Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Barn på Nørrebro

November 14, 2007

I 30’erne var arbejdsløsheden
stor, og det kunne mærkes især på Nørrebro. Ofte måtte arbejderne
sendes hjem, da der ikke var materialer nok, til at man kunne producere.

Så var det ikke altid muligt,
at få en dejlig tallerken havregrød med sukker og en stor kop mælk. 

Et tomt spisekammer

Spisekammeret var tomt. Det
eneste man kunne få, var masser af sukkermadder. I stuen var der kun
baggårdens lygter. Det var gaslygter ligesom ude på gaden. Ved mørkets
frembrud tændte lygtemanden dem med sin lange stang. Petroleumslampen
måtte børnene ikke selv tænde. Tændstikker var farlige for børn.
Elektriciteten var lukket på grund af manglende betaling. 

De fine med udsigt til gaden

På Nørrebro boede alle de
fattige til højre med udsigt til baggården. De fine havde udsigt til
gaden. På hver etage boede der fem familier, som skulle deles om to
toiletter for enden af den lange gang. Sådan var forholdene omkring
Skyttegade. 

Dårlige toiletforhold

Beboerne skulle selv sørge
for rengøring af toiletterne, så det gik på omgang. De enlige mænds
rengøring var mildt sagt ikke effektiv. Så børnene gik kun nødtvunget
derud. Når man skulle tisse, brugte de en potte, og når den var fuld
blev den tømt i køkkenvasken. 

De store drenge skulle ellers
tømme familiens potte. Det var ikke særlig velset blandt de andre
drenge. Så det skete først efter mørkets frembrud, at det skvulpende
indhold blev tømt i toilettet.

Men det blev for meget for
dem, så Pølsedrengene, som de blev kaldt, tømte indholdet
i vasken, både det ”store” og det ”lille”. Resultatet var at
indholdet dukkede op hos naboen og faldstammen blev tilstoppet.. Det
var ikke ualmindeligt, at vasken blev brugt som pissoir.

Man kan godt forestille sig
den stank, der bredte sig rundt omkring i lejlighederne. 

Kakkelovnen

Stuen blev opvarmet af en lille
kakkelovn. Når der var højvande i kassen, blev der fyret med koks.
Og hvis købmanden ikke ville give kredit, så brugte man sammenpressede
avisbriketter.

Godt nok havde man vaskekældre,
men det var billigere, at gøre det i køkkenet, selv om det var drøjt.
Tøjet blev kogt i en gryde over gassen, og der var kun koldt skyllevand.
Om vinteren blev tøjet tørret ved kakkelovnen i stuen.  

Store badedag

Hver lørdag skulle familien
i bad. En stor balje blev sat ind i stuen. Og vandet blev varmet i fløjtekedlen
på kakkelovnen. Baljen blev kun fyldt en gang, så alle måtte i det
samme vand. Og de små måtte vente til allersidst. Det kunne jo være,
at de tissede i vandet.

Der blev skrubbet, og håret
vasket i brun sæbe. Så måtte man holde en klud for øjnene ellers
gik det galt. 

Lus

Bagefter blev det kæmmet med
den store tættekam. At have lus var den største skam, der kunne overgå
børnene. Havde man lus, ja så måtte man i gang med olie, der havde
et kraftigt stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik
hovedbunden til at boble. 

Uheldigt at have fnat

Det var meget uheldigt, hvis
skolelægen opdagede, at man havde fnat. Disse små kløende mider var
ret irriterende. Så måtte børnene i familien en tur på Kommunehospitalet.
Og det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der
skulle sidde en tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med
varmt vand. Efter endt opblødning blev man skuet med sæbe og træuld.
Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Og derhjemme måtte man
huske at udskifte sengetøjet og alt andet tøj skulle vaskes.  

Lejlighederne var en lopperede

Mange lejligheder var en lopperede.
Det var fugtigt, og det var ikke muligheder for udluftning. Pludselig
følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket
i salmiakspiritus, og møblerne skoldet. Det kunne holde utøjet i skak
i nogen tid, indtil de atter kravlede igennem gulve, vægge og lofte. 

Lånekontoret

Havde man slet ingen penge,
ja så gik man hver mandag hen og afleverede sit pæne tøj på lånekontoret,
og lånte et beløb. Om fredagen hentede man tøjet og betalte renterne,
hvis man havde fået løn. Så var det måske råd til lidt mere havregrød. 

Konkurrence i at
rapse

Forretningerne på Nørrebro
havde store problemer med børn, der rapsede.
Der gik konkurrence i, hvem der hurtigst kunne hugge fra forretningernes
udstillingskasser. Når det blev opdaget, ja så holdt man en lille
pause indtil man gik i gang igen.

Havde man slet ingen penge,
kunne man jo stille sig foran rullekonens forretning og synge en vemodig
sang. Så fik man måske måske en tiøre, der kunne investeres i et
rosenbrød.

Man kunne også forsøge at
charmere sig ind hos den lokale slikmutter. Omkring Skyttegade
hed hun forresten Musse. 

Disse tag
– selv togter
skabte gys og spænding og stor respekt i baggården.
Men slikmutter Musse, holdt dog øje med ungerne. De flotte chokoladeæsker
på disken var kun udstillingsmodeller, der var ikke noget i dem. Så
nogle gange blev ungerne snydt. 

Frelsens Hær

Mange af børnene gik i søndagsskole
hos Frelsens Hær i Gartnergade. Ikke fordi man nødvendigvis skulle
have indpodet almindelig dannelse. Men her var der hygge og varme. Om
søndagen marcherede Frelsens Hær med fuld musik gennem Rantzausgade
med alle unger efter. På Blågårds Plads blev der fortalt om Gud den
almægtige. 

Far er ikke hjemme

Selvfølgelig måtte man ikke
stjæle og lyve, men det var da fristende at stjæle æbler og lignende,
når man ikke havde penge. Man måtte heller ikke lyve. Men var det
ikke at lyve, når købmanden kom med regningen, og man skulle sige,
Far er ikke hjemme,
når han gemte sig inde i soveværrelset? 

Den store gevinst?

Gasmanden kom hver måned for
at tømme gasautomaten for mønter. Men faderen havde allerede været
der. Så blev der ellers brutalt lukket for gas og lys. Så var det
slut med varm kaffe, kartofler og spejlæg.

Far prøvede at skaffe familien
velstand ved at spille poker eller rafle. Den store gevinst lå lige
forude, mente far.  

Dullen
fra Kommunen

Når det gik for dårligt,
ja så kom Dullen på besøg. Dullen
var den tilsynsførende fra kommunen. Hun skaffede nye tandbørster,
og spisebilletter til folkekøkkenet. Men brunkål eller gule ærter
med flæsk kunne være barsk kost for børn, der ikke var vant til varm
mad. Så var det bedre med rødgrøden med sukker og mælk. Man kunne
jo også sælge den sidste spisebillet, så var det plads til nogle
cerutter eller en øl til far

Uden for folkekøkkenet blev
der foretaget en ivrig handel med spisekort.

Ja og så kunne man to gange
om året få en tøjpakke fra Børnenes Kontor. Så behøvede man ikke
mere at gå i de såkaldte socialsko, som var ternede kludesko.
Disse var aldeles håbløse i regnvejr. 

Var man rigtig heldig, kunne
man få en ferieplads gennem Københavnske Skolebørns Ferieophold.  

Organiserede slåskampe

Børnene var i evig kamp med
viceværterne. Øretæverne måtte man tage, når man blev fanget. Og
så var det Ladegårdsåen. En dejlig
legeplads. Især på det grønne område ned til åen. Her blev hurtige
boksekampe arrangeret. Havde man 4 stokke, ja så havde man allerede
en boksering.

Kampene mod de andre gader
og veje var også vigtige at holde vedlige. Organiserede kampe med kæppe,
koste, stokke, læderremme og hvad man kunne få fat i, hørte til dagligdagen. 

I åen blev der fanget aborrer
og skaller. Sommetider var man heldig, og fangede en gedde. Der blev
sejlet med bræddestumper, fanget blodigler, rygsvømmere, salamandere
eller skøjteløbere.

Man løb på skøjter om vinteren,
og balancerede på isflager.

Kunsten var at vippe de andre
i vandet uden selv at blive våd, men det lykkedes ikke hver gang. Så
måtte man selv i baljen – og hjem for at blive varmet – både i
den ene ende og i den anden.  

Ikke Guds bedste børn

Præsterne var opmærksomme
på at befolkningen især i Rabarberkvarteret ikke var Guds bedste børn.
Især i Brorsons Kirken var der en flok præster, der ville ordne det
moralske forfald. Disse præster var anført af Vilh. Kold, der
senere blev Indre Missions formand. Han var både fysisk og åndelig
en kraftkarl. Han var ikke bange for at dykke ned i kasernerne. 

Rart med hjælp

I nærheden havde man også
Mariahjemmet
, hvor fromme diakonisser forsøgte at gøre dagligdagen
mere behagelig for de udsatte. I Brohusgade 17 lå døvstummehjemmet.
Det var rart, at nogle ville hjælpe.  

Ikke uartigt, at være luder

For enden af Korsgade var der
engang en politivagt, hvor urolige folk blev gennemtævet til de ikke
kunne røre sig mere, fortæller Rarbarberdrengen Christian Christensen. 

  • Der var også
    helt enlige kvinder, som syede og som ofte fik besøg af en fin mand,
    der gav dem penge som hjælp til husleje og mad. Og endelig var der
    nogle yngre kvinder, som arbejde om natten, og som drengene i gården
    kaldte ludere.
  • En dag forklarede
    en dreng mig, at en luder var en pige, der gik ud på gaden om aftenen
    og fandt et ”rær”, der betalte hende for at få lov til at bo hos
    hende om natten. Jeg fandt ikke noget uartigt i det. Det var da meget
    pænt af pigen, syntes jeg …..

 

Umenneskelige vilkår

Der var masser af drukkenskab,
råhed og skøger i kvarteret. Men der voksede også et fællesskab
frem. Et fællesskab, der hjalp hinanden.  

Fidusbyggeriet på Indre Nørrebro
blev helt op til vores tid brugt som menneskebolig. Ufattelig, at man
ikke gjorde noget ved dette tidligere. Men masser af bygherrer sad selv
i Borgerrepræsentationen og lavede love, der beskyttede dem selv. De
manglede det følelsesmæssige engagement, der var nødvendigt for at
ændre og afhjælpe beboernes fortvivlede situation.

I de små lejligheder boede
generation efter generation. Det var umenneskelige vilkår i sundhedsfarlige
bygninger. 

Den sorte firkant

Det var ikke kun fordi at Heegaards
fabrik forurenede eller det faktum, at bygningerne stod så tæt, at
der sjældent kom dagslys ind i stuerne, at kvarteret blev kaldt
Den sorte Firkant.
Forklaringen er, at alle politisager og børneværnssager
på et tidspunkt blev afmærket på store kort over København. Der
blev aftegnet en sort masse med en lang hale (Ryesgade) i forhold til
de omgivende boligområder.

Firkanten var under ½ km2.
Her boede der 20.000 mennesker, og heraf var der 4.000 børn under 14
år. Af firkantens 8.400 lejligheder var totrediedele på 2 værelser
eller mindre. Gennemsnitsstørrelsen af disse lejligheder var på 30
m2. 

Alkoholisme, selvmordsforsøg,
skilsmisser, kriminalitet, børneværnssager, arbejdsløshed, børnedødelighed
samt lav skoleuddannelse var kendetegnende for det slum, der blev bygget. 

Børnenes wienerbrød blev
hugget

Asta Nielsen, den berømte
filmstjerne tilbragte også sin barndom på Nørrebro. Hun boede i nærheden
af Stefans – Kirken, derefter flyttede hun med sine forældre til
Fælledvej, og de boede også på forskellige steder i Frederik den
Syvendes gade. Asta fortæller om en hændelse på et børnehjem lige
i nærheden af hendes bopæl, der forargede hende meget, da hun boede
på Ydre Nørrebro: 

– Et kendt bageri inde i
byen havde tilbudt hjemmet en stor kurv wienerbrød og kager en gang
om ugen, så børnene her også kunne vide, at den slags eksisterede.
To af de største drenge blev da om formiddagen sendt ind til byen for
at hente kagerne, selvfølgelig med strengt forbud mod at smage på
kurvens indhold. Når drengene havde slæbt den store kurv fra Vimmelskaftet
ud til hjemmet på det yderste Nørrebro, blev munden revet op på dem
for at se og lugte, om forbudet var blevet overtrådt. Var det for en
meget sjælden gang, stod den på sult, prygl og mørk arrest. Og klagerne
fik ingen af de mange børn nogen sinde at se. Om eftermiddagen samledes
nemlig forstanderindens talrige veninder til kaffegilde med børnenes
kager til. Det var under disse gilder, at drengene, som tegn på at
der var fest i huset, fik lov at sidde ved vinduerne ud til gaden og
kigge på os derude…..


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro