Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Tobaks – og Aviskiosken

Juni 14, 2010

Erindringer
nr. 2
 

Tobaks –
og aviskiosken, Tagensvej 180.
 

Måske på grund af forretningens
varesortiment der mest var for voksne, har jeg, fra mine tidligste drengeår,
kun en diffus erindringer om detaljer i forretningen, men den har sikkert
lignet så mange andre kiosker af samme slags, med Cigaretpakker og
andet rygegrej, og Øl, Vin og Spiritus flasker, samt dagens aviser
og de kulørte ugeblade.

Om ejeren i årende før og
under 2. verdenskrig har jeg ingen erindring, men husker, at jeg har
købt forskellige blade for børn der udkom en gang om ugen, f.eks.
Tarzan, Superman, Kong Kylie med Hoppalong Cassidy, og selvfølgelig
Anders And, o.m.fl. Normalt fik jeg dog kun lov til at købe et, højst
to forskellige blade ad gangen, men så kunne man være heldig at ens
kammerater havde nogle af de andre, så man alligevel kunne følge med
i tegneserierne.

Da jeg var en 16 – 17 år,
begyndte jeg at købe ugebladet Tempo, og det skulle få stor betydning
for mit liv, hvilket ikke er nogen overdrivelse. Årsagen  
jeg fortælle inden jeg vender tilbage med noget om den nye ejer der
havde overtaget forretningen straks inde i 50´erne.

Tempo var et ugeblad, hvis
målgruppe var af begge køn, hovedsagelig fra 10 – 50 år, uden dog
at grænserne var særligt definerede og bladene blev solgt som abonnements
ordninger eller ved almindeligt \”løssalg\”. Jeg var i en årrække
trofast løssalgs kunde.

Udbuddet af de kulørte ugeblade
var stort og alle udgiverne gjorde sig store anstrengelser for at fastholde
læserskaren uge efter uge. Indholdet bestod derfor, for en stor dels
vedkommende, af fortløbende historier og konkurrencer som kunne sendes
ind, i håb om at vinde en af de udlovede gevinster.

I foråret 1956 afholdt de
en konkurrence der løb over 6 uger, hvor gevinsterne var 5 stk. Vespa
Scootere og 10 stk. SCO Knallerter. For at gøre sig håb om at vinde,
skulle man besvare et spørgsmål hver uge, som gik ud på, at der blev
bragt et foto fra ét eller andet sted i Danmark, og så skulle man
gætte hvor, eller hvad det var. Jeg kan huske 3 af dem. Et var af Kronborg
i Helsingør, det andet af Tårnet på Himmelbjerget og det tredie var
Roskilde Domkirke. Heraf fremgår det tydeligt, at det ikke har været
Redaktionens hensigt at gøre opgaverne svære, tværtimod, for formålet
var jo at sælge så mange eksemplarer af bladet som muligt, så her
skulle alle kunne være med.

Vindernavne blev præsenteret
i det 7´ende nummer af Tempo, efter konkurrencens start. og mit var
med, som en af de 5 der havde vundet en ny  

Vespa scooter og i øvrigt
den eneste fra København. Det er ikke for meget sagt, at jeg blev lykkelig. 

Jeg vil helst tro, at det var
\”Fru Fortuna\”, lykkens gudinde, der trak mit navn ud, men
tanken har alligevel strejfet mig, at det jo var meget \”praktisk\”,
at have mindst én vinder der boede i København, da der skulle interviewes
og fotograferes til bladet, således, at en journalist og en fotograf
ikke skulle bruge for lang tid på den opgave.

Tempo blev udgivet af Forlagshuset
der lå på Bygmestervej Kbh. NV og der skulle jeg hente gevinsten,
eller rettere, beviset på, at det var mig der havde vundet.

Det var ikke dem der havde
Vespa´en. 

Selve overrækkelsen af Vespa
Scooteren foregik på Importørens adresse Esplanaden 6 – 8, hos Bülow
& Co., og ej heller den dag kunne jeg få den med hjem, da den hverken
var indregistreret eller havde fået nummerplade endnu. Men nu havde
jeg da i det mindste, siddet på den. For mig var det en stor dag, fordi
et brændende ønske om at eje en Vespa Scooter, her gik i opfyldelse.

Nogle dage senere igen, kunne
jeg endelig køre Vespa´en hjem fra Motorkontoret på Polititorvet,
hvor den var blevet forsynet med nummerplade nr. K 99 870, som dengang
var i sortemallieret, med bogstavet og tallene i hvidt. Kørslen foregik
inden jeg havde været oppe til den praktiske køreprøve, som jeg først
skulle op til, og bestod 14 dage efter. 

Interessen for Vespa Scooteren
og kørslen på dem, har holdt sig intakt lige siden.  

Tilbage til Tobaksforretningen.

På et tidspunkt, vel omkring
1950, skiftede forretningen ejer, og der kom et nyt skilt på facaden.
Med store sorte bogstaver på hvid baggrund, stod der W W W, hverken
mer´ eller mindre. Hvad de tre dobbelt W´r stod for, kunne vi ikke
få at vide selv om vi spurgte ham mange gange gennem årene. I vore
moderne tider er det oplagt, at det står for World Wide Web, men dette
var i 1950´ne, og altså på et tidspunkt hvor Internettet var langt
ude i fremtiden. Kammeraterne imellem, havde vi ligefrem gættekonkurrencer
om betydningen, f.eks. kunne det jo være, at manden hed Willy Walter
Willumsen, men vi fik aldrig det med de 3 W´er opklaret.

Derimod var det et faktum,
at ejeren var en enorm tyk mand, kortåndet mand på omkring 50 år,
der sad på en taburet bag disken hele dagen og kun sjældent, og da
kun med stort besvær, rejste sig fra den position. Det betød, at mange
\”gamle\” kunder, og dem var der flest af, udførte \”selvbetjening\”,
længe før denne forretningsform vandt almindelig indpas.  

Cigarfar, som vi \”døbte\”
ham i mangel på et rigtigt navn, slog så beløbet ind på kasseapparatet
der stod inden for rækkevidde, til højre for ham og pengene skiftede
ejermand.

I øvrigt virkede lokalet meget
overfyldt, dels af den store disk, men mest af kasser med Øl og Sodavand,
hvoraf jeg husker de 2 meget populære, Valash og Lemon Squash. Gulvet
var med Terrasso stenbelægning, lige som hos Ismejeriet og hos frk.
Calle, Købmanden. Forretningerne var mage til indretningen af de øvrige
lejligheder i ejendommen, med stue, køkken, toilet og entre med dør
ud til trappeopgangen. 

I forretningsvinduet op mod
gaden, havde Cigarfar anbragt 2 store skilte, – ét med teksten: \”Spørg
efter hvad De ikke ser, vi kan ikke have det hele i vinduet\”, og
ét med en meget finurlig tekst: \”Gå ikke forbi, når De går
forbi\”.  

Der var en jævnaldrende dame
omkring ham, som hjalp med at hente varer og gå til hånde, og bl.a
serverede hans frokosttallerken på disken lige foran ham. Hun var næsten
det modsatte af Cigarfar´s statur, – tynd og spinkel og meget vims.

Om det var hendes rigtige efternavn
og om de var gift, ved vi ikke, men vi kaldte hende fru Christensen.
De havde ingen børn, men begge var meget flinke og imødekommende,
så dem der var vant til at komme i forretningen fik lov til, på egen
hånd, at bevæge os rundt, både i selve forretningslokalet og i baglokalet,
hvor kasserne med Øl – og Sodavand stod stablet fra gulv til loft,
samt papkasser med div. mærker \”Røgvare\” og mange andre
kioskvarer.  

Hvordan det kan lade sig gøre,
at drive forretning med stor succes, når man er så bevægelseshæmmet
som Cigarfar, undrede folk sig tit over, men tilsyneladende gik forretningen
godt, og der var altid masser af varer i alle forretnings sortimenter,
men især for drikkevarernes vedkommende, manglede der ikke noget.

De var begge meget venlige
og smilende og de var gode til at få folk til at give en hånd med,
og der var altid en dreng, som gerne ville tjene en ekstra skilling
med at hente – eller bringe varer ud til folk der ikke selv kunne bære
disse hjem. Betalingen faldt omgående og han var ikke \”fedtet\”.

Omsætningen af Øl var så
stor, at ikke alle kasserne fra dagens leverance fra Øldepoterne kunne
være i selve forretningen, men blev stablet i mandshøjde oppe på
fortovet, langs husgavlen. Bemærkelsesværdigt er det, at der, mig
bekendt, aldrig skulle være forsvundet en kasse Øl, men kriminaliteten
var mindre den gang, og Mjølnerparken og dens klientel, og tilsvarende
Getto´er, var ikke opstået endnu. 
 
 
 
 
 
 
 

Cigarfar og fru Christensen,
boede i lejligheden lige over forretningen og de fleste af gårdens
beboere havde ikke kunnet undgå at lægge mærke til, at der uden for
åbningstiden, – ja faktisk fra tidlig aften til først på morgenen,
ankom privatbiler, eller oftere Taxa´er, til opgangen nr.180. og at
den kørte igen uden passagerer, men efter at der var blevet båret
én eller flere kasser øl og andre kioskvarer ud i bagagerummet. Det
var handel \”bagom\” og har sikkert været en indbringende forretning
da det var til aftentakst, lig 2 x prisen indtil kl 24.00 og \”nattakst\”
efter, svarende til 3 dobbelt pris.

Private selskaber eller måske
værtshuse, kan være løbet tør for drikkevarer og mange vidste, især
hyrevognschauffører, at ude på Tagensvej 180 kunne man, udenfor alm.
forretnings tid, ved hjælp af god betaling, skaffe hvad man manglede
af Øl, Spiritus og Tobaksvarer, så festen kunne fortsætte, koste
hvad det ville, og det var altid muligt, at \”banke\” Cigarfar
op, uanset tidspunktet på døgnet. 

Denne handel \”bagom\”
gik selvfølgelig ikke upåagtet hen, og mindst 2 -3 gange er der faldet
bøde der blev stadig større fra gang til gang til Told og Skat, efter
at Politiet havde aflagt et \”uanmeldt\” besøg i forretningen.

Der blev, mand og mand i mellem,
snakket om at nogen meldte denne ulovlige handel til myndighederne,
hvilke er en nærliggende antagelse, da det gik ud over andre forretningers
omsætning, af de samme varer, i dagtimerne

Også Told- og skattefar, og
dermed samfundet og os all, blev jo snydt for indtægter i form af skatter
og afgifter, da handelen uden for forretnings tid, kun foregik kontant
og sandsynligvis ikke blev registreret nogen steder.

Bøderne stoppede dog ikke
helt denne \”lyssky\” handel, men da varernes pris steg, for
at der skulle være penge til evt. nye bøder, \”tyndede\” det
ud i kundekredsen. 

Hvornår Tobaksforretningen
i nr. 180 stoppede, og hvorfor, ved jeg ikke noget om, men i lighed
med forretningslokalet i nr. 152 og 162, har der efterfølgende været
skiftende ejere i meget varierede brancher. 

En episode der relaterer
til Tobaksforretningen.

Da jeg var kommet i en alder,
16 – 17 år, hvor jeg var begyndt at komme i Jazz klubber, som f.eks.
Montmartre og havde Vingården på Nikolaj plads som \”stamværtshus\”
for at høre Jazz og møde vennerne, og naturligt nok var begyndt at
drikke øl, hændte det en eftermiddag midt på sommeren, at jeg stod
sammen med et par af mine kammerater og helt åbenlyst drak en \”Høkerbajer\”,
som vi havde købt hos Cigarfar. Der stod også den sædvanlig lille
flok af mænd og drak øl. Smadder hyggeligt, syntes vi, og helt i orden.

Min mor kom i det samme hjem
fra arbejde og da hun så jeg stod og drak øl, ”sådan et sted”,
sagde hun, at det ville hun altså ikke se igen. Det rettede jeg mig
efter, og drak ikke øl mere på den måde.

Min mor var bange for, at jeg
skulle ende som én af de \”Sutter\” der næsten altid står
i en lille flok og drikker Bajere uden for købmandsforretninger, nogle
endda hele året rundt, uanset vejret.

Det var en nyttig advarsel,
som min bedste kammerat, John, og hans lillebror Jens, også burde have
taget til sig. For dem endte det i tiltagende drikkeri og det gik desværre
til sidst grueligt galt, – følgevirkningerne af et overforbrug af rygning,
øl og spiritus, tog livet af John i en alder af 46 år, og for hans
lillebror, Jens, der dog nåede at blive 58 år. John og Jens´s søster
Lizzie (*1940), levede i bedste velgående i hvert fald i 2006, ligesom
deres far, Anker Christian Jensen, der i dec. 2006 blev 91 år. Han
-, og resten af familien Jensen, havde gjort alt hvad der stod i deres
magt for at ændre John og Jens´s adfærd, men havde desværre ikke
held med det.

                                                                                                                    
FHC 2008


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro