Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Langelinie – dengang

Maj 26, 2009

Der var vild panik, da man ville \”ødelægge\”
københavnernes Langelinie. Men efter anlæggelse af Frihavnen blev
Langelinie længere og \”bølget\”. Det var dengang, da sejlsporten
blev opfattet som den rigtige sport. Det at cykle var forbeholdt \”de
dumme\”. Og man stormede til Langelinie. For tænk, hvis man mødte
en af de kongelige. 
 

En befæstning

Dengang i 1880erne havde man også pavillon.
Man kaldte den for Esplanade – Pavillonen.
Den lå cirka der, hvor den engelske kirke nu ligger. Her lå også
Brugerselskabets Kontor,
som blev ledet af den elskværdige sydhavsfarer
kaptajn Mathiasen. På pavillonens første sal spillede den fortræffelige
pianist Cappelen. Mange nød dette akkompagnement til danske
viser. Særlig ved aftenstide, hvor der så kunne blive til et glas
øl eller en lille toddy.   

Egentlig var Langelinie en del af Kastellets
befæstning.. Den kunstige bakke med Gefion Springvandet eksisterede
endnu ikke. Vejen gik lige ud.  

Et smukt jerngitter skilte området fra
Toldbod området. Tæt ved indgangen var et løb over til Kastelsgraven.
En tysk ingeniør reddede et barn fra druknedøden, men han måtte selv
lide den under hans dåd. Københavnerne gav ham en stemningsfuld begravelse.  

En god udsigt

Man kunne beundre Reftshaleøens forholdsvis
nye værft, Trekroner. Hvis man var heldige kunne man skimte øen Hven
og Sveriges kyst.  Et herligt syn. Og mod nord var det Skovshoved,
der tittede frem. Var det klart vejr kunne man følge kysten op til
Kronborg.

Et lille gammelt underofficershus kunne
endnu skimtes. Den måtte lade livet da den første Langelinie – pavillon
blev bygget af Dansk Forening for Lystsejlads. Tuborg Bryggerierne
havde hvis en finger med i spillet.  

Den nye pavillon

Bygningen var tegnet af professor
Dahlerup. Det var 32 Alen i facaden og 24 i dybden. Dens Højde var
21 alen. I Stueetagen en Restaurant og Kafee, der stod aaben for Publikum.
Her fandtes to større og et mindre Lokale, foruden Kjøkken og øvrige
Bekvemmeligheder. Gik man ovenpaa var der lokale til Foreningen. Der
var et Taarnværrelse ud mod Søen, som især fængsler Opmærksomheden.
Herfra fandtes en sjælden Udsigt over Havnen og Søen. Der var to store
Sale og et mindre Værelse.
 

De kongelige på Langelinie

Omtrent der lå ud mod vandet den store
karantæne station med sit grønne flag og termometer. Her kunne man
få alt at vide om vejret. Et par lystfartøjer lå der også.

Og her kunne man sandelig se prins Valdemar
tumle sig i en kajak.  

Senere kunne man møde adskillige kongelige
personer.

Hvis man var heldig kunne man møde selve
landets konge, den ungdommelige og ridderlige Christian den Niende
motionere på Langelinie. Ved siden af ham var ofte hans bror, Hans
af Glücksborg. 
 

Sejlsporten – den rigtige sport

Det var sejlsporten, der var den rigtige
sport, menter borgerskabet. Man foragtede det nymodens cykleri. I revyerne
havde man ironiske tekster om dette nye fænomen. Det gik på, at der
kun var de dumme, der cyklede.   

     jeg kan ikke skrive, jeg kan ikke læse

    jeg kan ikke regne – men jeg kan
    \”pace\”.  

Sejlsporten var ubetinget den fineste
sport og den smukkeste tillige af alle sportsarter. 

Dansk Forening for Lystsejlads

Dansk Forening for Lystsejlads,
de senere blev til Kgl. Dansk Yacht – Klub
arrangerede ofte konkurrencer ud for Langelinie. Det var udsøgte lystsejlere
fra mange lande. Her var kongehuset, adelen, aristokratiet og det borgerskab,
der næsten kan betegnes som adelen, repræsenteret.  

Det var i 1865 – 1866, at fyrskibsfører
J.P. Larsen, Godsejer F. Tutein og Kaptajnløjtnant J.C. Tuxen
,
der trådte sammen i en komité med det formål, at fremme Interessen
for Sejlads med Lystbaade i vore Fjorde og Bælter.

Mange velhavende og formuende mænd blev
gennem foreningen gode sømænd.

Kronprinsen overtog Protektoratet
for foreningen
og det lykkedes sandelig at overtale prins Valdemar
til at overtage hvervet som æresformand.

Takket være Tuborg
lykkedes det at rejse et klubhus ved Langelinie.  

Man måtte bejle i flere år for at få
autoriteternes velvilje. I lang tid var der blevet talt om, at København
ikke kunne være bekendt ikke at have et lokale for Lystsejladsens
Dyrkere
. Svenskerne havde allerede fået deres egen forening. Og
de havde endda fået den svenske konge med.  

Gefion Springvandet

Og Gefion Springvandet må vi ikke glemme.
Bundgaard, der skulle stå for opgaven t forme et springvand, havde
i 1890 vundet en lignende konkurrence på Frederiksberg, i den lille
Runddel på Frederiksberg Allé. Det var Oehlenschlägers skønne vers
i digtet Sjælland, der inspirerede kunstneren: 

    – Ploven
    furede

    Dybt i Grunden

    Vældigt Øxende

    Ud i Ægirs

    Søllvblaa Skød  

Det var vældig imponerende dengang,
da man fik at vide, at vandet steg \”op\” fra underjordiske
ledninger op langs plovjernene.

Det var på loftet af Kryolitfabrikken
langt ude på Nordre Frihavnsvej, at kunstværket blev til. Gefion med
sin plov bliver i dag fotograferet af talrige turister.

Bundgaards far fortalte også mange sagn
i hjemmet, så inspirationen var tæt på.  

Den lille Havfrue

Da Søndre Frihavn
blev anlagt mistede man promenaden langs Kastellet. I stedet blev der
anlagt en park og en promenade langs Langeliniekajen. Det mest populære
udflugtsmål var Den Lille Havfrue
udført af Edv. Eriksen og opstillet i 1913.  

Protester mod ødelæggelser af Langelinie

Det nye Langelinie kommer til at bugte
sig i bakke og dal, og efterhånden blev københavnerne glade for den.
Man var dog lidt skeptiske, da parken blev anlagt. Frihavnen kom ikke
til at ødelægge Langelinie.

Man var utilfreds med at borgerne på
Østerbro fik afskåret deres muligheder for at komme til vandet. Løsningen
på konflikten blev, at man lagde en barriere af jernbanedæmning og
toldgitter mellem boligkvarter og havneområde. Man var også bange
for at Strandpromenaden ville forsvinde. Jo, der var masser af problemer,
da Frihavnen blev til.

Ideen med at bruge østsiden af Frihavnens
østmole, dukkede op i to af seks præmierede forslag. Den ene var udarbejdet
af Vilh. Dahlerup, Wilh. H. Friederichsen og H.C.V. Møller.  

Den nye Langelinie var blevet mere snævert,
men til gengæld længere. Man kunne dog ikke mere bevæge sig frit
gennem Langelinie og så op af Øresundskysten.  

En undervandsbåd i 1910

I 1910 stormede folk til. Jo de skulle
se undervandsbåden Dykkeren,
der lavede forskellige kunststykker ude i sundet. Jo folk klappede skam,
og det fik så premierløjtnant Reehnitzer
til at give et par ekstra nummer, for så til sidst at komme frem og
bukke.

På den måde gjorde undervandsbåden
også gavn i fredstid.  

Holger Hammerich

I 1918 rejstes en mindesten for Holger
Hammerich.
Han fremsatte allerede i 1891 om planer for en Frihavn
og en ny promenade. Anlægget stod færdigt samtidig med Frihavnen i
1893. På stenen, står anført et andet år. Hvorfor vides ikke.

En anden person, der også gjorde et
stort stykke arbejde for Langelinie og Frihavnen var F. Meldahl.
Han fik dog ikke opsat en mindesten efter sig.  

Minebøssen

En nordmand, fik den geniale ide, at
opstille en minebøsse på Langelinje. Her skulle der samles penge ind
til fattige søfolk og deres efterladte. Minebøssen skulle virke i
barmhjertighedens tjeneste.
Det var så Sømandsforeningen af
1856,
der skulle fordele pengene.  

I juni 1944 røg Langeliniepavillonen
i luften efter en sabotageaktion. Arkitekterne Eva og Niels Koppel
tegnede den nye pavillon.  

Hvis du vil vide mere:
Læs

    – Kastellet

    – Østerbros
    Havne (under udarbejdelse)  

Kilder:
Se

    – Litteratur
    Østerbro

    – Litteratur
    København (under udarbejdelse) 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro