Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Uden for Voldene

April 5, 2010

Vi befinder os i Forstæderne indtil
begyndelsen af 1700tallet. Det var problemer med fiskerettighederne.
Da der blev givet tilladelse til beboelse, var det pøblen, der bosatte
sig. Skydebaner, møller og kroer var det første, der kom. Alt
blev nedbrændt, da svenskerne dukkede op.
 

Begrebet
”Forstæderne”

Skal man beskrive Nørrebros
tidlige historie må man sprænge rammerne. Og et bestemt forhold skal
forklares. Vi møder nemlig begrebet Nørre Forstad
og Østre Forstad. Det er i meget litteratur beskrevet som det
nuværende Nørrebro og Østerbro.
Men det er nu ikke ikke helt rigtig. Det var det område,
der lå mellem byen og søerne. Senere blev området dog udvidet.

Så kære læsere, her få 
I både lidt Nørrebro – Østerbro
– Frederiksberg og Vesterbro –
historie.
 

Sankt Jørgens Hospital

Sankt Jørgens Hospital
blev bygget mellem 1264 og 1261. Navnet Sankt Jørgen
var efter Den sorte Død omkring 1250 blevet almindelig for de
fleste spedalskheds – hospitaler.
Denne helgen beskyttede de syge og udstødte.

Gennem tiden foregik der en kamp mellem
kirken og hospitalet om rettigheder og afgifter. Før 1506 genopbyggede
Peter Albrechtssøn
hospitalet. Men lemmerne følte sig ikke godt
behandlet og klagede deres nød.

Kong Hans
fastlagde i 1508 nogle retningslinier, der skulle sikre hospitalet en
god økonomi. Således tilfaldt indtægterne fra avlsgården hospitalet.

Men problemerne med kirken fortsatte.
På et tidspunkt var der ideer fremme, at stedet skulle være en
kombination af hospital og kloster.

I 1523 gav Kong Frederik den Første
Jep Heje
hospitalet i livsvarig forlening.

Under reformationsopgøret ophørte
Sankt Jørgens Hospital
som selvstændigt hospital. Det blev underlagt
Helligåndshospitalet,
men fortsatte dog som spedalskhedshospital.  

Hospitalet lå helt nede ved søen.
I 1587 bestod hospitalet af en gård i bindingsværk bestående af fire
huse. Ved hospitalet var der indrettet et sluseanlæg så søen ikke
skulle udtørre. Forstanderen Peder Holst
var kaldt til forhør. Han havde begået den frækhed, at fange fisk
fra søen. Men byen mente, at det var dem, der havde rettighederne.  

Tilladelse til bosætning

Først i 1567 gav Frederik den Anden
tilladelse til bosættelse i området. Men det var nok ikke det klientel,
han havde forstillet sig, der bosatte sig her.

Druk, hor og kriminalitet herskede i
området. Måske burde befolkningen have læst skriftet

Drukkenskabs Aflysning
som biskoppen udgav med kongens velsignelse. Her advarede han mod drikfældighed.
Han karakteriserede dem som befandt sig i druk med svin, asener,
galdne hunde, kalve, aber, geder og bukke
  Den sjællandske
bisp kendte sin zoologi.  

Advarsel og henstillinger

Betingelsen for at bosætte sig i forstæderne
var,  at der skulle anlægges skikkelige gader og stræder mellem
haverne.
Området skulle altså straks fra begyndelsen have præg
af forstad. Husene skulle opfylde specielle ønsker, og haverne skulle
omkranses af plankeværk.

Beboerne skulle selv vedligeholde vejene
og også dæmningen over den store sø, der senere kom til at hedde
Peblinge Sø
og Sortedams Sø.

Men det var nu ikke det beboerne derude
først gav sig i kast med. Den dæmning de havde fået overdraget havde
sikkert også været i dårlig tilstand.

I 1570 udsendte Bytinget
en advarsel, om at nu skulle man komme i gang med at vedligeholde dæmningen. 
Dengang kaldte de den for Langebro.
Samtidig gjorde bytinget opmærksom på, at udenbyes boende skulle betale
samme skat og tynge som dem, der boede inden for voldene.  

Kvæg,
eller heste måtte ikke græsse på Stadens
ådrev.
Private hyrder blev heller ikke tolereret. I stedet for
ansatte staden hyrder.  

Den første fiskedam

I 1572 fik borgmester Marcus Hess
skøde på noget jord uden for Vester Port.
Det lod han udgrave, og indrettede en fiskedam. Året før havde kongens
sekretær fået noget jord uden for Øster Port.

En knap så heldig borger, skipper
Clemindtz
fik konfiskeret sin jord af Kronen.  

Søerne

Fra tidlig tid kendes Lersøen
og Ladegårdsåen. Den havde sit forløb langs Åboulevarden
og H.C. Andersens Boulevard.
En dæmning på tværs bevirkede, at der dannedes en regulær sø,
Peblingesøen
eller som i mangfoldige år hed Sortedammen.

Fra denne blev der ført kanaler ned
til Havns vandgrave. Disse kanaler kom til at danne grænserne
til landsbyerne Serridslev og Solbjerg.  

Rosbæk 
var Lersøens naturlige afløb ud i Øresund.
Denne bæk blev afskåret af en dæmning, så vandet i stedet løb mod
byen. Ladegårdsøen blev ligeledes opstemmet så vandet løb
ud i Sankt Jørgens Sø og Peblinge Søen.  

Sankt Jørgens Sø 
var ligeledes dannet ved opdæmning, formentlig samtidig. Men vi hører
først om den i 1570. I perioder var den dog helt udtørret.

Elisabeth, Christian den Andens
dronning befalede i 1520 i gemalens fraværd, at en ikke nærmere specificeret
sø, skulle oprenses. Måske har det været omtalte sø.  

Vejene var i dårlig forfatning

Da Havn
blev anlagt omtales tre hovedveje til byen. Det var fra Helsingør,
Roskilde og Køge.
De omtales første gang i 1543 som  

  • den dam ved st. Jørgen
    uden for Østerport, naar den dam blifuer ferdig giort, oc en god vey
    ofuer den onde bech ved sancte Jørgen.

 

Vejene var i en meget dårlig forfatning.
Derfor blev bønderne pålagt, at forbedre vejenes tilstand. Og det
var svært i det sumpede område. Dæmninger og broer skulle forsynes
med gode stærke pæle. Bundbrædder og brystværn skulle også 
være solide.

Og så skulle vejene være så 
brede at jyske vogne kunne passere hinanden. De var nemlig bredere
end sjællandske vogne.  

De gamle landsbyer

Blandt de gaver som Valdemar den Store
forærede biskop Absalon omkring 1160 var landsbyerne Serridslev,
Solbjerg og Valby.
Byen Serridslev
er man ikke helt sikker på, hvor den lå. De fleste antager at den
lå omkring krydset Rådmandsgade/Tagensvej.
Således omfattede denne by ifølge Roskilde
– bispens Jordebog
18 gårde.  

En anden by næves også, nemlig Nyby.
Dem antages at have ligget omkring området ved Den Kongelige Veterinær
– og Landbohøjskole.

Jordebogen
fra 1377 er ikke særlig oplysende med hensyn til området. Dog nævner
den det ødelagte Sankt Jørgens Hospital. 

Nyby Ladegård
blev i 1416 overgivet til Kronen. Serridslevs
jorder blev drevet som bymark. Landsbyen var helt forsvundet omkring
1523 efter en belejring – formoder man. Og jorderne tilhørte borgmesterene
og medlemmer af rådet. Det var en del af deres løn. Betegnelsen
Rådmandsmarken
opstod.  

De mange laug

Omkring 1570 fik vognmandslauget overdraget
21 jorder mellem Borgervangen og Emdrup Vang.
Vognmændene blev betragtet som offentlig ansatte. De skulle have et
sted, hvor de kunne dyrke foder til deres heste.  

Mod vest omkring Kallebo
fik slagterne deres tilholdssted. Inden for voldene kom der simpelthen
et slagterforbud i 1570. I 1583 kom der på foranledning af Christoffer
Walchendorf
en forbedring af forholdene. Et stort slagterhus med
14 boder blev bygget.  

Blegdammene

Blegdammene kom. I begyndelsen var det
beskæftigelse for kvinder. Og ved Skt. Jørgens Sø
hører vi om de første fiskedamme. Frederik den Første
havde enlig bestemt, at han havde eneret på dette område.

Men det gik i glemmebogen. I 1620 hed
det nemlig Borgmesters Blegdam.
Den omfattede en blegplads og en fiskedam.  

Kirkegård ved Nørre Port

På et gammelt kort fra 1590erne
ses en kirkegård og en lille kirke ude foran Nørre Port.
Kirkegården kom først. Den blev anlagt i 1546 under pestepidemien.
Tre nærliggende sogne blev enige om, at deles om udgifterne. Allerede
i kirkegårdens første ti år oplevede man tre sygdomsbølger.

Så længe der var aktivitet, fungerede
det fint på kirkegården. Men da der kom roligere perioder var
forholdene kaotiske.

Måske var det derfor, at graveren fik
bolig på stedet. Han måtte skrive under på, at han hverken ville
holde drikkegilde eller spillebuler og heller ikke ville skjule skarnsfolk
i sin nye bolig.

Der blev plantet asketræer og et plankeværk
blev sat op i 1556.

I 1564 blev der på stedet opført
et kapel. Det var af bindingsværk med stole, kor, altertavle og prædikestol.
Alt dette stammede fra Vor Frue Kirke.  

Den tilladelse som kongen havde givet
til bosætning blev trukket tilbage. Ulovlig handel og drukkenskab kunne
ikke tolereres. Men ulovlighederne fortsatte. Nu var det så bystyret,
der måtte kontrollere disse ulovligheder.  

Møller og haver

I 1578 fik simmelbager Simon Frederichsen
til at opsætte en mølle ud for Vester Port.
Det var lige sydvest for papegøjestangen. Det var meget fint at blive
fuglekonge. Bagefter gik det tilbage til Laugshuset,
hvor der blev serveret fire tønder øl af bedste tyske kvalitet.

Men det var også fuglekongen, der
skulle tage den gamle papegøje ned og erstatte den med en ny.  

I 1581 var der vest for Nørre Port
efterhånden 118 haver. Også den gang havde man byggematadorer, der
ejede mange haver, og tjente penge ved at leje jordene ud.

På et gammelt stik fra 1587 kan
der ses adskillige stubmøller mellem Sankt Jørgens Hospital
og byens volde.  

Kun kongen måtte jage

Der var masser af småvildt i forstæderne.
Og borgerne jagtede gerne harer, agerhøner, svaner og andet småvildt.
Men dette ville Christian den Fjerde
have for sig selv. I 1591 forbød han i skarpe vendinger enhver form
for jagt uden for byportene under henvisning til, at der intet fandtes
om slige privilegier.
Fremover ville en overtrædelse blive betragtet
som tyveri.  

Voldshandlinger foregik der ofte uden
for voldene. Således også i 1601 ude foran Østerport,
hvor to adelsfolk kom op at toppes. 

Søen udtørrer

I 1606 udtørrede Sankt Jørgens Sø
atter engang. Christian den Fjerde
befalede, at søen skulle fyldes med vand af hensyn til byens forsvar.

Samme år købte kongen ikke mindre end
25 haver mellem Øster og Nørre Port
til brug for en ladegård  og en lysthave, inklusive nytte –
og botanisk – medicinsk have.

Nogle måneder senere erhvervede han
yderligere 14 haver.

Mellem Sortedamssøen
og kongens have var der opsat træværk.   

Vartov

I 1609 overtog Vartov
ude i nærheden af Lille Tuborg Sankt Jørgens Hospitals
forpligtigelser. Nu hvor man var fri for kirkens bestemmelser, kunne
man ansætte kvindelige sygeplejerske.

I 1629 begyndte man at bygge et nyt hospital
ikke langt fra Trianglen. Dette hospital fortsatte under navnet
Vartov.
 

Stadig syge på 
Sankt Jørgens Hospital

Et lejebrev med ti års gyldighed blev
udstedt til Morten Wesling til drift af Sankt Jørgens Hospital.
Overskuddet af driften skulle gives til de fattige og syge på Vartov.

Men der var trods lejeaftalen ikke slut
med at drive stedet som hospital. Adskillige syge og sårede fra
Kalmarkrigen
i 1612 blev indlagt her. Epidemier i 1619 betød flere
sengeliggende gæster.  

I 1621 befalede Christian den Fjerede
jorden til Kronen. Da var bygningerne revet ned. De sidste ti
syge var overført til Vartov.

Åbenbart var det kun laden, der fik
lov til at stå. Den indgår i regnskabet for Ladegården
i 1622.  

I 1614 fik rådmand Iffuer Poulsen
tilladelse til holde beværtning i det hus, han havde ladet bygge uden
for Øster Port.

Fem år senere fik Michael Wiibe
lov til at anlægge kro og skydebane ud for Vester Port.  

I 1617 blev terrænet foran voldene undersøgt
med henblik på opsætning af vandmøller. Der skulle graves en
del render.  

Teglgården flytter

Teglgården
ud foran Øster Port lå i vejen for Nyboder.
For byen var den efterhånden kun en udgift. I 1616 flyttede en del
af den ud på Teglgårdsvangen.
Det var på den grund, hvor Blaagaarden
senere blev anlagt.  

Mod nord omkring Store Vibenhus
fandtes lergrave 

I takt med en stigende befolkning opstod
tanken om en kirke. Kongen overvejede i 1618 da også at oprette et
specielt sogn for forstæderne. Men i første omgang kom befolkningen
i første omgang til at høre under Hvidovre Sogn.  

Renligholdelse påbudt

En ny forordning om renligholdelse omfattede 
også forstæderne. Her var man træt af alt det affald, der lå
op mod voldene. Man pålagde ejerne at brolægge helt ud til volden.
Man skulle derefter feje skarnet
sammen så karremændene kunne fjerne det.  

Tre nye forstæder havde fra 1620 – 
1660 set dagens lys. Forstaden ude foran Øster Port
var for det bedre borgerskab, men dog også en lille lejebodssamling.
Forstaden ud for Nørre Port
var den mest regulerede med gadenet. Vester Port
var præget af de mange møller, men ikke så struktureret som den nordlige
nabo.

Efterhånden blev Øster Port
opslugt af Nykiøbenhavn. Og dette fænomen bliver beskrevet i en
særskilt artikel.
 

Det skæbnesvanger år var 1660. Det
betød en total udradering på grund af svenskekrigene.  

Christian den Fjerde
fik i 1621 Kalvehaven og hele Solbjerg.
Staden fik til gengæld Ryvangen.

Solbjerg
blev nedlagt og indlemmet under Ladegården.  

Aktiviteter ved søerne

Syd for Vartov
lod borgmester Kurt Maquortsen
hederne dræne ved at udgrave fiskedamme.

Mellem Peblinge Sø
og Sankt Jørgens Sø var anlagt to sluser til den grøft, der
ledte vandet til voldgraven. I det nordøstligste hjørne af Sankt
Jørgens Sø
blev Blegdamshuset
opført. Dette hus tjente i forbindelse med Kongens Blegdam
og blev anlagt i 1621.

Mellem Ladegården
og Blegdamshuset byggedes Fangehuset.
Et Farveri eller Sverthuset
blev også anlagt.  

Samtidig med Ladegården
blev der anlagt seks vanghuse
spredt ud over de tilhørende marker. Heri boede opsynsmænd, der skulle
holde øje med fremmede. De skulle også holde øje med at hovbønderne
bestilte noget.  

Retterstedet flyttes

I 1622 da anlæggelsen af Vestre Forstad
så småt var kommet i gang, blev retterstedet flyttet. Af frygt
for det onde
var det svært at få mandskab til at flytte galgen.
Samtlige håndværkslaug var tilsagt til at sørge for flytningen.
Natmesterens
hus blev flyttet ud i nærheden. Tre år senere blev
endnu en natmester ansat. Han skulle holde øje med Øster
Port.

Retterstedet skulle være præventivt.
Men det kom faktisk i brug ganske ofte. Således kom bødelen af
Nested
ud for en hamper behandling i 1640.

Først blev han i levende live lagt på 
skafottet og fik udskåret tungen. Dernæst blev hans gemecht
afskåret. Hjertet blev udtaget og resten delt i fire stykker. Det parterede
lig blev sluttelig stejlet. 

I 1646 skulle retterstedet repareres.
Murerlauget
var ikke meget for det. De forlangte dog, at de 12 kroppe
der hang og dinglede blev taget ned. Og dette makabre arbejde skulle
natmanden og hans mænd stå for.

Og galgen stod helt til 1767.  

Beskeden bebyggelse

Forstadsbebyggelsen var endnu i 1623
ret beskeden. Husene var beskedne og grundene blev hovedsagelig brugt
som haver og græsningsarealer. Grundejerne fik ret til at lukke de
smalle stræder, der gik langs deres grunde. Begrundelsen var, at offentligheden
ikke havde brug for disse små veje.  

Kæmpe Ladegård

Noget anden var det med den nye Ladegaard.
Der var plads til 500 stykker kvæg, og der var antaget en malkepige
for hver 18 stykker kvæg.

Gården blev delvis ødelagt af en storm
i 1628, men blev hurtig genopbygget.  

Store Vibenhus

I 1629 byggede Kronen
et vagthus ved den nye kongevej.
Vejen havde sit udspring inde fra Rosenborg.
Fra 1635 rykkede Hans Andersen Vive
ind i huset som opsynsmand. Fremover blev det kaldt Vivens Hus.

Men ak, den stakkels mand kon ulykkelig
af dage. Han blev myrdet af Jens Morder
i 1646. Han led foruden dødsstraf den vanære, at blive sat på stejle
lige ud for ugerningens åsted.

I 1686 blev huset ombygget. Dermed fik
det et nyt navn Store Wibenhus.
 

Uværdig begravelse

I 1637 blev kirkegården ud for Nørre
Port
udvidet. Det var dog nedværdigende, at blive begravet her.
Her blev mest fattige og dem, der bevægede sig på den forkerte side
af loven, begravet.

Her blev i 1638 en stakkels kvinde begravet.
Hun var død under tortur. Hendes brøde var, at have bestjålet den 
tyske kammersekretær med hjælp af en smededreng, der kunne dirke låse
op.  

Skydeklub op af mødding

I 1628 blev der omkring Vester Port
bragt orden i et gæstgiveri med tilhørende skydeklub. Der var givet
tilladelse til at drive skydeklub for at uddanne folk til, når der
eventuelt blev krig. Samtidig blev det bestemt den møg, der ikke kunne
bruges i haverne i forstæderne skulle samles et sted. Uheldigvis blev
der indrettet et sådan depot
lige op af denne skydebane.  

Garverne var så heldige at kunne
købe Kongens Mølle uden for Nørre Port.
Skomagerne var de næste. De købte Værrebro Mølle
i Frederiksborg Len af kongen. Garverne gik videre. De købte
endnu en mølle ud for Nørre Port.  

I må 
ikke drikke

Efterhånden opstod der flere gæstgiverier
i forstæderne. Fristelserne blev store. Og den drikkelystne Christian
den Fjerde
bestemte, at når bønder fremover blev grebet i drikkeri
i forstæderne skulle de smides i slottets fængsel.  

I 1644 angreb Torsteinsson
pludselig Holsten. Man blev nervøse i København.
Det igangværende befæstningsarbejde var langt fra afsluttet. Ved
Vartov
blev der også arbejdet med et massivt værk.

Der skete dog intet. Rigsrådet
mistede tålmodigheden og henvendte sig til kongen.  Men det hjalp
ikke synderligt. Arbejdet gik undertiden helt i stå.  
 

Tilbagegang for Ladegården

I 1650 rev en kraftig storm 1.500 tagsten
af Ladegården. Ladegårds – driften var langt fra effektiv.
Kronen måtte købe sig til arbejdskraft.

En del af Ladegården
blev udlånt til hollændere, der kom fra Amager.
Meningen var at de skulle være med til at klare driften. Men de byggede
deres egne huse, og betragtede jorden som deres egen. Afgifter så kongen
ikke noget af. I 1652 fik de en alvorlig påtale.

I 1651 var en del af Ladegården
indrettet til pesthus og hjem for afsindige.

I 1653 blev hovedbygningen overtaget
af 50 klædemagere, der var blevet fordrevet fra Böhmen.  

Alt hvad der ikke var tilladt inden for
voldene flyttede ud i forstads – kvarteret. Garverier og pottemagere
forsagede mange brande.

Plankeværkerne  omkring haverne
blev stjålet og afgrøderne blev trampet ned.  

Omkring 1650 så det ud til at udviklingen
fortsatte på den anden side af søerne. Mange fik erstatningsgrunde,
for de grunde, der blev inddraget til befæstningsanlæg.  

Ved Øster Port (Helsingør port)
bygget i 1647 opstod en helt ny by omkring 1650. Den blev kaldt Palmaillebyen.
Den fik dog en meget kort levetid.  

Svenskerne kommer flere gange

I 1658 bankede fjenden på. Forstæderne
skulle totalt nedbrydes og brændes af. Alle brugbare effekter og materialer
blev brugt til at forsvare byen.

Efter Roskilde
– fredens
indgåelse påbegyndtes genopbygningen af forstæderne.
Men det var ikke let. De soldater, der blev tilbage overfaldt forbipasserende.  

Men ak. Det hele var omsonst. Svenskerne
kom igen. Den 9. august blev det besluttet at afbrænde alt, hvad det
var mellem stadens volde og søerne, inklusive kirken. To dage senere
blev byportene lukket. Det som man ikke selv nedbrændte, brændte svenskerne
ned. Det skete blandt andet på det nuværende Nørrebro.  

Ingen bebyggelse foran søerne

Efter krigen blev det besluttet, at strækningen
indtil søerne skulle være demarkationslinie . Her måtte der ikke
bygges. Nye blegdamme opstod nord for Peblingesøen,
som erstatning for de gamle mellem volden og søerne.

Snart voksede østre og nordre forstad
sammen.

Det hele kunne dog godt være lidt forvirrende.
Først i 1755 fik grundstykkerne et matrikelnummer. Indtil da var de
nummeret – nogle gange helt tilfældigt.  

Nyt byggeri opstod på den anden
side af søerne.

I Vestre Forstad
var der i 1717 kun registeret 25 borgere. Men dertil skal man lige ligge
koner, børn, svende og tjenestefolk.

Byggelovgivningen dengang var heller
ikke så restriktiv, som inden for voldene. Men alligevel var der
nogle retningslinier. En brygger i Vestre  Forstad,
ville bygge et anseeligt hus. Men han fik at vide, at han kun måtte
bygge ti alen i højden af hensyn til møllerne i nærheden.   

Under isvinteren 1685 bundfrøs 
Sortedam,
som forsynede Peblinge Sø
med vand. Dermed opstod der vandmangel i byen.

Sommeren 1689 var derimod så tør,
at søerne ganske udtørrede og det samme problem opstod. 

Ny Hollænderby
– ingen succes

En stor del af Ny Hollænderby
brændte i 1697. Antallet af beboere faldt drastisk de første år efter
branden. Mange forsvandt simpelthen. Det blev ikke den samme succes
her ved indgangen til Frederiksberg
som ude på Amager.  

Mange foretog vognvask i søerne, selv
om det var strengt forbudt. I 1702 meddelte politimesteren
at drikkevandet havde fået en forrådnet smag
på grund af morads i Sortedammen.
Ja man kaldte ligefrem søens vand for ålesuppe. Det hændte nemlig
at en ål gik gennem pumperne.  

Kun halvdelen havde lokummer

Der boede mange småfolk i de nye forstæder,
men også en del velsituerede havde bygget lystgårde herude. De
foretrak dog at bo inde i byen. Og lystgårdene var knap så gedigne
som byhusene. Nørre og Østre Forstad
var præget af spredt bebyggelse, mens der var mere samling i Vestre
Forstad.
 

Lokummer
havde man kun i halvdelen af husene. Og de var indrettet i et skur på
grunden.  

Skydebaner

Efter at skydebanen ved Vester Port
var nedlagt, blev der oprettet en ny. Den lå i Rådmandsmarken.
Her kunne man både skyde efter skive og efter papegøjen.

Der nævnes et forlystelsessted ud for
Vester Port,
med både karuselbane, keglebane
og en lille valnøddelund. Stedet kom til at hedde Skydebanen
eller Holbæk Gæstekro. Stedet eksisterede antagelig til 1730erne.  

Omkring 1712 var der ikke særlig mange
salgsboder i forstæderne. Der var skydebaner, møller og gæstgiverier.
En enkelt mælkehandler i Østre Forstad
og en skomager i Vestre Forstad.
Blågård var der indrettet et guldmagerværksted.

Ved Vestre Forstad
berettes om slagterboder. Den store bygning med 14 boder var revet ned
i 1658.  

I Østre Forstad
eksisterede Kongens Fiskerhus
med traktørsted og skydebane.
Og længere ude lå Kildedal
også med skydebane.  

Flest forlystelser i Vestre Forstad

Men det var ved Vester Port
de fleste fornøjelser lå. Endda i selve Vester Port
var der mulighed at få noget at spise og slukket tørsten. I 1661 blev
der givet privilegium for Valby Kro.

I 1670 blev der givet tilladelse til
murmester Jens Matzen at drive kro, brygge og bage. Stedet lå
lige op ad Ladegårdens marker.

I 1671 blev Mikkel Vibes Kro
genopbygget. Det var kongens teltmager Niels Erlandsøn,
der fik tilladelsen.

Nogle gange gik det galt. Værtshusholderne
overtrådte Bryggelaugets bestemmelse, og solgte al den øl,
som de selv bryggede.  

Det første værtshus på 
Nørrebro

Ved den gamle vold ud for Peblingesøen
fik Johannes Merhoff i 1661 lov til at beskænke vejfarende med
både dansk og udenlandsk øl. Det var som tak for hans indsats i
svenskekrigen.
Mon ikke det var Nørrebros
første officielle værtshus?  

Når vi nu er ved Nørrebro.
Ja så var der adskillige sommerforlystelser på Gabels Gaard
i midten af 1670erne.

Ved Blegdammene
var der både officielle og uofficielle kroer.  

I 1711 indlogerede en bondekarl sig med
en ung pige hos en enke, der drev herberg i Vestre Forstad.
Næste morgen fandt enken den unge pige død. Bondekarlen var over alle
bjerge.  

For enden af Sankt Jørgens Sø
kunne borgerskabet forsyne sig med fuldfedt fjerkræ. 

Vi forlader forstæderne for denne gang. 

Kilde:
Se

Litteratur Nørrebro

Litteratur Østerbro

Litteratur København (under udarbejdelse)  

Hvis du vil vide mere:
Læs

Blaagaards – kvarteret gennem
400 år

De vilde – på Nørrebro

Hvad skete der med Serridslev

Ladegården – dengang

Nørrebro – i begyndelsen

Solitude – en lystgård på 
Nørrebro

Svenske Tropper på Nørrebro

Søerne foran Nørrebro

Det var på Frederiksberg (under
København)

Blegdammene ved Blegdamsvej (under Østerbro)

De første på Østerbro (under
Østerbro)

Fra det gamle Østerbro (under Østerbro)

Kastellet (under Østerbro)

Nyboders historie (under Østerbro)

Østerbro – langs søerne (under Østerbro)

Østerbros historie (under Østerbro)  


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro