Dengang

Artikler



Gestapo i Danmark

Februar 10, 2018

Gestapo i Danmark

Det var først de sidste par år man rigtig kunne mærke Gestapo i Danmark. Nogle af folkene var små tyraner og bødler. De slap fri. Men mange af de danske håndlangere og medlemmer af de danske terrorkorps, der hjalp Gestapo blev henrettet. Men der var dog særlig en Gestapo – mand, som hjalp med at løslade modstandsfolk og gav meldinger til dem. Dansk politi samarbejdede tidligt med Gestapo. Der skulle ringes på i jødejagten. Der blev tilstået meget i Shell – Huset. En dansk tortur – bøddel. Hoffmann var den kultiverede nazist med kynisk. Fru Scavenius mistænkt for spionage og havde forbindelse til stikker – central. Hun ringede efter Gestapo. Vi skal hilse på storstikkeren Grethe Bartram. Og så har vi Staldgården i Kolding. Vi kigger op begrebet ”Skærpet forhør”. De danske terrorkorps stod for det meste modterror. Meget barsk modterror i Norge. Efter besættelsen: 40.000 anholdt kun 13.500 dømt. Befolkningen blev opildnet af modstandsbevægelsen. Likvideringerne tog nu for alvor fat. Mange forblev ustraffet.

 

Artiklen kunne sagtens blive længere

Vi kunne skrive en masse om Gestapo i Danmark. Rundt omkring i landet gik der små bødler, som ville overgå alle de andre. Dem kunne vi selvfølgelig godt skrive om, men så ville artiklen blive alt for lang. Og det er fordi vi allerede har beskæftiget os med en del om modstandsbevægelsen og for enden af denne artikel, vil du kunne se en oversigt over artikler, hvor Gestapo også optræder.

 

Dansk politi samarbejdede tidligt med Gestapo

Allerede i 1930erne kunne tyske flygtninge fortælle rædselshistorier om Gestapo hjemme i Tyskland. Og den illegale presse kunne fastholde disse historier. Men allerede inden besættelsen var dansk politi begyndt at samarbejde med dem. Mange tyske flygtninge blev afleveret i hænderne på Gestapo.

Senere befandt der sig Gestapo – folk på Politigården. Når dansk politi var færdige med afhøringerne tog tyskerne fat og truede med tyske fængsler. Her foretog Gestapo skam flere anholdelser. Det danske politi udleverede også en del af deres kartotek til Gestapo.

 

En forholdsvis lille organisation

Nu var Gestapo ikke tænkt som et hemmeligt politi, som det ofte er udlagt. Det var tænkt som et præventivt, offensivt og indgribende instrument. Det skulle skabe en idealorden på baggrund af den nazistiske racetænkning.

Organisationen blev oprettet den 26. april 1933 i Preussen af Hermann Göring.

Man skulle identificere, overvåge og uskadeliggøre alle de personer, som blev defineret som ”folke- og statsfjender”. Alle selvstændige og politiske politiafdelinger var forenet under Reichsführer Himmler. Gestapo og fra 1936 kriminalpolitiet sorterede under Reinhard Haydrichs ledelse.

Man kunne ikke tale om politiarbejde i traditionel forstand. Der blev foretaget adskillige drab under mottoet ”Skudt under flugtforsøg”.

Egentlig var Gestapo en forholdsvis lille organisation. En væsentlig del af mandskabet var ”tvangsoverført” fra ordenspolitiet eller kriminalpolitiet. Man var meget afhængig af stikkere. Undersøgelser af Gestapo-arkivet fra Wützburg viste, at 57 pct. af de arresterede jøder var angivet af deres tyske medborgere.

I Sydslesvig skulle Gestapo blandt andet overvåge Det danske mindretal.

 

Mere human i Danmark – i begyndelsen

I Danmark var Gestapo alligevel mere human end i andre lande. Måske var det, fordi Danmark var at betragte som ariere. Også omstændighederne omkring Danmarks besættelse forhindrede en mere aktivistisk Gestapo – linje. Det var først efter august 1943 vi så Gestapo i en helt anden funktion.

Gestapos danske hovedkontor var i Shell – Huset i København. Der blev oprettet enheder i de større danske byer, blandt andre Universitetsparken i Århus, Husmandsskolen i Odense og Staldgården i Kolding.

 

Der skulle ringes på

Hovedopgaven var at bekæmpe modstandsbevægelsen. Man var afhængig af samarbejdet med dansk politi. I realiteten var de interesseret i at samarbejdspolitikken fortsatte.

Gestapo i Danmark koncentrerede deres jødeaktion i et meget begrænset tidsrum, og de fulgte ikke op på det med en decideret klapjagt. Da jøderne skulle indfanges i København og omegn med hjælp af danske SS-frivillige, gav han ordre Karl Heinz Hoffmann ordre til, at der skulle ringes på – dørene måtte ikke sparkes ind, hvis der ikke blev åbnet.

Dermed fik jøderne et forspring til at flygte. Da turen gik over Øresund, var kun få SS-folk udkommanderet for at holde vagt.

Det var ikke så svært at få jøderne uset til Sverige. Men det vidste de personer, der stod for overfarten ikke. De følte, at det var forbundet med stor fare.

 

Gestapo led af mandskabsmangel

Günther Pancke, politichefen (Højere SS og politifører) var i lange perioder enig med Werner Best’ s besættelsespolitik.

I efteråret indtrådte en radikalisering af Gestapos virksomhed. Man havde mandskabsmangel og dertil kom flere opgaver. Man havde allerede den 19. september haft Operation Möwe mod de danske politibetjente.

De nye Gestapo-folk var uuddannede og uerfarne. De kompenserede deres mangler med tortur. Modstandsbevægelsen befandt sig i en voldsspiral af aktioner og hævnaktioner. Måske spillede det også ind fra oven, at Hitler og Himmler forlangte modterror.

 

Der blev tilstået meget

Karl Heinz Hoffmann ligefrem roste Børge Outze for at få indført en mere behagelig tone i den illegale presse. Han syntes bedre om Outzes sarkastiske stil end den højstemte tone, der domminerede store dele den illegale presse. Hoffmann lod selvtilfreds skinne igennem, hvor nøje han havde fulgt med i mange illegale publikationer.

Her i Shell-huset, Gestapos hovedkvarter mødte Outze fanger, der efter at være tortureret fortalte alt, hvad de overhovedet kunne komme i tanke om – også ting som tyskerne aldrig ville have fundet på at spørge om. Han så lange skriftlige tilståelser, hvoraf det fremgik, at de afhørte ligefrem havde anstrengt sig for at komme på mest muligt at fortælle forhørslederne.

Det var en uhyggelig oplevelse. Der blev tilstået langt mere under forhør i Shell – huset, end selv en velinformeret Børge Outze havde forestillet sig.

 

En dansk tortur – bøddel

For de tyske officerer gjaldt det hele tiden om at kaste et blik over skulderen – knivene sad løst i de interne magtkampe. Fangerne havde det selvsagt ikke lettere. Også i Shell – Huset fandtes stikkere og folk, der udgav sig for andre end dem de var.

Den mest påfaldende var den berygtede torturbøddel Ib Birkedal Hansen. Han stod for de mest grusomme mishandlinger af fanger under besættelsen og var efter krigen den sidste landsforræder, der blev henrettet.

 

Bovensieben – en farlig mand

Ifølge Børge Outze var Otto Bovensieben en farlig mand. Han var begavet, alvidende, direkte, arbejdede i det skjulte og langt farligere end Günther Pancke. Han kom til Danmark i begyndelsen af 1944. Han havde et ret stort alkoholforbrug. Men han var en dynamisk og selvstændig organisator. I Berlin var dybt impliceret i deportering af 30.000 jøder. Bovensiebens navn er direkte forbundet med terror.

Godt nok fandt de første likvideringer sted under Mildner, men de blev i høj grad forstærket under Bovensieben.

 

Hans Hermannsen – den gode Gestapo – mand!

Vi skal vel også nævne Hans Hermannsen. Han var ikke så begejstret for nazismen. Han var hovedaktør i bekæmpelsen af tyske socialdemokrater og kommunister i Danmark. Man anså ham for at være for blødsøen, for gammel og for danskervenlig.

Kommunisterne var ikke så glade for ham. Han kom fra en stilling i Flensborg var han holdt øje med de dansksindede i Sydslesvig.

Efter krige skrev han 41 maskinskrevne sider om sit arbejde. Og hans danske kontakt Viggo Christensen kunne med en beretning fra 1947 på 41 sider samt dennes stilehefte med navne på 258 arresterede danskere og deres skæbne dokumentere Hermansens hjælp. Viggo Christensen var udstationeret som tolder i Padborg før besættelsen. Denne mente, at Hermannsen ganske åbent modarbejdede det tyske terrorregime.

 

Fik løslast 122 fangere

Med personlig risiko lykkedes det at få løsladt danske fangere i koncentrationslejre, Vestre Fængsel og Frøslevlejren. Samarbejdet inkluderede også breve, besøg, ekstra forplejning og yderligere lempelser.

Også svært belastede modstandsfolk fik han frigivet. Viggo Christensen kunne dokumentere, at Hans Hermannsen havde medvirket til 122 løsladelser. Ja han forsøgte endda også at advare mod Operation Möwe (Politianholdelserne)

Mod krigens afslutning kunne han overraskende informere modstandsbevægelsen om navnene på sine medhjælpere. Hermannsen fik også løsladt nogle af de mange kommunister, der blev anholdt.

 

Hoffmann – den kultiverede nazist

Karl Heinz Hoffmann var overbevist nazist. Han var ansvarlig for tortur mod danske modstandsfolk. Han foretrak ideologiske diskussioner med prominente fanger. Og så plejede han i den grad sociale netværk især med kvinder. Han var chef for Gestapo i Danmark fra 1943 – 1945.

Han blev sendt til Danmark i 1943 for at komme den tiltagende danske modstand til livs. Hans ordre kom direkte fra Hitler.

Drab på tyske soldater blev hævnet med såkaldte clearingsdrab på tilfældige danskere. Hoffmann sad med til møderne, hvor det blev vedtaget, hvem der skulle myrdes. Han gav personlig ordre til, at modstandsfolk og andre blev udsat for ”skærpet forhør”. Jo det var et raffineret ord for tortur.

Det praktiske arbejde som at uddele pisk og cigaretbrændemærker overlod han dog til andre som f.eks. den berygtede torturbøddel Ib Birkedal.

 

Som Dr. Jekyll og mr. Hyde

Han holdt sig helst på ti skridts afstand fra uhyrlighederne. Han var aldrig til stede ved tortur. Men han var selvfølgelig klar over, at det fandt sted. Gennem sit stikkersystem var han årsag til, at hundreder af modstandsgrupper blev rullet op, og at talløse mistænkte eller virkelige modstandsfolk blev underkastet tortur på Shell – Huset.

I filmen ”Flammen & Citronen” bliver Hoffmann portrætteret som en gal nazist, skaldet, sadistisk og kold. Men han var i virkeligheden et komplekst og sammensat menneske.

Han havde glimt i øjet med et stort velplejet hår. Han var et meget kultiveret menneske. Hans intelligens var betydeligt over gennemsnittet.

Han var et sammensat menneske. Han holdt sig bag en maske af beherskelse og korrekthed. Han var ikke direkte følelseskold, men alt som havde med varme og menneskelig forståelse ar gøre, kom altid i anden række. Han var venlig, imødekommende og korrekt. Men han var nok en af krigstidens uhyggelige, dobbelttydige skikkelser – en slags Dr. Jekyll og mr. Hyde.

 

Et kynisk dobbeltspil

Man sagde godt nok, at han distancerede sig for mange af de ting, der foregik på Gestapo-kontorerne. Han har givetvis været en charmerende jurist og han plejede i den grad omgang med overklasse-damer, bl.a. statsminister Scavenius kone, Alice.

Blandt de mange damer, han faldt for, var den billedskønne fotograf og modejournalist Ketty Selmer. Vedholdene rygter hævdede også, at han havde et forhold til en kendt skuespiller, men det er aldrig blevet bekræftet.

Ligesom den rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best kørte han et kynisk dobbeltspil i Danmark. Han kunne være venlig og imødekommende over for bestemte danskere. Han havde vel en ambition om at redde sit eget skind, når sandhedens time kom.

 

Scavenius besøgte ham i fængslet

Egentlig var han flygtet ud af Danmark den 5. maj 1945, men han meldte sig senere til de danske myndigheder.

Han blev dømt til døden i 1949 i Københavns Byret. Men året efter blev dette ændret til 20 års fængsel. Men som alle andre tyske krigsforbrydere i Danmark blev han løsladt få år efter.

Efter krigen besøgte Erik Scavenius og hans kone Alice Devantier, Hoffmann i Vestre Fængsel.

 

Hvad var det med Fru Scavenius og Gestapo – chefen?

Men hvad var det nu med Alice Devantier og Gestapo-chefen? Ja Alice var nær veninde med Erik Scavenius under besættelsen og senere gift med ham. Men hun havde også et nært forhold til Karl Heinz Hoffmann. Efter krigen sad hun varetægtsfængslet i over to måneder, mistænkt for spionage og drabsforsøg.

Detaljerne fremgår af et notat fra Rigsadvokaten, der 22. december 1945 opgav at sigte Alice Devatier. Dog begik hun en ”klar overtrædelse” af våbenloven, men sigtelsen bortfaldt.

Alice og Erik Scavenius mødtes i 1937 og blev kærester senest i 1942. Han skaffede hende fra april 1942 job ved telefonbordet i udenrigsministeriet. Her kunne hun følge ministeriets kommunikation, men ved udgangen af 1944 havde hun taget sygeorlov på grund af de rygter, der verserede om hende. Hun kom dårligt ud af det med det øvrige personale.

 

En lærer fra Skt. Petri Skolen

Alice havde fået skoleundervisning i den tyske Skt. Petri Skole i Nørregade. En af skolens lærere, Hans Wäsche var hemmelig agent for det tyske militær og nazipartiet. Den tyske skole blev betragtet som særdeles aktiv spioncentral.

I 1936 kom Wäsche ind i SD (Sicherheitsdienst). Det var egentlig en efterretningstjeneste, som han ledede. Han skulle referere til Eberhard von Löv, der var opvokset i grænselandet. Det var ham, som Frits Clausen betroede sig til. Löv var leder af afdelingen for de besatte germanske lande under SD-Hovedkvarteret i Berlin.

 

Forbindelser til stikkercentral

Alice kom via sin søsters mand, den tyske direktør Gürtler i kontakt med Hoffmann. Ifølge notatet er der ingen beviser for, at hun gav oplysninger til Hoffmann. Der blev påpeget, at hun og søsteren forsøgte at hjælpe folk, der var fængslet af tyskerne.

Alice havde forbindelser til den tidligere socialdemokrat og forfatter Jens Strøm, der var skyhøj lønnet af tyskerne efter datidens forhold. Via sit kontor rekrutterede han tysklandsarbejdere og drev angivelig stikkercentral.

 

Hvad skete der egentlig i Charlottenlund?

At forholdet til Hoffmann var meget nært fremgår af en episode den 8. januar 1945. En ung mand bankede ved 21-tiden på hos Scavenius i Charlottenlund. Alice var alene hjemme og kun iført kimono. Hun besluttede alligevel at åbne.

Manden viste sig at være bevæbnet og forsøgte ifølge Alice at røve hendes pistol, men da Alice resolut begyndte at skyde løs, tog han flugten. I minutterne derefter var hun selv så oprevet, at hun flygtede selv af Lindegårdsvej hen til Alleteatret. Hun følte sig forrådt af et lokalt vagtværn og ringede herfra til Gestapo for at få beskyttelse.

Hoffmann rykkede personlig ud med sine styrker. Men skæbnen ville at det danske vagtværn ankom omtrent samtidig til Scavenius hjem. Danskerne valgte at gå igen.

Ja og så følger en af de største anekdoter i besættelseshistorien.  I sin ophidselse kom Alice ved et uheld til at affyre pistolen for fødderne af Gestapos øverste chef i Danmark. Andre ville være skudt på stedet. Men Hoffmann nøjedes i al venskabelighed at tage pistolen fra hende.

Hun erkendte at have skudt men nægtede at have skudt mod en flygtende mandsperson. Hun afviste også beskyldninger mod spionage.

 

Mystisk brev til fru Hoffmann

I et brev den 13. oktober 1950 havde hun sendt et brev til Hoffmanns mor, hvor hun anførte at danskerne havde provokeret besættelsesmagten. Hun skammede sig og det gjorde hendes mand også. Notatets ægthed er bekræftet.

Åbenbart er sagen svævet over diverse kontorborde. Og da der her var tale om en tidligere statsministers kone, er fløjlshandskerne taget frem.

Karl Heinz Hoffmann slog sig ned i Koblenz. Og han levede her som advokat i ind til sin død i 1975.

 

Krigsforbryderne blev hurtig benådet

Werner Best havde stor held med at bagatellisere Gestapos forbrydelser herhjemme. Opgøret med ledende nazister, der bevisligt stod bag krigsforbrydelser, ebbede ud i meget lidt. Bests næstkommanderende i Danmark, Otto Bovensiepen indrømmede at have beordret ”anvendelse af tortur i visse sager”. Men indrømmelsen forhindrede ikke en hurtig amnesti, og Bovensieben gjorde efterfølgende karriere som direktør for et vesttysk forsikringsselskab.

I 1946 blev SS, og dermed Gestapo erklæret for forbryderiske organisationer ved Nürnberg – processen. Herhjemme blev en masse tyske Gestapo – folk som allerede nævnt idømt lange fængselsstraffe men de blev forholdsvis hurtigt benådet.

 

Storstikkeren Grethe Bartram

Ja og også Gestapo folk havde givet ordre til danskere, der ikke blev benådet. 46 af dem blev henrettet og mange sad indespærret mange år efter, at de tyske krigsforbrydere kunne rejse hjem.

En af dem, der blev dødsdømt med ikke henrettet var Grethe Bartram. Hun var storstikker med 70 mennesker på samvittigheden. Hun var en gevinst for Gestapo. Mange af hendes ofre undergik månedlange forhør og tortur. 35 af dem blev sendt i KZ – lejr, ni af dem vendte aldrig tilbage.

Grethe havde svært ved at få pengene til at slå til efter at hendes mand havde været udsat for en arbejdsulykke. En dag så hun en annonce i en Århus – avis, hvor man tilbød 1.000 kr. i dusør til dem, der kunne give oplysninger til opklaring af en sabotagebrand.

Grethe havde sine oplysninger fra modstandsbevægelsen, hvor hun selv deltog. Hun kommer i forbindelse med en Gestapo-mand ved navn Rothenberg, der lovede hende flere penge, såfremt hun kunne skaffe flere oplysninger om modstandsbevægelsen. Og ved hjælp af Grethe bliver det meste af modstandsbevægelsen i Århus optrevlet. Særlig den 21. juni 1944 er en mærk dag i modstandsbevægelsens historie i Århus. Mere end 20 – 30 modstandsfolk bliver anholdt samtidig den dag. Ingen fatter mistanke til hendes dobbeltspil.

 

Celle – stikker i Frøslev

Efterhånden fatter man i toppen af modstandsbevægelsen mistanke til Grethe Bartram. Der bliver givet tilladelse til at likvidere hende. Det lykkedes dog for hende i første omgang at undslippe. I oktober 1944 arrangerer hun en skinanholdelse af sig selv. Gestapo bruger hende nu som celle – stikker i Frøslev. I december vender hun tilbage til Århus. Her bliver hun forsøgt likvideret. Efter en kort indlæggelse på lazarettet i Fredericia, fortsatte hun sit stikkeri for Gestapo i Kolding.

 

Erik Blodøkse

Ja rundt omkring i Danmark sad der Gestapo-bødler. I Aalborg var det det Franz Toft på den berygtede Gestapo – borg, Højskolehotellet. I den hektiske periode efter besættelsen var han en af dem, man helst ville have fat på. Han blev fanget under sin flugt og gennembanket af modstandsfolk. Det fortsatte de med indtil han sad i en fængselscelle.

Det krænkede ikke retsbevidstheden efter at han gennem en overmåde hård og nådesløs retshandling blev dømt til døden. Af dommer Erik Hansen blev han kaldt Erik Blodøkse. Han var en af Gestapos mest afskyelige håndlangere.

 

Staldgården i Kolding

Gestapo i Kolding måtte sammen med deres underafdelinger i Esbjerg og Aabenraa dække hele det sydlige Jylland. Og selv om andre politistyrker f.eks. det tyske ordenspoliti, der også var placeret i Kolding havde chefen på Staldgården 70 mand til rådighed i et område med over en kvart million indbyggere.

I efteråret 1944 var hovedparten på omkring 40 personer beskæftiget på Staldgården, hvor kernegruppen i bekæmpelsen af modstandsbevægelsen bestod af kun 17 egentlige tyske Gestapo – folk.

Den øvrige del af personalet udgjordes af chauffører, vagtmænd og kontorpersonale. Det meste af kontorpersonalet var dansk. Og de fleste var yngre kvinder. Endelig bestod personalet af omkring 10 danske tolke. Stillingen ”tolk” er dog mildt sagt misvisende. Betegnelsen omfattede ofte aktiv deltagelse i både tortur under forhør og i Gestapo – aktioner.

 

En enkelt stikker kunne skabe stor ulykke

Det er også en misforståelse at kalde disse tolke for stikkere, idet de var fastansatte, lønnede Gestapo – folk med arbejdsplads på Staldgården. Besættelsestidens begreb ”Stikker” dækker over en meget uensartet gruppe fra professionelle, velbetalte stikkere med snesevis af angivelser på samvittigheden til mennesker, der af frygt angav en bekendt.

Det er en myte at stikkere udgjorde tusinder. Men en enkelt stikker kunne forvolde enorm skade og sætte bølger af anholdelser i gang. I et lille bysamfund, hvor folk kendte hinanden, var der i forvejen sin sag at holde illegale aktiviteter skjult.

 

”Skærpet forhør”

Torturmetoderne var afstumpet brutal og primitiv. Men ofte var dette ikke nødvendig. Den psykiske tortur var mange gange nok. Her truede man med at anholde slægtninge eller sende vedkommende i KZ – lejr. Man knækkede de anholdte under psykisk pres.

Men man anvendte dog oftere og oftere begrebet ”Skærpet Forhør” særlig efter 1944. Her brugte man læderrem, pisk, brændende cigaretter og stokkeslag. Reglementet blev tydeligvis ikke overholdt.

Ib Birkedal Hansen indledte i maj 1944 sine ofte helt vilkårlige mishandlinger. Han brugte gummiknippel, hundepisk og en tung jernstang forsynet med en kugle i enden. Han brændte sit offer med cigaretter i næseborene, i knæhaserne og under fodsålerne. Så hejste han folk op i håndjern eller i armene. Dette foregik på Shell – Huset.

 

Cheferne på Staldgården

Den første Gestapo – chef på Staldgården var August Naujock. Han sad på posten fra september 1943 til juni 1944. Så blev han afløst Thes Burfeind. De kom begge fra Slesvig – Holsten.

Burfeind forlod for det meste forhørslokalet, når slagene og sparkene begyndte at hagle ned over fangerne. Naujock derimod tog ofte personlig del i mishandlingerne. Men de havde begge ansvaret for den tortur og de dødsfald, der skete.

 

De ”dygtige” danskere

Men det var danskere, der gik foran på Staldgården. Og det var Peter Bollerup, Peter Karl Brinkmand, Hans Kristian Kristensen (Smukke Hans), Johannes Rasmussen (Snogen) og Niels Ries. Disse deltog i et utal af mishandlinger og i flere hundreder af anholdelser.

Og de var effektive. Gang på gang blev modstandsbevægelsen i Sønderjylland optrevlet.

Ofte er disse beskrevet som desperadoer, kriminelle udskud og småbegavede individer. Men det giver deres baggrund slet ikke belæg for. Hvorfor disse fem valgte Gestapo, ja det må findes i en kombination af politiske og økonomiske forhold.

Gestapo – chefen på Staldgården rummede formentlig over nogle af de ”dygtigste” og mest initiativrige danske Gestapo – folk. Flere af dem blev indstillet til en tysk orden.

 

Jenny Holm

En af dem, der også arbejdede på Staldgården var Jenny Holm. Hun var i 1941 kommet til Hamborg, hvor hun hurtig skiftede fabriksarbejdet ud med beskæftigelse for Gestapo. Her fik hun desuden kontakt med den senere så berygtede danske terrorist Ib Birkedal Hansen, der skulle have taget hende med til København.

Men Jenny Holm var også i vigør for Gestapo i Kolding, Odense og Esbjerg.  Hun havde angivelser, anholdelser og sandsynligvis også medvirken i mishandlinger af fanger på samvittigheden.

Modstandsbevægelsen forsøgte af to omgange at få ram på hende, men uden held. En af gangene forgik i Vamdrup i januar 1945.

De tyske Gestapo – folk forsøgte at komme over den dansk – tyske grænse. De iførte sig ordinære værnemagtsuniformer og gled ind i strømmen af hjemvendte tyske soldater. Burgfeind blev anholdt i Niebüll den 16. maj.

Naujock tog ophold hos sin kone i en forstad til Hamborg. Han meldte sig til briterne og sad i Neuengamme, før han i 1946 blev udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

Jenny Holm vente 180 grader og begyndte at arbejde for briterne. Men i 1949 blev hun af Landsretten idømt 16 års fængsel.

 

Brinkmand slap for dødsdom

Brinkmand var stort set tavs om sit arbejde for Gestapo, mens andre led pludselige hukommelsestab. Men det anfægtede ikke retssagerne. De fem danskere på Staldgården, der medvirkede i tortur og mishandlinger blev dømt til døden. Ved Landsretten fik Bollerup dog nedsat sin straf til livsvarigt fængsel.

Og deres arbejdsgivere, der medvirkede til tortur og drab blev ligesom de øvrige tyske krigsforbrydere udvist i 1953. Burfeind slap for straf for at have deporteret såkaldte asociale i KZ – lejre.

 

Hvem var de danske Gestapo – arbejdere?

Egentlig var der 41 danske Gestapo – folk beskæftiget på tjenestesteder overalt i Danmark. 20 af dem havde været Tysklandsarbejdere, 22 af dem havde enten været i Frits Clausens DNSAP eller andre nationalsocialistiske grupperinger og 12 af dem havde været i Waffen SS.

I Nordschleswigsche Zeitung blev der annonceret efter arbejdskraft hos de forskellige tjenestesteder hos Gestapo.

 

Havde ikke lyst til at blive myrdet i egen seng

Gestapo-chefen i Helsingør var ikke ubetinget tilfreds med personalesituationen. Aflytningen af hans telefonsamtaler viser således, at han igen og igen efterlyser flere og ikke mindst bedre – folk.

På et tidspunkt i august 1944, hvor han tilsyneladende er nervøs for hovedkvarterets fysiske sikkerhed siger han i telefonen, at:

  • Han ikke har lyst til at blive myrdet i sin egen seng.

Han ville også gerne have ombyttet nogle af sine folk til folk, der ikke var bange for noget. Og så ville han gerne have bedre våben.

I begyndelsen af september 1944 ringede Gestapo – chef John fra Helsingør til hovedkvarteret i København, at han havde brug for 7 – 8 tolke. Der var masser af pligtforsømmelser og en enkelt, der ellers var blevet rost for sin iver begik bankrøveri i sin tjenestetid.  Der var masser af afdelinger langs kysten. Her kontrollerede man våben og de personer, der forsøgte at flygte til Sverige.

 

Ventede i 10 måneder på sin henrettelse

I rapporterne fra aflytningscentralen i Helsingør nævnes adskillige stikkere, der havde deres jævnlige gang hos Gestapo.

En punkteret hjul på en lastbil nær Ringsted efterfulgt af yderligere tilfældigheder satte Gestapo på sporet af hele modstandsorganisationen i Nordsjælland i november 1944.

Det var ikke kun telefonen, der blev aflyttet. Ved et indbrud på et posthus lykkedes det også at tage Gestapos post. Og en modstandsmand, Erik G. Andersen blev ansat i Hermannsens kartoteksafdeling. Han kunne give værdifulde oplysninger. Men ved en razzia fandt tyskerne nogle af deres agne papirer, som afslørede Erik Andersen. Han blev anholdt og dødsdømt. Efter 10 måneder blev han henrettet den 21. februar 1945.

 

De danske terror – korps

Vi skal jo hellere ikke glemme Gestapos forskellige hjælpekorps. Det var Schalburgkorpsen og Hipo – korpset med hele 550 mand i København. Ja og Lorenzen – gruppen, der selvstændig foretog 600 – 800 anholdelser. Så var det Schiølergruppen og Lille – Jørgen gruppen.

 

10.000 danskere blev interneret

Tysk politi kunne deponere mere end 3.000 modstandsfolk til tyske fængsler og koncentrationslejre, mens op imod 7.000 blev interneret i det tyske politis fangelejr i Danmark (Frøslevlejren). 1.600 af disse blev senere sendt syd på i kz – lejre. Dertil henrettede besættelsesmagten 101 modstandsfolk.

Men nu er den danske modstand ikke en statistisk masse, så ”regnskabet” kan vel næppe gøres op.

Den 29. september 1944 påbegyndte Gestapo en ny repressalieform med officielle sprængninger af ejendomme, som havde fungeret som våbenlagre.

Af de 6.100 danskere, der endte i koncentrationslejre, blev over 5.000, hvoraf halvdelen var modstandsfolk, deponeret fra midten af september 1944 til marts 1945.

 

Barsk modterror i Norge

I Norge anvendte tyskerne mere barsk form for modterror. I Telavåg, et isoleret fiskeleje sydvest for Bergen med 400 beboere i april 1942 jævnet med jorden. Alle mænd mellem 16 og 65 år blev anholdt og deporteret til tyske kz-lejre, hvor op imod halvdelen omkom.

Kvinder, børn og ældre, 268 mennesker blev tvangsforflyttet og sad i arrest til maj 1944. Som yderlige repressalier blev 18 Gestapo – fanger uden tilknytning til Telavåg henrettet.

 

Hitler beordrede modterror

Best, Hanneken og Pancke var den 30. december 1943 beordret til møde i førerens hovedkvarter ”Ulveskansen” i Østpreussen. En vred Hitler gav trioen en utvetydig ordre om at iværksætte modterror i Danmark. Hver sabotage skulle gengældes med modsabotager. Et hvert drab på en tysk soldat skulle modsvares med fem gengældelsesdrab på fremtrædende danskere. Førerordren var startskuddet til den tyske modterror i Danmark.

 

Masser af modterror

100 clearingsdrab og 131 schalburgtager kan tilskrives Peter – gruppen. Peter – Gruppens danske indslag bestod af folk fra Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste ET med Henning Brøndum, Kai Bothildsen Nielsen og Ib Nedermark Hansen i spidsen. Det var også Gestapo – folk tilknyttet gruppen. Instrukserne modtog man fra Bovensieben. Omkring midten af 1944 opstod der en fast aflægger af Petergruppen i Jylland.

Den såkaldte ”Bombenat” den 19. – 20. april 1945 blev arrangeret af de danske terrorgrupper som hævn for modstandsbevægelsens likvidering af ET – chefen Erik V. Petersen. Og hævnen kom til at bestå af 12 drab, 3 drabsforsøg og 30 bombeattentater. Den højere SS – og politifører Pancke havde godkendt aktionen.

Den 8. oktober gik det ud over uskyldige, kvinder og børn. Det var de to danske terrorister Henning Brøndum og Ib Nedermark Hansen, der havde placeret bomber i et tog. Lige nord for Hobro sprang den ene af bomberne. Den dræbte ti tilfældige mennesker og sårede andre ni alvorligt.

Attentatet var med al sandsynlighed gengæld for en jernbanesabotage mod et tysk militærtog ved Rødekro dagen før. Den dræbte 7 soldater og sårede 42.

I januar og februar 1945 tog Peter – gruppen på en ny terrorturne i provinsen. De foranstaltede sprængninger i blandt andet Guldsmedegadekvarteret i Århus. Syv uskyldige mennesker blev dræbt, og der var omfattende skader.

Efter jernbanesabotager i februar 1945, hvor 24 tyskere mistede livet udførte Peter – gruppen et nyt attentat mod et DSB – eksprestog, hvor ni blev dræbt og mange flere sårede.

Det er i grunden forfærdeligt, at en stor del af tyskernes modterror er udført af danskere mod deres landsmænd!

 

Asociale og vaneforbrydere

Natten til den 27. september 1944 fortog det tyske sikkerhedspoliti en stor razzia i København. 166 danskere blev arresteret og uden nogen form for rettergang sendt i tysk koncentrationslejr. To dage efter forlød det i dagbladene, at aktionen var rettet mod ”asociale og vaneforbrydere”.

Aktionen i København var startskuddet til en række razziaer, der sendte 421 i koncentrationslejr, hvor 62 døde, mens 51 fik varige fysiske men. Dette er et glemt kapitel indtil fornyelig, hvor der kom bog om hændelserne. Deres lavstatus kunne også ses i deres behandling i Frøslevlejren. Heller ikke de andre danske fangere ville vide af dem.

 

Efter besættelsen: 40.000 anholdte

Straks efter den tyske kapitulation begyndte den størst bølge af anholdelser i besættelsestiden overhovedet. De første 22.000 anholdelser blev gennemført af modstandsbevægelsen og ikke af dansk politi, der først den 13. maj atter kunne overtage politifunktionerne i Danmark. I tiden derefter anholdt politiet 18.000 personer.

Begrundelsen for, at det var 40.000 anholdte var, at man ville forhindre lynchninger af landsforrædere. Hertil kom at interneringerne skulle virke præventivt.

 

Kun 13.500 blev dømt

Blandt de anholdte var mange ældre, som bestemt ikke udgjorde nogen form for sikkerhedsrisiko. Men interneringerne var nu også en del af Frihedsrådets efterkrigsprogram ”Naar Danmark atter er frit” fra 1943.

Landssvigere blev de alle kaldt, hvad enten de havde vasket tøj for tyskerne eller været beskæftiget i Gestapo. Men dertil skal nok også lægges den nervøse og oppiskede stemning, der var efter besættelsen. Blot 13.500 af de anholdte blev dømt.

Mange af anholdelserne var vilkårlige og fandt sted i en elektrisk, hadefuld og kaotisk atmosfære. Både skyldige og uskyldige røg med. Mindst 25 blev dræbt under anholdelserne, herunder en uskyldig 17 – årig dreng.

 

Lokalbefolkningen blev opildnet

Mange af de 40.000 blev kørt rundt på åbne lastbiler og bevogtet til spot og spe. Terror og tortur resulterede i raseri og had. Både skyldige og uskyldige måtte løbe spidsrod gennem hujende og spyttende mængder. Flere gange var der optræk til offentlige lynchninger, når sager blev opgivet og de internerede løsladt.

Pludselig blev uskyldige udnævnt som stikkere, fordi man havde et personlig opgør med vedkommende. Mange steder gjorde modstandsfolk brug af en retorik, der opildnede lokalbefolkningen.

Mange har kaldt brugen af pisk og tæsk af internerede i efterkrigsdagene for opspind, men det var det nu ikke. Det var fakta. Ja i Aarhus blev nogle af internerede banket bevidstløse. Der var masser af selvtægtsaktioner.

Befrielsesdagenes hårdhændende behandling af speciel Gestapo – og Hipofolkene var ikke kun udtryk for blindt raseri, hævn og mistillid. En del af brutaliteten var tilsigtet og foregik med modstandsledernes accept.

 

Drama i Aalborg

I Ålborg kørte der fra Højskolehotellet tidlig om morgenen en kortege med 6 – 7 biler med Gestapo – og SD – folk mod Brønderslev. De medbragte tre fanger, der var så svært mishandlede, den lokale Gestapo – chef ikke ville overgive dem til Røde Kors. I stedet ville man slette alle sporene ved at likvidere fangerne. Men undervejs forulykkede bilen med de tre fanger, og de blev sat på fri fod.

Ankommet til Brønderslev iførte de fleste Gestapo-folk sig værnemagtsuniformer og blev udstyret med de fornødne soldaterpapirer. De delte sig i mindre grupper. Tre Gestapo – folk valgte at begå selvmord. Andre klædte sig i civil og cyklede mod syd.

Fritz Bolle og en del af sine underordnede slap over Sæd Grænse ved Tønder.

 

Drikkegilder i Aalborg

I starten af oktober 1944 blev styrken i Aalborg kraftig udvidet. I slutningen af 1944 var der vel 50 Gestapo – folk her. Kriminalrat, Hauptsturmführer Bolle var ankommet fra Frankrig. Med sig havde han ca. 100 mand. De fleste var fra SS. En af disse blev fordelt til Gestapos øvrige afdelinger ud over landet.

Ved sin tiltrædelse udtalte han, at nu ville der blæse en anden vind i det nordjyske. Han var selv meget fordrukken og udpræget sadist. Bolle holdt store drikkegilder om natten, og der blev skudt rundt om i lokalerne. Jævnligt blev der tilkaldt murere og malere for at reparere efter Bolle og hans folks sindssyge vildskab. Hvis Bolle opdagede, at andre Gestapo – folk havde piger med hjem, trængte han ind på dem og tog pigerne fra dem.

Nogle af fangerne blev bundet op af en glohed radiator. Mishandlingerne fortsatte til fangerne besvimede. Nogle gange var tre folk til forhørene.

Til Frederikshavn sendte Bolle de folk, der ikke var i drikkelag med ham og så dem han ikke kunne lide. I Frederikshavn og Hjørring blev mange anholdt.

 

Tyskerne svigtede en aftale med de allierede

Egentlig havde værnemagten af de britiske myndigheder i forbindelse med aftalerne om de tyske troppers rømning af Danmark allerede den 5. maj om aftenen fået ordre til at internere Gestapo – og SD – folk. Fire dage senere blev det pålagt værnemagten at udlevere dansk personale og Hipofolk til danske myndigheder. Men mange Gestapo – folk flygtede alligevel som personalet fra Ålborg, for den ordinære ”flugtrute gik netop gennem strømmen af hjemvendte ordinære tyske soldater over grænsen i Sønderjylland.

 

Hans Hermannsen advarede modstandsbevægelsen

Hans Hermannsen blev ikke straffet i Danmark. Efter kapitulationen hjalp han de allierede med at opspore de gamle kollegaer. Men helt uskyldig var han dog ikke. Han var en central aktør mod deportationer af kommunister.

H.C. Andersen havde via Hermannsen fået en liste over alle danske medarbejdere hos Gestapo. Derfor blev antallet af likvideringer så store i april og maj 1945. I det illegale blad Information havde man den 23. april 1945 en længere artikel. Her blev kredsen af dem, der var i fare for at blive likvideret udvidet. Her var Hipo-folk, Gestapos danske chauffører, tolke, ja alle der arbejde på Gestapos kontorer.

Gestapo vidste udmærket besked med modstandsbevægelsens opbygning. Det skete ved arrestationen af oberstløjtnant E. Tiemroth den 26. februar 1945. Hermannsen underrettede øjeblikkelig Viggo Christensen, så modstandsbevægelsen kunne tage deres forholdsregler.

 

Angrebet mod Shell – Huset

Den truende optrevling fik SOE – lederen i Danmark til at appellere til Royal Air Force om at bombe Shellhuset. Den 21. marts satte RAF et præcisionsangreb ind og bombede Shell – huset fra siden og ikke ovenfra. For her havde tyskerne anbragt prominente fangere som værn mod luftangreb.

På mirakuløsvis vis overlevede mange af de fængslende modstandsfolk angrebet. Shell – Huset var godt ødelagt. Blandt de dræbte var 26 tyskere og 25 – 30 danske hjælpere. Det store kartotek var ødelagt. Men den tyske ledelse var intakt. Pancke, Bovensieben og Hoffmann var til begravelse. Også Hermannsen overlevede.

 

Likvideringerne tog fart

Likvideringerne tog i den grad en stigning. I modstandsbevægelsen var der tilfredshed med at antal af likvideringer efterhånden havde oversteget egne tab.

En Gestapo – mand Josef Eckl tilbød, at få løsladt frihedskæmpere for et beløb på 150.000 kr. Åbenbart blev der indgået en eller anden aftale for midt i april 1945 blev 8 fangere løsladt fra Vestre Fængsel.

 

Mange forblev ustraffet

Den flygtende Fritz Bolle forblev ustraffet, skønt han var eftersøgt for forbrydelser i både Danmark og Frankrig. En tolk hos en amerikansk efterforskningsenhed i Marburg i Tyskland genkendte i april 1947 en person på et foto over eftersøgte danskere. Det var Ib Birkedal Hansen. Han blev tidligt om morgenen den 20. juli 1950 henrettet ved skydning.

Heller ikke Rudolf Mildner blev straffet. Han var vidne under Nürnberg – processen. Men dernæst forsvandt han nærmest fra jordens overflade. Åbenbart har han plejet omgang med Eichmann i Argentina. Men ifølge Wiesenthal, der havde ham med på sin liste, havde han i 1963 forladt Argentina og bosat sig i Egypten.

En anden omstridt person var Erich Bunke. Han havde siddet i undersøgelsesret siden 1960. Efter vesttysk lov havde Bunke ikke et selvstændigt ansvar for f.eks. nedskydningen af de elleve modstandsfolk ved Roskilde – eller mordene på syv mænd i København den 23. februar 1945, hvor Bunke planlagde og ledede aktionen samt udvalgte både medlemmerne af dødspatruljen og ofrene. Hertil kom andre tiltaler mod den tidligere Kriminalrat i Gestapo.

En sag mod Bunke i Danmark var på forhånd udelukket, eftersom Vesttyskland ikke udleverede statsborgere til retsforfølgelse i andre lande.

 

Skyldig i 15 drab – forblev ustraffet

En del krigsforbrydere fra besættelsestiden har klaret frisag på at holde sig skjult i så lang tid, at deres sag er blevet forældet. Og her var man så naiv, at man troede, at mord ikke blev forældet.

Walter Carl Rasmussen anses for at være skyldig i 15 drab på modstandsfolk. Men der er aldrig rejst nogen sag mod ham. Han deltog i massenedskydningen af 11 modstandsfolk på landevejen mellem Roskilde og Ringsted den 9. august 1944. Han var også med til andre forbrydelser sammen med sin chef Erich Bunke.

Walter Carl Rasmussen var i efterkrigstiden med i ”Kameradenwerk Korps Steiner”. Det var et af de kendteste og mest effektive netværk for tidligere Waffen – SS – Folk.

 

 

Kilde:

  • Henrik Lundtofte: Gestapo – tysk politi og terror i Danmark 1940 – 1945
  • Niels Birger Danielsen, Suzanne Wowern Rasmussen: Gestapochefen Karl Heinz Hoffmann
  • Frank Macdonough: Gestapo – Myter og sandheder om Hitlers hemmelige politi
  • politiken.dk den 4. maj 2005
  • Aage Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede
  • Henrik Lundtofte: Gestapo på Staldgården
  • Hans Kirchhof: Augustoprøret
  • Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
  • Erik Nørgaard: Krig og slutspil
  • Jørgen Hæstrup: Til landets bedste
  • Andreas Monrad Petersen: Schalburgkorpset
  • Bjarne Wagner Augustenborg: De vildfarne
  • Jørgen Røjel: Da freden brød ud
  • John T. Lauridsen: Dansk nazisme
  • Henrik Stevnsborg: Politiet 1938 – 47
  • Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
  • Stefan Emkjer: Stikkerdrab
  • Per Øvig Knudsen: Efter drabet
  • Matlok: Dänemark in Hitlers Hand
  • Knud Sørensen: En befrielse
  • Hartvig Frisch m.fl. Danmark Besat og Befriet
  • Jørgen Trolle: Syv maaneder uden politi
  • Claus Bryld m.fl.: Retsopgøret 40 år efter
  • Jørgen Hæstrup: Krig og besættelse, Odense 1940 – 45
  • Johan Hvidtfeldt: Fra kapitulationsdagene 1945
  • La Cour (red.): Danmark under besættelsen 1 – 3
  • Claus Bryld, Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring
  • Henrik Dethlefsen m.fl.: Fra mellemkrigstid til efterkrigstid
  • John T. Lauridsen: Samarbejde og modstand. Danmark under tysk besættelse 1940 – 45
  • Frank Bøgh: De dødsdømte
  • Frank Bøgh: Petergruppen
  • Gads Leksikon – Hvem var hvem 1940 – 1945
  • Erik Høgh – Rasmussen: Forbrydere uden straf
  • Erik Nørgaard: Jane Horney
  • Diverse artikler på dengang.dk

 

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 216 artikler om Besættelsestiden før, under og efter herunder;

  • Varulveangreb eller drengestreger
  • Sommerkorpset
  • B. Martinsen – et portræt af en foræder
  • Krigens købmænd
  • Flugt gennem Danmark
  • Politiet under besættelsen
  • Kan man stole på Centralkartoteket?
  • Befrielsesdage
  • Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
  • Udleveret til tyskerne
  • Waffen SS – engang en elitehær
  • Jagten på krigsforbrydere
  • De danske varulve
  • Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Petri – en skole med fortid
  • Flugten over Øresund
  • Landsforrædere og Landssvigere
  • Stikkerdrab
  • Duckwitz – den gode tysker
  • I en lovløs tid
  • Scavenius – Samarbejdets kunst eller forrædere
  • Flere sabotager på Østerbro
  • Sabotører og Stikkere på Østerbro
  • Nørrebro – flere sabotager
  • Sabotage på Nørrebro
  • Sommeren 1944 – på Nørrebro
  • Varehuset Buldog
  • En stikker fra Sønderjylland
  • Modstand i Kolding
  • Stikkeren, mord uden samvittighed
  • Modstand og sabotage i Sønderjylland
  • Modstand i Tinglev
  • Modstand i Aabenraa
  • Sabotage i Aabenraa
  • Dagligliv i Frøslevlejren
  • En sønderjyde krydser sine spor
  • KZ – Ladelund
  • Frøslevlejren
  • Straffelejren
  • Sabotage i Tønder
  • De fem dramatiske år på Nørrebro
  • Danskere i tysk terrors tjeneste
  • Aabenraa under besættelsen
  • Østerbro under besættelsen 1 – 4
  • Nørrebro under besættelsen 1 – 5
  • Skud i Vordingborggade og mange flere

 

 


Frits som sprællemand og med trillebør

Januar 26, 2018

Frits som sprællemand og med trillebør

De mest yndede motiver af Frits Clausen er ham som sprællemand eller med trillebør i Faarhuslejren. Han blev valgt i juli 1933 som fører. Og Aabenraa kunne ikke måle sig med Nürnberg. Og så måtte man ikke bruge uniformer. Det krævede mere af den enkelte. Nationaldragter blev brugt i agitationen. Og lurer, uniform, støvler og skrårem var en del af det. Det var et politisk teater og misbrug af den nordiske historie. Systempressen kunne ikke se det store fremmøde. DNSAP ville have magten i staten, men tyskerne ville det ikke. Der har været masser af satire over DNSAP. Men magtforholdet mellem satirikere og DNSAP forskubbede sig den 9. april 1940. Men det var Wilfred Petersen ligeglad med. Her var det næsten tale om ondsindet satire. Men det elskede danskerne. DNSAP forsøgte at komme af med den onde ånd, men løb ind i deres egen fælde. Efter besættelsen var det et ”juridisk galehus”, sagde en af top-juristerne. Og modstandsfolkene var skuffet over, at de ledende nazister ikke blev hårdere straffet.

 

En trillebør i Faarhuslejren

Hvem husker ikke fotoet af Frits Clausen med trillebør i Fårhuslejren? Han er med tiden blevet latterliggjort i den grad. Men på et tidspunkt tog man ham alvorlig. Og tyskerne truede en kort overgang at bruge ham i en regering. Men det har nok altid kun været brugt som en trussel.

Trods latterliggørelsen af DNSAP og Frits Clausen forlangte modstandsbevægelsen, at han skulle dømmes til døden. Og kigger på andre artikler, som vi har skrevet om DNSAP, så gik de unge DNSAP’ er til den ved østfronten.

 

Kongen hilste på Frits i Bovrup

Man glemmer også at nævne, at inden DNSAP og Frits Clausen blev smedet sammen, var manden jo meget afholdt i Bovrup og omegn. Ja selv kongen stoppede op engang for at hilse på ham. Hvis du i dag nævner hans navn blandt de lidt ældre i byen, så vender de blikket en anden vej.

 

Lembcke efterlignede storbror syd på

DNSAP blev stiftet på ritmester Cay Lembckes initiativ i 1930. Han havde en længere fortid på den politiske højrefløj og følte sig i 1930 tilskyndet til at grundlægge en nazistisk bevægelse i Danmark.

Han gik ud fra, at når nazismen havde succes i Tyskland, så havde den også gode muligheder i Danmark.

DNSAP havde ikke eksisteret i mere end et par måneder, før ritmesteren udsendte en pjece med partiets program. Programmet bestod af 25 punkter og var næsten en oversættelse af NSDAP’ s 25-punkts program fra 1920. Det kunne tyde på hastværk, dels på politisk dilettanteri. Lembcke var mest optaget af at efterligne bevægelsen mod syd.

DNSAP var kun en lille gruppe blandt de mange højregrupper, som havde set dagens lys fra 1920’erne.

Det passede jo meget fint med at få indlemmet Danmarks oldtid og nordisk mytologi.

 

DNSAP ville erobre gaderne

I Tyskland havde arbejderbevægelsen mistet ”monopolet” på gaderne i Tyskland. De årlige partidage i Nürnberg blev kæmpemanifestationer over nazismens magt og viljestyrke.

Herhjemme overlod de borgerlige partier til 1930’ernes begyndelse stort set gaderne til arbejderbevægelsen og deres organisationer. Derefter blev det anderledes. DNSAP og i nogen grad Konservativ Ungdom gjorde nu krav på gaderne og den politiske offentlighedsform, som masseiscenesættelsen åbnede for.

Det kneb med tilslutningen, men for dem, der udelukkende orienterede sig igennem den nazistiske ugepresse, var antallet af møder nærmest overvældene.

 

Et skuffende valg i 1932

Folketingsvalget i november 1932 satte nazismens tilslutning i relief. DNSAP fik 756 stemmer i Haderslev Amtskreds og 269 stemmer i resten af landet. Lembcke fik skyld for det dårlige valgresultat, mens lægen Frits Clausen havde reddet partiets ære med sine 576 personlige stemmer.

 

En ny Fører

Frits Clausen blev ny fører for DNSAP i juli 1933. Han var blevet smidt ud af De Konservative i Aabenraa antagelig for druk. Han gik straks i gang med en reorganisering af partiet. Dernæst satte han ind med en gennemgribende organisatorisk efterligning af NSDAP i Tyskland. I 1934 var dette arbejde så fremskredent, at partiet kunne mobiliseres til den største partidag for nazismen i Danmark. Det blev kaldt et landsstævne, og det blev afholdt i Aabenraa. Men det vakte nu ikke nogen større interesse i offentligheden.

Stævnet skulle gøres til en begivenhed for både tilhængere og for den større offentlighed, ja som Frits Clausen så beskedent udtrykte det:

  • En national Samlingsdag for hele vort danske Folk.

 

Aabenraa kunne ikke måle sig med Nürnberg

Af den grund blev Aabenraa fravalgt som Danmarks svar på Nürnberg. Man havde ikke penge til at opbygge faste kulisser. Man vedtog at kulisserne fremover skulle være historiske steder. Endnu var stævnerne i 1935 og 1936 i henholdsvis Fredericia og Odense en begrænset affære med faneindvielse og march.

De tyske nazister optrådte og marcherede i uniform. De første danske nazister overtog uniformsanvendelsen og i det hele taget militariseringen af politikken, partistrukturen og kommandovejene. Men i 1933 havde folketinget indført forbud mod brug af uniformer i politik.

 

Det krævede mere af de optrædende

Der blev også overvejet på Christiansborg om at forbyde anvendelsen af hagekorsflag ved politiske møder og demonstrationer. Det blev betragtet som en fremmed magts symbol, men det blev opgivet at gennemføre et sådant indgreb. Derfor fortsatte DNSAP med at bruge vajende hagekorsbannere side om side med Dannebrog.

For DNSAP virkede uniformsforbuddet, som når en skuespiltrup får forbud mod at iklæde sig kostumerne til en bestemt forestilling. Resultatet var også det samme. Det krævede mere af de optrædende.

 

Nationaldragter med i agitationen

Man greb ind i den nationale historie og forsøgte at overbevise offentligheden om deres danske identitet. Således i 1937 i Grenå, hvor det fjerde landsmøde viste nationalsocialistiske kvinder i smukke folkedragter. Og det gjorde de sandelig også i Slagelse i 1938. Her blev der påpeget, at:

  • Disse smukke og farverige Dragter viser at danske Kvinder atter kan frigøre sig for Dragter, der er bestemt af internationale Modeherrer.

Dette byggede man videre på til Landsstævnet på Koldinghus i 1939:

  • Også i år vil der komme mange nationalsocialistiske kvinder til landsstævnet i danske dragter, enten som hjemstavnens smukke folkedragt eller dog i dragter, der nok er tilpasset tiden, men dog kopieret efter hjemstavnens smukke dragter, som danske kvinder engang selv skabte dem – uden påvirkning af ”de fremmede”.

Man påpegede mange gange, at Koldinghus udgjorde de perfekte historiske rammer.

 

Tre mandater i Folketinget

Folketingsvalget i april havde givet DNSAP 31.032 stemmer og tre mandater i Folketinget. Der samlede sig desuden hen ved 5.000 medlemmer bag DNSAP’ s hagekorsbannere. I januar 1939 havde man fået sin egen avis Fædrelandet. Og hovedredaktionen lå netop i Kolding.

 

Lurerne på Nationalmuseet

En aktiv nazist var Søren Telling. Han koblede sine interesser til Danmarks oldtid og havde en jævnlig gang på Nationalmuseet. Ligeledes var han leder af SA’ s musikkorps. Han forespurgte, om han måtte spille på lurerne. Og fordi han kom der så ofte, gav man ham lov. Men efterhånden tog han andre med og oplærte dem i at spille på et sådant instrument. På nationalmuseet undrede man sig godt nok.

Af partiet fik han lov til den 6. maj 1939 at indkøbe nogle lurkopier, hvis prisen ikke oversteg 1.000 kr. Dette skulle så være det helt store tilløbsstykke til landsstævnet:

  • Det er nu der skal minde os om vore Forfædres Storhedstid og høje kulturelle Stade.

 

De store blev væk

Det var skuffende for DNSAP, at ingen af de kendte tyske naziledere kom. Det var kun præsidenten for Akademiet for Folkenes Ret, Dr. Hans Keller. Men så kunne man glæde sig over at norske Vidkun Quisling var kommet.

DNSAP ønskede, at der skulle være radiotransmission fra Statsradiofonien. Men herfra sagde man dog nej.

Da Fører Frits Clausen ankom til Kolding, var der små Kolding-piger, der overrakte ham blomster.

 

Fremmedartet skuespil

Debat førte man ikke i et førerparti på sådan et landsstævne. Efter åbningen gennemførtes der adskillige parader igennem byens gader. Kolding Folkeblad kaldte det for:

  • Fremmedartet Skuespil

Der var folkedans omkring en opstillet majstang. Undervejs var der SA i strækmarch gennem Jernbanegade. Det fik hjertelige latterkaskader til at skylle langs husfacaderne. Kolding Folkeblad skrev:

  • Det Nummer kunne Koldingenserne ikke tage.

Og det hele fandt sted under politibeskyttelse og politiovervågning. Søndag morgen var det kl. 7.00 en SA-parade for partføreren i Koldinghus Slotsgård. Kl. 9 var der kransenedlæggelse ved krigergrave og mindesmærker i byen.

 

Frits klagede over politiregime

Der var ikke politik over Frits Clausens tale. Ja det var måske lige glæden ved det genoptagene samarbejde med L.S (Landbrugernes Sammenslutning). Så fik det nationale klenodie, lurerne også plads i talen.

Partiføreren rasede mod det demokratiske systems beskæmmende politiregime. Både gæster og partimedlemmer var blevet generet af politiet i løbet af stævnet. Især måtte han undskylde over for gæsterne, at politiet sendte civilklædte opdagere efter dem, når de gik til frokost. Det var en uværdig optræden fra politiets side, mente partføreren.

Men ak så viste det sig at æresgæsten fra Tyskland, Hans Keller slet ikke ville tale.

 

Systempressen kunne ikke se det store fremmøde

Lurer og lurblæsere i fuld uniform med skrårem, spidsbukser og langskaftede støvler kom i de følgende år lige til 1945 til at udgøre en del af DNSAP’ s standardrekvisitter.

Fædrelandet gjorde i sagens natur landsstævnet til en stor succes. Ifølge avisen skulle der have været 25.000 deltagere.  ”Systempressen” repræsenteret ved Kolding Avis mente ikke, at der havde været flere end knap 3.000 fremmødte om lørdagen. Næste dag var deltagerantallet dog fordoblet.

 

Et politisk teater

De danske nazister gjorde det politiske møde til en spejderbegivenhed, men da det er tale om voksne mænd, kan vi vel kalde det for politisk teater. Vi man omgærde en person med en autoritet, som gør hans ord til lov, kræver det en stærk og karismatisk personlighed, gerne kombineret med et myndigt eller tiltrækkende ydre. Frits Clausen besad ingen af disse egenskaber. Nogen særlig glimrende intelligens kompenserede heller ikke herfor. Derfor kom det til at virke komisk, når han alligevel blev tillagt disse egenskaber og behandlet derefter i en snæver kreds i eget politisk miljø.

 

En erstatning for Hitler

Han behøver ikke, at have været en dårlig leder, som han er blevet udlagt som. Når han blev svoret troskab af kampfællerne var det ikke hans person, det handlede om. Det var ikke ham fællerne så. Tilhængerne fik en rolle under den højeste autoritet. Frits Clausen var en erstatning i den sammenhæng for Hitler. DNSAP var en imitation for NSDAP.

 

Det grænsede sig til det absurde

Partiet betonede og spillede på historien. Men i deres politiske kultur var de så historieløse, at det grænsede til det absurde. DNSAP fabrikerede rask væk ”nationaldragter”, en borgerlig romantisk opfindelse fra 1800-tallets første halvdel og satte dem sammen med ”moderne” SA-partisoldater i lange støvler med skrårem for i fællesskab at lade dem marchere og lytte til bronzealder-lurer.

 

DNSAP ville have magten i staten

I sommeren 1940 var nazismen kommet til Danmark i den originale tyske udgave. Nu var partistævner blevet forbudt. Hitler havde også indstillet sine partidage i Nürnberg.

For DNSAP gjaldt det nu for alvor at få magten i staten, gerne med hjælp fra tyske bajonetter. Det fik de danske nazister ikke. Man kan sige, at DNSAP imiterede på en klodset og dilettantisk måde. Det politiske teater fascinerede ikke, næppe engang inden for egne rækker.

 

Lembcke gjort til grin i 1927

Udenrigsminister P. Munch havde allerede fra foråret 1933 opfordret dansk presse til at vise mådehold i forhold til det fascistiske udland.

Men herhjemme havde man vel i begyndelsen kun smil til overs for DNSAP. Og det havde man også i de satiriske blade. Allerede i 1927 blev den monokelbærende spejderfører Cay Lembcke portrætteret med teksten:

  • Giv Agt! Paa Vagt! Hold Takt! Brug Magt! Nok Sagt!

Blæksprutten hæftede sig i 1932 ved at et dansk nazistparti ville stille op til folketingsvalget. Bladet mente ikke, at Cay Lembcke var ”ved de fulde fem”.

 

Masser af satire

Både i ”Vi Gymnasiaster”, i ”Plan” og i ”Arbejderbladet” blev nazismen portrætteret. Scherfig har således leveret nogle af sine bedste antinazistiske karikaturtegninger i ”Vi Gymnasiaster” Man ser Lembcke komme heilende med hagekorsbind, heilende med monokel, som en del af det reaktionære sammenrend med bl.a. Konservativ Ungdom og spejderbevægelsen.

Blæksprutten bragte i 1933 en hel side på Hitlers magtovertagelse. I sommeren 1933, da Frits Clausen afløste Lembcke fik satirikerne et brugbart offer. Men i første omgang var det nok Lembcke, som man kastede sig over. Denne havde nemlig ikke uden videre tænkt sig at opgive magten.

I sommeren 1935 inviterede KU til ”sagligt diskussionsmøde under lige vilkår” med Christmas Møller og Frits Clausen som talere. Dette blev afslået uden motivering af DNSAP, hvorpå kampbladet lod sin tegner forestille sig Koncertpalæ-mødet, som det i givet fald ville have taget sig ud. Fyldt med KU’ er og foruden den korpulente Frits kun en enkelt anden nazist.

 

Forhandlinger med L.S. var nyttesløse

I de år førte Frits Clausen forhandlinger med Landbrugernes Sammenslutning og det var magtpålæggende for de politiske modstandere på venstre fløj at få disse forbindelser peget ud. Det blev bl.a. gjort gennem den satire Rød Ungdom bragte med en behandling af bondetoget med regningen ”Berlingske baner vej for nazisme og kronenedskæring”, hvor Tante Berlinger med hagekorsprydret kjole går foran bondetoget bestående af de på en ko ridende godsejere Sehested, Juncker og Knuth. Alle tre i uniform og hagekorsbind. De heiler alle med højre hånd. Grev Knuth slutter effektfuldt toget ved med venstre hånd at holde koens hale op, hvorfra der lyder et Heil.

Forhandlingerne med L.S. førte dog ikke til noget gunstigt resultat for DNSAP. Og det gjorde folketingsvalget i 1935 heller ikke.

 

En ”blindgænger” på Christiansborg

En af de bedste tegninger kom Svikmøllen med i 1940. Den hed ”Blindgængeren”. Frits Clausens hoved er tegnet som en bombe, der lander ueksploderet på Christiansborg Slotsplads. En ældre mand peger og spørger en betjent: ”Er den mon tidsindstillet eller er det en blindgænger”.

På ny var pennen ført af Bidstrup. Og netop det spørgsmål var der mange, der stillede sig.

 

Nogle nye ”venner”

Det var ikke fremgangen ved folketingsvalget i 1939, der bragte DNSAP frem i satirikernes søgelys. Det var heller ikke landsmødet i Kolding. Nej det var noget helt andet. Frits Clausen og hans venner fik i august 1939 uventet helt nye venner. Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen slog ned i dansk politik som et lyn.

Tegnerne kom i arbejde. De erklærede politiske dødsfjender kommunisme og nazisme, have indgået en ikke-angrebspagt. Rød Ungdom gjorde Frits Clausen og Aksel Larsen til ”en slags partifæller”. Det kom der en del sjove tegninger ud af.

Ja Blæksprutten viste en tandem, som de to ”nye venner” kørte på. Måske ville DNSAP være gledet ud i det politiske mørke, hvis ikke en verdenskrig var brudt ud. Endnu engang fik man hjælp udefra.

 

Magtforholdet ændrede sig

Med den tyske besættelse af Danmark i april 1940 ændredes magtforholdet mellem DNSAP og dets satirikere i teorien. DNSAP kunne nu gå til besættelsesmagten, hvis partiet følte sig forulempet af pressen eller andre. Pressen og tegnerne skulle på deres side undgå at overskride denne grænse. Enkelte tegnere blev formentlig forhindret i at videreføre deres arbejde. Det var enkelte af dem, der især havde markeret sig mod nazismen.

Herluf Bidstrup fortsatte i hvert fald uhindret som tegner, selv om han havde leveret adskillige krasse antinazistiske satirer før krigen. Men måske havde han endnu ikke markeret sig nok.

 

Humoren – et godt våben

Ja DNSAP blev ved med at levere stof til lattermusklerne. Humoren var danskernes bedste våben mod overmagten. I 1941 kunne man i Blæksprutten opleve en enkelt helside om Frits Clausen, ”Davids Harpespil spreder kong Savls tungsind”. Dette var udsprunget af, at digteren Valdemar Rørdam var begyndt at publicere i den nazistiske presse.

 

Frits Clausens onde ånd – Wilfred Petersen

Frits Clausen fik også udgivet sin ”Blå Bog”. Her blev han fremstillet, som rakkeren, der tilbød tjenester til tyskerne. Satiren var hårdere og langt mere personlig. Den kom fra en mand og en personkreds, der udfordrede Frits Clausen. Wilfred Petersen og Dansk socialistisk Parti ønskede med alle midler at undergrave Frits Clausens autoritet.

Selv udsprunget af den yderste højre fløj, bl.a. med medlemskab af DNSAP til november 1932 havde Wilfred Petersen rivaliseret sig med Frits Clausen det meste af 1930’erne.

Han var blevet hængt ud i sine skrifter, specielt tidsskriftet Stormen ofte i stærkt injurierende vendinger. Det endte med at blive et dagblad. Og særlig efter besættelsen blev Stormen en stor succes. Det var nu ikke altid satirisk. Flere gange blev Wilfred Petersen kaldt i Krigsretten men slap gang på gang for videre tiltale.

 

Tyskerne lagde pres på den danske regering

Besættelsesmagten lagde i løbet af september stigende pres på den danske regering i at få stoppet Stormen. Men angrebene mod DNSAP var ikke nok. I stedet brugte man det påskud, at Stormen den 4. oktober havde omtalt et engelsk bombeangreb og beskrevet, hvor bomberne faldt. Derved kunne Stormen have vejledt fjenden. Så den 10. oktober 1940 forbød Justitsministeriet Stormen.

Men Wilfred Petersen kunne udvide sin bladaktivitet i anden halvdel af 1940 takket være solid økonomisk støtte fra ministeren for offentlige arbejde, Gunnar Larsen. Ministeren ønskede på den måde at miskreditere Clausen og hans kumpaner.

 

Ondsindet satire

I december udsendte Dansk socialistisk Parti pjecen ”Rene Folk med rene Hænder. Blade af Fritz Clausens blå Bog. Men der var måde med galskaben. Tyskerne forlangte øjeblikkelig Wilfred Petersen anholdt. Han blev dog også anholdt men igen frigivet.

Nu truede tyskerne dog selv med at anholde ham. Wilfred Petersen indvilligede derfor frivilligt at lade sig internere. Det varede til 1. februar 1941. Frits Clausens ”Blå Bog” var den mest ondartede skandalisering af DNSAP og Frits Clausen, der nogensinde er blevet trykt.

Wilfred Petersen havde gennem justitsminister Harald Petersen modtaget en række udskrifter af rigsregistraturen vedrørende forskellige nazisters kriminelle fortid. De var så gået videre til Wilfred Petersen, der så viderebragte dette i en mindre pæn indpakning.

 

To nazister sprang fra

Og denne aktive Wilfred Petersen udkom også med nytårsheftet Raketten, hvor angrebene mod Frits Clausen og DNSAP fortsatte. Man så blandt andet Frits Clausen spise Houlberg Pølser. Årsagen var, at Aksel Larsen i Folketinget kunne oplyse, at pølsefabrikant Houlberg var blandt DNSAP’ s finansielle støtter.

To ud af tre nazistiske folketingskandidater forlod DNSAP for at gå i forbund med Wilfred Petersen og danne Dansk Folkeparti. Det havde kølnet interessen for DNSAP, da de så denne vifte med 200.000 kr. Gunnar Larsen havde stillet disse penge til rådighed. Ja Wilfred Petersen havde pralet med, at dette var partikassen. Man kan så undre sig over Gunnar Larsen, der ellers blev beskyldt for at være særdeles tyskervenlig.

 

Et mislykket spion – forsøg

Hvordan kom man nu af med en så irriterende type som Wilfred Petersen? Ja nu beskyldte man ham så for engelsk spionage. Både det danske politi og de tyske myndigheder fik en anmeldelse herom. På et toilet over for hans kontor var anbragt angiveligt et kompromitterende dokument.

Det hele viste sig at være sat i scene af DNSAP med Børge Bryld som instruktør, hvilket det danske politi hurtigt gennemskuede. Bryld blev anholdt, men måtte løslade det ”tyske” bud.

 

Kun en gang på cykel

Efter 1941 forsvinder Frits Clausen og DNSAP ud af de satiriske hefter med en undtagelse, Raketten. I 1942 kunne man således læse om Trafikproblemer på cykel:

  • Frits Clausen er kun set paa Cykle én eneste Gang i sit daadrige Liv. Han blev nemlig straks standset af Politiet, da det ifølge Færdselsloven er forbudt at transportere noget paa Cykle, der er bredere end Styret.

 

Frits Clausen som sprællemand

I 1942 udkom Dansk Socialistisk Forlag med et farvelagt klippeark med Fritz Frelsermand Clausen som sprællemand. De entusiastiske kunne klippe figuren ud og få sprællemanden til at vinke med en Houlberg pølse i den ene hånd. Til detaljerne hørte, at frelsermanden ved sit bælte havde en pakke ”Jaba-kaffe”, på siden med påskriften Rich’ s. Det var en erstatning for manden selv var det for den rigtige nazisme.

 

Postkort med ”samarbejdsfolk”

Ti ”samarbejdsfolk” blev foreviget på en illegal postkortserie under devisen ”Mænd, der skal afregnes med”. Her var bl.a. statsminister Erik Scavenius, minister for offentlige arbejder Gunnar Larsen, generaldirektør P. Knutzen, højesteretssagfører Troels G. Jørgensen og justitsminister E. Thune Jacobsen.

De danske nazister blev repræsenteret med et par åndelige overløbere. Det var den tidligere socialdemokratiske forfatter Harald Bergstedt, der blev portrætteret med lyren i hånden ridende på Frits Clausen:

  • Den er måske lidt uren i travet, min nye Pegasus, men til gengæld sidder man jo dejligt blødt.

Jo det var Bidstrup, der var mester for dette. Der blev afsat adskillige oplag på 20.000 sæt.

 

Et juridisk galehus 

I et par illegale bogudgivelser optrådte DNSAP også. Efter besættelsen fulgte så undersøgelsesretter, særdomstole, kommissioner, tjenestemandssager og andet, der skulle søge at afklare eller dække over, hvad politikkerne og deres topembedsmænd egentlig foretog sig.

Dertil kom en både fremad- og en bagudrettet særlovgivning til sikring af udrensning og opgør mod de nationalt uværdige, der dog ikke skulle omfatte de øverste politisk ansvarlige og ej heller den erhvervsmæssige samfundselite.

En førende jurist, C.B. Henriques vovede i debattens hede, at tale om et ”juridisk galehus”. Det var i hvert fald en mildest talt forvirret tid.

I det nu legale ”Land og Folk” og i ”Frit Danmark” kunne man opleve ”Ugens Bidstrup”. Han leverede en bidende strøm over udrensningen og retsopgøret.

 

Skuffende modstandsfolk

En række kendte nazister, hvis væsentligste brøde var, at de på iøjnefaldende vis havde støttet Frits Clausen og DNSAP, men i øvrigt ikke havde udøvet landsforræderisk eller kriminel aktivitet, kunne retssystemet ikke dømme så hårdt, som mange forstillede sig. Og det var til modstandsbevægelsens store fortrydelse.

Lensgreve H.C. Schimmelmann, der bl.a. var ejer af godset Lindenborg var en af de mere kendte nazister. Han havde stillet pengemidler til rådighed for nazibevægelsen og dens presse. Alligevel slap han ved byretten med to års fængsel. Han fik hverken formue eller gods konfiskeret.

I ”Grevens Lebensraum” lader Bidstrup ham med udsigt til godset udbryde:

  • Ach, det skulde der Führer se, hvor stolz jeg endnu holder det erobrede Gebiet besat

Ja i ”Frydenholm” lader Hans Scherfig blandt talrige andre nationalsocialistiske folkefæller herremanden til Lindenborg optræde som gæst hos greve Rosenkop-Frydenskjold.

 

Den sidste tegning med Frits Clausen

Hvis nok sidste tegning med Frits Clausen er i Svikmøllen i 1946. Her ser vi en festklædt Clausen deklamerer digte for Jørgen Sehestedt. Under en afhøring havde sidstnævnte udtalt, at Frits Clausen læste digte op for ham under et besøg i Bovrup.

 

Det mest yndede motiv

Men mon ikke billedet af Frits Clausen med trillebøren i Faarhuslejren i 1945 er den mest yndede gengivelse af partiføreren.

Frits Clausen og hans medarbejdere blev udstillet til spot og hån i tekst og billeder i dags- og ugepressen.

Og egentlig når det kom til stykket så havde NSDAP-N i Sønderjylland meget mere magt end DNSAP. Således stod Jens Møller på særdeles god fod med Werner Best.

 

 

Kilde:

  • Se Litteratur Besættelsestiden (under udarbejdelse)
  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Fortid og Nutid (december 1994) (John T. Lauridsen)
  • Fortid og Nutid (oktober 1996) (John T. Lauridsen)
  • Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
  • Dansk biografisk leksikon (3)
  • Richard Andersen: Danmark i 30’erne
  • Viggo Sjøqvist: Danmarks udenrigspolitik 1933-1940
  • Herluf Bidstrup: Bid og vid
  • Povl Sabroe: Mit gyldenblonde liv
  • Jesper Vang Hansen: Højreekstremister i Danmark 1922-1945
  • Niels Gyrsting m.fl.: Mærkatpropaganda i Danmark, Antifascistisk & Fascistisk 1930-1945
  • Eilstrup, Lindeberg: De så det ske under besættelsen
  • Albert Fabricius: Besættelsestidens illegale bøger
  • Erik Kjersgaard: Besættelsen 1940-1945

 

 

Hvis du vil vide mere: Læs mere her på www.norrebro.dk . Vi har 215 artikler om Besættelsestiden, før, under og efter herunder:

  • Varulve-angreb eller drengestreger
  • Revision – en avis og dens redaktør
  • Et mindretal under besættelsen
  • Petri – en skole med fortid
  • Den Sønderjyske efterretningstjeneste
  • Det tyske mindretal
  • Frits, nazister og et kartotek
  • Bloddrenge og unge nazister
  • Frits Clausen – Lægen fra Aabenraa
  • Tilfældet – Søren Kam
  • De danske nazister
  • Danskere i tysk terrors tjeneste
  • Danskere i Hitlers tjeneste
  • Danske agenter skyld i gendarmers død
  • En sønderjyde krydser sine spor
  • Sommerkorpset
  • Martisen – portræt af en forræder
  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Flugt gennem Danmark
  • Politiet – under besættelsen
  • Bovrup – kartoteket
  • Niels Bukh og hans sympatier for Hitler
  • Hagekorset i Parken
  • Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
  • Frits Clausen – den tredje historie
  • Søren Kam – og hans erindringer
  • Kryssing og Frikorps Danmark
  • De dødsdømte fra Tønder
  • Nazister i Tønder
  • Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Jens Møller, folkeforfører eller folkefører
  • Mindretal i brændpunktet og mange flere

Pustervig og Fattigvæsnet

Januar 23, 2018

Pustervig og Fattigvæsnet

Man skulle opdrages til lydighed og flid. De fattige skulle ikke mere gemmes væk. Velbjergede og forarmede levede side om side. Betlere trængte sig på. Arbejdsløse fattige var dovne løsgængere. Der var forfærdelige forhold for de fattige. De fattiges lediggang skulle også udnyttes økonomisk. Man oprettede 6 arbejderhuse. Men ikke alle mente, at der blev arbejdet nok for føden. Ni mand blev ansat for at fange betlere. Også børn mellem 12 år og 15 år skulle mærke straffen. De skulle have prygl. Og så kom tvangsarbejderanstalten i Pustervig ved Hauser Plads. Menuen bestod af Rumford suppe. Og det skulle ikke meget til, inden man endte i ”Det ensomme fængsel”. Men stedet havde kun kort levetid. Jo man skulle gentænke sit slette levned. Efterfølgende var det mest Ladegården, man talte om.

 

Opdrages til lydighed og flid

Vi har på vores hjemmeside en del artikler om Ladegården og fattigvæsnet, men det var også andre steder før Ladegården, der beskæftigede sig med de fattige.

Det var ikke kun ude på landet, at man skulle opdrages til lydighed og flid. Det samme gjaldt for byens befolkning. Ja så var der også de mange fattige, hjemløse og betlere i hovedstaden. I 1700-tallets anden halvdel udgjorde de et stigende moralsk og økonomisk problem.

I perioden var der en almindelig tendens, at storbyens fattige og udstødte skulle ”indganges”, mobiliseres og opdrages. Det helt store forbillede udgjorde den nordtyske by, Hamburg, som havde en gennemtænkt ”Fattiganstalt”.

 

De fattige skulle ikke mere gemmes væk

I årene fra 1771 til 1800 vendte såvel den danske regering som institutionen ”Det københavnske Fattigvæsen” sig i stigende grad fra tidligere tiders praksis med blot at uddele en ussel almisse og ellers overlade den fattige til sig selv.

Den fattige skulle ikke længere blot gemmes væk i baggårdenes og smøgernes usle hummere, men opdrages og forædles til samfundsgavnlig virksomhed via oplæring til flid og ”sand lyksalighed”.

 

Velbjærgede og forarmede, side om side

De velbjærgede og de forarmede i København levede nærmest dør om dør. Byen var ikke større, end at armod og fattigdom altid synligt i bybilledet. De var dengang, da velhaverkvarterer ikke havde afsondret sig i ghettoer i storbyernes udkant.

Tættest på dette fænomen kom vel i København kvarteret omkring Frederiksstaden og Amalienborg, som du også på denne side kan læse om. Her havde Københavns rige deres palæer og huse. Luksus og pragt eksisterede side om side med dybeste armod og elendighed.

 

Betlere trængte sig på

Betlere trængte sig på overalt i byens gader. Den enevældige majestæt havde gennem årene ladet den ene forordning efter den anden udstede. Først og fremmest udstedte han forordninger for at komme fattigdommen til livs. Allerede i 1708 blev det forbudt at betle.

De gavmilde almissegivere skulle i stedet give deres penge til de offentlige fattigbøsser. Alle nødlidende skulle henvende sig i Konventhuset (også kaldet Silkehuset) i Silkegade. Her behandlede en ”Examinationskommission” deres ansøgning om offentlig almisse.

 

Arbejdsløse fattige var dovne løsgængere!

Det offentlige skulle ikke længere kunne påberåbe sig nød og elendighed, når de af byens ”stodderkonger” blev opbragt som betlere. De værdigt trængende kunne til enhver tid henvende sig i Konventhuset og få udleveret almisse – i princippet, altså.

Fra 1771 gjorde man det muligt for den fattige og arbejdsløse, at få forlagsarbejde ved Fattigvæsnet. Det betød, at man fik hjemmearbejde med tekstiler udleveret af Fattigvæsenet.

Tanken var, at kun syge, gamle, svagelige og forældreløse var værdigt trængende, som kunne tilkomme almisser fra det offentlige, mens alle arbejdsføre, men arbejdsløse fattige i princippet var dovne løsgængere, der skulle tvinges til arbejde. Eftersom det ikke altid var arbejde at få hos det private erhvervsliv, måtte det offentlige fattigvæsen træde til og skaffe arbejde til disse fattige.

 

Forfærdelige forhold for fattige

I 1790 fortælles det således, at det næsten ikke var muligt at spadsere i de københavnske gader ”uden at belejres af Tiggere”. For et skikkelig menneske var det såre ubehageligt ikke at kunne:

  • Rekreere Sindet ved den mindste Spadseretour, uden at være omgivne af disse grædende Stemmer, og tidlig og sildig at være fulgt af dem, er meget tungt.
  • Fruentimmer med leiede Børn paa Armene, eller af skurvede Drenge eller af halvvoksne Piger, som knibe de usle Børn de bære omkring til de skrige, for at bevæge Folk til Medlidenhed.

Tiggerne lod sig imidlertid ikke nøje med at overhænge folk på gaderne. De gik også fra dør til dør og tryglede om hjælp.

Byens gader nærmest svømmede af tiggere:

  • Afdankede soldater, svagelige gamle, vanføre, krøblinger og hjemløse børn. Ja hele søskendeflokke, hvis forældre var døde, drev rundt på må og få i byens gader, hvor de fandt liv i baggårde og kælderskakter, indtil en barmhjertig sjæl måske tog dem til sig.

 

De fattiges lediggang kunne udnyttes

Både i det 18. og i det 19. århundrede opstod der større opløb, når politiets vægtere eller Fattigvæsenets Politikommission (oprettet 1792) forsøgte at anholde en betler. I flere tilfælde befriede gadens folk således de anholdte med magt og jod stodderkongen på flugt med hug og slag.

Det var moralsk forargeligt, at fuldt arbejdsføre mennesker på denne måde drev den af i lediggang. Man fik så den tanke, at de fattiges arbejdskraft kunne inddrages til fordel for statens og Fattigvæsenets økonomi.

 

En klædefabrik i 1769 på Almindeligt Hospital

Christian den Fjerde havde forsøgt det uden større held. Men nu forsøgte man atter engang. Og det gjorde man på Almindeligt Hospital – lemmestiftelsen for gamle og svagelige fattiglemmer. Her oprettede man i 1769 en klædefabrik.

Det gik da også godt i begyndelsen. Men da man begyndte at forarbejde finere varer til salg, begyndte det at gå skævt. Fabrikken gav større og større underskud. I 1777 afviklede man i huj og hast, hvorved Fattigvæsenet led betydelig tab.

Den fattige burde fortsat genopdrages til arbejde og til at yde en skærv til fællesskabet.

 

Man skulle yde noget til gengæld

Ingen fattig måtte modtage understøttelse uden at yde noget til gengæld. I selvsamme øjeblik man søgte om offentlig almisse skulle man sættes i sving i et arbejderhus. Vat man uarbejdsdygtig skulle man også melde sig på arbejderhuset.

Man skulle ikke blot forsørge de fattige. Man skulle også ”forædle” dem – dvs. opdrage dem til flid og foretagsomhed.

 

Arbejderhuse

Man gik nu i gang med at oprette arbejderhuse. Der forsvandt for mange materialer, når de fattige fik materialer med hjem og lavede hjemmearbejde. Det første arbejderhus blev oprettet i 1787 i Vor Frue Sogn. Herefter fulgte:

  • Helliggejst sogns arbejderhus 1789
  • Nicolai sogns arbejderhus 1789
  • Trinitatis sogns arbejderhus 1790
  • Vor Frelser sogns arbejderhus 1791
  • Holmens sogns arbejderhus 1792
  • Garnisons arbejderhus 1800

Til arbejderhusene var der desuden knyttet en række fattigskoler – friskoler – hvor uformuende forældre kunne sætte deres børn gratis i skole.

 

Man arbejde ikke nok for føden

Men direktørerne i Det københavnske Fattigvæsen mente, at det var et problem, at de fattige ikke arbejdede nok for føden. Man klagede over deres dovenskab og ørkesløshed. Man hævede at de fattige levede flot på det offentliges bekostning.

Man lavede en ny ordning, som man kaldte ”Planen af 1799” eller blot ”Fattigvæsensplanen” Fattigvæsnet blev en slags arbejdsanvisningskontor. Man satte arbejde i gang inden for spind af hør, blår, hamp, uld, bomuld, bind- eller sejlgarnssnoning, strikning, syning, hørhegling og uldskrupning, vævning af grove oh linnede varer m.v.

 

Fattigvæsenets Politiet

Nægtede man at arbejde for almissen, eller udførte man dårligt og sjusket arbejde kunne man straffes. Det samme gjaldt, hvis man betlede. Gjorde man sig skyldig i disse forseelser, blev man arresteret af den særlige ”Fattigvæsenets Politikommission” og retsforfulgt af den særlige ”Fattigvæsenets Politiret”. Efterhånden havde Fattigvæsnet næsten hånds- og halsret over den fattige.

Siden fattigvæsensforordningen i 1708 havde man opereret med en undersøgelseskommission, der skulle udspørge de fattige om deres forhold, og afgøre om de kunne gøre krav på offentlig almisse. Ja man skulle selvfølge også forfølge dem, som forbrød sig mod bestemmelserne.

 

Ni mand ansat for at pågribe betlere

Det var særlig en mand ved navn Bärens, der klarede det meste selv. Og det gjorde han ril sin død i 1813. Dette år blev den særlige fattigvæsenets ret nedlagt. Så overgik det til den almindelige københavnske domstol – Hof- og Stadsretten.

I 1808 blev der ansat ni opbringere, der skulle opbringe betlere. De skulle også skride ind over for huslig uorden.

Man havde planer om at oprette tvangsarbejderanstalter. Indtil dette skete blev man indsat i Københavns Forbedringshus, det vil sige Tugt, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn. Men i april 1800 var et tvangsarbejderhus klar i Pustervig.

 

Fattigvæsnet skulle have egne indtægter

De fattige skulle f.eks. forsørges via de legater og kapitaler, som Fattigvæsenet igennem tiden var blevet tildelt ved arv fra borgerne eller ved at man udlånte beløb af kapitalen ril private med en passende høj rente.

Visse bøder eller afgifter tilfaldt også Fattigvæsnet, men alt overvejende skulle man selv sørge for at skaffe kapital nok. Kunne man derfor få de fattige til at arbejde i et af Fattigvæsenets syv arbejderhuse, ville det betyde, at de fattige i virkeligheden forsørgede sig selv, blot med Fattigvæsenet som arbejdsgiver.

Jo alle skulle lære, at det var en lykke ved at arbejde!

Politikommissionen anbefalede ikke, at man byggede sit eget ”Straffehus for Betlere og Almisselemmer”. I stedet foreslog man, at der blev indrettet nogle værelser og kamre på Vartov og andre steder til isolationsfængsler.

Man var overbevist om, at blot nogle ugers hensættelse i isolation ville bevirke langt større forbedring hos de indsatte end mange uger i ”Forbedringshuset på Christianshavn”.

Man mente helt bestemt, at betlere skulle isolationsfængsles. Anden gang skulle man isolationsfængsles i 14 dage på kun vand og brød. Tredje gang skulle man en tur i Københavns Forbedringshus i et halvt år til to år.

 

Børn mellem 12 og 15 år skulle smage kosten

Børn mellem 12 og 15 år skulle også smage kosten. For tredjegangs – forseelse skulle de dog ikke i forbedringshus men have en omgang klø med tampen og så skulle de et sted hen og arbejde under streng bevogtning.

Man afviste at tugte voksne på kroppen, da man ikke mente, at det passede sig på voksne mennesker, der selv havde denne husbondmyndighed over egen husstand. Det var simpelthen upassende.

 

Pustervig tvangsarbejderhus på Hauser Plads

Det nye tvangsarbejderhus blev placeret i Pustervig nr. 73 – der, hvor den nuværende Hauser Plads ligger. Det var lige i nærheden af Trinitatis Arbejderhus i Aabenraa. Det store bygningskompleks havde tilhørt ”gentleman-historikeren” og naturaliesamleren Peter Frederik Suhm.

Selve tvangsarbejderanstalten fik til huse i hans tidligere bibliotek. De øvrige fløje kom til at huse badestuer, politiarrester, spisestuer, forrådskamre, sovestuer, kontorer og boliger for forstander og portner med familier. To etager i den ene sidebygning var forbeholdt forsamlingslokaler, for Fattigvæsnets direktion, ligesom Fattigvæsnets bogholder og kasserer samt Fattigvæsnets Politiret holdt til her.

 

Menuen bestod af Rumfords suppe

Huset stod klar til brug i april måned 1800 og var beregnet til at huse 40 mandlige og 60 kvindelige fanger på samme tid. Hertil kom, at der indrettes 15 ”ensomme fængsler”. Det vil sige isolationsfængsler.

Som faste ansatte på anstalten fungerede en forstander, en kvartermester, en ”lærermoder” og en portner med medhjælpende hustru.

Forstanderen skulle holde øje med, om fangerne fik den reglementerede kost. Det havde nu næppe været vanskelig, da den eneste ret på menuen var ”Rumfords suppe”.

Under forstanderen sorterede kvartermesteren, som skulle holde opsyn med fangerne, såvel de mandelige som de kvindelige. Han skulle desuden være kyndig i det arbejde, som udførtes i huset, således at han kunne undervise deri, særlig i uldplukning, uldspind og værkplydsning. Til hjælp havde han ”lærermoder”, hvis særlige opgave var opsynet med de kvindelige fanger.

Til sidst kom portneren og hans hustru, De skulle sørge for fangernes ”Rensning”. Portneren skulle også feje gården-eller gårdene. Gårdspladserne var opdelt, således at kønnene kunne holdes adskilte.

 

Hvordan gjorde man sig skyldig

De fattige, der blev indsat i Tvangsarbejderanstalten havde gjort sig skyldige i

  • Uhørsomhed og Trodsighed imod foresatte, Drukkenskab, Uforligelighed, Modvillighed til Arbejde, slet Opførsel af Forældre mod Børn og af Børn mod Forældre, raa Materialers Skjødesløse Behandling under Forarbejdningen, betroede Varers eller Arbejdsredskabers Forvandskning og anden, offentlig, eller huuslig Uorden eller Udlyd.

Når en fattig almissemodtager havde gjort sig skyldig i en eller flere af disse forseelser, bemyndigedes direktionen til at:

  • Bestemme og iværksætte Straffe, som bestaae i offentlige Irettesættelser, Afbigter eller Hensættelse i Tvangsarbejderhuset indtil i fire Uger.

Men hvis disse overtrædelser nu var sket tre gange i ovenstående forseelser overgik sagen til Politiretten for Fattigvæsenet, som derefter skulle straffe dem skyldige.

 

Gennem rensning

Når de fattige ankom til Pustervig skulle de først gennem rensningen, som portneren og hans hustru stod for. De skulle kæmmes og barberes og iføres stiftelsens reglementerede klæder. Deres eget tøj blev vasket, lappet og syet. Det blev lagt væk, så det var klar, når de med tiden blev løsladte.

 

Det ensomme fængsel

”Det ensomme fængsel” som man kaldte isolationscellerne var 5,3 kvadratmeter. Der var foroven et langt smal vindue. I cellen var der en sovebriks med madras og hovedpude begge stoppede med halm. Der var et uldent tæppe til rådighed. Om vinteren endda to.

Ja her var to lagener, en fejekost, hvormed den indsatte skulle gøre sincelle ren. Der var også et håndklæde og en kam.

Til hver celle hørte et lokum af sten, hvori var nedsat en bækken som kunne tømmes fra gangen. Så behøvede man ikke, at komme ind i cellen. På celledøren var indrettet et såkaldt ”Skud”, hvorpå maden, der serveredes i et spisekar af blik, samt vand til at drikke og vaske sig med.

Værelserne var konstant udluftede, eftersom vinduerne stod åbne om natten og:

  • På de tider, naar der spises, og ellers saa ofte det findes nødvendigt

En gang om året skulle alle rum hvidtes.

 

Man har let ved at komme i ”ensom fængsel”

Vigtigst af alt var dog arbejdet og den absolutte tavshed:

  • Tavs Rolighed maa strengt overholdes. Ingen slags Støj, Latter under Arbejdet, og de nødvendigste Samtaler, uvedkommende Snak, end mindre Sværen, Banden, letsindige Fortællinger, Skjælderi, forhaanende Bebrejdelser af den ene imod den anden, maae derfor taales i Arbejdshuset. Forseelser af denne Natur straffes Sædvanligheden med ensomt Fængsel.

I Arbejdshuset var søndagen heller ingen hviledag. Der blev ganske vist holdt prædiken for fangerne, men:

  • Uden for den Tid staaer det i enhvers frie Villie at foretage det i enhvers frie Villie at foretage den for Søgnedage bestemte eller andet nyttigt Arbejde, men ledig maa ingen være.

 

Der var også straf for at tisse i sengen

Der skulle ikke de store fejltrin til, inden man endte i ”ensomt fængsel”. De mest almindelige overtrædelser af husorden udgjordes af skænderier og mindre slagsmål.

Moderat sygdom var heller ingen undskyldning for ikke at arbejde. Dorthea Maria Böhm var ofte af kvartermesteren beskyldt for at være doven. Forstanderen skrev dog i protokollen:

  • At hun er meget svag, har meget daarlige og fnattede Been med stærke Smerter forbundne

Bärens idømte alligevel Dorthea to dages ”ensomt” fængsel.

Havde man smuglet snus eller skråtobak ind i huset, stjålet fra de andre indsatte eller fra personalet, medførte også dette omgående straf i form af ensomt fængsel. Det blev heller ikke tolereret, at de indsatte tissede i sengene, hvilket faktisk skete ganske ofte.

Man kunne også blive dømt til nedsat kostration i 14 dage.

 

Ikke lang levetid

Tvangsarbejderhuset i Pustervig fik ingen lang levetid. Søndag morgen den 6. september 1807 ramte en af englændernes granater bygningen, som derefter nedbrændte til grunden. I en efterfølgende beretning blev det nævnt, at ingen fangere var indebrændt.

Hele Fattigvæsnet omfattende arkiv og Bärens private bogsamling, utrykte historier, manuskripter m.m. indebrændte.

 

Gentænke sit slette levned

Man havde ønsket at opdrage, forbedre og forædle de fattige i overensstemmelse med Oplysningstidens patriotiske tankegods. På Ladegården tjente den ensomme fængsler udelukkende som straf for de genstridige.

Hvor man i Pustervig havde ønsket, at den indespærrede i afsondrethed skulle gentænke sit slette levned og komme på bedre tanker, nærede man ikke sådanne illusioner i 1833. Her var det derimod afskrækkelsen, der stod i højsædet. Derfor skulle opholdet i isolationscellen være så rædselsfuldt, at den indespærrede for tid og evighed ville gøre alt for at undgå senere ophold heri.

 

Kilde:

  • Fortid og Nutid (Peter Henningsen) juni 2004
  • P. Rasmussen: Almindelig Hospitals Historie 1769-1892
  • Diverse artikler, dengang.dk (Ladegården)
  • Litteratur – København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om Fattigdom i København – læs her på www.dengang.dk, se her:

  • Da det lugtede i København
  • Kvinderne i Peder Madsens Gang
  • Guldalderens København – sådan var det også
  • Børne – og Tugthuset
  • Ladegården og åen
  • Christian den Fjerdes Ladegård
  • De skæve eksistenser på Nørrebro
  • Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
  • Den gale præst på Ladegården
  • Skal Ladegårdens vand atter flyde?
  • Klunsere og kræmmere på Nørrebro
  • Prinserne på Nørrebro
  • Derude på Lersøen
  • Livet på Ladegården
  • Det Gamle Nørrebro – og de fattige
  • Lersø-bøller og bisser nok engang
  • At bo på Nørrebro
  • Ladegården – dengang
  • Fattiglemmer på Ladegården
  • Moral, etik, horeunger og fattiggården og mange flere

 


Et tørveværk i Sølsted

Januar 22, 2018

Et tørveværk i Sølsted

J.N. Lorenzen blev forsyningsmester i Tønder. En gang redede han bryggeriet Victoria ude på Strucksalle fra en eksplosion. Hans far havde et jernstøberi samtidig med at han drev et tørveværk i Sølsted. Sønnen kom med i dette fortagende. Men det er nu ikke så meget dette værk, som vi skal høre om. Det er menneskerne, der var ansat her. For mange af dem var ”Landevejens svende” Og deriblandt var der sprittere. Men dette håndterede virksomheden også. Ved sæsonafslutning blev alle iført nyt tøj og fik rejsepenge. En del af lønnen blev tilbageholdt, så ikke alle penge blev drukket op. Mange af ”Landevejens svende” mødte op år efter år her i Sølsted mellem ca. 1885 – 1910.

 

Hvor ligger Sølsted?

Hvor ligger Sølsted egentlig? Ja det ligger nord for Tønder ikke langt fra Bredebro. Da ”Den Gamle Redaktør” boede i Tønder, var det mest berømte i Sølsted radio/tv-forhandler Nissen Sølsted. Ja her blev også kæmpet den 9. april 1940.

 

Fremstilling af tørv

I løbet af det 16. århundrede var de store skove på egnen forsvundet. Nu var det måske ikke så let at få den brændsel, man før bare kunne få fat i. Nu måtte man have fat i tørvemoserne. Ja man havde spade- eller skæretørv.

Først omkring år 1800 gik man i større omfang over til fremstilling af æltetørv. Den udgravede tørvejord ”stampes” (af dyr eller mennesker) under rigelig tilsætning af vand til en slags slam. Disse tørres derefter i flader og deles i tøv af ønsket størrelse.

Metoden er inspireret fra Holland. Ritmester Rahbæk fra Hedeselskabet udviklede metoden. Han udbyggede æltemetoden, så den ikke mere blev ”stampet” af dyr eller mennesker. Nu blev det sønderdelt i en æltemaskine. Slammet blev hældt i rammer og former og anbragt til tørring på læggepladserne.

 

Tørvepresseren var en konkurrent

En konkurrent til æltemaskinen var tøvepresseren. I denne maskine blev tørvejorden ligeledes homogeniseret, men uden tilsætning af vand og derefter presset ud gennem et formundsstykke i et sammenhængende bånd af passende størrelse. Ved hjælp af hårdt spændte strenge deles i tørv af ønsket format. Disse blev så anbragt til tørring på liggepladsen. Tørringsdriften var under normale forhold ca. 14 dage.

Som drivkraft brugte man lokomobiler. Til betjening af det hele krævedes 13 – 18 mand.

 

Et jernstøberi i Tønder

Vi har tidligere i en artikel her på siden fortalt om N.P. Lorenzen, der i 1857 grundlagde et jernstøberi i Tønder. Efter langvarige forberedelser grundlagde han i ca. 1885 et maskindrevet tørveværk i Sølsted. Formålet var at oprette en indbringende støttevirksomhed for jernstøberiet. Efter 1864 måtte man konkurrencemæssig arbejde under lidt trangere vilkår.

 

Sønnen går med i foretagenet

Sønnen M. Lorenzen (1854 – 1939) var teknikums uddannet i maskinudbygning. Fra 1880 var han med i firmaet. Denne driftsleder blev senere direktør for Tønders kommunale værker. Og engang redede han det store bryggeri ude på Strucksalle, Victoria i at springe i luften.

 

Værket blev udvidet

Han fortæller bl.a., at hans far ikke havde den fornødne kapital til at drive jernstøberiet, men han havde sejheden. Han hørte til de sidste, der opgav ævred. Støberiet hold op i 1890erne. Maskinværkstedet og de andre værksteder lukkede i de første år efter 1900.

I 1885 blev der købt noget mere jord i Sølsted. Der blev også investeret i diverse nyanskaffelser. I løbet af 6 uger var der blevet produceret 1 million tørv af ganske fremragende kvalitet.

 

Træhus til medarbejdere blev oprettet

Et rummeligt træhus rejstes til firmaets nu 15 medarbejdere. De andre tørvebønder syntes, at det hele var noget pjat. De troede ikke rigtig på Lorentzens virksomhed. Men foretagenet overlevede i 25 år. Da var mosen blevet udnyttet med en nettogevinst på 80.000 mark.

 

Man måtte have fat i ”Landevejens svende”

Oprindelig havde man regnet med lokal arbejdskraft til almindelig løn. Men dette var umuligt. Man nægtede at tage dette arbejde til almindelig løn. Man forlangte også løn på de dage, hvor man ikke kunne arbejde på grund af vejret.

Så måtte man gå lidt mere utraditionelt til værks. Man skaffede arbejde fra den store reserve på landevejene. I passende herberger og gæstehjem blev det bekendtgjort, at ”Tørveværket Sølsted” ønskede at antage arbejdere. Og kunderne ”Landevejens Riddere” indfandt sig. En fast stamme dannede sig. År efter år holdt de sig til Sølsted. Nogle kom der gennem 5-6 år andre gennem 2-3 år.

 

Det gjaldt om at få arbejdsattest

Gendarmen var vel i hælene på nogle af disse. Men de ville jo være rart at få fat i en ”Bemühungsschein”. Man kan efter 8-10 dages arbejde få en arbejdsattest og måske også et lønoverskud.

Allerede i februar måned ansøgte mændene helt nede fra Mellem- og Sydtyskland samt Schlesien om tilsendelser af beviser, så de uhindret kunne gennemføre vandringen til Sølsted.

I løbet af 6 – 8 uger kunne der tilbagelægges et større antal kilometer, og med den værdifulde ”Flebbe” i lommen berettigede en sådan vandring til de smukkeste forventninger.

En bager var begyndt i Sølsted. Men hans nye kollegaer advarede ham. Du skal aldrig begynde hos os, hvis du bare har den ringeste mulighed for at fortsætte, der hvor du slap. De samlede penge ind til ham og fik ham ril at rejse videre.

 

De faldt om på sengen

Carl Breuer hed en af de ansatte. Han var spritter. Han kunne under arbejdet ikke undvære sin ”Schachtbuttel”. Men bestille noget, ja det kunne han. Om aftenen drak han sig fuld. Hans medarbejder, Keller gjorde det på samme måde. Fra lørdag aften til tirsdag morgen var de ikke til at komme i kontakt med. De købte en 5 liter krukke og sad derefter stille og fornøjet på deres senge og drak sig en kaffepunch.

Det var meget bekvemt. Havde de fået nok, behøvede de bare at falde om.

 

Da Schultze fik penge

Deres mangeårige kollega og bekendt af firmaet gennem 15 år, Frederik Vilhelm Schultze gjorde det dog lidt anderledes. Han foretrak patteflaske forsynet med streger:

  • Man kan så dejligt indrette sig med en sådan

Ja sådan sagde han. Trods dette særlige system, blev han lige så fuld som de to andre. Var han færdig med spritten, kunne han præstere meget dygtigt arbejde og fandt sig i et hvert arbejde, som han blev sat til.

I ædru tilstand var han flittig og godmodig. Havde han penge måtte han af med dem og var så ”en værre ødeland”. Sin sværeste tid oplevede han, da han fik udbetalt 400 mark fra ulykkesforsikringen. Firmaet i Sølsted var ikke blevet orienteret om dette, ellers havde man hjulpet ham med at få styr på det.

Schultze behøvede kun 3-4 dage til at blive færdig med beløbet. Barberen fik 10 mark i drikkepenge. Til børnene på gaden blev der ”kastet penge i grams”. På herberget hos ”Mutter” Benkert holdt han åbent bord for vennerne, som han havde påfaldene mange af i disse dage. Han selv var ikke i ædru og kom ikke til ro, inden han var færdig med pengene. Han var hvis selv glad for, at pengene var blevet brugt.

 

Pastor og poet

En anden af arbejderne var mosedigteren Riechel. Han kaldte sig Rocholl idin bog ”Dunkle Bilder aus dem Wanderleben”. Han påstod, at have virket som præst i Amerika. Men han var blevet afskediget på grund af druk. Han gjorde i9ndtryk af at vlre en dannet og beleven mand. Det er sikkert troværdigt, at hans største tørst er blevet hans ruin. Det er vel også muligt, at han har været præst, men dokumenteret det, har han rigtig nok ikke.

Heller ikke Reichel kunne fås i tale om søndagen. Om lørdagen sørgede han for ”stof” og skrivemateriale. Derefter forsvandt han og blev ikke set mere før en gang om mandagen. I yndig harmoni af brændevin og poesi tilbragte han fritiden. Om mandagen kom han hjem med en tom flaske og en fyldt poesibog.

I løbet af sommeren så han sig selv på tryk. ”Tondernsche Zeitung” offentliggjorde ”Kyrasseren af Sølsted”, en lokal overlevering efter hvilken en svensk rytter skulle være sunket ned i mosen. Derefter blev et tøveværksepos trykt og med en personlig tilegnelse fordelt til det besungne personale. I spøgefulde vers behandlede han dette og arbejdet.

 

Spritdjævlen tog igen over

I et helt år blev han ansat som skriver af forstanderen af ”Katasteramt” Han blev fint påklædt og spillede også en tid rollen som forlystelsesdirektør i ”Singverein”. Men så fik han et tilbagefald. Spritdjævelen fik atter fat i ham. Naturen gik over optugtelsen. En skønne dag var Reichel forsvundet. Nogle dage senere fandt man en forkommen vandrer ved Ladelund i landevejsgrøften. Hvad der blev af ham er uklart.

 

Den mystiske mand, Schorer

Her i Sølsted var også en kleinsmed, således kaldte han sig i hvert fald. Han vidste besked om, hvad der skete i Japan og Chile. Han talte flydende engelsk. Han hed Schorer og var fra Zürich. Han var en mystisk mand og ikke særlig meget spritter. Han var ikke nogen forbrydertype. Ved afslutning af arbejdssæsonen havde han dog et sammenstød med politiet.

 

Han stak af

Han havde gennempryglet en gendarm, blev arresteret og blev dømt tre måneders fængsel. Natten før transporten brød han ud. Han undslap og blev ikke set mere i hvert fald ikke af politiet. Næste sommer mødte han ikke mere, men sendte dog en hilsen fra Jylland.

Men en dag så Lorentzen alligevel den hemmelighedsfulde ud for Vestergade. Det lykkedes først at indhente ham i Nystaden. Her fik han en kort samtale med den undslupne. Han ville ikke møde Bergmann (Tønders lokale betjent), derfor blev han nødt til at overnatte i det fri. Lorenzen holdt da også mødet for sig selv.

To dage efter mødte dennes dobbeltgænger på arbejde i Sølsted. Han var også fra Zürich og hed Schlatter. Men han var påfaldende fortrolig med arbejdet. Sine indkøb foretog han ikke i Tønder men i Bredebro.

 

Dele af lønnen tilbageholdt

Til stor overraskelse blev virksomheden i Sølsted rentabel, og den var med til at holde jernstøberiet i Tønder i gang. Men 60 dage om året kunne man dog ikke arbejde. Nogle år blev lokomobilerne brugt til tærskearbejde. Men også på dette område steg konkurrencen.

I henhold til arbejdskontrakten blev en del af lønnen holdt tilbage for at skaffe et disponibelt beløb til udrustning ved afskedigelsen. Dette beløb varierede for hele driftsperioden fra 100 til 125 mark pr. mand.

Nyiklædt og godt forsynet med rejsepenge rejste en del af folkene straks til Wesselburen for at tærske. Inden afrejsen måtte de præsentere den nye udrustning, således var det skik og brug, fordi de selv var ret stolte af den. De kunne med den vise sig alle vegne.

Efter tærsk sæsonen i Ditmarsken omtrent sidt i oktober drog de deres vej omkring. Mange vendte tilbage til Sølsted.

 

Ophold på sygehuset om vinteren

En enkelt, Frederik Vilhelm Schultze, som vi allerede har hilst på, blev en trofast vandringsmand mellem Tønder, Haderslev og Aabenraa. På hvert sted blev han lige så længe, til politiet gav ham et vink. Så forsvandt han til næste gang. I de første år gik han dog, som han udtrykte sig, på den store tur, der første ham helt til Lauenborg.

Til sidst begrænsede han sig til Haderslev Amt. Han søgte husly om vinteren som fodermester hos bønderne. De tog ham gerne igen for bortset fra drikkeriet, var han en rolig og brugelig medarbejder.

Til sidst kunne han ikke udholde det på landevejene mere. Til sidst blev han indlagt på sygehuset i Tønder. Den mulighed udnyttede han nu. Her fik man jo også fin forplejning. Der gjorde han sig også nyttig, så de havde ikke noget imod, at beholde ham så længe som mulig. Og så længe han var uden penge, var han ædru. Når foråret så kom til landet vandrede han igen ud i verden. Til sidst skulle han have været fundet død i Glückstadt.

 

Masser af dyreliv

Efter tørvefabrikationens afslutning lå mosen stille hen i mange år. Under Første Verdenskrig blev der dog stukket tøv i smug. Men det groede til, fugle og mange slags dyr begyndte at befolke mosen.

 

Kilde:

  • Se litteratur Tønder
  • Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 228 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn samt 149 artikler fra det Gamle Sønderjylland herunder:

 

  • Tønders Politistyrke: 1 mand (Bergmann)
  • Et jernstøberi i Tønder
  • En avis i Tønder
  • Et jernstøberi i Tønder
  • Emmerske ved Tønder
  • En hede nord for Tønder
  • Trøjborg 1 – 4
  • De fattige i Vest – Sønderjylland
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Bredebro – dengang
  • Klager over præsten i Ballum
  • Ballum – dengang
  • Agga – en sønderjysk pige
  • Ude mod vest
  • Langs Vadehavet
  • Indre mission, Baptister og mange andre

 

 


Tønder 1864

Januar 20, 2018

Tønder 1864

Hvad skete der i Tønder i de hektiske dage i 1864. Vi følger en embedsmand tæt på greven og hans dagbog i februar og marts. Ja egentlig var greven på vej væk fra Tønder. Men han fortrød og vendte tilbage. En ny borgmester og amtmand bliver udnævnt og østrigsk militær rykker ind i byen. Men egentlig er det de tysksindede beboere, der går amok. De smadrer vinduer, kaster sten efter danske embedsmænd og jager dem ud af byen. Ja i Løgumkloster skyder de ind af vinduerne. I artiklen følger vi da også lige salget af byens berømte apotek

 

Vi har før været i Tønder i 1864, ja da har vi beskrevet, hvordan det gik fysikus Ulrik. Ham har vi beskrevet i to artikler. Ja vi også beskrevet erindringer fra 1864-1920. Og her har vi fået indblik i dele af en dagbog.

Men først skal vi lige have solgt Tønder Apotek. Det vil sige, at det var det såkaldte ”Store Apotek”. Det knytter sig til denne handel den særlig omstændighed, at privilegiet blev udstedt af ”Det kaiserlig Østerrigske og kongelige Preussiske Øverste Civil-Øvrighed i Hertugdømmet Slesvig”.

Bevillingen blev berigtiget senere ved indbetaling af gebyr til Kiels Universitet. Sælger var Andreas Volkmar Ørnstrup født i 1829 i Svenborg. Han havde købt det i 1855 for 38.000 Rigsdaler.

Køber var Hendrik Augsburg, født 1825 i Middelfart. Han havde oprettet apotek i Keitum på Sild, men opgav dette til fordel for ”Store Apotek” i Tønder.

Aftale om overdragelse må være sket omkring 1. januar 1863, fra hvilken dato sælgeren er forpligtet til at opretholde et vist varelager (§ 2 i købekontrakten) Købekontrakten er dateret den 15. april 1864.

De aftalte priser er:

  1. Hus med inventar 20.625 mark
  2. Inventar 5.625 mark
  3. Privilegiet 60.000 mark

Kirkestolen er nævnt i købekontrakterne gennem århundreder, dog sidste gang i 1877, da Haarstrup overtager apoteket.

Renterne skal af køber sendes omkostningsfrit til sælger, så længe denne opholder sig i kongeriget Danmark eller hertugdømmerne Slesvig-Holsten og Lauenborg.

 

Justitsråd Carl Alexander Friis

Men der skete jo også andre ting i Tønder dengang. Frederik Carl Alexander Friis var justitsråd og amtsrådssekretær skrev dagbog dengang i 1864. Han var født i nærheden af Eckernförde. Hans far var lærer fra 1837 – 1873. Hans far kunne tale dansk, men kunne ikke skrive det særlig godt.

Som gammel mand boede han hos sønnen i Svendborg, hvor han døde i en alder af 90 år.

 

Flyttede med greven til Svenborg

Sønnen fik en uddannelse som skriver hos herredsfoged, grev Brockenhuus-Schack i Eckernförde. Da greven i 1860 overtog embedet som amtmand over Tønder amt flyttede Friis med hertil som fuldmægtig.

Efter at havde forladt byen i 1864 sammen med amtmanden, meldte han sig som frivillig til den danske hær. Senere blev han medhjælper på Amtsstuen i Nordborg. Men han kunne ikke affinde sig med de ændrede forhold. Så snart som muligt søgte han til kongeriget.

Han fik her ved grev Brockenhuus-Schacks overtagelse som amtmand over Svenborg amt stilling som amtsfuldmægtig. Han fik desuden en række tillidsstillinger. I en nekrolog omtales han som meget overholdt og en stor arbejdskraft. Vi har i hans dagbladsfortegnelser redigeret lidt, så vi nogenlunde er kommet frem til vores dages udtalelser.

 

Lørdag den 6. februar

Rygtet om, at vores soldater har forladt Dannevirke-stillingen og er gået tilbage til Dybbøl og Als, er i dag nået Tønder. Der er stor bestyrtelse på den ene side og stor glæde på den anden side. En del af Wilsters brigade blev ventet i Tønder i dag, men kom dog ikke.

 

Søndag den 7. februar

Det er en uhyggelig tilstand. Embedsmændene er begyndt at sende deres familie bort. Selv er de også begyndt at rejse. Det gjaldt også for Kiær, Kühnel og Lind.

Gendarmeriet fik af chefen ordre til at følge med den artilleriafdeling, der i dag marcherede her igennem til Ribe. Ligeledes er politibetjent Olsen fulgt med. Tønder er nu helt blottet for politi.

Politimester Holm var hos greven med en efterretning om, at de tysksindede borgere nok skulle forsøge at holde fred og orden. De forlangte dog bare, at en række embedsmænd skulle flytte. Heriblandt var fysikus p.p. samt greven.

Greven lyttede hvis nok modstræbende til Holm’ s råd. Han og grevinden forlod byen efter en times forløb for at tage til Ribe, efterladende ordre til Line, jomfru Foght og mig til at følge efter i morgen tidlig med en del bage.

Ræder bliver foreløbig i byen. Han og jeg sover den kommende nat i hovedbygningen. Optøjerne i gaderne under anførsel af Frølich fra Ellehus tog deres begyndelse i aftes. De kongelige skilte på post – og toldhuse blev revet ned. Det Slesvig – Holstenske flag blev ophængt under råb og fulderikkere.

Flygtende embedsmænd fordrevet af pøbelen fra Tønning og Husum kom i dag gennem Tønder. Herunder var borgmester Goops, toldinspektør, kaptajn d`Origny, adjunkt Magnussen. Neckelmann, herredsfoged Christensen, fysikus Bech fra Nybøl samt pastor Patersen fra Dedsbøl er også blevet fordrevet af en fordrukken skare.

På alle gadehjørner ser man proklamationer fra Slesvig – Holstenerne. Allerede i går aftes har man stormet pastor Riis Lowsons hus i Læk og tvunget ham og familien til at rejse.

 

  • Kiær = Herredsfoged i Tønder og Højer Herreder (Christian Albert Kiær)
  • Kühnel = Seminarieforstander i Tønder (A. M. A. Kühnel)
  • Lind = Herredsfoged (August Lind) i Vidingherred
  • Holm = Borgmester og Politimester i Tønder
  • Greven = Amtmand over Tønder Amt, grev (Ludvig Brockenhuus – Schack)
  • Fysikus = Læge (Frederik Ferdinand Ulrik) embedslæge i Tønder
  • Line = Kammerpige hos Grevinde Brockenhuus – Schack (Caroline Amalie Havlykke), dagbogsforfatterens senere hustru.
  • Ræder = Amtssekretær (J.G.F. Ræder)
  • Frølich = Forpagter på Ellehus
  • Neckelmann = Tingskriver Harald Neckelmann i Nibøl
  • Christensen = Herredsfoged i Bøking Herred (H. Th. V. Christensen) Nibøl

 

Mandag den 8, februar

I morges kl. 9.30 forlod Line, Foght og jeg byen. Vi kørte til Ribe, hvor vi traf greven og grevinden og en del af de fordrevne embedsmænd. Vi fandt kvarter hos gæstgiver Rosenbom på Skibsbroen.

Greven bestemte sig for at rejse med grevinden til Skanderborg, mens jeg med de to andre damer og bagagen skulle over Kolding til København. Afrejsen var fastsat til onsdag.

I Tønder fandt i aftes de værste optøjer sted. Hos Kier, Madsen og Fysikus slog man ruderne itu. Hage blev af pøblen tvunget til at nedtage skiltet med påskrift ”Humlekærren”. Han var tvunget til at hejse ”Slesvig – Holsten flaget” Hos Fysikus havde de også slået vinduerne ind. Han havde ellers besluttet at blive, men indså nu at han for egen sikkerhed måtte forlade Tønder.

 

Tirsdag den 9. februar

Herredsfoged Villemoes fra Læk, med hvem jeg i dag talte på Skibsbroen, har også måttet forlade sit embede. Det gjaldt også for tingskriveren. Holm havde indfundet sig sammen med godsejer Funke og en række advokater fra Rendsborg.

Funke havde erklæret, at man ikke ville anerkende en eneste dansk embedsmand i Slesvig. Man tillod dog nogle steder embedsmændene, at udpege deres efterfølger.

Proklamation af (dolzigeren), den Slesvig – Holstenske tronpræsident, Prins Friedrich af Augustenborg har i dag fundet sted i Tønder. (Dolzig er et gods i Brandenburg nær Sommerfeld, som han ejede).

En hvis Draeger havde åbnet højtideligheden med en kort tale til den forsamlede mængde (3 – 400 personer), der sluttede med et hurra for den ”folkekårne hertug”. Musikken spillede derefter en koral og mængden sang salmen ”Nun danket alle Gott”. Efter forestillingens anden akt ”Hoch für Schleswig – Holstein” og afsyngelse af oprørssangen, gik det i march gennem byen.

I den anledning gik barber Schultz i spidsen med Slesvig – Holsten flaget. Hr Frølich skred frem i midten med den sort-rød-gule fane.

Jeg har i dag drevet rundt i Ribe og kedet mig. Jeg var snart hjemme i mit kvarter, snart i klubben. Line og Foght havde den halve dag været hos grevinden for at pakke til den forestående rejse. Hen imod aften hentede jeg dem hjem. Bagefter drak vi te i fællesskab.

Jensen, der allerede er kommet hertil i går morges eller i forgårs aftes, rejste i dag til Kolding. Han havde søndags fået så meget skræk i livet, at han havde forladt Tønder uden penge og kun med det tøj, som han havde på.

 

 

  • Fysikus Ulrik var besluttet at blive i Tønder, indtil en vanskelig fødsel var overstået. Du kan læse to artikler om ham på vores hjemmeside.
  • Hage var vært på danskernes samlingssted, Humlekærren i Tønder. Den kan du også læse mere om på vores hjemmeside.
  • Villemoes = Herredsfoged i Kær herred Alfred Th. Villemoes i Læk.
  • Holm = Tingskriver i Kær herred, Chr. Holm i Nibøl
  • Funke = Godsejer N. Funcke, Fresenhagen, der var suppleant som stenderdeputeret.
  • Stoltz = advokat og notat i Læk, Peter Stoltz
  • Draeger = destillatør Dreaeger
  • Schultz = En fra Tønning stammende barber, Johan Caspar Schultz, der fik borgerskab i Tønder i 1832.
  • Jensen = Formentlig seminarielærer Julius Nicolai Jensen
  • Sarauw = Herredsfoged i Lø Herred, Ernst Sarauw, Visby
  • Marcussen = Birkefoged i Løgumkloster birk m.m. kancelliråd Jørgen Marcussen

 

Onsdag den 10. februar

Efter megen vrøvl fik jeg endelig i morges vores store bagage til posthuset og os selv i en til Kolding bestemt vogn. Greven og grevinden forlod Ribe noget tidligere end os.

Men efter at vi havde kørt nogen mil fra Ribe til Kolding mødte vi imidlertid greven, der havde fået skrupler over at have forladt Tønder, og nu havde besluttet at vende tilbage. Line og  jomfru Fogh måtte rejse videre til Kolding. Grevinden skulle blive i Ribe, og jeg tog selvfølgelig med greven tilbage til Tønder.

I Ribe skiftede vi heste og tog herredsfoged Lind med i vognen. Målet var at nå Møgeltønder og blive der natten over. Da sneen imidlertid havde gjort vejene ufremkommelige, nåede vi kun til Visby. Der blev vi dog meget gæstfri modtaget af herredsfoged Sarauw.

Her blev det fortalt, at man havde skudt gennem vinduet ind i boligen hos birkefoged Marcussens bolig i Løgumkloster uden dog at såre nogen.

 

Torsdag den 11. februar

Efter en rolig og på grund af herredsfoged Sarauw’ s udmærkede senge tilbragte vi en behagelig nat. I morges kørte vi til Møgeltønder, hvor greven tog ophold hos pastor Sonne, mens jeg indkvarterede mig hos Dierks.

Hos Sonne traf vi Kiær og præsterne Sodemann og Berggreen. Grevens ankomst vakte stor glæde, da alle kunne indse, at det var forkert, at han skulle rejse.

Om formiddagen tog vi en spadseretur ud ad Tønder-vejen. Vi vovede dog ikke, at gå helt ind til byen. Men vi mødte begge frøkener Outzen og siden Smith. Siden mødte vi postholder Lyse, af hvem vi fik at vide, at tyskerne i Tønder ”lede stærkt af moralsk Katzenjammer”. Vi spiste middag hos Sonne.

 

  • Sodemann = Chr. Fr. H. Sodemann, præst i Nykirke
  • Berggreen = G. G. W. Berggreen, præst I Aventoft
  • Lyse = Niels Lyse, postholder I Tønder

 

Fredag den 12. februar

Ræder kom i morges til Møgeltønder. Han spiste med mig og provsten til middag hos Dierks. Om eftermiddagen gik jeg med Ræder til byen, nemlig for at skaffe mig linned. Jeg var ikke i besiddelse af mere, end hvad jeg havde på kroppen.

På tilbagevejen rasede en frygtelig snestorm. Flere gange styrtede jeg på hovedet i de store snedriver. Jeg var nær ved at opgive at komme til Møgeltønder. Ræder, der kom lidt efter mig, var det gået på samme måde.

Greven og Kier var i dag taget til Løgumkloster for at besøge Markussen.

I går eftermiddags kom fysikus ind hos Sonnes og opfordrede greven og de forsamlede embedsmænd til straks at køre til Tønder, leje 20 – 30 håndfaste karle og prøve på at håndhæve deres myndighed.

Naturligvis var der ingen, der ville indlade sig på dette foretagende. For det første ville man ikke kunne få fat i det antal karle og for det andet var det meget risikabelt. Fysikus blev meget vred over afslaget og alene tilbage til Tønder. Men om aftenen var han atter blevet drevet ud af pøblen tilbage til Møgeltønder.

 

Lørdag den 13. februar

Efterretningen om, at Tønder var besat af preussisk militær, kom i morges til Møgeltønder. Dette fik greven til at beslutte sig for straks at køre til Tønder. Provsten, Ræder og jeg fulgte med ham. Vi kom uden at blive molesteret til Amtshuset.

Provsten gik det mindre godt, idet da han kørte over Torvet, hvor militæret, et preussisk-grenadier-regimet, netop spillede. Mængden anført af barber Schultz opdagede provesten, der blev modtaget af skrål og snebolde. Urostifterne blev dog irettesat af officerer.

Festkomiteen havde forsøgt at hejse et flag foran provstens dør. Han havde dog savet flagstangen over. Pastor Carstens undlader dog ikke at bevidne sin glæde ved at udhænge ”oprørsflaget”. I nat blev vi i Tønder.

 

  • Provsten = J.M.L. Hjort, provst i Tønder

 

Søndag den 14. februar

En løjtnant med to soldater og med Hansen-Smør som vejviser havde i går aftes forseglet alle offentlige kasser. I dag, da militæret atter drog nord på, tog de dem med.

Vi er nu igen uden militær beskyttelse. Greven gik derfor igen ud til Møgeltønder for at tilbringe natten der. Wrangels og regeringskommissær Zedlitz’ s proklamationer kom os allerede i forgårs til hænde. De samme erklæringer blev affattet i dag og ekspederet til diverse embedsmænd.

 

Mandag den 15. februar

Greven kom igen til byen i morges. Og hans og provstens erklæring om, at de er villige til at underkaste dem magten, afsendtes ved ilbud til Flensborg til civilkommissæren.

Der er kommet en afdeling østrigsk infanteri under kommando af en ”Hauptmann” og hen i mod 30 husarer under en løjtnant til byen. Efter sigende skulle de blive her en måneds tid. Greven har bestemt sig til at rejse til Flensborg i morgen for at tale med civilkommissæren.

Jeg spadserede i aften ud til Møgeltønder for at hente nogle af mine sager, som jeg havde ladet ligge og kørte tilbage i grevens vogn, som endnu stod hos Sonne.

En del af Tønder bys borgere har i dag haft forhandlet hos Jürgensen på Skibsbroen og valgt en ny borgmester. Det blev en advokat Volquardsen af Uetersen.

 

Onsdag den 17. februar

Greven returnerede i dag fra Flensborg, uden dog at medbringe nogen som helst oplysning om, hvad der er påtænkt med hensyn til de herværende embedsmænd. Civilkommissær Zedlitz’ s ytringer havde været så diplomatiske, at der ikke af dem lader sig drage nogen som helst sikker slutning.

 

Søndag den 21. februar

Jeg var om eftermiddagen en times tid hos Lassens og gjorde der bekendtskab med den hos dem indkvarterede østrigske løjtnant. Han gjorde indtryk af at være en flink lille fyr.

 

Tirsdag den 23. februar

En hvis ”Obergerichtsanwalt” Bleicken fra Birkenfeldt i Preussen er udnævnt ril borgmester i Tønder. Det sker efter, at Holm endnu ikke er blevet fyret. Han har derfor også i begyndelsen værget sig ved at aflevere embedet til efterfølgeren. Han har først ved kommandantens mellemkomst afleveret embedet.

Om aftenen var byen illumineret og ”Liedertaffel” bragte den nye borgmester et fakkeltog. Löven-Petersen bestræbte sig på, at holde en pæn tale, som dog aldeles mislykkedes.

Højtideligheden som jeg så gennem Humlekærrens vindue sluttede naturligvis med afsyngelsen af ”Oprørsvisen”.

Markussen fra Løgumkloster var så uheldig at komme til byen netop i dag. Han bandede som en hedning.

 

  • Bleiken = borgmester, senere amtmand og landråd i Tønder, Mathias Bleicken.

 

Fredag den 26. februar

Ved skrivelse fra den øverste civile øvrighed i Flensborg, der kom hertil i morges, er Kier blevet fyret og cand. Jur. Reeder i Læk udnævnt til hans efterfølger. Dette faktum trænger ikke til nogen kommentar. Jeg er nu overbevist om, at også grevens afskedigelse er nær forestående.

I dag inspicerede brigadegeneral Gondrecourt de hærværende tropper. Generalen, der er bekendt fra affæren ved Kongshøj, er en mand på 48 år, af middelhøjde, temmelig bredskuldret, stærkt, mørkt overskæg og mørk hudfarve.

Tønder by har sendt en deputation bestående af 9 personer til prins Friedrich af Augustenborg. Denne bestod af isenkræmmer Todsen, garver Todsen, købmand Bascke, maler Lausten, gæstgiver Petersen, Nicolai Carstensen og barber Schultz.

I går aftes fik jeg brev fra min Line, som endnu opholder sig i Skanderborg.

 

  • Reeder = Den senere landdagsmand G. Fr. Reeder, ejer af kancelligodset Bottschlott i Fåretoft Sogn.

 

Søndag den 28. februar

I aften i Humlekærren i selskab af konsul Kolvig og brændevinsbrænder Høiberg fra Ribe, Holm fra Møgeltønder, doktoren og Lynge.

 

Mandag den 29. februar

Herredsfoged Sarauw fra Visby er i dag arresteret af en østrigsk patrulje. Da Lind og jeg i aften kom fra Humlekærren og gik forbi amtsforvalterens hus, hørte vi slagter Frede brøle uden for Kiærs hus. Han gentog hele tiden ordene:

  • Hannemann ist ein Dieb. Hannemann hat 1.500 Thaler gestohlen.

En østriger kiggede utrættelig benægtede dette med det simple langtrukkende:

  • Nein

 

Torsdag den 3. marts

En patrulje husarer indbragte i dag en stakkels bådsmand fra Emsbøl, der beskyldes for, at have stået i forbindelse med kaptajnløjtnant Hammer på Før. Det gjorde et uhyggeligt indtryk at se ham i lænker og bevogtet af 5 infanterister med bajonet på bøssen, samt ekskorteres af 4 husarer køre ud af byen, forfulgt af hujende og skrigende drenge.

 

Fredag den 4. marts

Fra sognene Humtrup, Brarup og Løgum er der hos civilkommissionen indkommet andragender om, at det tyske sprog udelukkende må benyttes i kirker og skoler.

 

Tirsdag den 8. marts

I Humlekærren traf jeg i aftes et par folk, hvoraf den ene hed Laban og var fra Flensborg. Den anden hed Schütt, søn af en købmand i Kiel. De var begge Slesvig – Holstenere. Og det var hele aftenen noget værre kævleri.

 

Onsdag den 9. marts

Meget uventet ankom Line i dag fra Skanderborg for at se til at få så mange af grevens sager indpakket som muligt.

 

Den 15. marts

I dag fik greven sin afsked dateret den 12. ds. i en nogenlunde høflig form. Til hans efterfølger er ”overappellationsråd” de Fontenay af Kiel udnævnt.

 

Den 16. marts

Afleveringen af embedet til de Fontenay fandt sted i dag og jeg forlader i morgen tillige med greven byen.

 

Den 17. marts (Flensborg)

I formiddag straks efter at have spist frokost tiltrådte greven og jeg rejsen. Afskedsbesøg hos pastor Kok i Burkal. Til Flensborg kom vi kl. 18.30. Greven tog ind hos appellationsråd Kok, jeg i postholderiet, hvorfra jeg drog på grund af pladsmangel blev udkvarteret til nabohuset.

Ved Dybbøl er der skudt hele dagen, modsigende rygter om udfaldet. Ræder kommer efter i morgen.

 

Den 19. marts (Flensborg)

Ræder, som kom hertil i går og straks marchede mod Lyksborg for at besøge sin forlovede, har haft uheld med sig.

Jeg har hele dagen drevet omkring og set på det brogede liv, som for øjeblikket hersker her i byen. Det ene preussiske regiment drager ind efter det andet, for næste dag at marchere til Dybbøl og slå vores danske Jens’ er ihjel. Jeg gad nok vidst, hvor stor en hær preusserne allerede har samlet her.

 

Kilde:

  • Sønderjyske Månedsskrifter
  • Se Litteratur Tønder
  • Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

www.dengang.dk indeholder 227 artikler fra det Gamle Tønder og Omegn og 35 artikler fra 1864 og De Slesvigske Krige herunder:

  • En landsbydreng fra Møgeltønder (fra 1864)
  • Lundtoft herred 1848
  • Slaget ved Brøns
  • Slaget ved Brøns – et med tyske øjne
  • Sandheden om Herman Bang’ s Tine
  • Monrad – hvordan var han?
  • Monrad – nok engang
  • Sønderborg 1864
  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – egnen 1848 – 1864 (2)
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Ulrik – en fysikus fra Tønder (1)
  • Ulrik – en fysikus fra Tønder – endnu mere (2)
  • En avis fra Tønder
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Soldat i Tønder 1851
  • Apotekeren fra Højer
  • Heltene i Vadehavet
  • Sejren ved Bov
  • Kampen ved Bov – og de slesvigske krige
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Aabenraa – før prøjserne
  • Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
  • Aabenraa 1864
  • Slaget om Als
  • Sønderjylland til Ejderen
  • Istedløven brøler stadig
  • Begik kongen højforræderi?
  • Rendsborg 1848 – 1851
  • En lærer fra Burkal (efter 1864)
  • Turen går til Tønder 1862
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
  • Familien Jürgensens tyske sind
  • Aabenraa omkring 1900 og mange flere
  • Humlekærren i Tønder

 

7

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Landet bag Digerne

Januar 17, 2018

Landet bag Digerne (2)

Læs om Sort Sol og problemer med afvandingen. Hvad betyder ”oktroj”. Fire kæmpe pumpstationer blev bygget, lige som 108 kilometer ådiger og 150 kilometer kanaler. Vi besvarer spørgsmålet omkring ”Spadelandsret”. Og den store bygmester af diger var ”Hertug Hans den Ældre” Så var det Vidåen, den store å. Det var hårdt at bo herude. Beboerne skulle skaffe kapital til bygning af diger og sluser. Endelig vågnede politikerne op, og fik bygget det fremskudte dige. Det skete efter at 15.000 mennesker inklusive beboerne i Tønder var blevet evakueret. Vandet skvulpede allerede over diget. Havde stormfloden varet lidt længere var det gået galt.

 

Da vi gik fra den gamle hjemmeside til den ny var det ikke alt, som det lykkedes. En af de artikler er denne fra 2010, som faldt lidt uden for. Den ny – redigerer vi hermed. Bagerst i artiklen henviser vi til alle de artikler, som vi har skrevet om Marsk, Vadehav og Vestkysten.

 

Sort Sol

Mange besøger Marsken for at beundre fænomenet ”Sort Sol”. For os var det et almindeligt fænomen – dengang. Det er et imponerende syn. Pludselig kan der dukke rovfugle frem. For stimen er det så at holde sammen, men ofte opstår der panik. Og så slår rovfuglene til. En masse fugle bliver ramt og falder til jorden, og så begynder det store ædegilde.

 

Sagn og Historier

Herude har talrige stormfloder ændret landskabet. Kirker og byer er forsvundet i vandmasserne. Mange steder er man ved at genvende den tabte jord. Ja det har man vel allerede gjort. Den nuværende Tøndermarsk var jo engang en stor bugt.

Jo det var jo også sagnet om kirkeklokkerne ved Gotteskog. Det fortælles, at de blev ranet af sørøvere. En kirke skulle være opført i stedet for et fængsel. Sandsigersken Hertje spåede om fremtiden.

 

Havet steg

Havet blev ved med at stige. Derfor måtte digerne hele tiden forhøjes. De nyeste havdiger er i dag mellem 7 og 8 meter høje. Havde man ikke et forland, byggede man diger af et boldværk af træ. Men sådan en konstruktion kan ikke holde i længden.

Det har været temmelig krævende dengang, man byggede digerne. En kæmpe hjælp var det dengang, man indførte trillebøren til transport af jord. Man fandt senere på at bruge mursten til sluser og underløb. Senere var det beton, som man brugte.

 

Den store bygmester

Det var Hertug Hans den Ældre, der var den store bygmester af digerne. I 1555 – 1556 lykkedes det at inddige den nordlige del af Vidåbugten med kogene Højer, Møgeltønder, Tønder, Ubjerg og Karhave.

Ved Grippenfeld (Griffenfeld) blev der bygget en sluse over Vidåen. Fra 1562 til 1566 blev Gotteskoog inddiget ved hjælp af to diger. Det ene gik fra det sydlige Niebüll mod vest til Kleiner Koog i Emmelsbüll. Det andet gik fra Fegetasch mod nordøst til Rudbøl. Ved inddæmningen af Vidåen ved Rudbøl byggedes en sluse, som dels muliggjorde, dels vanskeliggjorde sejlads til og fra Tønder.

 

Afvandingsproblemer

Ofte har det været problemer ved Gotteskoog. Og de opstod også ved selve afvandingen. Det gik hele 400 år inden spørgsmålet om tørlægningen var løst. Man var uenige om, hvem der skulle betale for det.

Og så måtte man flere gange bygge nye sluser. Sluserne sank ligefrem ned i den bløde jord. På et tidspunkt var der hele syv vandmøller ved Gotteskoog. Der blev pumpet vand ud i afvandingskanalerne.

 

Vidåen – den store å

I 1715 blev den aflange Rudbøl Kog inddiget på begge sider af Vidåen med slusen ved Nørremølle. I 1861 blev der bygget et dige fra Højer til Rödenäs – Norddeich. Dermed opstod Ny Frederikskog. Tønderbugten var dermed helt inddiget. Vidåens nye udmunding blev forsynet med en ny og bekostelig sluse. Det er den vi i dag kalder ”Den Gamle Sluse”.

Ved Emmerske løber Arnå og Hvirlå sammen til Vidåen. Efter få udmundede den ved Lilletønder, det nuværende Tønder.

Egentlig er det svært, at bestemme åens faktiske længde. Man regner den for Danmarks tredje største vandløb. Dens opland strækker sig helt fra Løjt Kirkeby. Vanskellet ligger kun få kilometer fra Flensborg Fjord. Og så afvander den 1.400 km2. Det er ganske imponerende.

 

Hvad er en ”Oktroj”?

Herude taler man om noget, der benævnes Oktrojerne. Disse bestod af en række privilegier, som blev tildelt borgerne af hertugen, når de til gengæld sørgede for at tilvejebringe den nødvendige kapital til inddigningen af en kog.

Man fik tildelt afgifts- og toldfri perioder. Når der var digebrud, blev disse frister forlænget. Andelshaverne måtte drive fri handel i området. Men de fik også tildelt jagt- og fiskeriret.

I 1557 nedfældede man 20 punkter i den såkaldte ”Spadelandsretten” Ved forsømmelse af disse pligter kunne der gives hårde straffe. I artikel 8 står der frit oversat:

  • Hvis det sker, at en forsømmelighed i forhold til digearbejdet og dommerens straf intet nytter, og vedkommende således forvolder skade på kogen på grund af forsømmelighed eller dovenskab (uflid) kan domsmændene fratage vedkommendes land og rettigheder. Så skal digedommeren efter gammel spademandsret sætte spaden på diget, og den forsømmelige fratages sit land.
  • Digedommeren skal derefter tilbyde jorden til andre. Er de ikke interesserede, tilbydes den til de næste naboer på begge sider. Vil de heller ikke, tilbydes det til hele sognet. Hvis sognet ikke vil, må hele kogen inddige landet og beholde det til evig arv og eje.

 

Et hårdt liv

I kogene førte digefogeder og dommere tilsyn med digerne. I det 17. århundrede var det digegreverne, der var politibetjentene. De blev indsat af hertugen eller amtmanden i Tønder.

Det kunne synes hårdt at leve her i marsken. For hertugerne beordrede deres undersåtter til at tilvejebringe kapital, arbejdskraft og byggematerialer til digebyggeri og slusearbejde. Og der var masser at holde styr på. I marsken var der cirka 30 forskellige koge.

 

108 kilometer ådiger

Afvandingen af Tøndermarsken har altid været et stort problem. Det skyldes, at marsken sydvest for Tønder ligger under daglig højvande. I de ydre og yngre koge er terrænet noget højere. Tidligere var de enkelte koge sydvest for Tønder omgivet af sommerdiger og forsynet med vindmøller til udpumpning af vandet i foråret og sommertiden. I de ydre koge var der vindmøller til vanding af kvæg om sommeren.

I forbindelse med afvandingen af marsken blev der opført 108 kilometer ådiger. Endvidere blev der gravet en nys tor kanal, der førte vandet fra Sønderå til Grønå. Den blev kaldt for ”Vindvedkanalen”. Den er 8 meter bred med ådiger på begge sider. Der var planlagt at bygge et vandkraftværk ved Grønå. Der skulle have været en el-produktion til afvandingspumperne. Men der blev i stedet lavet en fordelagtig aftale med Sønderjyllands Højspændingsværk.

 

Kæmpe pumpstationer

Vidåen blev nygravet fra Vandmøllen i Tønder til Jernbanebroen og frem til Lægan. Herfra og til Højer Sluse blev Vidåen oprenset og uddybet. I den nordlige del af Ubjerg Kog blev der gravet et snoet forløb af Vidåen i forbindelse med det såkaldte ”Snæbelprojekt”.

Og i Tønder kan man i Vidåen opleve en meget dyr fisketrappe.

Havdiget mellem Højer og Emmerlev blev forhøjet til 6,40 meter. Fire kæmpe pumpestationer hjælper også med afvandingen. Den største ligger i Lægan nær Aventoft og den gamle grænsestation Møllehus. Også ved Nørremølle ligger en kæmpe afvandingspumpe.

Nogle steder dykker kanalen under selve Vidåen i et indviklet system. Ja 150 kilometer kanaler er benyttet til afvandingen. 70 kilometer kanaler bliver brugt til vandforsyning i sommerperioden og afvanding i vinterperioden.

Siden 1945 er der oprettet ca. 35 nye landbrug i marsken. De fleste bliver drevet som fritidslandbrug. I de indre koge dyrkes korn eller raps på 70 pct. af jorderne.

 

Endelig vågnede politikerne op

I nyere tid har der også været fare på færde her ude vest på. Den 3. januar 1976 kom en meget kraftig stormflod, som var den kraftigste siden 1825. Vandstanden var 4,92 meter over normal ved Højer Sluse. Det gamle havdige var 6,42 slog op over diget. Heldigvis var stormen kun kortvarig, ellers kunne det have fået katastrofale følger.

Hele befolkningen i marsken inklusive Tønder By i alt 15.000 mennesker blev evakueret. Dette fik endelig politikerne til at vågne op. Folketinget vedtog den 8. juni 1977 loven om det fremskudte dige for Tøndermarsken.

Digets længde på dansk side er 8,6 kilometer langt. På tysk side er det 3,7 kilometer Det slutter ved Hindenburg-dæmningen. Det er 7,45 meter højt, og det er 1,05 meter højere end det gamle.

 

Ilddåben

Allerede i november 1981 klagede diget sin ilddåb. Vandstanden nåede op på 4,97 meter. I december 1999 nåede vandet op på 4,53 meter.

Det gamle dige, der ligger 1,5 kilometer fra det nye holdes intakt, for at opnå dobbelt sikkerhed.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Højer
  • Se Litteratur Møgeltønder
  • Se Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder en masse artikler om Tøndermarsken, Vidåen, Diger, Stormflod og Vestkysten: Disse befinder sig inden for kategorierne

  • Tønder (226 artikler)
  • Sønderjylland (149 artikler)
  • Højer (67 artikler)

Bagerst i artiklen ”Langs Vadehavet” findes en liste over 89 artikler, der indeholder de omtalte emner.

 

 

 

 


Henrettet i Aabenraa (2)

Januar 17, 2018

Henrettet i Aabenraa (2)

Der var masser af hekseafbrændinger. Henrettelsesmetoderne kunne være brutale. Der var knibninger med varme tænger eller radbrækning i forskellige udgaver. Læs om modvillige håndværkere, borgmestermordet, og da en 14-årig blev dømt til døden. Lig blev dømt til anatomiske studier. Og blodet fra en henrettet kunne være helbredende. Så var det også, at pastoren fik det dårligt. Hvor lå retterstederne? Vi kigger på gamle kort. Her var masser af hekseafbrændinger. Vi kigger på knibninger med tænger og radbrækninger. Modvillige håndværkere ville ikke arbejde for ”uærlige”. Man kunne betale sig fra hængning og få halshugning i stedet. I Varnæs var der ikke råd til dobbelt-henrettelse. Røde Anders blev henrettet. Vi kigger på den sidste henrettelse i Nordslesvig. Den foregik i Hjordkær.

 

Da vi gik fra den gamle til den nye hjemmeside, gik det ikke godt for alle artikler. Og her var en af de artikler, der missede en del. Så nu forsøger vi igen. For selv om artiklen nu er 7 år gammel, er den stadig god.

 

Flot udsigt fra Galgebakken

Jag har ofte stået på toppen af Galgebakken i Aabenraa og beundret den flotte udsigt. Ofte har jeg tænkt på de skæbner, der overgik folk, der blev henrettet her. Også fra en af mine mange logier i Aabenraa, Barkmøllegade, havde jeg en god udsigt op til Galgebakken.

 

Masser af kort

Når man skal lede efter gamle rettersteder, er det godt at have gamle kort ved hånden. Således kan man finde meget i Pontoppidans Atlas over Slesvig fra 1781. Ja så er det også Mejers kort tegnet 1630 – 1650. De er dog lidt mangelfulde. Ja så har vi også Dankwerths Neue Landesbeschreibung der beiden Herzogthümer Schleswig und Holstein (1652). Ja på den sidste ses to galger i Aabenraa. Der var en galge på Arnbjerg, en markering ”Galhuy” ved Horsbyg og en galge ved Mjøls samt ”Galgenberg” i Hjordkær Sogn.

Men kigger vi lidt mere på et tidssvarende kort, finder vi også Galgenbjerg ved Varnæs. Og vi ved også, at der har været et rettersted ved siden af Ensted Kirke.

 

Rettersteder i Aabenraa

Man fik en skrå fra 1335. Siden fik man en stadsret efter forbillede fra Flensborg. I 1500- årene var retterstedet på Klinkbjerg ved skellet mellem byen og Kolstrup. Fra 1560 var det på Kapelberg syd for byen. Her fandt man faktisk i begyndelsen af det 19. århundreder rester af halshuggede forbrydere.

Allerede omkring 1600 flyttede retterstedet dog op på Arnbjerg også kaldet Galgebakken. I 1728 var galgen faldet ned. Men i 1729-30 blev den dog hejst igen.

 

Rise Herred

I Rise Herred ser det ud til, at retterstedet på Aarslev Mark i midten af 1600-tallet er blevet flyttet et par kilometer mod vest til Sdr. Ønlev Mark i Hjordkær Sogn. Rise Herreds tingsted blev flyttet til Brundlund Slot.

 

Lundtoft Herred og godserne

Lundtoft Herreds gamle tingsted skal have ligget i Ensted Sogn, hvor vejene fra Hostrup, Stubbæk og sognene fra vest mødtes. Et tingbjerg lå ved vejen fra Kliplev til Lundtoft. Fra 1770 holdtes der ting i Tørsbøl.

Den Ahlefeldt-Graastenske godjurisdiktion var fra 1600-årene først på Søgård senere i Gråsten. Efter 1725 var området delt mellem Gråsten og Søgård-Årtoft. Desuden havde godserne Grøngrøft, Ladegård og Skovbølgård egne ting.

 

Varnæs Birk

Varnæs Birks galge stod 1 km vest for byen på en gravhøj Tokshøj eller Tokkesbjerg. Stedet som nu ligger i 55 meters højde, kaldes Galgebjerg. Mellem 1830 og 1840 fjernede man den øverste del af bakken. Her blev der fundet skeletter af henrettede. De blev begravet ned igen. Der blev også sat en sten for at markere stedet. Den er dog senere forsvundet.

I herredet nævnes også Gallie Fold 1769 i Rinkenæs Sogn og Galdelyk i Holbøl Sogn.

 

Stubbæk og Kliplev

Ved Stubbæk og Kliplev omtales Galgen-Fled. Ludtoft Harder Gerichts Platz i 1778. Den lå 400 meter syd for Ensted Kirke.

Galgenberg i Kliplev nævnes i 1795 som liggende syd for byen på den østlige side af vejen mod Vilsbæk og Bov på gården Stejls marker.

 

Mord i Aabenraa

I 1588 blev Peder, en ung mand fra Husum henrettet for flerdobbelt mord. I 1616 henrettes Jacob Arnkiel for drab på en vægter.

 

Mange hekseafbrændinger

Især i tidsrummet fra 1610 – 1651 var der mange hekseafbrændinger i Aabenraa. Anna Jørgensdatter og Sussel Anders blev 1617 brændt for trolddom og synes at være kommet på bålet på det gamle rettersted syd for byen.

I 1609 blev Tyrre Jensdatter i Lovtrup i Uge Sogn dømt til bålet for trolddom. Dommen blev stadfæstet ved det nørrejyske landsting i Viborg.

I 1641 kom Margarete Koch på bålet for trolddom. Margarete Høien og endnu en kvinde var tiltalt i samme sag. Deres skæbne er dog ukendt.

Samme år blev Christine Christens smidt på bålet i Rise. Og her blev endnu en person smidt på bålet i 1661.

 

Knibning med tænger

For mænd, der var blevet døddømt, kunne der idømmes en tillægsstraf, hvis der var tale om en grov foreteelse. Det var knibning med gloende tænger. Anvendelse af disse er bl.a. blevet omtalt i Aabenraa i 1699.

 

Radbrækning

I meget grove sager kunne dommen også lyde på ”radbrækning”. Den dømte blev da bragt fra livet til døden ved at brystkasse, arme og ben blev knust af et vognhjul, på tysk ”Rad”. Denne løftede skarpretteren med stor kraft og førte mod offeret. Denne afstraffelsesmetode havde flere former.

Den værste form bestod af radbrækning nedefra og op for efterfølgende levende at blive flettet på hjulet.

Det næst værste var at blive aflivet på lignende måde men med et nådestød som afslutning på lidelserne.

Endelig var der de tilfælde, hvor radbrækning skete ovenfra og indledtes med normalt dødelig stød mod nakken eller brystbenet. I Sønderjylland var radbrækning normalt i 1500-1700 årene.

 

Salighed, synd og fordømmelse

Den 8. april 1750 var Peder Knudsen fra Elsmark på Als hjem fra en rejse til Odense. Syd for Ensted Kirke var han vidne til henrettelse af Ulrik Brandt.

Det var vigtigt for moralen dengang, at retterstedet lå på et trafikeret sted til skræk og advarsel. Ofte lå retterstedet også et højt beliggende sted.

Ulrik Brandt blev halshugget for mord og lagt på hjul og stejle.

H.N. Clausen beretter følgende fra sin dagbog: Salighed, synd og fordømmelse.

 

Modvillige håndværkere

Man var ikke altid god til at vedligeholde galgerne, således faldt galgen i Aabenraa også ned i 1728. Men det var ikke så lige til, at få håndværkerne til at hjælpe med det håndværksmæssige.

I 1796 skulle husfogeden i Aabenraa sørge for at få rejst et skafot. Det viste sig at være uhyre vanskeligt. Ingen håndværker ville risikere sit gode navn og rygte ved at udføre et sådant arbejde, der blev betragtet som ”uærligt”.

Hjulet og stagen endelig blev leveret af en håndværker i Felsted.

 

Borgmestermordet i Aabenraa

Præsten havde også et arbejde der skulle gøres i forbindelse med en henrettelse. I 1610 beretter pastor Johannes Generanus fra Aabenraa i sin årbog:

  • juni blev jeg kaldt til fangen Wulf Kalunt og hans hustru Marg. (i anledning af, at svigersønnen Claus Esmarch var blevet dræbt ved en mordkugle). Medens anklageren M. Blauting adspurgte konen nogle gange, trådte jeg til, men formåede ikke at bevæge hende til at aflægge en alvorlig tilståelse.
  • Manden derimod bekendte og angrede på det alvorligste, efter at Joh. Stanhuf i nærværelse af Nic. Cypræus havde oplæst selve den udførlige forhørsprotokol med anklagedes egen tidligere tilståelse, jeg meddelte ham da syndsforladelse og tog ham til alters.
  • Kapellanen Hr. Paul absolverede imidlertid Margareta i morges de, 13. juni næsten mod hendes vilje.

Samme dag blev de begge henrettet. Den 13. juni hedder det sig, at Wulf Kalunt – blev i stor hede radbrækket og rettet på Arnbjerg, hvor en stor menneskehop var strimlet sammen.

I Fladstenbogen hedder det sig:

  • Ao 1610, 14. juni
  • Bleff Wuluff Caalundt rettit paa Arnbierig, ihielslagen mett itt Hiul. Oc liger samestez der oppaa. Oc hans Hostru Margareta halshuggit Paa Kierkebeigit. Blef udlofuit aff hind(es) Sletctning att hun maate komme i Kierkegaarden at Ligge 60 mr Lubs. Alt dette er schett for s(alig) Clavis Essmarickis Onkelig affgang…..

Indrømmet det er svært at nedfælde datidens sprog. Åbenbart er de skriftlige kilder ikke helt pålidelig. For nogle kilder taler om, at afstraffelsen fandt sted på Arnbjerg, mens andre talte om, at afstraffelsen delvis på Torvet og på Arnbjerg.

Sandsynligvis er hustruen blevet halshugget på Torvet, mens ægtemanden er blevet radbrækket på Galgebakken (Arnbjerg).

Et par historikere mener nu, at der her er tale om justitsmord. Vi har i tidligere artikler berettet om hændelsesforløbet.

 

Halshugning i stedet for hængning

Det var mere fornemt at blive halshugget end hængt. Og dette kunne man betale sig fra.

 

Mordbranden

Den 19. maj 1610 gik store dele af Aabenraa op i luer. Peter Baadebygger og Niels Ovesen stod anklaget for mordbrand, De blev ”dømt til Ilden og andet Straf”. Dette har vi også tidligere berettet om.

I 1621 måtte byens vægter sørge for, at Claus Linnedvæver blev bragt til kirkegården og begravet. Han blev halshugget for drab på den tidligere byfoged, Claus Aarup.

Hertugen synes, at have benådet vedkommende til sværdet af hensyn til hans stakkels kone, børn og ”ærlige” slægtninge.

 

Til anatomiske studier

Skikken med at anvende henrettede forbryders legemer til anatomiske formål er kendt langt tilbage. Således brugte Leonardo da Vinci mere end 30 lig, som han sandsynligvis har skaffet fra rettersteder. Hans mening var at skrive et anatomisk værk. Det blev hvis aldrig til noget.

Den 14. januar 1668 attesterede bysekretæren, at vognmand Asmus Zimmermann havde bragt liget af en fra Arnbjerg hængt landevejsrøver ”frey und sicher” til universitetslægerne i Kiel.

 

Ikke råd til dobbelt henrettelse

Ifølge degn Gammelgaards optegnelser skal Varnæs efter svenskekrigene i 1600-tallet været så dårlig stillet, at det gik ud over birkets selvstændige status. Da en pige på Fogedgården tog livet af sit barn, og en bødker kort efter begik mord, var det en byrde for det fattige birk at udrede omkostningerne til de to henrettelser. Det er usikkert om de faktisk fandt sted i Varnæs.

 

14-årig dømt til døden

I 1670 blev Jens Knudsen hængt. I 1682 var Gunder Jesses fængslet i forbindelse med et barnemord. Hun blev formentlig halshugget i Rise. I 1767 blev endnu en kvinde henrettet for barnemord.

I en sag fra 1719 i Lundtoft Herred blev den kun 14-årig Hans Petersen dømt til døden efter at have brændt først en husbonds gård af, og da han slap væk, endnu en gård.

Det teologiske fakultet udtalte sig om sagen og anførte at kongen egentlig godt kunne have benådet ham på livstid på Bremerholm på grund af hans unge alder. Men han var bedre tjent med døden, da et helt liv fra så ung en alder i jern uden udsigt til at komme fri, er frygtelig og kan medføre selvmord.

Man foreslog, at han først blev kvalt og dernæst brændt. Det vides ikke om kongen lod nåde gå for ret.

 

Benådet for blodskam

Ved Tinghuset i Rise dømtes Rasmus Hansen i 1727 for blodskam. Han skulle halshugges og derefter smides på bålet. Steddatteren skulle ligeledes halshugges, men begraves på retterstedet. Hertugen på Glücksborg lod dog nåde gå for ret og benådede Rasmus til kagstrygning og landsforvisning.

Pigens skæbne kendes ikke, men mon hun ikke også blev benådet?

 

Begravelse på retterstedet

Selvmordere kunne også begraves på retterstedet. Det var tilfældet i Lundtoft Herred i 1752. Bøddelens knægt hentede liget af Hans Rytter fra Stubbæk på en kærre og begravede det under galgen i Ensted. Det at begå selvmord var også en strafbar handling dengang.

I 1765 døde Bendix Wenmaring i Aabenraa inden den forventede dom for fadermord kunne afsiges og eksekveres. Hans lig blev ført til Hjordkær, hvor rakkerknægten gravede det ned på Rise Herreds rettersted.

Den sidste henrettelse med sværd overgik i 1767, Catrine Nissen. Det blev betegnet som en ”ærlig” henrettelse, og hun blev begravet på kirkegården.

 

Pastoren fik det dårligt

En kold november måned i 1781 fulgte pastor Klincker i Kliplev keddelflikkeren Jonas Petersen. Og pastoren overværede henrettelsen. Det var mere, end hvad pastoren kunne tåle. Jonas havde myrdet sin kone Maren Jakobs.

 

Røde Anders henrettet

I februar 1795 var Anders Laursen, kaldet Røde Anders fra Mellerup ved Bjolderup på krybskytteri i Sønderskoven ved Aabenraa. Her blev han og sine kammerater overrasket af skovridder van Bergen.

Røde Anders skød på skovridderen, som blev hårdt såret og døde dagen efter. Han nåede dog at udpege sin morder, Røde Anders.

Anders blev fanget og tilbragte et år i et fugtigt hul af et fængsel på Brundlund Slot. Han blev henrettet tidlig om morgenen den 18. august 1796 ved Hjordkær.

Egentlig skulle henrettelsen have fundet sted tidligere. Men skarpretter Wagner fra Haderslev kunne ikke få rakkeren Bock i Aabenraa til at assistere og måtte derfor først skaffe en medhjælper fra Flensborg.

 

Sidste henrettelse i Hjordkær

Den sidste henrettelse i Nordslesvig fandt sted i Hjordkær i 1834. Det var H.S. Fallesen, der havde myrdet sin brud. En stor skare havde fulgt begivenheden.

Amalie Nielsen, datter af præsten Jep Hansen i Hjordkær havde vundet den dømtes fortrolighed. Hun beretter følgende:

  • Efter nogle trøstende ord fra præsten rettede Fallesen sig op og gik med lette skridt hen mod skarpretteren, tog selv sin trøje og sin halskæde af. Så blev han bundet for øjnene. Så knælede han sig ned. Men han kom ikke tæt nok til blokken. Rakkerdrengen slæbte ham derhen med hårene. Da min far så skarpretteren tage øksen, vendte han sig om for ikke at se eksekutionen. Men han så de sidste dødsstrækninger. Det var et syn, han længe ikke glemte. Nu begyndte mængden at røre sig. Men min far råbte højt ”Bi lidt, jeg har endnu et ord at sige”.

 

Blod skulle helbrede

En meget ejendommelig skik oplevede man efter mange henrettelser. Man troede, at blodet fra en henrettet var et sikkert middel mod ”den faldende syge” (Epilepsi). Man havde bæger med. De pågældende fik lov til at komme inden for afspærringen og optage blodet. Således vides, at tre syge fik lov til at drikke den halshuggedes blod i Hjordkær i 1834.

Når blodet var drukket skulle den syge løbe over flere bymarker, før blodet havde sin virkning.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Aabenraa
  • Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

  • Jordemødre, Hekse og Kloge Koner
  • Lov og ret i Aabenraa
  • Urnehoved – et tingsted ved Aabenraa
  • Lov og ret i Tønder
  • Henrettet i Tønder
  • Mord i Nyhavn
  • Henrettelse på Østerbro
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Ribe-Hekseafbrænding (2)
  • Riber Ret (3)
  • Æ Kachmand i Tynne (Kagmanden i Tønder)

 

 

 

 

Henrettet i Aabenraa (2)

Der var masser af hekseafbrændinger. Henrettelsesmetoderne kunne være brutale. Der var knibninger med varme tænger eller radbrækning i forskellige udgaver. Læs om modvillige håndværkere, borgmestermordet, og da en 14-årig blev dømt til døden. Lig blev dømt til anatomiske studier. Og blodet fra en henrettet kunne være helbredende. Så var det også, at pastoren fik det dårligt. Hvor lå retterstederne? Vi kigger på gamle kort. Her var masser af hekseafbrændinger. Vi kigger på knibninger med tænger og radbrækninger. Modvillige håndværkere ville ikke arbejde for ”uærlige”. Man kunne betale sig fra hængning og få halshugning i stedet. I Varnæs var der ikke råd til dobbelt-henrettelse. Røde Anders blev henrettet. Vi kigger på den sidste henrettelse i Nordslesvig. Den foregik i Hjordkær.

 

Da vi gik fra den gamle til den nye hjemmeside, gik det ikke godt for alle artikler. Og her var en af de artikler, der missede en del. Så nu forsøger vi igen. For selv om artiklen nu er 7 år gammel, er den stadig god.

 

Flot udsigt fra Galgebakken

Jag har ofte stået på toppen af Galgebakken i Aabenraa og beundret den flotte udsigt. Ofte har jeg tænkt på de skæbner, der overgik folk, der blev henrettet her. Også fra en af mine mange logier i Aabenraa, Barkmøllegade, havde jeg en god udsigt op til Galgebakken.

 

Masser af kort

Når man skal lede efter gamle rettersteder, er det godt at have gamle kort ved hånden. Således kan man finde meget i Pontoppidans Atlas over Slesvig fra 1781. Ja så er det også Mejers kort tegnet 1630 – 1650. De er dog lidt mangelfulde. Ja så har vi også Dankwerths Neue Landesbeschreibung der beiden Herzogthümer Schleswig und Holstein (1652). Ja på den sidste ses to galger i Aabenraa. Der var en galge på Arnbjerg, en markering ”Galhuy” ved Horsbyg og en galge ved Mjøls samt ”Galgenberg” i Hjordkær Sogn.

Men kigger vi lidt mere på et tidssvarende kort, finder vi også Galgenbjerg ved Varnæs. Og vi ved også, at der har været et rettersted ved siden af Ensted Kirke.

 

Rettersteder i Aabenraa

Man fik en skrå fra 1335. Siden fik man en stadsret efter forbillede fra Flensborg. I 1500- årene var retterstedet på Klinkbjerg ved skellet mellem byen og Kolstrup. Fra 1560 var det på Kapelberg syd for byen. Her fandt man faktisk i begyndelsen af det 19. århundreder rester af halshuggede forbrydere.

Allerede omkring 1600 flyttede retterstedet dog op på Arnbjerg også kaldet Galgebakken. I 1728 var galgen faldet ned. Men i 1729-30 blev den dog hejst igen.

 

Rise Herred

I Rise Herred ser det ud til, at retterstedet på Aarslev Mark i midten af 1600-tallet er blevet flyttet et par kilometer mod vest til Sdr. Ønlev Mark i Hjordkær Sogn. Rise Herreds tingsted blev flyttet til Brundlund Slot.

 

Lundtoft Herred og godserne

Lundtoft Herreds gamle tingsted skal have ligget i Ensted Sogn, hvor vejene fra Hostrup, Stubbæk og sognene fra vest mødtes. Et tingbjerg lå ved vejen fra Kliplev til Lundtoft. Fra 1770 holdtes der ting i Tørsbøl.

Den Ahlefeldt-Graastenske godjurisdiktion var fra 1600-årene først på Søgård senere i Gråsten. Efter 1725 var området delt mellem Gråsten og Søgård-Årtoft. Desuden havde godserne Grøngrøft, Ladegård og Skovbølgård egne ting.

 

Varnæs Birk

Varnæs Birks galge stod 1 km vest for byen på en gravhøj Tokshøj eller Tokkesbjerg. Stedet som nu ligger i 55 meters højde, kaldes Galgebjerg. Mellem 1830 og 1840 fjernede man den øverste del af bakken. Her blev der fundet skeletter af henrettede. De blev begravet ned igen. Der blev også sat en sten for at markere stedet. Den er dog senere forsvundet.

I herredet nævnes også Gallie Fold 1769 i Rinkenæs Sogn og Galdelyk i Holbøl Sogn.

 

Stubbæk og Kliplev

Ved Stubbæk og Kliplev omtales Galgen-Fled. Ludtoft Harder Gerichts Platz i 1778. Den lå 400 meter syd for Ensted Kirke.

Galgenberg i Kliplev nævnes i 1795 som liggende syd for byen på den østlige side af vejen mod Vilsbæk og Bov på gården Stejls marker.

 

Mord i Aabenraa

I 1588 blev Peder, en ung mand fra Husum henrettet for flerdobbelt mord. I 1616 henrettes Jacob Arnkiel for drab på en vægter.

 

Mange hekseafbrændinger

Især i tidsrummet fra 1610 – 1651 var der mange hekseafbrændinger i Aabenraa. Anna Jørgensdatter og Sussel Anders blev 1617 brændt for trolddom og synes at være kommet på bålet på det gamle rettersted syd for byen.

I 1609 blev Tyrre Jensdatter i Lovtrup i Uge Sogn dømt til bålet for trolddom. Dommen blev stadfæstet ved det nørrejyske landsting i Viborg.

I 1641 kom Margarete Koch på bålet for trolddom. Margarete Høien og endnu en kvinde var tiltalt i samme sag. Deres skæbne er dog ukendt.

Samme år blev Christine Christens smidt på bålet i Rise. Og her blev endnu en person smidt på bålet i 1661.

 

Knibning med tænger

For mænd, der var blevet døddømt, kunne der idømmes en tillægsstraf, hvis der var tale om en grov foreteelse. Det var knibning med gloende tænger. Anvendelse af disse er bl.a. blevet omtalt i Aabenraa i 1699.

 

Radbrækning

I meget grove sager kunne dommen også lyde på ”radbrækning”. Den dømte blev da bragt fra livet til døden ved at brystkasse, arme og ben blev knust af et vognhjul, på tysk ”Rad”. Denne løftede skarpretteren med stor kraft og førte mod offeret. Denne afstraffelsesmetode havde flere former.

Den værste form bestod af radbrækning nedefra og op for efterfølgende levende at blive flettet på hjulet.

Det næst værste var at blive aflivet på lignende måde men med et nådestød som afslutning på lidelserne.

Endelig var der de tilfælde, hvor radbrækning skete ovenfra og indledtes med normalt dødelig stød mod nakken eller brystbenet. I Sønderjylland var radbrækning normalt i 1500-1700 årene.

 

Salighed, synd og fordømmelse

Den 8. april 1750 var Peder Knudsen fra Elsmark på Als hjem fra en rejse til Odense. Syd for Ensted Kirke var han vidne til henrettelse af Ulrik Brandt.

Det var vigtigt for moralen dengang, at retterstedet lå på et trafikeret sted til skræk og advarsel. Ofte lå retterstedet også et højt beliggende sted.

Ulrik Brandt blev halshugget for mord og lagt på hjul og stejle.

H.N. Clausen beretter følgende fra sin dagbog: Salighed, synd og fordømmelse.

 

Modvillige håndværkere

Man var ikke altid god til at vedligeholde galgerne, således faldt galgen i Aabenraa også ned i 1728. Men det var ikke så lige til, at få håndværkerne til at hjælpe med det håndværksmæssige.

I 1796 skulle husfogeden i Aabenraa sørge for at få rejst et skafot. Det viste sig at være uhyre vanskeligt. Ingen håndværker ville risikere sit gode navn og rygte ved at udføre et sådant arbejde, der blev betragtet som ”uærligt”.

Hjulet og stagen endelig blev leveret af en håndværker i Felsted.

 

Borgmestermordet i Aabenraa

Præsten havde også et arbejde der skulle gøres i forbindelse med en henrettelse. I 1610 beretter pastor Johannes Generanus fra Aabenraa i sin årbog:

  • juni blev jeg kaldt til fangen Wulf Kalunt og hans hustru Marg. (i anledning af, at svigersønnen Claus Esmarch var blevet dræbt ved en mordkugle). Medens anklageren M. Blauting adspurgte konen nogle gange, trådte jeg til, men formåede ikke at bevæge hende til at aflægge en alvorlig tilståelse.
  • Manden derimod bekendte og angrede på det alvorligste, efter at Joh. Stanhuf i nærværelse af Nic. Cypræus havde oplæst selve den udførlige forhørsprotokol med anklagedes egen tidligere tilståelse, jeg meddelte ham da syndsforladelse og tog ham til alters.
  • Kapellanen Hr. Paul absolverede imidlertid Margareta i morges de, 13. juni næsten mod hendes vilje.

Samme dag blev de begge henrettet. Den 13. juni hedder det sig, at Wulf Kalunt – blev i stor hede radbrækket og rettet på Arnbjerg, hvor en stor menneskehop var strimlet sammen.

I Fladstenbogen hedder det sig:

  • Ao 1610, 14. juni
  • Bleff Wuluff Caalundt rettit paa Arnbierig, ihielslagen mett itt Hiul. Oc liger samestez der oppaa. Oc hans Hostru Margareta halshuggit Paa Kierkebeigit. Blef udlofuit aff hind(es) Sletctning att hun maate komme i Kierkegaarden at Ligge 60 mr Lubs. Alt dette er schett for s(alig) Clavis Essmarickis Onkelig affgang…..

Indrømmet det er svært at nedfælde datidens sprog. Åbenbart er de skriftlige kilder ikke helt pålidelig. For nogle kilder taler om, at afstraffelsen fandt sted på Arnbjerg, mens andre talte om, at afstraffelsen delvis på Torvet og på Arnbjerg.

Sandsynligvis er hustruen blevet halshugget på Torvet, mens ægtemanden er blevet radbrækket på Galgebakken (Arnbjerg).

Et par historikere mener nu, at der her er tale om justitsmord. Vi har i tidligere artikler berettet om hændelsesforløbet.

 

Halshugning i stedet for hængning

Det var mere fornemt at blive halshugget end hængt. Og dette kunne man betale sig fra.

 

Mordbranden

Den 19. maj 1610 gik store dele af Aabenraa op i luer. Peter Baadebygger og Niels Ovesen stod anklaget for mordbrand, De blev ”dømt til Ilden og andet Straf”. Dette har vi også tidligere berettet om.

I 1621 måtte byens vægter sørge for, at Claus Linnedvæver blev bragt til kirkegården og begravet. Han blev halshugget for drab på den tidligere byfoged, Claus Aarup.

Hertugen synes, at have benådet vedkommende til sværdet af hensyn til hans stakkels kone, børn og ”ærlige” slægtninge.

 

Til anatomiske studier

Skikken med at anvende henrettede forbryders legemer til anatomiske formål er kendt langt tilbage. Således brugte Leonardo da Vinci mere end 30 lig, som han sandsynligvis har skaffet fra rettersteder. Hans mening var at skrive et anatomisk værk. Det blev hvis aldrig til noget.

Den 14. januar 1668 attesterede bysekretæren, at vognmand Asmus Zimmermann havde bragt liget af en fra Arnbjerg hængt landevejsrøver ”frey und sicher” til universitetslægerne i Kiel.

 

Ikke råd til dobbelt henrettelse

Ifølge degn Gammelgaards optegnelser skal Varnæs efter svenskekrigene i 1600-tallet været så dårlig stillet, at det gik ud over birkets selvstændige status. Da en pige på Fogedgården tog livet af sit barn, og en bødker kort efter begik mord, var det en byrde for det fattige birk at udrede omkostningerne til de to henrettelser. Det er usikkert om de faktisk fandt sted i Varnæs.

 

14-årig dømt til døden

I 1670 blev Jens Knudsen hængt. I 1682 var Gunder Jesses fængslet i forbindelse med et barnemord. Hun blev formentlig halshugget i Rise. I 1767 blev endnu en kvinde henrettet for barnemord.

I en sag fra 1719 i Lundtoft Herred blev den kun 14-årig Hans Petersen dømt til døden efter at have brændt først en husbonds gård af, og da han slap væk, endnu en gård.

Det teologiske fakultet udtalte sig om sagen og anførte at kongen egentlig godt kunne have benådet ham på livstid på Bremerholm på grund af hans unge alder. Men han var bedre tjent med døden, da et helt liv fra så ung en alder i jern uden udsigt til at komme fri, er frygtelig og kan medføre selvmord.

Man foreslog, at han først blev kvalt og dernæst brændt. Det vides ikke om kongen lod nåde gå for ret.

 

Benådet for blodskam

Ved Tinghuset i Rise dømtes Rasmus Hansen i 1727 for blodskam. Han skulle halshugges og derefter smides på bålet. Steddatteren skulle ligeledes halshugges, men begraves på retterstedet. Hertugen på Glücksborg lod dog nåde gå for ret og benådede Rasmus til kagstrygning og landsforvisning.

Pigens skæbne kendes ikke, men mon hun ikke også blev benådet?

 

Begravelse på retterstedet

Selvmordere kunne også begraves på retterstedet. Det var tilfældet i Lundtoft Herred i 1752. Bøddelens knægt hentede liget af Hans Rytter fra Stubbæk på en kærre og begravede det under galgen i Ensted. Det at begå selvmord var også en strafbar handling dengang.

I 1765 døde Bendix Wenmaring i Aabenraa inden den forventede dom for fadermord kunne afsiges og eksekveres. Hans lig blev ført til Hjordkær, hvor rakkerknægten gravede det ned på Rise Herreds rettersted.

Den sidste henrettelse med sværd overgik i 1767, Catrine Nissen. Det blev betegnet som en ”ærlig” henrettelse, og hun blev begravet på kirkegården.

 

Pastoren fik det dårligt

En kold november måned i 1781 fulgte pastor Klincker i Kliplev keddelflikkeren Jonas Petersen. Og pastoren overværede henrettelsen. Det var mere, end hvad pastoren kunne tåle. Jonas havde myrdet sin kone Maren Jakobs.

 

Røde Anders henrettet

I februar 1795 var Anders Laursen, kaldet Røde Anders fra Mellerup ved Bjolderup på krybskytteri i Sønderskoven ved Aabenraa. Her blev han og sine kammerater overrasket af skovridder van Bergen.

Røde Anders skød på skovridderen, som blev hårdt såret og døde dagen efter. Han nåede dog at udpege sin morder, Røde Anders.

Anders blev fanget og tilbragte et år i et fugtigt hul af et fængsel på Brundlund Slot. Han blev henrettet tidlig om morgenen den 18. august 1796 ved Hjordkær.

Egentlig skulle henrettelsen have fundet sted tidligere. Men skarpretter Wagner fra Haderslev kunne ikke få rakkeren Bock i Aabenraa til at assistere og måtte derfor først skaffe en medhjælper fra Flensborg.

 

Sidste henrettelse i Hjordkær

Den sidste henrettelse i Nordslesvig fandt sted i Hjordkær i 1834. Det var H.S. Fallesen, der havde myrdet sin brud. En stor skare havde fulgt begivenheden.

Amalie Nielsen, datter af præsten Jep Hansen i Hjordkær havde vundet den dømtes fortrolighed. Hun beretter følgende:

  • Efter nogle trøstende ord fra præsten rettede Fallesen sig op og gik med lette skridt hen mod skarpretteren, tog selv sin trøje og sin halskæde af. Så blev han bundet for øjnene. Så knælede han sig ned. Men han kom ikke tæt nok til blokken. Rakkerdrengen slæbte ham derhen med hårene. Da min far så skarpretteren tage øksen, vendte han sig om for ikke at se eksekutionen. Men han så de sidste dødsstrækninger. Det var et syn, han længe ikke glemte. Nu begyndte mængden at røre sig. Men min far råbte højt ”Bi lidt, jeg har endnu et ord at sige”.

 

Blod skulle helbrede

En meget ejendommelig skik oplevede man efter mange henrettelser. Man troede, at blodet fra en henrettet var et sikkert middel mod ”den faldende syge” (Epilepsi). Man havde bæger med. De pågældende fik lov til at komme inden for afspærringen og optage blodet. Således vides, at tre syge fik lov til at drikke den halshuggedes blod i Hjordkær i 1834.

Når blodet var drukket skulle den syge løbe over flere bymarker, før blodet havde sin virkning.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Aabenraa
  • Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

  • Jordemødre, Hekse og Kloge Koner
  • Lov og ret i Aabenraa
  • Urnehoved – et tingsted ved Aabenraa
  • Lov og ret i Tønder
  • Henrettet i Tønder
  • Mord i Nyhavn
  • Henrettelse på Østerbro
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Ribe-Hekseafbrænding (2)
  • Riber Ret (3)
  • Æ Kachmand i Tynne (Kagmanden i Tønder)

 

 

 

 


De gamle Statsfængsler i Citadellet

Januar 15, 2018

De gamle Statsfængsler i Citadellet

Griffenfeld kom i fængsel. Og så var det svenskeren, der havde 5 værelser og to tjenere i fængslet. Murene var på tre fod. Her sad Struensee og Brandt. Og stakkels Dampe. Han blev også sendt til Christiansø. Og her var en ”negerfyrste”, der havde spist to af kongens udsendinge. Han troede, at de var en gave. I tre år havde han arbejdet på udbrud. Men en hun forhindrede det. Det var ellers lykkedes mange gange for Norcross. Til sidst måtte man bygge et bur til ham inde i fængslet. Han havde i sinde at bortføre kronprinsen

 

Griffenfeld i fængsel

Det er altid en oplevelse, at komme på Citadellet (Kastellet). Det bliver jo også kaldt Frederikshavn. Her er ligger volde og grave, som om de altid har ligget her. Her er Proviantboligen og Kommandørboligen. I 1725 blev fængslet bygget bag kirken.

Men længe før, var der fanger her. Danmarks største statsmand, Greve Peder Griffenfeld blev ført til Citadellet den 11. marts 1676. Han tilbragte fire år på hjørnet af Stjernestokken lige over for præsteboligen, der dengang var kirke.

 

Svenskeren, der havde fem celler

Den berømte svenske feltmarskal Grev Magnus Stenbock, der blev taget til fange ved Tønnings erobring 1713, boede her fra november 1714 til sin død den 23. februar 1716 i en af barakkerne, hvor fem værelser var indrettet til hans afbenyttelse.

Så hård kunne hans fangenskab ikke have været med al den plads. Han beholdt også sine to lakajer til sin opvartning og hans underholdning. Og hans underhold kostede ugentlig hele 77 Rdl. Dette var dengang en betydelig sum.

Han tilbragte dagen med at male og skære i elfenben og rav. Han malede selv sit portræt, der senere blev stukket i kobber. Inden han blev indespærret i Citadellet boede han fra 30. november 1713 til 17. november 1714 i en gård inde i København.

 

Tykke mure

Jo i fængslet bagved kirken sad disse berømte mænd. Men i umiddelbar forbindelse til kirken blev der i 1725 bygget en firkantet bygning med mure af tre fods tykkelse. Midt i bygningen gik en tre fod bred gang, lukket med jernbeslåede døre. På begge sider af gangen er der cellefængsler i to etager.

Værelserne er firkantede rum, 6 til 7 kvadratalen. Hvert værelse har et vindue forsynet med tykke jernstænger. En lille egetræsbordplade og en bænk af lidt over en fods længde og bredde, der er muret ind i væggen samt en bilæggerovn i nogle af cellerne udgjorde møblementet.

Gulvet var tidligere i stueetagen enten mursten eller små tilhuggede kampsten og mursten på anden etage.

 

Struensee og Norcross

Den første fange, der indviede dette fængsel var den engelske eventyrer og svenske kaperkaptajn, John Norcross, der var fængslet fra 1727 til 1758.

Jo her var jo også Greverne Struensee og Brandt. Deres fængsler lå i stueetagen og vendte ud mod volden. Her har man også en gang vist en flise. Om den sagde man, at her havde Dronning Juliane Marie stået forklædt i matrosdragt. Hun havde glædet sig over stormandens lidelser.

 

Stakkels Dampe

Her sad også Dr. phil. Jacob Jacobsen Dampe. Efter Napoleon den førstes fald sigtede han til folkets ret for en friere regering. Han blev forrådt af sine venner. I 1820 blev han dømt til døden. Men han blev dog benådet til livsfarlig fængsel. I fem var han indespærret her på Citadellet. Derefter blev han sendt til Christiansø. Men efter fem år blev sendt tilbage, da Christiansø skulle indrettes til karantæneanstalt. Men denne plan blev opgivet, så efter år måtte han igen retur. I 1840 fik han lov til at bo på Bornholm. Denne forvisning blev ophævet i 1848. Han vendte nu tilbage til København, hvor han døde i 1867.

 

En negerfyrste, der åd kongens udsendte

I årene 1830 – 40 husede to af cellerne på anden etage en ”Negerfyrste” fra Guldkysten og hans konseilspræsident. Efter hvad der siges bestod forbrydelsen i, at han havde stegt og fortæret nogle danske ”Sendemænd”. De var kommet for at forhandle med ham. Han troede, at det var en foræring af hans ”broder” Kongen af Danmark. Men dette blev nu ikke taget for gode varer.

Fængslerne er blevet hvidtet, sporene fra fortidens fangere er udslettede. Gulvene har fået brædder og kun værelsernes gamle form er tilbage. På den udvendige side af fængslet findes et minde, om en fanges forsøg på at undvige.

 

Tre års spildt arbejde

I det hul han har boret tæt over jorden, er der nemlig indsat en stor flisesten. Når man står på volden ved møllen, kan man se denne flise, der er afstikkende fra murstenene i den nordlige ende af bygningen.

En fange borede ved hjælp af en stump af en brødkniv hul i sin celle nær ved gulvet. Hver gang han gik for at forrette sin nødtørft fyldte han sine lommer med murgrus, som han tømte i kulen. Efter tre år var hullet stort nok til at han kunne krybe igennem. Men ak, udenfor gik en skildvagt. Han benytte lejligheden, når denne vendte ryggen til.

Men nu havde han ikke lige taget i betragtning, at der var en hund i nærheden. Denne begyndte at gø, da han krøb ud. Skildvagten vendte sig om og stødte ham tilbage i fængslet. Tre års arbejde var spildt på grund af en hund. Jo det var denne John Nordcross, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med.

 

Ville kidnappe kronprinsen

Han blev en berygtet kaperkaptajn, der opbragte mange danske, norske og hollandske skibe i Nordsøen. I 1717 skal han have gjort flere forsøg på at opsnappe den danske kronprins, senere Christian den Sjette. Denne ville han kidnappe til Sverige.

En dag, da kromprinsen således var på jagt i Dyrhaven lå Norcross med sit fartøj uden for Gyldenlund. Flere af hans folk havde skjult sig under landgangsbroen. Efter endt jagt spiste kronprinsen på Gyldenlund (nu Charlottenlund).

Kronprinsen ville vende tilbage til København ad Strandvejen. Men denne tur var for blæsende, så hans kammerjunker rådede ham til at ride ad Kongevejen. Derved slap han for at falde i Norcross arme.

 

Udsendt af landet med rejsepenge

Kort tid efter strandede han ved Thyborøn. Han tog af sted mod København og endte på en russisk chalup. Men ved Dragør mødte han Tordenskjold, der havde skarpe øjne. Han lod ham anholde og føre til København. Han blev spæret inde på Holmen. Men takket være en kvinde undslap han. Han gik til fods til Helsingør og slap over til Sverige.

Efter Karl den Tolvtes fald mistede han sin beskytter, Görtz, der blev halshugget. Han flakkede nu om i Europa. Overalt tilbød han sin tjeneste. I 1722 kom han atter til København. Han tilbød Frederik den Fjerde at brænde den russiske flåde i Kronstadt. Men han fik en kold skulder og hans tilbud blev afslået.

Han blev sendt ud af riget med besked om aldrig at vise sig igen. Med sig fik han 30 Rdl. i rejsepenge. Efter nogle års omflakken viste han sig igen Han blev fængslet mistænkt for forbryderiske tanker.

 

Stukket af igen

I Citadellets fængsel faldt tiden ham lang. Efter syv ugers forløb undveg han. Med fodstykket af sin seng og et skinkeben borede han en aftenstund hul i væggen. Han kom ind i et tomt sideværelse. Derfra gik han op ad en trappe i den øverste etage, hvor han huggede hul i brandmuren.

Klokken to om natten lod han sig fire ned i et stykke strik, som han havde snoet af sengehalm og et lagen. Da han gik over citadelpladsen blev han anråbt af en skildvagt:

  • Wer da
  • Officier

Han kravlede over volden, svømmede over gravene og kastede sig på ny i vandet for at svømme over til Sverige. Undervejs blev han optaget af et skib, der landsatte ham i Malmø. Herfra begav han sig til Hamborg, hvor han imidlertid blev genkendt af en dansk hverveofficer, Kreutz, der arresterede ham.

 

Det var lige ved at lykkes

Han blev nu på ny sat i sit gamle fængsel. Få dage brød han dog atter ud. Han indsmurte hele sit legeme i olie og tog sin slåbrok på sin nøgne krop. Da slutteren om aftenen kom ind til ham, stødte han ham omkuld med sådan kraft, at han væltede de i døren stående soldater. Han blev nu forfulgt af hele vagten.

Den første der greb fat i ham, beholdt hans slåbrok. For de andre gled hænderne af hans glatte krop. Netop da han var kommet over volden og ville lade sig glide ned i graven, greb en soldat ham i hårtotten og holdt ham fast til han fik hjælp.

 

Et bur til Norcross

Den ulykkelige slæbtes atter tilbage til fængslet. Der blev nu bygget et bur midt i fængslet, fire alen. Og det var i stærke egetræsplanker. Han blev smedet til en jernstang. I dette bur tilbragte han 16 år. Han morede sig med at afrette mus, som han forviste, når han modtog besøg. De løb omkring i hans lange skæg. Da han blev affældig blev buret taget bort. Norcross døde i fængslet i 1756.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Østerbro

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

  • Kastellet
  • Legemsdele i Kastelgraven
  • Det mærkelige fund i Garnisonskirken
  • Garnisons Kirkegård
  • Henrettelse på Østerbro

 

 

 

 


Skt. Petri – en skole med fortid

Januar 15, 2018

Skt. Petri – en skole med fortid          

Vi har tidligere beskrevet stedet. Nazismen blev ikke holdt tilbage, som det er hævdet. Organisten blev afskediget grundet nazistiske tendenser. Præsten ville have ham tilbage. Han var også musiklærer på skolen. Tyskerne ville have førerskole i København. Skolen var stor leverandør til Hitler Jugend. Ja en af klasselærerne var leder af denne organisation i København. Tidlig blev det nævnt, at halvjøder ikke skulle løbe over kirkepladsen. En elev og hans familie blev myrdet i Auschwitz. Jøderne blev mobbet ud, og skolen blev erklæret for ”Judenfrei”. Nu var antisemitismen også brudt ud blandt danskere. Man heilede på skolen.

 

Vi har tidligere skrevet om stedet

Vi har allerede skrevet om stedet, ja vi gik lang tid tilbage, helt tilbage til 1304, da kirken startede. Stedet var engang tilholdssted for Københavns elite. I vores artikel fra dengang skrev vi selvfølgelig også om skolen og dens nazistiske tilbøjeligheder. Vi forsøgte nu, at gøre det uden særlig høje løftede pegefingre. Vi har tidligere på vores side beskæftiget os med De tyske skoler i Sønderjylland og nazisterne.

Men efter, at vi skrev artiklen på vores side, udkom der en bog om skolen. Dette resulterede i en del debat især i Berlingske Tidende, hvor ledelsen på skolen blev beskyldt for at holde viden tilbage.

 

Nazismen blev ikke holdt tilbage

”Den Gamle Redaktør” mener også, at have læst nogle indlæg i Weekendavisen, hvor der stod noget om, at skolen stort set havde holdt nazismen tilbage fra skolen under besættelsen. Men det svarer nu ikke til fakta. Der var opstået en myte om, at her eksisterede ikke nazisme.

 

Organist blev afskediget

Til navnet Sankt Petri knytter det sig foruden kirke og skole også et kloster og et gymnasium. Her gik Werner Bests datter og sagde ”Heil Hitler”. Skolen fik også tilgang af to nazistiske lærere fra Tinglev.

Kirkens organist, Modis forsøgte allerede i 1932 at opbygge en nazistisk partiorganisation i Danmark. Han var også skolens musiklærer. Men han blev afskediget.

 

Præsten ville have organisten tilbage

Og egentlig har historien to siden. For det forlød, at kirkens præst ville have annulleret fyringen. Ja han tog til Tyskland efter ham. Lærerne havde forlangt en ny skolekommission og skolens leder havde taget sin afsked grundet fyringen.

Patronen på Sankt Petri, Bardenfleth, der også var Christian den Tiendes kabinetssekretær var klar over, at kontakten til besætterne ikke kunne undgås.

 

Nazisterne ville have en førerskole

Allerede i 1940 meddelte besættelsesmagten skolekommissionen, at de ønskede en ny skole i Danmark. Ret hurtig fandt Bardenfleth ud af, hvad det var for en skole, man ønskede. Det var en nationalsocialistisk læreranstalt NAPOLA. Man havde også disse i Tyskland og formålet var at uddanne nationalsocialistisk førerpersonale.

Patronen meddelte tyskerne, at det kunne han ikke være med til. Fra Skt. Petri kunne man ikke medvirke til dette. Grundstenen til denne overdimensionerede skole i Emdrup blev dog nedlagt. Denne kom senere til at rumme Danmarks Lærerhøjskole.

Dagmarhus ønskede nu lærere ansat. Disse skulle være medlem af DNSAP. Patronen fik forhindret dette. Som straf for dette meddelte de tyske myndigheder, at de ikke mere ville sende lærere fra Tyskland til Sankt Petri Skolen.

 

Storleverandør til Hitler Jugend

I perioden 1930-1945 var mindst 27 af skolens 40 lærere medlem af NSDAP og yderligere 7 var medlemmer af andre nazistiske organisationer som NS Frauenschaft.

Det blev påstået, at skolen var storleverandør til Hitler Jugend. Ja man havde endda en garnison på skolens område. Skolen blev ligefrem en rugekasse. Skoleinspektøren havde ikke noget som helst imod nazismen. Hans søn var en af hovedpersonerne i Hitler Jugends aktiviteter på skolen.

I løbet af 1930erne var cirka halvdelen af eleverne på skolen medlemmer af Hitler Jugend. Med besættelsen kom der dog flere til.

 

Klasselærer, leder af Hitler Jugend

På Skt. Petri var Hitler Jugends rolle efterhånden dominerende. Her var drivkraften Walter Jahn. Men fra 9. april 1940 var det Auswärtiges Amt, der stod for den del af arbejdet. Da krigen efterhånden tyndede ud i rækkerne, var det SS, der påtog sig opgaven.

På et tidspunkt var mindst en af klasselærerne (Schultz) Standortführer i Hitler Jugend. Og skolelederen (Maywald) tog på Hitlerjugend-lejr. Med på samme lejr var matematiklærer Wäsche, som senere blev ansat i den tyske sikkerhedstjeneste og dokumenteret på Kaj Munk.

 

Halvjøder skulle ikke rende rundt på kirkepladsen

Efter NSDAP’ s overtagelse af regeringsmagten i 1933 blev lærerforbundene gradvis ensrettet til et forbund. Selv om det officielt var kontrol med diverse forhold med Skt. Petri skole, så begyndte der under biologifaget indført racekære.

Men allerede i 1937 skriver præsten Walter Jahn til Gustav Modis, der var den første ”officielle” NSDAP leder i Danmark, at det ikke kan accepteres, at der render halvjøder rundt på kirkepladsen på Skt. Petri, og at dennes jødiske mor piller ved kirkepynten. Samtidig så er organisten en ikke arisk tysker.

Se det var sådan, at det tyske mindretal i Sønderjylland kaldte deres nazistiske organisation for NSDAP-N. Og her står N for Nordschleswig.

 

Familie endte i Auschwitz

Og de jødiske børn, der var på skolen blev alle moppet væk af både børn og lærere. I begyndelsen af 1930erne var der cirka 20 jødiske børn pr. årgang. Allerede i 1935, da de tyske racelove blev indført faldt dette antal til cirka 10 pr. årgang.

I bogen af Ole Brandenburg Jensen følger vi Adolf, da han forlod skolen i 1935 på grund af antisemitisme. Med familien rejser han tilbage Amsterdam, hvor nazismen indhenter dem, da Holland bliver besat. Familien bliver deporteret og myrdet. I skoleåret 1939/40 er der kun en jøde tilbage på skolen. Resten er moppet ud.

De nazistiske elever på Skt. Petri blev ligefrem instrueret i, hvordan de skulle moppe jøderne.

 

”Judenfrei”

I 1943 blev klasselisterne ændret, således at den rubrik, der angav tilhørsforhold til det mosaiske trossamfund ganske enkelt forsvandt. Nu var skolen i sandhed blevet ”Judenfrei”. En klasseliste fra 1930 fortæller, at der var jøder i samtlige klasser.

I 2005 udgav den tyske læge og jøde Erik Sommer sine erindringer. Han kom til Danmark som flygtning fra Østrig. Han beskrev sine måneder på Sankt Petri. Han fortæller, at langt de fleste af eleverne og lærerne var nazister.

Han fortæller, at man i den grad viste ham mishag. Det var kun den tyske præsts søn, der tog sig af ham.

 

Ridser i lakken

I en jubilæumsbog, der blev udgivet i 2015 kan man ikke læse noget om denne historie, Ja forfatteren Ole Brandenborg Jensen kaldte i debatten i Weekendavisen debatten for historieforfalskning.

Den officielle holdning er, at man kom gennem nazitiden uden nævneværdige problemer. Men nu er det så kommet ridser i lakken.

 

Antisemitisme også udbredt i danske kredse

På deres hjemmeside takker skolen for det gode omdømme skolen fik, takket være H.W Praetorius. Han var fra 1935 – 1949 lærer på skolen, derefter fungerede han indtil 1975 som skoleleder. Der står ingen steder, at denne herre meldte sig ind i NSDAP og at han var kasserer i den tyske nationalsocialistiske lærerforening.

NSDAP var meget aktive og forsøgte blandt andet at fjerne jøder i Det Tyske Handelskammer i København. Ja forfatteren til vores omtalte går så vidt til at erklære, at fjernelsen af jøder slet ikke var så ”udansk” som efterkrigstiden vil lade vide.

Antisemitismen var så udbredt, at det vil være uretfærdigt kun at knytte denne til tyskerne.

 

Man heilede på skolen

Når man efter besættelsen ville have dansk statsborgerskab, og de danske myndigheder så fandt ud af, at man havde gået i tysk skole eller været medlem af Hitler Jugend så fik man et rungende nej.

På skolen mener man nu, at eleverne skal vide, hvad der skete på skolen. Man mener her, at partimedlemmer blev sendt til Danmark og deres børn gik så på Skt. Petri. Desuden hæfter man sig ved, at langt de fleste elever på skolen ikke var børn af nazister.

Man heilede på skolen, selv om både Skolekommissionen og de danske lærere var imod det. Måske kommer Pretorius også op at hænge igen. Skolen mener ikke, at de skjuler noget. De vil i hvert fald ikke skjule noget.  De mener, at de har været udsat for en forkert tolkning og overskrift. Man vil gerne vedkomme sig hele historien – arv og gæld.

 

Ansvarlig for håndtering af historien

På 70 års dagen for befrielsen af Auschwitz udtalte Tysklands forbundspræsident Lemmert:

  • Efterkommende generationer er ikke ansvarlig for fortiden, men derimod for hvordan håndterer vi den?

Ja nogle mener, at Sankt Petri skolen har håndteret situationen for defensiv. Man mener måske sagen er forældet. Andre er oprørt over, at skolen har været mere brun, end man havde forventet.

Skolens opfattelse af historieskrivningen er præget af nazisten Pretorius. Det har været det tætte bånd mellem den kongelige patron, Sankt Petri Skole og Sankt Petri Kirke, der indtil nu har forhindret en dårlig omtale af institutionerne. Men åbenbart har sandheden været en anden.

 

Man skal ikke lukke øjnene for fortiden

Fra skolens side kan man ikke forstå, at man skal konfronteres med en overskrift, der ikke passer, for man ønsker jo netop ikke at skjule noget. Det kan jo også undrer, at Berlingske Tidende valgte at bruge en så bombastisk overskrift, der nærmest anklager skolen for bevidst at skjule noget historisk.

Man skal heller ikke gøre den nuværende ledelse ansvarlig. Men det som der skete dengang skal forhindres nok engang. Vi har alle et kollektiv forpligtelse til, at folkemord ikke skal gentage sig. Og derfor hører også Sankt Petri Schule til dem, der har en speciel forpligtelse til at efterleve etiske og moralske værdier. Det forudsætter dog at man kender den tyske og sin egen historie.

Intet bør fejes under gulvtæppet. Man bliver nødt til at vedkende sig sin egen historie, selv om overskrifter kan være svær at sluge.

En af de mest kendte elever var Richard von Weizsäcker (1924-1926) Han har været Tysklands tidligere forbudspræsident. Og han har udtrykt problemet ganske klart:

  • Den, der lukker øjnene for fortiden, bliver blind for nutiden

 

Kilde:

  • Artikel fra dengang.dk Sankt Petri og omgivelserne
  • Diverse andre artikler på dengang.dk omkring NSDAP/DNSAP
  • Ole Brandenborg Jensen: Landesgruppe Dänemark NPSADs udenlandsorganisation i Danmark 1932-1945

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 214 artikler fra Besættelsestiden, før, imellem og efter, herunder:

 

  • Sankt Petri og omgivelserne
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Nazister i Tønder
  • Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Jens Møller- Folkeforfører eller folkefører
  • Mindretal i brændpunktet
  • Det Tyske Mindretal
  • Besættelsestiden og det tyske mindretal
  • Varulve-angreb eller drengestreger?
  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Bovrup-kartoteket
  • Frits Clausen-den tredje historie
  • De danske Varulve
  • De dødsdømte fra Tønder
  • Frits, nazister og et kartotek
  • Frits Clausen, lægen fra Aabenraa
  • Bloddrenge og unge nazister

 


Tysklandsarbejdere og Dansk Erhvervsliv

Januar 14, 2018

Tysklandsarbejdere og dansk erhvervsliv

Der er stadig mange myter i forbindelse med Besættelsestiden. Vi skal her aflive nogle af dem. Og det er i forbindelse med Tysklandsarbejdere. Der var vel kun 10 pct., der valgte at rejse frivillig. Og at de blev sendt syd på for brændsel, kan have sin rigtighed. Virksomheder blev ikke tvunget til at samarbejde med tyskerne. Og Staten tvang dem ikke. Men de fik råstoffer som tak for samarbejdet. Og mange var afhængig af dette, ellers kunne de godt pakke sammen og lukke. Men hvorfor blev alle ikke straffet for samarbejde med tyskerne? Nogle havde tjent styrtende med penge og blev endda hædret. Man skulle helst tie tingene ihjel. Danmark leverede 25 pct. af Wermachts kødforsyning. I 1944 var det 160.000 tons svine- og oksekød. Ingen i landbruget blev dømt. Heller ikke Christiani, som byggede masser af u-bådsanlæg for tyskerne. Han blev i stedet dekoreret. Halvdelen af entreprenørerne arbejdede for tyskerne. De byggede for 200 milliarder kr. Mindst 23 danske virksomheder brugte tvangsarbejdere. Og Jens Otto Krag spredte løgb omkring Tysklandsarbejderne.

 

Ikke alle led nød

Generationer af danskere har i skolen fået at vide, at besættelsestiden var fem mørke, triste og fattige år. Men det var det ikke nødvendigvis for entreprenører, landmænd og industrifolk. Det var i økonomisk forstand fem lyse år, fem fede år. Ikke for alle men dog for en hel del.

 

Jens Otto Krag foragtede Tysklandsarbejdere

Under besættelsestiden rejste 129.700 danske arbejdere til Tyskland for at arbejde. I mange år blev disse arbejdere stemplet af en kold og hadsk tone. Således foragtede statsminister Jes Otto Krag dem. Han skrev følgende:

  • Det var ikke de bedste, der rejste ud. (Flertallet var uorganiserede) og de økonomiske tab, de påførte landet var kun små.
  • Der skal naturligvis ikke vises større moralsk overbærenhed over for arbejdere end andre samfundsgrupper, der gik tyskerne til hånde.
  • Deres antal androg, da det kulminerede ca. 30.000 mand
  • Da bomberne begyndte at falde, tog de klogelig hjem
  • Det antal, der tog til Tyskland og Norge var imidlertid relativt ringe (og dog stort nok til at hindre tvangsudskrivning)

Hvorfor han skulle lyve om antallet, er vel sammen med de andre beskyldninger for at kaste et dårligt lys på disse mennesker. Jens Otto Krags beskyldninger fremkommer i det socialdemokratiske værk af Hartvig Frisch, Buhl m.m.: Danmark besat og befriet 1-3. Den blev hvis nok udgivet i 1947.

 

Tysklandsarbejdere blev truet af fagbevægelsen

Men Tysklandsarbejderne blev truet med, at de ikke kunne få dagpenge, såfremt de ikke rejste til Tyskland, når de var arbejdsløs. Fagbevægelsen stod sammen om dette dengang. For 90 pct.’ s vedkommende blev arbejderne tvunget til at rejse.

Egentlig skulle de danske arbejdere kun arbejde 48 timer om ugen, men adskillige blev tvunget til at arbejde 60 timer. Det ser ikke ud, som fagbevægelsen kunne gøre noget eller ville gøre noget, for at forhindre dette. Det står også uklart, hvem der fik tilbudt højskoleophold i stedet for at blive sendt syd på. Der var ikke mange, der var klar over denne mulighed.

 

Råstoffer for arbejdskraft

De Samvirkende Fagforbund havde pointeret over for deres lokalafdelinger, at det var vigtigt, at sende medlemmer syd på, for så kunne Danmark fortsætte med at få brændsel. Tyskerne sanktionerede ikke med straffe som sådan, men de havde en hage i Danmark, da de kunne levere råstoffer som bytte for arbejdskraft. Og dette bytte syntes den danske fagbevægelse åbenbart var i orden.

Men hvad var det lige historikeren Ditlev Tamm skrev i sin bog ”Retsopgøret efter besættelsen”:

  • Økonomisk samkvem med fjenden under krig har altid været forbudt

 

Dansk Arbejdsmarkedsforbund var tilpasningsvenlig

Den 16. maj 1940 blev der udsendt et cirkulære fra de danske myndigheder, der fastslog, at der skulle arbejdskraft til selve Tyskland og virksomheder i Norge, der arbejdede for tysk krigsindustri.

I Dansk Arbejdsmandsforbund, hvor over halvdelen var uden arbejde gik bølgerne højt i forbundsledelsen. Forbundsformand, Axel Olsen var meget ”tilpasningsvenlig” over for tyskerne. Åbenbart skulle tyskerne have foreslået ham, som minister i en dansk regering, som tyskerne forlangte.

Fagbevægelsen afleverede lister med røde prikker på kommunister og folk, der arbejdede sammen med kooperatører.

 

Mange døde og sårede

Mange tysklandsarbejdere blev dræbt og såret under deres ophold. Hvor mange, det drejede sig om, er der uenighed om. Der nævnes dødstal mellem 80 og 500. De fleste overlevede dog arbejdsskader, mishandlinger og legemesskader efter engelske og amerikanske bombardementer.

 

Arbejdsgivere anmeldte arbejdere til Gestapo

Som regel gennemgik man lægeundersøgelser m.m. i en gennemgangslejr. Her kunne man risikere, at skulle opholde sig i ret lang tid, sammen med andre nationaliteter. Man sov i køjesenge. Forplejning og lønforhold levede slet ikke op til aftalen.

Rømmede man sin arbejdsplads kunne man være sikker på, at Gestapo ledte efter en. Danske arbejdsgivere i Tyskland angav danske tysklandsarbejdere til tysk politi. Og man kunne vel ikke være uvidende om, at det drejede sig om Gestapo.

Nogle af de danske arbejdere var også så uheldig at havne i en ”arbejderopdragelseslejr”, hvor man skulle gå i fangetøj og kortklippet hår. Her var man hele tiden under bevogtning af SS.

Ja andre endte i en af de mest berygtede lejre i KZ-systemet, Dora – Mittelbau. Her arbejdede hovedparten af fangerne under særdeles ødelæggende forhold med at producere V1 – missiler og V2 – raketter i en fabrik, der var indrettet i minegange og huler under jorden.

 

Ikke en garanti for ordentlige arbejdsforhold

De danske arbejdere havde ellers tillid til systemet, når de skulle arbejde for danske firmaer i det tyske. Men det var nu langt fra en garanti for ordentlige forhold.

Det viste sig, at mange af de danske firmaer reelt ikke arbejdede i Tyskland. Man udlejede danskerne til tyske firmaer mod et større eller mindre gebyr. ”Hvide slavehandlere” blev disse firmaer omdøbt til i den interne korrespondance.

Denne ”Slavehandel” stred mod dansk lov fra 1938. Denne lov forbød privat arbejdsanvisning. Men det var nu langt fra det eneste problem med den såkaldte ”firmaindsats” Til de brudte løfter overfor arbejderne kom andre uregelmæssigheder. Det var hyppigst forsøg fra firmaernes side at omgå reglerne for hjemsendelse af fortjeneste over den dansk – tyske clearingsordning.

Tysk hvervning af danske arbejdere til arbejdspladser i Tyskland startede med den danske regerings godkendelse allerede få uger efter den tyske Værnemagts indmarch i Danmark. Det blev straks en dundrende succes.

Medio oktober 1940 rundede antallet af danske arbejdere mod Tyskland allerede op på 20.000.

 

Stor dansk opbakning til Nazisterne

På et tidspunkt opstod den tanke, at man udover danske arbejdere også kunne tiltrække danske bygningsentreprenører. Man havde brug for alt. Efterhånden blev arbejdspladserne suget af folk, der skulle til fronten. Det nazistiske Tyskland var glad for Danmarks opbakning, dermed bakkede de os op om krigsindustrien.

 

Store planer for danske virksomheder

Hitlers chefagent Albert Speer havde store planer for ”Verdenshovedstaden Germania”. Der skulle oprettes gigantiske bygninger. Men også rigets tredjestørste by havde store planer. Dette indebar en gennemgribende bortsanering af Hamborgs indre by.

En gigantisk hængebro over havneområdet, som de største skibe skulle passere under, skulle forbinde bydelene nord og syd for Elben.

 

Dansk generalkonsulent begejstret for tyskernes planer

En af dem, der lod sig betage at de store planer, var Danmarks generalkonsul i byen, Marinus L. Yde. Han havde fungeret som leder af Danmarks generalkonsulat i Hamborg siden 1921. Ydes udprægede tyske holdning blev ikke afsvækket af nazisternes overtagelse. Tværtimod søgte Yde forbindelse den dybt korrupte nazistiske hardliner, Karl Kaufmann, en af Hitlers betroede.

Storhamborgs – planerne fik allerede det blå stempel i forsommeren 1939. Jo de mange sejre skabte en euforisk stemning i Tyskland. Forventningerne var en snarlig afslutning af krigen. Regimets prestige steg. Men nu skulle magtpositionen først omsættes i sten og bestandige symboler. Og det var her de danske entreprenørvirksomheder-og for den sags skyld også hollandske og belgiske-kom ind i billedet.

 

Entreprenørerne bed på

Og de danske firmaer var uset til at bygge arbejderboliger og etablering af store luftbeskyttelseskældre. Yde kontaktede udenrigsminister Scavenius og ingeniør Niels Monberg fra entreprenørfirmaet Monberg & Thorsen. De var begge hans personlige venner.

Og snart mødtes toppen af Entreprenørforening, Ingeniørforeningen, Akademisk Arkitektforening samt Dansk Arbejdsgiverforening sammen med tyske repræsentanter.

 

Minister sikrede sit eget firma

Nu var det ikke nyt, at man havde samarbejde med Nazi-Tyskland. Der var også Fugleflugtslinjen, hvor minister for offentlige arbejder, Gunnar Larsen i juli 1940 havde forpligtet regeringen til et samarbejde med tyskerne omkring ”Fugleflugtslinjen”. Så kunne han også sikre sit gamle firma F.L. Smith.

Ja og så er det også det store angement som dansk erhvervsliv udviste i de østlige områder i Tyskland, det vil sige også alle de områder, som tyskerne havde overfaldet i Polen. Men se dette tema har vi allerede beskæftiget os med i en artikel.

 

Politikere: ”Tag det lidt med ro”

Tyskerne ville også gerne have dansk arbejdskraft til krigsmæssige projekter. Men da agtede man, at klare sig gennem Deutsche Arbeitsvermittlungsstelle. Disse skulle så ansættes under tyske firmaer.

Alt i alt reagerede de danske organisationsfolk positiv og interesseret med udsigt til så maget arbejde. Man fandt de forhold, som tyskerne tilbød som meget gunstige.

Tyskerne forestillede sig, at de danske entreprenører selv skulle medbringe værktøj, kørertøj, tungt materiel m.m. Men socialminister Kjærbøl fandt det ikke rigtigt at afslå tyskernes ønske, men man skulle begrænse det mest muligt. Man skulle helst holde tyskerne på arms afstand og undgå forpligtende dansk-tyske aftaler og fællesorganer.

Politikerne mente, at de 20 involverede firmaer foreløbig skulle klare sig med 1.000 mand. Men dette anså man fra entreprenørerne som et latterligt antal. På det tidspunkt var der allerede rejst 28.000 til Tyskland heraf 7.500 til Hamborg.

 

Sagen blev lukket for pressen

Søndag den 27. oktober berettede Berlingske morgenavis udførligt om Storhamborg-planerne. I Hamborg brugte generalkonsul Marinus Yde ord som ”dristig” og ”gigantisk” om alle de byggeprojekter som de danske entreprenører skulle igennem.

Så blev det ellers tavst om sagen. Udenrigsministeriets Pressebureau lod forstå, at sagen ikke skulle omtales mere. Chefen for ministeriets juridisk-politiske afdeling, Niels Svenningsen havde nedlagt forbud mod at omtale sagen. Og det lykkedes totalt at mørklægge sagen.

 

Regeringen: ”Det var ikke et pålæg”

Et betydeligt antal af byggebranchens virksomheder var særdeles interesseret i at samarbejde med tyskerne. Udenrigsministeriet havde på et møde den 13. juni 1940 givet udtryk for:

  • At det var ønskeligt at entreprenørerne påtog sig udførelserne af arbejderne.

Men der blev også tilføjet en sætning, som byggebranchen glemte:

  • Men selvfølgelig står det enhver frit for om han vil eller ej

Byggebranchen eller dele af den udlagde det som en statslig ordre og brugte i sine succesrige bestræbelser på at stryge sin del af ansvaret for kollaborationen af sig.

Regeringen gentog, at der ikke var tale om et pålæg. Entreprenørforeningen vendte flere gange tilbage. Man henvendte sig også til Udenrigsministeriet og svaret herfra var svaret det samme. Og det blev understreget, at regeringen ikke kunne give nogle grantier om, at der ikke senere ville ske retsforfølgelse.

 

Konspiration mod regeringen

Både Thorsen, Kjærbøl og Stauning forsøgte at begrænse initiativerne. Men det sørgede Entreprenørforeningens formand, at tyskerne fik at vide. Han håbede, at tyskerne ville lægge pres på den danske regering.

Knud Højgaard var sammen med flere andre af de store entreprenørfirmaers ledende folk dybt involveret i en konspiration mod regeringen, som bundede i en afvisning af Socialdemokratiet og demokratiet som sådan.

 

”Kan vi så få det blå stempel”

Frygten for at blive ekskluderet var angivelig årsagen til, at Wright, Thomsen & Kier sammen med et andet af datidens store firmaer Christiani & Nielsen tog kontakt til Entreprenørforeningen i sommeren 1944. De havde arbejdet ihærdigt for tyskerne og ville have bestyrelsen til at blåstemple deres aktiviteter.

På Entreprenørforeningens generalforsamling efter befrielsen lagde Einar Thorsen vægt på, at man havde holdt igen over for tyskerne og gjort nationale betænkeligheder gældende over for et stort dansk engagement i Tyskland.

I lyset af det igangværende retsopgør og truslen om konfiskation af kollaboratørernes formuer var det tydeligvis vigtigt at skabe fælles fodslag med hensyn til, hvad entreprenørforeningens medlemmer sagde om samarbejdet med tyskerne. Men nu bærer det meget tydelig præg af efterrationalisering. I begivenhedsforløbet er der ikke spor af tilbageholdenhed fra foreningens side.

 

Firmaer uden om traditionelle godkendelser

Tyskerne antog hurtigt danske firmaer uden om de traditionelle godkendelsesprocedure. Efter mindre end et halv års firmaindsats var der allerede en halv snes firmaer i gang udover dem, der havde fået godkendelse. I løbet af maj 1942 befandt der sig allerede 128 firmaer i entreprise. Flest danske firmaer var der i Kiel, og her var der masser af arbejde ved Kriegsmarine og Luftwaffe.

Danske entreprenører fik kontrakter på genopbygning og reparation af bombeskadede bygninger, broer og anden infrastruktur.

 

180 danske firmaer i Tyskland

Nogle af de danske firmaer kunne ikke klare sig økonomisk. De gled lige så stille ned til at blive ”Hvide Slavehandlere”. Man rejste fra dansk side tiltale mod de værste af slagsen. I november 1942 gik det allerede ud over 15 firmaer.

I 1945 opgjorde Statens Udvandringskontor, at alt 180 danske firmaer inden for bygge og anlægsvirksomhed i kortere og længere tid havde været aktive i Tyskland.

 

Højgaard & Schultz pressede de ansatte

Højgaard & Schultz havde forsøgt at presse arbejderne til at forblive i firmaets tjeneste i Tyskland udover den tid, de kontraktlig havde forpligtet sig til ved i strid med kendsgerningerne, at true dem med, at ”de ved hjemkomsten til Danmark ikke ville kunne erholde understøttelse af nogen art, hvis de ved kontraktforholdets ophør forlod firmaet mod deres ønske”

 

Løfter blev ikke overholdt

Firmaet Industribyg, som i forbindelse med hvervingen havde lovet arbejderne, at de skulle arbejde på en dansk ledet arbejdsplads under danske foresatte, men i stedet overlod dem til tyske firmaer.

Nymark & Olsen havde givet arbejderne løfte om fri forplejning og højere timeløn, hvilket ikke blev overholdt. Og sådan kunne vi blive ved.

 

Et godt bidrag til den nazistiske krigsøkonomi

I alt var der i alt 127.910 Tysklandsarbejdere. Og af disse var 27.745 tilknyttet den danske ”firmaindsats”. Det var således hver femte arbejder, der blev hyret til Nazi-Tyskland af et dansk entreprenørfirma.

Set i betragtning af Danmarks befolkningstal var det ikke et ubetydeligt bidrag som danske entreprenører ydede gennem deres organisationer til den nazistiske krigsøkonomi.

 

Tysklandsarbejderne blev i den grad snydt

Og til de arbejdere, som Jens Otto Krag foragtede var det brugt ret så betydelige ressourcer fra Statens Udvandringskontor og de danske konsulater i Tyskland for at hjælpe dem. De var blevet snydt eller røget uklar med deres arbejdsgiver.

  • I 27 firmaer konstateredes der underslæb, begået af firmaets indehaver, forretningsfører eller bogholder
  • I 67 firmaer forekom der uorden i forbindelse med overførsel af arbejdernes opsparede løn til familierne i Danmark.
  • 36 firmaer blev taget i forsøg på at foretage ulovlig overførsel af fortjeneste, blandt andet ved at misbruge de ansattes konti.
  • Og i 62 firmaer forekom der uregelmæssigheder og overtrædelser af reglerne i forbindelse med aflønning af andre kontraktforhold, typisk man ikke betalte den lovede løn eller nægtede arbejderne at blive løst fra arbejdsforholdet, så de kunne rejse hjem, når kontrakttiden var udløbet.

 

Mindst 23 danske firmaer brugte tvangsarbejdere

Mindst 23 danske firmaer med selvstændige entrepriser med egen byggeledelse i Tyskland har for en væsentlig del af arbejdsstyrkens vedkommende udnyttet tvangsarbejdere fra Polen, Sovjetunionen og måske også de tysk besatte lande.

For firmaet Villadsen er det faktisk fastslået, at ved firmaets store genopbygningsentreprise i Rostock beskæftigedes i 1943 tvangsudskrevne civile fra Sovjet. Cirka 200 krigsfangere blev stillet til rådighed.

Højgaard & Schultz indsatte tvungen arbejdskraft ved digebyggerier i Polen. I år 2000 indledte firmaet en uvildig undersøgelse om deres fortid. Baggrunden var Therkel Strædes afsløringer. Resultatet af undersøgelserne blev, at Højgaard Holding i 2001 oprettede en fond.

 

Højgaard troede på sejr

Højgaard & Schultz havde også et stort samarbejde med Siemens Bau Union. Den berygtede leder Kaj Højgaard var ikke spor i tvivl i 1941, at det kun var et spørgsmål om tid, når Hitler var sejrherren. Og her stod han sammen med F.L. Smidth’ s repræsentant i regeringen, Gunnar Larsen.

Godt 50 år efter krigens afslutning indhenter fortiden F.L. Smidth. Historikeren Joachim Lund’ s afsløringer førte til en voldsom mediestorm. Krisen førte til, at F.L. Smidth i 1999 måtte oprette en fond for overlevende tvangsarbejdere. Vi har tidligere skrevet en artikel om dette.

 

Tvangsarbejderne gjorde det ikke godt nok

Luftwaffe kontaktede det københavnske entreprenørfirma Thorning-Christensen. Det var ikke et stort firma. Men nazisterne havde gode erfaringer med danskerne, som de kendte fra andre krigsprojekter, blandt andet et luftbeskyttelsesanlæg i Kiel.

Det tyske militær stillede 75 mand til rådighed. Men de danske entreprenører var dog alt andet end tilfreds med deres indsats. Det tog alt for lang tid for dem at blande beton og mure de tykke bunkermure op. Men de medarbejdere de havde fået stillet til rådighed var udmattede og udmagrede polske og sovjetiske tvangsarbejdere. Indehaveren af det danske firma beklagede sig over, at medarbejdernes sundhedstilstand var for ringe.

Århus-firmaet Jens Sørensen fik i 1944-45 en tysk ordre på at rydde op efter et allieret bombetogt over Hamborg. Tyskerne stillede KZ-fangere fra Neuengamme til rådighed.

 

Hele 800 tvangsarbejdere til rådighed

Ingeniør C. Krøyers virksomhed fik til opgave at bygge en bunker for det tyske sikkerhedspoliti i Hamborg og en flyveplads i Pommern. De fik stillet 800 såkaldte ”bygge hjælpe – arbejdere” til rådighed. Dette dækkede over civile sovjetiske tvangsarbejdere fra en nærliggende bevogtet lejr.

 

Christiani slap – han blev dekoreret

Rudolf Christiani regnes for en af dansk erhvervslivets store profiler på linje ned A.P. Møller. Fra 1935 til 43 var han medlem af Rigsdagen for partiet Venstre. Politisk koncentrerede han sig først og fremmest først om udenrigspolitikken. Christiani & Nielsen gjorde sig tidlig bemærket med en speciel jernbeton. Det gav mulighed for dristige og epokegørende konstruktioner.

Det nye materiale stod sin prøve ved et meget omfattende kajbyggeri i Hamborg, Lübeck, Cuxhafen. Og senere fortsatte man i Bremen, Kiel og Stettin. Disse byggerier gav tidligt firmaet fodfæste på det tyske marked. Man samarbejde med tyskernes store industribaroner for eksempel Krupp & Co. Men firmaets storhedstid kom først med nazismens overtagelse.

I Danmark undgik man at samarbejde med tyskerne. Men datterselskabet ude i Europa arbejdede i den grad sammen med tyskerne. Man byggede løs af u-bådsbaser i Norge og Frankrig. Her benyttede man masser af slavearbejdere og Kz-fangere. På en af u båds anlæggene ved den franske atlanterhavskyst stod der skrevet:

  • Wir bauen für den Sieg

På trods af, at daværende statsadvokat Carl Madsen havde stabler af beviser for firmaets beskidte kollaboratørvirksomhed, nok til at sende Rudolf Christiani bag tremmer, blev der aldrig rejst sag.

Højere magter, personificeret ved den øverste anklager, rigsadvokaten, justitsministeren og det politiske establishment lod sagen falde. Så Rudolf Christiani blev som så mange andre af hans slags aldrig dømt for sine misgerninger under krigen. Snart var han tilbage i chefstolen.

I 1954 blev Rudolf Christiani udnævnt til ”Kommandør af Dannebrog”, hvilket han var til sin død i 1960.

 

Danfoss snød

Det er heller ikke særlig populært at fortælle, at Mads Clausens Danfoss leverede for 408.850 kroner til tyskerne. Det svarer til seks millioner kroner i dag. Man konstaterede, at det var at gå over streget, så det hæderkronede sønderjyske firma måtte tilbagebetale 72.242 kroner svarende til 1,2 millioner kroner i dag.

Nej danske firmaer var bestemt ikke bedre end deres tyske kollegaer. Det er lidt svært, at finde noget på de forskellige firmaers hjemmesider, der viser, at de har været involveret i Holocaust ved at anvende tvangs- og slavearbejdere under Anden Verdenskrig. Med brug af tvangsarbejdere blev danske virksomheder en del af det nazistiske undertrykkelsesapparat.

 

150 danskere arbejde med gift i Auschwitz

I en artikel i Arbejderhistorie med titlen ”I røgen fra krematorierne” dokumenterer tre historikere, Therkel Stræde, Olaf Erichsen og Marius Hansen, at der i på den kemiske fabrik I.G. Farben i Auschwitz-lejren arbejdede 150 danske arbejdere. De var antaget af det danske el-installationsfirma Dahl-Jensen. Samarbejdet med nazisterne var godkendt af de danske myndigheder.

De tre historikere konkluderer, at firmaet og de 150 danske tysklandsarbejdere var med til at drive det folkemorderiske projekt videre på bekostning af sagesløse fangere.

 

Mange myter om tvangsudskrivning

De enkelte erhverv fulgte en meget forskellig politik. Man stod i et svært dilemma, hvor det tyskdominerede marked er det eneste åbne marked. Virksomheder kunne lukke butikken og fyre ansatte eller levere til tyskerne.

Men der er lige nogle myter, som vi skal have aflivet. Virksomhederne blev ikke tvunget ril at udføre arbejde for værnemagten. Der er blevet slået fast som en kendsgerning, at tyskerne allerede i april 1940 truede med at tvangsudskrive danske arbejdere, hvis entreprenørerne ikke tog imod bestillinger på at opføre bunkere og flyvepladser i Jylland. Men historien om tyskernes trussel er uden hold i virkeligheden.

 

Myten fabrikeret af entreprenører

Myten om tvangsudskrivning af arbejdere var fabrikeret af T.K. Thomsen, en af indehaverne af det store entreprenørfirma Wright, Thomsen og Kier. Det skete i 1942, da den tyske krigslykke var ved at vende. T.K. Thomsen gentog den senere over for Den Parlamentariske Undersøgelsesdomstol, der efter befrielsen undersøgte graden af det danske samarbejde. Undersøgelsesdomstolen tog dette for gode varer uden at kontrollere samtidige kilder. Efterhånden bed denne forklaring sig fast som en kendsgerning.

 

Danske firmaer byggede for 200 mia. Kr.

Det er ikke korrekt, når man i generationer har taget det som en kendsgerning, at danske virksomheder mere eller mindre var tvunget til at samarbejde med værnemagten. Ganske vist opfordrede Stauning-regeringen til samarbejde. Men det var ikke kun samarbejdsregeringens ansvar, at det blev udført arbejde for tyskerne for et beløb, der i dag ville svare til 200 mia. Kr. De enkelte erhvervsledere traf deres egne beslutninger, og bar derfor et mindst lige så stort ansvar.

 

Kun halvdelen af entreprenørerne arbejdede for tyskerne

På samme måde er det ikke hold i den mangeårige forestilling om, at alle entreprenører i større eller mindre grad var såkaldte værnemagere-firmaer, der arbejdede for tyskerne. En forestilling, der blandt andet bundede i påstanden om, at entreprenørerne ikke havde mulighed for at sige nej.

Denne opfattelse skal lige revideres, for kun halvdelen af entreprenørerne valgte at arbejde for tyskerne. Den anden halvdel afslog. Nogle gjorde det at moralske grunde andre af nationale grunde og den tredje grund var, at nogle arbejdede for de allierede. Det kunne give ubehagelige sanktioner.

Entreprenørbranchen var i høj grad præget af moralske overvejelser og diskussioner. Der var meget tæt på en splittelse.

Nogle sagde høfligt nej til tyskerne uden at opleve repressalier fra dem. Egentlig var tyskerne ikke interesseret i at komme på kant med danskerne. Anderledes var det i Frankrig. Her turde tyskerne ikke at bruge de lokale firmaer de første par år.

 

Dybt afhængig af Tyskland

Inden for danske industri – virksomheder var det heller ikke hold i myten om, at de fik deres ansatte tvangsudskrevne, hvis firmaerne ikke samarbejdede med værnemagten. Truslen om tvangsudskrivning er en myte, som er konstrueret efter krigen for at forsvare sig mod den kritik af værnemagere, der blev rejst. Den var aldrig reel. Tvangen var til stede, men den var først og fremmest økonomisk. Hvis man ikke ville handle, fik man ikke stillet råvarer til rådighed.

Det moralske og nationale spillede ingen rolle inden for industrien. Virkeligheden var, at virksomheder, der i forvejen var eksportorienterede og/eller afhængig af tilførsel af brændsel og råvarer. De blev dybt afhængig af, at kunne handle med Tyskland. Nogle holdt igen. Andre gik langt længere, end man havde behøvet.

 

Den røde løber foran Axelborg

I juli 1941 havde Landbrugsrådets præsident Henrik Hauch taget sit fine tøj på. Den røde løber var lagt ud foran hovedsædet Axelborg. Der var fint besøg fra Berlin. Gæsten hed Herbert Backe. Han var chef for fødevareområdet i Det Tredje Rige og hørte til Hitlers inderkreds.

Han havde lavet en plan, om at 30 millioner Sovjet – borgere ville miste deres liv for at indbyggerne i Det Tredje Rige kunne få nok at spise. I retsopgøret ved Nürnberg-domstolen blev Herbert Backe dømt til døden.

Men her i København blev Backe mødt som en ven af dansk landbrug. Det var ingen tvivl om, at leverancerne af dansk korn, svineskanker og oksekød havde høj prioritet i Berlin, og Danmark svigtede aldrig. I sine erindringer udtaler Henrik Hauch den nazistiske leder som ”vore gamle venner fra før besættelsen”. Nu tydede intet på, at Hauch havde nazistiske tilbøjeligheder, men han gjorde gerne forretninger med det nazistiske regime.

 

I 1944 eksporterede vi 160.000 tons svine- og oksekød

Alene i 1944 efter at regeringen var trådt tilbage og samarbejdet formelt var ophørt, sendte danske landmænd 160.000 tons svine- og oksekød til Tyskland. Samtidig lykkedes det at presse prisen op. Eksportprisen på smør blev fordoblet i det første halve år af besættelsen. Prisen på oksekød steg med 65 pct. Og bøndernes afregning på svinekød steg med 59 pct.

 

25 pct. af Wermacht’ s kødforbrug

Inden tyskerne besatte Danmark havde de regnet ud, at landet kunne give overskud bare ved eksport af landbrugsvarer. Måske var der også derfor, at den nazistiske topleder Backe flere gange under besættelsen besøgte Danmark.

De danske kødleverancer udgjorde 20 pct. af den tyske civilbefolknings forbrug og 25 pct. af Wehrmachts forbrug. Mens Europa lå i ruiner, kom dansk landbrug økonomisk styrket ud af krigen.

Fra sommeren 1944 gik Landbruget ind og finansierede udgivelsen af det illegale blad ”Budstikken Gaar”. Det var for at påvirke opinionsdannelsen.

Og som vi har skrevet så mange gange. Den lille mand blev straffet, mens det meste af erhvervslivet slap for straf.

 

Man skal helst tie det ihjel

Wright, Thomsen og Kier måtte af med mest af alle, 6,9 millioner kroner eller over 80 millioner omregnet til nutidige priser. Men langt de fleste slap for straf efter de hårde værnemagtslove. Det gjaldt i endnu højere grad for landmændene, ingen blev dømt for værnemageri, ingen fortjenester blev konfiskeret. Alt var ifølge myndighederne i orden.

Der er lig i lasten nogle steder. Andre steder er det ikke. Nogle centrale erhvervsledere, politikere og administratorer skulle dø, før historien kunne skrives. For nogen gjorde historien ondt. For andre kunne historien skade virksomheder økonomisk. Og det er ikke ukendt at arkiver er blevet destrueret eller er forsvundet fra diverse arkiver.

 

 

Kilde:

  • Hans Jørgensen: Mennesker for kul
  • Arbejderhistorie (2001) Therkel Stræde: Danske entreprenører i Nazi – Tyskland under den 2. verdenskrig
  • Jørgen Barfod: Helvede har mange navne
  • Henrik Dethlefsen, Henrik Lundbak: Fra mellemkrigstid til efterkrigstid
  • Dansk Biografisk Leksikon
  • Kjærbøl: Modvind og medhør
  • Claus Bundgaard Christensen m.fl.: Dansk arbejde-tyske befæstningsanlæg
  • Henrik S. Nissen: 1940-Studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken
  • Hans Kirchhoff: Kamp eller tilpasning. Politikerne og modstanden
  • Claus Bryld: Retsopgøret 40 år efter
  • Hans Lyngby Jepsen: Stauning. En biografi
  • Steen Andersen: De gjorde Danmark Større. Danske entreprenører i krise og krig 1919 – 1947
  • Jensen, Kristensen, Nielsen: Krigens Købmænd
  • Joachim Lund: Hitlers Spisekammer
  • Mogens R. Nissen: Til fælles bedste
  • Hartvig Frisch, Buhl m.m.: Danmark besat og befriet 1-3
  • Karl O. Christiansen: Landssvigerkriminaliteten i sociologisk betydning
  • Den Parlamentariske Kommissions Betænkning bd. 1 – 11

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 203 artikler om Besættelsestiden før, midt i og efter herunder:

 

  • Dansk cementfabrik med slavearbejdere
  • Du skal omgås fortiden med varsomhed
  • Besættelsestiden – stadig masser af huller
  • Historikkernes Besættelsestid
  • Besættelsestiden – det vi har glemt
  • Krigens Købmænd
  • Riffelsyndikatet på Østerbro
  • Dansk Vaccine i Buchenwald
  • Sandheden om Besættelsestiden
  • At handle med ondskaben
  • Tilfældet Aabenraa Motorfabrik
  • Værnemagere
  • Gunnar Larsen – en udskilt trafikminister
  • Scavenius – Samarbejdets kunst eller forræder
  • Tvangsarbejde i det tredje rige
  • Politik under besættelsen
  • Samarbejde med Besættelsesmagten
  • Besættelsestiden – skønhedsmaleri eller glemsel
  • Besættelsestidens fortrængelser og mange flere