Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Padborg / Kruså / Bov

Livet omkring Bov Kirke

Februar 24, 2009

Hvornår kirken er bygget, er der
ingen, der ved. Men dens nærhed ved Hærvejen har præget udviklingen.
En præst måtte tage sin afsked, fordi han holdt dansk gudstjeneste.
Kosakkerne stjal kirkens sølvtøj. En paryk til en præst vakte
stor opsigt. Pastor Rønnow fremstillede en uvurderlig
krønike over Bov Kommune.
 

Dengang
– på Jernbanegade

Sidste gang jeg var i Bov Kirke,
må har været omkring 1992. da var jeg til begravelse af min overbo,
der hvis nok var formand for menighedsrådet. Han var en fin personlighed,
som jeg gerne vil mindes fra min tid i Padborg. Det varede lidt længe
inden vi kom ind på hinanden. Men så mangen en lille en og en god
samtale, er der blevet til i vore haver.

Og med gammel dansk i blodet fyrede han
også gode vittigheder af til min 40 ’års fødselsdag på Jernbanegade
i Padborg.  

Mange registre på
Præstegården

Kigger vi på præstegården i Bov ser
vi årstallet 1766. Men præstegården er betydelig ældre. En af pastorerne,
Jessen har efterladt et spændene manuskript med titlen En beskrivelse
af Bov før 1754.
Men det har ikke været muligt at finde dette.  

Flere af præsterne har været særdeles
omhyggelige med at føre protokoller og registre. Således findes der
både et Trolovelsesregister, Confirmationsregister og et Deprecationsregister.
(Deprecation betyder afbeden).  

Dem der måtte bede om tilgivelse, skulle
først vende sig mod alteret og dernæst mod menigheden. I perioden
1732 – 1763 har 49 personer gjort dette.

I 1740 begyndte man en registrering af
skriftemålssøgende. Dette fortsatte helt til 1920. I 1741 fulgte et
dødsregistre, og i 1741 fulgte en fortegnelse over kirkens inventar.
Det må virkelig være noget at hente for dem, der dyrker slægtsforskning.  

Drama i troen

Vi kan se at pastor Jessen fik foræret
en paryk, der vakte opmærksomhed af en rig mand i Kollund.  I
1770’erne var kirken udsat for en brand, der skyldtes degnens uforsigtighed
med alterlysene.

I slutningen af 1700’tallet var det
galt med troen i Bov Kommune. Pastor Clausen var rationalist og prædikede
fornufttroen, mens menigmand holdt fast ved åbenbaringstroen. Det endte
med, at nogle borgere trak præsten ned fra prædikestolen. Otte borgere
blev dømt, nogle fik bøder og andre måtte bag tremmer.  

Kosakkerne stjal sølvtøjet

Pastor Daniel Petersen (1800 – 1820)
fortæller om en episode fra Kosaktiden:  

  • 10 Maradører kom plyndrende
    til Præstegaarden og forlangte Sølvtøj. Præsten som havde hørt
    om deres Agtelse for hans Stand, trak sin Præstekjole paa, men de frugtede
    ikke. Degnens Medhjælpere kom Præstekonen til Hjælp, aftog hende
    Forklædet med Sølvtøjet og trakterede Kosakkerne med Brændevin og
    Brød, indtil de slap i Søvn. Saa snart Fruen, som var syg af nældefeber,
    var kommet sig, flygtede Præsten med hende, Pigen og seks Børn over
    Kollund til Lyksborg. Her fandt de Husly, først hos Provst Jakobsen,
    hvis Hus var fyldt med flygtende, men som dog sagde til dem:
    ”Saa længe jeg har Brød, har De det ogsaa”.

 

En meget aktiv præst

Fra 1820 – 1843 boede Thomas Hoyer
– Jensen
i Præstegården. Han kom fra Flensborg og var gift to
gange. I første ægteskab fødtes 14 børn, hvoraf pastoren overlevede
de 12.

Han var meget interesseret i fortiden,
og ved Tønder Landevej nord for Bov, opdagede han en gammel
kirkegård. Han fandt blandt en hel del høje. I 1836 lod han to kæmpehøje
og sendte de fundne sager til København.  

Måtte ikke holde danske gudstjenester

Nu blev der holdt danske prædikener
og undervist på dansk i præstegården. Det tog den daværende regering
ilde op. Især efter at han havde erklæret: 

  • Hele mit liv har jeg
    virket for Udbredelse og Kendskab til det danske Sprog ved Undervisning
    og Skrift og vil vedblive at virke for det, så
    længe mine Kræfter, tillader det, uden dog at træde det tyske Sprog
    for nær.

 

Pastoren måtte søge sin afsked. Han
havde åbenbart også sans for beplantning. Ikke blot kirkegården blev
beplantet men også præstegårdshaven, der gik for at være den smukkeste
i Flensborg Provsti. Søndagsskole og tegneundervisning var også
nogle af hans mange gøremål. Han skaffede danske bøger til lærerbiblioteket
og anbefalede at man læste Dannevirke.  

Det at skulle bære liget omkring kirken
ved begravelse afskaffede han, og indførte begravelsestalen. Og minsandten
om han ikke også skrev danske lærebøger.  

Æ Backhus Præst

Efterfølgeren Andreas Hansen
(1844 – 1850) blev hentet fra Hjerpsted, hvor hans præstegård
var brændt. Han blev afskediget efter lidt mystiske omstændigheder.

Han lejede en lejlighed (æ Backhus)
hos møller Petersen, Petersborg i Uge og levede her i 14 år
med undervisning, forfattervirksomhed. Nogle af hans værker udkom både
på dansk og tysk. Hans indkomst var lige nok til at holde ham i live.
Han gik under navnet Æ Backhus Præst.  

Bov
Sognekrønike

En anden præst, der her skal nævnes
var Pastor E.C. Th. Rønnau.
Han kom i 1875 og sluttede først i 1904. Han skrev den store Bov
Sognekrønike.
Og den var meget omfattende.

I denne fortælles at sognet i 1875 havde
2.089 indbyggere og i 1900 2.216 indbyggere. Der nævnes, at de sidste
ulve blev nedlagt i 1788 i Søgårdsskoven.

I 1873 havde kirkebyen Bov 29 større
og mindre landbrug og 19 husmandsbrug. Når Bov Mark blev medregnet
var der 62 beboelseshuse.  

Bov var
Die Metropole

Det var meget tydeligt at byen var hovedbyen
(Die Metropole) for her boede: 

  • præst, degn, lærer, amts
    – og kommunefarstander, en døegraver, en jordemoder, fire syersker,
    to hattemagerske, en strygerske, tre købmænd, en sadelmager, en bager,
    en skomager, en maler – og glarmester, en karetmager, en soldmager,
    to snedkere, tre murere, en smed, en skrædder, en slagter, en træskomager,
    en tagtækker og en gæstgiver.

 

Endelig et kirketårn

Rønnau fik gennemført bygningen af
kirketårnet. Det nåede dog ikke at blive færdig i hans embedsperiode.
Han fik bønderne til at levere marksten til det massive tårn.

Men han fik lov til at holde indvielsestalen
den 5. december 1905. Her holdt han talen både på dansk og tysk: 

  • und so könnte es jetz
    heissen: I Guds Navn bygged’ de ved Bov Kirke et Taarn

 

Man beholdt Clausen

Efterfølgeren, Pastor Clausen
fik udbygget præstegården, og allerede i 1916 blev der indlagt elektricitet
hos pastoren.  Hans hustru døde i 1911 og indskriften over hende
var på tysk, men da Clausen døde i 1946 var indskriften på dansk.

Ved genforeningen i 1920 valgte man at
beholde Clausen, og straks blev protokollen fortsat på dansk.

Et drama udspillede sig i 1925, en hønseplage
i præstegården. Det bevirkede at pastoren aflivede alle sine høns.  

Clausen var en meget bestemt mand. Det
sagdes, at hvis han gik en tur gennem Bov, var det ikke et menneske
at se. Når børnene fra skolerne uden for Bov skulle have eksamen,
måtte lærerne stille med dem i præstegården.  

Både i 1951 og 1969 skete der moderniseringer
i præstegården.  

Tavle med præster

På våbenhusets østvæg i Bov Kirke
hænger en tavle med oplysninger om de 17 præster, som har virket i
Bov Kirke siden reformationen i 1536 og til 1929.

I april 2008 blev der ligeledes i våbenhuset
ophængt med præstens navne efter 1929. 

Kirken ved Hærvejen

Hvornår den første kirke er bygget,
vides ikke. Det må have været i tidsrummet 1050 – 1250.

Kirken var katolsk og viet til Jomfru
Maria.
Der var kun kirkeskib og kor.

Gulvet var dækket med hø og halm. Det
skete ikke så sjælden at dele af menigheden faldt i søvn under de
lange ceremonier.

Efter at have talt om bibelen i en times
tid, ja så gik præsten over til at tale om hverdagens problemer dengang.
Man havde også en lang stok så man kunne prikke til dem, der var faldet
i søvn. 

I 1300 tallet var Europa plaget af
Den sorte død –
pesten. I Bov Kirke var der et spedalskhedsvindue.
Gennem dette kunne de syge overvære gudstjenesten.

I krigstider blev kirken brugt til lazaret.

Ganske givet har Hærvejens nærhed påvirket
kirken og det omgivende samfund.  

I 1668 er kirken blevet forlænget med
tre meter, men gennem årene er der sket mange ændringer i byggeriet.  

Taget blev stjålet

Antagelig har kirken været udsat for
krigsbeskadigelser i 1659 – 60. Det vides, at hele blytaget dengang
blev stjålet. Antagelig er det blev omdannet til kanonkugler.  

Masser af udsmykning

Selvfølgelig er der våbenskjold fra
Oldemorstoft, som har bidraget til udsmykning af kirken.

Prædikestolen er fra 1626 og stammer
fra Flensborg. På plattysk fortælles der at 

  • Gud til
    ære og denne Kirke til Prydelse har denne agtværdige og vise kongelige
    Majestæts Herredsfoged i Vis Herred til Oldemorstoft, Nis Asmussen
    og hans Hustru Catharina skænket denne Prædikestol Anno 1626.

 

Men det sjove er, at Nis Asmussen er
død i 1625. I kirkebogen kan man derfor læse, at det er hans søn,
Herredsfoged Lorentz Nissen,
der har skænket stolen, som har kostet
230 mark.  

Man betalte leje for stolene

I kirken lægger man mærke til Jesu
dåbsgruppe
fra omkring 1250, skåret af en udhulet egestamme.

Tidligere var der i kirken 12 x 9 stolestader,
som var udlejet til bolbesidderne og Kobbermøllen. De betalte leje
fra 1735 til 1842.  

Indtil 1817 havde kirken to indgange.
Den nordlige var forbeholdt kvinderne, og den sydlige mændene

En klokke til krigsbrug

I 1840 tilbød en borger i sognet at
betale 2.000 mark til opførelse af et klokketårn. Men man afslog tilbuddet,
for det var ikke nok til at bekoste opførelsen og vedligeholdelsen.
Kirketårnet blev først opført under pastor Rønnow, som vi har hørt.

Inden da var der en klokkestabel.

En klokke fra 1616 måtte man i 1917
aflevere til krigsbrug. I 1923 kunne man hænge en Genforeningsklokke
op.  

En tidlig døbefont fra 1715 udført
i blødt træ er også fundet. Der er en indskrift: 

  • Jürgen Friderick Jensen
    aus Tundern

 

himlens nedre frise
findes en reliefindskrift: 

  • Zu Gottes Ehren und meiner
    lieben sel. Frauen zu Gedechnis ist diese Taufe aufgerichtet. Anno 1715.
    Heinrich Hinrichsen zu Bauw. Sl. Catharina Hinrichs zu Bauw.

 

Med gaven fulgte en betingelse, nemlig
at blive begravet i selve kirken.  

Våbenhuset er fra 1817. På vestvægen
er en mindeplade for de faldne i sognet i tidsrummet 1914 – 1918.  

Alteret er barokrokoko er fra 1771, lavet
af billedhugger Fr. Windekilde,
Flensborg. Ifølge kontrakten skulle der leveres en tavle af godt egetræ
undtagen vingerne, der skulle gøres så store, som koret tillod. 1120
mark kostede herligheden indbefattet malerarbejde.

Den gamle altertavle brændte som tidligere
nævnt af degnens uforsigtighed med alterlysene. Der blev ydet en erstatning
på 600 mark, og kirkekassen måtte altså med 520 mark.  

På alteret står der to gamle alterstager
fra omkring 1650. På foden står der en indskrift: 

  • 1715 Peter Clausen, Calund

 

Kirkens bibel er et velbevaret eksemplar
af Frederik den Tredje’s bibel fra 1589. Den er skænket af
en anonym giver i anledning af datterens dåb, og anbragt i 1959.

Angiveligt skulle kirken have fået foræret
en messehagel i 1632 af herredsfoged Lorentz Nissen.
Men det er ikke den, der er i brug i dag. 

Mindesten for
”Slaget ved Bov” og 1. verdenskrig

For enden af Bov Kirke står to mindesten.
Den ene er rejst over kaptajn Lindencrone og den anden over menig
Knud Chr. Bonde.
Han døde ved en vådeskudsulykke. Men slaget ved
Bov den 9. april 1848 havde danske tab på 15 døde og 77 sårede, mens
Slesvig – holstenernes tab var 36 døde og 121 sårede.  

Gravstederne på den gamle kirkegård
omkring kirken var opdelt efter afdødes bopæl. Kirkegården øst for
Padborgvej
blev anlagt i 1857 – 58.  

I første verdenskrig mistede 6.000 unge
sønderjyder livet, heraf var 88 fra Bov Sogn. Det fremgård af en mindetavle,
som nu hænger ved siden af orglet, som selvfølgelig stammer fra
Marcussen i Aabenraa.

Dengang tilhørte Frøslev ikke Bov Sogn,
men i 1954 blev der i våbenhuset ophængt en tavle med 16 navne på
faldne fra Frøslev.  

Vinduer
ødelagt af trykbølge

I Bov Kommune mærkede man tydelig 2.
verdenskrig. Man fulgte med i hvad der skete i Flensborg. Ved krigens
slutning blev byen bombet, og en af trykbølgerne fra en af disse bomber,
ødelagde de blyindfattede vinduer i kirken. Man prøvede at tætne
vinduer med forskelligt materiale, blandt andet vat.  Men fuglene
synes, at det var en god ide, så vinduerne blev aldrig helt tætte.
I 1963 fik man isat jernvinduer, i stedet for de gamle trævinduer.  

Besøg af de kongelige

I 1964 blev alt inventar fjernet i Bov
Kirke. En meget grundig restaurering begyndte. Man fandt blandt andet
en mønt fra Kong Hans’s tid (ca.
1490).
Den 8. august 1965 kunne kirken genåbnes. I våbenhuset
ses en messingplade med følgende inskription: 

  • Den 8. august 1965 overværede
    Deres Majestæter Kong Frederik den Niende, Dronning Ingrid, Tronfølgeren
    prinsesse Margrethe og prinsesse Benedikte genåbningen af Bov Kirke.

 

Kilde:
Se Litteratur Padborg/Bov/Kruså  


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Padborg / Kruså / Bov