forhold

Og i romanen Stuk
kan vi mærke, hvor snævert det hele er. Her boede nemlig ifølge
Herman Bang – redaktør Graversen.

Det havde også sine grunde, at det var
så trangt. Man kunne klemme sig under byggevedtægternes regler for
skattefrihed for små lejligheder. Gas og vand blev indlagt fra starten.
Man varmede op med kul og koks i kakkelovne på hver etage.  

Dengang hilste man på naboen, men
egentlig vidste man ikke, hvad beboeren længere henne i rækkerne hed.
Og der var heller ikke forskel på lejere og ejere, for man vidste simpelt
hen ikke, hvem der var hvem. Børnene havde mere frit spil.  

Badebro med flagstang

For  enden af Kartoffelrækkernes
11 veje  ligger Sortedamssøen.
Endnu under Første Verdenskrig
havde man her egne badebroer med flagstang og et lille hus med lås
på.  

De dyreste huse var dem ud mod Farimagsgade.
De var større og her var der mulighed for at indrette butik i stueetagen.
Snart var kvarteret velforsynet med bagere, købmænd, grønthandlere,
slagtere, mejerier, skrædder, buntmager, sølvsmed, glarmester, frisører
og meget mere.  

Mellem de to krige blev næsten alle
huse ombygget til tre familier.  

De helliges rækker

Rækkerne fik i 1930erne et nyt øgenavn.
Det var De helliges rækker.
Det skyldes, at beboerne havde en stærk tilknytning til Luthersk
Mission
. Man fik børnene døbt i Esajaskirken
i Malmøgade.  

Under besættelsen havde kvarteret sin
egen vagtordning. Når sirenerne lød om natten skulle vagterne løbe
fra hus til hus og vække beboerne med fløjter, så de kunne komme
i kældere.

Manglende gadefejning og snerydning samt
rottebekæmpelse var nogle af de ting, der stod på bestyrelsens
dagsorden . Allerede i 1950 blev der forespurgt om fjernvarme.  

En bil i Landsretten

I 1960erne overtog akademikerne efterhånden
magten. Midten af gaderne blev forbeholdt børnene. Pludselig kom der
kvinder i bestyrelsen.

Og viktualieforhandler Madsen
måtte ikke have sin bil holdene i sin forhave. Sagen gik helt til landsretten,
men advokat Schlüter havde gjort sit arbejde godt. Stakkels
Madsen
blev dømt til at fjerne bilen og afholde sagsomkostninger
både for by – og landsret. Og pludselig var der heller ikke mere
parkeret scootere, motorcykler, almindelige cykler og tomme petroleumsdunke
i forhaverne.  

Hvad ville kommunen?

Der var en del debat omkring Brumleby,
og pludselig kom man i Kartoffelrækkerne
i tanke om de gamle forsvarsbestemmelser,
da man købte grundene. Kommunen kunne tage grundene tilbage efter 100
år. Kommunen var i byggetanker, hvornår kom turen til områderne ved
søerne?  

En republik i søen

Foreløbig kunne man se, at Fugleøen
ude i Sortedamssøen blev erklæret som republik. Det var i 1966.
Denne status havde øen til om eftermiddagen, hvor politiet i motorbåde
generobrede øen og sikrede den tilbage til kongeriget. 

Kvindekollektiver og molotowcoctails

 Unge revolutionerer bosatte sig
sig i Kartoffelrækkerne og lavede kollektiver. Nu var det igen
cykler i forhaven. I et hus i Schwartzgade
blev der produceret Molotowcoctails.
De skulle bruges mod Verdensbanken.

Det gjorde indtryk hos de andre beboere,
særlig efter at der nu også rykkede kvindekollektiver ind. På 
Generalforsamlingen blev der derfor foreslået at ændre kvarterets
navn til Kunstnerbyen ved Østerfarimagsgade.  

I 1970erne var der kilte på dørene,
Nej til EEC, Stødt de strejkende Laboranter.

To tredjedele stemte rødt og holdt Information.

Man havde råd til culottesteg, sommerhus
bil og Calvados. Forfatteren Morten Kongstad
fortæller, at en af ghettoens
få arbejdere havde vovet sig med til gadefesten, sat højttalere i
vinduet, og afspillet en tysk partyplade. Det skulle han nok ikke have
gjort. Så langt gik tolerancen ikke.  

Saneringsmoden
– hvad nu?

Mange fik sig et chok for dele af
Kartoffelrækkerne
var pludselig blevet saneringsmoden. Mange frygtede
ligesom i Brumleby, at husene skulle vige pladsen for byggespekulanter.
Mange kræfter blev brugt. I 1972 konkluderede man så, at Kartoffelrækkerne
var bevaringsværdige. Kommunen gav ejerne mulighed for at nedlægge
lejemål og godkende husene som enfamiliehuse.  

Børnemagt

Som et chok for især de ældre blev
der nedsat et Legegadeudvalg.
Børne havde følt det som om, at der ofte var skideballer og ind i
mellem øretæver i luften. Larm i gaden, bolde i forhaven og endda
på hoveddøren var mer end de ældre kunne udholde. Børnene drillede
og talte ikke særlig pænt.

Men nu var det så nogle, der tog
initiativ til børnemøder. Ja tænk man nåede op på et børnetal
på ca. 35 pr. gade.  

Farvel til Arbejdernes Byggeforening

I 1974 nedlægges Arbejdernes Byggeforening.
Der var ikke mange arbejdere tilbage i Kartoffelrækkerne.
Men foreningen nåede dog at bygge 1.740 huse. De sidste blev bygget 
Amager i 1930erne.  

  • 1867
    – 1871 32 huse i Sverigesgade, Brigadevej og Finlandsgade
  • 1868
    – 1869 12 huse i Schønberggade
  • 1870
    – 1872 45 huse i Gernersgade, Krusemyntegade og St. Paulsgade
  • 1874
    – 1877 49 huse på Olufsvej og Øster Allé
  • 1873
    – 1889 480 huse i Farimagsgade –
    kvarteret
  • 1886
    – 1891 235 huse i Vesterfælled –
    kvarteret
  • 1892
    – 1903 393 huse i Strandvejs –
    kvarteret

 

Slidt på 
den kønne måde

De fleste byggeforeningshuse ligner hinanden.
Det er toetagers rækkehuse, hvor tagetagen er udnyttet. Senere undersøgelser
har vist, at der er meget få arbejdere, der er flytter ind i
Kartoffelrækkerne.
De har simpelt hen ikke råd.

De nye huse bliver beboet af funktionærer
og mellemledere. Her bor flere arkitekter end arbejdere. I dag koster
husene omkring 4,5 – 5 millioner kroner. De private huse i rækkerne
går for højeste bud.  

Velholdt med ikke nydelig

Her er der slidt på den kønne
måde. Her er velholdt men ikke nydelig. Man holder sammen, holder gadefester
og spiser moderne mad.

Rækkehusene er snævre, men meget på 
mode. Her bor de kendte. Man løber ind og ud hos hinanden. Her kan
man ikke leve i fred. Det forventes at man deltager i fællesskabet,
gadefester, gademøder, fastelavn, juleudsmykning m.m. Også økonomisk
deltager man.  

Bevares, der er konflikt. Parkering contra
legegader. Man kan vel godt kalde stedet for en ghetto for middelklassen.
Måske er ordet enklave et bedre ord, for stedet er eftertragtet. Og
børnene går i en ”hvid” folkeskole på Øster Farimagsgade.
J
a sådan sagde skoleinspektøren selv engang.

Men man bruger da også Bordings
Friskole, Krebs, Ingrid Jespersens, Zahles

og Østerbro Lilleskole. To tredjedel af ungerne i Kartoffelrækkerne
går i privatskoler.  

København
bliver bestemt rigere af disse enklaver – en landsby i en storby.  

De 11 gader/veje i Kartoffelrækkerne:  

Webersgade

Grosserer Weber
lovede at bygge lavt, da Arbejdernes Byggeforening
købte nabogrunden. Men den aftale holdt han ikke. Foreningens huse
ligger nu her i skygge. Hvorfor førte dette brud på aftalen ikke til
navneforandring.  

Wiedeweltsgade

Billedhuggeriet lå Johannes
Wiedewelt
i blodet. Hans far var søn af billedhugger Just Wiedewelt
fra Holmen. Han blev medlem af Kunstakademiet
og udnævnt til professor. Han fik til opgave at dekorere Fredensborg
af Frederik den Femte. Han var uhyre flittig. Fra 1777 til 1789
udførte han 54 monumenter i parken omkring Jægerspris Slot.
Han forlod sit hjem den 17. december 1802. Fire dage efter fandt man
ham i Sortedamssøen. Han led af en uhelbredelig sygdom.  

Jens Juels Gade

Jens Juel
blev sendt i lære hos en maler i Hamborg.
Her blev han i fem år. Han blev optaget på Akademiet
og tog på en 8 års udenlandsrejse. Han var et af dansk kunsts sikreste
maler. Han døde i 1802. Kun to af hans seks børn nåede at blive voksen.  

Abilgaardsgade

Han var Danmarks
første historiemaler. Desværre gik de fleste af hans billeder til
i Christiansborgs brand. En overgang mistede han lysten til at male.
Men lysten får han igen, da han gifter sig med den 34 år yngre
Juliane Marie.
Parret fik hurtig tre børn. Han blev begravet på
Assitens Kirkegaard. Akademiets

elever bar kisten fra Charlottenborg
til Nørrebro og Prins Christian
talte ved graven.  

Eckersbergsgade

Christoffer Wilhelm Eckersberg
var sønderjyde. Han kom i lærer hos en malermester i Aabenraa.
Derefter gik turen til Flensborg
og tre år efter til København.
Derefter kom han på Akademiet.
Pengene samlede han sammen blandt borgere i Flensborg.
I Italien mødte han Thorvaldsen.
Han blev professor med ret til at bo på Charlottenborg.
Han var højt elsket af sine elever. Som historiemaler mødte han meget
kritik. Under kolera – epidemien i 1853 døde han.  

Wilhelm Marstrands Gade

Allerede som 15 – årig blev han
optaget på Akademiet.
Han malede en del portrætter af københavnske borgere.  Han fik
mange ordrer, og malede især kønne unge Damer.
Sødladne portrætter af det københavnske hverdagsliv kastede han sig
også ud i. Efter en rejse til Italien,
begyndte han at male italienske folkelivs scener. Han kastede sig over
Holberg – scener.
Han blev professor ved Akademiet.  

Skovgaardsgade

P.C. Skovgaard
var født på Hammershus ved Ringsted.
Barndom og ungdom tilbragte han i Tisvilde.
Hans landskabsmalerier er rige og frugtbare. Han døde som 58 – årig
i 1875.  

Høyensgade

Niels Laurits Høyen
var ansat som lærer på Kunstakademiet.
Han stiftede Kunstforeningen
i 1827 og blev leder af Den Kongelige Malerisamling.  

Hallinsgade

Jernstøber N.B. Hallin
fra Burmeister & Wain var formand i Arbejdernes Byggeforenings
første bestyrelse.  

J.A. Schwartsgade

Johan Adam Schwartz
var elfenbensdrejer. Han kom med i sin fars virksomhed. Der skulle
skabes bedre forhold, for håndværkerne, mente han. Håndværkerskolerne
skulle indrettes hensigtsmæssig. På hans initiativ oprettede Industriforeningen
i 1841 Industriskolen i Snaregade.
Han blev formand for Industriforeningen
og var i perioden fra 1849 – 1855 borgerrepresentant.  

Voldmestergade

Kartoffelgrunden var i familien Reehs
eje fra ca. 1760 til 1870 erne. Den første del købte Arbejdernes
Byggeforening
af J.H. Reeh,
og han var voldmester.  

Kilde:
Se

Litteratur
Østerbro
 

Hvis du vil vide mere:
Læs

  • Brumleby på
    Østerbro
  • Gader og veje på
    Østerbro
  • Flere gader og veje på
    Østerbro
  • Østerbro langs søerne
  • Østerbro
    – som landsby

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro