Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Fra Urtekræmmer til Shawarmabar

De første år i Nørrebro Handelsforening

Oktober 10, 2007

Fattigdom prægede
Nørrebros detailhandel, da Nørrebro Handelsforening blev dannet i 1891. Medarbejderne
var bundet af slavelignende forhold. Det store spørgsmål var om kvinderne
skulle med eller ikke – til den årlige skovtur. Grossister begik den
forbrydelse selv at etablere detailhandel. Foreningen sørgede for billige
indkøbspriser til sine medlemmer.

 

I 1862 trådte en ny lov om
næringsfrihed i kraft. Det betød, at nye næringsdrivende kunne etablere sig i
hovedstaden. Der var aldrig flere butikker af samme slags, end man kunne
brødeføde sig selv. Det regulerede de forskellige lav. Desværre fungerede denne
regulering ikke evigt. Efterhånden skød der butikker op overalt. Først i
ynkelige kælderrum, og senere erobrede man stueetagen.

Forretningsdrivende havde
åbent fra klokken 21 og lørdag til klokken 22. Om søndagen var der åbent fra 7
til 9 om morgenen, og så igen fra kl. 16 til kl. 21. Det var utænkeligt, at
have åbent i kirketiden. Men selv om man ikke havde åbent, var der masser af
arbejde i butikkerne.

Udvalgsbutikker med ting til
hjemmet og beklædning opstod i slutningen af 70erne.

Pengene var små, og
arbejdstiden lang. Det var trange kår for mange på Nørrebro.  Befolkningen
kæmpede en fortvivlet kamp for at ændre forholdene. Kundernes købeevne prægede
butikkernes trivsel.

 

Detailhandelen på Nørrebro

Alt skulle aftappes, lige fra
petroleum til brændevin. Alle andre ting skulle vejes og pakkes. Hele søndagen
tog man med, for at få tingene færdiggjort.

Selvfølgelig var der
handlende på Nørrebro dengang i begyndelsen af 1890erne. Men kun på
Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker, særlig inden for manufakturbranchen.
Ellers var det mest småbutikker, nogle trin ned i en kælder, eller op i en høj
stue.

Det var småt med udstillingsvinduer.
Udstillingerne kunne stå i månedsvis, det ville være utænkeligt i dag.

Tobaksforretningerne lignede
hinanden med ens skilte, med kardusruller eller med rygende matroser, som også
kunne finde på at besøge Nørrebro.

Kolonialhandlerne havde 2 – 3
træ Sukkertoppe hængende ned ad fra en stang vinkelret ud fra husets
facade.

Hørkræmmerne med hør – eller
blårruller på opstående jernspidser. Ofte var det dybe kælderforretninger.
Duften var bedøvende af spegesild, tjære og blår.

Og høkerne ligeledes ofte i
kældre, ville næppe i dag blive godkendt i fødevarekontrollen.

Bagerne havde de
allernødvendigste typer af brød. Ikke noget med wienerbrød og flødeskumskager.
Slagterforretningerne (Spækhøkerne) fandtes både i Blågårdsgade og
Nørrebrogade. Primitivt var det, men det var datidens befolkning vant til.

Forfatteren Sophus Scharndorph
beskriver livet på gaden (lettere omskrevet):

 

Faderen med kasket på
hovedet, bare skjorteærmer og pibe i munden. Konerne med Kapper og Kurve på
Armen strøg hverandre på Fortovene eller standsede til passiar ved udgangen fra
Høker – og Urtekræmmernes åbne døre. Der udåndede en duft henholdsvis af røget
flæsk og gammel ost eller krydderier og brændt kaffe.

 

Social nød på Nørrebro

Den sociale nød tvang folk
til sammenhold og fællesskab. Man hjalp hinanden, passede hinandens børn og
organiserede sig fagligt og socialt.

Nørrebro var præget af
arbejdsløshed, druk og meget trange økonomiske og sociale forhold.

Det gjaldt om at have en
indtjening. Understøttelse var ikke noget man kendte til dengang. Fattigloven
sagde, at tilflyttere skulle sendes hjem på hjemkommunens regning, hvis man
ikke kunne forsørge sig selv.

For 25 øre kunne man få ¼
rugbrød og en halv fjerding madfedt. Jordmoderen kostede 8 kroner. og en
konfirmation hos præsten kostede 5 kroner.

En lejlighed kostede 8 – 10
kroner.

Fattigdommen var enorm.
Heldigvis var der nogle, der hjalp. I Gartnergade var der gratis suppe og kød i
en sporvognsremise. Og i skolen var der vinterbespisning for de mest blege.

For enden af Korsgade var der
en politivagt, hvor uartige mennesker blev gennemtævet. Man var konstant på
vagt over for politiet. I Rabarberlandet blev politiet betragtet som
uniformerede voldsmænd.

 

Nørrebro Handelsforening
bliver født

For de handlende var
fortjenesten ringe. Der var ingen grænser for, hvad der blev givet i tilgift.
Og for at komme dette uvæsen til livs dannede nogle aktive urtekræmmere
Nørrebro Handelsforening. Det skete på det gamle traktørsted Lille
Ravnsborg.
De allerførste linier i foreningens forhandlingsprotokol lyder:

 

På et møde den 18.
november 1891 vedtog en forsamling af Nørrebros urtekræmmere, at stifte en
handelsforening for Nørrebro (dengang Nørrebroe).

Samtidig blev det
besluttet, at indkalde til stiftende generalforsamling den 25. november 1891.
På denne generalforsamling vælges til formand, undertegnede, og til
bestyrelsesmedlemmer, Viggo Mengel, H.C. Horn, Villiam Jensen, Chr. Bang, Kai
Hammerick og Alf Jensen.

 

Foreningens første formand
var købmand Chr. A. Munck, der ligeledes en overgang var formand for den
daværende Urtekræmmerforening.

Meldingerne i protokollen var
sparsomme. I 1893 var der planner om start af en Actie løwetands fabrik. Det
har ikke været muligt, at finde ud af mere om dette.

Samme år blev Folkets Hus
(det nuværende Ungdomshus)
på Jagtvejen stiftet som aktieselskab. Huset
blev i en årrække samlingssted for mange begivenheder i Handelsforeningen.

 

Kafferbrænderi

I 1894 diskuterede man
oprettelsen af et kaffebrænderi. Samme efterår lavede man en aftale med en
sennepsrepræsentant, om at sælge sennep til 25 øre pr. pot.

I November meldte foreningen
sig ind i Danmarks Samvirkende Handelsforeninger. En kraftig kontingentstigning
blev vedtaget fra 15 øre til 25 øre.

Det var skovtur i juli, og
senere på året var der pølsegilde. De forstod allerede dengang at feste i
Nørrebro Handelsforening.

 

Lersø – slaget

I 1895 var det en særlig
begivenhed, der rystede medborgerne på Nørrebro – det såkaldte Lersø slag. Banditterne
drak på en beværtning i Gormsgade. De lavede indbrud og nød udbyttet på en
mark ved Ægirsgade, og tævede en betjent til døde i Lersøområdet. De fortsatte
deres hærgen i Søborg og Dyrehaven, inden de blev fanget og sat bag tremmer.

I juli var der skovtur, denne
gang uden damer. Foreningen skulle selv skyde 25 kroner til 50 kroner til
turen.

 

Imod grossister og
detailhandel

En heftig mødeaktivitet med
Urtekræmmerforeningen og Frederiksberg – samt Vesterbro handelsforening fandt
sted. Problemet var, at grossister selv førte detailhandel. Det blev betragtet
som illoyal konkurrence.

En plan om oprettelse af et
detailgrossist – udvalg blev ikke til noget, fordi de andre handelsforeninger
ikke ville være med.

 

På skovtur – med damer

Foreningen var repræsenteret
ved indvielsen af Detailhandlerbanken og H.C. Hein blev frigjort for sine
forpligtigelser i festudvalget, da han var syg og sengeliggende. Ballet den 26.
januar kostede 5 kroner pr. par.

Lille Ravnsborg blev brugt
til bestyrelsesmøder, og i juli tog man en vigtig beslutning. Med fem stemmer
mod to besluttede man atter, at den årlige skovtur i 1896 skulle være uden
damer. Det var andet år i træk – uden damer.  Mon det havde noget at gøre med
brændevin?

Det havde åbenbart ikke været
en succes, for allerede måneden efter blev der arrangeret en skovtur, denne
gang, med damer.

Den anden tirsdag i september
var der gevinstkeglespil. Et glas punch kunne ikke bevilliges af foreningens
kasse, det måtte medlemmerne selv betale.

Nu gik foreningens virke ikke
helt op i fest og ballade. Der blev forhandlet på livet løs med leverandører
for at skaffe medlemmerne billige indkøbspriser.

Et bidrag på 50 kroner blev
bevilliget til Danmarks Samvirkende Handelsforeninger. Opbakningerne til
generalforsamlingerne i de første år var ganske gode. Medlemsantallet var oppe
på 88 medlemmer, og det var 70 – 80 medlemmer, der mødte frem.

 

De stakkels medarbejdere

For en lærling var udsigterne
ikke gode for at overtage mesters urtekræmmerforretning. Med en svendeløn var
det desværre umuligt at brødføde en familie.

Medarbejderne i 1890ernes
butikker var i en slags afhængighedsforhold til deres arbejdsgivere
(principaler) Langt de fleste boede hos deres arbejdsgivere. Ofte var de
henvist til usle kamre uden varme, eller sågar sove under disken.

Et kost – og logi system
sikrede lige akkurat, at medarbejderne holdt sig over sultegrænsen.
Principalens ord var lov. Det var arbejdsgiverens trang til søvn og frihed, der
fastlagde arbejdstiden.

Konkurrencen var skarp. Man
konkurrerede på åbningstid, ligesom mange gør i dag. Overenskomst og
arbejdstidsregler var ukendte begreber.

Men i slutningen af 90erne
var der nogle medarbejdere, der forsigtig opstillede nogle krav:

 

        
Normal arbejdstid på 12 timer
dagligt

        
Kost – og logi systemets
afskaffelse

        
Gennemførelse af en ugentlig
fridag

        
Hel – og søndagsluknings
gennemførelse

        
Ligeløn (meget overraskende
allerede dengang).


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Fra Urtekræmmer til Shawarmabar