Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

En stiftelse på Østerbro

April 15, 2009


grænsen til Nørrebro blev Skt. Johannes Stiftelsen opført. Det var
en kombination af børnehjem, sygehus og arbejderhus. Det var en stor
hjælp for de fattige i København.
Borgmester Knudsen arbejdede utrættelig for at hjælpe de svage.

Hans motto var:
Fattigdom er ikke nogen forbrydelse
– Man skal ikke give bort uden kontrol.
 

Fattigvæsnet omorganiseres

Den 21. juli 1885 blev den store institution
Skt. Johannes Stiftelsen taget i brug. Allerede i 1871 havde man begyndt
med at omorganisere fattigvæsnet. Hidtil havde børn, syge og arbejdsføre
personer gået omkring mellem hinanden og stort set modtaget samme forplejning
og behandling.  

Skt. Stefans Stiftelsen

Borgmester Knudsen arbejde utrættelig
videre med planerne. Hans tanke var, at der på en erhvervet grund på
Nørrefælled
skulle etableres en ny arbejderanstalt. De fornødne
tegninger blev udarbejdet og byggearbejdet kom i gang i slutningen af
1880erne. Borgmesteren havde også fundet et navn til anstalten, nemlig
Skt. Stefans Stiftelsen.
Men byggeriet trak ud, og i 1891 døde
borgmesteren.

Hans efterfølger mente, at byggeriet
på Nørrefælled ikke burde anvendes til indretning af en ny arbejderanstalt,
men derimod opholdssted for skrøbelige fattiglemmer,
som ikke ville kunne opnå alderdomsunderstøttelse.

I løbet af 1892 begyndte man at overflytte
lemmerne fra Almindelig Hospital og de to arbejdshuse. I den nye lemmestiftelse
var der plads til 1.500 gamle.

Der var i den nye stiftelse en særlig
sygeafdeling med plads til 166 og en særlig plejeafdeling med 79 pladser.  

Fattigdom er ikke nogen forbrydelse

Fattigdom er ikke nogen forbrydelse.
Det var den tanke, der lå til grund for oprettelsen af Skt. Johannes
Stiftelsen
Man skulle indrette sig
klogt og mildt for Staklerne som vel muligt.

Det var etatsråd og fattigborgmester
Knudsen
, der gennemførte planerne.  

  • Knudsen
    var en fin og ædel Patriciertype, gammeldags og rettænkende med
    nænsom Kærlighed til dem på Livets Skyggeside. Han var en ihærdig
    selvopfordrende Arbejdsnatur, der sled sig op i sin Livsgerning
    – at lindre Nøden. Han var en pligtopfyldende Karakter, der bebrejdede
    sine Bekendte, at de ødelagde Fattigfolk ved at give bort uden Kontrol
    – og som selv aldrig lod en Tigger gaa uhjulpen bort fra sin Dør.

 

Meningen med stiftelsen var at gøre
en forskel på de redningsløse Subjekter,
der blev henvist til Ladegaarden,
og dem, der gerne ville arbejde, men midlertidig ikke var i stand til
det. Stiftelsen skulle også huse de ældre, for hvem, der kneb at tjene
til føden.

Stiftelsen indeholdt også en Optagelsesanstalt
for børn og et hospital.  

Hvor skulle den ligge?

Spørgsmålet var, hvor skulle den nye
stiftelse ligge. Længe holdt man på, at den skulle ligge i Stockholmsgade
ved Østre Anlæg. Men snart rettede man blikket på den anden side
af søerne og mellem disse og Blegdamsvej.

Skt. Johannes Stiftelsen strakte sig
over 56.000 kv. Alen.  
 

Optagelsesanstalt for børn

Nærmest ud mod Sortedamsdosseringen
lå børnenes bygning med udsigt over den lille have og søens skvulpende
vand. I alt 120 børn husede bygningen. Drenge og piger var skarpt adskilte.
Det treetagers hus var et passende plejested for dem indtil man fandt
et passende plejested for dem. Måske blev det muligt for deres forældre
atter at kunne brødføde dem.  

Det var rent og propert. Nede i kælderen
var der indrettet køkken, badeværelser, magasiner og to Kaloriferer,
der opvarmede hele bygningen.

På hver side af hovedindgangen havde
stueetagen, en spisestue, en dagligstue, og to vuggestuer. Sovesale,
sygestuer og læseværelser var indrettet på første etage. Yderligere
sovesale samt vaskestuer var indrettet på anden etage. På loftsetagen
var der et par skolestuer.  

Store forandringer

Når de unge mennesker ankom til anstalten
var de i regelen ikke saa nette og pyntelige. De var gule i
Huden, forsultne og kirtelsvage.

Men snart var der forandringer at spore 

  • Indvielsesbadet og de tækkelige
    Dragter, som de alle skulle bære, saa fint og artigt de kunne lege,
    saa pænt og stille de kunne sidde i Arbejdstimerne ved deres lave Borde
    – smaa buttede Puslinger og lange kejtede Skolepiger imellem hverandre.

 

Sygehuset

Ud til Ryesgade,
adskilt fra børnenes hus ved et haveanlæg var sygehuset opført. Her
blev patienter fra andre sygehuse overført. Det var patienter, der
ikke havde langvarige eller smitsomme sygdomme.

Der var plads til 316 patienter, fordelt
i 38 sygestuer.

I kælderen var 12 rum indrettet til
karbade, styrtebade og russiske bade.
I kælderen fandtes der fire store dampkedler, der opvarmede alle værelserne.
Et særligt anlæg sørgede for frisk luft til alle rummene.  

De fleste af patienterne var ældre folk,
der lå sløvt henslængt i de moderne, luftige og rare sygeværelser.
Nogle havde også en livlig snak med naboen.  

Oppe i loftsværelserne, hvor fnat og
andre hudsygdomme blev behandlet, opholdt man sig kun i kort tid. Heroppe
var man ikke vant til besøg.  

Den mærkeligste afdeling i det imponerende
kompleks lå over på den anden side af Ryesgade,
lighuset, arbejderhuset, værksteder og økonomibygningen med de kæmpe
køkkener og vaskerier.  

Lighuset

Johannes Stiftelsens lighus som i avisreferater
blev kaldet la morgue var en lille bygning i korsform, der indeholdt
et kapel, fra hvilket ligene ofte begraves. Det lå ud mod Blegdamsvej.
Et mindre værelse var forsynet med tre glaskister til at gemme selvmordere,
myrdede eller ubekendte døde fra byen.

Med stive og foretrukne ansigter, blålige
og blodplettede lå de afsjælede legemer i det tyste rum, indtil de
blev genkendt eller fremstillet for de mistænkte. Det var triste og
uhyggelige dramaer der blev afsluttet inden for disse vægge.

Var det ikke plads til alle, blev ligene
flyttet til det tilstødende større værelse, hvor de blev lagt på
hylder, der lignede køjer. De blev tildækket med hvide lagener, der
føjede sig tæt til legemets form. Der var ganske stille, iskoldt og
halvmørkt. På hylderne lå der altid lig.

Inde ved siden af lå obduktionsstuen. 

Arbejdshuset

I hovedbygningen var hele det lille arbejdersamfund
på 5 – 600 mand installeret.

Arbejderhuset, der lå mellem Ryesgade
og Blegdamsvej
var ca. 133 Alen
lang. Det var en 4 – etagers bygning. I bygningens midterparti fandtes
der foruden bedesalen og bolig for inspektøren. Til den ene side boede
mænd og til den anden side, kvinder med særskilte opholdsrum.

Der kunne helt præcist optages 606 personer,
nemlig 294 mænd og 280 kvinder. Endvidere havde man 32 pladser i reserve.
Viste det sig, at de led af betydelige mangler enten i fysisk eller
moralsk henseende, blev de flyttet enten til Almindelig Hospital
eller Ladegaarden.

Meningen med stiftelsen var også, at
samle den bedre del af de arbejdsløse fattige. 

Om morgenen i vintertiden blev man vækket
klokken seks om morgenen. Om sommeren klokken fem. Det var med at komme
op, få redt sengen, komme i tøj og ud i korridoren, hvor der var indrettet
emaljerede vaskeborde med vandhaner og afløb for det beskidte vand.

Soveværterne,
der var udpeget af arbejderne selv, udleverede sæbe og passede på,
at de hele gik ordentligt til. I løbet af en halv time skulle man være
færdige.  

Værkstederne

Så gik turen til spisestuerne, hvor
der blev budt på rugbrød, smør og ost. Dertil kunne man få en
kvart pot
skummet mælk eller 3/8 pot øl. Når dette var
overstået skulle man begå sig hen til værkstederne.

På et værksted hamrede smedende løs
på det glødende jern. Skrædderne sad med krydsede ben og førte nænsomt
nålen. Så var det skomagerne fra det læderlugtende værksted. De
sad side om side med snedkere, bogbindere, drejere og kostebindere.

Skomagerne lavede de sko, de havde på,
og skrædderne lavede det tøj, de havde på. Ja man kunne vel påstå,
at på dette område var de selvforsynende.

De fik løn for deres arbejde, men måtte
betale for opholdet. Som regel var det dog et overskud, når de forlod
Stiftelsen.  

Som regel gik arbejdet fint, men det
var også dem, der var genstridige. De blev tvunget til at tilpasse
sig. Og så var det dem, der var så sløve, at de blev tvunget med
at blive sendt til Ladegaarden.  

Det kneb med tilgangen til malerne. Men
hos kvinderne fungerede det ikke rigtigt. Det var som om, at kvinderne
bedre kunne udholde nøden. De var også bedre til at hjælpe hinanden.  

Middagsmad

Klokken 12.30 var det middagsmad. Året
rundt var spisesedlen den samme. Lad os prøve at kigge på den: 

  • Søndag: Kødsuppe og kød
    – de øvrige dage
  • Risengrød og spegesild
  • Ærter og flæsk
  • Byggrynsuppe, Hashis
  • Vælling, ragout
  • Øllebrød, klipfisk
  • Mælk med tvebakker eller
    Kærnemælkssuppe, ”Lobeskoves”
  • Bygvandgrød, plukfisk
  • Kål, oksekød

 

Det var omtrent den samme kost, som børnene
fik i Optagelseshjemmet. Aftensmaden bestod skiftevis af. 

  • Bygvandgrød med mælk
  • Byggrynsvælling

 

Al mad blev lavet i de store køkkener.
De store bryggerkar kunne hver rumme 225 potter.

Efter en arbejdstid på 8 ½ til 9 ½
time går man til ro kl. 9.  

Nyt alderdomshjem

Borgmester Jacobi
ønskede, at der skulle opføres en særlig bolig for de personer, som
modtog alderdomsunderstøttelse. Man erhvervede en grund bag ved Almindelig
Hospital
med indgang fra Guldbergsgade på Nørrebro. Byggearbejdet
var færdigt i 1901. Der var plads til 407 personer. Med indflytningen
kunne de sidste to arbejdshuse nedlægges. De havde eksisteret i mere
end 100 år.  

Hvis du vil vide mere: Læs

– Livet på Ladegaarden  

Kilde:

Se litteratur Østerbro

Se litteratur Nørrebro  
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro