Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Østerbro og Nørrebro i krig

Marts 30, 2008

Østerbro og Nørrebro mærkede
i høj grad englænderne i 1807. Masser af bygninger
blev brændt ned, for at forstærke forsvaret. Mange soldater måtte
lade livet på Østerbro og Nørrebro. Inde i København blev 1.700
bygninger beskadiget og 1.600 københavnere måtte lade livet.
 

Der var masser af folk på
gaden. De nød det gode vejr den 3. september 1807. Men pludselig slår
granaterne ned. Først på Kongens Nytorv og Nikolaj Plads. Bombardementet
fortsætter de følgende dage, og bliver mere intenst. Da spiret på
Vor Frue Kirke styrter ned, opgiver Københavns kommandant, dagen efter.

Angrebet var skånselsløst.
Der blev ikke taget noget som helst hensyn til lokalbefolkningen. Målet
for englænderne var den danske flåde. 

Masser af forsvarsværker

Ved et gamle salpeterværk
ved Trianglen blev der placeret 60 mand og fire kanoner. På nordenden
af dæmningen mellem Sortedams og Peblinge Sø blev der indsat 120 mand
og to kanoner. Hovedportene blev også forstærket

På Strandvejen blev rytterpatruljer
sendt ud. De kunne berette, at englænderne var på vej.

Over for englænderne stod
danske forposter ved Kalkbrænderiet, Blågården (Stengade/Baggesnsgade)
og Ladegården. Fremskudte poster stod i Classens Have, ved Øster Alle
og på vejen mod Nørrebro. 

Forgæves kamp mod Svanemøllen

Den 20. august rykkede 4.000
danske soldater frem mod Svanemøllen. Ni kanonrobåde rykkede også
frem. Den overordnede plan var at angribe og sløjfe batteriet. En anden
gruppe skulle angribe ved Falkonérgården og Lygten, for at aflede
opmærksomheden.

Det hele kunne være gået
godt, hvis de danske tropper havde kunnet sneget sig frem i tågen.
Men kanonbådene åbnede ild alt for hurtig. De danske landtropper skød
uden at kunne se fjenden.

De ni kanonbåde blev tvunget
tilbage, og engelske tropper løb de danske tropper over ende. 

Masser af afbrænding

Man kunne ikke stoppe englændernes
fremmarch, så derfor beordrede man at afbrænde de bygninger, der lå
mellem Sortedamssøen og volden, og mange andre steder. På Østerbro
havde fjenden allerede kanoner på broen ved Tuteins Gård. 

Lukket for drikkevand

Englænderne forsøgte at afskære
byens vandforsyning ved at dæmme op for vandet fra Emdrup Sø. Yderligere
anlagde de en løbegrav fra Jagtvejen ind mod Nørrebro, så man kunne
færdes uforstyrret. Man anlagde kanonbatterier i henholdsvis Toksværds
have (Møllegade/Peter Fabers Gade og på Assistens Kirkegård. 

Den 23. august havde General
Peymann iværksat et modangreb mod nogle engelske batterier ved Svanemøllen.
Angrebet var kun delvis succesfuldt. 

Danskerne
presset tilbage

Den 24. august gik englænderne
frem mod Østerbro og kalkbrænderiet, mod Jagtvejen, Nørrebro og Frederiksberg
Allé samt udkanten af Vesterbro. Danskerne blev presset tilbage.

Brokvarterenes  befolkning
flygtede ind mod byen. Her var der ikke megen plads.

Mange faldne på Nørrebro

Den 25. august rykkede man
frem mod nogle batterier på Assitsens Kirkegården på Nørrebro.Under
ledelse af major Holstein rykkede 500 soldater frem ad Farimarksgade.
Omkring Blågårds Plads skulle det store slag foregå. De danske styrker
blev trængt tilbage til Blågård og Nørrebros sydlige del. Ved
Jødekirkegården
åbnede englænderne morderisk ild.
De danske tropper havde lidt et tab på 21 faldne og 55 sårede.

I løbet af aftenen trængte
englænderne frem til Østerbro, Blegdamsvej, Blågård, Ladegården
og Vesterbro.

Ved Trianglen var man ved at
anlægge en større skanse. Men her blev arbejderne løbet over ende,
og mange blev taget til fange.

Englænderne kunne nu beskyde
dæmningen (nu Dronning Louises Bro). Det samme var gældende ved Ladegaardsvejen.
Her kunne de beskyde dæmningen mellem Peblinge og Skt. Jørgens Sø. 

Søfolk dræbt ved Classens
Have

Den 26. august forsøgte rokanonbåden
Stubbekiøbing
at få ram på de britiske styrker i Classens Have.
Men det reulterede i, at halvdelen af besætningen blev dræbt.  

Den 28. august blev de sidste
rydninger i skudfeltet inden for Sortedams, Peblinge og Skt. Jørgens
Sø gennemført af danskerne ved at jævne huse, haver og hegn med jorden. 

Rapport til Kronprinsen

Den 29. august sender general
Peymann følgende rapport til kronprinsen: 

  • Underdanigst
    Rapport
  • For at undersøge
    Assitenskirkegaarden, hvor jeg formodede, at Fjenden havde begyndt at
    anlægge et Batteri og at plante Mørsere (morterer) lod jeg samtidig
    Jægere under Major Holstein udrykke 25de hujus(denne måned) (Henvisning
    til Rapport nr. 1 ) Under retiraden (tilbagetrækningen)kom en stærk
    Kolonne gjennem Østerallé og over Fælleden til Classens Have, hvorfor
    et detachement Marinere af omtrent 140 mand under Kapitajn Lassen blev
    til Forstærkning udsendt fra Citadellet (Kastellet) og kom strax i
    Fægtning med de engelske Jægere. Det blev imidlertid ikke muligt at
    fordrive disse fra Haven, hvor de nu ere. Et Forsøg herpå blev gjort
    den 26de, men forgæves (henvisning til Rapport nr.2). Imidlertid havde
    vi stærkt beskudt den Classenske Have fra Citadellet og fra Kanonèrbaaden
    ”Stubbekjøbing” under Løjtnant Bruun sprang i luften (hvorom Rapport
    Nr.3 handler).

 

Nyt batteri anlægges

Den 30. august begyndte englænderne
at anlægge en ny batteristilling ved det ny kalkbrænderi (krydset
Vordingborg -/Løgstørgade) som supplement til Svanemøllebatteriet.  

Ny kamp i Classens Have

Den 31. august rykkede man
ind igen ind i Classens Have, og det lykkedes at fordrive fjenden. Træerne
blev fældet, så man ikke senere kunne bruge haven som skjulested.
Livjægerkorpset bestod af 2.200 mand. Tropperne havde fire feltkanoner
med. Men de havde også ildstøtte fra kanoner og moterere fra Kastellet.
Fra søsiden deltog tre rokanonfartøjer. I løbet af tre timer fik
de danske tropper ryddet op i området.

Kampen i Classens Have var
den eneste vellykkede aktion, som danskerne havde held til at iværksætte.
Det var her Peymann blev skudt i foden.

Desværre kom angrebet så
sent, at det ikke havde den store indflydelse på englændernes dominans.

Parat til angreb

Inden det store bombardement
havde englænderne udstedt et ultimatum om overgivelse. Dette havde
kronprinsen afslået.

Englænderne havde placeret
40 morterer, der ikke kunne ses fra voldene. Det var såkaldte krumbaneskyts,
som ikke behøvede frit udsyn til målet. Fra positioner som Rolighedsvej,
Nørrebrogade ved Assistens Kirkegård og Øster Allé kunne man snildt
ramme de tætbefolkede boligkvarterer omkring Frue Plads. 

To englændere ved Østerport

To englændere, Jones og Sanders
havde i begyndelsen af 1800 – tallet forsøgt at etablere et jernstøberi
uden for Østerport. Og det var ikke lige til. Mange tilladelser skulle
indhentes. Det kunne tage år. Inden afgørelsen blev taget, gik englænderne
i land i Vedbæk den 16. august 1807. de to englændere forsvandt sporløst
dagen efter. 

Kapitulationen

Den 7. september blev Kapitulationen
underskrevet. Følgende ting skulle blandt andet ske: 

  • Englænderne
    skulle besætte Kastellet og Holmen
  • Krigsskibe af
    alle typer og alt flådetilbehør skulle afleveres
  • Engelske transportskibe
    skulle indlades i havnen for at kunne indskibe og laste ekspeditionskorpset
    og dets materiel.
  • Senest seks uger
    efter kapitulationen skulle Kastellet tilbageleveres, og de engelske
    tropper indskibes.
  • Fjendtlighederne
    på hele Sjælland skulle ophøre
  • Personer, personlig
    ejendom og dansk politi skulle respekteres, ligesom beslaglagt engelsk
    ejendom skulle tilbageleveres.
  • Alle fanger skulle
    vende tilbage til egne styrker, og de officerer, der var fanger bundet
    af deres æresord, skulle løstages for denne forpligtigelse.

 

Et godt udbytte

Da englænderne endelig tog
hjem, tog de 18 linjeskibe, 17 fregatter og 42 mindre skibe med sig.
I alt 400 skibe sejlede den 21. og 22. oktober hjem til England. Danmarks
store rolle som flådenation var endelig forbi.

Kronprinsen havde ellers befalet,
at flåden skulle afbrændes. Men denne ordre nåede aldrig frem. 

Dommen

Den 20. juli 1808 fremlagdes
anklageskriftet. Peymann, Bielefeldt og Gedde blev ført til arresten
i Kastellet. Dommene faldt den 16. november 1808.

Peymann og Bielefeldt blev
dømt til døden og deres ejendom konfiskeret, fordi de unødvendigt
havde overgivet fæstningen.

Gedde blev dømt til døden,
fordi han ikke havde sat fæstningen i forsvarsstand.

Kronprinsen, der nu var blevet
Frederik den Sjette formidlede dommen. Peymann og Bielefeldt skulle
ikke henrettes med afskediges i unåde uden tilladelse til at bære
uniform og felttegn. Men efter Napoleons fald i 1815 fik alle tildelt
pension og lov til at bære uniform.


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro