Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Flygtninge i Tønder

Maj 3, 2010

17.000 tyske flygtninge døde i dansk
varetægt. De var ikke velkommen. Man sagde, at det var herrefolket
på flugt, og at de var en del af besættelsesmagten. Aktive modstandsfolk
mente, at dansker gjorde nok for tyskerne. På 
Eksercergården blev der indrettet en flygtningelejr. Der var delte
meninger om forholdene. Gifte mænd fra Tønder blev involveret i faderskabssager.
Bevogtningen var mangelfuld.
 

Masser af flygtninge

I løbet af 100 dage blev 2,4 millioner
tyske civile og sårede tyske soldater evakueret over havet fra Østprøjsen.
790 skibe indgik i aktionen. Flygtningene ankom til nordtyske havne
og 250.000 af dem ankom til Danmark.
Af disse var 70.000 under 15 år.

Samtidig var ca. 50.000 sårede tyske
soldater i Danmark.  

Mange druknede

Ikke alle var lige heldige. På 
Østersøen
lurede faren. Russiske u – både lå klar. Den 30.
januar 1945 blev passagerskibet Wilhelm Gustloff
torpederet, hvorved 5.350 flygtninge mistede livet. Skibet Goya
på vej til København med 6.000 ombord blev ramt af to torpedoer.
Kun 183 overlevede.  

På skilte langs flygtningelejrene
kunne den danske befolkning læse følgende: 

Man måtte ikke tale med flygtningene

Avarsel

Ethvert Samkvem ned tyske Flygtninge
er forbudt. Det er forbudt at stå 
stille eller færdes frem og tilbage langs Flygtningelejrens Indhegning
eller i den umiddelbare Nærhed. Overtrædelser medfører Straffeansvar.
 

Det var strengt forbudt at tale med tyskerne.
Det blev kaldt at fraternisere med fjenden.  

En dokumentarfilm blev fremstillet med
dramatisk underlægningsmusik og stærke billeder, mens speakeren fortalte: 

De tyske flygtninge giver sig på 
vandring med de få ejendele, de har reddet. Verdenshistoriens
største angrebskrig har forvandlet sig til en folkevandring, det tyske
folk må nu undgælde for Hitlers forbrydelser. Sultne og syge
søger de tyske flygtninge bort –
også til Danmark. Med skib, tog og til fods kommer over 300.000 her
til landet. De fører smitsomme sygdomme og snavs med sig i en bundløs
elendighed.
 

Omkring 12 millioner tyskere var på
flugt.  

Flygtninge ankommer til Tønder

Den 3. februar 1945 kom den første store
flygtningesending til Tønder.
Snart var Storegade og Vestergade fyldt med fremmedartede mennesker.
Kvinder med brogede hovedtørklæder og gamle mænd i laset tøj, der
trak bulede kufferter. Mange så hadefulde og forbitrede ud.

 Børnene sked og tissede på gaden,
sagde vidner.  De var på vej til skoler og forsamlingshuse. Tøndringerne
begyndte at tale om epidemier. 

Ikke velkommen

Den 3. april 1945 kom prøjsiske flygtninge
fra København til Tønder.
Herfra blev de sendt til mindre lejre omkring i amtet. Hjemmestyskerne
nedsatte et udvalg, der organiserede det praktiske.  

Den dansksindede befolkning i Tønder
modtog ikke disse flygtninge særlig hjertelig. Og det illegale blad
Frit Danmark
havde heller ikke meget til overs for dem: 

Dette er Herrefolket på 
flugt, dette er repræsentanter for den tyske
”kulturnation” – i går brovtende, piskesvingende, undertrykkere,
i morgen klynkende , indsmigrende flygtninge i fuld gang med at slippe
medlidenheds kampagne løs på Europa.

 

Flygtningene
– en del af besættelsesmagten

Den tyske besættelsesmagt betalte 2,70
kr. om dagen til dem, der havde en flygtning boende. Men dette tilskud
bortfaldt efter krigen. Nu havde især dansksindede travlt med at komme
af med deres flygtninge. Og modstandsbevægelsen måtte nu sørge for
at flygtningene ikke led overlast, og blev overfaldet som en slags hævn.  

Straks after kapitulationen stod de danske
myndigheder med en række midlertidige flygtningelejre oprettet af besættelsesmagten,
hovedsagelig i militærforlægninger, men også i beslaglagte skoler,
idrætshaller m.m.

Skiftende danske udenrigsministre forsøgte
forgæves at sende de tyske flygtninge tilbage. 

Advarsler mod tyskerne

Flyverblade blev uddelt. De fastslog
at flygtningene var en del af besættelsesmagten: 

Flygtningen er blevet os påtvunget.
Det er en ny form for Invasion . De er her uden Ret
– ikke engang Krigens Ret.

Til at begynde med er de klynkende
og vil gerne vække medlidenhed, men snart
føler de sig hjemme og bliver frække og stiller Fordringer.

De kommer mens hundreder af vore egne
Landsmænd deporteres uden Lov og Ret til tyske Koncentrationslejre,
hvor de er udsat for Tortur og Sult.

Man bør holde sig fra Flygtningene.
Vore Hjem bør være lukket i for dem. Man bør sky enhver ikke paatvunget
Samtale med dem, enhver Form for Samkvem herunder selvfølgelig ogsaa
Tuskhandel med Cigaretter og Fødevarer.

Vi opfordrer enhver god Dansker til
at notere sig hvem, der overtræder disse Forbud.
 

Den 8. maj 1945 gav Statens Civile
Luftværn,
som Socialministeriets
udøvende organ, instruks om, hvorledes de lokale luftværnschefer skulle
gribe sagen an. Denne udpegede herefter ledere med betydelige beføjelser.
Hele organisationen blev nu ledet fra banegården i Tønder.  

Situationen var kaotisk. En højtalervogn
blev den 3. juni sendt ud i Tønders
gader med besked til alle om at melde sig på Tønder H.
Mange blev sendt videre til Oksbøl. Under visiteringen fandt man hos
halvvoksne drenge og piger våben.  

Indvielse af flygtningelejren

Eksercergården
nord for Tønder blev den 21. juni 1945 officielt indviet som
flygtningelejr. Allerede inden var den befolket med 500 flygtninge.
Under en visitation var der blevet beslaglagt 30.000 kr.

Den 24. september blev hovedparten af
alle flygtninge sendt videre til Oksbøl.
Nu var det så muligt at optage alle dem, som lå rundt i forsamlingshuse,
gymnastiksale og lignende i hele politikredsen.  

Sammen med Eksercergården
var der nu oprettet lejre på Saksborg Kro og Hohenwade
ved Højer Sluse.  

Flygtningelejren på Eksercergården
bestod af 1.350 beboere. Heraf var 470 børn under 15 år. Langt hovedparten
kom fra Østprøjsen. Kun 120 personer kom fra andre vestlige
lande.  

Som lejrchef blev forslået adjunkt
Otto Høyer
fra Statsskolen.
Han havde været en fremtrædende modstandsmand, men havde også kommunistiske
sympatier, så det har sikkert ikke givet mange plusser hos den konservative
borgmester Johannes Paulsen.

I stedet blev løjtnant Marquardsen
udnævnt.

Der var dog stærk kritik af ledelsen.
Og denne kritik kom fra modstandsbevægelsen og den forbigåede adjunkt
Otto Høyer.

Det blev så Maquardsens
far, der fortsatte med at være leder. Han havde erfaringer med fra
kasernen. Efter denne fortsatte oberstløjtnant O. Oldfeldt.

Fra 1. november 1946 overtog kontorchef
Ludvig Nielsen, Tønder Kommune

dette hverv.  

Byråd og borgmester

Blandt flygtningene blev der valgt et
byråd og en borgmester.

Alle i lejren havde arbejdspligt, og
arbejdet foregik under tyske tillidsmænds opsyn. Stort set alt arbejde
blev udført af lejrens egne beboere. Der var en god tone mellem arbejdere
og ledelse.  

Delte meninger om forholdene

De fleste barakker kom fra Rømø.
Men pladsen var meget trang. En flygtning havde vel omkring 2 m2. Man
manglede dog en barak til foredrag og filmforvisning. 

For at så mange på så 
lidt plads skulle få noget ud af det, var det nødvendigt med
en stueorden. Den indeholdt regler om rengøring og orden. Men også 
personlig rengøring var der tænkt på. Fra klokken 22 skulle der være
absolut ro.  

I ridehallen, hvor der boede 300 mennesker,
var der kun primitive træskillerum. Og ikke alle var tilfreds. Således
kritiserede føromtalte Otto Høyer
i september 1945 forholdene: 

Det flyder med papir og skidt. Der
koges mad og tøj overalt, ligesom affald brændes af i små
portioner, hvor det nu kan falde. Den slags er ikke alene forkasteligt,
men direkte farligt.

Indendørs frembyder lejren ikke noget
tiltagende syn. Beboerne bor i barakker som
– det skal indrømmes – 
ikke alle er lige hyggelige. Der hersker i mange af dem et frygteligt
rod. Man kan tydeligt se, at nogle af beboerne er interesseret i at
holde orden, mens andre ikke er det. Har har lejrledelsen totalt svigtet.
 

Forholdene blev dog bedre. Flygtningene
betragtede det som en straf, hvis de blev flyttet til en anden lejr.
På lejrområdet blev der afstukket stier og haver.  

Mange bukkede under

Dødeligheden blandt flygtningene var
høj. Mange bukkede under på grund af dårlig ernæring og epidemiske
sygdomme.

Modsat andre steder behandlede praktiserende
læger og sygehuset de syge flygtninge., både før og efter 5. maj
1945.  

Før kapitulationen og umiddelbart efter
var der tyske militærlazaretter på Seminariet, Tønderhus
og i Den tyske Roklub. Disse kom under engelsk kontrol.

Fra slutningen af juni faldt dødeligheden
markant.

En af grundene til den store dødelighed
var måske, at der blandt Eksercergårdens
1.300 beboere var en tredjedel over 60 år.  

Forplejningen var nogenlunde

I Tønder Amtstidende
kunne man i 1946 læse: 

Sygdom er der så godt som ingen af
i lejren. I løbet af mere end 1 år er der i lejren kun sket 13 dødsfald,
medens i samme tidsrum 18 nye verdensborgere har set dagens lys.
 

Indtil 5 maj 1945 var forplejningen nogenlunde,
men måske lidt ensformigt. Men efter denne dato ændrede tilstanden
sig. Modstandsbevægelsen satte en stopper for leveringen. Først den
9. maj blev situationen normaliseret, da Statens Civile Luftværn
overtog ansvaret.  

Det var ikke lovligt for flygtningene
at modtage pakker med fødevarer, tobak og lignende for velmenende folk
uden for lejrene. Ofte kom sådanne pakker fra tidligere private indkvateringsværter.
Dette forhold blev der lempet på efter april 1946.  

Nazistisk dominans

Den nazistiske dominans i lejren faldt
mange for brystet. Englænderne forsøgte med en hurtig afnazificering.
Kort efter 1. november 1945 foretog politiet en razzia i lejren. Her
beslaglagde politiet en række effekter. To fremtrædende nazister blev
fjernet fra lejren og overgivet til englænderne.

Modstandsbevægelsens blad Grænse
Posten
indeholdt et anonymt læserbrev, der påviste, at den valgte
ledelse i lejren var nazistisk.

Den danske lejrchef, løjtnant E.
Marquardsen
mente dog, at der foregik kommunistisk stikkervirksomhed
som var roden til meget af modviljen mod lejren i byen.  

Bevogtning mangelfuld

Men selv om politiske tilkendegivelser
var forbudt i lejren, kunne man i de første år opleve nazihilsen og
andre nazistiske tilkendegivelser.  

Flygtningene skulle holdes interneret
under bevogtning af bevæbnet mandskab. Efter kapitulationen overtog
den lokale modstandsbevægelse bevogtning. Derefter var det de indkaldte
CB – ere.

Fraterniseringen mellem vagtmandskabet
og flygtningene var mere eller mindre udbredt. Åbenlyse kærlighedsforhold
med lejrens kvinder kunne heller ikke standses. En følge heraf var
stigende sortbørshandel.  

Den 19. september 1945 skrev lejrchefen
i et indlæg i Grænse Posten:  

Bevogtningen af lejren har jo desværre
ikke været særlig effektiv – 
bl.a. fordi en del af vagtmandskabet har misforstået opgaven. En kendelig
bedring indtrådte med politiets varetagelse af vagten, men endnu træffer
man jævnligt flygtninge på bytur uden eller med ugyldig udgangstilladelse
uden at det endda har kunnet fastslås, hvilken post der har været
så venlig at vende ryggen til. At sådanne forhold tolereres, tjener
ikke til at skabe den menneskelige ro i og om lejren, det siger sig
selv.
 

Vagtmandskabet havde ellers rigeligt
at tage sig til. Døgnrapporten indeholdt mange eksempler på flugt
og ulovlig indtrængen. Men ofte var der heller ikke nogen ved portene.
Således måtte Pastor Braren
cykle igen uden at kunne afholde andagt inde i lejren. Der var ingen
til at lukke ham ind.  

Eget brandværn

Flygtningene måtte heller ikke have
samkvem eller besøg af familien. Og informationer var der heller ikke
mange af. Der blev dog smidt sedler ind ad hegnet med oplysninger.

Lejren havde deres eget brandværn, bestående
af 20 medlemmer. Ja selv nattevagt havde de. Og så skulle de også 
hjælpe lejrpolitiet med at holde ro og orden.

Kravlede man over hegnet gav det otte
dages stuearrest.

Hurtig opstod der en ikke ubetydelig
sortbørshandel mellem de tyske flygtninge og tøndringer, der solgte
tobak, smør, æg, frugt, strømper, sæbe m.v. Som modydelse fik tøndringerne
kontanter, smykker, sølvtøj, fotoapparater, kikkerter eller seksuelle
ydelser.

Nu var det ikke alle tøndringer, der
udnyttede flygtningene på denne måde. Mange deltog som frivillige
til at hjælpe flygtningene.  

Gifte mænd fra Tønder i faderskabssager

I juni 1946 klagede en gruppe kvinder
i lejren deres nød i et anonymt brev. De skrev: Mændene regner
efterhånden hele lejren for et bordel.

I lejrens første tid fødtes der i lejren
18 spædbørn. Bag cirka halvdelen af disse fødsler stod danske eller
hjemmetyske mænd. Og blandt disse var gifte mænd fra Tønder. En del
faderskabssager fulgte  

Skoleundervisning

Skoleundervisningen blev hurtig organiseret
Tønder – lejren.
I lejrens værksteder oprettede man lærerpladser.

Udefra blev der tilført en del uld til
lejren. De ældre kvinder brugte en del tid ved spinderokken. Der blev
indrettet et skomagerværksted, et snedkerværksted og en smedje, der
delvis byggede og klargjorde kakkelovne til lejren.  

Bunter Abend

Lørdag aften var forbeholdt det muntre.
Man kaldte det Bunter Abend.
Beboerne havde selv indrettet en scene i Ridehuset.
Man havde eget orkester, teatergruppe og både et kvinde – og et mandskor.  

To gange måtte flygtningene fejre jul
i lejren. Man havde selv arrangeret julefesten. Og det foregik i den
kolde ridesal.  

Deutsche Nachrichten

Tyske aviser var ikke tilladt i lejren.
Heller ikke Nordschleswigsche Zeitung,
var i den første tid tilladt.

Men man måtte gerne læse Deutsche
Nachrischten.
Den havde været gennem de danske myndigheders censur.
Heri kunne man foreksempel læse: 

Tyske flygtninge! I befinder jer nu
i et land, der , som mange andre, på
Hitlers befaling lumsk blev overfaldet og besat.

Besættelsesmyndighederne har ophævet
landets forfatningsmæssige rettigheder, afsat regeringen, tilsidesat
parlamentet, underordnet det danske erhvervsliv tysk krigsindustri,
afvæbnet hæren, og politiet som ikke lod sig benytte som redskab for
arrestation, forfølgelse og udlevering af landets frihedskæmpere,
er med våbenmagt blevet fordrevet og slæbt i tyske koncentrationslejre.

I er altså 
ikke kommet til et venneland, men til et land, som kæmper for, at de
tyske tropper, Gestapo,Nazibødlerne så
hurtig som muligt forlader …..o.s.v.
 

Efter befrielsen fortsatte Deutsche
Nachrichten
som legalt blad for de tyske flygtninge. Bladet forsøgte
at påvirke i demokratisk retning.  

Husflids
– udstilling

Den 23. juni 1946 afholdtes en udstilling
over husflidsarbejder for specielle indbudte gæster. Udstillingen blev
åbnet af Fru Gördsch. Hun sagde meget rammende: 

Der findes kun en lykke, pligten.
Der findes kun en trøst, arbejdet. Og der findes kun en glæde, det
skønne.
 

Fra hjemmetysk side blev der set meget
skævt til de mange flygtninges selvransagelse og afstandtagen til nazismen
og dens gerninger. En holdning der også blev stærkt støttet
af et ikke uvæsentligt antal blandt flygtninge med en stor del af deres
nazistiske sympatier i behold.  

Konfirmation

Gudstjeneste og de kirkelige handlinger
blev foretaget af en tysk protestantisk og en katolsk præst, der holdt
gudstjeneste hver søndag. Ud over at forestå religionsundervisningen
i lejrens skole, ledede en flygtning også lejrens børnegudstjeneste.
Hun tog også af konfirmationsundervisning.

I 1946 kunne hun sende 29 flygtningepiger
og – drenge til konfirmation. Også konfirmationsundervisningen
af de unge på Hohenwarde ved Højer
påtog den unge flygtning sig.  

Flygtninge
– antallet reduceres

Flygtningetallet i lejren holdt sig stødt
på 1.300. I november 1946 begyndte tallet langsomt at blive reduceret.

Tirsdag den 19. november kunne 25 voksne
og 10 børn forlade lejren. Via en opsamlingslejr i Kolding
skulle de vende tilbage til Tyskland.  

Lejrens endelige opløsning tog sin begyndelse
i de første måneder af 1947. 178 flygtninge blev overført til
Barsmarklejren
Løjt.

I tiden derefter fulgte en del mindre
transporter. En del af flygtningene kunne tage hjem, andre blev delt
ud til andre lejre.

Den 6. februar 1947 kl. 4.30 om morgenen
kunne den første store kontingent af flygtninge forlade Tønderlejren
efter to år bag pigtråd. De kunne begive sig til den franske zone.  

Den 18. februar 1947 kunne de tilbageværende
624 på nær 30, der skulle rydde op, tage til Grove
– Gedhuslejren
ved Karup.
For mange flygtninge gik det dog op til yderligere to år inden de kunne
vende hjem.

Og det de kom hjem til lå i ruiner.  

Lejr
– psykose

En af de indsatte, Wilhelmine Grülich
gav udtryk for sine følelser i et interview i Jydske Tidende
i oktober 1945: 

Vi ved godt, at vi er uønskede gæster,
men det er mod vor vilje, at vi er blevet slæbt herop. Hvad skal vi
gøre? Jeg er blevet sat op på en
åben vogn, og så kørte de afsted med mig, og langt om længe kom
jeg herop. Min datter blev borte, men jeg har her mit barnebarn og mit
barnebarns barn.
 

Mange flygtninge led af lejr – 
psykose. De kunne ikke begribe, at de ikke måtte arbejde uden for lejren.
De kunne heller ikke begribe, at de ikke måtte gå en tur ud af landevejen.
Mange mente, at de rådnede op i lejren. De ville hellere samle mursten
i Hamborg og foretage sig noget, der gjorde nytte.  

Det var ikke alle, der var lige tilfredse
med opholdet i Tønder. Men i 1946 kunne man læse følgende notat i
Tønder Amtstidende:
 

Flygtningene finder sig udmærket
tilpas navnlig nu, efter at man har kunnet skrive til Tyskland, og vil
få breve derfra igen. Flere sagde, at det var bedre at være flygtning
i Danmark end borger i Tyskland. Det kan man også
nok forstå, når flygtningene her får 2.470 kalorier pr. dag, medens
man i Tyskland kun får 1.250 kalorier dagligt.
 

Gravstene i Tønder

For 87 flygtninge blev Tønder
endestationen på deres livsbane. Korsene på Tønder Kirkegård
vidner om dette særlige stykke krigs – og efterkrigshistorie.  

De sidste flygtninge forlod Danmark
i 1948. Flygtningeadministrationen
udsendte i 1950 en redegørelse, hvor man skamroste sig selv over forvaltningen
af lejrene. 

13,000 døde i 1945

I slutningen af 1990 – erne vakte
læge Kirsten Lylloff betydelig opmærksomhed, da hun stillede
spørgsmålstegn ved om de tyske flygtninge fik en ordentlig behandling.
I hendes bog Barn eller fjende (2004)
mener hun, at behandlingen af de tyske flygtninge var en regulær humanitær
katastrofe.

Elendig forplejning, katastrofale boligforhold
og manglende lægehjælp betød at 13.000 døde i løbet af 1945, herunder
7.000 børn under fem år. Kirsten Lylloff
mener, at det for børnenes vedkommende er det tragiske resultat af
en bevidst dårlig behandling.  

Danmarks status i fare

De tyske flygtninge blev anset som en
del af besættelsesmagten, hvor ikke kun Flygtningeadministrationen
men også Frihedsrådet argumenterede for, at for megen hjælp
til disse mennesker kunne bringe Danmarks
status som allieret nation i fare.  

Führerbefehl

Aktive modstandsfolk mente, at når 
Danmark
ikke i 1945 havde underskrevet nogen konversion, så var
man ikke forpligtet til noget som helst.

De påpegede også, at flygtningestrømmen
var foranlediget af et Führerbefehl, der lød sådan: 

Til
øjeblikkelig aflastning af transportsituationen i Riget befaler jeg,
at de folkefæller (Volksgenossen) som forbigående må 
føres tilbage til Rigets østområder, skal indkvarteres
i Riget og i Danmark.
 

Lægerne ville hjælpe under betingelser

Modstandsfolkene påpegede også, at
tyskerne ikke ønskede de danske myndigheders hjælp til indkvartering
af flygtningene.

Lægerne havde tilbudt deres hjælp under
betingelse af, at de danskere, der var blevet deporteret til koncentrationslejre
i Tyskland blev sikret hjælp og bedre kår.

I flygtningelejrene skulle ledende nazister
have stjålet mad fra børnene!!!! 

Topnazister forklædt som flygtninge

Man mente også, at det havde kostet
det danske samfund 450 millioner kroner. Den tyske stat havde kun betalt
160 millioner kroner.

Modstandsfolkene mente også, at det
offentlige Danmark overholdt fremmedlovens & 14, hvor flygtninge
kan nægtes ophold og holdes under tilsyn og bevogtning, indtil bortsendelse
kan finde sted.
 

Et anden problem var, at tyske topnazister
søgte at kamuflere sig som flygtninge. Således påpeger de aktive
modstandsfolk at der i Gråsten
blev fundet en snes hårdt sårede soldater.
De havde viklet sig ind i mange lag gazebind. Det viste sig at være
særdeles levende krigsforbrydere,

der benyttede sig af Fluchtrute Nord.  

Ernæringen var
åbenbart god nok

Endvidere henvises der vedr. flygtninges
ernæring til historikeren Frantz Wendt,
der i Danmarks Historie (Politikens Forlag 1978)
erklærer at 

Den ernæring, flygtningne fik i lejrene
var knap, men tilstrækkelig. Staten indkøbte råstofferne, men de
internerede tilberedte selv maden. De sanitære forhold i lejrene var
også gode, at dødeligheden svarede til den danske i samme aldersgruppe.
 

Påstande afvist

De aktive modstandsfolk og for den skyld
også medlemmer af Dansk Folkeparti
afviste dermed Kirsten Lyllofs
påstande.  

Glemmes skal det dog ikke at de danske
familier ikke kunne adoptere de tyske børn. Flygtningeadministrationen
sagde blankt nej. Isolationen fra det øvrige samfund og forbuddet mod
at omgås tyske flygtninge betød total uvidenhed om de tyske flygtninges
forhold i hvert fald i København.

I Tønder
var befolkningen godt klar over forholdene.  

Stor opstandelse

Kirsten Lyllofs
påstande vakte stor opstandelse i Tyskland.
Både tysk tv og aviser satte spørgsmålstegn ved danskernes næstekærlighed.  

Kilde:
Se

Litteratur Besættelsestiden

Litteratur Tønder  

Hvis du vil vide mere,
om de fem onde år se:  

Bombeangreb mod Tønder

Historien om Jeppe K. Christensen

Sønderjylland 9. april 1940

Tønder under besættelsen

Tønder
– Marskens hovedstad

Højer 1935
– 1945 (under Højer)

Baraklejren i Højer (under Højer)

Frøslevlejren (under Padborg/Krusaa/Bov)

Fårhuslejren (under Padborg/Krusaa/Bov)

Bov Kommune under besættelsen (under
Padborg/Krusaa/Bov)

En sønderjyde krydser sine spor (under
Padborg/Krusaa/Bov)

Grænsen
– og dens bevogtere (under Padborg/Krusaa/Bov)

Langs Grænsen (under Sønderjylland)

Holocaust
– aldrig mere (under Sønderjylland)

Modstandsbevægelsen i Aabenraa (under
Aabenraa)

Sabotage i Aabenraa (under Aabenraa)

Besættelsen på 
Nørrebro 1 – 5 (under Nørrebro)

Likvideret på 
Nørrebro (under Nørrebro)

Nørrebro
– 9 dage i 1944 (under Nørrebro)

Besættelsen på 
Østerbro 1 – 4 (under Østerbro)

Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade)
1942 (under Østerbro)

Sabotører og stikkere på 
Østerbro (under Østerbro)

Hagekorset i Parken (under
Østerbro)
 

Se også 
under Fotos: Fra Ladelund
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder