Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

De vilde – på Nørrebro

Oktober 27, 2008

De vilde
– på Nørrebro

Vi befinder os foran volden på
Nørrebro fra ca. 1550 til 1800. De vilde regerede. Kongen befalede
til lov og orden, men det hjalp ikke. Militæret ville have bygningsforbud,
men heller ikke det lod sig styre.
”Den stærke mand” forlod Nørrebro med ulykkelige kvinder og en
stor gæld. Og så er det også historien om læreren, der ikke kunne
få sin løn.
 

I 1567 blev kongen spurgt om tilladelse
til at sælge nogle af byens udenbys grunde. Kongen gav tilladelse,
men krævede, at grundene blev målt nøjagtigt op, og: 

  • skickerlige Gader och Streder
    ther emmelom Forordnis och legis.

 

Kongens befalinger gjorde ikke indtryk

Desuden skulle køberne forpligtige sig
til at opføre gode købstadsbygninger med tegltage og omgive grundene
med plankeværk.

Men grundene måtte ikke sælges uden
Magistratens kendskab. Alt for mange undslog sig med at betale skat.

Mange havde deres kvæg gående herude
og havde egne hyrder. Det blev nu forbudt.

Man måtte heller ikke mere have løse
hunde: 

  • som løffure løss och
    birde Faar eller giør Follckitt skade

 

Hunde skulle være bundet i en forsvarlig
lænke. 

Men kongens befaling havde ikke gjort
større indtryk. 10 år senere var tilstanden foran voldene i sær på
det nuværende Nørrebro meget værre.

De vilde
der opholdte sig her, var uheldige elementer. De bosatte sig her, og
var lige glade med forordninger og love.

Dette bevirkede, at kongen nedlagde fuldstændig
forbud mod at bo herude. Han befalede, at beboerne inden for to måneder
skulle være fraflyttet deres boder. 

Nye indskærpelser

Men Magistraten protesterede og nævnte
over for kongen, at borgerne havde deres kvæg gående herude af hensyn
til brandfaren inde i byen. Kongen bøjede sig, men borgerne skulle
stå inde for deres egne folk: 

  • att the icke skulle føre
    nogit uskigkeligt Leffnit enthen meth
    Øllsall, Horrerke eller anden Løseachtighedt.

 

Forholdene blev ikke synderligt bedre,
selv om Magistraten forsøgte at føre tilsyn. I 1592 indskærpede
Christian den Fjerde
, at nu skulle forholdene bringes i orden.  

I 1600 var der registeret hele 200 haver
uden for Nørreport. Men der boede åbenbart ubudne gæster på området.
Handel med tyvekoster, ulovligt ølsalg og hor trivedes i bedste velgående
hos de vilde på Nørrebro.  
 
 

Den tredje skanse blev aldrig færdig

Den tredje af skanserne i Christian den
Fjerdes befæstningsanlæg, Ravnsborg, der lå ved dæmningen mellem
Sortedamssøen og Peblingesøen blev først bygget i løbet af 1640’erne.
Det vil sige, at den aldrig blev færdig.

Allerede i 1631 havde kongen pålagt
København, at skaffe penge til byggearbejdet. Men det kneb med at skaffe
midlerne. Christian den Fjerde indså, at det var mest sikkert, at holde
Nørreport lukket.

Som skrevet blev skansen aldrig færdig.
Under krigen 1658 – 1660 måtte byens forsvarer rømme den, og den
blev ødelagt lige som de andre af Københavns fæstningsanlæg.

Kongen fik aldrig gennemført sin storstilede
plan om byens befæstning. Den skulle have fulgt søernes østligste
bred. Hvis dette var blevet gennemført, kunne byen have vokset sig
betydelig større på et meget tidligere tidspunkt.  

Teglgården

Samtidig med opførelsen af Ladegården
indrettede Christian den Fjerde et farveri ved Sankt Jørgens Sø. I
området mellem Ladegården og Ravnsborg fik byens teglgård sin plads.

Den havde oprindelig ligget inden for
voldene, hvor Teglgårdsstræde nu ligger. Inden år 1600 blev den flyttet
ud, der hvor Nyboder nu ligger. Men i årene 1616 – 17 flyttede den
ud på den anden ende af Peblingesøen.

Det areal hvor Teglgården lå på, blev
kaldt Teglgårdsvænget, og dets grænser gik omtrent langs den nuværende
Korsgade, Griffenfeldtsgade, Ladegårdsåen og Peblingesøen. 

Teglgårdsvænget blev i 1660 købt af
statholderen, Christoffer Gabel. Han købte også det areal, hvor Ladegården
havde ligget. Han lagde de to store arealer sammen og skabte den store
lystgård Blågården.  

Der måtte ikke bygges

Den 4. juni 1661 befalede Frederik den
Tredje at området mellem volden og søerne ikke mere måtte bebygges.
Man var blevet klar over at vold og voldgrav ikke mere var nok, hvis
København skulle forsvares.

Den 30. marts 1672 blev forbuddet mod
at opføre bygningerne i området gentaget. Blegmændene måtte flytte
til den anden ende af Sortedamssøen. De fik anvist plads nord for Store
Ravnsborg langs Sortedamssøen. Dengang betalte blegmændene 25 –
30 ”daler” i afgift til stadens kasse af hver blegdam.

Grundene var 80 – 100 alen i bredden.
På den lange led blev de begrænset af Sortedamssøen og i den anden
ende af en grøft, der blev gravet langs Blegdamsvejen. . denne vej
blev første gang nævnt i 1694. den blev dengang påbudt, at den skulle
have en bredde af 24 alen.

Side om side lå de aflange blegdamme,
16 i alt ud mod det tidligere Vartov. 

8 urtegårdsmænd (gartnere) fik anvist
plads herude. 

Men i beskrivelser fra 1673 kunne man
iagttage, at der var mindst 7 møller uden for Nørreport og 1 uden
for Østerport.

Virksomheder, der havde til huse på
demakationslinien flyttede længere ud.  

Ingen huse måtte opføres nærmere end
2.000 alen fra voldene. Ja sådan lød det i en ny forordning udstedt
den 28. juni 1682. Demakationslinien gennemskar nu Fællederne et kort
stykke og fulgte den nuværende Jagtvej – Falkoner Allé – linie.

Undtaget fra forordningen var huse, der
var opført uden for Peblingesøen, og huse, der var opført af proprietærer,
som allerede stod opført i Jordebogen. 

Frederik den Femte ønskede dog, at området
skulle bebygges af 4 – 500 huse efter modeller, som han selv udarbejdede.
En del huse blev bygget, men kun langs hovedvejene. 

Demakationslinien flyttes

I 1798 rykkede demakationslinien ind
til Ryesgade – Blågårdslinien. Igen kom der forbud mod bebyggelser.
De allerede opførte bygninger skulle fjernes inden for tre år.

Byggebestemmelserne blev lempet, men
demakationslinien blev nu atter udvidet til Falkoneralleén. Alt byggeri
indenfor linien skulle godkendes af en kommission. Ja, selv om man byggede
inden for 1.000 alen uden for linien skulle det godkendes.

Kun bygninger af bindingsværk i en etage
og med kælder måtte opføres. Ejerne skulle forpligte sig til at rive
huset ned, når der opstod krig.

Da treårskrigen opstod i 1848 talte
man igen om fæstninger ved demokationslinien.  

Gabel ejede det meste af Nørrebro

Christoffer Gabel ejede det meste af
Nørrebro, da han overtog Teglgårdsvænge og Ladegården i 1661. Hans
besiddelser omfattede også Sankt Jørgens Sø. Hans besiddelser omfattede
således hele strækningen langs Peblingesøen fra Nørrebrogade til
Ladegårdens sydlige del og på Blågårdsområdet gik det helt ned
til Griffenfeldsgade. Den gang gik Peblingesøen dog i en bugt ind over
det område, hvor nu Ewaldsgade og Thorupsgade ligger.  

Gabel lod Sankt Jørgens Sø tørlægge
for at få mere jord til græsning. Men dette var kongen imod. Det gavnede
bestemt ikke Københavns forsvar, og Gabel blev tvunget til igen at
lede vand i søen. Kongen købte i 1680 Ladegården og dermed Sank Jørgens
Sø.  

Da søerne i årene 1725 – 27 blev
reguleret læssede man store mængder med mudder og dynd op på de tilstødende
grunde. Det klagede urtegårdsmændene over. Magistraten gav dem medhold.

På Ravnsborg fik Andreas Behrenz
privilegium på at måtte brygge og brænde brændevin.  

Militæret var på
vagt

Det var ikke let, hverken for de vilde
eller almindelige borgere dengang på Nørrebro. Militæret var hele
tiden på vagt med, hvad der måtte bygges. Magistraten og byens kommandant
havde hele tiden stridigheder om dette spørgsmål.

I 1734 havde tre bryggere fået fæstebrev
på første blegdam, hvor de ville anlægge et hollænderi.
De havde fået tilladelse til at opføre en kostald af bindingsværk.
Men da de desuden begyndte at bygge en mindre bygning til foder, greb
kommandanten Grev Sponnec ind.

Bedst som tømrersvendene var i gang
med at bygge huset, ankom militæret. De arresterede tømrerne og satte
dem i arresten ved Nørreport. Magistraten protesterede over for kongen
og anfægtede at både Grev Sponneck og Grev Laurvig havde bygninger
på deres grunde. Der måtte gælde de samme regler for alle.

Bygningerne fik lov til at blive stående,
men kongen lod Magistraten vide at: 

  • Allernaadigst have Funden
    for godt, at ej flere Huse saa nær og uden for Staden maa opbygges,
    førend derom allernaadigst bliver indhentet Vores allernaadigste resolution.
    Derfor I eder allernaadigst kunne vide at rette.

 

I løbet af det 18 århundrede opstod
der en række lystejendomme, og en del industri voksede op herude. Dette
kunne militæret ikke forhindre. 

Den mest vilde
– den stærke mand

Også en del værtshusholdere bosatte
sig. Deriblandt var Den Stærke mand.

Det var Johan Carl von Eckenberg,
som i 1722 købte en have ved det nuværende Sankt Hans Gade og indrettede
et teater her. Han udgav et skrift, hvor han berettede om sine egenskaber: 

  • En armbolt på
    5 – 600 pund blev lagt paa hans Bryst og to Smedesvende huggede en
    Jernstang derpaa..
  • Han sønderriver et tov
    bestaaende af 312 Traade som Kaptejnløjtnant Kloumann selv har ladet
    spinde til ham paa den Kgl. Reberbane 7. oktober 1720.
  • Han løfter en Kanon paa
    2.000 – 2.500 pd. Vægt med den ene Haand og drikker et Glas Vin med
    den anden.
  • Han staar paa et Stillads
    og løfter med den ene Haand en Rytter med hans Hest eller 12 Personer,
    medens han drikker et Glas Vin af den anden Haand eller blæser
    i Trompet.
  • Han holder et Glas i hver
    Haand og 4 Mænd forsøger forgjæves at hindre ham i at føre Glasset
    til Munden.

 

Da Den Stærke Mand begyndte at spille
teater, følte teatret i Lille Grøngade,
at privilegierne blev overtrådt, og der blev nedlagt forbud mod dette.

Han omgav sig med masser af kvinder og
brød et ægteskabsløfte. Jo han havde en tvivlsom vandel.

Magistraten lod politiet gribe ind 

  • for medelst det foragerlige,
    syndige Levned, derved øves og for den store Lejlighed det giver for
    Tjenestefolk og unge Mennesker til liderlighed og Ulykkers tildragelse.

 

Den stærke mand forlod landet i hast,
efterladende sig pante – veksel – og anden gæld. Haven blev solgt
ved en aktion. I mange år blev stedet kaldt Den Stærke Mands Have.  

Blegdamsskolen

I 1761 oprettedes den første offentlige
skole uden for volden – Blegdamsskolen.
Magistraten skænkede en del af 12. blegdam som byggeplads. Ved indsamling
og midler fra Rådhusets fattigkasse blev skolen bygget.

Skoleholderen skulle alle søgnedage
undervise ungdommen i læsning, skrivning og regning. Han fik også
den vanskelige opgave selv at skulle indkræve skolepenge.

Skolehuset var en bygning på 13 fag.
Dens ydre mål var 10 x 12, 5 meter. Foruden lærerens lejlighed var
der et par værelser og køkken, foruden to skoleværelser. Piger og
drenge blev undervist i hver deres rum.

Men det kneb med lærerens løn og vedligeholdelsen.

I begyndelsen af det 19. århundrede
fik skolen konkurrence fra to andre skoler. I 1848 fik en af de nye
skoler navnet Blegdamsskolen, mens den første ved 12. blegdam
fik navnet Magistatens Blegdamsskole.
I 1871 blev den lukket.  

Kilde: Se litteratur Nørrebro 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro