Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade

Oktober 27, 2008

Farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade

Alex Brask Thomsen er opvokset på
Nørrebrogade. Han blev udlært som farvehandler i sin fars butik. I
skolen var han ”mærkelig”, men fik en god ven, der senere
”lokkede” ham over i den finansielle Verden. Han tilbød, at købe
”barndommens gade” for 250 millioner kroner. Han ville ikke begraves
på Nørrebro, han var bange for at drukne!
 

Da Finansbanken i 1958 slog dørene op
og tilbød udlån, blev det betragtet som uhørt. Finansbanken blev
betragtet som Alex Brask Thomsens bank. I 1980 blev banken solgt for
et trecifret beløb til Jyske Bank.

Overskriften kunne lige så godt have
heddet Kapitalisten, der ville elskes.
Han ville købe Nørrebrogade, Det Danske Hus i Paris og Tivoli og han
ville sponsere Københavns Hovedbibliotek.  

En ulv i
fåreklæder

Nørrebro – drengen var ham de pæne
ikke ville lege med – en ulv i fåreklæder. Egentlig skulle han bare
have været ”& Søn” i faderens farvehandel på Nørrebrogade.
Han blev uddannet farvehandler og tog realeksamen fra Efterslægten

Efter handelsskolen kom han til Sadolin
& Holmblad
, og pludselig havde han gang i kemikaliehandel. 

Bankvirksomhed

I 1955 begyndte han på noget helt andet.
Sammen med en ven startede han Københavns Kreditbank
med Danmarks Højeste rente.
Banken krakkede i 1955, men da var den for længst blevet solgt. 

Bedre gik det med Finansbanken, den voksede
til Danmarks sjette største bank. Måske var der succes, fordi Brask
fik kunder, de andre banker ikke ville lege med.  

Senere blev det Kreditbanken. I forbindelsen
med salget af denne blev Brask anklaget. Men der blev aldrig rejst tiltale.  

Radio Mercur

Som uofficiel bagmand i Radio Mercur
gjorde han sig upopulær i mange kredse, men så sandelig også populær.
Ude fra Øresund kunne man nu pludselig høre ordentlig musik. Radio
Luxemburg havde fået en konkurrent.

Men ak, det var en piratradio, der også
sendte ulovlig reklame. 

Men initiativet bevirkede da, at Danmarks
Radio sadlede om. Vi fik Jørgen Mylius (den gang uden d).  

Brask solgte efter ”boringen” af
Radio Merkur flere af piratradioens aktiviteter, bl.a. koncertbygningen
Radio Mercur City, det tidligere Nørrebro Teater.  
 

Navnet Brask stammer fra en biskop, Hans
Brask i Lindkøbing, som i 1665 havde sæde i den dengang danske by
Lund, inden Skånes afståelse til Sverige.  

Bedsteforældrene var gartnere

Jens Brask Thomsen var den af bedsteforældrene,
som Alex Brax Thomsen omtalte mest i sine erindringer og over for sine
børn. Jens blev født i Ringkøbing i 1863 som søn af landmand Thomas
Jensen Brask og hans hustru Dorthea Marie Pedersdatter.

Jens Brask Thomsen var gartner og begyndte
at sælge blomster fra en trækvogn. Han giftede sig med Kirstine Margrethe.
De fik to drenge, Waldemar og Anders, mens de boede i Korsgade 20 på
Nørrebro.  

Jens og Margrethe dyrkede blomster, som
de solgte på grøntorvet på Israels Plads. De lejede et stykke jord
af Københavns Kommune mellem Lygten og Frederiksborgvej.  Senere
købte de jord i Ullerød i nærheden af Kokkedal. , hvor familien flyttede
til i 1904. Brask skriver i sine erindringer: 

  • Farmor passede gartneriet
    i Ullerød, mens farfar tog sig af gartneriet ved Frederiksborgvej.
    Farmor måtte stå op klokken to om morgenen for at kunne nå
    ind til Grøntorvet klokken fire og sikre sig en stadeplads. Det var
    en lang vej fra Ullerød til København, men hesten Lotte kendte den
    så godt, at farmor sagtens kunne tage sig en lille blund undervejs,
    både ud og hjem.

 

Far
”Anders” født på Nørrebro

Anders blev født i 1894 på Nørrebro
som yngste søn af Jens og Kirstine. Han kom i lære i Melskens Farvehandel
i Hillerød.
Som kommis kom han til Peter Kjærs farvehandel
i Nykøbing Falster.
Her mødte Anders også sin tilkommende,
Jenny.
Men hun var først en tur i USA. Den 1. april 1919 kunne
hun fejre sin 19 års fødselsdag som nygift og gravid.

Og barnet, det var Alex Brask Thomsen.  

I 1920 flyttede den lille familie til
Fensmarksgade 20
på Nørrebro. Alex var enebarn de første fem
år af sit liv, inden han fik to søstre i 1924 og 1927.  

Dundertale af mor

Far Anders blev repræsentant og besøgte
skibsværfter og rederier. Han tjente styrtende med penge men var næsten
aldrig hjemme. Det blev for meget for hustruen Jenny. En aften vidste
hun, at gemalen opholdt sig på en restaurant på Fælledvej. Den fem
– årige Alex tog moderen i hånden og den nyfødte Kirsten blev lagt
i barnevognen. I hastige skridt gik det mod Fælledvej. Her holdt Jenny
en dundertale. Det blev helt stille ved bordet, forsamlingen fulgte
med hjem. Og senere på natten blev der taget en vigtig beslutning.  

Farvehandel på
Nørrebro

Anders Thomsen sagde farvel til karrieremulighederne
og åbnede sin egen forretning. Nu kunne han være tættere på familien.
Den 1. april 1927 blev en farve – og tapethandel på Nørrebrogade
228 overtaget. Året efter flyttede familien ind en fem – en – halv
– værelses lejlighed på 4. sal i nr. 220 lige ved forretningen.  

Anders Thomsen blev senere kasserere
i Københavns Farvehandlerforening,
og mange farvehandlere fra København og provinsen besøgte familien
i den rummelige selskabslejlighed på Nørrebrogade.  
 

Forretningstalent

Faren havde stor forretningstalent. Han
havde sit eget limfabrikat og andre specialiteter, som han tjente gode
penge på. Det var et velhavende hjem med unge pige til at hjælpe med
husholdningen, som Alex voksede op i. Ja og så var der også råd til
bil.  

  • Mine forældre havde midt
    i deres stræben også overskud til at være glade, festlige og fornøjelige
    og vi havde megen selskabelighed. Om vinteren var der kortspilsaftener
    to gange om ugen. Far kunne spille kort til klokken fire om morgenen.

 

I lære hos far

Som knap 7 – årig begyndte Alex på
Sjællandsgades Skole.
Han fortsatte i Mellemskolen
Efterslægtensskole Frederiksberg.
Det kneb lidt med skolekundskaberne og Alex blev betegnet som en lidt
mærkelig person.

Alex fik en rigtig god ven i Henning,
der også kunne spille kort. De gik lange ture langs Ladegårdsåen.   

Alex fik en middelmådig realeksamen
og kom i lære hos faren. Sønnen skulle lære faget fra bunden og der
blev ikke taget særlige hensyn. En dag fik Alex en lussing fra sin
far. Ved middagsbordet sagde han: 

  • Jo ser du min dreng. Jeg
    kan jo ikke så godt slå på de andre, selvom de somme tider fortjener
    en på kassen. Men den lussing du fik, og som heller ikke var helt ufortjent,
    kan måske tjene som advarsel for de
    øvrige lærlinge.

 

Charmerende at tage af kassen

Anders var en god lærermester. Han gjorde
meget ud af kundebetjening og salgspsykologi. Men han var også temperamentsfuld
og hadede at tabe. Forholdet til Alex udviklede sig til et forhold præget
af konkurrence og de holdt meget af at drille hinanden. På et tidspunkt
blev Alex indviet i mere fortrolige forhold i butikken: 

  • Engang havde far en kommis,
    der tilstod at have taget 20 – 50 kroner af kassen hver dag. Han røg
    selvfølgelig ud. Far fortalte mig, at han selv tog ca. 100 kroner om
    dagen, og butikken kunne ikke bære, at der var to af den slags i butikken.
    Det er jo altid charmerende at tage af kassen, så
    længe det ikke bliver opdaget, hverken af chefen eller skattevæsenet.

 

Morfaren, John William Clausen var landmand
og havde en gård på Falster. Han var også handelsmand og deltidsbankbestyrer.
Han var en god inspirationskilde for den unge Brask Thomsen.  

Til provinsen

Mens Alex valgte butiksvejen, kom vennen,
Henning i lære som vekseler. Det var Henning, der vakte interessen
med at arbejde med penge. De to venner begyndte at købe aktier.

Faren ønskede, at der på forretningen
på Nørrebrogade, skulle stå Anders Thomsen & Søn.
Alex mente, at det skulle være omvendt.

Men han blev ikke i butikken, men rejste
til provinsen, hvor han blev repræsentant.

Brask tog videre til Paris, og vendte
tilbage til Danmark i 1946. Han startede i 1947 A. Brask Thomsen
A/S
fra sin lejlighed i Lundtoftegade. I 1949 blev hans første
barn født. 

Alex Brask Thomsens eget firma

Firmaet flyttede til Toldbodgade. Efterkrigstidens
mangel på varer blev starten på Brask´s optur. Familien flyttede
til Hellerup. Brask handlede på et tidspunkt med kemikalier, men var
aldrig hjemme. Måske var det derfor at interessen for at handle med
penge igen opstod.  

Kapitalistens målsætning

I Bredgade 37, hvor land og Folk havde
til stede, havde man ikke noget imod at leje ud til to kapitalister,
Henning og Alex Brask Thomsen. Salg af importbevilliger, var også noget
makkerskabet påtog sig. Brask nedfældede nogle krav til det, han gad
beskæftige sig med: 
 

  1. Noget, der ikke tog for
    megen plads op
  2. Noget, hvor man ikke prutter
    om prisen
  3. Noget, der ikke er udsat
    for voldsomme svingninger med hensyn til priser eller mode.
  4. Noget, der ikke lugter.
  5. Noget, der altid er en
    udbredt efterspørgsel på.
  6. Noget, der giver en pæn
    social position.

 

Derfor valgte han det med penge.  

Tilbud på
250 millioner kroner

I slutningen af 1992 modtog overborgmester
Jens Kramer Mikkelsen et brev med et udsædvanligt tilbud til Københavns
Kommune. I brevet foreslog Brask, at navnet på hans barndomsgade skulle
ændres til Alex Brask Thomsens Gade.
På grund af hans families tilknytning til gaden gennem tre generationer.
Til gengæld ville han betale 250 millioner kroner til kommunens betrængte
økonomi.  

Per Bregengård fra Enhedslisten var
positiv stemt: 

  • Det er
    fandeme mange penge! Personligt ville jeg sige ja tak. Så
    kan vi lave det om, når manden var død.

 

Hans Thustrup Hansen, konservativ boligborgmester
var også fristet af udsigten til de mange millioner i kommunekassen.  

  • Det svarer jo til 2/3 skattepoint,
    regnede han ud, men fortsatte så mere afvisende:
  • Men man kan ikke købe
    sig til udødelighed.
    Dog åbnede han for en anden mulighed:
  • Måske kunne Eriksgade
    hedde Alexgade.

 

B.T. fik foretaget en undersøgelse,
der viste at et flertal på 57 % af befolkningen var imod, at kommunen
solgte ud af vejnavnene. Kun 4 % fandt, at det var i orden. 

Skuffelse over afslag

Et par dage efter, mødtes Brask med
overborgmesteren. Her foreslog sidstnævnte, at Brask jo kunne donere
til enten en park i nærheden af Nørrebrogade, en svømmehal eller
et bibliotek, der så kunne bære et skilt med hans navn.

Brask svarede, at tilbuddet kun gjaldt
Nørrebrogade ellers intet.  

Brask fastholdt senere, at tilbuddet
ikke var en provokation eller for at komme i medierne, det var et oprigtigt
tilbud, og han var skuffet over afvisningen.  

Efterlod sig en formue

Brask overtog kontrollen med tekstilvirksomheden
Henriques & Løvgreen.
Hans otium tilbragte han i Monaco.

Klaus Riskær Pedersen
lånte penge hos ham. Penge havde Brask nok af. Da han døde efterlod
han sig en formue på 10 milliarder kroner. 

Ville ikke begraves og drukne på
Nørrebro

Brask fortalte folk, at han ikke ville
begraves på Nørrebro, fordi han var bange for at drukne i vand. Sandheden
var vel snarere, at han fra starten havde bestemt, at han skulle giftes
på Bispebjerg Kirkegård.

Begravelsen foregik dog fra Stefanskirken.  

Kilde: Henrik Nørgaard: Brask,
Manden, der ville købe Nørrebrogade (JP
– forlag)
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro