Dengang

Artikler



Christian den Fjerdes Ladegård

September 11, 2017

Christian den Fjerdes Ladegård

Dette er 10. artikel om Ladegården-lemmerne og åen. Vi er helt tilbage i begyndelsen og tiden før. Vi befinder os nærmest på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg, Chr. Den Fjerde var kendt for sit byggeri og anlægsvirksomhed. Kongen overtager Kalvehave og fandt Skt. Jørgens Sø helt udtørret. Der måtte måles og sættes grænsepæle. Ladegården var et meget moderne anlæg. Der var plads til 500 køer/okser. Her blev anlagt fiskedame. Og 18 broer blev anlagt i området. Nyby Ladegård blev rippet og genbrugt. Men så kom der en frygtlig og ødelæggende storm. Det gik et par år inden Ladegården blev genopført. Men den blev nu knap så stor. Vi kigger på, hvem der var ansat. Produktionen var sat i system.

 

På grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro

Vi har her på siden efterhånden ret meget stof om Ladegården og den tilhørende å. Men der dukker hele tiden nyt op eller sagt på den anden måde, der dukker hele tiden gamle ting op.

Egentlig hører Ladegården til Frederiksberg, men den har jo også haft stor betydning for Nørrebro, så mon ikke det kan forsvares, at vi fortsætter med at ligge den under denne kategori.

 

Vi følger åen

Vi følger Ladegårdsåen fra det punkt hvor den under jorden løber ud i Peblinge Søen og til det sted, hvor Lygteåen støder til. På denne strækning har man Nørrebro til den højre side og Frederiksberg på den venstre side. Under Åboulevarden fortsætter den. Men i 1940erne var der et lille stykke, der endnu var åben til glæde for ungdommen. Langt om længe udløber åen i Damhussøen.

 

Længe før Ladegården

Vi skal ikke glemme, at Serridslev, Solbjerg, Valby og Vigerslev er ældgamle bebyggelser. De fire landsbyer nævnes i det velkendte pavebrev fra slutningen af det 12. århundrede. Men som bekendt så forsvandt Serridslev pludselig. Gad vide om Rosbæk gård og mølle, det senere Gammel Vartov var identisk med den middelalderlige Serridslev Kongsgård?

Tagenshus var oprindelig et vangehus, som Magistraten lod bygge på Serridslev tidligere bymark. Jo vi er langt tilbage i tiden. Se allerede i 1548 bebudede kongen, at han ville ”lade holde Avlsgaard i Nyby”. Men hvor Nyby Ladegård har ligget er de kloge uenige om. Før Nyby var der sandelig også en ladegård på Amager til Københavns Slot.

 

Nyby Ladegård

I de første tiår af det syttende århundrede kom også Ibstrup Ladegård. Det blev senere til Jægersborg.

Der var mange ansatte på Nyby Ladegård dengang i 1580:

  • En ladegårdsfoged, en skriverdreng, en mælkedeje(Mejerske), to ladegårdspiger, to færøgtere om sommeren, seks om vinteren og fire faste tærskemænd.

I år 1600 var der kommet endnu en vangevogter og endnu en ladegårdspige til.

De blev lønnet dels med penge, dels med naturalier som det var tilfældet ude på landet til langt ned i det 19. århundrede.

Allerede i 1559 gjorde en del af kronens fæstere i Utterslev, Bagsværd og Værløse ugedagstjeneste til Ladegården i Nyby.

 

Byggeri- og anlægsvirksomhed

Under Christian den Fjerde blev den gamle Ladegård afløst af et storstilet ny anlæg. Kongens interesse for byggeri og anlægsvirksomhed satte smukke minder rundt om i vort land, ikke mindst i hovedstaden og dens nærhed.

Da han begyndte at bygge Rosenborg, knyttedes der til dette et kongelig lysthus. Oprindelig var det tænkt som en urte- og nyttehave. Men der skulle også være en ladegård, henholdsvis til afløsning af den gamle have ved Vingården og til fornyelse og forøgelse af Nyby og Amager Ladegårde.

Haven ved Rosenborg voksede til og blev stadig større og smukkere, mens det med Ladegården gik den modsatte vej. Efterhånden hørtes der ikke mere om den. Omkring år 1620 hørte man ikke mere om den.

Kongen var på det tidspunkt kommet på andre tanker. Opførelsen af Rosenborg betød også en omlægning af hovedstadens befæstning. Der blev ledt vand ind til kongeslottet.

 

Kongen overtog Kalvehaven

Kongen overtog den sidste rest af den såkaldte Kalvehave mod at hovedstaden får Ryvangen ved grænsen til Gentofte. Tillige købte han Skt. Jørgens Mark af Vartov Hospital for en årlig afgift af 80 daler. De blev nu meget uregelmæssig betalt. Snart blev den gamle Skt. Jørgensgård nedbrudt.

Den ny Ladegård blev bygget blev opført i selve Kalvehaven ikke langt fra Kalvehavens Dæmning som var færdselsvejen mellem Peblinge- og Skt. Jørgens Sø.

En del af Ladegårdsmarken blev allerede i det 17. århundrede udlagt til byggegrunde ved Gammel Kongevej og overladt beboerne uden for Vesterport til erstatning for huse og haver, der måtte sløjfes til forandringer i fæstningsanlæggene.

 

Sankt Jørgens Sø

Omkring år 1600 var Sankt Jørgens Sø næsten udtørret, fordi den ikke holdtes tilstrækkelig inddæmmet- eller ”opstøvet” som det hed dengang. Vandet fik lov til at flyde i engdraget. Kongen forlangte søen ”opstøvet” af hensyn til forvaret. Men borgerne forsøgte at krybe udenom.

Under sidde forhold kunne forstanderen i Sankt Jørgens Hospital i 1587 indtage et stykke jord og stemme eller aflede vandet efter forgodtbefindende til størst udbytte for sin stiftelse.

 

Der måtte måles

Først da sandemænd fra Solbjerg og Valby erklærede, at denne jord havde ”altid været brugt til Københavns By til Aadrift uden Trætte” fik staden sin ejendom frigjort.

Historikere har haft svær ved at finde ud af Kalvehavens nøjagtige beliggenhed. Men heller ikke dengang kunne man finde ud af skel og grænser. Således måtte hollænderen Paul Buysser, der stod i kongens tjeneste som voldmester eller ingeniør foretage en opmåling.

Kalvehaven omfattede engdragene på begge sider af Sankt Jørgens Sø og gik helt ned til stranden. Og den havde næppe skarpe grænser. Og kongen erhvervede hele Kalvehaven. Man regner med, at den samlede Damhussø var 131 tdr. land. (72 ha.) Skt. Jørgens Sø med Kalvehaven har været endnu større. Ja man regner med at søen gik helt ned til Stranden på et tidspunkt.

Nyby Ladegårdsmark, der dannede kærnen i Christian den Fjerdes nye anlæg blev afrundet med dele af Kalvehaven, et stykke af hovedstadens fælled og Skt. Jørgens Mark.

 

Nyby blev nedlagt

Københavns ældgamle bydel blev begrænset af Valby, Vigerslev, Vanløse, Utterslev og Serridslev. Torpen Nyby blev dannet af bymarken nærmest hovedstaden. Skellet kom til at løbe lidt øst for det senere Falkoneralle. Mod nord når Nyby ud til Serridslev Mark, der siden blev til Københavns Nørre og Østre Fælleder. Mod syd gik det ned til Kongens Enghave og stranden. Allerede ved reformationstiden bliver en del til Vestre Fælled.

Samtidig forsvinder den gamle torp. Solbjerg fortsætter endnu i nogle menneskealdre som bondeby. Men så er det at Christian den Fjerde opførte en ny ladegård på de tørlagte enge på Kalvehaven Ved Skt. Jørgens Sø. Byen blev nedlagt og den gamle Ladegårds-areal blev fordoblet. Således kan historien skitseres ind til 1623, da den nye Ladegård tages i anvendelse.

 

Ladegården-et meget moderne anlæg

Ladegården var meget moderne, og fra gamle breve kan man se, at kongen var meget engageret i dette arbejde. I efteråret 1620, var der hugget tømmer til en stor stald- og ladebygning. Den var 100 bindinger lang og 30 alen bred og 15 alen høj.

Fra december til april var arbejdsfolk og daglejere beskæftiget med at opfylde og planere grunden i Kalvehaven. Det mægtige bygningsværk kunne rejses i foråret 1621. Allerede i sommeren stod den næsten helt færdig. Der var mur mellem stolperne og blyfattede ruder. Samtidig var der lagt vold og grav uden om den indre ladegårdsgrund ligesom ved Ibstrup og Rosenborg.

Næste sommer (1622) rejstes taget på et grundmuret hus. Det var indrettet til ”Vaaninger” med Gemakker og kamre. Samme efterår blev fire store kampsten tilhugget til en muret portbygning, som tømmermændene satte spir på.

I dette og følgende år blev der muret flere tusind alen tavlemur, skorstene og gavle i bygninger på den nye Ladegård. Til ”det store hus”, hvor der var lagt stenbro og mindre, lige til et tømmerhugget duehus. Arbejdet skred rask frem. Skifertækkerne havde travlt med at afdække husene. Vinteren igennem var glarmestrene i færd med at forfærdige vinduer af glas, bly og tin til bygningerne på den ny Ladegård.

 

Plads til 500 okser/køer

Christian den Fjerde hørte til den type, der ville have tingene gjort færdige med det samme. Han satte fart i tingene. Kongen havde bestemt, at der skulle opstaldes 250 okser på Ladegården. Men senere blev antallet af køer og okser udvidet til fulde 500.

Svinehuset var på 32 bindinger med en vældig ”svinehave” indhegnet med et plankeværk på mange hundrede fag. Samtidig blev en svanehave indhegnet. Erindringen om denne ”have” er bevaret i navnet Svanemosegård.

 

Fiskedamme

I den fugtige engbund, hvor Ladegården blev bygget, blev der som skik var i datiden anlagt fiskedamme. Og det var ikke kun for fiskeriets skyld. Det var også af hensyn til dræning og tørlægning. Ladegårdsåen blev ledt gennem voldgraven rundt om den egentlige Ladegårds-grund.

 

18 broer

Udenfor på terrænet var der mindst 18 broer. Over de mange grøfter og vandløb. For vandtilførselen til den ny Ladegård sørgede en ”Vandkunst” med kobberindretning, det var nærmest tale om en slags trykvandsanlæg. Vandet blev ledt ind i kostalden og i mælkestuen. Ved søen blev der indrettet et temmelig bredt vandingssted for kreaturerne.

 

Fyrstesønnen var begejstret

I marts 1623 var det enorme anlæg så godt som færdig. En tysk fyrstesøn var på gennemrejse og besøgte Københavns særværdigheder. Til dem hørte den nye Ladegård. Han fortalte bl.a., at i den underste etage var der vinterkvarter for 500 stykker kvæg opstillet i seks rækker.

Vandet førtes ind i rørledninger ind mellem krybberne, der fyldtes med foder fra det ovenover liggende loft, hvor kornet blev tærsket. Her oppe i laden kunne man køre med hest og vogn, uanset om køerne var opstillet nedenunder.

 

Nyby ladegård blev ribbet

Det gamle Nyby Ladegård var efterhånden blevet ribbet for sine bygninger og anlæg. Det var bindingsværk det meste men godt gammelt kram, der kunne tages ned og bruges igen. To af husene i alt 62 bindinger blev   den ny Ladegård og forsynet med otte nye kviste. Andre kom til fjernere egne. Den store lade på 33 bindinger blev bragt til en af haverne i Kongens Enghave.

I marts 1624 er Nyby ladegård væk. I begyndelsen af 1630erne tager kongen igen fat på Ladegården uden for Vesterport. En medvirkende årsag til dette kan være den ravage der skete under en voldsom storm i 1628 der skete på den nybyggede Ladegård.

 

Den frygtelige storm

Sivert Grubbe anførte i sin dagbog under 29. januar, at der denne nat rasede en meget stærk og usædvanlig storm. Ole Worm fortalte, at den Kongelige Ladegård ved den lejlighed blev total ødelagt. Også i Pontoppidans ”Origines Hafnienses” læser man om denne ”Stormvind”, der ”mentes at have et jordskælv ifølge med sig” og som:

  • blandt anden stor Skade paa Bygninger nedblæste den nyligen paa kongelig Omkostning med stor Kunst og Flid opførte Ladegaard, hvis Bygning holdtes for en særdeles rar Invention

Hvor omfattende skaden var, og om den virkelig var så stor som de gamle beretninger giver indtryk af, er ikke til at få rede på.

 

Genopbygningen af Ladegården

I februar 1628 huggedes der 86 nye båse til Ladegården uden for Vesterport. I oktober blev der også foretaget tømmerarbejde herude. Ellers fik man ikke rigtig noget at vide om katastrofen.

Man i foråret 1630 tog man for alvor fat igen ude på den ødelagt Ladegård. Det kunne nu se ud som at byggerierne bredte sig til den gamle Nyby Ladegårds arealer. Ud fra regnskaberne kan man ikke rigtig se, hvornår hele Ladegården blev taget i anvendelse.

 

Hvem var ansat

Allerede i 1630erne blev Ladegården udvidet. I juni 1623 var den første foged, Rasmus Jensen startet. Hans løn var årlig 26 Daler kurant. Dertil kom 3 daler i kostpenge om måneden. Og det var nok at se til.

Der skulle ikke være flere ansatte end højst nødvendig. Man kunne ikke have unyttige mennesker gående. Der var to vognsvende, der tillige skulle skiftes til at passe svinene. Så var der to ”mælkedejer” en dansk og en tysk. Det holstenske mejeri stod i ”høj anseelse”. Fremdeles skulle der være en malkepige for hver atten køer og en røgter for hver hundrede okser.

Desuden var der brændevins-piger. Man brændte nemlig også brændevin på Ladegården. Ja så var der hønse-piger, svinedreng, buddreng m.m. Man blev også nødt til at tage daglejere, der skulle hjælpe i marken.

 

Produktionen sat i system

Kornet skulle rengøres og behandles omhyggeligt, så det kunne bruges til malt og anvendes i kongens store bryghus i København. Det korn, der blev til overs skulle bruges som føde til svin og småkræ. Ellers gik en masse af produktionen til Københavns Slot.

Men ellers skulle alt resterende sælges på torvet. Fogeden fik besked på at samle pengene sammen og hver onsdag og lørdag skulle det afregnes med Hans Hagedorn, som var en af kongens ”Edelknaber”. Denne havde en slags overopsyn med Ladegården og for dette hverv oppebar han ”Skjorte- og Støvlepenge”.

 

Laden blev aldrig så stor igen

Laden blev dog ikke nær så stor som den ødelagte. Laden blev ”kun” på 77 bindinger. I 1654 beskrives Ladegården som uberørt af krige. Ja lad os lige dukke ned i Johannes Wolfs ”Encomion Regni Daniæ:

  • Uden for København, imellem Vester- og Nørre Port ser man Slottets Ladegaard, hvis mægtig og anselig grundmurede ypperlige Bygning med Gemakker, Kornhus, lade, Lo, Fæhus og Stalde, som saadan en sted bekvemmer og fornøden er, men der med stor Lyst kan se, hvor der nogle Hundrede Stude kan staldes og fores, foruden Kør, Faar og Svin, som der mangfoldig tillægges og holdes kan.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Nørrebro
  • Se Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)
  • Eiler Nystrøm: Frederiksbergs Historie (1)
  • Nielsen: Københavns Historie og beskrivelse
  • Both: Københavns Historie
  • Nicolaisen: Amagers Historie

 

Hvis du vil vide mere: Om Ladegården, så læs her på www.dengang.dk

  • Den gale præst på Ladegården
  • Livet på Ladegården
  • Ladegården-dengang
  • Fattiglemmer på Ladegården
  • En tur langs Ladegårdsvejen
  • Skal Ladegårdsåens vand atter flyde?
  • Ladegården-dengang
  • Fattiglemmer på Ladegården
  • Hvad skete der med Serridslev?

 

Hvis du vil vide mere: Om tiden før Ladegården, så læs her på www.dengang.dk

  • Jørgen, helgen, hospital og Sø
  • Solbjerg, Nyby og Ny Amager
  • Søerne foran Nørrebro
  • Hvad skete der med Serridslev?

 


I skole i Højer

September 7, 2017

I Skole i Højer

I Rudbøl måtte læreren spise på omgang hos forældrene. Han fik dog tilskud til foder til køerne. Skolen i Nørremølle havde 17 elever i 1924. Indtil 1804 var der ingen skolebygning i Højer. Og så skulle 150 børn placeres på 55 m2. Degnen skulle ved siden af passe jobbet i kirken. Og hvad er ”Æ Fisgaf”? Så var der en tysk privatskole i Storegade. En tysk og en dansk skole blev placeret delvis i samme bygninger. Og så var det ikke godt at skolelederne var uenige. Så var der godt, der kom nye skoleledere, som udviklede et varmt venskab. Men da nazismen bredte sig, opstod der spændinger. Og i besættelsestiden var der kold luft mellem danske og tyske lærere. I skolegården blev der talt sønderjysk. De danske forældre var præget af mindreværdsfølelse. Og de tyske forældre følte sig hævet over de danske småkårsfolk. Og så var det sandelig kreative stillingsopslag.  

                                   

Læreren måtte spise på omgang hos forældrene

Ja vi kigger da også lige på, hvordan det var at gå i skole i nabobyerne. Og skal vi ikke starte helt syd på-i Rudbøl?

Indtil 1822 var det en såkaldt biskole. Man havde ikke en egentlig skolebygning. Undervisningen foregik i et lejet værelse. Og læreren fik kost ved børnenes forældre. Det er hvis det, som man kalder ”omgangsbespisning”. Ja dengang kaldte man det for ”Wandeltisch”. Man blev bestemt ikke rig af lærerlønnen, som blev betalt af forældrene.

 

Tilskud til foder til køerne

Men i 1822 blev der bygget en skolebygning med lærerbolig. Undervisningslokalet var på 24 m2. Nu ophørte ”Wandeltisch” og læreren fik et lille kosttilskud samt foder til et par køer. Rudbøl Skole blev opgraderet til en distriktsskole, hvor ældre elever også kunne undervises.

Indtil 1865 var undervisningen på dansk, derpå indførtes tysk 12 timer om ugen. Fra 1876 blev der undervist på tysk, men først skulle læreren forflyttes, for han kunne ikke tysk.

I 1882 blev der på det nuværende Rudbølvej 4 bygget en ny skole med skifertag, rummelig skolestue og lærerbolig. I de første år efter Genforeningen blev der undervist i både dansk og tysk. Om formiddagen var der på tysk og om eftermiddagen på dansk. Alle elever deltog i begge dele.

 

Nedlagt i 1970

Den 23. august 1923 blev der til den danske afdeling indviet en ny skole med lærerbolig. 26 elever blev indmeldt i den danske afdeling og 17 i den tyske. Og så kørte man de to afdelinger separat.

I 1946 gik alle børnene fra den tyske skole over i den danske, som derefter var den eneste skole i Højer Landsogn, indtil den blev nedlagt i 1970.

 

En skole i Nørremølle

I 1819 blev der bygget en skole i Nørremølle på det gamle Frederikskog dige. Det var lige i nærheden af møllen. Ja her lå tidligere en skole. Den nye skole var også en distriktskole. Undervisningssproget var tysk, indtil det i 1859 blev afløst af dansk. Dette bevirkede, at den daværende lærer måtte flytte. I 1865 blev der atter undervist på tysk.

Skolen bestod af en lys og ”rummelig” skolestue og lærerbolig. Læreren havde foruden en lille kontantløn, fri bolig samt græsning og foder til to køer og frit brændsel. Senere blev hans indtægter forhøjet. Omkring 1840 holdt han desuden 100 får på forlandet.

 

17 elever i 1924

Der blev bygget en ny skolestue. Den gamle fik læreren som soveværelse. Fra 1908 gik børnene fra den nordlige del af Frederikskog i skole i Højer. Efter 1920 fortsatte skolen i Nørremølle med en lærer, der både underviste i dansk og tysk. Det var vel nok den mindste skole i Tønder Amt. I 1924 havde den 17 elever.

Først i 1928 blev skolen delt i en dansk og en tysk afdeling. Den danske afdeling blev nedlagt i 1942. Ved nedlæggelsen blev der henvist til skolen i Rudbøl.

Vi har i en tidligere artikel besøgt skolen. Det var efter besættelsen, hvor man fandt en masse Nazi-undervisningsmateriale på skolen.

 

Indtil 1804 ingen skolebygning i Højer

Indtil 1804 var der ikke nogen skolebygning i Højer. Læreren, der blev benævnt ”Degnen” måtte selv sørge for sin bolig og finde et lokale, hvor han kunne undervise. Lokalet var som regel så dårlig, at det slet ikke egnede sig til undervisning.

Degnen skulle selv sørge for rengøring. Det var kakkelovn i lokalet. Eleverne skulle selv medbring tørv til at fyre med. De unge måtte også hver betale en skilling i skolepenge.

I 1804 blev der bygget en degnebolig til læreren og hans familie. Men boligen skulle også rumme andenlæreren, som degnen selv måtte antage og lønne.

 

120 børn til 55 m2

I forbindelse med dette, blev der opført en lys og rummelig skolestue på 55 m2. Men så skulle den også rumme hele 120 børn. De blev undervist samtidig af to lærere. Den ene havde måske dansk med halvdelen af flokken, mens den anden havde regning med resten.

 

Degnen skulle også passe jobbet i kirken

Det var ret utilfredsstillende. Så i 1832 blev der bygget en skole med to klasseværelser, en for de yngste og en for de ældste. Mellem de to klasser var der en dobbeltdør. Så kunne andenlæreren have begge klasser, såfremt førstelæreren i sin egenskab som degn skulle være organist i kirken.

Hver af de to klasser blev delt i to hold, så egentlig var det en fireklasse-skole. I den yngste klasse hjalp de ældste læreren med at undervise. Omkring 1846 var der omtrent 100 elever i hver af de to klasser.

 

Nye skole med tre klasser

I 1856 byggede man igen en ny skole med tre skolestuer. Denne skole blev etableret på Skolegade 7a, b,c,d. De tre klasseværelser var i den nordlige del af huset. I loftet var der i hver klasse en slags skorsten med åbning til loftsrummet. Med et ”låg” kunne der åbnes, hvis luften i klassen blev for tyk. Den blev i folkemunde kaldt ”æ fisgaf”.

Undervisningssproget var dansk. Men i de to ældste klasser havde eleverne desuden undervisning i engelsk og tysk. Det var 30 timers undervisning hver uge også for de yngste.

I 1872 blev skolen udvidet til fire klasser. For første gang blev det nu også ansat en lærerinde, så nu var der hele fire lærerkræfter.

 

Skolen udvidet til seks klasser

Men med tiden blev også denne skole for lille. Så i 1905-1906 blev skolen i Søndergade bygget til fem klasser og fem lærerkræfter. Og det var hele seks klasseværelser. Nu var den ene dog beregnet til teknisk skole. Bygningen havde desuden to lærerboliger. Skolen var efter datidens forhold meget moderne med centralvarme og elektrisk lys.

Fra 1880 til Genforeningen var undervisningssproget i Højer udelukkende på tysk.

 

En tysk privat skole i Storegade

Fra 1824 til 1864 var der en tysk privatskole i Højer. Den lå i Storegade 2. Senere blev den flyttet til Nørregade 26, hvor skolens leder boede. Den havde i perioder to lærere og modtog også elever fra nabosognene.

Siden 1850 har der været 15 børneskoler i den nuværende Højer Kommune. Fra 1865 til 1920 var de alle mere eller mindre tysksprogede.

Efter Genforeningen har der været dansk og tysk kommuneskole i Højer og Højer Landsogn.  Indtil 1946. Fra 1951 var der tysk privatskole i Højer. I 1930erne og 40erne var der en tysk privatskole i Nr. Sejerslev.

 

En dansk kommuneskole

Indtil 1920 var der en offentlig skole i Højer. I oktober 1920 blev der oprettet en dansk kommuneskole. Men da der var plads nok i den store skolebygning fra 1906 fik den til huse der sammen med den tyske kommuneskole. På det tidspunkt var der 168 børn i den tyske afdeling, fordelt på fire klasser med to lærere og en lærerinde.

Den nyoprettede danske afdeling begyndte med 16 elever, men allerede året efter i 1921 var der 45. Den var normineret til to lærere, men i de første måneder blev alle børnene undervist i en klasse af en lærer. Først fra 1921 var der to lærere.

 

To skoleledere var uenige

I den tyske afdeling fik eleverne i de fire ældste årgange fire timers danskundervisning om ugen, givet af den danske førstelærer. Og tilsvarende gav den tyske førstelærer fire timer i tysk om ugen i den danske afdeling.

Men det kunne ikke blive ved med at gå på denne måde. Modsætningsforholdene var alt for store. Særlig var der dybe uoverensstemmelser mellem de to skoleledere. Dette forplantede sig til eleverne. I hver frikvarter var der således slagsmål mellem danske og tyske børn.

En ung dansk lærer var meget betænkelig ved at overtage et vikariat efter megen avisskriveri. Men da amtsskolekonsulenten løfte om, at det blot drejede sig om et seks ugers vikariat, ja så tog han vikariatet. Og han blev der til sin død. Han var leder af den danske skole fra 1938-1947.

 

Nye skoleledere og et varmt venskab

I 1926 blev den danske førstelærer afskediget. Året efter måtte den tyske skoleleder forlade skolen efter en dom for værtshusslagsmål. Det viste sig, at udskiftningen af to skoleledere kom til at betyde meget for skolen og dens problemer. Der opstod trods nationale forskelle et varmt venskab mellem de to skoleledere. Dette smittede af både på forældrekredsen og børnene. Det var nærmest ideelt for skolevæsenet i Højer.

 

En stigende spænding

I 1934 og 1938 skiftede henholdsvis den tyske og den danske afdeling skoleledere. Efter 1933 kunne det mærkes at nationalsocialismen trængte frem. Og det var en stigende spænding.

 

Forældre måtte betale skolepenge

De børn fra Højer Landsogn og Emmerlev Sogn, der boede tæt ved grænsen til Højer flække havde ikke nær så lang vej til skolen i Højer som til henholdsvis Rudbøl og Emmerlev Skole, så de fik lov til at gå i Højer. Men forældrene skulle betale skolepenge for det.

De tyske afdeling havde fået bevilliget et klasseværelse på 6 gange 8 meter indrettet til gymnastiksal med ribber ved vinduet.

Indtil da foregik de danske gymnastiktimer i forsamlingshuset og de tyske på Hotel Stadt Tondern, det daværende Nørregade 5. Når vejret ellers tillod det, havde man legemsøvelser og boldspil på skolepladsen.

 

Sønderjysk på skolepladsen

Et materialerum og lærerværelset var fælles for begge skoler. På lærerværelset hang tre store billeder, Goethe og Brorson. I midten var det den schweiziske pædagog Pestalozzi. Før den 9. april 1940 var lærerværelset absolut fælles. Man startede om morgenen med at give håndtryk til alle. Fællessproget var dansk. En del af skolens undervisningsmateriale var også fælles.

På skolepladsen blev der næsten kun talt sønderjysk.

 

Nu med gymnastiksal

I 1938 havde byrådet nedsat et udvalg, der skulle forbedre en udvidelse af skolen med gymnastiksal, to sæt omklædningsrum med bad samt toiletter for elever og lærere. På 1. sal skulle der være et skolekøkken og et sløjdlokale. Licitationen i 1939 viste udgifter på godt 100.000 kr. Der blev bevilliget et starttilskud på 25.000 kr.

Gymnastiksalen var 7×14 meter. Den blev også benyttet af den danske idrætsforening og den tyske Turnverein. Skolekøkkenet blev først taget i anvendelse i 1943. På 2. sal blev det også plads til en lejlighed og den blev taget i anvendelse af den tyske lærerinde.

 

Kold luft mellem de danske og de tyske lærere

Den 9. april 1940 bar præg af at der var to nationale modsætninger i Højer, og at tyskerne var i flertal. Klokken 10 fik de tyske elever fri. Og de fleste tog til Tønder med deres forældre for at byde de tyske tropper velkommen.

Det varede ikke længe før tyske tropper også nåede Højer. Dagligdagen var præget af besættelsen. I kælderen på skolen blev der indrettet et primitivt beskyttelsesrum. Heldigvis blev det aldrig for det. Efterhånden blev der mere og mere kold luft mellem de danske og de tyske lærere.

 

Indkvartering på skolen

I årene 1943-1945 var der indkvartering på skolen i sammenlagt 16 måneder. I den tid var gymnastiksalen konstant optaget og de øvrige lokaler i skiftende omfang. De tyske klasseværelser blev uden for skoletiden brugt som mødelokale for Zeitfreiwillige, hvor også de tyske lærere deltog. Legepladsen virkede som eksercer- og øvelsesplads.

Der blev indrettet et klasseværelse for de danske elever i Børnehavne, Nørregade 39, hvor man fyrede med tøv i en lille, interimistisk brændeovn.

 

De sidste soldater forlød Højer 8. maj

Den 5. maj 1945 samledes de danske børn omkring førstelærerens flagstang og sang mens flaget blev hejst. Der gik stadig tyske vagter omkring skolen. Den 8. maj forlod de sidste soldater byen. Dagen efter blev de tyske lærere interneret i Fårhuslejren. Den tyske lærerinde måtte nu selv foretage undervisningen i den tyske afdeling. Dette fortsatte til den 27. juni, hvor den blev lukket.

 

De danske forældre præget af mindreværdsfølelse

Den tyske og den danske skoles baggrund var vidt forskellig. Den danske forældrekreds bestod mest af mindre bemidlede, arbejdere, småhandlende, tjenestemænd og nogle forretningsfolk. Fra midten af 1920erne var der en del gendarmbørn i skolen. Mange af de danske forældre var kommet fra andre egne. De boede her så en kort overgang og så søgte så igen andre græsgange.

Der var særdeles mange af de danske forældre, der ikke følte sig bundet til egnen. Dette forhold medførte at danskheden og forældrekredsen var præget af mindreværdsfølelse og mangel på virkeligt sammenhold.

 

Tyskerne følte sig hævet over de danske småkårsfolk

I modsætning hertil var den tyske forældrekreds langt mere stabilt. Ved slægtsbånd, traditioner og fælles minder følte de sig tæt knyttet til egnen. Næsten al jord i Højer Flække og Højer Landsogn var på tyske hænder. De allerfleste håndværkere og handlende i byen tilhørte tyskheden. De tilhørte den besiddende klasse, som var sit værd bevidst. De følte sig hævet over de danske småkårsfolk.

 

De danske lærere i Tønder Amt sagde nej

Det nationale var trukket meget skarpt op i Højer. Der var kun ganske få, der efter kapitulationen blev overført fra tysk til dansk skole. Omkring 1. oktober 1945 havde børnetallet i den danske skole nået 88. Byrådet besluttede derfor at oprette en lærerindestilling på skolen. Skolen blev nu også opgraderet til en fire klasses skole.

Der blev oprettet særklasser til de tyske børn. Det var meningen denne ordning kun skulle vare i tre måneder, men man valgte at forlænge den. Men hertil sagde de danske lærere i Tønder Amt nej.

 

Den Tyske Privatskole

I de følgende år opstod der tyske privatskoler op overalt i landsdelen. Die Deutsche Privatschule Hoyer var nummer 24 i rækken efter 1945. Den begyndte under trange forhold i lokaler som man havde lejet i det nuværende Østergade 9, der tilhørte Hotel Stadt Tondern.

Samtidig begyndte den tyske skoleforening straks med planer om en ny skole. Fra Bonn havde man sikret sig finansieringen. Den 3. november 1956 kunne den nye smukke skolebygning, Nørrevej 64 indvies. Den havde på et tidspunkt 70 elever og to lærere plus skolelederen. Et nyt skolekøkken og sløjdlokale dannede de ydre rammer for den bedst mulige undervisning i disse nye fag. Den 1. april 1959 havde man 97 elever.

De tyske privatskoler havde i de første år ikke eksamensret. Derfor fuldendte mange elever fra Højer deres skolegang på statsskolen i Tønder. Senere blev elevtallet formindsket i Højer. Her afsluttede man med 7. klasse for så at fortsætte på Ludwig-Andressen Schule i Aabenraa.

I 1993 var der 35 elever i Højer tyske Privatskole. Der blev oprettet børnehaveklasse ved skolen i 1980.

Men i 2011 lukkede den tyske skole i Højer. Til sidst havde man kun 12 elever, og det tyske mindretal var også blevet ramt af offentlige besparelser i Tyskland.

 

Kreative stillingsopslag

I 1959 havde den danske skole 171 elever. Med skoleloven af 1958 åbnede der sig en mulighed for at få en realeksamen. Man indledte et samarbejde med de fem vesteregnskommuner om at anlægge og drive en skole, hvor der skulle undervises fra 1. – 10. klasse. Og overenskomsten blev først underskrevet i 1961, men da havde ordningen allerede fungeret et par år.

I 1964 kunne man endelig indvi Digeskolen, men indtil da havde man hutlet sig igennem. Gymnastiklokalet var indrettet i to rum til to klasselokaler. Og gymnastikundervisningen måtte foregå i Højer Ungdomsskole. De to realklasser måtte have deres undervisning i to små stuer i Højer Fritidshjem på Ballumvej.

Der var i den grad mangel på lærer i 1970erne. En borger foreslog følgende i stillingsopslaget:

  • Kun 9 km til Cathrines Grænsekro i Rosenkrantz med billige grogger og andet godt.

En annonce fra midt i 1960erne havde følgende tilføjelse:

  • I øvrigt kan tilføjes

Badestrand: dårlig

Naturskønhed: en smagssag

Frisk luft: masser

Hash: vistnok ingen

Inspektør: nåh-ja

Arbejde: Rigeligt

Gode kollegaer og godt kammeratskab

                                                 

Digeskolen-en distriktsskole

I 1992/1993 var der 325 elever, regnet fra børnehaveklasse til 10. årgang. I Sdr. Sejerslev Skole var der 45 børn.

Men i 2017 er der 170 elever fra 0-6 klasse. De ældre går på Tønder Overbygningsskole, som dengang jeg gik der, hed Tønder Kommuneskole. Og på Digeskolen, som kan kalde sig en distriktsskole er der i dag også en skolefritidsordning.

 

 

Kilde:

  • Se litteratur Tønder
  • Se litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere: Om Undervisning og Skoler – se her på www.dengang.dk

  • Emmerlev Skole
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Sprogkampen i Tønder 1851-1864
  • Tønder Statsskole-dengang
  • I skole i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen
  • Tønder Seminariets Historie
  • Skolen dengang i Rise Sogn
  • I skole i Aabenraa
  • Et Gymnasium på Nørrebro
  • Blaagaard Seminarium
  • Grundtvig på Nørrebro
  • De stakkels skolebørn

 

Hvis du vil vide mere: Om Højer og Omegn i gamle dage, så indeholder www.dengang.dk 63 artikler.

 


Sommerkorpset

September 5, 2017

Sommerkorpset

Asmus Jensen blev dræbt af to nakkeskud. Og antagelig flere andre, fordi de var medlem Sommerkorpset. Men var de egentlig så slemme? Ja historikere er vildt uenige. Vi er stødt på modstridende oplysninger. Da retsopgøret fandt ud af, at de havde taget fejl, blev straffen for deltagelse i korpset nedsat fra 10 til 2 år. Vi kigger på, hvorfor man meldte sig ind i dette korps. Og vi kigger på manden bag det hele, Poul Sommer. Han var en stor stjerne hos Werner Best. Han deltog i 200 luftkampe. Han måtte ikke tage med i Finlandskrigen, men måtte godt melde sig i Det tyske ”Luftwaffe”. Selv blev han dømt 12 år, men han sad kun inde et par år. Han var en af hovedarkitekterne bag Mindelunden, der mindes faldende SS’er under krigen. Mange af korpsets folk deltog i sortbørshandel. Men mange spionerede for modstandsbevægelsen og diverse efterretningstjenester. Og det var sandelig en, der påstod, at 75 pct. af Sommerkorpsets medlemmer var ”dagdrivere”.

 

To nakkeskud

Vi er stødt på Sommerkorpset før her på siden. Det var dengang, da Asmus Jensen lige efter besættelsestiden blev likvideret med to pistolskud siddende på knæ ikke langt fra den dansk/tyske grænse ved Padborg. Til stede var fem medlemmer fra den lokale modstandsbevægelse. Men i historiebøger står der, at det var Den Danske Brigade, der skød ham under flugt over grænsen. Men hans forbrydelse skulle antagelig have været, at han var medlem af Sommerkorpset.

Vi har ikke kunnet finde ham i medlemskartoteket. Men nu var alle vagtmænd ikke i dette kartotek. Skulle det så have været forbrydelser nok til at man skulle likvideres, bare fordi man evt. havde været i Sommerkorpset? Og hvorfor andre påtog sig skylden for mordet, ja det kan du læse i andre artikler her på siden.

 

Modstridende oplysninger

Vi har haft lidt svært ved denne artikel, som ved så mange andre artikler fra besættelsestiden. Vi har fået modstridende oplysninger.

 

Blev tidligt grebet af de tyske forhold

Sammen med to søskende voksede han op under trygge økonomiske rammer i Rønne på Bornholm. Under en tur til Tyskland i 1930 fandt han efterhånden inspiration i nazismen. I efteråret kastede han sig ind i at studere tysk politik. I 1932 tog han et SS-studieforløb i München.

Han udgav pjecen ”Under Hagekorset” Det førte til dannelsen af Danmarks Nationalistiske Parti. Men levetiden var kort. De fleste af medlemmerne hoppede over til National Socialistisk Parti.

 

Deltog i 200 luftkampe

Inden han fratrådte aktiv tjeneste i 1939 var han blevet flyverløjtnant af første grad. Samme år blev han aktiv I National Samvirke. Han fik ikke nok stemmer, og var utilfreds med at partiet gik sammen med Dansk Samling.  I 1939 ville han med i Finlandskrigen. Men han fik ikke lov af Marineministeriet.  I september 1942 startede han i Luftwaffe.

Poul Sommer har deltaget i 200 kampe i det tyske luftvåben. Han skød i alt seks fjender ned. Ja i Nordafrika ved El Alamein kunne han faktisk have skudt landsmænd ned som kæmpede for englænderne. Han sendte skildringer hjem fra begivenhederne i Nordafrika til bladet Fædrelandet. Han kæmpede også i Italien og på Balkan.

Han blev selv såret i kamp, og i september 1943 var han igen tilbage i Danmark.

 

Wener Best så en stor stjerne i ham

Werner Best så en stor stjerne i ham. Og så heller ham lede Schalburgkorpset end K.B. Martinsen. Men dette kunne han dog ikke klare. Egentlig skulle han omskoles, da tyskerne ikke mere havde nok fly til deres piloter.

Poul Sommer blev leder af Folkeværnet. Tanken med Folkeværnet var at samle især modne nationalsocialister, der ikke kunne træde ind i Schalburgkorpsets militære del og give dem skydeøvelser i deres fritid. Poul Sommer proklamerede den 30. september 1943, at der var tale om en ”kamporganisation”, der skulle bryde ”den fjendtlige terror”

 

Wachkorps der Luftwaffe

På Kappelvej på Nørrebro henvendte han sig til General Ritter von Schleich. Denne ville godt have oprettet et vagtkorps, der skulle beskytte flypladser samt tyske fabrikker. Tyskerne havde spurgt dansk politi, men de sagde i maj 1945 nej.

Poul Sommer flyttede sin organisation fra Kappelvej til Meldahlsvej 1. Her havde Rüstungsstab Dänemark i forvejen til huse. Sommerkorpset oprettede fire kompagnier. Man startede med at bevogte Kastrup Lufthavn, men tyskerne selv havde ikke helt sluppet kontrollen. Selve korpset og de ansatte var underlagt tysk krigsjurisdiktion.

Det officielle navn var Wachkorps der Luftwaffe in Dänemark. Og officielt var formål og funktion at foretage bevogtningsopgaver på værnemagtens flyvepladser og installationer samt på fabrikker i Danmark, som leverede materiel til det tyske luftvåben.

 

Flere vagtværn

Fra begyndelsen af besættelsen gjorde Luftwaffe brug af mange civile danskere til vagttjeneste på flyvepladserne. En del af vagterne blev ansat gennem det civile vagtselskab Schweriner Wach und Schiessgesellschaft.

Kriegsmarine oprettede i begyndelsen af 1942 sit eget korps af civilvægtere til bevogtning af sine installationer. Marinevægterne var i begyndelsen ubevæbnede og i civil. Men blev snart uniformeret og fik pistoler. Korpset omfattede i april 1944 cirka 750 personer.

Og nogle historikere fastslår, at korpset hovedsagelig bestod af tidligere frontsoldater fra Schalburgkorpset. Medlemmer af korpset skulle være iført sorte uniformer. Og at 20 personer fra gruppen udgjorde et specielt terrorkorps, der bevidst kørte rundt og skød på folk. Da gruppen blev opløst, blev mange medlemmer overført til andre korps i tysk tjeneste, bl.a. Hipokorpset.

 

533 vagtfolk blev dømt

En uddannelsesskole blev etableret på Jonstrup Gymnasium. Man startede med at gå i sort uniform. Men dette var dog kun kortvarig. Derefter fortsatte man med noget der lignede dansk militæruniform.  Tidligere befalingsmænd kunne straks blive vagtledere. Men den sorte uniform som de havde, skabte forveksling med Schalburgkorpset.

Korpset eksisterede frem til februar 1945. På grund af tysk utilfredshed med Paul Sommer, blev denne frataget ledelsen i oktober 1944. Det er lykkedes at navngive cirka 582 af de cirka 800 vagtfolk i Sommerkorpset. Således var 533 tidligere Sommer-folk blevet dømt i marts 1948.

Der var personer i alderen 18-45 år. Men man havde skam også en ansat på 67 år. Han gjorde rent i Jonstrup-lejren.

 

Sandheden om Sommerkorpset

Under vores efterforskning har vi så fundet kilder, der betegner korpset som et terrorkorps fuld af nazister og frontsoldater fra østfronten. De skulle alle være nazister.

Sandheden er dog, at her var færre tilhængere af nazismen end det var i Frikorps Danmark eller Schalburgkorpset. Folkene i Sommerkorpset var for det meste rekrutteret fra de lavere klasser. 73 pct. var ufaglærte. Tidligere havde mange haft en tysk arbejdsgiver. Kun 14 personer havde været i Schalburgkorpset. Men mange var arbejdsløse. Mange historikere har forsøgt at give et skrækbillede af korpset.

Først omkring Folkestrejken begyndte Sommerkorpset at optræde i de illegale blade.

 

Hvorfor meldte man sig ind i Sommerkorpset?

Flere af korpsets vagtmænd har senere forklaret, at socialkontorerne havde sagt, at de skulle tage et arbejde for tyskerne, for de kunne ikke få socialhjælp. Og i efteråret 1944 havde tyskerne foretaget razziaer og sendt 421 danskere i tyske Kz-lejre uden rettergang. Tyskerne kaldte dem ”asociale og vaneforbrydere”. Andre vagtmænd havde følt sig som sådan, derfor havde de meldt sig.

Havde man været i tysk krigstjeneste eller haft en tysk arbejdsgiver var der i 1944 og 1945 ikke mange danske arbejdsgivere, der ville ansatte en.

 

Sendetid til antisabotage-foredrag

Og her i 1944 havde man stadig hørt masser af danske stemmer, som advarede mod dansk sabotage. Overretssagfører Ejnar Krenchels havde holdt i alt 12 anti-sabotage-foredrag i den bedste sendetid i statsradiofonien. Måske skal vi også lige erindre om, at samarbejdspartierne i marts 1943 fik 90 pct. af stemmerne. Ja kommunisterne var jo smidt ud af demokratiet.

 

Var 75 pct. dagdrivere?

Pludselig udviklede Sommerkorpset sig som landsforrædere af værste skuffe. Ved siden af hvervede DNSAP også folk til marinevægtere. Og så blev vi ellers bildt ind, at de tysklandsarbejdere, der blev tvunget til Tyskland af deres fagforening var nazister. Men det var det faktisk kun 3 pct., der var.

Sommerkorpset var hverken et militært eller et politisk korps, selv om historikere vil betegne det som et sådant. Der var nogle, der betegnede 75 pct. af vagtmændene som dagdrivere.

 

Vagtlederne skilte sig ud

Disciplinen var ikke ret stor. Ofte var der drikkegilder om aftenen. Men af og til var der også foredrag omkring raceproblemer og andet nazistisk propaganda. Men der var dog ikke tale om en markant ideologisk påvirkning.

De 57 vagtledere skilte sig ud fra de almindelige menige. Her var 65 pct. nazister mens 6 pct. vel nærmest var at betegne som antinazister. 11 af disse havde været ved fronten.

 

Nogle samarbejde med modstandsbevægelsen

Nogle af de anholdte efter besættelsestiden påstod, at de havde leveret information til modstandsbevægelsen. En løjtnant Petersen fortalte, at han var leder af 300 Sommer- og civilvagter i Kastrup. Han havde udført spionage for det danske militære efterretningstjeneste.

En tidligere sergent fra den danske hær var gået ind i Sommerkorpset med det formål at få dannet et overblik over vagtstyrke og våbenkapacitet. Med en sammensvoret stos han bag et kup mod korpsets pengetransport. Målet var korpsets medlemskartotek. Kuppet lykkedes men efterfølgende blev de pågrebet og idømt seks år i et tysk tugthus.

Kastrup var sammen med Grove og Tirstrup det tjenestested, hvor flest var udstationeret.

 

Involveret i sortbørshandel

På Vesterbro kaldte man medlemmer af Sommerkorpset som ”Vesterbros udskud”. Egentlig var det sådan, at man skulle være ustraffet for at komme i korpset. Men efterhånden slækkede man på kravene. Det viste sig, at en hel del af vagtmændene var straffede. Dette blev også bekræftet af Københavns Vagtværn. En del var indblandet i sortbørs handel.

Det berygtede medlem af ”Tosca-banden” Anker Due Petersen, der var storkriminel skulle have været engageret af Poul Sommer til at myrde en mistænkelig ”Sommer-mand”. Men det blev Poul Sommer hvis ikke straffet for.

Der var en håndfuld episoder med befolkningen, men det var ikke noget, der var organiseret af korpset.

Ved Lundtofte Flyveplads patruljerede tyske tropper også periodevis. Det var også her at National Socialistisk Ungdom (NSU) trænede med svævefly.

 

Attentat mod Poul Sommer

I juli 1944 var Poul Sommer målet for en aktion i Charlottenlund. Ved et utroligt held slap han fra aktionen med livet i behold. Det første skud sad i panden, fortalte modstandsfolk. Men det var blot glasskår, der havde forårsaget blod. Samtlige modstandsfolk, der var med til aktionen påstod, at han var død af de to skud, der var affyret mod ham. Men det var blot tale om strejfskud. Senere har Sommer forklaret, at der i alt har været syv attentater mod ham.

 

Livvagt udleverede tegninger til modstandsbevægelsen

Fra august 1944 flyttede Sommer til lejren i Jonstrup. Under retsopgøret kom det frem, at hans livvagt havde udleveret tegninger over Globus i Glostrup, som blev udsat for sabotageaktion den 6. juli 1944.

 

Slaget på Lundtofte Flyveplads

Det berømte slag på Ludtofte Flyveplads er der åbenbart mange forskellige holdninger til. Det kan ikke endelig fastslås, om aktionen var sanktioneret af Frihedsrådet. De udpegede først i februar 1945 Sommer- og Hipofolk til frit bytte. Det var som hævn for 11 modstandsfolks drab at vagtmandskabet måtte undgælde.

I diverse kilder har vi set, at fra 5-11 Sommerfolk under denne aktion mistede livet. Oprindelig havde man udset sig selve Jonstrup-lejren som mål. Men det havde man så opgivet igen.

 

Måtte ligge navn til meget

Sommerkorpset måtte ligge navn til meget. Hovedårsagen var den illegale presse. Hvor udbredt kendskabet til korpset egentlig var blandt den almindelig befolkning vides ikke. I Frit Danmark og De Frie Danske fik befolkningen at vide, at samtlige vagtmænd havde kæmpet ved fronten. Man skrev også, at Sommerkorpset var blevet optaget i Hipo.

 

Man skulle holde øje med Poul Sommer

Der gik rygter om, at Poul Sommer skulle have sagt, at i sidste ende skulle man vende tyskerne ryggen. I Shell-huset stolede man nu heller ikke mere på Poul Sommer. Således fik vagtleder Uffe Birkedal at vide af sin bror, den berygtede Ib Birkedal, at man skulle holde øje med Sommer.

Poul Sommer fyrede også 20 vagtfolk efter at han havde fundet ud af, at de viderebragte informationer til Dagmarhus. Dette brød tyskerne sig ikke om. Man var også utilfreds med Poul Sommers passivitet og man havde faktisk også overvejet at anholde ham.

 

Retsopgøret vrimlede med rygter

De påståede terrorhandlinger, som skulle være udgået fra Sommerkorpset er hos nogle historikere delvis manet til jorden. De er udgået fra enkelte medlemmer uden for korpsets kontrol.

Som svar på stigende sabotage havde tyskerne henrettet 8 modstandsfolk, Peter-gruppen havde desuden sprunget Tivoli i luften.

Retsopgøret vrimlede med rygter om Sommer-folk, der kørte rundt i byen og plafrede folk ned på fortovet. Det påstås at Sommerkorpset bevist kørte ture for at skyde folk. Men det var veldefinerede mål, som ikke var terror. Turene foregik i kørertøjer med forsyninger til fabrikker og der var bevæbnet vagtmandskab med.

Poul Sommer havde givet udtryk for, at skulle der skydes, skulle det være over folks hoveder.

 

Nedskød de folk uden grund?

På Nørrebro var der på et tidspunkt blevet kastet en håndgranat fra et af Sommerkorpsets kørertøjer. Et vidne havde set en vagtmester stige af bilen for at tilse den kvinde, der lå på brostenene. Hun var heldigvis ikke kommet til skade.

Under retsopgøret var der også kommet frem, at ti Sommerfolk på en af strejkedagene havde skudt heftigt til alle sider fra et kørertøj. Man har dog ikke kunnet fastslå om nogen var blevet ramt.

Der har ikke kunnet bevises eller afvises, om Sommerfolk vitterlig har dræbt nogen, da de kørte gennem brændpunkterne. Således kom de også forbi på Nørrebro, da varehuset Buldog brændte.

En anklage gik på, at Sommer sammenmed andre vagtfolk havde skudt mod folkemængden på Sankt Hans Plads på Nørrebro. Sommers livvagt blev også anklaget for at have dræbt en mand i Valby. Så vidt vides var der ingen, der blev dømt for disse anklager.

Her på Sank Hans Plads var der en Schalburg-mand, der fik revet øret af, mens to andre blev skudt ned. Ved Shellhuset blev en vagtmand gennembanket, indtil en SS-mand kom til undsætning.

Schalburgkorpset besøgte de folk, der havde chikaneret Sommerkorpset. På Istedgade havde en terrorgruppe bestående af Sommerfolk åbnet ild mod en folkemængde og såret en 14-årig dreng.

 

150 vagtmænd sagde op

Efter Folkestrejken skulle 150 vagtmænd bedt om aftrædelse. I nazistiske kredse var Sommer blevet konfronteret med rygter om, at korpset gik og skød folk ned. Men Sommer tog sine vagtmænd i forsvar.

 

Poul Sommer hold sig skjult

Efter krigen lykkedes det ham, at holde sig skjult ved Ry. Og senere på en landbrugsejendom ved Randers. Han havde i august 1945 købt gården Bakkely under navnet Bernhard Andersen, som familien og to andre mænd flyttede ind i oktober samme år. Politiet anholdt her Sommer i juli 1946.

 

Heftige beskyldninger

Arrestordren var ellers barsk. Poul Sommer blev beskyldt for meddelagtighed i planlægning af drab, våbenrøverier, drab på og opfordring til drab på danske politibetjente. Anklager var i og for sig naturlige. De var et udsalg af en generel overvurdering af Sommerkorpsets rolle under besættelsen.

Sommer spillede selv en afgørende rolle i at korpset ikke blev iblandet jagten på illegale

 

Straffen blev sat kraftigt ned

Korpsets dårlige ry blev afspejlet i retsopgørets hårde dømme. Her blev vagtmændene i Sommerkorpset idømt 10 års fængsel. Da man efterhånden blev bevidst om forveksling med Hipo- og Schalburgkorpset, blev loven revideret og straffen nedsat til to år.

Cirka 3.900 danskere blev under restopgøret dømt for vagtjeneste for værnemagten. Det blev bedømt som tysk krigstjeneste og takseret med fra 1 til 4 års fængsel.

”Almindeligt civilt arbejde” for værnemagten var i princippet ikke strafbart. Men grænsen mellem civilt arbejde og krigstjeneste var ofte vanskeligt at definere. Hvor mange der udførte sådant et arbejde, er usikkert. Der er eksempler på, at personer i denne gruppe er blevet likvideret af modstandsbevægelsen.

Ja, der fandtes også en dansk sabotagevagtordning. Den kom i stand med loven af 4. december 1942. Det danske politi skulle godkende vagtpersonalet. Fra 9. april 1943 blev disse forsynet med en pistol. Der var ingen medlemmer af denne ordning, der blev straffet efter besættelsen.

 

Idømt 12 års fæmgsel, slap med få år

Sommer selv blev i 1948 idømt 12 års fængsel. Men han blev løsladt under betingelser i november 1950. Disse betingelser var, at han skulle holde sig straffri i tre år. Han måtte ikke dyrke utilbøjelig politisk virksomhed på den yderste højre fløj.

Sommer flyttede senere til Flensborg, hvor han dyrkede en ingeniørvirksomhed. Han havde nu ofte kontakt med myndighederne. Det drejede sig om banalt bedrageri og/eller underslæb. Det var som regel dækningsløse checks. Sommer havde aldrig fået styr på sine pengeproblemer.

 

Aktiv i stiftelse af SS-Mindelunden

Poul Sommer var aktiv i stiftelsen af SS-Mindelunden. Ved etableringen i 1969 bar han hovedtaler. Samtidig delte nynazister materialer ud. I talen sagde Poul Sommer:

  • Det er klart, at det er tale om et mindesmærke for ”dem der faldt for morderkugler på arbejdspladser, gader og veje, samt alle dem, som faldt efter krigens afslutning

Det vil sige, at mindelunden ikke kun var til ære for Frikorps Danmark folk, men også for stikkere og HIPO-folk, der blev likvideret under besættelsen.

Flere gange er mindelunden blevet ødelagt og genetableret. I 1976 blev Poul Sommer genvalgt som formand. I 1998 talte foreningen bag Mindelunden 200 medlemmer. Og den ligger ved Kongensbro i Silkeborg Kommune.

 

Skal man tage disse udtalelser alvorlig?

En af Poul Sommers medarbejdere, Arvid Waltenstrøm var efter krigen med til at tegne et billede af ham over for politiet:

 

  • Han var en underlig Blanding paa godt og ondt,-paaligefrem kvindelig Blidhed og yderste Brutalitet. Det var ham ganske umulig at sige Nej til nogen, han lovede ”Guld og Grønne Skove”, og naar Manden saa var gaaet ud af Døren, havde han glemt det igen. Han var ganske overordentlig vankelmodig, kunde ikke tage en Beslutning og det er mig en Gaade, hvordan han i det hele taget har været i Stand til at udføre de Bedrifter, han faktisk har som Flyver under Afrikafelttoget

 

Når de ledende medarbejdere havde brug for en bil gik de på gaden og affyrede et skud op i luften. Ifølge Waltenstrøm fik de i ni ud af ti tilfælde chaufføren til at standse, hvorefter bilen blev taget af Sommer-folkene. Samme metode havde Poul Sommer selv benyttet sig af indtil han fik tjenestebil med chauffør.

Men nu skal historikerne nok ikke tillægge disse udtalelser helt alvorlig. Waltenstrøm begik ganske alvorlige forbrydelser hos Gestapo. Og han var med sine udtalelser sikkert interesseret i at minimere sin rolle som landsforræder.

 

Døde i 1979

På et tidspunkt solgte han smørolie til bønder. Han boede Brusnæs ved Egernsund og i Broager. Poul Sommer døde i 1979 efter længere tids sygdom. Og han ligger begravet på Broager Kirkegård lige for enden af en høj. Men graven er i dag sløjfet.

 

Kilde:

  • Vilhelm Bergstrøm: En borger i Danmark under krigen
  • Vilhelm Bergstrøm: Istedgade overgiver sig aldrig
  • Peter Birkelund: Holger Danske-sabotage og likvidring 1943-1945 (1-2)
  • Claus Bundgård Christensen: Den sorte børs-fra besættelsen til efterkrigstid
  • Claus Bundgård Christensen m.fl.: Danmark besat-krig og hverdag 1940-1945
  • John T. Lauridsen: Over stregen-under besættelsen
  • Stefan Emkjær: Stikkerdrab
  • Rasmus Jørgensen: Folkestrejken-da hovedstaden gjorde oprør
  • Hans Kirchhof: Augustoprøret 1943
  • Mikkel Kirkebæk: Beredt for Danmark-Nationalsocialistisk ungdom 1932-1945
  • Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945
  • Peter Øvig Knudsen: Birkedal-En torturbøddel og hans kvinder
  • John T. Lauridsen: Dansk Nazisme-1930-1945
  • Henrik Lundtofte. Gestapo! Tysk politi og terror i Danmark
  • Anders Monrad Petersen: Schalburgkorpset
  • Palle Roslyng-Petersen: Danskerne og besættelsen-holdninger og meninger
  • Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen 1-2
  • Hans Kirchhof: Dansk besættelsestid 1940-1945
  • Gads leksikon om Dansk Besættelsestid
  • Henrik Lundtofte: Håndlangerne
  • Niels Peter Nielsen: Sommerkorpset (Speciale fra Roskilde Universitet 2013)
  • Niels Alkil: Besættelsestidens Fakta
  • Artikler på www.dengang.dk
  • Se Besættelsestidens Litteratur (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 201 artikler om Besættelsestiden herunder:

  • B. Martinsen-portræt af en forræder
  • Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
  • Statsminister Buhl-og hans stikkertale
  • Søren Kam og hans erindringer
  • Værnemagere
  • Kryssing og Frikorps Danmark
  • Nørrebro 1945-to episoder
  • Varehuset Buldog på Nørrebrogade
  • Besættelse på Nørrebro 1-5
  • Nørrebro-9 dage i sommeren 1944
  • De fem dramatiske år på Nørrebro
  • Tilfældet Søren Kam
  • I tysk krigstjeneste
  • Danskere i tysk terrors tjeneste
  • Danskere i Hitlers tjeneste
  • I en lovløs tid

 

Hvis du vil vide mere: Om sagen omkring Asmus Jensen i Padborg:

  • De mystiske mord ved grænsen (1-2)
  • To skæbner i Kiskelund
  • Mord i Padborg 1-4
  • En villa i Kollund
  • En villa i Kollund-endnu mere

Søens Folk fra Aabenraa

September 1, 2017

Søens Folk fra Aabenraa

115 skibe i 1748. Jørgen Bruhn var kongelig agent. De velstående på Løjt Land investerede i skibsfarten. Og så var det lige værfterne, og tænk Andersens brugte tegninger. Og så kom der et stort værft på Kalvø. Jørgen Bruhn blev indberettet til provsten. Aabenraa var i 1864 den største søfartsby. Michael Jebsen forsøgte flere gange at få stålskibsværft til Aabenraa. Vi kigger på styrmandsuddannelsen og Aabenraa Sømandskasse. Og så skulle Dannebrog udskiftes i 1864. Et overgreb fandt sted mod skibsbygger Thorkild Andersen. Tømmermændene låndte Rådhuset. Bendix Bendixen endte på Fattiggården. Så var det også lige Sejl-, Flag- og Kompasmager Cornett. Den nye matador i Aabenraa hed Raben. Så blev Aabenraas havneflag reddet og Michael Jebsen idømt 4 dage i spjældet. Tysk flag var ikke velanset blandt de dansksindede. Og så fik Aabenraa deres egen Chinatown.

 

115 skibe i 1748

De ældst bevarede skibslister fra Aabenraa viser, at det var tidligere kaptajner, der stod som ejere. I 1714 var der således, 43 skibe hjemmehørende i byen. I 1735 hed det i en indberetning til kongens statholder i hertugdømmet Slesvig, at søfarten i Aabenraa var ”Byens sjæl”.

I 1748 var man oppe på 115 skibe i byen. Og i 1769 var byen vokset til 2.701 personer. Og heraf var 124 søfarende. Krigen mod englænderne reduceret antallet af skibe i byen. I 1815 var man helt nede på 26 skibe.

 

Tre store redere

Og i det år havde Thomas J. Frees parter i ni skibe. I de følgende år udvidede han til byens markant største rederi. Efter hans død ved man, at rederiet i 1825, som nu hed ”Thomas J. Frees Arvinger” ejede tre skibe og havde part i fem andre.

Den anden storredder, Peter Johann Ottzen var kaptajnssøn fra Aabenraa og gjorde selv karriere som kaptajn. I 1815 havde parter i hele syv skibe.

 

Jørgen Bruhn

Den tredje storredder var Jørgen Bruhn. Han repræsenterede søfartens nære forhold til Løjt. Han og hans netværk af familie og venner kom til at spille en afgørende rolle for søfarten i byen.

I 1820erne gik han i land og slog sig ned som reder i Aabenraa. Hans nære slægtninge blev alle boende på Løjt Land. Det var den berømte Bruhn-Bendixen klan. Bruhn familien gjorde en hurtig og fin karriere til søs. Og Bruhn-søstrene giftede sig med mænd af samme støbning. Men omkring 1860 mistede Bruhn-Bendixen-klanen deres førerposition.

 

De velstående bønder investerede i skibe

Jo de bakkede skam op om Aabenraas søfart på Løjt Land. De velstående bønder investerede en del af deres økonomiske overskud i skibe hjemmehørende i Aabenraa. Omkring hver tiende bonde på Løjt havde således part i en af købstadens skibe i løbet af 1700-tallet. Jo der opstod et helt sømandsmiljø bestående af kaptajner, styrmænd og almindelige søfolk.

 

Poulsens Værft

Det lokale skibsbyggeri bidrog også til succesen. I 1700-tallet var flere skibsbygmestre aktive i Aabenraa. Blandt dem var Jacob Paulsen sen. Sønnen Erich Poulsen sen. overtog virksomheden. Han anlagde i 1805 Tømmergårdshavn, hvortil han flyttede værfter.

Fra 1820 begyndte Paulsens værft at vokse. I de forgangne år havde der været beskæftiget knap 20 tømmermænd. Men i 1823 steg dette tal til 50. Og i anden halvdel af 1820erne var her knap 100 mand.

 

Der blev målet

Den udløsende begivenhed har angivelig været Jørgen Bruhns erhvervelse af en 80 kmd. Stor brig i København i 1820. Dengang havde den slags skibe ry for at være en rigtig hurtigsejler. Den var amerikansk bygget. Da skibet var slæbt på land for at gennemgå en reparation på Poulsens Værft i Tømmergårdshaven viste det sig, at den var i så sårlig stand, at det ikke var umagen værd at reparere på den.

Så måtte Jørgen Bruhn have bygget et nyt. Inden ophugningen blev skibet nøje målt og studeret, således at Jacob Paulsen kunne bruge skibet som model for nybygningen. Og før året var omme stod et nyt skib parat. Det viste sig at være et godt skib, så der kom masser af ordre til Poulsens værft og faktisk mere, end man kunne klare. Der opstod et godt samarbejde mellem Jørgen Bruhn og Jacob Paulsen til begges fordel.

 

Den sidste sejlbåd fra Aabenraa

Under den økonomiske krise i 1857/58 havde det set sort ud for værftet. Man havde færdiggjort bygningen af det hidtil største skib i Aabenraa til dato, Jacob Bendixens ”Himalaya”. Men pludselig havde værftet ikke mere at lave til stor skade for byen.

I alt nåede værftet at bygge 40 skibe indtil 1858. Den samlede værdi af disse skibe opgjorde Freia til halvanden million rigsdaler. Men i 1860 kom der igen gang i arbejdet. Det var primært barkskibe og en enkelt skonnert, der blev bygget.

Det sidste store sejlskib, der blev bygget på havnen i Aabenraa løb af stabelen på Paulsens Værft i 1883. Det var en bark på 652 tons ved navn Concordia. Bag skibet stod et aktieselskab bestående af en række optimistiske sjæle i Aabenraa, som troede på en fremtid for sejlskibe af træ. Ejeren af værftet hed nu Eric Paulsen.

 

Her kom Voetmanns Tømmerhandel

Da Paulsens Værft ikke fik flere bestillinger blev Tømmergården ført videre som savværk og trævarefabrik af Eric Paulsens søn Valdemar Paulsen, indtil det brændte i 1895. Året efter solgte familien området, der senere kom til at huse ”Voetmanns Tømmerhandel”.

 

Andersens Værft brugte tegninger

Først i 1830erne da skibsbygmester Thorkild Andreas Andersen slog sig ned i Aabenraa konstruerede man skibe efter tegninger og mål. Den ny teknik blev også efterhånden taget i anvendelse på Poulsens Værft og den håndfuld andre værfter, der med tiden blev anlagt i Aabenraa.

Kort efter sin ankomst til byen giftede Thorkild A. Andersen sig med en lokal smedemesters datter, Anna Tyroll. Dermed knyttede han familiære relationer til byens maritimt orienterede håndværkermiljø. Efter først at have bygget nogle mindre skibe, kunne han i 1838 søsætte det første store sejlskib, fregatten Wodan på 116 kmcl. Skibet havde han bygget for Jacob Bendixen, der var i færd med at opbygge eget rederi uden svogeren Jørgen Bruhn.

 

Det store værft på Kalvø

På Kalvø i Genner Bugt anlagde Jørgen Bruhn omkring 1850 et værft. Her blev det første klipperskib efter amerikansk forbillede bygget. I 1826 havde han købt Redergården som også blev kaldt ”Huset på Torvet”.

På Kalvø byggede han ”Herrehuset” til sig selv og boliger til værftets tømmermænd. Der blev også bygget et hus til mestersvend Anders Damm. Søren Schmidt fra Brøns kom til at spille en afgørende rolle i udviklingen af skibsbyggeriet. Han havde været i USA for at studere skibsbygning.

 

Jørgen Bruhn blev indberettet til provsten

I Aabenraa var man ikke så begejstret for Jørgen Bruhns initiativ. For nu gik Aabenraa glip af gode indtægter. Og ansøgningen om tilladelse til at starte skibsbyggeri på Kalvø blev trukket i langdrag. Men mod at betale afgift til byen og amtet fik han tilladelsen. Det vakte dog også begejstring, da man så, at det var et Dannebrog, der blafrede fra flagstangen.

Inde på fastlandet var man meget skeptisk over for det, der foregik på øen. Man havde nemlig hørt, at Jørgen Bruhn havde ansat en tysksindet, Madam Tutein til at undervise arbejdernes børn. Og det fik præsten inde på fastlandet til at melde ham til provsten i Haderslev.

Men noget kunne tyde på, at præsten i Hoptrup ikke forstod Jørgen Bruhns position i det nationale spil. Eller måske havde indberetningen blot haft til formål at undergreve projektet på Kalvø.

 

Økonomisk katastrofe for byen

De mange skibsværfter havde da det hele toppede 270 ansatte. Da de senere lukkede en efter en blev det en økonomisk katastrofe for byen.

 

Man glemte nationale stridigheder ved begravelse

Den 17. marts 1858 bragte Freia en reportage fra Jørgen Bruhns begravelse. To Dannebrogsflag blev båret forrest i processionen. 300 mennesker var mødt frem. Og det var uagtet af national sindelag. Og man kan sige, at hans død markerede enden på en æra i Aabenraas søfartshistorie.

 

Aabenraa-den førende søfartsby

I 1864 var Aabenraa den førende søfartsby i Slesvig foran Flensborg og Sønderborg. En folketælling fra Løjt i 1860 viste, at 20 sømænd på Løjt var hjemme, mens 205 var udenlands.

 

Da Michael Jebsen blev dømt

I kølvandet på treårskrigens sammenbrud gik Michael Jebsen den 3.maj 1851 på gaden sammen med tre andre. De sang en Slesvig Holstensk kampsang. Men uheldigvis hørte myndighederne dette, og så var det dømt fire dage i spjældet.

Men ifølge overleveringer så slap han fra spjældet grundet en nådig politiembedsmand. Men efter episoden fik han en livslang aversion-, ja nogle mente ligefrem had over for danskerne.

 

Han ville have et stålskibsværft til Aabenraa

Fremtiden tilhørte dampskibene. I 1878 havde Michael Jebsen oprettet et dampskibsrederi hjemmehørende i Aabenraa. I forbindelse med etableringen af rederiet forsøgte han at få de førende skibsbyggere i Aabenraa til at indgået samarbejde om anlæggelse af et stålskibsværft, men forgæves. Men Jebsen fik dog stor succes med sit rederi.

Men det fik dog ikke den samme betydning for Aabenraa som sejlskibene.

I 1873 var han blevet indsat som manager for den flåde af dampskibe, som den store tyske stålproducent Krupp netop var i færd med at opbygge.

Michael Jebsen var sarkastisk, når han omtalte sine kollegaer i Aabenraa, som i begyndelsen af 1880erne havde mistet følingen med den teknologiske udvikling. Dette erkendte Jebsen. Han gik foran med at etablere Flensburger Schiffsbau-Gesellschaft.

Men så let opgav Jebsen dog ikke. I 1899 gik han i samarbejde med byrådet om etablering af et stålskibsværft. Han havde udarbejdet en skitse over anlægget. Men projektet gik i sig selv, da Jebsen døde senere på året. Et stort bankkrak satte en stopper for investeringslysten i byen.

Familien Jebsen foretrak søfolk fra Aabenraa egnen, og de brugte de tre makreller i deres logo. Dog svømmer den midterste makrel den forkerte vej.

 

Minderne skulle bevares

Heldigvis indså man, at minderne skulle bevares. I 1887/88 fik man et museum i byen. En masse af områdets søfartsouvenirs blev indkøbt, så ikke andre byer overtog det. Men først i 1920erne udviklede museet sig til et egentligt søfartsmuseum.

Ja og byens søfartshistorie blev også nedfældet i både en dansk og en tysk version. Og en masse erindringer er samlet i byen og nedfældet i litteraturen.

 

Den legendariske Hans Bruhn

Forfatteren Erik Bodenhof som tilbragte sine ungdomsår omkring 1860 i Aabenraa og omegn fortæller således om Hans Bruhn;

  • Han var af ydre en kæmpe med skuldre og ryg af en bredde, som jeg sjældent har set. Ansigtet var karakteristisk, glat barberet med et par utroligt buskede øjenbryn, som skyggede over to blå milde og skælmske barneøjne.
  • Han kunne fortælle om sine mange utrolige oplevelser, så han fængslede unge og gamle. Han havde lidt skibbrud under mange forskellige former, været imellem og undsluppet menneskeædere og havde været jagtven med mere end en vild høvding.

 

Mange erindringer på museet

Mange af erindringerne er ikke udgivet, men ligger på museet. Kaptajners kopibøger og breve er bevaret. Og dagbøger fra kaptajnsfruer er bevaret. Ja så er det jo også dygtige historikere i Aabenraa, der forstår at videreformidle den spændende søfartshistorie, der havde og har stor betydning for byen.

Ja så var det jo også lige bladet Freia, hvis redaktør var ud fra en lokal kaptajnsslægt. Ja vi har faktisk beskrevet dem i en artikel for sig selv.

 

Styrmandsuddannelsen

Indtil 1863 foregik styrmandsuddannelsen som privatundervisning på Aabenraa-egnen hos en pensioneret kaptajn. På Løjt Land udviklede Peter Boysen og hans undervisning i Skovby sig som en skole. Han begyndte omkring 1830. Han var så populær, at han i 1845 havde 22 tilrejsende elever. Dertil kom et ukendt antal lokale elever.

Eksaminationen af de slesvigske styrmandskandidater foregik hos kaptajnløjtnant Middelboe i Tønning. Man var ikke helt tilfreds med i Aabenraa, at man skulle rejse så langt, når de fleste søfolk boede på østkysten. Man foreslog at det blev flyttet til Flensborg. Men det skete dog først mange år senere.

I 1863 åbnede Julius Ebsen en privat navigationsskole i Aabenraa. Den blev i 1871 overtaget af de preussiske myndigheder dog med de samme lærer. Det var her sejlskibstidens sidste kaptajner i Aabenraa tog deres uddannelse.

 

Aabenraa Sømandskasse

Der fandtes ikke et skipperlav, der kunne optræde på vegne af reddere og kaptajner. Et forsøg på at oprette et sådant lav i 1731 førte til udfærdigelse af nogle lavsartikler, men så skete der heller ikke mere.

Men den 20. februar 1839 oprettede man Aabenraa Sømandskasse.  Kredsen var en god blanding af kaptajner bosiddende i Aabenraa og på Løjt Land. De årlige generalforsamlinger tiltrak mange kaptajner.  Dagen efter afholdt man middag for byens borgere og områdets søfolk.

Hensigten var at spare 10.000 rigsdaler op. Når det beløb var nået ville man påbegynde udbetaling af renterne til trængende søfolk og deres familie herunder enker og børn.

Det største bidrag gav Jørgen Bruhn. Han blev også sømandskassens første direktør. Efter hans død overtog hans søn, Hans Bruhn denne post. Der skulle tre nøgler til at åbne kassen.

I 1867 overskred man de 10.000 rigsdaler. Nu kunne man begynde at udbetale penge til de trængende søfolk og efterladte. Aabenraa Sømandskasse virkede lang tid efter, at byens sidste store sejlskib var sejlet væk.

 

Da Dannebrog skulle udskiftes

Det nationale kom også til udtryk hos søfolkene. I 1842 forlangte 39 kaptajner og redere at få udskiftet Dannebrog med det slesvig-holstenske flag.

Men blandt skibstømrerne var der udprægede dansksindede. I 1845 etablerede skibstømrerne en dansk forening. Det betød fyring af fire mand hos Paulsens værft. Det fik ingen konsekvenser for folkene på det nu tredje værft, Michelsens Værft.

 

Kongelig agent

Jørgen Bruhn var blevet udnævnt til ”kongelig agent”. Han blev i København anset for at være en loyal mand. Han var dog ikke i den udprægede danske lejr. Han var en kongetro og konservativ helstatsmand af slesvigsk tilsnit dog mest muligt tilbage for den nationale konfrontation.

 

Overgreb mod Thorkild A. Andersen

Det fortælles, at Thorkild A. Andersen en vinterdag blev trukket ud på Torvet uden overtøj af de Slesvig Holstenske tilhængere. Det kostede ham angivelig det gode helbred. Da danskerne atter fik magten, vendte flygtningene fra Barsø hjem. Og efter krigen overtog sønnen Skifter T.J. Andersen den ledende kraft på værftet. Efter faderens død i 1862 overtog han hele ledelsen.

 

Freias Kommentar til Tømmermændenes fest

I Freia kunne man den 3. juli 1850 læse følgende:

  • I Søndags havde Tømmermændene fra Hr. Michaelsens Værft i Anledning af, at et nyt Skib var løbet af Stabelen et Bal, hvortil Raadhuussalen var bleven dem indrømmet. Rigelig hundrede Personer deeltoge i denne Fest. Et stort Dannebrog vajede ud af Vinduet og Fædrelandske Sange og Skaaler afvexlede med Dands og anden Lystighed.
  • Hvad der især gjorde denne Festlighed mærkelig, er den fuldstændige Modsætning i Deeltagernes Stilling iaar og ifior. For et par Aar siden rugede endnu Oprørets Herredømme over Landet, og vore Tømmerfolk, vor Holmens faste Stok ble haardeligen undertrykte af Voldsherrene, der formente dem enhver fri Bevægelse.
  • Iaar fejre de deres Skibsbarsel i Byens offentlige Locale under Dannebrogsflag, og medens de raabte Hurra for Kong Frederik og synge ”Dansken har Seier vunden, sider neden under dem i Fængslerne Mænd af det Parti, der ifjord satte sin Fod paa deres og alle Dansksindedes Nakke.
  • Saaledes taler ogsaa en dyb Alvorstrøst ud af denne mundtre Glædesfest.

 

Da Bendix Bendixen endte på Fattiggården

Bendix G. Bendixen måtte sælge det fine hus de havde fået bygget i Stollig. Han flyttede til Aabenraa, hvor den tidligere kaptajn ernærede sig som lods og havnemester. Men han kunne ikke fastholde dette job. Efterhånden gik familien i opløsning. En tid arbejde han på Poulsens værft. Men han blev stadig mere drikfældig og endte på fattighuset i 1887. En trist skæbne for en af Aabenraas mægtigste mænd.

 

Jørgen Bruhns sønner lukkede efter 15 år

I løbet af første halvdel af 1870erne afvikledes rederiet ”Jørgen Bruhns Sønner”, efterhånden som skibene forliste eller blev solgt. Da havde rederiet eksisteret i omtrent 15 år efter matadorens død. Selv om det ikke gik helt dårligt, formåede arvtagerne ikke at indtage den offensive rolle i Aabenraa-søfarten, som Jørgen Bruhn havde haft.

 

Reimars Værft

Vi havde også Johann H. Reimars. Han havde siden 1832 fungeret som smedemester i Aabenraa. Omkring 1856/57 etablerede han sit eget skibsværft. Han ansatte ”en lærd Konstruktør fra København” ved navn H.H. Holst. Reimars forestod ikke selv konstruktionen og byggeriet af skibene. Men han var organisatorisk og økonomisk leder af sin virksomhed.  Skibene var af meget høj kvalitet. Der blev bygget i alt 19 skibe i de 10 år værftet eksisterede.

 

Sejl, flag og kompasmager

Centralt i Aabenraas maritime miljø befandt sig Jørgen Nicolaisen Cornett. Han var den ene af byens to sejlmagere. Han boede og arbejdede blandt skibsbyggere i den ende af Aabenraas skibbrogade, der løb ud ved havnen. På husets gavl stod:

  • Jørgen Cornett, Seil, Flag og Compasmager

Han havde parter i flere skibe og mange andre jern i ilden. Familien Cornett var stærkt dansksindet. Og i Marie Cornetts breve fra 1864, kan man se at familien omgikkes Skifter Andersen. Men sejlmagerfruen betegnede ham nu kun som halvt dansksindet. Og skibsbygmesterens broder, Ludvig betegnede hun som ”rent tysk”. Men til sidst mente hun dog, at de begge var blevet dansksindede.

 

Raben – en tysksindet matador

På den anden nationalpolitiske side befandt Gustav F.T. Raben sig. Han var både reder og værftsejer. Og han blev en ny matador i byen. Han var meget optaget af den nationalpolitiske strid. Han bestred også en post som senator. Ud over søfarten var han involveret i Kobbermøllen i Kruså. De leverede forhudningsplader, messingsøm og messingstænger til bolte, der blev anvendt på værfterne i Aabenraa.

I 1871 var Raben hovedredder af ikke mindre end 17 skibe. Et af hans skibe var den lille damper Apenrade, der sejlede i rutefart mellem Aabenraa og Sønderborg. Og så var der også et andet lille skib, der sejlede i fast rutefart.

I 1879 byggede Rabens Værft det sidste skib. Rederiet fortsatte i 1880erne. Omkring 1885 afhændede det en del skibe mens andre forliste. Først omkring 1890 var det helt slut med rederiets aktiviteter.

 

Aabenraas havneflag blev reddet

Aabenraa Havneflag, Dannebrog med De Tre Makreller i midten, som ifølge overleveringen blev nedtaget af Christoffer C. Fischer, da de tyske tropper nærmede sig byen i 1864, for at det ikke skulle falde i fjendens hænder. Det blev afleveret til Aabenraa Museum i 1920erne, da byen atter var blevet dansk.

For de fleste redere og kaptajner på Åbenrå-skibene var det forholdsvis uproblematisk at udskifte flaget efter 1864. Men for de dansksindede var det en bitter pille at sluge. Den unge styrmand Andreas Cornett havde været til søs under selve krigen, men da han vente hjem omkring årsskiftet 1864/65 beskrev han ændringerne til sin søster og svoger på Kinakysten:

 

  • I kan tro, at der er sket forandring herhjemme, siden vi gik herfra. Denne tid vajede dannebrogen over vor lille by, men nu, hvor man (end) vender sig hen, ser man ikke andet end den trestribede jammerpjalt svæve over husene. Det skar i mig de første gange, da jeg så dem, og ærgrede mig, men nu vender man sig dertil og håber på bedre tider.

 

Tysk flag var ikke velset blandt de dansksindede

Tyske flag var ikke noget man brød sig om i de dansksindede kredse i Aabenraa, men livet gik jo videre. Da Anders Cornett blev kaptajn for sit eget skib var han blandt de Aabenraa-kaptajner, der skiftede til dansk statsborgerskab og omregistrerede deres skib til en havn i Danmark. Også Fischer-kaptajnerne, som vi har beskrevet i en artikel tilhørte den hårde danske kerne blandt kaptajnerne. Men de var dog i mindretal.

 

Chinatown i Aabenraa

Penge tjent ved søfart blev brugt på opførelse og vedligeholdelse af bygninger på Aabenraa-egnen. Mest kendt er kaptajnsgårdene på Løjt Land, som kaptajnerne opførte og bosatte sig i, når de gik på land.

I 1875 opførte tre kaptajner en villa på stribe lidt uden for Aabenraa på Nørre Chaussee (Haderslevvej). Ja man kaldte det for Chinatown, ikke fordi, at de var speciel kinesiske. Men kaptajnerne havde tjent penge på Kinakysten.

I 1880erne kom der flere huse til Chinatown også beboet af tidligere kaptajner.

Blandt de mere utraditionelle hjembringelser var i 1820erne slaven, Emanuel fra Brasilien, som Jacob Bendixen medbragte.

En del kinesiske genstande havnede i borgerstuerne i Aabenraa og på kaptajnsgårdene på Løjt Land.

 

Kilde:

  • Mikkel Leth Jespersen: Søfart selvfølgelig
  • Mikkel Leth Jespersen: Diamant-Petersen, kaptajn og diamanthandler i 1870ernes Sydafrika
  • Mikkel Leth Jespersen: Kaptajn og Kolonier
  • Hans Schlaikier m.m.: Aabenraa Søfarts Historie
  • Ole Mørkegaard: Søen, Slægten og Hjemstavnen
  • Gotlieb Japsen: Den nationale udvikling i Aabenraa
  • Claus og Karen Harder Lildholt: Manden, der red på en delfin, Kaptajn Hans Bruhns erindringer
  • Holm Petersen: Under sejl i fjernøstlige farvande
  • Sønderjyske Årbøger (diverse udgaver)
  • Det Gamle Løjt (diverse udgaver)
  • Åbenrå Bys Historie (3)
  • Jes M. Holdt: Glimt af Løjt Sogns Historie
  • Jes M. Holdt: Gårde og Slægter i Løjt Sogn
  • Morten Kamphöver: Borgerskaber i Aabenraa 1686-1867 (2)
  • Hans H. Worsøe: Løjt Sogns Historie
  • Sønderjyllands Historie (2)
  • Se Litteratur Aabenraa
  • Se Litteratur Løjt

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk:

  • Aabenraas storhedstid med søfart
  • Skibe fra Aabenraa
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Søfartshistorie fra Aabenraa
  • Sømænd fra Løjt og Aabenraa
  • Skibsbyggeri og Industri i Aabenraa
  • Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
  • Aabenraa, Skibe og Søfart
  • En skibskaptajn fra Aabenraa
  • Briggen Chico fra Aabenraa
  • Aabenraa som søfartsby

Byen med de mange jernbanestationer

August 29, 2017

Byen med de mange jernbanestationer

Dette er Haderslev-artikel nr. 13. Her var man ikke tilfreds med de engelske entreprenørers udspil. Det første lokomotiv nåede Haderslev i 1866. Det var en festlig indvielse. Vi skal høre om Haderslev-Vojens Banen og Haderslev Amts Jernbane (Kleinbahn). Og så er det de mange jernbanestationer, der konstant fik navneforandring, og nogle blev også flyttet. Den første strækning med Amtsbanen gik til Christiansfeld. Man kunne mærke Første Verdenskrig. En ny storhedstid for Amtsbanen var kørsel med mergel. Under besættelsen kørte man med farligt gods. Der var ved at ske en katastrofe. Og så var der flere dræbte under et angreb af de allierede. Stationerne blev ude på landet ofte indrettet i forbindelse med en købmandshandel eller med en aftale med en landmand. Nu er der veteranbane på strækningen Haderslev-Vojens.

 

Ikke tilfreds med englændernes planer

Samuel Peto indgav den 3. december 1852 et forslag til kongen om bygning af en jernbane fra Flensborg til Frederikshavn, finansieret og bygget af ham selv. Peto foreslog en zigzaglinje fra Flensborg via Tønder og Ballum og videre til et punkt på en bane mellem Hjerting og Århus. Derfra skulle banen føres via Viborg til Aalborg og Frederikshavn.

Det var man nu ikke så tilfreds med. Så ville man ligge langt fra en jernbanelinje. Den 14. februar 1853 indgav man en ansøg om, at blive taget med i planlægning af en længdebane. Men dette blev afslået. Først 8 år senere var man mere heldig.

 

Det første lokomotiv i Haderslev

Da krigen brød ud den 1. februar 1864 var strækningen mellem Skovkro ved Flensborg og Rødekro færdiggjort. Aden 18. september 1864 kom det første lokomotiv til Vojens.

I 1865 havde jernbaneselskabet erhvervet de nødvendig arealer vest for byen. En del af jorden tilhørte bryggeriejer Søren Christian Fuglsang, der havde købt jorden året før. Foruden banegården opførtes også et ”Kaiserliches Haupt-Postamt”.

 

Indvielsen var festlig

Nu betød strækningen Vojens-Haderslev ikke de store udfordringer for de engelske entreprenører. Om eftermiddagen den 20. februar 1866 ankom der for første gang et lokomotiv til Haderslev Station. Lodsejerne op til banen havde modtaget instrukser om, at banen ikke måtte befærdes fra 10 minutter før et togs planmæssige passage, og indtil toget var kørt forbi.

Indvielsen var ret festlig. Således havde Jernbaneselskabet betalt 1.000 rdl. hos Hotel Petersen, der havde anrettet et festmåltid. Nogle af de godt berusede gæster kunne således ikke nævne, hvad de havde fået at spise.

 

Hold tungen lige i munden

Tre jernbanestationer havde Haderslev. Det er da godt nok imponerende. Jo i jernbanehistoriens storhedstid var alt muligt. Og skal man beskrive Haderslevs stationer, så må man holde tungen lige i munden. De fik konstant navneforandringer og blev flyttet, ja det skete også, at de fik deres gamle navne tilbage.

 

Statsbanegården/Vestbanegården

Der var Statsbanegården, der senere kom til at hedde Vestbanegården kun havde ekspedition af statsbanetog. Ja den hed jo også Alt Hadersleben. Den lå i den vestlige udkant. Den havde ikke forbindelse med bymidten eller havnen. Og den lå her fra 1866.

Faktisk lå bryggeriet Fuglsang lige ved siden af. Og det var konsortiet Peto, Brassy ND Betts, der anlagde den 11,9 kilometer lange bane Vojens-Haderslev. Det var også dem, der byggede den sønderjyske længdebane, og de sønderjyske sidebaner. På grund af det bakkede terræn kunne man ikke komme direkte til købstæderne.

Godt nok passerede amtsbanestrækningen Haderslev-Skodborg stationsterrænets nordside. Men man havde sin egen perron med læskur. Strækningen fra Statsbanegården til Amtsbanegården og videre til havnen havde firestrenget spor.

 

Sydbanegården/Sønderbro Station

Sydbanegården (Sønderbro Station) var mellemstationen på strækningen til Ustrup og videre vest på ad de to baner via Gram henholdsvis Toftlund til Arnum og videre til Skærbæk. Der var også på et tidspunkt et stoppested i Skolegade. Så egentlig var der 4 stationer i Haderslev!

 

Amtsbanegården/Hadersleben Kleinbahnhof

De smalsporede amtsbaners egentlige centrum var Amtsbanegården ved Jomfrustien. Her var der anlagt en halvrund remise med 8 porte samt et stort værksted. Jo Hadersleben Kleinbahnhof blev placeret midt i byen. Og den første strækning til Christiansfeld skabte også en forbindelse til Statsbanegården.

Nu kan det være svært at finde frem til disse steder. Mest intakt er nok Amtsbanegården og Sydbanegården. Remisen blev overtaget af et pakhus og så fik rutebilerne værksteder og garager.

 

Kun 5 km mellem to amtsbaner

To steder var der kun en afstand på 5 kilometer mellem Aabenraa og Haderslev Amtsbaner. Men det var ikke meningen, at de skulle sammenkobles, selv om det nok havde været praktisk nogle gange. I Haderslev Amt var der blevet anlagt i alt 207 km ”Kleinbahn”.

 

Preussisk lov af 1892

Det var inden for rammerne af den preussiske Kleinbahngesetz fra 1892, at disse baner blev oprettet. Man så bort fra en række sikkerhedskrav og ville gerne udvikle landområderne. Og det var nu heller ikke altid nødvendig at anlægge en station. For en lokal kromand eller landmand blev udnævnt som baneagent, og fra hans ejendom blev der så solgt biletter m.m.

I Haderslev kreds kom der i 1892 til en større diskussion med nationale undertoner, da Landråd (Amtmand) Karl Mauve fremlagde en plan over kredsringsbane fra Haderslev.

 

Betalingerne stoppet

Selv om der var samlet en ret stor arbejdsstyrke og selv om vinteren 1897-98 var mild kneb det for entreprenøren at gennemføre arbejderne til tiden. Den 7. februar 1898 standsede entreprenøren sine betalinger. Og det kneb nu også med at finde tilstrækkelig med arbejdskraft. At det også kneb med at få bygningsmaterialer gjorde det ikke bedre.

Arbejderne blev indkvarteret i træbarakker langs ruten.

 

Den første strækning

Den 4. marts 1899 blev banen fra Haderslev til Christiansfeld indviet som den første. Dagen efter kunne trafikken begynde på strækningen fra Rødding til Vojens, mens banen videre til Haderslev over Ustrup først blev åbnet 4. december samme år.

Herefter prioriterede man uddybningen af Haderslev Fjord. Først den 28. maj 1903 fortsatte man udbygningen af jernbanenettet med indvielsen af banen fra Haderslev til Årøsund, der gennem århundrede havde været et vigtigt overfartssted til Fyn.

Den 2. april 1904 indviede kredsen banen fra Ustrup til Toftlund over Over Jerstal, Agerskov og Branderup.

 

Skærbæk – Haderslev 4 ½ time

Den sidste jernbane med endestation i Haderslev var banen til Skodborg, der blev indviet den 1. juli det følgende år. Det var en bane med en yderst tvivlsom økonomi på grund af det meget begrænsede opland. Men den havde regeringens opmærksomhed for den gik gennem den udprægede dansksindede egn.

Den 15. september 1910 åbnede banen fra henholdsvis Toftlund og Gramby til Arnum, som den 13. november fik en strækning videre til Skærbæk på den vestlige længdebane.

Dermed havde Haderslev kreds fået en direkte forbindelse mellem Skærbæk og Haderslev. Tænk engang, at det var en rejsetid på 4 ½ time.

 

Første Verdenskrig

Jernbanerne i Slesvig-Holsten blev berørt af Første Verdenskrig. De blev sat under ”Krigsbetrieb”. Dette blev ophævet i november 1944, hvor personkørsel igen blev tilladt. Svigtende forsyninger betød at kørslen blev reduceret med 40 pct.

Under Første Verdenskrig blev der i forbindelse med ”Sicherungsstelle Nord” anlagt en metersporet forbindelsesbane mellem Haderslev Amts Jernbaner og Aabenraa Amts Jernbaner. Det skete mellem Branderup Mølle og Øster Terp.

 

Efter Genforeningen

Ved Genforeningen overgik statsbanerne til DSB, mens kleinbanerne blev overdraget til amterne. Men efter 1920 begyndte busser og lastbiler lige så stille at æde sig ind på jernbanernes økonomiske fundament. De var langt billigere og meget mere fleksible.

Turen fra Haderslev til Årøsund tog cirka en time. I dag kan turen foretages på 10 minutter i bil.

DSB overtog efter genforeningen i 1920 driften af Vojens-Haderslav banen. Statsbanegården fortsatte under betegnelsen Haderslev. Fra 1928 hed den Haderslev Statsbanestation. Kredsbanegården fortsatte som Haderslev Amtsbanegård. I 1933 nedlagde amtsbanerne linjen til Skodborg, som også omfattede strækningen mellem de to banegårde i byen.

DSB var villige til at lade underordnet personale til at fortsætte i deres stillinger, mens overordnede lederstillinger, som for eksempel stationsforstandere skulle besættes af danske embedsmænd. Det betød, at 120 danske jernbanefolk blev forflyttet til Sønderjylland den 21. april 1920. Den endelige overtagelse fandt sted natten mellem den 16. og 17. juni 1920.

 

En ny storhedstid

I 1926 indledes en ny epoke for Haderslev Amts Jernbaner. Dette år startede mergeltransporterne. Disse transporter spillede en meget stor rolle i forbedring af landbrugsjordene. Disse transporter foregik i resten af 1920erne og 1930erne. Mergellejrene lå ved Arnum, Fjersted og Roager.

 

Igen Navneforandring

Men fra 1934 førte DSB alle tog til Amtsbanegården og flyttede maskindepotet dertil. Haderslev Statsbanegård ændrede navn til Haderslev Vestbanegård og fik indskrænket betjeningen. Perronsporet østende blev forlænget i en kurve mod nord og forbundet med sporet til Amtsbanegården. Nu blev der muligt at køre direkte til Vojens. Der blev nu også lagt et krydsningsspor med en meget smal mellemperron.

I 1939 blev den sidste amtsbanestrækning nedlagt. Nu overtog DSB også Haderslev Amtsbanegård. Dens navn var ikke mere dækkende. Så i 1943 blev navnet ændret til Haderslev Bystation. Og samtidig blev Vestbanegården til Haderslev H.

 

Farligt gods

Placeringen af et stort tysk ammunitionslager i Østerskov nordøst for Haderslev bragte mange godstog til byen. Denne kørsel fortsatte et stykke tid efter besættelsen. Først blev lagrene i Østerskov tømt. Fra december 1945 kom særtog til Haderslev Havn med udgravet ammunition fra Oksbøl-egnen. Disse særtog kørte kun om natten og med beskyttelsesvogne.

 

Lige før en katastrofe

Den 5. december 1945 var det ved at gå galt ved bystationen. En fejlagtig rangering sendte toget med i alt 300 tons og bl.a. tre vogne med højeksplosive granater mod et holdene lokomotiv på remisesporet –i stedet for på havnen. Den store togvægt blev bremset af lokomotivet –og kun ved et stort held undgik man en eksplosion, der ville have lagt bydelen øde.

 

De allierede bomber tog

De allierede valgte at bombardere jernbaner og veje for at forhindre tyskerne i at bringe forsyninger frem. Over dele af Danmark var flyaktiviteten stor. Det kulminerede den 7. januar 1945, hvor ti tog blev angrebet af 14-16 allierede fly mellem 12 og 13. Først gik det ud over Sønderjylland, dernæst Fyn. 30 mennesker blev dræbt og 48 sårede.

I Vojens blev et værnemagtstog med to tyske lokomotiver ramt. Det ene lokomotiv blev sat ud af drift, en tysk soldat blev dræbt og tre andre personer blev lettere såret.

Værre gik det ud over Haderslev, hvor tog 217 blev angrebet. Toget skulle afgå fra Haderslev 12.30, men var, som de fleste tog i de sidste krigsår, noget forsinket. Det havde godt 50 passagerer, hvoraf halvdelen var tyske soldater. Desuden var der en del lærere og skolebørn, hvis juleferie var slut.

Omkring Dyringkær en halv kilometer efter Bøghoved, bemærkede passagererne en skrattende lyd. Kort tid efter blev man klar over, at toget, som stadig kørte, var blevet beskudt.

En fyrbøder og en togbetjent blev dræbt. Lokomotivføreren fik et strejfskud i brystet. Også en kvinde, der opholdt sig i Pakvognen blev dræbt.

 

Bystationen flytter

For nu at undgå to overskæringer i Haderslev på den meget trafikerede Nørregade, der dengang var hovedvej 10, blev Haderslev Bystation i 1950 flyttet til den tomme tyske Fridrichsschule vest for Nørregade. Bystationen blev i 1979 solgt til solgt til Haderslev Kommune.

 

Så blev navnene igen ændret

Den tidligere amtsbanegård blev nu rutebilstation indtil 1961, hvor den blev flyttet fra Jomfrustien til den nuværende placering ved Nørregade. Maskindepotet blev nedlagt i 1951. I stedet blev der på Haderslev H opført en remise, som er bevaret. Haderslev H fik i 1967 navnet Haderslev Vestbanegård tilbage.

 

Ofte restauranter og skænkestue i bygningerne

I jernbanebygningerne var der ofte indrettet gæstgiveri med skænkestue, restaurant og værelser i større antal til overnattende gæster. Det kunne ske på den lange rejse fra Skodborg til Vojens eller helt til Haderslev. Ofte var der også boliger til både stationsforstander og andet personel i eller ved stationen.

Og en af de flotteste, hovedstationen i Haderslev, Haderslev H eller Amtsbanegården blev desværre revet ned i 1960erne.

Mange købmandsbutikker var også indrettet i forbindelse med stationerne. Ganske få af de tidligere ledvogterhuse ved overkørslerne er i dag bevaret.

 

Veteranbane

I 1974 ophørte persontrafikken på Haderslev-Vojens banen. Der var oliekrise, og MO-togene slugte for meget olie. Disse toge stammede tilbage fra 1930erne og 1940erne. De kunne ikke mere konkurrere med de moderne busser.

I dag køres der veteranbane på strækningen.

 

 

Kilde:

  • Jernbanen mellem Haderslev og Vojens 1866-2016
  • Mogens Duus: Perle-Toget til Paradis og Sibirien, Jernbanen mellem Haderslev og Vojens
  • Niels Jensen: Sønderjyske Jernbaner
  • Egon Weber Paulsen: Romantik i røg og damp – Haderslev Amts Jernbaner 1899-1939
  • Claus Boje, Morten Duus: Haderslevbanen
  • Niels Jensen: Jernbaneminder fra Sønderjylland
  • Peter Thomassen: Forsvundne stationer
  • Mogens Duus, Jan Forslund: På sporet af 1992
  • Morten Flindt Larsen: Flere forsvundne stationer
  • Bent V. Rønne: Haderslev i det 20. århundrede set gennem ord og billeder
  • Sønderjyske Kulturmiljøer nr. 6, Stationsbygninger i Sønderjylland
  • Sønderjyske Årbøger (diverse årgange)

 

 

Hvis du vil vide mere: Om Haderslev: Læs her på www.dengang.dk

  • Haderslev Skomagerlav
  • En skarpretter i Haderslev
  • Turen går til Haderslev i 1900-tallet
  • Der var gang i Haderslev
  • Katastrofen på Haderslev Dam
  • Da Skrydstrup fik sin flyveplads (Fliegerhorst Hadersleben)
  • Haderslev-under Første Verdenskrig
  • Haderslev 1917-1918
  • Haderslev historie(3)
  • Et apotek i Haderslev
  • Haderslev-Handel og Søfart (2)
  • Haderslev i begyndelsen (1)

 

Hvis du vil vide mere: Om Sporvogne, Busser og Tog: Læs her på www.dengang.dk

  • Et gammelt jernbaneprojekt
  • Tog til Aabenraa
  • Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
  • En jernbanestrækning i Sydslesvig
  • Dæmningen-syd for Højer
  • Sidste tog fra Højer
  • En bane gennem Tønder
  • Tog til Tønder
  • Sagen om lokomotivfører Anders Andersen
  • Linje 18
  • Tog til København
  • Københavns Sporveje-dengang
  • Sporvogn på Østerbro
  • Med Tog over Lersøen
  • Nørrebros mange stationer
  • På sporet af Nørrebro
  • Flere spor på Nørrebro
  • Sporvogn til Nørrebro
  • Omkring Nørrebroparken 1-3
  • Tog til Nørrebro
  • Strandvejens historie
  • Nord for Østerbro

 

  • Sikringsstilling Nord

K.B. Martinsen-protræt af en forræder

August 25, 2017

K.B. Martinsen-Portræt af en forræder

Han havde en glimrende karriere foran sig. Men han blev skuffet over dansk militær og de danske politikere. Han meldte sig ind i DNSAP lige som så mange andre officerer. Han fik 8 dages kvarterarrest, og så hans karriere ødelagt. Han meldte sig ind i Waffen SS og var meget tæt på jødeudryddelse. Kryssing forstod ikke Waffen SS-kultur. Schalburg blev chef. Men omkom i kamp. Martinsen blev chef, og der var ballade under første orlov hjemme. Martinsen var til samtale hos Himmler. Den danske krigsminister opfordrede officerer til at søge i tysk tjeneste. Dansk gesandt opfordrede de danske soldater til at forsvare ”det fælles fædreland”. Werner Best ville hellere have Poul Sommer end Martinsen. Han likviderede en rival i kælderen. Hele tiden var han i kollisionskurs med Panke og Best. Schalburgkorpset skulle bekæmpe danske terrorister. I Berlin troede han, at han skulle forfremmes, men han blev sat i arrest. K.B Madsen blev henrettet.

 

Han ville være officer

K.B. Martinsen vidste allerede under sin rekruttid på Roskilde Kaserne, at ville være officer. På Frederiksberg Slot var han en af de allerbedste kadetter. Hans karriere fortsatte i Haderslev, Sønderborg og Helsingør.

Faktisk var han også afholdt af dem, som han kommanderede eller underviste. Han havde en strålende karriere foran sig. Endvidere gjorde han tjeneste i Frankrig. Han kom til at lære fransk, og talte det nærmest som en indfødt. Men under opholdet udviklede han et radikalt had mod kommunismen.

Da han kom hjem fortsatte han i Sønderborg. Men snart blev han igen flyttet til Løjtnantskolen på Kronborg som underviser. I 1939 blev han forfremmet til kaptajnløjtnant. Han blev udset til at indtræde i Officersskolens specialskole, hvilket betød, at han var blandt officerseliten.

 

Skuffet over det danske militær

Den 9. april 1940 kom som et chok for de unge officerer. Martinsen foreslog, at Frederiksberg Slot blev indrettet som en forsvarsstilling. Han betragtede hærens rolle som et totalt svigt. Han tumlede med planerne om at rejse til England for at kæmpe for dem.

Som dyb konservativ militærpersonudviklede han en dyb foragt for de danske politikere og deres politik. Denne foragt fik ham til nøje at studere nationalsocialismen. På Hærens Officersskole blev han stærk påvirket af kaptajn Erik Lærum.

 

Glad for Scavenius tale

Den 26. juni 1940 meldte han sig ind i DNSAP. Seks af de øvrige officerer på det kursus han deltog i gjorde det samme.

Udenrigsminister Scavenius tale den 8. juli 1940 vakte genklang hos officererne. Her talte han om tyskernes store sejre og sluttede med ordene:

  • Det vil være Danmarks opgaver herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland.

Hverken Stauning eller andre kritiserede disse udtalelser.

 

Forhandlinger om et dansk korps

Flere gange i vinteren 1940/41 var der indkaldt til møder vedr. oprettelse af et dansk korps, hvor alle danskere kunne gøre en indsats mod bolsjevismen. Det skulle være en ren dansk militærenhed.

Omkring januar 1941 var Martinsen indkaldt til et møde på landsretssagfører Børge Brylds kontor. Her blev han orienteret om, at DNSAP’ s leder, Frits Clausen havde ført forhandlinger med tyskerne om oprettelse af et dansk korps. Det var åbenbart stor interesse både blandt almindelige danskere samt officerer.

Hos Nebenstelle Nordsee fik Martinsen og andre officerer tilbud om, at komme på SS-Junker skolen i Bad Tölz i Bayern.

 

8 dages kvarterarrest

Den 17. november 1940 afholdt DNSAP en stor mindehøjttidlighed for de danske soldater, der havde mistet livet den 9. april 1940. Her kom der til sammenstød som politiet havde svært ved at tackle.

Martinsen medvirkede i uniform, og det fik konsekvenser. Kort forinden havde Krigsministeriet udsendt et dekret, at forsvarets officerer ikke måtte deltage i uniform i politiekse møder.

Martinsen blev idømt 8 dages kvarterarrest. Denne straf kunne han ikke acceptere og mente, at den var politisk, fordi han var medlem af DNSAP. Men Martinsens lovende karriere nu var kørt ud på et sidespor. Han blev nærmest tvangsforflyttet til Fredericia.

 

Optaget i Waffen SS

Ikke lang tid efter fik han brev fra Nebstelle Nordsee, hvor man meddelte ham, at han var godkendt til optagelse i Waffen-SS. Samtidig ansøgte Martinsen om at ”udtræde uden for nummer” og rent proforma fik han også bevilliget et års orlov.

Men på skolen viste det sig, at han og ro andre officerer var for overkvalificeret. De to andre var Worsøe-Lassen og Rantzau Engelhardt. De blev i stedet udstationeret til et kompagni i Krakow. Hurtig opdagede de, at her var ældre mænd på omkring 40 år og udrustningen var ikke den mest moderne.

 

I nærheden af jødedrab

Martinsen kom i forbindelse med Friederich Feckeln, der efter ordre fra Heinrich Himmler organiserede massemorderne på jøder i hans område. Fra den 27. til den 30. juli blev 800 jøder skudt, og alene den 4. august blev 1.385 jøder skudt. Omkring den 22. august blev 22.600 jødiske mænd, kvinder og børn skudt, af de kompagnier, hvor Martinsen og de to andre danske officerer var tilknyttet. Man ved den dag i dag ikke, hvordan de var tilknyttet, men de kan næppe have undgået at se, hvad der foregik.

Den 26. august fik de tre danske officerer ordre om, at rejse til Langenhorn-kasernen i Hamborg, hvor Frikorps Danmark nu var opstillet.

 

Krigsministeren var positiv m.h.t. at kæmpe på tysk side

Hjemme i Danmark havde SA-chef Axel Juul skrevet til krigsminister Brorson og bedt om klare linjer med hensyn til Frikorps Danmark. Han ønskede belyst, om det var i overensstemmelse med regeringens politik, hvis man meldte sig på tysk side i kampen mod kommunismen. Som svar fik Juul Krigsministeriets cirkulære af 8. juli 1941 samt et brev fra krigsministeren. Det er ikke alene korrekt, at pågældende meldte sig. Det er også ønskværdigt, at et så stort et antal som muligt melder sig, idet man så undgik tvangsudskrivning af et kontingent danskere til kampen mod kommunismen.

 

Hvervingen af danskere til Waffen SS var i gang

Hvervingen af danskere til Waffen-SS var allerede begyndt kort tid efter besættelsen. Dem der meldte sig var hovedsagelig nationalsocialister og hjemmetyskere. Men efter tyskernes angreb mod Sovjet den 22. juni 1944 satte DNSAP fulde sejl på propagandaen.

 

Kryssing forstod ikke kulturen i Waffen SS

Den 28. juni 1941 var Frikorps Danmark blevet en realitet under ledelse af den danske oberstløjtnant Kryssing. Allerede den 19. juli var de første 700 danske frivillige ankommet.

Allerede fra starten var der problemer i Frikorps Danmark. Kryssing forstod grundlæggende ikke kulturen i Waffen SS, som politisk arme med alt, hvad dette indebar. Han fastholdt stædigt, at Frikorpset var en upolitisk, dansk enhed under dansk kommando med dansk som kommandosprog.

Modstræbende måtte Kryssing erkende, at kommandosproget måtte være tysk, da det var en enhed under Waffen SS. Men Kryssing fastholdt, at korpset skulle være uafhængig af DNSAP’ s ideologi. Ja og for at gøre det endnu mere kompliceret, så kunne Kryssing overhovedet ikke noget tysk. Og vi skal vel også lige have med, at Kryssing ikke var nazist.

 

Danmark betalte motoriseringen af Frikorpset

Et tredje problem var, at der slet ikke var plads på kasernen i Hamborg. Man fandt en ny kaserne i Polen. Det var et tidligere kloster. Indkvarteringsforholdene var væsentlig dårlige, men uddannelsesforholdene var betydelig bedre.

Kryssing foreslog, at Frikorpset skulle motoriseres. I begyndelsen var de danske myndigheder ikke meget for dette. Men efter forhandlinger med Scavenius blev det danske militærs depoter åbnet. Og det var den danske stat, der leverede.

 

Man flyttede endnu engang

Endnu engang blev der flyttet kaserne. Forholdene var ideelle for officererne. De kunne nu få deres koner på besøg og her var sandelig også et officerskasino. Men forholdene var bestemt blevet dårligere for mandskabet.

 

Kryssing fyret som chef

Korpskommandør Kryssing mistede gradvis grebet om Frikorpset. Den 23. februar 1942 blev Kryssing kaldt til Berlin, hvor han fik at vide, at han var blevet flyttet fra Frikorpset og sat til tjeneste som artilleriofficer ved en Totenkopf-division.

Samme dag meddelte Martinsen dette over for alle, og oplyste, at han indtil videre overtog kommandoen.

 

Den nye kommandør, Schalburg dræbt

Den 1. marts ankom korpsets nye kommandør, Christian Frederik von Schalburg. Martinsen blev udnævnt som næstkommanderende. Snart efter blev Frikorps Danmark sendt til fronten ved Demjansk.

Den 17. maj mistede Frikorps Danmark deres første mand, og 12 dage efter blev Martinsen dekoreret med Jernkorset af 2. klasse for tapperhed.

Under et næsten selvmorderisk angreb blev von Schalburg dræbt. Og Martinsen overtog straks kommandoen. 32 andre danske soldater mistede livet ved denne aktion og tæt ved hundrede blev alvorlig sårede.

 

Nu blev Martinsen endelig chef

Alle forventede nu, at Martinsen blev den ny kommandør, men sådan gik det ikke. SS-Hauptamt havde andre planer. Sturmbannführer Hans Albert von Lettow-Vorbeck blev ny kommandør. Men den ny kommandør holdt kun et par dage. Det var under særdeles hårde kampe, at Frikorpset led voldsomme tab.

Nu blev Martinsen endelig valgt som kommandør. Efter tre måneders ophold i Demjansk-kedelen havde korpset 127 faldne og 700 sårede. Næsten samtlige soldater var angrebet af infektionssygdomme.

 

Duede ikke som kasernesoldater med fremragende frontsoldater

Den 4. august fik Martinsen at vide, at Frikorps Danmark skulle trækkes helt ud. Korpset var på vej til total udslettelse. Gruppenführer Eickel fortæller i Wilhelm Teicherts bog om de danske soldaters indsats:

  • Man må erkende, at danskerne er elendige kasernesoldater, men fremragende frontsoldater

Og den 27.juli fik Martinsen så at vide, at kongen havde tilladt ham at anlægge og bære det tyske jernkors af 1. og 2. klasse.

 

Ballade i København

Den 8. september 1942 ankom Frikorpset til Københavns Hovedbanegård til en længere orlov. Og dette skete ikke uden ballade.

Der blev afholdt reception på Hotel D`Angleterre for Frikorpset. Martinsen rejste hele landet rundt og fortalte om Frikorpset. Overalt var der fuldt hus. Den 21. september 1942 talte han på Petersens Gæstgivergård i Rødekro.

Den 13. oktober 1942 var der afskedsparade på Artillerivejens Kaserne. General von Hanneken, SS Brigadenführer Kannstein samt den øverstbefalende danske general Ebbe Gørtz skridtede fronten af. Martinsen rejste dog ikke med i første omgang.

Den 18. oktober ankom Frikorpset til Miltau i Letland.

 

Martinsen til møde hos Himmler

Den 18. februar 1943 blev Martinsen indkaldt til et møde hos Himmler. Her fortalte sidstnævnte, at man ikke havde aktuelle planer, om at nedlægge Frikorps Danmark, men divisioner skulle have en hvis størrelse, hvis de skulle klare sig i en krig.

Man ville heller ikke udnævne Danmark som et protektorat. Men man skulle nok indstille sig i Danmark, at Danmark og Tyskland i fremtiden skulle have fælles militær- og udenrigspolitik.

Martinsen var ikke tilfreds med de rekrutter, der kom fra Danmark. Det ville han gerne lave om på.

 

SS-korps i Danmark var Himmlers ide

Og så er historikerne lidt uenige om den tidligste historie om Schalburgkorpset. Man har ment, at det var Martinsens ide, måske fordi denne har gengivet det på sådan en måde. Men måske var dette en slags forsvarsstrategi fra Martinsen efter krigen, som danske historiker har slugt råt.

Ny forskning viser, at det var Himmlers plan fra starten, at oprette en SS-hær i Danmark. Han bad Martinsen straks at tage til Danmark for at organisere opstarten til dette korps. Men det var obergruppenführer Berger, der som chef for SS-Hauptmat, som bad Himmler om at forflytte Martinsen.

Himmlers havde forsøgt det samme i Norge, hvor ambitionerne ligeledes havde været at indlemme SA-afdelingen under Quislings nazistparti i SS.

Martinsen havde fortalt Himmler, at man kunne fremme den storgermanske tankegang i Danmark ved at uddanne et specielt korps og uddanne dem i militære færdigheder under dansk ledelse og organisation. Så kunne tropperne stilles til rådighed for Waffen SS. Korpset skulle også kunne bruges hjemme i Danmark. Og de ideer var Himmler helt med på. De var meget sammenfattende hans egne ideer.

 

Søren Kam blev skoleleder

Martinsen tog direkte til København og henvendte sig i Germanische Leitstelle. Her stillede man Høveltegård til rådighed for det nye korps. Obersturmführer Ellekilde fra Division Wiking blev foreløbig chef for skolen. Untersturmführer Søren Kam fra samme division blev næstkommanderende. Werner Best blev straks orienteret.

Scavenius tog oprettelsen af det nye korps til efterretning.

 

Kommandant for Regiment 24

Og Martinsen modtog også en direkte udnævnelse til hans ny gerning som regimentschef for Regiment 24 Dänemark fra Heinrich Himmler. Det vil sige, at det var sådan Martinsen forstod det. Men han blev også selv viklet ind i et politisk spil. Måske var det hans egen politiske naivitet eller troen på egen ufejlbarlighed, der senere fik ham i alvorlige problemer.

 

Det kneb med hvervingen

Den 1. april 1943 udsendte Ellekilde fra sit kontor på Schalburgskolen et cirkulære:

  • Et Germansk korps med mig som chef skal oprettes. Man skal møde på Kastellet den 24. april kl. 10.00 for nærmere informationer.

Ja det fremgik også, at skolechefen var Søren Kam.

På den politiske front gik det ikke så godt for DNSAP. Den 23. marts 1943 fik partiet kun 43.000 stemmer. Martinsen selv anså DNSAP som en flok talentløse amatører.

Martinsen rejste tilbage til Frikorpset. På Schalburgskolen kneb det med hvervningen. Foreløbig var der kun optaget 30 mand. Krigsministeriet havde ellers udsendt en skrivelse den 1. juni 1943. Her gjorde man opmærksom på, at ”Man kunne træde uden for nummer”. Det betød, at man kunne beholde sin rang og evt. pension, hvis man igen indtrådte i den danske hær.

 

Krigsministeren opfordrede atter til tysk tjeneste

Med andre ord, Krigsminister Brorson opfordrede åbenlys til og gav mulighed for at danske officerer kunne søge i tysk tjeneste. Og det var ikke første gang, han gjorde dette.

Ellekilde sendte en rapport til Martinsen. I modsætning til Søren Kam var han mere negativ. Han fortalte, at ikke mange mere troede på en sejr, og at DNSAP var negativ over det Germanske Korps. Dog var der tilmeldt 60 mand til det næste kursus.

 

Det har jeg aldrig sagt, sagde gesandt

I august 1943 blev alle Waffen-SS divisioner omstruktureret. Alle internationale legioner og frikorps skulle nedlægges. Frikorps Danmark skulle overføres til det nye Regiment 24 Dänemark i Division Nordland. For sidste gang skulle Frikorps Danmark paradere. Og det skete med 33 officerer, 162 underofficerer og 1.191 soldater.

Nedlæggelsen skabte oprør blandt de danske soldater. Mange mente, at deres kontrakter med Waffen SS skulle reves i stykker. Fra tysk side bad man den danske regering om at berolige soldaterne.

Man sendte gesandt Mohr, der var berømt for at holde lange taler. Han sagde bl.a. til de danske soldater:

  • Nu har I meldt jer til kampen mod vor fælles fjende, Kommunisterne, og I har allerede kæmpet tappert sammen med vor forbundsfælle, Tyskland, og I gavner vort fælles fædreland ved fortsat at kæmpe videre indtil den endelige sejr.

Efter krigen benægtede Mohr, at han nogensinde havde sagt disse ord.

Ja og den første opgave som danskerne fik, ja det var at bekæmpe partisaner i Jugoslavien.

 

Søren Kam var stoppet

På Schalburgskolen var der sket ændringer. Søren Kam var stoppet. Han havde været involveret i mordet på Henrik Clemmensen. Og han havde involveret i så meget andet. Det lykkedes aldrig de forskellige danske regeringer at få ham udleveret til straf. I stedet kunne gennem årene blive fejret som nazistisk helt i Tyskland.

 

Martinsen overtog ledelsen

I SS-ledelsen mente man, at Martinsen nu skal tage til København og overtage ledelsen. Og da han ankom til byen fik han et chok, da han hørte, at den danske officerskorps var blevet interneret den 29. august 1943. Ja det gik rygter om, at de skulle tvangsudskrives for at gøre tjenester for tyskerne ved østfronten.

Werner Best forsøgte at berolige Martinsen. I mellemtiden kunne DNSAP måske nok alligevel godkende det Germaniske Korps, der nu fik navnet Schalburg-korpset.

 

Werner Best ville have Poul Sommer

En række kendte personligligheder ville relancere DNSAP eller skabe en lignende organisation med mere slagkraft. Martinsen stod også parat til dette, men det passede ikke ind i Werner Bests planer.

Og Werner Best mente, at det var Poul Sommer, der skulle stå for Schalburgkorpset. Han mente, at der var for meget ”Frontsoldat” over Martinsen. Tysk Politi og Poul Sommer indfandt sig på Frimurerlogen den 21. september 1943. Man beslaglagde bygningen. Frimurerne fik dog fire dage til at pakke.

 

Martinsen forlod korpset i vrede

Martinsen havde gode kontakter til dansk politi gennem betjente, der var officerer i Waffen-SS. Disse skaffede informationer fra Rigspolitiet. Her igennem fandt han ud af, at Poul Sommer havde været involveret i to bedragerisager.

Martinsen kunne ikke fordrage Poul Sommer. Midt i oktober stillede han på Werner Bests kontor og forlangte, at Sommer blev fjernet. Men Werner Best mente, at Poul Sommer var den rigtige på posten, og han var i øvrigt lige glad med bedragerisagerne.

Martinsen forlod i vrede Schalburgkorpset. Poul Sommer indtog øjeblikkelig ”Kongeværelset” som uofficiel leder af Schalburgkorpset. Men han indså hurtigt, at han ikke magtede lederrollen. Han ville tilbage til Luftwaffe, hvor ha havde en høj stjerne. Det kom han nu aldrig. Han blev leder af sit eget vagtkorps uafhængig af Schalburgkorpset.

 

Nu overtog Martinsen igen ”Kongeværelset”

Resultatet blev at Martinsen igen vendte tilbage. Han indtog igen ”Kongeværelset” på Blegdamsvej. De fleste af hans betingelser gik igennem. Man havde også lavet en ET-afdeling, som var et slags efterretningsvæsen. Man fik også adgang til Politiets registre gennem politibetjent Erik V. Petersen.

Et nært samarbejde til SD og Gestapo fik man også etableret.

I slutningen af november 1943 blev Martinsen kaldt til møde hos Best, der forlangte, at Schalburgkopset deltog i modterror. Martinsen var med på denne ide.

 

Statsradiofonien stillede sendetid til rådighed

I januar 1944 blev også Ringsted Kasserne stillet til rådighed for korpset. Høveltegård blev nu befalingsmandsskole. Den 14. januar 1944 stillede statsradiofonien sendetid til rådighed for Martinsen. Her promoverede han Schalburgkorpset og foredraget havde titlen ”Hvad vil vi?

 

Rival likvideret i kælderen

På et tidspunkt skulle Fru Martinsen haft et forhold til en fremtrædende ansat i Schalburgkorpset. Dette var imod Martinsens ære. Han holdt sig dog ikke selv tilbage og havde en del forhold til hustruer til hans officerskollegaer. Men han sørgede selv for at den pågældende blev likvideret i kælderen på Blegdamsvej.

På Dagmarshus var man dog ikke helt tilfreds med denne fremgangsmåde og indledte en undersøgelse. Og det gjorde dansk politi også efter krigen. Men da benægtede Fru Martinsen, at hun havde haft et forhold.

På vejen hjem den aften fra Blegdamsvej til Ringsted havde Fru Martinsen forsøgt selvmord ved at springe ud af bilen.

 

Ballade ved korpsets fødselsdag

Schalburgkorpsets et års fødselsdag skulle i den grad fejres. To kompagnier og et musikkorps skulle marchere fra hovedbanegården til Blegdamsvej og retur igen. 50 civile Schalburg-folk var udkommanderet med maskinpistoler. Adskillige tilskuere kom til skade.

Korpset var efterhånden blevet ret upopulær med aktioner og likvideringer som Martinsen mere eller mindre havde andel i. Men pludselig mente Pancke, at ET-afdelingen skulle flyttes til ham.

 

På kollisionskurs med Panke og Best 

Martinsen blev ganske rasende. Han tog øjeblikkelig sin afsked. (Atter engang) Men hans afskedsbegæring kom ikke længere end til Germanische Leitstelle. Foreløbig blev han i sin stilling. Men efterhånden blev det også kendt i Berlin, at Martinsen var på kollisionskurs med Best og Pancke og tillod sig udtalelser, der ikke var acceptable.

 

Korps nu en SS-politibataljon

Den 7. juli 1944 meddelte Pancke, at Martinsen blev frataget kommandoen for Schalburgkorpsets militære del. Den blev nu lagt under Pancke som en ordinær SS-politibataljon. Den tidligere politibetjent og officer i Frikorps Danmark, sturmbannführer Neergaard-Jacobsen blev bataljonschef.

Pancke foreslog, at Martinsen blev sendt på orlov og dernæst hurtigst mulig til fronten. Nu flyttede Martinsen et par måneder i sommerhus. Den 7. august bekendtgjorde han, at han sammen med en række andre, havde oprettet et nyt parti ”Dansk Samling”. Den 1. september 1944 oprettede Martinsen en kostskole for SS-frivilliges børn. I begyndelsen var der 80 elever.

 

Troede han skulle forfremmes-blev sat i arrest

I Politiets Afdeling D fandt tyskerne nu dokumenter, så de helt kunne fjerne Martinsen fra indflydelse. De var efterhånden godt trætte af ham. Dette var lige efter ”Operation Möwe”.

Martinsen og Thorgils blev i oktober 1944 kaldt til Berlin. Han troede, at han skulle forfremmes. I stedet blev de to anholdt og sat i arrest. I december 1944 fik han at vide, at Himmler havde idømt ham ”Æresarrest for krigstid”.

Langt om længe blev de to flyttet til en skole i nærheden af Kz-lejren Rawensbrück. Her fik de langt bedre forhold. Den 1. marts 1945 lykkedes det for Martinsen og Thorgils at flygte efter et luftangreb.

Den 3. marts 1945 passerede de grænsen ved Padborg uden problemer. Men i København kneb det for Martinsen at få hjælp fra sine tidligere venner.

 

Martinsen blev skudt

Det endte dog med, at han fandt sammen med sin kone igen. Hun havde købt hus. Han gjorde ikke noget for at skjule sig, og tyskerne lod ham i fred.

Den 5. maj kl. 10. 40 blev han anholdt. Efter en lang retssag blev han den 23. juni 1949 dømt til døden. På Bådsmandsstrædes Kasserne blev han skudt to dage efter.

 

Accepterede terror som et legitimt middel

K.B. Martinsen mistede overblikket og accepterede terror som et legitimt middel. Han accepterede drab på uskyldige og meget mere.

Schalburgkorpset, det danske SS, spiller nøglerollen i udviklingen af en aggressiv nazistisk subkultur. Her blev nazisternes aktivisme mobiliseret og koblet med storgermanske visioner, antikommunisme og især en voksende vrede mod andre danskere. Flere af disse fulgte over i Hipo.

Schalburgkorpset gik i opløsning i januar 1945. Og Dansk Folkeværn, en nazistisk organisation, hvor Martinsen også havde stor indflydelse nåede kun 600 medlemmer.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Besættelsestiden (under udarbejdelse)
  • Artikler på www.dengang.dk
  • Frank Bøgh: Krigeren
  • Andreas Monrad Petersen: Schalburgkorpset
  • Henrik Lundtofte. Håndlangerne
  • Frank Bøgh: K.B. Mathiesen, Dansk officer og landsforræder
  • Claus Bundgaard Christensen m.fl.: Under hagekors og Dannebrog
  • Mikkel Kirkebæk: Beredt for Danmark
  • Oluf Krabbe: Danske soldater i kamp på østfronten 1941-1945
  • John T. Lauridsen: Dansk Nazisme 1930-45 og tiden derefter
  • B. Martinsen: Frikorps Danmarks kampe
  • Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
  • John T. Lauridsen: Over stregen
  • John T. Lauridsen: Føreren har ordet

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 200 artikler om Besættelsestiden, før og efter, herunder:

  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Flugt gennem Danmark
  • Værnet, lægen man lod flygte
  • Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
  • Statsminister Buhl og hans stikkertale
  • Udleveret til tyskerne
  • Frits Clausen-den tredje historie
  • Waffen SS-engang en elitehær
  • Søren Kam og hans erindringer
  • Jagten på krigsforbrydere
  • Hvad skete der i Borbruisk
  • Kryssing og Frikorps Danmark
  • Nazister i Tønder
  • Tilfældet, Søren Kam
  • I tysk krigstjeneste
  • Danskere i tysk terrors tjeneste
  • SS-absurde grusomheder
  • Frits, nazister og et kartotek
  • Frits Clausen, lægen fra Aabenraa
  • Himmler og hans datter og mange flere

Amager fra A til Å

August 19, 2017

Amager fra A til Å

Hvad betyder Amager, Amagerbøndernes torvehandel. Hollænderne på rim. Et meget enkelt vejnet dengang. Vejbredden blev indskrænket det sidste stykke. Sogneforstanderskabet ønskede beskyttelse. Et springvand er sat op til minde om hollænderne. Englandsvej-den vigtigste vej i Sundbyøster. Hoffet skulle have en gård til at hvile ud efter svanejagt. Kirken på Amager, sådan blev Tårnby Kirke kaldt. Her kom den svenske konge pludselig på besøg. Og så besøger vi et kolerahus i Dragør. I Store Magleby kom hoffet til tøndeslagning. Der var forskellige storhedstider i Dragør. Og så skal vi med fly fra Kløvermarken. I Kongelunden skulle brylluppet stå.

 

Den anden vandring

Vi fortsætter vores byvandringer i Københavnsområdet. Her har vi så den anden vandring på Amager. Ja det er jo nogle, der ikke mener, at Christianshavn hører med til Amager.

Ja vi har jo været her før, og vi bringer lige en artikelhenvisning til tidligere artikler, som vi har skrevet om Amager i slutningen af denne artikel.

 

Hvad betyder Amager?

Amager nævnes i 1085, dengang blev den kaldt Amacum. I 1100-tallet omtales den som Amaca. Am- kan muligvis forklares som et gammelt navn på sundet mellem Sjælland og Amager. Parallelt hermed kendes Ammen eller Ammerännen, et tidligere sund på Falsterbo-halvøen.

Forleddet kan være beslægtet med det ”ame” som indgår i det gamle hollandske stednavn Amstel, der betyder vandløb. Efterleddet i Amager kan føres tilbage til ”haki”, den olddanske betegnelse for ”hage”.

Da Absalon fik Havn, fulgte Amager med og kom under Roskilde Bispestol. Tilknytningen hertil varede til 1416, da Amager ligesom København overgik til kronen

 

Hollændernes velmagtsdage

Kastrups berømmelse skyldes de virksomheder den kongelige bygmester Jacob Fortling anlagde herude i det 18. århundrede. Tårnby og Store Magleby er gamle landsbyer. Dragør er hansestædernes tidligere handelsplads på Amager.

Det var i Tårnby, at øens hovedgård, Ladegården var beliggende. Det var til Store Magleby, at Christian den Anden i 1520 indkaldte 184 hollandske bønder. Ja Dragørs oprindelse skyldes dens fantastiske beliggenhed.

Hollændernes velmagtstid på Amager falder fra midten af 1500-tallet til midten af 1600-tallet. Efterhånden trængte de frem i de andre byer og bredte sig til sidst ud over hele øen. Men de bevarede deres skikke, sæder, dragter og delvis deres sprog.

De første kolonister fik til opgave at opdyrke jorden og specielt at skaffe grøntsager og andre haveprodukter til hovedstaden.

 

Torvehandlen

Den 28. juli 1684 blev der indført en ny ordning for Københavns torvehandel. Alle slags frugter og havevækster som indførtes af gartnere og amagerbønder, skulle herefter forhandles på Amagertorv. Sammesteds blev det også tilladt at sælge smør, flæsk, ost, gryn og fjerkræ. I de fleste af de omkringliggende huse var der købmandsboder.

I 1700-årene red amagerbønderne mælk og fløde til København. De blev folkemunde kaldt ”Flødehusarer”. Mælkeprodukterne blev opbevaret i træbimpler(dunke)fastgjort til hesten.

Amagerbøndernes særstilling af mælkeprodukter blev fortrængt af de øvrige københavner-bønder. Samtidig blev amagerbønderne beskyldt for at blande vand i mælken. Herom skrev P.A. Heiberg i ”Rigsdaler-Sedlens Hændelser:

  • Amagerbønderne gør deres Ed paa, at de ikke blander Vand i Mælken, men har den Forbeholdenhed, at de blander Mælk i Vandet

Uden gener var handelen nu ikke. I et klageskrift fra 1718 erklærede byens renovationsinspektør, assessor Svend Krag, at

  • Amagere, dom er vel 50 til 100 i Tal, fører ogsaa megen Halm, Rødder og Roetoppe ind 2 Gange om Ugen og efterlader sig her i Staden, saa det er forskrækkelig at se.

 

  • Svenskekrigene synes ikke at have influereret på deres velstand. Således blev hollændernes gårde opbygget igen efter krigene. I 1700-tallet havde man både en tysk og en hollandsk præst.

 

Hollænderne på rim

Da Mikkel Jernskæg i 1693 udkom med sin rimede ”Amagers Beskrivelse” havde han kun godt at sige om de flittige bønder. Om deres ædruelighed og klædedragt skrev han:

  • Om Vin og stercken Drik han ganske intet antzer

Han drikker sig ej fuld til han ej mere sanser

Han gør sin Trøje ej paa den fransøske Node

Nej, han gaar siirlig nok med sin Amager-Mode

Han bær og ej Paryk med lange krused Lokker

Slig opfunden Skik han viser hen til Pokker

Blandt de senere beskrivelse af Amager skal nævnes denne beskrivelse fra 1758:

  • Lauritz de Thurah: Omstændelig og Tilforladelig Beskrivelse over den liden Øe Amager og Den ey langt derfra situerede endnu mindre Øe Saltholm.

 

Et meget enkelt vejnet

Endnu i 1700-tallet var Amagers vejnet meget enkelt. Når den rejsende forlod hovedstaden gennem Amagerport, skulle en vindebro fra Ravelinen til selve Amager passeres, før det flade Amagerland lå åbent.

Det første stykke derefter var ældgammel vej og kaldtes Broen eller Amagervej. Omtrent ud for nuværende Markmandsgade delte vejen sig i to grene. På Jens Sørensens kort over Københavns omegn tegnet 1720 ses denne deling tydeligt.

Den ene gren fulgte nogenlunde Amagerfælledvej til Sundbyvester, hvorimod den anden kort efter delte sig i to nye grene, nogenlunde ud for nuværende Holmbladsgade. Den vigtigste vej i den sidste forgrening fulgte nu omtrentlig vore dages Amagerbrogade med fortsættelse i Amager Landevej ud til Dragør.

 

Vejbredden blev indskrænket

Op gennem 1700-årene var Sundby-vejen til Dragør i en dårlig stand, hvorfor Generalvejkommissionen april 1780 foreslog at et nyt anlæg skulle etableres. Kongen approberede dette 8. maj samme år.

Mens stykket frem til Sundbyerne skulle være 20 alen bredt, indskrænkedes vejbredden herfra til Dragør, dog kun 14 alen. Bygningen af vejen fandt sted 1780-1790. Man brolagde de første 111 favne, det vil sige stykket fra voldgraven til Acciseboden på Amagerbro.

Til de følgende 144 favne måtte man nøjes med en chaussé. Det var en stenvej med harpet grus. Den sidste ”distance” ud til Dragør blev almindelig gruset.

Den fremtidige vedligeholdelse af vejanlægget blev klaret ved indførelse af en bomafgift, som trådte i kraft fra nytår 1790.

 

Sogneforstanderskabet vil have beskyttelse

De vejfarende stod under lidt beskyttelse til den yderste barriereport før Amagerport, hvor militæret havde en skildvagt. Da denne blev inddraget 1842, måtte sogneforstanderskabet i Tårnby klage til Københavns politi for at sikre de rejsendes sikkerhed.

Men politidirektør Chr. Jacob Cosmus Brædstrup afviste dette med begrundelsen:

  • Tidligere var det vel paa Amagerbro adskillige faste Danseboder, som jævnligen besøgtes af de simpleste Klasser, hvorved ikke sjældent om Aftenen og om Natten endog temmelig betydelige Uordener foranlediges paa Broen, men efter at disse Danseboder i den senere Tid er ophævede er ogsaa hinde Uordener saa at sige ophørte eller dog bleven sjældne.

Sogneforstanderskabet i Tårnby fik alligevel ret og i 1845 blev det ved kgl. Resolution befalet, at man ansatte to vægtere og opsatte 12 nye lygter på Amagerbro.

 

Amagerbrogade

Med indlemmelsen af Sundbyerne i København 1. januar 1902 ændredes Amager Landevej til Amagerbrogade. Men endnu frem til 1915 måtte vejafgift erlægges ved Bomhuset, som lå ved Prags Boulevard.

På Amagerbrogade 5 boede agent Jacob Holmblad. Han havde i begyndelsen af 1800-tallet grundlagt en limfabrik på Amagerbro, hvortil sønnen Lauritz Peter Holmblad føjede en række tilgrænsende jordstykker af hvilke han skabte en storartet have.

 

Et springvand

De to gamle landsbyer Sundbyvester og Sundbyøster er nu opslugt af storbyen. Hist og her gemmer der sig nogle store boligkarreer og et enkelt bondehus. De fleste af de ældre bygninger er hvid- eller gulkalkede. Sundbyerne blev beboet af mange håndværkere.

På Christian den Andens Plads finder vi et springvand udført i 1896 af malet cement. Stukkatøren hedder Adam Hansen. Springvandets rejsning skyldes den kendte bygherre, grosserer Hermann Ebert. Det er en række figurer og relieffer, der skildrer amagerbøndernes liv.

 

Englandsvej-den vigtigste i Sundbyvester

Englandsvej var en af de vigtigste veje i Sundbyvester i ældre tid. På Peder Lykkes Vej, som engang var en meget idyllisk landevej finder vi tre ældre småhuse. Her er også nogle gårde, hvoraf Almhuset i nummer 109 er det smukkeste. Det er opført i 1772.

Midt i det hele på Tingvej finder vi tre små landsbyhuse. Hvor Hørhusvej og Tingvej skærer hinanden ligger Tinggården fra tiden omkring 1850. I Liflandsgade finder vi et malerisk pakhus med en tårnagtig tilbygning. Her er bindingsværksgavl, hejseværk, grønmalede luger og vinduesrammer. Dette hører med til en metalvarefabrik.

Jo det er malerisk her på Dagøgade, hvor vi lægger mærke til nummer tre, et toetagers gulkalket hus. Her i nærheden finder vi også Sundby Kirke fra 1869-70.

 

Øresundsvej-hovedvejen i Sundbyøster

Øresundsvej var hovedvejen i det gamle Sundbyøster. Og her minder bebyggelsen om Tingvej med nyere et etagehuse og lave bygninger fra 1850-60. Vi lægger mærke til Sundbyøsters tidligere skolebygning, som en overgang blev brugt som husvildebygning.

Desværre kan man ikke længere nyde Røde Kro teaters flotte indgangsparti. Det er lidt svært at finde ud af, hvordan småkårsfolk i første halvdel af 1800-tallet boede i Sundbyøster.

 

Hoffet hvilede ud efter svanejagt

I Rødegård Parken lå indtil 1942 Dyvekes Gård, Svanelejegård eller også Rødegård, som nok var det mest almindelige navn. Det var en høj toetagers bindingsværksbygning fra omkring 1670.

Hoffet har benyttet denne på Christian den Femtes tid som hvilested under de anstrengende svanejagter, der afholdtes på Amager. Vi har i en tidligere artikel på vores side beskrevet en sådan svanejagt.

Der er sket mange nedrivninger i kvarteret og der sker sikkert flere. I Spaniensgade kan vi lige nå at se nogle af de ældste huse inden de falder for øksens hug. I Portugalsgade ligger endnu et par gamle bondehuse

 

Stenhugger og kongelig bygmester

Men øens popularitet skyldes sikkert også, at danske kunstnere som Exner, Th. Philipsen, Viggo Johansen, Albert Gottschalk og Johan Rohde. Fra midten af 1800-tallet søgte de herud.

Fra Sundbyvester Plads går vi ud ad Amagerbrogade. Her lægger vi mærke til den gamle gård, Sophiehøj i nummer 242. Den er bygget i 1910. Ude ved Kastrupvej ligger Katrupgård. Det er vel det nærmeste vi kommer en herregårdslignende bygning på Amager! Det er en meget statelig gård. Den er opført 1749-54 af stenhugger og kongelig bygmester Jacob Fortling.

Han havde fået kongelig privilegium på at bryde kalksten på Saltholm. Og så drev han et kalkbrænderi i Kastrup. Han anlagde en havn og det var han anlagde sit kalkbrænderi, der bestod af en hovedbygning og flere mindre fabriksbygninger, som bl.a. rummede et mur- og teglstensbrænderi, en stentøjs- og sukkerformfabrik samt et okkerværk.

Endelig flyttede han i 1760 porcelænsværket fra Blåtårn ved Langebro herud. Men alle disse virksomheder bestod ikke så længe. I 1848 blev der her indrettet en filial af Holmegårds Glasværk.

 

Mindesmærke for ”Grundlovens giver”

Kastrupvej krydser Lufthavnsvej, hvor der er et vidt udsyn over flyvepladsen. Men vi drejer af inden, nemlig ned ad Gammel Kirkevej. Her lægger vi mærke til to gårde i henholdsvis nummer 78 og 77. Det er Ny Kastrupgård og Lille Kastrupgård.

På Amager Landevej passerer vi et mindesmærke for Frederik den Syvende, som Amagers befolkning rejste i 1885 til minde om grundlovens giver. Og så er det også lige Nykro i nummer 89.

 

De største gårde lå langs Englandsvej

Vi kommer nu til Listedvej som vi drejer til højre ad og følger til Tårnbyvej. Her lå der i sin tid store gartnerier. Den største og smukkeste gård er Allegården på venstre side, hvor også Rågårdsdal er beliggende. Betydelig yngre er Enigheden på den modsatte side.

Ved Vantårnet nærmer vi os det egentlige Tårnby. De gamle huse og gårde omkring kirken er landsbyens kerne. De største gårde lå langs Englandsvej, mens de mindre gårde fortrinsvis havde søgt ly langs kirkens skærmende mure på Sivkærvej, Vestre Bygade, Ved Lergravene, Smedekærvej og Tårnbystræde.

 

Kirken på Amager

I 1193 blev Tårnby Kirke kaldet ”Kirken på Amager” Det er sandsynligvis den ældste kirke på øen. Den er opført omkring år 1100, da byen endnu blev kaldt Borgby. Det er et navn som tyder på, at byen har været knyttet til en stormand. Fra første færd var den meget mere anseelig end nu.

Den var bygget af kampsten med enkeltheder af kridt og var som Fjenneslev Kirke forsynet med tvillingetårne og et vestgalleri. Tvillingetårnene forsvandt dog hurtigt igen. I 1200-tallet er det sikkert sket en ombygning af tårnrummet. Våbenhuset på nordsiden stammer fra 1300-tallet. Jo, der er i tidens løb sket mange til- og ombygninger af kirken.

 

Den svenske konge kom på besøg

Ifølge et sagn blev kirken skånet af svenskerne under Københavns belejring som belønning for den koldblodighed præsten viste ved at blive stående på prædikestolen, da Carl den Tiende Gustav uventet trådte ind i kirken. I hast flygtede menigheden bort.

I 1904-1905 blev kirken restaureret og langhuset som i 1844 var blevet pudset med cement blev renset.

Den gulkalkede præstegård på Englandsvej 330 er med sin meget brede kvist ud til haven en meget malerisk bygning. Det er også indgangen til kirkegården. Efter hvad vi kan se på en plade ved indgangsdøren så er den opført i 1791 af sognepræst Lambert D. Bruun.

Man påstår at den skulle være blevet bygget af materialer fra det bedrevne Hørsholm Slot. Præstegårdshaven er en af de smukkeste haver i Tårnby.

 

Hollænderbyen

Efter at have passeret det idylliske Tømmerup når vi endelig Store Magleby, som er den egentlige Hollænderby. Fra Skolegade drejer vi til venstre ad Magleby Hovedgade. Her lægger vi mærke til den idylliske rødkalkede krobygning og Amagermuseets maleriske bygninger.

Den gamle stråtækte bindingsværksgård er opført i 1782. Amager Museumsforening erhvervede i 1920 bygning, hvor der er genskabt en række kulturhistoriske interiører fra Dragør, Store Magleby og Tømmerup. Endvidere er der en samling af amagerdragter, syninger, malerier og møbler.

Tænk her er bindingsværk på det træfattige Amager. Her er masser af velholdte huse og gårde. Men den smukkeste gård er nok Marienlyst.

Store Magleby var i middelalderen underlagt ærkebispesædet i Lund. I 1521 anvistes landsbyen til de hollandske familier, som Christian den Anden havde indkaldt til Danmark. Gennem Sigbrit Willoms fra Amsterdam, moder til hans frille Dyveke, havde han fået grundigt kendskab til hollandske forhold.

Allerede 1515 søgte Christian den Anden bønder fra Waterland, men forgæves. De første ankom 1518 og anvistes gårde på Helsingøregnen. I 1521 fik 184 hollandske bønder privilegier på Amager dog undtaget fiskelejet Dragør.

 

Hoffet kom til tøndeslagning

Allerede fra 1540 fik de fast stadeplads på Amagertorv. Deres pyntelige dragter vakte opsigt, ligeså den festlige tøndeslagning til fastelavn. Det fortælles at hoffet på Christian den Femtes tid kørte ud til Ny Amager for at overvære løjerne fastelavns mandag.

Hoffet yndede også at udklæde sig som amagerbønder. Skikken med tøndeslagningen er bevaret den dag i dag.

På hjørnet af Kirkevej ligger Store Magleby Kirke. Sandsynligvis har den nuværende bygning haft en romansk forgænger. Den blev i både 1611 og 1731 ombygget fuldstændig.

Syd for kirken på kirkegården står et monument i form af en brudt søjle med en marmortavle, hvorpå man kan læse:

  • I blodig Kamp for den retfærdige Sag faldt 25 af Danmarks Sønner paa Roflotillen under Falsterbro den 20de Oktober 1808. Atter vidnede det ”at kun Svig og Rov, ikke ærlig Dyst kunde vriste Flaaden af Tvillingerigets seiervante Hænder.

Ved siden af kirkegården ligger den gamle præstegård, hvis ældste dele stammer fra Frederik den Tredjes tid.

 

Et kolerahus i Dragør

Kirkevejen følger vi nu til Dragør. Det er i særdeles en hyggelig og mindst berørte byer i Københavns nærhed. Sin berømmelse skylder den de store sildemarkeder, der afholdtes her i middelalderen, da byen var en vigtig hansestad. Selv om der ingen bygning fra den tid er bevaret, så er en spadseretur i de snævre gader og stræder med de gulkalkede huse, deres røde tegltag eller stråtag som at vandre et århundrede tilbage i tiden.

Gå en tur ned gennem Kongevejen til den maleriske havn, Strandlinien nr. 4, der rummer museet i et lavt bindingsværks-pakhus. Den ældste del er fra 1682.

I dette hus har byforstanderskabet også haft til huse. I hotellets strandhave lægger vi dernæst mærke til den lille hvidkalkede kampstensbygning med de grønne skodder, Strandlinien 5. Det er det tidligere kolerahus.

Fra havnepladsen drejer vi nu til højre ad Strandgade, hvor vi på hjørnet af Magstræde ser kroens maleriske bygning. Den er bygget 1800-1806 af en af Dragørs store bygmestre, J.H. Blichmann. Det er et typisk skipperhus, opført som vinkelbygning med en fløj i to etager.

Fra Strandgade fortsætter vi nu gennem Trejn Jylmannsgang til von Ostensgade. Vi gør lige en afstikker til et andet typisk skipperhus, Strandstræde 8. Den bliver kaldt for Trappen og er bygget i 1784.

I von Ostensgade kigger vi på Jens Eyberts Hus. På hjørnet af Christian Mølstedsgade og Blegerstræde finder vi maleren Christian Mølsteds fødehjem.

Ad Sønderstræde kommer vi ud på Bymandsgade og gør herfra en lille omvej for at se Fogedens Plads 2, der er bygget omkring 1780. Til sidst ser vi i Vestgrønningen de tidligere skipperhuse i nummer 3 og 18-20. Men ak, der er meget mere at se på i Dragør.

 

Sildefiskeriet

Byen spillede en betydelig rolle i middelalderen så længe det var betydelig sildefiskeri i Øresund. Hansebyerne viste stor interesse for fiskelejet. I 1370 fik byen handelsprivilegier og ret til saltning af sild.

De hanseatiske boder antages at have ligget nord for byen. I 1973-74, da Nationalmuseet gravede i Dragør fandt man klædeplomber, der kunne føres tilbage til Limburg. Ud fra møntfund i samme udgravningslag blev plomberne dateret til 1350-1400. Dermed kunne man dokumentere, at Danmark i denne periode havde importeret klæde fra byer i Maas-området.

Med sildefiskeriets ophør mistede Dragør sin betydning i en længere periode. Sundet blev dog atter en indtægtskilde, da Dragørfiskerne begyndte at lodse skibe igennem det.

 

Lodsernes storhedstid

Omkring 1560 gik omtrent 2.000 skibe årligt gennem Øresund og søtønder blev udlagt flere steder således to ved Dragør i 1557. Dragørlodsernes betydning understreges at, at de i 1684, som de første i Danmark fik kongelig autorisation.

Den 8. marts 1684 tilskrev Christian den Femte sin overrentemester, at ”sex Mænd paa Dragøe” altid var til disposition, når hans orlogsfartøjer skulle op eller ned gennem Drodgen.

Da et Drogden Fyrskib første gang 1837 blev lagt for anker på grunden, en position som fyrskibet holdt de næste 100 år, bestemtes det, at Dragør-lodserne på skift skulle overnatte der ude på fyrskibet.

 

Skibsfartens storhedstid

Skibsfarten på fremmede havne fik også betydning for Dragør både før og efter krigen mod England. I 1830erne berettes det, at byen ejede 39 fartøjer på 1.882 læster

  • De fleste fare med Brænde mellem København og Provindserne, 6-8 sejle på Østersøen og England, men søge mest Vinterhavn hjemme. Desuden haves 35 Kragejoller, der bruges deeles som Bjergningsfartøjer, deeles sejle de med Tørv fra Humlebæk og føre Grøntsager til Helsingør.

Den anden blomstringsperiode for skibsfarten begyndte i 1850ene, hvor flåden hjemmehørende i fiskerbyen voksede betragteligt. Omkring 1870 var her 70 skibe. I 1878 blev Dragør Danmarks tredjestørste søfartsby. Flåden talte da 78 skibe på i alt 12.422 brt.

Om vinteren, når Østersøens havne var lukket af is, satte nogle af skibene kursen mod Middelhavet eller fjernere himmelstrøg. Der blev fragtet gods fra Middelhavet til New York, sukker blev bragt fra De vestindiske Øer til Danmark. Kryolit blev sejlet fra Ivigtut til Philadelphia og laster med petroleum i fade førtes fra New York til Tyskland.

Enkelte skibe gik endog i fart på Sydafrika og Sydamerika eller endnu længere borte. Foråret med isens opbrud var en fest. Der kom løv og frugter i masteskoven i Dragør. Nu kunne Østersø-havnene igen besejles.

Skipperne bestilte frisk rugbrød til tre-fire ugers sejlads og man købte ”Canrøfler fra Pitter Jans”.

I 1880erne begyndte skibsfarten atter at gå tilbage. Skibsredder C.C. Jans kunne allerede 1877 notere sig ni forlis eller havarier på 2 ½ år. I 1890 var kun 56 Dragør-skibe med i alt 4.230 tons på fart.

Ved århundredskiftet var dampskibene for alvor blevet dominerende. Hvor efter den resterende flåde blev hyret til hjemlig fart.

 

Med fly fra Kløvermarken

Men udsigt over Christianshavn skal vi da også kigge på Kløvermarken. Her blev der skrevet historie, da Politiken-journalisten Alfred Nervø den 3. juni 1910 dristede sig til en flyvning over København. Med et Voisin-biplan passerede han hen over Københavns Havn, Kastellet, Søerne og tog en tur rundt om Rådhustårnet, før han atter landede på Kløvermarken.

Herefter var den grønne plet på Amager en fast base for flyvninger. Allerede samme år fløj mekanikeren Robert Svendsen over Øresund. Endnu større opsigt vakte det, da grev Zeppelin 18. september 1912 landede med sit luftskib ”Hansa” på Kløvermarken.

 

Verdens ældste flyselskab

Så kom 1. verdenskrig, hvor man ude på Kløvermarken skabte et dansk luftvåben. Den 29. oktober 1918 blev Det Danske Luftfartsselskab skabt på initiativ af billedhuggeren Willie Wulff. Det er verdens ældste. Det stiftende møde blev afholdt i ØK, hvor etatsråd H.N. Andersen opfattede det som en national opgave og foreslog den imponerende sum af tre millioner kroner som startkapital. Man nøjedes dog med 900.000 kr.

DDL’ s første postflyvning fandt sted fra København 15. september 1920 med Hamborg som mål. Starten på denne særlige trafik blev en succes. Men økonomien haltede og i årene 1921 og 1922 var postflyvningerne endnu uregelmæssige.

I 1925 blev den civile flyvning flyttet til den ny lufthavn i Kastrup. Hertil henlagde man også den militære flyvning i slutningen af 1920erne.

I slutningen af 2. verdenskrig oprettede myndighederne en baraklejr på Kløvermarken, først for tyske flygtninge, senere generelt for mennesker, som krigen havde drevet til Danmark.

 

På Kongelunden skal brylluppet stå

Når vi nu er på Amager skal vi da heller ikke glemme Kongelunden, som er Amagers eneste skov. Egentlig er den anlagt som fasaneri i 1850erne, men overgik senere til kongeskov og statsskov. Jo, der er den der er kendt fra Johanne Louise Heibergs vaudeville ”En søndag på Amager”.

 

Kilde:

  • Se litteratur København (under udarbejdelse)
  • Se litteratur Amager (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

  • Christianshavn fra A til Å
  • Christianshavn-for længe siden
  • Gamle huse på Christianshavn
  • Anekdoter fra det gamle Christianshavn
  • Christianshavn-dengang
  • Dragør og Store Magleby-dengang
  • Lodsen fra Dragør
  • Amager-for længe siden

 

 

 

 


Kolera på Nørrebro 1853

August 14, 2017

Kolera på Nørrebro 1853

Ja vi kigger på sygdommen og de sanitære forhold. I alt døde 5.000 i København. Dengang boede der ikke så mange på Nørrebro. Der flød med ekskrementer og affald i Københavns rendestene. Ikke mange byggeregler i begyndelsen. Man diskuterede om kolera smittede, ja egentlig var man ikke enige om meget. Man snakkede om hyppig udluftning, rensning og hvidtning. Var sygdommen brudt ud, skulle man spise havresuppe og –grød. Og tænk, så fik man lov til at bygge træbarakker på militært område. Ny byggelov hjalp ikke på forholdene. De liberale politikere mente ikke, at det var offentligheden, der skulle bygge fattighuse. Så var der debat om natterenovation ved Nørre Alle, og Blegdamsgrøften indløb der mange klager over. I 30 år diskuterede Frederiksberg og København, hvem der skulle betale en hovedkloakledning.

 

Sygdom og sanitære forhold

Denne artikel handler om den frygtelige epidemi, der ramte København og Nørrebro i 1853, og hvad man gjorde for at hindre, at det skulle ske igen. Det handler også i høj grad om de sanitære forhold, der herskede i København og Nørrebro dengang. Ja og hvad skete der efterfølgende.

 

Godt 5.000 døde

Koleraen brød ud den 11. juni 1853 og varede indtil oktober samme år. Hen ved 4.800 døde af sygdommen under epidemien.

 

Endnu boede der ikke så mange på Nørrebro

Cirka 4 pct. af befolkningen døde på Nørrebro. Man ved godt helt nøjagtig, hvor stort et antal, der døde, men det kniber mere med at beregne, hvor mange der boede i bydelen dengang

  • I 1850 boede der på Nørrebro 3.046 personer over 10 år, men Blegdamsvejen var ikke medregnet
  • I 1854 boede der 3.724 personer over 10 år, men Blegdamsvejen stadig ikke medregnet.

Vi ved, at 48 døde på Blegdamsvejen og 220 i resten af Nørrebro.

Der var travlhed især på Assistens Kirkegård.

 

Der flød med affald og ekskrementer

Tænk engang i 1853, da boede der 220.000 mennesker i Indre By. I gaderne flød der med affald og ekskrementer. Byen savnede egentlige kloaker. Som vi i tidligere artikler har nævnt, så blev drikkevandet ført til byen i udhulede træstammer fra de omkringliggende søer. Og dette drikkevand var urent overfladevand.

 

Sanitære tiltag

Man havde tidligere iværksat karantæner og isolering af befængte huse. Men det afskaffede man et år før dette angreb brød ud. Det var det selvfølgelig besparelser i, men man fosøgte så, at bruge disse besparelser til hygiejniske tiltag, eller sanitære tiltag, som det hed dengang.

Men man kunne egentlig ikke finde fælles fodslag. Således nåede man først i 1892 til enighed om, at kolerabefængte skibe skulle i karantæne.

Sundhedskollegiet udsende ved epidemiens udbrud en bekendtgørelse, hvori det hed sig, at sygdommen ikke kunne eftervises at komme udefra. Koleraen skyldtes:

  • Erfaringsmæssigt diætetiske og hygiejniske Forhold.

Men senere var man ikke så sikker, da syntes man nærmest at udtalelsen var en smule dristig. Man måtte prøve sig frem.

 

Ikke mange byggeregler

I 1850erne var der ikke mange byggeregler. Det militære terræn på den anden side af volden måtte der ikke bygges på. Så pladsen i byen måtte bruges maksimalt. Sådan var mottoet også, da man endelig fik lov til at bygge på Nørrebro.

De få regler, der var kunne der dispenseres fra. Og det gjaldt bygningens højde, de tilhørende gårde, adgang til luft og lys, lejlighedens højde m.m.

De åbne rendestene var altid fyldt med ”stinkende vand og mudder”. Ofte havde det ikke noget fald, og så blev det til slam. Grundvandet stod højt under København.

 

Hygiejne, vand og sanitet

Nogle hældte latrinen ud i rendestenen, da det var for dyrt at få tømt latringruben. Boede man i nærheden af en kanal eller vandgrav ja så hældte man også latrinen ud i dette. Som vi tidligere har beskrevet var vandrørene ikke altid i lige god stand. De lå tæt op af latringrubberne og så kom der synlige urenheder i drikkevandet.

Under hele koleraepidemien indberettede stadsfysikus Hoppe, hvad man havde gjort. Han skulle også i samarbejde med stadens politimester

  • I offentlige Tidender betimeligen gøre Almuen opmærksom paa de bedste Forebyggelsesmidler samt paa diætetiske Feil.

Hoppe fokuserede på hygiejne, vand, sanitet og bedre beboelse for de fattige.

 

Smittede kolera?

Koleraen opstod i Nyhavn den 12. juni. Ved månedsskiftet var 9 patienter fra Nyboder døde. På Nørrebro var dødligheden stor, men på Vesterbro var der kun ganske få tilfælde. Hoppe skrev i medicinalindberetningen fra 1854:

  • På Vesterbro, der som bekendt har det allersletteste Drikkevand og mange andre ugunstige hygiejniske Betingelser, Slagterier, Svinestier. Garverier, slet Vandløb, viste det sig kun ganske enkelte Tilfælde.

Hoppe satte kolera i samme bås som tyfus og blodgang (dysenteri) og til dels pest. Distriktslæge Seidelin mente at koleraen smittede. Alle hans patienter havde fået smitten fra andre.

 

Forklaring måtte findes i jordbunden

Ingeniør Colding og kemiker Thomsen skrev i deres værk fra 1853, at det var usandsynligt, at smitten skulle komme fra luften. De mente derfor, at der skulle findes en forklaring i jordbunden. Befolkningstætheden var en yderligere faktor, men kunne ikke alene forklare koleraens forløb, da ”luftige” gader også blev ramt.

 

500 senge til rådighed

Man besluttede at oprette kolera-afdelinger i Frelsers og Fruers Arbejdshuse. Nyboder hospital blev åbnet for civile kolerapatienter. Men der var nødvendig at åbne endnu flere hospitaler. I slutningen af juli havde man 8 hospitaler rundt om i byen.

Men man havde kun i alt 500 senge til rådighed, men med 3.500 nye tilfælde i løbet af juli var det småt med plads. Halvdelen døde dog også hjemme.

 

Hyppig udluftning, rensning og hvidtning

Den 29. juni anmodede Landphysicus Guldberg Sundhedskollegiet om:

  • At foranledige en Befaling til at iværksætte de Renlighedsforanstaltninger, som med Hensyn til den overhængende Kolera-Epidemi maatte anses for nødvendige.

Folk blev påbudt at rense deres gårdsrum, straks fjerne det opfejede snavs, samt udskylle rendestenene i gården og på gaden. Latrin skulle jævnlig køres væk. Grubberne skulle helst tømmes hver gang.

I et cirkulære blev familierne anmodet om at sørge for hyppig udluftning, rensning og hvidtning af stuerne, ugentlig luftning af sengeklæder og månedlig udskiftning af sengehalm, samt at sørge for kun at bruge rent vand til drikkelse og madlavning.

 

Husk opiumsdråber, kamferdråber, Kamille- og Hyldeblomster

Man rømmede de huse, som skønnedes at være ubeboelige. De udflyttede beboere boede i mellemtiden på Fogedgårdens Kaserne og i telte og træbarakker lidt uden for byen.

Sundhedskollegiet bad apotekerne om at købe rigeligt med medikamenter såsom opiumsdråber, kamferdråber, tyk kamferolie, amerikansk olie, kamille- og hyldeblomster samt sennepspulver.

Dr. Hoegh-Guldberg opfordrede i en bekendtgørelse befolkningen til at behandle mild diarre, som kunne føre til kolera med korrekt diæt, amerikansk olie, rabarber-, Hoffmanns-, kamfer og opiumsdråber, samt varm beklædning af underlivet.

 

Havresuppe og –grød

Egentlig var lægerne magtesløse. De brugte de sædvanlige udtømmende midler som åreladning, lavement og opkastning. Dette var ofte med til at forværre situationen.

Var man først blevet syg anbefaledes det bl.a. at spise havresuppe og grød, drikke hed kamillete med kamfer- og opiumsdråber, evt. vin eller cognac, samt tage amerikansk olie mod diarre og mavekrampe.

Ved sværere anfald måtte man gnide huden med børster eller uldne klude dyppet i brændevin, salt og peber. På den kolde hud måtte man lægge poser med varmt vand, sand eller aske. Sennepskager skulle lægges på arme, ben og i hjertekulen.

 

Træbarakker på militært område

På de militære Glacier ved søerne blev der opført en del træbarakker, der indeholdt 180 lejligheder. Militæret havde beordret dem revet ned igen senest 1. november 1853. Men de fik dog lov til at blive der til 1.november 1857.

Lægeforeningens boliger på Øster Fælled kunne rumme cirka 250 familier. Men ifølge dr. Hornemann manglede man endnu boliger til 800 familier.

 

Ny byggelov hjalp ikke på forholdene

I 1857 kom der en ny byggelov, men det var kun med meget få justeringer. Det var stadig meget lidt plads mellem husene, hvilket bevirkede manglende lys og luft.

I midten af 1800-tallet var det store problemer med at få løst problemet med et velfungerende kloaksystem. Lægerne hævdede på den ene side, at latrin var sundhedsfarligt og skulle afskaffes for omverdenen-gennem kloakken, mens jordejerne så latrinen som en god gødning.

De første kloaker så først dagens lys i København i 1860. Man måtte stadig ikke installere vandklosetter, da kloakkerne mundede ud i havnen og kanalerne.

Et udbygget kloaksystem så først dagens lys i 1898. Kloakindholdet ledtes ud i Øresund med den stærke strøm. De københavnske læger havde talt for dette i 50 år.

 

De liberale: Ikke vores opgave

Der var bestemt ikke enighed hos lægerne mht. opståen, udbredelse og behandling. Ofte slog politikerne lægernes opfattelse hen som usikre teorier.

De liberale politikere mente heller ikke, at det kunne være en offentlig opgave at bygge boliger til de fattige.

 

I kærrer til Tårbæk og Jægersborg Dyrhave

At koleraen hovedsagelig smittede gennem drikkevandet blev først anerkendt langt senere. Man havde også fra lægerne i lang tid advaret mod drikkevand og kloakforholdene. Men på grund af politiske stridigheder trak dette ud.

Der var blevet anmeldt 7.219 tilfælde af kolera, hvoraf 4.737 døde. Fra København spredte smitten sig til provinsen, hvor 24 byer blev ramt og 1.951 døde.

Mange af de døde blev kørt i kærrer fra København op til Tårbæk. Her byggede man et kapel og begravede de mange mennesker inde i Jægersborg Dyrehave. For at undgå spredning af smitte fra gravene, plantede man den engriflede tjørn, der med sine sylespidse lange torne holdt folk og dyr væk fra gravene.

 

Moralske og hygiejniske hensyn havde man ikke tid til

Menneskemasserne inde bag portene pressede på. Og byggespekulanterne tjente masser af penge. Moralske og hygiejniske hensyn var der ikke tid til. Resultatet blev også derefter. Jo senere en lejekasserne stod parat og jo mindre tjente mand. Og jo mere man kunne presse ned på grundet, jo større var fortjenesten.

 

Nørrebro en mishandlet bydel

Nørrebro var først og den bydel, der blev mishandlet mest. Der blev bygget aldeles planløst. Tømrermester Bergmann byggede sit første hus i 153 i en afstand af 12 alen fra Dosseringen, ja så indrettede nabobygningerne sig bare derefter.

Dronning Louises Bro er kun fremkommet, fordi hjørnegrundens ejer, tømrermester Wildau ønskede det således, da han i 1857 skulle have grunden bebygget. Bülow og Bangert blev ved med at få særtilladelser, så de kunne fortsætte deres byggetilladelser.

 

”Dvælet ved flere Mangler i sanitær Henseende”

I 1854 udgav P. Knudsen et skrift med titlen ”Nørrebro og dens Omgivelser i Sanitær Henseende. I forordet skriver P. Knudsen:

  • At jeg har dvælet ved flere Mangler i sanitær Henseende, grunder sig naturligvis paa det Kald, jeg som Læge maa føle til ikke alene at helbrede Sygdomme, men om muligt at forebygge dem.

Og lægen gik i den grad systematisk til værks. Han undersøgte, om der i nogle huse havde været speciel mange dødsfald, eller om der på forskellige gader havde været mange dødsfald.

 

”Høj grad af Usselhed og meget slet Drikkevand”

Ja og lægen konstaterede, at dødsfaldende ganske givet var forstærket af ”høj grad af Usselhed”, overbefolkning og ”meget slet Drikkevand”. Han kunne også se, at de steder, hvor der var det største antal dødsfald var, hvor der var ”hygiejniske mangler”.

Grundvandet på kirkegårdene havde gjort vandet mere kultbrinteholdigt. Men der blev fundet brøndvand, der var ”særdeles sletsmagende” og ildelugtende. Politiet lukkede også tre brønde. Men måske burde man have lukket endnu flere.

Blågårdsvejens drikkevand burde have været meget bedre, men diverse projekter var blevet forsinket.

 

Slet ingen afløb

Læge P. Knudsen kunne konstatere fugt i jorden. Og det skyldtes ikke kun regnvand. Det skyldtes mangelfuld afløb af spildevand fra husene. Mange steder var der slet ikke et afløb. Man lod vandet samle i gruber i umiddelbar nærhed.

Og der hvor afløbet var reguleret hen til en grøft, var situationen stort set ikke bedre, da disse grøfter kun undtagelsesvis var brolagte. Jordbunden blev konstant gennemsivet af urent, stinkende vand.

 

Natrenovationsoplægget ved Nørre Alle

Jorden optog en masse flydende renovation ikke mindst fra oplagsstedet ved Nørre Alle. Fra kirkegårdene kom en masse gærende stoffer. Luften blev også forpestet ved de giftige uddunstninger fra overnævnte renovationskule.

Knudsen advarede mod den manglende afledning af skadeligt vand, og henkastning af natrenovation på åben mark i nærheden af beboelse.

Natterenovationsoplægget ved Nørre Alle var oprettet i 1850. Det var en stor renovationskule omgivet af et plankeværk. Men det var beliggende under åben himmel og udsat for regn, sol og blæst. Og næsten alle beboere på Nørrebro var plaget af kulens ”ildelugtende dunster”.

 

Spørgsmålet havde været diskuteret mange gange

Det var umuligt at åbne et vindue, hvis vinden var i den forkerte retning. Spørgsmålet om natrenovation havde været oppe at vende flere gange. Allerede i 1841 lev der nedsat en kommission af nogle af Magistratens og Borgerrepræsentationens medlemmer. De kom med følgende forslag:

 

  1. At der tillades enhver, hvis ”Lokum” er forsynet med latrintønder, at lade disse udføre af landmænd, når tønderne forsynes med et lag halm samt et låg, og vognene ”bedækkes”.

Dette forslag blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen, Politidirektøren, Magistraten, Stadsfysikus og Sundhedskollegiet

  1. At der burde være forbudt, at anlægge kuler eller have oplagssteder inden for demarkationslinjen eller inden for Falkoneralle. Det måtte heller ikke anlægges så tæt ved ”Alfarvej” ”at vejfarende Mand kan besværes af Stanken”.

 

Dette forslag tiltrådte et flertal i Borgerrepræsentationen. Med det tillæg, at kuler for ublandet natrenovation aldeles ikke må findes på stadens grund.

 

Det flød over med urenheder

Men ak det gik kludder i beslutninger for pludselig mente man, at hvis forslagene trådte i kraft, ville det forværre situationen både i Indre By og i brokvartererne.

For bygninger, der lå lige op til Blegdamsvejen, ja så var det afløb til den store grøft langs vejen. Men for eksempel de bygninger der lå ved Første Blegdam ved den såkaldte Sant Hans Gade, ja de havde overhovedet ikke nogen afløb. Gaden havde et naturlig fald til Sortesøen (Sortedamssøen).

Det overfaldevand der ikke endte i søen ledtes hen i gruber, hvorfra det enten sivede i jorden eller fordampede. Ja man så også at vandet flød over med diverse urenheder. Allerede inden bebyggelsen var jorden her meget usundt. Med den tiltagende bebyggelse blev det hvert år mere usundt.

Denne fugtighed i nærheden af Sortesø blev endnu tydeligere ved de andre blegdamme. Og det var særlig galt ved den syvende blegdam, der ofte stod under vand.

 

Blegdamsgrøften gav anledning til klager

Blegdamsgrøften havde ofte givet anledning til klager. Det var de overordentlig stinkende uddunstninger grundet det stillestående vand. Det blev kun i ringe grad afhjulpet af de jævnlige gennemskylninger af rent vand.

Oprensningerne hjalp heller ikke. Grøften blev bare dybere hver gang, således at stenkisterne hver gang kom til at ligge højere og højere. Derved blev afløbet mere og mere forhindret.

 

Et par bassiner i Ventegodts Have

Blågårdvejens grøft var ikke dårlig, den var endda brolagt. Men meget af spildevandet blev ledt videre fra gruber i gårdene. Og disse lå meget tæt på brøndene. Hist og her var jorden mættet. Lugten advarede om, hvad der var i vente, når spildevandet fra Jagtvejen blev ført videre af en grøft langs Jagtvejens nordvestlige sidefor at ledes langs Lygtevejens nordøstlige side bag Lygten og under Lersøens afløbsrende.

I Ventegodts Have havde afløbet udviklet sig til at par små bassiner. Her fortsatte det af snørklede veje til Ladegårdsåen. Koleraen var særlig slem på det nærliggende Pedersdal.

Vores læge anbefalede, at man skulle kigge på gravernes fald og så skulle de alle sammen brolægges. Spildevandet som til dels løb under Ladegårdsåen skulle have et lettere afløb.

Også vandinspektør Colding var rundt på Nørrebro var rundt og tjekke forholdene på Nørrebro.

 

Kunne man bygge en skole så tæt på en Kolerakirkegård?

Da Kapelvejens Skole i 1879 blev opført i Kappelvej 42, skete det også først efter en meget ophedet debat, for mange mente, at man da ikke kunne bygge så tæt på ”Kolerakirkegården”.

 

Colding og Thomsens rapport

Ludvig August Colding var i 1845 udnævnt til vandinspektør og i 1850 til stadsingeniør. Fra 1849 havde han arbejdet med at udrulle vandledninger og et separat kloaksystem i København. Efter koleraudbruddet lavede han sammen med den berømte kemiker Julius Thomsen en undersøgelse af sygdomsforløbet, der afkræftede lægernes hidtidigt herskende miasme-teori. Byen havde brug for rent vand og gode kloakker, fastslog makkerparret.

 

Hjælp fra England

Men at skylle spildevand i havnen var et utilladeligt spild, mente overpræsident Lange og flere andre. Latrinen var mange penge værd for bønderne. Der er mange beskæftiget med at køre den væk. Borgerrepræsentationen bad derefter Colding, om at hente ekspertise i udlandet.

Den britiske ingeniør James Simpson undersøgte derefter Københavns planer. Han understregede vigtigheden af, at vandledninger og kloaker blev installeret samtidig:

  • At indretningen af det forbedrede Vandvæsen nødvendigvis maa have Indretningen af et Kloakvæsen til Følge, fordi Ergfaringen har godtgjort, at Mange ville benytte Vandforraadet til at skylle Latrinindholdet ud i Rendestenene og derfra i Canaler og Havnen.

 

Rådet blev ignoreret

Rådet blev dog ignoreret i København, hvor Indenrigsministeriet på grund af uenigheden mellem Borgerrepræsentationen og Magistraten besluttede at afvise kloaksystemet og kun godkende installationen af vand- og gasledninger. Trods afslaget arbejdede Borgerrepræsentationen videre med planerne. Det blev op til ingeniørerne at finde en løsning.

 

Toiletter måtte ikke tilsluttes

I brokvarterne skulle der nedlægges kloaker, der kan rumme både gråt spildevand og sort spildevand. Samme system men i dybdeliggende hovedledninger skulle der installeres i den gamle del af byen. Men i første omgang måtte der ikke tilsluttes toiletter, så latrinerne og hele industrien omkring dem bevares foreløbig. Spildevandet ledes til havn eller nærmeste vandløb.

 

Byggespekulanter var lige glade med byggeplaner og regler

En samlet byggeplan blev først vedtaget i Borgerrepræsentationen den 26. oktober 1857 samtidig med en udenbys kloakplan. Problemet var, at der stod en masse bygninger, som ikke havde fulgt den vedtagende kloakplan. Og byggespekulanterne var ligeglade med byggeplaner og regler. Det skulle bare gå hurtigt.

 

Murstenskloaker anvendes i dag

I 1859 blev den første kloak lagt ned på Nørrebro, og i de følgende år blev stadig større dele af byen kloakeret. Mange af murstenskloakkerne fra den tid har i øvrigt vist meget god holdbarhed og er stadig en del af systemet i dag.

 

Indholdet blev tømt i rendestenen

Det første toilet var allerede blevet installeret i 1846. Men ak, det blev så bare tømt i rendestenen i nattens mulm og mørke. I 1857 anslog læge Hornemann, at der var omkring 300 toiletter i byen. Mange af dem, der havde toiletter, brugte de nyinstallerede vaskes afløb i sådan en grad, at bystyret i 1871 krævede, at nu skulle der monteres vandlåse på vaske.

 

Tømt i havnen

I 1880erne kunne man især om sommeren se en brun farve i hele vejen ned til Køge Bugt. I 1886 var det Charles Ambt, der var blevet stadsingeniør. Han måtte kæmpe med problemet, at der var direkte udledning i havnen og Svanemølle-bugten. Og så var det lige lugten.

Efterhånden steg forbruget af kunstgødning i landbruget. Efterspørgslen af de københavnske fækalier faldt stødt.

 

I 30 år var Frederiksberg og København uenige

Colding så aldrig sin plan blive helt gennemført. Det gik over 30 år inden København og Frederiksberg blev enige om den helt store kloakplan. Man vedblev med at bruge Rosenåen som en åben kloak.

Ja det hele gik godt nok langsomt. Man skulle tro, at sporene efter Kolera-udbruddet ville få politikkerne til at tage hurtige beslutninger, man ak nej

 

 

Kilde:

  • Knudsen: Nørrebro og dens opgivelser i sanitær henseende
  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Se Litteratur Nørrebro
  • Villads Christensen: København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857
  • Carøe: Stadsfysikatet i København, særtryk af Historiske Meddelelser om København
  • Gerda Bonderup: Det Medicinske Politi-Sundhedspolitikken i Danmark 1750-1860
  • Tim Knudsen: Storbyen støbes-København mellem kaos og byplan 1840-1917.

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

  • Lokummer på Nørrebro
  • Latriner og Kloaker på Nørrebro
  • Pest på Nørrebro
  • Den stinkende kloak på Nørrebro
  • Byggespekulation på Nørrebro
  • Blegdamshospitalet på Nørrebro
  • Drikkevand til København
  • Jørgen-Helgen, Hospital og Sø
  • Pest i København
  • Kvinderne i Peder Madsens Gang
  • Garnisons Kirkegård
  • Brumleby på Østerbro
  • Med tog over Lersøen

Bredebro dengang

August 5, 2017

Bredebro – dengang    

Vi er i Bredebro, et par mil nord for Tønder i 1880erne. Vi besøger skolen og hilser på pastor Thiesen og kollegaen fra nabosognet. Og så valgte man en tysk præst, pastor Schmidt. Og så var det lige førstelærer Thomsen. Han havde en lidt speciel måde, at undervise på. Her i sognet var man udpræget dansksindet. Man skulle passe på ikke at blive udvist. Den nationale kamp kunne man ikke mærke i Bredebro. Det var kun når det var valg oppe på kroen. Der var ikke videre religiøs interesse i sognet. Men der var store standsforskelle. Mosearbejdere boede sammen med familien i træbarakker. Og de gik hårdt til sprutten. De preussiske embedsmænd var medgørlige i begyndelsen. En dansksindet lærer skulle forklare, hvad han lavede i København i ferien. Og så skulle lærerne passe ikke at få ”Der Blaue Brief”. En lærer blev forflyttet, fordi han ikke var til stede da indenrigsministeren var i byen.

 

Landsbylærer-løn: 1.000 kr.       

Vi befinder os i Bredebro i tiden 1884-1887. Og for dem, der nu ikke ved, hvor Bredebro ligger, ja så er det et par mil nord for Tønder.

Så længde, det var nødvendigt for en landsbylærer i Nordslesvig at kunne dansk var der lærermangel i landsdelen. Egentlig var det kun landets egne børn, der kunne søge embede der. I byerne, hvor der siden 1864 undervistes udelukkende på tysk kunne sydslesvigerne og holstenerne komme til.

Lønnen dengang i 1884 var 1.000 mark, fri bolig med de allernødvendigste møbler og fri brændsel. Det var bestemt ikke dårligt efter datidens forhold.

Man skulle indføres i embedet af lokalskoleinspektøren. Og dette embede blev varetaget af præsten. Så fik det hele et svagt gejstligt præg.

 

Pastor Thiesen

Og det var Pastor Thiesen. Han var af den type, der bar sin præstelige velværdighed til skue. Han var en meget jævn og ligefrem mand. Og dette skyldtes sikkert, at han i sin ungdom havde siddet som bonde på en lille mager gård inde på højderyggen.

Først i en sen alder og som gift mand havde han begyndt sin uddannelse dom teolog. Han havde altid beholdt bondens jævnhed i sin optræden. Han var gift anden gang med en ung kvinde af en familie ”uden for bondestanden”. Ja sådan hed det dengang.

Måske var dette årsag til, at han ikke søgte nogen omgang med bønderne. Han omgikkes kun konens familie. Hun var datter af en ”rentier” Wulf i Brede. Han var en af sognets mest udprægede danskere. Mon ikke den rentier er den tidligere kniplingskræmmer Wulf?

Sine børn fra første ægteskab tog han sig ikke meget af. Han var af dansk slægt og vistnok også selv dansksindet. I familien taltes kun dansk, og det gjorde han også med sognets lærere selv i tjenestesager. Hans jævne væsen skaffede ham mange venner i sognet.

Men det skadede hans anseelse, at han knap nok kunne klare sig selv økonomisk. For skolen havde nu ikke så meget interesse. Og snart flyttede han også til østkysten, hvor der ventede ham et større kald.

 

Nabopræsten

Derfor var det nu en præst fra nabosognet, der virkede som vikar som lokalskoleinspektør. Han indfandt sig en eftermiddag, da børnene havde fået fri på grund af varme. Det tog han sig nu ikke af. Men han anmærkede i protokollen, at han havde besøgt skolen. Denne inspektion indbragte 100 mark.

Den nye lærer blev skyndsomst taget i ed som preussisk embedsmand. Det var det nu ikke meget højtidelighed over.

 

Man valgte en tysk præst

Tre ansøgere var gået gennem nøgleøjet. Det var Konsistoriet i Kiel, der havde udpeget disse. Og nu havde sognet så mulighed for at udpege den bedste. De tre skulle holde hver deres prædiken over samme tekst.

Det var Pastor J.A. Schmidt, der blev valgt, selv om han var tysksindet. En af hans medbejlere, der var kendt som dansksindet blev vraget. En lærer fra nabosognet og en gammel lærer var så forarget over valget, at de uden for kirkedøren højlydt bebrejdede menigheden, at de havde valgt en tysksindet præst.

Dette fik kredsskoleinspektøren nys om. Så de fik en alvorlig ”næse”. Og de var ikke sluppet af med denne efter ti år.

Pastor Schmidt var i de fleste henseender en fuldstændig modsætning til pastor Thiesen. Han besad den præstelige værdighed i fremtrædende grad. Han glemte ikke et øjeblik, at han var præsten. Men han var såmænd et meget skikkeligt menneske.

Han var som sagt tysksindet. Og hussproget i præstegården var tysk, undtagen når han havde besøg af sognets folk.

I skolen kom han sjældent nærmest kun til eksamen. Efter denne samledes præsten, alle sognets lærere og distriktets skoleforstandere hos den lærer, der havde haft eksamen for at spise til aften. Bagefter tilbragtes et par timer med kortspil, samtaler, sang og så videre. Derefter serveredes der toddy.

Første gang pastor Schmidt var med til dette, fulgte han gammel skik og brug. Men i fremtiden afslog han toddy. Præstefamilien holdt sig for sig selv. Måske var det fordi at udarbejdelsen af prædikerne gav ham så meget at bestille. Men selv om han havde været præst i mange år, kunne han ikke holde en lille spontant tale.

 

Førstelærer Thomsen

Vi skal nok lige omtale førstelærer Thomsen. Han blev udnævnt som degn og førstelærer i Bredebro i 1892. Thomsen tilbragte efter endt skoletid en time eller to hver eftermiddag til med sin sirlige håndskrift at skrive sine klassetavler tæt fulde med det pensum som børnene den næste dag med skønskrift måtte indskrive i deres hefter. De skulle så lære det udenad til næste dag.

Denne undervisningsmetode praktiserede han indtil han i 1910 tog sin afsked. For denne bedrift blev han dekoreret med den preussiske orden.

Han ønskede at blive kaldt degn. Det var en talrig børneflok, som han havde. Hans kundskabsforråd var nu lille. Jo han var uddannet i Tønder. Han stammede fra Haderslev, hvor hans far havde været vært i et mindre anset hus. Denne skavank var kendt af en del af sognets beboere. Og dette fremmede ikke just hans anseelse.

Han var meget tysksindet og besad vissemindre tiltalende karaktertræk. Hans tyske sindelag havde skaffet ham det gode embede, og han forstod at snobbe for myndighederne.

Han forsøgte at smugle mere tysk ind i skolen, end det var egentlig påbudt. Det mislykkedes dog. Sognefolkene var på vagt. Han havde skrevet ned i et hefte, hvad børnene skulle lære. Og når de havde lært det, var deres kundskaber fuld på højde med degnens. Han startede altid forfra, når eksamen var overstået.

Blandt hans femtrædende egenskaber var kortspil. Efter sigende havde han gennem kortspil forøget sine indtægter, da han sad i mindre embeder.

 

To enelærere

I sognets største by sad en yngre mand som enelærer med en aldeles overfyldt klasse.  Byen var den fattigste i sognet. Det var bestemt ingen nem stilling at være lærer der. Han var en ordknap mand, der tænkte godt med langsomt. Han forsøgte at undgå degnen.

I en anden af sognets byer sad en anden færdig seminarist fra Tønder som enelærer. Han var tvunget i den danske afdeling i Tønder selv om han havde meldt sig til den tyske. Han var fra selve Tønder og opvokset med det tyske. Og ellers kunne han sønderjysk. Men det kneb med det danske skriftsprog. Menne denne unge mand blev senere degn ude ved vestkysten.

I sognets mindste by var der en gammel lærer. I sine yngre år havde han siddet i den største by med en overfyldt klasse. Men nu arbejde han med en klasse på 20. Skønt han ikke var mere end 50 år virkede han både i udseende og sind meget ældre.

Skolehuset lå på en opkastet forhøjning, kaldet værft. Det var i tilfælde af stormflod.

 

En over tørsten

Læreren havde en svaghed for spiritus. Han kunne dårlig komme til kirkebyen uden at få en over tørsten. Han var dansksindet og lagde ikke skjul på det. Den ene gang efter den anden blev han sendt til Tønder for at gennemgå tysk kursus. Resultatet var langt fra opmuntrende og endelig lod man ham i fred.

 

Overvejende dansksindede

I Bredebro var man overvejende dansksindede, men der var dog også en del dansksindede. Enkelte var indvandrende tyskere. Men det var et godt forhold mellem nationaliteterne og sådan var det bestemt ikke i alle sogne, hvor man bedømte en mand efter hans nationale indstilling frem for hans moralske egenskaber.

 

Man skulle passe på udvisning

I Bredebro mærkede man i det daglige meget lidt til nationalkampen. Den eneste, der i Bredebro vakte ballade, var en indvandret østpreusser. Han var hvis ikke helt rigtig i hovedet. Hjemmetyskerne tog også efterhånden afstand fra ham. Og til sidst drog han bort.

Mange skulle dog passe på ikke at få en udvisningsordre allerede dengang. Senere blev det meget værre. En yngre gårdmand blev for eksempel udvist, fordi hans voksne datter havde deltaget i en fællesrejse, nogle unge piger foretog til Kongeriget.

Hjemmetyskerne satte sig dog i bevægelse og samlede underskrifter på en ansøgning til Landråden om ophævelse af udvisningsordren. Så fik bonden lov til at blive i sit hjem.

En anden udvist mand, der engang imellem inkognito besøgte sit hjem, blev under sådant et besøg anmeldt til gendarmen af den før omtalte østpreusser. Det vakte i den grad harme hos hjemmetyskerne.

 

Lidenskaber i bevægelse på kroen

Kun når et politisk valg stod for døren, kunne man spore uro. Så kom lidenskaberne i bevægelse. Det hændte dog også, at der ved selve valget kom til håndgribeligheder mellem ældre og ellers besindige mænd. Dette fandt vel nok i sammenhæng med at valget foregik på kroen.

 

Ingen religiøs interesse

Nogen politisk fører fandtes ikke i sognet. Befolkningen var som på vestkysten i almindelighed ikke åndeligt vakt. Kun ganske få havde i deres unge år været på højskole. Der lå en i sin tid i Brøns. Nogen videre udbytte af højskoleopholdet kunne man dog ikke mærke.

Nogen særlig religiøs interesse fandtes heller ikke skønt Provst Carstens fra Tønder ved en lejlighed lovpriste sognets ”kirkelighed”. Ifølge gammel skik gik man regelmæssig til alters.

Men i nabosognene fandtes både Baptister og ”Bornholmere”. Dette har vi beskrevet her på siden i en tidligere artikel. Men sådanne bevægelser var endnu ikke kommet til Bredebro.

Gårdmændenes interesse samlede sig hovedsagelig om kreaturhandelen. Gårdene var nemme at drive, takket være de store enge, der gav græs og hø i overflod. Korn dyrkedes kun til husbehov.

a

Store standsforskelle

Sognet havde engang haft en ret udbredt kniplingsindustri, idet en af fortidens betydelige kniplingskræmmere havde boet her. Ham har vi også her på siden beskrevet i en tidligere artikel. Senere forsøgte man også at starte et større væveri, men det gik i stykker. Også en lille industri med fremstilling af seler var gået til bunds.

Standsforskellen var ret fremtrædende til trods for, at både rige og fattige sendte deres børn i samme skole. På legepladsen trådte standsforskellen tydelig frem. Men endnu mere fremtrædende blev den naturligvis senere i livet.

 

Mosearbejdere og spritten

For arbejderne var kårene strenge. Arbejdet med at slå græs i de store enge blev for en stor del gjort af en maskine. Så søgte man erstatning for dette arbejde ved at stryge tørv i moserne i nabosognet mod syd. Her opstod i et par sommermåneder hele små arbejderkolonier. Mosearbejderne flyttede derud med hele familien og boede i træskure.

Arbejdet var strengt, men ret godt betalt. Folk havde endnu dengang i almindelighed den mening, at strengt arbejde hørte nødvendigvis nydelse af brændevin. Det gav kræfter, mente man. Denne tro delte også mosearbejderne der var blandt de mænd, der til dagligt drak en liter brændevin. De blev hurtig til vrag.

 

De preussiske embedsmænd

Embedsmænd havde sognet kun få af. På den tid var det kun sønderjyder. Det blev anderledes senere. De talte landsdelens sprog. Selve gendarmen, der var preusservældens særlige repræsentant talte sønderjysk.

I badesæsonen blev gendarmen sendt til Sild for at gøre tjeneste der. Imens blev distriktet passet af gendarmen fra Løgumkloster. Han kom en gang imellem for at ”revidere”. Jo engang imellem var det en ældre pensioneret lærer, der havde begivet sig ned til åen for at fiske og læse en bog. Men så kom gendarmen. Så vankede der en bøde, fordi den gamle havde glemt at løse fiskekort. Det kostede et par mark i bøde.

Den egentlig inspektion af skolen blev foretaget af kredsskoleinspektøren. Og det var dengang skoleråd Burgdorf. Han var en gammel Slesvigholstener.

Sønderjyderne fastholdt deres sprog sæder og skikke. De preussiske embedsmænd, der efterhånden kom til, kunne ikke forstå at man tog den overlegne tyske kultur til sig.

 

Ung lærer anklaget

En ny kredsskoleinspektør var blevet udnævnt. Han havde fået at vide, at en ung dansksindet lærer var taget til København i sin sommerferie. Han blev indkaldt til et skrap forhør. Han var mistænkt for at være taget til danske hovedstad for at hente dansk agitationsmateriale. Man forlangte, at han fortalte, hvilke agitatorer, som han havde besøgt.

 

”Der Blaue Brief”

Lige så frygtet blev Regerings- og Skoleråd Sass fra Slesvig. Han gik især efter de ældre lærer, som han tvang til at søge deres afsked. Det var fordi, at han mistænkte dem, for at være dansksindede. Og søgte man ikke selv sin afsked, kunne man være sikker på at modtage ”Der Blaue Brief”.

En del lærere blev kommanderet til et kursus på seminariet i tysk ”Bühnenaussprache”. Jo han blev efterhånden godt forhadt af de nordslesvigske lærere.

 

Fyret-var ikke til stede

I skolen skulle man arbejde med et sprog, der var helt fremmede for børnene, og så et sprog, der var delvis fremmed. Der er trods alt en stor forskel på rigsdansk og sønderjysk. De store lærte tysk efter Schneiders Fibel og Kinderfreund af samme forfatter.

Men ak en lærer blev forflyttet fra Bredebro, da han ikke var til stede, da en indenrigsminister kørte gennem byen.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Tønder
  • Se litteratur Bredebro (under udarbejdelse)
  • Sønderjysk Månedsskrift (diverse udgivelser)
  • Sønderjyske Årbøger (diverse udgivelser)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang indeholder bl.a. disse artikler, hvis indhold foregår lige i nærheden:

  • De Fattige i Vest Sønderjylland
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Klager over præsten i Ballum
  • Agga-en sønderjysk pige
  • Ude mod vest
  • Indre Mission, Baptister og andre
  • Ballum-dengang
  • Det vestlige Sønderjylland
  • Soldater i Løgumkloster
  • Trøjborg-den fjerde historie
  • Emmerske ved Tønder
  • En hede nord for Tønder
  • Tønder-egnen 1848-1858(2)
  • Tønder-egnen 1814-1848
  • Løgumkloster-nordøst for Tønder
  • Bondeslægten fra Trøjborg-endnu mere
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Trøjborg Slot-nord for Tønder
  • Et kloster-15 km fra Tønder

 

 


Besættelsestiden og det tyske mindretal

August 4, 2017

Besættelsestiden og Det Tyske Mindretal

Denne artikel handler om alle de misforståelser, der opstod hos de danske forsvarsstyrker den 9. april. Og det handler også om de barokke afgørelser i retsopgøret. Det tyske mindretal følte sig dømt på grund af deres politiske overbevisning. Men egentlig blev de dømt på grund af deres illoyale indstilling til det land, hvor de var statsborgere. Vi kigger også problematikken m.h.t. Frøslevlejrens Museum. Divisionschefer var ikke informeret. Man glemte at alarmere Kastellet. Kommunikationen til det kæmpende Sønderjylland svigtede. Hele Norden skulle have været germansk. Mindretallet frygtede for fremtiden. Lovgivning og administration svigtede. Var det kun for at forhindre selvtægt, at nazisterne blev interneret? Statsadvokat Kirk fra Sønderborg misforstod signalerne. Men var det bevidst? Dengang var det ikke forbudt at lade sig hverve som frontsoldat.

 

Kun 15,9 pct. af stemmerne

Det var rekordstor valgdeltagelse den 3. april 1939. Hele 92,4 pct. stemte. Det var mere end afstemningsdagen den 10. februar 1920. Tyskerne fik 15.016 stemmer eller 15,9 pct. De havde ellers proklameret at de ville ”Heim ins Reich” Tyskerne fik heller ikke deres anden mandat. De danske stemmer i Sønderjylland udgjorde 79.422.

 

Alarmberedskab blev annulleret

Efter den 8. april blev der meldt om tysk opmarch ved grænsen. Undertegnede har tidligere berettet om, at min kære far i Tønder vidste, at tyskerne ville komme halvanden uge før. Han havde talt med en tysk lastbilchauffør. Men hæren blev i hvert fald sat i alarmberedskab. Flåden gjorde ikke. Man brugte betegnelsen ”sikringstjeneste 3”. Viceadmiral Rechnitzer fandt, at flådens beredskab var tilstrækkeligt. Da glemte han, at Københavns Kystområde også dorterede under ham. Derfor blev disse ikke alarmeret.

Inden admiralen næste morgen kl. 5.10 tog til rådslagning på Amalienborg, beordrede han ”sikringstjeneste 3” men med den tilføjelse, at der ikke måtte skydes før efter nærmere ordre. Tilføjelsen var katastrofal for den annullerede jo betydningen af såvel alarmberedskab som den stående forholdsordre.

Konsekvensen var bl.a. at ”Niels Juel” og ”Islands Falk”, der lå i den københavnske kasernehavn, begge uden modstand blev taget i besiddelse af en tysk officer med fem-seks mand i en robåd.

 

Divisionscheferne blev ikke informeret

Da det den 8. april viste sig, at motorkolonnen syd for grænsen traf foranstaltninger til at overnatte, nedsatte hæren bortset fra Sønderjylland alarmberedskabet til næsthøjeste trin, idet generalkommandoen af hensyn til soldaternes middag tilføjede, at der ikke skulle samles i større kvarterer.

Desuden blev der på Sjælland forbudt divisionscheferne at orientere de lokale chefer om årsagen til alarmberedskabet, idet øen ”ikke var direkte truet”. Det virker lidt besynderligt eftersom kommanderende general W.W. Prior på mødet klokken 10.30, hvor han fremførte ønsket om at måtte beordre højeste alarmberedskab, samtidig havde advaret om tyske indskibninger i Østersøhavnene kunne have Sjælland som mål.

 

Kastellet blev ikke alarmeret

Mens forsvarsministeren og marineledelsen overnattede i ministeriet, tog de to generaler hjem for at sove. Kl. 3.30 kom der melding om motorlarm og kommandoråb fra oprangering af tropper syd for de vestlige grænseovergange. I en telefonsamtale blev de to generaler enige om, at dette ikke gav anledning for foranstaltninger.

General Prior forlod først sin bolig i Kastellet kl. 4.47, da han blev alarmeret om landsætninger ved Nyborg. Desværre glemte han at alarmere Kastellet. Her blev man overrumplet af tyske styrker otte minutter efter.

Der var ingen til stede i generalkommandoen, da garnisonerne rundt om skulle alarmeres. Det måtte ministeriets direktør tage sig af. Det var ellers ikke noget han havde med at gøre.

 

Ingen forholdsordre

Bortset fra København havde tyskerne kun regnet med større modforanstaltninger ved Vordingborg. Her sad oberst Harrel, der ledede hovedstyrken på Sjælland. To gange havde han telefonisk forespurgt om årsagen til alarmen. Men begge gange havde han fået at vide, at dette ikke måtte meddeles ham. Nu blev han forvirret, da der dukkede en tysk parlamentær op og fortalte ham om de dansk-tyske forhandlinger. Var det så tale om tvivlsom fjendtlig hensigt? Harrel vidste ikke bedre end at ringe til København efter forholdsordre.

 

Kommunikationen fejlede

I Sønderjylland viste soldaterne, at de var rede til at sætte livet ind. Og de fik ikke, at vide at alle kamphandlinger blevet indstillet. Kommunikationen virkede ikke. En del soldater, tre gendarmer og en ung civilist i Aabenraa havde da allerede sat livet på spil.

16.000 i hæren, 4.300 i søværnet mod det dobbelte antal tyskere kunne have givet en markant modstand. Men det er urealistisk at tro, at en dansk modstand kunne have ændret på noget som helst.

 

Mytedannelserne tog fat

Mytedannelserne tog fat. Først gik rygterne om, at regeringen havde negligeret alle advarsler. Senere blev det endnu værre. Det måtte have været aftalt spil konkretiseret til Rostock-myten.

Men alle de misforståelser og forglemmelser som vi her har omtalt kunne jo godt føre til mytedannelser. Og så var det, at tyskerne under forhandlingerne truede med at bombe København.

 

En hjemmetysker lukkede for ytringsfriheden

Den 9. april 1940 lukkede også for ytringsfriheden. En af de hjemmetyske fører, advokat Dr. Clausen troppede op hos politimester Hartmann i Haderslev og meddelte, at nu havde politimesteren ikke mere at skulle have sagt, og at Clausens folk optrådte som hjælpere for de tyske tropper.

Dernæst dukkede Clausen op på avisen Dannevirke og erklærede, at dette blad var sat under censur. Derfor måtte det ikke udkomme mere. Men så galt gik det dog ikke.

 

Kun angreb fra den ene side

Men så begyndte Nordschleswigsche Zeitung med særdeles provokerende artikler. Men Jydske Tidende svarede igen med skarpe svar. Nu tog det tyske gesandtskab affære. Avisens ejer, Berlingske Tidende måtte bøje sig. Gesandtskabet lovede, at stoppe den tyske avis for flere provokerende artikler, men de fortsatte i forstærket grad.

 

Landets politiske uafhængighed på spil

Tyskerne havde lovet den 9. april at respektere Danmarks politiske uafhængighed og territoriale integritet. Men man kunne ikke føle sig sikker. Det varede ikke længe før vi var tvunget ind i Antikominternpagten. Og dyrlæge Møller lovede alle hjemmetyskere, at det nordslesvigske spørgsmål ville blive løst. Og den ny grænse ville blive Kongeåen. Man kunne godt allerede nu købe flag og flagstang, sagde han.

 

Hele Norden skulle være Germansk

Da von Hanneken i efteråret 1942 blev udnævnt til øverstbefalende i Danmark, sagde Hitler til ham, at Danmark burde have tilbudt ham det tyske område, der blev røvet efter første verdenskrig. Han ville dog vogte sig ved at flytte grænsen,

  • Idet der derved ville være blevet fremmanet yderligere politiske forviklinger.

Tilsyneladende lagde han også mere vægt på at få hele Norden under tysk dominans med stor flådehavn i Trondhjem. Ja der var da for resten også gamle planer.

Så tidligt som i 1937 betroede Hitler, Albert Speer:

  • Vi vil skabe et stort rige, der sammenfatter alle germanske folk. Det skal begynde i Norge og strække sig til Norditalien.

Ja dette kom frem ved flere lejligheder også efter 9. april 1940.

 

Mindretallet frygtede for fremtiden

Det tyske mindretal frygtede i den grad for deres fremtid. De vidste udmærket, at de havde optrådt illoyalt. Og da krigslykken nu var ved at vende, frygtede de at drømmen ”Heim ins Reich” skulle blive realiseret på en uønsket måde. I Sønderjylland var modstandsbevægelsen klar til at masseudvise alle de illoyale.

Den tyske militærcensur havde afsløret den nedtrykte stemning i det tyske mindretal. I en indberetning til den tyske kommando den 7. februar 1944 havde den tyske censur registreret den med uddrag af 33 breve fra hjemmetyskere:

  • Når krigen er forbi, kan vi ikke blive her længere. Det ved allerede i dag enhver tysker
  • Vi er opfyldt af bange anelser. Mon der bliver nogen af os folketyskere tilbage?
  • Vi tænker med gru på den dag, da vi må forlade landet-men måske?
  • Had, had og atter had-og det vil ikke være til at udrydde i generationer

 

Bonn-København erklæringen

To nationale problemer skulle løses efter besættelsen og det var bl.a. det sydslesvigske og det nordslesvigske spørgsmål.

Det første var det enkleste. Det tyske rige eksisterede ikke længere. Meget var lagt i ruiner. Og riget var opdelt i besatte zoner. Sydslesvig blev regeret af en britisk militærregering i Kiel. Sydslesvigerne ønskede i stort tal at komme til Danmark.

Den 26. september 1949 sikrede man det danske mindretal med en understregning af, at

  • Bekendelsen til det danske folkefællesskab og den danske kultur er fri. Den må hverken bestrides eller efterprøves af myndighederne

Men ak chikanerierne fortsatte. Og i forbindelse med Tysklands optagelse i Nato i 1954 blev spørgsmålet taget op igen. Det endte med, at Bonn-København erklæringerne blev underskrevet den 29. marts 1955.

 

Lovgivning og administration var overbelastet

Nu var det lidt mere kompliceret med det tyske mindretal. Hjemmetyskeren Paul Koopmann udtrykte det således:

  • Da først begreb vi de grænser, der var sat for os. Vi har gjort den bitre erfaring, som det er at måtte følge andre normer, end der ville gælde for os i Tyskland.

Der er delte meninger om, hvordan Danmark slap gennem retsopgøret. Den officielle holdning er, at vi klaret os godt og langt bedre end andre lande.

Men sandheden er, at det varede lang tid, inden Danmark kom ind i normale forhold. Både lovgivning og administration var overbelastet. Tyskland havde efterladt sig en gæld uden større udsigt til, at den kunne betales. I tilgift var vi blevet belastet med en kvart million tyske flygtninge.

Vi skulle tage os af hjemvendte Kz-fanger, tilbagevendte jøder og modstandsfolk. Politiet skulle reorganiseres og retssystemet var overbelastet. Og så var det lige modstandsbevægelsen.

 

Forstå og forsone

Nogle mente, at nationale mindretal er skabt af den historiske udvikling og at hjemmetyskerne havde hjemstavnsret i landsdelen. Den havde modstandsbevægelsen svært ved at sluge. Vi var således henvist til sameksistens. Nu måtte det være slut med at hade og hævne. Begge parter måtte indstille sig på at forstå og forsone. Men det var svært. Det skulle gå adskillige år, inden man kunne det.

 

Var det kun for at forhindre selvtægt?

Det hed sig, at man internerede størstedelen af mindretallets våbenføre mænd, for at gardere dem mod selvtægtsoverfald. Er det den hele sandhed?

Dengang man havde lavet anholdelseslisterne, vidste man ikke under hvilke former befrielsen ville ske. De allierede havde ønsket sig sikret imod at befrielsesstyrkerne blev faldet i ryggen af en 5. kolonne. Derfor hentede man også medlemmer af de nazistiske organisationer. Det stod ellers klart, at disse ikke skulle straffes.

 

Var Rusland forbundsfælde?

Der blev som bekendt vedtaget en straffelov med tilbagevirkende kraft. Den gamle straffelov fra 1930 rummede visse afgrænsningsproblemer i § 101, hvor der i stk. 2 fastsættes en straf på 2-12 år for danske statsborgere

  • Som under krig eller truende udsigt dertil yder fjenden bistand ved råd eller dåd eller svækker den danske stats eller deres forbundsfællers kampdygtighed

Det var krig den 9. april 1940 og igen den 29. august 1943. Men hvornår var det truende udsigt dertil? Og var Rusland vor forbundsfælde, før det blev overfaldet af Tyskland? Og efter at vi havde tiltrådt antikomiternpagten?

 

Tog man hensyn til hjemmetyskerne?

Det var blandt andet derfor, at man vedtog loven med tilbagevirkende kraft. Men man tog ikke nok hensyn til hjemmetyskernes naturlige tilknytning til Tyskland.

 

Ikke forbudt at lade sig hverve

Og hvad med de danskere og tyskere, der havde meldt sig ved østfronten? Det var ikke forbudt at lade sig hverve. Selv dengang, at det var internationalt forbudt at deltage i den spanske borgerkrig, frafaldt Danmark straf til de spaniensfrivillige. Det burde man også have gjort i forhold et til de frivillige i kampen mod Sovjet.

Men Danmark havde bundne hænder. De politiske partier var ikke frit stillet efter besættelsen. Den militante modstandsbevægelse var ikke til at komme uden om.

 

Retsopgøret blev forplumret

Retsopgøret blev forplumret af flere grunde.

Under Rigsdagens forhandlinger havde justitsministeren lovet, at der kun ville blive rejst tiltale i de groveste tilfælde. Men uvist af hvilken grund orienterede han ikke rigsadvokaten. I Rigsadvokaturen havde man ikke fulgt rigsdagsforhandlingerne. Så her tilrettelagde man din egen strenge kurs.

 

Statsadvokat Kirk misforstod signalerne

Statsadvokat Kirk i Sønderborg havde ikke meget til overs for mindretallet. I marts 1946 fik han besked på, at fremme sagerne mod medlemmerne af de hjemmetyske korps. Ved en misforståelse fik han den opfattelse at et pålæg i anklagen om at gøre opmærksom på de særlige straffenedsættelsesmuligheder for hjemmetyskere kun skulle omfatte Zeitfreiwillige og ikke frontkæmpere.

Resultatet blev at frontkæmpere fik den strengeste straf, hvor hensigten havde været modsat. Det første år var gået med en forkludring af retsopgøret i Sønderjylland. Spørgsmålet er nu, om han misforstod det, for han har senere givet udtryk for, at det tyske mindretal fik alt for milde straffe.

Det tyske mindretals ledelse havde ikke gjort opklaringen lettere ved at brænde kompromitterende materiale.

 

Stor forskel i straffeudmålingen

Omsider kom der dog en lovrevision. Samtidig mildnede højesteretsdommerne afgørelserne. En frontkæmper, der ved Byretten havde fået fire års fængsel og ved Landsretten havde fået to år, fik nu i Højesteret et års fængsel.

 

Debat om Frøslevlejrens Museum

Ja i det sønderjyske blev det også til en debat om Fårhuslejren. For i første omgang, ville man ikke have dette stykke danmarkshistorie med i Frøslevlejrens Museum. Det var en meget følelsesladet debat.

Og der stod undertegnede for mange år siden med familien og skulle hente et juletræ ude i skoven ved Frøslev-/Fårhuslejren og mødte den daværende leder. Jeg var så frimodig og spørge, om hvornår vi fik et Fårhus-Museum. Han og nogle andre tilstedeværende sendte mig dræberblik.

Spørgsmålet gik på dengang, hvem der skulle skrive historien:

  • Var det hjemmetyskerne selv?
  • Var det mennesker med samme indstilling som amtsborgmester Phillipsen?
  • Var det danske og tyske historikere i fællesskab med ret til at nedlægge veto?

 

Illoyal i det land, hvor de var statsborgere

Problemet var, at tyskerne mente, at de blev straffet for deres politiske indstilling. Men var det ikke for illoyaliteten i det land, hvor de var statsborgere?

 

Masser af information om emnet

Kære læsere, mere om denne problematik i min kommende bog ”Grænsen er overskredet”. Jeg håber snart at korrekturen er tilendebragt. Men gentlig kan du kaste dig over en masse artikler, der berører emnet på vores hjemmeside.

 

Kilde:

  • Sønderjyske Månedsskrift (diverse udgaver)
  • Sønderjyske Årbøger (diverse udgaver)
  • Besættelsestidens Litteratur (under udarbejdelse)
  • Bjørn Svensson: Bataljer med Bid og Baggrund
  • Bjørn Svensson: Mytedannelser omkring 9. april 1940
  • Bjørn Svensson: Derfor gik det sådan 9. april
  • Rasmus Kreth: Pilestræde under pres
  • Parlamentarisk Bind 16, (Bilagsbind 1)
  • Parlamentarisk Bind 2 (Bilagsbind 2)
  • Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen 1-2
  • Bo Lidegaard: Overleveren
  • Bo Lidegaard: Kampen om Danmark
  • Artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere:

www.dengang.dk indeholder 199 artikler omkring Besættelsestiden herunder:

  • april-aldrig mere
  • Alarm i Sønderjylland-8.april
  • Rostock-Mødet-myte eller virkelighed
  • Kampene 9. april 1940
  • Tønder og omegn 9. april 1940
  • Nazister i Tønder
  • Sorgen ramte Aabenraa 9. april 1940
  • Sorgen ramte Aabenraa-endnu mere
  • Spionage i Sønderjylland-inden besættelsen
  • Udleveret til tyskerne
  • Sønderjylland-besat
  • Danskerpak og Tyskerpak
  • Værnemagere
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
  • Politiet under besættelsen
  • Efter Besættelsestiden
  • Befrielsesdage
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • De fem lange år i Sønderjylland
  • Sønderjylland-maj 1945
  • Opgøret efter 1945
  • Tønder-efter krigen
  • Det tyske mindretal
  • Mindretal i brændpunktet
  • Jens Møller-Folkeforfører eller folkefører
  • Modstand i Kolding
  • Dramaet ved viadukten
  • Dansk agent skyld i gendarmers død
  • Frøslevlejren i den sidste tid
  • Straffelejren
  • Dagligliv i Frøslevlejren
  • Harreslev-dengang
  • Fårhuslejren
  • Frøslevlejren
  • Bov sogn-mellem dansk og tysk
  • En sønderjyde krydser sine spor og mange flere