Dengang

Artikler



Et tørveværk i Sølsted

Januar 22, 2018

Et tørveværk i Sølsted

J.N. Lorenzen blev forsyningsmester i Tønder. En gang redede han bryggeriet Victoria ude på Strucksalle fra en eksplosion. Hans far havde et jernstøberi samtidig med at han drev et tørveværk i Sølsted. Sønnen kom med i dette fortagende. Men det er nu ikke så meget dette værk, som vi skal høre om. Det er menneskerne, der var ansat her. For mange af dem var ”Landevejens svende” Og deriblandt var der sprittere. Men dette håndterede virksomheden også. Ved sæsonafslutning blev alle iført nyt tøj og fik rejsepenge. En del af lønnen blev tilbageholdt, så ikke alle penge blev drukket op. Mange af ”Landevejens svende” mødte op år efter år her i Sølsted mellem ca. 1885 – 1910.

 

Hvor ligger Sølsted?

Hvor ligger Sølsted egentlig? Ja det ligger nord for Tønder ikke langt fra Bredebro. Da ”Den Gamle Redaktør” boede i Tønder, var det mest berømte i Sølsted radio/tv-forhandler Nissen Sølsted. Ja her blev også kæmpet den 9. april 1940.

 

Fremstilling af tørv

I løbet af det 16. århundrede var de store skove på egnen forsvundet. Nu var det måske ikke så let at få den brændsel, man før bare kunne få fat i. Nu måtte man have fat i tørvemoserne. Ja man havde spade- eller skæretørv.

Først omkring år 1800 gik man i større omfang over til fremstilling af æltetørv. Den udgravede tørvejord ”stampes” (af dyr eller mennesker) under rigelig tilsætning af vand til en slags slam. Disse tørres derefter i flader og deles i tøv af ønsket størrelse.

Metoden er inspireret fra Holland. Ritmester Rahbæk fra Hedeselskabet udviklede metoden. Han udbyggede æltemetoden, så den ikke mere blev ”stampet” af dyr eller mennesker. Nu blev det sønderdelt i en æltemaskine. Slammet blev hældt i rammer og former og anbragt til tørring på læggepladserne.

 

Tørvepresseren var en konkurrent

En konkurrent til æltemaskinen var tøvepresseren. I denne maskine blev tørvejorden ligeledes homogeniseret, men uden tilsætning af vand og derefter presset ud gennem et formundsstykke i et sammenhængende bånd af passende størrelse. Ved hjælp af hårdt spændte strenge deles i tørv af ønsket format. Disse blev så anbragt til tørring på liggepladsen. Tørringsdriften var under normale forhold ca. 14 dage.

Som drivkraft brugte man lokomobiler. Til betjening af det hele krævedes 13 – 18 mand.

 

Et jernstøberi i Tønder

Vi har tidligere i en artikel her på siden fortalt om N.P. Lorenzen, der i 1857 grundlagde et jernstøberi i Tønder. Efter langvarige forberedelser grundlagde han i ca. 1885 et maskindrevet tørveværk i Sølsted. Formålet var at oprette en indbringende støttevirksomhed for jernstøberiet. Efter 1864 måtte man konkurrencemæssig arbejde under lidt trangere vilkår.

 

Sønnen går med i foretagenet

Sønnen M. Lorenzen (1854 – 1939) var teknikums uddannet i maskinudbygning. Fra 1880 var han med i firmaet. Denne driftsleder blev senere direktør for Tønders kommunale værker. Og engang redede han det store bryggeri ude på Strucksalle, Victoria i at springe i luften.

 

Værket blev udvidet

Han fortæller bl.a., at hans far ikke havde den fornødne kapital til at drive jernstøberiet, men han havde sejheden. Han hørte til de sidste, der opgav ævred. Støberiet hold op i 1890erne. Maskinværkstedet og de andre værksteder lukkede i de første år efter 1900.

I 1885 blev der købt noget mere jord i Sølsted. Der blev også investeret i diverse nyanskaffelser. I løbet af 6 uger var der blevet produceret 1 million tørv af ganske fremragende kvalitet.

 

Træhus til medarbejdere blev oprettet

Et rummeligt træhus rejstes til firmaets nu 15 medarbejdere. De andre tørvebønder syntes, at det hele var noget pjat. De troede ikke rigtig på Lorentzens virksomhed. Men foretagenet overlevede i 25 år. Da var mosen blevet udnyttet med en nettogevinst på 80.000 mark.

 

Man måtte have fat i ”Landevejens svende”

Oprindelig havde man regnet med lokal arbejdskraft til almindelig løn. Men dette var umuligt. Man nægtede at tage dette arbejde til almindelig løn. Man forlangte også løn på de dage, hvor man ikke kunne arbejde på grund af vejret.

Så måtte man gå lidt mere utraditionelt til værks. Man skaffede arbejde fra den store reserve på landevejene. I passende herberger og gæstehjem blev det bekendtgjort, at ”Tørveværket Sølsted” ønskede at antage arbejdere. Og kunderne ”Landevejens Riddere” indfandt sig. En fast stamme dannede sig. År efter år holdt de sig til Sølsted. Nogle kom der gennem 5-6 år andre gennem 2-3 år.

 

Det gjaldt om at få arbejdsattest

Gendarmen var vel i hælene på nogle af disse. Men de ville jo være rart at få fat i en ”Bemühungsschein”. Man kan efter 8-10 dages arbejde få en arbejdsattest og måske også et lønoverskud.

Allerede i februar måned ansøgte mændene helt nede fra Mellem- og Sydtyskland samt Schlesien om tilsendelser af beviser, så de uhindret kunne gennemføre vandringen til Sølsted.

I løbet af 6 – 8 uger kunne der tilbagelægges et større antal kilometer, og med den værdifulde ”Flebbe” i lommen berettigede en sådan vandring til de smukkeste forventninger.

En bager var begyndt i Sølsted. Men hans nye kollegaer advarede ham. Du skal aldrig begynde hos os, hvis du bare har den ringeste mulighed for at fortsætte, der hvor du slap. De samlede penge ind til ham og fik ham ril at rejse videre.

 

De faldt om på sengen

Carl Breuer hed en af de ansatte. Han var spritter. Han kunne under arbejdet ikke undvære sin ”Schachtbuttel”. Men bestille noget, ja det kunne han. Om aftenen drak han sig fuld. Hans medarbejder, Keller gjorde det på samme måde. Fra lørdag aften til tirsdag morgen var de ikke til at komme i kontakt med. De købte en 5 liter krukke og sad derefter stille og fornøjet på deres senge og drak sig en kaffepunch.

Det var meget bekvemt. Havde de fået nok, behøvede de bare at falde om.

 

Da Schultze fik penge

Deres mangeårige kollega og bekendt af firmaet gennem 15 år, Frederik Vilhelm Schultze gjorde det dog lidt anderledes. Han foretrak patteflaske forsynet med streger:

  • Man kan så dejligt indrette sig med en sådan

Ja sådan sagde han. Trods dette særlige system, blev han lige så fuld som de to andre. Var han færdig med spritten, kunne han præstere meget dygtigt arbejde og fandt sig i et hvert arbejde, som han blev sat til.

I ædru tilstand var han flittig og godmodig. Havde han penge måtte han af med dem og var så ”en værre ødeland”. Sin sværeste tid oplevede han, da han fik udbetalt 400 mark fra ulykkesforsikringen. Firmaet i Sølsted var ikke blevet orienteret om dette, ellers havde man hjulpet ham med at få styr på det.

Schultze behøvede kun 3-4 dage til at blive færdig med beløbet. Barberen fik 10 mark i drikkepenge. Til børnene på gaden blev der ”kastet penge i grams”. På herberget hos ”Mutter” Benkert holdt han åbent bord for vennerne, som han havde påfaldene mange af i disse dage. Han selv var ikke i ædru og kom ikke til ro, inden han var færdig med pengene. Han var hvis selv glad for, at pengene var blevet brugt.

 

Pastor og poet

En anden af arbejderne var mosedigteren Riechel. Han kaldte sig Rocholl idin bog ”Dunkle Bilder aus dem Wanderleben”. Han påstod, at have virket som præst i Amerika. Men han var blevet afskediget på grund af druk. Han gjorde i9ndtryk af at vlre en dannet og beleven mand. Det er sikkert troværdigt, at hans største tørst er blevet hans ruin. Det er vel også muligt, at han har været præst, men dokumenteret det, har han rigtig nok ikke.

Heller ikke Reichel kunne fås i tale om søndagen. Om lørdagen sørgede han for ”stof” og skrivemateriale. Derefter forsvandt han og blev ikke set mere før en gang om mandagen. I yndig harmoni af brændevin og poesi tilbragte han fritiden. Om mandagen kom han hjem med en tom flaske og en fyldt poesibog.

I løbet af sommeren så han sig selv på tryk. ”Tondernsche Zeitung” offentliggjorde ”Kyrasseren af Sølsted”, en lokal overlevering efter hvilken en svensk rytter skulle være sunket ned i mosen. Derefter blev et tøveværksepos trykt og med en personlig tilegnelse fordelt til det besungne personale. I spøgefulde vers behandlede han dette og arbejdet.

 

Spritdjævlen tog igen over

I et helt år blev han ansat som skriver af forstanderen af ”Katasteramt” Han blev fint påklædt og spillede også en tid rollen som forlystelsesdirektør i ”Singverein”. Men så fik han et tilbagefald. Spritdjævelen fik atter fat i ham. Naturen gik over optugtelsen. En skønne dag var Reichel forsvundet. Nogle dage senere fandt man en forkommen vandrer ved Ladelund i landevejsgrøften. Hvad der blev af ham er uklart.

 

Den mystiske mand, Schorer

Her i Sølsted var også en kleinsmed, således kaldte han sig i hvert fald. Han vidste besked om, hvad der skete i Japan og Chile. Han talte flydende engelsk. Han hed Schorer og var fra Zürich. Han var en mystisk mand og ikke særlig meget spritter. Han var ikke nogen forbrydertype. Ved afslutning af arbejdssæsonen havde han dog et sammenstød med politiet.

 

Han stak af

Han havde gennempryglet en gendarm, blev arresteret og blev dømt tre måneders fængsel. Natten før transporten brød han ud. Han undslap og blev ikke set mere i hvert fald ikke af politiet. Næste sommer mødte han ikke mere, men sendte dog en hilsen fra Jylland.

Men en dag så Lorentzen alligevel den hemmelighedsfulde ud for Vestergade. Det lykkedes først at indhente ham i Nystaden. Her fik han en kort samtale med den undslupne. Han ville ikke møde Bergmann (Tønders lokale betjent), derfor blev han nødt til at overnatte i det fri. Lorenzen holdt da også mødet for sig selv.

To dage efter mødte dennes dobbeltgænger på arbejde i Sølsted. Han var også fra Zürich og hed Schlatter. Men han var påfaldende fortrolig med arbejdet. Sine indkøb foretog han ikke i Tønder men i Bredebro.

 

Dele af lønnen tilbageholdt

Til stor overraskelse blev virksomheden i Sølsted rentabel, og den var med til at holde jernstøberiet i Tønder i gang. Men 60 dage om året kunne man dog ikke arbejde. Nogle år blev lokomobilerne brugt til tærskearbejde. Men også på dette område steg konkurrencen.

I henhold til arbejdskontrakten blev en del af lønnen holdt tilbage for at skaffe et disponibelt beløb til udrustning ved afskedigelsen. Dette beløb varierede for hele driftsperioden fra 100 til 125 mark pr. mand.

Nyiklædt og godt forsynet med rejsepenge rejste en del af folkene straks til Wesselburen for at tærske. Inden afrejsen måtte de præsentere den nye udrustning, således var det skik og brug, fordi de selv var ret stolte af den. De kunne med den vise sig alle vegne.

Efter tærsk sæsonen i Ditmarsken omtrent sidt i oktober drog de deres vej omkring. Mange vendte tilbage til Sølsted.

 

Ophold på sygehuset om vinteren

En enkelt, Frederik Vilhelm Schultze, som vi allerede har hilst på, blev en trofast vandringsmand mellem Tønder, Haderslev og Aabenraa. På hvert sted blev han lige så længe, til politiet gav ham et vink. Så forsvandt han til næste gang. I de første år gik han dog, som han udtrykte sig, på den store tur, der første ham helt til Lauenborg.

Til sidst begrænsede han sig til Haderslev Amt. Han søgte husly om vinteren som fodermester hos bønderne. De tog ham gerne igen for bortset fra drikkeriet, var han en rolig og brugelig medarbejder.

Til sidst kunne han ikke udholde det på landevejene mere. Til sidst blev han indlagt på sygehuset i Tønder. Den mulighed udnyttede han nu. Her fik man jo også fin forplejning. Der gjorde han sig også nyttig, så de havde ikke noget imod, at beholde ham så længe som mulig. Og så længe han var uden penge, var han ædru. Når foråret så kom til landet vandrede han igen ud i verden. Til sidst skulle han have været fundet død i Glückstadt.

 

Masser af dyreliv

Efter tørvefabrikationens afslutning lå mosen stille hen i mange år. Under Første Verdenskrig blev der dog stukket tøv i smug. Men det groede til, fugle og mange slags dyr begyndte at befolke mosen.

 

Kilde:

  • Se litteratur Tønder
  • Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 228 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn samt 149 artikler fra det Gamle Sønderjylland herunder:

 

  • Tønders Politistyrke: 1 mand (Bergmann)
  • Et jernstøberi i Tønder
  • En avis i Tønder
  • Et jernstøberi i Tønder
  • Emmerske ved Tønder
  • En hede nord for Tønder
  • Trøjborg 1 – 4
  • De fattige i Vest – Sønderjylland
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Bredebro – dengang
  • Klager over præsten i Ballum
  • Ballum – dengang
  • Agga – en sønderjysk pige
  • Ude mod vest
  • Langs Vadehavet
  • Indre mission, Baptister og mange andre

 

 


Tønder 1864

Januar 20, 2018

Tønder 1864

Hvad skete der i Tønder i de hektiske dage i 1864. Vi følger en embedsmand tæt på greven og hans dagbog i februar og marts. Ja egentlig var greven på vej væk fra Tønder. Men han fortrød og vendte tilbage. En ny borgmester og amtmand bliver udnævnt og østrigsk militær rykker ind i byen. Men egentlig er det de tysksindede beboere, der går amok. De smadrer vinduer, kaster sten efter danske embedsmænd og jager dem ud af byen. Ja i Løgumkloster skyder de ind af vinduerne. I artiklen følger vi da også lige salget af byens berømte apotek

 

Vi har før været i Tønder i 1864, ja da har vi beskrevet, hvordan det gik fysikus Ulrik. Ham har vi beskrevet i to artikler. Ja vi også beskrevet erindringer fra 1864-1920. Og her har vi fået indblik i dele af en dagbog.

Men først skal vi lige have solgt Tønder Apotek. Det vil sige, at det var det såkaldte ”Store Apotek”. Det knytter sig til denne handel den særlig omstændighed, at privilegiet blev udstedt af ”Det kaiserlig Østerrigske og kongelige Preussiske Øverste Civil-Øvrighed i Hertugdømmet Slesvig”.

Bevillingen blev berigtiget senere ved indbetaling af gebyr til Kiels Universitet. Sælger var Andreas Volkmar Ørnstrup født i 1829 i Svenborg. Han havde købt det i 1855 for 38.000 Rigsdaler.

Køber var Hendrik Augsburg, født 1825 i Middelfart. Han havde oprettet apotek i Keitum på Sild, men opgav dette til fordel for ”Store Apotek” i Tønder.

Aftale om overdragelse må være sket omkring 1. januar 1863, fra hvilken dato sælgeren er forpligtet til at opretholde et vist varelager (§ 2 i købekontrakten) Købekontrakten er dateret den 15. april 1864.

De aftalte priser er:

  1. Hus med inventar 20.625 mark
  2. Inventar 5.625 mark
  3. Privilegiet 60.000 mark

Kirkestolen er nævnt i købekontrakterne gennem århundreder, dog sidste gang i 1877, da Haarstrup overtager apoteket.

Renterne skal af køber sendes omkostningsfrit til sælger, så længe denne opholder sig i kongeriget Danmark eller hertugdømmerne Slesvig-Holsten og Lauenborg.

 

Justitsråd Carl Alexander Friis

Men der skete jo også andre ting i Tønder dengang. Frederik Carl Alexander Friis var justitsråd og amtsrådssekretær skrev dagbog dengang i 1864. Han var født i nærheden af Eckernförde. Hans far var lærer fra 1837 – 1873. Hans far kunne tale dansk, men kunne ikke skrive det særlig godt.

Som gammel mand boede han hos sønnen i Svendborg, hvor han døde i en alder af 90 år.

 

Flyttede med greven til Svenborg

Sønnen fik en uddannelse som skriver hos herredsfoged, grev Brockenhuus-Schack i Eckernförde. Da greven i 1860 overtog embedet som amtmand over Tønder amt flyttede Friis med hertil som fuldmægtig.

Efter at havde forladt byen i 1864 sammen med amtmanden, meldte han sig som frivillig til den danske hær. Senere blev han medhjælper på Amtsstuen i Nordborg. Men han kunne ikke affinde sig med de ændrede forhold. Så snart som muligt søgte han til kongeriget.

Han fik her ved grev Brockenhuus-Schacks overtagelse som amtmand over Svenborg amt stilling som amtsfuldmægtig. Han fik desuden en række tillidsstillinger. I en nekrolog omtales han som meget overholdt og en stor arbejdskraft. Vi har i hans dagbladsfortegnelser redigeret lidt, så vi nogenlunde er kommet frem til vores dages udtalelser.

 

Lørdag den 6. februar

Rygtet om, at vores soldater har forladt Dannevirke-stillingen og er gået tilbage til Dybbøl og Als, er i dag nået Tønder. Der er stor bestyrtelse på den ene side og stor glæde på den anden side. En del af Wilsters brigade blev ventet i Tønder i dag, men kom dog ikke.

 

Søndag den 7. februar

Det er en uhyggelig tilstand. Embedsmændene er begyndt at sende deres familie bort. Selv er de også begyndt at rejse. Det gjaldt også for Kiær, Kühnel og Lind.

Gendarmeriet fik af chefen ordre til at følge med den artilleriafdeling, der i dag marcherede her igennem til Ribe. Ligeledes er politibetjent Olsen fulgt med. Tønder er nu helt blottet for politi.

Politimester Holm var hos greven med en efterretning om, at de tysksindede borgere nok skulle forsøge at holde fred og orden. De forlangte dog bare, at en række embedsmænd skulle flytte. Heriblandt var fysikus p.p. samt greven.

Greven lyttede hvis nok modstræbende til Holm’ s råd. Han og grevinden forlod byen efter en times forløb for at tage til Ribe, efterladende ordre til Line, jomfru Foght og mig til at følge efter i morgen tidlig med en del bage.

Ræder bliver foreløbig i byen. Han og jeg sover den kommende nat i hovedbygningen. Optøjerne i gaderne under anførsel af Frølich fra Ellehus tog deres begyndelse i aftes. De kongelige skilte på post – og toldhuse blev revet ned. Det Slesvig – Holstenske flag blev ophængt under råb og fulderikkere.

Flygtende embedsmænd fordrevet af pøbelen fra Tønning og Husum kom i dag gennem Tønder. Herunder var borgmester Goops, toldinspektør, kaptajn d`Origny, adjunkt Magnussen. Neckelmann, herredsfoged Christensen, fysikus Bech fra Nybøl samt pastor Patersen fra Dedsbøl er også blevet fordrevet af en fordrukken skare.

På alle gadehjørner ser man proklamationer fra Slesvig – Holstenerne. Allerede i går aftes har man stormet pastor Riis Lowsons hus i Læk og tvunget ham og familien til at rejse.

 

  • Kiær = Herredsfoged i Tønder og Højer Herreder (Christian Albert Kiær)
  • Kühnel = Seminarieforstander i Tønder (A. M. A. Kühnel)
  • Lind = Herredsfoged (August Lind) i Vidingherred
  • Holm = Borgmester og Politimester i Tønder
  • Greven = Amtmand over Tønder Amt, grev (Ludvig Brockenhuus – Schack)
  • Fysikus = Læge (Frederik Ferdinand Ulrik) embedslæge i Tønder
  • Line = Kammerpige hos Grevinde Brockenhuus – Schack (Caroline Amalie Havlykke), dagbogsforfatterens senere hustru.
  • Ræder = Amtssekretær (J.G.F. Ræder)
  • Frølich = Forpagter på Ellehus
  • Neckelmann = Tingskriver Harald Neckelmann i Nibøl
  • Christensen = Herredsfoged i Bøking Herred (H. Th. V. Christensen) Nibøl

 

Mandag den 8, februar

I morges kl. 9.30 forlod Line, Foght og jeg byen. Vi kørte til Ribe, hvor vi traf greven og grevinden og en del af de fordrevne embedsmænd. Vi fandt kvarter hos gæstgiver Rosenbom på Skibsbroen.

Greven bestemte sig for at rejse med grevinden til Skanderborg, mens jeg med de to andre damer og bagagen skulle over Kolding til København. Afrejsen var fastsat til onsdag.

I Tønder fandt i aftes de værste optøjer sted. Hos Kier, Madsen og Fysikus slog man ruderne itu. Hage blev af pøblen tvunget til at nedtage skiltet med påskrift ”Humlekærren”. Han var tvunget til at hejse ”Slesvig – Holsten flaget” Hos Fysikus havde de også slået vinduerne ind. Han havde ellers besluttet at blive, men indså nu at han for egen sikkerhed måtte forlade Tønder.

 

Tirsdag den 9. februar

Herredsfoged Villemoes fra Læk, med hvem jeg i dag talte på Skibsbroen, har også måttet forlade sit embede. Det gjaldt også for tingskriveren. Holm havde indfundet sig sammen med godsejer Funke og en række advokater fra Rendsborg.

Funke havde erklæret, at man ikke ville anerkende en eneste dansk embedsmand i Slesvig. Man tillod dog nogle steder embedsmændene, at udpege deres efterfølger.

Proklamation af (dolzigeren), den Slesvig – Holstenske tronpræsident, Prins Friedrich af Augustenborg har i dag fundet sted i Tønder. (Dolzig er et gods i Brandenburg nær Sommerfeld, som han ejede).

En hvis Draeger havde åbnet højtideligheden med en kort tale til den forsamlede mængde (3 – 400 personer), der sluttede med et hurra for den ”folkekårne hertug”. Musikken spillede derefter en koral og mængden sang salmen ”Nun danket alle Gott”. Efter forestillingens anden akt ”Hoch für Schleswig – Holstein” og afsyngelse af oprørssangen, gik det i march gennem byen.

I den anledning gik barber Schultz i spidsen med Slesvig – Holsten flaget. Hr Frølich skred frem i midten med den sort-rød-gule fane.

Jeg har i dag drevet rundt i Ribe og kedet mig. Jeg var snart hjemme i mit kvarter, snart i klubben. Line og Foght havde den halve dag været hos grevinden for at pakke til den forestående rejse. Hen imod aften hentede jeg dem hjem. Bagefter drak vi te i fællesskab.

Jensen, der allerede er kommet hertil i går morges eller i forgårs aftes, rejste i dag til Kolding. Han havde søndags fået så meget skræk i livet, at han havde forladt Tønder uden penge og kun med det tøj, som han havde på.

 

 

  • Fysikus Ulrik var besluttet at blive i Tønder, indtil en vanskelig fødsel var overstået. Du kan læse to artikler om ham på vores hjemmeside.
  • Hage var vært på danskernes samlingssted, Humlekærren i Tønder. Den kan du også læse mere om på vores hjemmeside.
  • Villemoes = Herredsfoged i Kær herred Alfred Th. Villemoes i Læk.
  • Holm = Tingskriver i Kær herred, Chr. Holm i Nibøl
  • Funke = Godsejer N. Funcke, Fresenhagen, der var suppleant som stenderdeputeret.
  • Stoltz = advokat og notat i Læk, Peter Stoltz
  • Draeger = destillatør Dreaeger
  • Schultz = En fra Tønning stammende barber, Johan Caspar Schultz, der fik borgerskab i Tønder i 1832.
  • Jensen = Formentlig seminarielærer Julius Nicolai Jensen
  • Sarauw = Herredsfoged i Lø Herred, Ernst Sarauw, Visby
  • Marcussen = Birkefoged i Løgumkloster birk m.m. kancelliråd Jørgen Marcussen

 

Onsdag den 10. februar

Efter megen vrøvl fik jeg endelig i morges vores store bagage til posthuset og os selv i en til Kolding bestemt vogn. Greven og grevinden forlod Ribe noget tidligere end os.

Men efter at vi havde kørt nogen mil fra Ribe til Kolding mødte vi imidlertid greven, der havde fået skrupler over at have forladt Tønder, og nu havde besluttet at vende tilbage. Line og  jomfru Fogh måtte rejse videre til Kolding. Grevinden skulle blive i Ribe, og jeg tog selvfølgelig med greven tilbage til Tønder.

I Ribe skiftede vi heste og tog herredsfoged Lind med i vognen. Målet var at nå Møgeltønder og blive der natten over. Da sneen imidlertid havde gjort vejene ufremkommelige, nåede vi kun til Visby. Der blev vi dog meget gæstfri modtaget af herredsfoged Sarauw.

Her blev det fortalt, at man havde skudt gennem vinduet ind i boligen hos birkefoged Marcussens bolig i Løgumkloster uden dog at såre nogen.

 

Torsdag den 11. februar

Efter en rolig og på grund af herredsfoged Sarauw’ s udmærkede senge tilbragte vi en behagelig nat. I morges kørte vi til Møgeltønder, hvor greven tog ophold hos pastor Sonne, mens jeg indkvarterede mig hos Dierks.

Hos Sonne traf vi Kiær og præsterne Sodemann og Berggreen. Grevens ankomst vakte stor glæde, da alle kunne indse, at det var forkert, at han skulle rejse.

Om formiddagen tog vi en spadseretur ud ad Tønder-vejen. Vi vovede dog ikke, at gå helt ind til byen. Men vi mødte begge frøkener Outzen og siden Smith. Siden mødte vi postholder Lyse, af hvem vi fik at vide, at tyskerne i Tønder ”lede stærkt af moralsk Katzenjammer”. Vi spiste middag hos Sonne.

 

  • Sodemann = Chr. Fr. H. Sodemann, præst i Nykirke
  • Berggreen = G. G. W. Berggreen, præst I Aventoft
  • Lyse = Niels Lyse, postholder I Tønder

 

Fredag den 12. februar

Ræder kom i morges til Møgeltønder. Han spiste med mig og provsten til middag hos Dierks. Om eftermiddagen gik jeg med Ræder til byen, nemlig for at skaffe mig linned. Jeg var ikke i besiddelse af mere, end hvad jeg havde på kroppen.

På tilbagevejen rasede en frygtelig snestorm. Flere gange styrtede jeg på hovedet i de store snedriver. Jeg var nær ved at opgive at komme til Møgeltønder. Ræder, der kom lidt efter mig, var det gået på samme måde.

Greven og Kier var i dag taget til Løgumkloster for at besøge Markussen.

I går eftermiddags kom fysikus ind hos Sonnes og opfordrede greven og de forsamlede embedsmænd til straks at køre til Tønder, leje 20 – 30 håndfaste karle og prøve på at håndhæve deres myndighed.

Naturligvis var der ingen, der ville indlade sig på dette foretagende. For det første ville man ikke kunne få fat i det antal karle og for det andet var det meget risikabelt. Fysikus blev meget vred over afslaget og alene tilbage til Tønder. Men om aftenen var han atter blevet drevet ud af pøblen tilbage til Møgeltønder.

 

Lørdag den 13. februar

Efterretningen om, at Tønder var besat af preussisk militær, kom i morges til Møgeltønder. Dette fik greven til at beslutte sig for straks at køre til Tønder. Provsten, Ræder og jeg fulgte med ham. Vi kom uden at blive molesteret til Amtshuset.

Provsten gik det mindre godt, idet da han kørte over Torvet, hvor militæret, et preussisk-grenadier-regimet, netop spillede. Mængden anført af barber Schultz opdagede provesten, der blev modtaget af skrål og snebolde. Urostifterne blev dog irettesat af officerer.

Festkomiteen havde forsøgt at hejse et flag foran provstens dør. Han havde dog savet flagstangen over. Pastor Carstens undlader dog ikke at bevidne sin glæde ved at udhænge ”oprørsflaget”. I nat blev vi i Tønder.

 

  • Provsten = J.M.L. Hjort, provst i Tønder

 

Søndag den 14. februar

En løjtnant med to soldater og med Hansen-Smør som vejviser havde i går aftes forseglet alle offentlige kasser. I dag, da militæret atter drog nord på, tog de dem med.

Vi er nu igen uden militær beskyttelse. Greven gik derfor igen ud til Møgeltønder for at tilbringe natten der. Wrangels og regeringskommissær Zedlitz’ s proklamationer kom os allerede i forgårs til hænde. De samme erklæringer blev affattet i dag og ekspederet til diverse embedsmænd.

 

Mandag den 15. februar

Greven kom igen til byen i morges. Og hans og provstens erklæring om, at de er villige til at underkaste dem magten, afsendtes ved ilbud til Flensborg til civilkommissæren.

Der er kommet en afdeling østrigsk infanteri under kommando af en ”Hauptmann” og hen i mod 30 husarer under en løjtnant til byen. Efter sigende skulle de blive her en måneds tid. Greven har bestemt sig til at rejse til Flensborg i morgen for at tale med civilkommissæren.

Jeg spadserede i aften ud til Møgeltønder for at hente nogle af mine sager, som jeg havde ladet ligge og kørte tilbage i grevens vogn, som endnu stod hos Sonne.

En del af Tønder bys borgere har i dag haft forhandlet hos Jürgensen på Skibsbroen og valgt en ny borgmester. Det blev en advokat Volquardsen af Uetersen.

 

Onsdag den 17. februar

Greven returnerede i dag fra Flensborg, uden dog at medbringe nogen som helst oplysning om, hvad der er påtænkt med hensyn til de herværende embedsmænd. Civilkommissær Zedlitz’ s ytringer havde været så diplomatiske, at der ikke af dem lader sig drage nogen som helst sikker slutning.

 

Søndag den 21. februar

Jeg var om eftermiddagen en times tid hos Lassens og gjorde der bekendtskab med den hos dem indkvarterede østrigske løjtnant. Han gjorde indtryk af at være en flink lille fyr.

 

Tirsdag den 23. februar

En hvis ”Obergerichtsanwalt” Bleicken fra Birkenfeldt i Preussen er udnævnt ril borgmester i Tønder. Det sker efter, at Holm endnu ikke er blevet fyret. Han har derfor også i begyndelsen værget sig ved at aflevere embedet til efterfølgeren. Han har først ved kommandantens mellemkomst afleveret embedet.

Om aftenen var byen illumineret og ”Liedertaffel” bragte den nye borgmester et fakkeltog. Löven-Petersen bestræbte sig på, at holde en pæn tale, som dog aldeles mislykkedes.

Højtideligheden som jeg så gennem Humlekærrens vindue sluttede naturligvis med afsyngelsen af ”Oprørsvisen”.

Markussen fra Løgumkloster var så uheldig at komme til byen netop i dag. Han bandede som en hedning.

 

  • Bleiken = borgmester, senere amtmand og landråd i Tønder, Mathias Bleicken.

 

Fredag den 26. februar

Ved skrivelse fra den øverste civile øvrighed i Flensborg, der kom hertil i morges, er Kier blevet fyret og cand. Jur. Reeder i Læk udnævnt til hans efterfølger. Dette faktum trænger ikke til nogen kommentar. Jeg er nu overbevist om, at også grevens afskedigelse er nær forestående.

I dag inspicerede brigadegeneral Gondrecourt de hærværende tropper. Generalen, der er bekendt fra affæren ved Kongshøj, er en mand på 48 år, af middelhøjde, temmelig bredskuldret, stærkt, mørkt overskæg og mørk hudfarve.

Tønder by har sendt en deputation bestående af 9 personer til prins Friedrich af Augustenborg. Denne bestod af isenkræmmer Todsen, garver Todsen, købmand Bascke, maler Lausten, gæstgiver Petersen, Nicolai Carstensen og barber Schultz.

I går aftes fik jeg brev fra min Line, som endnu opholder sig i Skanderborg.

 

  • Reeder = Den senere landdagsmand G. Fr. Reeder, ejer af kancelligodset Bottschlott i Fåretoft Sogn.

 

Søndag den 28. februar

I aften i Humlekærren i selskab af konsul Kolvig og brændevinsbrænder Høiberg fra Ribe, Holm fra Møgeltønder, doktoren og Lynge.

 

Mandag den 29. februar

Herredsfoged Sarauw fra Visby er i dag arresteret af en østrigsk patrulje. Da Lind og jeg i aften kom fra Humlekærren og gik forbi amtsforvalterens hus, hørte vi slagter Frede brøle uden for Kiærs hus. Han gentog hele tiden ordene:

  • Hannemann ist ein Dieb. Hannemann hat 1.500 Thaler gestohlen.

En østriger kiggede utrættelig benægtede dette med det simple langtrukkende:

  • Nein

 

Torsdag den 3. marts

En patrulje husarer indbragte i dag en stakkels bådsmand fra Emsbøl, der beskyldes for, at have stået i forbindelse med kaptajnløjtnant Hammer på Før. Det gjorde et uhyggeligt indtryk at se ham i lænker og bevogtet af 5 infanterister med bajonet på bøssen, samt ekskorteres af 4 husarer køre ud af byen, forfulgt af hujende og skrigende drenge.

 

Fredag den 4. marts

Fra sognene Humtrup, Brarup og Løgum er der hos civilkommissionen indkommet andragender om, at det tyske sprog udelukkende må benyttes i kirker og skoler.

 

Tirsdag den 8. marts

I Humlekærren traf jeg i aftes et par folk, hvoraf den ene hed Laban og var fra Flensborg. Den anden hed Schütt, søn af en købmand i Kiel. De var begge Slesvig – Holstenere. Og det var hele aftenen noget værre kævleri.

 

Onsdag den 9. marts

Meget uventet ankom Line i dag fra Skanderborg for at se til at få så mange af grevens sager indpakket som muligt.

 

Den 15. marts

I dag fik greven sin afsked dateret den 12. ds. i en nogenlunde høflig form. Til hans efterfølger er ”overappellationsråd” de Fontenay af Kiel udnævnt.

 

Den 16. marts

Afleveringen af embedet til de Fontenay fandt sted i dag og jeg forlader i morgen tillige med greven byen.

 

Den 17. marts (Flensborg)

I formiddag straks efter at have spist frokost tiltrådte greven og jeg rejsen. Afskedsbesøg hos pastor Kok i Burkal. Til Flensborg kom vi kl. 18.30. Greven tog ind hos appellationsråd Kok, jeg i postholderiet, hvorfra jeg drog på grund af pladsmangel blev udkvarteret til nabohuset.

Ved Dybbøl er der skudt hele dagen, modsigende rygter om udfaldet. Ræder kommer efter i morgen.

 

Den 19. marts (Flensborg)

Ræder, som kom hertil i går og straks marchede mod Lyksborg for at besøge sin forlovede, har haft uheld med sig.

Jeg har hele dagen drevet omkring og set på det brogede liv, som for øjeblikket hersker her i byen. Det ene preussiske regiment drager ind efter det andet, for næste dag at marchere til Dybbøl og slå vores danske Jens’ er ihjel. Jeg gad nok vidst, hvor stor en hær preusserne allerede har samlet her.

 

Kilde:

  • Sønderjyske Månedsskrifter
  • Se Litteratur Tønder
  • Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

www.dengang.dk indeholder 227 artikler fra det Gamle Tønder og Omegn og 35 artikler fra 1864 og De Slesvigske Krige herunder:

  • En landsbydreng fra Møgeltønder (fra 1864)
  • Lundtoft herred 1848
  • Slaget ved Brøns
  • Slaget ved Brøns – et med tyske øjne
  • Sandheden om Herman Bang’ s Tine
  • Monrad – hvordan var han?
  • Monrad – nok engang
  • Sønderborg 1864
  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – egnen 1848 – 1864 (2)
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Ulrik – en fysikus fra Tønder (1)
  • Ulrik – en fysikus fra Tønder – endnu mere (2)
  • En avis fra Tønder
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Soldat i Tønder 1851
  • Apotekeren fra Højer
  • Heltene i Vadehavet
  • Sejren ved Bov
  • Kampen ved Bov – og de slesvigske krige
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Aabenraa – før prøjserne
  • Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
  • Aabenraa 1864
  • Slaget om Als
  • Sønderjylland til Ejderen
  • Istedløven brøler stadig
  • Begik kongen højforræderi?
  • Rendsborg 1848 – 1851
  • En lærer fra Burkal (efter 1864)
  • Turen går til Tønder 1862
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
  • Familien Jürgensens tyske sind
  • Aabenraa omkring 1900 og mange flere
  • Humlekærren i Tønder

 

7

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Landet bag Digerne

Januar 17, 2018

Landet bag Digerne (2)

Læs om Sort Sol og problemer med afvandingen. Hvad betyder ”oktroj”. Fire kæmpe pumpstationer blev bygget, lige som 108 kilometer ådiger og 150 kilometer kanaler. Vi besvarer spørgsmålet omkring ”Spadelandsret”. Og den store bygmester af diger var ”Hertug Hans den Ældre” Så var det Vidåen, den store å. Det var hårdt at bo herude. Beboerne skulle skaffe kapital til bygning af diger og sluser. Endelig vågnede politikerne op, og fik bygget det fremskudte dige. Det skete efter at 15.000 mennesker inklusive beboerne i Tønder var blevet evakueret. Vandet skvulpede allerede over diget. Havde stormfloden varet lidt længere var det gået galt.

 

Da vi gik fra den gamle hjemmeside til den ny var det ikke alt, som det lykkedes. En af de artikler er denne fra 2010, som faldt lidt uden for. Den ny – redigerer vi hermed. Bagerst i artiklen henviser vi til alle de artikler, som vi har skrevet om Marsk, Vadehav og Vestkysten.

 

Sort Sol

Mange besøger Marsken for at beundre fænomenet ”Sort Sol”. For os var det et almindeligt fænomen – dengang. Det er et imponerende syn. Pludselig kan der dukke rovfugle frem. For stimen er det så at holde sammen, men ofte opstår der panik. Og så slår rovfuglene til. En masse fugle bliver ramt og falder til jorden, og så begynder det store ædegilde.

 

Sagn og Historier

Herude har talrige stormfloder ændret landskabet. Kirker og byer er forsvundet i vandmasserne. Mange steder er man ved at genvende den tabte jord. Ja det har man vel allerede gjort. Den nuværende Tøndermarsk var jo engang en stor bugt.

Jo det var jo også sagnet om kirkeklokkerne ved Gotteskog. Det fortælles, at de blev ranet af sørøvere. En kirke skulle være opført i stedet for et fængsel. Sandsigersken Hertje spåede om fremtiden.

 

Havet steg

Havet blev ved med at stige. Derfor måtte digerne hele tiden forhøjes. De nyeste havdiger er i dag mellem 7 og 8 meter høje. Havde man ikke et forland, byggede man diger af et boldværk af træ. Men sådan en konstruktion kan ikke holde i længden.

Det har været temmelig krævende dengang, man byggede digerne. En kæmpe hjælp var det dengang, man indførte trillebøren til transport af jord. Man fandt senere på at bruge mursten til sluser og underløb. Senere var det beton, som man brugte.

 

Den store bygmester

Det var Hertug Hans den Ældre, der var den store bygmester af digerne. I 1555 – 1556 lykkedes det at inddige den nordlige del af Vidåbugten med kogene Højer, Møgeltønder, Tønder, Ubjerg og Karhave.

Ved Grippenfeld (Griffenfeld) blev der bygget en sluse over Vidåen. Fra 1562 til 1566 blev Gotteskoog inddiget ved hjælp af to diger. Det ene gik fra det sydlige Niebüll mod vest til Kleiner Koog i Emmelsbüll. Det andet gik fra Fegetasch mod nordøst til Rudbøl. Ved inddæmningen af Vidåen ved Rudbøl byggedes en sluse, som dels muliggjorde, dels vanskeliggjorde sejlads til og fra Tønder.

 

Afvandingsproblemer

Ofte har det været problemer ved Gotteskoog. Og de opstod også ved selve afvandingen. Det gik hele 400 år inden spørgsmålet om tørlægningen var løst. Man var uenige om, hvem der skulle betale for det.

Og så måtte man flere gange bygge nye sluser. Sluserne sank ligefrem ned i den bløde jord. På et tidspunkt var der hele syv vandmøller ved Gotteskoog. Der blev pumpet vand ud i afvandingskanalerne.

 

Vidåen – den store å

I 1715 blev den aflange Rudbøl Kog inddiget på begge sider af Vidåen med slusen ved Nørremølle. I 1861 blev der bygget et dige fra Højer til Rödenäs – Norddeich. Dermed opstod Ny Frederikskog. Tønderbugten var dermed helt inddiget. Vidåens nye udmunding blev forsynet med en ny og bekostelig sluse. Det er den vi i dag kalder ”Den Gamle Sluse”.

Ved Emmerske løber Arnå og Hvirlå sammen til Vidåen. Efter få udmundede den ved Lilletønder, det nuværende Tønder.

Egentlig er det svært, at bestemme åens faktiske længde. Man regner den for Danmarks tredje største vandløb. Dens opland strækker sig helt fra Løjt Kirkeby. Vanskellet ligger kun få kilometer fra Flensborg Fjord. Og så afvander den 1.400 km2. Det er ganske imponerende.

 

Hvad er en ”Oktroj”?

Herude taler man om noget, der benævnes Oktrojerne. Disse bestod af en række privilegier, som blev tildelt borgerne af hertugen, når de til gengæld sørgede for at tilvejebringe den nødvendige kapital til inddigningen af en kog.

Man fik tildelt afgifts- og toldfri perioder. Når der var digebrud, blev disse frister forlænget. Andelshaverne måtte drive fri handel i området. Men de fik også tildelt jagt- og fiskeriret.

I 1557 nedfældede man 20 punkter i den såkaldte ”Spadelandsretten” Ved forsømmelse af disse pligter kunne der gives hårde straffe. I artikel 8 står der frit oversat:

  • Hvis det sker, at en forsømmelighed i forhold til digearbejdet og dommerens straf intet nytter, og vedkommende således forvolder skade på kogen på grund af forsømmelighed eller dovenskab (uflid) kan domsmændene fratage vedkommendes land og rettigheder. Så skal digedommeren efter gammel spademandsret sætte spaden på diget, og den forsømmelige fratages sit land.
  • Digedommeren skal derefter tilbyde jorden til andre. Er de ikke interesserede, tilbydes den til de næste naboer på begge sider. Vil de heller ikke, tilbydes det til hele sognet. Hvis sognet ikke vil, må hele kogen inddige landet og beholde det til evig arv og eje.

 

Et hårdt liv

I kogene førte digefogeder og dommere tilsyn med digerne. I det 17. århundrede var det digegreverne, der var politibetjentene. De blev indsat af hertugen eller amtmanden i Tønder.

Det kunne synes hårdt at leve her i marsken. For hertugerne beordrede deres undersåtter til at tilvejebringe kapital, arbejdskraft og byggematerialer til digebyggeri og slusearbejde. Og der var masser at holde styr på. I marsken var der cirka 30 forskellige koge.

 

108 kilometer ådiger

Afvandingen af Tøndermarsken har altid været et stort problem. Det skyldes, at marsken sydvest for Tønder ligger under daglig højvande. I de ydre og yngre koge er terrænet noget højere. Tidligere var de enkelte koge sydvest for Tønder omgivet af sommerdiger og forsynet med vindmøller til udpumpning af vandet i foråret og sommertiden. I de ydre koge var der vindmøller til vanding af kvæg om sommeren.

I forbindelse med afvandingen af marsken blev der opført 108 kilometer ådiger. Endvidere blev der gravet en nys tor kanal, der førte vandet fra Sønderå til Grønå. Den blev kaldt for ”Vindvedkanalen”. Den er 8 meter bred med ådiger på begge sider. Der var planlagt at bygge et vandkraftværk ved Grønå. Der skulle have været en el-produktion til afvandingspumperne. Men der blev i stedet lavet en fordelagtig aftale med Sønderjyllands Højspændingsværk.

 

Kæmpe pumpstationer

Vidåen blev nygravet fra Vandmøllen i Tønder til Jernbanebroen og frem til Lægan. Herfra og til Højer Sluse blev Vidåen oprenset og uddybet. I den nordlige del af Ubjerg Kog blev der gravet et snoet forløb af Vidåen i forbindelse med det såkaldte ”Snæbelprojekt”.

Og i Tønder kan man i Vidåen opleve en meget dyr fisketrappe.

Havdiget mellem Højer og Emmerlev blev forhøjet til 6,40 meter. Fire kæmpe pumpestationer hjælper også med afvandingen. Den største ligger i Lægan nær Aventoft og den gamle grænsestation Møllehus. Også ved Nørremølle ligger en kæmpe afvandingspumpe.

Nogle steder dykker kanalen under selve Vidåen i et indviklet system. Ja 150 kilometer kanaler er benyttet til afvandingen. 70 kilometer kanaler bliver brugt til vandforsyning i sommerperioden og afvanding i vinterperioden.

Siden 1945 er der oprettet ca. 35 nye landbrug i marsken. De fleste bliver drevet som fritidslandbrug. I de indre koge dyrkes korn eller raps på 70 pct. af jorderne.

 

Endelig vågnede politikerne op

I nyere tid har der også været fare på færde her ude vest på. Den 3. januar 1976 kom en meget kraftig stormflod, som var den kraftigste siden 1825. Vandstanden var 4,92 meter over normal ved Højer Sluse. Det gamle havdige var 6,42 slog op over diget. Heldigvis var stormen kun kortvarig, ellers kunne det have fået katastrofale følger.

Hele befolkningen i marsken inklusive Tønder By i alt 15.000 mennesker blev evakueret. Dette fik endelig politikerne til at vågne op. Folketinget vedtog den 8. juni 1977 loven om det fremskudte dige for Tøndermarsken.

Digets længde på dansk side er 8,6 kilometer langt. På tysk side er det 3,7 kilometer Det slutter ved Hindenburg-dæmningen. Det er 7,45 meter højt, og det er 1,05 meter højere end det gamle.

 

Ilddåben

Allerede i november 1981 klagede diget sin ilddåb. Vandstanden nåede op på 4,97 meter. I december 1999 nåede vandet op på 4,53 meter.

Det gamle dige, der ligger 1,5 kilometer fra det nye holdes intakt, for at opnå dobbelt sikkerhed.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Højer
  • Se Litteratur Møgeltønder
  • Se Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder en masse artikler om Tøndermarsken, Vidåen, Diger, Stormflod og Vestkysten: Disse befinder sig inden for kategorierne

  • Tønder (226 artikler)
  • Sønderjylland (149 artikler)
  • Højer (67 artikler)

Bagerst i artiklen ”Langs Vadehavet” findes en liste over 89 artikler, der indeholder de omtalte emner.

 

 

 

 


Henrettet i Aabenraa (2)

Januar 17, 2018

Henrettet i Aabenraa (2)

Der var masser af hekseafbrændinger. Henrettelsesmetoderne kunne være brutale. Der var knibninger med varme tænger eller radbrækning i forskellige udgaver. Læs om modvillige håndværkere, borgmestermordet, og da en 14-årig blev dømt til døden. Lig blev dømt til anatomiske studier. Og blodet fra en henrettet kunne være helbredende. Så var det også, at pastoren fik det dårligt. Hvor lå retterstederne? Vi kigger på gamle kort. Her var masser af hekseafbrændinger. Vi kigger på knibninger med tænger og radbrækninger. Modvillige håndværkere ville ikke arbejde for ”uærlige”. Man kunne betale sig fra hængning og få halshugning i stedet. I Varnæs var der ikke råd til dobbelt-henrettelse. Røde Anders blev henrettet. Vi kigger på den sidste henrettelse i Nordslesvig. Den foregik i Hjordkær.

 

Da vi gik fra den gamle til den nye hjemmeside, gik det ikke godt for alle artikler. Og her var en af de artikler, der missede en del. Så nu forsøger vi igen. For selv om artiklen nu er 7 år gammel, er den stadig god.

 

Flot udsigt fra Galgebakken

Jag har ofte stået på toppen af Galgebakken i Aabenraa og beundret den flotte udsigt. Ofte har jeg tænkt på de skæbner, der overgik folk, der blev henrettet her. Også fra en af mine mange logier i Aabenraa, Barkmøllegade, havde jeg en god udsigt op til Galgebakken.

 

Masser af kort

Når man skal lede efter gamle rettersteder, er det godt at have gamle kort ved hånden. Således kan man finde meget i Pontoppidans Atlas over Slesvig fra 1781. Ja så er det også Mejers kort tegnet 1630 – 1650. De er dog lidt mangelfulde. Ja så har vi også Dankwerths Neue Landesbeschreibung der beiden Herzogthümer Schleswig und Holstein (1652). Ja på den sidste ses to galger i Aabenraa. Der var en galge på Arnbjerg, en markering ”Galhuy” ved Horsbyg og en galge ved Mjøls samt ”Galgenberg” i Hjordkær Sogn.

Men kigger vi lidt mere på et tidssvarende kort, finder vi også Galgenbjerg ved Varnæs. Og vi ved også, at der har været et rettersted ved siden af Ensted Kirke.

 

Rettersteder i Aabenraa

Man fik en skrå fra 1335. Siden fik man en stadsret efter forbillede fra Flensborg. I 1500- årene var retterstedet på Klinkbjerg ved skellet mellem byen og Kolstrup. Fra 1560 var det på Kapelberg syd for byen. Her fandt man faktisk i begyndelsen af det 19. århundreder rester af halshuggede forbrydere.

Allerede omkring 1600 flyttede retterstedet dog op på Arnbjerg også kaldet Galgebakken. I 1728 var galgen faldet ned. Men i 1729-30 blev den dog hejst igen.

 

Rise Herred

I Rise Herred ser det ud til, at retterstedet på Aarslev Mark i midten af 1600-tallet er blevet flyttet et par kilometer mod vest til Sdr. Ønlev Mark i Hjordkær Sogn. Rise Herreds tingsted blev flyttet til Brundlund Slot.

 

Lundtoft Herred og godserne

Lundtoft Herreds gamle tingsted skal have ligget i Ensted Sogn, hvor vejene fra Hostrup, Stubbæk og sognene fra vest mødtes. Et tingbjerg lå ved vejen fra Kliplev til Lundtoft. Fra 1770 holdtes der ting i Tørsbøl.

Den Ahlefeldt-Graastenske godjurisdiktion var fra 1600-årene først på Søgård senere i Gråsten. Efter 1725 var området delt mellem Gråsten og Søgård-Årtoft. Desuden havde godserne Grøngrøft, Ladegård og Skovbølgård egne ting.

 

Varnæs Birk

Varnæs Birks galge stod 1 km vest for byen på en gravhøj Tokshøj eller Tokkesbjerg. Stedet som nu ligger i 55 meters højde, kaldes Galgebjerg. Mellem 1830 og 1840 fjernede man den øverste del af bakken. Her blev der fundet skeletter af henrettede. De blev begravet ned igen. Der blev også sat en sten for at markere stedet. Den er dog senere forsvundet.

I herredet nævnes også Gallie Fold 1769 i Rinkenæs Sogn og Galdelyk i Holbøl Sogn.

 

Stubbæk og Kliplev

Ved Stubbæk og Kliplev omtales Galgen-Fled. Ludtoft Harder Gerichts Platz i 1778. Den lå 400 meter syd for Ensted Kirke.

Galgenberg i Kliplev nævnes i 1795 som liggende syd for byen på den østlige side af vejen mod Vilsbæk og Bov på gården Stejls marker.

 

Mord i Aabenraa

I 1588 blev Peder, en ung mand fra Husum henrettet for flerdobbelt mord. I 1616 henrettes Jacob Arnkiel for drab på en vægter.

 

Mange hekseafbrændinger

Især i tidsrummet fra 1610 – 1651 var der mange hekseafbrændinger i Aabenraa. Anna Jørgensdatter og Sussel Anders blev 1617 brændt for trolddom og synes at være kommet på bålet på det gamle rettersted syd for byen.

I 1609 blev Tyrre Jensdatter i Lovtrup i Uge Sogn dømt til bålet for trolddom. Dommen blev stadfæstet ved det nørrejyske landsting i Viborg.

I 1641 kom Margarete Koch på bålet for trolddom. Margarete Høien og endnu en kvinde var tiltalt i samme sag. Deres skæbne er dog ukendt.

Samme år blev Christine Christens smidt på bålet i Rise. Og her blev endnu en person smidt på bålet i 1661.

 

Knibning med tænger

For mænd, der var blevet døddømt, kunne der idømmes en tillægsstraf, hvis der var tale om en grov foreteelse. Det var knibning med gloende tænger. Anvendelse af disse er bl.a. blevet omtalt i Aabenraa i 1699.

 

Radbrækning

I meget grove sager kunne dommen også lyde på ”radbrækning”. Den dømte blev da bragt fra livet til døden ved at brystkasse, arme og ben blev knust af et vognhjul, på tysk ”Rad”. Denne løftede skarpretteren med stor kraft og førte mod offeret. Denne afstraffelsesmetode havde flere former.

Den værste form bestod af radbrækning nedefra og op for efterfølgende levende at blive flettet på hjulet.

Det næst værste var at blive aflivet på lignende måde men med et nådestød som afslutning på lidelserne.

Endelig var der de tilfælde, hvor radbrækning skete ovenfra og indledtes med normalt dødelig stød mod nakken eller brystbenet. I Sønderjylland var radbrækning normalt i 1500-1700 årene.

 

Salighed, synd og fordømmelse

Den 8. april 1750 var Peder Knudsen fra Elsmark på Als hjem fra en rejse til Odense. Syd for Ensted Kirke var han vidne til henrettelse af Ulrik Brandt.

Det var vigtigt for moralen dengang, at retterstedet lå på et trafikeret sted til skræk og advarsel. Ofte lå retterstedet også et højt beliggende sted.

Ulrik Brandt blev halshugget for mord og lagt på hjul og stejle.

H.N. Clausen beretter følgende fra sin dagbog: Salighed, synd og fordømmelse.

 

Modvillige håndværkere

Man var ikke altid god til at vedligeholde galgerne, således faldt galgen i Aabenraa også ned i 1728. Men det var ikke så lige til, at få håndværkerne til at hjælpe med det håndværksmæssige.

I 1796 skulle husfogeden i Aabenraa sørge for at få rejst et skafot. Det viste sig at være uhyre vanskeligt. Ingen håndværker ville risikere sit gode navn og rygte ved at udføre et sådant arbejde, der blev betragtet som ”uærligt”.

Hjulet og stagen endelig blev leveret af en håndværker i Felsted.

 

Borgmestermordet i Aabenraa

Præsten havde også et arbejde der skulle gøres i forbindelse med en henrettelse. I 1610 beretter pastor Johannes Generanus fra Aabenraa i sin årbog:

  • juni blev jeg kaldt til fangen Wulf Kalunt og hans hustru Marg. (i anledning af, at svigersønnen Claus Esmarch var blevet dræbt ved en mordkugle). Medens anklageren M. Blauting adspurgte konen nogle gange, trådte jeg til, men formåede ikke at bevæge hende til at aflægge en alvorlig tilståelse.
  • Manden derimod bekendte og angrede på det alvorligste, efter at Joh. Stanhuf i nærværelse af Nic. Cypræus havde oplæst selve den udførlige forhørsprotokol med anklagedes egen tidligere tilståelse, jeg meddelte ham da syndsforladelse og tog ham til alters.
  • Kapellanen Hr. Paul absolverede imidlertid Margareta i morges de, 13. juni næsten mod hendes vilje.

Samme dag blev de begge henrettet. Den 13. juni hedder det sig, at Wulf Kalunt – blev i stor hede radbrækket og rettet på Arnbjerg, hvor en stor menneskehop var strimlet sammen.

I Fladstenbogen hedder det sig:

  • Ao 1610, 14. juni
  • Bleff Wuluff Caalundt rettit paa Arnbierig, ihielslagen mett itt Hiul. Oc liger samestez der oppaa. Oc hans Hostru Margareta halshuggit Paa Kierkebeigit. Blef udlofuit aff hind(es) Sletctning att hun maate komme i Kierkegaarden at Ligge 60 mr Lubs. Alt dette er schett for s(alig) Clavis Essmarickis Onkelig affgang…..

Indrømmet det er svært at nedfælde datidens sprog. Åbenbart er de skriftlige kilder ikke helt pålidelig. For nogle kilder taler om, at afstraffelsen fandt sted på Arnbjerg, mens andre talte om, at afstraffelsen delvis på Torvet og på Arnbjerg.

Sandsynligvis er hustruen blevet halshugget på Torvet, mens ægtemanden er blevet radbrækket på Galgebakken (Arnbjerg).

Et par historikere mener nu, at der her er tale om justitsmord. Vi har i tidligere artikler berettet om hændelsesforløbet.

 

Halshugning i stedet for hængning

Det var mere fornemt at blive halshugget end hængt. Og dette kunne man betale sig fra.

 

Mordbranden

Den 19. maj 1610 gik store dele af Aabenraa op i luer. Peter Baadebygger og Niels Ovesen stod anklaget for mordbrand, De blev ”dømt til Ilden og andet Straf”. Dette har vi også tidligere berettet om.

I 1621 måtte byens vægter sørge for, at Claus Linnedvæver blev bragt til kirkegården og begravet. Han blev halshugget for drab på den tidligere byfoged, Claus Aarup.

Hertugen synes, at have benådet vedkommende til sværdet af hensyn til hans stakkels kone, børn og ”ærlige” slægtninge.

 

Til anatomiske studier

Skikken med at anvende henrettede forbryders legemer til anatomiske formål er kendt langt tilbage. Således brugte Leonardo da Vinci mere end 30 lig, som han sandsynligvis har skaffet fra rettersteder. Hans mening var at skrive et anatomisk værk. Det blev hvis aldrig til noget.

Den 14. januar 1668 attesterede bysekretæren, at vognmand Asmus Zimmermann havde bragt liget af en fra Arnbjerg hængt landevejsrøver ”frey und sicher” til universitetslægerne i Kiel.

 

Ikke råd til dobbelt henrettelse

Ifølge degn Gammelgaards optegnelser skal Varnæs efter svenskekrigene i 1600-tallet været så dårlig stillet, at det gik ud over birkets selvstændige status. Da en pige på Fogedgården tog livet af sit barn, og en bødker kort efter begik mord, var det en byrde for det fattige birk at udrede omkostningerne til de to henrettelser. Det er usikkert om de faktisk fandt sted i Varnæs.

 

14-årig dømt til døden

I 1670 blev Jens Knudsen hængt. I 1682 var Gunder Jesses fængslet i forbindelse med et barnemord. Hun blev formentlig halshugget i Rise. I 1767 blev endnu en kvinde henrettet for barnemord.

I en sag fra 1719 i Lundtoft Herred blev den kun 14-årig Hans Petersen dømt til døden efter at have brændt først en husbonds gård af, og da han slap væk, endnu en gård.

Det teologiske fakultet udtalte sig om sagen og anførte at kongen egentlig godt kunne have benådet ham på livstid på Bremerholm på grund af hans unge alder. Men han var bedre tjent med døden, da et helt liv fra så ung en alder i jern uden udsigt til at komme fri, er frygtelig og kan medføre selvmord.

Man foreslog, at han først blev kvalt og dernæst brændt. Det vides ikke om kongen lod nåde gå for ret.

 

Benådet for blodskam

Ved Tinghuset i Rise dømtes Rasmus Hansen i 1727 for blodskam. Han skulle halshugges og derefter smides på bålet. Steddatteren skulle ligeledes halshugges, men begraves på retterstedet. Hertugen på Glücksborg lod dog nåde gå for ret og benådede Rasmus til kagstrygning og landsforvisning.

Pigens skæbne kendes ikke, men mon hun ikke også blev benådet?

 

Begravelse på retterstedet

Selvmordere kunne også begraves på retterstedet. Det var tilfældet i Lundtoft Herred i 1752. Bøddelens knægt hentede liget af Hans Rytter fra Stubbæk på en kærre og begravede det under galgen i Ensted. Det at begå selvmord var også en strafbar handling dengang.

I 1765 døde Bendix Wenmaring i Aabenraa inden den forventede dom for fadermord kunne afsiges og eksekveres. Hans lig blev ført til Hjordkær, hvor rakkerknægten gravede det ned på Rise Herreds rettersted.

Den sidste henrettelse med sværd overgik i 1767, Catrine Nissen. Det blev betegnet som en ”ærlig” henrettelse, og hun blev begravet på kirkegården.

 

Pastoren fik det dårligt

En kold november måned i 1781 fulgte pastor Klincker i Kliplev keddelflikkeren Jonas Petersen. Og pastoren overværede henrettelsen. Det var mere, end hvad pastoren kunne tåle. Jonas havde myrdet sin kone Maren Jakobs.

 

Røde Anders henrettet

I februar 1795 var Anders Laursen, kaldet Røde Anders fra Mellerup ved Bjolderup på krybskytteri i Sønderskoven ved Aabenraa. Her blev han og sine kammerater overrasket af skovridder van Bergen.

Røde Anders skød på skovridderen, som blev hårdt såret og døde dagen efter. Han nåede dog at udpege sin morder, Røde Anders.

Anders blev fanget og tilbragte et år i et fugtigt hul af et fængsel på Brundlund Slot. Han blev henrettet tidlig om morgenen den 18. august 1796 ved Hjordkær.

Egentlig skulle henrettelsen have fundet sted tidligere. Men skarpretter Wagner fra Haderslev kunne ikke få rakkeren Bock i Aabenraa til at assistere og måtte derfor først skaffe en medhjælper fra Flensborg.

 

Sidste henrettelse i Hjordkær

Den sidste henrettelse i Nordslesvig fandt sted i Hjordkær i 1834. Det var H.S. Fallesen, der havde myrdet sin brud. En stor skare havde fulgt begivenheden.

Amalie Nielsen, datter af præsten Jep Hansen i Hjordkær havde vundet den dømtes fortrolighed. Hun beretter følgende:

  • Efter nogle trøstende ord fra præsten rettede Fallesen sig op og gik med lette skridt hen mod skarpretteren, tog selv sin trøje og sin halskæde af. Så blev han bundet for øjnene. Så knælede han sig ned. Men han kom ikke tæt nok til blokken. Rakkerdrengen slæbte ham derhen med hårene. Da min far så skarpretteren tage øksen, vendte han sig om for ikke at se eksekutionen. Men han så de sidste dødsstrækninger. Det var et syn, han længe ikke glemte. Nu begyndte mængden at røre sig. Men min far råbte højt ”Bi lidt, jeg har endnu et ord at sige”.

 

Blod skulle helbrede

En meget ejendommelig skik oplevede man efter mange henrettelser. Man troede, at blodet fra en henrettet var et sikkert middel mod ”den faldende syge” (Epilepsi). Man havde bæger med. De pågældende fik lov til at komme inden for afspærringen og optage blodet. Således vides, at tre syge fik lov til at drikke den halshuggedes blod i Hjordkær i 1834.

Når blodet var drukket skulle den syge løbe over flere bymarker, før blodet havde sin virkning.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Aabenraa
  • Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

  • Jordemødre, Hekse og Kloge Koner
  • Lov og ret i Aabenraa
  • Urnehoved – et tingsted ved Aabenraa
  • Lov og ret i Tønder
  • Henrettet i Tønder
  • Mord i Nyhavn
  • Henrettelse på Østerbro
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Ribe-Hekseafbrænding (2)
  • Riber Ret (3)
  • Æ Kachmand i Tynne (Kagmanden i Tønder)

 

 

 

 

Henrettet i Aabenraa (2)

Der var masser af hekseafbrændinger. Henrettelsesmetoderne kunne være brutale. Der var knibninger med varme tænger eller radbrækning i forskellige udgaver. Læs om modvillige håndværkere, borgmestermordet, og da en 14-årig blev dømt til døden. Lig blev dømt til anatomiske studier. Og blodet fra en henrettet kunne være helbredende. Så var det også, at pastoren fik det dårligt. Hvor lå retterstederne? Vi kigger på gamle kort. Her var masser af hekseafbrændinger. Vi kigger på knibninger med tænger og radbrækninger. Modvillige håndværkere ville ikke arbejde for ”uærlige”. Man kunne betale sig fra hængning og få halshugning i stedet. I Varnæs var der ikke råd til dobbelt-henrettelse. Røde Anders blev henrettet. Vi kigger på den sidste henrettelse i Nordslesvig. Den foregik i Hjordkær.

 

Da vi gik fra den gamle til den nye hjemmeside, gik det ikke godt for alle artikler. Og her var en af de artikler, der missede en del. Så nu forsøger vi igen. For selv om artiklen nu er 7 år gammel, er den stadig god.

 

Flot udsigt fra Galgebakken

Jag har ofte stået på toppen af Galgebakken i Aabenraa og beundret den flotte udsigt. Ofte har jeg tænkt på de skæbner, der overgik folk, der blev henrettet her. Også fra en af mine mange logier i Aabenraa, Barkmøllegade, havde jeg en god udsigt op til Galgebakken.

 

Masser af kort

Når man skal lede efter gamle rettersteder, er det godt at have gamle kort ved hånden. Således kan man finde meget i Pontoppidans Atlas over Slesvig fra 1781. Ja så er det også Mejers kort tegnet 1630 – 1650. De er dog lidt mangelfulde. Ja så har vi også Dankwerths Neue Landesbeschreibung der beiden Herzogthümer Schleswig und Holstein (1652). Ja på den sidste ses to galger i Aabenraa. Der var en galge på Arnbjerg, en markering ”Galhuy” ved Horsbyg og en galge ved Mjøls samt ”Galgenberg” i Hjordkær Sogn.

Men kigger vi lidt mere på et tidssvarende kort, finder vi også Galgenbjerg ved Varnæs. Og vi ved også, at der har været et rettersted ved siden af Ensted Kirke.

 

Rettersteder i Aabenraa

Man fik en skrå fra 1335. Siden fik man en stadsret efter forbillede fra Flensborg. I 1500- årene var retterstedet på Klinkbjerg ved skellet mellem byen og Kolstrup. Fra 1560 var det på Kapelberg syd for byen. Her fandt man faktisk i begyndelsen af det 19. århundreder rester af halshuggede forbrydere.

Allerede omkring 1600 flyttede retterstedet dog op på Arnbjerg også kaldet Galgebakken. I 1728 var galgen faldet ned. Men i 1729-30 blev den dog hejst igen.

 

Rise Herred

I Rise Herred ser det ud til, at retterstedet på Aarslev Mark i midten af 1600-tallet er blevet flyttet et par kilometer mod vest til Sdr. Ønlev Mark i Hjordkær Sogn. Rise Herreds tingsted blev flyttet til Brundlund Slot.

 

Lundtoft Herred og godserne

Lundtoft Herreds gamle tingsted skal have ligget i Ensted Sogn, hvor vejene fra Hostrup, Stubbæk og sognene fra vest mødtes. Et tingbjerg lå ved vejen fra Kliplev til Lundtoft. Fra 1770 holdtes der ting i Tørsbøl.

Den Ahlefeldt-Graastenske godjurisdiktion var fra 1600-årene først på Søgård senere i Gråsten. Efter 1725 var området delt mellem Gråsten og Søgård-Årtoft. Desuden havde godserne Grøngrøft, Ladegård og Skovbølgård egne ting.

 

Varnæs Birk

Varnæs Birks galge stod 1 km vest for byen på en gravhøj Tokshøj eller Tokkesbjerg. Stedet som nu ligger i 55 meters højde, kaldes Galgebjerg. Mellem 1830 og 1840 fjernede man den øverste del af bakken. Her blev der fundet skeletter af henrettede. De blev begravet ned igen. Der blev også sat en sten for at markere stedet. Den er dog senere forsvundet.

I herredet nævnes også Gallie Fold 1769 i Rinkenæs Sogn og Galdelyk i Holbøl Sogn.

 

Stubbæk og Kliplev

Ved Stubbæk og Kliplev omtales Galgen-Fled. Ludtoft Harder Gerichts Platz i 1778. Den lå 400 meter syd for Ensted Kirke.

Galgenberg i Kliplev nævnes i 1795 som liggende syd for byen på den østlige side af vejen mod Vilsbæk og Bov på gården Stejls marker.

 

Mord i Aabenraa

I 1588 blev Peder, en ung mand fra Husum henrettet for flerdobbelt mord. I 1616 henrettes Jacob Arnkiel for drab på en vægter.

 

Mange hekseafbrændinger

Især i tidsrummet fra 1610 – 1651 var der mange hekseafbrændinger i Aabenraa. Anna Jørgensdatter og Sussel Anders blev 1617 brændt for trolddom og synes at være kommet på bålet på det gamle rettersted syd for byen.

I 1609 blev Tyrre Jensdatter i Lovtrup i Uge Sogn dømt til bålet for trolddom. Dommen blev stadfæstet ved det nørrejyske landsting i Viborg.

I 1641 kom Margarete Koch på bålet for trolddom. Margarete Høien og endnu en kvinde var tiltalt i samme sag. Deres skæbne er dog ukendt.

Samme år blev Christine Christens smidt på bålet i Rise. Og her blev endnu en person smidt på bålet i 1661.

 

Knibning med tænger

For mænd, der var blevet døddømt, kunne der idømmes en tillægsstraf, hvis der var tale om en grov foreteelse. Det var knibning med gloende tænger. Anvendelse af disse er bl.a. blevet omtalt i Aabenraa i 1699.

 

Radbrækning

I meget grove sager kunne dommen også lyde på ”radbrækning”. Den dømte blev da bragt fra livet til døden ved at brystkasse, arme og ben blev knust af et vognhjul, på tysk ”Rad”. Denne løftede skarpretteren med stor kraft og førte mod offeret. Denne afstraffelsesmetode havde flere former.

Den værste form bestod af radbrækning nedefra og op for efterfølgende levende at blive flettet på hjulet.

Det næst værste var at blive aflivet på lignende måde men med et nådestød som afslutning på lidelserne.

Endelig var der de tilfælde, hvor radbrækning skete ovenfra og indledtes med normalt dødelig stød mod nakken eller brystbenet. I Sønderjylland var radbrækning normalt i 1500-1700 årene.

 

Salighed, synd og fordømmelse

Den 8. april 1750 var Peder Knudsen fra Elsmark på Als hjem fra en rejse til Odense. Syd for Ensted Kirke var han vidne til henrettelse af Ulrik Brandt.

Det var vigtigt for moralen dengang, at retterstedet lå på et trafikeret sted til skræk og advarsel. Ofte lå retterstedet også et højt beliggende sted.

Ulrik Brandt blev halshugget for mord og lagt på hjul og stejle.

H.N. Clausen beretter følgende fra sin dagbog: Salighed, synd og fordømmelse.

 

Modvillige håndværkere

Man var ikke altid god til at vedligeholde galgerne, således faldt galgen i Aabenraa også ned i 1728. Men det var ikke så lige til, at få håndværkerne til at hjælpe med det håndværksmæssige.

I 1796 skulle husfogeden i Aabenraa sørge for at få rejst et skafot. Det viste sig at være uhyre vanskeligt. Ingen håndværker ville risikere sit gode navn og rygte ved at udføre et sådant arbejde, der blev betragtet som ”uærligt”.

Hjulet og stagen endelig blev leveret af en håndværker i Felsted.

 

Borgmestermordet i Aabenraa

Præsten havde også et arbejde der skulle gøres i forbindelse med en henrettelse. I 1610 beretter pastor Johannes Generanus fra Aabenraa i sin årbog:

  • juni blev jeg kaldt til fangen Wulf Kalunt og hans hustru Marg. (i anledning af, at svigersønnen Claus Esmarch var blevet dræbt ved en mordkugle). Medens anklageren M. Blauting adspurgte konen nogle gange, trådte jeg til, men formåede ikke at bevæge hende til at aflægge en alvorlig tilståelse.
  • Manden derimod bekendte og angrede på det alvorligste, efter at Joh. Stanhuf i nærværelse af Nic. Cypræus havde oplæst selve den udførlige forhørsprotokol med anklagedes egen tidligere tilståelse, jeg meddelte ham da syndsforladelse og tog ham til alters.
  • Kapellanen Hr. Paul absolverede imidlertid Margareta i morges de, 13. juni næsten mod hendes vilje.

Samme dag blev de begge henrettet. Den 13. juni hedder det sig, at Wulf Kalunt – blev i stor hede radbrækket og rettet på Arnbjerg, hvor en stor menneskehop var strimlet sammen.

I Fladstenbogen hedder det sig:

  • Ao 1610, 14. juni
  • Bleff Wuluff Caalundt rettit paa Arnbierig, ihielslagen mett itt Hiul. Oc liger samestez der oppaa. Oc hans Hostru Margareta halshuggit Paa Kierkebeigit. Blef udlofuit aff hind(es) Sletctning att hun maate komme i Kierkegaarden at Ligge 60 mr Lubs. Alt dette er schett for s(alig) Clavis Essmarickis Onkelig affgang…..

Indrømmet det er svært at nedfælde datidens sprog. Åbenbart er de skriftlige kilder ikke helt pålidelig. For nogle kilder taler om, at afstraffelsen fandt sted på Arnbjerg, mens andre talte om, at afstraffelsen delvis på Torvet og på Arnbjerg.

Sandsynligvis er hustruen blevet halshugget på Torvet, mens ægtemanden er blevet radbrækket på Galgebakken (Arnbjerg).

Et par historikere mener nu, at der her er tale om justitsmord. Vi har i tidligere artikler berettet om hændelsesforløbet.

 

Halshugning i stedet for hængning

Det var mere fornemt at blive halshugget end hængt. Og dette kunne man betale sig fra.

 

Mordbranden

Den 19. maj 1610 gik store dele af Aabenraa op i luer. Peter Baadebygger og Niels Ovesen stod anklaget for mordbrand, De blev ”dømt til Ilden og andet Straf”. Dette har vi også tidligere berettet om.

I 1621 måtte byens vægter sørge for, at Claus Linnedvæver blev bragt til kirkegården og begravet. Han blev halshugget for drab på den tidligere byfoged, Claus Aarup.

Hertugen synes, at have benådet vedkommende til sværdet af hensyn til hans stakkels kone, børn og ”ærlige” slægtninge.

 

Til anatomiske studier

Skikken med at anvende henrettede forbryders legemer til anatomiske formål er kendt langt tilbage. Således brugte Leonardo da Vinci mere end 30 lig, som han sandsynligvis har skaffet fra rettersteder. Hans mening var at skrive et anatomisk værk. Det blev hvis aldrig til noget.

Den 14. januar 1668 attesterede bysekretæren, at vognmand Asmus Zimmermann havde bragt liget af en fra Arnbjerg hængt landevejsrøver ”frey und sicher” til universitetslægerne i Kiel.

 

Ikke råd til dobbelt henrettelse

Ifølge degn Gammelgaards optegnelser skal Varnæs efter svenskekrigene i 1600-tallet været så dårlig stillet, at det gik ud over birkets selvstændige status. Da en pige på Fogedgården tog livet af sit barn, og en bødker kort efter begik mord, var det en byrde for det fattige birk at udrede omkostningerne til de to henrettelser. Det er usikkert om de faktisk fandt sted i Varnæs.

 

14-årig dømt til døden

I 1670 blev Jens Knudsen hængt. I 1682 var Gunder Jesses fængslet i forbindelse med et barnemord. Hun blev formentlig halshugget i Rise. I 1767 blev endnu en kvinde henrettet for barnemord.

I en sag fra 1719 i Lundtoft Herred blev den kun 14-årig Hans Petersen dømt til døden efter at have brændt først en husbonds gård af, og da han slap væk, endnu en gård.

Det teologiske fakultet udtalte sig om sagen og anførte at kongen egentlig godt kunne have benådet ham på livstid på Bremerholm på grund af hans unge alder. Men han var bedre tjent med døden, da et helt liv fra så ung en alder i jern uden udsigt til at komme fri, er frygtelig og kan medføre selvmord.

Man foreslog, at han først blev kvalt og dernæst brændt. Det vides ikke om kongen lod nåde gå for ret.

 

Benådet for blodskam

Ved Tinghuset i Rise dømtes Rasmus Hansen i 1727 for blodskam. Han skulle halshugges og derefter smides på bålet. Steddatteren skulle ligeledes halshugges, men begraves på retterstedet. Hertugen på Glücksborg lod dog nåde gå for ret og benådede Rasmus til kagstrygning og landsforvisning.

Pigens skæbne kendes ikke, men mon hun ikke også blev benådet?

 

Begravelse på retterstedet

Selvmordere kunne også begraves på retterstedet. Det var tilfældet i Lundtoft Herred i 1752. Bøddelens knægt hentede liget af Hans Rytter fra Stubbæk på en kærre og begravede det under galgen i Ensted. Det at begå selvmord var også en strafbar handling dengang.

I 1765 døde Bendix Wenmaring i Aabenraa inden den forventede dom for fadermord kunne afsiges og eksekveres. Hans lig blev ført til Hjordkær, hvor rakkerknægten gravede det ned på Rise Herreds rettersted.

Den sidste henrettelse med sværd overgik i 1767, Catrine Nissen. Det blev betegnet som en ”ærlig” henrettelse, og hun blev begravet på kirkegården.

 

Pastoren fik det dårligt

En kold november måned i 1781 fulgte pastor Klincker i Kliplev keddelflikkeren Jonas Petersen. Og pastoren overværede henrettelsen. Det var mere, end hvad pastoren kunne tåle. Jonas havde myrdet sin kone Maren Jakobs.

 

Røde Anders henrettet

I februar 1795 var Anders Laursen, kaldet Røde Anders fra Mellerup ved Bjolderup på krybskytteri i Sønderskoven ved Aabenraa. Her blev han og sine kammerater overrasket af skovridder van Bergen.

Røde Anders skød på skovridderen, som blev hårdt såret og døde dagen efter. Han nåede dog at udpege sin morder, Røde Anders.

Anders blev fanget og tilbragte et år i et fugtigt hul af et fængsel på Brundlund Slot. Han blev henrettet tidlig om morgenen den 18. august 1796 ved Hjordkær.

Egentlig skulle henrettelsen have fundet sted tidligere. Men skarpretter Wagner fra Haderslev kunne ikke få rakkeren Bock i Aabenraa til at assistere og måtte derfor først skaffe en medhjælper fra Flensborg.

 

Sidste henrettelse i Hjordkær

Den sidste henrettelse i Nordslesvig fandt sted i Hjordkær i 1834. Det var H.S. Fallesen, der havde myrdet sin brud. En stor skare havde fulgt begivenheden.

Amalie Nielsen, datter af præsten Jep Hansen i Hjordkær havde vundet den dømtes fortrolighed. Hun beretter følgende:

  • Efter nogle trøstende ord fra præsten rettede Fallesen sig op og gik med lette skridt hen mod skarpretteren, tog selv sin trøje og sin halskæde af. Så blev han bundet for øjnene. Så knælede han sig ned. Men han kom ikke tæt nok til blokken. Rakkerdrengen slæbte ham derhen med hårene. Da min far så skarpretteren tage øksen, vendte han sig om for ikke at se eksekutionen. Men han så de sidste dødsstrækninger. Det var et syn, han længe ikke glemte. Nu begyndte mængden at røre sig. Men min far råbte højt ”Bi lidt, jeg har endnu et ord at sige”.

 

Blod skulle helbrede

En meget ejendommelig skik oplevede man efter mange henrettelser. Man troede, at blodet fra en henrettet var et sikkert middel mod ”den faldende syge” (Epilepsi). Man havde bæger med. De pågældende fik lov til at komme inden for afspærringen og optage blodet. Således vides, at tre syge fik lov til at drikke den halshuggedes blod i Hjordkær i 1834.

Når blodet var drukket skulle den syge løbe over flere bymarker, før blodet havde sin virkning.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Aabenraa
  • Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

  • Jordemødre, Hekse og Kloge Koner
  • Lov og ret i Aabenraa
  • Urnehoved – et tingsted ved Aabenraa
  • Lov og ret i Tønder
  • Henrettet i Tønder
  • Mord i Nyhavn
  • Henrettelse på Østerbro
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Ribe-Hekseafbrænding (2)
  • Riber Ret (3)
  • Æ Kachmand i Tynne (Kagmanden i Tønder)

 

 

 

 


De gamle Statsfængsler i Citadellet

Januar 15, 2018

De gamle Statsfængsler i Citadellet

Griffenfeld kom i fængsel. Og så var det svenskeren, der havde 5 værelser og to tjenere i fængslet. Murene var på tre fod. Her sad Struensee og Brandt. Og stakkels Dampe. Han blev også sendt til Christiansø. Og her var en ”negerfyrste”, der havde spist to af kongens udsendinge. Han troede, at de var en gave. I tre år havde han arbejdet på udbrud. Men en hun forhindrede det. Det var ellers lykkedes mange gange for Norcross. Til sidst måtte man bygge et bur til ham inde i fængslet. Han havde i sinde at bortføre kronprinsen

 

Griffenfeld i fængsel

Det er altid en oplevelse, at komme på Citadellet (Kastellet). Det bliver jo også kaldt Frederikshavn. Her er ligger volde og grave, som om de altid har ligget her. Her er Proviantboligen og Kommandørboligen. I 1725 blev fængslet bygget bag kirken.

Men længe før, var der fanger her. Danmarks største statsmand, Greve Peder Griffenfeld blev ført til Citadellet den 11. marts 1676. Han tilbragte fire år på hjørnet af Stjernestokken lige over for præsteboligen, der dengang var kirke.

 

Svenskeren, der havde fem celler

Den berømte svenske feltmarskal Grev Magnus Stenbock, der blev taget til fange ved Tønnings erobring 1713, boede her fra november 1714 til sin død den 23. februar 1716 i en af barakkerne, hvor fem værelser var indrettet til hans afbenyttelse.

Så hård kunne hans fangenskab ikke have været med al den plads. Han beholdt også sine to lakajer til sin opvartning og hans underholdning. Og hans underhold kostede ugentlig hele 77 Rdl. Dette var dengang en betydelig sum.

Han tilbragte dagen med at male og skære i elfenben og rav. Han malede selv sit portræt, der senere blev stukket i kobber. Inden han blev indespærret i Citadellet boede han fra 30. november 1713 til 17. november 1714 i en gård inde i København.

 

Tykke mure

Jo i fængslet bagved kirken sad disse berømte mænd. Men i umiddelbar forbindelse til kirken blev der i 1725 bygget en firkantet bygning med mure af tre fods tykkelse. Midt i bygningen gik en tre fod bred gang, lukket med jernbeslåede døre. På begge sider af gangen er der cellefængsler i to etager.

Værelserne er firkantede rum, 6 til 7 kvadratalen. Hvert værelse har et vindue forsynet med tykke jernstænger. En lille egetræsbordplade og en bænk af lidt over en fods længde og bredde, der er muret ind i væggen samt en bilæggerovn i nogle af cellerne udgjorde møblementet.

Gulvet var tidligere i stueetagen enten mursten eller små tilhuggede kampsten og mursten på anden etage.

 

Struensee og Norcross

Den første fange, der indviede dette fængsel var den engelske eventyrer og svenske kaperkaptajn, John Norcross, der var fængslet fra 1727 til 1758.

Jo her var jo også Greverne Struensee og Brandt. Deres fængsler lå i stueetagen og vendte ud mod volden. Her har man også en gang vist en flise. Om den sagde man, at her havde Dronning Juliane Marie stået forklædt i matrosdragt. Hun havde glædet sig over stormandens lidelser.

 

Stakkels Dampe

Her sad også Dr. phil. Jacob Jacobsen Dampe. Efter Napoleon den førstes fald sigtede han til folkets ret for en friere regering. Han blev forrådt af sine venner. I 1820 blev han dømt til døden. Men han blev dog benådet til livsfarlig fængsel. I fem var han indespærret her på Citadellet. Derefter blev han sendt til Christiansø. Men efter fem år blev sendt tilbage, da Christiansø skulle indrettes til karantæneanstalt. Men denne plan blev opgivet, så efter år måtte han igen retur. I 1840 fik han lov til at bo på Bornholm. Denne forvisning blev ophævet i 1848. Han vendte nu tilbage til København, hvor han døde i 1867.

 

En negerfyrste, der åd kongens udsendte

I årene 1830 – 40 husede to af cellerne på anden etage en ”Negerfyrste” fra Guldkysten og hans konseilspræsident. Efter hvad der siges bestod forbrydelsen i, at han havde stegt og fortæret nogle danske ”Sendemænd”. De var kommet for at forhandle med ham. Han troede, at det var en foræring af hans ”broder” Kongen af Danmark. Men dette blev nu ikke taget for gode varer.

Fængslerne er blevet hvidtet, sporene fra fortidens fangere er udslettede. Gulvene har fået brædder og kun værelsernes gamle form er tilbage. På den udvendige side af fængslet findes et minde, om en fanges forsøg på at undvige.

 

Tre års spildt arbejde

I det hul han har boret tæt over jorden, er der nemlig indsat en stor flisesten. Når man står på volden ved møllen, kan man se denne flise, der er afstikkende fra murstenene i den nordlige ende af bygningen.

En fange borede ved hjælp af en stump af en brødkniv hul i sin celle nær ved gulvet. Hver gang han gik for at forrette sin nødtørft fyldte han sine lommer med murgrus, som han tømte i kulen. Efter tre år var hullet stort nok til at han kunne krybe igennem. Men ak, udenfor gik en skildvagt. Han benytte lejligheden, når denne vendte ryggen til.

Men nu havde han ikke lige taget i betragtning, at der var en hund i nærheden. Denne begyndte at gø, da han krøb ud. Skildvagten vendte sig om og stødte ham tilbage i fængslet. Tre års arbejde var spildt på grund af en hund. Jo det var denne John Nordcross, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med.

 

Ville kidnappe kronprinsen

Han blev en berygtet kaperkaptajn, der opbragte mange danske, norske og hollandske skibe i Nordsøen. I 1717 skal han have gjort flere forsøg på at opsnappe den danske kronprins, senere Christian den Sjette. Denne ville han kidnappe til Sverige.

En dag, da kromprinsen således var på jagt i Dyrhaven lå Norcross med sit fartøj uden for Gyldenlund. Flere af hans folk havde skjult sig under landgangsbroen. Efter endt jagt spiste kronprinsen på Gyldenlund (nu Charlottenlund).

Kronprinsen ville vende tilbage til København ad Strandvejen. Men denne tur var for blæsende, så hans kammerjunker rådede ham til at ride ad Kongevejen. Derved slap han for at falde i Norcross arme.

 

Udsendt af landet med rejsepenge

Kort tid efter strandede han ved Thyborøn. Han tog af sted mod København og endte på en russisk chalup. Men ved Dragør mødte han Tordenskjold, der havde skarpe øjne. Han lod ham anholde og føre til København. Han blev spæret inde på Holmen. Men takket være en kvinde undslap han. Han gik til fods til Helsingør og slap over til Sverige.

Efter Karl den Tolvtes fald mistede han sin beskytter, Görtz, der blev halshugget. Han flakkede nu om i Europa. Overalt tilbød han sin tjeneste. I 1722 kom han atter til København. Han tilbød Frederik den Fjerde at brænde den russiske flåde i Kronstadt. Men han fik en kold skulder og hans tilbud blev afslået.

Han blev sendt ud af riget med besked om aldrig at vise sig igen. Med sig fik han 30 Rdl. i rejsepenge. Efter nogle års omflakken viste han sig igen Han blev fængslet mistænkt for forbryderiske tanker.

 

Stukket af igen

I Citadellets fængsel faldt tiden ham lang. Efter syv ugers forløb undveg han. Med fodstykket af sin seng og et skinkeben borede han en aftenstund hul i væggen. Han kom ind i et tomt sideværelse. Derfra gik han op ad en trappe i den øverste etage, hvor han huggede hul i brandmuren.

Klokken to om natten lod han sig fire ned i et stykke strik, som han havde snoet af sengehalm og et lagen. Da han gik over citadelpladsen blev han anråbt af en skildvagt:

  • Wer da
  • Officier

Han kravlede over volden, svømmede over gravene og kastede sig på ny i vandet for at svømme over til Sverige. Undervejs blev han optaget af et skib, der landsatte ham i Malmø. Herfra begav han sig til Hamborg, hvor han imidlertid blev genkendt af en dansk hverveofficer, Kreutz, der arresterede ham.

 

Det var lige ved at lykkes

Han blev nu på ny sat i sit gamle fængsel. Få dage brød han dog atter ud. Han indsmurte hele sit legeme i olie og tog sin slåbrok på sin nøgne krop. Da slutteren om aftenen kom ind til ham, stødte han ham omkuld med sådan kraft, at han væltede de i døren stående soldater. Han blev nu forfulgt af hele vagten.

Den første der greb fat i ham, beholdt hans slåbrok. For de andre gled hænderne af hans glatte krop. Netop da han var kommet over volden og ville lade sig glide ned i graven, greb en soldat ham i hårtotten og holdt ham fast til han fik hjælp.

 

Et bur til Norcross

Den ulykkelige slæbtes atter tilbage til fængslet. Der blev nu bygget et bur midt i fængslet, fire alen. Og det var i stærke egetræsplanker. Han blev smedet til en jernstang. I dette bur tilbragte han 16 år. Han morede sig med at afrette mus, som han forviste, når han modtog besøg. De løb omkring i hans lange skæg. Da han blev affældig blev buret taget bort. Norcross døde i fængslet i 1756.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Østerbro

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

  • Kastellet
  • Legemsdele i Kastelgraven
  • Det mærkelige fund i Garnisonskirken
  • Garnisons Kirkegård
  • Henrettelse på Østerbro

 

 

 

 


Skt. Petri – en skole med fortid

Januar 15, 2018

Skt. Petri – en skole med fortid          

Vi har tidligere beskrevet stedet. Nazismen blev ikke holdt tilbage, som det er hævdet. Organisten blev afskediget grundet nazistiske tendenser. Præsten ville have ham tilbage. Han var også musiklærer på skolen. Tyskerne ville have førerskole i København. Skolen var stor leverandør til Hitler Jugend. Ja en af klasselærerne var leder af denne organisation i København. Tidlig blev det nævnt, at halvjøder ikke skulle løbe over kirkepladsen. En elev og hans familie blev myrdet i Auschwitz. Jøderne blev mobbet ud, og skolen blev erklæret for ”Judenfrei”. Nu var antisemitismen også brudt ud blandt danskere. Man heilede på skolen.

 

Vi har tidligere skrevet om stedet

Vi har allerede skrevet om stedet, ja vi gik lang tid tilbage, helt tilbage til 1304, da kirken startede. Stedet var engang tilholdssted for Københavns elite. I vores artikel fra dengang skrev vi selvfølgelig også om skolen og dens nazistiske tilbøjeligheder. Vi forsøgte nu, at gøre det uden særlig høje løftede pegefingre. Vi har tidligere på vores side beskæftiget os med De tyske skoler i Sønderjylland og nazisterne.

Men efter, at vi skrev artiklen på vores side, udkom der en bog om skolen. Dette resulterede i en del debat især i Berlingske Tidende, hvor ledelsen på skolen blev beskyldt for at holde viden tilbage.

 

Nazismen blev ikke holdt tilbage

”Den Gamle Redaktør” mener også, at have læst nogle indlæg i Weekendavisen, hvor der stod noget om, at skolen stort set havde holdt nazismen tilbage fra skolen under besættelsen. Men det svarer nu ikke til fakta. Der var opstået en myte om, at her eksisterede ikke nazisme.

 

Organist blev afskediget

Til navnet Sankt Petri knytter det sig foruden kirke og skole også et kloster og et gymnasium. Her gik Werner Bests datter og sagde ”Heil Hitler”. Skolen fik også tilgang af to nazistiske lærere fra Tinglev.

Kirkens organist, Modis forsøgte allerede i 1932 at opbygge en nazistisk partiorganisation i Danmark. Han var også skolens musiklærer. Men han blev afskediget.

 

Præsten ville have organisten tilbage

Og egentlig har historien to siden. For det forlød, at kirkens præst ville have annulleret fyringen. Ja han tog til Tyskland efter ham. Lærerne havde forlangt en ny skolekommission og skolens leder havde taget sin afsked grundet fyringen.

Patronen på Sankt Petri, Bardenfleth, der også var Christian den Tiendes kabinetssekretær var klar over, at kontakten til besætterne ikke kunne undgås.

 

Nazisterne ville have en førerskole

Allerede i 1940 meddelte besættelsesmagten skolekommissionen, at de ønskede en ny skole i Danmark. Ret hurtig fandt Bardenfleth ud af, hvad det var for en skole, man ønskede. Det var en nationalsocialistisk læreranstalt NAPOLA. Man havde også disse i Tyskland og formålet var at uddanne nationalsocialistisk førerpersonale.

Patronen meddelte tyskerne, at det kunne han ikke være med til. Fra Skt. Petri kunne man ikke medvirke til dette. Grundstenen til denne overdimensionerede skole i Emdrup blev dog nedlagt. Denne kom senere til at rumme Danmarks Lærerhøjskole.

Dagmarhus ønskede nu lærere ansat. Disse skulle være medlem af DNSAP. Patronen fik forhindret dette. Som straf for dette meddelte de tyske myndigheder, at de ikke mere ville sende lærere fra Tyskland til Sankt Petri Skolen.

 

Storleverandør til Hitler Jugend

I perioden 1930-1945 var mindst 27 af skolens 40 lærere medlem af NSDAP og yderligere 7 var medlemmer af andre nazistiske organisationer som NS Frauenschaft.

Det blev påstået, at skolen var storleverandør til Hitler Jugend. Ja man havde endda en garnison på skolens område. Skolen blev ligefrem en rugekasse. Skoleinspektøren havde ikke noget som helst imod nazismen. Hans søn var en af hovedpersonerne i Hitler Jugends aktiviteter på skolen.

I løbet af 1930erne var cirka halvdelen af eleverne på skolen medlemmer af Hitler Jugend. Med besættelsen kom der dog flere til.

 

Klasselærer, leder af Hitler Jugend

På Skt. Petri var Hitler Jugends rolle efterhånden dominerende. Her var drivkraften Walter Jahn. Men fra 9. april 1940 var det Auswärtiges Amt, der stod for den del af arbejdet. Da krigen efterhånden tyndede ud i rækkerne, var det SS, der påtog sig opgaven.

På et tidspunkt var mindst en af klasselærerne (Schultz) Standortführer i Hitler Jugend. Og skolelederen (Maywald) tog på Hitlerjugend-lejr. Med på samme lejr var matematiklærer Wäsche, som senere blev ansat i den tyske sikkerhedstjeneste og dokumenteret på Kaj Munk.

 

Halvjøder skulle ikke rende rundt på kirkepladsen

Efter NSDAP’ s overtagelse af regeringsmagten i 1933 blev lærerforbundene gradvis ensrettet til et forbund. Selv om det officielt var kontrol med diverse forhold med Skt. Petri skole, så begyndte der under biologifaget indført racekære.

Men allerede i 1937 skriver præsten Walter Jahn til Gustav Modis, der var den første ”officielle” NSDAP leder i Danmark, at det ikke kan accepteres, at der render halvjøder rundt på kirkepladsen på Skt. Petri, og at dennes jødiske mor piller ved kirkepynten. Samtidig så er organisten en ikke arisk tysker.

Se det var sådan, at det tyske mindretal i Sønderjylland kaldte deres nazistiske organisation for NSDAP-N. Og her står N for Nordschleswig.

 

Familie endte i Auschwitz

Og de jødiske børn, der var på skolen blev alle moppet væk af både børn og lærere. I begyndelsen af 1930erne var der cirka 20 jødiske børn pr. årgang. Allerede i 1935, da de tyske racelove blev indført faldt dette antal til cirka 10 pr. årgang.

I bogen af Ole Brandenburg Jensen følger vi Adolf, da han forlod skolen i 1935 på grund af antisemitisme. Med familien rejser han tilbage Amsterdam, hvor nazismen indhenter dem, da Holland bliver besat. Familien bliver deporteret og myrdet. I skoleåret 1939/40 er der kun en jøde tilbage på skolen. Resten er moppet ud.

De nazistiske elever på Skt. Petri blev ligefrem instrueret i, hvordan de skulle moppe jøderne.

 

”Judenfrei”

I 1943 blev klasselisterne ændret, således at den rubrik, der angav tilhørsforhold til det mosaiske trossamfund ganske enkelt forsvandt. Nu var skolen i sandhed blevet ”Judenfrei”. En klasseliste fra 1930 fortæller, at der var jøder i samtlige klasser.

I 2005 udgav den tyske læge og jøde Erik Sommer sine erindringer. Han kom til Danmark som flygtning fra Østrig. Han beskrev sine måneder på Sankt Petri. Han fortæller, at langt de fleste af eleverne og lærerne var nazister.

Han fortæller, at man i den grad viste ham mishag. Det var kun den tyske præsts søn, der tog sig af ham.

 

Ridser i lakken

I en jubilæumsbog, der blev udgivet i 2015 kan man ikke læse noget om denne historie, Ja forfatteren Ole Brandenborg Jensen kaldte i debatten i Weekendavisen debatten for historieforfalskning.

Den officielle holdning er, at man kom gennem nazitiden uden nævneværdige problemer. Men nu er det så kommet ridser i lakken.

 

Antisemitisme også udbredt i danske kredse

På deres hjemmeside takker skolen for det gode omdømme skolen fik, takket være H.W Praetorius. Han var fra 1935 – 1949 lærer på skolen, derefter fungerede han indtil 1975 som skoleleder. Der står ingen steder, at denne herre meldte sig ind i NSDAP og at han var kasserer i den tyske nationalsocialistiske lærerforening.

NSDAP var meget aktive og forsøgte blandt andet at fjerne jøder i Det Tyske Handelskammer i København. Ja forfatteren til vores omtalte går så vidt til at erklære, at fjernelsen af jøder slet ikke var så ”udansk” som efterkrigstiden vil lade vide.

Antisemitismen var så udbredt, at det vil være uretfærdigt kun at knytte denne til tyskerne.

 

Man heilede på skolen

Når man efter besættelsen ville have dansk statsborgerskab, og de danske myndigheder så fandt ud af, at man havde gået i tysk skole eller været medlem af Hitler Jugend så fik man et rungende nej.

På skolen mener man nu, at eleverne skal vide, hvad der skete på skolen. Man mener her, at partimedlemmer blev sendt til Danmark og deres børn gik så på Skt. Petri. Desuden hæfter man sig ved, at langt de fleste elever på skolen ikke var børn af nazister.

Man heilede på skolen, selv om både Skolekommissionen og de danske lærere var imod det. Måske kommer Pretorius også op at hænge igen. Skolen mener ikke, at de skjuler noget. De vil i hvert fald ikke skjule noget.  De mener, at de har været udsat for en forkert tolkning og overskrift. Man vil gerne vedkomme sig hele historien – arv og gæld.

 

Ansvarlig for håndtering af historien

På 70 års dagen for befrielsen af Auschwitz udtalte Tysklands forbundspræsident Lemmert:

  • Efterkommende generationer er ikke ansvarlig for fortiden, men derimod for hvordan håndterer vi den?

Ja nogle mener, at Sankt Petri skolen har håndteret situationen for defensiv. Man mener måske sagen er forældet. Andre er oprørt over, at skolen har været mere brun, end man havde forventet.

Skolens opfattelse af historieskrivningen er præget af nazisten Pretorius. Det har været det tætte bånd mellem den kongelige patron, Sankt Petri Skole og Sankt Petri Kirke, der indtil nu har forhindret en dårlig omtale af institutionerne. Men åbenbart har sandheden været en anden.

 

Man skal ikke lukke øjnene for fortiden

Fra skolens side kan man ikke forstå, at man skal konfronteres med en overskrift, der ikke passer, for man ønsker jo netop ikke at skjule noget. Det kan jo også undrer, at Berlingske Tidende valgte at bruge en så bombastisk overskrift, der nærmest anklager skolen for bevidst at skjule noget historisk.

Man skal heller ikke gøre den nuværende ledelse ansvarlig. Men det som der skete dengang skal forhindres nok engang. Vi har alle et kollektiv forpligtelse til, at folkemord ikke skal gentage sig. Og derfor hører også Sankt Petri Schule til dem, der har en speciel forpligtelse til at efterleve etiske og moralske værdier. Det forudsætter dog at man kender den tyske og sin egen historie.

Intet bør fejes under gulvtæppet. Man bliver nødt til at vedkende sig sin egen historie, selv om overskrifter kan være svær at sluge.

En af de mest kendte elever var Richard von Weizsäcker (1924-1926) Han har været Tysklands tidligere forbudspræsident. Og han har udtrykt problemet ganske klart:

  • Den, der lukker øjnene for fortiden, bliver blind for nutiden

 

Kilde:

  • Artikel fra dengang.dk Sankt Petri og omgivelserne
  • Diverse andre artikler på dengang.dk omkring NSDAP/DNSAP
  • Ole Brandenborg Jensen: Landesgruppe Dänemark NPSADs udenlandsorganisation i Danmark 1932-1945

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 214 artikler fra Besættelsestiden, før, imellem og efter, herunder:

 

  • Sankt Petri og omgivelserne
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Nazister i Tønder
  • Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Jens Møller- Folkeforfører eller folkefører
  • Mindretal i brændpunktet
  • Det Tyske Mindretal
  • Besættelsestiden og det tyske mindretal
  • Varulve-angreb eller drengestreger?
  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Bovrup-kartoteket
  • Frits Clausen-den tredje historie
  • De danske Varulve
  • De dødsdømte fra Tønder
  • Frits, nazister og et kartotek
  • Frits Clausen, lægen fra Aabenraa
  • Bloddrenge og unge nazister

 


Tysklandsarbejdere og Dansk Erhvervsliv

Januar 14, 2018

Tysklandsarbejdere og dansk erhvervsliv

Der er stadig mange myter i forbindelse med Besættelsestiden. Vi skal her aflive nogle af dem. Og det er i forbindelse med Tysklandsarbejdere. Der var vel kun 10 pct., der valgte at rejse frivillig. Og at de blev sendt syd på for brændsel, kan have sin rigtighed. Virksomheder blev ikke tvunget til at samarbejde med tyskerne. Og Staten tvang dem ikke. Men de fik råstoffer som tak for samarbejdet. Og mange var afhængig af dette, ellers kunne de godt pakke sammen og lukke. Men hvorfor blev alle ikke straffet for samarbejde med tyskerne? Nogle havde tjent styrtende med penge og blev endda hædret. Man skulle helst tie tingene ihjel. Danmark leverede 25 pct. af Wermachts kødforsyning. I 1944 var det 160.000 tons svine- og oksekød. Ingen i landbruget blev dømt. Heller ikke Christiani, som byggede masser af u-bådsanlæg for tyskerne. Han blev i stedet dekoreret. Halvdelen af entreprenørerne arbejdede for tyskerne. De byggede for 200 milliarder kr. Mindst 23 danske virksomheder brugte tvangsarbejdere. Og Jens Otto Krag spredte løgb omkring Tysklandsarbejderne.

 

Ikke alle led nød

Generationer af danskere har i skolen fået at vide, at besættelsestiden var fem mørke, triste og fattige år. Men det var det ikke nødvendigvis for entreprenører, landmænd og industrifolk. Det var i økonomisk forstand fem lyse år, fem fede år. Ikke for alle men dog for en hel del.

 

Jens Otto Krag foragtede Tysklandsarbejdere

Under besættelsestiden rejste 129.700 danske arbejdere til Tyskland for at arbejde. I mange år blev disse arbejdere stemplet af en kold og hadsk tone. Således foragtede statsminister Jes Otto Krag dem. Han skrev følgende:

  • Det var ikke de bedste, der rejste ud. (Flertallet var uorganiserede) og de økonomiske tab, de påførte landet var kun små.
  • Der skal naturligvis ikke vises større moralsk overbærenhed over for arbejdere end andre samfundsgrupper, der gik tyskerne til hånde.
  • Deres antal androg, da det kulminerede ca. 30.000 mand
  • Da bomberne begyndte at falde, tog de klogelig hjem
  • Det antal, der tog til Tyskland og Norge var imidlertid relativt ringe (og dog stort nok til at hindre tvangsudskrivning)

Hvorfor han skulle lyve om antallet, er vel sammen med de andre beskyldninger for at kaste et dårligt lys på disse mennesker. Jens Otto Krags beskyldninger fremkommer i det socialdemokratiske værk af Hartvig Frisch, Buhl m.m.: Danmark besat og befriet 1-3. Den blev hvis nok udgivet i 1947.

 

Tysklandsarbejdere blev truet af fagbevægelsen

Men Tysklandsarbejderne blev truet med, at de ikke kunne få dagpenge, såfremt de ikke rejste til Tyskland, når de var arbejdsløs. Fagbevægelsen stod sammen om dette dengang. For 90 pct.’ s vedkommende blev arbejderne tvunget til at rejse.

Egentlig skulle de danske arbejdere kun arbejde 48 timer om ugen, men adskillige blev tvunget til at arbejde 60 timer. Det ser ikke ud, som fagbevægelsen kunne gøre noget eller ville gøre noget, for at forhindre dette. Det står også uklart, hvem der fik tilbudt højskoleophold i stedet for at blive sendt syd på. Der var ikke mange, der var klar over denne mulighed.

 

Råstoffer for arbejdskraft

De Samvirkende Fagforbund havde pointeret over for deres lokalafdelinger, at det var vigtigt, at sende medlemmer syd på, for så kunne Danmark fortsætte med at få brændsel. Tyskerne sanktionerede ikke med straffe som sådan, men de havde en hage i Danmark, da de kunne levere råstoffer som bytte for arbejdskraft. Og dette bytte syntes den danske fagbevægelse åbenbart var i orden.

Men hvad var det lige historikeren Ditlev Tamm skrev i sin bog ”Retsopgøret efter besættelsen”:

  • Økonomisk samkvem med fjenden under krig har altid været forbudt

 

Dansk Arbejdsmarkedsforbund var tilpasningsvenlig

Den 16. maj 1940 blev der udsendt et cirkulære fra de danske myndigheder, der fastslog, at der skulle arbejdskraft til selve Tyskland og virksomheder i Norge, der arbejdede for tysk krigsindustri.

I Dansk Arbejdsmandsforbund, hvor over halvdelen var uden arbejde gik bølgerne højt i forbundsledelsen. Forbundsformand, Axel Olsen var meget ”tilpasningsvenlig” over for tyskerne. Åbenbart skulle tyskerne have foreslået ham, som minister i en dansk regering, som tyskerne forlangte.

Fagbevægelsen afleverede lister med røde prikker på kommunister og folk, der arbejdede sammen med kooperatører.

 

Mange døde og sårede

Mange tysklandsarbejdere blev dræbt og såret under deres ophold. Hvor mange, det drejede sig om, er der uenighed om. Der nævnes dødstal mellem 80 og 500. De fleste overlevede dog arbejdsskader, mishandlinger og legemesskader efter engelske og amerikanske bombardementer.

 

Arbejdsgivere anmeldte arbejdere til Gestapo

Som regel gennemgik man lægeundersøgelser m.m. i en gennemgangslejr. Her kunne man risikere, at skulle opholde sig i ret lang tid, sammen med andre nationaliteter. Man sov i køjesenge. Forplejning og lønforhold levede slet ikke op til aftalen.

Rømmede man sin arbejdsplads kunne man være sikker på, at Gestapo ledte efter en. Danske arbejdsgivere i Tyskland angav danske tysklandsarbejdere til tysk politi. Og man kunne vel ikke være uvidende om, at det drejede sig om Gestapo.

Nogle af de danske arbejdere var også så uheldig at havne i en ”arbejderopdragelseslejr”, hvor man skulle gå i fangetøj og kortklippet hår. Her var man hele tiden under bevogtning af SS.

Ja andre endte i en af de mest berygtede lejre i KZ-systemet, Dora – Mittelbau. Her arbejdede hovedparten af fangerne under særdeles ødelæggende forhold med at producere V1 – missiler og V2 – raketter i en fabrik, der var indrettet i minegange og huler under jorden.

 

Ikke en garanti for ordentlige arbejdsforhold

De danske arbejdere havde ellers tillid til systemet, når de skulle arbejde for danske firmaer i det tyske. Men det var nu langt fra en garanti for ordentlige forhold.

Det viste sig, at mange af de danske firmaer reelt ikke arbejdede i Tyskland. Man udlejede danskerne til tyske firmaer mod et større eller mindre gebyr. ”Hvide slavehandlere” blev disse firmaer omdøbt til i den interne korrespondance.

Denne ”Slavehandel” stred mod dansk lov fra 1938. Denne lov forbød privat arbejdsanvisning. Men det var nu langt fra det eneste problem med den såkaldte ”firmaindsats” Til de brudte løfter overfor arbejderne kom andre uregelmæssigheder. Det var hyppigst forsøg fra firmaernes side at omgå reglerne for hjemsendelse af fortjeneste over den dansk – tyske clearingsordning.

Tysk hvervning af danske arbejdere til arbejdspladser i Tyskland startede med den danske regerings godkendelse allerede få uger efter den tyske Værnemagts indmarch i Danmark. Det blev straks en dundrende succes.

Medio oktober 1940 rundede antallet af danske arbejdere mod Tyskland allerede op på 20.000.

 

Stor dansk opbakning til Nazisterne

På et tidspunkt opstod den tanke, at man udover danske arbejdere også kunne tiltrække danske bygningsentreprenører. Man havde brug for alt. Efterhånden blev arbejdspladserne suget af folk, der skulle til fronten. Det nazistiske Tyskland var glad for Danmarks opbakning, dermed bakkede de os op om krigsindustrien.

 

Store planer for danske virksomheder

Hitlers chefagent Albert Speer havde store planer for ”Verdenshovedstaden Germania”. Der skulle oprettes gigantiske bygninger. Men også rigets tredjestørste by havde store planer. Dette indebar en gennemgribende bortsanering af Hamborgs indre by.

En gigantisk hængebro over havneområdet, som de største skibe skulle passere under, skulle forbinde bydelene nord og syd for Elben.

 

Dansk generalkonsulent begejstret for tyskernes planer

En af dem, der lod sig betage at de store planer, var Danmarks generalkonsul i byen, Marinus L. Yde. Han havde fungeret som leder af Danmarks generalkonsulat i Hamborg siden 1921. Ydes udprægede tyske holdning blev ikke afsvækket af nazisternes overtagelse. Tværtimod søgte Yde forbindelse den dybt korrupte nazistiske hardliner, Karl Kaufmann, en af Hitlers betroede.

Storhamborgs – planerne fik allerede det blå stempel i forsommeren 1939. Jo de mange sejre skabte en euforisk stemning i Tyskland. Forventningerne var en snarlig afslutning af krigen. Regimets prestige steg. Men nu skulle magtpositionen først omsættes i sten og bestandige symboler. Og det var her de danske entreprenørvirksomheder-og for den sags skyld også hollandske og belgiske-kom ind i billedet.

 

Entreprenørerne bed på

Og de danske firmaer var uset til at bygge arbejderboliger og etablering af store luftbeskyttelseskældre. Yde kontaktede udenrigsminister Scavenius og ingeniør Niels Monberg fra entreprenørfirmaet Monberg & Thorsen. De var begge hans personlige venner.

Og snart mødtes toppen af Entreprenørforening, Ingeniørforeningen, Akademisk Arkitektforening samt Dansk Arbejdsgiverforening sammen med tyske repræsentanter.

 

Minister sikrede sit eget firma

Nu var det ikke nyt, at man havde samarbejde med Nazi-Tyskland. Der var også Fugleflugtslinjen, hvor minister for offentlige arbejder, Gunnar Larsen i juli 1940 havde forpligtet regeringen til et samarbejde med tyskerne omkring ”Fugleflugtslinjen”. Så kunne han også sikre sit gamle firma F.L. Smith.

Ja og så er det også det store angement som dansk erhvervsliv udviste i de østlige områder i Tyskland, det vil sige også alle de områder, som tyskerne havde overfaldet i Polen. Men se dette tema har vi allerede beskæftiget os med i en artikel.

 

Politikere: ”Tag det lidt med ro”

Tyskerne ville også gerne have dansk arbejdskraft til krigsmæssige projekter. Men da agtede man, at klare sig gennem Deutsche Arbeitsvermittlungsstelle. Disse skulle så ansættes under tyske firmaer.

Alt i alt reagerede de danske organisationsfolk positiv og interesseret med udsigt til så maget arbejde. Man fandt de forhold, som tyskerne tilbød som meget gunstige.

Tyskerne forestillede sig, at de danske entreprenører selv skulle medbringe værktøj, kørertøj, tungt materiel m.m. Men socialminister Kjærbøl fandt det ikke rigtigt at afslå tyskernes ønske, men man skulle begrænse det mest muligt. Man skulle helst holde tyskerne på arms afstand og undgå forpligtende dansk-tyske aftaler og fællesorganer.

Politikerne mente, at de 20 involverede firmaer foreløbig skulle klare sig med 1.000 mand. Men dette anså man fra entreprenørerne som et latterligt antal. På det tidspunkt var der allerede rejst 28.000 til Tyskland heraf 7.500 til Hamborg.

 

Sagen blev lukket for pressen

Søndag den 27. oktober berettede Berlingske morgenavis udførligt om Storhamborg-planerne. I Hamborg brugte generalkonsul Marinus Yde ord som ”dristig” og ”gigantisk” om alle de byggeprojekter som de danske entreprenører skulle igennem.

Så blev det ellers tavst om sagen. Udenrigsministeriets Pressebureau lod forstå, at sagen ikke skulle omtales mere. Chefen for ministeriets juridisk-politiske afdeling, Niels Svenningsen havde nedlagt forbud mod at omtale sagen. Og det lykkedes totalt at mørklægge sagen.

 

Regeringen: ”Det var ikke et pålæg”

Et betydeligt antal af byggebranchens virksomheder var særdeles interesseret i at samarbejde med tyskerne. Udenrigsministeriet havde på et møde den 13. juni 1940 givet udtryk for:

  • At det var ønskeligt at entreprenørerne påtog sig udførelserne af arbejderne.

Men der blev også tilføjet en sætning, som byggebranchen glemte:

  • Men selvfølgelig står det enhver frit for om han vil eller ej

Byggebranchen eller dele af den udlagde det som en statslig ordre og brugte i sine succesrige bestræbelser på at stryge sin del af ansvaret for kollaborationen af sig.

Regeringen gentog, at der ikke var tale om et pålæg. Entreprenørforeningen vendte flere gange tilbage. Man henvendte sig også til Udenrigsministeriet og svaret herfra var svaret det samme. Og det blev understreget, at regeringen ikke kunne give nogle grantier om, at der ikke senere ville ske retsforfølgelse.

 

Konspiration mod regeringen

Både Thorsen, Kjærbøl og Stauning forsøgte at begrænse initiativerne. Men det sørgede Entreprenørforeningens formand, at tyskerne fik at vide. Han håbede, at tyskerne ville lægge pres på den danske regering.

Knud Højgaard var sammen med flere andre af de store entreprenørfirmaers ledende folk dybt involveret i en konspiration mod regeringen, som bundede i en afvisning af Socialdemokratiet og demokratiet som sådan.

 

”Kan vi så få det blå stempel”

Frygten for at blive ekskluderet var angivelig årsagen til, at Wright, Thomsen & Kier sammen med et andet af datidens store firmaer Christiani & Nielsen tog kontakt til Entreprenørforeningen i sommeren 1944. De havde arbejdet ihærdigt for tyskerne og ville have bestyrelsen til at blåstemple deres aktiviteter.

På Entreprenørforeningens generalforsamling efter befrielsen lagde Einar Thorsen vægt på, at man havde holdt igen over for tyskerne og gjort nationale betænkeligheder gældende over for et stort dansk engagement i Tyskland.

I lyset af det igangværende retsopgør og truslen om konfiskation af kollaboratørernes formuer var det tydeligvis vigtigt at skabe fælles fodslag med hensyn til, hvad entreprenørforeningens medlemmer sagde om samarbejdet med tyskerne. Men nu bærer det meget tydelig præg af efterrationalisering. I begivenhedsforløbet er der ikke spor af tilbageholdenhed fra foreningens side.

 

Firmaer uden om traditionelle godkendelser

Tyskerne antog hurtigt danske firmaer uden om de traditionelle godkendelsesprocedure. Efter mindre end et halv års firmaindsats var der allerede en halv snes firmaer i gang udover dem, der havde fået godkendelse. I løbet af maj 1942 befandt der sig allerede 128 firmaer i entreprise. Flest danske firmaer var der i Kiel, og her var der masser af arbejde ved Kriegsmarine og Luftwaffe.

Danske entreprenører fik kontrakter på genopbygning og reparation af bombeskadede bygninger, broer og anden infrastruktur.

 

180 danske firmaer i Tyskland

Nogle af de danske firmaer kunne ikke klare sig økonomisk. De gled lige så stille ned til at blive ”Hvide Slavehandlere”. Man rejste fra dansk side tiltale mod de værste af slagsen. I november 1942 gik det allerede ud over 15 firmaer.

I 1945 opgjorde Statens Udvandringskontor, at alt 180 danske firmaer inden for bygge og anlægsvirksomhed i kortere og længere tid havde været aktive i Tyskland.

 

Højgaard & Schultz pressede de ansatte

Højgaard & Schultz havde forsøgt at presse arbejderne til at forblive i firmaets tjeneste i Tyskland udover den tid, de kontraktlig havde forpligtet sig til ved i strid med kendsgerningerne, at true dem med, at ”de ved hjemkomsten til Danmark ikke ville kunne erholde understøttelse af nogen art, hvis de ved kontraktforholdets ophør forlod firmaet mod deres ønske”

 

Løfter blev ikke overholdt

Firmaet Industribyg, som i forbindelse med hvervingen havde lovet arbejderne, at de skulle arbejde på en dansk ledet arbejdsplads under danske foresatte, men i stedet overlod dem til tyske firmaer.

Nymark & Olsen havde givet arbejderne løfte om fri forplejning og højere timeløn, hvilket ikke blev overholdt. Og sådan kunne vi blive ved.

 

Et godt bidrag til den nazistiske krigsøkonomi

I alt var der i alt 127.910 Tysklandsarbejdere. Og af disse var 27.745 tilknyttet den danske ”firmaindsats”. Det var således hver femte arbejder, der blev hyret til Nazi-Tyskland af et dansk entreprenørfirma.

Set i betragtning af Danmarks befolkningstal var det ikke et ubetydeligt bidrag som danske entreprenører ydede gennem deres organisationer til den nazistiske krigsøkonomi.

 

Tysklandsarbejderne blev i den grad snydt

Og til de arbejdere, som Jens Otto Krag foragtede var det brugt ret så betydelige ressourcer fra Statens Udvandringskontor og de danske konsulater i Tyskland for at hjælpe dem. De var blevet snydt eller røget uklar med deres arbejdsgiver.

  • I 27 firmaer konstateredes der underslæb, begået af firmaets indehaver, forretningsfører eller bogholder
  • I 67 firmaer forekom der uorden i forbindelse med overførsel af arbejdernes opsparede løn til familierne i Danmark.
  • 36 firmaer blev taget i forsøg på at foretage ulovlig overførsel af fortjeneste, blandt andet ved at misbruge de ansattes konti.
  • Og i 62 firmaer forekom der uregelmæssigheder og overtrædelser af reglerne i forbindelse med aflønning af andre kontraktforhold, typisk man ikke betalte den lovede løn eller nægtede arbejderne at blive løst fra arbejdsforholdet, så de kunne rejse hjem, når kontrakttiden var udløbet.

 

Mindst 23 danske firmaer brugte tvangsarbejdere

Mindst 23 danske firmaer med selvstændige entrepriser med egen byggeledelse i Tyskland har for en væsentlig del af arbejdsstyrkens vedkommende udnyttet tvangsarbejdere fra Polen, Sovjetunionen og måske også de tysk besatte lande.

For firmaet Villadsen er det faktisk fastslået, at ved firmaets store genopbygningsentreprise i Rostock beskæftigedes i 1943 tvangsudskrevne civile fra Sovjet. Cirka 200 krigsfangere blev stillet til rådighed.

Højgaard & Schultz indsatte tvungen arbejdskraft ved digebyggerier i Polen. I år 2000 indledte firmaet en uvildig undersøgelse om deres fortid. Baggrunden var Therkel Strædes afsløringer. Resultatet af undersøgelserne blev, at Højgaard Holding i 2001 oprettede en fond.

 

Højgaard troede på sejr

Højgaard & Schultz havde også et stort samarbejde med Siemens Bau Union. Den berygtede leder Kaj Højgaard var ikke spor i tvivl i 1941, at det kun var et spørgsmål om tid, når Hitler var sejrherren. Og her stod han sammen med F.L. Smidth’ s repræsentant i regeringen, Gunnar Larsen.

Godt 50 år efter krigens afslutning indhenter fortiden F.L. Smidth. Historikeren Joachim Lund’ s afsløringer førte til en voldsom mediestorm. Krisen førte til, at F.L. Smidth i 1999 måtte oprette en fond for overlevende tvangsarbejdere. Vi har tidligere skrevet en artikel om dette.

 

Tvangsarbejderne gjorde det ikke godt nok

Luftwaffe kontaktede det københavnske entreprenørfirma Thorning-Christensen. Det var ikke et stort firma. Men nazisterne havde gode erfaringer med danskerne, som de kendte fra andre krigsprojekter, blandt andet et luftbeskyttelsesanlæg i Kiel.

Det tyske militær stillede 75 mand til rådighed. Men de danske entreprenører var dog alt andet end tilfreds med deres indsats. Det tog alt for lang tid for dem at blande beton og mure de tykke bunkermure op. Men de medarbejdere de havde fået stillet til rådighed var udmattede og udmagrede polske og sovjetiske tvangsarbejdere. Indehaveren af det danske firma beklagede sig over, at medarbejdernes sundhedstilstand var for ringe.

Århus-firmaet Jens Sørensen fik i 1944-45 en tysk ordre på at rydde op efter et allieret bombetogt over Hamborg. Tyskerne stillede KZ-fangere fra Neuengamme til rådighed.

 

Hele 800 tvangsarbejdere til rådighed

Ingeniør C. Krøyers virksomhed fik til opgave at bygge en bunker for det tyske sikkerhedspoliti i Hamborg og en flyveplads i Pommern. De fik stillet 800 såkaldte ”bygge hjælpe – arbejdere” til rådighed. Dette dækkede over civile sovjetiske tvangsarbejdere fra en nærliggende bevogtet lejr.

 

Christiani slap – han blev dekoreret

Rudolf Christiani regnes for en af dansk erhvervslivets store profiler på linje ned A.P. Møller. Fra 1935 til 43 var han medlem af Rigsdagen for partiet Venstre. Politisk koncentrerede han sig først og fremmest først om udenrigspolitikken. Christiani & Nielsen gjorde sig tidlig bemærket med en speciel jernbeton. Det gav mulighed for dristige og epokegørende konstruktioner.

Det nye materiale stod sin prøve ved et meget omfattende kajbyggeri i Hamborg, Lübeck, Cuxhafen. Og senere fortsatte man i Bremen, Kiel og Stettin. Disse byggerier gav tidligt firmaet fodfæste på det tyske marked. Man samarbejde med tyskernes store industribaroner for eksempel Krupp & Co. Men firmaets storhedstid kom først med nazismens overtagelse.

I Danmark undgik man at samarbejde med tyskerne. Men datterselskabet ude i Europa arbejdede i den grad sammen med tyskerne. Man byggede løs af u-bådsbaser i Norge og Frankrig. Her benyttede man masser af slavearbejdere og Kz-fangere. På en af u båds anlæggene ved den franske atlanterhavskyst stod der skrevet:

  • Wir bauen für den Sieg

På trods af, at daværende statsadvokat Carl Madsen havde stabler af beviser for firmaets beskidte kollaboratørvirksomhed, nok til at sende Rudolf Christiani bag tremmer, blev der aldrig rejst sag.

Højere magter, personificeret ved den øverste anklager, rigsadvokaten, justitsministeren og det politiske establishment lod sagen falde. Så Rudolf Christiani blev som så mange andre af hans slags aldrig dømt for sine misgerninger under krigen. Snart var han tilbage i chefstolen.

I 1954 blev Rudolf Christiani udnævnt til ”Kommandør af Dannebrog”, hvilket han var til sin død i 1960.

 

Danfoss snød

Det er heller ikke særlig populært at fortælle, at Mads Clausens Danfoss leverede for 408.850 kroner til tyskerne. Det svarer til seks millioner kroner i dag. Man konstaterede, at det var at gå over streget, så det hæderkronede sønderjyske firma måtte tilbagebetale 72.242 kroner svarende til 1,2 millioner kroner i dag.

Nej danske firmaer var bestemt ikke bedre end deres tyske kollegaer. Det er lidt svært, at finde noget på de forskellige firmaers hjemmesider, der viser, at de har været involveret i Holocaust ved at anvende tvangs- og slavearbejdere under Anden Verdenskrig. Med brug af tvangsarbejdere blev danske virksomheder en del af det nazistiske undertrykkelsesapparat.

 

150 danskere arbejde med gift i Auschwitz

I en artikel i Arbejderhistorie med titlen ”I røgen fra krematorierne” dokumenterer tre historikere, Therkel Stræde, Olaf Erichsen og Marius Hansen, at der i på den kemiske fabrik I.G. Farben i Auschwitz-lejren arbejdede 150 danske arbejdere. De var antaget af det danske el-installationsfirma Dahl-Jensen. Samarbejdet med nazisterne var godkendt af de danske myndigheder.

De tre historikere konkluderer, at firmaet og de 150 danske tysklandsarbejdere var med til at drive det folkemorderiske projekt videre på bekostning af sagesløse fangere.

 

Mange myter om tvangsudskrivning

De enkelte erhverv fulgte en meget forskellig politik. Man stod i et svært dilemma, hvor det tyskdominerede marked er det eneste åbne marked. Virksomheder kunne lukke butikken og fyre ansatte eller levere til tyskerne.

Men der er lige nogle myter, som vi skal have aflivet. Virksomhederne blev ikke tvunget ril at udføre arbejde for værnemagten. Der er blevet slået fast som en kendsgerning, at tyskerne allerede i april 1940 truede med at tvangsudskrive danske arbejdere, hvis entreprenørerne ikke tog imod bestillinger på at opføre bunkere og flyvepladser i Jylland. Men historien om tyskernes trussel er uden hold i virkeligheden.

 

Myten fabrikeret af entreprenører

Myten om tvangsudskrivning af arbejdere var fabrikeret af T.K. Thomsen, en af indehaverne af det store entreprenørfirma Wright, Thomsen og Kier. Det skete i 1942, da den tyske krigslykke var ved at vende. T.K. Thomsen gentog den senere over for Den Parlamentariske Undersøgelsesdomstol, der efter befrielsen undersøgte graden af det danske samarbejde. Undersøgelsesdomstolen tog dette for gode varer uden at kontrollere samtidige kilder. Efterhånden bed denne forklaring sig fast som en kendsgerning.

 

Danske firmaer byggede for 200 mia. Kr.

Det er ikke korrekt, når man i generationer har taget det som en kendsgerning, at danske virksomheder mere eller mindre var tvunget til at samarbejde med værnemagten. Ganske vist opfordrede Stauning-regeringen til samarbejde. Men det var ikke kun samarbejdsregeringens ansvar, at det blev udført arbejde for tyskerne for et beløb, der i dag ville svare til 200 mia. Kr. De enkelte erhvervsledere traf deres egne beslutninger, og bar derfor et mindst lige så stort ansvar.

 

Kun halvdelen af entreprenørerne arbejdede for tyskerne

På samme måde er det ikke hold i den mangeårige forestilling om, at alle entreprenører i større eller mindre grad var såkaldte værnemagere-firmaer, der arbejdede for tyskerne. En forestilling, der blandt andet bundede i påstanden om, at entreprenørerne ikke havde mulighed for at sige nej.

Denne opfattelse skal lige revideres, for kun halvdelen af entreprenørerne valgte at arbejde for tyskerne. Den anden halvdel afslog. Nogle gjorde det at moralske grunde andre af nationale grunde og den tredje grund var, at nogle arbejdede for de allierede. Det kunne give ubehagelige sanktioner.

Entreprenørbranchen var i høj grad præget af moralske overvejelser og diskussioner. Der var meget tæt på en splittelse.

Nogle sagde høfligt nej til tyskerne uden at opleve repressalier fra dem. Egentlig var tyskerne ikke interesseret i at komme på kant med danskerne. Anderledes var det i Frankrig. Her turde tyskerne ikke at bruge de lokale firmaer de første par år.

 

Dybt afhængig af Tyskland

Inden for danske industri – virksomheder var det heller ikke hold i myten om, at de fik deres ansatte tvangsudskrevne, hvis firmaerne ikke samarbejdede med værnemagten. Truslen om tvangsudskrivning er en myte, som er konstrueret efter krigen for at forsvare sig mod den kritik af værnemagere, der blev rejst. Den var aldrig reel. Tvangen var til stede, men den var først og fremmest økonomisk. Hvis man ikke ville handle, fik man ikke stillet råvarer til rådighed.

Det moralske og nationale spillede ingen rolle inden for industrien. Virkeligheden var, at virksomheder, der i forvejen var eksportorienterede og/eller afhængig af tilførsel af brændsel og råvarer. De blev dybt afhængig af, at kunne handle med Tyskland. Nogle holdt igen. Andre gik langt længere, end man havde behøvet.

 

Den røde løber foran Axelborg

I juli 1941 havde Landbrugsrådets præsident Henrik Hauch taget sit fine tøj på. Den røde løber var lagt ud foran hovedsædet Axelborg. Der var fint besøg fra Berlin. Gæsten hed Herbert Backe. Han var chef for fødevareområdet i Det Tredje Rige og hørte til Hitlers inderkreds.

Han havde lavet en plan, om at 30 millioner Sovjet – borgere ville miste deres liv for at indbyggerne i Det Tredje Rige kunne få nok at spise. I retsopgøret ved Nürnberg-domstolen blev Herbert Backe dømt til døden.

Men her i København blev Backe mødt som en ven af dansk landbrug. Det var ingen tvivl om, at leverancerne af dansk korn, svineskanker og oksekød havde høj prioritet i Berlin, og Danmark svigtede aldrig. I sine erindringer udtaler Henrik Hauch den nazistiske leder som ”vore gamle venner fra før besættelsen”. Nu tydede intet på, at Hauch havde nazistiske tilbøjeligheder, men han gjorde gerne forretninger med det nazistiske regime.

 

I 1944 eksporterede vi 160.000 tons svine- og oksekød

Alene i 1944 efter at regeringen var trådt tilbage og samarbejdet formelt var ophørt, sendte danske landmænd 160.000 tons svine- og oksekød til Tyskland. Samtidig lykkedes det at presse prisen op. Eksportprisen på smør blev fordoblet i det første halve år af besættelsen. Prisen på oksekød steg med 65 pct. Og bøndernes afregning på svinekød steg med 59 pct.

 

25 pct. af Wermacht’ s kødforbrug

Inden tyskerne besatte Danmark havde de regnet ud, at landet kunne give overskud bare ved eksport af landbrugsvarer. Måske var der også derfor, at den nazistiske topleder Backe flere gange under besættelsen besøgte Danmark.

De danske kødleverancer udgjorde 20 pct. af den tyske civilbefolknings forbrug og 25 pct. af Wehrmachts forbrug. Mens Europa lå i ruiner, kom dansk landbrug økonomisk styrket ud af krigen.

Fra sommeren 1944 gik Landbruget ind og finansierede udgivelsen af det illegale blad ”Budstikken Gaar”. Det var for at påvirke opinionsdannelsen.

Og som vi har skrevet så mange gange. Den lille mand blev straffet, mens det meste af erhvervslivet slap for straf.

 

Man skal helst tie det ihjel

Wright, Thomsen og Kier måtte af med mest af alle, 6,9 millioner kroner eller over 80 millioner omregnet til nutidige priser. Men langt de fleste slap for straf efter de hårde værnemagtslove. Det gjaldt i endnu højere grad for landmændene, ingen blev dømt for værnemageri, ingen fortjenester blev konfiskeret. Alt var ifølge myndighederne i orden.

Der er lig i lasten nogle steder. Andre steder er det ikke. Nogle centrale erhvervsledere, politikere og administratorer skulle dø, før historien kunne skrives. For nogen gjorde historien ondt. For andre kunne historien skade virksomheder økonomisk. Og det er ikke ukendt at arkiver er blevet destrueret eller er forsvundet fra diverse arkiver.

 

 

Kilde:

  • Hans Jørgensen: Mennesker for kul
  • Arbejderhistorie (2001) Therkel Stræde: Danske entreprenører i Nazi – Tyskland under den 2. verdenskrig
  • Jørgen Barfod: Helvede har mange navne
  • Henrik Dethlefsen, Henrik Lundbak: Fra mellemkrigstid til efterkrigstid
  • Dansk Biografisk Leksikon
  • Kjærbøl: Modvind og medhør
  • Claus Bundgaard Christensen m.fl.: Dansk arbejde-tyske befæstningsanlæg
  • Henrik S. Nissen: 1940-Studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken
  • Hans Kirchhoff: Kamp eller tilpasning. Politikerne og modstanden
  • Claus Bryld: Retsopgøret 40 år efter
  • Hans Lyngby Jepsen: Stauning. En biografi
  • Steen Andersen: De gjorde Danmark Større. Danske entreprenører i krise og krig 1919 – 1947
  • Jensen, Kristensen, Nielsen: Krigens Købmænd
  • Joachim Lund: Hitlers Spisekammer
  • Mogens R. Nissen: Til fælles bedste
  • Hartvig Frisch, Buhl m.m.: Danmark besat og befriet 1-3
  • Karl O. Christiansen: Landssvigerkriminaliteten i sociologisk betydning
  • Den Parlamentariske Kommissions Betænkning bd. 1 – 11

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 203 artikler om Besættelsestiden før, midt i og efter herunder:

 

  • Dansk cementfabrik med slavearbejdere
  • Du skal omgås fortiden med varsomhed
  • Besættelsestiden – stadig masser af huller
  • Historikkernes Besættelsestid
  • Besættelsestiden – det vi har glemt
  • Krigens Købmænd
  • Riffelsyndikatet på Østerbro
  • Dansk Vaccine i Buchenwald
  • Sandheden om Besættelsestiden
  • At handle med ondskaben
  • Tilfældet Aabenraa Motorfabrik
  • Værnemagere
  • Gunnar Larsen – en udskilt trafikminister
  • Scavenius – Samarbejdets kunst eller forræder
  • Tvangsarbejde i det tredje rige
  • Politik under besættelsen
  • Samarbejde med Besættelsesmagten
  • Besættelsestiden – skønhedsmaleri eller glemsel
  • Besættelsestidens fortrængelser og mange flere

Da Dragør blev badeby

Januar 11, 2018

Da Dragør blev badeby

Vi følger Dragør fra 1880’erne til 1931. Og det er i særdeleshed sommerfesterne, som vi fokuserer på. Ja så var det også alle de mærkelige københavnere, der besøgte stedet. De blev kaldt landliggere eller tilløbere. Det var ellers meningen, at kongen skulle have Amager-punch ved 500 års jubilæet. Men i stedet fik han kold te. Sejlskisfarten gik tilbage, noget måtte gøres. Københavnerne mente, at det var primitivt men aldeles bedårende med lokum i gården. Så åndende beboerne lettet op. Da Livjægerne var her, livede især pigerne op. Ja, og så gik kaptajn Dinesen også i land her. Politiet måtte ofte afbryde festerne. Og så kom der en fremmed på Velocipede. Der var et ikke overkommeligt skel mellem de lokale og københavnerne. Skjoldborg var en meget populær gæst. Söderberg mente, at der var for mange gæs. Her var mere eller mindre officielle oaser. Så blev Elisenborg også et sted for landliggere. Det var festligt, når gæssene vendte hjem fra Saltholm. Orkesteret fortsatte med at spille, da der var slagsmål. Så fru Hansen sætte håret.  

 

Sejlskibsfarten var aftagende, der måtte gøres noget

De tænke da på det i 1880’erne. De skulle jo tænke på fremtiden. Ikke alle var lige begejstret. De gamle søulke snakkede om en ren prostitution. Men man havde hvis fået nok af deres snak.

Der skulle gøres noget. Sejlskibsfarten var aftagende. Og dermed også bjergning og lodseri. Fiskeriet gik over på fremmede hænder. Havde det ikke været for de gæve Dragør-kvinder, som udgjorde en væsentlig del af byens håndværkerstand. De bjergede føden til mange munde ved hjælp af væven.

 

Primitivt, aldeles bedårende med lokum i gården

Mon landliggerne nu kunne lide at bo omgivet af gåseenge og kålmarker? Og mon ikke tjære- og tanglugten fra havnen ville genere dem? Jo så var det jo også lige stanken fra møddingkasserne på strandlinjen.

Man kunne vel have sparet sig alle spekulationer. Da landliggerne endelig dukkede op, fandt se stedets primitivitet aldeles bedårende med lokum i gården. Og der var vand til posten på torvet. Der var hønsestige til sovepladsen under stråtaget.

Anderledes var det jo ikke i Tårbæk elle Humlebæk. Københavnerne syntes blot, at det var morsomt at vralte over Dragørs topstensbrolægning ligesom gæsterne. De lærte da også hurtigt at træde til tide, når køerne klattede i gaderne.

 

Dragør-borgerne åndede lettet op

Københavnerne satte jo ikke engang krav om forlystelser ud over de jævne beværtningssteder, der allerede fandtes. Dragør-borgerne åndede lettede op. Så var de fri for at indrette en øl-tunnel. Nej man skulle heller ikke have et parkanlæg med kanaler og broer.

Nu var københavnerne ikke uvant med at bruge Dragør som mål. Allerede fra Christian den Fjerdes tid havde hovedstadens jævne befolkning taget på søndagstur til Amager. Om ikke så tog man til fiskelejet på østligste hjørne, så til Dragør lund over byen, hvor et broget folkeliv rørte sig under de grønne trækroner sommeren lang.

 

Livjægerne livede op i Dragør

Gammel Kro (nuværende Strandhotellet) havde udskænkningstelte ved vognindkørslen i lundens sydvestlige ende. Der var hængt blåmalede joller som gynger op i egetræsgrenene. Og folkedansere stod parat til at give en opvisning. Mon ikke københavnerne nød det lige så godt herude som til Charlottenlund og Frederiksdal.

Fra krigsperioden 1807-1815, da det kongelige danske livjægerkorps lå indkvarteret i Amager-østkystens fiskelejer, fortælles om særlig løsslupne sommerfester i den lille lund. Flere af livjægerne var rekrutteret af Det Kongelige Teaters kunstnerskab. Deres humør virkede opmuntrende på fiskerbefolkningen og hollænderbønderne.

 

En rigtig charmetrold

En af de mest fremtrædende livjægere var koncertmesteren Edouard Dupuy. Han var et kendt navn i datidens København. Han var en uimodståelig kvindebedårer. Det var lige fra skuespillere til kronprinsesse Charlotte Frederikke, Frederik den Syvendes mor.

Jo, han arrangerede sommerfester og charmerede sig ind hos pigerne. Dragørfiskerne og hollænderbønderne skiftevis grinede imponeret og skulede skummelt. Ofte stod den på pandebrask og ørentæver. Det var minderige dage.

 

Da kaptajn Dinesen gik i land

I 80’erne kom en anden fremmed på besøg ude i Dragør. Det var Karen Blixens far, kaptajn Wilhelm Dinesen.

Han skriver i en af sine berømte ”Jagtbreve” om sin ungdom, da han med nogle venner er ombord i kutteren ”Pilen”, der ved Skt. Hans tid krydser gennem sundet og en aften sent lader ankeret gå ude for Dragør.

De unge mennesker tager i land og dumper midt ind i skærsommernats ballet i lunden.

  • Grønne træer og dannebrogsflag og dansegulv og piger

Ja sådan skrev Dinesen. Han skrev sandelig også:

  • Har Christian den Anden forbrudt sig mod det stockholmske blodbad, så har han da gjort det godt igen ved at indføre amagerpigerne

Selv falder Dinesen pladask for den sødeste lille, nationalklædte Marchen Crillsen. Han tog pænt farvel til hende ved Kongevejen. Da han stod ved havnepladsen var ”Pilen” for længst forsvundet. Dinesen måtte tage Jens Otto*s dagvogn hjem til København.

 

Politiet måtte afbryde festerne

Sommerfesterne blev aflyst. Der var alt for mange sammenstød mellem de lokale og hollænderbønderne. Og blandende københavnerne sig, ja så gik man sammen for at bekæmpe disse. Ja til sidst måtte politiet forbyde festerne.

 

Den fremmede på Velocipede

De første landliggere kom i Dragør i 1870 og det var på Velocipede. Det var de der væltepeter. Det var dem med stort forhjul og meget lille baghjul. Det var et besynderligt syn. Dragør-kvinderne skyndte sig hen til ruden. Rytteren forsvandt jo ligefrem i en støvsky. Nu vidste byen efter en halv time, at den fremmede var så godt som forlovet med blegerens Marchen. For sommeren havde den fremmede lejet sig ind i blegerens lysthus. Ja blegeren svarede bare:

  • Han er ”cøkkelist”

Der var også kommet en fremmede, der udlejede synkefri småbåde. Og igen spurgte Dragør-damerne:

  • Hva æ han?

Ja denne gang, blev det svaret:

  • Han æ synkefri

Men Marchen Blegers velocipeder-rytter blev ikke sommeren ud. En morgen var han forduftet fra lysthuset.

 

Nu kom de kendte

Ingen kan huske, at Henrik Pontoppidan med familie besøgte Dragør med familie i 1889. Men det står på tryk i den lokale post i august 1889. Og det stod ved siden af en nyhed om, at en præmieret orne skulle bedækkes på Meilgården.

Og den næste berømte i Dragør, var jyden Johan Skjoldborg. Men så var det også gået et årti efter århundredeskiftet.

Amagerbanen var blevet belyst med strålende gasbelysning. Ved byens indkørsel var der placeret et springvandsanlæg.

 

Et ikke uoverstigeligt skel

Dragør-værtsfolkenes personlige forhold til landliggerne var præget af venlighed, men heller ikke af ret meget mere. Landliggerne begreb hurtigt, at der herskede et dybt om end ikke uoverstigeligt skel mellem ”vøre egne” og ”de fremmede, tilløberne”. Men man fandt, at det var kun en charme mere ved byen.

I det hele taget synes fortidens landliggere at have vist forståelse og sympati over for de indfødtes krav og gradvis tilnærmelse fra tilløbernes side. Større end den almindelige nysgerrighed var tilløbernes respekt for det særegne, det ualmindelige.

At de indfødte så deres folk an, opfattedes ikke som hovmod, men som et tiltagende karakterregnskab. Det er som bekendt ikke de ringeste mennesker, hvis venskab skal erhverves langsomt.

 

Skjoldborg-en populær gæst

Med årene voksede landliggertilstrømningen i Dragør støt. Skjoldborg befandt sig så godt her, at han slog sig ned her permanent i Smedebakken. Her havde han fået en helårsbolig.

Digteren viste sig på havnen i sølvknappet fløjlsjakke, nedfaldsflip og Drachmann-krøller ved ørerne. Hans store vandblå øjne gled med lige så stor velbehagelighed over de tykmavede fiskerskuder som over de attraktive Dragør-piger der, som han skrev i sit digt til byens pris, havde havets bølge i det høje bryst.

Til skipperforeningens baller svang han de rødmende søens døtre i hvid silke. Han jog dem gennem salen som en hvirvelvind godt med træ i sålerne, gående ned i knæ på de rigtige steder. Han var i øvelse fra Vester Hanherreds træskoballer.

 

Söderberg mente, at der var for mange gæs

I 1909 flyttede den svenske forfatter Hjalmar Söderberg ind på det nyoprettede Dragør Badehotel. Han tilbragte meget tid med at sidde på verandaen og betragte Sveriges kyst i overtjenerens søkikkert.

Söderberg blandede sig ikke sådan som Skjoldborg med befolkningen. Det skyldes en ren tilfældighed, at han kom til bys. Fra et hjørne af Wivels røde cafè var endt ude foran Amagerbanens stationsbygning på Amagerbrogade:

  • Vart gå tåget hen?
  • Till Dragør forstås
  • Var så god, får jag en biljett

Den svenske forfatter mente, at der var 800 sjæle i Dragør men gæssenes mængde forekom at være 800.000:

  • Man kan intet a et steg här utan att trampa på gäss, eller man bliver snarere själv trampad av dem.

Forfatteren gik af nordre mole på sin aftenpromenade, så kunne han betragte sundet. Hver nat hørte han nattevagten. Men han fandt aldrig ud af, hvad han sang. Og første gang Söderberg mødte nattevægtere, troede han, at han var skidefuld.

Den svenske forfatter erkendte, at han havde undervurderet antallet af beboere i Dragør. Det var faktisk 2.000.

 

Kroen fik navneforandring

Foruden det nyoprettede badehotel med udskårne, hvidmalede gæs på gavlen bestod landliggerbyens beværtningssteder af Dragør gamle kro på havnen. Den blev moderniseret til københavnerbehov. Og så fik den sandelig navneforandring til Strandhotellet.

Ved byens indkørsel rejstes en restaurant ”Sommerlyst” med keglebane, lysthuse og en sangerindepavillon, der bød på barmsvære varietekunstnerinder. De blev hver søndag importeret til etablissementet fra hovedstaden pr. dampskibet ”Langeland”.

 

Mere eller mindre officielle oaser

Dragør gamle Ny kro i Strandgade havde lykkeligt fra 1720 undgået turistmæssigt make up. Det var stadig det simple ufordærvede bedested for fiskeren og matrosen. Dertil kom, at der rundt i byens smøger og smutgange fandtes mere eller mindre officielle oaser, hvor den tørstige sjæl kunne få rakt et krus øl og en dram ud gennem et hul i hækken.

 

Man kunne da ikke drikke sig fuld

På Strandhotellet, i et særligt værelse i et særligt værelse i tilbørlig afstand fra verandaens diplomatfrakkeklædte og støjende københavnerpublikum, vedligeholdt byens gamle forhenværende skippere og lodser deres ugentlige l’hombre-parti. De gamle holdt streng justits inden for deres egne rækker. Intet fylderi, men nok en kaffepunch eller to.

De forrige tider, da kortene flød i romsjatter på bordet, var forbi. Derfor kom en fyr som gamle skipper S. snart i miskredit i kredsen. Svinet drak jo! Sad han ikke der og sølede 3-4 pilsnere i sig i træk på en aften. Ak ja, forargelsen hos de forhenværende gæve gamle bægersvingere skyldtes bare den rene misundersøgelse.

Lægbogen for søfarende fortalte, at hvis man drak mere end to genstande om dagen, må man betragtes som en al – ko – ho – list.

 

Elisenborg, traktørsted for landliggere

Et nyt traktørsted var kommet for landliggerne. Det var Elisenborg oppe ved byens nye anlæg. Ja egentlig var det bygget i 1780 og indrettet som væveri. Senere blev det købt af toldforvaltningen. I 1845 blev det købt af Dragør – kongen, skibsredderen N. Jeppesen. Det var svigersønnen, skipperen Carl J. Borg der i 1905 indrettede traktørstedet.

Ja stedet blev berømt for sin dragørske bommekaffe med høj brø` og tyk fløde fra gården.

 

Man brugte endnu væv

Endnu gik de gamle koner i byen i Amager-hollændernes smukke hverdagsdragt med det blå forklæde og den karakteristiske Dragør-sløjfekusse.

Og endnu stod i mange et hjem en væv og fyldte den halve stue ud og mindede om en tid, da ethvert hus i byen havde sin væv. Her fremstillede Dragør-pigen de særprægede og kunstfærdige udførte sengeophæng, som i dag er kostbare sjældenheder.

På byens strandenge lå lærred fra københavnske fabrikanter til blegning sommeren lang, akkurat som det havde gjort gennem århundreder.

 

Hjemmelavet slik

Sommersøndag-eftermiddage, når restaurant Sommerlyst ved byens indkørsel åbnede, dukkede samtidig to populære Dragør-koner op med deres slikkeboder. Det var Marchen Westers og hendes plejedatter Marie Westers. Marchen rejste hendes teltbod på vestsiden af etablissementet og Marie sin bod på østsiden. Begge havde de fristende herligheder at falbyde til Dragør- og landliggerungdommen. Jo her var bismarcksklumper, kanelstænger, granater og meget mere. Alt sammen vart hjemmelavet. Særlig Marchen Westers brystsukker havde sin egen aroma. Hun kogte det i samme gryde, som hun benyttede, når hun fodrede gæs!

 

Når gæssene kom hjem

En af landliggersommerens store begivenheder var, når Dragør-gæssene, som siden maj havde ferieret hos mågerne og svanerne og køerne på Saltholm, i august vendte tilbage til lillebyen, velernærede efter en sommer lang at have gjort kraftig indhug på holmens store saftigt grønne bord.

Gæssenes hjemkomst formede sig som et sandt triumftog. Med længsel og forventning havde man set hen til den dag, da duften af det høstmodne korn på Store Maglebys marker gav de fjedrede feriegæster signal til at vende næbbet hjemefter. Udkiggen i lodstårnet på havnen og i de mange små kikkeborge på tagene af Dragør-husene meldte gåseflotillen i sigte. Alt hvad der kunne krybe og gå af indfødte og landliggere til havnepladsen for at byde deres yndlinge velkommen hjem.

Længslen og forventningen var dog iblandet nogen ængstelse, for at gæssenes tilbagekomst ikke skulle foregå programmæssigt. Der havde været somre, hvor flokkevis af fredeligt hjemvendte Dragør-gæs foretog pludselig en skarp kursændring og hastigt søgte de mod andre havne, fjernt fra gåsebyen.

Måske kom de til at tænke på deres slægtninge. Dem behandlede amagerne ikke så godt. Gæssene blev hængt med hovedet nedad. Og så skulle man komme galopperende forbi til hest og med et rask tag søge at rive halsen af det arme dyr.

 

Da Dragør blev brugt som motiv

Tideligt var Dragør blevet søgt af kendte malere. I juni 1830 var Eckersberg i byen, hvor han påbegyndte et lille billede af et parti fra havnen set fra Magstræde. I august var han tilbage, hvor han fuldendte billedet. Begge besøg noterede han omhyggeligt i sin dagbog.

Maleren H.G.F. Holm, kendt som Fattig-Holm vandrede nogle årtier senere på sin fod til det lille fiskeleje, hvor han tegnede udsigten fra hollænderbyens kålmarker ned over Dragør by og havn.

Kunstens hyggespreder, professor Julius Exner fik i Dragør ideen til et billede, hvormed han slog igennem som Amagers maler, der bekendte ”Besøget hos Bedstefar”. Det var i stuehuset til skippergården ”Pedersminde” i Lodsstræde.

I landliggertiden hentede professor Viggo Johansen adskillige motiver til sine billeder i Dragør, blandt andet fra batteriet og batteribækken syd for badehotellet. Viggo Johansen var fast sommergæst. Han var en af sæsonens kendte skikkelser.

Han var i familiebånd med dattersøn af kaptajn og lodsbogholder Jepsen, der ejede en stor købmandsgård på Kongevejen. Gården var oprindelig en gammel skipperejendom, hvorfra Dragør-konen Grith Hansen i 1776 fik privilegium til at drive byens første købmandshandel.

 

Hvor var spionerne?

Under første verdenskrig fik Dragør en ekstra tiltrækningskraft som sommerby, idet det fortrød, at fiskerlejet var sæde for en vidtforgrenet tysk spionage. Adskillige indfødte og tilløbere havde-naturligvis uafhængig af hinanden-observeret natlige blinkesignaler mellem tyske torpedobåde i sundet og mystiske personer inde på kystens blegepladser.

Der var dog dem, der havde været skjulte vidner til, at der blev smuglet levnedsmidler fra havnen over i tyske undervandsbåde.

Men hvem var den tyske spionages leder i Dragør? Flere helt uskyldige forretningsfolk bland landliggerne kom i disse krigssomre ret generende i søgelyset, fordi de netop havde de romanansigter, man forventede af en sammenbevidst, målbevidst og dødsforagtende mesterspion.

Stor var skuffelsen, da det efter krigen viste sig, at mesterspionen havde været den pæne lille mand, man daglig havde set promenere på molen med sin silkepuddel. Han var en harmløs skomager fra Fyn.

 

Da grossereren tog med Amagerbanen 

Fra de glade og tossede 1920’ere huskes tilløberen, den kendte københavnske kaffegrosserer, der beboede en herskabelig villa på en af Dragørs mange nye villaveje. Han blev hver morgen ved grosserertid fulgt til Amagerbanken af sin unge blonde frue, en datter af byens populære konditor Buch. Jo hans Dragør-klemmer var meget berømte dengang.

Fra sin faste bænk på Amagerbanens perron fulgte kaffegrossereren, hvordan de mere anonyme mappebærende landliggere tilkæmpede sig plads i fællesklassevognene. Selv tog han først plads i prærieekspressens 2. klasses magelige, røde plyshynder.

 

Da skuespilleren holdt hof

På havnemolen holdt skuespiller William Bewer hver eftermiddag ved badetid hof for en kreds af sommergæster. Bewer var kendt for sine gode historier, han var uudtømmelig, og han skånede ingen.

Hen på eftersommeren mødtes man så i stiveste puds på Strandhotel. Men det var nu kun for de specielt indbudte. Ude på havnens stensætning gav Dragørs ungdom deres besyv med. Det vakte meget more og se de folk i stiveste puds.

 

Musik fra morgenstunden

Her kom den berømte optikerfamilie Cornelius-Knudsen, der boede til leje i villa Blå Hane. Og om morgenen kunne man ofte høre en fortolkning af Tannhäusers rasende elskov til fru Venus. Det var sangeren Lauritz Melchior, der boede til leje med sin familie i villa Rytterhøj ved Vestgrønningen. Men han tilbragte sine nætter i ”Blå Hane”, fordi sengene på Rytterhøj var alt for smalle til hans corpus.

 

En skattet gæst – ”Kære Ven”

En højt skattet landligger i 1920’erne var ”Kære Ven” også kaldet ”Trommekongen”, fordi han havde en glorværdig fortid som virtuos på 14 trommer. Mest kendt var han nu som juvelhandler, og egentlig hed han bare Hansen.

Han boede i villa ”Kære Ven” i sommerbebyggelsen mod nord. ”Kære Ven” og hans kone ”Kære Veninde” havde hjerter som guld og diamanter. De samlede ofte 30-40 Dragør-unger hjemme hos sig og beværtede dem med chokolade og flødeskumskager. Og ”Kære Ven” underholdt det unge selskab med sine 14 trommer.

Til daglig gik ”Kære Ven” i flade træsko hans prægtige skæg gjorde det ud for flip og slips. Han var festlig og fornøjelig. Da havnens populære bådudlejer Friis, kaldet ”Flådeadmiralen” fyldte 80, lod ”Kære Ven” ham afhente i en flot ekvipage, gav ham en admiralshat fra ”Spøg og Skæmt” på hovedet og førte ham til et festligt dækket frokostbord i villaen, hvor gæve gutter af den faste sommerkreds stod ret og præsenterede kosteskafter.

 

Orkesteret fortsatte med at spille

Strandhotellets vært i 1920’erne H.C. Jensen hørte også til dem, der satte præg på byen ”Især i elektrisk lys” var hans motto. Jo, det var ret anstrengende år i 1920’erne, da Dragør-ungdommen røg i totterne på landliggerungdommen. Der skulle ikke så meget til. Ufordrageligheden lå latent. Signalet var gerne, når en vipstjert af en landliggerpige vrippent sagde nej til dans med en Dragør-svend, så skulle hendes kavaler have på snuden. Og så var den ellers gående.

Slagsmålet forplantede sig hurtigt til hele salen, borde væltedes, glas, flasker og kopper gik i stykker. Men orkesteret spillede uanfægtet videre, indtil H.C. Jensen kom farende og råbte:

  • Stop moseken, Stop moseken. Det er min mosek!

 

Fru Hansen fik ordnet hårnålene

Så tav musikken og fru Hansen ved klaveret benyttede pausen til at sætte et par hårnåle bedre fast i frisuren. Niels Olsen vendte skråen. Og Bliktud plirrede med øjnene og grinte lunt.

Slagsmålet fortsatte gerne, indtil den store kakkelovn i hjørnet var væltet med et øredøvende brag så var klimaks nået og blodet kølnet. Bliktud, Niels Olsen og fru Hansen kunne vende nodebladet og tage fat på:

  • Any ice today lady

 

Kongen kunne ikke lide ”Amager-punch”

I 1920’ernes og 1930’ernes Dragør indledtes sommeren festligt og uforglemmeligt med byens berømte anlægsfester. Under anførsel af musikdirektør Petersen, kaldet Krudt-Peter eller Gimseren, truttede danseestradens hornorkester landeplager som ”En lille skat med pagehår” og den forrygende ”Valencia” op under de støvede bøgekroner.

Ved den store sommerfest i 1931 i anledning af Dragørs 500 års jubilæum syntes skellet mellem landliggere og indfødte for en tid udjævnet. Man samledes for at fejre Dragørs jubilæum. Festens populæreste gæst var dagens høje tilløber, Christian den Tiende. Han blev budt velkommen på rådhuset i et glas Amager-punch. Men han var ved at få det hele i gal hals. Ved en fejltagelse tog han et glas, der var tiltænkt kommunalbestyrelsens formand, kaptajn, kaptajn Agerlin. Og det indeholdt kold te. Majestæten udbrød:

  • Kalder I det for Amager-punch. Never mind, I skal nu alligevel have held og lykke med jubilæet.

 

Kilde:

  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Litteratur-København (under udarbejdelse)
  • Litteratur-Amager (under udarbejdelse)
  • Københavner-minder

 

 

Hvis du vil vide mere: Om Amager – læs her på www.dengang.dk:

  • Lodsen fra Dragør
  • Dragør og Store Magleby-dengang
  • Amager fra A til Å
  • Amager-for længe siden
  • Christianshavn fra A til Å
  • Christianshavn-for længe siden
  • Gamle huse på Christianshavn
  • Anekdoter fra det gamle Christianshavn
  • Christianshavn-dengang

 

 

 

 

 

 

 

 


Ladegården og åen

Januar 11, 2018

Ladegården og åen

Foredrag den 10. januar 2018 i Stefanskirken. I samarbejde med Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Kirken. Vi skal kigge på Ladegårdsåen og den gård, der navngiver åens navn. Vi ligger på alle de ting, som gården er brugt til. Og vi kigger på beboerne. Og her var der også mange forskelligartede personer. Heriblandt var det den gale præst og et spøgelse. Og de afsindige og tossede skulle næsten klare sig selv. Og når så der var udgang, så måtte lemmerne afhentes på diverse værtshuse på Nørrebro. Der skete også sørgelige ting i åen. Så mange, at der ligefrem opstod myter. Og så er det jo lige det ømme punkt. Hvordan begrænser man dette emne? For vi vil jo også lige forklare lidt om Fattigloven og en masse mere. Fattigloven hørte også hjemme på Ladegården. Dette er et langt indlæg. Nu er du advaret.

 

Ladegårdsåen er igen blevet populær

Ladegårdsåen er blevet populær igen. I øjeblikket hygger åen sig i rør under Aaboulevarden. Men der er mange, der gerne vil se åen igen. Der har været mange forslag til, hvordan dette kan gøres. Og det sidste forslag går ud på, at vi da bare lige river Bispeengbuen ned. Og hvordan man så lige leder trafikken ind til byen, kan man så overlade til andre at finde ud af. Men se, det er slet ikke det, som vi skal høre om i aften.

Det er hvis nok 10. gang, at undertegnede står her sammen med mine medarrangører. I aften skal vi zoome ind på historien bag Ladegården og åen.

Selve åen løber fra Damhussøen under Aaboulevarden og ud i Peblinge Sø. Den løber fra Damhussøens nordøstlige ende forbi Flintholm og Grøndal Station. Ved Fuglebakken Station drejer den af og møder Lygteåen. Denne kommer fra Utterslev mose og Emdrup Sø.

 

Bombastisk og ekstrem

Bispeengbuen er grim og grå. Den er bombastisk og ekstrem. Og så er den bygget i en skala, man ikke se mere. I tredje sals højde raser hver dag mellem 37.000 – 46.000 biler ind og ud af København. Her er ingen cykler og motionsløbere. Her er ingen cafeer eller legepladser. Her er ikke grønt og hyggeligt.

Neden under er det en guldgrube for filmfolk, fint til gangsterfilm. Og her er hvis gratis parkering. Ingen ved, hvem der skal have pengene. Hovedstadens rød-grønne vil helst sløjfe denne Bispeengbue. Man vil have trafikken ned i jorden og oven over skal åen risle som dengang. Ud med biler og beton, ind med cykler, bænke, vand, luft og lys. Er det virkelig så let?

Da Bispeengbuen blev indviet i 1972, hang vrede københavnere over altankasserne og viftede med sorte protestflag. Der var underskriftsindsamlinger og bombetrussel. Men den grimme grå trafikskulptur var første skridt i en generalplan, der lagde et gitter af motorveje ned over hovedstaden. Det hele skulle samles i en storslået hovedvej langs søerne med 12 spor.

 

Vandet skal vel vendes rigtig

Overborgmester Urban Hansen ville bygge Danmarks svar på Chicago – en pulserende metropol med højhuse og flyvende motorveje. Men nu er det så spørgsmålet, om man skal renovere buen til 125 millioner kroner, så den kan holde 55 år længere. Eller skal man lave en 800 meter tunnel? Då er det jo netop, at vi kan få Ladegårdsåen at se.

Og så skal denne kæmpe betonklods rives ned. Og det er bestemt ikke billigt. Vi kan få skybrudssikring og skabe et bedre byliv. Nyere undersøgelser viser, at det måske ikke er så dyrt. Men hvad nu med de 37.000-46.000 biler dagligt, der skal ledes gennem Frederiksbergs og Nørrebros gader. Kan man bare gøre det så let?

For nogle år siden talte man om, at 30 pct. af det vand, der kommer fra Esrom Sø, forsvinder i kloakken, fordi det er forurenet. Men var det ikke også noget med, at få at redde vandet i Grøndalsåen, så vendte man vandet i Ladegårdsåen? Det var en sommer, hvor vi pludselig kunne se bunden af søerne. Der kom ikke vand nok. Men det er jo fordi man ledede det mod Rødovre. Se alt dette er jo noget ingeniører og trafikplanlæggere må gruble over. Her koncentrerer vi os om det historiske.

 

Det startede i 1200-1300-tallet

Den første Ladegårdså ser vi allerede i 1200-1300 tallet. Da graver man den ud som en bæk, der kom fra lavningen omkring den nuværende Bispeeng. Der blev bygget en dæmning ved den nuværende Büllovsvej. Bækken blev ledet gennem en gravet rende indtil Büllovsvej. Herved skabtes Peblingesøen. For at skaffe mere vand førtes flere åløb til Ladegårdsåen.

Ja egentlig er Lygteåen meget gammel. Den blev udgravet under Kong Hans (1455-1513). Formålet var at lede vand til vådområderne foran København. Dette kunne så passende også bruges som forsvarsværk.

I mange år havde åen stor betydning for Københavns drikkevandsforsyning. Ja den havde også betydning for Københavns fæstningsgrave.

 

Forurenet allerede i 1600-tallet

Men allerede i 1600-tallet taltes der om forurening af åen. Kongen påbød bønderne at rense den. Det samme gentog sig i 1620. En masse heste og kreaturlig forstoppede flere gange åens løb.

 

De tre broer

Omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade. Det var den såkaldte Blågårdsbro. Her kunne byggematadorerne så gå fra Nørrebros slum over til det pæne kvarter på Frederiksberg.

I 1853 fik rådmand Bülow tilladelse til for egen regning at anlægge en bro for enden af Bülowsvej. For enden af Parcelvejen blev Parcelbroen (Griffenfeldsgade) anlagt. I 1892 var denne så faldefærdig, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Dermed var Ladegårdsåens skæbne beseglet.

Bangert anlagde en bro ved Brohusgade. Og han forlangte selvfølgelig bropenge. Han var jo ikke forretningsmand for ingenting.

 

Forurenet fra kirkegården

I 1833 stod kister under vand på Assistens Kirkegård. Vandet blev ledet ned i Ladegårdsåen, som dengang blev brugt til drikkevand. I 1879 kunne man i ”Blade fra Kirkegården” læse at nogle beboere ned ved Ladegårdsåen var blevet fundet døde i et hus. De havde antagelig drukket af vandet

 

Idyllisk i 1890

I 1890 var Ladegårdsåen et idyllisk åløb. Gangbroerne over vandspejlet var dog ikke særlig solide. På begge sider var der smukke indhegnede lysthaver og nyopførte rødstensvillaer. Hist og her var der kedelige lejekasserne, ja og så var der jo selve Ladegården.

 

En tur til ”Havet”

Ladegårdsåen var en tumleplads for børn fra både Frederiksberg og Nørrebro. Her sejlede man med træskibe og lavede tømmerflåder.

Der blev solgt postkort med teksten ”Badeliv i Ladegårdsåen”. Jo, det var Nørrebros Bellevue. Nu var vandet nok ikke helt rent. Af og til kom der en død hund eller kat drivende i åen. Men så længe der ikke var betjente eller Åfar i nærheden, var her et rigt badeliv.

Men her var masser af småfisk, frøer haletusser og salamandere. Men der var også igler, der sugede sig fast på børnenes bare ben. Her var også engang store geder, særlig ved Revolveren, der var en slags mergelgrav. Her lå senere Snedkermestrenes Træ- og Finerskrædderi. Dengang var åen en langsom glidende strøm.

Ofte gik turen til ”Havet”. Ja sådan kaldte Nørrebro-ungerne åen. De voksne tog kaffe med, og satte sig på bænkene, der var opsat på stierne langs åen. Her kunne de voksne så sidde og hygge sig, mens ungerne badede.

 

Også tumleplads om vinteren

Om vinteren løb man på skøjter på åen eller sprang på isflager. Og så blev poderne stillet til tørring foran kakkelovnen. De blev tøet op under alskens pinsler mens det snurrede i hænder og fødder.

Næste dag tog man så fat igen.

Hvis man ikke havde en kælk kunne man bare bruge et sildekasselåg, ja skoletasken kunne også bruges.

 

Frederiksberg var fjendeland for Rabarberdrengene

Drenges skræk var ”Åfar”. Han var den kommunale ”bussemand” og ”bukseryster” Jo det var fare på færre, når han var i nærheden. For helt officielt måtte man ikke bade i åen.

Og nu var åen også grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Dette betød mange grænsekampe mellem knægtene.

Og ja, alt på Frederiksberg blev betragtet som fjendeland. På bredden af Ladegårdsåen beskød Nørrebro-knægtene ruderne på Mariedal.

Jo her gik Rabarberdrengene ofte over. For over på den anden side boede de blegfisede villa-drenge. Gang på gang blev villavejene ryddet, når Rabarberdrengene gik i aktion. De blegfisede søgte tilflugt i villahaverne. Men heller ikke her kunne man føle sig sikker.

Et par voksne truede med spadserestok. Men de blev også drevet på flugt. Og da en betjent blandede sig en gang, blev denne overfaldet. Næsten alt hans tøj, ting og sager blev smidt i åen. Det var et kosteligt syn, at se en betjent med bar røv flygte ned langs villavejene.

 

De lokale slag ved Bekkers Mark

Men de fleste lokale bandekampe blev afgjort ved Bekkers Mark. Det var et større græsareal begrænset af Ladegårdsåen, Jagtvejen og Nordre Fasanvej. Indgangen til Bekkers Mark var for enden af Stefansgade, når man havde passeret bommene.

Jo slagtemester Bekker havde her i perioder heste og køer gående til græsning. Han havde en forretning på hjørnet af Stefansgade og Nørrebrogade. Han var en rigtig menneskekender. De fattige fik kødet til en meget billig pris. Og dem som Bekker anså som rige fik lov til at betale overpris for kødet.

Men det var her på Bekkers Mark, at Rabarberdrengene og drengene fra Nordvestvejen mødtes. Ja så var der også Rakkerne. De hørte til i Baldergade-kvarteret. Den fjerde gruppe var Krügerne. De kom ude fra Ndr. fasanvej. De arbejdede på Krügers Tobaksfabrik. Der var knipler, køller og slagsange. Ja Krügerne havde fire meter staver med.

Der blev ikke berettet om dødsfald men om mange brodne pander og blod. Senere blev kamppladsen flyttet ud på Nordre Fælled. Og en ting kunne man dog blive enige om. Ja det var når politiet dukkede op, så kæmpede de alle mod disse.

 

Marie druknede sin afkom

Der er historier om unge piger, der druknede deres afkom i åen. De var kommet til storbyen og mødt en sød fyr, troede de. Men da han hørte, at Marie var gravid flygtede han. Og Marie så aldrig mere ”Prinsen på den hvide hest”. Lovgivningen dengang var bestemt ikke til Maries fordel.

 

Marie kunne risikere livsvarig fængsel

Loven fra 1866 kunne idømme kvinder, der fik provokeret abort op til 8 års straffearbejde i de såkaldte forbedringshuse.

Fra 1879 risikerede kvinder, der fødte i dølgsmål at få livsvarig fængsel. Hvis ens forældre ikke kunne eller ville hjælpe, når man fødte uden for ægteskab, ja så måtte man gå til Sognerådet, der så ofte anbragte Marie og barnet på fattiggården. Og så kom pigen i forhør:

  • Hvor var samlejet foregået?
  • Hem var man sammen med?
  • Hvordan foregik det?

Mange gårdmænd betragtede det som deres ret at forlyste sig med tjenestepigerne. På landsplan blev 10 pct. af alle børn omkring århundredeskiftet født uden for ægteskabet. Det var de såkaldte ”Horeunger”.

I ”Den Danske Familieret af 1882” hedder det sig, at uægte børn, som en gift eller ugift mand har avlet af en mand eller en kvinde, der begge er gift med andre, har avlet en ”frille”

Horeunger avlet af en mand og en kvinde, der begge er gift med andre, samt bigami-børn, blodslams-børn og voldtægtsbørn, alle juridisk skal sidestilles med horeunger.

Uægte børn blev ikke anset for at være i familie med faderen. Moderen havde automatisk forældremyndigheden og forsørgerpligten. Horeunger var helt og aldeles familieløse. Det skete ikke sjældent, at optegnelsen i skudsmålsbogen pludselig ophørte. Grunden var horeunger.

Marie havde det sandelig ikke let, da hun sad her ved Ladegårdsåen.

 

Kvinders adelsmærke var kyskhed

Dengang blev mandens krop opfattet som bærer af kultur, ånd og orden. Kvindens krop var en del af naturen, drevet af det stærke, ukendte og mystiske.

En gravid kvinde skulle så vidt mulig holde sig inden døre. Hun skulle ikke deltage i selskabelighed. Kvindens adelsmærke var kyskhed. Hun skulle være jomfru og gerne udvidende om samlejet ind til ægteskabet.

Prævention var usikker og dyr. Men i 1880 kunne man købe kondomer af fiskeblærer og gummipessarer. Lægerne var dog ikke indstillet på at fortælle om disse muligheder.

Og hos Irma på Nørrebro, hvor det hele begyndte måtte kontordamerne ikke snakke sammen. Blev de afhentet af en mand, blev de afskediget dagen efter. Det var heller ikke bedre hos Privatbanken. Her stod der i deres regulativ i paragraf 3:

  • Kontorassistenter, der indgår ægteskab, må fratræde deres stilling senest den 1. i den efter ægteskabets indgåelses følgende måned.

Men dette fik telefondamer efter seks ugers strejke sat en stopper for.

 

Et lig flød i Ladegårdsåen

En søndag morgen i 1913 sad en ung mand og fiskede i Ladegårdsåen. Han gjorde en uhyggelig opdagelse. Han så et lig flyde i åen. En betjent blev tilkaldt. Ved fælles hjælp fik de bjerget liget.

Det var Lundorf Larsen, der havde begået bankrøveri på Østerbrogade. Han havde søgt tilflugt hos en kammerat. Her troede han, at han kunne finde et gemmested. Men i stedet kontaktede denne politiet.

De var lige i hælene på ham. Lørdag aften var han vadet ud i åen og skudt sig en kugle for panden lige over øjet.

 

Da to damer druknede

Der findes mange vandrehistorier om åen og alle dem, der er druknet i åen.

Ud for Åboulevarden 16 er anbragt en høj spids sten, som minder om en blanding af en milepæl og et mindesmærke. Den var tidligere anbragt i selve Ladegårdsåen ud for Ladegården, hvor dens top ragede en eller halvanden alen op over vandet.

Der var ingen inskription på stenen. I folkemunde hed det, at den var anbragt til minde om et brudepar, der i længst forsvundne tider var kørt i karet til deres fremtidige hjem. Men vognen var i den bælgmørke aften væltet ud i åen, hvor det unge par var druknet. Og det skulle have været to letlevende damer, der havde siddet så urolig og vippet fra side så kareten var skvattet ud i åen.

Men bladet ”Nyeste Skilderier af København” har hvis nok sandheden. Den 1. december 1812 kunne bladet meddele at natten mellem den 26. og 27. november var en karet, der kom kørende fra ”Lystgaarden Rolighed” væltet ned i Ladegårdsåen ikke langt fra Skt.Hans Hospital som Ladegården hed på dette tidspunkt.

I denne karet var der 5 damer og en halvvoksen knægt. Denne sammen med tre af damerne blev reddet mens to druknede. Og disse var Fru Marie Henriques født Beck (gift med købmand Falk Wilhelm Henriques) og Fru lise Magnus, født Henriques (gift med Glanslærredsfabrikant Moses Magnus).

 

Piletræer langs åen

Af denne ulykke kunne ske, lå dels i, at Ladegårdsvejen henlå fuldstændig uoplyst, dels i at åen ikke var indhegnet, så det var umuligt at skimte den i den mørke nat. Det var denne hændelse, der var årsag til, at der blev plantet piletræer langs åens bredder.

Da åen i 1897 på dette sted blev overbygget, blev stenen anbragt på selve midterpartiet af Åboulevarden. Samtidig blev der foretaget en simpel indskrift 26.-27. nov. 1812 indhugget i stenen. Ved reguleringen af Åboulevarden blev stenen midlertidig bortfjernet og indskriften slebet ud. Men siden blev stenen opsat på den nuværende plads.

 

En hestesporvogn

I mange år kørte her på Ladegårdsvejen en lille sporvogn trukket af en hest. Den kørte hele Ladegårdsvejen igennem, drejede op ad Bülowsvej for via Rolighedsvej at ende på Falkoneralleen.

På mange snedige måder blev åen også brugt til at smugle sprit ind til lemmerne. Og man må sige, at det var ret så kreativt

 

Parcelbroen er åben

Imellem 1892 og 1967 blev åen overdækket og lagt i rør. I dag sørger åen stadig for, at der er vand i søerne

Da det hele så var blevet fyldt op skulle man finde et navn. Der blev foreslået Frederiksberg Boulevard og Gyldenløvs Boulevard. Ja og Åboulevard blev kun vedtaget med en stemmes overtal.

Og mange år efter, når toget var forsinket brugte man udtrykket:

  • Parcelbroen er åben

 

Avlsgården i Nyby og Ibstrup

Men se denne å, Ladegårdsåen er opkaldt efter selve Ladegården. Men allerede i 1548 bebudede kongen, at han ville ”lade holde Avlsgaard i Nyby”. Men hvor denne ladegård har ligget er de kloge uenige om.

I løbet af det syttende århundrede kom også Ibstrup Ladegård. Den blev senere til Jægersborg.

Men under Christian den Fjerde blev den gamle ladegård afløst af et storstilet nyt anlæg. Kongens interesse for byggeri og anlægsvirksomhed satte smukke minder rundt om i vort land, ikke mindst i hovedstaden og dens nærhed.

 

En smuk have ved Rosenborg

Da han begyndte at bygge Rosenborg, knyttedes der til dette et kongeligt lysthus. Oprindelig var det tænkt som en urte- og nyttehave. Haven blev stadig større og smukkere. Og nu blev der også ledt vand ind til slottet. Men omkring 1620 hørte man ikke mere om stedet.

Kongen overtog den sidste rest af den såkaldte Kalvehave mod at Hovedstaden får Ryvangen ved grænsen til Gentofte. Tillige købte kongen Skt. Jørgens Mark af Vartov Hospital får en årlig afgift på 80 daler. De blev dog noget uregelmæssig betalt.

 

Sankt Jørgens Sø var udtørret

Omkring år 1600 var Sankt Jørgens Sø næsten helt udtørret, fordi den ikke holdtes tilstrækkelig inddæmmet. Vandet fik lov til at flyde i engdraget. Kongen forlangte, at søen blev fyldt af hensyn til forsvaret. Men borgerne forsøgte at krybe udenom.

Den gamle bondeby Solbjerg fortsatte endnu i et par generationer, men så blev den nedlagt og Ladegårdsarealet blev fordoblet.

 

En engageret konge

Kongen var meget egageret. I efteråret 1620 blev der hugget tømmer til en stor stald- og ladebygning. Den var 100 bindinger lang og 30 alen bred og 15 alen høj.

Fra december til april var arbejdsfolk og daglejere beskæftiget med at opfylde og planere grunden i Kalvehaven. Det mægtige bygningsværk kunne rejses i foråret 1621. Allerede om sommeren 1621 stod det næsten helt færdigt. Der var mur mellem stolperne og ruder. Samtidig var der lagt vold og grav uden om den indre ladegårdsgrund ligesom ved Ibstrup og Rosenborg.

Næste sommer (1622) rejstes taget på det grundmurede hus. Det var indrettet til ”Vaaninger” med gemakker og kamre. Samme efterår blev fire store kampsten tilhugget til en muret portbygning, som tømmermændene satte spir på.

 

Plads til 500 stykker kvæg

I dette og følgende år blev der muret flere tusind alen tavlemur, skorstenene og gavle i bygningen på den nye ladegård. Til ”det store hus”, hvor der var lagt stenbro og mindre, lige til et tømmerhugget duehus.

Arbejdet skred rask frem. Skifertækkerne havde travlt med at afdække husene. Vinteren igennem var glarmestre i færd med at forfærdige vindue af glas, bly og tin til bygningerne på den nye ladegård.

Christian den Fjerde hørte til den type, der ville have tingene gjort færdig med det samme. Han satte fart i tingene. Kongen havde bestemt, at der skulle opstaldes 250 okser på Ladegården. Men senere blev antallet af køer og okser udvidet til fulde 500.

Svinehuset var på 32 bindinger med en vældig ”svinehave” indhegnet med et plankeværk på mange hundrede fag. Samtidig blev en svanehave indhegnet. Erindringen om denne ”have” er bevaret i navnet Svanemosegård.

 

18 broer ude på området

I den fugtige engbund, hvor Ladegården blev bygget blev som skik var i datiden anlagt med fiskedamme. Og det var ikke kun for fiskeriets skyld. Det var også af hensyn til dræning og tørlægning. Ladegårdsåen blev ledt gennem voldgraven og rundt om den egentlige Ladegårds-grund.

Udenfor på terrænet var der mindst 18 broer over de mange grøfter og vandløb. For vandtilførselen til den ny ladegård sørgede en ”vandkunst” med kobberindretning. Det var nærmest tale om et slags trykvandsanlæg. Vandet førtes ind til staldene i rørledninger ind mellem krybbyerne, der fyldtes med foder fra den ovenover liggende loft, hvor kornet blev tærsket. Her oppe i laden kunne man køre med hest og vogn, uanset om kvæget var opstillet nedenunder.

 

En meget imponeret fyrstesøn

Egentlig var det planer for, at ladegården skulle have ligget ud for Øster Port. Ved Sankt Jørgens Søs nordvestligste hjørne ved slusen blev der bygget et ”Svertehus”, som nærmest var et farveri. Dette havde også forbindelse til Ladegården. Mellem Blegdamshuset i det nordvestligste hjørne af Sankt Jørgens Sø og Ladegården blev der i 1622 bygget et Fangehus. Også dette havde forbindelse til Ladegården.

I marts 1623 var det enorme anlæg færdig. En tysk fyrstesøn var på gennemrejse og besøgte Københavns seværdigheder. Til dem hørte den nye Ladegård. Han var meget imponeret.

Den gamle Nyby Ladegård var efterhånden blevet ribbet for sine bygninger og anlæg. Det meste var bindingsværk. Det meste var godt gammelt kram. Det kunne tages ned og bruges igen.

To af husene på i alt 62 bindinger blev forsynet med otte nye kviste. I marts 1624 var Nyby Ladegård væk.

 

Den første foged skulle gå i kirke

I juni 1623 var den første foged, Rasmus Jensen startet, Hans løn var årlig 26 Daler kurant. Dertil kom månedlig 3 daler i kostpenge. Men han havde også rigelig at se til.

I hans instrukser blev det påpeget, at han skulle være en flittig kirkegænger. Han skulle ligeledes sørge for, at tage vare på lys og ild. De ansatte skulle passe deres sengetid og de skulle lystre fogeden.

 

Man kunne ikke have unyttige folk gående

Det skulle ikke være flere ansatte end højst nødvendig. Man kunne jo ikke have unyttige mennesker gående. Der var to vognsvende, der tillige skulle skiftes til at passe svinene. Så var der to ”Mælkedrajer” en dansk og en tysk. Det holstenske mejeri stod i ”høj anseelse” Fremdeles skulle der være en malkepige for hver atten køer og en røgter for hver hundrede okser.

Desuden var der brændevins-piger. Man brændte nemlig også brændevin på Ladegården. Ja så var der hønse-piger, svinedreng, buddreng m.m. Man var også nødt til at tage daglejere. De skulle hjælpe til ude på marken.

 

Det meste gik til Københavns Slot

Kornet skulle rengøres og behandles omhyggeligt, så det kunne bruges til malt og anvendes i kongens store bryghus i København. Det korn der blev til overs, skulle bruges som føde til svin og småkræ. Ellers gik det meste til Københavns Slot.

Resterne skulle sælges på Torvet. Fogeden fik besked på, at samle pengene sammen og hver onsdag og lørdag skulle der afregnes med Hans Hagedorn, som var en af kongens ”Edelknaben”. Denne havde en slags overopsyn med Ladegården og for dette hverv oppebar han ”Skjorte- og Støvlepenge”.

Bønderne på nabogrunden skulle sørge for, at grøfterne og led skulle holdes rene. De skulle sørge for såning, pløjning og høst på rette tider og efter den bedste metode. Man skulle være påpasselig med dyrene og sørge for den nødvendige rengøring.

Salg måtte ikke ske fra Ladegården. Selvdødes skind skulle straks føres til regnskab.

 

Kvinderne måtte spinde-til gavn for kongen

Portene skulle åbnes ved ind- og udkørsel af nøje afregnet gods. Ingen måtte opholde sig alene i stalden. De dyr ”der ikke var så let at opdrage”, skulle for en sikkerheds skyld brandmærkes med Ladegård-mærket.

Det var strengt forbudt for kvinderne at tage sig af det kostbare kvæg, men de måtte gerne malke. Og det skulle ske tre gange dagligt. Og resten af de lyse timer skulle de spinde – til gavn for Kongen.

Jorderne var nu ikke af bedste kvalitet. En masse kanaler gennemskar markerne.

Jo fogeden havde sandelig nok at se til. Bønderne opførte sig ikke altid som kongen ønskede det.

 

En voldsom orkan

I begyndelsen af 1630erne tager kongen fat på en ladegård uden for Vesterport. Men hvorfor nu det?

Jo en voldsom orkan havde raseret i 1628. Og den havde i den grad ødelagt den moderne ladegård. Hvor omfattende ravagen har været, vides ikke. Men historien fortæller os ikke så meget om katastrofen.

 

En ny Ladegård måtte opføres

Den ny lade blev ikke nær så stor som den gamle. I begyndelsen af 1630erne opførte man en ny ladegård i stedet for den orkanramte ladegård. Laden blev ”kun” på 77 bindinger. I 1654 beskrives Ladegården som uberørt af krige. Ja lad os dukke ned i Johannes Wolfs ”Encomion Regni Daniæ”:

  • Uden for København, imellem Vester- og Nørre Port ser man Slottets Ladegaard, hvis mægtige og anselig grundmurede ypperlige Bygning med Gemakker, Kornhus, Lade, Lo, Fæhus og Stalde, som saadan et sted bekvemmer og fornøden er, men der med stor Lyst kan se, hvor der nogle Hundrede Stude kan staldes og fores, foruden Kør, Faar og Svin, som der mangfoldig tillægges og holdes kan.

En overgang indrettede man også hønseovne, som en slags rugemaskine.

 

Fisketyve endte på Bremerholm

I 1639 var der en del fisk i dammene. Dette fristede fire mænd og en dreng. De fyldte deres bukser med fangsten. I første omgang skræmte man dem væk. Sagen endte dog med, at tre af dem blev indsat på Bremerholm.

 

Fæstningsanlæg

Tre store fæstningsanlæg blev bygget i 1600-tallet. Den vestligste af disse var Ladegården. Den havde en vandgrav på den ene side. Fra skansen løb en lille vold med en enkelt bastion langs indersiden af Sankt Jørgens Sø.

Fæstningsgraven havde afløb til Sankt Jørgenssø gennem et gammelt åforløb, som oprindelig hed Vodroffå, men som i folkemunde blev kaldt Rosenåen, som følge af der ildelugtende vand. Dette åløb afgrænsede det bebyggede område mod syd og en primitiv bro tillod færdsel fra bygningerne ud til markerne.

Christian den Fjerde anlagde en landevej til området. Kongen betragtede denne vej som sin egen ejendom. Vejen fik selvfølgelig navnet Kongevejen. Nogle haveejere i forbindelse med vejen fik allernådigst tilladelse til at benytte vejen, hvis dette kunne ”skee uden Skade”, som det hed i 1645.

 

Ingen guldgrube at være forpagter

Gården gav ikke det overskud, som kongen havde ønsket. I 1647 forpagtede Peder Svendske gården. Det kostede 2.200 rigsdaler. Men der hørte også en del forpligtelser med denne forpagtning. Svendske var også forpagter af ”Friederichsborg Slots Ladegaard. Ved tronskiftet i 1649 søgte han om forlængelse. Der blev bevilliget to års forlængelse med væsentlige stramninger.

Forpagteren skulle således aftage 100 læs brænde fra kongens skove og masken til køerne fra Kongens Bryghus. Det var bestemt ikke en guldgrube at drive disse ladegårde.

 

Svenskerne ødelagde Ladegården

I 1651 blev dele af Ladegården indrettet som Pesthus. Det blev kortvarig indrettet som sygehus for sindssyge og epidemiramte. Men svenskekrigen bevirkede, at lemmerne blev fordelt på andre institutioner. Og takket være svenskerne led bygningerne stor skade.

Tyve hollandske familier var blevet inviteret til at bosætte sig. De fik hurtig opbygget en lille by. Der havde fået lov til at bruge en del af Ladegårdens jorder

 

De bøhmiske klædemagere

I 1653 havde Frederik den tredje tilladt 50 bøhmiske klædemagere med familie at bosætte sig på Ladegården. Derfra skulle de fremstille og sælge klæder både i alenmål og stykvis. De var af religiøse grunde blevet fordrevet fra deres hjemland. Nu fik de vidtgående privilegier for en snes år frem i tiden.

Men de kom aldrig rigtig i gang. Måske var det et mord på Ladegården, der var skyld i dette.

 

Svenskerne kom igen

Og så kom svenskerne atter engang på besøg. De belejrede København i 1658-59. De skød Ladegården i grus.

Christoffer Gabel købte i 1662 Teglgårdsvangen og lagde den sammen med sin erhvervede jord fra Ladegården. Byens teglgård blev nedlagt og flyttet herud. Men egentlig var det ruiner, som Gabel overtog.

 

”Den Gule Hest”

I 1670 blev der givet tilladelse til et krohold lige øst for landevejen. Et skel blev dannet for Ladegårdens marker i vest. Her opførte murermester Jens Matzen en kro med både tilladelse til at brygge og bage, således at tilrejsende til ”Nødtøftighed for Penge kunne overnatte og overleve”.

Al slags fremmed drik måtte såmænd også gerne ”diviteres” med, når blot der ”erlagdes” told deraf. Hvor længe der blev drevet kro herfra fortaber sig i det uvisse. Men ejendommens navn ”Den Gule Hest” tydede på en hvis standard.

 

Regning uden vært

Gabel erhvervede sig også Peblingesøen. Han opdæmmede søen og omdannede den til en eng. Han regnede med at bruge den til græsning. Atter engang var en sø blevet tørlagt. Men Gabel havde gjort regning uden vært. I 1674 fratog kongen ham området, og der kom igen vand i søen.

I 1682 lå der tre fiskedamme på Ladegårdens jorde mellem Vestre og Nordre Forstad. I 1694 druknede en ung knægt i en af disse.

Selve skansen var forholdsvis uberørt efter svenskekrigen. I de kommende år dannede denne bastion base for en gård, der blev bygget her.

 

Et yndet traktørsted

Christoffer Gabels søn, Valdemar Christoffer overtog gården. Men han kom i pengenød. Derfor overtog Kronen igen gården.

I 1683 boede der en kongelig musikant, Johan Alter i et forhenværende kongelig gemak. Også general-konsumpionsforvalter justitsråd Edvard Kruse havde værelse her.

Han fik i 1690 kongelig bevilling til at nyde og bruge Ladegården med tilliggende jord, Enghave og Fiskevand, fri for pålæg undtagen kopskatten i ti år med den betingelse, at han skulle holde bygningerne ved lige på egen bekostning. Stedet blev et yndet traktørsted.

 

Landetaten brugte gården som kvæsthus

I 1697 brændte det meste af Ny Hollænderbyen. Disse bønder var fortsat bagud med at levere varer. Så det hele gik tilbage til kongen.

Men åbenbart var der sket et eller andet. For efter et par år overgik Ladegården atter til institution. Landetaten brugte gården som kvæsthus. Under pesten i 1710-11 blev gården brugt som pesthus. Krigshospitalskassen havde af kronen fået skænket gården. I en periode fungerede Ladegården som krigshospital. De almindelige syge soldater blev flyttet til Nyhavn, da stedet var pesthospital.

 

Pesthus og lazaret

Også på den nærliggende Vodroffgård blev der indrettet et pesthospital. Begge steder havde en barber som chef. Det var ikke så mærkelig. De fungerede som datidens kirurgere.

Halvdelen af gården blev indrettet som lazaret. Man brugte stråsække som madrasser og senge. Sækkene havde den fordel, at de kunne kastes i vand og siden tørres og røges for at hindre smitte. Der blev opsat ovne i rummene, så de syge ikke skulle ”lide kuldens kvaler”

I 1727 blev stedet tilbudt til leje. Man kunne i annoncen se, at stedet da var 200 alen langt og 22 ½ alen bredt. Her blev også anlagt en mølle. Inden denne tilladelse blev givet skulle man dog lige sikre sig, at vandstanden i Peblingesøen ikke blev berørt.

 

Krigshospital og Pesthus

I 1728 var Ladegården blevet istandsat. Samtidig med krigshospital, blev det brugt som fattighus. Det fungerede også som straffeanstalt for militæretaten. Og så blev Ladegården også brugt som husvilde bolig for nogle af dem, der mistede deres hjem under Københavns brand.

Den 27. juli 1733 ansøgte direktørerne fra Krigshospitalskassen om tilladelse til at oprette et spinderi af blår, hør samt et væveri på Ladegården. Man foreslog endvidere hærarkivar Simon Schmidt som ansvarlig for fabrikkens drift. Kort efter fulgte planer om at samle almisselemmer på Ladegården.

En kapital på 1.200 Rdl., som kongen havde betalt til Pesthuset for fattige Garders og Grenaderers Enker overførtes til Krigshospitalskassen.

 

Gården ombygget i 1748

I 1748 blev gården radikalt ombygget. Og fra 1734 blev der også her indrettet en kirke. Denne blev betjent af magister Sehmand, der var sognepræst for garnisonen. Han tog sig af sakramentet, mens studenten Nicolai Isenfeldt tog sig af selve gudstjenesten. Ja sidstnævnte tog sig også af undervisningen af børnene. Vi skal senere høre om den gale præst på Ladegården.

Efterhånden startede en produktion på Ladegården. Nu var der beskæftigelse til alle lemmer. Produktionsafdelingen med væve- og spindestuer befandt sig i den venstre del af bygningskomplekset, mens sygestuer, magasiner og stalde havde til huse i den øverste del.

Arbejdsstuerne skulle opvarmes fra Mortensdag til Påske, hvortil der var seks favne bøgebrænde til rådighed. Som belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kun måttebruges fast lygte. Der skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre spinde- og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og rygning med enebær.

 

Hospital og Tugthus

Fra 1765 fungerede Ladegården dels som hospital for frivillige og dels som tugthus for betlere, der opbragtes af byens fattigfogeder. Ligeledes samme år stiftedes Frederiks Plejehus, der skulle erstatte Krigshospitalet på Ladegården.

Nu måtte ”Afsindige” og ”Tossede” dele med fattiglemmerne på Ladegården.

Købmand og fransk katolik Claudi Rosset var købmand i København. Han så, hvordan alle lemmerne havde det på Ladegården. Han donerede hvert år 1.000 rigsdaler til stedet. Og senere blev hele hans efterladte formue på 31.396 rigsdaler ved Fundats af 26. december 1766 overdraget til stedet.

 

Et spøgelse på Ladegården

En mand, der senere døde af kolera i 1853, var i sine unge dage fuldmægtig på Sankt Hans Hospital på Ladegården. En af de første nætter, da han sov på sit værelse på Ladegården var en måneklat nat. Han vågnede ved, at en mandsperson sad ved skrivepulten med ryggen vendt mod sig. Han rejste sig helt op og gjorde en bevægelse fremad. Forfærdet skjulte fuldmægtigen sig under dynerne. Næste morgen var det hele som en drøm for ham.

Han nævnede det ikke for nogen. Næste nat lod han lyset brænde, da han gik i seng. Han kunne dog ikke falde i søvn. Men han ville ikke holde øjnene åbne. Alligevel så han ved midnatstid den samme person sidde på stolen.

Han rejste sig nu fast besluttet på at opklare sagen. Men spøgelset så på ham med et grufuldt blik og gik hen mod ham mod sengen. Fuldmægtigen måtte i hast gemme sig under dynen, hvor han svedte angstens sved.

Næste morgen meddelte direktionen ham, at han ikke skulle være på det værelse mere. Man mente, at det var en afdød kontorist, som af og til kom på besøg.

I mange år stod dette værelse efterfølgende tomt på Ladegården.

 

Sankt Hans Hospital

I 1768 solgte man Ladegården til Københavns Kommune, hvorefter lemmerne fra Pesthuset ved Kalvebod Strand blev overført hertil. Den ny institution på Ladegården fungerede nu nærmest som sindssygehospital. Man fik da også lov til at bære navnet ”Sankt Hans Hospital”.

Kommunen havde erhvervet en betydelig del af det areal, der havde tilhørt Christian den Fjerdes ladegård. Området lå vest for Sankt Jørgens Sø.

 

20 Dårekister

Der blev indrettet en bygning med 20 dårekister opført af solide planker. Standardudstyret var en briks og et lokum. Men som noget nyt, kunne dårekisterne opvarmes. I 1770 led 88 af Ladegårdens beboere af sindslidelser. 14 af dem var så hårdt angrebne, at de blev anbragt i disse dårekister. Ødelagde disse lemmer deres sengetøj, fik de ikke nyt. De måtte nøjes med halm. Det samme gjaldt for deres tøj. Adskillige sindssyge gik nærmest rundt kun iført pjalter.

 

Afsindige og tossede

Under et tag samlede man nu patienter fra det gamle Sankt Hans Hospital. ”Afsindige” og ”Tossede” gik side om side med Almisselemmer med ”ulægelige” og ”gyselige” sygdomme. Kort tid efter kom en tredje kategori, “De veneriske patienter” Disse ville man ikke have på almindelige hospitaler. Man var da også lidt betænkelige ved at have dem her. Tænk hvis deres smitte via Ladegårdsåen endte i Søerne!

Nu var det dog ikke længere væk, end at en medicus i godt vejr kunne aflægge hospitalet et besøg. Ellers var der på et tidspunkt kun tre opsynsmænd til 500 indespærrede stakler. Ja fra 1769 til 1816 lå Sankt Hans Hospital på Ladegården. På daværende tid var det landets eneste sindssygehospital. Her stuvede myndighederne gale og vanvittige mennesker af vejen under vanvittige og uhyrlige forhold.

 

Da lemmerne blev overflyttet fra Christians Plejehus

Inde fra Christians Plejehus i Store Kongensgade, berettede ”sygetrøster” Peter Strange om udflytningen ud til Ladegården:

  • Hvem af pesthuslemmerne, der kunne gå, gik derud. Hvem der var syge, blev transporteret i vogne med halm og sengeklæder eller i kareter.
  • De ”tåbelige”, som kunne finde på hvad som helst, gik eller blev lagt i rustvogne. Nogle var klædt i klæder, så de ikke kunne bevæge hænder og fødder og ligeledes lagt i rustvogne.
  • De blev modtaget med rene, opredte senge, varme og et måltid af oksekød, suppe og svinesteg, som den gamle og uforlignelige velgører hr. rådmand Stuhr havde ladet anrette.

 

De Somatiske sygdomme

I 1787 var der indlagt 361. Der var flest om sommeren, for da havde bønderne tid til at komme med dem. Indtil da havde bønderne bundet dem derhjemme og spæret dem inde.

Sankt Hans Hospital havde også patienter med ”de somatiske sygdomme”. Det var sygdomme som lægerne stod magtesløse over for, kræft, vanførehed m.m. Og med patienter med ”venerisk syge” kom de prostituerede og deres klientel.

Man forsøgte at adskille de forskellige grupper fra hinanden. En lille håndfuld patienter var så heldig, at nyde resterne af Claudi Rossets legat. Det betød nye klæder og rent sengetøj med jævne mellemrum. Disse patienter havde deres helt egen afdeling.

 

De ”honerte” værelser

De værst medtagende var placeret i et hus i haven. Endelig kunne hospitalet også tilbyde eneværelser til velhavende patienter. Disse værelser omtales igen og igen som de ”honerte kamre”. Hele hospitalet var nomineret til 360 patienter. Men den holdt slet ikke. Efterhånden blev store dele af lofterne også inddraget.

 

Da pastor Cruse gjorde toilette

Og se til dette sted kom der i 1768 en ny præst. Hans navn var Niels Christian Berg Cruse. Han var nu ikke en ørn til sine studier. Og på Borchs kollegium gjorde han en latterlig figur.

Han fik et job som lærer på Opfostringshuset. Mens han var lærer her, blev han angrebet af forrådnelsesfeber. Han oplevede kort tid efter at blive slået bevidstløs af en emsig kirurg.

Den berømte biskop Münster var med lidt god vilje fætter til vores hovedperson. Münster boede som barn i overlægeboligen ved Frederiks Hospital og havde ikke langt til Opfostringshuset i Store Kongensgade. Om sit møde med Cruse skriver han i sine erindringer:

  • Jeg har som barn med stor forundring set, hvorledes han, assisteret af tre af drengene gjorde sit toilette: Nummer 23 hold vandfadet. Nummer 17- tør mit ansigt. Nummer 9, bind mit halstørklæde.

 

”Jeg er manden til Sankt Hans Hospital”

Og Münster fortsatte:

  • Derefter blev han præst ved Sankt Hans Hospital, som dengang var hospital for de afsindige. Jeg husker endnu hvorledes han, da dette embede var ham lovet, gik op og ned ad gulvet og med meget tilfredshed sagde ”Jeg er manden til Sankt Hans Hospital”.

Præsteembedet på Ladegården blev ledigt i foråret 1788. Økonomisk var præsteembedet ringe betalt. Der kom 200 rigsdaler fra hospitalets kasse og andre 50 rigsdaler fra Claudi Rossets legat.

Men mon Cruse egentlig vidste, hvad han fik ind til?

 

En nybygget kirkesal

Ladegårdens kirke lå i midterfløjen med lukkede gårde. En nybygget kirkesal på 260 kvm stod klar til Cruse. Men koret vendte ikke mod øst som i andre kirker. På Ladegården vendte den mod sydvest.

 

Klager over pastoren

I juledagene havde Cruse klaget over inspektørens ”despotiske opførsel”, da Cruuse havde bedt en karl om at kløve brænde. Inspektøren troede, at Cruse havde stjålet det.

Og så var det galt med mælken. Det var normalt noget der tilkom spisemesteren. Men pastor Cruse havde egen malkeko og overskuddet kunne han jo passende sælge til patienterne. Men spisemester Larsen klagede til Magistraten over, at madamme Cruse snød, når hun lavede fløde.

I september 1792 fandt gangkonen en af de kvindelige patienter død i sengen. Hun blev straks båret hen i ligstuen. Pastor Cruse var første mand på pletten. Han følte på kvinden og udbrød:

  • I begraver her levendes Folk. Mennesket er ikke død.

Men kirurgen vidste nu bedre, og skulle ikke lade sig belære af en pastor. Nu viste det sig da også, at pastoren havde ladet sig beskænke aftenen før. Og dette skete hyppigere og hyppigere.

I omgangen med patienterne viste pastor Cruse sig heller ikke fra den bedste side. I maj 1793 klagede således en af de veneriske patienter, Sidse Pedersdatter. Pastoren ville ikke tage hende til alters, fordi hun var:

  • Beladt med et flod i ansigtet, som dog ej er smitsomt eller meget farligt

Cruse afviste dog klageren og henholdt sig til anordningerne. Han kunne ikke som præst acceptere kvindens tilstedeværelse i kirken, da det var ham magtpålæggende:

  • At væmmelse, ækelhed og forstyrrelse ved så hellig en handling kan forebygges.

Ja Pastor Cruse måtte skriftlig forklare sin handling. Han skrev, at han personlig intet havde imod Sidse, men han følte sig dog chikaneret af hende. Derfor bad han Magistraten pålægge hende:

  • Høflighed og artighed mod Præsten.

 

I overensstemmelse med samvittigheden

I marts 1797 var det galt igen. Under en inspektion trådte Peter Christian Løwe frem på gangen og beklagede sig over præstens opførelse. Løwe havde nogle dage før blevet alvorlig syg og havde tilkaldt præsten, der også var mødt frem. Men han nægtede den syge sakramentet.

I stedet havde pastor Cruse skældt den syge mand ud i andre patienters påhør. Cruse blev forelagt klagen og nægtede heller ikke handlingsforløbet, men fremførte sit forsvar, at han havde behandlet Løwe:

  • I overensstemmelse med sin samvittighed

Direktionen gav på stedet pastor Cruse en advarsel.

 

Notater i Kirkebogen

Fra oktober 1794 begyndte pastor Cruse at gøre mere udførlige notater i sin kirkebog om de patienter, han begravede på hospitalets kirkegård. Indtil da havde han indskrænket sig til kun at opgive navn og alder. Og det kan i dag være ret fornøjelig læsning.

I oktober 1794 døde således den 70-årige Andreas Bech:

  • En søn af kommerceråd Bech, tåbelig til det sidste. Var ikke syg. Om morgenen ville han hverken drikke eller spise, om middagen ingenting og straks efter døde han i indvortes slag.
  • Han var en af de lykkelige gale, thi han var altid fornøjet med sig selv. Et stort spørgsmål om ikke forurettelsen ikke at blive befordret og faderens egen opførsel var hovedårsagen til hans galskab. Her blev han bevaret i 17 år.

En måned senere døde den 44-årige student Laurentius Andreas Horn. Cruse skrev i kirkebogen:

  • I året 1772 blev han indlagt som afsindig og døde i samme tilstand men i indvortes slag. Han blev i den tid, han var her så sammenkrympet, at hans knæ sad oppe under hans hage. En meget ferm student har han været, kyndig i mange sprog.
  • Man foregiver at han, som gik i et af sine familiers huse, var blevet mistænkt for noget.

 

Lugten af kræftpatienternes sår har døgnet rundt blandet sig med skrigene af de sindssyge i dårekisterne. Det krævede en bred ryg at leve på Christian den Fjerdes ladegård i de 50 år bygningerne husede Sankt Hans Hospital.

 

Rekordantal stort antal brudepar

Og i 1795 begyndte pastor Cruse, at vie et rekordstort antal brudepar i kirkesalen på Ladegården. Det var egentlig ikke nogen, der havde noget at gøre her. I de følgende fire år ekspederede han ikke færre end 256 vielser.

Men nu havde dette også sin forklaring. De københavnske ægtepar undgik den såkaldte kopulationsafgift. Men Cruse var nu også havnet i dårlig selskab. Ingen af de andre præster ville have noget med disse vielser at gøre. Pastor Cruses lille kirke var åbenbart blevet et fristed for sparsommelige og besværlige københavnere.

Men efterhånden var det kommet Biskop Balle for øre. Og ikke alle vielser var lige efter bogen.

 

Pastor Cruse blev knækket

Men sagen knækkede pastor Cruse. Han begyndte at drikke endnu mere. Efter ti år på Ladegården var han en knækket mand. Han kunne ikke længere stå for presset. Det slog klik for ham.

Han blev indlagt på Frederiks Hospital. Her var han i to måneder. Men allerede efter 24 timer var den gal igen. Han blev indlagt på en af de ledige værelser på det ”honerte kammer”.

 

Madam Cruse fandt en skibspræst

Madam Cruse fandt en skibspræst der kunne tage pastor Cruses job. Fattigvæsnet Havde korresponderet med pastorens nærmeste slægtninge for at høre, om de var interesseret i at understøtte præstens hustru og fem børn-helt eller delvist. Tiggergangen resulterede i 72 rigsdaler om året. Dertil kom en tredjedel af Pastor Cruses årsløn som engangsbeløb.

Familien måtte forlade boligen på Ladegården. Men i 1801 måtte madam Cruse atter engang skrive til Fattigvæsnet om hendes mands tilstand. Hun måtte holde ham indespærret på et værelse. Hun fortalte også, at de ikke kunne komme til at leje noget, så længe, at de havde en afsindig boende.

De logerede sig inde hos en bagermester i Farvergade. Men endelig i 1803 blev Cruse indlagt på Sankt Hans Hospital på Ladegården, der hvor han engang var præst.

 

På prædikestolen i Frederiksberg Kirke

I 1807 kom englænderne. Ladegårdens mure var et perfekt skjold mod kanonild. Under fjendens eskorte blev størsteparten af lemmerne lukket inde i Frederiksberg Kirke. De veneriske syge måtte dog ikke komme herind. De måtte tage til takke med de kongelige stalde. Englænderne trakterede med kød og brød.

Blandt dem, der blev lukket ind i Frederiksberg Kirke var også Cruse. I et ubevogtet øjeblik besteg han prædikestolen og begyndte at prædike løs.

Efter opholdet i kirken blev de 500 overført til staldene ved Frederiksborg Slot i Hillerød.

Skaderne på Ladegården blev i oktober 1807 opgjort til 30.000 rigsdaler. Kirurgen havde mistet instrumenter for 6.000 rigsdaler.

 

Pastor Cruses død

I foråret 1808 begyndte overflytningen til det nye Sankt Hans Hospital ved Roskilde. Overflytningen kom til at vare i otte år. Først i 1816 var Ladegården tømt. Almindelig Hospital måtte også tage en del patienter.

Egentlig havde Christian de Syvende en løsning på problemet. Der skulle bygges et nyt sindssygehospital på Ladegårdens Mark, omtrent der hvor Sankt Markus Kirke ligger i dag.

I december 1808 døde pastor Cruse kun 51 år gammel. Nogle dage efter blev han begravet på hospitalets lille kirkegård. Han kom til hvile blandt en masse andre ulykkelige mennesker. Mange af disse havde han prædiket for i 11 år.

 

Borgerne skulle moralsk og åndelig oprustes

Byens indbyggere blev fattigere og det samme skete for byens ernæringsdrivende. Efter englændernes bombning fulgte i 1813 statsbankrottet og tabet af Norge. Hovedstadens fattigvæsen var underlagt staten.

Men København fungerede som en slags prøveklud, når det gjaldt at forbedre vilkårene for de fattige og arbejdsløse. Mange af de initiativer, man startede i København, blev efterhånden også gennemført ude i provinsen. Allerede omkring 1600-tallet havde man prøvet med tvangsarbejde. Og så var det Opfostringshuset, Tugt-, Raps- og Forbedringshuset.

Borgerne skulle moralsk og åndelig oprustes. Et universalmiddel for dette arbejde. Det gavnede staten og det lærte de fattige at bestille noget.

 

Negre-klæder

I 1816 blev der oprettet en industri-indretning til beskæftigelse af arbejdsføre på Ladegården. Her blev der også produceret lærred til Hæren og ”Negre-klæder til Negrene i Vestindien. Det startede med at være en succes.

I 1821 nedsatte man en kommission, hvis formål var at undersøge om der var behov for en arbejderanstalt. Året efter blev Arbejderanstalten Ladegården indviet.

 

Hvordan var det lige med Fattigloven?

Måske skal vi lige stoppe op her, og forklare lidt om Fattiglovgivningen dengang!

Dengang skulle man have opholdt sig tre år inden for hovedstadens område, så havde man opnået forsørgelsesret. Det betød, at man kunne stille krav på ”nødtørftig underholdning”, dvs. føde, husly, klæder og varme, således at man kunne opretholde ”Liv og Helse”.

Det var Fattigvæsnet, der skulle sørge for, at de arbejdsføre fik anvist lønnet arbejde. Viste man sig arbejdsuvildig, måtte der anvendes fornøden tvang. Man skulle også hjælpe med læge og medicin. Endvidere skulle der drages omsorg for, at fattiglemmers børn fik fornøden skoleundervisning.

 

Fattigvæsnet havde hånds- og halsret

Men Fattigvæsnet havde hånds- og halsret over en. Man var underkastet væsnets disciplin og moralske regler. Var man indskrevet som fattiglem, så indebar det også, at ens ejendele tilfaldt væsnet efter ens død. Man havde så også stillet den fornødne frijord til rådighed på Assistens Kirkegård.

Al henvendelse om hjælp skal rettes til lokale fattigforstandere. Fattigvæsnet rådede også over Almindeligt Hospital i Amaliegade samt en række arbejdshuse og arbejdsanstalter som Ladegården.

Fattigvæsnet skulle også tage sig af datidens husvilde. Ja og de skulle også tage sig af Offentlige fruentimmere, hvis disse kom i udføre. Så blev de også en overgang placeret på Ladegården.

 

Hvad er et offentligt fruentimmer?

Politiet var begyndt at registrere offentlige fruentimmere. I 1874 gennemførtes nemlig en ”Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes udbredelse.

Men hvad er et offentligt fruentimmer?

  • En kvinde, der blev indskrevet i politiprotokollen som prostitueret. Herefter skulle hun møde til ugentlige lægeundersøgelser og hendes liv og færden blev underlagt en række begrænsede regler.
  • Ved overtrædelse havde politiet myndighed til at straffe hende uden om domstolene
  • Hun kunne således blive dømt til tvangsarbejde på Ladegården
  • I 1906 blev indskrivnings- og kontrolsystemet ophævet

Med loven forsøgte myndighederne at dæmme op for de voksende kønssygdomme og regulere prostitution, så den ikke stødte an mod den offentlige orden og moral. Og ofte blev disse fruentimmere anbragt på Ladegården.

 

Christiane Adolfine Larsen

En af disse var Christiane Adolfine Larsen. I 1892 blev hun indlagt på Kommunehospitalet, hvor hun tidligere var blevet behandlet for syfilis. Christiane blev anset for at være sindssyg. Hun opholdt sig derfor meget af tiden på Ladegården.

Den 43-årige tilstod ved indlæggelsen:

  • Et meget uforbeholdent alkoholforbrug
  • Har ført et meget lystigt liv – dog aldrig eller i hvert fald kun få dage ”practiseret som Scortum (prostitueret)

Christiane burde have været indlagt på Vestre Hospital der ved åbningen i 1886 havde 60 af hospitalets 200 senge forbeholdt udøvere af hemmelig prostitution. Men som sindssyg hørte hun under Kommunehospitalet. Men som regel endte Offentlige Fruentimmere deres dage på Ladegården.

 

Produktion på Ladegården

Et moderne landbrug blev indrettet på Ladegården. Til avlens fremme fik man tilført latrin fra byen. Der blev satset på kartofler og hør. Hertil kom uldvæveri, et farveri, en række værksteder for almindeligt håndværk samt et lysstøberi.

Man fik god hjælp fra den militære klædefabrik i Usserød, der stillede 6 klædevævere til rådighed.

Man mente også, at have fundet den rette mand som inspektør, nemlig klæde-fabrikør Branner. En anden vigtig ansat var kogekonen, madam Schultz. Hendes løn var fastsat til 2 rigsdaler sølv ugentlig, en portion daglig middagsmad samt 1 pund brød daglig. Hun fik desuden anvist et frit værelse samt lys og brændsel.

De fleste fattiglemmer herude var ufaglærte. Man var enige om, at lønnen ikke måtte sættes højere end, hvad der kostede at bestride ”et almindelig fattiglems tarvelige fornødenheder” Man satte for mandelige et beløb af, lydende på 21 sk. Og det kom man frem til på følgende måde:

  • Til mad 13 sk.
  • Til renlighed og inventarslid 2 sk.
  • Til Klæder 4 sk.
  • Til husleje 2 sk.

Man satte beløbet hos kvinderne 2 sk. lavere. Man regnede ikke med, at kvinderne spiste så meget.

Der skulle arbejdes fra klokken fem om morgenen til otte om aftenen med i alt tre timers pause. Man regnede med et overskud. I 1824 var der 246 lemmer herude.

 

Pjaltehæren fra Ladegården

Fattigvæsnet havde overtaget gadefejningen og den kostebevæbnede pjaltehær blev et nyt element i gadebilledet. I inspektørens instruks stod der:

  • At man over for lemmerne skulle forene streng alvorlighed med kærlig sagtmodighed.

Men samtidigt blev det påpeget:

  • At den medlidenhed, hvorpå den ulykkelige har et billigt og retsmæssigt krav, kan erhverves ved uorden, trolig opfyldelse af pålagte pligter og hengivenhed i sin skæbne.

 

Ladegårdens rygte var afskrækkende

For mange blev Ladegården en station på vejen mod fængsel og rettersted. Omvendt fandt en dødsdømt drabsmand som Ole Kollerød, at Ladegården var ”Paradisets Have”.

I 1826 sagde man, at mængden af arbejdere på Ladegården var:

  • Afkrævende, løsagtige Fruentimmer, afskedigede, halvfede Matroser og Soldater, frigivende Forbrydere fra Slaveriet og Tugthuse.

Man mente, at lønnen skulle være lavere. Og så overvejede man nu at nedlægge rebslageriet, lysstøberiet og linnedfabrikken.  Rygtet blev endnu dårligere:

  • Ladegaardens Rygte var saa afskrækkende, at en fattig Borger hellere vil friste alt, end at begive sig derhen, og han udsætter sig, ved at tage Arbejde der, for at blive miskendt af sine Medborgere, som erfare, at han har været et Sted, hvor Forbrydelser og Laster ere almindelige Egenskaber hos Arbeiderne.

 

Arbejdssky og arbejdsuvillige

I 1828 var underskuddet på 31.899 rbd. Forklaringen var sikkert, at det ikke var den allerbedste arbejdskraft. Der har sikkert været mange ”sjovere” til stede. Ja sådan benævnede man ugifte og arbejdsløse. Man kunne ikke tilvejebringe en produktion, der kunne hvile i sig selv.

Mange fattiglemmer var arbejdssky og arbejdsuvillige. Man havde ikke nok tvangsmidler til at fremtvinge disciplin under arbejdet. Indlagte lemmere udeblev uden tilladelse fra arbejdet og forlod anstalten. Alt for mange drev omkring og tiggede. Mange foretrak i stedet et kortere eller længere fængselsophold.

 

Tvangsarbejderanstalt

I 1833 gik den hidtidige ledelse af. Det hele blev overtaget af Fattigvæsnet. Året efter blev institutionen udvidet med en tvangsarbejderanstalt. Her blev tiggere og fattige, der forbrød sig mod Fattigvæsnets regler anbragt. Værkstederne blev udbygget for at få produktionen til at stige. Samtidig forsøgte man at få økonomien forbedret. Men kvaliteten af det, som man producerede var uhyre ringe. Dog var gulvtæpperne af en rimelig kvalitet.

Ladegården producerede for marinen og kommunale institutioner.

I en opgørelse fra 1834 kan vi se, at lederen hedder Carl Schleisner. Den nærmeste medarbejder hed Frederik Christopher Bülow, der senere overtog ledelsen. Han beklædte herefter stillingen til 1857. Han var også kendt som en stor byggespekulant.

 

Tumult og ballade

Gennem tiden har der her været masser at tumult og ballade. Således også den 13. august 1839. Forholdene havde været sådan, at kønnene ikke var adskilt. Det blev de nu med et højt plankeværk. Og det ville beboerne ikke finde sig i. Så de stak det hele i brand. Og det lokale brandværn var ikke meget bevendt. De lå underdrejet grundet sprit.

Det godt at kongen befalede, at flere delinger militær skulle stille, ellers var det hele brændt ned.

Tvangsarbejder-afdelingen var anvendt til tiggere og ”uordentlige fattige” Der var en afdeling for fabriksarbejdere og en indslusnings-afdelingen. Desuden var der en slags eliteafdeling, men den skulle man gøre sig fortjent til at komme ind i. To af betingelserne var, at man var fattig og ordentlig.

I 1850 havde det været ikke mindre end 2.000 igennem Ladegården. Og i 1870 var man oppe på 4.000.

Borgerskabet var glade for at slippe af med disse mærkelige individer. Men om søndagen kunne man ikke undgå at lægge mærke til dem. De havde ret til udgang. Og så gik det ellers rundt ind til byen og rundt på Nørrebros værtshuse. Der var ofte råb og slagsmål i gaderne, når disse mødte op. Og mange lemmer havde trods forbud taget et par flasker brændevin med hjem.

 

4.000 lemmer om året

I 1864 gennemskar jernbanen Ladegårdens jorder. Det var en kærkommen afveksling for lemmerne at se togene passere. Ved samme lejlighed forsvandt den stinkende Rosenå.

I 1870 opførtes Fattiggården. Fem år senere opførtes en opdragelsesanstalt for drenge. Og senere blev der indrettet en smittebærende afdeling. I dette år havde hele 4.000 lemmer besøgt Ladegården.

Ladegårdslemmer var ikke en særlig velset patientgruppe. Andre patienter på Kommunehospitalet ville ikke dele stue med dem. De blev betragtet som ”uordentlige” fattige. Ja de blev anset for at ligge samfundet til last og på alle områder at udnytte systemet. I 1870 kunne man på Ladegården selv behandle:

  • Benbrud, Visse urinrørssygdomme, kønssygdomme m.m.

 

En ny madplan

I 1896 blev bygningerne på Ladegården atter engang sat i stand. For fremtiden skulle man aflevere sit eget tøj. Nu fik man arbejdsuniform. Og så blev kostplanen ændret:

  • Søndag: Kødsuppe, samt oksekød med kartofler
  • Mandag: Sulevælling
  • Tirsdag: Ærter og Flæsk
  • Onsdag: Bygvandgrød, klipfisk med kartofler
  • Torsdag: Grynsuppe samt ragout med kartofler
  • Fredag: Bygvælling samt sild med kartofler og løgsauce
  • Lørdag: Øllebrød og plukfisk
  • Og om aftenen hele ugen: Bygvandsgrød med sødt øl

Jeg ved nu nok, hvornår jeg ville spise med – velbekomme.

Endnu i 1904 var der 572 lemmer herude. Da Arbejderanstalten i Sundholm på Amager blev indviet i 1908 flyttede Ladegårdens lemmer derud.

Men Ladegården fik lov til at stå helt frem til 1930, hvor man nedrev bygningerne. På dens grund blev der i stedet opført boligejendomme og Radiohuset.

 

 

Kilde:

  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)
  • Se Litteratur Nørrebro
  • Eiler Nystrøm: Frederiksbergs Historie (1)
  • Nielsen: Københavns Historie og Beskrivelse
  • Both: Københavns Historie
  • Francisco de Mirandas danske rejsedagbog (Haavard Rostrup 1985)

 

Hvis du vil vide mere, læs her på www.dengang.dk:

  • Livet på Ladegården
  • Ladegården-dengang
  • Fattiglemmer på Ladegården
  • Skal Ladegårdens vand atter flyde?
  • Den Gale præst på Ladegården
  • En tur langs Ladegårdsvejen
  • Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
  • Moral, Etik, Horeunger og Fattighjælp
  • Drikkevand til København

 

Hvis du vil vide mere: Om tiden før Ladegården: Se her på www.dengang.dk:

  • Jørgen, Helgen, Hospital og Sø
  • Solbjerg, Nyby og Ny Amager
  • Søerne foran Nørrebro
  • Hvad skete der med Serritslev?

 


Langs Vadehavet

Januar 8, 2018

Langs Vadehavet

I denne artikel følger vi Vadehavet fra Ribe til Jordsand. Bagerst i artiklen er det en omfattende artikeloversigt på 89 artikler hvor du kan få mere viden. Vestkysten er sunket 15 meter. Vi kigger på ebbe og flod. Man smed noget levende ned i dige-hullet. Nogle kan læse skyer. Vi tager en tur fra Ribe til Jordsand. Ribe er fra 700’tallet. Borgertårnet med stormklokker. Hekse i Ribe. Trolden på Manø var tilfreds. Det var en meget lang jernbanestation. Der var to tårne på Hviding Kirke. Her druknede 18 sigearbejdere. Præstedrab. Alle piger skulle testes for mælk. Pastor Jacobsen endte i Sydtyrol. Danskerne var alle landsforrædere, sagde tyskeren. Og så var det den stakkels gymnastikpige. Fangerne var udsultede og hungrude. Der var gravhøje ved Gasse og så var det lige ”Den svorne vej”. Døstrup var ikke uddø af pest. Her var det første fattighus på landet. Vi kigger på en stor kniplingskræmmer og en af Bredebros store sønner. Og så fik matrosen færgeriet. Så var det lige den stakkels mor. Og Brorson var her. Der var store tanker om Jordsand.

 

Vestkysten sunket 15 meter

Vadehavet er en del af Vesterhavet som ligger inden for de Frisiske Øer fra Hollands nordvestligste hjørne op til Ho Bugt. I alt er der 41 øer, hvoraf 10 er hollandske, 27 tyske og 4 danske. Ja de sidste er Rømø, Mandø, Fanø og Langli. Jordsand forsvandt for en del år siden.

Ja, hvorfor hedder det i grunden Vadehavet. Det er fordi store dele ligger tørt ved lavvande. Kun en tiende del af Vadehavet er dansk.

Man har beregnet, at den sønderjyske vestkyst er sunket 15 meter siden ældre stenalder. Kigger man efter ude i Vadehavet vil man kunne finde rester af gamle skove og bopladser ude i Vadehavet.

 

Ebbe og flod

Da vi knægte færdedes en del ude på forlandet fik vi hurtig lært begrebet ebbe(lavvande) og flod (højvande). Og dette handler om månens tiltrækningskraft.

Til Vadehavet hører selvfølgelig også marsken. Denne har vi allerede skrevet en del om. For eksempel er store dele af Tøndermarsken rester af en gammel bugt.

Digebyggeri har vi også allerede berettet en del om. Du får en artikeloversigt til sidst i denne artikel. Med det barske klima, der var her vest på, opstod der mange sagn og historier.

 

Der skulle noget ”levende” i hullet

Man sagde, at der helst skulle skubbes noget levende i diget for at det kunne holde. Sagnet fortæller, at da man byggede Viddingherreds-diget sydvest for Tønder købte man to spædbørn af en fattig kone og smed dem ned i det sidste hul, før det blev lukket med sand og klæg.

Da man udgravede Tofting-værftet på Ejdersted, fandt man under opkørslen et barneskelet i en vugge. Mest kendt blandt marskens ”spøgelser” er ”Skimmelrytteren”, som i stormvejr rider ad digerne og varsler død og stormflod.

 

Nogle kunne ”læse” skyerne

Kort før sin død skrev Nordfrislands største digter, Theodor Storm den berømte fortælling ”Skimmelrytteren” om digegreve Hauke Haien, der byggede et dige efter helt nye principper. I stormfloden styrter han ned i digebruddet for at redde kone og barn.

Naturen, overtroen og livsbetingelserne knytter sig til hele strækningen langs Vadehavskysten. Men nu var alt ikke overtro. ”Den Gamle Redaktør” her kan huske, at når Opa var på besøg i Tønder, og der var stormvejr, var han ofte ude at kigge på himlen, for at se om han skulle hjem og lukke sluseportene ved Højer Sluse, hvor han også i mange år arbejdede. Han kunne læse skyerne.

Det var dengang, vi ikke havde det nye Højer Dige. Og dengang var man også meget opmærksom på i Tønder, når der var optræk til stormflod. Enkelte gange blev man endda evakueret.

 

Ribe fra 700’tallet

Den ældste by langs Vadehavet er Ribe. Byen kan føres tilbage til 700-tallet, og allerede i 800-tallet blev den første kirke opført her. Riberhus er antagelig grundlagt i 1115. På et tidspunkt var her 16 kirkelige institutioner, herunder seks klostre.

Krigen i 1864 berøvede byen dens sydlige og østlige opland. Anlægget af Esbjerg Havn ødelagde byens planer om at genoplive sejladsen.

 

Han var imod Clausen-linjen

Mon ikke man kan takke den tidligere redaktør af Ribe Stiftstidende, Willemoes for at Ribe i dag er en af Skandinaviens bedst bevarede middelalder og renæssancebyer i Skandinavien. Han kæmpede energisk imod nedrivning af de historiske bygninger. Under Første Verdenskrig organiserede denne redaktør også hjælpearbejde for sønderjyske krigsfangere.

Han ville for resten gerne have haft Flensborg med til Danmark og samlede underskrifter imod Clausen-linjen (den nuværende grænse).

 

Borgertårnet med stormklokker

Domkirken må den gang have virket endnu mere gigantisk blandt de lave boder. Grundstenen menes at være lagt omkring 1130. Men byggeriet kom vist først rigtig i gang cirka 20 år efter. Borgertårnet er først tilføjet sidst i 1200-tallet og er cirka 50 meter højt. Det var her stormklokkerne hang, så byens borgere kunne advares.

Ja og så er det de fantastiske kunstværker af Carl – Henning Petersen i kirken. Man siger, at Riberhus blev grundlagt af kong Niels i 1115. Valdemar Sejr opholdt sig ofte i Ribe og her døde dronning Dagmar.

I reformationstiden var Ribe et af landets vigtigste kulturcentre. Gejstligheden og borgerskabet dannede i fællesskab Ribes overklasse. Det var også her, at Hans Tausen var biskop fra 1542-61.

 

Mandsdomineret samfund

Det var ret så mandsdomineret dengang. Peder Palladius skrev i 1557:

  • Manden skal være herre og regenter, kvinden skal være lydig og underdanig.

Mange af pigerne var ganske unge, ofte kun 14-16 år, når de blev gift med deres i reglen mere end dobbelt så gamle mænd. De havde kun haft ringe skolegang. Og dengang var det ikke ufarligt at føde børn.

 

En ”retfærdig” straf

Og så var det jo lige Riber ret. Stadsretten fra 1269 bestemte, at der var dødsstraf for drab, tyveri og voldtægt. Mænd skulle hænges eller halshugges. Kvinderne skulle ”for den kvindelige æres skyld” levende begraves. Ved hængning ville man kunne se deres ben, og det var uanstændigt.

Hvis en person blev halshugget, beholdt arvingerne retten til deres gods. Men hvis en person blev hængt betød det, at vedkommendes ejendele blev inddraget af byen.

Og så sagde man også, at der skulle herske fred og ro i byen. Så hvis nogen bar våben uden lovlig ret, skulle ”hans hånd gennembores med samme våben, det være dolk, sværd eller spyd”.

Ved ægteskabsbrud måtte den bedragende ægtemand i vidners nærværelse:

  • Dræbe horekarlen eller begge i horesengen

 

Hekse i Ribe

Diederich Skrædder brækkede en uhumsk klump op og fik det bedre. Noget sådant kunne ikke ske naturligt. Så det måtte være en heks bag ved dette. Og inden længe var den rapkæftede krokone i nabohuset anklaget for have sat ondt i den arme skrædder. Under grusom tortur indrømmede hun. Jo, der var skam en del hekseprocesser i Ribe.

Niels Bøgh Andersen har sagt, at hekse, trolde og nisser først definitivt forsvandt med indførelsen af det elektriske lys i vort århundrede.

 

Trolden på Manø var tilfreds

Trolden på Manø var godt tilfreds med tilværelsen til han en dag så, at de i Ribe var ved at rejse noget, som afskar ham fra at nyde solopgangen. Han tog derefter en stor sten og kastede den efter domkirken. Men han fejlberegnede til at held afstanden, så stenen faldt i åen syd for Ribe Holme. Der lå den i mange år, til man samlede den op på bredden. Og her ligger den endnu. Hvis man ser godt efter, kan man endnu se aftrykket af hans fingre.

I virkeligheden er det tale om en kværnesten, vel beregnet til en af møllerne i byen. Måske er den faldet over bord fra et skib i middelalderen.

Sejladsen til Ribe foregik af åens snoede løb. Tilgroning og tilsanding besværliggjorde tidligt trafikken. Man forsøgte sig med diverse kanalprojekter. Ja det gjorde man også i Tønder, dengang.

 

Jacob A. Riis i Ribe

Det var også herfra, at Jacob A. Riis kom fra. Gennem 30 år var han politireporter i New York. Han var en dygtig fotograf og var en af de første journalister, der illustrerede sine reportager med fotos. Han skrev flere bøger også om Ribe, ”Min gamle by”. Det er et nostalgisk og stærkt romantiseret billede af Ribe før 1870.

 

Handelscentrum fra 700’tallet

På marken Dankirke på Vedsted-bakkeøens sydskråning ud mod Hvidding marsk, er der fundet rester af en landsby, der har eksisteret i mindst 800 år-fra ca. 100 f.v.t. til 700-tallet. Her fandtes mange metalsager-våben og redskaber-og et pragtfuldt drikkeglas med på – smeltet glastråde. Her er også fundet romerske mønter.

Ved bebyggelsen af Okholm lidt længere mod nord, er det gjort et af de største guldfund fra dansk vikingetid. Her må have været et vigtigt handelsområde i jernalderen og vikingetiden. Der har været anlægsplads ved den såkaldte Vedstedgårds Havn og på Hviding Nakke lidt længere mod syd.

 

En tur på Manø

Ja man kører på havbunden, når man kører til Manø. Og sidste gang ”Den Gamle Redaktør” var forbi, var der to muligheder for at komme over. Det var den gamle ebbevej og låningsvejen.

Ja Manø er kun på seks kvadratkilometer med ca. 80 indbyggere.  Næsten hele øen består af marsk. Kun de ca. 11 meter høje klitter vest for byen rager op over stormflodsgrænsen. Kirken er fra 1727 i barokstil.  En del af inventaret er ældre end bygningen og stammer fra dens forgænger.

Om det stadig er skole på Mandø vides ikke, men det var den mindste i Ribe Amt. Præsten var dengang også øens lærer. En sten i klitterne fortæller, at det var her Dagmar landede i 1205, da hun skulle giftes med Valdemar Sejr. Øen tilhørte kronen, men i 1741 købte beboerne den for 864 rigsdaler.

Syd for Manø ligger den store sandbanke Koresand. Og det er et yndet tilholdssted for sæler. Stedet er ikke offentlig tilgængelig, men det kan også være livsfarligt, hvis man på egen hånd ville bevæge sig herud grundet tidevandet.

 

En maget lang jernbanestation

Midt i stationsbyen, Hviding står en hvidkalket prøjsisk nivellering-sten fra 1885. Hertil gik grænsen fra 1864 til 1920. Lige overfor ligger en prangende villa med tårn i Jugendstil. Den er opført omkring år 1900 af en lokal mand, der tjente en formue ved at bestyre den karantænestation, som på grænsen modtog de kreaturer, der fra Danmark blev importeret i det tyske rige.

Det var en meget lang jernbanestation, der tidligere gik over grænsen. Iden ene side var den tysk og i den anden side dansk. Her var selvfølgelig også toldstation. I 1920erne blev bygningen omdannet til statshospital. En stationsbygning af mere passende størrelse blev placeret et par hundrede meter syd på.

 

Der var to tårne

Høgsbrogård har tilhørt kendte adelsslægter som Rosenkrantz, Rantzau og Blücher. I 1794 blev gården købt af staten og solgt videre. I tysk tid var gården centrum for danskheden.

Hviding Kirke ligger ensomt på en lav banke ud mod Vadehavet. Det er en høj markant bygning med tagrytter. Den er opført af tuf, bortset fra den vestligste del af skibet, som er af munkesten.

Oprindelig havde kirken to svære tårne med en forhal imellem. Men tårnene er åbenbart faldet ned engang i begyndelsen af 1500-tallet. Tagværkerne er for dels vedkommende de oprindelige fra 1100-tallet. Og i koret er de enkelte dele nummeret med runer.

 

19 digearbejdere druknede

Meget af inventaret er fra 1400 og 1500-tallet. Den anseelige kirke er udsmykket for midler, der stammer fra handel og søfart. Ladepladsen Hviding Nakke lå i nærheden.

Rejsby Kirke ligger ud mod de brede enge nord for byen. Altertavlen er svulmende barok fra 1670erne. Under Første Verdenskrig blev to flygtninge skudt ned ved en plantage nær Rejsby Mejeri. Det gjorde de selv om de kom med oprakte arme. De blev begravet på Rejsby Kirkegård.

Den 30. august 1923 mens diget var under opførelse, druknede 19 dige-arbejdere.

 

Den energiske pastor

Den smalle Vodder Kirke med det skæve spir ligger ensomt mellem landsbyerne Frifelt og Gånsager. Her findes en af de bedste skårne og mest udtryksfulde middelalderskulpturer i landet. Det er en St. Laurentius fra slutningen af 1400-tallet.

I tårnrummet hænger en høj smal tavle fra 1735 med navne på alle de folk i sognet, som med større eller mindre beløb bidrog til indkøbet af et messehagel.

Og når vi nu er her, så skal da også hilse på Pastor Johannes Schmidt-Vodder, som figurer på vores artikler om det tyske mindretal. Han var præstesøn fra Als og fra 1896 præst i Vodder. Folkeafstemningen i 1920: 481 danske mod 31 tyske stemmer.

 

Buer fra 1100-tallet

Den lille romaske tufstenskirke Roager Kirke har smukke arkadebuer fra 1100-tallet. Vinduet er sammensat af to forskellige glasmalerier, begge fra 1200-tallet. Kirken har ikke mindre end 25 gotiske træfigurer. Der er rester af mindst tre altertavler. De stammer alle fra 1400-tallet.

I Spandet Kirke er der en altertavle fra 1754, som er forsynet med 11 figurer fra 1400-tallet. En mørk tavle fortæller, at en ”gudfrygtig pige” i midten af 1700-tallet gav 100 rigsdaler til kirkens udsmykning.

 

En berømt saga

Knytlingesaga beretter:

  • Plov den Sorte hed en mand. Han var en mægtig mand i Danmark. Han stammede fra Jylland.

Sagnet vil vide, at han var herre på Spandetgård.

Sagaen fortæller videre, at Erik Emune, der var konge 1134-1137, havde ladet hans far dræbe, og at Plov tog hævn ved at støde et spyd igennem ham på tinget ved Hvidding. Da kongens søstersøn, Erik Lam ville hævne morbroderen, standsede Plov ham med ordene:

  • Stik dit sværd i balgen, ug Erik, thi da kan der falde fedt flæsk i din gryde, om du forstår at søbe.

Erik lod sig derefter hylde som konge. Nogle år senere blev Mildeborg nær Husum belejret af Knud, Erik Emunes søn, som dog ikke kunne tage den. Han indgik forlig og lovede de indespærrede frit lejde. Blandt forsvarerne var Plov. Senere blev Plov dræbt af en af Knuds mænd.

 

Spandetgård

Spandetgård blev 400 år senere ejet af Christian den Tredjes håndgangne mænd, Klaus Sehestedt, der i 1534 førte Skipper Clement som fange til Koldinghus efter Ålborgs erobring.

Hans svigersøn Mourids Podebusk var en stridbar herre, der lå i proces til højre og venstre. Han pryglede også sognepræsten ”med en tyk stok”.

I 1584 blev gården nedlagt og jorden kom under Høgsbrogård.

 

En af de største landsbykirker i Danmark

Det gamle Brøns sogn var ret stort. Her er relativ velstående bondelandsbyer bygget på banker ud mod havet. Her er mange hedestrækninger med spredte udflyttergårde mod øst.

Den 48 meter lange romanske landsbykirke må være en af de største i Danmark. Den er opført mellem 1200 og 1250 og er opført i tuf, granitkvadre og munkesten. Tagværkerne er fra 1200-tallet. De er af eg, og tømrerens navn Didrik er skrevet i runer. Et af helgenfigurerne er fra 1275.

I våbenhuset står en romansk gravsten og et stenkar, som – efter hvad der påstås – altid har vand i bunden, selv om der aldrig bliver hældt vand i det.

En gravsten i tårnrummet minder om Margreth Christiane Reimars, der var gift med hele tre præster fra 1670 til sin død i 1729. Det hørte åbenbart med til embedet, at man skulle overtage enken og sørge for hendes forsørgelse. Margereth havde 11 børn!

Anders Malling var gennem 42 år sognets præst. Han var ikke alene salmeforsker. Han var også et stort navn inden for det danske nazistparti. I 1936 stiftede han sin egen variant ”Dansk Folkefællesskab”. Han havde udtalt hang til førerdyrkelse af sig selv.

 

Brøns var i Tørning Len

Hertug Christian (senere Christian den Tredje) havde fået overdraget Haderslevhus og Tørning len af sin far for at have et fyrstendømme at ”øve sig på” inden han skulle være konge. Som ivrig lutheraner ønskede han den nye kirkeordning indført. Han lod derfor i 1528 præsterne i de to len sværge sig troskab. De som nægtede, blev afskediget.

Brøns lå i Tørning Len. Og den store kirke havde gode hvide vægge. Her kunne hertugens malere forkynde den nye lære på en kreativ måde.

Det var også her i Brøns, at den berømte træfning fandt sted under den første slesvigske krig, men det kan du læse meget mere om i to artikler her på siden.

Brøns Mølle ligger i ådalen øst for byen. Den nævnes første gang i 1579. Før digernes tid lå den meget udsat. Møllen var i kongens eje og møllerne betalte en årlig afgift til kronen.

 

Gården blev skyllet væk

Astrup har navn efter den lave ås, der strækker sig ud i Vadehavet. Omkring 1400 lå her en adelig frigård. Indtil 1533 var der her sæde for herredsfogeden i Hviding fogderi. Den norske slægt Astrup, der tæller kunstnere, politikere og polarforskere stammer herfra.

I 1602 deltes gården mellem to brødre.

I 1533 flyttede herredsfogeden til Haveradsgård. I de næste 200 år giv hvervet i arv. Gården kendes fra 1394. Efter stormfloden i 1634 blev den flyttet til den nuværende plads. Stuehuset er muligvis det originale. Avlsbygningerne er fra 1900. Og hvad skete der med den gamle gård. Ja den blev skyllet væk af stormfloden.

 

Upopulær vejskat

Hovedvejen mellem Ribe og Tønder blev anlagt mellem 1860-61. Ja man brugte rester af Tønderhus i anlægget. For hver mil var der opført et bomhus. De vejfarende skulle betale en meget upopulær vejskat i den slesvigske del af vejen. Den nordligste af disse huse lå mellem Skærbæk og Brøns. Og denne findes stadig. Ordningen med vejskatten ophørte i 1864.

 

Præstedrab

Skærbæk er opvokset omkring Storegade. I Melby findes den ældste bygning. Den er fra 1651 og det er kroen. Melbyhus er fra 1688. I Hjemsted findes endnu en smuk marskgård fra 1700-tallet.

I kirken findes et kalkmaleri fra 1509. I den sydlige korsarms ydermur er indsat en romansk gravsten med kors, kaldet ”sværdet i muren”. Lokale sagn fortæller, at den skal minde om en henrettelse i 1600-tallet.

Vi ar i tidligere artikler fortalt om et præstedrab i Skærbæk. Det fortælles, at drabet skete på kirkegulvet foran alteret men en anden version vil dog vide, at det fandt sted ”da man steg til vogns”.

Der var sandelig også en præst, Martinus Nissen, der ved siden af sit hverv også blev kroholder. Jo han havde fået Christian den Femtes tilladelse til dette.

 

Alle piger skulle testes

I 1696 blev et nyfødt pigebarn fundet død i en dam og:

  • Alle pigerne i Skærbæk skulle prøves i overværelse af øvrigheden, sognepræsten, jordmødrene, dannemænd og dannekvinder, om der fandtes die eller mælk i deres bryster for at befri dem for mistanke.

 

Pastor Jacobsen endte i Sydtyrol

Når vi nu er ved præster og deres gerninger, skal vi da ikke glemme Pastor Jacobsen. Han var en ivrig fortaler for fortysknings-politikken. Det parrede han med personlig ærgerrighed. Rygraden i sit imperium var Creditbank Scherrebek. Jo han var i mange år en høj stjerne. Men det hele revnede for ham. Præsten gik fallit og blev drikfældig. Ikke nok med det. Han blev fyret i 1904 grundet ”usædelig optræden”. Han endte sin karriere som præst i Sydtyrol.

 

”Danskerne er landsforrædere”

Den iltre hjulmand (karetmager) fra Gesing oplevede, at få sin ”statsfarlige ladeport” tjære sort. Tyskerne kunne ikke acceptere, at den var malet hvid med røde hænger.

De dansksindede i byen kæmpede i et par år mod amtsforstander Hans Freiherr von Winther von Adlersdlügel. Denne udtalte:

  • Danskerne er landsforrædere og imod landsforrædere er alt tilladt.

 

Den stakkels gymnastikpige

I 1895 stiftede 100 familier Skærbæk Frimenighed. Og ude i Mjolden havde man tætte forbindelser til Brødremenigheden i Christiansfeld. Frimenigheden ophørte først i 1979.

Kirstine Boesen, senere Stauning-Jensen ledede pigegymnastikken i Skærbæk og Bredebro. Da hun ikke var godkendt af myndighederne, blev hun som gymnastikleder anset for at være ”uegnet”. Og som erklæret dansksindet var hun vel også ”ildeset”.

I 1906 fik hun et polititilhold og i 1907 en bøde, som foreningens formand i Skærbæk betalte. Men ak, kort efter nytår 1910 konstaterede gendarmen i Bredebro, at der var piger under 18 år til stede ved hendes undervisning. Hun blev idømt en bøde på 200 mark. Det kunne eller ville hun ikke betale. I august samme år blev hun først indsat i arresten i Skærbæk. Derefter sad hun 11 dage under simple forhold i Porthuset i Tønder.

Sagen vakte stor og pinlig opsigt, ikke alene i Sønderjylland, men i store dele af det tyske rige, især fordi H.P. Hanssen drog det frem i en tale i Rigsdagen om forholdene i Sønderjylland.

 

Sultne og udsultede fangere

På en mark ved Gårdkrog syd for Gasse lå der under Første Verdenskrig en fangelejr. Fangebarakkerne var inddelt i store rum. Her boede fangerne meget tæt stuvet sammen. Der var køjesenge i flere etager. Kosten var elendig. Den bestod mest af roer, kartofler og hvidkål.

Fangerne skulle bygge fæstningsværker. Sultne og udhungrede vandrede de ud på deres arbejdspladser. Det var Sicherungstelle Nord, som de var i gang med. På Gasse Høje lå en signalstation. Der gik også en feltjernbane fra Døstrup til Ottersbøl-batteriet og fra Skærbæk til Gasse.

 

Gravhøje ved Gasse

Egnen omkring Hjemsted Banke er fuld af fund især fra jernalderen. Der er påvist grave og spor fra adskillige lokaliteter. Her er fundet mange urnegrave og rigt gravgods med perlekæder og kostbare smykker. Ja der er rester af en hel landsby. På Astrup Banke og i Ottersbøl er der også gjort fund. På Gasse Høje ligger syv monumentale gravhøje fra den yngre stenalder.

 

”Den svorne vej”

Vejen fra Hjemsted gennem marskegnene ved Misthusum bærer navnet ”Den svorne vej”. Sagnet fortæller, at bønderne fra Misthusum kom i strid med Skærbæk-bønderne om retten til at benytte vejen. Det kom til en sag, men da intet forlig syntes muligt, bestemte øvrigheden, at hvis de tolv Mithusum-bønder stående på vejen ville sværge på at de havde gammel hævd på at færdes der, skulle de beholde denne vejret.

Sagen var dog lidt ulden. Og bønderne fyldte derfor jord fra deres egen byvej i støvlerne inden edsaflæggelsen, så de kunne sværge på, at de ”stod på egen jord”.

De elleve bønder svor-den tolvte var forhindret-men mændene kom alle ulykkeligt af dage, og en dag mødte en mand ude i engene en rytterskare, som for frem imod ham, mens den skreg:

  • Tolv vi var, elleve vi svor
  • Og sammen vi til helvede for

En pige drømte kort efter, at hvis hun kunne redde elleve mennesker fra at begå selvmord, ville hun kunne frelse de ulykkelige bønders hvileløse sjæle. Hun drog derefter ud i den vide verden, og som gammel vendte hun tilbage efter udført gerning. Hun gik roligt spøgelsesskaren i møde, og da hun viste den korsets tegn, forsvandt den for altid.

 

Misthusum-den forsvundne by

Elleve gårde lå engang på otte værfter i den forsvundne by Misthusum. Udgravninger i 1930erne viste, at landsbyen går tilbage til omkring 1200.

Under stormfloden i 1634 blev landsbyen atter ødelagt og 44 mennesker druknede. Et sagn vil vide, at et spædbarn drev herfra til Fanø i sin vugge.

Ja og så burde vi jo egentlig tage en tur over på Rømø, men det bliver nu en kort tur, for vi har været her flere gange. Du kan bagerst i denne artikel se hvad vi tidligere har skrevet om Rømø.

 

Døstrup var ikke uddø af pest

Et sagn vil vide, Døstrup kommer af, at landsbyen var ganske uddød af pest. Men sandheden er nok, at navnet har noget at gøre med dysse, høj at gøre. Der findes endnu ti høje i sognet, men der har været væsentlig flere.

I kirken findes et sjældent unggotisk krucifiks fra omkring 1250. I 1537 kom sognets første lutheranske præst, Knud Jenssøn og hans hustru hertil. Og i de kommende 328 år var alle præster mere eller mindre i familie med hinanden.

I kirkebogen skrev sognepræsten Michael Andersen efter stormfloden i 1634. I alt omkom 19 mennesker fra sognet. Og vandet stod 2 alen i præstens stuer, båse og lader.

 

Det første fattighus på landet

Omkring 1820 var der 60 mennesker, der modtog fattighjælp. Ofte blev dette omsat i brændevin. På initiativ af den energiske og sognepræst Gabriel Koch opførtes i 1825 et 13 – fags hus en kilometer øst for byen. Her var også lidt jord og plads til at man kunne holde køer og svin. Denne bygning som stadig eksisterer anses for at være den fattiggård på landet i Danmark.

Regnskabet fra 1828 viser, at de fattige med deres arbejde betalte tredjedele af driftsomkostningerne. I tidligere år havde udgifterne til fattighjælp været cirka 700 rigsdaler, bu var det sunket til under 200 rigsdaler.

 

Store fund ved Drengsted

Nær Drengsted blev der fra 1960-1973 udgravet en gravplads og landsby fra germansk jernalder ca. 400 e.v.t. Husene var de gængse langhuse med buede vægge og svære tagbærende stolper.

Der var masser af slaggegruber fra jernudvinding. Man fandt også ansigtsmasker med næse og kindbeskyttere nittet sammen af tynde jernbånd.

 

En frygtelig ulykke på Brede å

Mjolden færgegård ligger på et højt værft nord for Brede å. Før broen blev bygget, blev man her sat over åen i en pram. Syd for ligger landsbyen Forballum og ude mod vest den ensomme marskgård Hybjerg.

På åen nær denne gård kæntrede en overfyldt udflugtsbåd i 1912, og 8 mennesker druknede. De er mindet på en sten i Mjolden by. En tavle med navnene på de omkommende er ophængt på en tavle i Emanuelskirken i Skærbæk.

 

Den første grundtvigske præst

Det var her, at Sønderjylland fik sin første grundtvigske præst, og her rejste der sig den grundtvigske vækkelse. Her startede Kold også sit arbejde. Han blev bl.a. lærer for Knudsens børn på Trøjborg. Og historien om Knud Lausten Knudsen, Gyde Marie Oksen fra Forballum har vi allerede fortalt. Se artikeloversigten efter denne artikel.

På gavlen af en af gårdene i Forballum er indmuret en tavle og i Mjolden står der en mindesten for Kold.

 

Den store kniplingskræmmer

Den gamle håndværkerby Bredebro hed oprindelig Bredevad. Vest for banen ligger den tidligere bondelandsby Brede. De to byer voksede sammen, da Storegade omkring 1900 blev udbygget. Her ses en del huse i Jugendstil.

Kirken ligger på en lav banke syd for åen. I sydmuren er indsat en tysk granat til minde om, at kirken blev ramt den 9. april 1940.

Jens Andreas Wulff havde i sine velmagtsdage flere tusinder kvinder på egnen beskæftiget med at fremstille kniplinger. De blev solgt først og fremmest i Tyskland og andre europæiske lande. Men han eksporterede også til så fjerne lande som Cuba og Brasilien.

Han anså både danske og slesvig-holstenske agitatorer for at være urostiftere. Hans ideal var, at danske og tyske:

  • Kunne vandre i endrægt med hinanden hånd i hånd

 

En af Bredebros store sønner

En af Bredebros store sønner var Poul Johansen Geleff. Ja dem, der har læst vores artikler om Kampen på Fælleden og Arbejdere på Nørrebro ved godt, hvem han er. Han var husmandssøn fra Bredebro. Som redaktør af ”Heimdal” i Ribe blev han tiltalt for, at have fornærmet den prøjsiske konge.

Han rejste derfor til København. Her kom han i forbindelse med Pio, som i 1871 var begyndt at udsende ”Socialistiske Blade”. Sammen med boghandler Brix dannede de International Arbejderforening for Danmark.

De tre ledere fik langvarige fængselsstraffe. I 1877 blev de mere eller mindre udvist af Danmark. Dette var sponseret af arbejdsgivere, der ikke tolererede socialisme. Men det hele endte med, at Geleff døde på Capri.

Sognepræsten i Bredebro sukkede da også og udbrød:

  • Vor tid er fuld af vantro og socialdemokrati, store kampe i folkelivet, længsel efter bedre tider og forhold.

Men først 25 år senere opnåede Socialdemokratiet de første tre stemmer i sognet.

 

To langdysser

I 1960 blev der på marken Steneng i randen af Bredeå-lavningen nord for Abterp opdaget to langdysser. Den ene havde allerede haft besøg. Her var gravkammeret ødelagt. Den anden dysse havde tre gravkamre. Her fandt man et smukt køllehoved af sten, nogle ravperler, flintøkser, lerkar og perler.

 

Der var gang i Ballum

Ja os, der gentagende gange har cyklet til Rømø fra Tønder har opdaget alle de byer, der ender på Ballum. Ja det er vel en halv snes stykker. Den sydlige del af det gamle sogn ligger på en lav bakkeø. Og her er man nogenlunde sikret ved stormflod.

I 1976 og 1981 lå store dele af Bådsbøl, Rejsby og det meste af Buntje under vand. Ballum er præget af store stråtækte gårde opført i randen af marsken. De fleste står på såkaldte randværfter. Det er forhøjninger ”skubbet” fra gestkanten ud i marsken.

Her har man i mange år praktiseret studefedning. Det gav et godt udbytte uden de helt store anstrengelser. Det gav et godt økonomisk grundlag. Hansigne Lorenzen har skildret det så flot med disse ord:

  • Her groede bondens velstand frem

Med Ballums blanke stude,

Grundfæstet blev mangt vestkysthjem

Ved ry, de vandt derud

I kirken findes kalkmalerier fra 1250. Prædikestolen er fra 1600.

 

Kongen var på inspektion i Ballum

I 1637 puslede Christian den Fjerde med tanken om en havn ved Rudbøl. Fem år senere besøgte han Skærbæk og Ballum for at finde et egnet sted til havn, købstad og fæstning. Der kom dog også materiale men så brød krigen mod Sverige ud.

 

Matrosen fik færgeriet

Ja og historien om færgeriet og matros Gram har vi allerede berettet om i en af vores artikler. Han gjorde en heltegerning. Og kongen ville give ham noget for dette. Han ønskede sig færgeriet fra Bødsbøl til Rømø. Og færgeriet udgik fra Bådsbøl, hvor Færgegården opført i 1800-tallet stadig ligger. Det var også herfra der blev udskibet kreaturer.

 

Den stakkels mor

Et sagn fortæller om en ung knøs fra Ballum, der efter et drab blev dømt til døden. Hans mor gik da til kongen, som forbarmede sig over hende, og lovede, at hvis hun alene kunne meje en ager fra solopgang til solnedgang, skulle sønnen gå fri.

Moderen påtog sig opgaven og fuldførte den, men sank død om i samme øjeblik, det sidste strå var skåret. I 1942 fortalte Karen Blixen historien i ”Vintereventyr”.

 

Her stod Brorson

Randerup Kirke ligger nord for landsbyen med de mange smukke gårde. Krucifikset i skibet er fra omkring 1300. Både i og uden for kirken mindes Hans Adolph Brorson, der er født her i 1694. Han var præst i sognet 1722-1729.

Den lille kirke i Skast ligger forblæst og ensom på en lav højde nord for byen. De to store gårde, Asgård og Skastgård blev ejet af familien Beyer. De var søfarer og handelsmænd. Ved restaurering af kirken i 1980 fandt man et sammenstyrtet gravkammer med skeletrester og en sølvknap med initialerne PB (Peter Beyer).

I den sydligste del af Ballum bakkeø ligger en del store og karakteristiske høje fra bronzealderen. Nord for kirken er det en pragtfuld udsigt over Vadehavet.

Selve landsbyen Hjerpsted ligger nord og øst for landevejen. Her mange stråtækte huse og gårde.

 

Store tanker med Jordsand

Ja så er det jo lige Jordsand, som lå cirka 7 kilometer ude og midt mellem Rømø og Sild. Men øen er der ikke mere. Den kendes fra kong Valdemars jordebog. Indtil midten af 1700-tallet var den beboet året rundt.

Det sidste værft på Jordsand med et stråtækt hyrdehus blev ødelagt under en stormflod i 1895. Her er fundet mange skeletter, som stammer fra det store søslag i Listerdyb i 1644. Men nogle er sikkert fra den danske hjælpehær på 7.000 mand, der skulle hjælpe den engelske konge. Mange blev overrasket af højvande og stormflod.

”Folkebladet” foreslog i slutningen af 1800-tallet, at øen blev inddiget, og at der blev lagt en jernbanedæmning herud. Tanken var at etablere en havn ved Højer Dyb vest for øen. Jo og det var herover, at tyske soldater under besættelsen ulovligt jagtede fugle.

Og her slutter vores artikel. Men hvad så, vi er jo langt fra nået til måls. Vi mangler Emmerlev, Højer, Møgeltønder, Rudbøl og Tønder. Ja og så mangler vi alt syd for grænsen. Men se, det var jo alt sammen skrevet om. Derfor bringer vi en artikeloversigt lige efter dette.

 

Kilde:

  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk kan du finde

  • 226 artikler om Sønderjylland
  • 150 artikler om Tønder
  • 66 artikler om Højer – herunder:

Hvis du vil vide mere om Langs Vadehavet, Tøndermarsken, dige, stormflod m.m. så se her:

Ribe:

  • Ribe-brevet
  • Ribes Historie(5)
  • Ribes Historie fra 1666 (4)
  • Riber Ret (3)
  • Ribe-Hekseafbrændingen (2)
  • Ribe-i begyndelsen (1)

Mandø:

  • Vingeskudt på Mandø
  • Mandø – en ø i Vadehavet

Brøns:

  • Slaget ved Brøns
  • Slaget ved Brøns-set med tyske øjne

Ballum:

  • Klager over præsten i Ballum
  • Agga-en sønderjysk pige
  • Ballum-dengang
  • Mellem Højer og Ballum
  • Indre Mission, Baptister og Andre

Rømø:

  • Anekdoter fra Rømø
  • Flere anekdoter fra Rømø
  • Borrebjerg på Rømø
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et Nordshedsbad
  • Rømø, den tredje tur
  • Rømø – endnu en gang
  • Rømø – en ø i Vadehavet
  • Rømø – under besættelsestiden

Jordsand:

  • Soldater på Jordsand
  • Øen Jordsand, engang ude for Højer

Emmerlev:

  • Kogsbøl ved Emmerlev
  • Emmerlev Skole

Trøjborg:

  • Trøjborg, den fjerde historie
  • Bondeslægten fra Trøjborg, endnu mere
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Trøjborg, et slot nord for Tønder

Møgeltønder:

  • En landsbydreng fra Møgeltønder
  • Overinspektør på Schackenborg
  • Møgeltønder fra Ahlefeldt til Schack
  • Dagborg fra Møgeltønder
  • Møgeltønder Kirke
  • Møgeltønder – dengang
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Oprør i Møgeltønder
  • Møgeltønders historie

Rudbøl:

  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Rudbøls historie
  • Bådfolket i Rudbøl

Aventoft:

  • Syd for Tønder
  • Aventoft ved grænsen

Tønder-marsken:

  • Tøndermarsken 1-3
  • Gammel Frederikskog – dengang
  • At plukke sut ved Højer
  • Fiskeri ved Højer
  • Syd for Højer
  • Emil Noldes liv – vest på
  • Tønder, marsken og afvandingen
  • Vadehavets maler, Emil Nolde
  • Tøndermarken – under vand

Vadehavet:

  • Heltene i Vadehavet
  • Vadehavet ved Højer
  • Søslaget ved Højer
  • Vikinger i Vadehavet
  • Apotekeren fra Højer

Stormflod og diger:

  • Landet bag digerne
  • Stormflod ved vestkysten
  • Højer, stormflod og diger
  • Digebyggeri i Tøndermarsken

Vidåen:

  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Askerodde ved Vidåen
  • Højer, som havneby
  • Omkring Vidåen og havnen i Tønder
  • En vandmølle i Tønder
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Kanal gennem Tønder

Andet:

  • Bredebro – dengang
  • De fattige – i Vestdanmark
  • Sikkerhedsstilling Nord
  • Ude mod vest
  • Præster og andet godtfolk i Sønderjylland 1-2
  • Det vestlige Sønderjylland
  • Enklaverne i Sønderjylland
  • Præsten fra Daler
  • Brorson-en præst fra Tønder
  • En vandretur mod vest-dengang

Syd for grænsen

  • Nordstrand-syd for grænsen
  • Fòhr – en ø i Vadehavet
  • Johannes Mejer (Meyer) – en korttegner fra Husum
  • Dæmningen syd for Højer
  • Øerne – syd for Højer
  • Det frisiske salt
  • Friserne syd for Tønder.