Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Tønderkniplinger

Maj 3, 2010

Man ved ikke med sikkerhed, hvornår
kniplingskunsten kom til Tønder. Vi ved med sikkerhed, at det var før
1595. De blev et statussymbol for det bedre borgerskab. Christian den
Fjerde gjorde meget for Tønderkniplingerne. Kniplingspigerne var lavtlønnede,
mange endte på Fattiggården. Maskin
– knipling ødelagde Tønderkniplingerne. Efter 1864 gik kunsten i
glemmebogen. Et stort arbejde genoplivede traditionen. Dronning Margretes
brudekjole indeholdt Tønderkniplinger.
 

Tidligere artikler

Vi har i tidligere artikler beskæftiget
os med handelen med kniplinger, med de stakkels kniplepiger og med kniplingskunsten
som beskæftigelsesprojekt. Ligeledes har vi beskrevet dem, der tjente
på kniplingsfremstillingen. En henvisning til disse artikler er sidst
i denne artikel. Her vil vi beskrive den egentlige historie.  

Derhjemme sad min mor og kniplede. Min
lillesøster arvede kniplings tingene. Min tante underviste faktisk
i kniplingsteknikken i Tønder. Som en del af bryllupsgaverne fik vi
alle søskende Tønderkniplinger.  

De første kniplinger

Allerede i 1500 – tallet begyndte
man i Venezia at variere antallet af tråde i en knipling, der
førte til fremstilling af løse motiver, der blev sammenføjet. Teknikken
spredte sig til andre dele af Europa.
De første trykte mønsterbøger til knipling blev i 1561 udgivet i
Zürich.

I Flandern
spillede de berømte Bryssler –
kniplinger
også en væsentlig rolle i 1600 – og 1700 – årene.  

De første kniplinger

Men hvornår hører vi først om Tønderkniplingerne?
Ja, det stammer måske fra byen Slesvig
og går tilbage til 1595. Dengang bad præstefruen Agneta Fabricius
sin datter om at sende de fire alen Kniplinger,
som hun havde bestilt til en pris af 7 – 8 Skilling pr. Alen.

Under et ophold i Valsbøl
den 3. september 1619 noterede Christian den Fjerde
i sin dagbog: 

  • gav jeg for Lærred og
    Kniplinger 889 Rigsdaler til underskedige (forskellige) Kræmmere.

 

Men i 1599 er der blevet kniplet et stort
tæppe, der blev brugt som brudegave. Og kunne man det dengang, så 
må man antage, at der har været kniplet i adskillige år.

Rygterne vil også vide, at mænd
også kniplede. De fik deres skæg puttet i poser, så det
ikke blev kniplet med.  

Man ved ikke, hvornår kniplingekunsten
fik sit indtog i Tønder. Måske var det kniplepiger fra Brabandt
(landskab i Holland og Belgien)

der var importeret til Tønder.  

Kniplinger var et statussymbol

Snart blev kniplinger et statussymbol.
Det blev en del af overklassens beklædning. De anvendtes især til
sengelinned og til den meget kostbare klædedragt.  

I 1620 gør kongen et mindre indkøb
af kniplinger i Flensborg. På billeder af Christian den Fjerde
ser man ham med kniplinger. Mest kendt er kongens blodplettede kniplinger
fra hans deltagelse i søslaget på Kolberger Heide
i 1644. Og det var vel og mærke Tønderkniplinger.  

Christian den Fjerde
betød meget for Tønderkniplingernes
udbredelse. I hans tugt – og børnehus var halvdelen af pigerne (ca.
50) beskæftiget i kniplestuen. I hans dagbog nævner han flere gange,
at han har givet penge til en kniplepiger for kniplingerne. Også i
hans egne breve kommer han flere gange ind på kniplinger.

I 1632 skriver han til Frederik Günther
og bestiller 120 alen mellemværk
eller to mønstre, som han sender. Så detaljeret er han, at han vil
have det ene lidt kortere.  

Stor betydning for landets
økonomi

Det var også en kniplepige, der
snublede over et guldhorn i Gallehus
i 1639. Og sandelig om ikke kartografen Johannes Meier
udsmykkede sit kort over Tønder
i 1648, der holder en knipling.  

Efterhånden fandt man ud af, at knipleindustrien
havde betydning for landets økonomi. I en forordning af 16. maj 1647
forbydes det, at indføre udenlandske kniplinger i Danmark og Norge.

Det var forbudt for kniplepiger at udvandre,
fordi de besad kostbar viden og kunnen. Og kniplekunsten var koncentreret
i en række sogne omkring Tønder.
Mod syd var det Læk, der dannede grænsen.  

Usikkerhed om beskæftigelsesantal

På et tidspunkt var der beskæftiget
mellem 10.000 og 20.000 personer med kniplingsarbejdet. Allerede som
6 – årige begyndte man at oplære pigerne på egnen.

Man kan sige at borgerskabets forfængelighed
havde sin pris. Ikke kun i rigsdaler, mark og kroner. De myreflittige
kniplingepiger blev ofte invalide. Hænder, nakke og ryg tog varig skade.
Den vedvarende stirren ofte i en dårlig beslysning ødelagde synet
og sørgede for at de ikke blev gamle i faget.  

Men det historikerne har glemt er, at
i kniplingsindustriens glansperiode i anden halvdel af 1700 tallet var
at kniplerske ikke anvendtes for gifte kvinder. Så der kan være
stor usikkerhed om, hvor mange der egentlig var beskæftiget i denne
produktion.  

Lavtlønnet

En kniplerske tjente i 1700 – 
årene mellem 6 og 10 skilling pr, dag afhængig af hurtighed og dygtighed
til at udføre de brede og vanskelige mønstre. Tallene siger ikke ret
meget, hvis man foreksempel ikke kender købekraften. Men et pund smør
kostede i samme tidsrum omkring 7 skilling. Det fortæller at en kniplerske
godt kunne overleve selv. Hendes indtægt var en nødvendighed for en
familie, hvor manden var daglejer. Men det fortæller også at enker
med flere børn ikke kunne overleve som kniplerske.

Senere ser man da også adskillige
kniplersker dukke op som beboere på fattiggårde på landet
omkring 1800.  

Fra hørgarn til guld

Adskillige meter meget tyndt hørgarn
blev ved knipleskrinet forvandlet til det pureste guld. Man sagde dengang,
at af 1 pund garn kunne fremstilles knipling til en værdi af 1 pund
guld.

Gamle regnskaber viser, at i 1767 indbragte
Tønderkniplingerne ved eksport flere penge til Slesvig
end alle andre eksportvarer til sammen.  

Inspiration fra Nordfrankrig

Efterhånden udviklede man andre mønstre
after belgisk forbillede. I begyndelsen af 1800 tallet var det dog den
nordfranske kniplekunst, der prægede Tønderkniplingerne.
Det franske forbillede blev dog varieret med dansk islæt. Der opstod
nogle særprægede navne som Nellike, Jordbær, Fyldhorn, Rosen
m.m. Måske er det i dag denne type, der i dag mest kendetegner Tønderkniplinger. 

Maskin
– knipling ødelægger kvaliteten

En skæbnesvanger opfindelse blev gjort
i 1809. Man opfandt en maskine, der kunne fremstille tyl
Tønderkniplingens karakteristiske bund, hvori der så kunne
sys forskellige motiver. Senere fulgte maskiner, der kunne lave hele,
store imitationer af kniplinger.

De fleste var begejstrede, for disse
kniplinger var langt billigere end de håndkniplede

Moden skiftede og efterhånden kunne
man ikke skaffe nok hørgarn.

Disse faktorer førte til en forringelse
af Tønderkniplingens kvalitet. Kniplingskræmmernes indtjening blev
forringet og kniplepigernes vilkår blev yderligere forringet.  

Straf til de unge kniplerske

Fra 1800 – tallets første halvdel
findes en beretning fra kniplerske Lisette Dyhrberg
fra Rørkær. Hun fortæller, at hun sammen med byens øvrige
piger lærte at kniple hos en gammel dame.

Kvinden indøvede kniplingsslagene
ved tælleremser. Man fastholdt pigerne med arbejdet ved at lege tællelege,
som man hele tiden skulle følge med i, for ikke at blive udelukket
fra legen.

Straf var et middel til de små 
piger, der ikke kunne nå det dagsværk som lærekvinden havde
opstillet. En pige der ikke havde nået dagsværket skulle ved aftenstid
stå næsvis rakker. Det betød at hun med en dusk malurt bundet
på rumpen skulle stå ved et hushjørne, hvor alle kunne se hende.
Det skulle især dem, der gik hjem fra marken.  

Forebyggende
øvelser

Fra anden side fortælles det, at nogle
af de gamle lærekoner et par gange hver dag lod de små piger
hænge i armene fra abildgårdens
frugttræer. Dette skyldes dog ikke en straf, men mere en forebyggende
ting. Når de unge piger hver dag måtte sidde 10 – 12 timer hver
dag og kniple kunne de let blive krumryggede.  

Fra 39
år til over 60 år 

En tælling fra 1750 viste, at de ældste
kniplerske var 39 år. Måske har det noget at gøre med, at man efter
den tid ikke mere kunne se de meget fine tråde, der var i de såkaldte
Binche – kniplinger.

En ny tælling fra de samme godser (Gram
og Nybøl)
lige efter 1800, hvor de traditionelle tyls – kniplinger
(Tønder – kniplinger) var blevet moderne viste, at der var adskillige
kniplerske på godset, der var ældre end 60 år.  

Produktionen daler

I 1847 var der endnu beskæftiget 1500
kniplerske omkring Tønder.

Folkedragterne brugte kniplinger. Men
efterhånden blev disse ikke brugt så meget mere. Efter 1850 dalede
produktionen yderligere. Nu blev kniplingskunsten nærmest en fritidsbeskæftigelse. 

Nøjsomhed, tålmodighed og flid

På Haderslev Museum
findes et interessant hefte. Det fortæller historien om Berthe Marie
Alexandersen
, der hver dag førte bog om hvor meget hun havde kniplet.
Hun var født i 1819 og døde som 80 årig. Det var den samme mønster
hun kniplede dag ud og dag ind. I hvert fald er der beviser for, at
hun i en periode på 9 – 10 år kniplede det samme. Da hun måtte
holde op havde hun kniplet en kilometer og 19 meter af en smal knipling.
Måske havde Berthe Marie skåret stykker af i længder på 8
– 10 alen (5 – 6 meter).

Heftet fortæller om et liv med et konstant
produktionskrav til sig selv og om et liv i stor nøjsomhed. Nøjsomhed,
tålmodighed og flid var egenskaber, der karakteriserede en kniplerskes
arbejde.  

Kniplingskunsten glemmes

Efter grænsedragningen i 1864 var det
som om at kniplingskunsten var gået helt tabt for Danmark.
Fra tysk side begyndte man at opkøbe gamle prikkebreve og mønstre.  

Dansksindede kvinder som den legendariske
forfatter Hansigne Lorentzen
i Ballum satte både kræfter og penge ind for at bevare det,
der endnu var tilbage. Tønderkniplingerne var ved at uddø for altid.  

Hansigne Lorentzen

Hansigne Lorentzen
var forfatter til nationale romaner og digtsamlinger. Hun skrev under
pseudonymet Sven Tange, for ikke at skabe problemer for ægtefællen,
der var ansat i det preussiske skolevæsen. Hun debuterede med titlen
Der kæmper et folk.
Hendes sidste bog var et folkelivsbillede på
rim på sønderjysk, der hed Di gammel Søkaptejner.
Det var i 1945.

Også datteren Anna Kjems
har gjort en stor indsats for bevarelsen af Tønderkniplingerne.
Det samme gjorde datteren, Cathrine Lorentzen.
I 1927 startede hun egentlige tre måneders kniplingekurser på Lorentzens
gård
i Ballum.  

Det Tønderske kniplingsdepot

Da Sønderjylland
i 1920 igen blev dansk oprettede Hansigne Lorentzen
et monopol Det Tønderske kniplingsdepot.

Målet var ikke blot at bevare men også 
at genoplive industrien ved at hjælpe de ældre kniplerske i gang igen.
Endvidere blev yngre piger undervist i den sværre kunst.

Og det var en enorm støtte, at den danske
dronning Alexandrine blev protektrice for foretagendet. Og dronningen
lærte selv den sværre kunst. Hun ruttede ikke med tråden. Hun viklede
resterne op på et stykke pap og skrev navn og mærke på tråden.

Dronning Alexandrines
kniplebrædt befinder sig på Tønder Museum.
Den er skænket af kongefamilien. I øvrigt brugte dronningen 124 kniplepinde
af Tønder – typen.  

Gik fra gård til gård

Hansigne Lorentzen
gik fra gård til gård . Man var godt klar over, hvorfor hun kom.
Nu kommer hende med Kniplingerne. Fru Lorentzen

kaldte de hende. Nogle var villige til at snakke kniplinger med hende,
mens andre puttede sig lidt væk.

Har I ikke lyst til at prøve de gamle
igen?
Sagde hun. Jo, men det kan jo ikke betale sig,
svarede de, og de havde jo ret.

Men efterhånden var der nogle, der kom
i gang. Hansigne Lorentzen skaffede det fine garn til dem.

Det blev selvfølgelig betalt for de
mønstre, hun fik. Andre mønstre lånte hun kun. Dem måtte Hansigne
Lorentzen
så selv prikke af, og det var ikke noget nemt arbejde.  

Udtjente kniplerske fik en slags pension

Man havde dengang kun det hårde pap.
Det kunne selvfølgelig også ske, at man glemte et hul. Hvis man
i dag får et af de gamle mønstre, kan man ikke være sikker på, at
alle rapporter er ens, for også de mønstre, der blev prikket efter,
kunne være unøjagtige.

Der fandtes dengang ikke millimeterpapir.
De var tegnet på papir, hvor der med en kniv var ridset streger.
Når man tænker på, hvor tætte Tønderprikke – breve er, er det forståeligt,
at der kan være en lille forskel fra den ene tylslinie til den anden.  

Hansigne Lorentzen
havde den kongstanke, at kniplerskerne skulle tjene noget mere. I
skal have noget mere for det,
sagde hun.

Men det blev dog kun en ønsketænkning.
Til gengæld fik hun indført at de gamle udtjente kniplerske kunne
få en slags pension.  

Torchon
– kniplinger

På et tidspunkt opdagede man, at
det var Torchon – kniplinger,
man arbejdede med. Årsagen var sikkert, at det gik meget hurtigere.
Men det havde ikke meget med Tønderkniplinger
at gøre.

Torchon
er mere grove og så skal man trække og trække hele tiden.  

Tønder Knipleskole

I 1929 oprettedes Tønder Knipleskole
i Østergade 15. I årene efter fulgte en række kurser på
Tønder – egnen
og ud over landet. I 1940 flyttede knipleskolen
til Richtsens Hus i Vestergade.

Efter krigen flyttede skolen til Lorentzens
Gård
i Ballum. I 1956 overtog Cathrine Lorenzen
gården, som hun ved sin død i 1971 testamenterede til sine søskende
og et legat.

Siden 1971 har familien åbnet knipleskolen
og hjemmet for offentligheden hver juli måned. Hvert forår og efterår
holdes weekendkursus i Tønderknipling på gården.  

En
ægte Tønderknipling

I 1983 udkom der et sydslesvigsk julemærke
med navnet Det store hjerte.
På sønderjysk E stor`Hjart.
Denne kendetegner en ægte Tønderknipling.

Der er tylsbund med galslagsplatter,
rosenbund og lærredsbund. Den lige Cumberlundskant
– modsat den tungede kant med picotèr (fransk) eller
øvekast (sønderjysk) og sidst den uundværlige konturtråd, der indrammer
de forskellige dele af mønstret.
 

25 meter til Dronning Alexandrine

Ikke færre end 25 meter af denne 9,3
cm brede knipling blev efter Genforeningen
skænket dronning Alexandrine.
Fem kvinder kniplede hver et stykke af det smukke gamle motiv E stor`Hjart.
Dronningens svigerinde prinsesse Dagmar
må have været betaget af netop dette mønster, for hun anvendte det
til sin første fødtes dåbskjole.  

Dronning Margretes brudekjole

Og sandelig om ikke Dronning Margrethe,
da hun stod brud i 1969 brugte E stor`Hjart
i brudekjolens lange slæb. Kniplingen fra brudekjolen har befundet
sig i enkedronning Ingrids private samling.

Om Alexandra, Mary
eller Marie har brugt kniplingen eller om nogle af de kongelige
børns
dåbskjoler har været prydret med denne Tønderknipling
kunne det jo være interessant at få at vide.  

Anna Kjems

Anna Kjems
flyttede sammen med sin mand til Harreslev
syd for Padborg. Her indrettede hun sig i Husflidsgården.
Her fortsatte hun med at undervise i kniplekunsten. Samtidig indsamlede
hun forskellige broderimønstre.  

Hvordan knipler man

Kniplepindene er ofte knippelformede
i den ene. I den anden ende omvikles der med tråd. Der kniples uden
mekaniske hjælpemidler uden mekaniske hjælpemidler. Hver enkelt tråd
flyttes manuelt, således at trådene kan snos om hinanden. Der flettes
og krydses helt frit. På den måde kan der dannes alt fra tætte partier,
som ligner lærredsvævning til netagtige partier, som ligner tyl.

Under arbejdet holdes trådene på 
plads med knappenåle på et prikkemønster, der er fastgjort til et
polstret underlag, et kniplebrædt.

Knipling er en yderst tidskrævende teknik.
Der arbejdes med begge hænder og to par pinde samtidig. 

Ti måneder for et par manchetter

Da kniplingskunsten kulminerede kunne
der i de mest kunstfærdige og tætteste mønstre benyttes omkring tusinde
par kniplepinde omviklet med særdeles tynd hørtråd.

Det kunne foreksempel tage ti måneder
at fremstille et par manchetter.  

Kniplingsfestival

Hvert år afholdes kniplingsfestival
i Tønder. Mange strømmer til for at beskue det vanskelige håndværk,
som endte med at være et nationalt symbol.  

Kilde:
Se

Litteratur Tønder  

Hvis du vil vide mere:
Om Tønderkniplinger: Læs

Carsten Richtsen og Digegrevens Hus

Fattige i Tønder

Handel i Tønder indtil 1864

Sygdom og andre lidelser i Tønder

Åndens folk i Tønder

Udvandring fra Tønder

En af Tønders patrioter

Ture i Tønder 1-3

Glimt fra Tønders historie 1700 – 
1900

Anekdoter fra det gamle Tønder

De stakkels kniplepiger

Æ Kachman, æ Kniplepiche å åll de
anne i Tynne  

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder