Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Nørrebros historie

Marts 30, 2008

Dette er Nørrebros historie
fra 1527 – 1850. Vi har forsøgt at fange de væsentligste
ting. Magistraten kunne ikke lide den stærke mand og dampkraften. En
jøde blev begravet under politi – og militærskorte.  Det lystige
liv foregik på Blågården. Nye ejere glemte dog at betale afgift til
Staten.
 

Nørrebro – området var
egentlig en del af Serridslevs område. Siden 1527 har den hørt under
København. Før den tid strakte byen sig kun til søerne.  

Serridslev forsvandt

Serridslev tilhørte kongen
og Roskildebispen. Selve landsbyen lå omtrent der hvor Vibenhus ligger
i dag.

Antagelig forsvandt Serridslev
i 1523, da Johan Rantzau efter Christian den Andens flugt slog sig ned
i omegnen med en hær på cirka 6.000 mand.  Man ville tvinge København
til overgivelse.

Efter et halvt års belejring
gav byen op.

Frederik den 1. overtog magten.
Han foretog store befæstningsarbejder, blandt andet fik han søerne
opdæmmet. To år efter overtog han også Roskildebipsens andel.  

Den største del af landsbymarken
blev udlagt til fælleder, hvor borgerskabet kunne græsse deres kreaturer.
Resten blev dyrket. 

Ny belejringshær

Allerede i 1535 lå en ny belejringshær
i Serridslev. Det var Christian den 3.`s hær. På et møde på Nørre
Fælled i juli 1536, måtte man bede kongen om nåde. 

I 1539 fik byens borgmestre
og rådmænd overladt en vang i Serridslev Mark som en tak for deres
arbejde med stadens anliggender.

Nørre Landevej

Over Fælleden strakte Nørre
Landevej sig. Det var datidens Nørrebrogade. Den havde dog ikke samme
linje som i dag. Dengang var Sortedamssøen og Peblingesøen en sø.
Vejen fra Nørreport gik ud i landet på dæmningen mellem Peblingesøen
og Skt. Jørgens sø. Derefter drejede den mod nordøst og overskred
bygrænsen ved Hyltebro. 

Den nuværende Nørrebrogade
er antagelig blevet anlagt i sin nuværende retning i slutning af 1600
tallet. Fra 1560 eksisterede der nemlig en dæmning, der adskilte Sortedamssøen
og Peblingesøen.

I 1562 kaldes denne overgang,
Fjellebroen. Senere hed den Langebro. Og i Christian den Fjerdes tid
hed den  Peblingebroen.  

Kongevej

Den nuværende Lynbyvej og
Øster Allé eksisterede også meget tidlig, dog i en lidt anden retning.
Frederik den Anden lod i 1580’erne bygge en kongevej, som endte ved
Vibenhus. Her lå allerede en vej, der gik ud af byen.  

Møllen og teglgården

I begyndelsen af 1600 – tallet
opstod der en spredt bebyggelse på den tidligere Serridslev Mark. Byens
teglværk, Teglgaarden flyttede herud i 1616 – 1617. Den havde tidligere
stået ud for Østerport.

Fuglestangen blev hejst ved
Teglgaarden. Den blev brugt til afretning af falke til fuglejagt. Det
var også her det tidligere Tagenshus lå.

En hollandsk mølle blev rejst
her. Den blev i 1635 solgt til to garvere. De to flyttede senere til
den senere Guldbergsgade. Men en tid hed denne gade dog Barkmøllevejen.  

Vibenhus

I 1629 opstod Store Vibenhus
som Vagthus paa Lønvejen fra København til Frederiksborg.
Navnet stammer fra Hans Andersen Vive, der boede her omkring
1635. Op til 1700 – tallet hed huset Vivens Hus.  

Kongen anlagde en jagtvej

Da Christian den Fjerde gennemførte
sin store udvidelse af Københavns befæstning, planlagde han også
befæstningen langs søerne. Udenfor Sortedamssøen påbegyndte han
Ravnsborg Skanse. Den skulle betales af byen, men den blev aldrig helt
færdig.

I 1658 måtte den rømmes,
da svenskerne dukkede op.  

Det var også Christian den
Fjerde, der i 1622 anlagde en bro over Ladegårdsåen, omtrent ud for
den nuværende Gartnergade. Kongen anlagde også en jagtvej på Nørrebro.
Det eneste der er tilbage af denne, er Møllegade.  

De første grundejere indfinder
sig

I 1661 fik Johan Merhof tilladelse
til at anlægge et hus udenfor Sortedamssøen tæt ved Nørre Landevej
med ret til at udskænke øl til de vejfarende.

På nabogrunden, Store Ravnsborg
havde borgmester Kristoffer Hansen og Hans Nansen allerede anlagt fiskedamme.

I slutningen af århundredet
ejedes Store Ravnsborg af kammerjunker Vind. Og langs den nuværende
Skt. Hans Gade havde borgmester Batholemæus Jensen fæstet en grund.
Helt ude ved  Hyltebro havde Jacob Rustmaster fået overladt en
plads.  

Den første industri kommer
til Nørrebro

Foruden den omtalte barkmølle
lå der i slutningen af 1600 – tallet seks andre møller, desuden
et limsyderi beliggende tæt til kongelige Majestæts Jagtvej.
Dette limsyderi omtales første gang 1694 og lå i nærheden af det
nuværende Solitudevej.  

Demarkationslinje i 1682

Mellem Nørrebro og Østerbro
nede ved Sortedamssøen  lå der omkring 1670 en del småhuse. 
Det var blegmændene, der holdt til her.  Men de måtte flytte.
For i 1682 blev demarkationslinjen lagt ud i en afstand af 2.000 Alen
fra voldene, således at den største del af området mellem søerne
og den nuværende Jagtvej kom til at ligge inden for den. Men en kongelig
resolution fra 1685 kundgjorde godt nok, at alle huse skulle sløjfes
med undtagelse af blegmændenes huse og møllerne.

Men hvis man havde de rette
forbindelser, kunne der godt gøres undtagelser.  

Blaagaarden

I 1694 erhvervede deputerede
i Generalkommissariatet Reinhold Meyer en lystejendom, som lå på Teglgårdens
tidligere plads. Teglgården var lagt øde efter svenskernes belejring
i 1658, og blev ikke senere opbygget.

Efter krigen erhvervede erhvervede
Christoffer Gabel den tilliggende grund, Teglgårdsvangen, som dækkede
størstedelen af området mellem Nørre Landevej, Peblingesøen, Ladegaardsåen
og den nuværende Griffenfeldtsgade. Han indrettede en lille sommerbolig
på området.. Og det var den ejendom, Meyer købte.

En del af det store område
blev lagt ud som en park med fiskedamme, og Meyer byggede et større
lyststed.
Han indrettede også et Hollænderi
og et gartneri på grunden. 

I 1706 købte Frederik den
Femtes bror, Prins Carl ejendommen, og fra den tid blev den kaldt Blaagaard.

Langs søerne blev der bygget
på arealer, der før var fælled. 

Markmanden

De store fælleder var Nørre
Fælled og Øster Fælled.

Til at varetage det daglige
tilsyn, var der ansat en Markmand eller Markfoged. En af disse var Holger
Dønneke som i 1682 boede på det sted, som nu er Nørrebrogade 68.
Han lagde også navn til det vandhul, der lå ved Nørre Allé, Holger
Danske.

Han kunne forhindre, at man
skar tørv eller tog sand, de steder, hvor det var forbudt. Men han
kunne ikke stille noget op mod militæret. 

Militæret på Fælleden

I 1679 var det hvis nok første
gang, der blev holdt mønstring på Fælleden. Helt op til vort århundrede
skændtes byen og militæret om brugen af Fælleden.

I 1710 kæmpede 15.000 soldater
i 4 uger på Nørre Fælled. Da de var væk indberettede kæmneren,
at de havde: 

  • selvraadig opkastet
    og gravet efter egen Fantasi mangfoldige Huller, en Del som for dem
    var nødig og det mest unødig.

 

I 1716 lå en del af den russiske
hær på Fælleden. Da de havde forladt området, så Fælleden heller
ikke godt ud. 

Efter lange forhandlinger forhandlinger
lykkedes det for en række bryggere, at få tilladelse til at bygge
en stald på Fælleden. Men under byggeriet i 1728 trådte en deling
soldater til, og arresterede håndværkerne. Efter langvarige forhandlinger
fik huset lov til at stå. Men kongen greb resolut ind: 

  • ej flere Huse
    saa nær uden for Staden maa opbygges, førend derom indhentes Resolution.

 

Man lagde fra militærets side
vægt på, at de fik så meget plads som mulig. I 1753 og 1755 lå store
troppekoncentrationer på Fælleden. For at lette troppernes Mouvements
og Evolutions
var der forud givet ordre til, at en del af de omkringliggende
marker skulle forblive udyrket. 

Raadmandsmarken

Uden for Fælleden lå Raadmandsmarken.
Til dagligt var der stille og fredeligt. Vangemandens hus var den eneste
bebyggelse. Men i slutningen af det 17. århundrede var det en tilbagevendende
begivenhed, når de gode borgmestre og rådmænd om sommeren i fællesskab
besigtigede høsten på deres vang. De sluttede med et ordentligt gilde.
Der var indrettet festplads, og rejst telte.

De høje herrer havde selv
medbragt kok og fine vine, som de nød i hinandens selskab.

Tjenestefolket måtte tage
til takke med en lidt anden form for fortæring. 

Her på Rådmandsmarken havde
skydeselskabet holdt til i en halv snes år. Det var også her fredsforhandlingerne
med svenskerne foregik i 1659.  

De store veje anlægges

Vejene i området var ikke
gode. Og bedre var det ikke, da nogle af bydelens hovedfærdselsårer
blev anlagt. Nørre Allé blev påbegyndt i 1744, Blegdamsvejen er fra
1770’erne. Begge veje udgik fra  fra Fælledvejen, den gamle
vej ved kvægets malkeplads. Pladsen blev senere kendt som Skt. Hans
Plads.

Herfra blev kildegæster til
Dyrehaven og Kirsten Piils kilde i sidste del af det 18. århundrede
fragtet.

Øster Allé blev i sin nuværende
skikkelse anlagt i 1750, og Jagtvejen, der forbandt Falkonérgården
med Vibenhus blev anlagt omtrent samtidig.

Den gamle hovedvej, nu kendt
som Nørrebrogade blev reguleret og omlagt i 1780’erne. 

Masser af lyststeder.

Langs Blegdamsvejen ved den
inderste del af Nørrebrogade fortsatte den langsomme bebyggelse.. det
var lyststederne, der dominerede herude.

I 1755 blev der lempet en del
m.h.t. hvad der måtte bygges. Størstedelen af husene var stadig lave
bindingsværkslænger.  

Forlystelser på Nørrebro

Befolkningen bestod mest af
håndværkere, arbejdere, møllere, gartnere og øltappere. Værtshuslivet
florerede ganske godt herude. Det var som regel kvarterets egne, der
holdt disse værtshuse i live, men Nørrebro tiltrak efterhånden også
borgerne inde fra byen. I året 1800 fortæller Nyerup således: 

  • Om Sommeren søger
    Haandværks og Kjældermanden og unge Burscher til værtshusene paa
    vester – Nørre – Østerbro eller på
    Frederiksberg. Om Søndagen når Vejret føjer, vrimler det Sommeren
    igennem på disse Steder med pyntede Mandfolk og Fruentimmer, som ved
    Keglespil, Musik og dans at nyde Livet med en Fryd og Gammen, som Menneskene
    i de høje Regioner intet Begreb kunde giøre sig om.

 

I begyndelsen af århundredet
havde Nørrebro oplevet et forlystelsesetablissement, som også trak
folk fra byen hertil. Det var den stærke mand, tyskeren Eckenberg,
som i 1722 overtog Barthalemæus Jensens tidligere grund langs Skt.
Hans gade. Her startede han et forlystelsessted, hvor han optrådte
med sine kunststykker. Et skrift beretter om dette: 

  • han lægger Hovedet
    på en Stol og Benene på en anden. Der bliver lagt en Sten på hans
    Mave eller bare Bryst, hvor den bliver slaaet i Stykker. Han staar på
    et Stillads og løfter med den ene haand en Rytter med hans hest eller
    12 Personer, mens han drikker et Glas Vand af den anden Haand.

 

Bystyret så ikke med gode
øjne på hvad der skete. De havde bragt i erfaring at 

  • udi sit Komediehus
    ligesaavel om Søndagen og andre Helligdage som hver af de Søgnedage
    udi Ugen agerede, hidsede Dyr og holdt med Spil og Leg, hvorved mange
    Godtfolks Tyende blev anlediget til Vidtløftighed og et ondt Levned.

 

Stedet blev lukket. En ny ejer
kom i 1763, som kunne tilbyde at 

  • at divertere
    enhver honnet Familie.

 

Ærbarheden var vendt tilbage
til Nørrebro.

Masser af industri

Lige op til dette lå Store
Ravnsborg. Her var et meget besøgt gæstgiveri. Langs Blegdammene voksede
store gartnerier frem.

Flere fabrikker, der beskæftigede
sig med manufaktur dukkede frem. 

I 1719 indrettede Fr. Holmsted
et Kattuntrykkeri ved Blegdamsvejen. Ved den 8. Blegdam blev et andet
oprettet. Grev Daneskjold Laurvigens sømfabrik etablerede sig i nærheden.
I 1780 startede en stor bomuldsfabrik på den anden Blegdam, med staten
som største aktionær. 

Den lille skole ved Blegdammen

Alle disse fabrikker trak folk
til. Derfor var der behov for en lille skole. I 1761 blev der oprettet
en lille skole  på den 12. Blegdam. Det var omtrent der hvor Trepkasgade
udmunder i Blegdamsvejen.  

Raadmand Volteren inspicerede
skolen i 1787. Han vendte meget mismodigt tilbage. Bygningerne var forfaldne,
plankeværket var væltet, og Blegdamsgrøften, der løb udenfor, udbredte
ret en pestilentisk Stank.
 

  • Inde i Skolestuen
    stod en halvgammel fattig og forknyt Studiosus og terpede Katekismus
    med en Flok landsbyagtige Børn, som var meget lidt fortrolige med Skriftstederne.

 

Først i begyndelsen af det
19. århundrede blev det gjort noget ved problemerne. Digteren, Fr.
Høegh – Guldbergs blev en energisk leder af en ny skole. Efterhånden
blev det den bedste Almueskole i Byen.  

Den jødiske kirkegård

Langs den nordlige del af Nørrebrogade
var det en sparsom bebyggelse ved Fælledvejenog mellem denne og Møllegade,
hvor der allerede i 1694 blev gjort klar til anlæggelse af den jødiske
kirkegård.

Det var de tyske jøder, der
først fik tilladelse til at indrette en begravelsesplads på dette
sted, langt ude for byen. Jøderne var dengang ilde set. I 1729 førte
byens politimester selv an i løjerne

Det forlød nemlig at prokurator
Gedeløches var overgået til jødedommen inden sin død. Men uheldigvis
var han blevet begravet ude på Garnisons Kirkegården. Han måtte graves
op, og ligvognen måtte eskorteres med både politi og militær til
Nørrebro. Politimesteren brugte lejlighed til at håne jøderne ved
denne lejlighed.  

Lygten Kro

Udenfor kirkegården opstod
der i løbet af det 18. århundrede nogle reberbaner. Helt ude ved Hyltebro
overtog Konrad Berg i 1718 Lygten Kro. Han forsynede den med nye bygninger.  

Mange ejere på Blaagaarden

På den sydlige side af Nørrebrogade,
dominerede Blaagaarden. Prins Carl udvidede mod syd, så grunden nåede
næsten helt ned til Ladegårdsåen. Han lod også en ny hovedbygning
opføre.

Helt ned til Peblingesøen
var det et storslået haveanlæg med fiskedamme og lindealléer. Der
var statuer, blomsteranlæg og lysthuse.

I 1765 købte Knud Jacobsen
Lyne, Blaagaarden og bosatte sig i økonomiboligen. Statsminister Rosenkrantz
havde lejet sig ind i hovedbygningen.

Fire år senere erhvervede
Christian den Syvendes gode ven, Grev Conrad Holck ejendommen, og nu
kom der rigtig liv på Blaagaarden.

Kongen besøgte ofte Holck,
og ofte var det dennes kun 12 – årige hustru der var værtinde. Trods
pengegaver fra kongen var Holcks økonomi dårlig. Men det afholdt ham
ikke fra stor selskabelighed. Der kom drivhuse og nyttehaver på ejendommen.
Men i 1770 faldt Hokck i unåde, og kunne ikke mere klare sine forpligtigelser.  

Efter at Blaagaarden var blevet
forpagtet ud, overtog købmand Peter Tutein ejendommen. I 1780 var det
Generalmagasinet og en tysk fabrikør
Kalckenberners tur.  I nyopførte fabriksbygninger på ejendommen
blev der oprettet klædeindustri. Men det gik slet ikke.

En række mindre virksomheder
rykkede ind i længerne, og i 1790 blev hovedbygningen sæde for landets
største seminarium. 

Solitude

Nu vat det slut med at være
landsted. Men hos naboen, Solitude varede dette ind i det 19. århundrede.
Denne lystgård lå for enden af Solitudevej. Der var grev U.A. Holstein,
der indrettede gården som landsted.  Da kronprins Christian (den
Sjette) og Sofie Amalie blev gift i 1721 blev de modtaget på Solitude,
hvor ministre modtog dem.

Senere ejede Grev Danneskjold
– Samsøe gården. I 1728 overtog Grev Sponneck gården med ret til
krohold. Denne Grev Sponneck var byens kommandant.

I 1770 blev stedet indrettet
til Inokulationsanstalt. Det var et hospital beregnet for børn,
hvor man kunne podes mod Kokopper.
Det var en af Struensees påfund.

Men i 1783 ophørte dette,
og Solitude fortsatte som landsted.  

I 1790’erne samlede Det
Forenede Musikalske Selskab
sig herude. Mere folkelig var Lille
Ravnsborg. Det lå på hjørnet af Kappelvej og Nørrebrogade. Her var
der mulighed for kegling og billard. Traditionen var, at det var her,
at man skulle drikke gravøl efter den lange vandring ud til Assistens
Kirkegården.  

Ventegot

Kirkegården blev indviet i
1760. Og det var jo J.S. Augustin, der som den første standsperson
blev begravet herude. Tidligere var grunden blevet brugt til tobaksdyrkning.

På den anden side af Jagtvejen
var der i denne periode ikke megen bebyggelse. Vi skal dog ikke glemme
gården Ventegodt, i nærheden af det nuværende Esromgade. I 1762 blev
de ejet af Kammerråd von Schmeiden., senere af vinhandler Ole Hofgaard.
Fra 1794 var det overkrigskommisær, Johan Wiewilds ejendom.  

Uden for Jagtvejen havde vi
Havremarken, Kløvermarken, og Brudesengen. Sidstnævnte lå mellem
Nørrebrogade og den nuværende Mimersgade. 

Borgerskabet holder sommerferie
på Nørrebro

Byens borgerskab flyttede efterhånden
på landet. Således siges det at generalprokurør, Henrik Stampe i
1770’erne om sommeren boede paa Blegdammen.
Adskillige havde sommerboliger på Nørrebro.

De trange omgivelser inde i
København fik borgerskabet til at søge ud til de landlige omgivelser
på Nørrebro. Pensionister og tidligere erhvervsdrivende nød deres
alderdom herude.  

Der var kun få butikker på
Nørrebro på daværende tidspunkt. En bager, en urtekræmmer, et mælkeudsalg,
og nogle spækhøkere. Skulle man have andet, måtte man vandre den
lange vej ind til staden. Det gjaldt også for skolebørnene, såfremt
forstadens visdom ikke var nok for dem. 

Idyllen på Nørrebro blev
forstyrret af englænderne i 1807. Beboerne havde fået at vide, at
de ikke måtte komme ind i byen. De skulle søge ud i landet.

Efter at englænderne havde
forladt området, blev tilsynet med byggeriet ude foran voldene skærpet. 

Nye foreninger

På Assistens Kirkegård vendte
livet tilbage. Mange mente, at der foregik for megen lystighed herude.

Den bestandige Borgerlige
Forening
holdt til på Store Ravnsborg. Her holdt man broderskabet,
borgersindet og fædrelandskærligheden ved lige.

På Solitude holdt en anden
forening til, nemlig Holbergs Minde. Keglebanerne og de mange
beværtninger prægede forlystelseslivet på Nørrebro. 

Det første teater

Italieneren Pettoletti havde
fået bevilling til at oprette et teater udenfor stadens porte.. Det
foregik på Blaagaarden. Med adgangen til teatret var ret besværlig.
Gæsterne måtte balancere på en meget smal bro over en dyb vejgrøft.
Derefter skulle man forcere en bundløs vej. En svensk gæst, der i
1830 havde besøgt teatret skrev således, at underholdningen ikke kunne
måle sig med det, der foregik på Vesterbro Teater, og publikum bestod
for størstedelen af pak.

Teatret brændte i 1833 og
blev ikke senere opført. 

Omkring 1800 boede der 700
indbyggere på Nørrebro. I 1850 var der lidt over 3.000 indbyggere
herude. Bebyggelsen fandt sted langs Blegdammene, Fælledvejen, og Nørrebrogades
midterste del.

Overfor kirkegården lå der
en stor reberbane, der gik helt hen til Runddelen. Og helt herude lå
Ølunds Mølle. 

Den
”farlige” dampkraft

Farver Holmblad havde lejet
betydelige arealer på Blaagaarden. Men i 1816 købte to af Frederik
den Sjettes adjudanter, Oberst Remeling og Kaptajn Scholten hele Blaagaards
– området uden for søerne, og begyndte at udstykke jorden. Men de
glemte dog at betale afgift til staten.

Så efter en halv snes år
tog staten ejendommen. De solgte så de sidste arealer.

Blandt dem, der købte grunden
var M.A. Heegaard. Han havde etableret en sommerbolig med en stor have
omkring. To år senere indrettede han et jernstøberi på grunden.

H.J. Bing ansøgte om tilladelse
til at anlægge en papirfabrik i Blaagaardskvarteret. Men Magistraten
var ikke så begejstret for dampkraften.  

  • Denne Dampkraft
    udbreder til visse Tider den vederstygligst Røg baade over de nærmest
    tilgrænsende Ejendomme, saavelsom Veje
    og de langs med Søerne anlagte Promenader, at der især for Svage maa
    være skadeligt at blive indhyllet deri, ej at tale om, at Klæder og
    andre Ting fordærves derved.

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro