Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Studehandel i Tønder

Januar 15, 2008

Tønder har lige som kniplinger
spundet meget guld på handel med stude. Først som transitsted siden
med kæmpe Tønder – markeder. Det var derfor at Tønder fik verdensrekord
i antallet af værtshuse. Tønder Havn, senere Højer og Emmerlev spillede
en stor rolle i udskibning af stude til Holland, senere England.
 

Kigger man på min slægt,
ja så er jeg i familie med Armin Bruhn (Armins Gaststätte)
i Aventoft. Det har så aldrig resulteret i familierabat, selv om jeg
og min familie ofte har besøgt dette sted. Men jeg tror nu nok at min
storebror inden hans død, nåede at indkassere familierabatten.

Men det er lige så vigtigt,
at min stamtavle går tilbage til midten af 1700 – tallet. Ja, her
er min forfader, en kvægdriver fra Nørresundby. 

Eneret på handel og håndværk

Allerede i 1354 fik Tønder
eneret på handel og håndværk. Meningen var ikke at hindre trivslen
på landet, men for at skaffe byen gode betingelser. Sidste gang man
fik fornyet disse privilegier var i 1747. Men i 1552 var det på et
hængende hår, at man fik fornyet disse privilegier. Man havde jaget 
hertugens kvæg væk fra Vestmarken. 

Gnidninger med Højer

Fra gammel tid havde det været
gnidninger mellem Højer og Tønder. I 1660 klagede man i Tønder over,
at der dagligt kørte 100 kornvogne gennem byen vestpå. I 1687 –
88 kom det ligefrem til en åben fejde, hvor kæmneren og byfogeden
forseglede handels – og håndværkerboderne i Højer. I sidste ende
var det dog Højer, der løb af med sejren. I 1706 fik Højer lov til
at drive handel og håndværk. 

Handelslivet blomstrede
i 1500 – tallet

På torvedage kunne landboerne
bringe deres produkter til byen og afsætte dem til byens købmænd.
Reglen var at Ingen gæst måtte handle med en gæst.
Købmændene var mellemhandlere mellem storhandlere og bønderne. Den
fortjeneste, der fremkom, kom købmændene til gode.

Handelslivet blomstrede i Tønder
især i 1500 – tallet. Det var navnlig studehandelen, der gav rigdom
til byen. 

I 1482 solgte hertugen sin
bondegård Kærgaard Nord til bymarken. Denne bymark tilhørte
de 120 stavne i Tønder.

I 1570 udførte17 købmænd
fra Tønder ikke færre end 2.345 stude over Gottorp. 

En velstående borger

Kigger man på en ”slags
selvangivelse” fra 1611, kunne vi se hvor meget en velstående borger
havde at gøre godt med.  

  • 8 heste, 14 køer,
    14 stude og unge tyre, 3 kalve, 1 svin og 6 får og lam.

 

I 1622 udskiber 8 købmænd
fra Tønder 1.042 stude via Vadehavet til Holland.

I 1638 fortoldes der i Højer,
3.409 stude. I 1651 var tallet 1.631. De fleste var fra købmænd i
Tønder.

I 1643 var der endnu 14 skibe
hjemmehørende i Tønder. 
 

Opfedning på marsken

Studedriverne kom fra hele
Jylland. Opkøberne var som regel fra Tønder. Senere var det almindeligt,
at opkøberne mødte op hos herremændene og købte studene til levering
ved forårstid. Det magre kvæg solgtes videre til friserne i marsken
eller græssede på den fede marskjord. Når de var fede nok, blev de
udskibet til Holland fra Tønder, senere fra Højer og Emmerlev.

Den eneste føde de fik, var
æg, som kvægpasserne puttede i halsen på dem. Under transporten fik
studene en bjælke under bugen, så de ikke kunne lægge sig ned. 

Masser af varer fra Holland

På vejen hjem fra Holland
var skibene lastet med kolonialvarer, klæde, vin, tobak, møbler og
fliser. Det var ikke kun det oprørte hav, der var skyld i død og forlis.
Nej, der lå skam sørøvere på lur, som kastede sig over lasten. De
tog hele lasten og solgte den og besætningen på slavemarkeder i Algier
og Tunis.  

Giv agt – sørøvere

Således siges det, at en styrmand
fra Rømø, blev taget til fange og solgt til Kongen af Algier.
Man krævede 2.000 rigsdaler for hans løsladelse. Slavekassen blev
oprettet i 1715 med det formål, at frikøbe slavere. Og hvis midlerne
ikke kunne skaffes gennem denne kasse og indsamlinger i kirken., måtte
man selv eller familien betale.

Den omtalte sømand kunne ikke
betale hele beløbet, efter sin frigivelse, selv om han og hans hustru
forsøgte i 820 husstande.  

Storbønder havde deres
egne skibe

Det var ikke kun byens købmænd,
der havde skibe. Vestkystens storbønder havde deres egne skibe. En
af dem var Peter Beyer fra Skast.
I sin dagbog skriver han: 

  • Anno 1680 den
    26. januar har jeg begyndt min handel, og mine penge har da været 179
    rigsdaler 1 skilling. Gud hjælpe mig til en god handel, og give mig
    lykke og velsignelse.

 

En af hans aftagere var
Hans Adolph Brorsons
far, der af ham til sit bryllup købte en hat
og tre dusin kridtpiber. 

Holland satte sit præg.

Holland kom til at sætte sit
præg på vestkysten. Klædedragten, de langskødede frakker, allongeparykken,
samt den rige overdådighed af sølvpynt i form af kæder, knapper og
spænder, som velhavende bar, blev en tro kopi af en hollandske mode.

Også stuerne bar præg af
det hollandske. Malerier af bibelske emner, hollandske krigere eller
skibe for fulde sejl. På væggene hang spejle i forgyldte rammer. Kobbertøj,
tintøj og porcelænstallerkner fra Ostindien pyntede i stuerne.

Også Kristkirkens fantastiske
indretning bærer præg af hollandske ting. 

Det hollandske eventyr sluttede

I 1718 syntes eventyret med
Holland, at nå sin ende. Hollænderne lagde en told på 20 Gylden pr.
stud. 

Kvægsygdomme

Engang imellem gik kvægpesten
over landet, og lammede storhandelen. Rundt omkring i sognene blev der
opstillet pestvagter, der skulle overvåge, om der kom syge dyr ind
i landsbyerne.

Fjerkræ, katte, hunde berøvedes
deres frihed, og gårdene blev afspærret. Kun præsten, lægen og jordmoderen
fik adgang.

Men selv om man brugte disse
ting, og andre midler som kvaksalvere og kloge koner, så kunne man
ikke bremse den asiatiske sot. 

En bonde fra Rørkær fortæller:

  • I marts 1745
    kam den til min faders gård og alt vort kvæg, som var 400 rigsdaler
    værd, døde.

 

Ja selv Hans Adolph Brorson
skrev om landeplagen:

  • Det er Herrens
    hånd, vi se, alle skælve må derved, du har ramt dette sted, og kan
    det os ikke drage, er vel intet håb tilbage.

 

Først i 1752 kunne man ånde
lettet op, men kvægpesten kom tilbage med jævne mellemrum. 

Nedgravning blev
ærligt arbejde

Egentlig var det skarpretterens
og hans karls arbejde at nedgrave dødt kvæg, og dette arbejde ansås
for uærligt. Derfor var det vanskeligt for Magistraten, at få
daglejere til at nedgrave de mange døde kreaturer. Magistartens folk
måtte selv foretage det første spadestik, for at gøre arbejdet
ærligt.

I 1763 kunne Magistraten meddele
at 99 stk. kvæg var kastet i en grube på marken. 

Overfyldte Oksevje

Oksevejene var stærkt befærdede.
Når studene kom til Tønder var de ofte magre og udmattede efter mange
dage og nætters ophold under åben himmel. Men marskens gode græs
gav hurtige resultater. 

I 1800 – tallet blev de jyske
stude udført til England over Hamborg, hvor de blev slagtet. 

Markedsdagene skabte liv

På markedsdagene var der liv
og røre i Tønder. Det vrimlede med folk og fæ. Hundreder af køretøjer
bevægede sig mod byen. Der var pludselig endnu flere værtshuse i byen.  

Pastor Kok, der var præst
i Burkal, var ikke så begejstret for disse markeder: 

  • Kvægmarkeder,
    af hvilke der holdes en utrolig mængde i Tønder og Husum, spiller
    en overordentlig stor rolle i de fleste bønders liv og koster dem både
    mange penge og megen tid, der kunne anvendes fordelagtigere i hjemmet,
    men de er nu engang for dem i det mindre næsten, hvad de olumpiske
    leje var for grækerne og festerne i Jerusalem for jøderne, derfor
    forsømmer en nogenlunde velhavende mand sjældent noget marked, selv
    om han hverken har i sinde at købe eller sælge. Markedsdagen benyttes
    ofte i tidsregning, og handelens udfald på marked giver længere stof
    til behagelig underholdning ved selskabelige sammenkomster.

 

Efter1864, da grænsen blev
trukket ved Kongeåen, blev forholdene anderledes. Der kom ingen stude
mere nordfra, men markederne sydpå aftog dog stadig stude fra Tønder.
Der boede på egnen flere velansete slægter af stude – og hestehandlere.
De gårde, de ejede, bar vidne om, at her var der velstand. 

Men Tønder Markederne voksede
sig igen store. Et par år efter var den årlige tilførelse 15.000
– 25.000 stk. hornkvæg. Al anden trafik måtte vige, når der var
Tønder – marked. Og studene gik ikke altid den lige vej. Ofte gik
det gennem de små smøger i byen.

Byens borgere så altid frem
til markederne.  

Tondernsche Zeitung
skrev i oktober 1871: 

  • Vi lever nu i
    efterårets markedsglæder. Hele dagen og den halve nat bliver der spillet,
    fløjtet, trommet og sunget i gaderne, så ørerne er ved at falde af
    en. Til gengæld forstår vores bedste værtshuse at underholde behageligt
    med musik og sang. Det er i år flere markedsboder end sædvanligt.
    Krigspaonramaer, voksfigurer, nye karruseller, en dame på 400 pund
    og meget andet.

 
Gylden tid for Tønders værtshuse

For værtshusene var det en
gylden tid. Vejen til detentionen (Klötzen) var ikke lang.

På markederne mødtes sønderjyske
bønder med frisere, holstenere, opkøbere fra Hamburg, ja helt fra
Rhinlandene. Hver by og egn havde sit stamkavartér.

De danske bønder slog sig
ned hos Mutter Hage i Humlekærren.
Lige overfor lå tyskernes værtshus Weisser Schwan.

Tønder havde på et tidspunkt
verdensrekord i antallet af værtshuse (pr. person). 

På krammermarkedet var det
første dag gerne borgernes, den anden dag bøndernes dag. Først den
tredje dag strømmede tyendet
til. 

Klager over drukkenskab

Intet under at byens aviser
klagede over drukkenskab, som markederne førte med sig. Slagsmål og
skrål hørte nu engang med til det. Og landevejen omkring Tønder var
overdænget med berusede bønder på vej hjem. 

Stadepenge

Fra 1877 besluttede byen at
opkræve stadepenge på markederne. 20 pf. pr. hest og 10 pf. pr. hornkvæg
til stor mishag for bønderne og kvæghandlerne. Egentlig skulle de
ikke klage, for der var stor afsætning til Tyskland. 

Ikke ondt af bønderne

I 1880’erne indfører England
importstop. Det førte til dalende priser. Men det havde aviserne i
Tønder ikke ondt af. De mente, at bønderne svigtede Tønder, og købte
deres varer andetsteds. Med de nye jernbaneforbindelser var dette også
blevet lettere. 

Æ punchsti

Ja så skal vi da ikke glemme
Æ Punchstsi
– Punchvejen. Denne var en nødforanstaltning
mellem  Skibbroens mange værtshuse og Vestbanegården. 

Hvis du vil læse mere,
ja så kan du bl.a. læse om min fars oplevelser ved nogle af disse
markeder

  • Drengestreger
    i Tønder 1920 – 1935

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder