Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Minder fra Tønder 1864 – 1920

Oktober 13, 2009

Medvirkende i denne dramatiske fortælling
er bl.a. Mamsel, to svin med sørgebind, arrestforvarer Prinds, der
flygtede fra konen, æ klustage, Jacob me
æ ben, Mutter Kjæv a et, danselæreren, der var storsvindler. Den
altid fulde Chr. Torp.
Endvidere medvirker
Æ Bossel, den fulde ligbærer, hesten fra
Ærø, der bed alle, Jacob von Altona, Nis Process,
Ålekongen, Anna Alarm , Tyk Angel og stakkels slagter Specht fra Spikergade.

Desuden forkommer der løbbels
og mange andre overraskelser.
 

En lille by

I 1860erne boede der omkring 3.000 mennesker
i Tønder. Ude mod vest lå Nystaden
med meget spredt bebyggelse.

Man talte meget om en bane i byen. Man
lå noget isoleret. Banen skulle gå mod Tinglev.
Nu var det ikke fordi Tinglev
var så spændene. Her skulle man også vente i timevis inden diligencen
fra Ribe mod Husum kom. Men man kom til at vente i lang
tid på den nye bane.  

Borgerskabet i Tønder

Borgerskabet havde det fint nok i Tønder
indtil 1864. Borgmester Holm
boede i Digegrevens Hus. Herredsfoged Lund og Kjær så også
meget til hinanden. Sidstnævnte havde studeret i Tyskland, og var perfekt
til sproget. Dem der tiltalte ham på ukorrekt tysk, blev irettesat.
Vi skal ikke glemme amtsfuldmægtig Gjern.
Han var både sanger og løjtnant.  

Amtmand Brockenhus
– Schack
førte et stort og selskabeligt hus. Hos ham gjorde betydningsfulde
mennesker ofte holdt, når de var på gennemrejse.

Hans tjener, Alexander
havde nok at se til. Husbestyrerinden , hvis familienavn var Hellesen
var gift med Alexander. Efter 1864 drev de Hotel København.  

De sidste embedsmænd jages ud

Fysikus eller læge Ulrik
tilhørte vel også den borgerlige kreds. Vi beskriver ham i en særskilt
artikel. Han var en god læge, og særdeles afholdt. Småfolk behandlede
han gratis. Ude for enden af Østergade
lykkedes det ham, at få etableret et sygehus. Jordemødrene kunne dog
ikke lide Ulrik, der godt kunne være en bestemt herre.  

De fleste dansksindede embedsmænd havde
forladt byen, men de tysksindede var ikke tilfredse. Flere skulle smides
ud, mente de. De samlede sig om aftenen. Målet var at stene de sidste
ud af byen. De havde dannet et borgerværn, hvis formand var manufakturhandler
Jürgensen.

Efter at de første vinduer var smadret
forsøgte formanden at dæmpe gemytterne: 

  • Meine liebe Mitbürger,
    gehen wir jetz nach Hause.

 

Men det havde man nu ikke i sinde, og
svaret fra menneskemængden var da også: 

  • Hold Snut din Tumbe karl,
    gå då hjem.

 

Fysikus Ulrik
fortalte forsamlingen, at han næste dag ville forlade byen og drage
til Møgeltønder. En patient havde brug for ham. Ulrik
kørte flere gange til og fra Møgeltønder
i en lukket vogn. Hver gang det blev opdaget, blev der kastet sten efter
vognen.  

Den truende Brodersen

I efteråret vendte Ulrik
tilbage for at ordne en flytning.

På det sydligste hjørne af
Søndergade
og Spikergade
stod blikkenslager Brodersen foran sit hus. Han var en fattig
mand – med en svagelig kone og mange børn, der havde været syge.
Ulrik havde behandlet børnene uden at have fået noget for det. Trods
dette råbte den tysksindede Brodersen
skældsord efter den dansksindede Ulrik. Og truede ham med en
kæp. Jeg må med skam fortælle læserne, at jeg er i familie med denne
Brodersen.
 
 

Giv agt
– Friserne kommer

Da de dansksindede embedsmænd havde
forladt byen rykkede østrigsk og prøjsisk militær ind i byen. Men
inden da var der optræk til ballade, da frisere havde anmeldt deres
besøg. Derfor skulle et artilleri – beredskab fra Frederiksstad
ankomme. Men de blev forsinket af et kraftigt snevejr. I mellemtiden
var friserne ankommet. Men det lykkedes at holde deres udskejelser nede. 

Senere måtte mange Tønder – 
borgere hjælpe med indkvartering af prøjsiske og østrigske tropper.  

Væk med alt dansk

Det store postskilt på posthuset
nede ved Skibroen generede de tysksindede. Så det måtte væk.
Det var nu ret besværligt, men det lykkedes da at få det fjernet.
Og hvor skulle man nu gøre af det? Man blev enige om at slå hul i
isen og lade det dumpe ned i æ Tog. (ned i havnen).  

Så opdagede man, at der op i spiret
på kirketårnet hang et Dannebrogs – flag. Det skulle sandelig
også fjernes, men ingen turde at kravle der op. Men for 6 daler tog
en mand ved navn Schmidt det ned.  

Borgmesterens varme velkomst

Den nye borgmester kom i lukket vogn
fra Husum. Her stod en af Tønders store sønner imod ham med
et par kammerater. De modtog ham med stenkast, og det kostede en tur
på Rådhuset.  

Leonard
– en af byens store sønner

Denne store søn, var Kaptajn Leonard.
Han var kommet ud at sejle som 14 – årig. På den første tur deserterede
han. Det skete i det vestlige Skotland.
Han løb tværs over øen til en østlig havn, hvor han mødte
en dansk kaptajn. Leonard blev styrmand, kaptajn og senere skibsreder
med bopæl i New York og Cuba.

Efter genforeningen besøgte Leonard
Tønder, da kunne han ikke et eneste ord på dansk. Han stiftede flere
legater og Leonards Allé i Tønder
er opkaldt efter ham. 

Hvad med Ulriks vinduer

Kronprinsen af Prøjsen
ville i april besøge Tønder. Han lå i sit kvarter i Flensborg.
Byen skulle selvfølgelig udsmykkes. Men Ulriks ejendom med de knuste
ruder lå i vejen. Denne ville have Magistraten
til at erstatte vinduerne. Men de nægtede, så vinduerne blev skjult
bag nogle træer.  

Den nye Østbanegård
blev anlagt og dermed Richtsensgade. En ny borgerskole så også
dagens lys.  

Kloakeringsproblem

Egentlig var Tønder en hyggelig by,
men inden kloakeringen gik spildevandet direkte ud i rendestenene. I
solskin skinnede det i alle regnbuens farver. Om vinteren var næsten
hele gaden fyldt med de frosne efterladenskaber.  

Bag hovedgaden lå Bag
e stoll.
Her lå lagerpladser, affaldspladser og store møddinger.
Her stortrivedes rotter.  

Det var svært at bygge uden for byen,
derfor skulle man økonomisere med pladsen. Ved Mellemgade
boede Tilla Oldes. Hun solgte de dejligste sirupskager. Her boede
også musefældemanden Zachi.
Han var italiener og snedker.

Slotsgades beboere

I et gammelt hus i Slotsgade
boede også Tilla Kosmos. Hendes mand, Store Lorenz
og hendes tre sønner var død af tuberkulose. Hun blev meget gammel
og levede til sidst af legater og understøttelse fra kommunen.  

I Slotsgade 4
boede herredsfoged Kjær. Han solgte sit store hus til sagfører
Gjessing.
I nærheden havde man en specialist i fældning af træer.
Det var Hans Burdig (Tonnesen).

Slotsgaden
var dengang en smuk og hyggelig gade med små lave huse, lige som 
Møllevejen.
Mellem Spikergade og Uldgade
lå 3 små lave huse. 

Slotsgadens
beboere var næsten alle småhåndværkere. Men Frk. Gormsen
var en fin dame, datter af apoteker Gormsen.
De havde ejet gården Røj.
Hun blev kaldt for Mamsel og lærte de unge piger at sy.

Ellers kaldte man de almindelige koner
for Mutter. Men dem, der var lidt finere på den kaldte man for
Madamme.
 

Slagter Frede

Alle tomme pladser var optaget af træstammer
og møddinger. Men Slotsgaden
blev også brugt til slagtning af svin af slagter Frede.

Når der skulle slagtes, blev der midt
på gaden anbragt et kar, der blev fyldt med varmt vand. Svinet
blev bundet og kastet om på gaden. Slagter Frede
stak svinet, og blodet blev optaget i et fad. Så gik Mutter Frede
i gang med at røre rundt i blodet med hånden. Svinet blev slæbt over
i karret, kørt rundt og anbragt på en stige og skrapt.

Alt dette blev fulgt med stor interesse
af børnene.  

Denne Slagter Frede
døde i 1873. Han var ofte i krig med myndighederne. Den sidste danske
amtmand Brockenhus – Schack
havde han også generet ved at kaste affald og kohoveder over i 
amtmandens have.

Da Kong Frederik den Syvende
var død, drev han to svin gennem byen. Han havde bundet et sort slør
om halsen på dem. Selv gik han bag ved og råbte: 

  • Se de stakkels dyr, hvor
    de sørger over hvor landsfaders død.

 

Den bidske hund

Jomfrustien
var et smukt lille anlæg. Der var pyntelige huse og haver. Kvarteret
blev domineret af Landrådsboligen

Den første tyske amtmand var von
Bleichen,
der kom fra Sild.
En pragtfuld blåbrun Newfoundlænder
med navnet Treu havde han. Den var from, når landråden selv
var til stede. Men når han ikke var i nærheden, var den meget glubsk.

Den blev beskyldt for at have bidt en
del får til døde. 

Den
”grønne” Skibro

Frankrig skulle efter krigen betale 5
milliarder til Prøjsen. Disse penge blev givet videre til kommunerne.
I Tønder skulle pengene anvendes til en kanal fra Møllekulen
til havnen. Vandet i  havnen var dækket af grønt ølaffald.

Et bryggeri på Skibroen
førte alt sit affald direkte i havnen. 

Arrestforvarer Prinds

På Slotspolden
lå porthuset. Det var den eneste rest af slottet. Det blev benyttet
til fængsel helt til 1916. Midt i 1870erne var der en arrestforvarer,
der hed Prinds. Han gik også rundt med breve og bud fra retten.
Han var altid ledsaget af en sort puddel, der altid sad og ventede på
ham. Men en dag strejfede denne puddel rundt i Tønder, og Prinds
var ikke at se nogle stede. Rygtet gik på, at han var flygtet til
Amerika.
Konen kunne ikke ernære sønnen, og levede et forargeligt
levned.
 

Kartofler og salat

Folk sad småt i det. Kød og brød var
dyrt. Grøntsager blev kun meget lidt brugt, dog spillede kartofler
en stor rolle. Salat, var der ikke mange tøndringer, der spiste: 

  • vi spiser int greis

 

De fattigste folk i Tønder fik anvist
et stykke jord uden betaling i byens sandkuler nord for kirkegården
til dyrkning af kartofler.

Søndags – og festmaden var
Køklumpsup.
Det var suppe kogt på oksekød med boller. Af fisk
fik man ål, gedder, sudere fra Vidåen.
Om vinteren løb Mutter Seek
rundt med en sending torsk fra Esbjerg.
Måske var man så heldig, at en bil fra Hjerting
kom med snebler.

Om sommeren kom koner fra Fanø
og Mandø
med tørrede hvillinger og bakskuller.  

En masse kaffe i Tønder

I Tønder blev der drukket meget kaffe.
Når der kom flere koner sammen, blev der gerne drukket kaffe, når
de satte sig i e dørns. Der blev stillet en lille glasskål
med brunt kandis på bordet, og hver tog et stykke i munden, og drak
den sorte kaffe. Derefter tog man sukkeret ud af munden og lagde det
i underkoppen i vinduer eller på bordet til næste mundfuld kaffe.

Om sommeren havde mange af husene en
bænk anbragt på fortovet. Så sad beboerne udenfor om aftenen.
Fatter havde gerne en lang pibe. Så kunne der ellers snakkes.  

Slut med dansk skole

Den danske skole Tørslevs skole
var blevet forbudt og lukket i 1871 – 72. Den havde lokaler i Østergade.
De fleste børn måtte gå over i tysk skole, men det var de meget kede
af. De fik ofte kø af de tysksindede. Men de fattige var tvunget til
at blive der. Borgerskabets børn fik privat undervisning i dansk selv
om det egentlig ikke var tilladt.  

De fine herrer blev tiltalt på 
tysk

Til de fine herrer
talte man tysk, på gaden talte sønderjysk. Og inde bag gardinerne
foregik samtalen både på sønderjysk og tysk. Egentlig foregik de
forskellige lege blandt børnene på gaden også gnidningsfrit både
på sønderjysk og tysk, når der var børn fra tilrejsende tyske embedsmænd.  

Tønder
– børnenes lege

I Tønder legede med en leg, der hed
Drot e rot.
Det var en slags tik, hvor man skulle løbe om Slotsgade
og Møllevejen
og ikke måtte skjule sig i husene.

Om sommeren gik man ud på markerne,
og fik fat i en springstok eller en kluestage.
Meningen var så, at man skulle springe over grøfterne. Men brugte
man ikke redskaberne rigtig, faldt man i grøfterne. Jeg har prøvet
det flere gange på vaden ud for Ny Frederikskog.

Om forsommeren spillede man løbbels.
Det var et spil om små lerkugler. Man skulle helst være tre fire eller
flere, som hver satte 2 eller 4 kugler i en stabel efter hinanden på
jorden. Det spillede man i en bred rendesten eller på Kirkepladsen
eller E gammel Kjergaard. Derefter skulle man fra et forud bestemt
sted med sit slå en finere lerkugle eller glaskugle, slå efter
stakkene, og den, man ramte, beholdt man. Pigerne ville ikke være med
til dette.

Der blev også spillet baks.
Her blev der spillet med små stykker af kridtpiberør i stedet for
kugler, men det var ikke nær så flot, da baksen jo blev samlet op
i de haver, der blev gravet om foråret.

Løbbels
kunne man købe. 15 stk. for en rød
og senere 6 for 1 penning.  

Jacob me
æ ben

Tilflytningen af småfolk til byen skete
hovedsagelig syd fra. En ny familie flyttede ind i en af de fattige
huse i Uldgade. Navnlig skomagerdrenge kom der nede fra. Mange
af dem talte eller kunne frisisk. Men der kom også en skomagerdreng
fra Møgeltønder, som blev kaldt Jacob me
æ Ben.
Det hed han, fordi fødderne var forvokset på ham. Hos
skomager Skov i Uldgade kunne denne skomagerdreng underholde
områdets børn med mange spændene historier.  

Martin Bager

Martin Bager
boede i det nordligst hus på Møllevejen.
Han var gæstgiver og arrangerede fåremarked. Han bagte også af og
til rugbrød og hed derfor Martin Bager.
Det hed grovbager og lanbager,
når man kun lavede rugbrød.

Bagte man kager og finere brød hed det
æ bægger å æ Mærken. Bægger Schmidt

var den fineste bager og var særlig berømt for sit surbrød, rugtvebakker
og lignende. Han boede der, hvor Thorvald Petersen
boede. Og i min ungdom boede Bager Buch
på stedet.

Schmidt
var en stor tysker. Han gav altid i tilgift en beglbækkenør. 

Ungerne elskede at hjælpe Martin
Bager.
Så råbte han : 

  • I daw ska vi up i
    æ hø.

 

Så hjalp ungerne ham med at få 
høet op på 1. sal. Bagefter blev ungerne så anbragt ved
et stort hvidskuret bord nede i skænkestuen. Hans gamle moder kom så
med nogle små glas og en karaffel med kirsebærbrændevin, som smagte
dejligt. Det var måske en skrap kost for ungerne.  

Musik fra Prag

Om sommeren kom der af og til folk fra
Prag i små musikgrupper. De levede af, at levere musik på forskellige
forlystelsessteder. Men de stillede sig også op midt i byen, så flere
kunne få fornøjelse af deres musik. Mens tjekkerne spillede på blæseinstrumenter,
kom der musikere fra Ungarn, der spillede på sækkepibe. 

De aktive semerister

Seminaristerne spillede en stor rolle
i Tønder. Det var de store tyske afdelinger og så den langt mindre
danske afdeling. Disse studerende boede rundt hos småborgerne i byen.
De betalte 300 mark for kost og logi.

Deres foreningslokale lå ude
å æ Schweiz.
Godt at det lå så afsides, for det skete ikke så
sjældent, at der opstod ballade. Og meget kendetegnende for sådan
et slagsmål er en udtalelse fra Muter Kjæv a et.
Det var en af de gamle koner, der solgte fint brød. Og navnet har hun
sikkert fået efter sin pessimisme. 

  • å
    æ er så kjæv a et, og så æ tænk sæ, det er
    æ seminarister, di sku vær te putz og ziråt for
    æ stai, og så æ di bar te skandål og plamaas.

 

Men en ad de andre brødkoner
kommenterede det: 

  • Nei di dur int, e skillinge
    ligge i æ vinner å æ luskåm i
    æ sukkerdoes.

 

For den kvindelige ungdom i Tønder,
betød semristerne meget i Tønder. Mange blev forlovede med sådan
en. Og sådan noget lagde man mærke til i Tønder. Engang stod en pæn
borgerkone i Tønder og snakkede med nogle bekendte, om en ung dame,
der lige var blevet forlovet. Pludselig kunne man høre: 

  • Ja de er da også 
    sær, nå er hun osse bleven forlovt,
    å min stoe køn é 
    Rina kun int et gåmg få en semerist.

 

Slaget i Møgeltønder

Det vakte betydelig opsigt, at et par
seminarielærere en søndag i 1876 spadserede til Møgeltønder
i spidsen for de yngste seminarieelever. I Sønderbyen
ville de antagelig omvende beboerne for pludselig gav de sig til at
synge den for dansksindede frygtelige sang, Schleswig
– Holstein Mehr umschlungen.

Men det varede ikke længe før de måtte
fortrække. Meget provokerende stillede de sig dog op i slotshaven på
tilbagevejen og startede forfra.

Slotsgartneren fortalte at en sådan
national manifestation ikke var tilladt i slotshaven. Senere fik man
sat et skilt op til slotshaven, hvor man bekendtgjorde at haven kun
var beregnet for rolige og stilfærdige personer.  

Tønder Landmandsbank

En dansk forening var ikke velset af
myndighederne. Men i 1901 oprettedes Tønder Landmandsbank. Direktørerne
Rossen og Andresen
oprettede en dansk læseforening. Der fandtes
heller ikke noget dansk bibliotek mere. Måske havde boghandler Drøhse
købt resterne og haft et slags lejebibliotek.

En dansk bogmappe og en mappe med danske
illustrerede blade eksisterede. De gik på omgang i Tønder,
Møgeltønder og Visby.
Nogle gange arrangerede man en dansk skovtur
til Gallehus. 

Udvandring

Ville man undgå at være prøjsisk
soldat, måtte man enten udvandre inden man skulle til session, eller
lade sig overskrive til Danmark. Man skulle så inden sit 17. år
indgive ansøgning om at blive løst fra sit undersåtsforhold til
Prøjsen.
Man havde så ret til at få en Entlassungsurkunde.
Man mistede også dermed retten nogensinde at komme tilbage. Man ville
blive straffet, dersom man uden tilladelse blev antruffet i Tønder.
Men der var nu en del, der vendte hjem til familiefester og lignende
uden at blive pågrebet.  

Den Norske Løve

Af byens borger skal nævnes senator
Todsen
. Han var tysksindet, men det kneb med det tyske sprog. Han
var ikke videre populær.

Endvidere var det e Norsk Løv.
Det var købmand Petersen i Den Norske Løve på
Storegade.
Han var også meget tysk.  

Tønders aviser

Der var ikke nogen dansk avis. Redaktør
Willemoes
havde i nogle år udgivet Vestslesvigsk Tidende
i Møgeltønder. Men den kunne slet ikke gå. I 1882 startede
Skovrøy
med at udgive den i Tønder. Men den gik ikke som en selvstændig
avis. Den blev lagt under Flensborg Avis.

Den tyske avis Tondernsche Zeitung
som var særdeles regeringstro. 

Skolefesten

Den årlige fest for skolerne hed
Sedan – fest.
Den blev afholdt på Skyttegården og foregik
med musik og sang og alle mulige forlystelser for børnene. De årlige
tilbagevendende fester var skyttefesten og ringridningen. De varede
flere dage, og nogle af deltagerne kunne sikkert være glade for, at
de ikke varede endnu længere. Disse to fester foregik også på
Skyttegården.
 

Badegæsterne til Sild

Badegæster til Sild
havde stor betydning for Tønder. Uden for Stadt Hamburg
kunne der holde op til 30 vogne. De skulle videre til Højer.
Man skulle altid tage hensyn til tidevand og færgens afgang ude ved
Højer Sluse.
Men mon ikke mange gæster havde tid til at beskue
Tønders lyksalighed. 

Danseskole i Tonhalle

Om vinteren var der danseskole i Tonhalle
hos en ældre danselærer Tarp.
Han var ikke videre dygtig, men havde mange elever. Efter nogle år
dukkede en ny en op. Han hed Dormann.
Han forstod at omgås både ældre og unge. En dag da eleverne dukkede
op, var der ingen Dormann. Han var ikke kommet tilbage fra
Niebøl.
Rygterne gik på at var en storsvindler og var taget af
politiet.   

Dommer, jøde og kunne ikke tysk

En del danske embedsmænd gik over i
tysk tjeneste efter 1864. Det gjaldt også for Tønders nye dommer
E. Cohn.
Han var fra Haderslev
og havde været herredsfoged i Slogs Herred.
Onde tunger i Tønder påstod, at det var hans kone, som var en kusine
fra Hamborg, der fik ham i tysk tjeneste. Han kunne hverken tale
eller forstå tysk. Desuden var han meget mistænksom over for de dansksindede.
Han troede, at de ville ham ondt, fordi han var overløber.

Som tysk dommer skulle man være kristen,
men Cohn var jøde. Så han fik ekstra religionsundervisning
og blev døbt.  

Den fulde Torp

Tønder var normalt en fredelig by, men
til stadighed var der to gendarmer, der nærmest lignede ryttergeneraler.
Om natten gik der tre vægtere og passede på byen. Om dagen var der
en dagvægter og udråber, der hed Pommelschein.
Han var polak, og det var hans kone, der instruerede ham. Så lærte
han teksten udenad og fremsagde den.

Og så var der en rigtig betjent,
der hed Antony. Han var iført en rigtig uniform, fuldskæg og
kårde ved siden.

Hans vigtigste beskæftigelse var at
anholde og transportere Chr. Torp
til porthuset, når han var blevet for fuld. Torp
var oprindelig snedker, men kunne ikke arbejde på grund af sin fuldskab.
Så den eneste beskæftigelse, foruden at drikke, var at tjære tage.
Engang tabte han sin hat ned i tjæren, men han tog den blot på igen.
Når han havde fået en for mange lagde han sig også til at sove på
de tjærede tage.  

Æ Bossel

Drikkeriet spillede en stor rolle både
hos småfolk og det pæne borgerskab i Tønder. Og her skal vi da lige
nævne æ Bossel (keglekugle).
Hun var lille og tyk og smilede altid. Hun og manden drak sig altid
fulde. Brændevinen blev hentet dagligt. Hun gik altid i den samme bomuldskjole
og ternet forklæde. Til meget højtidelige lejligheder blev hun vasket.

Engang havde føromtalte slagter Frede
fået en stor kalv hjem. Men den flygtede fra ham ned mod Jomfrustien,
hvor netop æ Bossel var på vej med en fyldt flaske. Men kalven
ramte hende, og hun bandede højlydt for flasken blev slået i stykker.
Brændevinen flød ud over hele gaden.  

Den standhaftige ligbærer

På Slotsgade
boede også en lille mager skrædder. Han var også ligbærer. Ved begravelser
blev ligbærere trakteret med brændevin og kommenskringler. Kringlerne
de ikke fik spist, stak de op i de høje hatte. Når de så hilste ved
at tage hatten af, trillede kringlerne ned ad gaden. Men fik skrædderen
for meget brændevin ved begravelserne blev han helt ustyrlig, så måtte
der 4 mand til for at bære ham hjem.  

Æ Dævl
æ kommen hjem

Dengang var der 80 beværtninger i byen.
Og kvinderne i byen inviterede til lystige komsammener. Det havde en
af kvinderne også gjort i den forvisning om, at manden først
kom hjem om aftenen. Men han dukkede op om eftermiddagen. Til den fastsatte
tid satte kvinden sig hen til huset og sagde stilfærdig da gæsterne
ankom: 

  • Gå 
    forbi, Gå forbi, æ dævl
    æ kommen hjem

 

Hver vinter var der inviteret til dansk
skuespil. Det var en flok, der invaderede Tønder i 14 dage. De tyske
myndigheder var ikke glade for dette. Men de spillede for udsolgte huse.  

Hesten, der bed alle

På hjørnet af Pebergade og
Skibeoen
boede vognmand Thomas Petersen.
Han var en stor, tyk og gemytlig mand. Han havde en karl, der hed
Johannes.
Men den ene af de heste, der blev kørt med havde efterhånden
fået et dårligt ry. Det var en temmelig lille hest fra Ærø.
Den var frygtet, for den bed alle dem, den ikke syntes om. 

Tønders dårlige hygiejne

De hygiejniske forhold i Tønder var
ikke gode. Det var almindeligt, at folk havde e kole.
Og der var flere meget alvorlige og udbredte tyfusepidemier. Masser
af børn havde dryser. Det var store ophovne kirtler og åbne
kirtelsår eller havde astma.

Dr. Friis
havde en stor praksis. Han klarede mindre operationer og tandudtrækninger.
Han holdt selv køretøj og foretog daglig lange ture på landet.

Fysikus hed Schlaikjær.
Han havde praktiseret før 1864, var ret gammel og førte en tilbagetrukken
tilværelse. Desuden var det dr. Riedell,
som var stærk tysk. Nej vi skal ikke glemme den berømte Jersild,
som kon fra Højer. Men ham behandler vi i en særskilt artikel.

Fra Flensborg
dukkede Dr. Stolley frem hver 14. dag. Han behandlede lidt mere
komplicerede ting på Strucks Hotel.  

De mange markeder

Tønder var kendt for deres store markeder.
Der var kræmmermarkeder, og kreatur – og hestemarkeder. Så var der
Pinse – og Mikkelsmarked. Mange af disse markeder startede onsdag
middag og sluttede først lørdag eftermiddag. De to hele dage var de
vigtigste. De var forbeholdt husbonden og sin familie., mens tjenestefolkene
kunne more sig resten af tiden.

Onsdag morgen var der stor travlhed.
Ved 4 – tiden om eftermiddagen stod der to række telte gennem
Storegade.
Men mange gange måtte man også tage Vestergade og
Østergade
med.  

På Torvet var der samlet skydetelte
og lignende foretagender. Der var kraftprøver, vaffeltelte og børneteater.
Den lokale marskandiser Hanne Ivers
stillede med en keglebane og en levende havfrue, der blev fodret med
chokolade. Et cirkustelt stod gerne på E gammel Kjærgaard.
Og på Svinetorvet stod en Pracht
– und Reisenkarrusel.
Som var smukt udstyret og belyst på to
etager. Den blev trukket af en hest.

Den lokale karrusel ( Klaans)
var anbragt i Tonhalles gård.
Den blev trukket af drenge, som blev aflønnet med gratis karruselture.  

I Søndergade
på hjørnet af apoteket stod gerne nogle jødiske handelsmænd, der
benævnede sig selv som Jacob von Altona.
De solgte det mest utrolige kram.

Der var dans i de offentlige lokaler
fra midt på eftermiddagen. Koner fra Rudbøl
– egnen
solgte smørål, som de ristede over en åben ild. Og
så kunne man altid få kaffepunche til.

Fattige drenge løb rundt og solgte cigarer
til 2 pfg. De fine kostede godt nok 5 pfg.  

Rædsomt svineri

Når der var kreaturmarked, blev kreaturerne
stillet op i to rækker gennem hovedgaderne. Det gav et rædsomt svineri.
Folk fra byen, der gik i pænt tøj, kunne ikke undgå at blive svinet
til. Men beværtningerne ville ikke have, at disse markeder blev flyttet
uden for byen. Men man blev da enige om, at lægge markederne ved
Flensborg Landevej.
Men valget var uheldigt. Det var det rene morads  

Fredskonferencen

Når en handel var afsluttet skulle der
drikkes på det. Men folk benyttede også lejligheden til
at få afsluttet andre mellemværender. En morgenstund mødte
Nis Proces, Ålekongen, Marcus og Anna Alarm

Torvet. De var ellers altid uvenner. Men en morgen mente
de dog, at de skulle være venner. De gik ind i gæstgivergården
Svanen,
hvor de fik en hjertestyrkning. Men allerede efter den første
punch begyndte skænderierne. De blev smidt ud, og sådan endte denne
fredskongres, og den blev ikke senere genoptaget.  

Vejen til himlen

Da Nis
lå for døden, ville familien have en præst til at tale med ham. Men
Nis
var præstehader og sagde nej. Men pastor Olsen
sagde dog ja til at høre på Nis, selv om han ikke just hørte
til hans menighed. Men Nis sagde blot:  

  • Æ haj int sendt bøj etter
    Dem, æ har int noue o snak med Dem om

 

Da det nu gik Nis
endnu dårlige, ville han da godt alligevel snakke med pastor Olsen.
Han ville vide om han nu kom i himlen og i så fald skulle møde
Ålekongen
og de andre Emmerske
– folk
der. Da præsten bekræftede dette udbrød Nis: 

  • Nå 
    så det troe De, så skal
    æ it har noe mæ å 
    kom der. Nå må de godt gåe Hr. pastor.

 

Nu var de fire slet ikke så slemme.
Anna Alarm
var søster til Marcus
og meget glad for dyr. Hun hadede, når nogen mishandlede dyrene. Og
hun skulle nok råbe op, når hun overværede det. Kunne hun ikke klare
situationen gik hun op på dommerkontoret, hvor hun var frygtet.  

Humlekærren

Alle de store heste – og kreaturhandlere
holdt til på Humlekærren Torvet.
Hele huset var taget i brug til gæsterne. På hele første etage var
der gæsteværelser, hver med 3,4 eller 5 store senge. Og det var den
dansksindede familie Hage, der drev gæstgivergården. Fru
Hage
døde i 1890erne, og en af sønnerne Anders
blev senere dyrlæge i Tønder. Men da moderen døde overtog han gæstgivergården.  

Da Anders
døde ophørte Humlekærren.
Omkring århundredeskiftet var der store planer fremme om at lave et
dansk forsamlingshus i bygningen og indrette en del butikker i den.
Navnlig landboere var ivrige for at realisere planen. De fornødne penge
kunne sagtens skaffes, men i selve Tønder syntes man ikke om planerne.
Man var bange for at det ville gå ud over de dansksindede. 

Apotekerne

På apoteket regerede familien Augsburg,
der stammede fra Ballum. I bygningen bagerst i haven blev emballagen
opbevaret. Her kunne man købe en stærk og meget fin lakrids. Den var
meget bedre end den engelske. Augsburg
solgte i slutningen af 1870erne apoteket til Haastrup.

Foruden Store Apotek
havde man Lille Apotek, der lå på sydsiden midt i Storegade.
Den havde dog ikke nær samme rolle som den store. Efter Genforeningen
blev den købt og nedlagt af apoteker Toft.
Dengang blev den ejet af apoteker Carstens,
der var tysk. Derfor gik det også under navnet Det Tyske Apotek.  

Koginspektør Refslund
boede på førstesalen på Det store Apotek.
Hans kone var en søster til slægten Knudsen på
Trøjborg
(en særskilt artikel om denne slægt følger). 

Tønders matador

På hjørnet af Torvet og Storegade
boede Tønders matador, købmand Oluf P. Olufsen.
Han var flittig og dygtig og sad mest på sit kontor. Men der var en
glasdør ud til butikken, så han altid kunne se, hvem der besøgte
butikken. Olufsen opbevarede de store landmænds penge i hans
store pengeskab. Måske var det derfor, at Olufsen
var modstander af, at der kom en bank til byen.

Efter Genforeningen blev Oluf
borgmester i Tønder. Han skulle være mellemmand mellem dansk og tysk.
Men dette hverv havde han kun i få år. Desværre solgte Oluf
sine grunde på et forkert tidspunkt og investerede pengene i tyske
mark. Det skulle han nok ikke have gjort.  

Tyk Angel

Den rige købmand Hans Angel,
der også blev kaldt Tyk Angel
skal også nævnes. Han var ganske urimelig tyk. Det siges om ham, at
han på en gang kunne spise en hel ost. Han ejede flere ejendomme i
Tønder.  

På hjørnet af Vestergade og
Bokkensåvejen (nu Popsensgade)

Det var nogle gamle bygninger og bagved lå der en stor have. Man arbejde
ikke hele året. Det var jernstøber Lorentzen,
der ejede bygningerne. En af sønnerne blev senere bestyrer af gasværket
i Tønder.  

Den stakkels slagter Specht

I Spikergade
boede slagterne Persen og Specht.
Det var to velhavende herrer og ungkarle, der havde mange fenner og
del heste og køer. De havde en husholderske, der hjalp dem. Desværre
døde Petersen. Husholdersken ville nu gifte sig med Specht,
men det ville han ikke. Men det gik åbenbart den sidstnævnte på nerverne,
for han tog sig af dage.  

Revolutionen i Tønder

Revolutionen i Tønder i 1919 forløb
ganske rolig.  Et par unge menige soldater fra Kiel
ankom med røde plakater. De berettede, at der havde været revolution
i Tyskland og fået oprettet soldater – og arbejderråd.

Der blev holdt et offentlig møde på 
Torvet,
hvor landråd Böhme
måtte møde. Der blev holdt byrådsmøde, hvor førerne for kommunisterne
bankede deres revolvere i bordet. De fik bevilliget penge. Til historien
hører også, at borgmesteren måtte ofre fruens røde kjole, da man
ikke kunne skaffe et rødt flag. Men den historie kan du læse et andet
sted på siden.  

Farvel til tyskerne

Man havde fundet en ordning med hvordan
de tyske embedsmænd skulle forholde sig. De fik hvis nok tre måneder
til at forlade Tønder. Andre fik en godtgørelse på et par hundrede
kroner.

Men ude på zeppelinbasen var der
mange, der ikke straks rejste hjem. De havde nogle uafgjorte mellemværender
i Tyskland, vedrørende smuglerier, ægteskabelige og militære forhold.

Da der begyndte at komme orden i forholdene,
fandt man ud af, at flere var forsvundet. Men en del havde på mystisk
vis fået dansk indfødsret.

Og sådan gik det til, at Tønder igen
skulle til at være dansk.  

Kilde: Se Litteratur Tønder  

Hvis du vil vide mere:

  • Dagligliv i Tønder 1910
    – 1920
  • Ture i Tønder 1
    – 4
  • Tog til Tønder
  • Tønder før og efter
    Genforeningen
  • Udvandring fra Tønder
    1 – 2
  • Ulrich
    – en fysikus fra Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Den mærkelige læge fra
    Højer (under Højer)

 
 
 
 
 
 
 
 
 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder