Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Oprør i Møgeltønder

Oktober 22, 2007

Nu hvor der kommer en ny
slotsfrue på Schackenborg, skamroser ugebladene det lille samfund og
grevskabet. Men det har ikke altid været så idylisk. Forholdet mellem
grevskabet og bønderne var dårligt. Læs her om
De onde grevinder
, og de
to brødre, der kæmpede en heltemodig kamp for bøndernes rettigheder.
Læs også om Møgeltønder Kirke, hvor den sociale rangstige var tydelig.
 

Feltherre Hans Schacks søn
Otto Didrik Schack var død den 1. juli 1683, kun 31 år gammel. I testamentet
blev hans hustru i 2. ægteskab, Sophie Dorothea, født Marschalk indsat
som formynder for børnene og til at administrere grevskabet. 

Lige indtil sin død i 1707
deltog hun under sønnen, lensgreve Hans Schacks lange udenlands ophold,
i admininistartionen af grevskabet. Hun tog adskillige initiativer,
blandt andet anlæggelse af Slotsgade og parken på den anden side af
vejen, syd for slottet.

Hans Schack var blandt andet
i fransk krigstjeneste. Under slaget ved Höchstedt
i 1708 mistede Schack sin ene arm.  

Overinspektøren var upopulær

Måske var det grevens fraværd,
der skabte de mange kontroverser med bønderne. Overinspektør Eberhard
Frostberg
traf afgørelser i mange sager. For det meste var han
meget emsig, og bestemt ikke populær blandt bønderne. 

Det sociale heraki i kirken

Dengang i 1692 afspejledes
folks position i sognet, hvor de skulle sidde i kirken. Det sociale
heraki var noget som familien Schack styrede. Det sociale register
blev styret af grevinden.

På de første rækker sad
først overinspektøren, derefter betjentene og i tredje stolerække
godsets øvrige folk. Men her sad også 5 sognemænd, der havde råd
til at betale en leje på tilsammen 1 mark og 16 skilling. Pladserne
var skibets bedste og kirkens dyreste, idet de var placeret udmiddelbart
foran prædikestolen. 

Efter de tre første stolerækker
fulgte 15 rækker med bolsmænd, der samlet betalte en afgift
i naturalier og penge til degnen og organisten. Derefter fulgte tre
stolerækker med mænd, der havde betalt seks eller otte skilling.

I skibets nordre side sad godsinspektørens
kone og de øvrige kvinder fra godset. Yderligere havde grevinden bevilliget,
at præstens samt birkedommeren og delfogedens koner fik plads her.
Derfter fulgte 15 stolerækker til bolsmændenes koner, og endelig blev
de sidste fem rækker lejet ud til kvinder for henholdsvis tre og fire
skilling. Helt oppe ved alteret, var tre stole besat af kvinder, der
ville betale 8 skilling. 

I koret var der også kvinder.
De nordlige stole kostede hver tre skilling og på de sydlige to enhalv
skilling. Fra disse stole kunne prædiken dog dårlig høres og prædikestolen
kunne næppe anes.

Kirkens allerdårligst pladser
var beregnet til pøblen og de andre kvinder. 

Grevskabet og kirken

I løbet af 1720’erne og
1730’erne var det almindeligt, at kirkens overskud i Møgeltønder
blev brugt på godset. Men grevskabet interesserede sig meget for kirken.
Messeklæder, alterduge, altersølv, messehagel m.m. i Ballum, Daler
og Møgeltønder indeholder grevskabets våben. 

Greven forlangte for mange
penge

I 1688 udarbejdes en jordebog
for grevskabet, samtidig fik fæsterne nye kvitteringsbøger, hvori
afgifterne, landgilde, landleje og frihedspenge
var anført. Men bønderne mente, at greven forlangte for mange penge. 

Det største problem var, at
møntsorten ikke var angivet. I mange år fremover gjorde bønderne
oprør. Det første skete i 1703 til 1706. Grevskabet beordrede delefogeden
til ved birkedommerens hjælp at inddrive tilgodehavenet, og ved
tvangsforanstaltninger
blev pengene inddrevet. 

Disciplin og lydighed

Omkring 1712 kunne man igen
mærke grevens tilstedeværelse i Møgeltønder. Han forlangte orden
i tingene. Og det krævede lydighed og disciplin fra sine undersåtter.
Hans lydige redskab var overinspektøren. 

Også i 1713 og 1714 var der
uenighed. Efter at bønderne havde nægtet at betale, blev der den 29.
november 1714 på Møgeltønder Birketing læst en grevelig ordre om,
at bønderne skulle levere deres landegilde in natura
eller i spcie efer tidligere kontrakt. 

Uvilje mod Landmilitsen

Uviljen blandt bønderne skulle
også ses som stor uvilje mod landmilitsen.

Hans Hansen skulle føre sag
for en ung mand af betydelig slægt. Han beskyldte den lokale kommandant
for overgreb ved en session på Schackenborg. 

Ved en kongelig forordning
af 22. februar 1701 indførtes i kongeriget en landmilitsordning, som
gjaldt for de vestslevigske enklaver. Selv om det ikke var godsejerne,
der fik retten til at udskrive mandskabet, så var herskabet på Schackenborg
bestemt ikke uden indflydelse. 

Nu var det ikke særlig tidskrævende,
at være med i landmilitsen. Men ordningen var meget forhadt på grund
af den behandling man fik af underofficererne.

Derfor flygtede de unge mænd
i stor stil. Selv om bøndernes ordfører Hans Hansen fik en kongelig
bevilling af 15. januar 1704,
hvorefter Ballum, Emmerlev og Møgeltønder
sogne indtil videre blev fritaget for udskrivning til landmilitsen,
så fortsatte udskrivningen uanfægtet

Det fik bønderne til at blive
endnu mere utilfredse. 

Masser af vold

Op til langt ind i 1720’erne
fortsatte stridighederne om landmilitsen.

Den lokale militschef, kaptajn
Didrick Vierick og hans næstkommanderende, Loitnant Lorenz tvang med
prygl og anden hårdhændet behandling de unge til at aflægge ed. De
blev kastet i tyvehullet og slået med pisk.

En ordning blev indført fra
højeste sted, at dem, der meldte sig til flåden, skulle slippe for
landmilitsen. Men det rettede kaptajn Vierick sig dog ikke efter. 

Hans Hansen
– anholdt og befriet

Hans Hansen påstod, at han
havde været i flåden. Men præsten i Daler mente, at han havde været
så ofte i kirken, at det kunne han ikke have været. Hans Hansen havde
aftalt et møde med greven, men i stedet blev han arresteret og fik
prygl. Men fire stærke mænd fra Østerby fik ham befriet.

Det bevirkede så, at 23 dragoner
drog mod Østerby og fik en masse mennesker arresteret deriblandt Hans
Hansen. De fire stærke mænd fra Østerby blev sendt til Rensborg til
tvangsarbejde.

9 års tvangsarbejde

Alle blev dog frigivet, efter
at Hans Hansen havde lovet aldrig mere, at køre sag mod greven og kongen.

Men så let gik det ikke for
bøndernes ordfører. Han blev igen arresteret og sendt til arresten
i Ribe. Man ville absolut have ham i landmilitsen, selv om han også
havde birkedommerens ord for, at det skulle han ikke. Og atter en gang
blev han sendt til tvangsarbejde i Rensborg. Ja, han blev faktisk dømt
til 9 års tvangsarbejde.

Men han blev frigivet efter
3 år. Han måtte dog atter en gang love, ikke at anstifte til oprør.
Dommen blev læst op i Møgeltønder birketing og i Daler Kirke. 

To stærke brødre

Grevskabet forsøgte flere
gange, at få Hans Hansen indrullet til landmilitsen, helt op
til han havde en alder af 42 år. Egentlig skulle grebskabet ikke blande
sig i den slags, men de havde stor indflydelse, og oprør var noget
de slog hårdt ned på.

Hans Hansens bror Anders Hansen
hører vi om i historien om Præsten
fra Daler.
Han supplerede sin boro på fornemste vis. Ham kunne
øvrigheden heller ikke lide. 

Den onde grevinde

Grevens ægtefælle fra 2.
ægteskab, Anna Sophie født Rantzau førte sig frem i de adelige
kredse i København. Hun var ung, intelligent, vidende, myndig og charmerende.
Efter ægtefællens død i 1719 styrede hun som administrator for stedsønnen,
godset med fast hånd.

Hun mente, at greveslægtens
rettigheder var det altafgørende. Hun blev ikke uden grund kaldt
Den onde grevinde.
 

Forlig blev forkastet

Bønderne havde svært ved
at betale deres afgifter. I 1721 nedsætter kongen en kommision, der
skulle undersøge forholdene i grevskabet. Og grevskabet truede bønder
med, at fratage dem deres fæste såfremt de ikke betalte. 

Herredsskriveren i Højer,
Niels Brinck støttede bønderne. I 16 år havde han været delefoged
på Schackenborg.

Hans Hansen blev tvunget til
at underskrive et forlig. Han var kort sagt banket godt mør. Men bønderne
ville ikke akceptere dette forlig. 

Dommerne var ikke enige

Den 4. marts 1723 blev der
igen afsagt dom. Dommen gik imod bønderne. Men Højesteret ville også
have et ord indført.

Bønderne var desværre kommet
til at beskylde grevinden for at være ukristelig, og beskyldte hende
for ulovlig adfærd og tvang. Denne majestætsfornærmelse
lagde retten stor vægt på. 

Men dommerne var vildt uenige.
Seks dommere mente, at bønderne skulle dømmes hårdt, mens seks dommere
mente, at dommen skulle falde anderledes ud.

Grevinden, Anne Sophie Schack
blev nervøs og henvendte sig til kongen. Han gjorde sin indflydelse
gældene. Og kongen skrev til Højesteret og befalede. 
 
 
 

Mild dom til bønderne

Godset skulle betale 100 Rigsdaler
til Vor Frelsers Kirke. Anders Hansen og Thomas Petersen skulle hver
betale 50 Rigsdaler og forvises fra grevskabet. Det var ellers lagt
op til livslang slavearbejde.

Men de lokale akcepterede ikke
dommen. Anders Hansen og Thomas Petersen blev kendt fredløse. De skulle
anholdes for endhver pris. Og oprøret fortsatte.

Først i 1725  blev Hans
Hansen benådet, og hans bror Anders flyttede til Aventoft, lige syd
for Møgeltønder. 

Anders Hansen døde i 1731,
49 år gammel. Hans Hansen døde 10 år efter at han blev benådet i
1735.


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder