Dengang

Artikler



Den sure præst fra Højer

November 25, 2017

Den sure præst fra Højer

Der kom en ny præst til Højer efter Pastor Rolfs. Han kunne både dansk og tysk. Efter 10 år på posten ville denne ikke have en dansk medarbejder. En ny dansk præst N.P. Nielsen ankommer. Men Menigheden vil ikke hjælpe ham med ny bolig. Pastor Braren var dybt skuffet. Det siger han til den ny præsts indsættelse. Og han sender en kundgørelse ud til alle borgere i Højer. Kirkens opgave er at forene de to sindelag, mente han. Der var ballade, da både professor Nagel og Anne Fannike skulle begraves. Det var et meget spændt forhold mellem de dansk- og tysksindede i byen. Hagekorsflaget hang fra kirketårnet. Braren var ikke nazist, men han tav som de fleste tyskere. Plejedatteren red sammen med kongen over grænsen. I 1943 blev Braren afløst af Schou. Denne endte i Faarhuslejren og blev fyret i 1946. Fem år senere dukkede han op som frimenighedspræst

 

En ny tysk præst i Højer

I 1924 fratrådte pastor Rolfs efter godt 30 års virke i Højer. Man var enige om i Menighedsrådet, at den nye præst skulle beherske både det danske og det tyske sprog. Det kunne pastor Braren.

Man havde ikke råd til, at købe nye tyske salmebøger. I stedet blev man enige om, at købe nogle gamle hos menigheder, der havde råd til at købe nye.

Efter 1921 blev de tyskuddannede præster siddende i over 40 sogne i Sønderjylland. Efterhånden voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne for at få en dansk præst. Og dette ønske blev især forstærket efter nazismens gennembrud i 1933.

 

Præsten ville ikke have dansk medhjælper

Man havde ellers spurgt Braren, om han ikke ville have en dansk medhjælper. Men dette afslog han. Så gik man til landstingsmand Hans Jefsen Christensen og bad om hjælp. Resultatet blev, at der skulle ansættes en dansk præst, der også var forpligtet til at betjene Burkal og Hoptrup Sogne. Resultatet blev at den tidligere sognepræst i Vedsted, N.P. Jensen blev hvervet som kapellan i Højer.

 

Menigheden ville ikke hjælpe med bolig

Det var vanskeligt at finde en bolig til den nye præst. Et flertal i menigheden ønskede ikke at yde bistand til anskaffelse af en byggegrund og ville ikke sælge noget af præstegården. Tyskerne havde også flertal i menighedsrådet.

I første omgang flyttede præstefamilien ind i huset, Strandvejen 21, som fabrikant Kjærby havde købt til formålet. Man fik så oprettet ”Andelsselskabet Den Danske Præstebolig i Højer”.

Fabrikant Kjærby købte en byggegrund af købmand Nis Petersen og skænkede denne til Andelsselskabet. I oktober 1936 kunne man indvie den danske præstegård på Nørrevej 39.

 

Pastor Braren var skuffet

Pastor Braren var ikke glad for, at der i 1935 blev oprettet et embede for en dansk præst efter et enstemmigt andragende fra den danske menighed i Højer. Han var i 1925 kommet til Højer som præst for både den tyske og den danske menighed. Og nu havde kirkeministeriet imødekommet den danske menigheds ønske om at få en dansk uddannet og dansksindet præst

Hensynet til menighedens tarv må nok komme før hensynet til den enkelte præst. Men sådan så Pastor Braren ikke på det. Præsten kunne flytte. Det kunne menigheden i sognet ikke.

Pastor Braren mente, at kirken skulle være overnational og præsten helsognspræst. Efter at N.P. Nielsen havde holdt en gudstjeneste i Højer kirke med pastor Brarens billigelse i maj 1935, var denne både sur og skuffet.

I ti år mente han, at have haft det bedste samarbejde også med den danske menighed. Men han syntes, at det den danske menigheds andragende var dybt krænkende. Og især havde det gjordet ondt, at man skrev, at man aldrig havde anerkendt ham som deres præst.

 

Kirkens opgave var at forene de to nationaliteter

Han havde sine bedste venner blandt de danske, både da han praktiserede i Bylderup og Aastrup. Han ville gerne ud af den negativitet der herskede mellem det danske og det tyske forhold. Han mente bestemt at ordningen med en dansk og en tysk præst i grænselandet var en dum ordning.

Pastor Braren havde håbet på en gensidig forståelse og en retfærdig behandling af begge nationaliteter. Pastorens kone var dansk og havde altid stået ved hans side. Han mente, at kirkens opgave bl.a. var et forene de to forskellige sindelag.

Når man havde delt befolkningen i to fjendtlige grupper, så vil følgerne ikke udeblive, mente pastoren. Han vidste på daværende tidspunkt ikke, hvem det blev mest skæbnesvanger for. Han beklagede dybt denne udvikling. Historisk har denne splittelse været der før, påpegede pastoren.

 

Det var ikke personligt

Nu var det sådan, at den danske menighed betragtede pastor Braren som en betydelig teolog, en fremragende prædikant og en fin og nobel personlighed. Han havde sine selvstændige meninger og synspunkter og mod til at hævde disse. Man kan hævde at han var en mand af format.

Ønsket om en dansk præst i Højer var ikke rettet mod Braren. Det var udsprunget af en indre trang til et rigere dansk menighedsliv. N.P. Nielsen, den nye danske præst ville gerne tale med Pastor Braren om kirkelige og nationale spørgsmål.

 

Biskoppen var til stede

Helst ville Pastor Braren have biskoppen som en tredje person ved den første samtale sammen med den danske præst. Men han understregede dog, at såfremt dette ikke kunne lade sig gøre så var pastor Nielsen og frue velkommen hjemme hos pastor Braren.

Men samtalen med biskop Ammundsen kom i stand den 14. november 1935 og varede i tre timer. Biskoppen ville gerne bane vejen for, at de to pastorer kom på talefod med hinanden inden N.P. Nielsen blev indsat den 24. november i Højer.

Under mødet udtalte N.P. Nielsen, at selve nyordningen måtte den danske menighed og kirkeministeriet tage ansvar for. Det var ikke et personspørgsmål mellem to præster. Hensynet til de danske mindretal havde de kirkelige myndigheder hidtil forsømt-15 år efter Genforeningen.

Braren og Nielsen kom ikke hinanden nærmere efter mødet. Men man var enige om, at samarbejdet skulle de forsøge at etablere så gnidningsløst som muligt.

 

Bitterhed og skuffelse

Men på indsættelsesdagen, da kirken var fyldt med både danske og tyske mennesker, holdt pastor Braren en tale, der gav udtryk for megen bitterhed og skuffelse over for den danske menighed.

Dette førte til en skarp og bitter avisfejde mellem repræsentanter fra den danske menighed og pastor Braren. N.P. Nielsen deltog ikke i denne strid. Han hævdede til gengæld:

  • Mit arbejde skal være mit svar

Han var ikke kommet for at gøre et arbejde imod nogen, men for nogen-nemlig den danske menighed og hans danske landsmænd

 

Fra tysk side mente man, at en højmesse om måneden var tilstrækkelig

Selvfølgelig støttede pastor N.P. Nielsen på det første menighedsrådsmøde den danske menigheds krav om ligestilling med den tyske med hensyn til gudstjenester. Dette blev pastor Braren meget fortørnet over. Hans ønske var to tyske og en dansk højmesse om måneden.

Begrundelsen fra tysk side var, at Braren var sognepræst og Nielsen ”kun kapellan”. Men den plan fra det tyske flertal ville den danske menighed ikke gå med til, da de nu omsider havde fået en dansk præst. Man krævede ligestilling mellem den tyske og den danske menighed-selv om man var et mindretal.

 

En kundgørelse sendt ud til borgerne

Dagen efter dette menighedsrådsmøde udsendte pastor Braren en kundgørelse til Højer menighed-både til tyske og danske hjem.

Heri fortalte han om alt det gode han havde gjort for de danske medborgere i de 29 år, han havde været præst for både danske og tyske menigheder. Han fortalte, at han i Bylderup havde hjulpet danskere og efterfølgende stod anklaget for både landråd, provst og dommer i Tønder.

Han fortalte, at han fra dags dato ikke agtede at holde en eneste dansk gudstjeneste. Han talte også om at falde på skansen. Jo det var et bittert brev han sendte ud til borgerne i Højer.

 

Braren ville ikke skubbes over i hjørnet

I et brev til pastor Nielsen beskylder Braren ham for at skubbe ham over i et hjørne som tyskernes præst. Nielsen forsøgte, at få Braren til at indse, at det var to menigheder. Dog fik Braren lov til at holde dansk gudstjeneste den 8. december. Men der kom så godt som ingen. Så disse faldt bort under hans ledelse. Senere holdt han en gang om måneden en dansk gudstjeneste om måneden for de ældre på dansk for de ældre hjemmestyskere, som bedre forstod dansk end tysk. Også denne gudstjeneste faldt bort på grund af krigen, der brød ud i 1939.

 

Da professor Nagel døde

Men ak en ny strid brød ud i 1937, da professor Nagel døde. Professor dr. med. Vilh. Nagel, Berlin, søn af apoteker Nagel, Højer var en udpræget dansk mand og dansk statsborger. Han ønskede at blive begravet i familiens gravsted på Højer Kirkegård. Han havde tidligere bestemt, at pastor Braren skulle foretage begravelsen på dansk.

I sommeren 1936 var pastor N.P. Nielsen sammen med den gamle professor-hos hans svigerinde, fru Nagel, der var dansk. Og der bad hun indtrængende pastoren om at medvirke ved professorens begravelse, for den gang der blev skrevet testamente, regnede man ikke nogen sinde med, at der kom en dansk præst i Højer.

Nu var han død i 1937, og hans tysksindede datter, som var gift og boede i Tyskland, havde bedt pastor Braren om at negrave sin far.

Men en søn, kunstmaler Willy Nagel, København var udpræget dansk, bad N.P. Nielsen medvirke, således som hans far havde ønsket det. Men dette kunne Braren ikke acceptere.

N.P. Nielsen måtte ikke tale i kirken, såfremt Braren skulle foretage begravelsen. Det samme forbud gjaldt en af professor Nagels gamle elever, amtslæge, dr. Lausten-Thomsen, Tønder. Heller ikke ved en mindehøjtidelighed på Hotel Sylt måtte pastor Nielsen tale, hvis Braren skulle deltage. Dette blev dog ændret, da den temperamentsfulde kunstner Willy Nagel sagde til Braren:

– Det kan de ikke være bekendt hr. pastor. Det er at krænke min fars minde.

Så bøjede Braren sig og kom med til mindefesten, hvor Nielsen efter opfordring holdt en mindetale over den gode danske mand, professor Vilhelm Nagel.

Nu havde Nielsen på forhånd orienteret Braren om professorens ønske. Men trods dette mente Braren, at det var datteren, der var den bestemmende faktor. Braren havde planlagt begravelsen i mindste detalje og havde udset sig hans egen og Nielsens rolle. Og han sluttede sin henvendelse til Nielsen med følgende formaning:

  • Tale er sølv, men tavshed er guld.

Nielsen svarede, at hvorledes begravelsen skulle foregå, ville han overlade til Nagels familie.

 

Da Anni Fannike døde

I 1941 døde en gammel kone, Anna Christensen, kaldet ”Anne Fannike”. Hun var fra Fanø og var dansksindet. Pastor Nielsen besøgte hende ofte i hendes sidste år, men hun var en del alderdomssvækket. Da hun døde, kom hendes børn og bad Nielsen om at foretage begravelsen.

Men Braren henvendte sig, og gav udtryk for, at mens Anna Christensen levede havde hun bedt ham, om at foretage begravelsen. Det skulle hun også have sagt til Atzens. Og Braren mente, at man ikke kunne tilsidesætte de afdødes ønske.

Nielsen svarede, at børnene havde givet udtryk for, at det var ham, der skulle stå for begravelsen. Og at Anna Christensen i hvert fald inden for de sidste fem-seks år havde tilhørt den danske menighed.

Braren reagerede på dette som en slags skolemester og ville belære Nielsen om samvittighedens kvaler. Og han beklagede, at han ikke kunne efterkomme fru Christensens ønske.

Braren blev ved, og gav nu udtryk for, at Nielsen ikke kunne fratages ansvar i det, der var sket. Og det var marts 1941. Begravelsen skulle foregå i løbet af et par dage. Braren fortalte, at havde bedrøvet han særdeles meget, at han ikke begravede fru Christensen.

Nielsen orienterede Fru Christensens søn. Men han kunne efter det skete bede Braren om at begrave hans mor.

 

Et meget spændt forhold mellem de dansk- og tysksindede

Begivenhederne afspejlede et meget spændt forhold mellem det dansk og det tyske forhold i Højer. Nu havde Nielsen inviteret sognets gamle til en nytårsfest i kirken og i hans hjem.

Braren blev meget sur over, at Nielsen også havde inviteret de ældre fra den tyske menighed. Nielsen mente dog, at kirken var åben for alle. Menigheden kunne jo selv vælge om de ville gå til den dansk eller en tysk gudstjeneste.

 

Hagekorsflaget fra kirketårnet

Nazismen var for længst kommet til Højer. Og den 9. april 1940 flagede Hagekorsflaget fra kirketårnet i Højer kirketårn. Braren havde modsat det, men da han fik at vide, at det var ”Befehl” gav han efter.

 

Braren forstod ikke Danmarks nød

I efteråret 1940 var der det årlige efterårsmøde i Højerhus. Nielsen holdt en velkomsttale. Og Braren havde læst et kort og mangelfuldt referat af denne tale i en lokal avis.

Men det brød Braren sig bestemt ikke om. Han mente, at Nielsen havde blandet Gud og politik sammen. Det kan kun opfattes som et led i den national-politiske kamp. I første omgang ville Nielsen ikke svare på disse beskyldninger. Åbenbart følte Braren ikke, at Danmark led uret fra tyskernes side.

Nielsen følte ikke, at Braren havde samme forhold til den 9. april som de dansksindede. For Braren var det kun et spørgsmål om kristendommens stilling i tiden. Danmarks nød, forstod han åbenbart ikke.

Tyskerne i Højer var i stort flertal. De fik støtte af værnemagten. For danskerne gjaldt det om, at styrke den danske livsvilje, dansk selvhævdelse og dansk indsats. Biskoppen havde tidligere opfordret til, at man afholdt reformationens jubilæum i fællesskab men Braren afslog.

 

Braren forstod ikke, at danskerne blev krænket

Braren var ikke nazist, men han tav lige som så mange andre tyskere, til de mange skændselsgerninger. Men når der blev fjernet noget fra gravene med hagekorsbånd, så protesterede den tyske menighed og pastor Braren højlyst. Ingen af dem forstod, at danskerne blev krænket i det dagligt ved det tyske overgreb i besættelsesårene.

 

Braren tog sin afsked

Nu kunne Braren og Nielsen godt samarbejde om de mest almindelige praktiske ting. Tiden nærmede sig, hvor pastor Braren ville søge sin afsked, og derfor kom han ofte i den danske præstegård. Den 3. november 1942 var der aftalt møde med biskop Scharling på Hotel Sylt. I 1943 gik Braren med til, at sognepræsten skulle være dansk. Ja han fik endda overbevist den tyske menighed til det.

Trods mange modsætninger kunne venskabet mellem de to pastorer bevares. Brarens stædighed var både hans styrke og hans svaghed. Han havde karakter og format.

Det nationale klima i Højer og i hele Sønderjylland er blevet mildere end dengang.

 

Plejedatteren red over grænsen

Ja og den lille pige som Christian den Tiende red over grænsen med den 10. juli 1920, var plejedatter af den kommende præst i Højer. Hun hed Johanne Braren. Og kongen havde faktisk forbindelse med hende til hendes konfirmation. Ved denne lejlighed fik hun foræret et guldarmbånd af kongen.

 

Andreas Schau blev afskediget

I 1943 blev Braren afløst af Andreas Schau, der var uddannet i Kiel. Denne var særdeles aktiv, da der den 9. april 1940 blev rejst et Hagekorsflag fra kirketårnet i Tønder. Her var der nærmest tale om håndgemæng. Det danske politi kunne ikke stille noget op den dag mod alle de tysksindede på kirkepladsen.

Pastor Schau blev interneret i Faarhuslejren og afskediget i december 1946. De tyske gudstjenester og kirkehandlinger blev derefter varetaget af pastor Jacobsen, som havde været sognepræst i Udbjerg. Senere kom pastor Rühmann.

 

Den fyrede blev Frimenighedspræst

Efter besættelsen besluttede menighedsrådet, at den tyske menighed kunne låne kirken gratis, hvis gudstjenesten fandt sted samme søn- og helligdage som den danske. De måtte dog selv sørge for organist. Rühmann og Jacobsen arbejdede gratis for den tyske menighed.

De tyske menigheder i Sønderjylland oprettede i 1951 frimenigheder. De var underlagt Slesvig-Holstens evangeliske kirke med Slesvig som kirkelig tilsynsførende bispesæde.

Denne oprettelse betød for Højer, at 180 meldte sig ud af folkekirken. Og ny frimenighedspræst blev den tidligere fyrede præst, Andreas Schau.

 

N.P. Nielsen tog sin afsked i 1952

Den 1. december 1952 søgte N.P. Nielsen sin afsked.

 

Kilde:

  • Sønderjysk Månedsskrift
  • P. Nielsen: Fra bondedreng til grænsepræst
  • Litteratur Højer
  • Artikel dengang.dk: Højer Kirke
  • Artikel dengang.dk: Pigen fra Højer

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 66 artikler fra Det Gamle Højer og Omegn, herunder:

  • Højer Kirke
  • Pigen fra Højer
  • Apotekeren fra Højer
  • Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder

 

 

 

 

 

 

 


Boghandlere fra Haderslev

November 24, 2017

Boghandlere i Haderslev

Vi starter med Det Senebergske Trykkeri. Og så købte man bøger i kirken. Vi besøger den første fastboende boghandler og også den første samhandelsberettigede boghandler. En Flensborg-boghandler havde fået udvidede privilegier. En bogbindersvend indvandrede fra Tønder. Og en boghandler var involveret i oprettelse af bladet Dannevirke. To boghandlere fik bøde for at sælge ”Den Blå Sangbog”. En boghandler endte på Staldgården i Kolding. Og en søn måtte gå under jorden. Tyskerne var efter ham. Johannes Chr. Nielsen havde et stort virke i byen. Nationale modsætninger lukkede butik. Indre Mission havde også en butik i byen. Vi skal møde Danmarks ældste boghandler. Og så blev en boghandler sognepræst.

 

Det Senebergske Trykkeri

Der blev solgt bøger i Haderslev tilbage i middelalderen. Mange af disse blev trykt i byen i et trykkeri, der lå på hjørnet af Lille Slagtergade og Vestergade (nu Storegade 44-46). Dette trykkeri blev etableret i 1759, hvor halvdelen af Haderslev brændte.

Og så fik svenskeren, Heinrich Luckander privilegium af Frederik den Femte til at trykke ugeskriftet Den Jydske Fama. To år efter søgte han om at få portofritagelse til distribution. Snart fulgte andre blade og bøger.

Især skillingsviserne var populære. De spredtes over hele Jylland, bl.a. med studedriverne. Lucander døde i 1796. Hans svigersøn Jens Seneberg førte virksomheden videre under navnet Det Senebergske Trykkeri.

 

Bøger købte man i kirken

Haderslev havde fået sit købstadsprivilegium i 1292. Allerede i middelalderen kunne man på markedsdage købe bøger i Vor Frue Kirke, og kirken havde også et bibliotek. Vi ved, at der i 1500-tallet blev solgt skolebøger. Der fandtes nemlig bog-legater, som eleverne ved Latinskolen kunne søge, hvis de ikke selv havde råd.

 

Den første fastboende boghandler

Haderslevs første fastboende boghandler hed Hieronymus Schertner, der i 1706 fik privilegium (eneret) til at drive bogbinderi og handel med latinske og tyske skolebøger og store og små almanakker. Bøgerne købte han af omrejsende bogførere fra Hamborg. Efter at Schertner havde fået privilegium måtte kræmmere ikke mere sælge bøger i byen. Men da sønnen Poul Schertner efter farens død i 1725 skulle føre forretningen videre, fik han ikke fornyet eneretten. Så vendte de omrejsende bogkræmmere tilbage.

I 1736 klagede han til kongen over, at fremmede bogbindere skadede hans handel og fik delvis medhold. Det blev bestemt ved kongelig anmodning, at ingen anden bogbinder måtte nedsætte sig i byen, og at udenbys boghandlere og bogbindere kun på markedsdagene måtte sælge indbundne og uindbundne bøger i Haderslev. Bøger kunne dog også i 1700-tallet også købes på posthuset og fra 1759 på trykkeriet.

 

En Flensborg-boghandler havde fået privilegium

Grunden til, at unge Schertner ikke fik eneret på bogsalget kunne have været, at Flendborg-boghandler Bathasar Otto Bosseck i 1723 fik udvidet sit privilegium til også at omfatte Haderslev, Tønder og Aabenraa. Brødrene Johann Christoph og David Korte, der overtog Bossecks forretning i 1732 fik privilegiet stadfæstet af både Christian den Sjette og Frederik den Femte.

 

Samhandelsberettiget boghandler

Efter brødrene Kortes død overtog deres forretningsfører Peter Willers Jessen i 1781 i boghandel og privilegium og tog navnet Peter Korte-Jessen. Denne tog hvert år til påskemarkedet i Haderslev og opslog sin bogbod i Frue Kirke. Han døde i 1804 og blev efterfulgt af sin søn Johann Christoph Korte-Jessen og senere af sønnesønnen Johannes Chr. Korte-Jessen. Sidstnævnte blev ved Boghandlerforeningens stiftelse i 1837 samhandelsberettiget boghandler.

 

En bogbindersvend fra Tønder

Vi skal tilbage til 1765, hvor bogbindersvend Christian Nissen fra Tønder i 1765 slog sig ned i Haderslev på hjørnet af Storegade og lille Slagtergade. Han købte i 1770 en ejendom, Bispegade 8, hvor forretningen derefter havde sit domicil i mere end 100 år. Nissen døde i 1774 og efterfulgtes ikke alene som bogbinder, men også i ægtesengen af Peter Matthias Düffer, hvis efterfølger i bogladen igen blev en Nissen, nemlig Christian Nissens søn Claus.

Disse tre første indehavere havde efterhånden oparbejdet en pæn forretning og været ansete håndværkere i den lille by. Claus Nissen blev endda medlem af borgerkollegiet.

 

Oprettelse af Dannevirke

Det var dog først med den tredje indehavers søn, Niels Chr. Nissen. At bogbinderne tog del i nationalitetskampen. Han blev en af forgrundsfigurerne ved oprettelsen af Sønderjyllands første danske avis ”Dannevirke” i 1838. Niels Chr. Nissen blev ikke indehaver af forretningen, idet han døde allerede i 1839, et halv år før faderen.

Da havde han arbejde i bogbinderiet. Meningen har sikkert været, at han skulle have arvet butikken.

Efter Claus Nissens død ægtede en datter, københavneren Theodor August Møller. Han overtager boghandlen og deltager desuden i nationalkampen dog på en lidt mere beskeden plads.

 

Theodor Sabroe overtager

I 1863 gik virksomheden ud af slægtens eje, idet Møller solgte den Theodor Sabroe, der stammede fra Næstved, og da var forretningsfører hos Dannevirkes nye ejer og redaktør Godske Nielsen. Han solgte efter 1864 det danske blad til Sabroe.

Bladet var blevet forbudt af prøjserne, men da den prøjsiske presselov i foråret 1867 indførtes i Sønderjylland, begyndte Sabroe atter at udsende avisen under navnet Dannevirke efter at H.R. Hiort Lorenzen i 1868 havde overtaget redaktionen.

Efter en kort intermezzo fra 1869 til 1877, hvor en bornholmer, Jens Jørgen Henriksen havde forretningen i forpagtning, overtog Sabroe den atter.

Han flyttede i 1878 til Nørregade 34, hvor han selv forestod den til 1882, da sønnen Axel Sabroe fik den overdraget. To år senere antog Axel Sabroe den unge bogbindersvend Carl Nielsen, der i 1874 var kommet i lære i forretningen, som bestyrer. I 1896 købte Carl Nielsen forretningen.

 

Bøde for at sælge ”Den Blå Sangbog”

Han flyttede i 1907 til Nørregade 27, hvor bogladen siden har haft hjemme. Også Carl Nielsen kom til at yde en indsats for den danske presse. Han var en af foregangsmændene til at bevare ”Dannevirke” på danske hænder, da det gamle blad var blevet kørt i sænk af en kongerigsk dame, der var i tyskernes sold.

I 1905 fandt den berømmelige retssag mod ”Den blå Sangbog” sted. Carl Nielsen var blandt de anklagede. Anklagemyndigheden havde allieret sig med professor Niels Schrøder fra Latinskolen. Han oversatte for retten 48 danske og nordiske sange, og påstod, at de virkede ophidsende ikke på tyskerne, men på de syngende selv. Heri gav retten ham medhold.

Sangbogen var efter Schrøders mening det farligste agitationsmiddel, danskerne havde.

 

På Staldgården i Kolding

Ved Genforeningen blev boghandlens særlige nationale præg selvfølgelig udvisket. Den blev en boghandel som i mangen anden dansk by. Carl Nielsen drev den til 1946, da han overdrog den til den nuværende indehaver, Johannes Chr. Nielsen, der allerede i 1930 var indtrådt som medhjælper hos faderen.

Han fortsatte forretningens virke i samme ånd. Han fik også tyskernes kærlighed at følge. Han blev således i 1915 bortvist fra Latinskolen. Under besættelsen blev han arresteret af Gestapo og indsat først på Staldgården i Kolding og senere i Horserødlejren.

 

Johannes Chr. Nielsens store virke

Carl Nielsens Boghandel var en af Haderslevs førende butikker, der udover allerede nævnte bogbinderi også egen forlagsvirksomhed. Johannes Chr. Nielsen leverede også tegninger til ”Æ Rummelpot”. Ja han lavede endda også turistplakater.

Også Haderslev Samfundets Årsskrift var noget han var idehaver til. Han var bladets redaktør fra 1934 til 1941. Sidste nummer af årsskriftet udkom i 1992. Og så forbindes Johannes Chr. Nielsens navn også til Slesvigsk Vognsamling. Grundstenen blev lagt i 1952. I første omgang var det kun for at sikre studenternes hestevognstransport gennem byen.

I 1961 opførte Johannes Chr. Nielsen en bygning i Christiansdal, hvor et vognmuseum fik til huse. I 1978 blev hele den Slesvigske Vognsamling samlet i Det Gamle Ridehus.

 

En af sønnerne oprettede boghandel i Aabenraa

Carl Nielsens anden søn, Niels Hartvig Nielsen åbnede en boghandel i Aabenraa. Men han blev som andre unge sønderjyder indkaldt til tysk militærtjeneste i Første Verdenskrig. Her blev han skadet af giftgas. Han måtte tilbringe det meste af et år på lazaret i Flensborg. Hans svoger Harald Bo Bojesen passede forretningen imens og overtog den i 1919. Og det var i denne boghandel, der mange år efter ankom et ungt mennesker, der blev i butikken i 15-16 år. Ja det var undertegnede, ”Den Gamle Radaktør”

Men tilbage til Haderslev. Boghandlen i Nørregade blev videreført af sønnesønnen Carl Johs. Nielsen. Men i 1982 lukkede den – efter 217 travle år.

 

Plyndret af tyskerne

Tilbage i 1811 grundlagde en vis C.H. Wiecks Bog- og Papirhandel i Haderslev, som han drev i en menneskealder. Hans efterfølger Axel Zimmermann drev kun forretningen i to år fra 1858-60. Han havde drevet købmandshandel i Slagelse og deltog i krigen 1848-50. Han blev senere købmand i Flensborg. Under krigen i 1864 var han med til at pleje de sårede på Gottorp Slot. Han forsøgte ligeledes at redde officerer fra tysk fangenskab ved at skjule dem i sit lokale i Høruphav.

Til gengæld plyndrede tyskerne hele hans lager. Han mistede næsten alt. Senere flyttede han til København, hvor han ernærede sig som bogholder, teaterkontrollør, forfatter m.m. Han udgav ”Erindringer fra Felttoget 1864”. Han skrev bladartikler, føljetoner og digte. Hans datter Emma Vilhelmine Zimmermann blev gift med forlægger Axel Aller søn af Carl Aller.

 

En boghandler fra Assens

Det var fra gammel tid færgeforbindelse mellem Haderslev (Årøsund) og Assens. I mange år var det den vigtigste postforbindelse mellem Jylland og Fyn med daglige afgange indtil 1864. Det var måske derfor ikke så mærkeligt, at en boghandlersøn fra Assens, Niels Georg Gleerup i 1860 kunne finde på at nedsætte sig som bogbinder og boghandler i Haderslev.

Gleerup havde lært boghandel hos sin far Abraham Christoffer Gleerup og bogbinderi hos D.L. Clément i København. Han havde også arbejdet i Berlin, Leipzig og Paris, inden han etablerede sig som 25-årig. Krigen mod Preussen/Østrig i 1864 satte en brat stopper for forretningen. Gleerup deltog som officersaspirant. Han nedsatte sig efter krigen som bogbinder i Assens.

Men det var dog også boghandlere, der etablerede sig i Haderslev efter 1864. Hans Lauridsen i 1868 og L. Johansen i 1897.

 

Endnu en bøde for salg af ”Den Blå Sangbog”

Hans Lauridsen var husmandssøn fra Koldingegnen og udlært hos J.L. Wisbeck i Kolding. Han blev officielt anerkendt af Boghandlerforeningen i 1873. Men det var dog kun som kontantboghandler. Han drev bog- og papirhandel, solgte kunst og musik (noder), havde bogbinderi og drev lejebibliotek.

I 1870 ansatte han også Peder Christensen (udlært hos Engsig, Frederikshavn). Peder Christensen åbnede efter 14 år sin egen boghandel og overtog sine gamle principals forretning, da denne døde i 1894. I 1914 blev han sammen med sin kollega Carl Nielsen idømt 10 mark i bøde have solgt Den blå sangbog.

 

Lukkede omkring Genforeningen

  1. Johannsen var født i Tønder i 1870. Han var udlært i Huswaldsche Buchhandlung i Flensborg 1889 og medhjælper hos Victor Zimmer i Breslau, inden han kom til Haderslev, hvor han arbejdede hos Peder Christensen 1894-97. Måske lukkede han omkring Genforeningen.

 

Nationale modsætninger lukkede butikken

I begyndelsen af 1980erne startede der flere nye boglader i Haderslev. Nogle af dem lukkede igen. En af de ny lå i Apotekergade. Det er nu en del af Arnold Busck-kæden. Men egentlig begynder historien om den i Flensborg lang tid tilbage.

To unge boghandlere H.C. Møller og Margrethe Lange drev hver sin boghandel. Han var dansk og hun var tysk. Men de forelskede sig i hinanden, og giftede sig. Kærligheden overvinder som bekendt alt-eller næsten alt, men ikke nationale modsætninger.  I Flensborg. Parret blev så kraftig chikaneret, at de måtte lukke forretningen og forlade byen.

 

Sønnen måtte gå under jorden

Da Første Verdenskrig brød ud, blev H.C. Møller indkaldt som bibliotekar i den tyske hær og sendt til Østfronten. Efter krigen i 1918 solgte han rullegardiner. Men både han og hans kone savnede bøgerne. I 1925 åbnede de en lille boghandel i Haderslev.

”H.C. Møller var utrolig vidende”, fortæller hans efterfølger boghandler Svend Boye Hvorslev. Men han fik aldrig bragt sit danske statsborgerskab i orden. Dette kom til at ramme hans søn Philip, der i 1940 måtte gå under jorden. Han havde nemlig fået indkaldelse til den tyske hær.

I begyndelsen flyttede den nye boghandel noget rundt. Bispensgade 11, Jomfrustien, Møllepladsen 3. Til sidst blev det så Apotekergade 4. Og det gik rigtig godt. Datteren Kaja Lange Møller kom også med i forretningen, som fik navnet Sønderjydsk Boghandel og Antikvariat. Mor og datter passede bogladen, faren antikvariatet. Og sådan gik det i 38 år.

 

Boghandler Hvorslev

I 1963 blev forretningen overtaget af et engageret boghandlerægtepar, Inger Margrethe og Svend Boye Hvorslev, begge i slutningen af 20’erne. De udvidede sortimentet til også at omfatte udenlandske bøger. Ja og deres søn, Michael var jeg med til at lære op i Bo Bojesens Boghandel i Aabenraa.

 

Indre Mission også i Haderslev

Omkring og efter Genforeningen blev flere boghandlere antaget som samhandelsberettigede boghandlere. Men de fleste forsvandt igen. Marie Lindstrøm havde drevet Indre Missions Boghandel i Haderslev. I 1924 blev forretningen overtaget af Grethe Nissen. Den skiftede nu navn til Grethe Nisses Boghandel og var beliggende, Storegade 2. Den ophørte i 1965. Endvidere var det også C.P. Hansen i Storegade 5.

Karl Usbek havde arbejdet i Ejnar Munksgaards Boghandel i København. Han overtog Gyldendal-forhandler Carl L. Jensens forretning i Haderslev. Men han var hørehæmmet efter at have været med på både Øst- og Vestfronten under Første Verdenskrig. Han opgav forretningen efter to år. Herefter overtog Carl Frederik Algreen-Petersen butikken.

 

Danmarks ældste boghandler

Algreen-Petersen drev butikken i 20 år. Derefter solgte han den til Thorvald Ougaard. Denne blev landets ældste aktive boghandler. Ja han blev optaget i Guinness Rekordbog. Han blev 93 år. I et interview med BT sagde han bl.a.:

  • Hvad skal jeg da ellers lave. Forretningen er min hobby og giver mig samtidig smør på bordet, ikke blot til mig men til mine fem ansatte.

Ougaard kom i lære i Korsør som 16-årig og købte boghandel i Kolding i 1931. En kort overgang i 1950’erne var han væk fra branchen. Han drev en frugtplantage ved Skærbæk. Men da æblepriserne faldt købte han boghandlen i Haderslev.

Hans kone Edith Ougaard deltog i forretningens drift. Ja og datteren overtog butikken, der er beliggende, Graverne 22 A.

 

Meyers Boghandel

Endnu en boghandel fra denne periode skal nævnes, nemlig Meyers Boghandel, Storegade 37. Forretningen var etableret af bogtrykker August Meyer, der blev Gyldendal-forhandler. Hans søn og efterfølger Johannes August Meyer blev udlært hos Carl Nielsen og medhjælper hos Refslund i Vejle. Som bare 22-årig måtte han overtage forretningen. Han drev boghandlen i 31 år til 1964, hvor Carl Nielsens Boghandel overtog restlageret.

 

Den legendariske Søren Album

Allerede som ung havde Johannes Meyer lærlinge. Hans lærling nr. 2 hed Svend Erik Sørensen. Han blev en legende for boghandlerne og kaldt for Søren Album. Han var rejsende for firmaet Harald Petersen i Vejle. Den Gamle Redaktør her husker en af hans jubilæer, da jeg havde lavet en hitliste over rejsende. Han var selvfølgelig nummer et.

 

En ny boghandel i 1943

I 1943 midt under Anden Verdenskrig, hvor der blev læst mange bøger, etablerede en medarbejder fra Carl Nielsen, Knud Edelmann Wulff egen boghandel på Nørregade 39. Den flyttede senere til Graverne 21 men ophørte efter en halv snes år- i hvert fald som boghandel.

 

Fra Boghandler til Sognepræst

I 1966 flyttede Hans F. Beck sin boghandel fra Ramsherred 14 i Aabenraa til Nørregade 7 i Haderslev. Men han lukkede i 1970 og blev sognepræst i Veerst og Bække. På adressen havde der engang været en tysk boghandler Nis Jensen. Han mistede en søn i Første Verdenskrig. Og han kom selv sørgelig af dage efter et fald. Det var muligvis i forbindelse med at julepynten skulle hentes ned fra loftet.

 

Den store ”Lorentzen Bog & Ide”

Jo så var det også Lorentzen Bog & Ide. Birgit og Mogens Lorentzen overtog i 1981 en eksisterende papirhandel på 50 kvm. i Apotekergade 13. De udvidede med bøger, men da de ikke selv var boghandleruddannede ansatte de Ingelise Asmussen som faglig leder efterfulgt af Christine Wolff. Jo Birgit og Mogens kan ”Den Gamle Redaktør” godt huske.

 

Arnold Busck overtager

Allerede i 1992 var butikken efter fire ombygninger vokset til 400 kvm. Den havde fem medarbejdere. Men 1. maj 2001 valgte Lorentzens alligevel at stoppe. De solgte til Arnold Busck, som nogle år forinden havde overtaget Sønderjysk Boghandel i samme gade. Busck har fusioneret de to forretninger på Lorentzens adresse. Ja og i dag så leder en de gamle lærlinge, som ”Den Gamle Redaktør” har haft med at gøre, Carsten Moos, butikken.

Vi har garanteret ikke fået alle med. Og vi har nok heller ikke fået det allernyeste med.

 

 

Kilde:

  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Johannes Chr. Nielsen: 200 år. En sønderjysk bogbinder- og boghandlerfirma og dets ejere 1765-1965
  • Haderslevwiki
  • Boghandlerhistorie: Haderslev (BogMarkedet-Pia Rink)
  • boghandlereidanmark.dk

 

Hvis du vil vide mere om Haderslevs Historie – Se her på www.dengang.dk

  • Hos apoteker Collenburg i Haderslev
  • Byen med de mange jernbanestationer
  • Haderslev Skomagerlav
  • Turen går til Haderslev i 1900-tallet
  • Det var gang i Haderslev
  • Katastrofen på Haderslev Dam
  • Da Skrydstrup fik sin flyveplads (Fliegerhorst Hadersleben)
  • Haderslev-under Første Verdenskrig
  • Haderslev 1917-1918
  • Haderslevs historie (3)
  • En skarpretter i Haderslev
  • Et apotek i Haderslev
  • Haderslev-handel og søfart (2)
  • Haderslev-i begyndelsen (1)

 

Hvis du vil vide mere om Boghandlere – Se her på www.dengang.dk

  • Boghandel på Nørrebro
  • Dengang, masser af boghandlere på Nørrebro
  • Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
  • Tønder Bibliotek-i begyndelsen
  • Boghandlere i Tønder
  • Boghandlere i Aabenraa

 


“Grænsen er overskredet”- Hvem er forfatteren?

November 17, 2017

Grænsen er overskredet-Hvem er forfatteren?

Hvem er det, der har skrevet bogen ”Grænsen er overskredet”?

 

Uwe Brodersen er født og opvokset i Tønder. I 48 år har han været boghandler, først i lære i Tønder, og så gik det via Aabenraa og Padborg til Nørrebro.

Han har altid haft skrivekløe. Den store debut fik han i en fristil på Tønder Kommuneskole. Den blev læst op på lærerværelset og hed ”Mord i Skraldespanden” med fem mord på fire sider.

Der er blevet til at hav af kronikker og indlæg i diverse tidsskrifter og aviser. I dag er han redaktør på Nørrebro Handelsforenings hjemmeside www.norrebro.dk . Her er der over 3.000 artikler. Her er han også sekretær. Uwe har siddet i Initiativudvalget i Aabenraa og sekretær i Bov Handelsforening. I dag er han også redaktør på Facebook-siderne for Nørrebro Handelsforening og Amager Erhvervsforening.

Uwe har været redaktør af Boghandlermedhjælperforeningens blad Bogormen. Han har været Formand for HK i Aabenraa og formand for Teknologiudvalget i ASL (Arbejdernes Sønderjyske Landsforbund).

Uwe har siddet i diverse områdefornyelser og kvarterløft. Desuden har han siddet i bestyrelsen i Handelsstandens Indkøbsordning. Uwe har optrådt i diverse radio- og Tv-udsendelser. Han har også leveret baggrundsmateriale til diverse bøger, Tv-udsendelser m.m.

I dag er han en meget brugt foredragsholder og er redaktør på den lokalhistoriske hjemmeside www.dengang.dk Her ligger ca. 1.200 artikler.

Grænsen er overskredet er den tredje udgivelse. Tidligere har Uwe skrevet om Nørrebro Handelsforenings og Nørrebroparkens historie.

I dag er Uwe Brodersen bosiddende i Vordingborggade på Østerbro.


Indholdsfortegnelse til bogen “Grænsen er overskeredet”

November 17, 2017

Grænsen er overskredet-Indholdsfortegnelse

Her får du en fortegnelse over de 23 afsnit i bogen ”Grænsen er overskredet”

 

 

Indholdsfortegnelse

  1. Forord
  2. Sagen om Asmus Jensen
  3. To villaer i Kollund
  4. Willy Jensen, manden der vidste for meget
  5. Sheriffen fra Tinglev
  6. Nazisterne der skulle dømmes til døden
  7. Mordet i Løgumkloster
  8. Overvågning i Grænselandet
  9. Dibbernhaus Mindretallets Højborg
  10. De sidste dage i Flensborg
  11. Likvideret på Alssund den 5. maj 1945
  12. Deserteret i Svenborg Likvideret i Gelting Bugt
  13. Centralkartoteket
  14. Bovrup-kartoteket
  15. Langs Grænsen
  16. Værnemagere
  17. Besættelsestiden det har vi måske glemt
  18. Efter Besættelsestiden
  19. Retsopgøret i Sønderjylland
  20. Var det et Hævnmotiv?
  21. Aabenraa Motorfabrik
  22. Knivsbjerg nord for Aabenraa
  23. Kildehenvisning

Kildehenvisning til bogen “Grænsen er overskredet”

November 17, 2017

Kildehenvisning til ”Grænsen er overskredet”

Som det kan ses har vi brugt over 100 kilder til at skrive bogen ”Grænsen er overskredet”. Vi ville gerne været gået endnu videre. Men der var arkiver, hvor vi ikke måtte komme ind i. Havde dette kunnet lade sig gøre, havde vi sikkert opklaret mordet på Asmus Jensen

 

  • Inge Adriansen, Steen Bo Frandsen(red): Efter 1864, Krigens følger på kort og langt sigt.
  • Richard Andersen: Vandringer syd for grænsen
  • Steen Andersen: Danmark i det tyske storrum
  • Tage Revsgaard Andersen: Et studie i rødt, hvidt og blåt
  • Besættelsen i perspektiv/Odense Universitetsforlag 1995
  • Besættelse og Befrielse-50 år efter (Artikel-Den Jyske Historiker nr. 71)
  • Besættelsestidens Hvem-Hvad-Hvor
  • Peter Birkelund: Holger Danske-Sabotage og Likvidering 1943-45
  • Bovrup-kartoteket (Bogforlaget af 1946)
  • Hugo Braun: Die Rottenknechte, die-linke-weissenburg.de
  • Brochüre zur Ausstellung des Kirchenspielortes Steinberg
  • Frank Bøgh: De dødsdømte-Henrettelse af 46 danskere efter besættelsen
  • Niels Birger Danielsen: Werner Best
  • Henrik Becker-Christensen: Det Tyske Mindretal i Nordslesvig 1920-1932
  • Henrik Becker-Christensen: Grænsen i 75 år
  • Rauer Bergstrøm: Hellere Hertug i helvede
  • Berlingske Tidende (27. september 1947)
  • Claus Bryld m.m. Retsopgøret 40 år efter
  • Claus Bryld, Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring
  • Claus Bundgaard-Christensen: Danmark besat, krig og hverdag 1940 – 45
  • Karl O. Christiansen: Mandelige landssvigere under besættelsen
  • Wilhelm La Cour: Danmark besat
  • Niels-Birger Danielsen: Da retsstaten holdt pause (kronik 18.12.2014)
  • Den Parlamentariske Kommissions Beretning bind 13
  • Den Parlamentariske Kommissions Beretning bind 19
  • Der Nordschleswiger (diverse artikler)
  • Marlene Djursaa: DNSAP, Danske Nazister 1930-45 (1-2)
  • Ein Krieg geht zur Ende (Årsskrift BDN-Bund Deutscher Nordschleswiger)
  • Ekstra Bladet (1.oktober 1946) (20.-30. oktober 1946)
  • Stefan Emkjær: Stikkerdrab
  • Fra Bov Museum-Historisk Forening for Visherred (1983)
  • Troels Fink: Sønderjylland efter Genforeningen i 1920
  • Flensborg Avis (16. juni 1945)
  • Flensburg 700 Jahre Stadt-Ein Festschrift 1-2
  • Flensburger Tageblatt (diverse artikler)
  • Flensburger Tageblatt (Læserbrev S.Kahlert 9.02.1995)
  • Flensburger Tageblatt (Sonderausgabe) zum 50. Jahrestag des Krigsende
  • Foged, Krüger: Flugtrute Nord
  • Lauritz Bindsløv Frederiksen: Pressen under Besættelsen
  • Hartvig Frisch. Pest over Europa
  • Fædrelandet (div. udgaver)
  • Gads Leksikon: Hvem var hvem under Besættelsen
  • Grænsevagten (Februar 1945)
  • Ernst Siegfried Hansen: Diesteln am Wege
  • Gese Friis Hansen: Kampen om Loyaliteten (speciale- Århus Universitet-2003)
  • Hejmdal (7. februar 1944)
  • Vello Helk: Dansk ministerbesøg i Baltikum 1942
  • Vello Helk: Estlands historie
  • Anne Dorthe Holm: Kvindernes modstandskamp
  • Information (4. oktober 1994, Stig Jørgensen) (marts 1946, Carsten Høegh)
  • Jydske Tidende (div. artikler)
  • Frode Jacobsen: i Danmarks Frihedsråd 1 – 2
  • Palle Roslung-Jensen: Danskere og besættelsen, holdninger og meninger
  • Knud J.V. Jespersen m.m.: Besættelsen i perspektiv
  • Michel Jones: After Hitler, The Last days of The Second World War in Europe
  • Pierre Jorand: Husum – Hier wird Leben ausgerottet
  • Jørgensen: Spionage mod Danmark
  • Rasmus Jørgensen: Deporteret
  • Eli Fischer-Jørgensen m.m: Interneringskartoteket-om Carsten Høeg m.m.
  • Kirkebøger (diverse)
  • Hans Kirchhoff: Gads Leksikon om dansk besættelsestid
  • Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen
  • Jørgen Kieler: Hvorfor gjorde det det?
  • Kieler Nachrichten (20.5.1948) Todesurteile nach der Kapitulation
  • Erik Kjersgaard: Danmark under besættelsen
  • Peter Øvig Knudsen: Efter Drabet
  • Hal Koch: Jeg anklager Rigsdagen
  • Henning Koch: Demokrati-slå til
  • Henrik Skov Kristensen: Det Tyske Mindretal og Fårhuslejren (Særtryk Historie 2005)
  • Henrik Skov Kristensen: Straffelejren
  • Land og Folk (26. maj 1945)
  • Ole Lange: Den hvide elefant
  • Dennis Larsen: Fortrængt Grusomhed
  • John T. Lauridsen: Over Stregen
  • John T. Lauridsen: Dansk Nazisme 1930-45 og derefter
  • Jörn-Peter Leppien: Koncentrationslejren Ladelund
  • Bo Lidegaard: Kampen om Danmark 1933-1945
  • Karen Lildholdt Harder: Konfiskationsloven i praksis (Sønderjyske Årbøger 2009)
  • Sabine Lorek: Rechtsabrechnung-Retsopgør
  • Olde Lorenzen: Macht ohne Moral
  • LAÅ Det Tyske Mindretal
  • LAÅ, Gråsten Politi 807 (K516/45)
  • LAÅ, Rapport, Dibbernhaus Aabenraa
  • LAÅ Rapport Rigspolitiets Tekniske Afdeling, Kolding 22.07.1945
  • LAÅ, Retten Løgumkloster nr. 13
  • LAÅ Strafferetssag 825/1946-Aabenraa Retskreds
  • Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed
  • Lov nr. 395 af 12. juli 1946 om Straf for Krigsforbrydelser
  • Joachim Lund: F.L. Smidth & Co og spørgsmålet om den gamle konservative linje- Port Kunda, Cement fra mønsterfabrik til tvangsarbejde 1893 -1944 (Arbejderhistorie 2001)
  • Carl Madsen: Vi skrev loven-34 fortællinger fra Fædrelandets historie
  • Flemming B. Muus: Gjort Gerning
  • Jens Peter Noack: Det tyske mindretal i Nordslesvig under besættelsen
  • PET’ s overvågning af den yderste højrefløj 1945-1989, 1. Den politiske overvågning af Sønderjylland 1945-1950, Kommissionens beretning bd. 11
  • Politikens Hvem, Hvad, Hvor 1946
  • Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
  • Privatarkiv Kurt Jensen
  • Privatarkiv Willy Jensen
  • Revision (diverse udgaver)
  • Knud Aage Risager: F.L. Smidth & Co 1882-1922
  • Jørgen Røjel: Holger Danske rejser sig
  • Svenning Rytter: Retsopgøret under og efter Besættelsen
  • Samtaler Kurt Jensen med Asmus Jensen’ s kone
  • Samtaler Kurt Jensen med Asmus Jensen’ s datter
  • Samtaler Kurt Jensen med div. ældre i Bov Kommune
  • Schleswig-Holsteinische Volkszeitung(21.07.1949) Schnellverfahren mit ”Stillgestanden”
  • Schleswig-Holsteinische Volkszeitung(6.08.1949) Sühne für das verbrechen in der Geltinger Bucht.
  • Schmidt-Vodder: Von Wodder nach Kopenhagen-von Deurschland nach Europa
  • Hans Schultz Hansen, Henrik Skov Kristensen: Mindretal og flertal i Nordslesvig 1945-1955
  • Hans Schultz Hansen, Henrik Skov Kristensen: Sønderjylland under Krig og Besættelse 1940-1945
  • Broder Schwendsen: Flexikon-725 Aha-Erlebnisse aus Flensburg
  • Pernille Steensgaard: Danmarks svimlende selvfølelse (Weekendavisen Uge 7-2016)
  • Anders Otte Stensager: Bovrup-kartoteket, et boghistorisk studie (artikel)
  • Bjørn Svensson: Tyskerkursen
  • Ditlev Tamm: Den skandaløse konfiskation af tyske ejendom (Kronik: Jyllands-Posten 28. april 1997)
  • Ditlev Tamm: Opgør og udrensning
  • Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen 1-2
  • Lotte Tarp: Det skulle nødig hedde sig
  • Birgit Nüchel Thomsen: Værnemagerne-Danmarks bidrag til den tyske krigsindustri under den tyske besættelse i europæisk perspektiv.
  • Paul Thygesen: Artz im Konzentrationslager
  • Aage Trommer: Modstandsbevægelsen i Aabenraa og omegn (Sønderjyske Årbøger 1965)
  • Anette Warring: Tyskerpiger-under besættelse og retsopgør
  • Wurtz: Centralkartoteket 1944-1947/Aarhus Universitet
  • dengang.dk
  • krigsboern.dk
  • kz-gedenkstaette-ladelund.de
  • noorgaardholtz.jimdo.com
  • tidehverv.dk
  • Arne Øland: Horeunger og helligdage
  • Åbenrå Bys Historie bd. 3

Forord til bogen “Grænsen er overskredet”

November 17, 2017

  1. Forord til ”Grænsen er overskredet”(A)

Forordet giver et godt indblik i, hvad bogen handler om. Det er på 7 sider. Og man kan sige, at grænsen er overskredet mange gange.

 

Velkommen til bogen, Grænsen er overskredet. Det var den måske for Asmus Jensen. Men vi tror det ikke. Vi mener ikke, at han blev skudt, fordi han ville flygte over grænsen. Dette påstår Den Danske Brigade, at de har gjort. Men deres forklaring passer slet ikke med den retsmedicinske rapport. Hvorfor påtager de sig skylden for nedskydningen? Og hvorfor skulle han likvideres? Hvad havde han egentlig gjort?

Det er ikke helt unormalt, at Modstandsbevægelsen tog fejl. Gang på gang blev de fem samme personer nævnt som de egentlige ansvarlige for nedskydningen. Men ingen vil stille sig frem med navns nævnelse, hverken alle de ældre i det gamle Bov Sogn, som vi talte med eller vores kontakter syd for grænsen. Og vi kan heller ikke få adgang til de afgørende arkiver. De danske myndigheder har for længst lukket sagen.

Da vi ville have adgang til sagen, måtte vi gå via ombudsmanden, selv med familiens underskrift. Men ret hurtig blev der så lukket for yderligere arkivadgang. I sagen har vi talt med Asmus Jensens familie, datter og kone, der har givet mange nyttige oplysninger. Alligevel vil vi nok blive beskyldt for at være konspiratorer. Men vi håber, at dem, der virkelig ved noget om sagen, vil åbne sig og fortælle sandheden.

Asmus Jensens kone rejste tilbage til Frankrig igen. Hun var simpelthen træt af myndighedernes behandling af hende.

Det er utroligt, at familien skal finde sig i den behandling, som de har fået i denne sag. Utroligt at sagen også skal forfølge familien. Men hvorfor lyver myndighederne?

Asmus Jensen var en skidt karl, bliver det nævnt af en foredragsholder. Ja men hvad lavede han egentlig, som berettigede til, at han skulle likvideres med to nakkeskud. Og hvorfor skulle familien dengang i 1945 først høre rygter, før de fik besked?

Under sagen dukkede der også andre ting frem. Men også disse er ret tillukkede. Vi har i en række artikler skildret ting, som vi med rette kan sige, at her er grænsen overskredet. For hvornår har samfundet fået sandheden at vide, hvornår var det en nødløgn og hvorfor har vi kun fået en halv forklaring?

Vi prøver i denne bog, at beskrive i hvilket miljø og i hvilken tid Asmus Jensen blev likvideret. Var hans forbrydelse så stor, at han skulle likvideres? Var der ikke andre, som skulle straffes i stedet for? Hvordan havde de dansksindede og de tysksindede det efter besættelsen? Var Asmus Jensen offer for en hævnaktion?

Vi vil ikke tilsvine hverken Modstandsbevægelsen, Den Danske Brigade eller andre, men blot appellere til, at man fortæller sandheden.

Det er ikke vores opgave at fortælle, hvad man skulle have gjort dengang. Men det er vel et krav, at vi får sandheden at vide. Det var bestemt ikke let at begå sig i Sønderjylland under og efter besættelsen dengang, ja for den sags skyld i Danmark. Kom du til at ytre dig positiv om tyskerne eller forelskede en pige sig i en tysk soldat, så kom man i et kartotek, man ikke kunne komme ud af.

Selv om du havde overstået din straf, så huskede lokalsamfundet, hvad du havde gjort. Og det gjorde de offentlige myndigheder også. Det betød, at du var udelukket fra at søge offentlige hverv i en lang årrække.

Asmus Jensen arbejdede en overgang i nogle villaer i Kollund Østerskov. Her havde Werner Best sommerhus. Her kom en række topnazister. Men her havde lokale også set Scavenius og Jens Møller, leder af Det Tyske Mindretal og NSDAP-N.

Kurt Jensen har været med til at arbejde med denne bog. Han har besøgt arkiverne og talt med en del ældre mennesker i Bov Kommune samt Asmus Jensens familie. Hans far, Willy Jensen kendte sandheden om Asmus Jensen. Og denne sandhed brugte han til, at presse Justitsministeriet til, at forblive i Danmark. For som tysk statsborger burde han have været udvist. Han blev heller ikke indsat i Fårhuslejren.

Han rejste flere gange til Justitsministeriet og brugte sin viden til at blive i Danmark og friheden. Men den lokale politimester gad ikke at fortælle, at nu var udvisningen atter engang blevet udsat. Så talrige gange har Willy Jensen siddet og ventet med kufferten pakket på trappeafsatsen. Men de hentede ham aldrig.

Vi har fået at vide, at medlemmerne af modstandsbevægelsen var efter dem, som eksempelvis solgte mad til dem, der patruljerede langs Flensborg Fjord. Og vi har også fået at vide, at de i den grad var efter medlemmerne af det tyske mindretal. Spørgsmålet er om, der lå et hævnmotiv bag ved behandlingen af mindretallet efter besættelsen. Vi kigger også på den såkaldte Fårhus-mentalitet, der opstod i Fårhuslejren. Var Asmus Jensen et offer for en hævn?

De domsafsigelser, der foregik i retsopgøret, var de retfærdige? Hvad har man i grunden fortiet i den forbindelse? Vi kigger på tre sager i den forbindelse. Den første er Sheriffen i Tinglev. Ja denne nævnes også i forbindelse med en af de sidste fem i forbindelse med Asmus Jensens likvidering. Politibetjent Egebjerg Jensen var meget forhadt hos det tyske mindretal. Egenhændig lukkede han alle tyske institutioner i Tinglev og omegn. Han skød også en tysk officer på Tinglev Banegård.

I Tønder sad nogle forholdsvis unge tysksindede mennesker. De havde lavet en liste over, hvem der skulle have en såkaldt ”Denksettel”. En af disse, der stod på listen, var Sheriffen fra Tinglev. En håndgranat blev smidt ind på hans kontor. Heldigvis var der ingen hjemme. Modstandsbevægelsen forlangte dødsstraf. Den 15-årige fik i første omgang 12 års fængsel. Det blev nedsat til 6 år. Også de andre i gruppen fik temmeligt høje straffe.

I Tønder håbede man, at to medlemmer af Familien Jürgensen blev skudt. De var blevet dødsdømt af en amerikansk militærret. Man påstod, at de var ledere af Varulvegrupper. Men der var ingen beviser. De blev frikendt. Men gang på gang blev de arresteret. Man forsøgte også at gøre dem til krigsforbrydere. Det lykkedes heller ikke. Og man nægtede også at give dem kompensation for uretmæssig fængsling. De var jo nazister, så skulle de ikke behandles retfærdigt.

I Løgumkloster blev et ungt medlem af Det Tyske Mindretal myrdet. Dette blev i første omgang kun takseret til seks måneders fængsel. I anden omgang blev det til halvanden års fængsel. Men alligevel en lempelig dom i forhold til dommen fra Tinglev.

Jo der skete ting og sager i Sønderjylland og andre steder i tiden efter besættelsen. En massiv overvågning var bebudet. Det var politimester Brix, der var foregangsmand. Han havde opbakning fra politimester Bøving fra Tønder. Man skulle i den grad holde øje med hjemmetyskerne. Der skulle ansættes spioner, der kunne rapportere, hvad hjemmetyskerne foretog sig.

Kartoteker blev opbygget. Man fandt ud af, hvem der abonnerede på Der Nordschleswiger og så kontrollerede man Knivsbjergfesterne. Hos Willy Jensen flyttede to betjente ind. Så kunne de på nærmeste hold finde ud af, hvad han foretog sig. Måske udbredte han sin viden om nedskydningen af Asmus Jensen? Det var myndighederne ikke interesseret i.

En masse ting skete gennem Dibbernhaus i Aabenraa. Herigennem var der en masse kommunikation til de tyske myndigheder. Det var også her, man ansøgte om tilladelse til at køre for den tyske Wehrmacht. Og det var her man ansøgte om at levere varer til tyskerne.

Men stedet rummede også mange skæbner. Her kunne man se, at mange unge mennesker var flygtet fra krigens rædsler. De var simpelthen flygtet også som vagtmandskab fra Kz-lejre. Og nu ventede der dem en barsk afstraffelse. Forældrene fik så senere den barske besked.

Men det tyske mindretal fik det nu ikke helt, som de havde ønsket. De ville gerne have, at kun dem som støttede den tyske sag med børn i tysk skole og så videre fik kørselstilladelse. Men fra Berlin var budskabet klart. Fungerede en kørselsordning var man ligeglad med lokale forhold.

Ikke langt fra det sted, hvor Asmus Jensen blev likvideret, skete der ting og sager. I Flensborg havde alle topnazister forsamlet sig. Her blev der forfalsket i tusindvis af legimitation. Mange gik over den grønne grænse i nærheden af Kruså. Et gartneri spillede her en stor rolle. Og der stod nok af frivillige parat til at hjælpe disse topnazister videre via Sverige.

Grænsen er i den grad overskredet, når man hører hvad der skete i Flensborg Fjord og Gelting Bugt lige over grænsen. Ja for den sags skyld også i Alssund den 5. maj. Mens danskerne festede, blev unge matroser likvideret på et dansk skib og drev i land ved den danske kyst. Og ingen vil tage initiativ til en mindesten for dem.

En mindesten kom der op for andre matroser, der oplevede samme skæbne. De var deserteret fra Svenborg og udleveret af danske modstandsfolk til tyskerne. I Gelting Bugt fandt de deres skæbne.

Vi har fået at vide, at Asmus Jensen stod i Centralkartoteket. Men hvad der stod om ham, kan vi ikke få at vide. Vi kan ikke få adgang. Men hvordan kom man egentlig i dette kartotek. Og havde man begået noget forkert, når man stod her. Blev det nogensinde undersøgt? Hvad med stikkerlikvideringer-fik de oplysningerne herfra? Det var ellers svært at komme ud af dette kartotek, men det lykkedes dog for en del embedsmænd. Hvordan kunne dette lade sig gøre?

Hvis man stod i et andet kartotek kunne dette også give følger. Det var det såkaldte Bovrup-kartotek. På et tidspunkt påtog Frits Clausen sig selv opgaven, at redigere dette kartotek. Dette foregik ikke særlig grundigt. Og ville man ud af det, ja så kunne man glemme at registrere det. En række bøger med Bovrup-kartoteket blev udgivet. Ja disse bøger kom i ufatteligt mange udgaver.

Egentlig var det ikke ulovligt at være nazist. Men det blev det nu alligevel. For uden domsfældelser af nogen art, så blev man smidt ud af sin fagforening, sit firma og meget mere, når man var nazist eller stod i Bovrup-kartoteket. Ja vi har endda hørt, at man også blev likvideret bare fordi, man var nazist.

Der var jo to nazistorganisationer DNSAP med Frits Clausen og det sønderjyske NSDAP-N med Jens Møller som leder. Denne havde faktisk mere indflydelse og det takket være, at han var personlig ven med Werner Best. De to nazist-ledere, som boede meget tæt på hinanden, var ikke på talefod og egentlig så de også forskelligt på mange ting.

Vi tager en tur langs grænsen, på det tidspunkt, hvor Asmus Jensen bliver likvideret. En tysk soldat følte sig så ydmyget, da man tog alt, hvad han havde med og til sidst også hans vielsesring. Han tog sin revolver og begik selvmord ved Kruså. Her truede man fra tysk side de danske frihedskæmpere med et gevær.

Ikke langt derfra lå et Aussenlager fra Neuengamme, KZ- Ladelund. Den lå der ikke i lang tid, men nok tid til at sprede rædsel og død. Og lederen af denne lejr blev aldrig straffet. Et hævntogt bevirkede udryddelse af en masse hollændere. KZ-Ladelunds læge døde på Padborg Politistation under mystiske omstændigheder.

Helvedes forgård kaldte man Harislee Banegård. Det er her i grænsebyen, danskerne fylder deres biler med øl og slik. Det var herfra en masse Frøslev-fanger blev sendt videre sydpå til en uvis fremtid. Og lokale bønder tjente en god slat penge ved at sælge hø til disse fanger.

I Frøslev-lejren var man lidt usikker på, hvordan tyskerne ville reagere. En del fangerne var på vej til at blive sendt til Gestapo i København, men de slap i sidste øjeblik.

Ved Tønder kom det til en ildkamp mellem frihedskæmpere og tyske soldater i nærheden af Sæd. To frihedskæmpere blev alvorlig såret. Et temmelig stort antal hjemmetyskere blev sendt videre til Fårhuslejren her fra egnen. Men i Tønder havde byens dansksindede lejlighed til at spytte på dem, da de blev læsset af ved Missionshotellet.

600 domme omkring værnemageri, blev taget op igen i 1949 og endte med frifindelse. Gårdejere fik forbedret indtægten med 49 pct. og godsejere med 62 pct. Fiskerne havde det også godt. Danske firmaer brugte tvangsarbejdere. Ja 180 danske firmaer udførte anlægsarbejder for tyskerne.

Jo vi udførte en hel del forbrugsvarer til tyskerne. Men vores eget forbrug var også det højeste blandt de besatte lande. Regeringen uddelte arbejdsopgaver for tyskerne til de danske virksomheder. Ja tænk engang 18 pct. af den voksne danske befolkning arbejdede for tyskerne. Men nu havde både Norge, Belgien, Holland og Frankrig betydeligt større udgifter ved, at have besøg af tyskerne. Ja spørgsmålet er også om Sverige nu var så neutral? Tyskerne fik lov til, at transportere deres tropper gennem Sverige, og svenskernes eksport af jernmalm, kuglelejer osv. var betydelig.

Vi indførte censur på 300 blade. Det var danske embedsmænd, der uddelte bøder m.m. Befolkningen måtte ikke blande sig i den politiske situation. Tyske flygtninge blev sendt retur og grundloven blev overtrådt adskillige gange.

Fagbevægelsen sagde til arbejderne, at de skulle tage til Tyskland ellers ville de ingen penge få. Asmus Jensen måtte også tage til Hamborg. Man glemte at fortælle, at de kunne få tilskud, hvis de tog på højskole.

Historikere kunne i 1995 få tilskud, hvis de omtalte samarbejdspolitikken positivt. Og Højgaard-gruppen slap ustraffet selvom de forsøgte et angreb mod folkestyret.

Man sagde, at overgangen til retsopgøret foregik gnidningsfrit og meget bedre end i andre lande. Der blev foretaget over 400 likvideringer. Og det var ikke kun Asmus Jensen, der måtte lade livet efter besættelsen. En historiker har undersøgt, at kun 13 pct. af de likviderede var egentlige stikkere.

Dommerne fulgte snarere stemningen i befolkningen, end retssikkerheden. Tyskertøser blev sat i bås med landsforrædere, og man forhindrede dem i at lede efter deres fædrene ophav. Den sønderjyske skribent, Bjørn Svensson skrev:

  • I 1945 var Danmark ikke en retsstat

Poul Henningsen og Hal Koch sagde, at værdien af befrielsen for nazismen var begrænset, fordi vi selv begyndte at bruge nazistiske metoder. Andre mente, at retssikkerheden blev afløst af anarki.

Amtmand Kr. Refslund Thomsen var ikke velkommen ved grænsen for at modtage englænderne. Modstandsbevægelsen ville hellere have spærret ham inde. Og det tyske mindretal arrangerede eksercits, våbenlære og skydelære i Tinglev. Og de to tyske korps, hvor deltagerne var medlemmer af det tyske mindretal vakte ikke særlig stor begejstring blandt de dansksindede.

Statsminister Buhl mente da også, at det tyske mindretals rolle burde nøje overvejes. Jo der var barske krav fra modstandsbevægelsen og myndighederne over for det tyske mindretal. Flere danske erhvervsledere appellerede da også til, at nu måtte man begrænse sig, fordi man skulle leve side om side.

Man brugte 88 retsdage til at dømme ledelsen i det tyske mindretal og senere brugte man 66 retsdage til at nedsætte straffen. Stadsadvokat Kirk fra Sønderborg, der i virkeligheden hadede det tyske mindretal mente, at det tyske mindretal blev dømt alt for mildt.

I Det Sønderjyske Amtsråd sad i mange år en markant skikkelse fra det tyske mindretal. Han havde med held skjult, at han havde en ret så stor stilling i SS.

Da vi første gang var fremme i medierne med vores sag om Asmus Jensen, spurgte en lokal journalist, om vi mente, at der forelå et hævnmotiv. Og se det spørgsmål kan ikke bare besvares i en enkelt sætning. Da må vi dykke ned i historien.

I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog. Det tyske mindretal følte sig i den grad forfulgt. Og det gjorde de faktisk i mange år. Men spørgsmålet er, om de ikke selv bærer en del af skylden.

Men i det sønderjyske lokalsamfund glemte man ikke, at naboen har siddet i Fårhuslejren. Og det glemte myndighederne heller ikke. Selv om straffen for længst var overstået, blev man udelukket.

Der var også vanskeligheder for den tyske kultur og skolerne. Alt var taget fra dem selv lærerne. Vi går tilbage til Ribe-brevet, som det tyske mindretal hele tiden henviste til. De dansksindede glemmer heller ikke Ernst von Köhler. Det var ham, som Der Nordschleswiger sammenlignede med politimester Brix.

Men før 1920 var det nu heller ikke alle københavnere, der havde forståelse for det sønderjyske problem. Så kom kreditforeningen Vogelgesang støttet syd fra. Nu skulle Sønderjylland germaniseres ved ejendomsopkøb. Men kreditforeningen stillede nogle krav over for de tysksindede.

Hadet over for de tysksindede blev bevaret. Det kunne man læse i Grænsevagten udgivet af Dansk Samling. En præst fra Løjt fortalte i København, hvad de tysksindede var for nogen. Der var godt nok ikke meget forståelse for dem.

Bund Deutscher Nordschleswiger startede forfra. Men gjorde de nu også dette? Mange dansksindede tvivlede. For mange af de nazistiske hjemmetyskere vendte tilbage. Der Nordschleswiger har flere gange erklæret, at der var tid til selvransagelse. For nogle var det svært, men den er nu for længst gennemført.

Fabrikant Callesen fra Aabenraa Motorfabrik følte sig også uretfærdig behandlet. Han benyttede sig af advokater for at sikre, at det han gjorde, var fuldt lovligt. I første omgang blev han da også frikendt for værnemageri. Men det gjorde han så ikke i anden omgang. Han måtte aflevere næsten 700.000 kr.

Modstandsbevægelsen mente bestemt, at Aabenraa Motorfabrik var skyldig. Men sabotageforsøget slog helt fejl. 30 blev anholdt og mindst 5 døde som følge af stikkeri fra 5 tysksindede personer i Aabenraa. Jo, der var mange stikkere i Sønderjylland.

For over 20 år siden gik en ung mand rundt på Frihedsmuseet og fortalte engelske turister, at i Sønderjylland var der ingen modstandsfolk, fordi man var bange for det tyske mindretal. Min kone og jeg havde da også fat i kravetøjet på den unge mand bagefter.

I vores bog slutter vi med et afsnit om det tyske mindretals højborg, Knivsbjerg. Her trives Knivsbjergfesterne videre i bedste forstand. Og her er masser af aktivitet. Det var også her, at danske modstandsfolk længe efter besættelsen sprang resten af Bismarck-monumentet i stykker. Bagefter havde de danske myndigheder ikke den store lyst til at opklare hændelsen.

Jo, det var også her vores yngste spurgte om det var her Hitler lå begravet. Han var nu ikke så gammel, men noget havde han dog fattet. Lige bagved gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Han hilste med et lidt anstrengt smil.

Her på stedet havde man også æret de faldne fra første og anden verdenskrig. Og dem fra den sidste krig havde man æret med navn.

Men nu har man lavet stedet om til en mindelund. Problemet var, at nogle af dem, som man ærede, var krigsforbrydere. Og så skulle man ellers have fat i vinkelsliberen. Og den kan man få brug for igen.

Det er nemlig sådan, at det tyske retssystem finder en skyldig i diverse ting, bare det vedkommende har befundet sig i en koncentrationslejr. Sådan er proceduren i tyskernes bestræbelse på, at fange flere krigsforbrydere. En person fra Holbøl var ansat i køkkenet i en sådan lejr, og det var nok til at hans navn blev fjernet.

Vi kunne i vores bog sagtens også have beskrevet de danske myndigheders lyst, evne og energi til at jagte krigsforbrydere. Og vi kunne såmænd have omtalt en masse andre ting.

Vi har i vores bog forsøgt at beskrive det miljø og den tid, som Asmus Jensen befandt sig i, både før og efter han blev likvideret. Familien ved stadig ikke hvorfor, han skulle likvideres og officielt ved de ikke af hvem og hvorfor, selv om Den Danske Brigade påtog sig skylden.

Sagen er for længst stillet i bero. Myndighederne vil ikke røre sagen med en ildtang. Da vi kiggede på sagen, stillede PET og Politiforeningen sig på bagbenene. Ja en lokal politimester skrev også til Justitsministeriet i 1972.

  • Hvad skal jeg gøre, nu vil medierne igen grave i sagen?

Og svaret, som han fik. Ja det var, at sagen allerede var lukket i 1947. Velkommen til bogen Grænsen er overskredet.

Man vil helst tie denne sag og andre ihjel. Måske skulle man også have tiet? Hvorfor fik vi ikke opklaret mordet på Asmus Jensen? Der blev lagt os hindringer i vejen. Arkivloven giver så mange muligheder for, at afvise os med legale midler.

 

Uwe Brodersen

 

   


Dette er en prøve

November 17, 2017

fffffffffffffff


Immervad Bro

November 17, 2017

Immervad Bro

 Mange steder fortælles at der først var bro her fra 1787. Men broen må være mindst 70 år ældre. I hvert fald lå der en træbro her i 1716. Og stenbroen der er der i dag kan bære op til 150 tons. Og så er der knyttet mange sagn og myter til stedet. Således kan man ved midnatstide og fuldmåne oplyse en hovedløs ride over broen. Går du under broen kan du høre kvæg, og du kan høre kvægdrivere snakke. 

 

Her lå flere broer

Hærvejen er altid spændende at beskæftige sig med. Vi kan også se, at det er stor interesse for emnet. Du får en artikeloversigt bagerst i denne artikel.

På den lange strækning fra Viborg til Dannevirke følger hærvejen i hovedsagen den jyske højderyg og dermed vandskellet. På vejen gennem Sønderjylland ligger flere broer.

 

Altid farbart vadested

Immervad Bro er bygget over Rudbækken. Den har sit udspring i højdedraget ved Hovslund skov nogle få kilometer østligere. Tidligere løb vandet fra Rudbækken under Immervad bro og videre i Geelså for at ende i Ribe å og således i Vesterhavet.

Immervad betyder, at der altid/immer på dette sted har været et farbart vadested, hvor andre vadesteder kan være ufremkommelige i tøbrudstider eller våde perioder. Så vi må udlede at her har været et helårsvadested.

I dag er bækken reguleret og uddybet. Den følger nye baner, og det gamle vadested er tørlagt.

 

Broen er ældre er indtaget

Det er landmand Jørgen Pedersen Aarøe, der har bygget Immervad bro i 1787. Men i tidligere artikler står der anført, at det er Jørgen Sønderballe, der er bygmester.

Der fastslås, at indtil 1787 var Immervad bro blot et vadested, hvor store flade sten var lagt ud med et skridts afstand.

Men dette er ikke korrekt. Hans H. Worsøe har gennemgået hidtil uordnede arkivalier i Haderslev amtsarkiv og her har han fundet akter, der belyser broens tidligere historie.

 

Der var allerede en bro her i 1716

Den 24. marts 1731 ansøgte amtmanden i Haderslev, grev Reventlow, Rentekammeret i København om at få udgifterne dækket ved reparationen af Immervad bro på den offentlige landevej til Flensborg, da den nu er blevet så brøstfældig, at han har givet husfoged Simonsen ordre til at udarbejde en nøjagtig fortegnelse over omkostningerne ved reparation.

Som argument for en hurtig bevilling anførte amtmanden, at hvis kongen agtede at rejse til Holsten til sommer, ville han ikke uden besvær og fare kunne passere broen. Allerede få dage efter svarede Rentekammeret, at man ville stille træ til broen til rådighed.

Man ville dog ikke betale arbejdslønnen og det nødvendige jern (Eisenwerck)idet man henviste til en skrivelse af 1. oktober 1716 til krigskommissær Simonsen, hvor der er blevet befalet, at amtet selv skulle afholde disse udgifter.

Dette kunne altså tyde på, at den omtalte bro er blevet bygget eller måske repareret i 1716. Så broens historie er således blevet i hvert fald 70 år ældre end hvad du kan læse i diverse bøger og på diverse hjemmesider.

 

Længden var 8,80 meter

Nu siges der ikke noget om broen fra 16. april 1731. Men der foreligger en ordre fra Rentekammeret om at udvise træ fra den nærmeste skov. Dette skal så tages fra steder, hvor det gør mindst mulig skade.

Man kan ud fra materialelisten se, at broens længde har været 8,80 meter. Broens bredde havde været 1 ¾ meter. En helt lille bro har det altså ikke været. Men det har slet ikke kunnet tage de store studedrifter. De har fortsat måttet over træbroen.

 

Den nuværende bro er kortere

Den nuværende bro er 4,70 meter bred, men betydelig kortere end træbroen. Det kan hænge sammen med, at der er sket en opfyldning på begge sider, da granitbroen blev bygget.

Granitkvadrene blev hugget ud af en stor granitsten. Man kan se, hvorledes nogle af de udhuggede kvadre ligger nøjagtig over hinanden, som de er taget fra kæmpestenen. Broen har to gennemløb. Det samlede spænd er så stort, at man har været nødt til at afstive konstruktionen med lodrette bropiller midt i åløbet.

De vandrette stanbjælker er optil 4,35 meter lange. De er alle udspaltet fra en og samme granitblok, som lå ved Fredhule nær Haderslev.

 

Blodet farvede vandet rødt.

Der er udkæmpet mange slag på Hærvejen ofte på strategisk vigtige steder langs Hærvejen. En af slagene er formentlig sket her ved Immervad. Her mødte Erik af Pommern i 1422 en hær af holstenere.

Erik af Pommern lå i flere år i krig med holstenske grever om slesvigske hertugdømmer. Han var konge af Danmark, Norge og Sverige, men også hertug af slesvigske Pommern.

Slaget ved Immervad var voldsomt og myten siger, at blodet farvede vandet i åen rødt. Erik af Pommern taber slaget. Efter slaget laves en fredsaftale på et sted lidt nord for vadestedet, hvor en hulvej afgrener fra Hærvejen mod Haderslev. Stedet kaldes i dag Fredshulen.

 

Broens bærerevne er 150 tons

Her ved Immervad ligger en af de gamle hærvejskroer. Kroen er i dag landbrug. Men i længen ud mod Hærvejen er indrettet et af de primitive pilgrimsherberge. Det er her man af ”syge” elmetræer har lavet statuer af hærvejstrafikanter.

Man har regnet ud, at broens bærerevne er helt oppe på 150 tons.

 

Man kan hører stemmer og kvæg

Sagnet siger også, at sætter man sig under den gamle bro i nattetimerne, vil man kunne høre de gamle kærrer og hestehove passere broen.

Tredje generation af en familie nu bosiddende i Helsingør har mødt dette mærkelige fænomen ved broen. Den første var hendes bedstefar fra Hovslund. Omkring 1910 prøvede han at klatre ned under broen. Han stak hovedet ind under broens skygge. Dernede kunne han tydelig høre lyden af menneskestemmer, traskende køer, muhen, brølen og en kraftig lugt.

På et tidspunkt lød det som om, at der var en flok køer, der kom over broen. Da han stak hovedet op mod lyset igen, var der absolut ingenting. Også hans søn oplevede i 1930erne samme fænomen. Han har hørt en tydelig samtale mellem to mænd diskutere, hvilke priser deres dyr ville indbringe.

Og som skrevet, så har tredje generation også oplevet det samme, når hun har tilbragt sine sommerferier hernede.

 

Hovedløs passerer broen ved midnatstide

Et andet sagn siger, at man ved broen ved midnatstid og i fuldmåne vil man kunne se en hovedløs formentlig soldat krydse broen.

 

Kilde:

  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Lars Thomas: Mystik i Danmark (2)
  • Trafik og Veje februar 2014

 

Hvis du vil vide mere om Hærvejen her på www.dengang.dk se her:

 

  • Gejlå-broen
  • Pouls Bro på Hærvejen
  • Hærvejen i Sønderjylland
  • Damgård Mølle ved Rødekro
  • Mere om Urnehoved
  • Kliplev Marked
  • En tolderfamilie fra Hærvejen
  • Toldsted ved Hærvejen
  • Urnehoved-et tingsted ved Hærvejen
  • Bommerlund- Hærvejens snaps
  • Bommerlund-snaps, kro og skov
  • Livet omkring Bov Kirke
  • Hærvejen til Grænsen

 


Hertugræve og Køkkenharer

November 15, 2017

Hertugræve og Køkkenharer

Dette er en anmeldelse af en bog af Hans Kristensen, der omfatter Jagt, Vildt og Jægere i Sønderjylland før Genforeningen. Selv for en ikke-jæger er bogen ”vildt” underholdene og informativ. Vi får nogle pragtfulde hertugelige beskrivelser og vi hører om en Kejser, der fik serveret vildt inden for skudvidde. Der er i den grad brugt arkiver og litteratur. Et kæmpe arbejde er blev foretaget. Vi er mange steder, bl.a. på sæljagt på Rømø, og tænk engang en hjort blev skudt på Jordsand. En masse gæs vækkede borgerne i Tønder. Og Emil Nolde var bestemt ikke tilfreds med afvandingen.

 

En ny jagtlov

Hvordan var jagten i Sønderjylland før Genforeningen. Ja erfaringerne blev brugt herfra og fik betydning for jagten i hele Danmark. Ja det er et tre årigt jagthistorisk forskningsprojekt, der er blevet afsluttet med bogen ”Hertugræve og Køkkenharer”.

Hovedvægten af bogen omhandler tiden fra 1864 til 1920. Pludselig fik man en helt anden jagtlovgivning som var forskellig fra den danske. Den måde, det blev forvaltet på havde betydelige fordel frem for den måde, det blev forvaltet på nord for Kongeåen.

Det var den måde, man samarbejdede på, der stort set var ukendt i Danmark før 1925. Man oprettede blandt andet jagtforeninger. I Sønderjylland havde man under det preussiske styre en regel om, at et jagtterræn skulle være på mindst 75 hektar.

 

”Den Gamle Redaktør” er ikke jæger

Egentlig troede undertegnede at her skulle man anmelde en såkaldt ”smal” bog. For det er jo ikke lige jagt, som har den største prioritet hos undertegnede. Det er nok ”Den Gamle Redaktørs” to brødre, der nok nærmere ville kunne udtale sig om dette.

Så det var nok med lidt skepsis, at man her kaster sig over anmeldelsen og omtalen af denne bog. Som ”amatørhistoriker” hefter man sig med det samme ved det omfattende register, der præger denne bog. Og det er i sandhed et omfattende kildemateriale, der er anvendt både i private og offentlige steder. Men også et hav af litteraturmateriale er anvendt. Som prikken på i’et er der også et stedregister, man kan kaste sig over.

 

Der er masser af historier at hente

Det gik jo ikke lang tid før undertegnede fandt ud af, at det er jo ofte mange af de samme hertugelige personer, som man har beskæftiget sig med på vores hjemmeside. Men faktisk også de samme landskaber.

Ja egentlig er vi i vores historie dukket helt til bage til Hertug Hans den Ældre og hans jagtslot Grøngård. Dette er så ikke omtalt i bogen vel sagtens fordi bogen koncentrer sig om tidspunktet 1864-1920.

Fascinerende er det også at opleve beskrivelserne af jagten i Tøndermarsken. Vel sagtens fordi, vi også har skrevet en del om dette på vores hjemmeside. Men her tænkes også på Tøndermarsk-Initiativet. For i denne bog, er der masser af historier at hente. Og der er jo nok ikke nogen, der er bedre til at beskrive dette en vadehavsmaleren Nolde, som heller ikke er glemt.

 

Et kæmpe arbejde

Bogen er inddelt i 40 afsnit og er på cirka 300 sider. Den kombinerer på en forunderlige måde Jagtens historie med Sønderjyllands indviklede historie og det skønne, forunderlige landskab, som vi er opvokset med hernede.

Vi får en masse flotte naturbeskrivelser, som Hans Kristensen har fundet i utallige bogværker og arkiver. Og så rummer bogen også en masse flotte illustrationer.

Forfatteren Hans Kristensen driver fra Lydersholm i nærheden af Tønder firmaet www.bogjagt.dk Han er også en ivrig skribent på diverse tidsskrifter.

 

H.P. Hanssen startede som 12-13 årig

Vi starter med en kort gennemgang af Sønderjyllands historie. Og så går vi ellers på jagt med danskhedens bannerfører, H.P. Hanssen. Allerede som 12-13 årig anskaffede han sig ”skydere”. Som 16 årig skød han sin første ræv, odder og råbuk. Hans nære ven mente, at det var en god ide for H.P. Hanssen, at han mindst en gang om ugen havde en ugentlig jagtdag. Danskhedens leder havde en stresset hverdag.

Digteren Valdemar Rørdam var hans gode jagtkammerat.

 

Hertug Christian August af Augustenborg fik sin vilje

Hertug Christian August af Augustenborg havde opbygget et omfattende jagtvæsen med over 20 mand, der på den ene eller anden måde beskæftigede sig med jagt. I kennelen ved Augustenborg Slot stod der ikke mindre end 200 jagthunde.

Og det var ret så omfattende jagtselskaber, han havde. Og hertugen var bestemt ikke enig i at jagtretten udelukkende skulle tilfalde jordbesidderne som i kongeriget. Men i Stænderforsamlingen fik han ret i sin argumentation. Han havde vel også sine forbindelser.

I 1848 under de slesvigske krige forblev Als dansk i de tre år. Og det var til hertugens store fortrydelse. For nu var hans jagtlidenskab begrænset.

 

Diverse forbud var indbygget i kontrakterne

Før Genforeningen bortforpagtede landskommunerne jagtretten. Indtægterne fra kommunernes bortforpagtninger blev omhyggelig fordelt blandt lodsejerne efter indskudt areal. Sådan var praksis mange steder.

Omkring Højer Kog måtte man ikke anvende jagthunde. Man var bange for, at de ville jagte fårene i Abild nord for Tønder stod der i vedtægterne, at kornmarker hverken måtte betrædes af hunde eller jægere.

Kontrakterne for udlejningen af byjorderne omkring Tønder i begyndelsen af 1900-tallet indeholdt forbud mod ”trampjagt” efter harer. Jagtforpagterne måtte kun afholde en fællesjagt om året. Dette var for at sikre bestanden af harer. Disse var den vigtigste vildart i området.

Dengang var det inden afvandingen af Tøndemarsken. Store dele af den var dækket af ferskvand fra Vidåen. Så blev der ellers drevet ”kravlejagt” fra fladbundede jagtpramme.

En gårdejer fra Øster Terp ved Løgumkloster nedlagde i tidsrummet 1883 til 1909 hele 547 harer og 954 agerhøns.

 

Prima Jagtbøsser i solid udførelse

Isenkræmmer H. Frees i Haderslev solgte våben og udstyr til jægerne i det nordlige Sønderjylland. Længere syd på kunne man hos Weber i Aabenraa købe:

  • Prima Jagtbøsser i solid Udførelse til yderst billige Priser

Hos Mørch i Sønderborg kunne man få:

  • Jagtbøsser i stort udvalg med Garanti for godhed og Skudsikkerhed.

Og bøssemager Berg i Flensborg annoncerede med:

  • Gode Jagtbøsser til moderate Priser køber man hos en Fagmand

 

Masser af Jagtforeninger

I begyndelsen af 1900-tallet skød der masser af jagtforeninger op flere steder i Sønderjylland. I Aabenraa var der 43 medlemmer i den lokale jagtforening omkring 1911. Man forpagtede i løbet af kort tid kommunejagten i Øster Løgum og Lovtrup samt jagten i et større grusgravsområde vest for byen.

Man arrangerede lerdueskydning. Og medlemmerne blev godt rustet til jægerlivet med den lokale skovfoged Wehding, der fortalte og jagthundens sundhed og dressur. Man havde egne foreningslokaler. Her kunne medlemmerne læse i det tyske jagtblad ”Wild und Hund”.

Også i Sønderborg og Tønder var der jagtforeninger. I Christiansfeld kaldte man sig en international jagtforening. For her var der både plads til dansk- og tysksindede.

 

Skovridder imponeret af jagtudbyttet

Vi får i bogen også en beskrivelse af hønsefugle og hønsehunde og ”herlige harejagter”. Den mest udbredte jagtform på disse var ”Klapjagten”, hvor stor drenge drev harerne frem mod de posterede skytter. Også den såkaldte ”Keddeljagt” var udbredt.

Skovridder Simonsen der var tilflytter fra Kongeriget var imponeret over fangsten på en jagt. Således kunne der på det store Gråsten Gods nedlægges 100-140 harer på en gang.

 

H.P. Hanssen måtte selv hente sine ænder

Moserne i Sønderjylland var fulde af vildænder. Valdemar Rørdam skriver, at H.P. Hanssen havde smukke, velbegavede og uopdragne hunde. Han var i Berlin det meste af tiden og havde ikke rigtig tid til at tage sig af disse hunde. De nægtede at hente ænderne ude i dyndet. Og så måtte H.P. Hanssen selv af sted. Han sprang selv ud, og stod der ofte med vand til halsen.

 

Beskrivelse af Valdemar Rørdam

Valdemar Rørdam fortæller også, at han ofte var gæst hos greven på Schackenborg, hvor han oplevede:

  • Rømøs klitmoser, hedesøer, sump og eng ved Trøjborg, Nørmark og ved Visby Hedegård. Sølsted Mose, hvor vi, fem mand høj vaklede med livet og bøsserne i hænderne på de smalle balker mellem tørvegravene, nedlagde 87 ænder den første jagtdag, uden at en eneste preussisk gendarm fandt generende ud til os.

Andejagterne havde dog ikke samme prestige over sig som i sommerjagten på ænder- alle hare og agerhønejagten havde.

 

Der røg også lige et par katte

Skovfoged Wehing fra den bynære Hjelm Skov kunne berette om nedlagte ræve og grævlinger. Men der røg også en del af områdets mange katte.

Råvildtet måtte man normalt ikke nedlægge i statsskovene. Det blev foretaget af den lokale skovfoged. Han fik så en kontant præmie for hver nedlagt dyr. Men nu og da fik prominente mulighed for at skyde en buk.

 

Et storstilet projekt gik i vasken

Det preussiske statsskovvæsen var kendetegnet med planlægning og sagkundskab. De praktiserende forstfolk havde da også en fortid i såkaldte jægerkorps i Slesvig-Holsten eller andre dele af det tyske rige.

I Sønderskoven på Als forsøgte Oberförster Plaas at oprette en dyrehave. Hertugen af Augustenborg bekostede hegnet. Han havde fået frataget sine besiddelser og jagtrettigheder, så han havde intet at tabe.

Men da Første Verdenskrig startede måtte Oberförster Plaas i krig. Blot halvanden måned efter krigsudbruddet var han faldet i krig. Den efterfølgende genforening kom til at koste hans ambitiøse råvildtprojekt livet.

I den tyske tid efter 1864 tog oprettelsen af plantager yderligere fart. Midlerne til dette kom fra omfattende krigsskadeerstatninger som franskmændene måtte betale efter krigen 1870-71. Plantagerne i Frøslev, Bommerlund og Årtoft stammer fra denne tid.

 

En Kronhjort blev set i Søgård Skov

De preussiske statsplantager lå i klynger. De private var få og spredte. Det kneb med finansieringen.

  • En kronhjort blev i går set i Søgård Skov

Ja sådan lød indledningen til en notits i Hejmdal i december 1908. Det var rigsdagsmedlem, redaktør og jæger H.P. Hanssen, der skrev dette. På det tidspunkt var kronvildt en sjældenhed i Sønderjylland. Sådan havde det ikke altid været.

 

Vildtbestand gået tilbage

Op gennem 1500- og 1600-tallet, hvor kongehus og adel havde eneret på jagten, stod der kronvildt i størstedelen af området. De krige og troppeindkvarteringer, der hærgede landsdelen op gennem 1600-tallet gjorde et stort indhug i bestanden. Dertil kom landboreformerne i 1700-tallet. Her blev landbrugets og skovbrugets produktion prioriteret højere end vildtet og jagten.

De sidste bastioner var skovene ved Haderslev, ved Gråsten og under Gram Gods. I 1846 deltog Christian den Ottende i en jagt på gram Gods. Her stod stadig kronvildt.

 

En hjort i Søgård Skole

Den hjort der blev set i 1908 ved Søgård er sikkert kommet nordfra. Interessant er også, at der omkring 1900 blev nedlagt en hjort på den for længst forsvundne ø, Jordsand ude i Vadehavet.

 

En skovfoged i Gallehus

På de gamle godser i landsdelen var der storstilede herskabelige jagtudfoldelser. Det største jagtområde var gram Gods efterfulgt af Gråsten. På tredjepladsen kom Schackenborg.

Men her var der betydelige problemer med økonomien. På tidspunkter var godset sat under administration. Dette hæmmede udviklingen af jagten. En lokal boghandler fra Tønder lejede størstedelen af jagtområdet mellem Tønder og Møgeltønder i 1859.

Det var greve Hans Schack, der sørgede for at få udbygget Gallehus Skov til 110 HA. Et tilsvarende projekt satte han i gang ved Solvig.

Greven ansatte en tysk skovfoged, Theodor Rojahn, som bosatte sig i Skyttehuset i Gallehus. Han blev berømt for sine stikkelhårede hønsehunde. Han drev hundeopdræt under navnet ”Kennel Nordslesvig”.

Hans Schack havde en svag fysik. Han ville hellere beskæftige sig med ægyptologi frem for at arrangere store jagter. I den nationale kamp holdt han også lav profil.

 

Greven valgte side

Men sønnen Otto Didrik Schack forpagtede også jagten på de store nabogårde Rosinfelt og Røj. Således havde han jagtretten syd og øst for Gallehus Skov.

I 1912 skiftede greven side i den nationale kamp. Han var sikkert blevet på virket af H.P. Hanssen. Men mon ikke også godsinspektør H.C. Davidsen har været en inspirationskilde.

 

Hertug Ernst Günther

Hertug Ernst Günther forsøgte på en meget omtumlet måde at finde et passende parti at gifte sig med. Slægten fra Augustenborg var blevet degraderet af det danske kongehus. Men han var en respekteret jæger. De eksklusive jagter, som han arrangerede strakte sig over flere dage. Der blev endda trykt et program.

 

Da kejseren var på jagt

Flere gange deltog den tyske kejser, Wilhelm den Anden. Han var blevet gift med Ernst Günthers søster, Auguste Viktoria.

Der er registreret en jagt, hvor kejseren alene nedlagde 1.031 fasaner, to harer, 212 kaniner, en agerhøne og en spurvehøg. Men dertil skal lige siges, at de jagter, hvor kejseren deltog, var anbragt på den måde, at han fik flest mulige skudchancer.

På et tre dages besøg nedlagde kejseren 20 råbukke siddende på en hestevogn. Dette kunne kun lade sig gøre, hvis hesten var tilpas rolig.

En anden dag nedlagde kejseren 50 vildsvin, en anden dag var det 600 harer. Ja man tror næsten, at det er løgn.

Ernst Günthers position i den tyske adel afhang af kejserens velvilje. Og Ernst Günthers fyrstelige livsførelse afhang af den betydelige årlige apanage, som kejseren havde tildelt ham.

 

Man tog salonvognen fra København

Når Greve Adolph Brockenhuus-Schack modtog sine herskabelige gæster fra København havde han lejet en salonvogn til stationen i Vojens. Rejsen blev forkortet med adskillige gange whist. Fra Vojens gik turen med hestevogn videre til Gram. Her ventede en god middag og bægerne blev hyppigt fyldt op. Greven havde bestilt øl direkte fra München.

Ved Vidåen udlagde man foder og tamme ænder lokkede store mængder af vildænder til. Det var ”Trækjagten”, der nu spillede ind.

 

Masser af gæs i Tønder

Og i Tønder blev befolkningen vækket om natten af sædgæssenes hæse skrig. De opholdt sig foran det gamle gasværk i tusindvis.

På byens gader kom folk slæbende med gæs i en trillebør eller i små trækvogne. De døde gæs fyldte overalt købmændenes udhængsstænger og butikker, samt borgernes middagsborde.

 

Nolde var imod afvandingen

Ja vi møder skam også Vadehavsmaleren Emil Nolde i bogen. Han købte i 1912 gården Utenwarf. Han lærte sig efterhånden marskboernes jagtmetoder. Hans første jagter foregik i en almindelig tjæret fiskepram. Men han fik bygget sig en decideret jagtpram, der for alvor gav ham jagtmuligheder.

Han giver i sine bøger en malende beskrivelse af sine jagtoplevelser. Og gennem hans malerier får vi en flot oplevelse af livet ude i marsken i nærheden af vadehavet.

Nolde kæmpede en ihærdig kamp for at bevare en natur, et landskab og en jagt, som havde spillet en umådelig stor rolle for ham. Han var en indædt modstander af den planlagte afvanding af marsken. Han skrev utallige protestbreve til Tønder Kommune. Denne afvanding gik i høj grad ud over fuglelivet. Nutidens Tøndermarsk berømmes i dag i høje toner, men faktisk er det kun en svag afglans af det fantastiske vådområde, det var engang.

Nolde blev så sur og skuffet, at han i 1927 flyttede til Seebüll på den tyske side.

 

På sæljagt

På et tidspunkt var der en stor bestand af sæler i Vadehavet. Fra gammel tid var der mange på Rømø, der havde stor erfaring i at jagte sæler. Det var særlig på sandbankerne mellem Rømø og Mandø, at sælerne søgte op.

Man kunne møde dem i hundredevis, hvor de lå og sov. For en ikke jæger kan aflivningsformen lyde brutal. Man havde nemlig et stykke træ med en klods på den ene ende og en jernpig i den anden. Først bedøvede man sælen med et slag i hovedet. Så vendte man redskabet og huggede piggen i sælen. Man kunne nå at få ram på 6-7 stykker på den måde.

På øen Norderoog i Vadehavet ud for Husum boede en familie af sæljægere, der nedlagde 130 sæler om året. Her brugte man skindet til beklædning. Forklæder, jakker, kapper og bukser af sælskin, hvor hårene sidder på. Her ude ved vestkysten i det barske vejr var denne mundering praktisk.

 

På jagt i Første Verdenskrig

I bogen får vi sandelig også indblik i sønderjydernes jagt, mens de deltog i Første verdenskrig. Og det var i den krig, hvor 6.000 sønderjyder mistede deres liv. Dertil kom et stort antal krigsinvalider, hvis fysiske eller psykiske skader i større eller mindre grad havde gjort dem uarbejdsdygtige.

Jagten har givet soldaterne en kærkommen pause og udbyttet har beriget en stadig ringere feltration.

Vi møder også Nis Kock fra Sønderborg, som vi næsten daglig følger på vores Facebook. Han opholdt sig i Østafrika. Og han har deltaget i nogle eksotiske jagtoplevelser, bl.a. med jagt på flodheste. I 1919 vendte Niels Kock og andre overlevende sønderjyder hjem.

 

Lidelser under krigen

Nolde fik også nøden at mærke under krigen. En vinter tilbragte han i kunstnerkolonien i Berlin. Han berettede om, at han ligefrem sultede. Og da han kom hjem kunne de næsten ikke genkende ham.

Også H.P. Hanssen mærkede nøden, når han var til Rigsdagsmøde i Berlin. Og det var især udvalget i butikkerne, som han hæftede sig ved. I november 1017 var udvalget i det gigantiske varehus på Leipziger Platz skrumpet ind til krager, skader og ugler.

I Slesvig Holsten kunne man i den grad også mærke fødevaremanglen. Fra Kiel lød opfordringen til Jagtforeningen i Aabenraa, at de skulle sende nedlagte råbukke til byen. Men omkring Aabenraa var vildtbestanden helt i bund.

 

Krybskytteri

I krigsårene 1914-18 havde krybskytteri og ulovlig jagt grebet om sig. Ved Ballum lå der i perioder et tysk ”ulankompagni”. De byggede en storkalibreret haglkanon, som blev brugt til jagt på flokke af ænder i Vadehavet.

På Rømø gik soldaternes ulovlige jagt blandt andet ud over en lille bestand af rensdyr, som man kort før krigen havde importeret og sat ud på øens klithede.

Overgangen fra preussisk til dansk jagtlov skabte store problemer efter Genforeningen. Effekten af lokale jagtforeningers tiltag viste sig dog hurtig i form af stigende vildudbytte.

 

”Vildt” underholdene og informativ

Bogen må siges at være vildt underholdende og informativ for en ikke-jæger. Mange af oplysningerne harmonerer med ting, vi har beskæftiget os med på vores hjemmeside. Og hvad mon en jæger så kan få ud af bogen. For undertegnede ”amatør-historiker” har det været en oplevelse at læse. Bogen har sandelig også givet et væld af nye informationer.

 

Hans Kristensen: Hertugræve og Køkkenharer – Jagt, Vildt og Jægere i Sønderjylland før Genforeningen (Bogjagt.dk)

 

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk

  • Askersodde ved Vidåen
  • Solvig – en herregård i Slogs herred
  • Trøjborg (1-4)
  • Avlsgården Grøngård-endnu mere (2)
  • Grøngård-et forsvundet jagtslot
  • En hede nord for Tønder
  • Overinspektør på Schackenborg
  • Adel og storgårde i Tønder Amt
  • Emil Noldes liv-vest på
  • Tønder, Marksen og afvandingen
  • Møgeltønder-dengang
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Tønder, Marsken og Afvandingen
  • Vadehavets maler-Emil Nolde
  • Tøndermarsken-under vand
  • Aventoft-byen ved grænsen
  • Ulvejagt ved Tønder
  • Tøndermarsken 1-2
  • Da Augustenborgerne fyldte 100 år
  • De sidste hertuger på Augustenborg
  • Skovene omkring Aabenraa
  • Ahlefeldt og Søgaard
  • Landet bag digerne
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Øen Jordsand-engang ud for Højer
  • Højer, stormflod og diger
  • Bomerlund-snaps, kro og skov og mange flere

 


Lærer i Burkal

November 13, 2017

En lærer i Burkal

Vi er i Burkal i 1920. Og så nyder vi udsigten fra Jejsing Bjerg. Tysk skilt blev fjernet af lokalbetjenten. Tyskerne i Burkal havde danske navne. Man talte fem-seks sprog i Tønder. Burkal Skole var i den grad forsømt. Pastor Schwartz var født i Holsten. Der var 60 elever i klassen. Og så kom kongen på besøg. Det tog et kvarter. En mindesten blev afsløret. Så kom der nye skoler i sognet. Den nationale kamp var bitter. Man tog til Slogs Herreds Hus, hvor der var en masse nationale arrangementer.

 

Burkal i 1920

Ja det er nok ikke alle læsere der er klar over, hvor vi er. Det er ikke langt fra grænsen. Kommer man fra Tinglev, Bylderup Bov, så kører man til venstre forbi Saksborg, ja så er man i Burkal. Vi er øst for Tønder. Lige her i nærheden blev den berømte Vadehavs-maler Nolde født. Kan vi komme det nærmere?

Vi er i Burkal i 1920. Det var i oktober måned efter Genforeningen, hvor landsbyen fik en ny andenlærer. Tyskerne havde endnu flertal.

 

Udsigten fra Jejsing Bjerg

For en, der kom fra det bakkede og frugtbare Østjylland kunne førstehåndsindtrykket godt være at stedet var ensformigt og trist. Men så kunne man bare gå i gang med Egeberg-Jensens smukke sang.

Udsigten fra Jejsing banke er smuk. Her ser man ud over vidderne syd på. Krigen havde ikke ændret på landskabets skønhed og egenart. En tilflytter kunne godt se, at huse og gårde i 1920 ikke var så velholdte.

 

Skiltet fjernet af politiet

Vejen lige uden for skolen en sølet efterårsdag var slem. Denne vej fungerede samtidig som legeplads for skolebørnene.

At mangt og meget så fattigt ud, skyldes krigen. Der var flere ting, som fortalte, at landet havde været tysk. Lige i udkanten af Burkal stod et lille forfaldent hus. På porten stod malet med store bogstaver ordet ”Spritzenhaus”. På gavlen på en af de største huse i byen var anbragt et skilt, hvorpå der stod:

  • Dorf Burkall, Kreis Tondern.

Men dette skilt blev fjernet af de lokale politibetjent.

 

Tyskerne i Burkal havde danske navne

I øvrigt gjorde den lille landsby med de mange store træer et hyggeligt indtryk. Husene var lave, grå og stråtækte. De faldt naturligt ind i landskabet. Enkelte huse var af et mere moderne tilsnit. De virkede lidt afstikkende og passede slet ikke til omgivelserne.

Hvor var det hyggeligt og fredeligt i de lave stuer. Den harmoni og hygge, man fandt her, var ægte og oprindelig.

Her boede så danskere og tyskere. I 1920 var der flest tyskere men med navne som Nissen, Petersen, Nielsen, Hansen, Lorentzen osv. For udefrakommende var dette en overraskelse. Man havde forventet, at tyskerne havde tyske navne. Men disse familier talte også sønderjysk.

 

Fem-seks sprog i Tønder

Nogle enkelte familier var dog så tyske, at de straks flyttede syd for grænsen. I Tønder var der mange tyske navne, og i mange butikker taltes tysk. Efter sigende skulle der i Tønder tales fem tungemål:

  • Højtysk, rigsdansk, plattysk, frisisk og sønderjysk

Ja det var sandelig også nogle der talte ”Tynne-plat”. Dette var stort set et sammensurium af det hele. Men det var nu kun de ældre, der kunne dette sprog.

 

Pastoren var født i Holsten

De fleste beboere i Burkal var bønder og arbejdere. Så var der naturligvis en smed og en høker og endelig præsten. Han var den eneste, der var født i Holsten. Men han var fuldt loyal over for det danske styre. Han sendte også sine børn i dansk skole. Han deltog ikke i nationalpolitiske møder, for ham var præstegerningen det alt overskyggende.

Andenlæreren syntes som helhed, at befolkningen var venlig og gæstfri, både danskerne og tyskerne. Han kom godt ud af det med de allerfleste. En stor del af den mandelige befolkning havde været med i krigen.

 

En forsømt skole

Og her i den lille landsby lå så skolen, lidt gemt hen, over for præstegårdshaven og købmanden. Nogen fryd for øjet var det bestemt ikke. Det preussiske undervisningsministerium syntes ikke at have næret den store interesse for Burkal skole. Berlin anede måske slet ikke dens eksistens.

Men hvad nu med skolebygningen, det lokale visdoms tempel. Ja imponerende var det ikke, hverken udenfor eller indenfor. Mange hundrede mark kunne huset ikke have kostet. Stor interesse for undervisningen syntes skolemyndighederne ikke at have haft.

Der fandtes to ret store klasselokaler med vinduerne anbragt således, at børnene fik lyset både bagfra, forfra. Der var to vakkelvorne katedre, skoleborde med plads til 3-4 elever, ingen fernis på gulvet, ingen billeder på væggene og ingen undervisningsmidler.

 

60 elever i hver klasse

En del af manglerne kan dog skyldes krigen. Og hvad der var ganske utænkeligt nord for Kongeåen, så gik eleverne i skole med træsko på. Til opvarmning af lokalerne var der to overordentlig store kakkelovne, der havde den for kakkelovne uheldige egenskab at sluge en masse brændsel uden derfor at yde tilsvarende valuta i varme, i hvert fald på den side, der vendte mod kakkelovnen.

De øvrige børn sad i et polart klima med røde næser og øren. Intet under, at drengenes næver i al stilhed forsvandt ned i bukselommernes behagelige lunhed. Ja så dertil kom også, at vinduerne var løse og utætte. Taget var flere steder også utæt. Regnen faldt i jævnt tempo ned på borde gulv og børn. Ja disse børn måtte til tider søge hen, hvor der var mere tørt. Måske skal det også lige nævnes at gulvet var hullet. Så har vi fået et billede af Burkal Skole i 1920.

På dette tidspunkt var der cirka 60 i hver af klasselokalerne. De stammede både fra danske og tyske hjem.

 

Da en preussisk embedsmand var på besøg

Førstelærer Hansen kunne berette om følgende historie fra den preussiske tid.

Under en eksamination ville den tyske kredsskoleinspektør åbne et vindue. Det skulle han nok ikke have gjort. Da han tog fat i vinduet, gik et af hængslerne af. Samtidig faldt noget af glasset ud af rammen. Under forsøget på at hindre vinduet i at falde ud, måtte han bøje kroppen frem og stødte derved hovedet mod den øverste vinduesramme, så førstelærer Hansen måtte træde hjælpende til.

Men i denne for en preussisk embedsmans noget underlige stilling fik han anledning til i stor ophidselse at fremstamme:

  • Wo man hin sieht, und wo man hin greift, lauter Trümmer

Ved fælles hjælp blev det skrønelige vindue sat på plads igen og ikke foreløbig forsøgt åbnet.

Det var bestemt ikke alle lærer nord for Kongeåen, der kunne vende sig til forholdene hernede. Men det kunne vores andenlærer nu godt. Han måtte selvfølgelig lige vende sig til forholdene.

 

Da kongen kom på besøg

Under og efter afstemningstiden havde sindene været højstemte. Til daglig gik det sin vante gang. Men af og til indtraf der begivenheder, der brød hverdagens ensformighed. Kongen og dronningen besøgte Sønderjylland hver sommer. En dag fik Burkal meddelelse om, at kongen ville aflægge et besøg i byen. Ligeledes skulle turen gå til Rens og Jyndevad.

De danske i Burkal fik travlt. I nattens løb fik de rejst en æresport over landevejen. Danneborg gik til tops hos alle danskere i byen. Da tiden for kongens ankomst nærmede sig, tog de to lærere med børnene hen til landevejen. Forventningerne var store. Pastor Schwartz skulle byde kongen velkommen. Han gik nervøst frem og tilbage på vejen og øvede sig på sin tale.

Delvis skjult af buske stod en del hjemmetyskere i en have på den anden side af vejen. Alle kiggede spændt ad vejen til Saksborg. Det var herfra kongen med sit følge skulle komme.

 

Besøget tog et kvarter

Omsider kom en bil til syne. Det gav et ryk i forsamlingen. Det var første gang, at man skulle se en konge. Vognen nærmede sig hurtigt. Men ak, det var lutter skuffelse. Det var kun amtsskolekonsulent Svendsen, der kom tøffende i en Ford af ældre model. Han standsede ikke men råbte, at nu kom de.

Så gik der nogle minutter. En bil kom til syne. Den var funklende og skinnede i solen. Det var tydeligt, at det var en mand i uniform. Det måtte da være kongen. Atter en skuffelse. Det var ikke kongen, men amtmanden grev Schack. Han standsede lidt fremme. Så gik der igen et par minutter. Nu endelig kom kongen.

Nu steg majestæten ud. Han var i admiraluniform. Pastor Schwartz holdt sin tale. Kongen takkede og sluttede med at takke for troskab gennem de mange år. Nogle af børnene fik et kongeligt håndtryk. Og så blev andelæreren præsenteret for kongen af pastor Schwartz.

Det hele varede et kvarter. Under hurra og sang tog hele selskabet videre til Rens.

 

En mindesten blev afsløret

En søndag i november 1920 blev der under trist og skyet vejr afsløret en sten ved indgangen til kirkegården. Det var til minde om alle dem, der faldt i krigen. Og det var både danskere og tyskere. Og det er omkring 70 navne. Pastor Schwartz, der som tidligere nævnt er født i Holsten talte på dansk. Førstelærer Hansen, der var født i Sønderjylland talte på tysk. Han havde selv deltaget i krigen. Lokalbefolkningen bakkede godt op omkring arrangementet.

 

Nye skoler i sognet

Et spørgsmål, der optog sindene var opførelsen af nye skoler. Og det var ikke alene i Burkal men også i Rens og Jyndevad. Alle var enige om, at de gamle faldefærdige rønner ikke duede mere. Sogneråd og skolekommission var klar over, at der skulle bygges nyt. I løbet af få år var tre smukke skoler en realitet. Burkal Skole kom til at ligge ved Saksborg omkring midt i skoledistriktet.

Der var fem skoler i sognet. Foruden de nævnte, var der også skoler i Lund og Lydersholm. I alt fire nye lære var kommet til. Hver skole havde en skolekommission bestående af både danske og tyske medlemmer.

I den nye skole var der straks fra begyndelsen oprettet både en dansk og en tysk afdeling.

 

Den nationale kamp var bitter

Den nationale kamp var ret bitter i disse år. I det daglige omgik var danskere og tyskere nød til at omgås fredeligt, snakke sammen, handle sammen og arbejde sammen.

Men ved fester og andre sammenkomster kunne udtalelserne godt løbe løbsk. I skolen omgikkes de meget fredelig, selv om der ikke blev lagt skjul på sindelag.

Af og til hørte man i Burkal om drabelige slagsmål mellem danske dragoner i Tønder og tyskere. Slagsmål mellem danske og tyske drenge fandt ikke sted.

 

Man tog til Slogs Herreds Hus

Slogs Herreds Hus betød meget for danskheden. Den lå i Bylderup. I Burkal sogn var der et ret stort tysk flertal. I Bylderup var der et betydeligt dansk flertal. Den nye præst i Bylderup, pastor Chr. Knudsen var også en forkæmper for danskheden.

Slogs Herreds Hus bød på masser af foredrag og arrangementer.  I Burkal var der ingen dansk forsamlingshus, derfor søgte mange til Bylderup.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Tønder
  • Se Litteratur Sønderjylland (under Udarbejdelse)
  • Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 225 artikler om Det Gamle Tønder og omegn og 144 artikler om Det Gamle Sønderjylland herunder:

  • KZ Lejren Ladelund
  • Moral og etik i Slogs Herred
  • Øst for Tønder
  • Grøngård-et forvundet jagtslot
  • Avlsgården Grøngård-endnu mere(2)
  • Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Så kom der post til Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt
  • Emmerske ved Tønder
  • Hestholm-syd for Tønder
  • Hostrup, Jejsing og præsten
  • Bylderup Sogn
  • Præsten fra Bylderup Sogn
  • Sheriffen fra Tinglev
  • Folk i Tinglev
  • Mere om Tinglev og Omegn-dengang
  • Tinglev og Omegn-dengang
  • Modstand i Tinglev
  • Langs Grænsen
  • Emil Noldes liv-vest på
  • Vadehavets maler-Emil Nolde
  • Solvig-en herregård i Slogs Herred og mange flere

Hvis du vil vide mere om Genforeningen så læs her på www.dengang.dk:

  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Militæret i Tønder 1920-1923
  • Minder fra Tønder 1864-1920
  • Dagligliv i Tønder 1910-1920
  • Tønder før og efter Genforeningen
  • Sønderjylland efter Genforeningen
  • Kongens hvide hest
  • Kongens hvide hest-endnu mere
  • Pigen fra Højer
  • Genforeningen i Bov Sogn