Dengang

Artikler



De skæve eksitenser på Nørrebro

Maj 29, 2017

De skæve eksistenser på Nørrebro

Denne artikel har været genstand for diverse foredrag af forskellig længde. Vi skal her høre om Lersø-bøllerne, Fælledbisserne, Prinserne samt Kræmmerne og Klunserne. I denne artikel bevæger vi os også over i Nordvest. Vi er både i Lersøen, Nørre Fælled, Blågårds Plads, Blytækkervej og andre steder. Vi skal høre om drabelige skæbner, yndlingsdrikke og meget mere. Disse mennesker, som vi her berører havde en hel speciel levevis. Ja her møder vi også Danmarks Bonnie og Clyde. Og så skal vi på en hel speciel skovtur, hvor der foregik ting og sager. Vi kunne også have valgt skæve eksistenser på Ladegården, men disse har vi beskrevet andre steder. Mange af disse mennesker, som vi her beskriver endte deres tilværelse på Ladegården eller Sundholm.

 

Lygteåen var grænsen

Det er sikkert ikke så mange, der kan forestille sig det, der skete ude i Lersøen dengang. Vi har kun navnene tilbage. Men her lå den næsten udtørrede sø, Lersøen. Jo, den var en del af Københavns vandforsyning. Vandet løb via Lygteåen til Ladegårdsåen.

Nu var denne å også en anden vigtig grænse. For lige hertil løb Københavns Politis myndighed. Var man over åen, var man i Brønshøj Sognekommune og nogenlunde i sikkerhed for politiet. Måske var det derfor at så mange eftersøgte lige kom herud. Men det var nu kun til 1901, så breste Københavns Kommune sig.

 

Masser af pilekrat

Lersøen strakte sig over et ganske stort område. Fra Bispebjerg Hospital over til Haraldsgade og fra Nørrebrogade ud forbi Lyngbyvejen. Her var masser af pilekrat. Det blev høstet til byens mange kurvemagere. Og det var inde i dette vildnæs at Lersøbøllerne holdt til.

Ordet bølle stammer i virkeligheden fra bølleplanten af slægten Vaccinium. Dem voksede der mange af I Lersøen. Udtrykket ”bølle” har siden levet i folkemunde som navnet på en rå og ubehøvlet person.

 

Det var ikke ”Guds bedste børn”

Herude i sivene skulle man nok være stedkendt for ikke at fare vild. Man kaldte stierne for Harald Blåøjes Gang og Peter Knæs Gang.

Men allerede på Christian den Fjerde’ s tid strejfede folk rundt på Nørrebros fælleder. Det var folk, der var jaget af politiet. Og de var bestemt ikke Gud’ s bedste børn.

 

Her kom ”de pæne” ikke

Herude på Lersøen, der kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø – bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Lange Hermand, Delle Frederik og Valdemar Skrupskider.

 

Fanemarchen afspillet med ræven

Jo sidstnævnte kunne med bagdelen afspille Fanemarchen. Og dette var meget populært hos Nørrebro – børnene. Jo de var meget hensynsfulde over for børn. De kunne trygt lege herude.

Ja Sorte – Petra var nærmest at betragte som fælles eje. Af andre piger var der også Anna 66, Guldåsen og lignende.

 

Karl Baj og Skæg Johannes blev til noget

Nye beboere kom til, blandt andet Musen og Karl Baj. Jo så var der også Delle Frederik. Karl Baj brugte en opvarmet firetommer søm for at sætte sit skæg. En gang imellem brugte han også fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.

Ja, Karl Baj blev storentreprenør og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.

 

Huslejen var gratis

De byggede deres små huler af pilekrat og overdækkede dem med voksdug. Deres indbo hentede de fra den nærliggende losseplads ”Mamrelunden” Den lå på bakken lige neden for det nuværende Bispebjerg Hospital.

Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende.

 

Fast føde brugte man sjældent penge på

Fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man vaks ved havelågen kunne man altid rapse sig en høne eller et stykke flæsk.

Hos bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Så gjorde det ikke noget, at de var 3 – 4 dage gammel

 

Bølle – Jørgensen uddelte øretæver

Politiet vidste godt, hvad der foregik herude. Men der var ikke daglig patruljering herude. Men når der var farlige forbrydere, der gemte sig herude, så gik den vilde jagt med hunde, og så blev der ellers uddelt øretæver. En ordentlig betjent havde ret og pligt til at sætte sig i respekt.

Ikke alle betjente var lige populære herude. Særlig ham, de kaldte for Bølle Jørgensen var ikke velkommen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han gad ikke at slæbe bøllerne med på stationen. Han slæbte dem ind i næste port og gav dem en ordentlig øretæve.

 

Ikke alle var lige kriminelle

Nu var de ikke alle lige kriminelle herude. En masse militærnægtere havde også fundet vejen herud. Og beboerne i Utterslev mærkede ikke noget til ”bøllerne”. De var fredet.

Engang brød ”bøllerne” ind på politivagten på Tranevej for at befri en kammerat. De låste den vagthavende inde i detentionslokalerne. Men alle blev efter kort tid anholdt.

 

Renovationsvæsnet spolerede tilværelsen

Men det var nu ikke politiet, der spolerede tilværelsen for dem. Det var renovationsvæsenet. De brugte nogle kolossale udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. I 100 meter brede og 20 meter dybe kratere, hvorfra man tidligere hentede ler, anbragte vognmændene fra natrenovationen deres dyrebare last på så sindig en måde, at det tykke langsomt blev skilt fra det tynde.

Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnerne i Utterslev, Brønshøj og Vanløse. Det faste stof blev skåret i blokke for siden hen at blive sendt med tog ud til bønderne i hele landet.

 

10 øre for en rottehale

Det vrimlede med rotter, men det var en indtægtsgilde, Lersøbøllerne budgetterede med. 10 øre betale politiet for en rottehale. Og det var en god pris. Man kunne få en flaske brændevin for mindre end en krone.

Disse rotter tog ophold hos vognmand Klenz. De var meget glade for hans høloft.

 

Frie fugle

Lersøbøllerne var frie fugle. De ville ikke underordne sig samfundets regler. De levede af smårapserier, betleri og lidt kræmmerhandel. Og så tjente pigerne ved at trække på Københavns gader.

De havde deres egen uniform. De gik med bowlerhatte og havde imponerende snoede cykeloverskæg. De havde altid hvide halstørklæder, der var bundet med en stor knude i halsen. Ja og så gik de i træsko.

En del af deres indbo hentede de fra Lossepladsen ”Mamrelunden”. Den lå på bakken neden for det nuværende Bispebjerg Hospital.

 

Ferdinand var en ordentlig kleppert

Kongeparret herude var absolut Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus.

Ferdinand Eriksen var en sværlemmet kleppert. Han havde ikke den store fidus til manuelt arbejde, ja han havde modvilje til dette. Han kom fra det nu forsvundne Brøndstræde – kvarter ved Vognmagergade. Jo han var flere gange kommen på kant med loven. Jorden brændte for alvor under ham. Det var klart at han søgte ud til ligesindede.

Der hvor Frederik kom fra holdt man sig ikke tilbage for vold og trusler. Under tiggeriet udviklede det sig ofte til vold. I ”Fagsproget” hed det ”drikke” eller ”smække” modstanderen en skalle.

 

De tykke panserbasser

Og politiet havde nok at gøre her. Var ofret bare beruset, så lod man ham ført ligge og sunde sig. Det tog jo tid, at få fat i en hestedroske og få kørt ”liget” til nærmeste politistation.

Det var ikke den høje slanke betjent man så, nej det var den tykke panserbasse. Man sagde om ham, at han var udvalgt efter vægt. De kendte hver eneste beboere, disse betjente og deres formåen inden for skrivekunsten var begrænset. Så ofte blev forseelsen takseret til en dragt klø inde i næste port.

 

Frederik startede sin karriere son 13 – årig

Frederik Ferdinand Eriksen begyndte tidligt, allerede i 1888 som 13 – årig. Sammen med et par jævnaldrende knægte hjemsøgte han de frederiksbergske villaer.

Dette indbragte ham 25 slag ris. Dette gjorde dog ikke det store indtryk på ham. To måneder efter fik han en ny dom på 6 dages fængsel. Og sådan gik det slag i slag. I 1892 fik han 8 måneders forbedringshus og året efter 18 måneder.

Det var den 4. november 1893 og det var i Christianshavns Arresthus. Den følgende nat undveg han. Han var sluppet ud af sine celle og ud i gården. Ved hjælp af et rendestens – bræt og noget tovværk lykkedes det ham at komme over den høje mur. Men ak, glæden var kort. Allerede dagen efter bliver han anholdt.

 

I 1901 flygtede Frederik til Lersøen

Han tilstod nu yderligere indbrud og fik en 8 måneders tillægsstraf. I 1896 blev han igen anholdt og fik tildelt tre års forbedringshus. Det følgende år modtog han sin 12. straf, nemlig 8 måneders fængsel for vold mod politiet.

Men nu havde han her i forsommeren 1901 fået nok og mødte op i Lersøen.

 

Karen Spidsmus

Karen Spidsmus hed egentlig Samuelsen. Det var hendes markante profil, der gav hende det berømte navn. Hun kom inde fra Rabarberlandet. Hun havde nogle smådomme for overtrædelse af politivedtægten. Sådan opfattede hun det nu ikke selv. Hun betragtede det som aldeles utidig indblanding i hendes privatliv. Hun var blandt andet stukket af fra en forvaringsanstalt.

Hun var opvokset i Rabarberlandet og var datter af ”Den glade Sandmand”. Og man skulle ikke kommentere hendes profil, så fik man en på ”snotten”. Man sagde om hende, at hun trak. Men det gjorde de fleste andre piger herude også.

 

I bad i Lygteåen

De havde nu en ret stor hygiejnisk standard herude. De badede kollektivt i Lygteåen. Deres tøj hang så til tørre inde ved bredden. Og for 5 øre kunne de endda også købe et stykke sæbe.

 

Stamværtshuset

De havde også deres stamværtshus på Nørrebro. Bag ved Stefans Kirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder, og her holdt de snapseting en gang imellem.

 

Lersø – slaget i flere versioner

Man kan vel sige at bølleuvæsnet i Lersøen kulminerede i 1901. Her blev det berømte Lersø – slag udkæmpet. Det var natten mellem den 29. og 30. september. Banden havde delt sig i forskellige grupper og begået indbrud på Nørrebro. Hen på morgenstunden drog de så af sted belæsset med udnyttet for at fejre det i hytterne.

To københavnske betjente stødte på dem og anholdte den sidste i karavanen. Det gik ikke fredeligt for sig. De andre kom kammeraten til hjælp og betjenten blev ilde tilredt.

Men historien findes også i andre udgaver.

 

Sprit – apparatet

Der var masser af brandfare herude. Der måtte ikke tændes ild. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.

En patrulje kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente var lige fleksible. Den ene betjent havde sparket til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene.

Ørsted blev mishandlet og døde senere af dette. Kjærumgaard løb sin vej. Og det gik ned af Rådmandsgade. Og her skar han sig selv i frakken. Det skulle se ud, som om, at bøllerne havde overfaldt ham med knive. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen for at have svigtet sin kollega.

 

Politiken den 1. november 1901

Det såkaldte Lersø – slag fik stor omtale i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:

 

  • Banden havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Her blev ”Spiritus” uvenner med en arbejdsmand, som han i den anledning slog en skalle. Derefter brød de ind hos en detailhandler i Dagmarsgade og stjal øl og cigaretter. Tyvekosterne nød de på en mark ved Ægirsgade. Og i denne gade forøvede de derpå indbrud hos en detailhandelsker og stjal forskellige varer.

 

  • Hos detailhandler Andersen i Baldersgade stjal de endelig en kasse øl, og da det var besørget, gik de ad Lersøvejen, hvor de overfaldt nattevagten ved kloakanlægget. Så kom sammenstødet med betjentene, og deres tilståelser herom er så nogenlunde i overensstemmelse med betjentenes fremstilling.

 

 

  • Efter overfaldet drog de bort fra byen og nåede tidlig om morgenen Søborhus Kro, hvor de brød ind og stjal mad og drikke, som de nød i haven. En tømmersvend kom forbi og gjorde en bemærkning om deres forbryderiske forehavende, fik prygl og flygtede.

 

  • De tog nu vejen til Dyrhaven, og den påfølgende aften brød de ind i beværtningen ”Bakkens Hvile” på Dyrhavebakken og stjal vin og cigarer, hvorefter de søgte natteleje på høloftet i et foderhus i nærheden af ”Ulvedalene”. Nogle af dem boede her i flere dage, mens andre søgte andre steder hen for at stjæle til livets ophold, blandt andet forøvede de to indbrudstyverier i Taarbæk.

 

 

  • Men da kulden og sulten efterhånden gjorde dem landopholdet for ubehageligt, drog de i spredte flokke ad hovedstaden til. De første to blev anholdt på Østerfælled, hvor de lå og nød spise – og drikkevarer, som de kort forinden havde stjålet fra detailhandelsker Scheuer i Kildevældsgade.

 

  • Efter denne anholdelse har politiet efterhånden fanget dem alle ind – på nær én ved navn (Ferdinand) Eriksen, og efter mange anstrengelser er det nu endelig lykkedes assessor Schou at få de hårdnakkede forbrydere til at bekende.

 

Mathilde og Valdemar Hansen

Politi og myndigheder satte nu for alvor ind mod Lersø – bøllerne. De fleste blev hurtig fanget. Men det lykkedes for Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus at gemme sig i Århus i et halvt år.

De lejede en lille kvistlejlighed under navnene Mathilde og Valdemar Hansen, broder og søster. Men så var det en kone i ejendommen, der synes, at det var mistænkeligt, at de havde fået nye klæder trods det, at de ikke bestilte noget som helst. De havde også åbenbart altid penge. Så var det, at konen underrettede politiet.

 

Sand i øjnene

En betjent gik op i lejligheden og fandt Karen alene hjemme. På opfordring fulgte hun ret modvilligt med. Det passede hende ikke, at hun skulle gå. Hun ville køres.

På vej til stationen blev de indhentet af Ferdinand. Pludselig kastede han en håndfuld sand i øjnene på betjenten, der blev ganske blindet. Og da han atter kunne se, var de borte.

Dagen efter blev de anholdt på Fredericia Banegård, da de var på vej til København.

 

I retten

I retten opgave de deres fingerede navne og nægtede at have begået noget ulovligt. Da forhøret var forbi, lå der en lille håndfuld sand på gulvet, hvor Karen havde stået. Hun blev kaldt tilbage, men skønt det viste sig, at hun havde noget sand i lommen, nægtede hun indigneret at kende noget til det. Hun nægtede at ville bruge det, ligesom Ferdinand havde gjort det.

De blev nu indsat i det gamle umoderne arresthus. Fotografier af dem blev nu oversendt til Københavns Politi. Men før svaret forelå, var fuglene fløjet.

 

Den eventyrlige flugt

Flugten var ganske eventyrlig. Om natten ved tretiden kom en bagermester ind på politistationen og meddelte, at der på arrestmuren ud til Rosengade hang et lagen og flagrede, hvad han mente så højst mystisk ud. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at et tagvindue på arrestbygningen stod åbent.

Da man havde fået vækket arrestforvareren, der havde soveværelse i bygningen og foretaget en grundig undersøgelse, blev det konstateret, at både Ferdinand og Karen var borte. De må være flygtet i det blotte linned, da arrestforvareren hver aften tog deres tøj fra dem netop for at hindre deres flugt.

 

To betjente på cykel

Hele politistyrken blev nu alarmeret og sendt i alle retninger, men forgæves. Først ved 16 – tiden om eftermiddagen ringede en vognmand fra Århus ude for landsbyen Lisbjerg nord for byen, at der lige havde været to mistænkelige personer inde hos købmanden der.

De to eneste disponible betjente sprang straks på deres cykler og kørte alt hvad de kunne. Ved deres ankomst havde beboerne hjulpet af vognmanden og hans søn fået fat i Karen. Da Ferdinand havde set var han kommet for at befri hende. Men han var blevet omringet.

 

Ferdinand bundet på arme og ben

For at frelse sig selv var han løbet ind i en svinestald. Men her havde man lukket døren for ham. Da der var jernstænger for vinduerne, var han fanget som en rotte i en fælde.

Da betjentene nu havde fået forstærkning, trænge de ind i stalden. Ferdinand var aldeles rasende og ustyrlig. De måtte til sidst binde ham på arme og ben.

Da de kom tilbage til Århus blev de modtaget af politimester og by foged Jespersen. Karen blev straks sat ned i arresten igen. Men for brud på arrestreglementet blev Ferdinand af By fogeden idømt 20 slag rotting. Denne straf blev eksekveret med det samme i forhørslokalet på rådhuset af arrestforvareren i overværelse af hele politistyrken.

Ferdinand modtog slagene på sin nøgne ryg uden at foretrække en mine.

 

Med fuldskæg i dameklæder

I de mennesketomme gader vandrede de så lykkelig arm i arm ud ad de mennesketomme gader. Han i skjorte og hun i særk.

Som en af betjentene sagde, må de sandelig have set fantastiske ud. Uden for byen skjulte de sig i en kornmark. Ved middagstid begav de sig hen til en tennisplads, hvor de brød et skur op. Her fandt de diverse beklædningsgenstande.

Men nu var det kun dameklæder. Ferdinand så fantastisk ud med hans store overskæg. Han havde hele tiden et tørklæde op for det meste af ansigtet. Måske var det derfor, at de vakte mistanke.

Det undrede politiet, at de havde penge på sig. Men Karen sagde med et smil, at det havde hun tjent i Risskov. Senere måtte hun erkende, at hun under hele arrestopholdet havde gemt penge på sin krop.

 

Myndighederne til grin

Man havde nu fået svar fra København og de to måtte bekende, hvem de egentlig var. Og mens de havde været i Århus havde de begået 18 indbrud.

Myndighederne blev gjort til grin. I revyer og teaterstykker blev Lersøbøllerne hyldet som en anden Olsen Bande. Talrige skillingsviser blev det til.

 

Ferdinand træt af USA

Ferdinand Eriksen fik 4 års tugthus for sin medvirken i Lersø – slaget. I maj 1905 blev han benådet for resten af straffen mod at forlade landet og ikke vende tilbage i 10 år.

Han blev så hjulpet til Amerika, og sendt derover på politiets regning. Men forholdene passede ham ikke helt. Så allerede i juli vendte han tilbage. Og det skulle selvfølgelig fejres. Han drak sig fuld, lavede gadeuorden og blev anholdt. Han opgav at hedde Carl Christian Larsen. Han afsonede en bøde på 25 kr.

 

Genkendt af arrestforvareren

Arrestvagtmesteren i Vestre Fængsel genkendte ham imidlertid, og så måtte han atter ”over vandet” for at afsone de eftergivne 17 måneder.

I januar 1907 blev han løsladt. Et halvt år efter blev han på ny anholdt i færd med at begå et indbrud. Dette og andre tyverier, han måtte tilstå kostede ham 5 års tugthus. Han appellerede til Højesteret, der blot stadfæstede straffen.

I 1912 kom han ud og klarede sig derefter fri af Politi og Domstole. Han døde på Kommunehospitalet i 1919.

Karen Spidsmus slap med 30 dage på vand og brød. Hun levede herefter som en anstændig dame på Vesterbro, til hun var godt oppe i firserne. I de senere år var hun dog blevet apatisk og nærmest igen en original.

 

Bebyggelsen kom tættere på

Efterhånden kom bebyggelsen tættere på. De resterende bøller på Lersøen trak ind til Nørre Fælled og skiftede navn til Fælledbisserne.

Men politiet fik efterhånden også mere styr på det. Således anskaffede politiinspektør Mellerup nogle politihunde. Og det gav resultater. For disse hunde var ikke bange for Lersø’ s beboere. Der blev uddelt adskillige bidesår.

Dette gentog sig gang på gang.

Man sagde også, at det var Opdagechef Bertel Madsen, der fik optrevlet hele banden. Men det er nu ikke helt korrekt.

 

Udtryk som bisse og bølle”

Udtrykket ”bisse” stammer egentlig fra kvæg, der går frit på græs. Da Fælledbisserne utilpassede, frie sjæle, der aldrig kunne holde sig i ro, fik de øgenavnet bisser, der som bøller stadig lever i folkemunde for ”rå og ubehøvlede personer”.

 

5 øre for at trække op i kjolen

Fælledbissernes ”dronning” var Maja Robinson. Hun havde efter rygterne været fin lægefrue i Australien. Som ung havde hun været en billedskøn kvinde. Hun gik rundt med et billede af sig selv, ind til det var blevet slidt.

Deroppe hvor Aldersro Bryggeri lå, var der engang en tobaksfabrik der hed A/S Lichtinger. Ja det var omkring det nuværende Jagtvej 169. Her havde en række kvindelige medarbejdere flere gange forsøgt at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende. Og klædte hende ind fra yderst til inderst. Men det hjalp ikke.

Engang imellem forsvandt hun helt, så kom hun pludselig tilbage. Der var altid ballade omkring hende. For alle ville gerne være førstebajs hos hende. Men det var som regel ”Proppen”, der vandt.

Man sagde om hende, at hun hver måned fik tilsendt penge fra hendes forhenværende mand. Når hun så blev anholdt og sat i brummen kunne hun finde på, at klæde sig af over for de rødmende betjente. Senere ude på fælleden fik hun om sommeren 5 øre for at trække op i kjolen af rødmende karle.

 

En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen

En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen kom meget hos Fælledbisserne. Han brugte dem til sine berømte motiver med vagabonder.

Men ak tidens udvikling ramte også Nørre Fælled. I 1909 opgav militæret endelig sine rettigheder på Fælleden. Den blev forvandlet til folkepark, bebyggelse og idrætsanlæg. Flokken delte sig. Halvdelen søgte ind på Blågårds Plads. Den anden halvdel søgte ud i Nordvest kvarteret, hvor de blev klunsere. Nogle blev faktisk holdne mænd som produkthandlere, hvor deres tidligere ”bølle” – kollegaer klunsede for sig i byens skraldespande.

Om sommeren drog mange af dem på landevejen som landevejsriddere og skærslippere.

 

På Sundholm og Østerbro

Nogle få af dem kom fri fra miljøet og fandt deres plads i samfundet. Men de fleste af Lersøbøllerne og fælledbisserne endte deres dage som forhutlede drankere på Sundholm.

Ib Spang Olsen fortæller i sine erindringer fra kvarteret omkring Bryggervangen og Vognmandsmarken minder om både Fælledbisser og Maja Robinson, der i hans barndom var gæster i Likørstræde ved Kristineberg.

 

De ”pæne” damer gik i en stor bue uden om Maja

De ”rigtige” damer gik en stor bue forbi Maja, når de så hende. Om vinteren boede Maja og Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri. I ledvogterhuset ved ”Holger Danskes Briller” blev Maja og Julius vasket. Men Maja havde det nu ikke let. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften:

  • Fælleddronningen Maja Robinson slaaet fordærvet af sin kæreste

 

De stjal mad

I 1918 var de ikke så mange tilbage. De var vel kun 5 – 6 stykker. Her så man blandt andet ”Stegt Sild”, ”Den hvide neger” og ”Krølle Charles”. De var ret fredelige, men stjal lidt mad i ny og næ.

Nu skete der også ting og sager på Nørre Fælled, Øster Fælled m.m. I 1909 opgav militæret sine sidste rettigheder på Fælleden. Den forvandlede sig til folkepark, bebyggelser og idrætsanlæg.

Mange ude på fælleden lå i en evig brændevinsrus. De var såmænd fredelige, hvis man gav en lille skærv til brændevinen. Men det var politiet ikke ude på Fælleden. Det var endda ridende politi, som med deres sabler slog dem på flugt, såvel kvinder som mænd.

 

Maja populær hos børnene

Når Maja så, at der kom børn, havde hun altid en slikpose parat til dem.

Hvad der blev af Maja vides ikke. Men endnu i 1940’erne så man Julius i Fælledparken.

Fælled-bisserne blev til Prinserne. De delte sig i to dele. Nogle søgte ind på Blågårds Plads, andre ud i Nordvest. Og ude i Nordvest blandede de sig med klunserne og kræmmerne. Om sommeren drog mange af dem på landevejen som landevejsriddere og skærslippere.

I Nordvest så man dem i små flokke af en halv snes mænd på Drejervej og Rebslagervej. Jo de videreførte de stolte traditioner fra Lersøbøllerne og Fælledbisserne.

 

Hygge på den kommunale bænk

Man fandt stadig Prinserne i hyggelig samvær i det nuværende Nørrebroparken og i Fælledparken. Men de fleste foretrak de kommunale bænke på Blågårds Plads sammen med legende børn.

Politiet og vægterne havde kæmpet en forgæves kamp for at få dem fjernet. Men hidtil forgæves. De pyntede bestemt ikke på samfundet, og borgerskabet mente, at de ikke pyntede. Man var enige om, hvad der skulle på på gravstenen:

 

  • På min gravsten skal der skrives
  • Der ska` printes på latin:
  • Under denne gravsten hviler
  • Der et smask fordrukken`svin

 

De tiggede åbenlys penge til kogesprit af de forbipasserende. Folk kendte dem og gav dem penge for at slippe hurtig af med dem. De kunne virke voldsomme, men de var nu uskadelige. Ingen børn var bange for dem. De tjente penge som babysittere.

De sov som regel uden tilladelse i en eller anden uhumsk kælder, lige på det bare cementgulv. Sengetøj betragtede de som luksus. De frøs ikke sagde de, for her var det den indre varme, der bestemte.

 

Spisekammer fungerede som lokum

På et tidspunkt var der mange nedrivningsejendomme på Indre Nørrebro. Her opholdt de sig, og drak sig fra sans og samling, indtil de drattede om. Ja her kunne et gammelt spisekammer sagtens fungere som lokum. Stanken var dog ubeskrivelig.

Når de så havde udvalgt sig en bestemt ejendom, så blev de der. Når entreprenøren var begyndt nedrivningen, så flyttede de bare fra værelse til værelse, fra etage til etage. Først når en bulldozer havde jævnet de sidste murbrokker var prinserne igen hjemløse.

De forsøgte at overbevise myndighederne om, at de ikke var subsistensløse og dermed retsløse. Jo de kendte godt reglerne.

 

En rædsel at komme på drankerhjem

De havde panisk rædsel at komme på Drankerhjem. Først var det Ladegården siden var det Sundholm. De bevarede deres bopæl længst muligt. Ofte var de tilmeldt hos forældre eller søskende. De sidste forbindelser til samfundet måtte ikke kappes.

Familierne havde for længst opgivet dem. De så helst, at de drog ud på landevejen og holdt sig borte for bestandigt. Egentlig var der to slags prinser. Det var de Konstante Spritdrankere fra byen og så var det Kvartalsdrankerne, der ofte tilsluttede sig.

 

Familietragedier

Det var svært omkring 1918. De fattige havde det usædvanligt hårdt. Forbruget af spiritus var enormt. Mange arbejdere havde vænnet sig til større eller mindre kvantum hver dag. Det varede adskillige år før drikkeriet havde fundet et naturligt leje. Andre fandt aldrig dette leje.

Under den tilsyneladende rolige overflade udspillede der sig mange familietragedier på Nørrebro, når husfaderen opsøgte prinseflokken og tog på landevejen.

 

Indianerfrokost

Meget populært i de kredse var Indianerfrokost. På stegepanden varmede prinserne røget makrel, wienerbrød og rugbrød, fedt, tomater og affaldspålæg. Ja så fik de en spritdram til. Og imens skrålede de:

  • De Frelserpiger

De er så fromme

De går med salmebog

I deres lomme

Med korte skørter

Og skæve ben

Og ræven går som slibesten

 

De flydende oplevelser

Under Første Verdenskrig satte værtshusholderne altid flaskerne på bordet, når man fik kaffepunch og rødvinstoddy. Som regel blev der en sjat tilbage i flasken. Disse sjatter blev så hældt på en flaske. Dette blev så til en bitter, som Prinserne kaldte ”Hanerumpe”. Og grunden til dette, var de mange farver.

Man blandede portvin og sprit. Men en finere og langt billigere drik var en såkaldt ”Primuslikør”. Det er kogesprit og sodavand eller saftevand. Nogle blandede også skummetmælk i sprit. Ja man talte også om Karbidsnaps.

 

Uha – skyhøje priser

Det var gode tider omkring 1908, da en hel flaske Aalborg Taffel kun kostede 55 øre. Og her var der også inkluderet en brændevinsafgift til Staten på hele 6 øre. Fra 1912 til 1917 steg prisen for en hel flaske fra 72 øre til 99 øre. Men så pludselig den 26. marts 1917 steg prisen til 2,40 kr. Det var en katastrofe for Prinserne og deres lidelsesfæller.

Selv Nørrebro Handelsforening protesterede. Det var sikkert ikke for at hjælpe Prinserne. Men man tænkte på afsætningen i butikkerne. Og det blev endnu værre. For den 1. januar 1918 steg brændevinsafgiften til staten pludselig til 7,69 kr. Det betød, at en hel flaske Aalborg Taffel komme til at koste den skyhøje pris på 11,00 kr.

 

Kogespritten blev grøn

Omkring 1939 var der mangel på spiritus, brændevin og likør. Men det var også mangel på kogesprit. Og så var det i en periode grøn. Det var ikke godt for prinserne.

Myndighederne havde også tilsat bismag til kogespritten. Men prinserne fandt ud af en løsning. Og det gjorde de ved hjælp af eksperimenter med fasblus m.m. Alt dette foregik på førstesalen i Rådmandsgade 69.

Forsøgene gik så godt, at man også afsatte flaskerne i restauranterne. Man fik 25 kr. for dem. Og så havde man tilsat kommen m.m.

 

Anholdt for hjemmebrænderi

Det blev selvfølgelig opdaget. Men disse prinser er nu ikke tabt bag en vogn. Anholdelsen foregik på denne måde:

  • Ja De er sigtet for hjemmebrænderi. De er arresteret og må følge med!
  • For hva?
  • Ja, vi har lavet en husundersøgelse, og nede i deres kælder, der har vi fundet remedierne til hjemmebrænderi.
  • Åh vil De så også ta` og arrestere mig for voldtægt?
  • Hvad vil det sige? Har De også begået voldtægt?
  • Nej Hr. betjent, men jeg har remedierne til det?

Mange af Prinserne tjente også til kogespritten ved at være gårdsangere. Men det forbød politiet også. Man havde ligefrem betjente, der gik rundt på Nørrebro og konfiskerede gårdsangernes musikinstrumenter.

 

En hyldest til flasken

Nu havde Prinserne ofte lavet om på teksterne til populære melodier. Således blev denne sunget på melodien Sov Dukkelise:

  • Du dejlige flaske med radium

Du er min ven og min trøst

Lad andre kun prise champagne med skum

Du slukker dog altid min tørst

Du lille flaske-du er så rar

Du følger altid troligt med far

Selv om de værste skæve, jeg har

Altid i lommen jeg dog har.

 

Her goldt klunserne til?

Samtidig med Prinserne holdt Klunsere og Kræmmere til på Nørrebro og i Nordvest. Nogle af Prinserne hoppede også over i disse fag. Der var vel halvanden hundrede på Nørrebro og i Nordvest. Det svarer til cirka halvdelen i hele København:

  • Alvi, Blytækkervej cirka 50 klunsere
  • Hovedstadens Pakhus, Brofogedvej cirka 15 klunsere
  • Dumman i Dagmagergade cirka 15 klunsere
  • Møller i Ryesgade cirka 20 klunsere
  • Hovedstadens Pakhus i Todesgade cirka 25 klunsere
  • Jernhandlerne på Svanevej cirka 10 klunsere

Ja vi har sikkert glemt en del. Så var der også klunserne fra Østerbro, som handlede inde på Nørrebro.

Under krigen var der meget gode priser på klunservarer. Og der var der nok op til et par tusinde i København.

 

Hvad er en klunser?

En klunser er en mand, der roder i skraldbøtter og på lossepladser efter kasserede ting og sager, for så at sælge det til en god produkthandler. Derefter drikke han omgående pengene op.

Det må være et af verdens ældste erhverv. Man kan da sige om manden, at han er moderne. Han går ind for genbrug. Men gennem hele historien har denne erhvervsdrivende været uvenner med omstrejfende hunde.

Mange var ødelagt af spiritus. De evnede ikke at overholde samfundets regler med hensyn til at overholde herbergernes regler om ankomsttid, ædru tilstand, renlighed og betaling for logi. De sov under halvtage og parkerede lastbiler, i kældre og i trappegange.

Han havde også sit redskab, ligesom slagteren. I klunkevisen fra 1857 hører vi, at Christen bruger syvtallet. Det er en slags takket hakke med et solidt træskaft.

For nogle hundrede år siden var der i København et ubeskriveligt ælte overalt. Det stank og man kunne dårligt få luft. Rendestenene var fyldt med skidt og møg, som borgerne uden videre havde kastet ud på gaden. Der lå det så og rådnede sammen med kadavere af selvdøde dyr.

 

De ærlige og de uærlige

Det var dengang, at samfundet var opdelt i de ærlige og de uærlige. Det havde noget at gøre med ens erhverv. En ærlig mand kunne aldrig drømme om at røre en uærlig mand. De uærlige blev nødt til at gifte sig med hinanden. Først et godt stykke ind i 1800-tallet forsvandt denne opdeling. Til de uærlige hørte alle dem, der kom i berøring med forbrydere. Det var bødelen, skarpretteren, vægteren og bysvenden. Men også dem, der havde ”et svinsk og uappetitlig arbejde” hørte til denne gruppe for eksempel skorstensfejeren og hesteslagteren.

Hertil kom alle dem, der havde med transport af latrinspande og skarnet at gøre. Det var rakkeren, natmanden og siden skraldemanden. Ja selvfølgelig var det også klunseren, der rodede rundt i skarnbunkerne.

Rakkeren var dengang forsynet med en skralde af træ, så beboerne blev advaret, når han var i anmarch. Men tilbage til klunseren. Han var foruden sit syvtal forsynet med et kraftigt forklæde af presenningsstof eller bare en gammel sæk, som han hængte om livet. Desuden havde han et par gamle handsker på, der skulle beskytte ham mod glasskår.

 

Blandt de fattigste

Han var sammen med vagabonden blandt de fattigste i vores samfund. Han ejede kun de klude, som han havde på. Ikke engang klunsecyklen ejede han selv. Den lejede han hos produkthandleren. På denne cykel kunne han også sove. Ved hjælp af presenninger og sække kunne han godt indrette sig. Og så var det bare at finde sig et halvtag.

Klunseren færdes altid rundt i en større eller mindre brandert. Viceværter betragtede klunseren som tilhørende et besværligt folkefærd. Han arbejdede hele døgnet, hvis ikke lige han skulle sove rusen ud. På sin hue havde han en elektrisk lampe, der var forbundet til et batteri i frakkelommen.

I det game Rabarberkvarter, Rantzausgade med sidegader og Griffenfeldsgade-kvarteret vrimlede det med uappetitlige gnavere, mus og rotter. Var man først blevet bidt af sådan en, så var det med at søge nærmeste hospital og få en modgift.

 

En klunser var ikke sart

En klunser var ikke sart. Men det er hårrejsende historier om, hvad han har fundet på Nørrebro. De fleste klunsere arbejdede helst om dagen af hensyn til rotteplagen. De startede tidligt, så de kunne nå at skrabe et par kroner sammen til spiritus. Det som han tjente i går, var for længst brugt.

Legemet kræver et vist kvantum alkohol, før det havde det nogenlunde tåleligt. Klunseren var en slave af sit last. Om aftenen finder man ham over i en skur i et hjørne af klunserpladsen for at hygge sig med kammaraterne. Straks går det bud efter drikkevarerne. Så var livet igen dejligt.

 

Yndlingsdrikke

En yndet drik var ”Døden fra Lybæk”. Man tager en tom flaske. Så hælder man en halv flaske hvidtøl i den, og så en rød sodavand. Resten er så sprit. Det var en drik, der fik klunserne til ”at gå på røven”

En anden drik var Nikodolsaft. Ja nogle af klunserne kaldte den også for en Jukohama. Man skulle bruge tre sodavand og en halv flaske sprit. Spritten kostede dengang 85 øre og den indeholdt 93 pct. alkohol. Det kunne en hver husmor se på etiketten, når hun pudsede vinduer. Det kunne blive til tre blandinger, eller som klunserne sagde-tre forbrændinger.

Sodavand hældes op i en bajerflaske. Resten fyldes op med sprit. Så bliver blandingen destilleret på klunser-maner. Flasken bliver rystet og vendt op og ned et par gange. Så forsvinder noget af spritdampen af med kulsyren. Man kan med tommelfingeren mærke, når trykket er, som det skal være. Det er vigtigt, at ikke al kulsyre forsvinder.

Amerikaner-Karl kunne drikke den ren, lige fra flasken.

Nogle gange krævede det godt nok store overvejelser, hvad man skulle investere i. En bajer kostede 83 øre, mens en flaske sprit kostede 85 øre.

 

Koldbrand

I det lange løb ødelægger man maven ved dette konstante drikkeri. Men det går også ud over blodomløbet i benene. Og så kan der opstå koldbrand. Mange klunsere døde af dette.

Men ellers var det også en blanding af brændevin, cognac og rom, der blev indtaget, der havde sin virkning. Man vågnede om morgenen med mandolinfeber. Den eneste måde at dæmpe dette på, var indtagelsen af en ny forsyning af sprit. Og så var ringen ligesom sluttet.

Klunseskuret var de asociale klunseres eneste bindeled til samfundet. Adressen var omhyggelig noteret på folkeregistret. Det var også her politiet henvendte sig, hvis man skulle have fat i en bestemt klunser.

Her kunne klunserne selv lave mad med primus. Og hver gang kom vittigheden med at det var synd, at anvende primussen at anvende spritten på den måde.

Mange klunsere sov i et cykelskur. Men mange sov også i det fri kun overdækket med en presenning på den trehjulede cykel.

En del af klunserne havde også dækadresser på herberget ude på Bellahøj. Man skulle betale den store formue på halvanden krone pr. dag. Men det kunne blive for meget, når 12 møgbeskidte mandfolk lå der og fes en hel nat for lukkede vinduer.

Middagsmaden blev indtaget på en café under højbanen eller folkekøkkenet i Møllegade. Ja særlig populær var en politiassistent, der hed Lotinga. Han hjalp klunserne.

 

Guldgrube under krigen

Ordet klunser er afledt af ordet kluns. Dermed menes gammel ragelse eller gamle klude. Besættelsestiden var en guldgrube for klunserne. Myndighederne havde bestemt, at alle pulterkamre skulle tømmes af hensyn til brandfaren ved eventuel bombning.

Engang imellem forsøgte klunserne at komme ud af deres elendighed. De fik arbejde, men snart kom breve både fra skattemyndighederne og pantefogederne. Så fik de kniven på struben. Der skulle betales børnepenge og manglende skat. Og ofte fandt klunserne så ud af, at det bedst kunne betale sig at klunse.

Ude på Blytækkervej i Nordvest holdt 50 klunsere til bag det skærmende plankeværk. Vejen var ofte fyldt op med trehjulede cykler. Inde på pladsen blev varerne grovsorteret af klunserne selv. Rundt om så man stabler af gamle aviser, bildæk, spande og urtepotter. Jo og pladsmanden sørgede for en pinlig orden i alle stakkene.

 

Den årlige skovtur

Jo de kunne også komme i flot tøj. Det gjorde de, når de skulle på den årlige skovtur, eller når de tog afsked med en god kammerat. Det skete ved fælles hjælp. Jo de var gode til at hjælpe hinanden. De ville ikke ligne beskidte møgdyr ved sådan en lejlighed. Man lånte beklædningsgenstande hos hinanden.

Og så var der ellers gang i 17 kedler på en gang. Og hver gang en var blevet barberet og vasket, så ud af klappen med ham, så var det i gang med den næste. Og selvfølgelig kom Jyde Ole for sent-møgbeskidt. Han havde ikke en trevl rent tøj at tage på. Men det klarede man også. Og snart var 33 klunsere parat renvaskede og i nydeligt tøj, ja endda rent undertøj også.

Turen gik nord på. De skulle have rigtig snaps sponseret af købmanden, hvor de normalt handlede. Men man måtte ikke drikke på vej derop. Og man skulle selv sørge for madpakken. Men der var flere, der havde sponseret 50 kr. Deriblandt var produkthandler Alvi på Blytækkervej og jernhandleren på Brofogedvej.

Tilfældigt var produkthandlerens sortér-damer også på udflugt samtidig. Egon havde sin harmonika med. Og så blev der ellers danset på græsplænen. Det endte da også med at Kusse-Johannes væltede ind i rosenbedet med en lang bønnestage. Og Gamle Valde havde fundet en, der kunne være bygget ude på B&W. Sikke et syn. Gamle Walde lå nederst. Han blev nærmest mast.

 

Stakkels Kusse-Johannes

Denne Kusse-Johannes havde fået et vide, at han af helbredsgrunde ikke måtte drikke spiritus. Men det var han ligeglad med. Han skulle spise tre hjertepiller om dagen. Men han spiste tre i timen og skyllede ned med tre flasker portvin. Han blev senere fundet på Drejervej-død som en sild.

Skovturen endte på Bakken. Nogle blev derude og andre tog hjem til Blytækkervej. Straks gik turen over til købmanden, hvor der blev købt portvin og kogesprit.

 

Tatoveringer klarede man selv

Mange klunsere gik rundt med tatoveringer. Og det var ikke noget, som man fik lavet i fremmede havne eller i Nyhavn. Det var nogle af kammeraterne på Nørrebro, der sørgede for dette.

Man binder syv nåle på et træskaft, sådan bag ved hinanden. Så kradser man tegningen og med nålene. Ja og så blev nålene dyppet i tusch. Det var mange, der efterhånden var sande mestre i dette. Ofte blev de lavet i beruset tilstand, så gjorde det ikke så ondt.

Vi har jo her i artiklen mødt masser af klunsere. Men det var jo også lige:

  • Kresjan Højttaler
  • Laurids betjent
  • Ballet Ole
  • Løgne Hans
  • Luse Karl
  • Skræppeskideren
  • Prima-Prima
  • Jens Mangepenge
  • Ole Strit
  • Perletand
  • Fru Petter
  • Snude Jens
  • Ålehovedet
  • Vaskelap
  • Viggo Plys
  • Sorte Holger
  • Røde Holger
  • Sprit hans
  • Gnavpotten
  • Ålepitten
  • Den brølende Løve
  • Linje 14
  • Og alle de andre

 

Når finanserne slap op

Det kunne jo være, at man helt var udgået for finanser. Så kiggede man dybest nede i lommerne og samlede 1 og 2 ører i en stor bunke. Var det stadig ikke nok, smed man undertøjet, strikketrøjer og ”den slags unødvendig kluns”. Det solgte man så til produkthandleren. Det blev så nok til en flaske portvin og en flaske sprit.

Jo klunserne kom skam også til frelsermøde. De kom for at få lidt sang og en kop kaffe samt varme. Her kunne man godt komme i møgbeskidt tøj med en brandert på, uden at nogen så og gloede af en af den grund. Frelsens Hær kendte godt klunserne og vidste, hvordan de var. Jo kræmmerne sang da også:

 

  • Kom-Kom-Kom til Frelserhæren

Kom ligeså skidefuld som I er

Halleluja

Jer kan I få torsk og sild

I kan få hva’ i fan i vil.

Når I blot vil høre Frelserhæren til

 

  • Kom-Kom-Kom til Frelserhæren

Kom ligeså skidefuld som I er

Halleluja

Du får kaffe-du får te

Du få søsters røv at se

Når du blot vil høre Frelserhæren til

 

Da Amerikaner karl døde

Det var en stor sorg, da Amerikaner Karl døde. Han drak sig ihjel i sprit. Tre flasker sprit havde han købt henne hos købmanden nytårsaften. Han havde drukket det rent.

De fandt ham over i kælderen i Tikøbgade 4. Han havde fået lov til at sidde lidt og varme sig på en røgkanal af varmemesteren. De sagde, at han sad med begge hænder i bukselommen, da de fandt ham. Han var død i en brandert. Hvis han vidste, at han skulle dø på den måde med tre flasker kogesprit uden om sig, ville han have frydet sig. Han var en hård hund.

Det var blevet samlet sammen til en krans med bånd på:

  • Det sidste Farvel fra Kammaraterne på Blytækkervej

Hele 15 var med til begravelsen. Og mange af klunserne undrede sig over præstens valg af den ene salme:

  • Du kvæger i ørkenen i den tørstende sjæl.

Og kære læsere, vi kunne sagtens have fundet mange flere skæve eksistenser. Og dem kan du finde i blandt andet artiklerne om Ladegården.

 

Melodi: Santa Lucia:

  • Her jer kommer med min Spand

For jeg er en Spildemand

Vandre fra dør til dør

Og alle vegne spør

Ha Fruen skidt i Da’

Så vil jeg gerne Ha’

Det, der siden sidst er faldet fra

Til spildemanden

 

Melodi: Internationale:

  • Rejs dig, fordrukne Svin fra Jorden

Rejs dig, du Staunings Drankerhelt

Vi pimper, til vi mister Skjorten

Til vor Næse bliver’ en bær

Myldrer frem fra det fjerne

Tag en Samfundsmedhjælper med

For en Kasse øl af Stjernens

Vil nu vil skylle ned

 

Kilde:

  • Se Litteratur Nørrebro
  • Allan Mylius Thomsen: Via Slotsholmen til Østerbro
  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Tage Andersen: Danske Kriminalsager 1838 – 1938
  • Politikken (1. november 1901)
  • Anders Enevig: Klunsere og Kræmmere

 

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk:

  • Derude på Lersøen
  • Lersø – bøller og bisser, nok engang
  • Lersø – bisser
  • Klunsere og kræmmere på Nørrebro
  • Prinserne på Nørrebro
  • Fattiglemmer, bøller og bisser på Nørrebro
  • Med tog over Lersøen

Turen går til Nordvest

Maj 24, 2017

Turen går til Nordvest

Vi kigger på chokoladevogne. Og så snød de på kroen. Indvielsen af Slangerup-banen blev udskudt. Jo her var også et kendt mejeri. Her var beboelse mange år stilbage. Og Absalon fik sandelig meget foræret. Hvorfor hedder det egentlig Bispebjerg? Ups, vi kommer forbi en galge. Og så blev Utterslev Mark drænet. Der opstod et kæmpe lyststed. Og så ødelagde svenskerne alle træerne. Vi besøger hus med mange navne. Og husvildeboliger havde et dårligt ry. Almisser kunne ses. Der var mange triste skæbner i Nordvest. Vi besøger Henry Gadedreng og Bolchehovedet. De var ikke Guds bedste børn. Der var mange fabrikker, og der bredte sig en mærkelig lugt over kvarteret. Vi møder den uheldige P.T. Holm og kigger på de kendte i kvarteret. I 1950erne var kvarteret et ideelt område. Her var et blomstrende handelsliv. Men ak kommunen vedligeholdte ikke deres ejendomme. De anviste socialt og psykisk sårbare til kvarteret.

 

Chokoladevogne

Jo, vi her været her flere gange. Bagerst i artiklen giver vi lige en artikeloversigt.

Lige ved grænsen til Nørrebro har vi Lygten Station. Her er i selve ejendommen er akustikken meget dårlig. Det er svært at holde et foredrag her. Men her holdes der alligevel 300 arrangementer om året. Da Slangerup-banen i sin tid skulle indvies her, måtte man udskyde det, for stationsforstanderens hanhund skulle først være færdig med at hygge sig med en hunhund.

Slangerupbanen blev anlagt i 1906 og nedlagt i 1977.

Og egentlig var den første station efter Lygten i mange år, Lersø Latrinstation. Her havde stationsforstanderen gratis mødding til sin have. Man kaldte også de vogne, der kørte med dette indhold for chokoladevogne.

Latrinlossepladsen lå der hvor Ørnevej og Glentevej i dag ligger. På stedet lå Fuglsanggård, en udflyttergård fra Utterslev. Den købte Kjøbenhavns Renovations Compagni i 1870erne. Man havde området i begyndelsen af 1900-tallet. Frem til Første Verdenskrig blev hele området kaldt Lortekvarteret.

Og lige her i nærheden holdt de berømte eller nærmere berygtede Lersø-bøller til.

 

De snød på kroen

Lidt længere henne vest for Lygten Station var den berømte Lygten Kro. Her kunne man få slukket tørsten på vej ind til de københavnske torve, eller man kunne slukke tørsten efter en god handel. Der var to forskellige stuer i hver sin kvalitet. Man sagde, at der var forskel på øllet. Men dette passede ikke. Det var nøjagtig den damme øl. Den kostede bare dobbelt så meget i den gode stue.

Nej de snyder ikke på nutidens Lygte-kro. Den ligger i en af de originale huse fra dengang.

 

Et stort Mejeri

Går vi så op af selve Lygten-vejen, ja så kommer vi til Mejeriet Enighedens bygninger. Det første byggeri er fra 1923. Og det var den berømte Lyngsie, der var medstifter af mejeriet. Han var også medstifter af fagforbundet SID, der i dag hedder 3F. Mejeriet blev nedlagt i 1995. Til mejeriet hørte også hestestalde m.m. Arbejdsmarkedsforbundet havde også et kolonihavehus her.

Her i nærheden i det nuværende Emaljehaven lå også i svunden tid Glud & Marstrands Fabrik.

På hjørnet Glentevej/Ndr. Fasanvej har vi pladsen, hvor den tidligere linje 19 kom under højbanen fra Lundtoftegade. Den blev kaldt for ”Prærieekspressen”.

 

Beboelse langt tilbage

Langs bredden af Utterslev Mose i Emdrup ved Engblommesvejs sydlige tilslutning mod nordvest findes en stenalderboplads. Og der har også boet folk her i bronzealderen. Det vidner bronzealderhøjene bag Restaurant Bellahøj om.

Og i endelserne på Utterslev og Husum kan vi se på –lev og um, at disse bebyggelser er opstået i germansk jernalder cirka 300-800 e.Kr.

Vi kan også ud fra stednavnet Brønshøj konstatere, at den første stavelse –brøn(d)eller dets gamle udtryk –brunn betyder kilde. Dette refererer til den nu uddrænede kilde, der lå på bakken lidt nordvest for kirken.

 

Utterslev- en meget gammel by

Brønshøj er som landsby formentlig yngre end Utterslev. Den er nok blevet udskilt fra Utterslev engang i vikingetiden. Hyrdevangen, der i dag udgør grænsen mellem de to bydele var tidligere et lavtliggende og fugtigt område. Således har denne engang været en naturlig grænse.

Endelsen –drup i Emdrup peger på, at det er tale om en udflytterby. Gårde og huse er flyttet her til fra Utterslev. Her har været landsby i sen vikingetid eller tidlig middelalder.

Vi ved jo, at Absalon i år 1191 havde en herregård i Emdrup ligesom han også havde en i Husum. Men hvorfor hedder det nu Bispebjerg?

 

Absalon fik en masse foræret

Jo se i middelalderen kom det gamle Sokkelund Herred i Roskilde bispens besiddelse i sidste halvdel af 1100-tallet. Herunder hører de daværende landsbyer Utterslev, Brønshøj og Emdrup.

Utterslev var Absalons tid hovedbyen i det nuværende Københavnsområde. Det fremgår af Pave Urban den Tredjes stadfæstelsesbrev fra 1186, hvor alle de nævnte landsbyer hørte under Roskilde bispestol.

Her står det, at bisp Absalon skal beholde de besiddelser som kong Valdemar (den Store) havde skænket ham og så tilføjes:

  • Efter sin død skal den frit tilfalde denne kirke i henhold til nysnævnte betingelse, således som du sidder inde med den rette og uden indsigelse tillige med alle dens anliggender nemlig selve landsbyen Havn, Utterslev med alle dens tilliggender nemlig Serritslev, Solbjerg, Vanløse, Vigerslev, Valby eet bol, Brønshøj, Emdrup, hovedgården i Gentofte med alle dens tilliggender, Mørkhøj med alle dens tilliggender…….

 

Derfor hedder det Bispebjerg

Når Bispebjerg nævnes, har det sammenhæng med Bispeengen. Bispeengen blev atter navngivet omkring 1908 ved en genopdagelse af det gamle navn på dette engområde, som var grænsen mellem nuværende Frederiksberg og det gamle Utterslevs marker.

I dag er området bedst kendt for Bispeengbuen, hvor der hver morgen og hver eftermiddag er kødannelser.

Navnet kendes tidligst fra 1673 i formen ”Biscops Eng”, fordi engen oprindelig hørte under Roskildebispens storgård i Utterslev. Engen var oprindelig en del af Utterslev mark, men blev med Christian den Fjerde’ s oprettelse af den ”Nye store Ladegård” i 1620-23 lagt ind under denne.

Ladegårdsområdet fra dengang udgør i dag nærmest Frederiksberg Kommune. Det tjente som fødevareforsyning til Christian den Fjerde og hans hof.

I en periode omkring Grevens Fejde hed Bispeengen Greveholmen. Bispeengen kom ved reformationen i 1536 i kongens besiddelse. Med indførelsen af den protestantiske kirke blev bispetitlen og de katolske bisper afskaffet i Danmark.

I 1560 blev Greveholmen overdraget til Roskilde Bispestol. Men Christian den Fjerde købte senere Greveholmen tilbage til kronen.

 

Ups-Her hang en galge

I 1600-tallet fik Bispebjerg en mere folkelig navn, nemlig ”Bissebjerg”. Denne betegnelse blev også brugt i officielle betegnelser. Udtrykket ”Bisse” betyder at kvæg løber vildt afsted. I 1808 blev Bispebjerg dog anvendt, da en mølle over for Skoleholdervej fik navnet Bispebjerg Mølle. Ja møllen lå der fra 1807, og lige i nærheden af denne lå middelalderen og et godt stykke tid derefter Sokkelund Herreds galge.

 

Utterslev Mark blev drænet

Og her ”Oppe på Bjerget” ved Bispebjerg Torv ligger et af højdepunkterne i dansk arkitektur, tegnet af arkitekt P.V. Jensen Klint. Jo det er Grundtvigskirken. Grundstenen blev langt den 8. september 1921 på Grundtvigs fødselsdag. Kirken blev indviet i 1940.

En anseelig del af Utterslev Mark er blevet drænet i 1800-tallet. Men de gamle moser lever videre i vejnavnene Bøllemosegårdsvej og Bøllegårds Allé. Mosen strakte sig fra Utterslev ind over Emdrups marker. Førstnævnte vej er navngivet omkring 1931 efter de to gårde Lille og Store Bøllegård.

Lille og Store Bøllemosegård omfatter den jord, hvorpå Bispebjerg Hospital er bygget.

Et andet vidnesbyrd om vandhuller og vådområder får vi i Sokkelund Herreds Tingbog for 1676. Her berettes om fire små stenbroer på Utterslev Mark, hvor Frederikssundsvej fra højbanen løber op mod grænsen til Brønshøj.

 

Et kæmpe landsted

Op ad Tuborgvej ned mod Emdrup Sø ses på venstre hånd den gamle tyske skole Emdrupborg, nu DPU Emdrup, Århus Universitet. Lige her blev Lystgården i Emdrup placeret i perioden efter 1661. Det var efter, at hofprædikanten Johannes Bremer fik skøde på hele 4 gårde i Emdrup.

I 1710 blev dette lyststed erstattet et anseeligt landsted og haven blev forvandlet til en park. I 1728 havde oversekretær i Dansk Kanceli Chr. Mönichen købt lyststedet og han har formentlig i tiden efter den store brand i København i 1728 taget ophold her, men solgte den videre i 1731.

I 1917 blev herligheden skåret over ved Tuborgvejs gennemføring. I 1918 prøvede på en rekonstruktion af haven. Og endnu i 1923 eksisterede der fiskedamme på dette sted.

 

Da svenskerne ødelagde træerne

Før 1660 lå der i Emdrup en lille del af en større skov, som blev kaldt Sokkelund. Nord for Søborg Sø, det nuværende Utterslev Mose strakte skoven sig op mod Buddinge, Mørkhøj.

Men svenskernes belejring af København 1658-60 skete der omfattende ødelæggelser med nedbrydning af landsbygårde- og huse samt skove. Ved fredsslutningen med svenskerne i 1660 lod lensmanden for København von Körbitz skovene undersøge for ødelæggelser og forhugst. Resultatet var nedslående. I synsprotokollen hed det:

  • I Emmendruplund og Sokkelund findes ingen af de store træer, som tidligere voksede der-kun underskov.

I den gamle tingbog fra 14. februar 1660 står der:

  • Emmendrup Lund, Sokkelund findes ganske øde og ikke til nogen svins Olden kan takseres.

Ved krydset Emdrupvej, Tuborgvej finder vi Emdrup Sø. Søen har siden Christian den Fjerde været en vigtigt drikkevandsforsyning til København i flere hundrede år. Herfra blev der også ført vand til Byens Springvand og Rosenborg. I modsætning til pumpevand, var det ikke særlig rent. Det blev ført til byen i udhulede træstammer.

I slutningen af 1800-tallet lå der åbne marker mellem Utterslev Landsby og Nørrebro, hvor Nordvest ligger i dag. Kornmarker blev langsomt erstattet af forstadsbyggeri i slutningen af 1800-tallet.

 

Et hus med mange navne

I Utterslev Mose havde kongen jagtret indtil 1857. Her blev der indrettet et jagthus. Ja under Christian den Syvende kaldte man det for ”Horehus”. Men stedet er også blevet kaldt for Sokkelundlille, Thranes Villa og Schweitzerhuset.

Vi skal måske også nævne Utterslev Skole, der blev indviet i 2002. Der er offentlig adgang til skolens areal, hvor der ”i gården” er anlagt en kanal.

Utterslev gamle landsbyskole blev bygget i 1807 og lå på skoleholdervej. Den forsvandt i 1960.

 

En af Københavns ældste gårde

Ja lige i nærheden af denne lå Den gule Gård, Lindehøj. Det var en af Københavns ældste gårde. Den går tilbage til den oprindelige landsby Utterslev fra før udskiftningen og tilbage til 1200-1300-tallet. Den blev nedrevet i 2008-09. Og nu ligger skolens boldbane på stedet.

Tidligere lå her småerhverv og ”De røde barakker”. Disse var beregnet for ”De rejsende folk”. De ville ikke bo i lejligheder.

 

Husvildeboliger havde et dårligt ry

Men allerede i 1920erne var der på Utterslevvej opført træbarakker i to områder. Barkkerne blev opført som rækkehuse i to etager. Barakkerne var kun beregnet til midlertidige boliger. Men ikke desto mindre blev de først revet ned i 1950erne.

Jo det var husvildeboliger. De havde et dårlig ry, men det havde ikke noget at gøre med dårlig kvalitet. Det var snarere koncentrationen af mennesker med problemer. Beboerne var ramt af arbejdsløshed og dermed økonomiske problemer. Mange følte. At det var særdeles nedværdigende at blive anbragt af kommunen i en husvildebarak.

I en artikel i Land og Folk den 16. juni 1958 under overskriften ”Det er nok at udrette i Bispebjerg-kvarteret” blev der skrevet:

  • Der er bygget meget og pænt i de senere år på Bispebjerg og i de omliggende kvarterer i det nordvestlige København. Der er bygget skyhøje huse med skyhøje huslejer og andre boliger med knap så høje lejer. Alligevel mangler der noget…..

 

Almisser kunne ses

For mange kunne det være svært at skaffe penge til ekstraordinære udgifter som briller eller konfirmationstøj. Hvis familien ikke var medlem af en sygekasse, hvor der var mulighed for tilskud til briller, måtte man undvære briller eller bruge et par arvede, som ikke passede rigtig.

Konfirmationstøjet blev for drengenes vedkommende stort set kun brugt på selve dagen, fordi matrostøjet blev anset for at høre barndommen til. Når drengene trådte ind i de voksnes rækker, var det normalt at gå i habit i 1930erne. Derfor var konfirmationstøjet en meget dyr foreteelse i forhold til anvendelsesmulighederne.

Der var en del velgørende foreninger, der hjalp med at beklæde konfirmanderne fra ubemidlede familier, deriblandt ”Propforeningen”. Oftest var tøjet, der blev doneret fra disse godgørende foreninger ens, så alle kunne regne ud, hvem der havde modtaget den form for almisse. Og det skammede man sig over dengang.

 

Mange skæbner i Nordvest

Der var mange skæbner herude. I Gravervænget boede en familie, hvoraf tre af børnene døde af tuberkulose. Der boede en anden familie med et utal af unger, en otte eller ni børn. Den ene blev vist født med vand i hovedet. Det blev hjemmedøbt, fordi man kunne se, at det ikke ville overleve. Efter, at det vandskabte barn døde, fik moderen endnu et barn. Men familien havde ikke råd til det, så det blev bortadopteret.

Man var nu ikke lige rare ved hinanden. Et sted boede en familie, der ofte fik besøg af skadedyrs-bekæmperen. Faderen var en lille rund drukkenbolt og moderen blev kaldt ”Hestehovedet”. Det var fordi hun havde paradentose, så hendes tænder altid var blottede.

Manden var vinduespudser. Konen var sådan en med tjavset hår og ikke en pløk i munden. Der sad kun en enkelt tand, når hun grinte.

 

Henry Gadedreng og Bolschehovedet

Ja der var skam også børn herude, der skilte sig ud. En blev kaldt ”Henry Gadedreng”, fordi har var lidt af en slagsbror. Selv de største og de stærkeste gik han på. Han slog med det samme og råbte ikke først.

Der var også nogle friske og sprælske piger på Gravervænget. Således var der en, der blev kaldt ”10-øres Laila”. I en af opgangene var der en, der blev kaldt ”Bolchehovedet”. Han hed vist nok Erik og var med i en drengebande. Når han skulle på tyvetogt låste hans forældre hans tøj inde, fordi de var kede af, at han røg ud i noget skidt.

Men Erik stak bare af og lånte af de andre. Jo kvarteret var fulde af rødder.

 

2.200 elever i treholdsskift

Imponerende er det, at der på Frederikssundsvejens Skole i 1911 gik 2.200 elever i treholdsskift. Den ældste del af skolen er fra 1904. Den nyeste del er fra 1933/35. Den ligger på hjørnet af Uglevej. Men i dag er skolen nedlagt.

På Frederikssundsvej lå også gården Navnløs, hvis jorde gik fra Utterslev kirke til Lygten Station. I 1847 blev gården udstykket. Dette var egentlig begyndelsen til Nordvest, dengang med betegnelsen Utterslev Mark. I 1901 blev forstaden indlemmet i Københavns Kommune med cirka halvdelen af Brønshøj-Rødvores 10.000 indbyggere.

 

De kendte mennesker i Nordvest

Ejendommen som afløste Navnløs var Utterslev messe, en 5 – etagers bygning med et hjørnetårn. Her blev skuespilleren Fyrtårnet født. En mindeplade ses på Kandestøberhusets facade.

Af andre kendte kan vi da også lige nævne kunstneren Bjørn Nørgaard, der boede på Svanevej 24 de første 7 år af sit liv. Maleren Per Kirkeby boede i Toldskrivervej 4 fra 1943-49.

Thomas Nielsen, den senere LO-formand boede i Møllerlodden i starten af 1940erne sammen med sin kone og to børn. Han arbejdede stort set på alle jernstøberier i københavnsområdet. Det skyldtes, at han ofte blev valgt til klubbestyrelsen. Da han ofte blev hidsig under overenskomstforhandlingerne og røg uklar med arbejdsgiveren, blev han ofte fyret. Derfor var Thomas Nielsen ofte arbejdsløs i 1940erne.

 

De mange fabrikker

Her på Frederikssundsvej finder vi også Kapernaumkirken, som er bygget i 1895. Sognet blev selvstændig i 1903, ved en udskillelse af Sant Stefans kirke på Nørrebrogade. Men allerede i 1874 blev Nordvestkvarteret udskilt fra det oprindelige Brønshøj Kirkesogn.

Inden år 1900 kom her en række større virksomheder. Det var for at få bedre plads til en billigere husleje.  Her kom fabrikker med høje skorstene. Et blandet industri- og håndværkerkvarter udviklede sig i Nordvests sydlige del. Har opstod legetøjsfabrikken Tekno, Schous Fabrikker og Thors kemiske Fabrik.

For enden af Thoravej lå Schous sæbefabrikker med sæbetårnet. På Bispevej lå Schous plastikfabrik Plastica.  Ja, der var skam også Schous Parfumefabrik.

På hjørnet af Peter Ipsens Allé mod byen lå Peter Ipsens Enkes keramiske Fabrik. Fabrikken lukkede i 1955. Her lå også Møntmesterens Stiftelse helt tilbage fra 1570. Men her til flyttede man først i 1908.

Der opstod behovet for at bygge arbejderboliger for at lokke arbejderne til. Således byggede Schou’ s fabrikker boliger til deres funktionærer på H.C. Jensens Vej. Det er den nuværende Rentemestervej.

På Rentemestervej lå der i 1920erne og 1930erne blandt andet en propfabrikants villa og virksomhed. En tømrermester havde bygget sig en villa og en etageejendom med en opgang. Den var tænkt som sikkerhed i hans alderdom.

I gaden lå også en del almindelige arbejderboliger, som ikke blev vedligeholdt særlig godt. I tømrermesterens etageejendom var gården så lille, at der ikke var plads til andet end skraldebøtter og lokummer.

Børnene måtte lege andre steder. Der var ikke lys på bagtrappen. Der var rindende vand i lejlighederne, men kun en vask til både rengøring, personlig hygiejne og madlavning.

 

En mærkelig lugt

På grund af de mange fabrikker lå der en mærkelig lugt over hele kvarteret i 1920erne. Et garveri, et benkogeri og stærke kemikalier fra Glud og Marstrand var medvirkende til dette. Fra Rentemestervej op til Bispebjerg Bakke lå der næsten udelukkende fabrikker. Dog var der ind imellem enkelte kolonihaveområder. Disse eksisterede endnu i 1930erne. På Bellahøj lå en kolonihaveforening, som hed Bakkehøj.

På Frederiksborgvej fra Rentemestervej til Bispebjerg Skole lå der næsten hele vejen kolonihaver på højre side, kun afbrudt af enkelte virksomheder som en tømmerhandel og et stenhuggeri.

 

Man boede i kolonihaver

I det hele taget var store dele af Nordvest-kvarteret udelagt til kolonihaver før den egentlige udbygning. På grund af den store boligmangel efter bank- og boligkrisen i 1908 blev mange kolonihavehuse brugt til helårsboliger, skønt områderne ikke var kloakeret. Stierne var rent søle det meste af året.

Desuden blev vandforsyningen ofte lukket ved sommerens slutning, så beboerne måtte gå langt efter drikkevand.

Kom man blot et stykke ud af Frederikssundsvej eller et par gader væk fra den, var der små landelige huse, der prægede området.

Helt op i 1920erne lå der mange gamle gårde, husmandssteder og landarbejder endnu tilbage.

 

Gendarmer og politi

Op ad Provstevej og Thoravej kan man opleve et par af de oprindelige bygninger fra Utterslev Mark. De er opført i 1886 – 88. Hjørnehuset rummede i 1887-88 en såkaldt bistation for Estrups Gendarmerihus, der patruljerede til fods fra Emdrup til Vanløse. Hjørnehuset var politistation i slutningen af 1800-tallet med arrest i kælderen.

Gendarmerne flyttede til Carolinevej, det nuværende Provstevej.

 

Den uheldige P.T. Holm

I juli 1898 blev politikeren P.T. Holm arresteret for at have misbrugt sin viden om et forestående kommunalt grundkøb i Utterslev.

Holm var en arbejderbevægelsens vigtigste personer i pionertiden i 1870erne og 1880erne. Han havde oprettet det første fagforbund for skræddersvende i 1875. Men da foreningen blev nedlagt, nedsatte Holm sig i 1879 som skræddermester i København. Skrædder Holm havde fra 1884 siddet i Rigsdagen, hvor han var den ene af de to første socialdemokrater, der blev valgt ind.

I 1897 blev Holm også valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation. På grund af politisk arbejde gik hans skrædderforretning ikke så godt. Bestyreren ønskede at købe den af ham, men havde ikke råd.

For at skaffe pengene opkøbte bestyreren sammen med nogle andre spekulanter to gårde i Utterslev, som Københavns Kommune ville købe. Kort efter solgte spekulanterne gårdene til kommunen bare meget dyrere.

Bestyreren havde muligvis via Holm fået nys om salget. Holm havde dog ingen skrupler over, at bestyreren havde fået oplysninger om kommunens køb. Borgmester Borup kørte jo rundt i droske i området, så enhver kunne se, at kommunen var interesseret i at købe gårdene. Ja sådan forklarede fru Holm hendes mands handlinger.

Både pressen og borgerrepræsentationen syntes dog, at det var forkasteligt. De anklagede derfor Holm for at have videregivet hemmelige planer om købet. Han fik et psykisk sammenbrud af anklagerne, blev syg og døde i fængslet den 26. september 1898, inden der faldt dom i sagen.

 

Københavns Kommune købte op

Belært af byggespekulanternes opkøb på Nørrebro så opkøbte Københavns Kommune i 1890erne grunde med det formål at holde grundpriserne nede, så der kunne bygges billige og gode boliger. Og det skete her i Nordvest-kvarteret.

Det var især området langs Frederiksborgvej og Frederikssundsvej, hvor der lå småhuse på den første strækning af udfaldsvejene fra København. Efterhånden blev disse huse revet ned og erstattet af etagebyggeri.

Da bydelen efterhånden var udbygget glemte man den. Kun på det trafikale var der forbedringer. Langsomt forfaldt kvarteret. Særligt i det kommunale byggeri på Tomsgårdsvej, var der ikke foretaget forbedring siden 1930erne.

Så sent som i midten af 1930erne var der på Frederiksborgvej lange strækninger, som bestod af brostensspor på en ellers grusbelagt vej.

Frederikssundsvej blev derimod udvidet i 1930erne til en hovedfærdselsåre med en vejbredde på 25 meter. En del huse måtte rives ned for at give plads.

På Blytækkervej 11 lå Avi’ s produkthandel. Her kom alle klunserne, som vi har beskrevet i et par af vores artikler.

 

I 1950erne var Nordvest et ideelt kvarter

Fabrikkerne gav arbejdspladserne og arbejderne slog sig ned i området. Nu blev disse naboer til gørtleren, tømreren og andre håndværksmestre, der boede i små lejligheder op ad deres værksteder.

Men industrien forurenede og beboerne klagede. I 1940 blev området udlagt som industrikvarter. Mange blev dog boende. Og nye boligområder blev planlagt og opført i Nordvest.

Omkring 1950 blev Nordvest-kvarteret betragtet som et ideelt boligkvarter med lys og luft omkring bebyggelserne. Det stod i skærende kontrast til etageejendommene på det tætbyggede Nørrebro.

Mange flyttede her til fra de saneringsmodne ejendomme inde fra København. Hurtigt husede det prestigefyldte boligbyggeri folk fra alle samfundslag. Arbejderen boede dør om dør med tandlægen og bogtrykkeren.

I 1952 var der omkring Ringertoften et blomstrende handelsliv. Det var et godt kvarter med mange små og gode forretninger. Det var for eksempel en stor fiskehandler på Tomsgårdsvej. På Skoleholdervej lå en cykelsmed og en købmand henne på hjørnet i en kælder. Der kunne man købe koks.

 

Blomstrende handelsliv

Den købmand lå på Klokkerhøjen og Skoleholdervej i bebyggelsen Møllerlodden. Det var der Bamses Import senere lå. Over på Frederiksborgvej lå Brugsen. Dengang kunne man bare ringe til Brugsen, og så fik man varene bragt hjem.

Man kunne også handle i en viktualieforretning, der hed Flygare. Den lå på hjørnet af Gravervænget og Tomsgårdsvej. I Møllerlodden var der også en rigtig slagter. Ja man kunne også gå i noget, der hed Skinkekogeriet og købe ben, som man kunne koge på.

Dengang i 1950erne var arbejderkvarterne fyldt med fødevarebutikker som bagere, slagtere og ismejerier.

De store gårde i karrerne summede af liv, leg og vasketøj. Jo her opstod møder på tværs af tidligere sociale barrierer. Mange af de stærke fraflyttede kvarteret. Drømmen i 1960erne var hus med egen have.

 

Kommunen anviste socialt og psykisk sårbare

Kommunen anviste nu i høj grad de ledige lejligheder til socialt og psykisk sårbare borgere og udenlandsk arbejdskraft. Den fysiske, kulturelle og sociale sammensætning forandrede sig og kvarteret fik med årene en social slagside.

Kommunen anbragte også mange psykisk syge herude uden at informere lejeforeningerne om dette. Området omkring Møllerlodden blev i mange år kaldt ”Sumpen”. Beboere har fortalt om furhutlede alkoholikere, der blev placeret her. Københavns Kommune havde måske problemer med at finde plads til de skæve eksistenser. Pludselig var her en masse mennesker, som ingen synes, at have brug for.

Lejlighederne var nu heller ikke blevet vedligeholdt af kommunen. Der var bare blevet malet over fugt og mug. Pludselig fik mange problemer med skimmelsvamp rundt omkring.

 

Fra Vugge til Grav

En del af det område, der nu kaldes for ”Femkanten” i forbindelse med byfornyelsen i 1990erne, blev tidligere kaldt ”Fra vugge til grav” af dem, der boede i kvarteret. Københavns Kommune havde planlagt et lille minisamfund, hvor man kunne leve livet uden at flytte mange gader væk. I kvarteret lå en børnehave (Tomsgårdsvej 73, st.), et fritidshjem (Ringertoften 1) og boliger i forskellige størrelser-alt efter behov.

De nygifte kunne starte med en etværelses lejlighed for derefter at flytte til toværelses eller større alt efter, hvor mange børn de havde. Til sidst kunne de så flytte i en etværelses igen, når de blev ældre, og pengene blev knappe.

Ved Ringertoften lå desuden Ringergården, Københavns kommunes pensionistboliger, dengang kaldet aldersrenteboliger. På den anden side af Skoleholdervej lå Bispebjerg Kirkegård, som det sidste hvilested. Beboerne kunne i princippet leve hele deres liv inden for et meget lille område.

De mange forretninger, der var lige i området gav ligeledes mange indkøbsmuligheder, så det var næsten aldrig nødvendigt at bevæge sig uden for området.

Dengang i 1958 bar pædagogerne blå kitler. Forstanderen var dog i hvid kittel. Barneplejeeleverne som de pædagogstuderende hed dengang boede på kvisten oven over børnehaven dengang. Jo den hed ”Børnegården i Utterslev”.

 

Kilde:

  • Områdefornyelse Nordvest
  • Lokaludvalg Bispebjerg
  • Lone Palm Larsen: Fra Vugge til grav – København NV

 

Hvis du vil vide mere om: Nordvest, se her, følgende artikler på www.dengang.dk

  • Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
  • Klunsere og Kræmmere på Nørrebro
  • Derude på Lersøen
  • Fra Mælkedreng til Pensionist
  • En mælkedreng fra Enigheden
  • København NV
  • Lersø-bøller og –bisser nok engang
  • Lersø-bisser
  • Lersø Ismageri
  • Tog til Nørrebro
  • Sporvogn på Nørrebro
  • Svenske Tropper på Nørrebro
  • Nørrebros mange stationer
  • Dengang, der kom en sporvogn til Nørrebro
  • Flere spor på Nørrebro
  • På sporet af Nørrebro
  • Med tog over Lersøen
  • Drikkevand til København
  • Københavns Sporveje-dengang
  • Fra Bellahøj til Husum

 

 I artiklen omtales også andre steder. Dem kan du så læse mere om på www.dengang.dk

 

  • Ud af byerne i 1950erne
  • Solbjerg, Nyby og Ny Amager
  • Hvad så Absalon
  • En tur langs Ladegårdsvejen
  • Den gale præst på Ladegården
  • Lad Ladegårdens vand atter flyde
  • Livet på Ladegården
  • Ladegården-dengang
  • Hvad skete der med Serridslev
  • Nørrebro og omegn

 

 

 


På værtshus på Nørrebro

Marts 22, 2017

På værtshus på Nørrebro

Vi besøger gamle værtshuse i Blågårdskvarteret. De eksisterer ikke længere. Men vi aflægger også Grevinden af Bagsværd et besøg. Og så var det jo også lige Læge Johan Clemens Tode, der var forud for sin tid. Han syntes, at det var helt fint, at man drak sig fuld, men kaffe, te og krydderier var farlig. Vi besøger Joachims Hotel i Korsgade. Her var masser af billard-værtshuse. Ellers besøger vi Svalen, Smedekroen, Sølyst, Cafè Sandkassen og mange flere. Så var det planer om, at oprette et springvand med bryggerheste. Men det fik afholdsforeningerne forpurret. Jo, der var også dengang Grev Holck sammen med kongen holdt mange abefester på Blågården.

 

Joachims Hotel i Korsgade

Vi har på denne hjemmeside flere gange vandret Nørrebro igennem på jagt efter værtshuse og forlystelser. Nu er det slut med at stille bajere på udvalgte steder til de patruljerende panserbasser. Det var altid godt at være gode venner med dem.

Der har sandelig været mange af dem dengang. Og vi tager hermed Bent Zinglersen ind på Korsgade, og her besøger vi Joachims Hotel:

 

  • En gæst sidder i billardstuen og nyder en pilsner i ophøjet ensomhed. Bag bardisken, eller ølskabet skulle man vel sige, står en ældre herre, en bror til hotellets indehaverske

 

  • Hotel er så meget sagt. Der er ikke værelser til udlejning for liggende gæster. Det har det ikke været i årevis. Men der lejes en række større og mindre rum til fagforeningsmøder, sangforeninger og lignende formål. Denne udlejning er den økonomiske basis for Joachims Hotel.
  • Øllet i billardstuen skræpper også ganske pænt i kassen.

 

Sidste overnatning inden byporten

Det er for længst slut med denne beværtning og så mange andre på Nørrebro. Stedet her på Korsvej 49 var sammenflettet med arbejderbevægelsen.

Huset skulle have i sin tid været en af de første og havde tidligt fået bevilling. Det var det sidste sted for godtfolk at få et overnatningssted, inden man nåede byporten. Der skulle således også være stalde ved huset.

 

Et par billard-værtshuse

Korsgade klipper Blågårdsgade på midten, og i denne gade fandtes også et par billardværtshuse. Korskroen var næste prototypen på en moderne Nørrebro – café. Det var et tiltalende interiør, billige priser og et blandet publikum. Engang hed stedet Cafe Drés.

Der var store protester mod at anlægge en dampmølle i en af Blågårdens bygninger. Det var næsten som at vansire vores skønne forstæder, ja sådan stod det at læse i datidens aviser.

 

Kvarteret blev vansiret

Senere blev Blågårdskvarteret i den grad vansiret. Det var bestemt ikke en fryd for øjet. Blågårds Slot lå mellem Nørrebrogade og Baggesensgade. Førstnævnte var en meget stærk benyttet hovedvej. Og Baggesensgade var vel nærmest en sti. Og det var i et fornemt parkanlæg.  Også Blågårdsgade og Wesselgade har en fortid som havegange.

 

Abefester på Blågården

Det var som vi tidligere har nævnt Frederik den Fjerde’ s bror Carl, der opførte hovedbygningen. Mange af ejendommene var af ældre dato. Egentlig havde der her været tegltag. Men nu blev de forsynet med blåt skifertag. Og her lå også ældre bygninger som kavalerboliger, stalde og vognskure.

Senere var det Grev Holck, der boede her. Han holdt nogle ordentlige abefester. Og det var sammen med sin ven Christian den Syvende. Alt imens tippede grevens 12-årige ægteviede hustru rundt, sikkert meget betuttet.

 

Vi besøger Johan Clemens Tode

Vi ved godt, hvem der har givet navn til Baggesensgade? Men ved vi i grunden, hvem der har lagt navn til Todesgade. Det var her, man kæmpede for bevarelse af en børnehave. Men vi skal tilbage til Johan Clemens Tode. Han levede fra 1736 til 1806. Det var især som populærvidenskabelig læge, han blev kendt.

Og måske skal du lige tænke over dette, du nu får at vide, næste gang, du går ned ad Todesgade eller når du ser det flotte monumet på kirkegården. Vi besøger nemlig lige denne læge, der på mange områder var foran sin tid.

 

En underholdene læge

Men han var hvis på mange punkter en moderne læge. Han var den første, der gjorde opmærksom på, at man skulle leve efter sundhedsregler. Jo Tode var skal meget underholdende og bestemt ikke kedelig. Han skrev et hav af artikler i diverse tidsskrifter:

  • I Københavns yndige døtre, som ingen medlidenhed har med de arme mandfolks øjne og skrøbelige hjerner, bemærk dog, hvor let dette sejrvindene bryst, der vil fælde en Annonius af Padua, kan komme til at hoste, hvor let hoste avler svinesot, og hvor grusomt denne ville ødelægge alle de yndigheder, hvoraf I nu er så stolte.

 

Fint at dejse rundt i en brandert

Tode advarer ikke mod fyldebøtter og drankere. Man kunne efter hans mening rolig gå til vaflerne med krum hals. En rus i kongens skål giver ikke hovedpine, når det drikkes med redelig hjerte. Og skulle man dejse omkuld i sin brandert, så falder man med ære:

  • Hvo, som falder af sådan rus
  • Han falder jo for kongen og hans hus.

Måske havde lægen ikke helt ret sine anskuelser om spiritus. Men et værtshus ærede hans navn og kaldte den for ”Cafè Tode”. Men den var det ikke så meget opmuntrende med denne. Her var ingen yndige døtre, der behøvede at have medlidenhed med de arme mandfolks svage øjne og skrøbelige hjerter.

 

Døde af overdrevent kaffeforbrug

Tode udgav blandt andet bladet ”Sundhedstidende”. Her belærte han ganske tidligt om vigtigheden af sund mad og drikke, frisk luft og bevægelse. Samt en sund klædedragt og god nattesøvn.

Selv om han ikke advarede mod alkohol, så advarede han mod stimulanser som te, kaffe og krydderier. Tode havde hørt om en mand i Adelgade, der var død efter et overdrevent kaffeforbrug.

 

Ande- og gåsekød på forbudt-listen

Ande- og gåsekød kom også på lægens ”forbudt – liste” Kødet kunne dog egne sig ti den ”gemene mand med stærk bevægelse og idelige uddunstninger”. For andre kunne den fede kød medføre ”de sureste plager, hvorved mangen en mave er gået til grunde”.

Tode talte varmt for bønner, rå æbler, syltede rødbeder og ikke mindst grønne ærter, som han næsten udråbte til et sundhedsmæssigt universalmiddel. Dog skulle hypokondere, hysterikere og folk med podagra undgå grøntsager.

 

Tykhovedede skulle ikke fylde maven på en varm dag

Kosten afhang også af kropsbygningen. Således skulle korthalsede, tykhovedede, rødøjede og bredskuldrede personer passe på med at fylde maven på varme dage. Det var skam også Tode, der fandt ud af, at syfilis og Gonoré var to forskellige sygdomme.

Meget tidligt blev det sagt om læge Tode, at hans hoved var bedre end hans hånd. Han var utrolig flittig. Han udgav et væld af tidsskrifter, afhandlinger, teaterstykker m.m. Han blev rektor m.m.

Men ak og ve Han blev lammet i højre hånd og lærte at skrive med venstre hånd. Hustruen forfaldt efterhånden til druk og børnene havde han heller ikke meget glæde af.

 

Tiltagende nød og elendighed

Under tiltagende nød og elendighed sygnede han hen, indtil døden i 1806 befriede ham for kvalerne.

Ved en indsamling blev hans buste anbragt i det antropologiske museum og et smukt gravmonument rejstes på Assistens Kirkegård for ”Lægen, Digteren og Menneskevennen”.

Hele 107 var med til indsamlingen med Christian den Syvende i spidsen. Hele 769 rigsdaler blev det indsamlet.

Tilmurede begravelser var ellers farlige, sagde Tode. Murene holdt nemlig på dunsterne. Det bedste var, at kirkegårdene blev lagt så langt ude for byerne som muligt.

 

Tode havde følt sig til pas i Den Engelske Krig

Over for lå Café Kahytten mens Slotscaféen lå i Slotsgade. Måske havde Tode følt sig bedre til pas i Den Engelske Kro i Blågårdsgade 4. Her kunne digteren have foreviget sine hymner i den fremlagte vinbog. Jo, denne bog havde en dobbeltfunktion. Den tjente dels som vinkort, dels kunne man nedfælde ting fra ens indre poetiske kraft mens man indtog vinen.

Da ”Den Engelske Kro” startede som et mondænt spisested i 1935, troede mange på, at sådan noget fornemt slet ikke kunne begå sig på ”Det Mørke Nørrebro”. Og så var det endda med en opgang i en port. Men kroen gjorde alle skeptikere til skamme og var i mange år en af byens bedste spiserestauranter. Her var formentlig også Nørrebros største billardsalon næst efter Larson i Ryesgade.

 

Bagge 2

I Holst Café-populært kaldet ”Bagge 2” efter beliggenheden i Baggesensgade-er der kun et enkelt billard. Bitre erfaringer viser, at her skal en middelmådig billardspiller være varsom med at byde gæster op til dans om det grønne klæde, hvis han ikke i forvejen kender deres formåen.

 

Kirsten Pil

Så var det også Kirsten Pil i samme gade. Gennem et par år skiftede den navn og udseende adskillige gange. Pludselig blev stedet helt mondænt. Og det var man bestemt ikke vant til i Baggesensgade.

 

De kaldte den for ”Juletræet”

Nede midt i Blågårdsgade lå dengang Anker Heegaards jernstøberi, private villa og have. Fabrikken blev i 1898 flyttet ud til Hillerødgade, der engang hed Lyngbygade. Grunden, hvor fabrikken havde ligget, blev derefter udlagt til offentlig plads. Det er den, som vi i dag kender som Blågårds Plads.

Ved siden af en passage, hvor der var anbragt en kirke hang et skilt ”Kro, kort og fyndigt” Denne kro var blevet moderniseret, så den lignede næste alle andre kroer, dog lige bortset fra to store kviehoveder, der rager ud af væggen og skuer ud over forsamlingen.

Inden moderniseringen blev denne kro af kvarterets beboere kaldt for ”Juletræet”. Gennem mange år var den blevet pyntet med en masse rariteter og gammel ragelse. Mon ikke disse kvier kom fra et morskabsteater?

 

Et springvand med bryggerheste

Lige uden for kroens vinduer breder Blågårds Plads sig med legende børn, jævnligt drikkende folk på bænkene og de prægtige Kai Nielsen-skulpturer. De er som skabt til at blive slidt af de unger, der kravler rundt på dem.

I begyndelsen af århundredet var der planer om at placere et springvand her. Springvandet skulle forestille to brede bryggerheste, der kom slæbende med en øltønde, hvis spuns var slået fra, så tøndens indhold plaskede lystigt ud i en kumme.

Borgerrepræsentant Jeppesen Borgbjerg – den senere undervisningsminister- fandt ideen vulgær. Men tilhængerne var begejstrede. De mente også, at vandet skulle erstattes af hvidtøl eller stærk øl.

De københavnske afholdsfolk var klar over, at dette nok ikke lige var sagen. De argumenterede så stærkt imod projektet, at det ikke blev til noget. Men vi kan da nu være godt tilfredse med Kai Nielsen-skulpturerne.

 

Grevinden af Bagsværd

Den meget kendte ”Grevinden af Bagsværd” tilbragte sin barndom i dette kvarter. Jo hun var blevet adopteret af en restauratør, der havde en toddykælder i Blågårdsgade. Her var stor søgning især i morgentimerne.

Mange arbejdere snurrede lige her forbi på vej til arbejde. Mælkesnapsene stod skænkede og opmarcheret i lange geledder på disken.

Den lille Angelica groede til. Allerede som femtenårig var hun godt polstret både her og der. Som tidens ideal øgedes tilstrømningen betydelig i den lille værtshuskælder. Pigebarnet var ganske utilgængelig for mandfolks undertiden noget nærgående beundring.

Det gik naturligvis galt, men Angelica fra toddykælderen i Blågårdsgade giftede sig til en millionformue til ved ét og en titel af rigsgrevinde ved et andet ægteskab. Hun residerede en tid på slottet Aldershvile ved Bagsværd. Men desværre mistede hun en masse penge ved at starte et lånekontor. Hun døde i stor fattigdom på Vesterbro.

 

Cafè Sandkassen

På Blågårds Plads findes der en sandkasse for børn. Men der har også været en for voksne lige i nærheden. Café Sandkassen i nummer 21. Fire numre derfra lå danserestauranten Sevilla. Her var blandt senere selvbetjeningsvaskeri.

 

Tragiske hændelser

Restauranten blev i slutningen af besættelsestiden sprunget i luften af HIPO hele to gange, første gang sammen med en hel masse forretninger i området. Det var en hævnakt, fordi en HIPO – udrykningsvogn var blevet stoppet på hjørnet af Baggesensgade og Todesgade.

Skærmydslerne blev til sidst standset af tysk militærpoliti. Det hele kostede en halv snes dødofre og mange sårede.

Den anden gang var den 20. april 1945, da HIPO´erne fejrede Hitler’ s fødselsdag med godt en snes bombeattentater rundt omkring i København. Dertil kom så et tilsvarende antal mord og mordforsøg på en række kendte danskere.

Så var det også Café 41, Blågårdsgade 41. Den rummede både billardafdeling og hyggestue med bar. Væggen var fulde af gode tegninger med kendte citater og ordsprog.

 

Sølyst ved Doseringen

Sølyst på hjørnet af Doseringen var om sommeren præcis så hyggeligt, som navnet antyder. Men man skulle så anbringe sig selv i haven ud mod Peblingesøen. Den permanente kro var ellers meget lille.

Derfor var det ikke så underligt, at servitricen standsede en smule, da en herre en dag ringede og bestilte lokaleplads til et selskab på hundrede personer. Hun mælede spagfærdigt, at det kom til at knibe med at få plads til så mange, selv om man eventuelt overdækkede billardet og brugte det som bord.

Der var almindelig forbløffelse i den anden ende af røret. Herren, der ringede op, havde set forkert i telefonbogen. Det var det kongelige skydeselskabs Sølyst ved Klampenborg, han skulle have fat i.

 

Smedekroen

Den næste tværgade, Smedegade er den ældste egentlige gade på det Indre Nørrebro. Her lå Café Randers. Den var ordinær, og det var Thorup også i den anden ende. Så var Smedekroen mere ordinær. Her var et flot smedejernsgitter. I en niche stod en statue af en murer til ære for de håndværkere, der var en del af gæsterne. Der var murerfagforening og en stiftelse i nærheden.

Ud for stiftelsen hang et prægtigt smedejernsskilt. Dette skilt hang i mange år som bomærke for murersvendenes lavskro i Peter Hvidtfeldtsstræde. Ja skiltet var dengang næsten en udflugt værd på Indre Nørrebro.

Der var en anden festlig udsmykning i Smedekroen. Naturligvis var der også andre gæster end håndværkere. Det var et godt tværsnit af Nørrebros befolkning. Her kom også kunstnere. Malere fra provinsen har brugt kroen som deres postadresse. Her så mange et billede blevet faldbudt til kroens gæster.

 

Svalen

Jævn og gemytlig var også kælderbeværtningen Svalen omtrent ude ved hjørnet af Blågårdsgade og Åboulevarden. Her hyggede Svale – Larsen sig om gæsterne. Det var bestemt ikke få svalebajere, der her blev sat til livs i den svale kælderstue.

Væggenes dekorationer var især fotos af muskelsvulmende kraftkarle i badedragt. Brydning var en gang københavnernes ”nationalidræt”. Det var dengang, man havde atleter, der kunne gøre sig internationalt. En af den var den berømte Bech-Olsen. Han ejede et værtshus inde ved Frihedsstøtten.

Senere fik han et cirkus ved Åboulevarden-skråt over hvor Blågårdsgade udmunder. Cirkusbygningen, der var nabo til Ladegården blev senere omdannet til filmsal under Kæmpebiografen. Men alt dette er for længst væk.

Idyllisk har det været på disse kanter. Det var dengang, da åen løb i stedet for trafikken.

 

 

Kilde:

  • Se litteratur Nørrebro
  • Bent Zinglersen: Diverse udgivelser

 

 

Hvis du vil vide mere: Læs – Blågårdskvarteret, her på www.dengang.dk:

  • Omkring Blågårdsgade
  • Andesteg fra Peblingesøen
  • Blågårdsgade – dengang
  • Blågården – på den anden side
  • Blågård Seminarium
  • Blågårds plads på Nørrebro
  • Blågårdskvarteret gennem 400 år

 

 

Hvis du vil vide mere: Læs – forlyster på Nørrebro/København, her på www.dengang.dk:

  • Bag de gule gardiner – en anmeldelse
  • Det Lystige liv på Nørrebro
  • Forlystelser på Nørrebro – dengang
  • Frederiksbergs lystigheder og folkeliv
  • Sidder på et værtshus
  • Flere gamle værtshuse i København
  • Tivoli
  • Det var på Frederiksberg
  • Forlystelser i København
  • Gamle værtshuse i København

 


Besættelsesen i den sidste tid i Bov

Marts 20, 2017

Besættelsen i den sidste tid i Bov

Hvem var mest tysk af speditørerne. Der var drama på strandhotellet. Flere modstandsbevægelser i området og hele 150 mand. Læge Hans Lorentzen var den lokale byleder. Det lykkedes at få frigivet 70 genarmer, takket være Hans Lorentzen og Jens Møller. 3.000 ”Schippere” opholdt sig i kommunen. De ville gerne have madvarer med hjem, når de skulle på orlov. Der var nervøsitet i Frøslevlejren. Og så kom nok et ”spøgelsestøj” til Padborg Station. Folke Bernadotte fik frigivet Hans Lorentzen, der stak af til Sverige. Et drama afspillede sig bag toldbygningen. Tyskerne måtte aflevere alt. Lokale fik ”organiseret” mange ting. Men hvem fik egentlig ”organiseret” alle pengesedler. Enkelte modstandsfolk fik nye pistoler. Der var frit valg. De første englændere ydmygede tyskerne.

 

Hvem var mest tysk

Under besættelsestiden var der kun tre speditionsfirmaer i Padborg. Det var Andreas Andresen, Schenker og Wilhelm Stave. Hvem der var mest tysk, var svært at afgøre. Schenker fik alle transporter af kød og levende dyr. Stave fik transporterne af smør, ost æg og fjerkræ.

 

Drama på Kollund Strandhotel

Den 10. februar 1944 udspillede der sig et drama i Kollund. Tyskerne have fået et tip af et eller andet. På Strandhotellet boede to unge mænd, Anker Hansen og Karl Lauersen. Det var dem, som tyskerne søgte. De tog dem på sengen. Anker flygtede ind over hotellets loft, men blev skudt ned.

Karl kom ud af et vindue og løb til den østlige del af Kollund og slap ind i en kælder på Kummelfort. Men sporene af hans bare fødder i den nyfalden sne var lettere at følge. Han blev også skudt ned. Der blev senere indsamlet mindeplader og sat på de to huse.

 

Flere modstandsbevægelser i området

Hen på sommeren 1944 var der dannet flere modstandsgrupper i sognet. Formålet var specielt jernbanesabotager. Men man begik også flere alvorlige forbrydelser, som vi har skrevet om i tidligere artikler.

Pistoler, maskingeværer samt sprængstof var nedkastet i blandt andet Nordjylland. Det blev først anbragt i savsmuldet på Frøslev Savværk og senere kørt til rensning i Kollund. Det foregik om aftenen i hestevogn.

 

Gruppen blev taget ved Frøslev kro

Udkald til sprængning foregik via BBC. Således kom der en hilsen den 12. februar 1945 om aftenen. Syv mand skulle samles på Frøslev Savværk. Derfra skulle man cykle til broen over Bajstrup Å syd for Bajstrup By. Her skulle der foretages en sprængning mellem klokken 22 og 23.

En tilsvarende hilsen var kommet til en gruppe fra Tinglev med aftale om aftale om sprængning syd for Tinglev i samme tidsrum. Men et eller andet gik galt. Da gruppen fra Bov nåede Frøslev Plantage hørte de to kæmpemæssige brag omkring klokken 20. Det betød, at det tyske personale i Frøslevlejren var i alarmberedskab og sendte en masse mennesker ud for at fange disse sabotører.

Gruppen fra Bov blev taget omkring Frøslev Kro om morgenen den 13. februar. Senere om morgenen blev de alle syv ført til Aabenraa. Her blev de indlogeret på Forstalle og afhørt i tretten dage til gentagende afhøringer. Derefter blev gruppen ført til Frøslevlejren, hvor de sad resten af besættelsestiden.

 

Hans Lorentzen – den lokale byleder

Læge Hans Lorentzen fik forbindelsen med modstandsgruppen Ringen. Han blev den lokale byleder for modstandsbevægelsen. Efterhånden var der kun en gruppe tilbage. Han var med på rejser af de hvide busser og deltog i alt 16 rejser.

 

Tyskerne nægtede lægen at behandle den sårede

Der blev skudt en del fly ned i kommunen. Nogle måtte også nødlande. Således også den 27. august 1944. De gik galt for piloten Argent Arcosta Junior i en Mustang – jager. Han var på en mission fra England for at støtte bombefly på togt til Berlin.

På grund af dårligt vejr over Berlin blev flyene omdirigeret for at bombe Esbjerg. Men det gik galt over Flensborg. Her blev jageren tilsyneladende ramt af antiluftskyts og styrtede ned klokken halv fire om eftermiddagen på Bov Mark.

Inden flyet ramte jorden nåede piloten imidlertid ud og landede 500 meter fra nedstyrtningsstedet i sin faldskærm. Ved landingen slog Arcosta sit ene ben slemt og blødte meget. Han blev umiddelbart taget til fange af en soldat fra den tyske lejr i Bov. Dr. Hans Lorentzen tog ud.

I begyndelsen nægtede Lorentzen at behandle den sårede. Men så fik han besked på, at køre den sårede til Frøslev lejren. Her døde piloten senere på dagen.

 

Tyskerne havde fået en liste over byledere

Den 24. april 1945 blev Hans Lorentzen arresteret ag Gestapo. Grev Folke Bernadotte fik ham løsladt, og han flygtede derefter til Sverige, hvoraf han kom hjem den 4. maj.

Tyskerne havde fået en liste over byledere i Sønderjylland. Hans Lorentzen var ikke blevet advaret. Gennem brigadeführer Schellenberg i Flensborg sørgede Folke Bernadotte for at han blev frigivet. Det skete ved at han blev leder af en transport af 300 nordmænd og 500 Ravensbrück – kvinder fra Nyborg.

To timer efter afrejsen holdt en bil med to Hipofolk foran lægeboligen i Bov. De forblev der hele dagen og også næste dag.

 

150 mænd blev undervist i våbenbrug

Allerede i januar 1942 oprettede han en skytteforening. Formålet var at undervise unge mænd i våbenbrug. Da al skyttevirksomhed blev forbudt i 1944 havde hun 150 mænd lært at håndtere et gevær.

Af disse deltog de fleste i modstandsbevægelsen, to faldt i åben kamp og tre døde i KZ – lejr. Hjemme fra Hans Lorentzens hjem foregik der uddeling af illegale bøger og hefter. Han modtog også en del illegal post til fangere i Frøslevlejren.

 

”Ole” organiserede grupperne

Medicin og store mængder af tobak fik han også smuglet ind i Frøslevlejren. Også en radio fik han indsmuglet i lejren.

I hver af sognets fem byer blev der dannet modstandsgrupper. Der var i alt 150 mand, 75 geværer, 75 maskinpistoler, to maskingeværer og to bazukaer.

En af dem, der organiserede disse grupper kaldt de bare ”Ole”. Han boede en overgang på Møllegården, men da tyskerne ville hente ham, var han væk.

 

Det lykkedes at få 70 gendarmer hjem

En mislykket sabotage den 10. februar 1945 medførte arrestation af 19 mand og den 10. februar. Heriblandt var der flere gruppeledere. Andre måtte gå under jorden.

Hans Lorentzen forsøgte blandt andet sammen med Det Tyske Mindretals leder, Jens Møller at få frigivet de danske grænsegendarmer. Den 16. marts 1945 lykkedes det at få 70 gendarmer hjem.

Til tider var der udgangsforbud i hele Bov Kommune. Der var ingen gadebelysning eller lys fra butiksvinduer. De enkelte biler havde blændede lygter. Dette gjaldt ligeledes for cykler.

 

Hårdt for gendarmerne

Den 19. september 1944 afvæbnede Gestapo gendarmerne og førte dem til Frøslevlejren. 46 af dem nåede at gøre under jorden. 141 af dem blev den 5. oktober deponeret til Neuengamme. 38 af dem nåede aldrig hjem igen.

Disse gendarmer oplevede til tider dramatiske oplevelser. Og her tænkes ikke kun på de brutale mord, da tyskerne invaderede landet.

 

En dramatisk vagt i Frøslev mose

Således var gendarm Simon Grosen ude for en dramatisk oplevelse, da han gik patrulje ude i Frøslev mose. Han hørte to svage stemmer, og stod i skjul bag et par busker. To mennesker nærmede sig, og sagde, at de var faret vild. Manden simulerede døvstum. De blev begge anholdt og ført ind mod Padborg.

En af Grosens kollegaer kom nu til stede, og Grosen ville sætte ham ind i situationen, da den anholdte mand i brøkdel af et sekund trak en bajonet frem, som han havde skjult i støvlen og huggede den i halsen på Grosen og knuse kæben hos kollegaen.

Skønt Grosen var hårdt såret greb han pistolen og tømte magasinet i maven på manden, inden han selv tabte bevidstheden.

Den anholdte mand var død på stedet. Grossens kollega slæbte sig hen til nærmeste hus i Padborg. Begge blev indlagt på Sønderborg Sygehus. Bajonetten havde kun ramt millimeter fra halspulsåren. Det viste sig senere, at den anholdte, var en tysk soldat, der ville desertere.

 

3.000 ”schippere” i Bov Kommune

I november 1944 fik Bov Skole besked på, at der skulle indkvarteres 11 tyske vagtmænd på skolen. Disse fik anvist et lille biblioteksværelse ved gymnastiksalen.

Den 3. januar 1945 ankom tre befalingsmænd. De blev kaldet guldfasaner. De gik nærmest i en gul, mørkegul uniform samt 230 mand. De sidste havde kun uniformsjakke og kasket, men ellers var de i civilt tøj.

De skulle grave tankgrave tværs igennem bøndernes marker, og blev kaldt ”Schipperne”, Dette blev gjort, fordi at forsvare sig mod eventuelt fremrykkende engelske og amerikanske styrker. Der blev indkvarteret 100 mand i de fire klasseværelser og resten i gymnastiksalen.

 

Man ville gerne have mad med hjem

Til selve undervisningen blev det ikke så meget plads tilbage. Et lærerværelse samt et klasseværelse var det tilbage. Der blev undervist fra klokken 8.00 til 15.25. Og fra klokken 16.00 til 20.00 var det Handelsskolen, der havde lokalerne.

Sløjdlokalerne blev brugt til spisekammer. Her blev også opbevaret madvarer, røget flæsk, skinker, brød m.m. To mænd skulle sove der og holde vagt. Intet måtte tages med hjem til den sultne familie, når ”Schipperne” som de kaldtes, fik et par dages orlov.

De fleste var værftsarbejdere fra Kiel. De blev sendt på gravearbejde efter at værfterne i Kiel var bomberamt. Egentlig var det ikke mange af dem, der var nazister. De sagde, at de var socialdemokrater og kommunister. Men det turde de ikke, at sige til deres overordnede.

 

”De ville dø af grin”

Maden til de mange mennesker samt dem, der var indkvarteret i salen på Bov Kro, blev kogt i en kæmpe gryde anbragt i en træbygning for enden af skolen. Kokken var en tidligere hotelejer fra Berlin. Det var altid en sammenkogt ret.

Guldfasanerne forbød personalet at tale med danskerne. Men alligevel spurgte en af Bov’ s hjemmetyskere en af ”Schipperne” om de tankegrave, som blev gravet, ville komme til at gøre nogen gavn:

  • Der kommer ingen amerikanere eller englændere levende over gravene. De vil grine sig ihjel, når de ser dem.

Medlemmer af ”Frauenschaft” fra det lokale tyske mindretal sad nede i baderummet og fyrrummet og gjorde kartofler, gulerødder m.m. i stand, så det var klar til at hælde i gryden.

Også på andre skoler i kommunen var de såkaldte ”Shippere” indkvarteret. I alt blev der indkvarteret 3.000 mænd i Bov Kommune. Den pansergrav, som de skulle grave, skulle gå tværs over Sønderjylland.

 

Schipperne ville have maskinpistoler

Disse Schippere mødte blandt andet i Fårhus, hvor de tiggede om mad, som de kunne tage med hjem til familien. De betalte med familiesmykker, som de tog med næste dag.

Efterhånden som frygten for engelske flyvere bredte sig, forlangte ”Schipperne” at få maskingeværer med, når de gik ud og grave. Det fik de så- de blev om aftenen opstillet i skolegangen ovre i mellembygningen.

Til sidst var der ikke meget disciplin tilbage blandt ”tropperne”. Den 3. eller 4. maj, da de var klar over, at krigen var ved at være slut, stak de simpelthen næsen hjemad. De adlød overhovedet ikke ”guldfasanerne”.

 

Nervøsitet i Frøslevlejren

Ude i Frøslevlejren var der stor nervøsitet blandt fangerne. Gennem deres radio skjult under gulvplankerne fulgte de udviklingen. De vidste, at afslutningen på fangenskabet var nær. Men de var bange for, at tyskerne i desperation enten ville udrydde lejren eller i hast sende fangerne til Tyskland som gidsler, hvis lejrledelsen hørte, hvordan den virkelige situation var. Da dagen endelig oprandt, overgav lejrkommandanten sig efter længere diskussion sig til danskerne.

Tyskerne havde under den sidste del af krigen udviklet en ny strategi med hensyn til deres jagtflyvere. Man havde oprettet mange små flyvepladser. Således også ude ved Kragelund. Men pladsen blev hvis aldrig klargjort i det omfang, som man havde tænkt sig.

Således stod her i maj-måned 1945, 6-8 dagslørerede Heinkel eller Messerschmidt maskiner på pladsen.

 

Da spøgelsestoget fra Ravensbruck kom

Mange beboere i Padborg var berørte, da de så spøgelsestoget fra Ravensbruck. Kvinderne var udsultede. De havde i flere døgn stået stuvet sammen i deres egen afføring i haverne. De kastede sig over en sæk kartoftler og spiste dem rå. Hurtigt blev der skaffet mas fra hjemmene i området. Kvinderne gjorde stor modstand, da de skulle i badeanstalten. De troede, at det var gaskamre.

 

”Fårhus-Fangere” fik lov til at rydde op

Tyskerne efterlod klasseværelserne i meget griset tilstand. Rengøring foregik ved hjælp af ”Fårhusfangere”. Og det skete under opsyn af folk fra modstandsbevægelsen.

Lige efter kapitulationen var der folk fra modstandsbevægelsen, der overtog bevogtningen af en del af grænsen. Disse modstandsfolk var lige populær alle steder. Og der forekom også nogle mystiske dødsfald i Padborg-området. Dette har vi beskrevet i andre artikler.

 

Da stærkt bevogtede marineinfanterister dukkede op

Der var masser af modstandsfolk ved grænsen. Hele Bov – gruppen var mødt frem. Men tropperne blev dirigeret og kommanderet af Harald Skodshøj, pressesekretær ved Hedeselskabet i Tønder. Men ellers var det lærer Frederik Sørensen, der havde kommandoen over Bov – gruppen.

Alt hvad der kom nordfra skulle kontrolleres. Men der var dramatik, da politiets fjernskrivere meddelte, at en flok tyske marineinfanterister var på vej, stærkt bevæbnede. De dukkede op fra skoven og gik syd om Krusågård og op mod landevejen. De danske modstandsfolk var gået i dækning. Men de havde heldigvis ikke ondt i sinde.

De fortsatte tværs over vejen ved Grænsehotellet og forsvandt op over marken og endnu ind i skoven til Tyskland.

Modstandsfolkene hentede også hjemmetyske bekendte, og det var ikke altid lige behageligt.

 

Et drama bag toldbygningen

Bag toldbygningen legede den 7-årige Bente Madsen fra banken i Kruså og en lidt større søn af toldassistent Tiedemann. Bente havde troet, at hun havde fundet en bold. Det var det ikke. Det var en håndgranat i ægform. Bente blev kvæstet til døde, kammeraten slap med livet i behold.

Enhederne på Korsvejen blev større og større. Nu havde tyskerne også heste og tungt materiel med. Alt blev sorteret og frataget de tyske soldater, inden de nåede grænsen. Langt ud på Åbenråvej stod cykel mod cykel.

 

Alle heste ind på Harkjærs mark

På Harkjærs store mark, hvor nu Grænsehallen ligger blev alle heste jagtet ind. Til sidst var pladsen overfuld. På den anden store mark bagved, det senere Metro, var oplagringsplads for alt det tungemateriel. Her var biler i alle afskygninger, motorcykler, panservogne, feltkøkkener og endnu et hav af cykler.

 

Hvor blev pengesedlerne af?

En mægtig lastvogn med tippelad komme af med sin store bunke af blæseinstrumenter. De blev bare tippet af i en stor bunke.

Nogle modstandsfolk havde fået det job at tømme beholdere for gasmasker og fylde dem med alle de pengesedler man tog fra tyskerne og som flød alle vegne. Hvor alle de pengesedler blev af senere, vides ikke.

 

De lokale ”organiserede” sig til fine varer

I diverse vandløb og grøfter i nærheden af grænsen flød det også med bildelem cykeldele, ”pansernæver”, geværer, bajonetter, madvarer, rester af cykler og meget mere.

Efterhånden samlede folk sig og fik ”organiseret” sig til diverse rester på markerne. Nogle af modstandsfolkene fik sig også en ny revolver.

Efter at englænderne var kommet til grænsen, behandlede de ikke tyskerne særlig godt i den første tid. De forsøgte på alle mulige måder at ydmyge de enkelte tyskere. Men i andre af vores historier fra området var denne udvikling vendt.

 

En lejr ved Østerløkke

Lidt efter tyskernes kapitulation kom så ”Den Danske Brigade”. De blev blandt andet indkvarteret på Bov Skole. Maden til brigadesoldaterne blev tilberedt i et feltkøkken opstillet i et hjørne på skolepladsen.

Men efterhånden blev der indrettet en lejr til brigaden, hvor nu Østerløkke ligger, så skolen fik sine lokaler tilbage.

Fra den 26. maj til den 10. juni var 2. kompagni Den Danske Brigade indkvarteret på Kiskelund Skole. Den 10. juli blev Den Danske Brigade hjemsendt. Frem til den 10. november blev de erstattet af de danske soldater.

Gennem besættelsestiden oplevede Bov Kommune over 100 luftalarmer og 40 bomber.

 

Historien er nok ikke fortalt helt rigtig

Der skete også mange andre dramatiske ting under besættelsestiden i Bov Kommune. Vi har fået nogle år siden talt med en hel del ældre mennesker i kommunen. Og så har vi talt med Asmus Jensens familie, ligesom vi har haft indblik i forfalskede afhøringsrapporter og andre politirapport, medicinske erklæringer m.m.

Officielt så døde Asmus Jensen under flugt, skudt af Den Danske Brigade. Men sandheden er en helt anden.

Vi har konstateret flere mystiske dødsfald, nogle af disse har man forsøgt at camouflere som selvmord.

Dette efterlader et indtryk af, at det hele nok ikke forløb så uskyldigt, som denne artikel bæger præg af.

 

 

Kilde:

  • Se Litteratur Bov/Padborg/Kruså

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 194 artikler om Besættelsestiden herunder de følgende artikler:

  • Mord i Padborg 1-4 under kategorien Padborg har vi redigeret i to nye artikler under kategorien Sønderjylland:
  • De Mystiske Mord ved Grænsen 1-2
  • To skæbner i Kiskelund
  • Dansk agent skyld i gendarmers død
  • En villa i Kollund
  • En villa i Kollund – endnu mere
  • Grænsen dengang
  • Straffelejren
  • Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby
  • Dagligliv i Frøslevlejren
  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Dramaet ved Viadukten
  • Harreslev – dengang
  • Fårhuslejren
  • Frøslevlejren
  • Bov kommune – under Besættelsen
  • En Sønderjyde krydser sine spor
  • Frøslevlejren i den sidste tid
  • KZ – lejr, Ladelund
  • Sandheden om de hvide busser
  • Karantænestationen ved Grænsen
  • De hvide busser nok engang
  • Danskerpak og tyskerpak
  • Retsopgøret i Sønderjylland

 

 


Annekdoter fra Rømø

Marts 17, 2017

 

Anekdoter fra Rømø

Vi bringer her otte historier fra Rømø. Den første hedder ”Strandet på isen” Det var i 1777 på en grønlandsfærd. Pludselig måtte 300 sømænd efterlades på isen. Nogle skibe sank. På Rømø havde man opgivet, men efterhånden vendte mange hjem. Og glemt er også, at der på Rømø blev taget 1.450 svenske fangere, deriblandt en landsforræder. Christian den Fjerdes flagskib sænkede næsten en hel flåde. 800 – 1.000 svenskere og hollændere omkom. I mange år havde en bandit hærget på øen. Endelig havde bønderne fået nok af ham. De overfaldt ham og 13 dage senere døde han. Og så blev Jørgen Jespersen fejret som helt. Sammen med andre øboer fik han ordnet nogle sørøvere. En ”Heks” blev anholdt 14 år efter, at hun var angivet. Men de kunne ikke finde andre beviser. Og så blev øvrigheden narret, da de skulle inspicere noget nyt land. I mange år kæmpede øboerne mod sandflugt. Og mens mændene var på havet, var det konerne, der måtte sørge for dette.

 

Strandet på isen

Man siger, at den første grønlandsfarer kom fra Rømø. Men der nok ikke rigtig. En kendsgerning er dog, at øen kan takke hvalfangsten ved Grønland for den velstand, som øen opnåede.

 

Kommandøren skulle være fra Rømø

Rømeserne blev regnet for aldeles fremragende søfolk. Man sagde:

  • Hvis der skal være held ved en grønlandsfart, så må kommandøren ubetinget komme fra Rømø.

Det var nok lidt overdrevet. Men en kendsgerning var, at næst efter Føhr så leverede Rømø det største antal kommandører til Hamborgs hvalfangerbåde. Desuden var mange hollandske og danske skibe bemandet med en kommandør fra Rømø.

 

Han blev på havet

Hvert år i februar tog en meget stor del af Rømø’s mandelige befolkning afsted på søen. Kvinderne måtte overtage kommandoen derhjemme. Om efteråret vendte de så igen hjem. Men på gravsteder kan man læse:

  • Han blev på havet

På mange gravsten er det ligefrem en hel livshistorie.

Søfolkene tog mange kostbarheder med hjem.

 

Man tager afsked

Det var skik og brug at man holdt Persawten med bål og ild. Det gjorde man også i 1777. Den følgende dag tog mændene til Amsterdam og Hamborg. De havde ladt sig hyre til grønlandsfarten. De yngste var kun 10 – 12 år gamle.

Før de gik om bord i da fladbundede vadehavsbåde, tog de afsked med familie, venner og bekendte. Efter tur besøgte de diverse huse. Man drak punch og kaffe. Og et par punche blev det også på kroen ved havnen. Man råbte så et trefoldigt hurra fra land, og dette blev gentaget at folkene i bådene.

Den 12 årige Anders Mickelsen List skulle med skibet ”De twee jonge Hermans” under kommando af Engelbrecht Jensen. I slutningen af marts forlod skibet Hamborg. Midt i maj nåede man fangstpladserne.

 

Tolv skibe blev indesluttet i isen

Isforholdene var vanskelige, og der var tåge under hele fangstperioden. Som nybegynder måtte man ikke deltage i jagten. Men man kunne følge det fra skibet. Mændene i små chalupper(robåde) mod kolossale havdyr. Oftest var det dog mændene, der vandt.

Det var et godt fangstår, men midt i juni blev ”De twee jonge Hermans” og de andre hvalfangerskibe indesluttet af tætte ismasser. I otte dage forsøgte mændene at bringe deres skibe fri. Men det lykkedes kun delvis. Tolv skibe forblev indesluttet.

Anders var frygtelig bange, men kommandøren trøstede ham. I slutningen af juli så det en overgang ud til, at isen ville åbne sig. Men i august pakkede den sammen igen. Ja nu var man også bange for at skibet ville blive knust af ismasserne.

 

Han forsvandt i det kolde vand

Nogle vovede sig ud på ismasserne for at undersøge, hvor langt isen strakte sig. Det blev en besværlig tur. De måtte springe over revner og klatre over høje isbjerge. Men der var kun hvid ørken så længe øjet rakte. På tilbagevejen gled en af mændene, da han ville springe over en åben spalte i isen. Han forsvandt i det iskolde vand under isen.

 

300 sømænd stod på isen

Den 19. august kom der en voldsom storm fra øst. Den følgende nat vågnede Anders ved lyden af træ, der splintredes. Et øjeblik senere lød det gennem mandskabslukafet:

  • Alle mand fra borde! Vi synker!

Det var ikke tid til at rede noget. En smule proviant og to redningsbåde. Isen pressede alt andet ned i dybet. Inden stormen havde lagt sig var endnu fem skibe blevet knust.

I begyndelsen af september lykkedes det for to skibe at komme fri. Endnu fire sad fast. Men fire sad stadig fast. De knustes under endnu en heftig storm sidst på måneden.

Det hele resulterede i, at 300 sømænd stod tilbage på den arktiske isflade uden skib. De fleste ventede bare på døden. Men kommandør Jensen råbte op, at nu skulle der kæmpes. Han mente, at nu skulle man slå sig igennem isen til Grønland. En farefuld vandring startede. Man måtte gå lange omveje for at komme over alt få brede sprækker.

 

En røgsøjle i det fjerne

Det gik uger. Kræfterne ebbede ud. Nogle var blevet angrebet af skørbrug. Anders var nået til det yderste af sine kræfter. Hele tiden blev han bagefter gruppen. Men kommandøren blev hos ham. Han bad om at tage noget af sit tøj af. Han gik nu halvnøgen og uden fodtøj videre.

Stormen hylede. Solen lod sig slet ikke se. Og det var iskold. Men pludselig fik hele gruppen nyt liv. De kunne se land. Men glæden varede kort. Hver nat krævede sinde dødsofre.

Pludselig en morgen kunne man se en røgsøjle. Man slæbte sig afsted med de sidste kræfter. Hurtigt kom man sig under grønlændernes omsorgsfulde pleje. Men nogle var så svage, at de døde efter få dage.

 

På Rømø havde man opgivet

På Rømø blev der bedt for de savnede. Hver gang en vendte hjem, blev der bedt i kirken. I efteråret og vinteren 1777 var halvdelen endnu ikke vendt hjem. I 1778 gik pastor Rasmus Christiansen Neve på prædikestolen og sagde med grådkvalt stemme:

 

  • Lad os ikke længere narre hinanden. Ingen har dog lidt længere håb om, at vore kære kommer velbeholdne hjem. De er blevet derude og har lidt sømandens død på havet. Derfor er det også bedre, at vi hver søndag beder for de dødes genopstandelse på den yderste dag.
  • Gud være med Eder, som har mistet jeres kære.

 

155 af 475 søfolk blev reddet

Fra den dag bar mange familier sørgedragt og accepterede i tavshed deres skæbne.

Hen på foråret vendte de 27 af dem, de havde troet døde, tilbage til Rømø. Der blev jubel og glæde, men også tårer og lidelser. Man fik bekræftet at 20 mænd blev derude.

Anders Mickelsen List drog trods alle de grusomme oplevelser igen på grønlandsfart. Han blev senere styrmand.

Af de 475 søfolk, hvis 10 skibe blev trykket ned af isen, blev kun 155 reddet. Derfor er året 1777 gået over i grønlandsfartens historie som:

  • Det Store Ulykkesår

Engang stod der to rustne kanoner på klitten øst for Havneby Kro. Om de står der endnu vides ikke. Hvorfor de står eller stod her, får du svaret på her.

 

Da svenskerne blev jaget væk fra Rømø

Den svenske general Torstensson erobrede i februar 1644 den nordlige del af Sild og Rømø. Begge øer faldt uden modstand. Dette skyldtes englænderen Markus Whittes forræderi. Christian den Fjerde havde overdraget ham forsvaret af øerne med to pramme og otte galejer. Whitte gav skibene til fjenden og trådte i svensk tjeneste.

 

Svenskerne brændte 26 af Rømøs 30 skibe

Svenskerne brændte 26 af Rømøs 30 skibe. De anlagde to skanser øst for Havneby. Lidt nord Mølby opslog de deres lejr. Dammen med deres forbundsfæller, hollænderne kaprede svenskerne alene i februar måned tolv danske skibe.

 

Von Buchenwald tog 1.450 fangere og en landsforræder

Den danske oberstløjtnant Heinrich von Buchwald forlod i marts fæstningen Glückstadt med 600 soldater. Den 21. marts landede han på Rømø. Uden større besvær erobrede han begge skanser og forlod øen med 1450 fanger, deriblandt Markus Whitte. Som tak for sin indsats blev von Buchwald unævnt til oberst.

 

Slaget ved Listerdyb

Men i begyndelsen af maj viste en flåde på 36 skibe sig nu i Listerdyb. De var blevet udrustet i Holland af den rige købmand Louis de Geer, som boede i Sverige.

 

800 bueskytter om bord

Under ledelse af Martin Theyssen sejlede skibene til Ribe for at tage 800 af Torstenssons bueskytter om bord. De skulle understøtte svenske troppers landgang på Fyn.

 

Trefoldigheden angreb

Men dette foretagende blev forpurret af den danske konge, der i rette tid løb ind i Listerdyb med ni orlogsskibe. Den 16. maj angreb Christian den Fjerde med sit flagskib ”Trefoldigheden” den fjendtlige flåde. I over to timer måtte han holde stand mod en kæmpe overmagt, da de andre danske skibe ikke kunne gribe ind grundet vindstille og manglende strøm.

 

Svenskerne og hollænderne mistede 800 – 1000 mand

Men grundet kanonernes større rækkevidde og vindstille lykkedes det danskerne at tilføje svenskerne og hollænderne et tilintetgørende nederlag. Svenskerne og hollænderne skal have mistet mellem 800 og 1.000 mand. De fleste af dem fandt deres hvilested på den nu forsvundne ø, Jordsand, ud for Emmerlev og sydøst for Rømø.

På Rømø var der efter krigen stor fattigdom, fordi indbyggerne nu savnede deres vigtigste middel til livets opretholdelse, skibene som svenskerne havde brændt.

 

Da Tandrup blev banket ihjel

I årene omkring 1650 levede der i Kongsmark en mand ved navn Jens Sørensen Tandrup. Han havde under svenskekrigen tjent i den danske flåde under kaptajn Peter Bomfeldt. Efter sin tilbagekomst udstedte han på egen hånd søpas for rejser til udlandet.

 

Rømøs søfolk var på langfart

Da øboerne havde pligt til at stille mandskab til den danske flåde, kunne kun tage hyre på de hamborgske og hollandske skibe, hvis de besad et sådant gyldigt søpas til udenlandsrejser.

Da øen nu skulle stille sit kontingent søfolk til marinen, var de fleste rejst. Man var derfor tvunget til under store ofre, at hverve fremmede og oven i købet uerfarent mandskab, for at kunne stille det fordrende antal matroser til flåden.

 

Røverier og indbrud

Men dermed var det ikke slut. Sammen med sin følgesvend Niels Knudsen Stürck begik Tandrup også en række røverier og indbrud uden at nogen turde sætte sig op imod ham. Alle øens beboere frygtede hans voldshandlinger og håbede at problemet en dag ville løse sig selv.

Efter nogle års tyranni fik man dog mod til at underrette herredsfogeden i Brøns på fastlandet. Han kom over til øen for at besigtige de anrettede skader, men blev truet af Tandrup og hans følgesvende, der mødte bevæbnede op. Med uforrettet sag måtte fogeden vende tilbage.

 

Det blev for meget for Rømøs bønder

Der gik endnu nogle år uden at der skete Tandrup noget på grund af hans ugerninger.

Da hændte det, at han ved højlys dag brutalt slog en øbo ned og udplyndrede ham. Nu kogte vreden over hos nogen af øens bønder. De lagde sig i baghold, og da han endelig kom, slog de så længe løs på ham, at han blev liggende på jorden som livløs. Kort efter blev han fundet af nogle kvinder, der kom forbi. I et dejtrug blev han bragt til sin svigerindes hus.

 

Begravet ”uden sang og klang”

Her døde han 13 dage senere af sine svære kvæstelser, efter at præsten, Aagaard, havde givet ham den sidste nadver.

Fra Ridefogeden kom der besked om, at liget ”uden sang og klang” skulle jordes ved kirkegårdsmuren, hvor forbrydere og selvmordere blev begravet.

Før dette kunne ske, havde nogle af Tandrups slægtninge begravet hans jordiske rester på engen bag ved huset.

 

Konen forsøgte at stikke af med godset

Hans kone, Dorthe Jenses ville dagen efter bagholdet flygte til fastlandet med en del af det stjålne gods. Men hun blev i sidste øjeblik fanget af øboerne. Da hun havde deltaget i en del af sin mands forbrydelser, blev hun ved retten i Haderslev idømt flerårig fængselsstraf. Under trussel om livsvarig indespærring blev hun bortvist fra Haderslev Amt.

Der blev senere indledt en undersøgelse mod de mænd, der havde deltaget i overfaldet på Tandrup. Efter at den var afsluttet blev de skyldige idømt en bod til amtet.

 

Da Jørgen Jespersen fangede sørøverne

Jørgen Jespersen levede i midten af det 16. århundrede på Rømø. Som de fleste mænd på øen sejlede han til søs. Det skete, at de fik en for meget. Og i den tilstand blev de ofte hyret til et skib.

 

Jørgen Jespersen flygtede

Sådan skete det også for Jørgen Jespersen i Holland. Han befandt sig pludselig på kaperfart. Nu hændte det så at sørøverskibet satte kursen mod Rømø, for at snuppe bytte i søfartsruten til Ribe.

Men på en vagt sprang Jørgen i vandet og flygtede. Hans landsmænd bød ham velkommen på land. De var straks parate til at kæmpe mod piraterne. De skulle bare have lokket fribytterne på land.

 

Kaptajn og besætning overfaldet

På skibet var flugten blevet opdaget. Kaptajnen lod sig ro i land af en del af besætningen for at lede efter desertøren og for at lede efter bytte.

De var næppe kommet på land før øboerne med vilde skrig for frem fra klitterne, faldt over dem og tog dem til fange. Herved blev en del af de fremmede ilde tilredt.

 

Sørøverne blev taget til fange

Da sørøverne om bord på skibet så udgangen af denne kamp på stranden, forsøgte de at sætte sejl og flygte. Men de kendte ikke farvandet og det varede ikke længe før de løb på grund i vaden. Jørgen Jespersen og hans venner entrede skibet og tog resten af besætningen til fange.

Skibet blev bragt til Ribe. De mænd, der frivilligt havde taget hyre om bord blev lagt i lænker og senere hængt. De øvrige lod man løbe efter at deres udsagn var ført til protokols.

Jørgen Jørgensen blev belønnet af kongen for sit mod og fik del i prisen.

 

Hvem skulle have udbyttet

Resten af byttet blev anledning til en strid mellem hertugen af Slesvig og den danske konge. Begge gjorde krav på skib og ladning. Den vade, hvor skibet var strandet hørte med til hertugdømmet.

Men hertugen måtte i sidste ende trække det korteste strå, fordi skibet som nævnt allerede lå i Ribe, der hørte under kongen Og han ønskede under ingen omstændigheder at afgive nogen del af byttet til den slesvigske hertug.

 

Da heksen blev frikendt

For nogle hundrede år siden fandtes der også hekse på Rømø ligesom i resten af Europa. Det var i reglen kvaksalvere eller ”kloge damer”. Folk mene, at de ”kunne mere end deres fadervor”

 

Anna Boyes angav endnu en heks

I året 1652 var der en kvinde ved navn Anna Boyes fra Rømø, der blev indbragt for retten i Ballum på fastlandet. Efter en retssag blev hun dømt til døden for hekseri. Inden hun blev overgivet til bødlen og henrettet, aflagde hun endnu en tilståelse, idet hun angav Mette Thøffrings som heks. Nu kan det også være at dette skete under tortur.

 

Heks anholdt fjorten år efter

Fjorten år senere anholdt man denne kvinde og bragte hende til fangehullet på Møgeltønderhus. Herfra blev hun den 14. februar 1666 ført til retten i Ballum, hvor man rejste anklage mod hende for hekseri.

Sagen trak i langdrag, fordi man ikke kunne fremlægge andre ”beviser” mod Mette Thøffrings end den henrettede Anna Boyes’ udsagn.

 

Frikendt, så længe ikke andet er bevist

Efter at processen havde varet i over et år, spurgte de femten domsmænd, der var udpeget i sagen, den 2. marts 1667 anklageren Hans Andersen, om han ud over allerede kendte beskyldning lå inde med andet bevismateriale. Det benægtede han og tilføjede, at han i den forløbne tid ikke havde hørt andet end godt om den anklagede.

Således kunne retten ikke godt gøre andet end at frikende Mette Thøffrings, selv om det skete med tilføjelsen:

  • Så længe ikke andet er bevist

Denne beretning er historisk og her er sikkert tale om et af de få tilfælde, hvor en heks er blevet frikendt. Sædvanligvis gjorde man kort proces i sådanne sager.

 

Øvrigheden blev narret

Foran diget nordøst for Juvre finde man i dag et pænt stykke forland, som øboerne kalder Ejland. I slutningen af det 18. århundrede fandtes der endnu intet dige her, og det nuværende forland var adskilt fra øen af en pril og blev overskyllet ved højvande.

 

Strid om det nye land

I året 1779 opstod der en strid mellem folkene i Juvre og øvrigheden i Haderslev og Ribe om dette nye kystland. Den sydlige del af Rømø var dengang under kongelig overhøjhed, og blev styret af Ribe. Den nordlige del var slesvigsk (hertugelig) og blev styret fra Haderslev.

Nogle steder, bl.a. i Juvre, fandtes der både hertugelige og kongelige gårde.

 

Første kommission så kun oversvømmet land

Øboerne gjorde gældende, at havet i løbet af den sidste menneskealder havde taget en fjerdedel af alle marker og enge på øen. Det nye land på den anden side prilen var kun en ringe erstatning for den tabte.

Men øvrigheden i Ribe og Haderslev bestred denne ret og sendte en kommission til Rømø, for at det kunne blive vurderet, hvilken værdi det omstridte område repræsenterede.

Første gang kommissionen drog af sted, nåede den slet ikke over til øen, fordi der blæste en kraftig modvind. Da overfarten endelig kom i stand, fik vurderingsmændene ikke lejlighed til at se det nye land, fordi en stormflod havde overskyllet det.

I deres indberetning oplyste de, at øens indbyggere havde meddelt dem, at den nye ø fra gammel tid havde eksisteret som sandbanke. For at kunne losse brændsel havde Juvre-folkene bygget en dæmning over til Ejland, idet de skibe, der bragte brændsel fra fastlandet til øen stak så dybt, at de ikke kunne gå ind på østsiden af sandbanken.

 

Kommission mente ikke, der var noget at komme efter

Øvrigheden i Ribe og Haderslev stolede ikke på øboerne og sendte næste år en ny kommission af sted, som skulle fastsætte værdien af Ejland. Kommissionen bestod af dommere, fogeder og vurderingsmænd fra fastlandet.

Den 25 juli skulle kommissionen komme. Denne dato var fastsat, fordi det var midt i høsttiden, og man mente, så kunne man tage græsset i øjesyn, når det var bedst.

Også denne kommissions indberetning faldt ud til Juvre-folkenes fordel. Denne gang fik de høje herrer endelig lejlighed til at tage det nye land i øjesyn, og de berettede, at græsset på de bedste steder var 5 cm højt, men for det meste kun 2-3 cm eller lavere.

En ansættelse af, hvor meget hø, der kunne høstes her, skønnedes ikke muligt. I øvrigt erklærerede vurderingsmændene, der var bedre vant, hvor de kom fra, at de ville end ikke bjerge høet, om de så fik det foræret. Man kunne heller ikke lade kvæg græsse her, erklærede kommissionen, da det ville drukne ved pludseligt indtrædende højvande.

Resultatet af kommissionens arbejde blev, at Juvre-folkene som førhen kunne slå hø på Ejaland, uden at skulle betale for det.

 

Øboerne grinede af de kloge vurderingsmænd

Da kommissionen havde forladt Rømø grinede man af de kloge vurderingsmænd. Deres afgørelse blev fejret. På Ejland vokser der nemlig annelgræs, en græsart, som først bliver slået i slutningen af august og begyndelsen af september. Derfor kunne disse planter ikke være særligt høje eller frodige den 25. juli.

 

Det kunne godt betale sig

Selv om det ikke var tale om noget yppigt bevoksning, så lønnede det sig i hvert fald at bjerge høet. Når man havde nøje kendskab til ebbe og flod, hvad øens indbyggere naturligvis havde, så var det også muligt at lade kvæget græsse på området.

Dertil kom, at prilen i tidens løb slikkede til. Det betød at landområdet år for år blev større. Man kan roligt sige, at Juvre-folkene havde gjort en god handel.

 

Kampen om sandet

Rømø er ikke nær så gammel i geologisk henseende som for eksempel Føhr eller Sild. Mens disse to øer har en fast kerne af gestland, og vel oprindelig har hørt til fastlandet, så mener de kloge, at Rømø oprindelig var en sandbanke, der i løbet af årtusinder har hævet sig af havbunden.

Efterhånden er det kommet basis for vegetation. Faktisk har der kun vokset træer her de sidste 100-120 år. Klitter og kunstigt byggede volde udgjorde den eneste beskyttelse mod vinden. En kendt øboer Peder Jens Manø her berettet om, hvorledes disse volde blev bygget.

 

Sandet var alle steder

I slutningen af det 17. og i begyndelsen af det 18. århundrede så det ikke godt ud for Juvre. På grund af nordøstenvinden havde det skarpe flyvesand fra stranden taget overhånd. Sandet blæste over markerne, hvirvlede ned fra klitterne og fløj ind i gårdene, hvor det ofte lå indtil tre alen højt.

Særlig slemt så det ud i Mikkel Hansens og Las Brodersens ejendomme samt i de to nordligste huse. Når disse nævnte bønder kørte hø hjem fra de østligste marskenge, som endnu var fri for sand så lejrede der sig meget sand mellem udkørsel og hjemkørsel-især når vinden var i nordvest. De måtte skovle sandet væk fra døren, før de kunne få høet ind. Kål og grøntsager kunne man ikke længere dyrke på Nørreland.

 

Nu måtte der gøres noget

På grund af de stærke nordveststorme havde sandstøvet taget overhånd i sådan grad, et de ikke blot dækkede engene, men også de faste og veltilgroede klithøje, der på denne måde blev til rent flyvesand. Til sidst var det ikke blot markerne, men også husene og de tofter og gårdspladser, der ligger omkring dem, dækket med skarpt klitsand.

Indbyggerne var imidlertid fast besluttet på at forene deres anstrengelser for at dæmpe sandflugten, og efter et mangeårigt hårdt arbejde lykkedes dette.

 

Et kæmpe arbejde fulgte

Først bragte de sandet ud af deres huse og slæbte det sammen til en stor bunke. Derefter hentede de tang og klæg fra havstokken mod øst for at dække bunken og derved forhindre, at sandet blæste væk. I nogen afstand byggede de en vold af tang.

De købte gammelt og nyt træ og hentede græstørv for at dæmpe sandet. Børnene samlede grene og andet opskyl på stranden til samme formål. På lignende måde byggede man volde af sandhøjene, som blev beplantet med marehalm, som man hentede fra andre klitter. Dette lykkedes så godt, at næsten alle volde nu er bevokset. På mange steder må beplantningen dog gås efter hvert år.

 

Størstedelen blev gjort af landsbyens kvinder

Da sandflugten nu var nogenlunde under kontrol fattede indbyggerne nyt mod. Den mængde sand, som de tidligere havde samlet i store bunker søgte de nu på en hver måde at fjerne. Derved har Juvre siden 1740 vundet nogle hektar land, som tidligere lå dækket af flyvesand.

Det særdeles hårde arbejde med at inddæmme sandet er for størstedelen gjort af landsbyens kvinder.

  • Vi vender snart igen tilbage til skønne Rømø

 

Kilde:

  • Sønderjyske Årbøger (diverse udgaver)
  • Moritz: Die Nordseeinsel Röm
  • Hansen: Friesische Sagen und Erzählungen
  • Hanssen: Grønlandsfarer i Aaret 1777
  • Chr. Jessen: Von Seeleuten, Fischern und einem Sklaven der Insel Röm
  • Deutscher Volkskalender, Nordschleswig
  • Mühlendorf: Sagen, Märchen und Lieder der Herzogtümer Schleswig, Holstein und Lüneburg
  • Nis Edwin List Petersen: Sagn og historier fra Rømø

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :

  • Borrebjerg på Rømø
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et Nordseebad
  • Rømø – den tredje tur
  • Rømø – endnu engang
  • Rømø – en ø i Vadehavet

 

Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet og øerne i Vadehavet – Læs her på www.dengang.dk

 

  • Det frisiske salt
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Vikinger i Vadehavet
  • Nordstrand – syd for grænsen
  • Mandø – en ø i Vadehavet
  • Føhr – en ø i Vadehavet
  • Heltene i Vadehavet
  • Øen Jordsand – engang ud for Højer
  • Soldater på Jordsand
  • Øerne- syd for Højer
  • Dæmningen-syd for Højer
  • Slaget ud for Højer

 

 

 


En ny tur langs grænsen

Marts 15, 2017

En ny tur langs grænsen

Man bliver ofte spurgt om spørgsmål om Sønderjylland. Vi henviser også til 53 yderligere artikler. Prøjserne sløjfede §5. På et folkemøde på Folkehjem besluttede man at opstille fem krav. H.V. Clausen tegnede allerede grænsen i 1891. Men det var en skuffelse, at vi ikke fik Flensborg ikke kom med til Danmark. Vi starter i Siltoft og slutter ved Flensborg Fjord. Vi kigger på Vidåens udløb og Vadehavsmaleren Nolde. Vi tager til Aventoft, Ubjerg og Sæd. Her hør vi en meget trist historie. Hertugen gik på jagt og byggede et jagtslot. Og så blev kolonister lokket hertil. Vi kigger på Frøslev og Fårhuslejren. Så er det transportbyen Padborg, slaget ved Bov og den ældgamle by, Kruså. Og så går vi langs Gendarmhuset.

 

Altid spørgsmål om Sønderjylland

Vi har efterhånden taget nogle cykelture langs grænsen. Og det gør vi atter engang. Når man er ude, og holder foredrag om sønderjysk kultur, kaffebord m.m. så bliver der ofte stillet de samme spørgsmål. Ja det behøver ikke engang, at være sønderjyske ting, der er på programmet. For når publikum hører, at man er sønderjyde, så stilles, der ofte spørgsmål. Og disse har ”Den Gamle Redaktør” forsøgt at besvare i denne artikel.

Så vidt vides er den dansk-tyske grænse den eneste eksisterende grænse, der er fremkommet efter en folkeafstemning. Egentlig burde man fra sønderjysk side gøre mere for at udbrede den historiske og kulturelle viden om dette.

 

Du kan fordybe dig yderligere

Vi skal lige gøre læserne opmærksom på, at vi i slutningen af artiklen har en ret så omfattende henvisning til tidligere artikler om de emner, vi tager op. Så har man mulighed for yderligere at fordybe sig.

Vi har samlet en liste på 53 artikler. Og du kan bruge hjemmesidens søgefunktion. Vi kunne godt have fundet endnu flere.

Sønderjylland var den nordlige del af Slesvig er blev kaldet Nordslesvig. Ja det er der nu stadig mange, der gør. Således kaldes det tyske mindretals avis Der Nordschleswiger.

Egentlig burde vi have startet allerede i 1848 med vores historie, men det kan du læse om andre steder på vores side.

 

Afstemningen

Afstemningen i første zone blev afholdt den 10. februar 1920 og i anden zone den 14. marts 1920.

Under fredsforhandlingerne med Preussen og Østrig blev der indført en paragraf 5 i fredstraktaten. Denne paragraf sagde, at hvis den nordlige del af Slesvig ved en afstemning tilkendegav at de ville hjem til Danmark, ja men så måtte sejrherrerne give afkald på Nordslesvig til Danmark.

 

Prøjserne sløjfede §5

Man kan hvis rolig påstå, at denne paragraf efterlevede man ikke, og i 1878 sløjfede man den simpelthen. Det var den samme paragraf, man tog op igen den 11. november 1918 som afsluttede Første Verdenskrig.

 

Krav fra Folkemødet

Allerede den 23. oktober havde H.P. Hanssen rejst kravet i Rigsdagen i Berlin. Få dage efter våbenstilstanden blev der den 16. og 17. november 1918 afholdt et folkemøde på Folkehjem. Man vedtog en resolution på fem punkter.

  1. Nordslesvig skulle opfattes som en helhed, hvor afstemningen skulle foregå samlet.
  2. Nordslesvigs sydgrænse skulle markeres ved en linje, der stort set følger den nuværende grænse.
  3. Alle over 20 år, der var født og hjemmehørende i landsdelen eller som har boet der i mindst 10 år eller som var født i området, men var udvist af magthaverne, skulle have stemmeret.
  4. Der skulle være hemmelig afstemning
  5. Den mellemste del af Slesvig skulle stemme sognevis om deres nationale tilhørsforhold.

 

H.V. Clausen tegnede grænsen

Egentlig var det H.V. Clausen, der tegnede grænsen, ja det gjorde han allerede første gang i 1891. Han var dog lidt usikker på, om grænsen skulle gå nord eller syd om Flensborg. Han foretog mellem 1901 og Første Verdenskrig mange ture langs grænsen. Han foretog observationer af sprog og sindelag i området og blev mere og mere sikker på, at grænsen skulle forløbe nord om Flensborg.

H.V. Clausen blev udpeget som den danske regerings sagkyndige. Han deltog også i fredsforhandlingerne i Versailles, og hans studier blev retningsgivende for de efterfølgende afstemninger.

 

Mange tyske byer

Ved folkeafstemningen i første zone den 10. februar 1920 stemte ca. 75 pct. af befolkningen dansk, mens ca. 25 pct. stemte tysk.

Byerne Aabenraa, Sønderborg, Tinglev, Tønder og Højer havde tysk flertal. Og det havde Ubjerg syd for Tønder også. Det tyske flertal var særlig markant i Tønder og Højer. At grænsen skulle gå syd om disse to meget tyske byer skyldtes et dansk ønske om, at Vidåens udløb i Vadehavet skulle være dansk.

Tyske myndigheder måtte ikke udnytte en krigs- eller krisesituation til at kontrollere sluser og diger.

 

Stor skuffelse for danskerne – Flensborg blev tysk

Ved afstemningen i zone 2, der foregik sognevis, havde ingen sogne dansk flertal. Hovedbyen Flensborg havde kun 27 pct. danske stemmer. At denne by skulle tilfalde tyskerne var en stor skuffelse for mange danskere.

 

Pørksen måtte over grænsen til sine marker

Men lad os nu tage en cykel/vandretur langs grænsen. Lige inden havdiget har vi den meget lille by Siltoft. Her følger grænsen vejgrøften langs den ene side af vejen. Beboerne på den danske side kan ikke komme ud på vejen uden at skulle krydse landgrænsen. Da ”Den Gamle Redaktør” var ung, måtte Pørksen til Tyskland, hver gang han skulle ud på sine marker.

 

Et ben i hvert land

Et lignende og meget mere kendt fænomen har vi i landsbyen Rosenkrantz lige syd for Rudbøl. Her går grænsen midt ned gennem gaden. Dette er markeret med en grænsesten. Og talrige turister har stået med et ben i hvert land.

 

Landarbejderen, der blev udsat for stikkeri

Lige vest for Rudbøl ligger et lille husmandssted. Selve huset ligger i Tyskland, mens husets have ligger i Danmark. Her boede i 1930’erne landarbejder Carsten Atzen. Han var kommunist og havde af den grund kontakter til antinazister i Nordtyskland.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 hjalp han mange antinazister over grænsen ved at lade dem passere hans hus og have. De fik at vide, at de skulle gå en lille kilometer mod øst og derefter dreje mod nord, så kom de til Nørremølle. Der var det forholdsvis sikkert.

Carsten Atzen blev stukket i slutningen af 1930’erne. Han måtte tilbringe flere år i en KZ – lejr med overlevede. Han døde i midten af 1950’erne.

 

Her var Vidåens udløb

De mange inddigninger har flere gange ændret Vidåens udløb og stederne for læsning og losning af skibe til Tønder

Navnet på den lille landsby ”Ved Gaden” lige nord for Rudbøl tolkes af sprogforskere som en omskrivning af ”ved gattet” (ved udløbet). Dette tyder på, at Vidåens udløb har været her på et tidspunkt efter 1550’erne.

Det var på det tidspunkt, da Hertug Hans den Ældre byggede det dige, hvor vejen fra Højer til Tønder i dag ligger på.

Johannes Meyer korttegneren fra Husum benævnte på et kort stedet Ved Gaden som ”Gaate”, en betegnelse der støtter forestillingen om stedet som Vidåens udløb i middelalderen.

 

En kæmpe gård i Marsken

Et par kilometer øst for Rudbøl ligger en stor gård, bygget om til en haubarg af den markante frisiske storbonde Cornelius Petersen. Haubargen brændte desværre i 1950. Gården er kun en svag afglans af sin tidligere storhed, men stadig ret markant i landskabet.

Gården har navn efter Vester Anflod sogn, der gik til grunde under den store stormflod i 1436. Kirken mener mange har ligget ved hjørnet af landevejen østpå fra Rudbøl til Tønder og vejen fra Rudbøl til Højer, mens andre placerer stedet for kirken længere mod nordvest.

Kampsten fra Vester Anflod kirke blev under alle omstændigheder samlet sammen og brugt som synlige byggematerialer i begge korsarme på Højer kirke.

 

Emil Nolde var ikke tilfreds med afvandingen

Ved Magisterkog syd for Rudbøl-Tønder vejen, på det gamle dige nord for Vidåen/grænsen ligger et par små ejendomme. I en af ejendommene boede den berømte Vadehavs-maler Emil Nolde fra 1916-1927. Han kaldte stedet for Uttenwarf hvilket på plattysk betyder uden værft.

Han elskede sit hjem, især fordi stedet i store dele af året var omgivet af vand på alle sider, således at han og hans kone Ada måtte bruge båd til at komme til og fra huset.

Da den danske regering fremlagde planerne for marskens afvanding i 1926 protesterede Emil Nolde voldsomt og forsøgte at få myndighederne til at ændre afvandingsplanerne. Han fremlagde endog en skitse til en alternativ plan men forgæves.

Skuffet over ikke at blive hørt solgte Emil Nolde i 1927 Uttenwarf for at slå sig ned syd for grænsen få kilometer i luftlinje fra Uttenwarf, i Neukirchen sogn. Her ligger hans museum, som i dag hører til en af de fineste seværdigheder i Tyskland. Og det er virkelig også et besøg vær. Læs også vores artikler om maleren på vores side.

Uttenwarf ligger i dag stort set, som da Emil Nolde boede der. Haven som han og Ada anlagde i løbet af de 11 år, de boede der, fastholdes i store træk af de nuværende ejere.

 

Aventoft – var andet end grænsebutikker

Den lille by Aventoft er præget af grænsebutikker. Vi kom der meget i vores ungdom, og så var det at komme over grænsen inden den lukkede klokken 22. Det er en af de sogne, der blev stærkt minimeret ved grænsedragningen i 1920. Næsten 300 ha af sognets jord blev afstået til Danmark.

Aventoft er opbygget på små holme i det tidligere Vidådelta. Fra 1700-tallets midte var stedet leverandør af kartofler og grøntsager til Tønder. Befolkningen levede af fiskeri og høst af søkogleaks til tagrør og til fremstilling af måtter, tæpper og sivsko.

Fra Aventoft følger grænsen Sønderå, indtil den løber sammen med Gammelå lidt øst for landsbyen Sæd (ved Elhjem).

 

Ubjerg Præstegård

Vi besøger Ubjerg med dens mange polde og værfter. Her er den lille landsbykirke. Og ved siden af præstegården, der også er bygget på en værft (forhøjning) Ubjerg præstegård er opført 1674-75 og er en af Danmarks ældste præstegårde.

Kirken har et spændende loft udført i 1747 af brødrene Sönnichsen fra Tønder, der også har malet det meget mere kendte loft i Møgeltønder kirke.

Lige syd for Ubjerg ligger landsbyen Bremsbøl, der består af en række gårde bygget på værfter, sådan var skikken i hele marsken siden bebyggelsen af marsken begyndte omkring 1100.

 

Den triste historie om Karen Chrestens

Landsbyen Sæd Ligger få kilometer sydøst for Tønder og cirka en kilometer nord for den nuværende grænse. Hvis man fra landsbyen følger den gamle vej mod Husum, støder man i udkanten af byen på venstre side på en lav rektangulær sten, der står i et lille anlæg.

Indskriften på stenen er blevet eroderet bort af vejr og vind. Men historien om stenen kan stadig fortælles. Der stod følgende:

  • På dette sted er af bødlen henslæbt og nedgravet legemet af Karen Chrestens fra Sæd, fordi hun i året 1712 ved gift har begået et forbandet mord på sig selv og sine fire børn.

Indskriften tyder på en hjerteløs kvindes grusomme udåd. Men sandheden er dog en helt anden.

Familien kunne ikke få nogen som helst hjælp hverken fra hendes mands slægtninges mangel på hjælp eller andre steder fra. Derfor fik hun fat i ”Rottekrudt” som hun blandede i en grød, som hun kogte til sine sultne børn.

De tre ældste, tre drenge på henholdsvis ti, otte og fem år spiste så meget af grøden, at de straks døde. Det mindste barn, en lille pige på et par år, kunne ikke lide maden og kun spiste lidt. Resten af grøden var ikke tilstrækkelig til straks at slå hende selv og pigen ihjel.

De to døde først næste dag efter at Karen Chrestens havde aflagt fuld tilståelse for sin fortvivlede handling.

 

Provsten lyttede ikke på de to lokale præster

Skønt to lokale præster gik i forbøn for Karen, besluttede Tønders provst, at kun de fire børn skulle have en kristen begravelse på Ubjerg kirkegård. Karen Christens lig blev derimod slæbt gennem byen af bødlen og kulet ned ved alfarvej.

Over hendes grav blev skamstøtten sat for at minde vejfarende om hendes skændselsgerning. I dag har vi nok mere ondt af kvinden, hvis håbsløse og fortvivlede situation fik hende til at dræbe sine børn og sig selv.

 

Hertugen gik på jagt

Vejen mellem Sæd og Rens løber nogle hundrede meter nord for grænsen gennem et område, der er meget tyndt befolket. Grænsen følger her Gammelå til Skelbækkens udløb i Gammelå, hvorefter Skelbækken danner grænsen til få kilometer vest for Sofiedal.

Det er i dag vanskeligt at forestille sig, at hele dette område i 1500-tallet var dækket af tætte skove. Hertug Hans den Yngre, der blandt andet havde Tønder som sit område, yndede at gå på jagt i de store skovområder.

 

Grøngård – et flot jagtslot

Han valgte i 1569 at opføre et jagtslot, Grøngård, et par kilometer nord for Lydersholm. Slottet, der stod færdigt i 1570, synes efter fund af bygningsrester at dømme, at have været et meget smukt renæssanceslot med fine sandstensdetaljer i det røde murværk. Dets bygmester formodes at være Hercules von Oberberg.

 

Slottet allerede nedrevet i 1648

Broderen Adolf, der i forvejen var hertug over Gottorp arvede slottet, men modsat sin bror, så opholdt han sig aldrig her. Så slottet forfaldt mere og mere. Allerede i 1648 rev man slottet ned igen. Slottets placering blev i 1946 fundet af en lokalskolelærer Leick. Dets fundament er siden blevet frilagt gennem flere udgravninger foretaget af Nationalmuseet.

 

Gendarmhuse

Da grænsen i 1920 var blevet fastlagt kom en ny gruppe tjenestemænd til grænseområdet. Det var grænsegendarmerne. Det var deres arbejde, at patruljere langs den nye grænse for at forhindre illegal transport over grænsen. Dengang foregik der masser af smuglerier.

For at kunne tiltrække mænd til dette arbejde, blev der langs grænsen opført dobbelthuse, de såkaldte gendarmboliger. Disse dobbelthuse var opført i nyklassicistisk stil. Et smukt eksempel på disse dobbelthuse kan ses et par kilometer vest for Lydersholm ved en lille vej, der løber få hundrede meter nord for grænsen. Andre gendarmhuse kan for eksempel ses i landbyen Rens.

 

Blev kolonisterne lokket hertil?

For at kunne få opdyrket jorden langs den midterste del af grænsen påbegyndte kong Frederik den Femte en koloniseringspolitik i 1761. Ved Lille Jyndevad oprettedes en koloni på fem gårde. Kolonisterne kom fra Würtenberg. Fra dansk side var der blev sat en agitation i gang.

Kolonisterne blev lokket til landet med løfte om 40 ha jord, et hus med løsøre samt en besætning på to heste, en ko, to får samt en plov og en harve. Kolonisterne skulle til gengæld binde sig til en fæstetid på 20 år.

I den tid skulle man være fritaget for skatter, militærtjeneste og militær indkvartering. Men man fortalte ikke, at de 40 ha land var nøgen hede, hvilket gjorde, at flere af kolonisterne snart rejste igen.

Kolonien ved Lille Jyndevad fik navnet Christianshåb efter Frederik den Femte’ s søn, den senere Christian den Syvende.

Lidt længere mod øst grundlagdes et par år senere kolonien Sofiedal, opkaldt efter Frederik den Femte’ s mor, dronning Sophie Magdalene med 20 kolonistfamilier. Kolonisthusene, der blev opført, eksisterer for en dels vedkommende endnu. Flere steder er de blevet ombygget. Men deres karakteristiske udseende er bevaret.

 

Frøslevlejren

I sommeren 1944 oprettede den tyske besættelsesmagt i Frøslev Plantage en lejr til internering af fængslende modstandsfolk og politisk uønskede personer. I august 1944 blev de første 700 danske fangere overført fra Horserødlejren. Egentlig var lejren beregnet til 1.500 mennesker, men tyskerne internerede op mod 5.000 fangere. 1.500 blev sendt videre til KZ-lejre syd på. Af dem vendte 600 ikke hjem.

 

Fårhuslejren

Efter maj 1945 indrettedes lejren til Fårhuslejren. Her blev medlemmer af Det Tyske Mindretal samlet sammen med landsforrædere. Men man skelnede ikke så meget mellem landsforrædere og medlemmer af det tyske mindretal.

 

En uheldig tilknytning til fortiden

I 1949 overgik lejren til forsvaret og fik navnet Padborglejren.

I 1969 blev der oprettet et museum for Frøslevlejren. Og senere under meget debat blev der også lavet en udstilling for Fårhuslejren. Ind imellem har der været lejrskole med lidt uheldig tilknytning til forhistorien.

 

Mystiske dødsfald i området

Lige efter krigen forekom mystiske dødsfald i området. Det har vi beskrevet i særskilte artikler. Det var også hernede, at der blev indrettet karantænestationer til indsatte fra KZ-lejre.

 

Frøslev – Sønderjyllands største landsby

Frøslev Kros ejer gennem mange år var Karsten Thomsen (1837-1885). Han er kendt som en af de mest betydelige sønderjyske digtere, der har skrevet på dialekt. Den mest kendte er vel nok:

  • Det er så køhnt, det er så dejle

Ja og i Frøslev, der engang var Sønderjyllands største landsby, lå der også kolonisthuse.

 

Padborg og Bov

Siden 1920 voksede Padborg frem på en bar mark. Her voksede en moderne transport-by frem med masser af transport- og speditionsvirksomheder frem.

Næsten bygget sammen med Padborg ligger Bov. Det var her slaget stod den 9. april 1848. Her vandt danskerne en overvældende sejr. Men det skyldtes måske, at danskerne udgjorde 10.000 mand mod 6.000 mand fra fjendes side.

Og så var det lige Oldemorstoft, som indeholder mange spændende historier.

 

Kruså – en gammel by

Kruså er modsat Padborg en ældgammel by. I middelalderen bestod den af en større og to mindre gårde. Til Krusås største gård hørte ret store jordtilliggender. Det var her, at Christian den Fjerde anlagde en hammermølle, Kobbermølle.

 

Gendarmstien

Grænsen løber øst for Kruså gennem Flensborg Fjord, der danner en naturlig grænse. Langs den danske side af Flensborg Fjord er Gendarmstien blevet genskabt og markeret vandringssti fra Kollund til Egernsund. Stien udgør en smuk spadseremulighed, som man kan foretage i små bidder eller som en samlet vandring over flere dage.

Egentlig burde Gendarmstien genetableres i sin fulde længde helt til Siltoft i vest. Ja egentlig kunne vi have sagt meget mere. Og det har vi egentlig også gjort. Se engang under denne artikel. Her finder du meget mere.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Højer
  • Se Litteratur Tønder
  • Se Litteratur Padborg/Kruså/Bov
  • Trap: Tønder Amt
  • Trap: Aabenraa og Sønderborg Amter
  • Henrik Becker Christensen: Grænsen i 75 år
  • Lorenz Rerup: Slesvig Holsten efter 1830 (Pol. Danmarkshistorie)
  • E. Sørensen: Langs Grænsen
  • Kulturmiljørådet 2000
  • Diverse artikler på dengang.dk (se oversigt nedenunder)

 

Hvis du vil vide mere: Vi har lavet en liste over artikler, der berører de emner og steder, der er omtalt i artiklen og som du kan finde mere om på www.dengang.dk

  • Under Sønderjylland er der 138 artikler
  • Under Højer er der 62 artikler
  • Under Tønder er der 216 artikler
  • Under Padborg/Kruså/Bov er der 54 artikler
  • Under Aabenraa er der 124 artikler

 

  • Grænsen

Pas på Grænsen (1)

Langs Grænsen

Grænsen-dengang

 

 

  • De Slesvigske Krige

Kampen ved Bov og de slesvigske krige

Heltene i Vadehavet

Apotekeren i Højer

Tønderegnen 1814 – 1848

Tønderegnen 1848 – 1852 (2)

Istedløven brøler stadig

Rendsborg 1848

Sejren ved Bov

 

  • Genforeningen
  • Genforeningen i Bov Sogn
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
  • Tønder før og efter Genforeningen
  • Sønderjylland efter Genforeningen
  • Ballade i Sønderjylland
  • Sønderjylland til Ejderen

 

  • Fra Siltoft til Rudbøl:

 

  • En arbejder fra Rudbøl fortæller

Rudbøls Historie

Bådfolket i Rudbøl

Vadehavets maler-Emil Nolde

Emil Noldes liv – vest på

Landet bag digerne

Syd for Højer

Vadehavet ved Højer

Højer-Stormflod og Diger

Højer Kirke

En rebel og hans gård

Tønder, Marsken og afvandingen

Tøndermarsken 1 – 2

Tøndermarsken – under vand

Digebyggeri i Tøndermarsken

Hertugen af Tønder

 

 

  • Fra Aventoft til Rens:
  • Syd for Tønder
  • Aventoft – en by ved grænsen
  • Grøngård – et forsvundet Jagtslot
  • Avlsgården Grøngård – endnu mere

 

  • Fra Frøslev til Kruså:

De mystiske mord ved grænsen 1-2

Frøslevlejren i den seneste tid

Frøslevlejren

Dagligliv i Frøslevlejren

Straffelejren

Fårhuslejren

Frøslev og omegn dengang

Frøslev – dengang Sønderjyllands største landsby

Kolonisthusene ved Frøslev

Vognmænd og Speditører i Padborg

Oldemorstoft

Kobbermøllen ved Kruså

Hærvejen til Grænsen

Kruså for længe siden

 

  • Fra Kollund til Egernsund:
  • I Rinkenæs Sogn
  • Og mange flere artikler

 

 


Oldemorstoft

Marts 13, 2017

Oldemorstoft

Vi er i udkanten af Padborg. Og så kigger vi i gamle bøger, om det hedder Valdemarstoft eller Oldemorstoft. Ja det sidste var noget befolkningen kaldte gården. Og Valdemarstoft var noget myndighederne og de fine kaldte gården. Første skriftlige kilde har vi fra 1472, men et sagn omkring gården stammer fra 1321. Henrik Jæger kom tilfældigvis forbi og friede til Mette. To sønner kunne ikke enes. Hovedgården brænde, så de byggede hver deres gård. Og så var Christian den Fjerde også på besøg. Man blandede sig ikke med almindelige bønder og holdt huslærer sammen med andre frigårde. Og så hævnede husfogeden sig, fordi datteren sagde nej. Den berømte Jessen slægt flyttede ind. Så skal vi lige har historien om kong Valdemars evige jagt med. På gården havde det været et attentat mod ham. Og kromanden på Oldemorstoft gik igen. Og det skulle altid være mindst en skimmel på gården. Mystiske ting skete, længe inden jernbanen kom.

 

Vi har ikke oplevet et spøgelse

Da vi boede i Padborg kunne vi gå her hen. Længere var det ikke. Men stedet indeholder masser af historie. Og egentlig var vi her ofte, når der var kulturelle arrangementer. Det skønne ved stedet er jo, at der findes så mange myter, sagn og historier, der kan knyttes til stedet.

Vi har, når vi har været her aldrig oplevet et spøgelse eller andre mærkelige ting.

 

Tre gårde, der hed Oldemorstoft

Der var engang to gårde i Bov sogn, der hed Oldemorstoft. En nærliggende gård, der var ejet af en fru Frandsen hed også Oldemorstoft. Gamle dokumenter afslører også dette. Men egentlig var der tre gårde, der på et tidspunkt hed det samme. Siden fik de andre navne.

Herredsfogeden boede her på den gård, vi beskæftiger os med, og det var for Vis Herred. Her har også været en ret betydelig kro.

 

En bog fra 1652

I en bog fra 1652 af Casper Danckwert og Johannes Mejer ”Newe Landesbeschreibung der zwei Hertzogthümmer Schleswig und Holstein findes ved ”Frosle” anført en lokalitet med navnet ”Olmerstofft”

På kortet over Flensborg amt er dette sted anført som ”Woldemarstofft”. Men for at gøre forvirringen total, så er stedet på oversigtskortet over det sydlige Slesvig igen benævnt som ”Olmerstofft”.

Vi har i litteraturen også set en bemærkning om, at to gårde Valdemarstoft og Oldemorstoft var vokset sammen til et ejerskab. Men den fortolkning kan vi godt afvise.

 

Forklaringen på forvirringen

I teksten på side 106 over Bov sogn får vi så forklaringen:

  • 1: Baw
  • 2:Wolmerstofft, wird aber gewönlich Ollmerstofft genannt, ein Freyhaus.

På et eller andet tidspunkt har de tonangivende nok ment at navnet Oldemorstoft var for plat, så har man nok fundet på navnet Valdemarstoft, formentlig påvirket af de romantiske sagn om Kong Valdemar.

Det har nok været en beslutning nogle fin folk har taget, for den jævne befolkning fortsatte med navnet Oldemorstoft.

Vi har faktisk skrevet en artikel om en af forfatterne, Johannes Meyer (Mejer).

 

Et værk fra 1691

I 1691 udkom Troels Arnkiels digre værk ”Cimbrische Heyden-Religion”. Heri omtaler han gården et par steder. Således på side 169, hvor han nævner:

  • Dem Wirth zu Woldemarstofft bey Flensburg

Det må således allerede dengang have været en kro på gården. Arnkiel var præst i Åbenrå og født i Toldsted ved Hærvejen (se artikel under artiklen). Han må have haft god kendskab til egnens dialekt.

Men da han var gejstlig skrev han på tysk. Og derfor har han forpligtet sig til at bruge det officielle navn ”Valdemarstoft”.

 

Danske Atlas fra 1781

I Pontoppidans ”Danske Atlas” bind 7 fra 1781 under omtalen af Bov Sogn hedder gården Oldemorstoft. Gården er omtalt som ”1 B” antagelig ment som ”en Bol”

 

En topografi fra 1854

Johannes v. Schröder ”Topographie des Herzogthums Sleswig” fra 1854 på side 568 står følgende:

  • Waldemarstoft, 2 Freihusen, Wiesh., Kap. Bau. Die Sage bringt den Namen dieses Ortes, dessen ursprünglische Benennung übringens Oldemoerstoft ist, mit der Waldemarer in Verbindung.

I Trap ”Hertugdømmet Slesvig” 1864 omtales stedet under beskrivelsen af Bov sogn således:

  • Oldemorstoft (Voldemerstoft), 2 G(Gårde), 1 H (Hus).

Her antydes, at der er to gårde med samme navn.

 

De lokale kaldte det hele tiden ”Oldemorstoft”

I sin omtale af stedet synes Johannes von Schröder at støtte sig overvejende til Danchwert. Men måske er det også de mest rigtige oplysninger nemlig at gården i 1652 officielt kaldtes Valdemarstoft, men at det navn, som folk på egnen brugte, var Oldemorstoft.

For øvrigt skriver Danchwert i samme værk (side 105) om sproget i Flensborg, at til trods for, at alle er så godt som alle dokumenter fra vort område den gang var skrevet på tysk, slå Danchwert fast, at folkesproget var dansk.

 

Det er meget gammelt

Om den egentlige betydning af stednavnet Oldemorstoft så kan forleddet give indtrykket af at det er noget, der er noget, som er ældgammelt. I den forbindelse kan nævnes Olmersdige i Tinglev sogn eller Ribe Oldemor.

 

Et sagn fra 1321

Der findes sagnet om den evige jæger fra Oldemorstoft som skulle have brugt Kong Valdemars gård som jagtslot. Ja jægerne var jo kongen selv Og dette skulle have været omkring 1321. Historien får du senere.

Omkring 1345 opstod i forbindelse med forsvaret af Flensborg borgen Niehuus (Nyhus) ikke langt fra Oldemorstoft.

 

Første skriftlige kilder fra 1472

Men de første skriftlige kilder får vi først i 1472. Da blev gården nævnt på en skatteliste i Flensborg. Den gang hed indehaveren Nis Petersen. Han døde i 1470’erne eller i begyndelsen af 1480’erne.

Tilbage på gården blev hans kone Cisser Nissen og barnebarnet. Enken og den unge pige kunne ikke selv klare bedriften. På den tid befandt Henrik Lorentzen, Henrik Jæger eller Henrik Schack i kongelige tjeneste som amtmand i Flensborg.

 

Et besøg der førte til ægteskab

En dag var han på jagt og turen gik forbi Oldemorstoft. Gården befandt sig i en dårlig tilstand. Ved besøget lærte han den unge pige, der hed Mette at kende. Han giftede sig snart med hende og bad om at blive løst fra sin kongelige ansættelse.

 

En beretning fra 1628

Vi har fundet en beretning fra 1628 af Jonas Hoyer. Beretningen lyder således:

  • En gammel kone (Cisser Nisses – enke efter Nis Petersen) byggede sig et aftægtshus på en toft, deraf navnet Oldemorstoft. Hun havde en eneste arving, en ung pige, vistnok hendes barnebarn, som boede hos hende. Men de to kvinder forstod ikke at få noget ud af jorden, de lod den henlægge i busk og morads.

 

  • Så kom denne jægersmand, der tidligere havde tjent hos Kong Hans, men nu var ansat hos amtmanden i Flensborg, herud for at jage.

 

 

  • Og han så straks, at den jord kunne der komme noget helt andet ud af, om den kom i rette hænder. Han friede derfor til pigen, som hed Mette, og tog afsked med amtmanden, som skaffede ham frihed for hans tro tjeneste. Som våbenmærke antog den tidligere jæger en hjort, der springer ud af et krat.

Se dette er en lidt anden historie.

 

Udnævnt som hofjæger

Åbenbart blev han æret for god tjeneste og udnævnt som hofjæger. Oldemorstoft blev udnævnt som frigård. Rettighederne indebar blandt andet jagtrettigheder. Der blev også givet rettigheder til at drive udskænkning på gården.

 

Privilegier

Privilegierne kender vi ikke. Men pastor Rønnau har optegnet de privilegier, der gjorde sig gældende som en slags ”sædvane” for ejerne af Oldemorstoft og sådan må det også have set ud i 1484:

  1. Ret til at jage harer og ræve på markerne i Stoltenlund, Vejbæk, Valsbøl, Meden, Vanderup, Nr. Haksted og Risbrik (Ret til at jage storvildt havde man ikke)
  2. Fri rådighed over gårdens skove
  3. Lov til at køre med fire i en tømme
  4. Ret til at føre våbenskjold som er nærmere beskrevet: ”På sværsiden en af en busk udspringende hjort, og på spindesiden, en på jorden voksende blomst, begge under en krone.
  5. Tre dages klokkeringning ved dødsfald
  6. Koncession på at drive gæstgiveri

Åbenbart gifter Nis Jepsen sig med enken efter Henrik Lorentzens død.

I 1528 blev privilegierne stadfæstet af Kong Frederik den Første. Og det var over for Henrik Lorentzens to sønner.

 

Sønnerne kunne ikke enes

Disse to sønner hed Jep og Lorentz Hendrichsen. De kunne ikke enes. Gården brændte ved en piges uforsigtighed. Så byggede de hver sin gård. Jep mod vest og Lorentz mod øst. Midt mellem de gårde lå den oprindelige gård. Og åbenbart var det hovedgården, der her brændte.

Stridighederne fortsatte

Jorden blev dog ikke delt. Og stridighederne fortsatte. Efter flere års processer sluttede de forlig i 1571 og en ny i 1586 og 1587, dog således at den ene af sønnerne Asmus Jepsen på Vestergården skulle have Humlegården, Vestertoften, halvdelen af Hansted made og 20 svins olden forud for sin fætter på Østergården.

 

Hvad var Humlegården

Humlegaarden var et markareal, der lå øst for Oldemorstoft. Her lå i det 15. århundrede et jagtslot af samme navn. Ja det siges også, at slotsherren på Nyhus skulle have givet en gammel dame et aftægtshus. Det var en toft med lidt landbrug. Og denne toft skulle have heddet Humlegården. Her skulle også have boet en ung pige. Var det Cisser Nissen og barnebarnet, Mette?

I 1920’erne fandt man her i en halv meters dybde et kalkleje af en temmelig stor udtrækning. I nærheden fandt man en kilde, hvis vand var radiumagtig.

 

Vestergården havde taget førerpositionen

Vestergården havde indtaget en førerposition. Hertil bidrog Asmus Jepsens’s søn Nis Asmussen, som arvede det ansete hverv som herredsfoged efter sin morbroder Jens Boysen i Kollund. Det er også Nis Asmussen, der har foræret prædikestilen til Bov kirke.

 

Christian den fjerde kom på besøg 

I 1600 finder vi her den meget rige herredsfoged Nis Asmussen og sin kone Catrina von Oldemorstoft. Forskellige konger har overnattet på Oldemorstoft. Den Krumme Vej der førte fra Bov over Flensborg til Niehuus (Nyhus) blev kaldt for Kongevej. Det skyldtes sikkert, fordi adelen og kongefamilien overnattede på Oldemorstoft.

Christian den Fjerde overnattede her den 19. december 1616.

 

En prædikestol til 230 mark

I Bov kirke står der våbenskjold, der viser at det er Valdemarstoft, det drejer sig om.

I kirken er det også prædikestolen, som i 1626 var foræret af Nis Asmussen og hans kone. Men det må åbenbart være hans søn, herredsfoged Lorens Nissen, der har ladet den fuldføre, for faderen døde året før. Den kostede 230 mark.

 

Man blandede sig ikke med de almindelige bønder

Familierne på Oldemorstoft og Hajstrupgård var åbenbart så tæt forbundne, at de havde holdt fælles huslærer for deres børn. Dem sendte de så senere i skole i Flensborg, Tønder, Kiel og Lüneburg. De sønner som ikke kunne få stamgården fik en anden gård ved køb eller giftemål.

Frigårdsejere følte sig som standspersoner og bedre folk. De havde en bekendtskabskreds, der kom fra ligesindede ofte langvejsfra. Nej de omgikkes sandelig ikke almindelige bønder.

 

En dagbog af Niclaus Nissen

En af dem, der blev født på Oldemorstoft var Niclaus Nissen (1627 – 1684). Der findes en biografi af ham. Som så mange andre unge adelsfolk drog han rundt i Europa for at få ”dannelse” blandt ligesindede.

Han fortæller også, at den 10 marts 1662 mellem 11 og 12 middag blev hans ældste datter Anna Margrete født på godset Oldemorstoft.

Den 11. marts blev hun hjemmedøbt af Detlev Jessen, præst i Bov. Fadderne var:

 

  1. Grev Christian Rantzau (ikke til stede)
  2. Rentemester Christof Gabel (ikke til stede)
  3. Fætter Asmus Nissen
  4. Svigermor Margrethe Boysen

 

Den 29. februar 1676 om morgenen mellem 3 og 4 døde hustruen Magdalene af heftig høj feber. Hun var blevet smittet af Niclaus Nissen eller hans folk. De havde været i en lejr i Wismar og havde sikkert fået overført en smitte. Hustruen døde efter 13 dages sygdom.

 

Var det hævn fra husfogedens side?

I 1749 overtog Hans Thimsen sammen med sin forvalter, Vestgården. Af nogle retsdokumenter kan vi se, at han havde visse fortræffeligheder at slås med. En husfoged i Flensborg bestred hans ret til at fiske i Nyhus Sø.

Hans Thimsen gik helt til regeringen og fremførte at husfogeden var vred over, at Hans Thimsens datter havde afvist husfogedens frieri. Angrebene over fiskeretten var kun en hævnakt.

 

Retten til stolestader i kirken

En anden proces angik retten til stolestader i Bov kirke. Peter Boysen af frigårdsslægten i Kollund havde søgt at tilegne sig skolestader, der efter hans Thimsens mening tilkom Oldemorstoft.

 

Jessen-slægten flyttede ind

I 1786 (1779) overtages gården af Hans Thimsens svigersøn, Johan Henrik Jessen som var søn af præsten i Bov, Henrik Jessen og dennes hustru Catherina født von Steding.

Dermed rykkede den store Jessen-slægt ind på Oldemorstoft. Slægten nævnes først fra frigården Skardebøl syd for Tønder i 1436.

En del af familien blev optaget i delen. Til denne hørte blandt andet Thomas Balthazar von Jessen og den kendte forfatter og journalist Franz von Jessen.

 

Padborg Kro

Da Johan Henrik Jessen døde giftede enken sig med Chr. Hansen. Men da han døde barnløst fik sønnen fra første ægteskab gården i 1814.

Han kom også i besiddelse af Padborg Kro. Den lå I Haraldsdal ved vejen fra Frøslev til Flensborg.

 

Der blev trukket af den store hat

Begge ejendomme gik i 1847 i arv til sønnen Hans Christian Jessen. Denne døde i 1889. Og her begyndte det nationale at få sin virkning. Pastor Rønnov skriver i sin krønike, at Hans Chr. Jessens to sønner skulle dele deres fars efterladenskaber. Og det skete ved, at de skulle trække papirstrimler fra den store hat.

Friedrich Carl Jessen fik den gamle stamgård med halvdelen af jorden. Han var møller og måtte sælge den fædrene arv i 1892.

 

Initiativer fra Hans Jessen

Den anden bror, Hans Jessen som tabte lodtrækningen fik den anden halvpart af jorden med bolig i Padborg kro. Han byggede en stor lade, overtog postagenturet, anlagde fiskedamme og startede en biavlerforening.

Han solgte kroen for 20.000 mark. Han byggede et stuehus ved laden. I 1899 solgte han landejendommen på nær en mark, hvor han byggede et beboelseshus.

Oplysningerne har vi igen fra Pastor Rønnovs krønike. Men egentlig har han glemt at fortælle, at Hans Jessen anlagde en trævarefabrik.

 

Indsat i sprøjtehuset i Bov

Hans Jessens søn, Th. Steding Jessen fortæller, at hans far og onkel Frederik nærmest flygtede til Danmark for ikke at blive prøjsiske soldater.

Men onklen havde ikke fået kæresten med. Så engang imellem vovede han sig så over grænsen. Så opholdt han sig hos familien i Kjær Mølle. Så blev han engang imellem snuppet og indsat i sprøjtehuset i Bov. Men han bestak sine vogtere.

Han blev gift med en lærerdatter, var gårdejer i Ejstrup og Hejls, inden han atter vendte hjem til egnen.

 

Hans Jessen blev tysk

Hans Jessen måtte bide i det sure æble og aftjene tre år i den prøjsiske hær, da han vendte tilbage til egnen. Han overtog kroen i Padborg med mark og skov. Men efterhånden blev han mere og mere tysksindet. Men det gjorde hans bror ikke. Så de to fik mange politiske diskussioner.

Oldemorstoft blev i 1892 købt af Ahrend Witt for 47.000 mark. I 1898 blev gården overtaget af den ældste søn, Johannes Witt. Men allerede året efter den solgt til hans svoger, amtsforstander Julius Clausen. Gården blev derefter forpagtet af Liske.

 

Kommunen overtog ejendommen

I 1908 blev gården overtaget af Heinrich Friederich Peter Sieverts. Han døde i 1959 og sønnen Hans F.J. Sievers ejede gården til 1965, da kommunen købte bygningerne sammen med et større landareal.

 

En manepæl og bjælker fra den første gård

Da man renoverede bygningerne fandt man ud af, hvordan væggene så ud i 1850. Og i skuret forfandtes en såkaldt manepæl. Den skulle holde djævlen væk fra gården.

Nogle af bjælkerne på gården er fra den første gård.

I dag er det Museum Sønderjylland, der holder diverse arrangementer på stedet.

 

Beslaglagt af den danske takst

Henrik Jægers søn Lorenz Heinrichsen var den første ejer af det østlige Oldemorstoft. Dennes søn fik privilegierne bekræftet i 1667. Hans dattersøn står som ejer i 1700. Og så er det ellers gået slag i slag.

I 1931 blev ejendommen overtaget af Höferverwaltungsgesellschaft. I 1945 blev gården beslaglagt af den danske stat.

 

Mange historiske fund

På ejendommen er der fundet en del flinteredskaber fra stenalderen. Desuden er der fundet slagger fra jernudvinding. Meget tyder på, at der fra tidlig tid har ligget en gård her på stedet.

Også på hovedgårdens arealer er der gjort mange historiske fund gennem tiderne.

 

Kong Valdemars vilde ridt

Sagnet fortæller, at kong Valdemar engang om sommeren og i efteråret boede på sit jagtslot, Valdemarstoft. Han elskede at gå på jagt. En morgen red kongen tidlig om morgenen med mange jægere og hunde ind i skoven.

Jagten gik godt. Men jo mere bytte, man fik, des mere ville han have. Dagen gik, men kongens trang til at få endnu bytte blev ikke mindre. Da den mørke nat nu sænkede sig, blev man nødt til at afslutte jagten. Så råbte kongen:

  • Åh hvis jeg dog bare kunne fortsætte jagten.

 

Prøv at lytte om natten

Så råbte en stemme fra himlen:

  • Dit ønske er hørt Valdemar. Fra nu af må du evig jage

Kort tid efter døde kongen. Men siden jager Kong Valdemar hver eneste nat på sin snehvide hest. Og det foregår i skovene ved Flensborg og mon ikke os i Kollund Skov. Man kan også høre de andre jægere og alle hundene.

Hvis man lytter rigtig efter ved midnatstid i skovene kan man høre kongen og sin stab.

 

Attentat mod kong Valdemar

Da jagtslottet forvandlede sig til et værtshus, var der i lang tid derefter et værelse tilbage, som var indrettet, som om Kong Valdemar stadig boede her. I hjørnet stod en himmelseng. Over denne var et mørkerødt tæppe med gyldne frynser.

Et orgel, som kongen spillede på, skulle også have stået der. Væggene var forsynet med gamle billeder. Et portrætbillede af kongen vidnede om, at der havde været et skudattentat mod ham. Man kunne se et skudhul på billedet. På væggen bag ved sad kuglen endnu.

Spørgsmålet er så, hvilket våben, det er blevet brugt. Vi er tilbage i det 14. århundrede.

 

En hestehandler på Oldemorstoft

En dag for mange år siden kom en rig hestehandler kørende nordfra ad Oksevejen. Ved Oldemorstoft gik han ind på kroen, og bad værten tage godt imod en karl og en flok heste, som var på vej sydpå. Hestene skulle fodres på bedste måde, så de næste dag kunne fortsætte rejsen. Hestehandleren gav kromanden dobbeltbetaling imod at kromanden skulle overholde aftalen.

Lidt efter kom en student gående. Han tog ind på kroen, fik noget at styrke sig på og ønskede at blive natten over.

Senere gik kromanden til ro. Han snorkede så meget, at studenten ikke kunne sove. Studenten stod op, tog en kappe og gik over i stalden.

 

Studenten overværede det

I det samme kom en masse heste. De blev fodret. Studenten gemte sig, for han var bange for heste. Lidt efter kom kromanden og fjernede foderet fra hestene. Kromanden sagde til sig selv, at det var den bedste dagløn, han nogensinde havde tjent.

Studenten syntes ikke, at det var i orden, at kromanden fjernede trefjerdedel af foderet. Da månen kom frem dristede han sig ud af stalden.

 

Karlen fik skylden

Næste morgen var karlen for længst taget videre med hestene. Men pludselig kom en vogn med to personer. Den ene sprang ud og angreb kromanden. Han råbte:

  • Du har ikke fodret mine heste ordentlig, to er allerede faldet om

Karlen lå bag i vognen. Kromanden overbeviste manden, at han var uskyldig, men at karlen var den skyldige. Hestehandleren troede på kromanden. Han halede karlen frem og piskede ham så grusomt.

Studenten så det ske. Da han passerede kromanden fortalte han om sine observationer i stalden. Men kromanden gentog sine gerninger gang på gang.

 

Kromanden gik igen

Da kromanden blev syg og døde, troede enken, at nu blev der ro. Men hver nat kom kromandens genganger nu og gjorde det samme, som da kromanden var i live. Hun sendte derfor bud efter præsten i Bov.

Da han gik ud i stalden for at snakke med genfærdet slog denne bibelen ud af hånden på præsten. Til alt held kom nabopræsten forbi. Ved fælles hjælp prøvede de gejstlige nu at få genfærdet ned. Men det lykkedes ikke. Tværtimod led de begge stor overlast.

 

Studenten kom til hjælp

Uventet kom den før omtalte student til hjælp. Han var nu blevet lærd og præst i nærheden af Flensborg. Han havde fået en fornemmelse af, at et eller andet var galt på Oldemorstoft. Så han skyndte sig for at komme sine to medbrødre til hjælp.

Han skyndte sig ind i stalden, og nu rettede genfærdet sine angreb mod ham:

  • Du har stjålet som unge student
  • Det har jeg for at få stillet min sult
  • Du har kysset en pige i kirken

Genfærdet kunne ikke finde flere beskyldninger og snak dybere og dybere ned. Omsider sad han i jord til hjertestedet. Men længere formåede præsten ikke at få det ned.

 

Muren findes stadig

Han lod nu en kobberkeddel hente. Den hyllede de over genfærdet og lod den mure til. Fra nu af var det ro på kroen. Og muren skulle være at se den dag i dag.

 

Der skulle være en skimmel på gården

Det hed sig før i tiden, at der altid skulle være en skimmel på Oldemorstoft. Var det ikke det, ville gården brænde. Derfor havde den tidligere ejer Hans Jessen altid to skimler stående, så mente han at der altid var en i live.

Da Liske fik gården i forpagtning blev skimlerne solgt. Og så brændte den staldlængde, der lå langs vejen. Det var omkring 1908.

Men nu finders hvis ikke nogen dyr på Oldemorstoft den dag i dag.

 

Mystik længe før jernbanen kom

Nogle har set et lys brænde, der hvor jernbanen tidligere skulle løbe på Oldemorstofts jorde. Og i nærheden af det senere vogterhus 109 skete der her mystiske ting, længe før jernbanen.

Det berettede murer Andreas Hansen om. Men han fortalte, at også andre havde oplevet lignende tilfælde. Jo mureren sad og passede kvæg, da han følte at hjul kørte over ham. Det lød som om, der var en voldsom støj, der blev ført væk af vinden.

Også de hvilende og sovende kreaturer blev forskrækket. De sprang op og flygtede alle steder hen. Nogle måtte indfanges mange kilometer væk.

Og klokkeslettet passede med det tidspunkt hurtigtoget Flensborg – Vamdrup mange år skulle passere forbi stedet.

 

 

Kilde:

  • Fischer: Slesvigske Folkesagn
  • Stenz, R.P. Sørensen: Bov Sogn
  • Se Litteratur: Bov, Padborg, Kruså
  • Casper Danckwert, Johannes Mejer: Neue Landesbeschreibung Schleswig und Holstein (1656)
  • Troels Arnkiel: Cimbrische Heyden-Religion (1691)
  • Pontoppidan: Danske Atlas bd. 7 (1781)
  • Johannes von Schroder: Topographie des Herzogthums Sleswig (1854)
  • Traps: Hertugdømmet Slesvig (1864)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk findes der 54 artikler om Bov, Padborg og Kruså herunder:

  • Gårde og mennesker i Bov Sogn

 

Læs også:

  • Toldsted på Hærvejen
  • En tolder-familie fra Hærvejen
  • Johannes Mejer(Meyer)-en korttegner fra Husum

 

 

 


Fra Østergade til Postgade

Marts 10, 2017

Fra Østergade til Postgade i Højer

Her er vores sidste historiske vandretur i Højer. På denne tur besøger vi Østergade, Mellemgade, Skolegade og Postgade. Vi skal også lige nå resten af Nørregade. Atter engang skal vi møde nogle af Højers spændene indbyggere. Og advarsel. Det er blevet en ret stor artikel. Heil havde et røgeri, og kunne genkende udskæringerne fra alle slagtere i byen. Om Hans Christensen jun. sagde man, at han var så nysgerig, at han kendte alle fra Ribe til Husum. Den ene han ikke kendte, var tilflytter. Og så var det Mutter ”Dulles” slikbutik. Jens Hansen havde en ko stående i forstuen. En kæmpestor ungkarl, Johannes Jørgensen fra Rudbøl gik nedom og hjem. En kroejer faldt ud over trappegelænderet og døde. En røget sild stimulerede tørsten. Så skal vi kigge på en blå Ford lastbil uden gearstang. Rasmus Feddersen skrev nekrolog seks gang over Molly – en silkepuddel. Og så kørte Olga Jensen firspand. Mathias Skipper Christensen boede i ”Skipperhuset” og havde galeasen ”Maria”. Man havde alt i Postgade.

 

Det er livet, vi søger efter

Ja dette er så vores foreløbige sidste vandretur gennem det gamle Højer. Og atter engang skal vi huske at nævne, at det kan være, at nogle af de ejendomme, vi nævner, måske for længst er revet ned. Men for historiens skyld nævner vi dem. Men på disse vandreture søger vi mere livet i det gamle Højer, end de egentlige bevaringsværdige huse.

 

Østergade

Vi går over den gamle kirkegård og ind i Østergade. Og i nummer 4 som er et smukt stråtækt hus får vi øje på en plade. Her står følgende indskrift:

  • Der Ein- und Ausgang mein, lass Dir o Herr befohlen sein.

Huset er bygget i 1757. Men den ældste del af historien kendes ikke. Til venstre for døren, var engang en butik. Postbud Hans Kromann har ejet huset. På den tilhørende grund, vest for Østergade 3 havde han et stort skur. Her havde han den hestetrukne postvogn stående.

Han blev siden forflyttet til Skærbæk. Husets næste ejer var smed Hans Hansen, som indrettede et smedeværksted i vognskuret.

 

Man føler sig hensat 100 år tilbage i tiden

Når man fortsætter ad Østergade, kunne de kønne, lave, gamle huse godt for en til at føle sig sat 100 år tilbage i tiden, om det ikke havde været for asfaltbelægningen, der skjuler brostenene og den gamle åbne rendesten. Der har tidligere været to huse mere på gadens sydside.

 

En inkarneret samler

I et af disse boede skrædder Møller. Han var en inkarneret ”samler”, som hver dag besøgte lossepladsen ved diget og altid havde noget med sig hjem. Meget af det anbragte han på loftet. Det var til sidst stoppet helt op til tagryggen. Til sidst kunne man næsten ikke trække enkelte ting ud af bunken.

 

Hyggelig passiar ved brønden

Ud for nr. 16 har der stået en gammel vindebrønd, der var fælles for flere naboer. Man kan forestille sig den gemytlige passiar, når flere koner samtidig troppede op med deres vandspande.  Men fællesbrønde kunne nu også give anledning til nabostrid.

 

De rejsende blev gjort opmærksom på Hotellet

Østergade 9 har hørt med til Hotel Stadt Tondern i Østerende. Ud mod gaden var der indgang til hotellets have gennem en låge, hvorover der var et stort skilt med hotellets navn.

Dette skilt var anbragt så smart, at rejsende, der kom til Højer med toget, ikke kunne undgå at se det, når de kom ud fra stationen.

 

Mellemgade

I Mellemgade 8 startede dr. Kühl i 1889 sin praksis i Højer. Senere har Lina og Hans Chr. Kier haft huset som aftægtsbolig. De holdt guldbryllup i 1927, og festen stod på Kiers Gaard. Der var guldbryllupsgudstjeneste i kirken.

 

Et flot guldbryllup

Bagefter kørte de byen rundt og glædede sig over, at beboerne havde sat lys i vinduerne

Det skal have været første gang, byen var illumineret ved et guldbryllup. Da de kørte forbi hjemmet i Mellemgade, var dér opstillet et par unge piger i lange hvide gevandter ud for den åbne dør, som kunne det have været engle.

 

Blikkenslagerhus

Mellemgade 6 er et typisk blikkenslagerhus med småkupler og spidser. Der boede blikkenslager Jordt og hans kone Jørgine. Deres søn Eberhark videreførte forretningen og drev den, til han overtog Hotel Sylt, hvorefter hans mor fortsatte med den i nogle år. Derpå havde Edel og Moritz Nielsen skotøjsforretning, Hector i butikken.

Efter fodtøjet rykkede blikkenslageriet ind igen med Henry Rosenberg. Derpå har Chr. Bundes haft lillebilforretning i huset. Så kom der en kiosk, og nu er der kun lejligheder.

 

Polizeidiener Peter Nickelsen

Hvor nabohuset, Mellemgade 4 ligger, var der tidligere et gammelt, stråtækt hus. For over 125 år siden boede her Polizeidiener Peter Nickelsen. Siden har der i to omgange været skomagerværksted i huset. I 1925 købte købmand Peter Pørksen det af en børstenbinder. Samme år blev huset revet ned for at give plads til det nuværende, der har været aftægtsbolig for familien Pørksen.

I Mellemgade 1, hjørnet af Storegade havde købmand Brinck sin trælasthandel. Han solgte den til Peter Pørksen.

 

Her boede politibetjent Hartung

Nord for Sparekassen har ligget et lille hus, Mellemgade 3, hvor der i 1930’erne og 1940’erne har været politistation. Her boede politibetjent Hartung. Og ham har vi allerede skrevet en spændende historie om.

Da han flyttede fra byen, købte apotekerkarl Marius Lagoni huset. Han fik det så senere solgt til sparekassen, som rev det ned for at skaffe plads til bilparkering.

 

Der var 7 skomagere i Højer

Mellemgade 5 blev købt af sparekassen, som restaurerede det. Det blev indrettet til to lejligheder for enlige. Den ene havde indgang fra Postgade. Der har også tidligere været to lejligheder i huset. I den ene har der boet en skomager, som havde værksted i sit sovekammer. På et tidspunkt var der 7 skomagere i Højer. Der var mange, der fik syet deres egne støvler hos en lokal skomager dengang.

 

De nysgerrige damer i Højer

Der var også grøntforretning i huset. Den sidste ejer inden sparekassen var Ingeborg Andresen. Hos hende sad der ofte en hel række kvinder og hyggede sig med hinanden. Og de fulgte nøje med i, hvad der passerede deres synsfelt på Postgade, Mellemgade og Nørregade. Og så fik snakketøjet en ekstra omgang, når der var nogle de kendte.

Mellemgade 7 var aftægtshus for madam Adzersen fra Daler. Da Jørgine Jordt opgav blikkenslagerforretningen på den anden side af gaden, flyttede også hun ind i nummer 7. Hun havde en ”spion” (gadespejl) i et vindue mod Postgade og en ud mod Mellemgade. Så også på dette hjørne havde man alt under kontrol. Senere har malermester Anton Bossen haft bolig og værksted der. Nu er der så kun en lejlighed i huset.

 

Lidt mere af Nørregade

På næste hjørne har vi Nørregade 29. Det er bygget af bager Rasmus Feddersen og madam Feddersen, hans brors enke, har boet der.

 

Barberen havde travlt fredag og lørdag

Barber Johannes Petersen, senere Torvet 3, havde i 1920’erne en barbersalon i huset. Han var en dygtig barber og frisør og havde en stor kundekreds. Det var dengang adskillige høvringer aldrig barberede sig selv. De havde faste tider hos barberen.

Fredag og lørdag var meget lange og travle dage. Da kom karlene inde fra gårdene på landet. Dengang var der ikke noget med weekendordninger og lørdagsfrihed. De ventende kunder sad tæt i barberstuen. Forudbestillinger var et ukendt begreb.

Der var også nogle af byens drenge, der passede at komme og blive klippet om lørdagen. De kunne vel have aftalt andre dage.

Men det var en egen, gemytlig stemning i det tætpakkede rum, hvor nogle spillede kort. Måske var snakken ikke altid lige stueren.

Det var i døren til dette hus, byens natvægter, Würdemann havde sin faste soveplads.

 

Heil kunne genkende udskæringen

I Nørregade 31 var Heils bødkerværksted, hvor der blev fremstillet trækar og –tønder af enhver tænkelig form og størrelse, saltkar, skoldekar, vaskebaljer, mælkestripper, vand- og ajletønder samt trægenstande af mange slags. Det var først og fremmest smørdritler, som var trætønder, som kunne ramme 37,33 kg smør (en tredjedel af en tønde).

På siden af dritlen blev indebrændt det obligatoriske lurmærke. Uden for forretningen stod der tit oversavede store trætønder, mest vintønder, som blev brugt til vaskebaljer.

Heil havde også eget røgeri, spånerne dertil producerede han selv. Han havde så stor erfaring i at bedømme det kød, han fik ind til røgning, at han kunne sige, hvilken af egnens slagtere, der havde skåret en skinke til.

 

De to vognmænd

I Nørregade 35 boede Andreas Johannsen (Andreas Foemand) og i nr. 37 Hans Christensen (Hans Foemand). De to naboer havde begge landbrug og drev begge vognmandsforretning med hestekørertøj. De påtog sig al slags kørsel. De kørte hø for dem, der ikke selv havde ”foeværk”, sand fra ”æ Sandkuhl” i Møgeltønder, tørv, gødning, sten m.m.

 

Masser af støj i Højer

I vores tid taler man meget om støjforurening. Men når datidens store tunge vogne på deres jernringede hjul, trækket af svære, jernskoede heste, rumlede gennem Højers stenbrolagte gader, var støjen øredøvende og kunne overdøve enhver samtale både på gaden og i de nærmeste huse.

Og de, der havde oplevet et par heste pludselig blev skræmt og satte af sted i vanvittig fart gennem de smalle gader, medens den fortvivlede kusk klamrede sig fast uden chance for at standse dem, mindes sådanne scener med rædsel. Det kunne ende med en ulykke.

 

En fenne, hvor vandtårnet står i dag

Nr. 35 har tilhørt Sønnichsen på ”Højergård”, og da hørte der jord til den nord for Nørrevej, bl.a. den grund, hvorpå vandtårnet står. Når gårdens kreaturer skulle til og fra denne fenne, hvorpå de græssede, blev de drevet gennem den åbning i husrækken, der er øst for Nørregade 42. Det er forklaringen på den lille vej, der ellers kan forekomme ret umotiveret.

 

Madam Carstensen smed slagterens stude ud

Andreas Johannsens far, Christian Foemand købte ejendommen omkring 1880 med god hjælp fra Marie Carstensen på den senere Tüchsens gård, Nørregade 21. Der havde han været karl, men jorden ved vandtårnet fik han ikke med.

Da han ved sin overtagelse af gården ville have sine heste og køer ind i stalden, kunne det ikke lade sig gøre, fordi slagteren i Postgade havde stude i den. Dem havde han ikke i sinde at flytte på det tidspunkt.

Men da madam Carstensen hørte det gik hun resolut ind i stalden og skar egenhændig studene løs. Christian Johansen blev, som navnet viser, også vognmand.

 

Stuehuset blev renoveret

Efter Andreas Johannsens død drev hans enke gården med en karl, indtil hendes søn, Christian kunne overtage driften. I 1962 blev den nedlagt. Hvis den skulle have været udflyttet med sønnen som ejer, skulle han først have købt den af sin mor.

I stedet blev 17 tdr. land, der hørte til gården, solgt til staten for grundværdien på betingelse af, at Chr. Johannsen måtte oprette et husmandsbrug i Højer Mark, Kannikhusvej 6. Han købte 24 tdr. land af staten ligeledes til grundværdien. På den måde blev de økonomisk overkommeligt.

Siden er gården i Nørregade gået helt i forfald, men i 1990 købte kommunen den, og den følgende ejer har restaureret stuehuset.

 

Uheld grundet fuldskab?

Bygningen i nr. 37 er opbygget på grundmuren af en gammel enlænget gård. Hans Christensens far ejede den. Han var også vognmand og blev lammet i benene efter et trafikuheld. Han kørte med to vogne efter hinanden og var måske ikke helt ædru. Der var mange kroer undervejs.

Han var så faldet af. Og vognenes hjul var gået over benene på ham. I avisen stod der, at alle otte hjul var gået over ham. Men det protesterede han imod. Så dum var han ikke. Som han sagde, så skulle han have været så dum at være løbet om på den anden side, for at hjulene der også kunne løbe over ham.

 

Han kendte alle fra Ribe til Husum

Hans Christensen jun. var meget nysgerrig. Ingen fremmede kom forbi ham, uden at han fik at vide, hvem han var, og hvor han boede. Man sagde om Hans Christensen jun., at fra Ribe til Husum var det kun en, som han ikke kendte, og denne var tilflytter.

Senere havde Stofhuset lokaler i en del af ejendommen.

 

Maren Faaborg solgte ”gille” og ”lippe”

På hjørnet af Skolegade har der ligget et gammelt stråtækt hus. Der boede Maren Faaborg, som havde en butik, hvor man bl.a. kunne købe ”gille og lippe”, hvoraf man kunne lave en fiskeret. Det har ikke været muligt for ”Den Gamle redaktør” at finde ud af mere. Indrømmet jeg gør ikke så meget i fisk. For derude i Ny Frederikskog fik man nærmest ål til morgen, middag og aften.

 

Den første benzintank blev saboteret

Købmand Niels Petersen rev det gamle hus ned og byggede i 1905 en forretningsejendom på stedet. I de følgende 25 år drev han sin købmandsforretning. Han var en meget foretagsom mand, altid et skridt foran udviklingen.

Ved mølledammen på den anden side af Skolegade, hvor der nu er parkeringsplads, fik han opsat den første benzintank i Højer. Han havde i øvrigt et farligt bøvl med at få den tæt. Vandet fra dammen ville trænge ind i den.

Oven på benzinpumpen var der en glaskuppel. Da en dreng en dag kom forbi med den obligatoriske slangebøsse i lommen, og der sad en fugl på kuplen, kunne han ikke dy sig. Fuglen fløj men glaskuplen splintredes.

 

Mutter ”Dulles” slikbutik

I 1931 solgte Niels Petersen huset til skomager Hans Jacobsen. Han og senere hans søn Asmus drev forretningen med fodtøj og legetøj, til den blev nedlagt i 1991. Nu er der kun beboelse.

Det gamle hus, som Niels Petersen rev ned var sammenbygget med et nabohus mod øst, tidligere nummer 39. Der boede Nicolai Meyer og hans kone Caroline. ”Mutter Dulle” (udtalt med stød) kaldte man hende. Hun havde en strikkemaskine og slikbutik. Isen lavede hun selv, og den var god. Hendes man gik hende til hånde.

Når der var ringridning, marked eller skyttefest, kørte han på en trækvogn hendes telt hen og stillede op.

Hans Jacobsens datter, Sophie Lygum har i det hus startet den kiosk, som hun senere flyttede i Mellemgade. Samtidig overtog hendes bror huset til lagerrum. I 1992 blev det smukt restaureret.

 

Rosenkrantz passede havnefyr

Vi går nu tilbage til parkeringspladsen ved Nørregade 34. Den er delvis anlagt i haven til Rasmus Hindrichsens gård. I stuehuset til denne oprettede Carl Christensen i 1967 sin forretning ”El-Service”.

I Nørregade 38 havde Hans Fedder Hindrichsen hjemme. Han drev kornhandelen på Nørrevej. Det store hus blev bygget i 1902. Ladebygningen øst for huset har været stald til Rasmus Hindrichsens gård, der senere hørte til kornhandelen.

I nummer 42 boede Hans Hansen, kaldet Rosenkrantz. Da der var dampskibsforbindelse til Sild, var det hans job at passe de lygter, der tjente dom havnefyr. Der var en på slusen. Og det var en på et hus nord for denne. I en kort periode også fyrtårnet ved de to hvide pumpemøller.

 

På trehjulet cykel til Vester Gammelby

Det næste hus i nummer 44 ejede Jens Hansen. Han var snedker og drejer. Han indrettede to lejligheder i det. Den østlige del blev lejet ud til Johan Elektrik, fyrbøderen på el – værket. Denne har tidligere skrevet om.

På sine gamle dage kørte Johan ofte på sin trehjulede cykel til Vester Gammelby og besøgte sin datter.

 

En ko i forstuen

I resten af huset boede Jens Hansen selv. Da der døde et par børn hos dem, anskaffede de en ko for at kunne få frisk mælk til børnene. De anbragte den i forstuen bag et lille jernvindue i vestenden af huset. I gården bag husene var der en brønd med en pumpe, der var fælles for fem familier. Senere fik hver af dem lagt et rør ind i huset fra brønden.

I nummer 46 boede Danklefsen, der var skrædder. Da man i sin tid startede sygekassen, blev han dens første kasserer.

 

Endnu en skomager

Det næste hus i nummer 48 har til hørt skomager Hans Jacobsens familie siden 1911. Det var først hans far og siden han selv drev skomagerværksted her. I 1926 byggede han det røde toetagers hus i nummer 52 og flyttede forretningen derind.

 

Johannes Jørgensen gik nedenom og hjem

Da han så i 1931 indrettede sin skotøjs- og legetøjsforretning i Nørregade 41, hvor der havde været købmandsforretning. Denne butik blev flyttet over på den anden side af gaden i nr. 52. Her har været mange købmænd. Den første var Johannes Jørgensen en kæmpestor ungkarl fra Rudbøl.

Bag butikken var der et par trin op til et lille lagerrum. I middagsstunden sad han ofte der og klunsede med nogle venner. Noget øl fik de også og blev mere og mere højtrøstede. Når butiksklokken tingede måtte Johannes ned at ekspedere. De reparerede også motorcykler på lageret, og som den daværende bydreng sagde:

  • Det var en værre bultesjas, og han gik da også nedenom og hjem

 

Her startede I.K. Johansen

Så overtog Theodor Nielsen forretningen og senere under krigen startede I.K. Johannsen ”Lille Købmand” sin virksomhed der. Han fortsatte den i Skolegade 10. Efter den tid har det mest været beboelse i nummer 52.

 

Andreas Nielsen polstrede vogne for Hjuler Jensen

I det næste hus på hjørnet af Skolegade havde Andreas Nielsen fra 1886 sit sadelmagerværksted med butik på hjørnet. Han polstrede vogne for Hjuler Jensen. I den østlige ende af huset var der en port, så man kunne køre en vogn ind i værkstedet.

Da han holdt op med sadelmageriet, lejede Franz Lessow butikken til skoforretning, som han drev samtidig med at Hans Jacobsen havde sin i nabohuset. Det varede dog ikke så længe før Lessow lukkede butikken. Han fortsatte kun med skomagerværksted. Da hans far døde, flyttede han dette hjem til Ballumvej 4.

Senere lejde Andreas Nielsen ugifte datter, der altid blev kaldt Ester Sajler, hjørnebutikken ud til barber Wilhelm Hansen, som havde frisørsalon der fra 1939, til han i 1950 flyttede hen i Nørrevej 17. I 1957 købte kommunen huset til nedrivning for at skaffe bedre trafikforhold på stedet.

 

Skolegade

Vi drejer om hjørnet og går til højre til Skolegade 10, et ”blikkenslagerhus” som Mellemgade 6, hvor tre generationer af familien Boysen har haft værksted og butik. I udstillingsvinduet har man kunnet se mejerispande og de sædvanlige blikkenslagerprodukter tillige med en mængde brugs- og pyntegenstande af kobber og messing. Det var et meget alsidigt værksted.

Butikken var i ejendommens sydlige ende, der havde to etager med beboelse oven på. Værkstedet var i nordenden og havde kun en etage.

 

Konkurrencen fra Brugsen blev for stor

Men i 1920’erne gik der ild i værkstedsloftet. Så kunne man lige så godt bygge en etage oven på i denne side også.

Efter at blikkenslageriet var nedlagt havde Frida Johannsen, der var søster til den sidste blikkenslager, grøntforretning og blomsterhandel i huset. Senere købte købmand I.K. Johannsen det og drev i mange år en god kolonialhandel på stedet. Hans efterfølger kunne ikke klare konkurrencen fra Brugsen og nedlagde forretningen i 1988.

 

Her begyndte Sønnichsens slagterforretning

I Skolegade 8 lå Sydbanks filial. Her byggede Brugsen også. Men her lå Sønnich Sønnichsens stråtækte gård. I denne gård begyndte en slagterforretning, som blev ført videre i det store hus på det modsatte hjørne af Postgade, Skolegade 6. Den var i familiens eje til 1970.

 

En flot forretning

Før Genforeningen var det et stort foretagende. Ja man var oppe på 13 svende og 3 lærlinge. Man afsatte ikke mindst pølser til et ret stort område. Dengang var selve slagteriet på nordsiden af Postgade. Men det blev senere revet ned. Grunden blev så tillagt Sønnichsens gård på hjørnet.

Gamle billeder af slagterbutikken vidner om, hvor flot butikken var. Her var mønstret glasloft og flisebeklædte vægge. Syd for huset var der en stald ud mod Skolegade, hvor man havde en hest stående.

Alt affald fra slagtningerne blev læsset på en tipvogn og transporteret til en fenne nord for Frifelt, der blev kaldt ”æ Bankfenne”. Her blev det tippet af og dækket til. Østermarkvej 1 er bygget i den fenne.

 

Den stakkels slagtersvend

I slagteriet havde man en benzolmotor. En dag ville en slagtersvend se, om der var mere benzol i en tromle. Han strøg en tændstik med det resultat, at han blev oversprøjtet med brændende benzol. Skrigende løb han som en brændende fakkel ned ad Skolegade. Ulykken kostede ham livet.

 

Det blev til Marsk Pølser

Efter 1920 mistede forretningen en stor del af sit opland. Slagter Sønnichsen rejste til Canada og Lauritz Nielsen fik bedriften i forpagtning. I 1944 overtog Andreas Sønnichsen virksomheden, og den er stadig ført videre som en god slagterforretning i dag under navnet Marsk Pølser.

Skolegade 4 blev dengang ejet af gartner Møller, Højer Dige 2. Han havde grøntforretning i huset. Den blev passet af en enke, som boede der med sine tre drenge. Senere købte skomager Martinus Petersen huset og indrettede reparationsværksted deri.

 

Fisker Hans Petersen blev dekoreret

I Skolegade 2, et lille hvidt hus boede den navnkundige husmand og fisker Hans Petersen. I afstemningstiden forud for Genforeningen udførte han et meget stort arbejde for den danske sag i grænseegnen her mod vest. Han var også efter Genforeningen en af danskhedens ivrigste støtter i Højer.

Han var hovedmanden bag oprettelsen af det danske forsamlingshus i 1925. Så længe han levede var det næppe et folkeligt møde i huset, som han ikke deltog i. Ofte tog han ordet. Det er nok ikke flere, der husker hans ofte gentagne bemærkning ”Her i vort danske hjem”. I en årrække var han også et virksomt medlem af byrådet medens dette havde tysk flertal.

For sin nationale indsats fik han tildelt dannebrogsmændenes hæderstegn. Nu var han ikke ene om navnet Hans Petersen. Og dette resulterede i en pinlig forveksling idet den tyske havnemester af samme navn fik tildelt æren.

I daglig tale blev han benævnt Hans Hausø, hans kones pigenavn. Men det var han næppe særlig tilfreds med.

 

Kroejeren faldt ud over trappegelænderet

I Skolegade 1 var Centralhotellet. I gammel tid blev den ejet af restauratør Jensen. Senere overtog Lauritz Hansen det og drev det en tid sammen med sin mor. Kort efter første verdenskrig fik en ung pige, Henny Køster, plads i kroen. Hun tilbragte derefter resten af sit liv i krostuen, lige bortset fra den tid hun sov. Hun blev gift med Lauritz Hansen. Men han mistede livet ved at falde ud over trappegelænderet. Så Henny måtte selv føre kroen videre.

En røget sild stimulerede tørsten

I en periode kom et par af skolens lærere jævnligt på kroen, men i løbet af 20’erne ændrede dette sig, hvad det fik Henny til syrligt at bemærke:

  • Det ka da godt væe te de lærere, vi har, er nowe møj ornle minneske – æ ser dem alle (aldrig).

Syd for den nuværende bygning har der været kørestald, og over dem var der værelser til hotelgæster, som kunne overnatte der, hvis de f.eks. skulle med damperen til Sild. Ud mod vest, på en del af nuværende parkeringspladser var der tidligere en hyggelig hotelsal.

I ældre tid holdt man mange familiefester her. I den nordlige ende var der butik ud til Skolegade. Her har ”æ tyk kømand” haft delikatesseforretning. Han havde altid en tønde stående med saltede sild.

Det var stamgæster på Centralhotellet, der startede besøget med at nyde en saltet sild hos købmanden for at stimulere tørsten. På det sted har der i tidens løb været tobaksbutik, skrædderværksted, damefrisørsalon og grøntforretning, før kroen inddrog lokalerne.

 

Det var ikke en rotte på toilettet

Også Centralhotellet havde natrenovationen adgang til wc-spandene gennem lemme fra kørerstalden. En aften havde nogle drenge stillet sig ved lemmene, forsynet sig med tagrør. Da en dame satte sig i et lovligt ærinde, stak de dusken op i enden på hende. Skrigende for hun ind i krostuen, holdene på de unævnelige og råbte:

  • En rott, en rott!

Efter Hennys død har kroen haft forskellige ejere. I en kort årrække hed det ”Fredes Kro”. De næste indehavere kaldte den ”Bykroen”. I 1991 drejede den daværende ejer nøglen om. Dermed forsvandt Højers sidste kro. Men året efter blev den overtaget af ejeren af Emmerlev Klev Strandhotel.

Skolegade 3 er bortset fra kirken Højers ældste hus, fra 1708. Dets ældste historie kendes ikke. I begyndelsen af 1900 – tallet blev det ejet af vognmand Lorens Nielsen ”Lille Lorens”.

 

En blå Ford Lastbil uden gearstang

Han kørte fragtmandskørsel mellem Højer og Tønder, først med hestevogn senere med lastbil. På den tid var der sydvest for huset vognport og hestestald. På gårdspladsen var der en ”kehl”. Det var en brønd med brøndvinde og hejsespande. Den forsynede også nabohuset med vand.

Senere overtog Lorens Nielsens svigersøn Andreas Hansen vognmandsforretningen og lastbilen, en gammel blå Ford uden gearstang. Når den skulle starte om vinteren, med håndsving, løftede han det ene baghjul op på en donkraft. En del af hans kørsel gik mellem Tønder og Højer havn.

 

Pengene til bankerne blev gemt under førersædet

Det var ofte tungt gods, som han fragtede, petroleumstønder a 200 liter. Det var til den traktor, der fungerede som elværk i Kongsmark på Rømø. De tomme tønder tog han med til Tønder. Så var der sukkersække på 100 kg, sirupstønder, kolonialvarer m.m. Han kørte også ofte fiskekasser med rokker fra slusen til banen.

Når han kom fra Tønder havde han ofte penge med til bankfilialerne i Højer. Der kunne være større beløb, som han havde liggende under førersædet.

 

Luise lagde navnet til ”Lises Hus”

Det var et meget blandet varesortiment, han kørte med. Han forrettede også de mest forskelligartede ærinder for folk. Hvis drengene i Højer var kommet i besiddelse af hareskind, tog han også dem med til Riggelsen i Tønder. De gav 25 øre for en ”hareblle”.

Efter Lorens Nielsens død boede hans enke i huset sammen med sin ugifte datter Luise. Da moderen døde blev Luise boende der alene, indtil hun i 1966 flyttede på Digegården. Det var hende, der var årsag til navnet Lises Hus. I 1991 blev det overtaget af andelsboligforeningen, som indrettede kontor i det flotte hus.

 

Her lå skolen dengang

Nord for Lises hus har det halt ud til gaden ligget et højt, toetagers hus med tre undertiden fire lejligheder. Det blev opført en degnebolig. På den tid var skolen i det lange hus bagved, Skolegade 7a -7d. Den blev senere restaureret af andelsboligforeningen. I degneboligen var der lejlighed til skolens førstelærer, der tillige var degn. Her var også lejlighed til 2, og 3. læreren.

Endnu i 1940’erne har der været lærerlejlighed i huset samt bolig for elværksbestyreren. På 1. sal boede der yderligere en familie. Senere blev der sygekassekontor i stueetagen. Huset blev nedrevet i 1965.

 

Døndagsskole

Efter at skolen i Søndergade (nu seminarium) var taget i brug i 1906 har der været lejligheder i den gamle skole, mod nord en lærerbolig mod syd bolig for to diakonisser, siden sygeplejersken Amalie Roll.

Midt i huset var der et lokale, der i nogle år blev benyttet til ungdomsmøder og søndagsskole. Senere har den tyske børnehave, der blev ledet af Margrethe Rolfs haft til huse der. Søndagsskolen blev ledet af banefunktionær Paul Lauersen. Han samlede en stor flok børn. De holdt af at komme der. Det var hver gang en fornøjelse at lægge sin toøre i den fremstrakte hånds på den negerfigur, der samlede ind til hedningemissionen. Når lederen trykkede på en lille vægtstang bag figuren, slugte negeren mønten.

 

”En lille jen” og et kop kaffe

Skolegade 13 var gennem generationer Feddersens manufakturhandel. Det var i sin tid en stor forretning med 3 – 4 ekspedienter. Foruden høvringer havde den mange kunder fra landet. De kunne lide at komme der. Ofte gav det en kop kaffe og ”en lille jen”, når de var inde at handle.

På første sal har der samtidig med manufakturforretningen været jernhandel, hvor man kunne købe al slags jerntøj.

 

Peter Beyer læste hele natten

Den sidste manufakturhandler i familien var Peter Beyer Feddersen. Han blev altid kun benævnt Peter Beyer. Han var ikke den store forretningsmand men meget musikinteresseret og meget belæst.

Han rejste gerne, tog billeder hvor han kom. Måske var han også selv den mest fotograferede høvring. Han figurerer på utallige amatørfotos. Han var ugift og boede sammen med sin mor på 1. sal. Han nåede sjældent ned i butikken før ved middagstid. Til gengæld læste han til langt ud på natten.

 

”Æ vanter inne bom i daw”

Når han gik på gaden, havde han altid bolsjer i lommen, som han delte ud af til børn, der høfligt hilste på ham:

  • Goddaw Peter Beyer

Han blev helt skuffet, der en af dem, han plejede at få en ærbødig hilsen fra, en dag gik forbi ham uden at værdige ham et blik:

  • Hvad er det? Vil du ikke sige goddaw?
  • Nej æ vanter inne bom i daw

 

Druknet i Vadehavet

Peter Beyers yngre bror, Jacob, var sømand og havde som styrmand sejlet på alverdens have. Da han sidste gang var hjemme, var han med et jagtselskab på Jordsand. Da det øvrige selskab tog hjem, ville han blive lidt endnu. Han ville gå i land over vaderne. Men han må have mistet orienteringen og druknede i Vadehavet.

Peter Beyer gav sig også af med spiritisme. Da man undrede sig over, at Jacobs ring ikke var på hans finger, da de fandt ham, fik broderen kontakt med den afdøde. Han sagde angående ringen, at de skulle se på et søm bag hans seng. Og rigtigt, dér hang ringen!

 

En kreativ familie

I mange år var Anders Thuesen kommis hos Peter Beyer. Da denne døde, førte Thuesen forretningen videre, indtil den blev nedlagt i 1978.

Fru Cathrine Thuesen havde hele sit liv været en ivrig og meget dygtig kniplerske. Hun lavede de skønneste tønderkniplinger. Sønnen Dan Thuesen er en god og anerkendt maler med en stor produktion af landskabsbilleder fra marsken.

 

Postgade

Lige over for Skolegade 13 udmunder Postgade, men vi skynder os ned i den anden ende. Huset nummer 1 har vi allerede omtalt under Mellemgade 5.

 

En nekrolog over Molly – seks gange

Nummer 3 byggede bager Rasmus Feddersen som aftægtsbolig for sig og sin søster, der førte hus for ham. Han var bror til Peter Beyers bedstefar, der havde manufakturforretning i Skolegade. Selv havde han selv haft bageri i Postgade 9.

Han var ungkarl og havde altid en silkepuddel, der hed Molly, som han omfattede med stor kærlighed. Hver gang hunden døde var det en sorg for ham. Efterhånden havde han haft seks stykker.

I et lille hefte skrev han ved hver Mollys død en nekrolog over den og klistrede en tot af dens hår ved. Han rejste meget, både i Tyskland og i de nordiske lande. Han førte altid en minutiøs rejsedagbog. I det hele taget var han meget skrivende.

 

Vred og bedrøvet da ”Stormklokken” blev revet ned

I hans andagtsbog er ethvert hvidt blad beskrevet, især med hans nytårsbetragtninger. Han var en dybt religiøs natur, tysk national, Slesvig-holstener og kejsertro til sit inderste hjerte. Grænseflytningen i 1920 var for ham en stor sorg.

Også familiens gamle hjem ”Stormklokken” på Torvet var som et klenodie for ham. Han var både vred og bedrøvet, da det blev nedrevet.

 

Eline Jacobsen trak tænder ud

Efter Rasmus Feddersen blev huset i Postgade overtaget af dentist frk. Eline Jacobsen, der først havde klinik i Storegade 8 med indgang fra Mellemgade. Hun udførte alt tandlægearbejde. Først havde hun et bor, der blev drevet med fodpedal. Senere fik hun elektrisk bor.

Hun trak også tænder ud. Det var nu ellers de praktiserende læger, der trak flest tænder ud. Og i Højer var der også en enkelt barber, der gjorde det.

 

Olga Jensen kørte firspand

Nabohuset nr. 5 var aftægtsbolig for blikkenslager Conrad Boysen fra Skolegade 10. Nummer 7 tilhørte vognmand Hans Jensen, der besørgede den meste stykgods- og pakketransport fra banen. Efter hans alt for tidlige død fortsatte hans enke, Olga Jensen, en tid vognmandsforretningen og kørte ofte selv det svære hesteforspand.

 

Æ Syngforening var ikke et blandet kor

I Postgade 9 havde Rasmus Feddersen sit bageri. Han efterfulgtes af bager Aarup, der også var dirigent i ”æ Syngforening”. Det var før man i Højer kendte begrebet ”blandet kor”. Det rene mandskor havde måske sine fordeleved festlige lejligheder.

 

Anders Staldkarl lånte hesten hos smeden

Senere overtog Anders staldkarl på Hotel Sylt bageriet. Han holdt så en bagersvend og kørte selv på landet med bagervognen. Hesten lånte han gerne af smeden på Nørrevej. I mange år havde Eduard Muurholm bageriet. I hans tid var der også cafe dertil. Her kom der som på de øvrige cafeer og kroer et fast klientel af skat- og skakspillere. I en periode holdt ligningskommissionen sine møder i cafeen.

Efter Muurholms død blev forretningen videreført af forskellige indehavere, indtil den blev nedlagt i begyndelsen af 1970’erne.

 

Skomagerværksted

Fra Postgade 11 stammede gartner Møller, der oparbejdede gartneriet Højer Dige nr. 2. Faderen til skotøjshandler Hans Jacobsen, Nørregade 41, har en tid haft skomagerværksted i huset. Det var indrettet på 1. sal ud mod gaden. Der var plads til to svende, som havde deres sovepladser i det samme rum. Sengene var bygget ind under taget med låger for, så de virkede som alkover. Senere har det kun været lejligheder i huset, og der har undertiden boet tre familier i det.

 

Skipperhuset

Oppe i nr. 14 har der boet en skomager, Karl Bannow. Nabohuset nr. 12 kaldes ”Skipperhuset”. Der boede Mathias Skipper (Christensen). Han var ejer af det sidste skib, der var indregistreret i Højer, galeasen ”Maria”.

 

Huset er årsag til navnet, Postgade

Så vidt vides, er det i øvrigt det hus, der har givet navn til Postgade, som har heddet sådan i umindelige tider, længe før der kom posthus i Højer. Her skal nemlig i 1700-tallet den kørende postholder have haft sin bolig. På de ordinære dage kørte han fra Højer til Tønder og tilbage.

Først efter 1850 blev posten bragt ud til adressaterne med bud. Indtil da måtte man selv hente den hos postholderen.

 

Sadelmager

Over døren til Postgade 10 er der en plade med billede af en høvl og navnet Brodersen. Her boede den snedker Brodersen, som senere sammen med sin kone bestyrede sygehuset. Derefter havde sadelmager Niels Nielsen butik i huset og værksted bagved.

Den stråtækte ejendom Postgade 8 købte Peter Løck, da han opgav bageriet i Storegade og derfra drev han landbrug. Der var både stald og lade. Efter hans død førte hans enke i en årrække landbruget videre.

I Postgade 6 boede malermester Martens, der tillige var fotograf, og der findes stadig en del portrætter med hans navn på.

 

Han hentede varer i Flensborg

Postgade 4 blev i 1800-tallet ejet af købmand Niels Andersen, som her havde en blomstrende kolonialforretning. På den modsatte af gaden var der indkørsel til et areal mellem Postgade og Storegade, hvor han havde opslagsplads med vognport, stald og lade. Med sine egne vogne hentede han varer så langt borte fra som Flensborg. Sine kunder på landet betjente han til dels også med vogn.

 

Den sidste tyske borgmester

Hans Andersen som overtog forretningen efter sin far var direktør for Sparekassen fra 1922 til 1937 og fra 1947 til 1954. Indtil 1949 havde den lokale ved siden af butikken. Hans Andersen var Højers sidste tyske borgmester, indtil 1946. Han blev efterfulgt af Vilhelm Mathiasen, hvis svoger Johannes Kjærby var gift med en datter af Hans Andersen.

Dennes søn, Werner var den sidste indehaver af forretningen, der blev nedlagt i 1969.

 

Man havde jo alt i Postgade

Til trods for, at der kun var 15 huse i Postgade, behøvede deres beboere i ældre tid kun sjældent at forlade den. Det skulle da så lige være for at komme på arbejde.  Hos købmand Andersen fik de kolonialvarer og alle de ting, som en velassorteret købmandshandel kunne præstere. Grønthandel var der på hjørnet af Mellemgade. Bager og slagter var der i den anden ende af gaden. Mælk kunne man formodentlig købe hos gadens landmænd, hvis de ikke selv havde en ko.

Vognmanden besørgede pakker og andet gods til og fra. Skomager, snedker og maler var der også. For enden af gaden boede manufakturhandleren, sparekassen var hos købmanden. Hos maleren kunne man blive fotograferet. Tænder ordnede dentisten, og snedkeren lavede også ligkister. Ja man skulle næsten tro, at Postgade var et storcenter. Men se det ord kendte man jo slet ikke dengang.

 

Takket være de litterære kilder

Og se så nåede vi da vist igennem Højer i vores historiske vandreture takket være de litterære kilder, som i den grad har hobet sig op her hos ”Den Gamle Redaktør”. Men vi er jo slet ikke færdig med Højer endnu. Men se de historier må I vente lidt på. Foreløbig er der 62 artikler, at gå i gang med.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Højer

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 62 artikler om Højer og Omegn herunder:

 

  • Fra Slusevej og andre steder i Højer
  • Historisk vandretur fra Torvet i Højer
  • En sønderjydes liv på godt og ondt
  • Fra Kovej og andre steder i Højer
  • En historisk vandretur i det gamle Højer
  • En gåtur i Højer
  • Sidste tog fra Højer
  • Anekdoter fra Højer
  • Højer – før i tiden
  • Dagligliv i Højer – dengang
  • Flere anekdoter fra Højer
  • Det gamle Højer
  • Endnu flere anekdoter fra Højer (3)
  • Højer Tæppefabrik
  • Hvem boede på Kiers Gård
  • Højer Kirke
  • Brand i Højer og mange flere.

 


Kæmp for alt hvad du har kært – Christian Fries

Marts 8, 2017

 

Kæmp for alt hvad du har kært – Christian Fries

 

Af Poul Agertoft

Pernille Juhl har udsendt bogen ”Frihed og Ære” Den handler om en af de mange skæbner fra Besættelsestiden. Christian Friis var født i Kollund. Han kom i bagerlære men senere blev han sergent i Sønderborg. Han begyndte at arbejde i Studenternes Efterretningstjeneste. Men Arne Sejr ville have ham til at organisere et militært efterretningsvæsen, der skulle indrapportere til den danske efterretningstjeneste i Sverige. Det lykkedes bl.a. for Christian Friis at skaffe nogle vigtige tegninger. Men tyskerne kom på sporet af virksomheden. Han blev sat i Vestre Fængsel. Han var anklaget for ”Rigsfjendtlig virksomhed”. Han blev sendt til Frøslevlejren. Men det var ikke længe han var i sin hjemstavn. Allerede ugen efter som en af de første blev han sendt til Neuengamme og senere udelejren Schwesing – Engelsberg. En af de sidste, der talte med ham var Hans Mørup. Og lørdag den 18. november 8.23 kunne Jørgen Kieler konstatere, at Christian Friis i køjen ved siden af ham var sovet stille ind.

 

 

Christian Fries

1916 – 1944

 

 

 

Med udsigt til Flensborg Fjord står der på hjørnet af Fjordvejen og Skolevej i Kollund en stor granitsten til minde om nogle af sognets sønner, som gav deres liv for frihed, familie, og fædreland. Som der står på stenen:

De faldt i kamp for

Danmarks frihed og ære

Hjerter der af troskab lue

Mod som døden ej kan kue.

 

Et af de udhuggede navne er CHRISTIAN FRIES 18.11.1944.

 

Hvem var officiant Christian Fries, og hvordan blev hans korte liv? Han var kun 28 år og ugift, da han fandt sin død under en udkommando fra koncentrationslejren Neuengamme til en forfalden baraklejr i forstadskommunen Schwesing-Engelsburg nordøst for Husum – kun ca. et halvt hundrede km syd for sit barndomshjem.

 

 

BARNDOMMEN

Christian Fries (kaldet Kedde) fødtes i Kong Christian X 4. regeringsår i hjemmet hos sin mormor i Kollund onsdag d.12.01.1916 kl. 06.30. Mormoderen boede dengang på Fjordvej nr. ? lige overfor automekanikeren. Huset blev i 19.. revet ned. I 1916 havde Nordslesvig været annekteret af Tyskland i næsten 52 år siden kampene på Dybbøl i 1864, og 1. Verdenskrig rasede på tredje år.

 

Tvungne deltagere i denne krig var to af hans onkler: Georg Jørgen Fries, født d.24.10.1889 og død og begravet d.08.04.1916 i Ardennerskovene som ”Ersatzreservist” og Jacob Sørensen Clausen født d.05.10.1895 og død d.14.09.1978.

 

Hans mor var Cathrine Christine Fries (kaldet Tidde) født d. 22.01.1895 i Kollund, som datter af parcellist og arbejdsmand Jørgen Fries og hustru Botilla Marie Sørensen. Ved sin død d.13.06.1971 boede hun stadig i Kollund, og hun ligger, sammen med to af sine søstre, begravet ved siden af sin søn på Bov Kirkegård.

 

Sin far har Christian Fries ikke kendt, da han var født uden for ægteskab. Ifølge det af familien oplyste var faderen en vognmand fra Tønder.

 

Christian var enebarn. Barndomshjemmet har ikke haft de store midler at gøre med. Moderen var ud af en familie på i alt otte børn, og hendes far døde, inden det yngste barn blev født. Christians mor var hele livet tjenestepige. Under besættelsen var hun husholderske for toldbetjent Søren P. Pedersen (Toldgården i Padborg), der var enkemand.

 

Vi ved ikke så meget om Christians barndoms- og ungdomsår, men hans efterladte papirer i Bov Lokalarkiv (Reg. nr. 253 (503-01)) giver nogle fingerpeg om hans livsforløb, aktiviteter og de steder, han færdedes.

 

 

UNGDOMMEN

Den sidste del af skolegangen havde han på Duborg-Skolen (grundlagt 31.03.1922) eller, som der står på afgangsbeviset torsdag d. 30.03.1933: Folkelig Dansk Realskole, Flensborg. Afgangsprøven blev bestået med 89,33 point varierende fra ”godt” i skriftlig regning til ”mgX” i generel orden. Beviset er underskrevet af rektor Andreas Hansen, Dr. phil., der også havde signeret Christians frisvømmerbevis sammen med Bernhard Hansen. Efter endt skolegang blev han medlem af Duborg-Samfundet, indtil han i 1939 betalte sit kontingent på 3 kr. og samtidig meldte sig ud.

 

Skolevejen har været lang. Mon ikke der er 7-8 km fra Kollund til Duborg-Skolen, så det gav hver dag en cykeltur med herrecyklen Sirius stelnr. 489928 på 15 – 20 km, selvom Christian i sit pas havde noteret, at han havde lov til at bruge Dambroen i Kobbermøllen, og derfor kunne tage genvejen gennem Kollund Skov. At han sommetider tog damperen til Flensborg vidner et par stempler (1935) fra Passkontrollstelle Flensburg Hafen om.

 

Af passet, der var udstedt af Politimesteren i Politikreds nr. 70 dækkende Lundtofte og Nybøl Herreder og gyldig for 5 år, fremgår det, at han ved udstedelsen d. 07.04.1931var 160 cm høj, havde blondt hår og blå øjne. En lægeattest forud for ansættelsen som bagerlærling mandag d. 03.04.1933, udstedt af Dr. Hans Lorenzen, Bov fastslår, at han to år senere er vokset til 167 cm uden fodtøj, vejer 112 pund påklædt (56 kg) og har et brystmål på 80 cm målt midt mellem ind- og udånding.

 

Af afgangsbeviset fremgår det, at Christian er søn af vognmand Jes Clausen i Kollund, og det har sin forklaring i, at Jes Clausen var gift med en lillesøster til Christians moder: Alma Dorthea Sørensen (12.06.1902 – xx.xx). De havde ingen børn, og på et tidspunkt blev Christian af praktiske årsager deres plejesøn.

 

Jes Clausens var i øvrigt bror til førnævnte Jacob Sørensen Clausen, som var gift med en storesøster til Christians moder (Mathilde Marie Betty Fries).

 

Onsdag d. 05.04.1933 startede han 17 år gammel som bagerlærling hos bagermester Hans Nissen i Kollund med 3 måneders prøvetid. Betalingen i første læreår var 1 (én) krone om ugen at erlægge hver lørdag bagud. Andet år steg lønnen til 2 kroner ugentlig. Tredje år til tre kroner og det fjerde og sidste år til hele fire kroner om ugen. Dette fremgår af lærekontrakten, som underskrevet af Christian, hans moder og bagermesteren findes i arkivet tillige med en arbejdsbog og et svendebrev udstedt d. 24.03.1937, idet Christian havde bestået svendeprøven med karakteren ”godt”.

 

SOLDATERTIDEN

Ifølge lærekontrakten med bager Nissen skulle læretiden have løbet til d. 01.04.1937, men af Forholdsattest nr. 85 udstedt af  3. Bataljon på Haderslev Kaserne d. 27.01.1938 kan vi læse, at Christian har været rekrut nr. 13 ved 13. Bataljon allerede fra d. 19.01. – 12.04.1937, hvorefter han blev befalingsmandselev ved fodfolkets sommerkorporalskole fra d. 13.04. – 07.11.1937. Derefter var han så underkorporal ved 13. bataljon. På tidspunktet for forholdsattestens udstedelse er han underkorporal nr. 395/1937 ved 3. bataljons 1. kompagni.

 

Forholdsattesten tildeler ham det vidnesbyrd, ”at han er en særdeles flink befalingsmand, og at hans forhold såvel i som uden for tjenesten har været særdeles tilfredsstillende”. Han er tilført lægsrullen for 7. udskrivningskreds lægd 180 b bogstav 13.

 

I hans papirer finder vi en ansøgning dateret d. 02.04.1938, hvorved han frivilligt søger om at måtte udføre militærtjeneste. Det blev ham bevilliget, og han fortsatte ved 3. bataljon, hvor han fik udstedt kørekort til motorcykel d. 25.08.1939. (Vi finder også et falsk kørekort angiveligt udstedt d. 25.08.1938 til ”toldbetjent” Chr. Fries, Kollund).

 

Arkivet huser også en indfødsretserklæring fra Indenrigsministeriet d. 21.11.1938 (IM 3. eksp. 1938 J62 1451-52), som sandsynligvis har været udstedt af hensyn til hans videre uddannelse. Beviset gør vitterligt, at Christian er i besiddelse af dansk indfødsret (statsborgerret). Grundlaget er §5 i lov nr. 474 af 05.09.1920 om erhvervelse af dansk indfødsret i anledning af de sønderjyske landsdeles indlemmelse i Danmark.

 

Som korporal kom han til Sønderborg Kaserne, hvor han efter uddannelse i årene 1938-39 blev udnævnt til sergent d. 18.04.1939, som den 6. bedste af 72 elever. Dagen før d. 09. april 940 underskriver skolechef H.E. Christensen eksamensbeviset, og Christian udnævnes og ansættes som oversergent efter at have bestået som nr. 14 af 42. Han var sandsynligvis på kasernen i Sønderborg den dag, tyskerne besatte Danmark. Et fotoalbum i arkivet indeholder en lang række fotos fra soldatertiden i Haderslev og Sønderborg.

 

Herefter fortsatte Christian med Hærens Officiantuddannelse 1940 – 1941 , som bl.a. foregik på Frederiksberg Slot og Kronborg, hvorfra der findes et fællesfoto af hans hold. Beviset for gennemførelse af uddannelsen som nr. 4 ud af 50 udstedtes d. 18.06.1941, og underskrives af oberstløjtnant P.A. Mathiassen. Et ansættelsesbevis som officiant i fodfolket daterer sig til d. 25.06.1941.

 

Deltagerne på Kornetskolen på Kronborg har ikke været udelt tilfredse med den danske regerings lade stå til politik. I hvert fald har Christian opbevaret en sang, som gør grin med uddannelsen, der efter forfatterens mening uddanner soldaterne til statister i et absurd teaterstykke.

 

Oplysningerne bliver nu lidt mere sparsomme. En postkvitteringsbog begyndende Kbh. d. 06.01.1941, medens Christian er på Frederiksberg Slot, viser, at han har haft forsendelser til sin moster Anna Maria Fries, Kollund og til sin plejefar hønseriejer Jes Clausen, Kollund. At man heller ikke under besættelsen kunne gemme sig for skattevæsenet viser forsendelser til Sønderborg Kæmnerkontor, Frederiksberg Skattedirektorat samt kæmnerkontorerne i Haderslev og Fåborg. Hans skattepligtige indtægt udgjorde i 1942: 2.900 kr.

 

Efter uddannelsen til officiant må han være kommet tilbage til Haderslev Kaserne, idet der forefindes et medlemskort af Sønderjysk Idrætsforening 1942-43 samt et træningskort for 1942 til Haderslev Stadion.

 

En depotkvittering nr. 42305 fra 2. reg. i Haderslev depotkammer nr. 1 er dateret d. 11.02.1942, og viser hvilke ”munderingssager”, der var udleveret til officianten.

 

Christian har på det tidspunkt boet Toftsvej 3 i Haderslev, idet en brandforsikring police nr. 57665 i Forsikringsselskabet SKJOLD (Nye Danske Lloyd) dækker for indtil kr. 5.000 indbo på denne adresse, samt et tilsvarende beløb hos Jes Clausen i Kollund. Policen er dateret 07.02.1942 stemplet H. Hoeck, inspektør, Aarøsundvej 25, Haderslev. Årlig præmie: kr. 6,80.

 

Et brev fra vennen Lenskjold c/o Lublin er afsendt fra Dannevirkegade 32,3.  Kbh. V. d.20.09.1942. Lensjold har åbenbart lånt penge af Christian, og da han ikke kan få arbejde i København forsøger han lykken i Kiel.

 

I arkivet findes også en del notaer fra Boghallen Alfred G. Hassing A/S, Rådhuspladsen 37, Kbh. Den 19.11.1941 bestiller Christian ”Vor Tids Konversationsleksikon 1-10 i blå indbinding” formedelst kr. 190,00 som afdrages med kr. 8,00 pr. måned. Den 10.12.1941 sælger repræsentanten Adelbrand ham atter en gang lekture. Nu gælder det ”Nationernes Historie 1-5 i rød indbinding formedelst kr. 144,00. Konto nr. 92218 afdrages herefter med kr. 12,00 pr. måned. Den 06.03.1943 kan Christian ikke stå for ”Kipling 1-18”. Afdragene er herefter på kr. 20,00 månedlig. Forsendelsesadressen er i alle disse tilfælde angivet til Kollund.

 

Gymnastik var ikke Christians stærke side, hvis man skal dømme efter hans eksamenskarakterer. Det har måske inspireret ham til at købe bogværket ”Idræt – Vor tids store folkeopdrager”, som angiveligt skulle udkomme i ca. 16 hæfter af ca. 40 sider med billeder. Han bestilte i hvert fald hæfterne fra Forlaget Arnkrone i Odense d.27.08.1942 til adressen 3. Bataillon Haderslev. Den 02.05.1944 (3 uger før sin arrestation) betaler han på Købmagergades Postkontor endnu et afdrag på kr. 12,00. Afsenderadressen er da angivet til Colbjørnsensgade nr. ? Kbh.

 

Tyskerne forbød fra december 1942 al dansk militær tilstedeværelse i Jylland af frygt for evt. engelsk angreb, som de danske soldater så formodedes at ville støtte. Fra Haderslev kom Christian derfor sidst på året 1942 til Fåborg, hvor han var tjenestegørende ved regimentet, indtil han skulle starte i Næstved. Han har afsendt penge fra Fåborg Postkontor d. 01.12.1942. Den 12.01.1943 sender han penge fra et postkontor i Kbh. Det samme sker d.02.03.1943. I et brev Christian skrev til sin tante Alma og onkel Jes Clausen tirsdag d. 16.03.1943. fortæller han, at han har været en tur i Holbæk (hvor SE havde en gruppe), og at han lørdag kom tilbage i kvarter hos frk. Kaad, hvor der sørges godt for ham. Mandag aften havde han set en dansk film i biografen: ”Tyrannens Fald”, som han betegner som meget god. Den 18.03. er han stadig i Fåborg, da han der får kvittering for en indbetaling.

 

Tirsdag d. 23.03.1943:

”Mange Tak for Brev og Pakke. Begge Dele kom Lørdag Eftermiddag. Hatten havde ikke taget Skade. Jeg fik brev fra Padborg i Dag. Tidde skrev, at Onkel Chresten rejste i Gaar. Han skulle vel hjem at stemme.

Jeg har stemt (til Rigsdagsvalget) i Dag for første Gang, det har I vel ogsaa. Der er ingen, der maa blive hjemme. Vi maa alle vise, at vi kan alene og stadig ønsker Folkestyre frem for Diktatur.

Jeg har sendt mit civile Tøj til Rensning. Det var først Meningen, at det skulle farves, men de mente, at det ikke ville blive pænt. Det kan jo sagtens holde til en Sommer til. Saasnart mit Tøj er færdigt, kommer jeg hjem.

Hele Byen er pyntet med Flag i Anledning af Afstemningen. Det lader ogsaa til, at der skal være Fest paa Hotellet i Aften. Det er dejligt igen at høre Regimentsmusikken. Den spillede i Dag paa Torvet.

Jeg tror nok, jeg vil købe mig en Radio, naar jeg kommer til Næstved. Man kan lige saa godt købe noget for pengene hver Maaned, saa er de da i Sikkerhed”.

 

 

En sygekassebog fra Sygekassen i Næstved viser d. 03.05.1943 (medlem nr. 2597), at adressen er angivet til Garderhusarkasernen.

 

Et brev til tante Alma og onkel Jes Clausen dateret Næstved torsdag d. 13.05.1943 oplyser, at han endnu ikke har fundet eget kvarter, men bor hos en kammerat. Han konstaterer, at tyskerne er færdige i Afrika, at Riffelsyndikatet er brændt, og at skibsværfterne i Svendborg og Aalborg er sprængt i luften. ”Nu sker der snart noget”, skriver han. Han omtaler ligeledes et par fælles bekendte Ejnar og Kurt Clausen, som sveder over deres soldateruddannelse på kasernen. Christian nævner også, at han tager et smut til København den førstkommende søndag. Mon det blot var for at gå i Tivoli, som han skriver? (Kornetelev Ejner Jørgen Clausen var søn af en overbetjent fra Rens ved Store Jyndevad).

 

København Søndag d. 27.06.1943:

 

”Er vel ankommen, og har det godt. Har allerede mødt saa mange Bekendte. Spiste i Dag hos en Ven fra Haderslev, som jeg traf i Tivoli. Skal i Morgen paa Indkøb. Sender Pibe, Ur m.m. i Morgen, naar jeg har fundet det rette. Hilsen til Georg. Tak for sidst”.

 

 

Den 01.06.1943 har Postkontoret i Næstved kvitteret for en indbetaling.

 

Den 17.07.1943 udsteder Fåborg Kommune en kvittering for betalt restskat (62 øre) til Christian på adressen Klostergade 69 –71 i Fåborg. På samme adresse tilskrives han den 16.08., da landsretssagfører Knud Frederiksen, Østergade 24 i Fåborg sender ham en inkassoskrivelse på vegne af Haderslev Creditbank på kr. 43,90 incl. omkostninger på kr. 6,00. Det ligner ikke den pertentlige Christian ikke at betale, hvad han skylder, hvis man skal bedømme efter hans omhyggeligt førte regnskaber. Om Christian har kautioneret for en eller anden, eller hvad der er sket, vides ikke, men han havde i hvert fald skrevet under på en veksel d. 10.01.1943. Kopi af inkassoskrivelsen sendtes til oversergent K. Sørensen og officiant E. Olsen Fåborg Kaserne.

 

Denne gæld står noget i misforhold til den punktlighed, hvormed Christians betalinger ellers er erlagt og indført i hans postkvitteringsbog. Måske er hans hemmelige mission, der har bragt forstyrrelse i tingene.

AUGUST 43

Postkvitteringsbogens sidste indføring i august er d. 17.08.1943.

 

Christian skriver mandag d. 23.08.1943 fra Næstved:

 

 

”Mange tak for pakken. Ja, det er en urolig Tid, vi lever i. Der sker mange mærkelige Ting. Særlig i Odense. Der er mange Døde og Saarede. En tysk Officer, som skød ind i Mængden og ramte en Dreng, blev slaaet ihjel af Mængden paa Stedet og slæbt hen ad Gaden. Pigerne, der gaar med Tyskere, bliver klædt af og malet og klippet skaldet og jaget paa Gaden. Men det bliver meget værre. Der bliver Oprør i hele Landet.

Vi venter paa at blive sendt hjem. Her havde vi stor Forældrefest i går. 6000 Mennesker med Ekstratog fra København. Vi er hver dag paa Skydebanen.

Paa Lørdag rejser vi til Jægerspris, saa hvis det er muligt, vil jeg gerne have lidt Tøj forinden. Vor bagage skal afsted Fredag. Her i Næstved gaar det ellers roligt. Nu venter vi jo kun paa det næste Slag, inden Vinteren kommer”.

 

 

Natten til fredag d. 27.08.1943 ryddede S.E.’s folk i Næstved, på et tip fra Christian, et af Næstved kasernes våbendepoter, som var nemt tilgængeligt. Vagten var informeret, og derfor nem at overmande, og depotet blev ryddet for maskinpistoler og ammunition.

 

På skæbnedagen søndag d. 29.08.1943 var Christian tjenestegørende (passértegn nr. 377) ved Fodfolkets Kornet- og løjtnantskole, der tidligere på sommeren var blevet flyttet fra Kronborg til Gardehusarkasernen i Næstved, sammen med Sergent- og Korporalskolen fra Sønderborg, da tyskerne skulle bruge kasernerne.

 

Han blev i lighed med mange andre i det danske forsvar afvæbnet og interneret af den tyske besættelsesmagt, som indførte militær undtagelsestilstand efter at den danske regering havde smidt håndklædet i ringen, og afvist de tyske krav dagen i forvejen.

 

Lørdag morgen d. 28. kl. ca. 05.30 fik Kornetskolen telefonisk besked fra Sjællandske Division om, at den politiske situation var på bristepunktet, men at forhandlingerne fortsatte. Det foranledigede skolen til at forespørge Generalinspektøren for Fodfolket, om den af Generalkommandoen udstedte ordre om fægteskydning i Jægerspris stod ved magt. Det gjorde den, og man tog som befalet toget fra Næstved kl. 08.28 bevæbnet og forsynet med skarp ammunition.

 

Via Københavns Hovedbanegård ankom man til Jægerspris i Nordsjælland kl. 16.40, hvor der var ordre fra Generalinspektøren om, at al lørdag-søndagsorlov var inddraget, og at alle befalingsmænd skulle være i lejren igen kl. 20.00. Der var ingen klar forholdsordre, men situationen var fortsat kritisk, så lejrvagten fordobledes, bl.a. for at hindre tyveri af våben og ammunition. Ved aftenappellen blev eleverne orienteret om situationen, og fik udleveret mest mulig skarp ammunition. Ingen sov denne trøstesløse regnvejrsnat.

 

Søndag morgen d. 29 kl. ca. 05.00 meddelte adjudanten ved Sjællandske Division, at tyskerne var i færd med at omringe Christiansborg, Sorgenfri Slot (hvor kongen og dronningen opholdt sig) samt kaserner i København. ”Operation Safari” var i gang. Ved rundringning fandt man ud af, at kasernen i Næstved var blevet angrebet, og havde overgivet sig efter kamp.

 

Der var ingen forsvarsplan for Jægersprislejren, og da det ville være nytteløst at forblive i lejren, besluttede oberst H.E. Christensen at føre skolen til Holbæk for at hjælpe med forsvaret af kasernen der. Kl. 09.00 afgik man på 10 gamle lastbiler mod Holbæk. Kl. ca. 10.00 traf man en officiant på motorcykel, som kunne fortælle, at oberst Raabye i Holbæk havde opgivet at kæmpe. Officianten medbragte tillige en afskrift af en bekendtgørelse fra de tyske myndigheder om undtagelsestilstand med øjeblikkelig varsel.

 

Efter at have overvejet situationen sendtes en officer afsted til Roskilde, hvor han fik kontakt med tyskerne, som sendte en officer (kl. 13.30), der garanterede fri passage tilbage til kasernen i Næstved via Ringsted.

 

I løbet af ventetiden var kaptajn Brøndum kommet forbi med en motorvognkolonne på vej til Sverige. Soldaterne fik tilbuddet om at tage med, men ingen meldte sig. Alle tog med til Næstved Kaserne, som nu bevogtedes af tyske soldater. Her fik man ordre på at aflevere sine våben, som mange ødelagde, idet de gav dem fra sig.

 

 

Næstved torsdag d. 02.09.1943 (interneret):

”Hermed sender jeg  jer de kærligste Hilsner og meddeler, at det gaar mig godt. I kan være ganske rolige, alting er i Orden. Forhaabentlig ses vi snart. Mange Tak for Pakken. Send evt. Breve til den gamle Adresse. Husk kun Kort. Ingen Breve. Hils Georg og Naboerne. Kunne ikke skrive før”.

 

Næstved lørdag d. 11.09.1943 (interneret):

”En lille Hilsen for at meddele jer, at det gaar saa nogenlunde. Sender Pakken paa Mandag. Det er nu tilladt at sende Pakker indtil 5 Kg begge Veje. Det koster ingen Fragt. Bare skriv ”Interneret”. Tiden bliver jo forfærdelig lang. Der sker jo store Ting i denne Tid. Kunne godt tænke mig at være i Kollund i Morgen”.

 

Kornetskolen Næstved torsdag d. 16.09.1943 (interneret):

”Mange Tak for jeres Kort og for Pakken med Indhold. Det har glædet mig og Kollegaerne meget. Haaber, at mine to Pakker ogsaa maa komme godt hjem. Haandklæderne skal I ikke sende igen. Ellers alt som sidst. Maaske vi snart skal herfra? Sender nok mere Tøj hjem. Har faaet Pakke fra Hans Hoeck. Læser hele Dagen, men keder mig. Trænger til at komme ud. Naar Tiden er saa lang, spekulerer man for meget”.

 

 

OKTOBER 43

Natten mellem d. 01. og 02.10.1943, hvor Gestapo indledte sin razzia mod de danske jøder, var eleverne ved Fodfolkets Kornet- og Løjtnantskole stadig interneret. De blev alle hjemsendt d. 13.10. med et: ”Til civil træd af”. Christian har enten haft udgangstilladelse eller er blevet løsladt allerede i september, da vi finder noteringer i hans postkvitteringsbog igen d.21.09.1943.

 

Af skattekvitteringer kan vi se, at der er betalt personligt på Næstved Kommunekontor d. 14. og 19.10.1943. I løbet af oktober tog Christian igen officiel adresse i Kollund. I hvert fald kan vi se, at han har indbetalt flere beløb d.29.10.1943 på Postkontoret i Kollund, ligesom det er dertil Krigsministeriets Bogholderikontor d. 18.11.1943 sender hans løn for november. I alt kr. 336,59.

 

Den sidste indførsel i Christians Postkvitteringsbog er sket d.06.12.1943.

 

Næstved Kommune sender i anledning af Christians fraflytning en skatteopgørelse for 4 måneder. Den afsendes d. 05.01.1944 til adressen Hotelpension Lucca, Nørre Allé 11, Kbh. N. Christian er åbenbart fraflyttet pensionatet, for brevet bliver sendt videre til Kollund, hvorfra det returneres til København nemlig til Frederiksberg Allé 19A, Kbh. F.

 

Krigsministeriet udsteder i oktober 1943 forskellige bestemmelser med hensyn til beskæftigelsesforholdene for bl.a. Hærens faste liniebefalingsmænd efter interneringens ophør. Man meddeler, at der betales fuld løn indtil videre.

 

I Christians gemmer finder vi også følgende seddel:

 

PROTOKOL für die entlassenden Offizianten der dänische Wehrmacht:

”Jeg bekræfter, at jeg er blevet gjort bekendt med følgende: Såfremt jeg eller andet personel af den danske krigsmagt forholder os fjendtligt over for det tyske rige eller dets forbundsfæller eller deltager i eller begunstiger fjendtlige handlinger, må jeg regne med på ny at blive interneret og derpå overført til Tyskland”.

 

Christian og hans venner vidste altså, hvad de gik ind til, og for flere af dem skulle det desværre blive grum virkelighed.

 

Stabsofficiant K. Sørensen formand for Officiantgruppens Hovedorganisation skriver d. 27.10.1943 til Hovedorganisationens repræsentantskab, at den efter interneringen d. 29. august nedsatte komite har indstillet sin virksomhed, da Røde Kors har overtaget opgaven med at skaffe civilt hjemsendelsestøj til befalingsmænd m.v.

 

Fra et bestyrelsesmøde i samme organisation oplyses det d. 29.10.1943, at der forhandles med Krigsministeriet og Finansministeriet om munderingshjælp etc., indtil det igen bliver tilladt at bære uniform. Endvidere arbejdes der med erstatningsudbetaling for mistede private ejendele i forbindelse med interneringen.

 

Endelig konstaterer bestyrelsen, at befalingsmændene er overladt til sig selv, da samtlige kommandomyndigheder er ophævet. Bestyrelsen ser derfor en opgave i at holde sammen på stumperne, indtil der igen bliver brug for dem. Det er imidlertid svært, da medlemmerne er spredt over det ganske land, og trykkefriheden er begrænset til neutrale oplysninger.

 

Haderslev Officiantforening fremsender d. 14.11.1943 følgende adresseliste:

 

Korpsofficiant                    P.H. Støvring                      Grenågade 9, Kbh.

Stabsofficiant                     A.B. Hansen                       Christiansfeldvej 44, Haderslev

Overofficiant                                           C.S.B. Andersen                 Grønnegade 26,B, Fåborg

Overofficiant                                           G.K. Gregersen                  Kongevej 15, Haderslev

Overofficiant                                           L.P. Jepsen                         Moltrupvej 8, Haderslev

Overofficiant                                           K.A. Jørgensen                   Afskediget ultimo nov. 1943 (udmeldt)

Overofficiant                                           K.K. Lisby                          Kongevej 2, Haderslev

Overofficiant                                           R.H.E. Nielsen                   Riddergade 7, Næstved

Officiant                             K.A.H. Andersen                Nrd. Farimagsgade 12, Næstved

Officiant                             O. Christensen                    Savnet fra d. 30.08.1943

Officiant                             C. Fries                              Kollund, Sønderjylland

Officiant                             K. Høgild                            L. Skausgade 14, Haderslev

Officiant                             E.T.C. Jensen                     Sdr. Ottingsgade 7, Haderslev

Officiant                             W.S.C.H. Jørgensen           Moltrupvej 57, Haderslev

Officiant                             A.K. Lykkegaard                Oehlenslägergade 14, Sønderborg

Officiant                             B. Maigaard                       Vestergade 24, Holstebro

Officiant                             H.E. Nielsen                       Østergade 57, Fåborg

Officiant                             M. Nissen                           Ørstedsgade 39, Sønderborg

Officiant                             K.B. Olesen                        Kærvej 20, Sønderborg

Officiant                             S.E.F. Olesen                      Nørrebrogade 199, Kbh.

Officiant                             K.L. Pedersen                     Præstøvej 122, Næstved

Officiant                             H.W. Rasmussen                Lunding, Haderslev

 

 

EFTERRETNINGSARBEJDET

Først for nylig er Christians deltagelse i Studenternes Efterretningstjeneste blevet beskrevet og gjort tilgængelig for offentligheden. Det er sket i henholdsvis Arne Sejrs erindringsbog: ”En Kamp for Frihed” (side 75-81) udgivet på Hans Reitzels Forlag i 1995 og i en bog af Peter Birkelund: ”De loyale oprørere”, (side 240-45) som er udgivet på Odense Universitetsforlag i 2000. Bogen beskriver den nationalt-borgerlige modstandsbevægelses opståen og udvikling 1940-45.

 

Ifølge Arne Sejr, der var leder af Studenternes Efterretningstjeneste, mødtes han første gang med Christian i slutningen af november 1942 hos læreren Johannes Fosmark, der havde arbejdet i Sydslesvig, og hvis søn Hans åbenbart kendte Christian fra sine drengeår. Arne Sejr ville have Christian til at opbygge en egentlig illegal militær efterretningstjeneste i tilknytning til S.E. Christian var stærkt interesseret og accepterede opgaven med det forbehold, at han jo var tjenestegørende og dermed havde forpligtelser i hæren, idet han var lærer ved Fodfolkets Kornetskole i Næstved.

 

Man oprettede (februar 1943 ?) et kontor oprettet i en 3-værelses lejlighed i Øresundsgade 91 (nu Vordingborggade), som var lejet af Anna Melson Nielsen, der var sekretær og korrespondent i engelsk, og i hvis navn lejligheden var lejet. Den var i øvrigt fremskaffet via Oliver Sandberg. Senere kom yderligere kurér- og sekretærhjælp til i form af Ulla Lassen og Lotte Smedebo.

 

Christian skulle angiveligt være gået i gang med straks  at opbygge sit agentnet, og i løbet af  sommeren og efteråret 1943 knyttedes forbindelser til flere og flere nuværende og tidligere officianter over hele landet, som Christian havde adgang til, da han var medlem af officiantforeningen. I en vis udstrækning brugte han tillige de grupper, som S.E. i forvejen havde etableret rundt i landet.

 

Selve det konkrete arbejde, som Christians organisation udførte som del af Studenternes Efterretningstjeneste, vides der ikke så meget om. Men der ligger nok noget gemt i arkiver hos Secret Service i England, i Sverige og i Danmark. De indsamlede oplysninger om tyskerne af militær karakter sendtes til en postboks i København, hvorefter de blev behandlet af bl.a. Christian, overofficiant Petersen, officiant Aksel Lykkegaard, underkvartermester Knud Henning Møller og sergent Tage Larsen.

 

De udarbejdede rapporter, der var med til at danne et billede af tyskernes placering, deres antal, deres bevæbning og aktiviteter, sendtes tillige med tegninger og fotos med de illegale transporter via Sverige til den danske efterretningssektion i Stockholm og siden til England, hvor det indgik i en overordnet vurdering af nazisternes krigsførelse.

 

Christian arbejdede også selv i marken. De umiddelbart største enkeltbedrifter var fremskaffelsen af planer vedr. tyske enmandsubåde (torpedoer), der blev produceret i Kiel og kopier af tegninger til den tyske V-2. Ifølge Arne Sejrs beretninger havde Christian forklædt som sømand været i bl.a. Flensborg og på Femern. Han havde desuden identitetskort som både repræsentant og skolelærer.

 

Christians fætter Nicolaj Clausen har fortalt, at Christian fik hjælp af en anden fætter Hans Bruhn, der var bager i Flensborg, og at dennes søster  ? Bruhn, som var gift Peters og også boede i Flensborg, hjalp Christian med at smugle papirer over grænsen, da hun arbejdede i Padborg.

 

I 1944 fik Christian kontakt med Lucjan Maslocka fra den polsk-engelske efterretningstjeneste i Danmark. (Maslocka og hans kone Anna Louise Christine blev begge dræbt af Gestapo d.03.01.1945) De indledte et tæt samarbejde, og brugte i en vis udstrækning de samme personer i marken. I Bramming-Esbjerg var f.eks. Erik Balslev og i Tønder officiant Finderup.

 

Af Christians efterladte breve og kvitteringer kan vi følge en del af hans færden. Officielt havde han vist adresse i Kollund hos Alma og Jes Clausen, men i praksis opholdt han sig andre steder.

 

Den 17.01.1944 indbetaler han personligt et afdrag hos Boghallen i Politikkens Hus på Rådhuspladsen i København. Det samme sker d. 07.03., d. 24.03. og d. 09.05.1944 (hans adresse noteres til Kaalundsallé).

 

 

 

 

ARRESTATION

I 1944 begyndte det tyske politi at optrevle organisationen. Den første arresterede var Carl Erik Abel (dec. 43). Han røbede intet, og henrettedes i Ryvangen d. 02.05.1944, men efter et par måneder arresteredes den næste: Mogens Anthon Hansen (15.03.1944). I maj 1944 gik det helt galt. En gruppe på Østerbro blev taget og lederen Emanuel Vieg-Hansen sendt til Neuengamme og senere Husum.

 

Lørdag den 20. maj overraskede Gestapo Christian og Aksel Lykkegaard i Christians illegale lejlighed på Grundtvigsvej 15 i Kbh (Frederiksberg), hvor man desværre også fik fat i en navneliste samt liste over meldinger til Secret Service. Knud Henning Møller arresteredes andetsteds samme dag. Ifølge Christians fætter Nicolaj Jørgen Clausen var de blevet stukket. Nicolaj havde på flere tidspunkter haft Christian boende hos sig i Fredericia, hvor Nicolaj gjorde tjeneste som CB-er indtil politiet blev arresteret af tyskerne d. 19.09.1944.

 

I lokalarkivet findes også en efterlysning af Christian. Den oplyser at han har været savnet siden d. 22.05.1944, og beskriver ham som værende 28 år, 176 cm høj og boende i Kbh. Bygning: Middel. Hovedform: Skarp, markeret, kantet. Hår: Blondt (tyndt). Skægløs. Ansigtsform: Bred foroven og solbrændt. Høj pande. Blågrå øjne. Øjenbryn: Blonde, alm. buet. Næse: Almindelig. Store ører. Skarp hage. Alm. ben, mund, hænder og fødder. Guldplombe i fortand. Ingen ar eller tatoveringer.

 

VESTRE FÆNGSEL

I virkeligheden sad Christian i Vestre Fængsel. Det gjorde han i hvert fald, da han skrev hjem i et udateret brev i begyndelsen af juni 1944:

 

 

”Kære Allesammen. Har ikke kunnet skrive før. Blev arresteret den 20/5. af det tyske Politi. Grunden kan jeg ikke fortælle jer i Dag. Ønsker tante Alma hjertelig til lykke med Fødselsdagen (12.06.). Kan kun skrive 20 linier, derfor saa kort. Det er jo ikke morsomt at sidde indespærret, når det er saa dejligt udenfor. Er Jordbærrene modne? Nu maa I ikke være alt for kede af det. Jeg tror paa Skæbnen, og hvis det er Meningen, at det skal være min sidste Sommer, saa er der ikke noget at gøre ved det. Fremtiden tegner sort, og dog kan det hurtigt skifte. Det gælder om at holde Humøret oppe. Maa skrive hver 14 Dage. Haaber snart at høre fra jer. Hils min Mor og alle bekendte, jeg skriver næste Gang til hende. Det er en Trøst, at man ikke er den eneste, der er her. Jeg haaber kun paa en snarlig Fred og saa paa et frit Danmark. Naar det er alt for trist, saa synger jeg en Sang. Mange kærlige Hilsner jeres Christian.”

 

Der er tilføjet et PS Husk Adressen: Tysk Afdeling. Brevet er stemplet Geprüft og signeret PB.

 

Blandt Jes Clausens efterladte papirer i arkivet finder vi følgende afskrift:

Sommeren 1944. –18. Juni. Den mest ulykkelige Dag i mit Liv. Gud være med os begge! Tak fordi jeg lærte dig at kende, selvom vi kun var sammen nogle faa Gange. Maa Gud være os naadig, saa vi engang kan lære hinanden bedre at kende. Mon den Dag kommer, hvor vi sammen kan takke Gud, fordi han frelste vort Liv. Vi maa haabe og bede dertil”.

 

Ovennævnte var skrevet på et foto af Christian af en kammerat fra København, som også døde i kamp for Danmarks Frihed.

 

Gerda Lykkegaard skriver til Alma Clausen fra Sønderborg d. 01.07.1944:

 

 

Sender Dem hermed lidt undertøj. Desværre har jeg kun dette, men hvis De ikke modtager det snavsede Tøj, vil De saa ikke meddele mig det, saa vil jeg forsøge at faa Værtinden til at sende mig lidt, enten det bliver Christians eller min Mands. Forhaabentlig varer det heller ikke saa længe inden, jeg bliver i stand til selv at rejse derover. Jeg har faaet Meddelelse om, at Pakker, der sendes derover, kun maa indeholde Brugsgenstande.”

 

Næste brev fra Christian er dateret tirsdag d. 18. Juli 1944:

 

 

”Kære Allesammen. Tusind Tak for 2 Breve og Pakke. Glæder mig, at alt gaar ved det gamle. Ja, det har været fint Vejr, efter hvad jeg har kunnet se. Om mine forhold intet nyt. Haaber snart at faa en afgørelse. Naar man har rodet sig ind i noget, maa man jo ogsaa rodes ud igen. I maa ikke sørge for meget, jeg har ikke tabt modet. Der kommer nok lysere Tider for os. Man hører jo ikke noget om krigens gang, men jeg tror nok, at det vi alle længes efter er Fred. (Den næste halvanden linie er overstreget af censuren). Sommeren er jo ødelagt, men om det gaar godt, oplever vi nok nye somre. Smagte Fødselsdagskagerne godt? Jeg vilde gerne have et Stk. Sæbe, Barberblade og Tandpasta. Haaber at det maa passere Censuren. Og et lille Spejl. Har I haft travlt med Mælkevognen? Der har vel været mange Mennesker i Kollund. Hils nu gamle onkel Chresten (Olling) og alle mine Venner. Hils også Gedi (Nissen/Brandenhoff), jeg ved hun bliver glad. I maa ikke tænke paa Besøg. Det kan vist ikke blive til noget. De kærligste Hilsener til Mor, Georg (Clausen) og jer to. Jeres Christian.

 

Der er tilføjet et PS Frimærker ? Brevet er stemplet Geprüft og signeret.

 

Der Befehlshaber der Sicherheitspolizei und des SD in Dänemark fremsender d.14.07.1944 Christians papirer ”und sonstigen Sachen” til familien i Kollund.

 

  1. 20.07.1944 har Alma Clausen åbenbart skrevet til en Laura Jørgen Jensen og bedt om hjælp. Hun svarer d. 24.07.1944 fra Aahuset, Svaneke, Bornholm bl.a. saaledes:

 

 

”Som De ser af Adressen er jeg med min Familie paa ferie paa Bornholm, og hvornaar jeg kan komme herfra, er ikke til at sige i Øjeblikket, da det er vanskeligt at faa Køjeplads med de to Baade, som hver anden Dag besørger Forbindelsen mellem Øen her og Kbh.

Dog har jeg straks skrevet til Udenrigsministeren og endnu et Brev til en Ven angaaende Deres Plejesøn, og lige saa snart jeg kommer til Kbh., skal jeg personligt gøre, hvad der staar i min Magt for at skaffe Oplysninger, og hvis Chr. Fries endnu er i Vestre Fængsel, skal jeg nok faa lov at besøge ham og hjælpe ham på en eller anden Maade”.

 

 

Den 29.07.1944 har Christians onkel Jes Clausen skrevet til Forsvarsministerens Foredragsudvalg om reglerne for pakker, besøg og brevskrivning. Han får fremsendt vejledningerne ved brev af d.05.08.1944 fra Folk og Værns Kontor  på Vester Voldgade 117, Kbh. V., hvori man også oplyser, Daells Varehus vil være behjælpelig med at skaffe underbeklædning til de anholdte.

 

 

Vestre Fængsel, tirsdag den 8/8.1944:

 

 

”Kære Alle sammen. Mange tak for Brevet. Pakken har jeg ikke faaet endnu, men den kommer nok. Det glæder mig, at I alle har det godt. Kan endnu ikke sige jer noget vedrørende min sag. Regnede med en Afgørelse, men saa kom der noget nyt til. Kommer i hvert fald ikke ud, saa længe Krigen varer, men jeg synes at have paa fornemmelsen, at den snart er slut. Det skal blive en stor Dag, naar man atter er fri, forhaabentlig inden Kongens Fødselsdag (26.09.). Jeg har Celle Nr. 584 nu. Og Lykkegaards har faaet en Datter skriver I, det er jo glædeligt. Mon vi kan komme til Barnedaab? Har fuldstændig vænnet mig til Forholdene nu, det gaar automatisk. Forstaar at I har haft travlt, der er jo nok at se til. Jeg naar ikke at faa solbad i Aar, det var ellers mit bedste, at ligge i Solen. Dog trøster jeg mig med, at dette ikke kan vare evigt. Der maa komme en dag, hvor alt igen er godt. Og Onkel Chresten er stadig rask og rørig, han holder sig godt. Sender noget Tøj hjem ved Lejlighed. Til Slut sendes de kærligste Hilsener til jer alle derhjemme, til Venner og Bekendte, jeg har ikke tabt modet. Jeres Christian”.

 

Brevet er stemplet Geprüft og signeret.

 

Vestre Fængsel, onsdag den 30/8. 1944:

 

 

”Kære Alle sammen. Takker jer paa det hjerteligste for Brevet. Det glæder mig, at I har faaet en ny Radio. Har faaet Vask og Sæbe, tror nok Fru Lykkegaard har bragt det. Hils hende mange Gange og ønsk til lykke med Datteren, naar I skriver. Ja, Sommeren er hurtigt forbi, hvem skulle tro, at man sidder her paa 4. Maaned. Jeg kan ikke sige noget om min Sag, det trækker ud, der kommer hele tiden noget nyt til, men lyst ser det ikke ud. Jeg vil ikke lyve for jer, det er lige saa godt, at I ved, hvordan det gaar. Jeg venter kun paa Freden, og den skal nok komme. Det kunne ellers have været dejligt, om jeg var blevet interneret i Frøslev, saa havde jeg ikke langt hjem, men det bliver der nok ikke noget af. Haaber ellers at I har det godt Alle sammen. Er pærerne modne. Bliver dejligt, naar man igen er fri, saa skal man nok skønne paa, hvad det betyder. Har ikke sendt Vask endnu. Ønsk Naboerne til lykke med Sølvbrylluppet. Til Slut de kærligste Hilsener til min Mor og jer alle og Vennerne. Jeres Christian”.

 

 

FRØSLEVLEJREN

Senere overførtes han til den mellem marts og august 1944 nyopførte interneringslejr i Frøslev pr. Fårhus, hvor han blev indkvarteret i den nu nedrevne barak H10 stue 10, hvorfra han skrev sit sidste brev onsdag d. 06.09.1944:

 

 

 

”Kære Alle sammen. Takker for Pakken, som jeg modtog i Vestre Fængsel. Er nu i Frøslev. Haaber, at I har det godt. Det er en god Forandring at komme hertil, saa I kan være ganske rolige. Maa modtage en Pakke hver 6. Uge, den maa ikke indeholde Spisevarer. I Pakken skal der være en Fortegnelse over Indholdet. Maa skrive Brev hver 3. Uge. Ansøger om at modtage Besøg, saa vil I modtage Besked gennem Myndighederne. Ved Besøg maa der medbringes 1 Kg. Nydelsesmidler saasom Kager, Chokolade, Tobak, Æbler. Jeg trænger meget til at faa følgende tilsendt: Gummistøvler, Fodsvøb, grove Ridebenklæder, Drejlsfrakke, blaa Sweater. Maaske det gaar hurtigere, hvis en af jer cykler herop med Pakken. Haaber, at alt gaar godt derhjemme. Vi venter kun paa Freden. Forplejningen er udmærket herude, men jeg trænger ogsaa til at faa noget Fedt paa Kroppen. Har mødt en Del kendte Ansigter, det er jo morsomt at se gamle Bekendte. Har lige nu faaet Besked paa, at jeg kan faa Besøg, saa I kan vente Besked. Kærligste Hilsener til Mor og jer Alle. Christian”.

 

Samme dag afsendtes et brev (A.S. 1-563) fra Politigården i Kbh. udfærdiget af Statsadvokaten for Særlige Anliggender til Alma Clausen i Kollund:

 

 

”Under henvisning til Deres brev af 20. juli 1944 til fru overlæge Jørgen Jensen, Kbh., hvilket brev gennem Udenrigsministeriet er overladt mig, skal jeg meddele, at Deres plejesøn officiant Christian Fries for tiden sidder i Vestre Fængsels tyske afdeling sigtet for rigsfjendtlig virksomhed.

 

Det har hos det tyske sikkerhedspoliti ikke været muligt at opnå yderligere oplysning om sagen. Denne er imidlertid meget omfangsrig, og undersøgelserne er langt fra afsluttet, hvorfor der vil hengå endnu nogen tid, inden De kan forvente Besøgstilladelse til Vestre Fængsel”.

 

 

KONCENTRATIONSLEJR

Glæden over at være kommet til hjemstavnen varede kun kort. Allerede ugen efter fredag den 15. september brød tyskerne løftet om, at fangerne skulle blive i Frøslevlejren. Som de første blev Christian sammen med 194 andre, herunder flere medlemmer af Studenternes Efterretningstjeneste, sendt til koncentrationslejren Neuengamme, med ankomst lørdag d. 16, hvor han fik fangenummer 50.403. Med samme transport var bl.a. Ejnar Brøgger (50.397), Hans Schach Bruun (50.451 / Død 02.2009 / Bog: På dødsmarch gennem Hitlers Tyskland), Henry Ingemann Martin Him-Jensen (død 19.12.44 i Husum), Ebbe Gylding Holmboe, Arne Kjeld Jørgensen (død 25.12.1944), Jørgen Kieler (Flere bøger og artikler), Børge Køngerskov (Død 18.05.2010), Vincent Lind (50.381 / Død 13.09.2007 / Flere bøger bl.a. Træl & Fri), Aage Malling-Jacobsen, Knud Henning Møller (Død 13.02.1945), Benjamin Mørch (Død 07.02.1990 / Bog: Mærket for livet), Hans Mørup (Død 11.12.2008 / Bog: På fløjen), G.K. Petersen, Arent Esbensen Petersen, Henry Petersen, Peter Andersen Riber (Død 27.02.1945), Aage Buhl Rosenkjær (Død 18.11.1944), Jørgen Willy Sejr, Paul Aage Jens Thygesen (50.540 / Død 28.07.1999 / Bog: Læge i tyske Koncentrationslejre)), Knud Wiese (50.475 / Bog: Fange i Tyskland).

 

 

Fangerne fik efter afklædning, aflusning, bad og kronragning tildelt en ussel beklædning og et kadaverskilt, hvorefter de blev  fordelt mellem Neuengamme, Ravensbrück, Porta Westphalica og Husum. Transporten til udekommandoen i Schwesing-Engelsburg ved Husum fandt sted i de sædvanlige beskidte kreaturvogne mandag d. 25. september med ankomst på Kong Chr. X fødselsdag dagen efter, hvilket gav anledning til, at danskerne fik lov at samles til fællessang på dansk.

 

 

Christian og bl.a. officiant G.K. Petersen, 7. Regiment i Fredericia var med i den allerførste transport til lejren, der var ca. 30 år gammel og opført til at huse russiske krigsfanger under Første Verdenskrig. Der var 9 faldefærdige barakker samt 4 ubeskriveligt svinske lokumsbarakker med hul i jorden, og kunne overhovedet ikke tage den overbelastning, som lejren blev udsat for. Den var bygget til højst 400 mand og i de 3 måneder, den var i brug indtil slutningen af december1944, blev der sendt ca. 2.500 fanger dertil. Lejrlederen var en fordrukken og brutal SS-Untersturmführer ved navn Hans Griem. I dag er der kun få rester tilbage, men der findes et monument og en oversigtstavle indviet d. 30.01.1983 ved hvilken lejlighed, der for første gang fra officiel tysk side blev berettet om denne lejr over for offentligheden.

 

Danskerne blev indkvarteret i barak nr. 1 og 4. Fra første dag blev de hver eneste dag ved 6-tiden sendt gennem Husum by 10-15 km ud i marsken, hvor de som led i forsvarsstillingen ”Friesenwall” (Friservolden) skulle grave pansergrave ned til godt 2 meters dybde. Enhver kan forestille sig, hvordan det var, når grundvandet kun stod et spadestik nede.

 

 

DØDEN

Det hårde og fugtige arbejde, dårlige indkvarterings- og hygiejneforhold samt elendig beklædning og underlødig kost (kålrabisuppe uden kålrabi)var dagligdag. Intet under at mange blev angrebet af sygdomme, og også Christian blev ramt. Ifølge moderens anmeldelse til Direktoratet for Ulykkesforsikring døde han af dysenteri (voldsom diarré). En af de sidste, som talte med ham var Hans Mørup, og overfor ham havde Christian givet udtryk for, at han ikke kunne klare det længere. Det samme sagde Ejnar Brøgger, Hammelev, da jeg traf ham til et foredrag af Jørgen Kieler på Skamlingsbanke Ungdomsskole d. 29.09.2009. Christian var sovet ind ved siden af ham i samme køje!

 

Benjamin Mørch beretter i sin bog ”Mærket for livet” på side 66, at Christian, få dage før han døde, var blevet banket så voldsomt af en SS-er og en Kapo, at han fik knoglebrud, og blev sygemeldt.

 

Lørdag den 18. november kl. 08.23 døde han. Dødsattesten (nr. 44/1944) er udstedt d. 25.12.1944 af Standesbeamte Bestmann i Schwesing. Den fremsendtes til Christians mor Christine i Padborg ved brev af d.31.12.1944 af lejrkommandanten ved Kommandanturens Politiske Afdeling i Konzentrationslager Neuengamme. Dødsattesten modtoges i Direktoratet for ulykkesforsikring d. 11.01.1946.

 

At der ikke straks blev givet besked til de danske myndigheder om dødsfald, kan bl.a. ses af, at Forsvarets Foredragsudvalg ved brev (J. 23 nr. 1124) af d. 30.11.1944 fremsender kr. 100 til Jes Clausen til køb af en julepakke til Christian.

 

Alma og Jes Clausen havde lørdag d.02.12.1944 indrykket en dødsannonce i Flensborg Avis: ”Vi har modtaget den sørgelige meddelelse, at vor kære plejesøn officiant Chr. Fries d.18.11.1944 pludselig og uventet er afgået ved døden i en alder af 28 år”.

 

 

BEGRAVELSE

Christian begravedes i første omgang i en fællesgrav på kirkegården i Husum. En månedstid efter krigens afslutning nemlig d.12.06.1945 udstedtes en fuldmagt til rejseinspektør Henry Petersen, Schlegels Allé 3, Kbh.(senere Silkeborg), hvormed han kunne hente liget tilbage til Danmark. Sammen med læge Paul Thygesen, Kbh., der også havde været i Schwesing, lykkedes det at finde og via tandkort fra garnisionstandlæge Evald i Sønderborg at identificere Christians lig samt 8 andre, der alle blev transporteret via Sæd til Tønder i dannebrogssmykkede zinkkister d. 09.07.1945, hvor de ankom kl. 11.15. Efter en kort mindehøjtidelighed ved pastor Magle, Tønder førtes hver især til sit bestemmelsessted.

 

Christian blev begravet igen i dansk jord på Bov Kirkegård torsdag d. 12.07.1945 kl. 15.00 af Pastor Lauritzen. I kirken var der et æreskompagni fra 13. Bataillon, og kisten, der var smykket med Dannebrog, førtes under sørgemarch, spillet af militærorkesteret fra Sønderborg, til gravsted nr. 53. Ved jordpåkastelsen talte Oberst Christensen, tidl. Sønderborg, Oberst Have, Haderslev, Oberstløjtnant Elmgreen, Haderslev, formanden for officiantforeningen i Haderslev, formanden for Haderslev Gymnastikforening, Rektor Bernhard Hansen samt repræsentanter for Sergenternes Hovedorganisation og Region 3. Kaptajn i Grænsegendarmeriet Malling-Jacobsen afsluttede med en hilsen fra Christian, som han havde talt med i lejren umiddelbart før hans død. Efter begravelsen samledes man på Bov Kro til mindesamvær.

 

 

MINDERNE

Allerede mandag d. 04.12.1944 skrev vennen Hans Hoeck fra Haderslev til Alma og Jes Clausen:

Jeg vil gerne sende Dem en venlig deltagende Hilsen i Anledning af Christians Død. Hvor var det svært, da min Moder Søndag Morgen meddelte mig at min bedste Ven, Christian var død. Jeg følte det som om noget uretfærdigt var sket. Da jeg stod og saa på det Billede af Christian, som staar paa mit Bord fandt jeg et Øjeblik Trøst, Lidelserne for ham var hermed ogsaa ophørt, kun en lille Trøst, men sikkert ikke ringe.

 

Jeg forstaar, hvor svært det maa være for Dem, saadan som De holdt af ham og han af Dem, og er det end rigtigt, at Tiden læger alle saar, saa bliver dog Savnenes Ar tilbage. Mærkeligt at Christian ikke maatte se sit højeste Ønske opfyldt nemlig ”Et frit Danmark”.

 

Jeg husker tydeligt hans sidste Ord til mig, da vi skiltes sidste Gang, han besøgte mig. Christian sagde da til sidst: ”Hans, du maa love mig tab ikke Humøret, selv om det en Overgang kan se svært ud for os, men Danmark skal atter blive frit”.

 

Jeg er sikker paa, at Christian til det sidste har holdt Humøret højt. Han kæmpede en ”Kamp for Sejren med aaben Pande”. Æret være hans Minde”.

 

Oberst A. Wulff Have, Haderslev Kaserne skrev fredag d. 08.12.1944 til Jes Clausen:

”I Anledning af den triste Meddelelse Regimentet har faaet – at en af dets bedste Officianter; Deres Plejesøn, er afgaaet ved Døden, vil jeg meget gerne hilse på Dem.

Jeg kommer til Kollund fra Mandag d. 11. ds. – paa Cykle fra Graasten, og vil saa tillade mig at opsøge Dem – antagelig ved Middagstid”.

 

Ellen, hustru til officiant Oskar Christensen, som blev meldt savnet dagen efter d. 29. august skriver fra Tjærbyvej 6, Dronningborg ved Randers d. 12.01.1945 til Christians mor:

Maa jeg allerførst kondolere Dem. Det var haardt, det skulde gaa vores bedste ven Christian saadan, og mest haardt for Dem, der maatte miste Deres eneste Barn, tilmed lige op til Jul.

 

Det er svært at forstaa, at vi aldrig skal se ham mere, og at det skal gaa en saa sund, rask og livlig ung Mand som ham saa sørgeligt. Vi vil altid ære hans Minde, og savne ham dybt, vi der i flere Aar var saa meget sammen med ham. Vi kan ikke glemme, hvor god en kammerat, han var.

 

Jeg har i dag faaet brev fra min Mand, og han bad mig sende Dem en Blomst. Min Mand kan desværre Ikke selv skrive til Dem, ellers havde han gjort det for længst.”

Direktøren for Krigsministeriet skriver ved brev (A.2537-1944/157) af d.27.01.1945 til Christians mor:

I anledning af Deres søns død vil jeg tillade mig at udtrykke Krigsministeriets dybeste deltagelse i Deres sorg, ligesom jeg må bevidne Dem det smertelige tab, som Hæren har lidt ved at miste en af sine gode befalingsmænd. Jeg beder Dem være forvisset om, at Deres søns minde altid vil blive bevaret i Hæren

 

Foruden mindestenen i Kollund, findes Christians navn blandt andre faldnes på mindetavler på Kasernerne i Haderslev (afsløret søndag d.29.08.1948) og Sønderborg (afsløret onsdag d.09.07.1947), på Kornetskolen på Kronborg og på Officersskolen på Frederiksberg Slot.

 

Et par dage før mindehøjtideligheden skriver vennerne Gerda og Aksel Lykkegaard, hvoraf sidstnævnte blev arresteret sammen med Christian bl.a. følgende til Alma og Jes Clausen:

Hvor vilde vi gerne have overværet Mindehøjtideligheden over Christian på Søndag, men desværre lader det sig ikke gøre, da vi endnu befinder os i Viborg. Det er en længere Ferie, vi har faaet.

 

Men selv om vi er afskaaret fra at deltage i Højtideligheden, saa vil vore Tanker være hos Dem. Vi tænker saa ofte paa Christian, og kan ikke forstaa, at det netop skulde være ham, som vi saa inderligt ønskede at gense, der skulde bukke under for en fremmed Nations Djævelskab. Man staar saa uforstaaende overfor det, men saadan siger vel alle, der mister deres kære.

 

Der hersker Sorg og Nød i mange danske Hjem over Tabet af Danmarks bedste Sønner. Maatte de glade Minder, De har om Deres gode Dreng, som vi ved Christian har været, samt stoltheden over, at Christian gav det bedste og det største han ejede, sit Liv, for vort Fædreland, hjælpe Dem til at mildne Deres bitre og smertelige sorg.

 

De der en gang har lært Christian at kende, vil aldrig kunde glemme ham. Han vil blive mindet og savnet mange Steder rundt omkring i vort Land. Aldrig har vi hørt andet end godt om Christian. Altid saa vi ham i godt Humør og med smil paa Læben. Vi er taknemmelige over at have lært ham at kende og stolte over at have været hans bedste Venner.”

 

Søndag d. 18.02.1945 kl. 15.00 afholdtes mindehøjtidelighed på Strandhotellet i Kollund for Christian samt Overgendarmerne A. Roos og J.H. Markussen. Salen, som var smykket med Dannebrog, blomster og levende lys, var så fyldt, at man var nødt til at åbne til stuen ved siden af. Der var bl.a. taler af pastorerne i Bov Lauritzen og Carøe, Stabsofficiant Thomsen, Haderslev, Inspektør Hoeck, Haderslev og lærer Hansen, Kollund.

 

Blandt udklippene finder vi også følgende digt af C. Hauch:

 

O du som græder, visk din tåre bort

og du, som sørger, husk din sorg er kort.

Thi du har ro, når hjertet står stille

og dødens engel læger dine sår.

 

Haderslev Officiantforening holdt lørdag d. 09.03.1946 indvielsesfest. Man indledte med en lille sang, hvis sidste vers lød således:

 

Vi priser hans indsats, hans gerning, hans trods

vil lyse for senere slægter,

Hans solskinshumør og hans herlige smil,

vil leve blandt os for stedse.

 

Der afsagdes derefter følgende mindeord:

 

Ja, da så godt som alle foreningens medlemmer med damer er samlet her i aften, synes jeg, at vi skal samle vore tanker om den kammerat, der her er omtalt, officiant Christian Fries, der faldt i kampen for Danmarks Frihed.

 

Under sit motto: Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder, måtte denne unge, gode og livsglade kammerat bukke under for det tyske tyranni. Han døde i tysk koncentrationslejr. Han hviler nu i dansk jord – den jord og det land han gav sit liv. Skal vi rejse os og i stilhed hædre ham for hans indsats.

 

Vi rejser os stille og bøjer vort hoved,

for en af Danmarks helte,

som gav det han ejede: sin ungdom – sit liv.

Vi lover at ære hans minde.

 

Æret være officiant Fries’ minde!

 

 

 

 

*Hans Hoeck: Ven fra barndommen i Kollund? Se folketælling 1921.

 

Tak til Poul Agertoft

 

Hvis du vil vide mere: Læs

  • Pernille Juhl: Frihed og Ære
  • Benjamin Mørch: Mærket for livet

 

  • dengang.dk indeholder 193 artikler fra Besættelsestiden

Historikernes Besættelsestid

Februar 21, 2017

Historikernes Besættelsestid

Advarsel: Dette er en meget lang artikel. ”Du er fuld af Løgn”. ”Det er det rene konspiration”. ”Det ligner et stykke skolearbejde” Ja det er nogle af reaktioner på de artikler, vi lægger ud omkring besættelsestiden. Og fra arkiverne lyder det ”Dokumenterne findes ikke”. ”Vi har kigget i arkiverne, der er ikke noget at komme efter”. Åbenbart skal man stadig følge en bestemt linje. Og almindelige mennesker har ikke adgang til de arkiver, der fortæller noget andet. Men er det historikerne, der fordrejer historien? Vi har nogle fremragende historikere herhjemme. Men det er som om, at historien hele tiden forandrer sig og følger en bestemt tendens. Vi har taget en ordentlig stak bøger fra hylderne i stuen og forsøgt at beskrive besættelseshistorien ud fra disse. Se listen bagerst i artiklen. Vi har dog tilladt os, at komme med bemærkninger til dette.

 

Dokumenterne findes ikke

  • Dokumenterne findes ikke

Ja sådan var beskeden fra Rigsarkivet. Vi havde ellers benyttet os af de teknologiske muligheder, og havde endda fået hjælp fra det lokale arkiv. Vi håbede at kunne komme i bunds i et par sager ned fra grænsen. Sager udspillede sig lige efter besættelsestiden.

 

Der er ikke noget at komme efter

Tidligere har vi fået beskeden:

  • Vi har undersøgt dokumenterne, der er ikke noget at komme efter.

Men det har det været tidligere. Her har vi kunnet konstatere manipulation og usandheder. Man har holdt familier hen med løgn og andet.

Jo besættelsestiden er spændende at beskæftige sig med. Man får ofte at vide, at man er ude på konspiration. Og sidst, da man beskæftigede sig med politiet under besættelsen, at fremstillingen lignede en fejlagtig skoleopgave. Men helt ærlig, så tror jeg, at det var meget værre med politiet, end det jeg selv har beskrevet.

Man var sådan set lige glad med hvilke kilder, jeg brugte.

 

”Du er fuld af løgn”

Når man holder foredrag om besættelsestiden, sker det ofte, at man får at vide, at man er fuld af løgn. Sidste gange kom denne beskyldning fra en række historiestuderende under en pause i et to timers foredrag om emnet.

Når man skriver eller holder disse foredrag jamen så bruger man jo eksempler på de sager man selv har fundet frem, sager fortalt af ældre familiemedlemmer eller fakta man har fundet i bøger fra nogle af de fremragende historikere, vi har herhjemme.

 

Historikerne er ikke altid enige

Nu er det i grunden dejlig at konstatere, at disse historikere heller ikke altid er enige indbyrdes. De fortolker historien i hver deres retning. Men mange af disse klager også over manglende aktindsigt eller bortkommende dokumenter.

Hvorfor siger man ikke rent ud. Du skal ikke have lov til at kigge i dette dokument, for den historie, vil vi ikke have frem.

 

Ældre Besættelses – bøger

Som mange sikkert har bemærket har vi anmeldt en række bøger om besættelsestiden. Som boghandler kunne man frieksemplarer og så anmelde næsten alle de bøger, man ønskede. Men det er slut.

Nu hvor man er gået på pension er den mulighed ikke mere til stede. Og forlagene sender ikke bare en bog til anmeldelse til en tilfældig hjemmeside som www.dengang.dk. Bagerst i artiklen kan du se en ret omfattende kildeliste. Lidt uhyggeligt er det i grunden, at mange af disse bøger kan du købe for en spotpris på ”hollandske bogmarkeder”.

 

Bruger besættelsestiden politisk

Igennem tiden dukker der af og til debatter op omkring besættelsestiden, hvor diverse partier forsøger at rense sig selv. Men ofte ender disse diskussioner i en værre gang mudderkastning. På det sidste har der været en diskussion mellem Lars Weiss og Erik Høgh – Sørensen. Men dette kommer vi tilbage til.

De forskellige partiers bebrejdelser af hinandens gerninger under besættelsestiden klinger i dag lidt hult. Men trods dette bliver besættelsestiden ofte brugt, når man skal have noget gennemført.

 

Hvordan vil historien se ud?

Men hvad sker der, hvis man nu går hen på en af de talrige overfyldte hylder, man har med lidt ældre bøger fra besættelsestiden og fortæller Besættelsestidens historie. Og hvis man så lige kommer med lidt kritik eller ros. Hvordan vil historien så se ud. Det bliver så med en lang liste med bøger under kilder.

 

Statens kamp og politisk magt

Ja egentlig er det to temaer, som de besatte lande inklusive Danmark zoomede ind på under Anden Verdenskrig. Den ene er kampen om statens overlevelse og nationens eksistens. Det andet er den interne kamp, om den politiske magt og det politiske system.

Strategien var også ikke at blive draget ind i krigen og vinde tid, indtil afgørelse var faldet på slagmarken. I de første år, da Værnemagten syntes uovervindelig, gjaldt det truslen fra de nationale nazipartier og fascistiske grupperinger. De fik følgeskab af et følgeskab af anidemokrater, antikommunister og antisemitter. I et ideologisk samarbejde med tyskerne forsøgte de at komme til magten, om end de før krigen havde meget lidt indflydelse.

Modstandskampen stod for mange, som integrationsfaktor. Man følte sig svigtet og orienteringsløse. For hvad var det lige regeringen ville?

Formelt set var besættelsesmagten accepterede gæster, der overtog det ydre forsvar mod trusler fra England og andre fremmede magter.

 

Jørgen Hæstrup – den store lærermester

Efter krigen var der vindere og tabere, men der var også nogle midt imellem. I slutningen af 1940erne var det Jørgen Hæstrup, der var den store historiker. Han blev inspirator og lærermester for næste generation af historikere. I mange år var han den ensomme ulv i dansk besættelsestids – forskning.

 

Et kritiseret Udgivelsesselskab

I 1960 skiftede han spor. Han blev videnskabelig vejleder og forsker i Udgivelsesselskabet for Danmarks Nyeste Historie (DNH). I tidens løb er disse blevet beskyldt for meget dårligdom, så som monopol på forskning, kilder og planløshed. Den berømte landsretssagfører kaldte den for ”autoriserede socialdemokratiske frisører”.

 

Samarbejdspolitikken blev favoriseret

Der blev foretaget undersøgelser, om disse beskyldninger havde noget på sig. Peter Brunbech fra Århus Universitet dementerede de fleste anklagepunkter. Men Claus Bryld tog kraftig til genmæle.

Politikerne fik en række bøger, der favoriserede samarbejdspolitikken og dokumenterede, at denne var båret frem af danske statsinteresser. Og at det bestemt ikke alle historikere, der kunne forvente økonomisk støtte.

 

En glorificerende Scavenius – biografi

Men den bog, der dengang gav størst genlyd var Viggo Sjøqvist ’ s glorificerende Scavenius – biografi fra 1973. Han var en dansk patriot og statsmand, ja en af de helt store. Men man skal nok forstå stemningen blandt befolkningen i 1950erne og 1960erne, for at forstå, at denne bog flyttede hegnspæle.

Jo den gang skulle ministerierne have ret til gennemlæsningen inden udgivelse. Det virker uhørt i dag. Allerede dengang vidste man, at DNH fik den fulde adgang til arkiverne.

 

Forbud mod at omtale landbrugsarkiverne

Kulegravning af erhvervslivet blev nødvendigt. Men de fleste firmaarkiver var hermetisk lukkede indtil 1990erne. Endelig var der en, der fik adgang til Landbrugsarkiverne, men samtidig forbud mod at omtale disse.

Der har været en del debat om kommunisternes rolle under besættelsestiden.

 

Højgaard – kredsen

Og sådan noget som førerdyrkelse, elitetænkning, raceforestillinger, eugenik, handlingsdyrkelse og nationale bedreværdsforestillinger var helt almindelige og udbredte dele af det borgerlige Danmarks grundlag indtil 1940erne. Ja eugenik var også en del af Socialdemokraternes grundlag.

Blandt de mest oplagte borgerlige grupper i besættelsens første år var højreorienterede erhvervsfolk samlet i for eksempel Højgaardkredsen og Danmarkskredsen, der i løbet af sommeren og efteråret 1940 så muligheden for en anden statsform. Målet var, at den økonomiske industri – og handelselite, der havde mistet indflydelse siden især 1929 skulle vinde det tabte tilbage.

En række andre højreradikale grupper anvendte andre metoder. De havde direkte kontakt til besættelsesmagten.

 

Dansk Samling

Dansk Samling stod for en antiparlamentarisk kritik af det politiske system. Men egentlig placerede de sig ikke klart som antidemokratisk.  Det var tydeligt, at der var inspiration fra den italienske fascisme.

Dansk Samling lignede de mere traditionelle (og ikke – nazistiske) højre-miljøer sidst i 1930erne og først i 1940erne. Man var modsat De Konservative uinteresseret i fordelingspolitikken. Under besættelsen var man i kontakt med Højgaard-kredsens antiparlamentariske projekt. Også Sydslesvig-spørgsmålet var en del af partiets mærkesager.

 

Kaj Munk

Kaj Munk’ s forhold til nazismen og besættelsestidens problemstillinger fylder kun en lille del af den omfangsrige biografi, som Per Stig Møller har skrevet. Hovedmålet er at skaffe ham oprejsning fra det ”karakternord” som Per Stig Møller hævder, der blev udført på Kaj Munk i efterkrigsårene bestående af en alliance bestående af kommunister, kulturradikale og socialdemokrater, fordi han var konservativ, nationalromantiker og religiøs. Samtidig havde han en martyr og helte-status i kraft af forfatterskabet og mordet på ham.

Kritikerne påstod, at han i Ollerup i sommeren 1940 havde stillet sig forstående over for nazismen i en tale i Ollerup. Per Stig Møller betoner, at han straks den 9. april gik ind i et arbejde, der på det åndelige plan forberedte modstanden.

 

Hans Mørup fra Aabenraa

Hans Mørup fra Aabenraa har vi tidligere beskrevet. Omkring 1970 nedskrev han sine erindringer med titlen ”På Fløjen”. Og med den mener han, højrefløjen. Han tilsluttede sig Victor Pürschels ”Nationalt Samvirke”. Han fulgte med dette over i Dansk Samling. Via Terrænsportsbevægelsen blev han aktiv i modstandsbevægelsen. Mørup havde en trang til at ofre sig for sagen.

Som vi også tidligere har beskrevet blev særlig modstandsbevægelsen i Aabenraa hårdt ramt. Flere gange blev organisationen optrevlet.

 

Niels Aage Skov fra Ribe

Niels Aage Skovs illegale arbejde skete også med udgangspunkt i et KU – miljø. Han deltog både i våbenmodtagelse på Sjælland og i sabotage på Ribeegnen. Partpolitisk havde han og Hans Mørup samme udgangspunkt. De kom også i kontakt med hinanden i det illegale arbejde.

I sin indledning mener Niels Aage Skov, at den danske besættelsesopfattelse bærer præg af en forstørrelse af modstanden og en nedtoning af samarbejdsviljen over for besættelsesmagten.

 

Blev Frihedsrådet domineret af kommunisterne

Peter Birkelund har lavet en undersøgelse om de illegale organisationer som blandt andet Danske Studenters Efterretningstjeneste og Hjemmefronten. Der blev også kigget på organisationernes illegale blade. ”De frie Danske” blev etableret som det første illegale blad. Det er fra december 1941. Hjemmefronten så med skepsis på samarbejdet i Frihedsrådet, som man mente var domineret af kommunisterne.

Arne Sejr grundlægger og væsentlig aktør i Studenternes Efterretningstjeneste, udsendte i 1995 en fremstilling af organisationens historie. Men Peter Birkelunds bog går dog lidt dybere.

De højreradikale miljøer havde mange røster. De viste skepsis over for det parlamentariske system. De ville have en stærk leder. De tog også dyb afstand til forsvarspolitikken.

 

Niels Bukh havde sympatier for det nazistiske

Den store gymnastikpioner Niels Bukh har vi allerede portrætteret her på siden. I 1930erne fremhævede han positive træk i italiensk fascisme og tysk nazisme.  Det var også disse ting, han videregav til sine gymnastikelever på Ollerup.

Egentlig har vi heller ikke hørt meget om dengang, da Bukh’ s gymnasiaster vandrede ind på Østerbro Stadion med et hagekors – flag. Hurtig glemmer man den danske idrætsverden og deres gode samarbejde med naboerne i syd. Der var kø ved håndvasken efter besættelsestiden.

Sammen med Kaj Munk var han i udkanten af systemforsøgene fra Højgaard-kredsen. Hvor Kaj Munk derefter distancerede sig fra de kredse og de tanker, der kunne identificeres med danske nazister og nazistisk ideologi, så indgik Niels Bukh i aktiviteter som for eksempel forslaget om etablering af et samlet Dansk Ungdomsforbund, der skulle organisere ungdommen på et nationalt og højreradikalt grundlag.

Efter 1945 måtte Niels Bukh forsvare sig mod angreb for pro-tysk virksomhed.

 

Den ideologiske forskel

Den ideologiske forskel mellem dem, der endte på modstandssidens borgerligt – nationale fløj som for eksempel Kaj Munk og dem, der endte på nazistisk side som for eksempel Harald Tandrup og Valdemar Rørdam var ganske beskeden i 1940. De historikere, heriblandt også Hans Hertel, der har beskæftiget sig med den radikale højrefløj, kan derfor heller ikke støtte Per Stig Møller’ s Kaj Munk-projekt.

En række danskere tog andre konsekvenser, de meldte sig til Frikorps Danmark. Det er klart, at dette kunne Hans Mørup ikke med sin sønderjyske baggrund, selv om han tog dyb afstand til systemet Munch-Stauning.

 

På hvilken side af kridtstregen stod man?

Men egentlig har besættelses- litteraturen endnu ikke kunnet forklare, hvilke faktorer, der var afgørende for på hvilken side af kridtstregen de nationalt-borgerlige og elitært tænkende danskere stillede sig på. Der mangler endnu noget forskning hist og her. Når man taler besættelseshistorie er det bestemt ikke en sort/hvid historie.

 

Erling Foss

Erling Foss var medlem af Frihedsrådet. Han var en del af besættelsestidens borgerligt-nationale miljø. Mogens Rüdiger indleder sin biografi af Erling Foss med følgende karakteristik:

  • Erling Foss var nationalist, modstandsmand, forretningsmand og konservativ

I Erling Foss` univers under besættelsen befinder vi os langt væk fra den noget skingre nationalisme hos Hans Mørup og Niels Aage Skov.

Erling Foss havde interesser i virksomheder, der producerede til Tyskland. Han søgte i denne egenskab på at finde grænsen for det nationalt forsvarlige. Han var fremtidens konservativ partipolitiker. Men han kom i konflikt med John Christmas Møller og beklagede, at både retsopgøret efter besættelsen og opgøret om det politiske ansvar blev helhjertet. Der blev ikke markeret, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert.

Erling Foss havde klare kriterier, hvormed han selv kunne skelne det rigtige fra det forkerte. Det var svært for ham at indse, at det var der ikke så mange andre danskere, der havde.

 

Det var ren og skær taktik

Socialdemokratiet var også med i den illegale presse. Det var for at få deres synspunkter igennem. Man opfattede sig selv som være i konkurrenceforhold til Frihedsrådet og bevægelserne bag dette. Man ville ikke begynde at diskutere med modstandsfolkene. Man fremstillede sin egen indsats som et supplement til den åbne modstand.

Man udsendte bladet Frihed. Det var ikke specielt rettet mod besættelsesmagten, men det var ren og skær taktik.

 

Hvad kunne bedst betale sig?

Allerede inden maj 1945 etablerede Socialdemokraterne et billede af en national enhedsfront, der omfattede både modstandsbevægelsen og de samarbejdende partier.

Således sendte Jens Otto Krag et brev til Hans Hækkerup den 13. juli 1944:

  • Men vilde det ikke være forsigtigst og klogest at undgå at komme i åben krig med ”Frihedsbevægelsen” her er Buhl jo vores store nummer. F.eks. synes jeg at den opfattelse, at det var Buhl, der på det rigtige tidspunkt bragte Folkestrejken til sejrrig afslutning efter forhandling med Frihedsrådet, er en gavnlig opfattelse. Dette er ganske uanset om den er rigtig. De legale og illegale kræfter har da stået solidariske.

Besættelsestiden er så afgjort ikke den periode, hvor Stauning skabte sig sit myteomspundne navn og sin position i opbygningen af det folkelige Danmark og etableringen af Socialdemokratiet som statsbærende parti.

 

I Danmark har vi kun haft en statsmand!

Vilhelm Buhl, hvis liv og virke var præget af en asketisk livsførelse, magtpolitisk realitetssans og en vis kynisme er ligesom Stauning heller ikke Søren Mørchs helt.

Scavenius er om nogen den store kyniker i dansk politik i denne periode, alligevel er Søren Mørch en relativ stor beundrer af ham. Ja det er der jo flere historikere, der er. Men Søren Mørch skjuler dog ikke, at selv Scavenius af og til tog fejl. Han slutter biografien med et Erik Eriksen-citat om ”at vi i Danmark kun har haft en politiker, der fortjener prædikatet ”statsmand – og det var Scavenius”. Men den gode Erik Eriksen sagde dog ikke dette offentlig. Og den dag i dag har Borgerrepræsentationen i København ikke turdet at opkalde en vej, plads eller park efter Scavenius.

 

Hans Hedtoft

Og så var det også lige Hans Hedtoft. Han havde et ambivalent forhold til Frihedsrådet. Hans sympati for dets anti-nazistiske kamp var dog uomtvistelig. Men han var imod ”det selvgroede, selvbestaltede, selvrådige og det noget uhåndgribelige. Ja sådan siger Leif Thorsen. Men hans Kirchhof påpeger nu noget helt andet. Carl Erik Andersen nævner, at Hedtoft var et sted mellem Politik og modstand.

 

Niels Svenningsen havde indflydelse

Udenrigsministeriets topfolk og embedsmænd var vigtige under besættelsestiden. Og her var Niels Svenningsen en central person for gennemførelsen af den danske tilpasningspolitik. I sit otium har Viggo Sjøqvist lavet en biografi over ham. Han var professionel og havde en evne til at opnå kompromiser og nå resultater. Han dækkede over sin egen indflydelse og lod politikerne få ære, skyld og ansvar.

Men egentlig kommer vi ikke bag facaden og lærer ham at kende som menneske. Svenningsen mente, at Danmarks politik efter 5. maj 1945 stort set ville have været det samme, hvad enten modstandsbevægelsen havde været der eller ej.

 

Henrik Kauffmann og Grønland

En helt anden og farverig embedsmand var Henrik Kauffmann. Og ham har Bo Lidegaard tegnet et portræt af. Han balancerede hele tiden på kanten af vanære og udstødelse. Bo Lidegaard konkluderer, at Kauffmann handlede selvrådigt og ud fra en mere internationalistisk opfattelse end den, der var domminerende hjemme i ministeriet.

Kauffmann foretog en tvivlsom varetagelse af de danske interesser i Grønland. Men han bevarede sin magtposition. Mange diplomater tog en personlig vurdering af, hvad der tjente Danmark bedst.

 

DKP havde urealistiske forestillinger

DKP fik betydeligt besvær med et retfærdiggøre den nye sovjetiske politik, der også indebar, at krigen mellem Tyskland og Vestmagterne skulle ses som en imperialistisk krig, som DKP og Sovjetunionen måtte stå udenfor og hvis resultat var uden større betydning for proletariatet. I det antikommunistiske Danmark var det så god grund til at hænge DKP ud som protysk, antinational og noget, der var mindre pænt.

DKP havde urealistiske forestillinger om egen styrke og politiske muligheder. DKP – lederne havde i 1945 en stærk tro på muligheden for, at vejen stod åben for en socialistisk udvikling gennem en DKP-ledet enhedsfront med Socialdemokratiet og et samarbejde med Christmas Møller, som eksponent for reformvenlige borgerlige.

 

Mogens Fog nedtonede egne forbindelser til DKP

Ifølge Michael Kjeldsen var en kupagtig magtovertagelse en klar mulighed, hvis de rette betingelser var til stede. Mogens Fog havde en betydelig rolle for DKP`s strategi. Han søgte ellers at nedtone sine snævre forbindelser til DKP men forblev overbevist kommunist.

Mogens Fog var i april optaget af at udvikle et efterkrigsprogram for Frit Danmark. Michael Kjeldsen lader dermed også Mogens Fog være omfattet af DKP`s tvetydige demokratiopfattelse og demokratisk praksis.

Historikerne er lidt uenige omkring ”Frit Danmark”. Nogle mener således, at det reelt var en kommunistisk frontorganisation.

 

Var russerne slet ikke interesseret i Danmark?

Bent Jensen har i mange sammenhænge haft fat i DKP. Tyngdepunktet har dog været tiden efter revolutionen og i perioden efter 1945. De første afsnit i hans store bog om forholdet mellem Danmark og Sovjetunionen med den talende titel ”Haren og Bjørnen” omhandler DKP`s rolle især besættelsens slutfase. Det samme gælder hans bog om Bornholm ”Den lange befrielse”.

Bent Jensen beskriver DKP’ s politiske taktik som præget af konspiration, og han er ikke i tvivl om på hvilken side DKP ville befinde sig i et opgør, hvor Sovjetunionen ville forsøge at gribe direkte ind i Danmark. DKP-ledelsens rapporter og brevet til Moskva er entydige på dette punkt.

Bent Jensens gennemgang af de sovjetiske kilder viser dog samtidig, at for Sovjetunionen var Danmark engelsk interessesfære, og det var ikke forudsat, at der skulle indsættes sovjetiske tropper i Danmark.

Den mulighed for indflydelse på danske forhold, som de sovjetiske troppers tilstedeværelse på Bornholm gav, var dog en gevinst, som man ikke lod gå fra sig. For Bent Jensen var Bornholm først befriet, da både tyskere og russere have forladt øen.

Russerne ville ikke bruge lokale kommunistpartier

De sovjetiske efterretningsorganer anvender nødigt de lokale kommunistpartier. De foretrak at organisere specielle grupper. Sådan forholdt det sig også med Danmark. Dette er med til at forklare modsætningsforholdet mellem DKP’ s ledelse og Alfred Jensen, formand for Søfyrbøderforbundet.

 

Bopa fik bredere politisk sammensætning

Det var givet, at skulle der ske en kupagtig magtovertagelse så ville BOPA få en central rolle. Men Esben Kjelbæk omtaler, at BOPA i 1944-45 fik en politisk stadig bredere sammensætning. Således fik Eigil Larsen frataget sin lederrolle, da han var for markeret kommunist.

 

Danmark viste stor tilbageholdenhed

Der var begrænsede muligheder for at sikre dansk suverænitet overfor et tysk angreb. Det sørgede forsvarsordningerne fra 1932 og 1937 for. Socialdemokratiet overlod det sikkerhedspolitiske ansvar til andre, fagdiplomater og især P. Munch.

Danmark udviste stor tilbageholdenhed overfor stormagterne, især Sovjetunionen. Selv om Danmark lagde vægt på nordisk solidaritet ville man ikke udfordre stormagterne. Munch fastholdt stædigt dansk tilpasningspolitik.

Sikkerhedspolitikken og 9.april-problematikken har på trods af en del udgivelser og undersøgelser ikke været i centrum for forskning i den periode, vi her kigger på.

 

Nye muligheder for profit

For de fleste virksomheder, embedsmænd, arbejdere, funktionærer og landmænd betød besættelsen ofte kun en mindre tilpasning til nye vilkår på enkelte områder. Tilpasningen skete med større eller mindre lyst.

En del gik videre end blot tilpasning. De søgte aktivt at profitere på de nye muligheder for fortjeneste. Tyskland og værnemagten blev storaftager af dansk produktion og arbejdskraft til gode priser og lønninger.

Dansk erhvervslivs produktion til Tyskland og besættelsesmagten blev genstand for en betydelig debat i 1999 – 2000, hvor hovedtemaet var en moralsk afstandtagen fra, at profitmotivet blev sat højere end nationale hensyn.

 

”Krigens købmænd” satte gang i debatten

Debatten blev indledt efter, at tre unge journalister fra Berlingske Tidende offentliggjorde en artikelserie, hvis hovedemne var Riffelsyndikatet og A.P. Møllers rolle. Vi har tidligere indgående beskrevet dette på vores side.

 

Tyskerne sikrede sig ordentlige produktionsforhold

Den Parlamentariske Kommission og Detlev Tamm har omtalt danske virksomheders produktions, – afsætningsforhold og fortjeneste. Man må sige, at historikerne ikke rigtig har interesseret sig for dette emne. Og dog Joachim Lund har kigget lidt på det. Det samme gælder Philip Giltner.

Tyskerne sikrede sig ordentlige produktionsforhold i Danmark. Måske var det derfor, de ikke gik så hårdhændet til værks. Således blev Norge også på det økonomiske plan presset meget hårdere end Danmark.

 

Werner Best var alt andet en moderat

Og det skyldes ikke, at Wener Best var en særlig moderat politiker. Sådan betragter Ulrich Herbet det. Og Philip Giltner konstaterer, at de tyske instansers basale ukendskab til den danske økonomi og landets beskedne plads i de tyske Europa-forestillinger spillede en rolle i kombination med Danmarks beskedne besættelsesstatus.

Tyskerne fik et godt økonomisk udbytte af besættelsen. Det var mere, end de egentlig havde regnet med. Giltner mener dog, at også danske interesser blev tilgodeset gennem den politisk – økonomiske samarbejdspolitik. Tyskerne udnyttede således kun halvdelen af den danske værftsindustri.

 

Tilbageholdenhed?

Og dansk eksport inden for værktøjsmaskiner og dieselmotorer var højere til tredjelande som Sverige, Schweiz, Ungarn m.fl. end til Tyskland. Der var faktisk også en betydelig landbrugseksport til disse lande. Sammenlignet med lande som for eksempel Norge og Holland var der en bemærkelsesværdig tilbageholdenhed fra Wehrwirtschaftsstab Dänemark.

Godt nok leverede danske firmaer betydelige mængder varer til den tyske krigsindustri, men alt i alt var der tale om en meget mindre andel end den, der ville blive resultatet af en mere direkte tysk indflydelse på dansk erhvervsliv. Den neutrale canadiske iagttager Giltner understreger dog, at den danske samarbejdsstrategi ikke var nogen langtidsforsikring.

I det øjeblik Tyskland havde kunnet realisere sine planer friere, ville også Danmark være blevet underkastet en økonomisk udnyttelse, der kun så på tyske interesser.

 

Et vigtigt bidrag til den tyske krigsøkonomi

Danmark lagde et væsentligt bidrag til den tyske krigsøkonomi. Udnyttelsen af Danmark og de øvrige besatte lande sikrede, at den tyske krigsførelse kunne fortsætte meget længere.

Men Danmark blev ikke som andre lande tilsvarende groft udnyttet Dansk landbrug blev vurderet meget højt af de tyske instanser og spillede en betydelig rolle for tyskernes evne til at føre krig. På industrisiden vurderes skibsværfterne og F.L. Schmidt som det væsentligste danske bidrag til den tyske krigsevne.

Fra dansk embedsmandsside var man villige til at indgå et endnu nærmere økonomisk samarbejde.

 

Danske entreprenører i Tyskland

Therkel Stræde har i en artikel beskrevet entreprenørernes bidrag til byggearbejder i Tyskland under anden verdenskrig. Konklusionen er, at entreprenørerne trods opfordringer fra regeringen om at vise mådehold, ikke fulgte opfordringen. Hver femte danske tysklandsarbejder var beskæftiget af danske entreprenører.

 

100.000 danskere ved vestkysten

Ved vestkysten var 100.000 danske arbejdere beskæftiget i det store tyske befæstningsprojekt. Min far var tildelt arbejde oppe i Oksbøl. Da han og sine kammerater skulle tilbage til Tønder blev de advaret af modstandsbevægelsen. De ville stå bag ethvert hjørne. Næste dag vel ankommet til Tønder fik han tilbudt det berømte armbind, så kunne være med til at afvæbne dem ved Sæd Grænse.

 

Redaktører fjernet efter tyskernes krav

De københavnske dagblade befandt sig tæt på magtens centrum. De var tæt på modstandsbevægelsens nederlag og partiernes genetablering efter besættelsen. Men de var også meningsdannere. Og de prægede befolkningens reaktion. Rasmus Kreth har lavet en meget spændende jubilæumsskrift ”Pilestræde under pres”.

Redaktørerne var inviteret til møde hos udenrigsminister Munch. Her blev man formanet om, at vise tilbageholdenhed over for Tyskland og dets ledere. Senere under besættelsen fulgte en tilpasning gennem instrukser og eftercensur fra Udenrigsministeriets Pressebureau. En del skribenter måtte fjernes efter tyskernes krav. I perioder viste Berlingske Tidende på egen måde forståelse over for det nye styre i Tyskland og den nazistiske ideologi. Det gjaldt ikke mindst bladets korrespondent i Berlin i de første år af 1930erne.

 

Stop for antinazistiske ytringer i Berlingske Tidende

Senere blev der skabt antinazistisk legitimitet gennem bladets markante antinazistiske skribent, Nicolai Blædel. Men nu blev der så sat en stopper for, både at bladets ledelse og af besættelsesmagten.

 

Berlingske Tidende meget tilpasningsvenlig

I de første besættelsesår var Berlingske Tidende mere tilpasningsorienteret end de fleste andre større dagblade. Især chefredaktøren Svend Aage Lund fik i maj 1945 problemer i kraft af denne vidtgående tilpasningspolitik. Han blev stillet for en intern æresret, men bevarede sin stilling trods kritiske bemærkninger til hans virke. Berlingske Tidende balancerede i perioden mellem udpræget støtte til de samarbejdende partier, når der var sabotagen og venstrefløjen, der truede den etablerede orden. Man gav en hvis støtte til dem, der ville skabe forandring i sommeren 1940.

 

30 avisredaktører begejstret for Tyskland

Nu var Berlingske Tidende ikke det eneste blad, der havde problemer. Rasmus Kreth og Renè Rasmussen har skrevet en artikel om de tyske forsøg på at påvirke dansk presse i 1930erne. Først blev pisken anvendt mod Flensborg Avis og Jakob Kronika. Senere var det så guleroden med en propagandarejse for 30 danske avisredaktører. Man tog glædelig imod invitationen. Nu havde de Socialdemokratiske blade dog ikke fået nogen invitation. Og det havde Nationaltidende og Berlingske Tidende heller ikke. Her spillede Nikolaj Blædels virksomhed en rolle.

Den tyske presseattache var godt tilfreds med de artikler, der kom ud af turen. Kreth og Rasmussen fremhæver Jyllandsposten som den avis, der gik længst i retning af formuleringer i værternes ånd.

I dag er det lidt pudsigt, når man ser løftede pegefinger i disse aviser med hensyn til besættelsestiden.

 

Dramaskrig fra Modstandsbevægelsen

Der lød et dramaskrig, da Aage Trommer torpederede den almindelige enighed om, at modstandsbevægelsens militære effektivitet ved jernbanesabotage. Han demonstrerede samtidig, at rekrutteringen til modstandsbevægelsen skete gennem ganske bestemte politiske og nationale organer. Det var længe ikke så spontant, som man egentlig havde forestillet sig.

Det var i 1971. Det var nok det mest bevægende og ophidsede forsvar for en doktorgrad nogensinde, fordi modstandsfolkene gjorde indsigelser.

Disse modstandsbevægelser sættes i høj grad i forbindelse med de bredere ideologiske, politiske og kulturelle miljøer. Det varede længe inden historikerne interesserede sig for dette.

Egentlig mangler vi en analyse omkring industrisabotagen. Men det kan være at ”Den Gamle redaktør” har overset en sådan udgivelse.

 

Hjælp fra England: SOE og SIS

Knud J.V. Jespersen udgav et to – binds værk mit titlen ”Med hjælp fra Danmark”. Her fortælles blandt andet om SOE. Der var konflikter mellem efterretningsofficererne og sabotagetilhængerne i Danmark. I første omgang havde SOE kontakt med borgerligt prægede modstandsgrupper især fra Dansk Samling.

Glemt er det, at dansk politi satte store kræfter ind for at fange SOE – agenter.

I besættelsestidens sidste fase bakkede SOE op i flere spørgsmål bag de samarbejdende politikere. SOE bakkede også op bag kompromiset mellem Frihedsrådet og politikerne om befrielsesregeringen

SIS som var det engelske efterretningsvæsen fik kun ringe indflydelse i Danmark. SOE blev danskernes hovedkontakt i London. Chr. Bjerg skrev om forholdet mellem SOE og SIS i Ligaen 1-2.

 

Stikkerlikvideringer

En af de modstandsaktiviteter, der hidtil ikke er blevet gennemgået og vurderet udførligt af besættelseslitteraturen er stikkerlikvideringer. Men nu kom der så to bøger, der fokuserede på dette.

400 blev dræbt under besættelsen, ja også efter, som det fremgår af andre artikler her på siden. Ledende modstandsfolk som Frode Jacobsen og Per Federspiel fik optaget som en del af befrielseskompromiset med de store partier, at de likvideringer, som modstandsbevægelsen selv tog ansvar for, ikke skulle underkastes nærmere politimæssig undersøgelse eller straffemæssig behandling. Den politik blev fastholdt i mange år, og vel også endnu. Som det vil fremgå af de artikler som vi har skrevet om Asmus Jensen, så forhindrer manglende arkivadgang, at vi kan komme til bunds i sagen.

 

Historikerne holdt sig fra dette emne

Over for offentligheden blev der angivet, at der var foregået syv fejltagelser, men at likvideringerne ellers var sket på et forsvarligt og korrekt grundlag. Som krigshandlinger skulle de heller ikke underkastes samme krav til bevisførelse og vurdering af likvideringernes nødvendighed, som hvis de var sket i fredstid. På det grundlag lykkedes det at holde ikke alene justitsvæsnet væk fra sagerne, men også historikerne.

Også set med europæiske øjne foregik der ret mange likvideringer herhjemme. Og i Bov Kommune, hvor vi har lavet undersøgelser huskede de ældre mennesker modstandsfolkene som nogle ubehagelige mennesker. Og det gjorde særlig dem, der nede ved Flensborg Fjord havde solgt brød, æg og kød til patruljerende tyske soldater.

 

Myndighederne dækkede over historien

Ja vi har i vores undersøgelser fundet ud, at myndighederne i høj grad medvirkede til at dække over historien med falske politirapporter m.m. Så sent som i 1972 sendte en sønderjysk politimester em forespørgsel til Folketinget. Han ville vide, hvordan han skulle forholde sig i sagen om Asmus Jensen.

I Historiebøgerne står det anført, at det var den Danske Brigade, der skød ham under flugt på 100 meters afstand. Men i den medicinske rapport, står det, at han var blevet dræbt af to nakkeskud, og det var efter befrielsen. Vi har talt med Den Danske Brigade, men efter to samtaler, ville de ikke mere tale med os.

 

Efter Frode Jacobsens død, to bøger om emnet

Og egentlig er det symptomatisk at få år efter Frode Jacobsens død udkommer der så to bøger om stikkerlikvideringer. Det er Stefan Emkjærs bearbejdede historiespeciale ”Stikkerdrab” og dels journalisten Peter Øvig Knudsens bog ”Efter Drabet”.

Begge bøger bruger begrebet drab i stedet for mord. Hartvig Frich brugte også ordet ”mord” i den store debat om besættelsernes likvideringer. Besættelsens likvideringer skete ofte på et tilfældig grundlag og med en varierende og hyppigt utilstrækkelig beslutningsproces bag.

De to bøger er enige om, at likvideringerne ikke kun gik ud over egentlig stikkere, som var den officielle version under og efter besættelsen. Størstedelen af de likviderede havde blot markeret sig uheldig til den almene opfattelse.

 

Likvideringerne tog til i slutningen af besættelsen

Likvideringerne tog til i de sidste besættelsesmåneder, hvor faren for stikkere var mindst. Der var desuden langt flere likvideringer, som var rene fejl eller skete på et meget svagt grundlag end de syv, der officielt var renset. Således har vi på denne hjemmeside belyst nogle mystiske dødsfald i Bov kommune, der aldrig er blevet opklaret eller blevet manipuleret til selvmord.

 

Talrige røverier og sortbørs – handel

Bøgerne om stikkerdrab giver et interessant billede af et kun svagt belyst aspekt af de sidste måneders besættelseshistorie, men også i tiden lige efter. Samfundsmoralen blev opløst og der var vildtvoksende kriminalitet. Der var en omfattende gråzone mellem den traditionelle og nye kriminelle miljøer.

Tilfældigheder kunne afgøre, hvor man endte og hvad der blev opfattet som tilladeligt og utilladeligt. Dette kunne udløse en likvidering.

Både de talrige røverier og de 400 likvideringer kunne være vanskeligt at placere inden for denne gråzone. Vi har på vores hjemmeside også anmeldt Claus Bundgaard Christensens bog om den sorte børs før og efter 1945.

Peter Øvig Knudsens bog bygger oprindelig på en række samtaler med likvidatorer, der blev offentliggjort i Weekendavisen i løbet af 1999. Blandt de udspurgte er Hugo Horwiz og Gunnar Dyrberg.

 

Hævn og selvtægt

Vi får nok aldrig erindringsbøger fra de personer, der befinder sig i gråzonen. Efter samtaler med ældre mennesker i Bov Kommune har vi også kunnet konstatere, at visse modstandsmedlemmer påtog sig roller, der handlede om hævn og myndighed, som de egentlig ikke burde have.

Efter politiets afsættelse var der masser af tendenser til selvtægt. Vagtværnene forsøgte med større og mindre held i at forhindre dette.

 

Mange erindringsbøger

Danske modstandsfolk og politibetjente i tyske KZ-lejre er et traditionelt emne i den nationale optik. Det er fortsat genstand for stor opmærksomhed sammen med generelle værker om tyske fange – og udryddelseslejre. Herfra skal blandt alle disse bøger fremhæves en undervisningsbog af Karl Christian Lammers beregnet i gymnasiet.

 

Ofre for det nationale selvhævdelse

I første halvdel af 1990erne kom en række markante udgivelser, der handlede ofrene for den nationale selvhævdelse i månederne omkring befrielsen. Det var Anette Warrings bog om tyskerpiger. På vores hjemmeside har vi flere artikler om emnet.

Mest opmærksomhed fik Kirsten Lylloff med sin artikel om dødsfald blandt tyske flygtningebørn under og efter besættelsen og den svigtende danske lægehjælp til de tyske flygtninge.

Det var ikke særligt populært at anfægte det danske sundhedssystems svigtende indsats. Der var udpræget antityskhed i flygtningeadministrationen og modstandsbevægelsens organer. Flere har da også i tidens løb forsøgt at anfægte Kirsten Lylloff.

 

Minerydning

En anden gruppe tyskere, der blev tilbage i Danmark efter den tyske hærs rømning af Danmark, var et antal tyske soldater, der efter den tyske kapitulation af de engelske militære myndigheder i Danmark blev indsat i en aktion, der skulle rense Danmark for udlagte miner. Særlig de vest – og nordjyske strande var som led i det tyske invasionsforsvar spækket med nedgravede miner.

Historien om denne aktion er beskrevet i Helge Hagemanns bog ”Under tvang”. Og denne dannede også baggrund for filmen ”Under Sandet”, som vi også har anmeldt her på siden. Det er en god og dramatisk film, men den holder sig nu ikke helt til de historiske kendsgerninger.

 

Hvem havde ansvaret?

Hagemanns bog konkluderer, at indsatsen fra de tyske soldater skete under tvang i strid med Genevekonventionerne. Og bogen mener, at det her er tale om ren krigsforbrydelse. Det samlede antal dræbte tyskere, vurderer Hagemann til 250. Det gør han den danske stat og danske myndigheder ansvarlig for. Ansvarsfordelingen mellem tyske, danske og engelske myndigheder er dog ikke helt klar, trods Hagemanns undersøgelse.

De danske myndigheder mener ikke, at antallet af dræbte stemmer. Men i hvert fald kan der konstateres, at der var et ret stort antal, der omkom. Åbenbart fik de danske myndigheder ikke besked om metoderne, men de spurgte nu heller ikke. Hagemanns bog blev kritiseret, men egentlig mangler der vel også noget historisk forskning på dette område. Læs også vores artikel her på siden.

 

DSB – generaldirektør blev ofret

Retsopgøret efter besættelsen vender hele tiden tilbage i diskussionerne. Afskedigelse af DSB’ s generaldirektør, Peter Knutzen er blot en af disse sager. Det skete under anklagerne for ”utilbørlig imødekommenhed over for besættelsesmagten”. Det skulle han have gjort i form af foredrag og medlemskab af den dansk – tyske forening.

Peter Knutzen blev hængt ud i diverse illegale blade og DKP’ s trafikminister Alfred Jensen udnævnte ham allerede fra maj 1945 ham til en af ”de store landsforrædere”. Han fik ham suspenderet med den begrundelse, at der var strejketrusler fra DSB – personalet.

På trods af bestyrelsesposten i den dansk – tyske forening var overtaget efter kraftige opfordringer fra regeringsmedlemmer, og at de kritiserede taler var godkendt af udenrigsministeriet, kom de ansvarlige politikere ham ikke til hjælp.

Forløbet var eksemplarisk med henblik på, at der som offer til den nationale samling skulle findes syndebukke, der havde profileret sig i offentligheden. Den juridiske og moralske rimelighed i de enkelte domfældelser eller udlægninger blev der taget lettere på. Peter Knutzen søn har gennem sin bog søgt at skaffe sin far oprejsning, og hvor påpegningen af det svage grundlag for suspension og domsfældelse er overbevisende.

 

Redningen passede med tysk jødepolitik

De danske jøder og deres redning i oktober 1943 har været en juvel i den danske selvforståelse. Vores tolkning har været, at vi modigt trodser overmagten og hjælper de forfulgte og svage. Nu var det dog kun en beskeden del af den danske befolkning, der var med i denne redningsaktion.

Men aktionen kunne vel også kun lykkes med de tyske myndigheders stiltiende accept. Målet for Werner Best var et jødefrit Danmark. Det kunne opnås ved deportation eller ved uddrivelse til Sverige. Det var vel den løsning, der passede besættelsesmagten bedst. Man kan jo lidt provokerende sige, at den måde, vi gjorde det på, svarede til tyskernes jødepolitik.

 

Danske myndigheder gik besættelsesmagtens ærinde

Leif Larsen og Thomas Clausen har i bogen ”De forrådte” skrevet om de tyske politiske flygtninge, der blev interneret af det danske politi i 1940. Senere blev de udvist eller udleveret til tysk politi. Bogen er en forlængelse af deres tidligere bog ”De forsvarede”, politiske fanger i perioden 1941 – 1945. Begge bøger er et angreb mod dansk flygtningepolitik og danske myndigheder for at gå besættelsesmagtens ærinde.

De danske myndigheder viste manglende vilje til at opfylde kravene til en humanitær flygtningepolitik. Danmark var gennem sin praksis over for de tyske jøder på flugt skyld i at mange endte i tyske udryddelseslejre.

Lone Rünitz har med hendes bog lagt op til national selvransagelse. Mon ikke denne del af besættelsestiden kunne trænge til større opmærksomhed.

 

Danskere i tysk tjeneste

Danskere i tysk tjeneste er også noget, der har interesseret historikerne. Og navne som Frits Clausen og Ejnar Vaaben er der skrevet biografier om. Men den slagkraftige ”Under Hagekors og Dannebrog” blev en bestseller. Men der er aldrig leveret helt håndfaste beviser på, at danske styrker har deltaget i jødeudryddelser. Senere er der kommet at hav af enkeltbeskrivelser af folk i SS – uniform.

 

Schalburgkorpset

En del af de overlevende og hjemvendte frikorpsfolk blev optaget i Schalburgkorpset. De blev i den grad lagt for had, og et stort antal blev også likvideret. Anders Monrad Petersen kan viser at korpset indgik i Himmlers planer i at øge dansk tilgang til østfronten og udmanøvrere DNSAP.

En del af medlemmerne af korpset havde baggrund i Frikorps Danmark og en del i nazistiske organisationer. Men mange var også medlem som en protest mod befolkningens antityske orientering.

Korpsets virksomhed kom efterhånden til at fungere som et redskab for den tyske sabotagebekæmpelse, enkelte grupper deltog i den egentlige terror mod den danske befolkning og væbnede oprør med modstandsbevægelsen.

 

Hvordan kunne Werner Best slippe?

Blandt den tyske besættelsesmagts aktører i Danmark er den absolutte hovedperson Werner Best. Bedømmelsen af ham varierer meget. I Byretten fik han dødsstraf, i Landsretten blev det til otte års fængsel og afsluttende i Højesteret, 12 års fængsel.

Den tyske historiker Ulrich Herbert mener ikke, at Best var mindre fanatisk end Terboven fra Norge. Han havde blot skønnet, at de tyske interesser var bedre tjent med brug af andre midler i besættelsesstyret.

Herbert beskriver hans grundlæggende ideologiske prægning i højreradikale studenterforbund, hvor hans nationalistiske og racistiske grundholdning udvikles. Derefter fulgte en karriere i retsvæsnet og en NSDAP – partikarriere i Hessen. Men den sluttede brat med en afskedigelse på grund af den såkaldte Boxheimskandale i 1931, hvor Best havde udarbejdet retsgrundlaget for et nazistisk statskup.

I stedet blev han rekrutteret af Himmler til SS og stod bag opbygningen af Gastapo og RSHA. Han var en ideologisk og praktisk bagmand bag dannelsen af de første ”Einsatzgriuppen”. En konflikt med Heydrich førte til, at han måtte forlade Berlin. I Paris blev han leder af den stedlige militærforvaltning.

 

God til at nedtone sine egne forbrydelser

Det lykkedes ham at nedtone sine forbrydelser der, inden han blev udnævnt til Rigsbefuldmægtiget i Danmark. Og det lykkedes ham også at skjule yderligere forbrydelser ved undersøgelser og processer mod ham efter krigen.

Hans politik i Danmark var alibiet, der skulle rede ham fra dom og vanære. Hans evne til at tilrettelægge sin offentlige fremtræden, vidneudsagn ved andre processer, svar til historikere og manipulering af arkivmateriale var nogle af midlerne.

Selv en skarpsynet iagttager, som Erik Scavenius førte han bag lyset. Best havde også direkte indflydelse på Siegfried Matlocks tilrettelæggelse af udgivelsen af en beretning af Best.

Ulrich Herberts bog er et vigtigt bidrag til både Tysklands og Danmarks historie. Herbert tilegner sin bog til ofrene for Werner Bests virksomhed.

 

Venner med lederen af det tyske mindretal, Jens Møller

Vi har også på vores hjemmeside en anmeldelse af en dansk udgave af en Best – biografi, og heri kan man blandt andet læse om hans nære venskab med lederen af det tyske mindretal. Ja i vores forskning i grænselandet fandt vi også frem til en villa i Kollund, som tjente som Werner Bests sommerhus. Her har vi to artikler.

Litteraturen har som sådan heller ikke rigtig beskæftiget sig med den store indflydelse Jens Møller fik gennem sit venskab med Werner Best

 

Herman von Hanneken

Best modspiller i Danmark var den tyske militære øverstbefalende, Herman von Hanneken. Ole Drostrup har udgivet en biografi af generalen. Men i modsætning til Best – biografien er det et forsøg på rehabilitering af generalen, der ikke have et godt omdømme hverken i samtidige udsagn eller i den senere historieskrivning.

Ole Drostrups bog hviler på et materiale, som stammer fra Hannekens tidligere adjudant, Walter Kienitz, der efter krigen bosatte sig i Danmark. Han var en gennemsnits general som ikke havde lod i nazismens radikale raceideer og tvangsmetoder. Han handlede i Danmark ud fra klare militære interesser.

 

Gustav Meissner

En af besættelsesadministrationens mindre skikkelser er presseattacheen Gustav Meissner. Han udgav i 1990 i Tyskland en skildring af Danmark under tysk besættelse fra hans synsvinkel. Men det er ikke særlig vellykket. Han bygger sine kilder på standardlitteraturen. Det er også en skildring af egne oplevelser og et forsvarsskrift. Den er kommet i en dansk udgave.

Meissner varetog i en periode det tyske gesandtskabs forbindelse til DNSAP. I sin bog lader Meissner det fremstå, som om han bevidst arbejdede hen imod en dansk DNSAP – regering. Det forekommer dog ikke særlig overbevisende. Hans virksomhed har ikke haft særlig stor betydning. Han var en stor beundrer af Werner Best.

 

Den Gode tysker

G:F. Duckwitz er i dansk forståelse af besættelsen og besættelsesmagten ”Den gode Tysker”. Han var manden, der gjorde det muligt at skille det antityske fra det antinazistiske. Hans Kirchhoff har også tegnet et portræt af denne. Men man har indtrykket af, at meget af det positive stammer fra konstruerede dagbogsnotaer.

 

Det var folket, der var skyld i bruddet 28. august 1943

Det var også folket, der var skyld i sammenbruddet den 28. august 1943. Egentlig ville politikerne have fortsat. Palle Roslung –Jensen fremstillede i sin bog om militæret politikernes og hærens manipulationer imod Frihedsrådet. Ditlev Tamm skrev om skævheder i retsopgøret og om frihedsbevægelsens hævntogt i befrielsesdagene.

 

Historikere beskyldt for historieforfalskning

Egentlig efterlod historikerne et splittet Danmark. Det var en borgerkrig mellem det legale og det illegale. Og medierne kastede sig i den grad over udgivelserne. Gamle modstandsfolk følte, at deres indsats var nedgjort. De var forbitret over, at se kommunisterne løbe med det hele.

Da man begyndte at blive kritiske over for, hvad der hidtil var gældende for besættelsestiden blev historikerne kaldt for ”Historieforfalskere”. De blev beskyldt for, at de forstod en dyt af besættelsestiden.

 

Offentlighedens syn ændrer sig hele tiden

Hæstrup fortalte i sine faglige erindringer, at han i slutningen af 1940erne blev mødt med meget afvisende holdning i Rigsarkivet.

Offentlighedens syn på besættelsestiden ændrer sig hele tiden. Den almindelige opfattelse var en enigt folk i kamp mod tyskerne fra den første besættelsesdag. Men denne holdning ændrede sig i 1990erne. Ganske givet har historikerne hjulpet til med dette. Samarbejdspolitikken var ikke mere så populær.

 

Sociale udskud

Claus Bryld og Anette Warring’ s bog om ”Besættelsen som kollektiv erindring” var nok en slags kulmination på konflikthistorikernes arbejde. Vi fik at vide, at en masse var blevet udstødt af det nationale fællesskab.

Dem, der var på den forkerte side, var opfattet som sociale udskud, som småkriminelle og dumme. De havde fungeret som nationens prügelknabe. Nu blev de rehabiliteret i den forstand, at det kunne dokumenteres, at deres profil ikke afveg fra gennemsnittet af befolkningen.

 

Udrensning efter 1945

Man begyndte at slippe forestillingen om de fem onde år som en kamp mellem det onde og det gode, mellem sort og hvidt.

Historikerne har en pligt til at fortælle, så det kan forstås. Man skal ikke spille med på mediernes premisser.

Og egentlig burde fortællingen ikke slutte, da besættelsen hørte op. Og det gør det nu heller ikke helt. Litteratur omhandlende den anden side af maj 1945 havde to hovedemner. Den ene er med hovedvægt på udrensning, ofre for det nationale opgør og retsopgøret.

 

Her mangler der en undersøgelse

Henrik Lundbak har skrevet om befrielsesregeringen fra maj til oktober, og har vist, at modstandsbevægelsens ministre fik en række taktiske indrømmelser for eksempel om straffelovstillægget og konfiskation af værnemagtsfortjenester.

Men de politiske partier havde fat i den lange ende. Men det skyldes jo nok, at modstandsbevægelsen ikke kunne blive enige, og ikke stod som en samlet flok.

Egentlig mangler forskerne også at beskrive de sønderjyske forhold, hvor folk måtte aflevere deres opsparede formue, fordi de måtte aflevere optjente penge fra værnemagten. Dette resulterede i dyb fattigdom. Det skete for dele af Den Gamle Redaktørs familie. Og det at blive dømt ”ude af samfundet” var bestemt heller ikke sjovt. For det danske samfund huskede dette længe efter, at straffen var udstået. Så man havde bestemt den danske form for ”Beruftsverbot”. Men det er også noget, man ikke snakker om.

 

Socialdemokraterne var bange for DKP

I oktober 1945 gennemførte socialdemokraterne nogle taktiske forhandlinger med DKP. Der var en tillidskrise mellem socialdemokratiet og arbejderklassen. Man ville udmanøvrere DKP, som klarede det godt ved valget, men dog ikke så meget som håbet. I 1947 overtog Socialdemokraterne igen regeringsmagten i en styrket position.

 

Overlod man bare meningerne til Illegal presse og BBC?

Vi har fået masser af bøger om jødeaktionen i 1943, om Gestapo i Danmark og antisemitismen i 1930erne og 1940erne. Og endelig også bøger om erhvervslivet under besættelsen.

Nye historikere er på spring, og nu skriver journalister også historiske bøger. Så kunne det være, at vi fik noget mere at vide om, hvordan den almindelige dansker så på sabotagen. Hvilke forhåbninger man havde til freden. Var folk egentlig så politiserede, som man gjorde dem til?

Overlod man bare til den illegale presse og BBC til at diskutere samarbejde og modstand. Finn Søeborg, som bekendt var en sjov skønlitterær forfatter, skrev om halvtriste hverdage med mørklægning, halvkolde stuer, ustandselige punkteringer og evindelige kævlerier med handlende om, at blive anerkendt som såkaldt ”fast kunde” med deraf følgende ret til ugentlige rationer af tobak, øl og andre livsfornødenheder.

 

Bevidstheden om samarbejdspolitikken trængt tilbage

De ledende partier, organisationer og grupper kunne gennem besættelsesordningen fastholde deres positioner. Der skete egentlig ikke de store forandringer. Og det kan jo undre for der var store modsætningsforhold mellem modstandsfolkene og lederne af de største partier om samarbejdspolitikken frem til 29. august 1943.

Slutresultatet blev harmonisering. Der blev etableret en national og patriotisk erindring om besættelsestiden, hvor modstanden i en afpolitiseret form blev domminerende i opfattelsen af besættelsestiden. Bevidstheden om samarbejdspolitikken blev trængt tilbage.

 

Ny forskning på området?

Man vil sikkert påpege, at der er kommet nyere forskning på de områder, vi har beskrevet. Og til det er at sige, at vi har her valgt lidt ældre litteratur fra besættelsestiden, fordi disse bøger kan i dag købes billigt. Og for det andet har vi anmeldt en del nyere besættelseslitteratur på hjemmesiden. Men som pensionist er man jo ikke ligefrem forgyldt herhjemme.

 

Advarsel om tyveri fra arkivet allerede i 2004

Vi vil slutte med en debat i Altinget.dk mellem Erik Høgh-Sørensen, journalist og folketingskandidat for DF samt Lars Weiss, som sidder i Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet. Diskussionen ender i politisk mudderkastning, og det er i grunden en skam. For Erik Høgh- Sørensen er inde på noget interessant.

Han mener, at i årevis har ”tyvagtige nazisamlere” og statskontrollerede historikere haft privilegeret adgang til arkiverne. Han blev nægtet adgang til arkiver, som for eksempel Ditlev Tamm havde fået adgang til. Og så måtte han ellers ty til de mere åbne tyske arkiver for at få sin udmærkede bog ”Forbrydelser uden straf” gjort færdig. Den handler om undvegne nazistiske mordere, hvis navne de danske myndigheder prøvede at skjule.

En af disse var Kurt Heel, der har været med til at myrde 33 civile danskere. Flere justitsministre nægtede ham arkivindsigt. Da han så endelig fandt frem til moderen var han død.

I mange år flød der rundt med bevismateriale mod Scavenius kæreste på en nazi – sortbørs. I sin bog, der udkom i 2004 advarede han mod risiko for at arkivalier fra besættelsestiden var forsvundet. Men hverken Justitsministeriet, Kulturministeriet eller Rigsarkivet reagerede.

 

Hvad var det lige Bertel Haarder sagde?

Scavenius kæreste, Alice Duvantier affyrede sin pistol i umiddelbar nærhed af Gestapo – chefen Karl Heinz Hoffmann. Normalt ville ingen dansk statsborger slippe med livet i behold. Scavenius parret foragtede frihedskæmperne og havde et meget tæt forhold til Gestapo – chefen. Historikeren Niels-Birger Danielsen er kommet lidt videre i sagen i sin udmærkede bog om Hoffmann.

Ifølge Bertel Harder er det ikke nazityve, der har stjålet Scavenius – sagsakterne. Det er derimod staten selv, som destruerede dem:

  • Sager, der som i Alice Duvanties tilfælde ikke fører til sigtelse og anklage er som hovedregel ikke bevaret.

Denne destruktion strider alligevel med statens egne retningslinjer. Beviserne mod Duvantie for ulovlig våbenbesiddelse var nu stærke nok.

 

Almindelige danskere har yderst begrænset adgang til arkiverne

Vi har selv i vores undersøgelser i Bov Kommune set rettelser i kirkebøgerne. Men man har dog ikke fået slettet det hele. Men det kan du læse i vores artikler på hjemmesiden.

Almindelige danskere har yderst begrænset adgang til arkiverne. Og det er lige meget, om du har berørte familiers underskrift med tilladelse til at undersøge sagen for dem. Derfor kan de professionelle historikere til enhver tid håne os amatører.

 

Dem, der går mod strømmen

Vi er fascineret af det gode kamp mod det onde. Vi kan lide, at se dem der går mod strømmen, og det gjorde Flammen og Citronen. Vi kan godt lige at se dramaer som Under Sandet. At der så ingen af disse to film, der holder sig til de historiske fakta er noget andet. Omkring filmen 9. april blev vi kontaktet af mindretallets avis. Da vi så ikke lige kunne svare på, hvem der egentlig blev dræbt ved Aabenraa, var det lige før det udviklede sig til et drama. Vedkommende er i filmen beskrevet som en ”mælkedreng”, men han var elev på gymnasiet i Aabenraa. Og vi fik fat i navnet. Også den historie kan du læse mere om på vores side.

 

Hvad kunne vi også have nævnt?

Ja vi kunne have nævnt F.L. Schmidt og andre danske virksomheders brug af slavearbejdere. Vi kunne have nævnt dansk politis ivrige anholdelse af kommunister, fem gange så mange som tyskerne ønskede. Ja og så er det upopulært at sige, at Frits Clausen var en stakkel. Ikke en gang tyskerne tage han alvorlig, men modstandsbevægelsen forlange dødsstraf over ham. Ja og så fik grev Bernadotte vel lidt for meget opmærksomhed med de Hvide Busser. Det var jo danskere og nordmænd, der startede det hele.

Ja, kære læsere, sådan kunne vi blive ved.

 

Sandheden er ilde hørt

Selvfølgelig er man da ked af, at blive beskyldt for at være løgner og konspirator, når man offentliggører artikler på denne hjemmeside eller holder foredrag om besættelsestiden. Og det er da også morsomt, at dagspressen og det offentlige Danmark interesserer sig for det, man skriver.

Men desværre må vi konstatere, at ”Sandheden er ilde hørt” og det er ikke nødvendigvis historikernes skyld. Det er de politikkere, der varetager arkivernes interesse, vi kan takke for det.

 

Kilde:

  • Steen Andersen: Danmark i det tyske storrum
  • Morten Hjo Andersen: Fagbevægelsen og Tysklandsarbejderne 1940 – 45 i Arbejderhistorie 1998 nr. 4.
  • Peter Birkelund: De loyale oprørere
  • Hans Christian Bjerg: Ligaen 1-2
  • Hans Christian Bjerg: Fra neutralitet til besættelse
  • Claus Bryld, Anette Warring: Besættelsen som kollektiv erindring
  • Claus Bryld: Kampen om historien
  • Claus Bundgaard Christensen m.fl.: Dansk arbejde – tyske befæstningsanlæg
  • Claus Bundgaard Christensen: På vagt i en lovløs tid i Fortid og Nutid juni 2001
  • Claus Bundgaard Christensen m.fl: Under Hagekors og Dannebrog
  • Richard Z Chesnoff: Hitlers tyveknægte
  • Ole Drostrup: Den hæmmede kriger
  • Stefan Emkjær: Stikkerdrab
  • Norman G. Finkelstein: Holocaustindustrien
  • Haakon Fjelde: Berlin 1945 – en dansk frivilligs øjenvidneberetning
  • Bergit Forchammer: Før Auschwitz
  • Philip Giltner: In the freindliest manner, German – Danish Economic Cooperation during the Nazi Occupation 1940 – 1945
  • Helge Hagemann: Under tvang – minerydning ved den jyske vestkyst 1945
  • Søren Helstrup: Truslen mod Danmark
  • Ulrich Herbert: Best, Biographische Stusien über Radikalismus, Weltanchauung und Vernunft.
  • Jørgen Hæstrup: Kontakt med England
  • Jørgen Hæstrup: Hemmelig Alliance
  • Jørgen Hæstrup: Til Landets bedste – Hovedtræk af departementschefernes virke 1943 – 1945
  • Jørgen Hæstrup: Dørene åbnes
  • Bent Jensen: Den lange befrielse – Bornholm besat og befriet 1945 – 1946
  • Bent Jensen: Bjørnen og haren, Sovjetunionen og Danmark 1945 – 1965
  • Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen
  • Knud J.V. Jespersen: Med hjælp fra England – SOS og den danske modstandskamp
  • Jørgen Kieler: Hvorfor gjorde I det 1-2?
  • Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943
  • Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen
  • Hans Kirchhoff m.fl.: Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940 – 45
  • Hans Kirchhoff, Aage Trommer: Vor kamp vil vokse og styrkes.
  • Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942 – 1945
  • Michael Kjeldsen: Kampen er endnu ikke slut i Historie 1999
  • Erik Kjersgaard: Besættelsen 1940 – 1945
  • Peter Øvig Knudsen: Efter drabet
  • Ole Knutzen: Sandheden forældes ikke.
  • Lene Koch: Racehygiejne i Danmark 1920 – 1956
  • Rasmus Kreth: Pilestræde under pres. De Berlingske Blade 1933 – 1945
  • Karl Christian Lammers: Vejen til Auschwitz
  • Christian Larsen m.m.: krigens Købmænd
  • Leif Larsen, Thomas Clausen: De forrådte, Tyske Hitler – flygtninge i Danmark
  • Leif Larsen, Thomas Clausen: De forsvarede
  • Johnny Lauersen: I tradition og Kaos
  • John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930 – 45 og derefter
  • John T. Lauridsen: Samarbejde og modstand
  • Bo Lidegaard: I Kongens Navn. Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919 – 1958
  • Kirsten Lylloff: Kan lægeløftet bøjes i Historisk Tidsskrift 1999
  • Henrik Lundbak: Staten stærk og folket frit, Dansk Samling mellem fascisme og modstandskamp 1936 – 47.
  • Henrik Lundtofte: Gestapo, tysk politi og terror i Danmark 1940 – 1945
  • Finn Løkkegaard: Det danske gesandtskab i Washington 1940 – 1942
  • Siegfried Matlock: Danmark i Hitlers hånd
  • Gustav Meissner: Som jeg så det – som jeg ser det v/Aage Trommer
  • Per Stig Møller: Munk
  • Søren Mørch: 24 statsministre
  • Hans Mørup: På Fløjen
  • Hans Christian Nielsen: Porta Westphalicia
  • Henrik D. Nielsen, Henrik Poulsen: På dansk friheds grund
  • Inge Nørup: I krigshelvede
  • Andreas Monrad Petersen: Schalburgkorpset
  • Mette Olsen: Da forsvaret snød modstandsfolkene i Arbejderhistorie 1998 nr. 1
  • Niels Wium Olesen m.fl: Mennesker, politik og besættelse – Historisk samling fra Besættelsestiden.
  • Mette Ranskov: Den korte rejse, den lange skygge
  • Palle Roslyng-Jensen: Værnenes politik – politikernes værn
  • Palle Roslyng-Jensen: Besættelsesforskningen 1995 – 2001 i Historisk Tidsskrift
  • Lars Rugholm: De kom til Dachau
  • Mogens Rüdiger: Uden tvivl. Erling Foss 1897 – 1982
  • Lone Rünitz: Danmark og de jødiske flygtninge 1933 – 1940
  • Arne Sejr: En kamp for frihed
  • Hans Sode-Madsen: I Hitlers skygge, dramaet om de danske jøder
  • Viggo Sjøquist: Erik Scavenius
  • Viggo Sjøquist: Niels Svenningsen. Embedsmanden eller Politikeren
  • Niels Aage Skov: Brev til mine efterkommere.
  • Peter Scharf Smith: Ideologi, holocaust og udryddelseskrig i Fortid og Nutid oktober 1999
  • Therkel Stræde: Danske entreprenører i Nazityskland under 2.verdenskrig i Arbejderhistorier 2001 nr. 1
  • Jens Martin Sørensen: I tysk KZ – lejr
  • Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
  • Leif Thorsen: Hans Hedtoft – en biografi
  • Søren Toft Hansen: Mellem demokrati og diktatur, Jyllands Posten i 1930erne i Historie 1997.
  • Aage Trommer: Jernbanesabotagen i Danmark under anden verdenskrig
  • Aage Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede. Det illegale arbejde i Syd – og Sønderjylland under den tyske besættelse 1940 – 1945
  • Anette Warring: Tyskerpiger

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 192 artikler om besættelsestiden. Og mange af disse indeholder mange af de temaer, som vi har taget under behandling her. Men vi henviser lige til nogle af de mystiske ting, som vi har taget under behandling i artikler nede i Bov Kommune:

 

  • Det mystiske mord ved grænsen
  • Det mystiske mord ved grænsen (2)
  • To skæbner i Kiskelund