Dengang

Artikler



Frederiksberg/Valby-fra A til Å

Juni 28, 2017

Frederiksberg/Valby-Fra A til Å

Kan man godt lave en kort byvandring? Det kan man nok ikke for dette område. Men vi har forsøgt. Bagerst i artiklen kan du finde artikler, hvor vi går lidt dybere ned i de ting, som vi kigger på. Og vi skal selvfølgelig kigge på Bakkehuset, Storm P-museet, Frederiksberg Slot, Frederiksberg Have, Carlsberg Bryggerierne, Alhambra og meget mere. Vi går på jagt efter den forsvundne landsby Solbjerg og Ny Hollænder Byen. Ja så er det også lige Ladegården, som lige så godt kunne høre med til Nørrebro. Og man må sige, at de kongelige havde stor indflydelse på Frederiksberg dengang. Her blev opført først Prinsessernes Gård, der blev til Prinsernes Gård. Og Frederiksberg Slot kunne ikke blive flot nok. Frederik den Fjerde lavede hele tiden om på den. Egentlig skulle det have været et beskedent slot. Men det var ikke godt nok. Og vejen til slottet blev lukket af for offentligheden.

 

Nej tak til byvandringer

Vi får mange henvendelser her om byandringer og filmoptagelser o.s.v. Vi vil gerne holde foredrag, men det andet tager for lang tid i forberedelser osv. Som regel siger vi nej dette, også fordi, der findes mange kreative og dygtige folk, der bare kan det der.

 

Ladegården igen og igen

Vi har tidligere på vores hjemmeside skrevet en del om Frederiksberg. Det er nok mere begrænset, hvad vi har sagt om Valby. Og så jo lige det, der ligger på grænsen til Frederiksberg. Ja vi har jo skrevet en del om Ladegården. Det har vi været så fræk at placere under Nørrebro. Men det er jo nok ikke historisk helt korrekt. Så her må vi nok lige starte med lidt om Ladegårdens historie og så i slutningen af artiklen henvise til at det, som vi allerede har skrevet om stedet. Men hvis vi nu skulle lave en byvandring, hvad skulle vi så se?

 

Bopladser i oldtiden

Allerede i oldtiden har det været bopladser i Frederiksberg. Den ældste landsby, Solbjerg antager man lå ved Andebakkestien eller nord for søen ved Schweitzerhuset i Frederiksberg Have, Men egentlig vides dette ikke med sikkerhed.

Nyby udskiltes i slutningen af 1300-tallet som en del af bymarken mellem den nuværende Falkoner Alle og Sankt Jørgens Sø. Efter at både Solbjerg og Nyby ved reformationen var kommet i Christian den Tredjes besiddelse opførtes på Nybys jorde en ladegård til Københavns Slot.

Under Christian den Fjerde blev den erstattet med en større, der indgik som led i Københavns ydre forsvarsværker.

 

Da hollænderne kom

I 1651 indkaldte Frederik den Tredje 20 hollandske bønder. De bosatte sig langs den senere Allegade. I Ny Amager eller Ny Hollænderby erhvervede kongen 1662 en halvgård til sine døtre. I 1680 kom ”Prinsessernes Gård”. Den lå ved den nuværende indgang til Frederiksberg Have på Runddelen i kronprins Frederik (den Fjerdes) besiddelse. En snes år efter påbegyndtes opførelsen af Frederiksberg Slot.

 

Frederiksberg-den tredjestørste købstad

Fra da blev den lille by et yndet sommeropholdssted for hoffet og Københavns velhavende borgere. Endnu omkring midten af 1800-tallet lå man på landet på Frederiksberg. Trods sine 3.000 indbyggere havde byen en landelig karakter.

Først efter demarkationslinjens ophævelse i 1852, da de det blev tilladt at bygge mellem Falkoner Alle-Jagtvejen og søernes indre grænse, ændredes byens udseende. Men her var stadig idylliske villaveje. Der var også mange forlystelsessteder, og byen bevarede sin tiltrækning selv om landliggerne søgte længere bort. Snart blev byen landets tredjestørste købstad.

Mens Frederiksbergs selvstændighed ikke gik tabt, så blev Valby i 1901 indlemmet i København. Se dengang havde byen slet ikke mistet sin landelige idyl. Der var 35 huse og fire gårde. Kroen var desværre brændt.

 

Valby nævnt i 1186

Valby nævnes først i 1186 som Walbu. Befolkningen levede af at sælge deres produkter til københavnerne. Christian den Fjerde gav dem plads på Amagertov. I byen var man bange for konkurrencen fra de hollændere fra Amager, som Christian den tredje lod hente. Men så galt gik det dog ikke.

Under svenskernes belejring i 1658 blev landsbyen fuldstændig ødelagt. Den bestod dengang af 13 gårde og 26 huse. Tingstedet, der endnu er bevaret og som ligger ud til Valby Langgade var det naturlige samlingssted.

 

Roskildevejens forløb blev ændret

I 1600-tallet blev Roskildevejen ført igennem Valby. En kro blev opført på stedet og bevillingen blev givet i 1660. Den første bevillingshaver var Hans Pedersen Bladt. Han havde nu ikke noget med krofaget at gøre. Han var kendt som en af Københavns store handels- og finansmænd. I 1676 blev han endda udnævnt som Københavns borgmester.

En ny ændring af Valbys forhold fandt sted, da man 1776 førte Roskildevejen op til Valby Bakke og dermed forbi Valby. Til gengæld førte hoffets tilknytning til Frederiksberg mere liv i byen.

Dronningen delte lækkerier ud til børn

Det fortælles, at Frederik den Sjettes dronning ofte red gennem Valbys gader og delte lækkerier ud til børnene. Den engelske skuespiller James Price, som døde 1805 var en af de første der flyttede på landet til Valby. Dette blev senere meget populært hos københavnerne. I 1847 blev Valby stationsby, da man anlagde den første jernbane til Roskilde.

 

Rahbek og Bakkegården

Vi begynder vores vandring på hjørnet af Roskildevej, Vesterbrogade og Pile Alle. Vi lægger mærke til porten ind til Søndermarken. Vi går op ad Bakkegårds Alle som er opkaldt efter Ny Bakkegård-villaen, der ligger tilbagetrukket i sin have ved siden af nr. 18, men har indgang fra Rahbeks Alle nr. 34. Den fine empirebygning hvis mest kendte ejer var den nationalliberale politiker C.C. Hall. Han ejede ejedommen fra 1840 til sin døde i 1888.

Bakkegårds Alle ender ved Rahbeks Alle. Af de gamle villaer er det på højre hånd Rahbeksminde nr. 15 med sine nygotiske trappegavle. I nummer 17 var der børnehjem. I nummer 19 var forstanderboligen til åndssvageanstalten på Gammel Bakkehus nr. 19. Åndssvageanstaltens hovedbygning i nummer 21 er påvirket af italiensk renæssancearkitektur. Og det var den kendte arkitekt F. Meldahl, der i 1859-60 ledede dens opførelse.

Rahbeks Alle 23b var oprindelig en gæstgivergård, som statsminister Johan Ludvig Holstein 1756 erhvervede. Antagelig havde han planer om at omdanne den til et landsted, men han døde i 1763.

Herefter overtog bygmester J.C. Conradi ejendommen. Omkring 1764 stod gården færdigbygget med fire fløje. Den fungerede stadig som gæstgivergård. I 1777 gik Conradi fallit. Jo det er den mest berømte bebyggelse i alleen Gamle Bakkehus vi her taler om.

 

Dårlige vejforhold

Men kun syd- og østfløjen står tilbage. I de lavloftede værelser i stueetagen havde Kamma og Knud Lyhne Rahbek deres hjem fra 1798 til 1830.

Her kom guldalderens ledende forfattere, digtere og kunstnere. Og et mindesmærke er opstillet. Bakkehuset er i dag museum. Jo, det var Københavns åndsliv, der her samlede sig.

Vejen fra København derud var meget dårlig, således skrev Kamma Rahbek engang til et par damer, der var inviteret:

  • Jeg anser det for min Pligt at advare Dem for den slette Vej, der fører til min Bolig, hvilken især i disse Dage er saaledes, at den næsten er impassabel for ethvert Slags Køretøj

Frisindede tanker blev dyrket

Knud Lyne Rahbek var en typisk repræsentant for den tidlige guldalder i dansk litteratur. Han påbegyndte tragedien Axel og Valborg (1778), men arbejdet blev mislykket og blev gemt af vejen. Senere blev han optaget i Dreiers Klub, hvor frisindede tanker dyrkedes. I 1785 grundlagde han sammen med digteren Pram månedsskriftet Minerva. Senere fulgte tidsskriftet ”Den Danske Tilskuer”.

Fra Kammasvej, der er en rest af den oprindelige landevej til Roskilde gennem Valby var der endnu i 1850erne en storartet udsigt ind af København og ud til Kalvebod Strand til Amager.

 

Carlsberg Bryggerierne

Den gode udsigt er blevet spærret af Carlsberg Bryggeriernes bygninger. Gamle Carlsberg, som I.C. Jacobsen grundlagde 1847 og Ny Carlsberg der er oprettet af hans søn Carl Jacobsen.

Kaptajn i Borgervæbningen dr. Phil. J.C. Jacobsen opkaldte sin virksomhed efter den 5-årige søn Carl. Til formålet købte han en del af Bjerregårdens jorder. Året tidligere havde han arvet 11.000 rigsdaler efter sin moder, hvilket muliggjorde etableringen af et nyt og større byggeri i forhold til det gamle i Brolæggerstræde, som han havde arvet efter sin fader. Han havde set at en udbygning var nødvendig. Han blev en af foregangsmændene i datidens erhvervsliv.

I det første år producerede Carlsberg 3.500 hektoliter. Stigningen i de følgende år gjorde udvidelser nødvendig. Han tegnede selv flere af sine fabriksbygninger.

 

Et brev til sønnen

Mens byggerierne fortsatte rejste han ud i Europa for at få ny viden. I et brev til sønnen Carl, skrev han blandt andet:

  • Nutidens og den nærmeste fremtids opgavefor bryggerierne ligger over mine evner, thi jeg var ikke så heldig at få mit ønske opfyldt, at gennemgå et fuldstændigt kursus på Polyteknisk Læreranstalt og blive en grundig kemiker og fysiker. Derfor er jeg nu stærkt på vej til at blive overfløjet som rationel brygger.
  • Den, der sidder med de grundigste kendskaber i kemi og hjælpevidenskaber, i forbindelse med den fornødne praktiske færdighed og indsigt, han vil være Europas førende brygger i den kommende generation.
  • Dette måtte være dit mål.

I fortsættelse af denne målsætning oprettede J.C. Jacobsen i 1875 Carlsberg Laboratorium, hvortil fremragende forskere blev tilknyttet.

Sønnen Carl Jacobsen byggede sit eget bryggeri Ny Carlsberg ved siden af.

 

Carlsberg Museum

Og så er det Carlsberg Museum, hvor samlingerne er grundlagt 1882 og fortæller om bryggeriets udvikling og slægten Jacobsen. Blandt de smukkeste rum er Kejserindesalen, hvorfra en trappe fører ned til den såkaldte Rotonda. Brygger Carl Jacobsens arbejdsværelse er også blevet rekonstrueret.

Den store røde villa på hjørnet af Pile Alle og Valby Langgade nr. 1 er Carl Jacobsens bolig. Den blev opført 1892-93. Og det var faktisk på Gamle Bakkegårds tidligere plads.

 

Et par skulpturer

Vi krydser Pille Alle og går ind i Søndermarken, der ligesom Frederiksberg Have er anlagt i forbindelse med slottets opførelse 1699-1703. I 1785-1790 blev haven omlagt i engelsk stil. Statuen lige inden for porten forestiller Ny Bakkegårds ejer, C.C. Hall. Den er fremstillet af den berømte Vilhelm Bissen. Den blev afsløret i 1890.

Vi fortsætter ad stien til venstre, der løber parallelt med Valby Langgade. Der passerer vi Bjælkehuset, tidligere sommerrestaurant. Skråt over for lågen på hjørnet af Skovgårds Alle står Bundgårds skulptur ”Og dagen rinder med sine tusinde krav”. Den blev opstillet i 1938.

 

Til minde om faldne i Tre-års-krigen

Den næste vej er Kirkevænget. Her ligger Jesus Kirken. Det er brygger Jacobsen, der har bekostet opførelsen. Den er opført af arkitekten Vilhelm Dahlerup i 1884 – 1891.  Klokketårnet er dog først opført 1894-1895.

Under koret er der en krypt med den Jacobsen’ ske familiebegravelse. Bag koret er anbragt en mindetavle over faldne soldater fra Valby i Treårskrigen 1848-1850. Den var oprindelig anbragt ved Valby Tingsted.

 

Blandet bebyggelse

Bebyggelsen i denne del af Valby Langgade er en mærkelig blanding af gammelt og nyt. Bag nummer 10 ligger således et par ældre hyggelige huse, og drejer vi ned af Kirstinedalsvej kan vi i nummer 2 c ane en afstøbning af Thorvaldsens relief ”Dagen”. Den smykker facaden.

Toftegårds Alle er opkaldt efter Toftegården, som indtil begyndelsen af 1890erne lå på hjørnet af Rughavevej.

Gennem Mølle Alle, hvis høje enetageshuse ikke udmærker sig på nogen påfaldende måde kommer vi ind i Lillegade. Denne er nok en af de mest interessante smågader i Valby. Småhusene er præget af den samme bygmester, der ved hjælp af spinkle stukdekorationer og smukke dørindfatninger som på nummer 7 og 8 har søgt at individualisere den ensartede bebyggelse.

 

Ingen bindingsværk

Valbys gamle smedje lå tidligere i et lavtliggende nu nedrevet hus i nummer 54 på hjørnet af Smedestræde, der var opført efter byens brand i 1865 af en smedemester Thostrup.

Villaen i nummer 2 ser ud til at være bygget af den samme murermester, som har opført Valby Tingsted nr. 1. Størstedelen af de gamle huse fra landsbytiden er grundmurede og ikke bygget af bindingsværk. Sandsynligvis er det, fordi de ikke er ældre end byens brand. Måske var det også, fordi Valby allerede dengang var ved at antage en købstadsagtig præg.

De store haver, dom man kan se på Frederiksberg, så man kun undtagelsesvis i Valby. Måske var dette, fordi her var det ikke tale om en villaforstad, hvor man har søgt at bevare haverne, når villaerne blev nedrevet og erstattet af etageejendomme.

Også på Mosedalsvej, dom vi drejer ned ad, er de fleste ældre ejendomme meget velbevarede. Her ligger også Nordisk Film.

 

Valby Børneasyl

Valby Tingsted er landsbyens og det moderne Valbys centrum. Det blev betydelig udvidet i 1929, da en række ældre ejendomme blev nedrevet. Det var her tvistigheder mellem bønderne blev afgjort.

Der er sket store forandringer. Eneste bygning, som nogenlunde har bevaret sin oprindelige skikkelse er Valby Børneasyl i nummer 3, oprettet allerede i 1842, men først i 1874 fik det sit eget hus i nummer 3. Det var gehejmeetatsrådinde Marie Hall på Ny Bakkegård, der havde en stor andel i dette. Hun var kendt for sit store velgørenhedsarbejde for Valbys fattige.

 

En rytterskole

Den tidligere rytterskole, Skolegade 2c er opført 1722-25 og moderniseret i 1842 med nygotiske trappetavle. Den blev skånet ved branden i 1865, og blev benyttet som skole indtil 1904. I de følgende 25 år tilhørte stedet, brandvæsnet. Fra 1929 blev bygningen anvendt som bibliotek. På indskriftstavlen på facaden står anført:

  • Denne Skole og 240 andre lignende Skoler har jeg (Frederik den Fjerde, hvis kronede monogram ses øverst på stenen) grundlagt i de Distrikter, der af mig er oprettet for til Stadighed at underholde 12 Rytterregimenter.

Egentlig er teksten også forfattet på latin, men på dansk står der også:

  • Halvtredsindstyve Aar, Gud, har du mig opholdet, at Sygdom, Kriig og Pest mig intet ondt har voldet. Thi yder jag min Tack og breeder ud dit Navn og bygger Skoler op de Fattige til Gavn. Gud lad i dette Værck din Naades Fylde kiende, lad denne min Fundaz bestaa til Verdens Ende, lad altid paa min Stoel en findes ad min Ætt, som meener dig min Gud og disse Skoler rätt.

 

     Mindeplade for dem, der udvandrede

Vi kigger lidt på et morsomt bondehus på Valby Langgade nr. 85. Mange af de ældre huse, som vi har passeret har fået indsat større butiksruder. Det er ikke så charmerende. Men på Gadekærsvej er nummer 2 og nummer 4 ikke berørt af dette. I nummer 8 lå Dansk Chromlæderfabrik.

Under plænen med springvandet uden for Frederiksberg Slots portbygning ligger et stort vandreservoir, der blev indrettet i 1858-1859 og oversækket i 1890-1891. Vi fortsætter gennem parken til Halls statue. Her går vi tilbage af Norske Alle, der er en ret af parkens oprindelige anlæg. Et skilt på højre hånd viser af til mindehøjen for dem, der udvandrede og aldrig vendte tilbage. Skulpturen i højen afsløredes i 1925 af Anders Bundgaard.

Midt i det kuppelformede rum er på en femtakket stjerne i gulvet, der symboliserer de fem verdensdele, opstillet en statue af en moder, der favner sine børn. Reliefferne på væggen fremstiller afskeden med hjemmet og kampen for tilstedeværelsen i det fremmede.

 

Slottet skulle egentlig have været beskeden

Bjælkehuset, det såkaldte Norske Hus lidt længere fremme er det eneste bevarede af de lysthuse, der opførtes i parken i Allegade foran det lille anlæg, der lå, hvor den ny Rådhusplads er anlagt.

Tilbage på Roskildevej, har vi Zoologisk have, som er anlagt i 1859. Og den er jo udvidet adskillige gange. Frederiksberg Slot har vi i en artikel beskrevet. Det er opført af Frederik den Fjerde. Han var træt af de indskrænkede forhold i sin gård ved Runddelen.

Slottet huser i dag hærens officersskole. Frederik den Fjerde elskede stedet. Og en af københavnernes største fornøjelse dengang var at vrimle til, for tænk engang, hvis man kunne opnå at se de kongelige sejle rundt i kanalerne. Ja måske kunne de også finde på at drikke te i det kinesiske lysthus på øen.

I marts 1699 begyndte man opførelsen af det ellers beskedne slot. Bygmesteren var Ernst Brandenburg, der afsluttede byggeriet i 1703. Men i mellemtiden havde kronprinsen fået kongekronen. Og nu ønskede han et mere præsentabelt slot. Så sent som i 1733-1738 blev der ændret ved slottets udseende.

Dengang var der fra den østlige terrasse stadig udsigt til Staldgården eller Lakajgården ved Roskildevej og tennisbanerne ved Pile Alle. Ja dengang kunne man også fra slottet se skovene nord for København og ind over Øresund.

 

Først fransk dernæst engelsk have

Frederiksbergs Haves arealer udgjorde en del af de jorder, Christian den Fjerde samlede i 1620 under ladegården. I 1651 bortforpagtede hans søn dem til Amagerbønder, der rejste deres huse langs Allegade og Smallegade.

Dronning Sophie Amalie overtog 1662 en halvgård. Denne lå ved den nuværende indgang til Frederiksberg Have.

Frederiksberg Have stammer i sin nuværende skikkelse fra 1794 -1801. Det stilfulde franske blev udskiftet med det landskabelige engelske. Der blev udgravet kanaler, bygget kinesisk lysthus og idyllisk schweitzerhus.

 

Fasangården

Fasangården, der ligesom schweizerhuset ligger ved indgangen fra Søndre Fasanvej er opført 1723-1724. Dette blev nedlagt i 1785. I 1827 blev det ombygget og fra 1842 til sin død i 1850 brugte Oehlenschläger det som sin sommerbolig.

Slotsgården i parkens modsatte ende var egentlig et schweitzerkonditori. Det var grundlagt i 1813. Fra 1925 til 1937 var det i slægten Jostys eje. Den oprindelige pavillon fra 1813 blev ombygget i 1834. i 1900 blev denne erstattet af en ny. Statuen af Frederik den Sjette er udført 1858 af H.W. Bissen.

 

Prinsen/Prinsessernes Gård

Ved Runddelen lå oprindelig hovedbygningen til Prinsens Gård. Men den brændte i 1753. Men i stedet byggede Thura Frederiksberg Haves indgangsparti med to pavilloner på hver side. Samtidig blev den nordlige sidefløj af Prinsens Gård fornyet.

Orangeribygningen blev i 1744 ombygget af hofbygmesteren Niels Eigtved.  Denne tilhører nu Det Kongelige Danske Haveselskab.

Ja egentlig blev det opført som Prinsessernes Gaard, en lystgård for de fire prinsesser, Anna Sophie, Frederikke Amalie, Vilhelmine Ernestine og Ulrikke Eleonora. Bygningen var et trefløjet anlæg i en etage og rejst i bindingsværk. Her kunne de kongelige børn nyde naturen og lære lidt om landbrugets mysterier. Gårdens ridebane strakte sig over nuværende Frederiksberg Runddel.

Efter prinsessernes giftemål overgik ejendommen 1680 til deres tiårige nevø, kronprins Frederik (kommende Frederik den Fjerde). Nu blev den så kaldt Prinsens Gaard. Som voksen fik han ofte besøg af sine forældre Christian den Femte og Charlotte Amalie, der iførte sig Amagerdragter for at deltage i hoffets fastelavnsløjer.

 

Inspiration fra udlandet

Kronprins Frederik ønskede i slutningen af 1690erne at omskabe den gamle lystgård med haver til et nyt og mere prestigeagtigt anlæg dog under hensyn til de lokale topografiske forhold. Således blev det nye anlægs udstrækning og østvest akse bestemt af den gamle lystgård, mens grænsen mod nord blev sat af den krumme Bredegade. (Solbjergs gamle landsbygade?)

Ja og egentlig var Valby Bjerg (nuværende Frederiksberg Bakke) ideel til at bygge et fritliggende lystslot. Kronprinsen har næppe manglet ideer. Hans store udenlandsrejse i 1692-1693 til Italien og Frankrig har sikkert givet ham et glimrende indblik i disse landes lystslotte og haver.

 

Storm P Museet

Den gulkalkede bygning på hjørnet af Runddelen, Pile Alle 2 er bygget 1886 til politistation.

Ved Frederiksberg Runddel ligger Storm P-Museet. Det blev oprettet i 1977 og fik til huse i hjørnebygningen med de karakteristiske rundbuede vinduespartier. Bygningen opførtes i 1884 af murermester J.C. Sørensen.

Oprindelig fungerede museumsbygningen som brandstation, senere tjente den som politistation og frem til 1977 var der her begravelsesvæsen. Murermesteren skal i øvrigt mindes for Frederiksberg Kommunes første rådhus, som han tegnede i 1885.

Rum for rum mindes vi Storm P’ s kunstneriske udvikling og tillige spændvidden i hans kunst fra bidende samfundskritik til varm humor.

Egentlig hed han Robert Storm Petersen og var født i et borgerligt hjem i Valby. Faderen var slagtemester og Storm P nåede også at prøve dette.

 

Kongehusets private vej

På Runddelen udmunder Frederiksberg Alle, der er anlagt i 1701. Efter at al færdsel med vogne og heste i 1781 var blevet forbudt for andre end den kongelige blev den ældre træport ved Værnedamsvejen fire år efter erstattet af en jernport. I 1862 blev den nedbrudt. Den blev senere opført ved indgangen til Søndermarken.

Den lange alle med huse og etageejendomme fra klunke- og jugendtid er knyttet til Frederiksberg Slot. Ja den blev jo anlagt som kongevej. Det var kongehusets private vej til slottet. På en plan over vejene ved Prinsens Gård, som er dateret 1697, står der om den kommende alle:

  • Dette bliffuer den Nye Konge Wey, som Continuerer i lige Linie indtil den kommer paa Steenbroen(Vesterbrogade)

I 1704 var arbejdet afsluttet, men alleen bøjede oprindelig skarpt af til Vesterbrogade ved nuværende Sankt Thomas Alle. Først i 1736 blev den forlænget til Værnedamsvej.

Før bebyggelsen indledtes ved midten af 1800-årene, lå der mest gartnerhaver ud til alleen. Gartnerne havde småboder ved vejkanten, hvorfra der solgtes blomster.

 

Lille Rosenborg

Frederiksberg Alle 32 er byens tidligste eksempel på historisk boligbyggeri. Det er opført 1857. Bygningen bærer navnet ”Lille Rosenborg”. I flere detaljer er der lighed med Rosenborg Slot, som Christian den Fjerde byggede i nederlandsk renæssance. I 1982 har man søgt at frede den historiske bygning. Samme år gennemgik bygningen en temmelig hårdhændet restaurering

Langs Frederiksbergs Alle lå en række store villaer og de kendte forlystelsessteder.

 

 

Alhambra

Alhambra blev anlagt 1857 på et areal mellem Gl. Kongevej og Frederiksberg Alle. Det er nærmest på østsiden af nuværende Alhambravej. Grunden hørte til landstedet Aleenlyst. Den sidste ejer var for øvrigt ”Landsoldatens” komponist, musikhandler Emil Hornemann.

Initiativtager var Georg Carstensen, som var røget uklar med Tivoli-direktøren og ønskede at skabe en konkurrent til den have han skabte i 1843. Georg Carstensen op levede aldrig indvielsen. Han døde et halvt år før indvielsen. Men han nåede dog at give Alhambra et eksotisk præg.

Hovedattraktionen var en teaterbygning i maurisk stil, der rummede landets største antal tilskuerpladser. Den mauriske stil lå ikke Carstensen fjernt. Han var nemlig født i Algeriet og havde 1835-1836 rejst i Marokko og Spanien. Men Carstensen voksede op i Sønderjylland.

Manglende opvarmning af teaterbygningen gjorde, at publikum frøs om vinteren. De omkringliggende gader manglede desuden belysning. På grund af de dybe grøfter var det farligt at besøge stedet efter mørkets frembrud.

Haven blev derfor en økonomisk fiasko. Emil Hornemann trådte ganske vist til for at redde den, men stedet måtte lukke efter 13 års forløb.

Aleenberg og Sommerlyst lå her også.

 

Ansvaret for fyrværkeri

Måske skal vi lige på dette vej nævne det mærkelige navn-Amcisvej, som ligger mellem Frederiksbergs Alle og Gammel Kongevej. Ja gaden er opkaldt efter den italienske Gaetano Amici. Georg Carstensen hentede ham først til Tivoli, hvor han havde kontrakt til 1852. Senere fik han ansvaret for fyrværkeriet i forlystelsesetablissementet Alhambra. Han byggede en villa i nærheden, nemlig på Amicisvej 8.

 

Gøngehøvdingen og Dronningens vagtmester

Vi har godt nok lavet et par artikler om de forskellige gader på Frederiksberg, men vi går lige lidt nærmere ind på et par stykker, således Carit Etlars Vej. Ja denne er opkaldt efter digteren Johan Carl Chr. Brorsbøll. Det var ham, der skrev under pseudonymet Carit Etlar. Han lod vejens første villa opføre og det var i nummer 4. Her ligger i dag en etageejendom.

Mange af hans fængslende ungdomsromaner, som ”Gøngehøvdingen”(1853) og dens fortsættelse, ”Dronningens Vagtmester” blev skrevet i et lysthus ude i haven.

Ligesom Carit Etlar bosatte andre københavnske kunstnere sig ved midten af 1800-årene på Frederiksberg, hvor den første villa Tårnborg blev opført i 1847. Således flyttede maleren Christen Dalsgaard 1857 ind i xylograf Axel Kittendorfs villa på Bianco Lunos Sidealle (nuværende. Grundtvigsvej). Maleren Constantin Hansen boede i en villa på den nærliggende Amalievej.

Ved hjørnet af Frederiksberg Alle ligger en stor murstensvilla med adressen Carit Etlars vej 3. Den er udformet i gotisk stil af arkitekt J.D. Herholdt. Stilen med trappegavle og rødt murværk delt med vandrette lyse bånd kendes bl.a. fra badstuen ved Frederiksberg Slot.

Villaen opførtes i 1851 for dr. Jur. Andreas Lorentz Casse. Han gik ind i det politiske liv og var med i ministeriet Monrad, som gik af i juni 1864.

 

Begyndte som frisør, endte som justitsråd

Så er det lige Carl Bernhards Vej. Den er opkaldt efter forfatteren Andreas Nicolai de Daint-Aubain. Han skrev i årene 1828-1865 en række noveller og romaner under pseudonymet Carl Bernhard. Hans bedstefar var ved midten af 1700-årene indvandret fra Frankrig. Han havde først tjent som frisør for Frederik den Femte og sluttede sin karriere som justitsråd!

Andreas Nicolai var gennem sin mor fætter til digteren J.L. Heiberg.

 

Falkonergården

Og en vej eller nærmere en alle, vi absolut skal nævne er Falkoner Alle. Nær nuværende Falkoner Alle 118 opførtes i 1664 en gård, hvor en falkonermester kunne afrette falke til brug ved de kongelige jagter. Holger Jacobæus omtaler i sin rejsebog fra 1670erne, at gården lå ”extra portam septentrionalem-uden for Nørreport.

I 1700- tallet kaldes gården ofte ”Jægerhuset”. Da Frederiksberg Slot påbegyndtes i slutningen af 1690erne, blev alléen omlagt som forbindelsesvej til slottet. I 1883 gav alléen navnet til Falkoneraléens Sporvejsselskab.

 

Frederiksberg Kirke

Frederiksberg Kirke er bygget 1732-1734. Det var i stedet for en ældre kirke. Allerede i 1651 havde beboerne i Ny Hollænderby fået Frederik den Tredje’ s tilladelse til at opføre et Guds hus. Det blev færdigt i 1653. Under svenskerkrigen blev denne og hollænderbyen ødelagt. En ny kirke rejstes 1662 med kongelig tilladelse. Det var tæt ved Pile Alle, hvor Haveselskabets have udstrækker sig. En udgravning fra 1943 blotlagde fundamenterne til en aflang kirkebygning i bindingsværk.

Vi gør en afstikker gennem Pile Alle. Ved siden af præstegården nr. 1 er Frederiksberg sogns menighedshus nr. 3 opført på den grund, hvor den gamle landsbyskole, Oehlenschläger omtaler i sine erindringer, lå til 1911.

 

Kaffe til medbragt mad

De hyggelige traktørsteder eller familiehaver, som de også kaldes, var tidligere lakajhuse til slottet. Dengang kunne man til medbragt mad få kaffe på skinnende blanke messing- eller kobbermaskiner. Jo her endnu M.G. Hansens familiehave.

Vi forstsætter nu gennem Allegade. Det mest berømte traktørsted var Lorry, som ejede villaerne på den venstre side af gaden. Egentlig har det ikke ændret sig meget, siden Lars Mathiesen havde det fra 1804 til sin død i 1852.

Den smukkeste af Lorrys villaer er malermester J.C. Rieses gulkalkede landsted i nummer 5, som er opført kort efter 1860. Mellem Lorry og Bredgade er der opstillet en række statuer af kendte digtere, der har haft tilknytning til Frederiksberg.

 

Opdragelses-og Undervisningsinstitut

Vi skal kigge på klædekræmmer Magnus Møllemanns landsted. Det er i gården bag nr. 6. Forhuset stammer fra 1794. Det blev senere ombygget. Ud til gaden kom der en ekstra etage på. I 1812 blev ejendommen købt af ”Det Wærneske Opdragelses- og Undervisnings- Institut for fattige Pigebørn af Borgerstanden. I 1888 blev det overtaget af skomager H.C. Heegaard.

Vi kunne jo nævne en del ejendomme mere. Men det som giver Allegade sit særpræg er de frodige forhaver, som stammer fra gårdene i Ny Hollænderby. I flere af dem er det nu servering.

 

Ludvigsminde

Allegade 22 (B) rummer Ludvigsminde. Siden 1836 har den været i slægten Reebergs eje. Slægten oprettede et legat til en stiftelse til fordel for ”ældre trængende landmænd”. Den smukke gulkalkede hovedbygning var beregnet til at skulle udlejes til sommerbolig for flere familier.

Frederiksberg Rådhus blev påbegyndt 1942. Men på grund af den tyske besættelse blev byggeriet først fuldendt i 1953. På dens plads lå tidligere en anseelig beboelsesejendom opført i 1895. Og før den tid lå her en række småhuse ikke langt fra gadekæret, som befandt sig på den nuværende rådhusplads.

 

Sognepræsten nåede det ikke

Ud for Rådhuspladsen i Frederiksberg Bredegade, der måske er Frederiksbergs ældste gade ser vi på venstre side i nummer 11 en ejendom, der blev opført 1852-1856. Den blev ejet af den kendte jurist og politiker P.G. Bang. Han ejede omkring den nuværende Peter Bangsvej er række grunde.

I nummer 13 ser vi dog en mere interessant ejendom nemlig det nyklassiske landsted, Hassagers Collegium. Det er bygget af hoftømrermester, brandmajor Peter Boye Junge. Han var en af hovedstadens driftige bygmestre.

I 1875 blev der erhvervet af den 77 årige sognepræst Carl Hassager. Han ønskede at tilbringe sit otium på Frederiksberg. Men han døde dog inden flytningen. Hans enke, Dorothea Hørning kom alene til at bebo den store villa. Efter hendes død overtog Universitetet det. Enken havde testamenteret det hertil. De lod i haven bygge et kollegium til 10 studenter. Kollegiet er senere blevet nedrevet.

 

En yndig stor have

Smallegade blev anlagt efter den store brand i 1697, der ødelagde de fleste gårde i Ny Hollænderby. Her i nummer 2 lå den nyklassiske gård, som tilhørte statsminister Møsting. Den er bygget i 1801 til sommerbolig for assessor i Hof- og Stadsretten, Ditlev Frederik Feddersen. I 1809 blev gården overtaget af den senere finansminister, Johan Sigismund Møsting. Ja og så endte det med statsminister – posten. Gården lå i en årrække ”nedpakket” og ventede på, at blive renoveret.  I den tidligere have blev Rialtoteatret opført.

Gamle villaer er ofte gemt bag nyere forhuse på Frederiksberg. Således også bag Smallegade 12. Man kan endnu opleve de gårde og villaer, der i sin tid gjorde Frederiksberg til ”en yndig stor have”.

 

Er det Solbjergs gamle gadekær?

Dammen ved Andebakkestien er muligvis en rest af den gamle landsby Solbjergs gadekær. Der, hvor Frederiksberg Slot nu ligger hed egentlig Solbjerg, senere Valby Bjerg og nu Frederiksberg Bakke.

Ja man antager at landbyen egentlig lå ved den nordlige side af Frederiksberg Have. I 1186 nævnes den som Solbiergh, 1193 Solbiarga og 1377 Solbyerghe.

Valdemar den Store havde ejendomme i denne lige som i andre landsbyer, der lå rundt om fiskelejet Havn. Da han skænkede Havn til Absalon fulgte en del af de kongelige besiddelser med, således gods i Solbjerg. .

I sit testamente videregav Absalon senere sin andel i Solbjerg sammen med andet landsbygods uden for Havn til Roskilde bispestol.

Hvornår landsbyen forsvandt, vides ikke med sikkerhed. I et dokument fra 1562 hedder det, at bønderne i seks herreder skal køre brosten og sten til ”vejen ved Solbjerg uden for København”. Og endnu 1580 pålægges det bønderne at bringe materialer til vejstrækningen mellem Solbjerg og Langevadsdam (nuværende Damhussøen).

 

Ladegården-foredrag

Det blev en lang artikel, kære læsere. Men I kan jo få uddybet det vigtigste i disse artikler som vi har samlet her forneden. Brug søgefunktion på hjemmesiden, så kommer du direkte til artiklerne.

Og hold lige øje med medier/hjemmesider. Vi planlægger til januar 2018 i samarbejde med Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Stefans Kirken, at lave et to timers foredrag om Ladegården og den tilhørende å.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om Frederiksberg, se her på www.dengang.dk

  • Det gamle Frederiksberg
  • Frederiksbergs lystigheder og folkeliv
  • Frederiksberg-dengang
  • Jørgen-Helgen, Hospital og Sø
  • Stjernen-Arbejdernes Bryggeri
  • Gader og veje på Frederiksberg (A-J)
  • Flere Gade og veje på Frederiksberg (K-Å)
  • Frederiksberg Slot
  • Solbjerg, Nyby og Ny Amager
  • Det var på Frederiksberg
  • En tur langs Ladegårdsvejen
  • Den gale præst på Ladegården
  • Skal Ladegårdåens vand atter flyde
  • Livet på Ladegården
  • Ladegården-dengang
  • Fattiglemmer på Ladegården

 

 

 


Betjent på Nørrebro

Juni 25, 2017

Betjent på Nørrebro

Han skulle afværge socialisternes revolution. Det var billigere for den enkelte betjent selv at betale for den øl, som gæsten ikke ville betale. Så skulle han i en fart stille med en hest og en ambulancevogn ved Nordbane-stationen. Vi skal høre om hunden, Max. En betjent blev rig på at drive ølhandel på sin nattevagt. Og tænk engang, betjenten blev mødt med klapsalver på Ydre Nørrebro. Gendarmerne fandt husly hos en bager og fik morgenkaffe hos skrædderen. Så fik man nummer med aftryk. Vi skal høre om Hans Husar og hans kogesprit. ”Nørrebros Skræk” gav et vidne en skalle. Og finnen stak sig selv i halsen. Betjenten kom tilbage til Fælledvej kun iført bukser og uldtrøje. ”Røde Sven” blev slæbt med enden. Der er uddelt mange ”kærlige slag” på Nørrebro. Og så ville en bølle i Rantzausgade lige afprøve den nye betjent. De værste holdt til i Fredensgade og Ryesgade.

 

Kig bagerst i artiklen

Man kan hvis rolig sige, at betjenten har været til stede på Nørrebro. Bagerst i artiklen har vi henvisninger til mindst 30 artikler, hvor har været til stede på Nørrebro i tidens løb.

 

De værste holdt til I Fredensgade og Ryesgade

Det var I Fredensgade og Ryesgade, at de værste holdt til. Det var meget slagsmål, værtshusuorden, husspektakler og lignende. Og det var hårdt for en betjent, der skulle gå patrulje her fra klokken 6 ril 18.

Som ny betjent fik man altid at vide, at man skulle skrive sin rapport om. Men et godt trick var bare at beholde dem gamle, og så bare at aflevere denne et par dage efter. Så blev man rost for at have skrevet en meget bedre rapport.

 

Han skulle prøve den nye betjent

Rantzausgade hørte også til en at de værste gade på Nørrebro. Der var oprettet en politivagt i Korsgade 60. Så havde man ikke så lang at gå med en anholdt. Herfra kunne man så også hurtigere få hjælp.

En aften blev det meddelt, at der i nummer 37 oppe på tredjesal var husspektakler. Betjenten var nået op på anden sal, da trappelyset blev slukket. I det samme blev betjenten angrebet. Og her var det en fordel, at betjenten var en gammel bryder. Det lykkedes, at få overfaldsmanden i håndjern.

Han blev bragt til detentionslokalet og løsladt uden rapport næste dag. Overfaldsmanden takkede for, at det kunne ordnes på denne måde. Det skulle aldrig ske igen. Han ville bare lige ”prøve” den nye betjent.

 

Et par kærlige slag med staven

En nat stod en butiksdør på hjørnet af Slotsgade og Korsgade på klem. Der var ikke nogen at se. Men betjenten kiggede lige efter bag disken. Der lå en mandsperson og lod som om han sov. Men pludselig var det håndgemæng. Mandspersonen fik et par kærlige slag af betjentens stav. Og så blev mandspersonens egen revolver rettet mod ham.

 

Da ”Røde Sven” blev slæbt med enden

En dag mødte to betjente ”Røde Svend” i lidt bedugget tilstand på Rantzausgade. De to betjente fik fat i hver sin arm. Men ”Røde Svend” smed sig bare ned på gaden. Han ville køres til Korsgade-vagten.

  • Ja så bliver det med enden!

Og så tog de to betjente ham i hver sit ben og trak af med ham med hovedet bagud. Han råbte flere gange, at han gerne ville gå, men han blev på denne måde ”kørt” hele vejen til politivagten. Og han bad aldrig senere om at måtte blive kørt en eneste af de mange gange, han blev anholdt for beruselse, vold eller tiggeri.

 

Hvis du kommer op, bliver du slagtet

I Sortedams Dosseringen havde en slagtersvend skåret pulsåren over på venstre hånd, fordi hans elskede, en husassistent havde svigtet ham.

Da betjenten var på vej op af trappen, stod han og svingede med kniven og råbte:

  • Hvis du kommer her op, bliver du slagtet.

Med sin stav fik betjenten slået slagtersvenden et hul i hovedet. Så blev våbnet taget fra ham, og han blev slæbt ned af trappen. Ingen af de to så særlig godt ud. Slagtersvenden blødte både fra hullet i hovedet og fra pulsåren.

Det lykkedes dog betjenten, at få bundet noget om pulsåren på vej til hospitalet. Lægen spurgte betjenten, om det var nødvendigt at slå et hul i hovedet på slagtersvenden. Men lige i det samme for slagtersvenden løs på lægen.

 

Truet med Ekstrabladet

En nat klokken to blev en betjent tilkaldt til danserestauranten Prater i Stengade. Det var efter lukketid. En slagtermester fra Vesterbro havde gjort sig ud til bens og ville ikke betale sin regning. I stedet havde han slået værten i gulvet. Da betjenten kom, sad han på en stol med et rundt bord foran sig. Alle restaurantens stole og borde var stillet sammen af hensyn til rengøringen.

Betjenten bad ham høfligt om at betale regningen, men fik blot det svar:

  • Hold din kæft og skrub af, ellers skal I alle sammen blive smidt ud.

Betjenten flyttede nu bordet og kastede ham hen ad det tomme dansegulv. Han endte i stor stabel stole, som væltede ned over ham. Han rejste sig lidt fortumlet og råbte:

  • Din bandit, du skal komme i Ekstrabladet.

Men betjenten gav ham nu den modsatte tur hen ad dansegulvet. Manden kom i detentionslokalet, betalte sin regning, og der nævntes ikke mere noget om voldssag fra nogen af siderne.

 

Kun iført bukser og uldtrøje

En nat, da to betjente patruljerede i Blågårdsgade hørte de fra Baggesensgade råbet:

  • Stop tyven!

I det samme kom en mand styrtende for fuld fart hen imod betjentene. Han flygtede ind i en port og betjentene løb bagefter. De to betjente rullede snart rundt i kampen mod manden. Endelig lykkedes det at få bugt med manden, der blev smidt ind i en tilkaldt droske. Der begyndte slagsmålet igen, men her fik den ene betjent fat i sin stav. Manden fik et par kraftige slag over armen.

Under tumulten var vogndøren gået op. Da man endelig nåede stationen var den ene betjent kun iført bukser og uldtrøje. Resten af uniformen var revet i stykker. Men det var nu en god fangst. Manden var efterlyst for røveri, tyveri, vold og legemsbeskadigelse. Han var straffet 16 gange for vold mod politiet.

 

Da finnen stak sig selv i halsen

Inde i station blev betjentene overfaldet af en beruset finne med hævet dolk. Den ene betjent kastede sig ned på gulvet greb ham i benene og slyngede ham hen over sig med det resultat at han kom til at stikke sig selv i halsen med sin egen dolk. Nu forsvandt enhver kamplyst fra finnen.

 

Nørrebros skræk

En dag var en af Nørrebros kendte bisser med tilnavnet ”Nørrebros Skræk” blevet anholdt af en bomstærk betjent. Og det gik ikke helt stilfærdigt af fra nogen af siderne. Det var i de dage, da bladene var fyldt med artikler om politiets brutalitet.

En lille spinkel herre i nærheden, der sikkert ikke elskede politiet, råbte til den anholdte:

  • Hold ud min gode mand. Jeg ved, at De er uskyldig, og jeg skal nok følge med som vidne på, hvorledes De er blevet behandlet af betjenten.

Bissen plantede imidlertid en knytnæve eftertrykkeligt lige i ansigtet på den velmenende mand med disse ord:

  • Hva Fa’en bilder sådan en splejs sig ind? Tror du ”Nørrebros Skræk” trænger til en barnepige. Denne hersens affære er noget som panseren og mig nok skal ordne mellem os selv, al’ så.

Så forsvandt det hjælpsomme vidne skyndsomst.

 

”Hans Husar” og hans kogesprit

En anden stamgæst havde øgenavnet ”Hans Husar”. Når han havde fået kogesprit, var der ingen ende på, hvor stærk og kry han var, men når kogespritten efter nogle timers ophold i detentionen var fordampet, var han yderst medgørlig og havde glemt alle sine trusler.

Dette var måske grunden til, at hans kone vedblev med at holde fast ved ham. For han var altid pæn og ren i tøjet, og det var så sandelig ikke hans skyld. Hun fik ham på drankerhjem. Han blev en af de få, der blev helbredt for sin hang til spiritus.

 

Nummer med aftryk

Som bekendt har politiet i gamle dage deres tjenestenummer på kraven og på hjelmen. Det var meget yndet dengang at irritere betjentene ved at bede om deres nummer. Der var også engang ude på Nørrebro en betjent, der fik følgende henvendelse: ”Må jeg få Deres nummer? Det blev besvaret med følgende:

  • Nej det kan du ikke få, for det skal jeg selv gå med, men du kan få et aftryk

Og i det samme nikkede han hjelmen ned i ansigtet på spørgeren. Det var nok ikke en helt korrekt handling. Men det var også i meget gamle dage. Man sagde dengang, at på Nørrebro på nogle af stationerne, at man inde i detentionslokalet brugte staven så længe, indtil vedkommende kunne bede Fadervor.

 

Gendarmerne på Ydre Nørrebro

I 1885 skød en fanatiker, typograf Julius Rasmussen på konseilspræsident Estrup. Dette gav anledning til oprettelsen af et gendarmerikorps, Dette var en torn i øjet på befolkningen. De var nemlig bevilliget uden rigsdagens samtykke. I København gjorde gendarmerne tjeneste i den del, der lå uden for Jagtvejen.

Københavns betjente var bestemt ikke engle dengang, men gendarmerne var dog værre. I en kælder på Jagtvejen nær Odinsgade havde de deres samlingssted, og her boede sergenten.

Han inspicerede som regel en gang hver nat. Men når lampen i hans kontor var slukket vidste de, at han var gået til ro. Så gik de også til ro-hos en bager i Gormsgade og sov trygt i hans melrum, til de klokken 5 skulle vække en skrædder i samme gade. For den venlighed gav han dem morgenkaffe.

 

Betjente mødt med klapsalver

Da Gendarmeriet ved et politisk forlig i 1894 blev ophævet blev de provisorisk ansatte 100 politibetjente også opsagt, men politidirektør Eugen Petersen holdt på, at disse ikke kunne undværes. Han undlod derfor at lade yderkvartererne tilse af politi, hvilket selvfølgelig medførte uholdbare forhold.

Borgerrepræsentationen vedtog skyndsomst at ansætte de 100 mand igen. Der foretoges så en omordning af styrken, således at også yderdistrikterne blev afpatruljeret.

De betjente, der fik tjansen på Jagtvej blev mødt med klapsalver. Folk lå i vinduerne og viftede med alt muligt. Disse forhold har hvis ikke eksisteret siden. Men det var sådan, at disse betjente, var de første som beboerne havde set i mange måneder.

 

Betjent bedrev ølhandel

På Indre Nørrebro var der betjente, der var blevet ret så velbeslåede. Således kunne en af betjentene tiltuske sig en del brød, når han havde nattjeneste hos områdets bagere. Men den samme betjent drev også en ret stor ølhandel. I Korsgade boede en ølhandler, der hver nat satte en eller to kasser øl ud i et rum, som betjenten havde nøgle til.

Når traktørstedet Vodrofflund lukkede om morgenen vidste de, at de i Korsgade kunne få den sidste bajer. Og så er det lige meget hvad en bajer koster. Så den omtalte betjent solgte øllet til overpris. Når han så skulle skåle med, blev de nødt til også at købe en øl til ham.

Det forlød, at han om sommeren kunne sælge 800 bajere på en måned. Og når han kunne få helt op til 1 kr. stykket, så var det bestemt ikke en dårlig forretning.

 

Hunden Max

Dengang havde man ikke politihund, men en af inspektionsbetjentene havde sin hund med på arbejde. Det var en bastard, der mest mindede om en tysk bokser. Og betjenten blev kaldt det som hunden hed, nemlig Max.

Klokken 8 om morgenen blev hunden sendt hen i Blågårdsgade 31 for at vække konen. Hunden Max kunne man ikke komme i nærheden af. Den lod sig ikke klappe af andre. Og den døde af alderdom. Inspektionsbetjenten fik en ny hund af samme race. Den fik samme navn men nåede slet ikke den første Max’ s bedrifter.

 

I en fart til Nordbane-stationen i Gyldenløvsgade

Det var i juni måned i 1897 at stationsbetjenten på station 6 på Fælledvej pludselig blev opsøgt af overbetjenten. Klokken var 2 om natten:

  • Der er sket en jernbaneulykke. De må se at få fat i en hest og køre ud til Nordbanestationen i Gyldenløvsgade.

Så gik det i løb ned i Ravnsborggade for at få vækket en af kuskene hos en vognmand kaldet ”Vejmanden”. Kuskene sov på et loft over stalden. Det varede noget, inden det lykkedes at få fat i en hest og noget seletøj. Så var det tilbage til stationen, hvor ambulancevognen stod. Ved Nordbane Station var nu samtlige politistationer repræsenteret med en ambulancevogn.

Og Gentofte-ulykken kan du også læse om her på siden.

 

Billigere for betjenten selv at betale øllen

I Smedegade boede en værtshusholder, der samtidig var vognmand. Ofte blev politiet hentet, fordi en gæst ikke kunne eller ville betale. Så gik turen til politivagten i Korsgade. Nogle dage senere kom så en tilsigelse til at møde i retten. Hvis han ikke var beruset, slap han med at betale, hvad han skyldte.

Men dem, der faktisk gik mest ud over var den enkelte betjent. Han måtte af egen lomme betale 2 gange 10 øre. Og havde han haft nattevagt, var det lige sin sag, at skulle møde i retten. Ofte betalte betjenten de 14 øre, der kostede for en øl til værten. Det var trods alt billigere, og så skulle man ikke bruge tid til at møde i retten.

 

De skulle afværge socialisternes revolution

Det unge socialdemokrati samledes på Nørrevold under de forskellige fagforeningsfaner og marcherede med deres ledere i spidsen på Nørrefælled. Den konservative regering så på dette med den største mistillid.

På Fælledvejens politistation samledes så store styrker, at der ikke var plads til betjentene inde i lokalerne, en del blev anbragt i gården eller på gaden. De skulle være parat til at afværge socialisternes påtænkte revolution.

Mange år efter, da det var syndikalisterne eller kommunisterne, der dukkede op og også ønskede at demonstrere på Nørrefælled, fik politiet nok at gøre med at planlægge en rute, der umuliggjorde et sammenstød mellem to forskellige politiske trosbekendelser.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere om: Politi på Nørrebro: Læs her på www.dengang.dk:

 

  • De kaldte sig Syndikalister
  • Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
  • Da politiet gik patrulje på Nørrebro
  • Fælledvejens Politistation
  • Rabarberlandet
  • Spiritusprøve på Fælledvejens Politistation
  • Arbejderkamp på Nørrebro
  • Dramaet i Husumgade
  • Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
  • Fattiglemme, bøller og bisser på Nørrebro
  • Kampen på Fælleden
  • Politi og banditter på Nørrebro
  • En barnemorder i Jægersborggade
  • Barnemoderen fra Jægersborggade
  • Bomben i Søllerødgade
  • Bomben i Søllerødgade-nok engang
  • Hypnosemordene på Nørrebro
  • Hypnosemordene-nok engang
  • Nørrebro-9 dage i sommeren 1944
  • BZ-bevægelsens historie
  • Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren
  • Byggeren på Nørrebro-nok engang (2)
  • Slumstormere, besættere og autonome
  • BZ-bevægelsen-nok engang
  • Hvem har ret til at gengive BZ-historien?
  • Nørrebro 18.maj 1993
  • Skyd efter benene
  • Terrornatten på Nørrebro
  • Kampen om Ungdomshuset 1-3
  • Ungdomshusets historie 1-2

 


Tønder i 1880

Juni 23, 2017

Tønder i 1880erne

Det var en lille stillestående by. Toget standsede ved hver station, og var uhyggelig langsom. Bønderne kom i stakkevis til kvæg- og hestemarkeder. Det var vanskeligt at bane sig frem. Det vrimlede med beværtninger. Danske skilte var ikke velset. Slesvig-holstenerne kunne ikke lide preusserne. Så var der vælgermøde på Tonhalle. Vi kigger på Tønders aviser. Det var en talrig stab af embedsmænd, der følte sig meget fornemme. Så var det lige de stakkels tyske skuespillere. Nattevægterne var der også. Krammarkederne varede i tre dage. Så var der toetagers karrusel, salonkeglebane og stegte ål. Flere havde haver ned til Vidåen. Og så talte man sønderjysk, når man mødte hinanden på gaden.

 

 

En lille og stillestående by

Tønder var i begyndelsen af 1880erne en lille og stillestående by. Den lå dengang så ensom og afsides derude på vestkysten forbundet med Verden ved den lille jernbane Tønder-Tinglev. Her sneglede sig daglig nogle tog af sted med fænomenal langsommelighed.

 

Toget standsede ved hver lille station

Hvert øjeblik standsede de ved en lille station, hvis forstander havde beværterbevilling. De mange beværtninger skadede øjensynlig kørselshastigheden på banen. Med toget kom kun få fremmede til Tønder, der dengang mindst af alt drømte om at blive turistby.

Heller ikke banens transport af varer var overvældende. Varetransporten blev besørget for en stor del af fragtvogne. Gennem de stille gader rumlede en sådan gennem de stille veje til og fra Flensborg.

 

Banens glanstid

Månederne juni, juli og august var banens glanstid. Da kom togene ind med en mængde gadegæster sydfra. De var på vej til Sild. Fra Tønder blev disse fragtet videre til Højer. Og på de store dage blev alt mobiliseret, hvad byen ejede af køretøjer. Mange gange var det de mest mærkelige oldsager af karosser.

Den lille dampe, der førte de rejsende til Sild, kunne kun sejle ved flodtid over Vadehavet. Når toget ankom til Tønder flere timer før flodtid, måtte de rejsende tage ind på byens hoteller. Så kunne man da få en lille fortjeneste. Men som regel tjente byen kun på leje af vogne.

Mod nord, vest og syd besørgedes forbindelsen af dagvogne og postvogne. Dette kunne da også bringe en fremmed til Tønder.

 

Bønderne kom i stakkevis

Omegnens befolkning kom naturligvis ”te Stajs” for at handle. Men det var sjældent i så store mængder at gadernes stille præg blev ændret.

Kun til fredagsmarkederne i forårs- og efterårstiden kom bønderne i flokkevis. Det var nu ikke fordi at de alle havde noget at sælge. Men det var gammel skik og vane, der krævede at enhver gårdmand skulle til marked for at holde sig a jour med priserne.

Fjedervognene rullede ind i byen fra alle kanter. På forreste stol sad fatter med tømme, pisk og merskumspibe. I den bagerste sad mutter i fuld puds. Det så standsmæssigt og højtideligt ud.

Hver bonde havde sin bestemte gæstgivergård eller købmandsgård, hvor han ”spændte fra”. Den almindelige middagsmad i gæstgivergårde var ”Kødsuppe med boller og kød med peberrodssovs”.

 

Vanskeligt at bane sig vej frem

På torvet og i de nærmeste gader stod dyr i hundredevis. Om foråret var det magert kvæg, der blev solgt til marsken. Om efteråret var det fedt kvæg, der for en stor dels vedkommende det blev købt af tyske handelsmænd.

Det var vanskeligt at bane sig vej gennem mylderet af dyr, handelsmænd og tilskuere. Gødningen lå højt over brobelægningen. Der var masser af beværtninger, når der var markedsdage. I så godt som hvert hus flød kaffepunchen.

Hen imod aften drog de fleste landboer hjem. Manden var ikke helt upåvirket af spiritus, men mutter havde dog fået ham væk fra byen i ordentlig tid. Var han alene gav han alt for let efter for vestslesvigsk svaghed for højt kortspil. Så blev han i byen ud til aftenen og tog ofte natten med.

 

Forårsmarked

I en sidegade ned mod skibsbroen, var der en enkelt gang forårsmarked, men det var uden betydning. Her kunne byens småmestre købe et fedt får til vinterslagtning. En mester tog engang sin lærling, der var fra landet med som sagkyndig rådgiver. Drengen undersøgte med omhu de forskellige dyrs ben. Da man spurgte ham, hvorfor, svarede han, at han søgte efter et dyr med noget kød på benene, for det var dem, han fik at gnave.

 

Det vrimlede med beværtninger

Tønder vrimlede også til hverdag af beværtninger. Der var gader, hvor man fik indtryk af, at næsten hvert andet hus var en kro. Tilsyneladende klarede indehaverne sig nogenlunde. De levede mest af markedsdagenes fortjeneste. Men nu har beboerne i Tønder aldrig haft ry for at være afholdsmænd.

Også indbyrdes undte gæstgiverne hinandens succes. Der findes følgende anekdote fra den tid.

Hver morgen tog værten i gadens vestligste kro 20 Pf. i lommen og gik til nærmeste gæstgiver mod øst for at få en passiar og en kaffepunch. Den betalte han med sine medbragte penge. Når det var overstået gik pengenes nye ejer hen og gjorde ligeså. I dagens løb vandrede de 20 Pf. øst på den ene side af gaden og vest på den anden side af gaden til de endelig om aftenen havnede hos den oprindelige ejer efter at have haft et kortvarigt ophold i hver eneste gæstgivers lomme i gaden. Når de rigtige folk kom til, kunne der skabes stor omsætning med en beskeden kapital.

Mon ikke anekdoten omhandler Vestergade, Storegade og Østergade?

Om aftenen samledes en del af byens borgere sig i krostuerne. Her skulle diskuteres over kaffepunch og øl. Byens anliggender og skandaler skulle diskuteres. Man diskuterede ikke politik. Flertallet var tysksindede. Ved festdage blev det slesvig-holstenske flag hejst. Tyske flag så man sjældent.

 

Danske skilte var ikke velset

Danske skilte var for tønderanerne, hvad korset er for fanden. Et par handlende som hængte et dansk skilt ud, fik dem tjæret ud ved nattetid. Samme skæbne ramte ”Vestslesvigsk Tidendes” skilt et par gange. De danske seminarister kunne også irritere med deres huer og sange. Men så klagede de tysksindede til direktionen på seminariet og fik deres vilje.

 

Slesvig-holstenerne kunne ikke lide preusserne

Men de vaskeægte Slesvig-holstenere havde imidlertid heller ikke noget til overs for Preusserne. De syntes, at disse var lidt for stramme. Preussiske flag så man næsten ikke i Tønder. Rigsflaget hejstes for det mest kun på offentlige bygninger.

Rigspolitisk stemte Tønder med de nationalliberale. I mange år var en Hr. Francke, kredsens rigsdagsmand. Men i begyndelsen af 1880erne opstilledes ved et valg Fremskridtspartiet en modkandidat. Man sendte en af de bedste talere, Eugen Richter selv, til Tønder for at agitere.

 

Vælgermøde på Tonhalle

I Tonhalle holdt man vælgermøde. Dette var en sjældenhed i Tønder. Lokalet var fyldt til sidste plads. Richter holdt en livlig og vittig tale mod regeringen og de nationalliberale. Han sluttede med det for lejligheden tilpassede citat:

  • Wähle, wie du wenn du steuerst, wünschen wirst, gewählt zu haben.

Francke blev talt sønder og sammen og Richter hilstes med dundrende bifald. Enhver som ikke kendte forsamlingen måtte tro, at dens flertal var begejstrede frihedsmænd. Naturligvis blev Francke genvalgt på valgdagen.

 

Tønders aviser

Ellers var det byens to aviser, der varetog politikken. Vestslesvigs Tidende var ny og kæmpede tappert mod Flensborg Avis, der var blevet meget udbredt på vestkysten. Man sagde i Tønder at:

  • Vestslesvigs Tidendes redaktør var den mand i byen, der sled hårdest dag efter dag.

”Tondernsche Zeitung” blev mest redigeret med saksen. Originaler var i dobbelt forstand de korrespondancer, bladet bragte fra omegnen. I den landsby, de stammede fra, har de sikkert været interessante ved at bringe den til offentlig kendskab. Men ufrivillig komisk kunne disse artikler godt blive. Men økonomisk sad bladet hvis godt i det.

 

Talrig stab af embedsmænd

Tønder havde en talrig stab af embedsmænd, en landråd, to til tre herredsfogeder, Jernbane-, told- og postmænd osv. Men de spillede absolut ikke nogen førende rolle. Landråden var nærmest ildeset på grund af hans fornemhed. Embedsmændene var i forskellige trin af rangstien, så de kunne ikke rigtig omgås hinanden.

Store forretninger var der heller ingen af. De mindre handlende og håndværkerne havde nok at gøre med at skaffe mad på bordet. Politiet bemærkede man ikke rigtig. Der var hvis kun en betjent. Han sås sjældent. De to gendarmer skulle nærmest overvåge landdistrikterne.

 

Nattevægterne

Natvægterne var jo også kommunale embedsmænd. Polititimen var fastsat til klokken 23. Befandt man sig på en ”Knejpe” ved den tid indfandt der sig altid en vægter og forkyndte ”Feuerabend”. Så havde man fred for ham en times tid, til han igen blev tørstig. Som regel grinede man af dette. Men vægterne kunne føle sig stødt af dette.

Der udviklede sig et anstrengt forhold mellem vægtere og seminarister. Og det resulterede i en demonstration. Men tre af seminaristerne blev anholdt og tilbragte en nat i Kachotten. Næste dag førtes de op på rådhuset for at få tildelt en ”Mulkt”.

Nu herskede der igen et gemytlig forhold mellem vægterne og seminaristerne.

 

De stakkels tyske skuespillere

Blandt borgerne var foreningslivet ringe. Om vinteren kom først en tysk og dernæst et dansk skuespillerselskab og gav forestillinger på byens eneste lille dårlige teater i Østergade. Den tyske trup kunne godt blive i byen en måneds tid. Det var stakkels mennesker, der led nød. I Tønder var man nu ikke så teaterinteresseret. Kunstinteressen var heller ikke stor.

Nogle aftener spillede man kun for en halv snes eller endnu færre. Blev det for slemt gjorde selskabet udflugter til Højer, Løgumkloster og Nibøl. Skuespillernes fattigdom gav dem ingen anseelse og deres ”kunst” heller ikke.

Det danske selskab klarede sig bedre. Folk strømmede til fra vest, nord og øst. Besøgsantallet var som regel stort. Der blev opført ”Gøngehøvdingen” og ”I Dynekilen” og lignende. De danske skuespillere havde derfor også råd til at bo på hotel eller i pæne gæstgivergårde.

De tyske skuespillere måtte leje sig ind i tarvelige småværelser.

Når frosten indfandt sig var der rig mulighed for at stå på skøjter i engene syd for byen. Man kunne også bruge boghandler Drøhses lejebibliotek.

 

Krammarkeder

Byens store dage var foruden kvægmarkederne også hestemarkederne også de to årlige krammarkeder: ”Pinsemarkedet” og ”Mikkelsmarkedet”. Nu så byens småhåndværkere og handlende sikkert dette som konkurrenter. Pludselig var der boder og telte i gaderne og på Torvet. Hvert af markederne varede tre fulde dage.

Største delen af bodeholderne var folk, der drev fra marked til marked. For det meste var det også de samme mennesker, der kom år efter år. På Torvet rejstes hvert år det samme skydetelt. Her var også teltet med den forstenede havfrue, verdens største kæmpefrue og dens mindste dværg.

 

Salonkeglebane og to etagers karrusel

Et smart bysbarn havde en ”Salonkeglebane”, der lå på høje træbukke. Ved siden af havde hans kone friluftsrestaurant med kaffepunch og stegte ål som specialiteter. Her stod ”Jyden” med sit kuglespil. Kuglen, der var ophængt i en snor, skulle ramme en lille kegle i bagslaget. Forunderligt lykkedes det så godt, når man prøvede i spøg. Men det lykkedes aldrig, når det var alvor.

På Lilletorv stod en toetagers karrusel. Den funklede af messingbeslag. Der var perlestiklinger på vejende gardiner. Og så var der de mest mærkelige ridedyr. Denne fordunklede jo helt Tønders egen karrusel, Claus, der hvirvlede rundt i en baggård uden for en dansesal.

På hjørnet ved apoteket stod ”Jacob von Amerika, en jøde i sind og skind, der havde fødselsdag hver eneste dag i året. I den anledning forærede han næsten sine varer bort. Ud for rådhuset fremviste Kasper og Rikke scener af deres familieliv for tilskuerne.

I alle byens danselokaler var der dans hver dag fra middag til langt ud på natten. De større gæstgivergårde bød på tingeltangel. Når de tre dages tummel og støj var til ende, sænkede stilheden sig dobbelt tyngende over den lille by.

 

Have ned til Vidåen

Mange familier havde større eller mindre haver. Nogle af disse lå ud mod Vidåen. Her tilbragte man mange sommeraftner. En del af haverne lå ved den smukke mølledam, men egentlig var der kun få både. Man kunne også bruge spadserestien langs dammen og åen med udsigt over engene.

Bu var færdslen i alleerne noget livligere. Og familierne kunne om søndagen også vandre ud til Schweitzerhalle og Altona. Her spillede mændene kegler, mens Madammerne nød deres kaffe og kaffesladder. Ungdommen legede imens.

 

Man talte sønderjysk

Når vejret var ekstra fint, blev turen udvidet til Møgeltønder. Men det måtte ikke blæse. Men denne var en hyppig gæst ved vestkysten.

  • Vi Stajsfolk ka slet indes mæ den Blæst, den æ vi jo int vaan te ind i æ Staj

De fleste ville sikkert indrømme, at de talte tysk derhjemme. Men sådan var virkeligheden ikke. Man talte sønderjysk og tysk derhjemme. Mødte man hinanden på gaden dengang foregik det også hovedsageligt på sønderjysk.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Tønder
  • Sønderjydske Årbøger

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 220 artikler om Det Gamle Tønder og omegn, herunder:

  • Turen går til Tønder 1862
  • Sprogkampen i Tønder 1851-1864
  • Minder fra Tønder 1864-1920
  • Ulrik-en fysikus fra Tønder
  • Ulrik-en fysikus fra Tønder, endnu mere
  • Tønders Politistyrke: 1 mand
  • Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
  • Handel i Tønder indtil 1864
  • Dagligliv i Tønder 1910-1920
  • Kongeligt besøg i Tønder
  • En avis i Tønder
  • Tønders dansksindede
  • Et jernstøberi i Tønder
  • Humlekærren i Tønder
  • En bane gennem Tønder
  • Tog til Tønder
  • Da kroen ”Altona” ved Tønder brændte
  • Schweitzerhalle i Tønder

 

 


Livet på Seminariet i Tønder

Juni 22, 2017

Livet på Seminariet i Tønder

Der var optagelsesprøver i 1881. Lange undervisningsdage var der. Tønders hjem var lukket for ikke-friere. Vi kigger på ”Foreningen Enigheden”. ”Kaniernes” stuer skulle indvies. Så var der dilletant på ”Stadt Copenhagen”. Foreningen blev forbudt. Og så blev man taget ved næsen på Schweizerhalle. Udflugten til Møgeltønder endte med slåskamp. Og så var det huekampen. Værelserne i byen var bestemt ikke luksus. Det var ikke den allerbedste undervisning, som man fik i Tønder. Direktør Carstens var altid mut og vred. Münther holdt ikke længe. Gamle Rickmar var friser. Tørsten blev slukket i en gymnastiktime. Der var stor forskel på lærerne. Seminariet bevarede tyskheden i Tønder.

 

Optagelsesprøver i 1881

I april 1881 var der optagelsesprøver. Nu var prøven ikke så svær. Irriterende var det, at man blev sendt fra det ene klasseværelse til det andet for i løbet af en time, at blive prøvet i tre-fire fag. Det hele endte med, at 19 blev optaget i den danske afdeling.

De danske seminarister havde dannet en forening, som de kaldte ”Enigheden”. Man var ikke særlig smarte til at kapre nye medlemmer. Man var nærmest anmassende. Den danske forening forsøgte at ligne den tyske ”Burschenschaft”.

 

Lange undervisningsdage

I maj begyndte undervisningen. I de to første seminarieår var der temmelig mange timer. Det var fra klokken 7 om morgenen til 6 om aftenen. Om vinteren startede man en time senere. De mange timers ophold i klasserne virkede sløvende. Forberedelserne hjemme virkede overkommelig. I reglen tog hjemmearbejdet et par timer. Nogle af timerne var fælles for begge afdelinger.

 

Byens hjem var lukket for ikke-friere

Når man havde nogle timer til overs fandt man ud af at adspredelse i Tønder var noget ukendt. Man var henvist til romanlæsning eller besøg hos kollegaer. Byens hjem var lukket for enhver, der ikke lige gik på frierfødder.

I vintertiden var der et par måneder forestillinger på teatret men ud over dette følte seminaristerne ikke, at byen kunne byde på så mange forlystelser. Ofte blev det knejpen, hvor man søgte adspredelse. Dem var der til gengæld mange af i byen.

 

Danseforlystelser førte til forlovelser

Uden for seminariet gav lærerne sig ikke af med seminaristerne. Måske var nogle af dem for gamle til at huske, hvordan det var at være ung. Andre var måske for fornemme. Gymnastiklæreren havde en vinter arrangeret en ugentlig danseaften i gymnastiksalen. Men det fortsatte kun et halv års tid. Danseforlystelserne førte til et par forlovelser. Måske havde rektor forbudt forlystelserne, fordi han var bange for flere forlovelser.

 

Foreningen ”Enigheden”

Det var nærmest kun foreningen, der måtte sørge for adspredelsen. Man havde en grøn hue og så et hvidt/grønt bånd med ”Enigheden” broderet med rødt. Egentlig skulle båndet bæres af alle ved møderne, men i reglen var det mest ”novicerne”, der pyntede sig med det.

Men når man skulle have taget et klassebillede hos fotografen havde alle husket båndet.

 

”Kaninernes” stuer skulle indvies

Foreningen optrådte også når ”kaninernes” stuer skulle indvies. Begivenhederne blev indledt med en meddelelse til ”kaninerne” om, at på en bestemt aften skulle indvielsen foregå.

Traditionen krævede, at hver ”kanin” skaffede en flaske portvin og glas til veje. En 3-4 ældre kollegaer indfandt sig som indvielseskomité. Dennes ordstyrer underkastede ”kaninen” for endnu en eksamination og endte med at døbe stuen, idet han sendte en sjat vin op mod loftet.

Mon ikke man har fundet mange mørke pletter på lofterne, dengang?

Navnet blev taget fra mytologien eller litteraturen. Kaninen fik ordre til at skrive det på et visitkort og fæste det på døren. Så fortsatte komiteen deres tunge vandring, der blev stadig mere besværlig. Dagen efter var der mange tømmermænd. Og da havde Enigheden velkomstmøde.

Der holdtes møde en gang om måneden. Hen imod sommeren blev nye medlemmer optaget. Formanden oplæste lovene og gjorde i en lille tale diskret opmærksom på, at foreningen gerne ville bidrage lidt til at pleje modersmålet. De nye medlemmer fik overrakt huen og båndet, som de selvfølgelig selv måtte tale.

Derefter var der fællesmåltid med efterfølgende ”sold”. Dermed sluttede ”kaningildet”. Fællesspisningen fandt ellers kun sted ved stiftelsesfesten. De sædvanlige møder varede 2-3 timer. Der blev serveret øl fra fad. Af og til blev der holdt et foredrag. Der blev sunget af Sabroes Sangbog, og der holdtes improviserede samtaler. En eller anden oplæste et digt eller en sangforening optrådte.

 

Dilettantforestilling i ”Stadt Copenhagen”

En sådan aften kunne være ret underholdende. Men det kunne dog også være kedelig. Ikke mange havde overskud til at holde et foredrag. En gang imellem blev der afholdt en dilettantforestilling. Foreningen holdt dengang sine møder i ”Stadt Copenhagen” i hvis store dansesal en lille tribune blev stillet op som scene.

Ved hver side blev der stillet et skærmbræt. Baggrunden var et tæppe. Foran scenen hang et stort rullegardin. Det blev overladt til den enkeltes fantasi, at forestille sig en stue. Der opførtes enaktere med stuedekoration.

Det blev dog også til ”soldaterløjer”, Store Bededagsaften. Der var en del gæster, særlig dem der udlejede garderober.

 

Abonnement på Flensborg Avis

Blandt foreningens medlemmer var nogle udtalt tysksindede, men i reglen medførte dette ulemper. Normalt omgik man hinanden kollegialt og fredelig. De fleste var vant til at omgås personer af forskellig national sindelag.

Den eneste ”kriminelle” handling som Enigheden påtog sig var at abonnere på Flensborg Avis. Man vovede ikke at tegne abonnement på posthuset. Men man modtog bladet gennem Drøhses Boghandel. Han skaffede også de danske bøger, som foreningen ville have. Boghandleren deltog som regel også til stiftelsesfest.

 

Man havde også klasseforening

I 1870erne og 1880erne var der mange lærere i Sønderjylland, der havde fået deres uddannelse helt på dansk og ikke kendte til tysk. Alligevel skulle de undervise i tysk. De blev ofte sendt til Slesvig eller Holsten for at deltage i et seks ugers kursus i tysk. Men genetlig var udbyttet ringe. For lysten var slet ikke til stede.

Hver klasse havde desuden deres egen klasseforening. De holdt møder en gang om måneden. Her tog man også imod gæster fra andre klasser, men det var ikke altid med åbne arme.

 

Foreninger blev ophævet

I 1882 begyndte mørke skyer at danne sig. Direktør Carstens havde fået skrupler med hensyn til Sabroes Sangbog. Den indeholdte ”antityske” sange. Han foreslog at lave en særlig ”Enigheds-sangbog”, som han skulle godkende. Der blev straks gjort forberedelser til dette. Men i maj 1883 ophævede direktør Carstens alle de danske foreninger, fordi:

  • De hindrede vor Tilslutning til Tyskland

 

Hvad skete der i ”Enigheden”?

Hvor kan man egentlig finde oplysninger om Enighedens liv? Ja, der findes ikke meget skriftligt materiale. Man finder noget i et hefte, der hedder ”Allehaande Optegninger af Elevforeningens Medlemmer” Ja det var et hefte som foreningen den 20. august 1868 sendte ud til cirkulation blandt medlemmerne.

Meningen har åbenbart været, at her skulle eleverne meddele deres oplevelser i seminarietiden, før de forlod Tønder. Det første hold betragtede heftet som en slags stilebog og fyldt bladene med aldeles ligegyldige ting. Men tre anonyme forfattere beskylder i en længere artikel foreningen for at fremme drikkeri. Beskyldningerne har formodentlig været falsk. Formanden meddelte senere, at forfatterne var fundet og smidt ud af foreningen.

En række spørgsmål bliver stillet i 1869. Man spørger om, hvorfor de danske seminarister er så tilbageholdene bange, uselvstændige og frygtsomme. Hvorfor var det så lidt fortrolighed mellem dem?  Den ene står usikker og ængstelig over for den anden. Åbenbart stod de danske seminarister allerede dengang på usikker grund ved en preussisk læreranstalt.

 

Taget ved næsen på Schweizerhalle

Seminarist A.D. Jepsen fra Branderup giver i 1870 en morsom lille skildring af optagelsesprøven i 1867. Han kom til Tønder uden mindste anelse om den ”Fuchsning” som venter ham. Med vemod ser han sin broder, der har kørt ham til byen, drage hjem. Nu er han helt ene mellem vildfremmede.

Lidt modvillig tog han med de andre ”Füchse” ud til Schweizerhalle. Her betroede man ham, at Direktøren ville komme derud for at holde en forprøve. Derude foregår så ”Fuchsningen”. De udklædte eksaminatorer og censorer optræder med så stor alvor, det først til allersidst går op for den unge mand, hvad han har været udsat for. Prøven havde indbragt ham en attest, der stemplede ham som en ”umulighed”. Forfatteren overdriver måske lidt i sin naivitet. Fremstillingen viste, at foreningen dengang var en tro kopi af den tyske ”Burschenschaft”.

Før optagelsesprøven i 1876 blev det besluttet, at ordet ”Fuchs” skulle udskiftes med ”Kanin” Men ellers foregik det hele som i 1860erne. Men efterhånden ville aspiranterne ikke finde sig i den behandling som de fik. Der opstod en del bitterhed, som kom til udtryk ved stueindvielsen og kaningildet.

Indtil 1880erne deltog seminarielærerne i festlighederne, men efter at bitterheden var kommet til udtryk udeblev lærerne.

 

Udflugten endte med slåskamp

I december 1878 var seminariet på en fællesudflugt til Møgeltønder. Lærerne var med og det var nogle teologiske kandidater også.

Lærerne og de tyske seminarister tog ind i Østerkroen, hvor værten var tysk. De danske seminarister gik til den danske Vesterkro. De fik overladt et lokale ved siden af skænkestuen. Men da spritten havde sat sig hen på aftenen mødte nogle tyske seminarister op og ville bryde ind til danskerne.

De blev smidt ud, og så var slagsmålet i gang.

  • Die verfluchten Dänen
  • Haut die dänischen Hunde

Slagsmålet fik et alvorligt efterspil. Tyskerne mødte på vejen hjem til Tønder den tysksindede degn fra Møgeltønder, som de behandlede alt andet end blidt. Han klagede til direktør Carstens, der efter Richters forflyttelse i efteråret 1878 havde overtaget ledelsen af seminariet.

Sagen sluttede med bortvisning af tre tyske semarister. Der var ingen fra den danske afdeling, der blev smidt hjem.

 

Huekampen

Huekampen udkæmpedes ligeledes i 1878. Enigheden havde ombyttet den grønne hue med en sort silkehue med sølvtresse og sølvkors foran. Den lignede den danske studenterhue. Den blev båret i nogen tid uden at nogen gjorde indvendinger men byens tysksindede borgere undrede sig.

På det tidspunkt blev seminariet ledet af seminarielærer, pastor Engel. Han blev senere præst i Hjordkær og Havnbjerg.

Den 2. september fejredes Sedandagen i Aulaen. Festtalen vakte forargelse hos tyskerne. De syntes, at det mere var en skildring af dansk historie end den forherligede tyskernes sejr over Frankrig.

Efter talen samledes semaristerne i det største klasseværelse, mens lærerne diskuterede, om der skulle holdes optog gennem gaderne. Rådslagningen trak ud. De tyske semarister, der var irriteret i forvejen blev utålmodige og støjende.

De danske semarister syntes, at dette var usømmeligt og bad om ro. Så kom drillelysten op hos tyskerne. De begyndte at synge ”Die Wacht am Rhein”. Danskerne gik ud og ventede udenfor til lærerne kom.

Lærerne havde besluttet, at det var op til semaristerne selv at afgøre, om de ville gå optog gennem byen. Det ville tyskerne, mens danskerne undlod. Pastor Engel anså dette for en politisk demonstration og foretog en undersøgelse. Da borgerne hørte, at de danske semarister var på kant med Engel, klagede de over de danske semaristers huer.

Engel forbød dem, at bære huerne. Kort efter, da direktør Carstens blev indført i sit embede havde danskerne igen de sorte huer på. Ingen sagde noget til det. Huerne blev båret i et stykke tid, men så indkom der igen klager.

Carstens udstedte så et nyt forbud. Optegnelserne sluttede i 1881. Men i 1883, da foreningen ”Enigheden” blev forbudt, skrev formanden nogle afsluttende ord. I 16 år havde foreningen bestået.

 

Værelserne var ikke luksus

De værelser, hvor seminarister boede var langt fra luksus. Møblementet var taveligt. Mange steder boede kun en enkelt eller et par elever. Men der var også hele små kaserner.

De fleste spiste hos deres værter. Men der var også en del, der spiste i småpensionater eller i ”Herberge zur Heimat”. Det var oprettet for at tage imod vandrende og tiggende håndværkersvende.

Hos en vært kostede en middag mellem 50 og 70 Pf. Fuld pension kunne fås for cirka 400 mark årligt. Værre var det med det dårlige drikkevand, som man gav skyld for de tyfusepidemier, der af og til hjemsøgte byen.

Seminariets elever havde fri lægehjælp og fri medicin. Hos lægen var der hele tiden rykind af ”patienter”, der uden større formaliteter fik attest og en recept. Den ”syge” fik således et par ekstra fridage. Her kunne så måske gøre et forsømt stykke arbejde færdig.

 

Ikke den allerbedste undervisning

Tønder Seminarium havde fra gammel tid det ry, at der i den tyske afdeling altid var mange holstenere. Trods ryet var undervisningen i mange henseender ”minderwertig”. Dette skyldtes til dels regeringens regulativer, men også en følge af lærernes ukyndighed og dovenskab.

Det bedste var, at man fik mulighed for at undervise i Øvelsesskolen, der dengang havde seks klasser. Det var så selvstændigt under ansvar. Og man måtte undervise i alle trin.

Forholdet mellem den danske og den tyske afdeling var i 1880erne fredelig men kølig. Et par fællesudflugter forløb uden hændelser.

I april 1884 bestod 17 elever fra den danske afdeling afgangseksamen. Det var det næstsidste hold. Men hvordan var lærerne dengang?

 

Direktør Carstens

Direktør Carstens var en lille temmelig svær pluskæbet mand med rundt hoved, tykke læber og en pande, der lignede den brede ende af en violin. Ansigtet var gnavent og surt. Det blev oplivet nu og da af en vrantent smil, hyppigst fremkaldt af en af hans egne drastiske bemærkninger.

Han havde været præst og underviste i pædagogik og historie. Pædagogikkens historie og metodikken var lagt godt til rette. Psykologi var mindre god. Hans måde at undervise på var diktat. Han vidste selv, at måden var uheldig. Måske brugte han denne form af magelighed. Mærkeligt var det at høre ham dadle den gamle latinskoles unatur, når den ikke ville lade modersmålet komme til sin ret. Både han og de danske seminarister vidste jo, at den samme unatur ikke blot tåltes men ved tvang blev gennemført i Sønderjyllands skoler.

L.H.A. Carstens havde været præst i Itzehoe og var fra 1878 til 1885 seminariedirektør i Tønder. Han blev overflyttet til det nye seminarium i Haderslev. Han blev pensioneret i 1906 og døde i 1913 i Lybæk.

Det var sjældent at Carstens holdt et frit historisk foredrag. Timerne var derfor kedelige. Enkelte historiske personer havde han et horn i siden på. De fik i tilknytning til lærerbogen en spydig, mere eller mindre dramatisk bemærkning med på vejen.

Skønt manden var holstener gav han aldrig noget af Holstens eller Slesvigs historie. Nej seminaristerne måtte terpe gennem brandenborgske kurfyrster i lange baner.

En eneste gang så seminaristerne ham fra det muntre hjørne. Det var på en udflugt til højderne ved Hütten. En aften sad man alle forsamlet i krohaven i en lille landsby og drak øl. Der opfordrede han de danske seminarister til at synge nordiske sange.

Men på seminariet advarede han de danske seminarister om ikke at give deres sindelag til kende på nogen måde. Han satte handling bag sine ord, således blev en dansk seminarist bortvist bare fordi, han havde spurgt sin tyske kollega:

  • Hvad sætter du højest, Tysklands store nutid, eller Danmarks store fortid?

Gnavheden og trangen til at skælde ud holdt han hele tiden ved lige gennem alle årene.

 

Munther holdt ikke længe

Carstens afløser var en østpreusser ved navn Munther. Men snart kom der samarbejdsproblemer mellem ham og seminaristerne. Han lå også i avisfejde med Tønders befolkning. I 1886 opløste han også den tyske forening ”Concordia”. Det var ikke videre populært. Og snart måtte han atter tage tilbage til Østpreussen.

 

Gamle Rickmers var friser

Så var det Gamle Rickmers. Han var den danske afdelings førstelærer. Han var friser og en lille mand med en stærk fremspringende næse. Hans hovedskal havde en ejendommelig form, der endnu mere fremhævedes af det lange nakkehår. Hans hoved var genstand for utallige karikaturtegninger i kladdebøger og på klassetavlen. Men det var nu ikke noget som helst ondt bag disse tegninger. Det var kun venlige følelser til denne friser.

Han underviste i matematik, regning og geografi. Han stak ikke dyb i viden. Men hans undervisning var praktisk og kunne følges af enhver, der ville. Han formåede ikke at vække interesse for fagene. Men de blev nu heller ikke tortur for nogen.

En gang imellem kørte han fast i et geometrisk bevis, så han måtte trippe hen til katederet og lade, som om han noterede en elev for uopmærksomhed. I stedet kiggede han i en af sine lærerbøger for at føre beviset til ende.

Rickmers lod sig ikke overrumple. I geografi gav han kun det, der stod i lærerbogen. Han brugte dog kortet flittigt. Men efterhånden svandt hans hukommelse. Og så glemte han tal og steder. I Slesvigs og Holstens geografi var han godt hjemme. Han havde en speciel interesse for jernbaner.

En fræk seminarist spurgte ham, om han havde aktier i Tønder-Tinglev banen. Han forklarede eleven, at her var det tale om en statsbane.

Rickmers havde sammen med en kollega udgivet en dansk grammatik til brug for de nordslesvigske skoler.

Heinrich Rickmers besøgte seminariet i Tønder 1840-1843. Derefter var han degn i Medelby, vest for Flensborg. I marts 1864 blev han anden lærer ved Tønder Seminarums danske afdeling. 1. marts 1879 blev han førstelærer og tog sin afsked den 1. oktober 1891. Derefter bosatte han sig i Flensborg.

Havde Rickmers store evner som praktisk lærer, var det modsatte tilfældet med hans jævnaldrende kollega Wilms. Denne var lærer i naturhistorie. Han var en ret hidsig natur, men gjorde sig umage for at tøjle den. Han var meget religiøs. Og hans viden var bestemt ikke ringe.

 

Tørsten blev slukket i gymnastiktimen

Johannsen var gymnastiklærer. Han underviste også i violinspil, sang, harmonilære og tegning. Han var dirigent for seminariets musikkorps. Han var angelbo og seminarist fra Skaarup og talte godt dansk. Gymnastikundervisningen var fælles for begge afdelinger. Med andre ord, så blev der undervist 50 elever samtidig.

Han praktiserede også marchture. Det var bedre end den lumre gymnastiksal. En dag blev der gjort holdt ved en kro for at slukke tørsten. Men det opdagede Carstens, der gik på Borgerdiget. På hjemvejen for Carstens hen mod gruppen, men blev stoppet af en bred vandfyldt grøft. En dag, da var markedsdag havde semaristerne spurgt om de kunne få fri, da der var markedsdag. Men det turde Johannsen ikke.

Men han tilbød at lade seminaristerne at få marchøvelser på Øvelsesskolens legeplads. Den var kun skilt med et lav stakit ud til en baggade. Johannsen ville lukke øjnene for, at seminaristerne efterhånden forsvandt. Han skulle nok tage ansvaret. Forsvindingsnumret blev udført på mindre end fem minutter.

Om sommeren blev der badet i et ”mudderhul” i Vidåen. Johannsen fik øgenavnet ”Harlekin” Og det var ikke respekt han indgød.

 

Stor forskel på lærerne

Hans kollega i musikfaget, Krause var hans modsætning. Han var gammelpreusser. Og så var det Wendling, der underviste i klaverspil.

Todsen var lærer i dansk. Han var fra Tønder. Vittig og dannet og drillesyg var han. Men det var nu ikke meget, der blev lært. Todsen kom også senere til Haderslev.

Michelsen var tysklærer. Han var kejtet, stiv og undselig Han sagde sjældent noget overflødigt. Han var en tør type. Men uden for seminariet kunne han være både elskværdig, imødekommende og underholdende. Han var også villig til at låne en pengeløs seminarist rejsepenge.

Stoltenberg var en stor og svær holstener med kraftigt fuldskæg. Han underviste i fysik, kemi og havebrug. Derhjemme havde læreren en stor børneflok og økonomisk var han hårdt spændt for. Han forsøgte også en tid lang at eksportere roser til Sild i badetiden. Men det forsøg mislykkedes totalt.

Religionslærer Rathje var en bleg mager og ung mand. Han var stilfærdig, energisk og pligtopfyldende. Han var nok den lærer, der gav den fyldigste og mest udviklende undervisning.

Som rosinen i pølseenden var det Krieger. Han var forstander på Øvelsesskolen. Som hjælpelærer underviste han lidt på seminariet. I hans store hoved rådede kaos.

 

Seminariet bevarede tyskheden

Dette var så nogle glimt af seminariets historie. Nogle steder står det anført, at Tønder Seminarium også var et sted, der højnede tyskheden. Mon ikke man hellere skal anføre, at det bevarede tyskheden i en by, der var udpræget tysk.

 

Kilde:

  • Sønderjydske Årbøger
  • Se Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Om Tønder Statsseminarium og skoler i Tønder læs her på www.dengang.dk

  • Tønder Seminarium-en del af historien
  • Tønder Statsseminariums historie
  • Tønder Statsskole-dengang
  • I skole i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder-endnu mere
  • Den røde skole

 

 


En landsbydreng fra Møgeltønder

Juni 21, 2017

En landsbydreng fra Møgeltønder

Det er Møgeltønder efter 1864. Det var ikke godt når gendarmen kom. Og sognefogeden holdt noget hemmeligt for penge. Siden kom han i kachot, for at have taget af kassen. Men inden nåede han også, at være lærer. Engang imellem fik man besøg fra ”Kongeriget”. Men der kommer også ”fremmede fugle” og ”bosser” syd fra. Mere eller mindre ægte sigøjnere nesøgte også byen. Det gik godt for gårdejerne, men ikke for arbejderne. Der blev drukket tæt på sognets seks kroer. Det var en sløv prædikant. Mange af de unge havde kæmpet med Kaptajn Hammer ude i Vesterhavet. Så var det lige ”Slaget i Æ Sandkul”. Den tyske godsforvalter kunne ikke lide Dannebrog på legetøjsskibene. Konfirmanderne fik nok at bestille, da den nye præst kom. Og så var indlæringen i skolen speciel. Ringriderne var ved at vælte ned af hestene efter kaffepunch. Man gik i hjemmelavede klæder. Postbudene gik langt.

 

Gendarm, Gendarm

Pludselig svinger en rytter ind i gården. Det blinker fra hans hoved og bryst med glimt af blankt messing. Vi er i Møgeltønder i slutningen af 1860erne.

  • Gendarm, Gendarm

Ja sådan lyder advarselsråbet. Naboerne er nu også blevet alarmeret. De unge mænd i husene gemmer sig. Måske er genarmen på jagt efter optanter. Og det der med optanter, er der nogen, der tjener penge på. Under de forholdsvis nye myndigheder er der udnævnt en ny sognefoged i Møgeltønder.

 

Din søn går jo hjemme

Og befolkningen har ikke rigtig tillid til denne. Og han ved udmærket, hvem der går hjemme og gemmer sig af frygt for udvisning. Sognets beboere, der var udpræget dansksindede var lidt usikker på sognefogedens nationale indstilling. Man mente, at han ville gøre alt for penge.

En gang imellem kom sognefogeden til optantens far:

  • Din søn går jo hjemme. Jeg ved det nok.

Så får hædersmanden stukket en preussisk daler i næven. Så var hans mund lukket for en tid. Og denne sognefoged var også lærer og skulle bibringe sognets unge moral og etik.

 

Den tyske læsebog

Mange af de dansksindede børn blev undervist privat, blandt andet hos gamle Ann. Men endnu var tyskerne ikke kommet helt ind i skolevæsnet endnu. Men en dag kom der alligevel uro i skolen. Degnen havde meddelt eleverne i de ældste klasser, at de skulle lære tysk. Og nu skulle de i gang med:

  • Schneiders: Fibel und erstes Lesebuch

Indtil nu havde det været frivilligt, om man ville lære tysk, men nu var det tvang. Men det gik nu lidt trægt med at købe lærerbogen. En enkelt far nægtede det simpelthen. Foreløbig var det dog kun få timer om ugen.

 

Sognefogeden ”lånte” af kassen

De små klasser fik nu sognefogeden som lærer. Nu mistede han sognefoged-jobbet og blev postagent. Men i et par år ”lånte” han af kassen. Så dette endte med en tugthusstraf. I hans sted var det en glarmester, der blev underviser. Men det kneb med kundskaberne hos glarmesteren. Så det endte med at degnen tog de små med ind til de ældre.

 

Ørnen skulle saluteres

Og de ældste fortalte, hvordan ”ørnen skulle saluteres”. Når man gik forbi den skulle man spytte på den og råbe Kukkuk. Så ville postmestren, der var meget tysk, blive gal. Men det gjorde postmestren nu ikke. Den gamle slesvig-holstener grinte af demonstrationen. Han elskede heller ikke preusserne.

 

En ”Jyllænder” har to øjne

I Møgeltønder blev der udgivet en dansk avis tre gange om ugen i et meget lille format. Udgiveren var Nørrejyde (nord for Kongeåen). Man kaldte ham for ”Jyllænder” Han var en lidt kraftig herre med kun et øje. Han var bogtrykker og havde også andet at lave.

Ja man kunne faktisk godt lide ham. Naboen var en bonde flyttet til fra Slesvig Holsten. Han havde en lille gris, hvid med sorte pletter. ”Det er en preusser, for den er sort og hvid”, sagde han til bondekonen. Og hun svarede: ”Ja det er i hvert fald ikke en ”Jyllænder”(Jyde), for den har da to øjne”.

Historien løb byen rundt og morede beboerne, selv om der her, var danskeren, der havde lidt nederlag.

 

Mon vi snart bliver danske igen?

Når provsten prædikede i kirken, blev der altid uro til sidst. Nogle hostede og nøs. Man skrabede med fødderne i gulvet. Og det var særlig galt på mande-siden. Dette skete altid, når provsten bad for kongehuset.

I skolen skulle de små også efterhånden lære tysk. Og når man talte sammen i Møgeltønder, så blev der altid afsluttet med:

  • Nå, hvad mener du? Mon vi snart bliver danske igen?

For børnene var dette spørgsmål uforståelig, opfattelsen var at langt de fleste i Møgeltønder var danske. Der var kun et par tysker, som ingen regnede med. Det gik lang tid for børn at finde ud af, at det var Genforeningen, som det mentes.

 

Besøg fra ”Kongeriget”

Nu var det ikke meget forbindelse med folket fra ”Kongeriget”, nord for Kongeåen. En gang imellem kom en uldjyde med bylt på nakken. Ham var der nu ikke så meget morskab med.  Mere morsomme var pottemændene fra Varde-egnen, der kom sent om eftermiddagen med sorte jydepotter. De var pakket varsomt ind i lyng. I den var der undertiden kviste med bær, som børnene syntes var en lækkerbisken.

Disse pottemænd gjorde gode forretninger i Nordslesvig. Så var det også fannikerne, der kom med læs af tørrede Hvillinger. De var morsomme i deres særegne dragter. Men alle disse jyske forretningsfolk var kun på gennemrejse. Snart var de væk igen.

 

Fremmede fugle syd fra

Hyppigere var de ”fremmede fugle”, der kom syd fra. Det var Lirekassemændene. Men de var nu ikke så velkomne. De fleste af dem var stærke arbejdsdygtige unge mænd, der foretrak at fare landet rundt med en spillekasse frem for at arbejde for føden. Den slags folk havde man ikke så stor sympati for i Nordslesvig.

Derimod havde man ikke noget imod at give en skilling til ”Pragerne”.

Det var en fællesbetegnelse for de små omvandrende hornorkestre, som der fandtes mange af. Et sådant orkester bestod af 5-6 blæsere. De havde lov til efter et par numre, at gå ind i husene for at få en skilling for deres umage.

Lirekassemændene måtte pænt blive stående ude for. Men egentlig burde der ikke være så stor forskel på dem.

Navnlig i den tid, badesæsonen på Sild varede kom disse vandrende musikere hyppigt gennem byen på rejse til eller fra Sild. Ja på opfordring kunne de også spille ”Kong Christian stod på højen mast”.

 

”Bosserne” og de andre

Der kom også bjørnetæmmer med deres dyr. Der kom mænd og drenge fra Bayern med dresserede murmeldyr og marsvin. Fra Riesengebirge og Sudeterne kom mænd med muse- og rottefælder. De var altid ens klædte i tykke nubrede trøjer og med bredskygget blød filthat. Sortsmudskede, som de var, gjorde de et ret skummelt indtryk. Dem var børnene ikke så trygge ved.

Mere tiltalende var de blonde kvinder vistnok fra Harzen, der drog landet rundt med de såkaldte ”svenske” spånkurve. Men flest var det nok af de omflakkende håndværkssvende ”Bosser”, som de blev kaldt. Mange af dem travede år efter år på landevejene og tiggede sig frem. Arbejde søgte de ikke mere. Vandrelivet havde indfanget dem. De foretrak friheden med jævn forsyning af brændevin. Det eneste, der kom på tværs, var gendarmen. Han indfangede dem, og så mistede de for en tid deres gyldne frihed.

I byerne blev de modtaget I ”Herberg zur ”Heimat” og på landet blev de indlogeret i Fattighuset eller i Arresten.

 

Mindre eller mere ægte sigøjnere

En gang imellem kom en flok mere eller mindre ægte sigøjnere. Flokkene kunne være ret store og kom med flere vogne. De slog telt op, hvor de mente, der var betingelser for et længere ophold. Mange gange så de dog ikke videre fattige ud. Kvinderne havde smykker af sølv og sølvpenge flettet ind i håret. Mærkeligt var det, at se ældre kvinder ryge tobak.

Sigøjnerne tiggede egenylig ikke, men de gav sig af med at reparere kobberkedler. Det var vist heller ingen tvivl om, at de stjal. Og man var ængstelig så længe, der var en lejr her. Mændene drev også fra tid til anden, hestehandel.

Til Møgeltønder kom også andre kunstnere. De kom og gav forestillinger enten i et telt eller i kroens gennemkørsel. Det var små cirkusselskaber, ekvilibrister osv. men engang imellem lod en ”professor” sig se, og gjorde tryllekunstner i kroens dansesal.

Jo, det var nok at se på for sognets børn, dengang.

 

Det gik gennemgående godt for gårdejerne

Gårdene var gennemgående ikke så store. Der var ikke råd til luksus i Møgeltønder dengang. De fleste gårdmænd sad dog jævnt godt i det. Alt var basseret på kvægopdræt og fedning af kvæg. Heller ikke husmændene med land til et par køer led nogen nød. De fleste af disse drev en smule kreaturhandel ved siden af. Om ikke andet, så handlede de med får.

Og håndværkerne slog sig ret godt igennem.

 

Arbejderne havde det hårdt

Men arbejderne, daglejerne havde det virkelig dårligt. I sommertiden gik det godt, for her var det arbejde nok at få. Græsset i de udstrakte egne skulle slås. Og græsslåmaskiner kendte man endnu ikke.

Det var dygtige folk imellem. De påtog sig græsslåningen i akkord. I efterårs- og forårsmånederne var det også en del arbejde med at holde grøfterne mellem engene i orden. Men vintertiden var slem. Daglejerne måtte være glad for at få lov til at tærske hos en gårdmand for kosten og 50 Pf. til 1 Mark om dagen.

Det kunne man ikke brødføde en familie for. Derfor var det ikke et under, at Fattiggårdene ved vintertide var overbefolkede. Der var arbejderfamilier med mange børn. Men man ville helst ikke ”paa Sognet”. Derfor blev børnene sendt ud at tigge uden for sognet.

En af de største gårdmænd i sognet gav efter sigende kødet af en ko til fattigfolk. Men dette var også noget enestående. Når foråret kom, så blev fattiggårdene igen affolket.

 

Der blev drukket tæt

Der blev drukket tæt. Arbejderfamilierne tog det ikke så nøje men drak og skændtes uden at skjule det. Mange af dem blev også hjulpet til Amerika. Men efterhånden blev trangen til spiritus mere behersket.

Sognet havde ikke mindre end 6 kroer dengang. I det mindste så samlede byens mænd sig søndag eftermiddag og om aftenen i kroerne. Som regel gik de berusede derfra. Men der var også en del, der blev hjemme.

Endnu skulle man i skolen ikke afsynge tyske sange. Engang imellem kom regimentsmusikken til Møgeltønder. Og her blev der dog også til et par danske fædrelandssange.

 

En sløj prædikant

Sognets præst havde været der i 14 år. I sognet mente man, at han var en sløj prædikant. Og folk mente, at han var for tysksindet, selv om han var født på Bornholm. Han var en af de få, der var blevet tilbage efter 1864. Han var vel nok dansksindet, men skulle passe på. Han sad som præst i to sogne.

Kirkebesøget var ikke imponerende. Som regel var der kun 5-6 stykker. Når der kun var en besøgende, så enedes man som regel med at aflyse gudstjenesten. Længere vest på var det mere gang i det religiøse. Her var diverse ”sekter” i gang.

 

Sammen med kaptajn Hammer i Vesterhavet

En del af de yngre mænd i sognet havde været med kaptajn Hammer ude i kanonbådene i Vesterhavet. Man forventede at franskmændene ville komme og befri Nordslesvig.

Sikkert ikke en eneste borger fra sognet havde været med den tyske hær i Frankrig i 1870. Men ak, nogle af sognets fremtrædende personer blev sendt som fanger syd på. De skulle ikke ophidse befolkningen. Blandt dem, der blev sendt væk var den ny redaktør, C.A. Willemoes af sognets avis. Han led vist ikke nogen nød i fangenskab. Og for hans familie sørgede velstående folk i sognet.

Redaktøren forsøgte at råbe den noget tunge befolkning op. Han holdt foredrag og navnlig fik han sat dilletant-forestillinger i gang. Ak, bladet kunne ikke gå rundt. En aften forsvandt redaktøren og efterlod en stor gæld.  I mange år havde vestkysten ikke deres egen avis. Flensborg Avis holdt deres indtog på egnen.

Man havde et stort sognebibliotek. Men det blev brugt alt for lidt. Nu var udvalget vel heller ikke det nyeste. Det var mest børnene, der benyttede sig af biblioteket.

 

Slaget i ”Æ Sandkul”

Æ Sandkul lige vest for byen var et yndet sted at lege. Endnu i 1870erne plantede man Dannebrog på volden før stormen på ”Dybbøl”. Værst var det få tyskere nok til stormen. Når slaget var færdigt, drog drengeflokken med Dannebrog og den rødhårede trommeslager i spidsen gennem byen.

Om vinteren var der også muligheder. Der var masser af grøfter med vand. Efterår og vinter stod store områder af enge under vand. Når frosten så kom, var her en enestående isbane. Men man skulle være forsigtig. Men blæsten kunne være ubehagelig. Så var det slotsgraven, der lå som en ring om slottet. Her var mere læ.

 

Den nye godsforvalter

Leg med skibe var særdeles populær, selv om der var en mils vej til havet. De fleste havde aftjent deres værnepligt til søs.

I parken inde ved slottet lå en mægtig dam. Det var lige som et Vesterhav for legetøjsskibe. Og normalt gjorde det ingen skade. Men slottet havde fået en ny godsforvalter. Og han var tysker. Han havde nok heller ikke sagt noget til det hele, hvis ikke, at der på legetøjsskibene var hejst et Dannebrog.

Dette afstedkom et hav af skældsord, der varede ved, indtil skuderne var kommet i land og til børnene havde fjernet sig.

 

Den specielle indlæring

I skolen blev degnen anset for en god lærer. Balslevs forklaring af Luthers katekismus skulle læres udenad fra ende til anden. Også Balslevs bibelhistorie skulle læres udenad. Dertil kom et hav af salmer.

Undervisningen i læsning foregik på den måde at eleverne var delt i to hold. Ældste hold læste i Juhl og Nojesens læseborg for nordslesvigske skoler under tilsyn af de dygtigste elever, der rettede fejl i læsningen og sagde; ”den næste”, når et barn havde læst en halv snes linjer op.

Man talte aldrig om sætningens opbygning eller andet. Når bogen var gennemlæst, startede man forfra. Historieundervisning var ukendt på skolen.

 

Konfirmanderne fik nok at bestille

Menigheden havde fået nok af provsten, men han sad stadig i embedet. Men så døde han pludselig under et missionsmøde i Slotsparken. I hans sted kom en ung, dygtig og nidkær præst (H.S. Prahl). Han var tysksindet. Og selv om han var tysksindet, så talte han udmærket dansk.

Konfirmanderne fik noget at bestille. Søndag eftermiddag samlede han konfirmanderne til børnegudstjeneste. Der var indført bibellæsning og sangøvelser i skolen. Han var meget tilknappet og havde et mut væsen. De stakkels konfirmander skulle også tre gange om ugen mødes med ham i præstegården.

På kirkelige festdage kunne han nu fylde kirken. Og han indførte også juleaftens-gudstjeneste.

 

Masser af kaffepunch

Når der var ringridning holdt rytterne sig varme med masser af kaffepunch. Efterhånden blev de mere og mere usikre i sadlen. Den 8. april blev der tændt bål om aftenen til ære for Christian den Niende. Ellers var det markederne i Tønder, der trak.

 

Tørv fra Gallehus

Anskaffelsen af den første petroleumslampe var en stor begivenhed. Kul og koks blev ikke brugt ude på landet. Her brugte man bilæggerovne, som man fyrede i ude fra køkkenet. De krævede tørv. Og det fik man blandt andet nord for Tønder i Sølsted. Men også lidt tættere på fra Gallehus eller Toghalle kunne man få tørv.

 

Hjemmelavede klæder

De fleste bar endnu hjemmelavede klæder. Garnet blev spundet i hjemmet. Men son regel blev vævet ude. Der fandtes flere vævere og væversker i sognet, ja faktisk også en uldkræmmer. Også farvning skete i hjemmene. Mange steder havde man en ”farvepotte”, der ikke var helt appetitlig. Det hjemmelavede tøj blev vist ikke skyllet tilstrækkeligt, for det var slemt til at smitte af i fugtigt vejr.

En gang imellem kom skrædderen fra Stokkebro for at sy klæder til husets mænd og drenge. Han gik det meste af året på omgang fra hus til hus. Fra tidlig morgen til sent om aftenen arbejdede han. Også sypigerne kom i hjemmene for at sy kvindeklæder.

Det var en stor begivenhed, da den første høstmaskine kom til Møgeltønder. Det var en af de få større gårde, der anskaffede den. Det var ikke nogen græsslåmaskine men en mejemaskine, dog ingen selvbinder.

 

Når badegæsterne kørte igennem

Som regel lå byens gader stille hen. Men i et par sommermåneder var den skueplads for en meget livlig færdsel. Det var badegæsterne fra Sild der pr. vogn førtes fra jernbanestationen i Tønder til slusen ved Højer. Derfra kunne de med en lille damper sejles over til Sild. Jernbanestrækningen Tønder-Højer sluse var endnu ikke anlagt på det tidspunkt.

Det hændte ikke så sjældent, at en vognrække på 20-30 vogne passerede gennem byen. Størstedelen af disse var langt syd fra.

 

Stakkels postbude

Ellers var det postvognen, der tildrog sig opmærksomhed, når den passerede byen og postillonen blæste sine korte, ejendommelige melodier.

En gang om ugen kom dagvognen fra Højer. Det var meget ringe forbindelse mellem nabobyerne dengang. Tænk dengang om aftenen gik et postbud fra Tønder med breve i sit tornister. Næste morgen gik han så turen tilbage fra Højer.

Hele postombæringen i de tre sogne Møgeltønder, Daler og Visby blev besørget af to postbude, der hver måtte gå 4-5 mil om dagen.

 

Kilde:

  • Sønderjydske Årbøger
  • Se Litteratur Tønder
  • Se Litteratur Møgeltønder

 

Hvis du vil vide mere: Om Møgeltønder og nærmeste omegn: Se her på www.dengang.dk:

  • En ridder fra Gallehus
  • Guldhornene i Gallehus-den tredje historie
  • Guldhornene fra Gallehus(1)
  • Guldhornenes ældste historie
  • Præsten fra Daler
  • Overinspektør fra Schackenborg
  • Møgeltønder-Fra Ahlefeldt til Schack
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Møgeltønder Kirke
  • Møgeltønder-dengang
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Oprør i Møgeltønder
  • Møgeltønders historie

 

Hvis du vil vide mere: Om tiden i Sønderjylland fra 1864-1920: Se her på www.dengang.dk

  • Under 1864 og De Slesvigske krige finder du en oversigt over 26 artikler
  • Turen går til Tønder 1862
  • Sprogkampen i Tønder 1851-1864
  • En luftskibsbase i Tønder
  • Angrebet mod Tønder 1918
  • Fysikus Ulrik fra Tønder-endnu mere
  • Haderslev 1917-1918
  • Familie Jürgensens tyske sind
  • Aabenraa omkring 1900

 

 

 


Aabenraa havde navneproblemer

Juni 16, 2017

Aabenraa havde navneproblemer

Der har været mange navne og stavemåder i tidens løb. Dansksindede brugt navnet i 1840, og borgmester Lunn fik trap til at bruge det. Så opstod der en strid mellem Neuber og Fischer. En skibsredder beklagede sig. Bormesteren argumenterede for sin sag. Men ak, man anbefalede stavemåden Åbenrå. En livlig korrespondance opstod mellem Kulturministeriet og Dansk Sprognævn. Sagen blev taget op i Folketinget. En demonstration med en borgmester, amtsborgmester, fire elefanter og en masse Aabenraa-borgere på Christiansborg resulterede i, at Aabenraa stadig ligger i bunden af alfabetet.

 

Mange navne i tidens løb

Ja egentlig betyder Aabenraa ”Opnør ved å”. Og den å er Mølleåen. Købstaden er oprettet på jord, som egentlig tilhørte den nærliggende landsby. Det oprindelige Aabenraa lå i kvarteret omkring Skibbrogade.

Den 3. maj 1257 nævnes navnet ”Obenroe. Og i Byens ”Skraa” fra 1. maj 1335 skrives byens navn ”Opneraa” I købet af 1400-1500-tallet begynder stavemåden igen at ændre sig. Det bliver til Apenra og i 1598 hedder det Apenrader Kirchenordnung.

Oppenra, Øpneræ og Øpenra kan også spores tilbage til det 13. århundrede.

 

Brugt af dansksindede i 1840-1850

Aabenraa er formentlig en fordanskning af det tyske Apenrade. Måske Kan vi takke J.P. Trap for dette. I 1864 udsendte han det topografiske værk ”Hertugdømmet Slesvig”. Men allerede i 1840-1850 blev stavemåde brugt af nationalbevidste danskere. Men som vi senere skal læse, så forsøgte borgmester Lunn også at få Trap til at skrive Aabenraa

Opnør var den oprindelige landsby. Beliggenheden er ukendt, men på vores hjemmeside giver vi nogle bud. Den sandsynlige beliggenhed er, hvor Aabenraa’ s centrale bydel ligger i dag omkring Sct. Nicolai Kirke.

 

Åben strandbred

Navnet er formentlig en sammenskrivning af gammel dansk ”opæn” som vel kan oversættes til ”åben strandbred” Med andre ord, landsbyen ved den åbne strandbred. Landbyens bønder har sikkert dyrket jorden omkring bybakken, hvor Aabenraa ligger i dag.

I den tidlige middelalder er der opstået en udflytterlandsby, en såkaldt ”torp” fra Opnør til landsbyen Kolstrup. Landsbyens navn nævnes også i Aabenraa Skraa fra 1335.

 

Dette påstod Marstrand

Wilhelm Marstrands bog vakte meget kritik også fra landsarkivar Gribsvad. I et svar på denne kritik, skrev Marstrand bl.a.:

  • Opnøraa må høre Sydbyen til. Dette byanlæg er et bispe-anlæg og ikke direkte overleveret, men kan ses af stadsretten, der oplyser, at bispen havde jordskyld af byen og adskilligt andet.

 

Strid mellem Neuber og Fischer

I 1840 havde spørgsmålet om byens navn udviklet sig til en pennefejde mellem Frederik Fischer og læge A.W. Neuber. Fischer skrev i sit blad Apenrader Wochenblatt, der fra 1. april 1840 omdøbtes til Ugeblad for Aabenraa. Fra den dato udkom bladet på dansk.

Og Neuber, som vi tidligere har skrevet om her på siden skrev i Haderslev-bladet ”Lyna”. Han lavede også i 1840 en lille pjece med titlen ”Der name Apenrade”. Nu var der ikke kun i Neubers kreds, at der var modstand mod det ”nye”. Fischer blev beskyldt for at være landsforræder alene for navnets skyld. Man ville have Magistraten til at forbyde brugen af navnet ”Aabenraa”.

I denne lille pjeceskriver skriver Neuber, at der findes ”Apenrader Stadtrecht von 1284”. Men byarkivet har ikke noget, der kan bevidne dette. Og det er nok mere end tvivlsomt, om dette overhovedet har eksisteret,

 

Skrivemåden for første gang

Men hvornår optræder skrivemåden Åbenrå (Aabenraae) for første gang? Ja det var på Videnskabernes Selskabs Kort. Selskabet påbegyndte sine opmålings og kortlægningsarbejder i 1760 og afsluttede dem i 1841. Men nu er det næppe dette selskab, der er ophav til navnet.

De danske generalstabskort har bidraget væsentlig til, at Aabenraa til sidst gik af med sejren.

 

Problemer i udlandet

Spørgsmålet om Åbenrå-Apenrade kom igen på dagsordenen i 1853 ved at skibsejer og borger Johan Nielsen rettede en forespørgsel til centraladministrationen i København vedrørende byens officielle navn. Ministeriet forespurgte amtmanden, kammerherre Heltzen, om en udtalelse, Denne lod opfordringen gå videre til byens magistrat.

Hr. Nielsen påpegede, at han havde vanskeligheder i udlandet, fordi hans ”Skipper-Certificat” lød på ”Apenrade” mens skibsdokumenterne lød på Aabenraa.

 

Borgmesteren svarede i et længere brev

Borgmesteren P.J.J. Lunn gav et svar, der til fulde viste, hvorfor man anvendte Aabenraa. En tysk embedsmand angivet med K, har med blyant afgivet sine kommentarer og understregninger. Svaret forefindes stadig i byens arkiv.

 

Borgmesteren beskyldt for at forandre byens navn

Borgmesteren svarede i et længere brev. Og i dette kan man se, at borgmesteren er blevet beskyldt for at have forandret byens navn og segl. Han har også mødt påstande om, at byen siden 1284 har heddet Apenrade, og at han egenhændigt skulle have ændret byens navn til Aabenraa.

Lunn fortalte også, at når han skulle sende et brev af på tysk, så anvendte han ordet Apenrade. Og så var han jo også bekendt med den sønderjyske dialekt, og vidste udmærket, at byen blev kaldt for Affenraa og Aaffenraa. Det var fordi det bløde b udtales som f ligesom i Safel for sabel eller Biffel for bibel.

 

Byens privilegier

Borgmesteren gjorde opmærksom på byens privilegier. Her nævnes Openraa tre gange. Nu er det sådan at pergamentet efterhånden er så medtaget, at det kun kan læses en gang. Den ældste nedertyske oversættelse af privilegierne er fra 15. århundrede. Denne antages, at have lagt grund til stadfæstelserne fra 1473 til 1740. I den nedertyske tekst står Apenraa. Det er også den benævnelse som Christian den Første bruger.

Og Frederik den Første bruger også denne benævnelse. Diverse tyske hertuger bruger navnet Apenrade, og første gang vi ser dette er i 1533. I 1740 er skrivemåden Openraa men i den latinske version er det Apenraa.

 

Katografen, der sjuskede

I Danske Magazin omtales et vers angående et kapel, der indtil 1530 lå syd for byen:

  • Et naadefuldt Billede monne der staae

Som er Sancta Anna udi Obenraa

Først på Christian den Tredje’ s tid i tyske dokumenter forekommer Apenrade.

Der findes et skøde fra den 28. februar 1616, hvor Abenraa står anført. Her forekommer landsbyen Kolstrup som Kaalstrup. I 1649 forekommer der et skøde på samme ejendom forfattet på tysk, og her er benævnelsen Apenrade og Kolstorf.

I Claus Møllers beskrivelse af Aabenraa støder vi på følgende betegnelse, Abenrøy. Dette skyldtes sikkert kartografen Johs. Mejer(Meyer). Hans gengivelse af danske navne kan ikke tages som umiddelbar sprogkilde. Men mon ikke katografens vilje har været god nok. Undertegnede mener også, at have set Marstrand gengive denne betegnelse med samme kilde.

I 1730 forkastede Pontoppidan ordet Apenrade, mens han i 1781 sidestiller Aabenraa og Apenrade.

 

En ironisk tysk embedsmand

Borgmester Lunn var godt inde i historien. Han mente, at Neuber kun var ude på at skade Fischers ugeblad.

Borgmesteren mente, at hjemmetyskerne brugte spørgsmålet, når de ville have en sag frem. Nu var det ikke kun magistraten, der brugte benævnelsen, Aabenraa.

Borgmesteren svarede den 22. oktober 1853. Hans svar blev sendt til amtet, der så befordrede det videre. Den tyske embedsmænds kommentarer virker efter nutidens målestok meget ironisk. Denne mener også, at Openraa er forvansket til Aabenraa.

 

Aabenraa-en gade i København

I København findes også en gade, der bliver kaldt Aabenraa. Den kendes fra begyndelsen af det 17. århundrede. Den ændrede også navn i takt med den sønderjyske by. Men den kendes nu også under andre betegnelser, ”Roszengade”, Byens Strede”, ”Det Stræde, som løber fra Clare”

Det kan ikke være nogen tvivl, gaden var opkaldt efter den sønderjyske by. I Salomonsens Konversationsleksikon står følgende:

  • Den sønderjydske Købstad har given Gaden i København sit Navn, som denne har bevaret og givet tilbage til Byen i Rigsmålsform, da Tiden var inde.

 

En følgeskrivelse

Efter at borgmesteren havde sendt sit svar til amtet, sendte en af rådmændene D. Damm et ”særvotum” I en følgeskrivelse udtales:

 

  • Det er en uomtvistelig Kjendsgerning, at den unaturlige Fortyskning af de de danske Stednavne her i Hertugdømmet Slesvig er et af de mange Kunstgreb, der af Herskesyge og Sønderlemmelseslyst i Aarhundreder havde været anvendte og stadigen forsøgedes for derved at give det danske Sønderjylland et tyskt Anstrøg, og i Forening med det tyske Holsteen ved given Leilighed at løsrive det fra Moderlandet, og det er denne Fjendens Sæd, der i vore Dage endelig syntes at være modnet, og nu skulde høstes til Gavn for Vedkommende.

 

  • Men Gudske Lov, Fjendens Anslag strandede paa det danske Folks Troskab. Det er med disse Betragtninger, at den tro danske Slesviger med Glæde hilser enhver Foranstalninger, der føres af Hans Majestæt vor Konges tro Embedsmænd for at udslette Mindet om de Trældoms Dage, da Danskheden var lænkebunden af tysk Overmod i vor Statsdel, og de var med disse Tanker, at de ærbødigst undertegnede Magistratsmedlemmer med Glæde hilsede den Dag, da Staden Aabenraad ny Borgmester Herr Justitsraad Lunn igjen gav denne sit oprindelige gode danske Navn paa Prent ved Udfærdigelsen af officielle Documenter.

 

Pryglestraf for oprørsvisen

Amtmand Heltzen konstaterede, at begge navne blev brugt i ”geografien”. Aabenraa blev brugt af Hertugdømmernes øverste domstol. Flere statsautoriteter brugte dette navn. Og begge navne, Apenrade og Aabenraa var blevet brugt i mindst tre år af magistraten.

Amtmanden viste ikke svaghed, når det gjaldt ligegyldighed om spørgsmål af nationalpolitisk betydning. Således beskyldtes han for hårdhed. Således brugte han pryglestraf over for afsyngelsen af oprørsvisen.

Borgmester Lunn har korresponderet med kabinetssekretær Trap i om spørgsmålet.

 

Man gik over til benævnelsen Åbenrå

Hverken amtet eller ministeriet fulgte borgmester Lunn. De gik efter 1855 over til benævnelsen Åbenrå. Måske havde man glemt at kigge i de danskrevne kirkebøger i området. I Rises ældste kirkebog (fra 1748) har det gennemgående været Aabenraa. I kirkebogen fra Felsted (omkring 1700) var der flere gange brugt Abenraa, et par gange Abenra.

Pastor Carl Viborg fra Bested skriver i en attest fra 10. januar 1715 Aabenraae. Men præsten havde også studeret i København.

Bodil Jensdatter, der var tjenestepige i København skrev den 27. maj 1771:

  • Min Broder Søren Sørensen Logerende hos Mæster Jacobsens Enke i Aabenraa

 

Man anbefalede stavemåden Åbenrå

Retskrivningsreglerne anbefalede egentlig stavemåde Åbenrå, men sideformen Aabenraa var også tilladt. Ja dette stednavn er jo tidligere blevet anvendt. Men det stod som en note, at ”den lokale kommune ønskede å, Å skrevet som aa, Aa. Kommunen og mange lokale foretrak Aabenraa.

Undervisningsminister Bertel Haarder og kulturminister Mimi Jacobsen bestemte i 1984, at kommunerne selv kunne vælge stavemåde. Dette gik klart imod stednavneudvalgets og Dansk Sprogværns råd.

 

Byen kæmpede mod bolle-å

Stavemåden med Å blev indført efter retskrivningsreformen i 1948. Aabenraa kæmpede stærkt imod det nye bolle-å. Årsagen til dette var, at byen ville bevare sin plads allerøverst i navnelisterne. Foreningen Dansk Sprogværn udgav i 1950’erne plakater og klistermærker med teksten:

  • Byens Navn er Aabenraa-uden svenske Boller paa!

Men vi sønderjyder ved jo godt, at det også hedder ”Affenrå” eller ”Åffenrå”

Tænk engang, at allerede i 1700-tallet var der flere, der talte for, at vi skulle have Å i alfabetet. Men som skrevet var det først i 1948 det blev importeret og endda fra Sverige.

 

Aktion på Christiansborg Slotsplads

Den 18. september 1997 rejste en gruppe borgere fra Aabenraa til hovedstaden anført af amtsborgmester Kresten Philipsen og borgmester Jørgen Witte. De demonstrerede på Christiansborg Slotsplads. Formålet med demonstrationen var at få ændret de danske alfabetiseringsregler, sådan at det gamle å-tegn Aa/aa (dobbelt-a) som for eksempel i Aabenraa ikke længere skulle stå sidst i alfabetet sammen med det almindelige å-tegn. Borgerne mente, at det skulle placeres foran ved a.

 

En livlig korrespondance med Dansk Sprognævn of Kulturministeriet

Gennem to år havde der været en korrespondance med Dansk Sprognævn og Kulturministeriet.

I 1995 havde erhvervsdirektør Poul-Chr. Jørgensen spurgt, hvorfor den konsekvente fejl fra officiel side ikke accepteres. Samtidig spurgte han, om hvornår fejlsen blev rettet.

Men ak og ved. Fra officiel side fik man et langt svar. I Aabenraa blev man belært om, at det danske alfabet består af 29 bogstaver. Bogstavforbindelsen aa er ikke regnet for et selvstændigt bogstav i alfabetet.

 

Det var uklart, hvor det skulle stå

Da å i 1948 skulle erstatte aa i sprogets almindelige ord, blev der ikke samtidig fastlagt, hvor det nye bogstav skulle stå i alfabetet. Man vedgår, at i nogle år var det uklart, om det skulle stå forrest.

Fra officiel side fik man at vide, at man nok fra Aabenraa’ s side burde henvende sig til Kulturministeriet. Men det fik man nu ikke så meget ud af. Herfra fik man at vide, at man havde tiltro til Dansk Sprognævn og deres afgørelser.

 

Sagen var op at vende i Folketinget

Jan Køpke Christensen fra Fremskridtspartiet tog også sagen op i Folketinget. Men der var ikke så meget at komme efter. I 40 år havde man fulgt den samme praksis, og det ville man fortsætte med.

 

Fire elefanter kom marcherende

I sommeren 1997 var det så, at man igen tog sagen op i IdèGruppen Aabenraa. Man opfordrede byens borgere, at tage med til demonstrationsudflugt til København. Formålet var at få Kulturministeriet til at ændre Dansk Sprognævns oldgamle alfabetiseringsregler- og dermed få Aabenraa’ s navn på alles læber.

Arrangørerne havde håbet, at kulturminister Ebbe Lundgaard og Dansk Sprognævn ville dukke op til demonstrationen, men de glimrede ved deres fraværd. Til lejligheden var fire elefanter fra Cirkus Benneweis også dukket op.

Elefanterne var forsynet med aktionens logo, navnet Aabenraa skrevet med dobbelt snabel-a*er @@benr@@.

Men desværre skal man stadig helt ned i bunden for at finde bynavnet Aabenraa som stadig er placeret bagerst sammen med å. Indtil nu er det ikke lykkedes for borgerne i Aabenraa, at få placeret bynavnet oppe i toppen.

 

Kilde:

  • Danmarks Stednavne nr. 6 Sønderjyske stednavne, 4 Aabenraa Amtsraadskreds
  • dk
  • Nyt fra Sprognævnet 4/1997
  • Lauridsen: Da Sønderjylland vaagnede bd. 2
  • Sønderjyske Årbøger 1940 (Gunnar Knudsen)
  • Sønderjyske Årbøger 1949 (Niels Black Hansen)
  • Sønderjyske Årbøger 1923 (Thomas Ries)
  • Johan Hvidtfeldt og Peter Kr. Iversen: Aabenraa Bys Historie 1-3
  • P. Trap: Hertugdømmet Slesvig
  • Lars N. Henningsen: Sct. Nicolai kirke i Aabenraa
  • Erik Pontoppidan: Theatrum Daniae )1730)
  • Erik Pontoppidan: Den danske Atlas (1781)
  • Marstrand: Aabenraa 1028-1523, en egnsplan og byhistorisk undersøgelse
  • Claus Møller: Aabenraa Bykrønike 1620

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk

  • Hjemmesiden indeholder 127 artikler om Aabenraa og omegn incl.
  • Aabenraa’ s oprindelse 1
  • Aabenraa’ s oprindelse 2
  • Aabenraa for mange længe siden
  • Aabenraa-en by der hed Opnør
  • Aabenraa 1764
  • Aabenraa 1848-51
  • En fysikus fra Aabenraa (Neuber)
  • Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
  • Johannes Meyer-en korttegner fra Husum

Besættelsestiden-stadig masser af huller

Juni 14, 2017

Besættelsestiden-stadig masser af huller

Der er stadig mange spørgsmålstegn. Men sandheden forældes vel aldrig? Kigger vi i besættelseslitteraturen er der masser af fejlfortolkninger, usandheder eller udeladelser. I Gunnar Larsens Dagbøger har vi masser af kildemateriale. Han var en ivrig fortaler for Tyskland. Tyskerne truede med en nazistisk regering. Var det pga. forhandlingsteknik eller en uduelig Frits Clausen, at dette ikke blev til noget? Modstandsbevægelsen blev sat i centrum i litteraturen. Men vandt vi ikke sejre som følge af samarbejdet? Der er stadig masser af postulater og myter gemt i besættelseslitteraturen. Kan vi få stoppet flere huller?

 

Stadig masser af spørgsmålstegn

Der findes nok ikke et område, der er mere udforsket i Danmarkshistorien, som besættelseshistorien. Et væld af bøger er gennem tiden udkommet. Men vi sidder stadig tilbage med spørgsmålstegn med hensyn til, hvad der skete både før, under og efter besættelsestiden.

 

Sandheden forældes vel aldrig?

Nu er historieskrivning en proces, der aldrig afsluttes. Ting ændrer sig, holdninger ændrer sig. Nye ting dukker op. Vi opfatter vel også selv tingene anderledes og ser handlinger ud fra andre perspektiver. Men sandheden forældes vel aldrig?

Historikere finder nyt kildemateriale. Og måske er vi andre engang imellem heldige med at få arkivadgang. Det hænder også, at vi endnu taler med folk, der har oplevet ting og sager, som burde frem i lyset, men som egentlig ikke kan forklares.

Åbenbart er det ikke alle, der tager alt tilgængeligt materiale med. Det er videnskabelig utilfredsstillende. Så er der også nogle steder, hvor der henvises til litteratur, der direkte er misvisende og meningsforstyrrende. Andre mener, at valg er kilde- og litteraturhenvisninger er for ensidig.

 

Hvad lærer eleverne?

Og så findes der historikere, der mener sig helt forbigået, fordi deres forskning ikke er nævnt.

Nu behøver vi ikke engang at gå helt op i disse højder. Måske burde man også kigge på, hvad eleverne lærer i skolerne. Som Den Gamle Redaktør tidligere har fortalt her, så er man jo også udsat for ting og sager, når man beskæftiger sig med amatør-forskning inden for besættelsestiden.

Det er som om, at nogle historikere helt forbigår fakta, for eksempel når man har talt med vidner. Så kalder de disse vidner for utroværdig, at de har erindringsforskydning eller bevidst skjuler ting og sager. Og så er det jo ikke så langt til, at man bliver kaldt konspirator.

 

Masser af usandheder

En snak med nogle journalister viser desværre stor ukendskab til historie

Når man fortæller om, hvordan ens familie er blevet behandlet, ja så bliver man beskyldt for at lyve af historiestuderende. Det er måske lidt problematisk, når man forholder sig til sandheden.

Der har da også gentagende gange været kritik af diverse artikler om besættelsestiden her på siden. Og det er om tolkningen af diverse emner. Nu er det jo ikke fordi man bevidst spreder usandheder.

Meget af det litteratur undertegnede har stående på hylderne er også fulde af fejl. Det er måske ikke bevidst. Men forfatteren har måske tolket historien på en forkert måde eller brugt kilder, der heller ikke passer.

 

Betændte temaer tages op

Og måske bliver man nu udsat for det samme, for undertegnede har begået en bog som hedder ”Grænsen er overskredet”, hvor diverse temaer under og efter besættelsestiden bliver taget op. Og selv om der er brugt over 100 kilder, så skal man nok få på puklen, for det er betændte temaer, der fokuseres på.

Når så en historiker skifter mening eller holdning fordi han/hun har fået en anden indsigt, jamen så får vedkommende en kraftig kritik. Man burde da i stedet rose ham/hende.

 

En ivrig fortaler for Tyskland

Tag nu for eksempel Gunnar Larsens Dagbøger. Denne person har vi tidligere omtalt på vores side. Han var minister for offentlige arbejder under besættelsen. Han var ikke nazist, men arbejdede gerne sammen med tyskerne. Jo det var ham, der var direktør for F.L. Schmidt.

Jo Gunnar Larsen, som vi allerede har skrevet om, var en ivrig fortaler for Tyskland. Han var en pragmatisk indstillet erhvervsmand. Han fremmede de interesser, som han var ansat for, at skulle varetage. Han mente selv, at varetage Danmarks interesser, hvad enten de tjente nationale eller økonomiske forhold.

 

Der blev brugt slavearbejdere

Nu var det Berin og Reichsmark i stedet for London og pund sterling. Gunnar Larsen tog initiativ til at løse arbejdsløsheden herhjemme ved at fremme det økonomiske samarbejde med tyskerne.

Han formåede at få tyskerne til at levere den tidligere F.L. Smidth-ejede cementfabrik, Port Kunda, tilbage til F.L. Smidth. Fra 1942 blev fabrikken drevet af den danske koncern. Og det var med en arbejdsstyrke, der efterhånden udviklede sig til at omfatte slavearbejdere og fangere fra tyske Kz-lejre.

Og gennem Gunnar Larsens dagbøger får vi også et godt indblik i nytårskrisen 1940/41. Denne krise er forbigået i utallige bøger fra besættelsestiden.

 

Masser af kildemateriale

Man har indtryk af, at regeringen kun lige fik refereret det allermest nødvendige, så eftertiden ikke kunne komme og pege med fingre. Men Gunnar Larsen var ret flittig med at referere møder og andre ting. Så her er der masser af facts.

Han dikterede normalt om formiddagen til hans to sekretærer. Efterhånden blev det til 2.500 sider, som giver et detaljeret indblik i de sager, som han påtog sig.

Dagbogen er måske ikke sådan at gå til, men er interessant for her bliver berettet fra interne ministermøder. Og for historikere er det interessant, når man skal beskrive forhandlings- og samarbejdspolitikken. I bogform fylder det hele ca. 1.500 sider.

 

Socialdemokratisk ideologi

Vi husker det store tre-binds værk ”Danmark besat og befriet. Første bind skulle hurtig gøres færdig inden det første folketingsvalg den 30. oktober 1945. Hartvig Frisch, den socialdemokratiske chefideologi og medlem af Folketinget skulle forklare vælgerne, at forhandlings- og samarbejdspolitikken ikke bundede i en ideologisk støtte til Tyskland.

Hartvig Frisch havde tidligere gjort op med fascismen og nazismen i bogen fra 1933 Pest over Europa. Men trebinds værket er en sober fremstilling selv om mange emner er udeladt. Opfattelsen fra Socialdemokratiets side fra dengang til nu er stort set uændret.

 

Ingen skulle drages til ansvar

Den Parlamentariske Kommissions Beretning lagde hovedvægten på forhandlings- og samarbejdspolitikken 1940-43. Hele 13 beretninger blev det til. Forhandlingerne i Berlin den 2. – 15. februar 1941 er blot taget til efterretning. Som det vil være bekendt, så besluttede politikerne i 1955, at der ikke var grundlag for at drage nogen til ansvar.

I 1961 dannede man ”Udgiverselskabet for Danmarks nyeste Historie” (DNH). Formålet var at finansiere grundforskning af tilgængeligt kildemateriale fra besættelsestiden. De første udgivelser fortalte dog, at man ikke havde tilstræbt fuldstændighed i skildringen.

 

En trussel om nazistisk regering

Det var i efteråret 1940, at tyskerne lagde pres på den danske regering, ja man truede med en nazistisk regering. Og dette var med til at udløse regeringskrisen. Men egentlig er det ikke megen litteratur, der omhandler dette fyldestgørende.

Man glemmer også, at tyskerne efterhånden mistede tiltroen til lederen af DNSAP, Frits Clausen. Hvis der skulle dannes en nazistisk regering i Danmark, måtte der findes nye folk. For tyskerne var det også vigtigt med stabilitet.

 

Modstandsbevægelsen blev sat i centrum

Jørgen Hæstrup satte modstandsbevægelsen i centrum for historieskrivningen. Han anskuede besættelsestiden som noget, der var præget af enighed i den danske befolkning. Andre historikere har forsøgt at påvise, at Frode Jacobsen og hans linje var den rigtige.

 

Masser af postulater og myter

Det er svært at skrive besættelseshistorie uden postulater og myter. Ordet kollaboration er meget følelsesladet beskrevet. Ja det er nærmest blevet identisk med forræderi. Ja man tror næsten, at forhandlings- og samarbejdspolitikken 1940-43 var et moralsk svigt, som modstandsbevægelsen fik gjort op med.

 

Vandt vi sejre som følge af samarbejde?

Det er som om, at DNH lagde hovedvægten på modstandsbevægelsens udvikling. Forhandlingspolitikken havde Den Parlamentariske Kommission jo taget sig af. Måske er det derfor, vi så ikke får noget at vide om, at vi oplevede sejre som følge af forhandlingens vej.

Overlevede Danmark på grund af tilpasningspolitikken eller på trods af den? Var denne nødvendig? Og hvordan kunne vi forsvare denne og så samtidig bevare vores selvrespekt?

Sjovt nok er der også mange opfattelser hos historikkerne om Scavenius. Det går lige fra, at han var genial til at han udelukkende gik tyskernes ærinde.

 

Kan vi få stoppet nogle flere huller?

Men se nogle af hullerne i historikkernes beskrivelser har vi kunnet fået dækket i disse tre dagbøger fra Gunnar Larsen.

Og mon ikke undertegnede skal komme i gang med endnu en gang korrekturlæsning på den kommende bog, som vil bidrage til at udvide antallet af huller i dansk besættelseshistorie. Men det er nu for så igen at få dem stoppet af andre, der har den nødvendige arkivadgang og viden.

 

Kilde:

  • Minister Gunnar Larsen, Dagbog 1-3 (John T. Lauridsen og Joachim Lund red.)
  • Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet (1945-48)
  • Hartvig Frisch: Pest over Europa (1933)
  • Beretning til Folketinget afgivet af den af Tinget under 15. juni 1945 nedsatte kommission i henhold til Grundloven § 45 bd. 1-15.
  • Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
  • Henrik S. Nissen: 1940 Studier i Forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken
  • Henrik Dethlefsen m.fl.: Fra mellemkrigstid til efterkrigstid
  • Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943
  • Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen
  • Ole Knutzen: Sandheden forældes ikke
  • Detlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
  • Steen Andersen: Danmark i det tyske storrum
  • Hans Kirchhof: At handle med ondskaben

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

 

  • Historikernes besættelsestid
  • Besættelsestiden-det har vi glemt
  • Efter Besættelsestiden
  • Sandheden om Besættelsestiden
  • At handle med ondskaben
  • Værnemagere
  • Gunnar Larsen-en udskældt trafikminister
  • Scavenius-Samarbejdets kunst eller forræder
  • Politik under Besættelsestiden
  • Samarbejde med Besættelsesmagten
  • Besættelsestiden-skønhedsmaleri eller glemsel?
  • Besættelsestidens fortrængninger

 


Dengang i Aabenraa Byting

Juni 13, 2017

Dengang i Aabenraa Byting

En Gildebroder kunne selv sværge i retten. Men en almindelig borger skulle have 11 vidner med sig. Og selv om reformationen indfandt sig, så fortsatte man med, at afbrænde hekse. Man holdt Tingsmøde på Store Torv. Senere rykkede man hen foran en indhegning foran Rådhuset. Man brugte bl.a. en ”Seerske” Borgmesteren kom først i det 15. århundrede. Indtil da var det rådet og byfogeden, der havde magten. Vi kigger på nogle af sagerne dengang i Aabenraa Byting. Og det var egentlig noget som Valdemar Sejr bragte til byen. Det hørte med til byens privilegium.

 

Borgmesteren kom først i det 15. århundrede

Blandt de rettigheder eller privilegier som kong Valdemar Sejr gav Aabenraa var, at de fik byret. Og det allervigtigste var Bytinget. Nu kunne de nye borgere søge ret og retfærdighed. Ja de kunne selv være med til at dømme. Og dette alt sammen hjemme i den egne lille by, på eget tingsted med egen Byfoged. Denne var godt nok udvalgt af kongen.

Byfogeden var dengang en langt vigtigere person end senere. En borgmester kendte borgerne endnu ikke. Han kom først i det 15. århundrede. Men af deres egen midte havde de nogle såkaldte Rådmænd. Og allerede dengang var det fire mand fra borgerskabet, der skulle varetage byens sager.

 

Tinget afholdt hver mandag på Store Torv

Disse blev valgt blandt lavs- eller gildebrødrene. Byen havde to broderskaber, Skt. Knuds og Skt. Nikolais. Senere havde man også Calender-brødrene og deres Calender-gildehus. Dette blev senere byens rådhus. Men det var dog først efter reformationen.

Det nuværende Storetorv var en åben og næppe bebygget plads. Der førte en gade mod vest, en mod øst, en ned til fjorden mens den senere Storegade førte over Bygraven. Her på den åbne plads var byens tingsted under åben himmel mellem de fire tingstokke.

Her holdt Byfogeden sammen med byens råd og de fire mænd af den menige borgerstand ting og tingsret i hele borgerskabets nærværelse. Tinget blev holdt hver mandag lige til den store brand i året 1610.

 

Byskriveren måtte ikke få eget ”kammer”

Men fra 1610-16 holdtes tinget på en indhegnet plads uden for det nedbrændte rådhus. Og selv om vi kan læse, at vi om mandagen den 15. januar 1616 læser, at man nu i Guds navn igen afholder ting på rådhuset, kan vi dog se ud af tingbøgerne, at den gamle skik og brug er uforandret. Rådhuset står kun til Rådmændenes tjeneste. Men havde en ”brevkiste” af træ, hvori byens privilegier blev opbevaret.

Endvidere kan vi se, at ikke engang Byskriveren måtte få et kammer på rådhuset. Åbenbart troede man stadig på, at hvis man ikke kunne nå til bunds i en sag, så skulle man sætte sit håb og tro til himmelen og vente på ”et tegn fra himmelen”. Derfor skulle de holdes for åben himmel.

 

Marine ”Seerske” undersøgte sagen

At man troede og håbede på sådan noget, erfarer vi fra Tingbogen den 9. november 1618. Vi får at vide, at Jørgen Vægters barn i Lorents Martensens hus har fået en skade og fandtes død dagen før tinget. For at undersøge sagen, havde byfogeden sendt fire mand til Lorents Martensens hus og endnu samme dag pålagt Marine ”Seerske” til at undersøge sagen.

Med sammenfoldede hænder har hun ved liget bedt til den kære Gud og lagt sine hænder på liget. Det kunne jo være, at det ville give et, der kunne give et praj, hvem den skyldige var.

På en påfølgende tingdag erklærede seks sandemænd at en nedfalden brødtrug var barnets ”Barnemand”.

 

Døde Klejnsmeden på grund af sin søn?

I året 1640 beretter tingbogen, om en lignende sag, hvor øvrigheden har spillet den samme rolle, og ved hvilken lejlighed byskriveren endda bemærkede:

  • At der her er gammel skik og brug at lave Gud eller Himmelen skue på den døde.

Angående sagen berettede Provst Hübschmann først i sin kirkebog, at en gammel 85-årig klejnsmed var kommet hjem fra kirke og af sorg over sin uvorne søn, som under gudstjenesten i beruset tilstand havde slået nogle kirkeruder ind, ja endog havde forstyrret provsten i hans andagt og messe, vistnok var faldet i forstuen.

Efter Tingbogen havde den unge Karsten Klejnsmed fejret nytårsaften med ”gøglerne på rådhuset”. De havde sviret og drukket hele natten. Bytjeneren kunne ikke styre dem. Karsten Klejnsmed havde endda tudet i bytjenerens horn.

Nu var Karsten Klejnsmed indsat hos byfogeden, dog ikke i Stokken under Rådhuset. Da han var ”borgersøn” var han fri for Stokken så længe han ikke var dømt. Men nu var han ”i jern”. Her sad han også den dag, da hans gamle fader skulle jordes.

”Med Skolesang og Klokkeklang”, ja sådan gik jordfæstelsen for sig. Diakon Hr. Jørgen gik i spidsen for ligtoget. Der var ingen meldinger om, hvad provsten foretog sig.

Da ligtoget kom uden for Karsten Byfogeds Hus standsede ligtoget. Mens man tog låget af kisten blev Karsten Klejnsmed i jern ført til liget. Men der var intet at se på ham.

 

Straf og Skik fulgte

Jo, der var sandelig mere mellem himmel og jord. Det kunne ikke engang borgere, Byfogeden, Rådmændene, eller ”seersken” gennemskue. Heller ikke tinget, fyrstelig nåde eller et 12-mandsed fri et menneske for. Det var spørgsmålet om ”Hekseri”. Det var altid fruentimmer, der var de skyldige. I byens gamle ”Skraa” tales det om, at de har en løs mund og fører hæslig tale.

Først var det tale om at de skulle føres til kagen og skampælen og derpå stenes ud af by. 300 år efter blev de stenet til døde eller brændt. Straf og skik fulgte med.

Selv om Lutherdommen omkring 1526 var kommet til byen og lidt senere den såkaldte Byskole blev folkets og borgernes skikke i det store og hele dog de gamle.

Aabenraa’ s befolkning kunne ikke finde sig tilrette med det nye. De var endnu alt for stærkt knyttet til de gamle institutioner, anskuelser, skikke og vaner. Disse vaner og skikke var de gennem deres forældre blevet knyttet til.

Man var vant til Driktinget, det almindelige ting og 12-Mandsed. Man var vant til Kagen og Skampælen med Jernkæde. Skampælen blev til en Gabestok eller Stok. Man var efterhånden også vant til at se kvinder på bålet.

Fra år 1664 afløstes Tingsretten af den nye ret, Rådhusretten med borgmesteren som formand.

 

Lamme Anna Jørgensdatter blev dømt som heks

Tingbogen berettede, at de 24 mænd sammen med tre medlemmer af rådet dømte den lamme Anna Jørgensdatter og Marine Svennes til bålet. De havde bedrevet hekseri. De havde ønsket ”al Landsens Ulykke”. Dette skete på Aabenraa Ting den 21. juni 1617.

24 år senere i år 1641 drejede det sig om Margrete Kok. Hun var en helt forløjet person, der i ”sin Pine snart havde beskyldt, snart havde friet og ikke var at bygge paa”.

På trolddom og hekseri troede man, som vi skal se, endnu til Provst Arenkiels tid eller 50 år senere. Mads Faumanns kone skulle til tinge.

 

Forskel på folk

12-mandseden respektive 6-mandseden for Gildebrødrene er en ed som allerede var omtalt i Byens Privilegier, da byen fik sin By- og Tingsret i begyndelsen af det 13. århundrede. Der var forskel mellem Gildebrødre og almindelige borgere. Mens de sidste skulle værge sig for Tinge ved 12-mandsed, det vil sige 11 gode, ældre borgere sammen med den anklagede som den 12. ja så var det nok for en Gildebroder for selv at aflægge ed.

Helt ind til begyndelsen af det 17. århundrede har 12-mandseden været i brug på Tinge. Ja hertugen havde i 1606 ophævet den. Men den forekommer efter den tid mange gange i Aabenraa efter den tid.

 

Byskriveren blev kendt skyldig

En optegnelse i Tingbogen ser vi den 17. juli 1626. Klaus Struck stod med sine 12 edsfolk for at fri sig for de ord, hvormed Peter Decker havde beskyldt han og hans kone for bagvaskelse. Ja sådan vil vi nok betegne det i dag.

Ved et Ting i året 1605 var Klaus Organist på amtmandens forlangende Tingskriver. Den egentlige Tingskriver, Peter Knudsen var ”I selve Sagen Partisk, d.v.s. han var medanklaget. Den anklagede appellerede sagen.

Anledningen til sagen var, at de to naboer, Kapellan Hr. Jørgen Bentzen og Hans Lorenzen Laygaard skændtes om en ny bageovn, som Kapellanen havde bygget delvis på Hans Laygaards grund. Fra sin fars tid havde denne et skriftlig tingsvidne på grunden, som var udfærdiget af Byskriveren Peter Knudsen.

Efter lange og indviklede forhandlinger så blev Hans Lorenzen Laygaard og Peter Knudsen kendt skyldige.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Aabenraa

Hvis du vil vide mere: Om lov og Ret og henrettelser – så læs her på www.dengang.dk

  • Henrettet i Tønder
  • Æ Kachmann i Tynne (Kagmanden i Tønder)
  • En skarpretter i Haderslev
  • Forbrydelsens ansigt
  • Henrettet i Aabenraa
  • Jordemødre, Hekse og Kloge Koner
  • Lov og ret i Aabenraa
  • Henrettelse på Østerbro
  • Ribe-Hekseafbrænding (2)
  • Rådhuset i Aabenraa

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Damgård Mølle ved Rødekro

Juni 12, 2017

Damgård Mølle ved Rødekro

I 1500-1600’ årene var det næsten kun hertuglige og kongelige møller. Mølletvangen var hadet. Endelig blev mølletvangen ophævet. Baron Holger Stampe ansøgte om møllebygning. Men han ændrede planer flere gange. Og det var en besværlig sag. Baronen skiftede planer flere gange. Og egentlig var hans møllebyggeri ulovlig. Et vingefang på 20 meter havde møllen. Møllen blev solgt til Ivar Jensen. Da han holdt op solgte han til sine to drenge. En aftægtskontrakt blev også udfærdiget. Siden blev møllen solgt til Rødekro Kommune, efter at en læge havde set, hvor forfalden den egentlig var. En mølleforening blev oprettet, og man fik gang i restaureringen. Hovslund Mølle blev foræret til Sprogforeningen. Så kunne man købe Schweizerhalle, der senere blev til Folkehjem. Her er masser af faste arrangementer. Og en bog er også skrevet om møllen, som er Danmarks eneste boghvedemølleri.  

 

Kongelige og hertuglige møller

Vi har på vores hjemmeside en del artikler om møller. I ældre tid var mølledrift et kongeligt privilegium. Ja egentlig var det kongen, der ejede de fleste møller. Og det var også ham og Hertugen, der skulle give lov til, at anlægge en ny mølle.

I 1500 og 1600-årene var der stort set kun kongelige og hertuglige vandmøller. I Aabenraa og i den nærmeste omegn var det Slotsvandmøllen ved Brundlund, Nymølle og Farversmølle ved Aabenraa og Dalholt og Rundemølle på Løjt Land. Ved Aabenraa fjord var det Laksemølle, Flesbæk og Krusmølle. Inde i landet var det vandmøller i Hellevad og i Arndrup i Bedsted sogn.

 

Mølletvangen var hadet

Mølletvangen faldt ikke altid i god jord hos bønderne. De skulle ofte køre langt med kornet. Mange forsøgte at blive løst af mølletvangen. Først i 1700-årene, da man fik kendskab til de hollandske vindmøller, som blev udbredt i Danmark, kom der konkurrence til vandmøllerne.

 

Endelig blev mølletvangen ophævet

Den første vindmølle på Aabenraa-egnen var møllen ved Sønderport. Den blev opført i 1736. Først i 1853 blev mølletvangen ophævet i Sønderjylland. Nu blev møllehvervet et frit erhverv. Men man skulle da stadig søge tilladelse til at opføre en vandmølle.

Ophævelsen af mølletvangen betød, at der i løbet af de følgende 20 år opførtes et stort antal vindmøller i Sønderjylland. Det var gode kår for kornproducerende landbrug.

 

Baron Holger Stampe

Baron Holger Stampe, var født 1822 på baroniet Stampenborg-Nysø ved Præstø. Han købte i 1859 Grønnebækgård ved Hovslund. Den havde tidligere tilhørt Søgård Gods. Baronen var en særdeles driftig herre. Han købte masser af jord og opførte ikke mindre end tre møller på egnen. Og det var Vedsted Mølle i 1866, Damgård Mølle, der dengang blev kaldt Grønnebækgårds Mølle blev opført i 1867, og endelig var det i 1870 møllen i Hovslund By.

På den tid fandtes også Røde Mølle i Rødekro, der var opført i 1868, samt Årslev Mølle, der blev opført i 1870.

 

En besværlig affære

Nu var det en særdeles besværlig affære, at få en mølle op at stå. Mange instanser skulle udtale sig. Først var det herredsfogeden for Rise og Sønder Rangstrup herreder, dernæst amtmanden i Aabenraa og endelig regeringen i Slesvig.

Den 14. marts 1863 indgav baron Stampe en ansøgning om at opføre en kornvindmølle ved Grønnebækgård. Herrefoged Hans Peter Jensen ekspederede sagen videre til amtmanden på Brundlund Slot i Aabenraa med sine bemærkninger.

Han oplyser, at Stampe for nylig har købt Grønnebækgård ret dyrt, og derfor kan en møllekoncession måske være med til at give ham større sikkerhed på gården. For nabobyerne Hovslund, Nr. Hjarup, Rugbjerg og Øster Løgum vil møllen ikke være til større nytte, fordi Grønnebækgård ligger så afsides.

Reelt er der kun folk i Hovslund, der vil have gavn af møllen. På den anden side vil møllen heller ikke skade de nærliggende møller. Slibemøllen ved Genner og Rundemølle ligger ¾ mil fra Grønnebækgård.

Selvom herredsfogeden stillede sig tvivlende over for møllens rentabilitet, anbefalede han ansøgningen.

 

En ny ansøgning blev sendt

Allerede den 20. april udstedte det kongelige ministerium for hertugdømmet Slesvig byggetilladelse for møllen. Men den 21. maj samme år indsendte baron Stampe en ny ansøgning med anmodning om ændring af projektet til en vind-, grubbe- og dampmølle. Han var nemlig blevet opmærksom på, at en mølle uden anden kraft end vinden ikke vil være nok. Også denne ansøgning blev anbefalet.

I sommeren 1866 modtager baron Stampe et brev fra regeringen i Slesvig. Man anmoder herfra en redegørelse for møllebyggeriet. Man gjorde opmærksom på, at tilladelsen kun gjaldt til udgangen af 1866.

 

Baronen havde fået andre planer

Baronen svarede, at byggeriet endnu ikke var gået i gang grundet den usikre verdenssituation og pengenes svingende værdi. Han anmodede gennem sin advokat, advokat Bekker i Aabenraa om en forlængelse af byggetilladelsen med et år.

Herredsfogeden ville ikke anbefale en forlængelse. Baronen havde jo haft tid nok til at gennemføre projektet. Men på amtshuset var man mere forstående. Herfra anbefaler man en forlængelse til 1. september 1867.

Baronen havde nu igen ændret planer. Han havde besluttet at flytte møllen, så den lå mere centralt for de landsbyer, som han havde tænkt at skulle betjene. Han købte 15 tdr. jord af gårdejer C Johansen på Damgård syd for Hovslund for 1.125 preussiske dalere og indgiver ansøgning om oprettelse af et familiebrug sammen med møllen på den erhvervede jord.

 

Et ulovligt byggeri

Dette syntes herredsfoged Jensen absolut ikke om. Han sendte den 17. april 1867 en skrivelse til amtshuset i Aabenraa. Heri oplyste han, at nu var baronen endelig i gang. Problemet er bare, at møllen ikke opføres på det sted, han havde fået tilladelse til.

Opførelsen af møllen var på dette tidspunkt i fuld gang. Man skulle være færdig inden 1. september. Baronen fortsatte byggeriet uden myndighedernes tilladelse. Jorden han byggede på, var heller ikke lovlig frastykket. Gårdejeren havde fået pengene, men først den 8. august 1868 blev købekontrakten udfærdiget i Aabenraa.

Myndighederne overvejede på forskellig vis at stoppe det ulovlige byggeri bl.a. ved at lade politiet stoppe det. Den 17. april 1868 bad amtshuset i Aabenraa om at fremskaffe en erklæring fra baron Stampe om, at der ansættes em kvalificeret person til at drive møllen. Når dette var sket, ville man se bort fra at byggeriet var ulovligt, da det i sidste ende var gavnligt for borgerne i Øster Løgum Sogn.

 

Et vingefang på 20 meter

Sagen gik hurtig i orden. Den 4. juli 1868 blev der så endelig udstedt bevilling til baron Stampe på Grønnebækgård til at benytte den af ham byggede mølle ved Damgård. På det tidspunkt havde den stået færdig i næsten et år og var antagelig for længst i drift.

Det var møllebygger Jens Petersen fra Skanderup, der byggede den flotte og elegante mølle, der har et vingefang på 20 meter.

 

Solgt til møller Ivar Jessen

Møllen blev i de følgende år drevet af forpagtere. I 1870 blev der ansøgt om at anlægge en tørreovn. Den 1. juli 1875 solgte baron Stampe Grønnebækgårdmølle, som den kaldtes til møller Iver Jessen. Han var født i Rugbjerg.

Prisen var 33.750 mark med 11.250 mark i udbetaling. I 1892 blev Iver Jessen gift med Anne Holm fra Strandelhjørn. De fik to sønner og en datter. Begge sønner slap godt gennem krigens rædsler.

På møllen har man sikkert haft russiske krigsfangere til hjælp. I september 1918 lod Iver Jessen møllen med tilhørende bygninger og ca. 25 tdr. land overskrive til sine sønner.

 

En aftægtskontrakt

I aftægtskontrakten blev der bestemt, hvilke levnedsmidler forældrene skulle have leveret årligt. Desuden skulle aftægtsfolkene, hvis de ønskede det fire gange om året have stillet en velforspændt vogn med en tilforladelig kusk til rådighed.

Sønnerne skulle lade bage og vaske og i sygdomsperioder sørge for god forplejning. Opvartning og fri lægelig hjælp og medicin skulle også stilles til rådighed. Ved deres død skulle de give dem en kristelig begravelse, svarende til egnens skik.

Desuden skulle der kvartårligt betales 100 mark i lommepenge. Overtagelsessummen blev ansat til 40.000 mark, heraf inventar på 10.000 mark.

 

Nu med dieselmotor

Iver Jensen, den ene af sønnerne blev i 1919 gift med Marie Andersen fra Rugbjerg. De fik deres hjem på møllen, hvoraf fire børn voksede op. Peter Jessen blev i 1924 gift med Frida Work. De bosatte sig på Hovslund Station. I dette ægteskab er det en datter.

Brødrene drev nu møllen og landbruget i fællesskab. I begyndelsen af 1920erne blev der installeret en dieselmotor, så man nu ikke mere var så afhængig af vejret. Sidst i 1920erne kom der 20 tdr. land til.

Den 15 hk dieselmotor fik man fra en tysk biograf, hvor den havde stået og produceret strøm til biografens drift.

 

Solgt til Rødekro Kommune

I 1950erne fik Damgård Mølle en elektromotor. Man kunne i vindstille dreje en kværn.

I november 1928 døde den gamle møller Iver Jessen, 83 år gammel. Den fælles drift af de to brødre fortsatte til 1963. Da overtog Ivar’ s yngste søn bygningerne og jorden. Selve møllen havde han derimod ikke interesse for. De to møllere fortsatte med at male korn så længe kræfterne slog til.

Søgningen var ikke længere så stor, da landmændene efterhånden havde anskaffet sig kværne efter at elektricitet var blevet en billig drivkraft. Møller Peter Jessen døde i 1969. Den nu snart 80-årige Ivar Jessen betjente de sidste kunder, til han sidst blev syg. I 1975 måtte han på plejehjem.

Den ældste af hans sønner, der var vognmand i Rugbjerg havde da overtaget handelen med korn- og foderstoffer. Møller Iver Jessen døde knap 93 år gammel på Rise Plejehjem i 1986. Hans venlige og afholdte kone døde samme sted i 1979.

Sønnen Peter Jessen solgte i 1980 møllen med alt tilliggende til Rødekro Kommune.

Damgård Mølle ligger ved jernbanen 4-5 kilometer nord for Rødekro tæt ved den gamle Foldingbrovej, der viger af fra Hærvejen sydvest for Øster Løgum.

 

Baron Stampe forærede mølle til Sprogforening

Baron Holger Stampe skænkede i 1895 Hovslund By’ s mølle til ”Foreningen for det danske sprogs bevarelse i Nordslesvig”(Sprogforeningen). Ved salget af møllen i 1901 fik foreningen tilvejebragt halvdelen af de nødvendige midler til køb af ”Schweizerhalle” i Aabenraa, som herefter blev til ”Folkehjem”.

Denne donation er siden gået i glemmebogen og mon ikke baron Stampe fortjener en plads i Folkehjems billedgalleri. Han var der ikke sidst, at Den Gamle Redaktør her var forbi, men måske hænger han der nu?

 

Boghvedemølleri

Det mest interessante ved Damgård Mølle er dog dens boghvedemølleri. Det er den bedt bevarede i Danmark. På ”mølledage” kan man følge processen med formaling af boghvede, ligesom man i den gamle ombyggede kostald, der i dag fungerer som spisehus, kan få serveret boghvedepandekager med kaffe og boghvedegrød med sirup eller kanel eller sukker. Hertil drikkes sødt øl.

På møllegrunden er der indrettet en naturlejrplads, hvor man kan overnatte under enkle former.

 

Han så en forfalden mølle

En aprildag i 1978 var den gamle Rødekrolæge, Gert Jacobsen på sygebesøg på Hovslund-kanten. Han blev opmærksom på en forfalden, men meget smuk hollandsk vindmølle. Dette blev starten til Foreningen til bevarelse af Damgaard Mølle stiftet den 20. november 1980.

Den Gamle Redaktør her kan nikke genkendende til en del af disse medlemmer. Seks dage senere besluttede Rødekro Kommune at købe møllen med tilhørende jordareal på 22 ha. For 400.000 kr.

 

Damgård Mølles venner

I 1981 godkendtes møllen som et ”jobskabelsesprojekt” og Sønderjyllands Amt bevilligede 150.000 kr. som beskæftigelsesstøtte til seks unge ledige, som blev ledet af tømrer Erik Jørgensen, Hovslund.

Der er tidens løb udfoldet megen fantasi og arbejde i at skaffe penge til renovering af møllen.

En støtteforening ”Damgaard Mølles Venner” blev i 1988 dannet. Her er der et årligt kontingent på 50 kr. Efterhånden er der en del faste arrangementer på møllen. Åbent hus, Boghvededag, Julestue og meget mere.

 

Faste arrangementer

I dag vedligeholdes bygninger og maskiner af ca. 40 frivillige incl. Bestyrelsen. De frivillige er organiseret i forskellige grupper. De faste arrangementer i møllen:

  • søndag i juni er der åbent hus arrangement
  • Den sidste søndag i september er der boghvededag. Man maler boghvede og serverer boghvedegrød og vafler
  • Sidste søndag i november samles mange børn og voksne ved møllen for at vække julemanden m.m.

 

En bog om møllen

Min gode ven, Per Borgaard har skrevet en bog om Damgård Mølle-En mosaik omkring en sønderjysk boghvedemølle og dens egn. Desværre lykkedes det ikke at fremskaffe den til denne artikel.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: Om Møller, læs på www.dengang.dk:

  • En vandmølle i Tønder
  • Brundlund Slot (Slotsvandmøllen i Aabenraa)
  • En mølle i Højer
  • Kruså Vandmølle
  • Kobbermøllen ved Kruså
  • Farversmølle ved Aabenraa
  • Jagtvejens Mølle
  • Ølunds Mølle

 

Hvis du vil vide mere: Om Hærvejen, læs på www.dengang.dk

  • Bommerlund-snaps, kro og skov
  • Hærvejen til grænsen
  • Lygtekroen i Bov Sogn
  • Bommerlund-Hærvejens snaps
  • Gejlå-broen
  • Povls bro på Hærvejen
  • Hærvejen i Sønderjylland
  • Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
  • En Tolder-familie på Hærvejen
  • Toldsted på Hærvejen

 

Hvis du vil vide mere: Om egnen, læs på www.dengang.dk

  • I øjeblikket er der 125 artikler om Aabenraa og Omegn
  • En pastor fra Rise
  • Skolen dengang i Rise Sogn
  • Fra Bjerndrup til Hellevad
  • Fra Hjordkær til Rødekro
  • Brand omkring Aabenraa

Post til Øster Højst

Juni 11, 2017

Post til Øster Højst         

Postmængden kunne være i en skuldertaske. Det var lange postruter, og landposten gik. Postføreren kom med hestevogn fra Bylderup. Og behovet var 4 punch om dagen. Centralen blev taget i brug i 1898. Forsendelserne voksede. Der kom bedre transportmidler. Og det endte med en Renault 4. Posthuset forsvandt fuldstændig. Vi kigger også på bogen: ”Højst Sogn gennem tiderne”.

 

Det kunne være i en skuldertaske

Landposten dengang havde ikke en postbil, knallert eller andet. Han gik rundt med sin knortekæp i hånden. Navnlig ved vintertide kunne han være udsat for ufremkommelige veje. Nu var postmængden ikke så stor. Han kunne sagtens have det i sin skuldertaske.

Postsagerne dengang bestod almindeligvis ikke af mere end et par enkelte af datidens små blade og nogle breve. Og bladene, ja de kom månedlig eller ugentlig. Disse blade var ikke nær af samme omfang som vi ser i dag. Men de var ret populære og gik fra nabo til nabo. Og det kunne godt gå lang tid, inden at bladet var nået hele nabolaget rundt.

 

Lange postruter

Landpostruterne var lange og spændte over et stort område. Når posten startede om morgenen til fods, kunne det til tider blive sent, inden han nåede tilbage. Det skete heller ikke så sjældent, at han under dårligt vejr, søgte hen til skolen, hvor børn fra yderdistrikterne fik post med hjem.

Dette sparede landposten for mange vanskelige strækninger. Men nu skete der mange gange her ude på landet, at naboerne tog posten med hjem til hinanden.

 

De første to punch

Indtil 1920erne blev postsager transporteret til Øster Højst med hestevogn fra Bylderup Bov station. Dertil kom posten med tog fra enten Tinglev eller Tønder. Postkøreren havde bopæl i Bylderup. Han skulle foruden postkørslen også sørge for omdelingen til fods i Øster Højst.

Når han startede om morgenen fra Bylderup Bov til Højst, holdt han ind til Sottrup Kro for der at få sig en punch. Ved ankomsten til Højst kørte han ind til kroen. Her spændte han hesten fra. Her måtte han atter en gang have sig en punch.

Efter at have udført omdelingen gik turen atter tilbage til Bylderup med returposten fra hans egen og en kollegas rute. Men forinden han atter spændte hesten for, skulle han da lige have sig en punch mere.

 

De næste to punch

Vejen fra Højst til Sottrup er da også for længst lavet om. Fra Holm fortsatte vejen dengang ikke, som nu direkte syd på til Sottrup men mod øst i retning mod Hyndingholm. Ved Holmevej 25 drejede den gamle vej mod syd til Sottrup, hvor den passerer Hvirvlaa over den gamle bro, der i tidligere tid, blev kaldt for Herredsbro.

Ved ankomsten til Sottrup fandt postkøreren det usømmeligt ikke at holde ind til kroen for at indtage dagens fjerde punch. En punch kostede dengang to groschen (20 Pfenning). Det bliver så til otte groschen (80 Pfenning) om dagen. Tja, daglønnen var på 12 groschen (120 Pfenning) indbefattet eget hold af hesten. Så var det ikke meget tilbage til familiens underhold.

 

Centralen taget i brug i 1898

Hvornår der blev oprettet et selvstændigt posthus med postudgang i Højst, kan det ikke siges noget om med sikkerhed. Derimod vides med sikkerhed, at den første telefon og manuel central blev taget i brug den 20. april 1898 hos gårdejer Jens Andersen Rhode, nuværende Kløvervej 7 i Højst.

Her var telefoncentral, indtil Jens A. Rhode købte det nu længst nedrevne hus, Plantagevej 10, hvor Jens A. Rhode’ s hustru, Ingeborg og senere datteren, Anna Rhode, bestyrede den manuelle central indtil automatiseringen i 1950erne.

 

Forsendelserne voksede

I samme tidsrum passede de samme to postekspeditionen med postudgang. Postomdelingen blev foretaget af to landpostbude, der til tider assisteredes af løst antaget medhjælp efter stigning i husstande og befolkningstilvækst.

Som årene gik, øgedes postmængden. Den lille skuldertaske blev for lille. Knortekæppen blev afløst af cyklen. Foran på cykelstyret anbragtes en stor taske til aviser og større forsendelser. Cyklen var som transportmiddel en udvikling til det bedre for landposten.

Men vejforholdene fulgte dog ikke med i den udvikling. Det varede endnu en længere årrække før de større kommuneveje bragtes nogenlunde i stand. De små og mindre biveje forblev endnu i mange år uforbedrede.

 

Et bedre transportmiddel

Hen imod midten af 1960erne udvikledes et nyt transportmiddel af den lette klasse, nemlig en almindelig cykel med påmonteret hjælpemotor. Dette kørertøj undergik på forholdsvis kort tid en stor udvikling. Det fik straks i starten betegnelsen ”knallert”.

Snart gik alle landpostbude over til at anvende dette nye kørertøj i stedet for cykel. I begyndelsen måtte der forinden indhentes skriftelig tilladelse dertil hos postmesteren. Denne bestemmelse varede dog kun kort tid.

 

Det endte med Renault 4

Postekspeditionen fortsatte i begyndelsen af 1960erne fra Plantagevej 11. i marts 1981 blev ekspeditionen til Sydbanks tidligere lokaler i Bredgade 17, der blev ejet af bagermester Hans Nielsen. Og det hele endte med at ekspeditionen foregik fra Løgumkloster.

Og landposten havde i mellem tiden fået bil. Og valget faldt på en Renault 4.

 

Bogen: Højst sogn gennem skiftende tider

Bogen ”Højst sogn gennem skiftende tider” handler om landskabet, oldtidsfund og gamle veje. Den handler om sognets ældste bygninger, bl.a. om kirken. Den handler om arbejdsløshed, skolevæsen og sognets styrelse i stort og småt. Forsamlingshuse, brandværn foreninger m.m. Der bliver kigget på sognets udvikling fra middelalderen, og så er der en vandring i de nuværende gader (1987)

 

Der findes en udgave (1) fra 1987 på 210 sider og så findes der en udgave redigeret af Helga og Povl Eskildsen (2) på 386 sider fra 2012

 

Kilde:

  • Berndorf: Højst Sogn gennem skiftende tider
  • Sønderjysk Månedsskrift

Hvis du vil vide mere om området: Så læs flg. På www.dengang.dk:

  • Solvig-en herregård i Slogs Herred
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Avlsgården Grøngård-endnu mere(2)
  • Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Det kneb med moralen i Slogs Herred
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Soldater i Løgumkloster
  • Så er der post til Rørkær
  • Grøngård-et forsvundet jagtslot
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt
  • Emmerske ved Tønder
  • Hestholm-syd for Tønder
  • Et kloster-15 km nord for Tønder
  • Emil Noldes liv-vest på
  • Øst for Tønder
  • Løgumkloster-nordøst for Tønder
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Bylderup Sogn
  • Pastoren fra Bylderup Sogn
  • Folk i Tønder
  • Mere om Tinglev og omegn-dengang
  • Tinglev og omegn
  • Modstand i Tinglev
  • Sheriffen fra Tinglev