Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Lersø Ismejeri

Juni 14, 2010

Erindring om Tagensvej
/ Rovsinggade kvarteret
  i perioden 1938 – 1973

I Ejendomskomplekset Tagensvej
152 – 180, der består af 3 ens, 4 etagers bygninger, hver med
5 opgange, var der i hver gavl, vendende ud mod Tagensvej, et erhvervslejemål
i lejligheden. På grund af niveauforskellen mellem fortov og forretningsgulvet,
var der en stentrappe med tre trin ned til indgangsdøren.

Lersø 
Ismejeri
,
– stod
der på facadeskiltet over forretningen på Tagensvej nr.152, – og på
et skilt vinkelret ud fra muren, – teksten SOLBJERG IS.

Ejeren hed Hr. Nielsen og han stod hver
dag, fra tidlig morgen kl.06.00 til lukketid kl. 18.30 iført sin rene,
nystrøgede hvide kittel og skjorte med et diskret, godt brugt slips.
Livvidden var lidt over middel, men ellers af almindelig af højde og
drøjde, – altid meget korrekt og tjenstvillig over for kunderne, alt
i alt en meget behagelig og rar Ismejerimand.

Fru Nielsen, hans kone, var lidt under
middelhøjde, men til gengæld var hun lidt over middelvægten for sin
alder. Hun gik til hånde i forretningen, hjalp med ekspeditionerne
når der var travlt og passede ellers regnskab og indkøb og hr. Nielsen. 

Her kunne man købe sine mejeriprodukter,
mælk og fløde, smør, margarine og Palmin, æg i størrelserne stor,
mellem og lille og rugbrød fra Schulstads eller Rutana, Arbejdernes
Fællesbageri i Nannasgade, lyst eller mørkt maltet. Man kunne også
købe rugbrød med kerner der ikke var knuste, men ikke så mange forskellige
slags. Ønskede man ikke at købe et helt rugbrød, delte hr. Nielsen
brødet med en skæremaskine fra RAADVAD i to lige store halvdele, efter
øjemål. Hvis der var en lille forskel, fik kunden den største halvdel.
Den næste der bad om et halvt rugbrød kunne jo ikke se, hvor stor
den første halvdel havde været, så der var ikke noget at komme efter.

Skiveskårede brødtyper, pakket i plastposer,
dukkede op midt i 50´erne. 

Af de ”hvide” brødtyper var
der Franskbrød, Sødmælksbrød, Formfranskbrød og Sigtebrød, og
desuden var der de  rektangulære Knækbrød fra fabrikkerne Schulstads
og KB der var indpakket i damptæt papir så knækbrødet holdt sig
sprødt i mange dage. Og så var der Mariekiks i de karakteristiske
sølvblanke ruller med skæve, røde firkanter.

Ved siden af disken stod der en høj
glasmontre med bagud skrånende front, hvor der stod æsker med chokoladedelikatesser,
flødechokoladen Pernille og den mørke Senator, samt et meget begrænset
udvalg af Wienerbrød og forskellige slags tørkager, hvoraf jeg især
husker de grå karton æsker med tryk i én farve, der forestillede
damer i krinolinekjoler i silhouet, siddende ved små Caféborde. Æsken
indeholdt Honningkager, som var skåret i ca. 2,5 cm brede stykker som
var ca. 15 cm lange og med et lag blød chokoladecreme i midten. De
hed ”Provstindes guf” og smagte himmelsk, især når æsken var ny
oplukket. Prisen for sådan en himmerigsmundfuld var 25 øre, så man
skulle være sød mod sin mor, hvis man skulle gøre sig fortjent til
sådan et. 

Smørret stod i åbne, halverede tønder,
Dritler, som stod på skrå op ad væggen i en hvidmalet træplade
med hul der passede til Dritlen, dels for at præsentere sig bedre og
dels for at Hr. Nielsen lettere kunne komme til at skrabe en mængde
smør ud med en stor, bred træspatel, og derefter klaske klumpen ned
på et stykke Pergamentpapir, som han i forvejen havde stænket godt
til med det vand der sad på træspatlen der efter brug blev sat tilbage
i sin vandfyldte, glaserede, brune lertøjskrukke. Papiret med smørklatten
blev derefter anbragt på den mekaniske Decimalvægt, så den store
viser svingede ud langs de mange buede skalaer, der viste hvor meget
det vejede. Det var altid spændende at stå og vente på at nålen
skulle falde til ro og se, hvor nøjagtigt Hr. Nielsen havde ramt det
halve – eller hele pund smør, man havde bedt om. Hvis der var for meget,
tog han noget af og omvendt, hvis der var for lidt. Min mor kontrolvejede
altid pakken med smør når vi var kommet hjem, – Nielsen skulle ikke
slippe godt fra at snyde med vægten. Der gik mange historier om at
forretningsfolkene, når der var tale om slumpvejede varer, kunne snyde
ved at påvirke vægtskålen med tommelfingeren. Jeg mindes, at min
mor flere gange har brokket sig over, at hr. Nielsen sjaskede vel rigeligt
med vand på det papir smørret blev lagt på, og derfor blev vejet
med og solgt til smørrets kilopris, hvilket var en god ”forretning”.
Nielsens ”undskyldning” var, at det var for at smørret ikke skulle
hænge fast i papiret. Min mor syntes, at det var en dårlig undskyldning,
for papiret blev alligevel altid skrabet af til sidste smørplet.

En anden ting som min mor kunne blive
irriteret over, – ikke kun i Ismejeriet men også i andre forretninger,
var at de hjemmegående husmødre altid (?) handlede ind på det tidspunkt,
hvor de udearbejdende kom hjem fra arbejde og skulle skynde sig hjem
for at leve aftensmad til deres mænd. Mor syntes nok at de lige så
godt kunne handle ind om formiddagen når de alligevel ”gik hjemme”.

Min mor havde som ung fået en uddannelse
som Konfektrice på chokoladefabrikken Cloétta, der i 1920´erne
lå i Hørsholmsgade, så hun var bestemt ikke bleg for at
sige noget til de ”fine” damer, og jeg har oplevet, at hun påtalte
dette for dem, om hvem hun mente, at de ”ikke lavede noget”, – om
ikke de kunne være rare, at fortage deres indkøb på tidspunkter,
hvor der ikke var så travlt. Irritationen blev ikke mindre af, at de
tilsyneladende tog sig oceaner af tid til at udvælge deres varer og
samtidig ”pludrede” løs, alt imedens min mor stod og trippede for
at komme hjem og lave mad der helst skulle være færdig kl. 18, som
var normal spisetid for mange arbejdere, og selv om ordene var meget
tilforladelige, så var tonefaldet bestemt ikke til at tage fejl af. 

I en periode, som 10 – 12 åring, gik
jeg med mælk og morgenbrød om søndagen for Hr. Nielsen. Det betød,
at jeg mødte i Ismejeriet, kl. 06,00, ofte sammen med en anden dreng,
for at gå rundt på hver vores rute med de varer som kunderne havde
bestilt i forvejen. De fleste kunder boede i ejendomskomplekset, hvor
vi selv boede, men der var også enkelte kunder i nabogaderne, Slangerupgade
og Valkyriegade og nogle få der boede endnu længere væk, men som
var kunder hos Hr. Nielsen, måske fordi de synes godt op forretningen,
eller måske fordi de havde opbrugt deres kreditværdighed i det Ismejeri
der lå nærmest hvor de boede.

Varerne havde vi med rundt i store fletkurve,
som Hr. Nielsen havde pakket inden vi mødte og som vi ude på ruten,
stillede lige inden for døren i opgangen, medens vi tog varerne i hænderne
og spænede op ad trapperne til de lejligheder der skulle have dem.
Specielt husker jeg en kunde, F. Parmo Sørensen i nr. 176, 2.th., som
skulle have en stor pose morgenbrød plus 4 liter sødmælk, og dengang
var det i store, klare flasker med tyk hals. Det var tungt og har nok
været medvirkende til, at jeg lærte at bære fem mælkeflasker i højre
hånd og 4 i venstre, for at spare ture op og ned i opgangene. Det kræver
at man kan sprede fingrene, – at de er lange nok og at også styrken
er der.

Når vi havde sat morgenbrødet og varerne
ved kundens dør, tog vi de tomme mælkeflasker med retur til forretningen,
hvis kunden havde stillet dem uden for, – så i bogstaveligste forstand,
gik vi sjældent tomhændede rundt og op og ned i de 4 etagers ejendomme.

Når vi havde udført ca. halvdelen af
udbringningen, omkring kl. 07.00 og var tilbage i Ismejeriet, havde
fru Nielsen stillet en lille forfriskning an til os, som bestod af en
kvart liter sødmælk og 2 stk. Rosenbrød. Det synes vi drenge var
skønt, – både med pausen, men endnu bedre var den kolde, friske mælk
og de 2 Rosenbrød med et tykt lag af, endnu fugtigt, Flormelis. 

Det hændte af og til, at vi fik sat
en pose med morgenbrød, hvis indhold ikke svarede til kundens bestilling,
og så var ”Fanden løs”, for så havde Hr. Nielsen straks en morgengnaven
mand eller kone i telefonen, som ikke kunne klare at spise et rundstykke
uden Birkes, hvis det skulle have været med, eller hvad det nu end
har været der var galt.

Det kunne selvfølgelig også ske,
at vi vitterligt fik sat en forkert pose ved en forkert dør, enten
fordi vi ikke havde kunnet tyde kundens navn og adresse som Hr. Nielsen
havde skrevet på posen med blyant, eller det var os selv der havde
været uopmærksomme. Vi fik aldrig skældud af Hr. Nielsen, men det
betød naturligvis, at vi måtte tage en løbetur mere, for at tilfredsstille
kunden så søndagsfreden kunne blive genoprettet.

Det værste der kunne ske, var når vi
havde været uheldige, at tabe en mælkeflaske, som var smadret i faldet
mod stentrappen, hvilket resulterede i et værre svineri med mælk og
glasskår, og så vi manglede også den del af leverancen til en kunde.
Jeg husker at det skete for mig et par gange, men underligt nok ikke,
hvad jeg gjorde i den situation, med spildt mælk og endnu værre, glasskårene
på trappeopgangen, – blive liggende kunne det jo ikke, så fru Nielsen
er nok blevet alarmeret og sendt hen for at tørre op og fjerne glasskårene,
og hun har nok også taget den manglende flaske mælk med til den rette
kunde, alt imedens vi fortsatte videre på vor rute. I øvrigt var gadedørene
aldrig aflåste, som de er nu om stunder.

Samme fru Nielsen, havde vi drenge lidt
ondt af, for hun var altid synlig nervøs, hvilket gav sig udslag i
rødmen og knopper i ansigtet, især omkring næsen og som derfor var
kraftigt pudret. Nervøsiteten skyldes en slet skjult underkuethed af
Hr. Nilsen, også selv om der var kunder tilstede, så hun har nok ikke
haft det bedre end så mange andre koner i den generation, i forholdet
mand / kone, men Hr. Nielsen var en der altid havde orden i sine sager. 

For 3½ – 4 timers arbejde fik vi
hver 4 kroner, og altid i blanke guld 2 kroner, måske for at det skulle
se ud af noget mere, – plus, som nævnt 1/4 sød og 2 stk. Rosenbrød.
Jeg tror såmænd nok vi var godt tilfredse med det. 

Fingerfærdighed.

Det, at jeg som 8 – 10 åring,
havde lært at bære de flere tykhalsede mælkeflaske ad gangen, mellem
fingrene, skulle senere vise sig at være årsag til, at jeg som arbejdsdreng,
i ventetiden på min læreplads samme sted, var den foretrukne til at
hente øl til svendene og arbejdsmændene, for jeg var den eneste der
kunne bære 15 ølflasker på en gang, – 8 i den højre og 7 i den venstre
hånd, – vel at mærke kun hvis der var kapsler på, da de virkede som
”bremse”.

Når der kom nye folk på værkstedet,
som ikke ville tro på at det kunne lade sig gøre, så væddede
svendene om det og jeg skulle jeg så vise ”ølhenter” 
nummeret. Det kostede ”en omgang” til sjakket, som i den periode,
betød 14 bajere og 1 sodavand. Det var et populært ”nummer” og
jeg gjorde et gerne da det jo smittede af på mig, idet ingen af svendene
drak sodavand.

Da jeg var blevet lærling, overtog den
nye arbejdsdreng indkøbstjansen af svendenes fornødenheder op mod
frokosttid, men ingen havde den fornødne styrke i fingrene, så af
og til var der nogen der ville gense ”ølhenter” nummeret, og så
reddede jeg mig endnu en gratis sodavand.

                                                                                                                                                         
FHC opdater 5/2010


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro