Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Blågårds Plads på Nørrebro

Oktober 13, 2009

Stedet er frygtet af journalister
og jyder. Men hele kvarteret er historisk meget interessant. På 
pladsen var der planer om en skulptur, der skulle illustrerer rusens
udvikling. Her lå Anker Heegaards støberier. Blågården lå 
her med alle kongelige skandaler. Saneringen i området foregik planløst.
Blågårdsgade var engang en levende handelsgade. En gade måtte skifte
navn på grund af et mord
 

Brosten som souvenir

Medierne har gjort denne plads til hovedsædet
for bandekriminaliteten og al den anden uro på Nørrebro. Ja de forretningsdrivende
på Blågårdsgade har faktisk talt om, at sælge brosten som souvenir.  

I 1960 – 70erne var det området,
der først tog imod gæstearbejdere, fordi landet havde brug for deres
arbejdskraft. I starten var det jugoslavere, senere især tyrkere, marokkanere
og folk fra Pakistan. Med 70ernes arbejdsløshed blev denne tilstrømning
stoppet og nu opstod muligheden for familiesammenføring.

I 80erne blev der født mange indvandrerbørn
på Nørrebro som grundstammen til den såkaldte anden generation
og i dag tredje generation af to – sprogede nydanskere. I samme periode
satte en tilstrømning af flygtninge i gang. Her var der især iranere,
irakere, statsløse palæstinenser, somalier og tamiler, der kom til
kvarteret.  

I dag bærer butikslivet i høj grad
præg af denne tilstrømning. I dag er hver fjerde beboer af udenlandsk
herkomst, men halvdelen af kvarterets børn er nydanskere i anden ller
tredje generation.  

Blågårds Kirke
er vel nærmest blevet et varetegn. Den er systematisk indpasset i det
omkransende byggeri. Men i de første 20 år fungerede en barak som
kirke på den nordøstligste del af Heegaards
gamle fabriksgrund.

Sammen med Brorsons Kirke og Hellig
Kors Kirke
betjener Blågårds Kirke
menigheden i hele Sorte Firkant
plus Rabarberland – kvarteret
langs Struenseegade. Området blev i år 2000 lagt sammen til
et stort sogn – Blågårdens Sogn.  

Kaj Nielsen og de 22 monumenter

Arkitekt Ivar Bentsen
engagerede den dengang ret ukendte billedhugger, Kaj Nielsen.

Resultatet blev 22 granitfigurer og figurgrupper
fordelt pladsen rundt. Hele pladsen og skulpturerne blev indviet i 1918.
Fem år havde det taget at fremstille alle figurer.  

Ja Kommunen havde egentlig i første
omgang troet på Theodor Petersens
forslag til et springvand med to bryggersvende, der bærer en stor øltønde
med relieffer af rusens forskellige stadier. Men det var godt, at vi
havde Afholdsforeningen der ikke syntes, at dette var passende.

Og det havde de jo ret i. For Nørrebro
var bestemt ikke kendt for at man spyttede i det. Tværtimod så øllet
og brændevinen fattigmands trøst.
 

Kaj Nielsen
havde også forstillet sig en moder med to børn stillet over for en
mand kæmpende med en gorilla. Opstillingen skulle symbolisere menneskets
kamp med sine onde tilbøjeligheder. Ivar Bentsen
afslog dog dette forslag.  

Kaj Nielsens
vovede granitværk på Blågårds Plads
var tænkt som en demokratisk udsmykning for kvarterets arbejdere og
børn. Eller som han selv udtrykte det i 1918: 

  • En Plads for menneskeligt
    Liv og med Skulpturer, der udtrykker menneskeligt Liv

 

De forstiller og udtrykker hårdt kropsarbejde
fra håndværkere balndt andet smed, snedker, murer og stenhugger. Desuden
ser man legende børn.  

Monumenterne er også beregnet til
at blive brugt. Men de var meget omstridte. De blev beskyldt for at
være et udtryk for borgerlig – romantisk forestilling om, hvad for
en kunst arbejderklassen virkelig havde brug for .

Andre mente, at figurernes ansigter udtrykker
håbløshed og underkastelse. Ak ja og på et tidspunkt blev pladsen
kaldt Stenødet og Slavepladsen.
Men ikke alle var af denne mening, således var kulturrevseren Poul
Henningsen
begejstret: 

  • foreløbig eneste storslaaede
    og gennemførte Resultat paa Byens Gader og Torve.

 

Ja hele herligheden blev fredet i 1998.  

Rædselskabinet

Her er ikke pjaskende springvand. Men
de nye skulpturer vakte nu ikke udelt begejstring. En af kritikpunkterne
gik på, at hvis børnene kravlede op på skulpturerne kunne de
skvatte ned og få hul i hovedet. I en af klassikerne fra det gamle
Nørrebro skriver Knud Bokkenheuser: 

– Et værre Rædselskabinet kan man
ikke tænke sig med dets forvredne og forhuggede Figurer
 

Sanering uden plan

Omkring 1960 var kvarteret beboet af
godt 18.000 indbyggere, heraf 11.000 i usunde og brandfarlige baggårdshuse
uden lys og luft. Området blev kaldt for landets dårligste boligkvarter.
Den fik tilnavnet Sorte Firkant
på grund af de sociale forhold.

En hårdhændet sanering satte ind først
i 1970erne. Kommunen ryddede hele karreer og rev huse ned helt uden
plan for, hvad der skulle bygges i stedet for.

I årevis lignede området en udbombet
bydel og butikkerne lukkede i stribevis. Sidst i 1970erne var befolkningsantallet
skrumpet til 8.000.  

Et livligt handelsstrøg

I Blågårdsgade
havde linie 3 – sporvognene
to stoppesteder. Næst efter Nørrebrogade
var det Nørrebros mest livlige butiksstrøg. Men efterhånden
som trafikken døde, og folk flyttede, ja så døde gaden.  

Voldsomme følelser

Voldsomme følelser kom frem mod det
nye plastikbyggeri. Den massive utilfredshed kulminerede i slaget
om Byggeren og i slaget om Allotria.

Byggeren
var et eldorado for kvarterets unger. Men myndighederne rykkede ind
med bulldozer og kampklædt politi. Barrikader blev ryddet og bål blev
slukket. Og da Allotria – bygningen i Korsgade
skulle ryddes blev politiet nærmest til grin.  

Blågårds
– kvarteret
havde tradition for beboeraktivisme, levende
græsrødder og subkulturer. En lang række aktioner startede herfra
blandt slumstormere og autonome.
Senere foregik voldsomme anti – EU demonstrationer herfra.  

I 1980erne blev den Sorte Firkant
nærmest omdannet til den rød –
grønne Firkant
. Præfabrikerede fire – etagers elementbyggeri
dominerer gade- og gårdbilledet med rigelig lys, luft og grønt.  

Blågård opstår 

Gabel,
der var en af Københavns største grundejere erhvervede i 1662 Teglgårdsvangen
af Magistraten. Året efter fik han også et skøde på Skt. Jørgenssø.
Her byggede han et mindre lystslot og anlagde en parklignende have.
Ved hans død overgik ejendommen til sønnen. Han var kammerherre hos
Frederik den Tredje
og var berygtet for sine pengevanskeligheder.
Og dette var dog også skyld i, at han i 1688 solgte herlighederne til
Frederik den Tredjes
uægte søn med Margrethe Pape, Ulrik Frederik
Gyldenløve.
Han var blandt meget andet, statholder for Norge.  

Brugsgård og hollænderi

Han skilte sig hurtig af med ejendommen.
Den blev i den kommende tid ejet af forskellige højtstående officerer.
I 1694 blev den købt af deputeret i Generalkommissariatet, etatsråd
Reinhold Meyer.
Han udvidede arealet. Ejendommen blev brugsgård
med hollænderi. Han forsynede også lysthaven med talrige fiskedamme
med vandtilførsel fra Peblingsøen
og afløb til Skt. Jørgenssø.

Efter Meyers
død overgik gården til datteren og hendes mand Kaptajn i Fodgården,
Cesar René Thehillac.
 

Prins Carl udvider

Kong Frederik den Fjerdes
bror Prins Carl i 1706 overtog et ”barokt statholder – landsted”
lige uden for hovedstaden. Ja sådan var betegnelsen for Blågården
dengang.

Prinsen opførte en hovedbygning langs
den nuværende Slotsgade med udsigt over Peblingesøen
og med pavilloner og lysthuse i en kunstfærdig park. Omkring Slotsgade
var indkørslen til hele herligheden. Størstedelen af de omkringliggende
jorder mellem Nørre Landevej og Ladegårdsåen
tilhørte landstedet. 

Stedet var naturligvis for lille for
en kongelig, så han lod en del nedrive og opførte en del nyt.  

Et vigtigt navn

Slottet fik et blåligt tag, enten skifer
eller glaseret tegl. Dette kunne ses tydeligt fra landevejen. Deraf
opstod navnet, som nu er tilknyttet kvarteret. 

Det har lagt navn til gade, plads, sogn,
kirke, skole, grillbarer, kiosker, institutioner, antikvariat, bibliotek,
klubber, bande og meget mere.  

Bange for zaren

Der var frygt for at Zar Peter
under sit ophold i 1716 ville gør ophold på Blågården.
Af angst for den raa og udannede Moskvit
blev en del kostbarheder overført til Prins Carls
slot Vemmetofte. Ved en diplomatisk manøvre af Christian
Frederik Holstein
lykkedes det dog at afværge planen og få zaren
installeret inden for voldene, hvor han nærmest var fange. Men man
mente, at han skulle holdes under observation, ellers kunne han finde
på at erobre København.  

Man blev opvartet

På Blågården
havde prinsen 47 personer til sin daglige opvartning. Prinsesse Sophie
Hedvig
var mere beskeden. Hun havde kun 23.  

Slemme rygter

Ved sin død i 1729 havde Prins Carl
testamenteret alle sine ejendomme til søsteren, som så i 1732 ved
et gavebrev skænkede Blågården
til sin og broderens overkammerherre Carl Adolf v. Plessen.
Og her gik de slemme rygter, at han skulle være hemmelig gift med
Sophie Hedvig.
Desværre eksisterede der ikke et Billedblad eller
Se og Hør
dengang, der kunne bekræfte dette. Men noget tyder på,
at der har været et kærlighedsforhold mellem de to. Breve fra kongen
til Sophie Hedvig blev sendt til Plessen. Christian den Sjette
beordrede efter hendes død at brevvekslingen blev brændt.  

Et
ønske er en befaling

Egentlig ville Plessen
ikke beholde ejendommen efter Sophie Hedvigs
død, men Christian den Sjette
tilskrev ham: 

  • at hans Fasters Villie
    i dette Punkt skulde opfyldes

 

I dette tilfælde var et ønske lige
med en befaling.

Plessen
bøjede sig og udvidede ejendommen yderligere. Det officielle navn på
ejendommen var nu Den plessiske Hauge.
I 30 år var den i familiens eje. Ved Plessens
død i 1758 blev ejendommen efter en overenskomst mellem arvingerne
overdraget til brodersønnen, Generalløjtnant, Kammerherre Frederik
Christian v. Plessen
.  

Louise von Plessen bliver udvist

Han var dog ikke interesseret i den og
pantsætter ejendommen til sin svigerinde Louise v. Plessen,
der senere blev overhofmesterinde
hos Dronning Caroline Mathilde.  

Louise v. Plessen
påkaldte også Christian den Syvendes
vrede, hvorefter hun også blev landsforvist. Derfor måtte hun i april
1765 sælge ejendommen ved auktion.  

Lyne overtager slottet

Den højestbydende blev konsumptionsskriver
Knud Jacobsen Lyne
med 27.600 rigsdaler. Og her gik rygterne også.
For med hverv som Knud Jacobsen Lyne
havde mente flere, at han uretmæssigt var kommet til penge.  

Lystgård
– på godt og ondet

Grev Holck
var Christian den Syvendes gode druk – bror. De var berømte
for deres ture. De kunne finde på at trænge ind i private huse og
hive borgerne op af sengene. På et tidspunkt mente greven, at det måske
var bedst for en tid at forlægge Hoffet
til det mere afsides Blågården. Holck
erhvervede derfor ejendommen sikkert med kongens penge.

 Dette var starten til Blågårdens
forfald. Godt nok blev der anlagt drivhuse og frugthaver. Men de mange
store selskaber, der fulgte, sled på ejendommen.

Kongens elskerinde Støvlet
– Kathrine
blev også installeret herude. De vilde selskaber ramponerede
og ødelagde alt hvad de kunne  komme i nærheden af. Glansen gik
hurtig af Blågård.  

Holck i unåde

Holck
faldt i unåde hos kongen og forsøgte at sælge ejendommen for at tilfredsstille
Knud Lynes enke,
der havde 25.000 rigsdaler stående i den. Men
det lykkedes ikke at sælge. Han bortforpagtede vængerne, udlejede
haverne og de mindre bygninger, mens slottet langsom forfaldt.

Og Støvlet
– Kathrine
blev også udvist.  

Først i 1777 meldte der sig en køber,
men da havde Knud Lynes arvinger
ved en auktion solgt ejendommen til købmand Peter Tutein.
Den var vurderet til 55.000 rigsdaler, men den initiativrige købmand
fik den for 23.000 rigsdaler.

Tutein
førte en sag mod vandkommissionen, som endte med forlig. Planen var
at anlægge en silkebåndsfabrik på grunden. Men Tutein
fik solgt ejendommen for 32.000 rigsdaler, hvilket han betragtede som
en god handel. 

Klædemanufaktur

I 1780 blev der anlagt en Kædemanufaktur
Blågård. Det var den tyske klædefabrikør Johan Poul
Kalkeberner,
der startede med 20 stole.
Jordene blev bortforpagtet. Der opførtes nye bygninger til værksteder,
lagre, kontorer, boliger for funktionærer og fabriksarbejdere.

Der opstod dog vanskeligheder med at
skaffe afløb fra uldvaskeriet og farveriet. Afløbet måtte ikke løbe
tilbage til Peblingesøen. Opgaven blev løst med et kompliceret
system af stenkister og grøfter.  

Dugemanufaktur

Men man var ude på et skråplan.
I 1782 havde Generalmagasinet
135.886 rigsdaler stående i Manufakturet.
Man satte derfor en mand ind i ledelsen. Dette betragtede Kalkenberner
som et indgreb i sine personlige rettigheder.

I 1782 startede man forfra med Det
kongelige Danske Dugmanufaktur,

for at rede stumperne. Kongen investerede også penge i det.

Et farveri ud mod Nørrebrogade
blev bygget. I sidebygningen blev der indrettet et limhus og et kogeri. 

Men ak og ve. Afsætningen var for ringe
og arbejdslønnen var for stor. Ved en kongelig resolution af 29. marts
1786 blev Dugmanufakturet ophævet.

Senere forsøgte købmand Hilcker
med et linnedvæveri efter den vestphalske metode.og heller ikke
linnedvæver Schnitker havde held med sig.  

Bortforpagtes

Finanskollegiet
forsøgte flere gange at sælge det hele, men budene var alt for lave.
Hele arealet med undtagelse af slottet samt nogle få andre områder
blev bortforpagtet til bogholder i Generalpostamtet, kanceliråd
Nissen.
 

Sadolin og Holmblad

En lille del af jorden var for den ringe
sum af 100 rigsdaler årligt i 1777 blevet udlejet til farver Holmblad.
Der blev anlagt en plantage for dyrkning af farveplanter. Da Nissen
i 1806 frafaldt forpagtningen tilfaldt hele området til Holmblad
og Søn.
De fik de 27 tønder land i livsvarig forpagtning for 440
rigsdaler om året. Da seminariet ophørte fik de yderligere 10 tønder
land. Man fik også et rentefrit lån på 4.000 rigsdaler til opførelse
af et tørrehus og en mølle samt 150 rigsdaler i årligt tilskud til
en ekspert i farveplanter.  

Opkaldt efter kirkesti

Dengang var Blågårdsgade
en langstrakt grusset parksti. Kunstklippede planter i fransk havestil
omgav denne sti. I 1820 blev det til en offentlig vej kaldet Blågårdsvej.

Ligeledes blev en af havernes tværgående
havegange til Blågårds Korsvej
i dag kaldet Korsgade.
Og noget som mange sikkert ikke ved, det er at Hellig Kors Kirke
for enden af Korsgade har fået sit navn efter en havesti.  

Plantagen
ødelagt

Under det engelske bombardement i 1807
blev Blågården benyttet som lazaret for krigens ofre. Men krigen
havde også ødelagt 50.000 farveplanter. Plantagen kom dog hurtig i
gang igen. Men efterhånden kunne det ikke betale sig at drive virksomheden.
Men firmaet eksistere den dag i dag blot på en anden adresse, navnet
er Sadolin og Holmblad.  

Herefter blev det tidligere lystslot
brugt som skuespilhus – starten på Nørrebros Teater
fra 1828. i 1833 brændte det hele ned.  

Byggematadorernes storhedstid

Efter voldenes fald blev Blågårds
– terrænet
gradvis bebygget med mindre etageejendomme og villaer.
Planlægning var det ikke noget af. Og byggelovgivningen tog man ikke
så tungt.  

Heegaard

Folk flyttede til området. Der opstod
småindustri og værksteder i den ny forstad. Specielt skabte isenkræmmer
Mathias A. Heegaard
en masse arbejdspladser. Han etablerede i 1828
et mægtigt jernstøberi præcis der, hvor Blågårds Plads
ligger i dag.

Egentlig startede det hele med at
Heegaard byggede
en lystvilla i 1826 ved det nuværende Blågårdsgade
16.
Efter flere tilkøb ejede Heegaard til sidst 5 tønder land.
Han flyttede ind, samtid med at Pettoletti,
manden bag Nørrebros Teater,
flyttede væk fra Blågården.
I mere end 70 år var firmaet tilknyttet kvarteret.

 

De store jernovne spyede sod, røg og
kulstøv ud over hele kvarteret. Sønnen S.P.A. Heegaard
fortsatte virksomheden og opkøbte samtidig Statens Fabrikker
Frederiksberg. Køkkenudstyr og i særdeleshed emaljerede
gryder blev efterspurgte artikler fra Heegaards
virksomheder. Kakkelovne og strygejern blev også fabrikeret her.  

I 1836 udvidede M.A. Heegaard
sin virksomhed med en fabrik for tilvirkning af tarmstrenge til musikinstrumenter.
Dette afstedkom dog en meget stærk stank, og myndighederne greb ind.
Allerede i 1838 blev denne fabrik nedlagt.  

Sygekasse og pensionsordning

Heegaard
oprettede en sygekasse for sine arbejdere. Han forsøgte også at lav
en pensionsordning, men blev meget sur, for de kunne ikke rigtig følge
ham. Heegaard sad i Borgerepræsentationen fra
1868 til 1885.

Anker Heegaard boede i sin villa ved
Blågårdsgade
indtil 1884. Det var også det år han overdrog sin
virksomhed til sønnerne Luis og Anker
samt svigersønnen Bjørn Stephensen.  

En snu rad

I 1857 overtog Heegaard
et lerbrænderi på Blågårdsvejen,
hvor man indtil fabrikken brændte i 1872 fremstillede lerrør. Virksomheden
fortsatte som et udsalg af importerede varer. I 1916 fortsatte det på
Lygten.

Heegaard
ville anlægge en gade ind på sin egen grund efter branden i lerbrænderiet.
Han spurgte de andre grundejere, men de ville ikke være med til at
betale udgifterne. Heegaard
anlagde selv gaden. Bag det fortov, der stødte op til Nørrebrogade
– grundene lod han en strimmel jord på fem – seks tommer blive
stående. Og denne strimmel måtte grundejerne købe af ham for at få
adgang til gaden. En grundejer, der havde 76 alen facade til gaden måtte
således punge ud med 20.000 kr.  

Mordet i Louisegade

I slutningen af 1860erne og begyndelsen
af 1870erne frasolgtes en betydelig del af grundarealet. På disse arealer
voksede nye veje frem, Stengade (1858), Bagergade (nu Blågårds
Plads), Todesgade(1873), Strækninger af Baggesnsgade (1862), Slotsgade
og Korsgade samt en del af Prins Jørgensgade (1862).

Sidstnævnte gade hed egentlig Louisegade
efter Heegaards hustru.

Men uheldigvis blev der begået et uopklaret
mord på en smedesvends hustru. Mordet i Louisegade
blev en slags vandrehistorie, og gaden fik et meget dårligt ry. Folk
flyttede i hobetal. For at sagen skulle gå i glemmebogen blev gaden
omdøbt. 

Støberiet flyttede i 1898 til Hillerødgade
og derefter til Frederiksværk.
I 1918 blev firmaet Anker Heegaard sammensluttet med L.Lange
og Co, Svendborg Jernstøberi.
Efter 10 års forløb opgav man denne
sammenslutning, og i 1928 indgik A/S Anker Heegaard i A/S De Forenede
Jernstøberi,
der var grundlagt i 1906.  

Baumgarten

Et andet verdenskendt firma startede
i kvarteret. En holstener, Hans Henrik Baumgarten
lejede i 1839 en værkstedsbygning, hvor han fremstillede farve til
Det Berlingske Trykkeri
, hvor han var maskinmester. I 1846 gik han
i samarbejde med C.C. Burmeister
om et maskinbyggeri. Det blev senere til Burmeister og Wain.  

Flere firmaer fra Nørrebro

I 1838 grundlagde smedemestrene Ludvigsen
og Hermann
et jernstøberi på Nørrebrogade.
I mange år drev de også et sanitetsfirma.

I 1872 grundlagde snedkermester Ferdinand
Oxelberg
Københavns første og i mange år største maskinsnedkeri
i Smedegade 19.  

Lejekaserner

I 1870 – 1880 strømmede folk
til. Der kom gang i byggeriet. Fire til sekstagers lejekaserner skød
op overalt uden planlægning. Spekulativt byggeri bredte sig som paddehatte.

Behovet for lidt luft opstod hurtig.
Derfor opkøbte Københavns Kommune i 1898 Heegaards
fraflyttede jernstøberi. Meningen var at anlægge et rekreativt åndehul.
I 1902 anlagdes en åben gruset plads indrammet af lindetræer.  

Blågårds
– kvarteret i 1830erne

I Baggesensgade 32
lå en pavillon. Den var blandt andet ejet af krigsassessor Koop.
Det påstås, at her boede Grev Holck.
Det var her de vilde orgier skulle have udspillet sig med Christian
den Syvende, Støvlet – Kathrine

og hendes kollegaer, danseinderne fra Det Kongelige Teater.
Værelserne var høje og elegante. Under hele bygningen lå høje hvælvede
kældre, der sagdes at have indeholdt bederum. 

I det nuværende Slotsgade
boede boghandler C. Steen. Han ejede også ejendommen Nørrebrogade
43 – 45.
Der påstås at Steengade
er opkaldt efter ham.  

På begge sider af Blågårdsvejen
lå 5 – 6 små privatejendomme, beboet af embedsmænd, pensionister
og enker.  

I 1834 købte Gartner Peter Hansen
hjørnegrunden til Nørrebrogade
og anlagde et gartneri. Den anden del af Nørrebrogade
ned til søen købtes af stenhugger Jochumsen, som anlagde et
stenhuggeri.  

Gartner Holmgren
anlagde et mindre gartneri mellem Korsvejen og Ladegårdsåen.
Hele det store areal ned til søen lå uopdyrket hen. Om vinteren var
det som regel dækket af vand. En fin skøjtebane blev det til. Her
var masser af dyr, hare, væsel, mår, ræve og grævlinge.  

På grænsen mellem Solitude
og Blågårds
jorder lå en lille stubmølle og et beskedent Vaaningshus.
Her havde en gartner forpagtet et større areal, som blev dyrket med
rabarber. Heraf fik kvarteret sit navn.  


et kort over Nørrebro fra 1841 findes der faktisk kun to virkelige
veje i området, nemlig Blaagaardsvejen og Korsvejen.  

I 1856 var antallet af gader kun steget
til 8. På hele strækningen langs Ladegårdsåen fandtes
kun en spadseresti med undtagelse af Aagade
mellem Blaagaardsgade og Gartnergade. 

Blågårds Plads i 1950erne

Man skulle være heldig, at få 
40 m2 inden den store renovering. Og man skulle være heldig, hvis der
var lokum i lejligheden. Ellers var det bare med stearinlys i den ene
hånd og wc – papir i den anden såfremt man skulle om aftenen.
For så gik turen ned i gården.  

Gas lygter

Lygterne på Blågårds Plads
var gas lygter som blev tændt og slukket af lygtemanden.
Om dagen brændte en lille vågelampe, en slags stand by
funktion. Lygtemanden kom så efter solnedgang med sin stok, hvor der
sad en krog i den ene ende, og med den blev en ventil åbnet under lampeglasset,
så blussede lampen op. Om morgenen  gik han sin runde igen og
lukkede lampen ned til lille blus.  

Aktiviteter på 
pladsen

I krypten under Blågårds Kirke
var der om søndagen mulighed for at se stumfilm med Gøg og Gokke,
Rollingerne, Harold Lloyd
eller andre komikere. Men man skulle så
lige gennem nogle kirkelige ting, inden man nåede så vidt.

På pladsen var der en pølsemand.
Han havde kun en slags pølse med sennep og brød. Ved siden af pølsevognen
stod der en stor rund kiosk, hvor man kunne købe blade og aviser fra
den ene side. Fra bagsiden kunne man gå ind af en dør til to rum,
hvorfra man kunne ringe.

I den anden side af pladsen stod der
et lille bladhus.  

Film og skøjteløb

Ellers havde Blågård Kvarterets
børn
dengang i 1950erne mulighed for i biograf.
Mulighederne var Odeon på Fælledvej, Colosseum på
Jagtvejen og Nørrebros Bio eller Nora Bio på
Nørrebrogade.
Her var det som regel cowboy – og fægtefilm, hvis
ellers man kunne skrabe 0,75 – 1,50 kr. sammen.  

Om vinteren var det mulighed for at løbe
på skøjter på søerne. Men allerede da der var et par graders
frost begyndte kommunens folk at sprøjte vand på fodboldbanerne
i Hans Tavsen Parken. Så kunne man i løbet af et par dage løbe
på skøjter der.  

Jyder kan godt komme på 
Blågårds Plads

Og så skal jeg hilse at sige, at
man sagtens kan bevæge sig rundt i området uden at være bange – 
også jyder. Jeg har således ofte holdt foredrag i nabolaget.
Og medierne, ja de skal vel have noget at skrive om.  

Kilde:
Se

  • Litteratur Nørrebro

 

Kære læsere, der vil fremkomme flere
artikler fra området. Men
hvis du foreløbig vil vide mere
så se her:
 

  • Solitude, en lystgård på 
    Nørrebro
  • Nye tider på Nørrebro i
    1870’erne
  • Nørrebro Beboeraktion og
    kampen om Byggeren
  • Nørrebro 9 dage i sommeren
    1944
  • Historien om Nørrebros Teater
  • Ladegården dengang
  • BZ – bevægelsens historie
    på Nørrebro
  • Den stinkende kloak på Nørrebro
  • Fattiglemmer på Ladegården
  • Gader og veje på Nørrebro
  • Flere gader og veje på Nørrebro
  • Gamle gader og veje på Nørrebro
  • Arbejderne på Nørrebro
  • Barn på Nørrebro
  • Blaagaards – kvarteret gennem
    næsten 400 år
  • Byggespekulation på Nørrebro
  • Bulldozersaneringen ødelagde
    detailhandelen (1980)
  • Fattiglemmer på Ladegården
  • Fattigllemmer, bisser og bøller
    på Nørrebro
  • De vilde – på Nørrebro
  • Russiske tropper i Fælledparken
    (under Østerbro)
  • Sporvogn på Nørrebro
  • Nørrebro – 9 dage i sommeren
    1944
  • Nørrebro – den 18. maj
    1993

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro