Søgeresultater på "aabenraa"
Dato: marts 30, 2024
Voetmann- en familie fra Aabenraa
Dette handler om et erhvervseventyr. Samtidig følger vi udviklingen i Aabenraa. Det startede med et gartnerdynasti på Als. Og i Aabenraa startede det med en bagerforretning. Aabenraa var i en sørgelig forfatning omkring 1720. Byens smukke huse blev rost, men Aabenraa var en isoleret by. Den næste Voetmann blev skipper. Skibbrogade 8 blev købt. Chr. Voetmann blev konditor. Et sikkerhedsnet var spredt ud. Bagerforretning blev også købmandshandel. Ramsherred 39 blev købt i 1796. Rudebecks Hotel. Nu også med grovvarer. Voetmanns Tømmerhandel blev egentlig stiftet i 1835. Investering i jord og skibsparter. Aabenraa trak efterhånden arbejdskraft til fra hele landsdelen. Aabenraa fik bedre adgangsforhold. Handel med jern og træ. De rejsende hos Voetmann havde varerne med på blokvogne. Man havde mange ansatte. Og så brugte man banker i Hamborg. Familien var slesvig-holstensksindet. Aabenraa stagnerede. Skellet mellem dansk og tysk blev skarpere. Stor omsætningsfremgang. Aabenraa overtog førstepladsen over største importhavn i Slesvig med trælast. I 1910 havde forretningen allerede 50 ansatte. Store udenlandsrejser. Voetmann dominerede i havnen. Årlig kurrejse. Nye kræfter ansat i firmaet. Man var ikke mere den største men den bedste, sagde man. Revolutionen i Aabenraa. Voetmann lånte driftskapital efter 1920 uden problemer. To forskellige brødre supplerede hinanden. Den sidste Christian Voetmann. Varesortimentet omfattede næsten alt til byggeriet. Sortbørshandlen trives i Aabenraa under besættelsen. Ingen direkte arvtager. Firmaet blev i 1972 overtaget af nystiftet aktieselskab i 1972.
Gartnerdynasti
Da jeg befandt mig i Aabenraa, var Voetmann en kæmpestor tømmerhandel/byggefirma. Læs denne interessante beretning, hvor vi også følger udviklingen i Aabenraa. Når man nu skal følge denne familie, ja så dukker vi ned i året 1645. Ewert og Gertrud Vothmanns søn Peter var i gartnerlære. Sandsynligvis var han født i Westfalen. Og netop i 1645 var han i gartnerlære på Gammelgård på Als. Han blev stamfader til et andet gartnerdynasti på Als, en enkelt gren udvandrede til Nørrejylland (nord for Kongeåen)
I Aabenraa startede det med en bagerbutik
Peter Vothmann havde flere børn. Et af disse var Hans Chr. Vothmann (1). Han antages at være født omkring 1650 og død i Ketting Sogn på Gammelgård. En af hans børn var sønnen Nicolai (Nicolaus). Han var født i 1693 og var i bagerlære i Flensborg.
Han skulle have købt en stavn(grundstykke) i Aabenraa. I 1721 blev han gift med Abigall Frellesen, datter af skipper og brændevinsbrænder Frelle Petersen i Aabenraa. Brudgommen var 28 år gammelt og bruden 19 år ved brylluppet, der foregik på rådhuset.
I 1733 var Nicolai i strid med sine bagerkollegaer i Aabenraa. Giftermålet med en ung pige fra det aabenraaske borgerskab tyder på anseelse og position. Der var tre børn i ægteskabet, men kun Hans Christian Voetmann overlever og forbliver i Aabenraa. Hans fars slægtninge levede under beskedne kår i slutningen af 1600-tallet i slutningen af 1600-tallet.
Nicolai har åbenbart uformelt nedsat sig som bager og først efter en retssag fremvist sit lærebrev og aflagt borgered. Muligvis lå hans butik på det senere Skibbrogade 8. Hans Christian Voetmann (2) købte grunden og byggede et nyt hus i 1752.
Aabenraa var i en sørgelig forfatning
Efter Den Store Nordiske Krigs afslutning i 1720 var Aabenraa i en sørgelig forfatning. Krigen havde ødelagt byens skibsfart og handel. Borgerne var ramt af indkvartering og ekstra skatter. Byen var forgældet. Men byen kom atter til kræfter. Fra gammel tid var der industri i byen. Teglværker, skibsværfter og møller havde gode kår. Der kom gang i virksomhederne igen. Københavns behov for mursten og tegl var umættelig.
Byens smukke huse blev rost
Alle rejseberetninger fra Aabenraa i 1700-tallet roser byens smukke huse og beliggenhed ved vandet skærmet af de skovklædte bakker i nord, vest og syd. Men problemet var den afsides beliggenhed og de dårlige vej-forbindelser. Men skibsfarten og skibsbyggeriet gjorde, at Østersøen, Nordsøen og Middelhavet var nærværende begreber for det aabenraaske borgerskab.
Byens indbyggertal var på den tid, da Nicolai Voetmann indgik ægteskab mellem 1.200 og 1.300. Byens styre bestod af borgmester, rådmænd og et deputeret kollegium. Systemet var selvsupplerende.
Den næste Voetmann var skipper
Hans Christian Voetmann (2) var efter skik opkaldt efter far-faderen på Als. Hvordan familiens bageri er drevet videre efter faderens døde, vides ikke Hans Christian har næppe lært faget. Da han i 1746 løser borgerbrev i Aabenraa, er det som skipper, og han antager morfars erhverv.
Skibbrogade 8 blev købt
To år senere ægter han Adelheid Frees, der var født 1727. Hun tilhørte en af byens kendteste skipper- og købmandsfamilier. De får 10 børn, hvoraf fem døde som spæde. Han bygger et nyt hus på Skibbrogade 8. Det var et anseeligt to etagers hus, grundmuret med toetagers karnap.
Man kan undre sig over, hvordan en 30-årig skipper fik råd til sådan en investering. Det kan ses, at Hans Christian var partsredder. Han nåede ære og værdighed. Det viser, at han var optaget som deputeret borger i 1752, et hverv han beklædte til sin død i 1763 kun 40 år gammel. Hans yngste barn, sønnen Hans Christian Voetmann (3) var da kun et år gammel.
Christian Voetmann blev konditor
Adelheit Voetmann var kun enke til 1766, da hun ægtede bager og senere deputeret borger Jacob Sedien. Denne familie hørte til byens mest indflydelsesrige og velstående. Jacob Sedien flyttede til Skibbrogade 8 og fortsatte forretningen. Den lille stedsøn Hans Christian kom i bagerlære og blev ”Weisbäcker” dvs. konditor.
Adelheit Voetmann døde i 1794. Jacob Sedien solgte i 1813 huset til bager Trogelius Callesen.
Et sikkerhedsnet var bredt ud
En række karakteristiske familieforhold træder frem i den Voetmannske familiehistorie. Store børneflokke, som tidens høje børnedødelighed tynder ud i. En gennemsnitsalder, der lå betydeligt under den i vor tid gældende. Enker med mindreårige børn, der under vanskelige omstændigheder må afvente generationsskifter, der lå langt frem i tiden.
På den anden side var Aabenraa gennemsyret af familieforbindelser, der breder et sikkerhedsnet ud under disse enker og mindreårige børn.
Bagerforretningen var også købmandsforretning
Noget tyder på, at den Voetmannske bagerforretning også blev drevet som købmandsforretning, måske endda i hele sin levetid. Jacob Sedien kom ikke uden midler. Bageriet og købmandsforretningen har kunnet danne grundlag for en ordentlig eksistens. Det er tænkeligt, at Hans Christian Voetmann (2) har efterladt sig anden formue.
Hans Christian Voetmann (3) har sikkert været i lære andetsteds og er vendt tilbage til den fædrene forretning efterhånden som sted-faderen Jacob Sedien kom op i årene. Først i 1796 i en alder af 34 år indgik han ægteskab med Anne Cathrine Lorenzen, datter af rådmand og købmand Johann Lorenzen i Aabenraa, en af byens førende borgere. Samme år foretager han et betydningsfuldt køb af fast ejendom, som arven gjorde mulig.
Ramsherred 39 blev købt i 1796
Den 12. marts 1796 blev ejendommen Ramsherred 39 købt med hus, pakhus og stald og tilhørende have. Det har været landbrug til ejendommen med velbeliggende madeeng. På salgstidspunktet har det været en af Aabenraas store og gode købmandsgårde. Bag halvdelen ligger komplicerede familieforbindelser og økonomiske interesser. I handelen har det været indbefattet et varelager udover inventar og husgeråd. Den nyindkøbte urtekræmmerbod har antagelig også ført isenkramvarer.
Dengang boede konkurrenterne dør om dør. På den modsatte side af Ramsherred i nr. 42 har den fremtrædende købmandsfamilie Lorenzen i hele 1800-tallet være Voetmann-slægtens store modspiller.
Rudebecks Hotel
Først i 1801 løser Hans Christian Voetmann borgerbrev. I ægteskabet fødtes tre døtre og i 1803 sønnen Jacob, der blev opkaldt efter morfaderen. En af døtrene, Anne Cathrine blev født i 1805 og gift 1832 med gæstgiver og vinhandler Rudoph Rudebeck. Ægteparret ejede gæstgiveriet Hos Rudebecks eller Hotel Rudebeck. I 1865 blev det til Bahnhofshotel og senere Hotel Royal. Anne Cathrine blev omtalt som en meget slesvig-holstensk Madam Rudebeck.
Nu også med grovvarer
Hans Christen Voetmann (3) døde i 1848 kun 46 år gammel. Sandsynligvis har enken drevet forretningen videre. Hun flyttede først i 1826 efter at have købt ¼ stavn som bolig. Forretningen har næppe bevæget sig ud over detailhandel og ikke omfattet grovvarer, der krævede betydelig kapital til varelager og kreditgivning. Tiden må have været vanskelig for enken med uforsørgede børn – Få år senere indtræder statsbankerotten.
Om Johann Jacob Voetmann overtog forretningen ved moderens ejendomskøb i 1826, kan ikke afgøres. Han havde da været 23 år gammel. Sandsynligvis er forretningen kørt videre med en bestyrer eller en forpagter. Johan har åbenbart erhvervet sig kendskab til handel med jernvarer og trælast. Det kan næppe være sket uden en læretid eller i hvert fald rejser til handelshuse i disse brancher eller i udlandet. Først i 1839 en måned efter moderens død løser han borgerhverv som købmand i Aabenraa.
Voetmann’s Tømmerhandel egentlig grundlagt 1835
Johann døde i 1864 i den urolige krigstid. Johann Thomas Voetmann har overfor landsarkivar, senere rigsarkivar Johan Hvidtfeldt angivet 1835 som grundlæggelsesåret. Det samme har han nævnt over for maskinmester og forfatter F.H. Lassen (Aabenraa Havns Historie).
I 1885 lod den senere kommerceråd Christian Friedrich Voetmann sig fotografere foran et stort sejlskib i Aabenraa Havn sammen med de to sønner Johann Thomas og Christian Carl.
I 1840 ses det at hos Johann Jacob – Kaufmann og søsteren bor stadig hos ham. Han har både ”Lehrbursche” og ”Dienstmädchen”. I et brev kan det ses at moderen er blevet syg og hjælpeløs i foråret 1835. Sønnen Johann Jacob Voetmann er blevet eneindehaver af købmandsgården den 22.juni samme år.
Investering i jord og skibsparter
Det er en af erhvervslivets mest kapitalkrævende brancher at handle med træ og jernvarer. Men åbenbart har forretningen været i stand til at rejse penge. På få år lykkedes det også at investere i jord og skibsparter.
Tiderne blev forbedret op mod Treårskrigen og det blev endnu bedre mellem den krig og op til 1864. Der blev bygget og investeret på det sønderjyske bondeland og i byerne. Firmaet Voetmann var i fremgang.
Byen tiltrak arbejdskraft fra hele Sønderjylland
Aabenraas søfart søgte mod Sydamerika og det fjerne østen. Skibsbyggeriet oplevede en guldalder. Indbyggertallet var i 1803 2.800 og fyrre år senere 4.100. Følgen var stor bolignød og masser af nyt byggeri til følge. Aabenraa trak arbejdskraft til fra hele Sønderjylland/Nordslesvig.
Aabenraa fik bedre adgangsforhold
Aabenraa overvandt efterhånden en meget gammel isolation fra landsdelen. Allerede omkring 1760 blev vejen syd ud af byen til Stubbæk meget forbedret. Senere blev vejene nord og vestpå udbedrede. I 1765 blev postruten lagt om og ført over Aabenraa. Fremskridtet var iøjefaldende, men meget dyre. Kronen på værket var anlægget af chausseen mellem de østsønderjyske byer i 1840’erne. Byens handelsliv tog et stort opsving.
En meget væsentlig forudsætning for det kommende handelshus Johan Jacob Voetmann i Aabenraa var, at Aabenraa som handelsby begyndte at gøre sig gældende udover hele Sønderjylland.
I 1860’erne kom også baneanlæggene. Den nære forbindelse mellem Aabenraa og Hamborg skabte gunstige finansieringsforhold længe inden bankvæsnet i Nordslesvig/Sønderjylland kom op at stå.
Handel med jern og træ
Johan Jacob Voetmann havde et kort ægteskab uden børn. Et andet ægteskab indgås i 1843 med Benedicte Magdalene Raben, der nævnes at være fra Pederslyst i Østbirk. Hun var født i Aabenraa og datter af købmand Friedrich Raben og dennes hustru. Han var en af byens kendteste købmands – og skibsbyggerslægter med forbindelser til Hamborg.
Den gængse handel i byen beroede på butikshandel, stader på markeder og til en vis grad forsendelse efter bestilling. Voetmanns store konkurrent lå på den modsatte side af gaden i form af den meget ansete kommerceråd Jürgen Lorenzen og hans veldrevne købmandshandel. Tidligt havde de slået ind på handel med jern og træ. De besad store oplagspladser.
I begyndelsen af 1830’erne er Johann Jacob Voetmann begyndt handel med stangjern til smede. Det var råmaterialet ved tilvirkning af redskaber og husgeråd. Senere er handelen udvidet med hestesko, søm, nagler og værktøj.
De rejsende havde varerne med
Voetmann var gået et skridt videre. Den rejsende kørte rundt med en stor blokvogn eller vogn med stort lad, der kunne fragte et udvalg af varer. Forretningen havde til stadighed brug for flere køretøjer med kraftige heste på landevejen.
Systemet forudsatte betroede og kyndige folk, der kunne vinde smedenes tillid. Til stor fortrydelse færdedes Voetmanns køretøjer over det meste af Nordslesvig/Sønderjylland. Handelen må have steget kraftigt.
Aabenraa var for længst blevet omsætningshavn for træ, også de særlige træsorter, der blev brugt i vognbyggeriet.
Voetmann havde mange ansatte
Forretningen krævede mange ansatte. Mange fik kost og logi i købmandsgården. Johan Jacob Voetmann var ikke en elsket chef, men han var respekteret. Man mærkede en korpsånd. Fra 1840 havde man også handel med gulvbrædder. Dengang havde man ikke større lagre, men købte efterhånden som træskuderne anløb Aabenraa Havn. I 1854 var Voetmann endnu den tredje største i Aabenraa overgået af Jürgen Lorenzen og Jürgen Ahlmanns.
Man bestilte direkte i udlandet og det var ikke populært hos konkurrenterne. Ofte har det stået kulde og isolation om den entreprenante købmand på Ramsherred. Købmandshandlen omfattede også grovvarer som korn og brændsel og som skrevet håndværks- og bygningstræer. Snart havde Voetmann overtaget førstepladsen m.h.t. jernhandelen.
Der var blevet bygget vareskure, lejet tømmerpladser, Ramsherred 37 var blevet købt og på Ramsherred 39 var der foretaget store ombygninger.
Man brugte banker i Hamborg
I 1844 blev Christian Friedrich Voetmann født. Familieoverleveringerne taler om strengt patriarkalske forhold. Faderens ord var lov. I 1860 var Ramsherred 39 udskilt som en særskilt beboelse med butik og en meget stor vinkelbygget lagerbygning i tre etager og med udnyttede lofter, der var forsynet med kvistluger til indhejsning. Der var stalde med gennemkørsel til baggård og have.
Johann Jacob Voetmann var bare 20 år, da far døde. Grundlaget var lagt. Aabenraa havde ingen banker. Hvis der havde været nogen bankfinansiering, foregik det sandsynligvis via Hamborg.
Familien var slesvig-holstensksindet
Johan Jacob Voetmann var slesvig-holstensksindet. Han var medlem af foreningen Concordia. Han støttede også det slesvig-holstenske flag på skibene i Aabenraa. Men egentlig har han ikke spillet nogen stor rolle i det nationale spil. Hans forretning var sårbar, og den gik fremfor alt andet.
Aabenraa stagnerede
Tiderne ændrede sig og det gjorde skibsfarten også. I Aabenraa sadlede man ikke om i tide. Det vil sige, at det gjorde rederiet Jebsen og bevarede en gammel storhed gennem kriser og to verdenskrige. Efterhånden var der ved århundredeskiftet 6.000 indbyggere i Aabenraa. Men det var som om meget stagnerede i Aabenraa.
En ændring skete i 1870. Byen fik tysk flertal og den situation blev bevaret til 1920. Den dansksindede bevægelse under navne som J.P. Junggreen og H.P. Hanssen markerede sig.
Nye virksomheder kom til byen, deriblandt trælastfirmaet Cimbria, efterfølger af J.C. Overbecks Tømmerhandel. De blev en konkurrent til Voetmann.
Skellet mellem dansk og tysk blev skarpere
I fællesskab med moderen overtog den tyveårige Christian Friedrich Voetmann ledelsen af firmaet. Efter moderens død i 1888 var han eneindehaver. Han var opdraget til flid og sparsommelighed. Han havde været på opdragelsesanstalt syd på. Der fulgte en seksårig læretid hos købmandsfirmaet Carl Pipgras i Slesvig.
Skellet mellem dansk og tysk i Aabenraa blev skarpere. Christian var indstillet på at forretningen nu skulle betjene et større opland. I 1869 giftede han sig med Walburg Catharina Maria Maag, eneste barn af skibskaptajn og gårdejer Thomas Maag, der stammede fra Hoptrup. Hustruen var i familie med den kendte Pastor Schmidt – Vodder.
Familien Maag havde bosat sig i Haderslev med flyttede senere til Aabenraa til Ramsherred 37, forretningens naboejendom, som Johann Jacob Voetmann allerede havde købt i 1845. Ramsherred 37 må have været familiens aftægtsbolig.
Stor omsætningsfremgang
Christian Voetmann deltog i den fransk-tyske krig i 1870/71. Ved svigerforældrenes død tilfaldt der den unge familie Christian Voetmann en betydelig arv. Familien boede fortsat i Ramsherred 39, der blev ombygget i 1880. I stueetagen var der kontorer, udover familien var der logi for forretningens udenbys lærlinge og kontorister. Den store husholdning fortsatte også under det unge ægtepars tid.
Aabenraa overtog førstepladsen som importhavn af trælast
Fra 1880’erne oplevede forretningen en stor omsætningsfremgang i tømmerhandlen. Trælast blev importeret direkte fra Sverige og Finland og videresolgtes en gros over hele Sønderjylland og langt ned i Holsten. Efterhånden overtog Aabenraa førstepladsen fra Lübeck som Slesvigs største importhavn af trælast. I 1885 kom det første dampskib til Aabenraa med netop træ til firmaet Voetmann.
I 1910 havde man 50 faste medarbejdere
I Christian Voetmanns tid var firmaet en af byens største arbejdsgivere. Ifølge en industritælling i 1910 beskæftigede firmaet 50 faste arbejdere og periodisk et stort antal havnearbejdere. I visse år modtog firmaet op til 80 skibsladninger tømmer og brædder. Lagerbygningerne bredte sig over en stor del af Aabenraas havneområde, både nord- og sydsiden af Gammelhavn. Lagrene bugnede af varer. Rygtet i byen gik, at de for længst var betalt, når skibene sejlede ind i Aabenraa Fjord.
Store udenlandsrejser
Efter moderens død i 1888 ændrede familiens livsførelse sig noget. Christian Voetmann rejste allerede i 1970’erne på Sverige og Finland for at foretage indkøb og skabe forbindelser. Han fik ad den vej livslange venner og et stort stedkendskab. Som årene gik, menes han at have investeret i aktier i trævirksomheder og skove i de to lande.
Salget førte ham over hele Nordtyskland. Som børnene voksede til, fulgte hustruen med ham på rejserne. Hun slugte begejstret de nye indtryk og nedfældede hendes oplevelser i dagbøger. Med årene blev rejserne længere og længere, endda til syden, hvilket dengang var usædvanligt. Hvert år rejste familien til kur i Baden-Baden. Det skete standsmæssigt i førsteklasses salonvogn.
De to drenge kom i lære hos forretningens forbindelser. Det var hos et stort trælastfirma i Itzehoe. Efter læretiden kom de til Sverige og forrettede volontørtjeneste på store svenske savskærerier for at slutte på en fagskole i Härnösand.
Voetmann dominerede i havnen
I 1889 var der ørt jernbanespor ud på kajanlægget til dampsavværk og lagerskure. Her lå også en stor tømmergård. Fra Ramsherred 37-39 var der blevet etableret en telefonforbindelse til kontoret på havnen. Der var et stort blikskur, der var fyldt med færdige brædder, lægter og spær.
Der herskede stor travlhed på havnen, når et skib lagde til kaj. Skete det om aftenen blev der losset igennem hele natten. Voetmann dominerede i den grad havnen. Kontoret på havnen blev flyttet med front mod Kystvejen; Savværket blev anlagt på arealet vest for Sønderport.
Årlig kurrejse
I maj 1922 døde Christian Voetmann af en uhelbredelig sygdom. Børnene var under uddannelse. Enken, fru Marie Voetmann indtrådte som passiv medejer af firmaet indtil hendes død i 1961. Johann Thomas Voetmann var derefter ene på kommandobroen. Han kom til at lede det gamle firma gennem 14 år. Han var et pligtmenneske, tilknappet og fornem i sin tankegang. År efter år føltes det som en ferie på kontoret, når han rejste på den årlige kurrejse til Wiesbaden.
Nye kræfter ansat i firmaet
Johan Thomas Voetmann kunne godt se at det var nødvendigt at se sig om efter yngre hjælpere i firmaet. I 1912 blev Hans Torkild Andersen ansat. Hans familie stammede fra Norge og havde i generationer været skibsbygmestre og købmænd i Aabenraa. Han var med i alle krigens år, men pladsen stod klar til ham.
Efter Christian Voetmanns død blev Hans Torkild Andersen firmaets lagerchef og siden prokurist. Der blev trukket på hans arbejdskraft tidligt og silde. Han var en rigtig slider med lune og sind.
I 1913 var en anden medarbejder blevet ansat i firmaet, Willy Kuhn. Det var en Aabenraa-dreng af holstensk herkomst. Han forlod firmaet efter nogle år men blev kaldt tilbage ved Christian Voetmanns død. Han blev en betroet og energisk medarbejder. Men hans nye ideer var ikke populære hos de ældre medarbejdere.
Man var ikke mere den største
I 1923 – 24 blev Sønderjyllands Højspændingsværk oprettet. Der blev bygget meget i Aabenraa. Og ved hjælp af klausuler fik Voetmann masser af afsætning. Nye konkurrenter var kommet til. Man var ikke mere den største, men så vidste man, at man var den bedste.
Johan Thomas Voetmann var næppe en elsket mand uden for familien. Pligten og firmaets vel var hans ubetingede ledetråde.
I 1939 flyttede Johan Thomas Voetmann ind i en nybygget villa på Kystvej. Det var her, hvor det tyske generalkonsulat senere flyttede hen. Men her fik han kun lov til at bo en kort tid. Han døde den 28. december 1939.
Revolutionen i Aabenraa
Som i så mange andre nordslesvigske byer var der også revolution i Aabenraa. Det var en af byens tyske socialister, Wilhelm Ewald, der ledede denne. Han blev også leder af Arbejderrådet. Han skrev en udmærket bog om denne hændelse. Han argumenterede for fortsat tilhørsforhold til Tyskland. Det tyske borgerskab har næppe villet kendes ved ham, men en stor del af arbejderne i Aabenraa by var takket være ham delt i et dansk og et tyske socialdemokrati endnu en årrække efter 1920.
Begge brødre var nu familiefædre. Johann Thomas boede fortsat på Ramsherred 39. Han og hustruen Elisabeth, født Weiland fik fire døtre. Christian og Marie fik tre sønner.
Voetmann fik driftskapital uden problemer
Det var faktisk tysk flertal ved afstemningen 1920 i Aabenraa. Familien Voetmann var bekymret for forretningen. I 1899 havde den tyske Reichsbank åbnet en filial i Aabenraa. Det var her Sparekassen senere kom til at ligge. Året efter oprettede den store Schleswig – Holsteinische Bank en filial, hvor Handelsbanken senere fik til huse. Firmaet var blevet meget ramt af de strenge tyske valutarestriktioner. Det var nødvendigt at skaffe dansk driftskapital.
Da Handelsbanken skulle overtage filialen, ansøgte om 250.000 kr. – et temmelig stort beløb på daværende tidspunkt, blev denne kredit givet på stedet og blanco det vil sige uden sikkerhed i fast ejendom eller værdipapirer. Det var alene på indehaverens underskrifter. Nu kom banken dog heller ikke til at fortryde deres engagement.
I løbet af 1928 var der hele 28 skibe, der løb ind kun til Voetmann.
To forskellige brødre
De to brødre var vidt forskellige. Men de supplerede hinanden i et godt samarbejde. Johann Thomas var den indesluttede, nøjeregnende administrator. Han gennemførte den benhårde rationalisering og sparsommelighed. Christian var den udadvendte og charmerende sælger, der kunne gå ind i folk med træsko på.
Den tredje og sidste Christian Voetmann var født i 1908, da forældrene boede i Forstalle 10. Her fødtes også broderen Carl Ernst også i 1909. Kort efter flyttede familien til daværende Norder Chaussé 23, hvor den sidste søn Friedrich fødtes i 1914.
Christian kom til faderens gamle lærested, firmaet Rühmann i Itzehoe. Carl Ernst kom i lære i Nyborg forenede Trælasthandel. Den sidste søn fik en revisoruddannelse. De to andre brødre indtrådte i firmaet henholdsvis i 1932 og 1934.
Den sidste Christian Voetmann
Den unge Christian Voetmann havde meget af faderens sælgertalent. Den 1. januar 1940 optog fru Marie Voetmann sin ældste søn, Christian som medindehaver og året efter var det Carl Ernst tur.
Ved siden indtræden var Christian 32 år gammel. Samme år indgik han ægteskab med Annelise Petersen, datter af kulhandler August Otto Petersen i Sønderborg. Ægteparret boede i en lejlighed på Haderslevvej. Syv år senere flyttede de i en nybygget villa på Hjarupvej. I ægteskabet var der tre døtre.
Carl Ernst Voetmann kom til at lide meget af sin sygdom. Han døde allerede i 1948.
Varesortimentet omfattede alt til byggeriet
Varesortimentet omfattede nu alt til byggeri med undtagelse af materialer til vand, varme, sanitet og elektricitet. Der blev handlet med mursten, tegl, cement, kalk samt tagbeklædning. Men også støbegods, jernbjælker, riste og staldinventar.
Sortbørshandelen florerede i Aabenraa
Sortbørshandlen florerede meget i Aabenraa under besættelsen. Tyveri var der meget af. Ingen tvivl o at familien Voetmann var tysksindede. De har givetvis taget afstand fra kommunister og socialister. De har sikkert også glædet sig over fædrelandets genrejsning. Nazismens væsen var ”Gleichschaltung” (ensretning). Den tillod ikke neutralitet og passivitet.
Firmaet havde ikke overtrådt den danske stats love og interesser. Nogle nægtede dog at handle med firmaet, fordi de var tysksindede. Halvtredserne var igen en stram tid, hvor der ikke skete det store i Sønderjylland.
Ingen direkte arvtager
I 1958 havde Christian Voetmann ingen direkte arvtagere. Voetmann oplevede ikke de store udvidelser og fusioneringer. Helbredet var begyndt at vakle. De to super-medarbejdere havde forladt firmaet. Willy Kuhn forlod firmaet i 1964. Og Hans Torkil Andersen forlod forretningen som 70-årig i 1955.
Willy Kuhn blev kaldt tilbage til firmaet. Man kunne ikke undvære ham.
Ved en brand i 1960’erne brændte Ramsherred 39 og en række andre bygninger. De blev senere revet ned.
Omdannet til kommanditselskab
Firmaet var nu omdannet til kommanditselskab. Broderen Friedrich Voetmann var indtrådt som kommanditist. I 1968, da Christian Voetmann var blevet 60 år, opstod de første tanker om at sælge forretningen. Forhandlingerne gik ganske fint. Der opstod også et venskab mellem Christian Voetmann og den nye direktør Kristian Jessen.
Firmaet overtaget af nystiftet aktieselskab 1972
Den 1. maj 1972 blev firmaet Johann Jacob Voetmann i Aabenraa overdraget til et nystiftet aktieselskab Voetmanns Tømmerhandel. Forud var gået mange overvejelser.
Fritagelsen for den daglige ledelse var også en lettelse for Christian Voetmann. Denne døde den 20. maj 1980.
Da jeg var i Aabenraa i sin tid, kan jeg huske, at det var Cimbria, der havde fået den dominerende rolle i Aabenraa. Således slutter et stykker betydningsfuldt erhvervseventyr i Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: januar 4, 2024
Franciska Clausen fra Aabenraa – 125 år (2)
En stor fødselsdag. En succesfuld far. Familien lagde vægt på dannelse. Som 16-årig”Jeg vil være Kunstmaler”. Privatundervisning i Flensborg. En tur til Weimar. En ny underviser i Flensborg. I 1918 til München. Gammeldags undervisning på Kunstakademi. Hos professor Hoffmann. I 1922 i Berlin. Underviseren blev hendes elsker. Hun følte sig isoleret i de danske kunstnerkredse. Portrætmaler i Aabenraa i 1954. Forsker mener ikke, at hun var helt glemt. I årtier havde hun ingen udstillinger i Danmark. Måske var hun Danmarks første rødstrømpe. Hun forholdt sig kritisk til anmeldere og kollegaer. Hun arbejdede ubesværet i flere stilarter. Var hun ”Den Grimme Ælling”? Brundlund fik 1.000 af hendes værker. Hun skulle kæmpe i et mandsdomineret miljø. En særpræget personlighed. Et kommende museum skal vise hendes værker. En ny opera er opkaldt efter hende.
En stor fødselsdag
Dette er andel del af vores artikel om denne talentfulde maler fra Aabenraa. Denne gang har vi også brugt nye kilder og måske fundet nye sider af hende. Det er fint at man vil fejre hende i Aabenraa. Det har hun da i den grad fortjent.
Hun er født den 7. januar 1899. Under Köhlers politik over for de dansksindede, forsøgte de fleste i Aabenraa at skjule deres nationale sindelag. En af disse kunne være Franciskas far, Peter Clausen. Han var født på Als og drømte om en arkitektuddannelse. Men mulighederne rakte ikke længere end til en læreplads hos en manufakturhandler i Sønderborg.
En succesfuld far
Men så startede han som selvstændig i Aabenraa. Han var en initiativrig, succesfuld og dynamisk handelsmand. Han giftede sig med den 11- år yngre Christine Olufsen. De fik to børn. Sønnen Jørgen og senere Franciska.
Familien lagde vægt på dannelse
Drømmen var en stor præsentabel familiebolig. Det blev en treetagers ejendom på 200 kvadratmeter midt i Vestergade. Bag villaen var en parklignende prydhave. Her var en pavillon bygget som en miniatureudgave af et klassisk oldtidstempel.
Hun lærte at spille på familiens flygel og begyndte på tegneundervisning. Familien lagde vægt på dannelse. Franciska begyndte at tegne husets tjenestefolk. Kunstinteressen dyrkede faderen også. Han var selv en fabelagtig tegner.
Som 16-årig: ”Jeg vil være kunstmaler”
Også moderen satte sit præg på hjemmets åndelige atmosfære med sin store interesse for litteratur. Georg brandes var en af hendes favoritter. Hun havde en stor bogsamling. Ofte var hun på besøg i Sprogforeningens Bogsamling på Folkehjem.
Franciska sagde allerede som 16 – årig:
Selv om hendes forældre tidligt kunne se hendes talenter, var de ikke så glade for at sende hende på kunstnerskole i Tyskland.
Privatundervisning i Flensborg
I 1915 modtog Francisca tegneundervisning en gang om ugen i Flensborg. Her lærte hun at male efter model. Og hun var begejstret for undervisningen:
En tur til Weimar
Som 17 – årig forlader Franciska hjemmet. Hun bliver optaget på Grossherzogiche Kunsthochschule i Weimar. Dette ophold varer dog kun et semester. Hun foretrak selv at eksperimentere. Hun laver en række karikerede malerier af det sønderjyske bysamfund.
En ny underviser i Flensborg
Men det er også i den periode hun fik intensiv tegneundervisning hos tegneren Käthe Larsen i Flensborg. Udbyttet af undervisningen var ifølge Francisca:
I 1918 til München
Franciska forlod Aabenraa igen i 1918 for at uddanne på Frauenacademie i München. Under hendes ophold brød november revolutionen ud. Dette præger hende os i nogle af hendes værker.
Årstallet er 1919. Hun forlader ikke Aabenraa før afstemningen i 1920. Hun forholdt sig køligt til sin sociale omgangskreds i Weimar og München. Måske skyldtes dette hendes nationale sindelag.
Gammeldags undervisning på Kunstakademi
Hun syntes selv, at hun befandt sig i et kunstnerisk dødvande. Hun begynder på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Men undervisningen bliver dog ikke særlig udbytterig. Her fik hun ikke lov til at eksperimentere. Hun oplevede også undervisningen som meget gammeldags. Her skulle man male efter gibs støbninger.
Hun blev aldrig en del af de sociale liv. Hun følte sig rigtig udenfor. I slutningen af 1921 vælger hun at afbryde undervisningen og flytte til Tyskland. Hendes fars forretninger har nedgangstider. Hun søger ind på Akademie der Künste.
Hos professor Hans Hoffmann
Men først under professor Hans Hoffmann synes hun, at hun får inspiration:
I 1922 i Berlin
En udstilling med Picasso på Galleri ”Tannhauser” giver hende lyst til at eksperimentere med kubistiske kompositioner. Men rammerne for hende er igen for små. Efter at have tilbragt sommeren 1922 hjemme hos forældrene rejser hun i september 1922 til Berlin.
Her får hun en intens tre måneders undervisning. Hun føler at hun er på rette spor. De værker som hun producerer i denne periode, får hun lov til vise på en udstilling i Berlin i 1923. Hun roses i Berliner Algemeine Zeitung,
I 1924 døde faderen. Nu var det ikke mere mulighed for familien at give hende økonomisk støtte.
Underviseren blev hendes elskerinde
I Paris får Franciska for alvor inspiration. På Café Voltaire samles en række kunstnere, der besluttede at udstille sammen Gruppen havde deres første udstilling i Galleri 23. Picasso lod sig inspirere af et af Franciscas værker.
Hun studerede bl.a. moderne kunst under Ferdinand Léger og blev hans elskerinde. Hun blev en del af den parisiske kulturscene.
Hun føler sig isoleret i det danske kunstnerliv
I 1931 vender Franciska hjem til Danmark. Hun lider tiltagende af vanskeligheder efter faderens død trods en del udstillingsaktiviteter i Paris. Det giver også lidt indtægter.
Herhjemme bosætter hun sig i København. Hun udstiller i Bingers Kunsthandel i 1932. Men tiden er ikke til moderne kunst. Hun føler sig isoleret i det danske kunstnerliv og har fortsat økonomiske vanskeligheder.
Portrætmaler i Aabenraa i 1934
I 1933 vender hun tilbage til Paris. Efter et par måneder som underviser i København vender hun i 1934 hjem til Aabenraa. Her ernærer hun sig i en årrække som portrætmaler. Løbende bliver hun inviteret til udstillinger. Bl.a. i Stockholm og Malmø.
I Sverige havde kunsthistoriker fået øje på hendes mange talenter.
Forsker mener ikke at hun var så glemt
Andre kunstkritikere mener, at hendes uhyre selvkritiske sans, indadvendthed og manglende evne til at gøre opmærksom på sig selv medvirkede til, at hendes kunst ikke blev bedre kendt.
Men Lise Mogensen Bech mener ikke, at hun var så glemt i Danmark. Hun har således fundet mange positive omtaler af hendes kunst og masser af fanpost i det private arkiv. Der er også fundet mange artikler om hende. Hun var på ingen måde glemt, siger forskeren.
Hun forsøgte forgæves i 1930erne at skabe sig en karriere som grafisk formgiver gennem plakatforslag i formsprog, der var præget både af hendes modernisme og international plakatkunst.
I årtier har hun ingen udstilling i Danmark
Fra 1937 udstiller hun ikke i Danmark de næste årtier. I 1964 vises på en separatudstilling 125 af hendes værker i København. I 1968 bliver hun medlem af Kunstnersamfundet. I 1974 udkommer hendes første monografi. Hun fik endelig en livslang apanage fra Statens Kunstfond.
Måske var hun Danmarks første Rødstrømpe?
Også i det danske hof hørte man om Aabenraa -kunstneren. Således har hun portrætteret både dronning Ingrid og Magrethe.
Da hun var i 60’erne sagde hun, at hun ikke ønskede sig ”Kinder, Küche und Kirche”, Hun var måske allerede dengang en af de rødstumper, som endnu ikke var opfundet.
Hun forholdt sig kritisk
Franciska forholdt sig kritisk til sine kollegaer, anmeldere og danskerne. For eksempel ændrede hun titlerne på flere af sine værker igennem tiden efterhånden, som hun blev ældre. En af dem kom til at hedde ”De kolde skuldres land”. Dette virker på ingen måde flatterende for danskerne.
Hun var måske ikke frosset ude eller glemt. Måske ærgrede hun sig som ældre over, at hun ikke fik mere opmærksomhed som yngre. Det havde hun klart fortjent.
Hun arbejdede ubesværet i flere stilarter
Hun arbejdede ubesværet på kryds og tværs af alle stilarter og har lavet alt fra reklameplakater og mønstre til køretæpper og tapeter til polerede portrætter til glittede magasiner.
Var hun ”Den Grimme Ælling”?
Franciska boede i huset i Vestergade efter 1958, hvor moderen døde. Huset forfaldt mere og mere. Men helbredet tvang hende til at bo i beskyttet bolig i den sidste tid af hendes liv. Også her var hun omgivet af kunst i kasser og skuffer.
Franciska Clausen døde 87 år gammel af en blodprop. Ved hendes begravelse i Skt. Nikolai Kirke holdt pastor Svend J. Sidsen en smuk tale, hvor han sammenlignede hendes liv med H.C. Andersens eventyr ”Den Grimme Ælling”. Nogle af afslutningsordene var
Brundlund fik 1.000 af hendes værker
Hun efterlod ikke mindre end 2.500 værker. Mange af disse værker er deponeret på Trapholt Museum for Moderne Kunst i Kolding. I 2011 blev samlingen med Francisca Clausen overbragt til Brundlund Slot. Det vil sige, at det var ca. 1.000 af værkerne, som Aabenraa fik.
Nu bliver hun så æret med en reception på Folkehjem. Og så er der ellers udstilling på Brundlund Slot. Her kan man se alle facetter af hendes kunstneriske udfoldelser.
Hun skulle kæmpe i et mandsdomineret miljø
Hun skulle kæmpe sig frem i et mandsdomineret kunstnermiljø. Men hun blev dus med kunstnere som Picasso, Kandinsky, Mondrian og Jean Arp.
Hendes betydning for kunsten kan næppe overvurderes. Hendes mod som kvinde i en mandsdomineret verden er vel heller ikke at foragte. Nu er det gamle slot nok ikke det bedste sted at vise og opbevare kunst. Men en del af værkerne befinder sig nu i Museum Sønderjyllands nye bevaringscenter, som åbnede i 2023 i Rødekro.
En særpræget personlighed
I Aabenraa var der vel ikke mange, der vidste, hvor berømt hun egentlig var. Man havde en tendens til at grine af hende. Og måske blev hun også latterliggjort. Hun var kendt som en særpræget personlighed. Det var først efter i hendes alderdom og efter hendes død hun blev virkelig anerkendt.
En af hovedtalerne ved receptionen på Folkehjem er Lis Mogensen Beck, der har brugt tre år for at forske i Franciska Clausens kunst. Hun mener også at Franciska burde have haft meget mere anerkendelse.
Et kommende museum skal vise hendes værker
I Aabenraa har man planer om at oprette et søfartsmuseum og det skal kombineres med et Francisca Clausen museum. Det skal opføres på kilen. Hvor vidt disse planer er, ja det røber borgmesteren måske på Folkehjem den 7. januar.
En ny opera opkaldes efter hende
Ja og så har ”Opera på Grænsen” gennem to år været i gang med en helt ny opera ”Franciska”. Foreningen har modtaget en million kroner til dette projekt af A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond
Andre arrangementer omkring Francisca Clausen kan læses på www.fransiskaclausen.dk
Kilde:
Dato: december 18, 2023
Aabenraa – latrinære begivenheder
Denne artikel kan forekomme uhumsk. Men den lugter ikke. Inden vi her når Aabenraa skal vi læse om den latrinære Danmarkshistorie. Det giver en bedre forståelse. Hvorfor hedder det ”das” og ”lokum”. Direkte ned i voldgraven. Man lagde bare nye brosten. Man kunne ikke blive ved at grave nye huller. Natmændene. Skyldende vandkloset blev opfundet. Og det gjorde vandlåsen også. I begyndelsen var det kun wc for de velhavende. Lokum og das blev udfaset – men ikke lige hurtig alle steder. Sidste tømning af latrinspande i 2008. Ikke mere ”ålesuppe”. 48 bagdele om et sæde. Hvordan kom man af med det? Stednavne vidner om det Latrinære. Latrinære forordninger allerede fra 1269. ”Det hemmelige hus” over Kastelsgraven. Toiletpapir var en lettelse. Afføring kan fortælle forskere meget. Svært at komme af med renovation. I Aabenraa var der møddinger på gaden. Renovationsbygning på farversmølle. God forretning for Aabenraa kommune at sælge ”Gødning”. Renovationsarbejdere i Aabenraa tjente godt. I 1902 kom det første wc til byen. Klager over forurening. En strejke i 1920. I 1940 var der 1.583 wc’er i Aabenraa. Optøning af frosne latrinspande første til brand i renovationsbygning. Badeanstalt blev lukket. Det førtes direkte ud i fjorden. Først i 1960 fremlægges en samlet plan over ordentlig kloakering. Ny rensningsanlæg i 1967.
Artikel kan forekomme uhumsk
Denne artikel kan måske forekomme uhumsk. Og i begyndelsen vil du sikkert bemærke, at det ikke har meget med Aabenraa at gøre. Men vi går lidt tilbage for lige at få historien med. Og heldigvis lugter denne artikel ikke.
De ældste lokummer i Danmark var placeret over dybe huller som blev muret op eller træbeklædt indvendig. Hullerne blev jævnlig tømt men også dækkede man dem til og startede et andet sted.
Hvorfor hedder det ”das” og ”lokum”
Vi skal først lige have forklaringen hvorfor det hedder ”das”. Det kommer fra det tyske ”das Haus”. Og hvorfor hedder det så lokum. Ja se det kommer fra det latinske ”locus”. Det betyder ”sted”. Og det var selvfølgelig det sted, hvor folk beskyttet for vejr og vind kunne komme af med afføring og urin. Og det var dengang uden kloakering.
Ofte var det en træplade med et lille hul i. Ja dengang blev man nødt til at besørge med en tønde eller kasse neden under. Når den var fyldt op, ja så flyttede man bare et andet sted hen.
Direkte ned i voldgraven
På slotte og herregårde førtes ens efterladenskaber direkte ned i voldgraven. Sådan har det sikkert også været på Brundlund Slot. I samme voldgrav kunne man så fremelske karper. Og karper er som bekendt altædende.
På gårdene ude på landet blev nødtørften forrettet i stalden. Når så dyrenes afføring blev møget ud fulgte den menneskelige med dyrenes. Og mange landmænd tjente penge på det ved at sælge det som gødning.
Både på landet og i byerne gravede man brønde i samme område, hvor man både havde das og møddinger. Så skete der ofte, at der opstod en krydsforurening. Dette førte så til spredning af kolera, tyfus og meget andet.
Man lagde bare nye brosten
Meget lort havnede direkte i rendestenen, hvis der var sådan en. Og brostenene forsvandt i afføring efter nogle år. Så lagde man bare et nyt lag brosten oven over.
Man kunne ikke bare grave nye huller
Efterhånden kunne man ikke bare oprette nye lokummer, når kassen eller tønden var fuld. Nu blev man nødt til at ømme disse. Mange steder var dasset placeret i baggårde. I store ejendomme var det i den bagerste del af huset.
Og så blev det forbudt selv at tømme disse kasser eller tønder. Christian den Anden indførte en lov i 1522, der bestemte dette. Det skulle være de såkaldte natmænd. I Helsingør blev en man, der i 1568 faktisk blev smidt ud af byen, fordi han selv tømte tønden.
Natmændene
Natmændene udførte et job, som borgerskabet ikke ville se eller tænke på. Disse natmænd blev også socialt udstødte. Det var ofte tatarer eller jøder, der fik disse jobs.
Skyldende vandkloset blev opfundet
Det var en englænder, der opfandt det skyldende vandkloset. Men han opfandt ikke vandlåsen. Der lugtede derfor stadigt. Derfor skal vi helt op til 1700 – tallet før det vandskyllende toilet – wc/waterclosetet blev populært.
Omkring 1900 tog vandskyllende toiletter over. Der kom også kloakering.
Vandlåsen blev opfundet
Og det var heldigt at skotten Alexander Cummings ”opfandt” vandlåsen. Det tog han selvfølgelig patent på. Det var omkring 1800. at de første WC’ er nåede til Danmark. Det var dog på det tidspunkt ikke installeret kloakering, så afføringen løb ud i rendestenen. Derfor blev WC’ er forbudt.
Man fandt ud af, at der var noget, der hed bakterier.
I begyndelsen var det kun WC for de velhavende
Nakskov var den by i Danmark, der var først med kloakering. Der var kloaknet, men det var ikke tilsluttet WC. I begyndelsen var det kun de rige, der fik installeret rigtig WC og til kloaknettet. Det var i velhaverkvarteret omkring Stockholmsgade, man var først. Og her kom der marmor.
Lokummer og Das blev udfaset – men ikke lige hurtig alle steder
I løbet af 1900-tallet blev det lovpligtig at installere et WC, hvis ens ejendom lå op ad et kloaknet. Det fik man ikke lige med det samme ude på landet. Her fortsatte man med at sætte sig ud i stalden eller på et udendørs lokum.
Dasser/lokummer og latriner blev efterhånden udfaset. Dog ikke lige hurtigt alle steder.
I byejendomme kunne det være svært at finde plads til de nye toiletter. Det blev ofte tjenestepigens værelse, der blev brugt til dette. Det vil sige det værelse, der lå ud til bagtrappen.
Sidste tømning af latrinspande i 2008
Først i 2008 blev den sidste organiserede tømning af gammeldags das foretaget i kolonihaver og fiskerhuse i København. Det blev foretaget af Renholdningsselskabet af 1898. Spandene blev kørt til Amager. Derfor kalder man denne ø endnu for Lorteøen. Ja man byggede ligefrem en ”Latrinjernbane”.
Men nu var det ikke lige med det samme at alt lort blev sendt til Amager. Meget af tøndernes indhold blev smidt i vandet. Det ildelugtende vand dannede en brun bræmme helt ned til Køge.
Borgerne fik ikke mere ålesuppe
Efterhånden anlagde man et rigtigt vandværk i Kløvermarken efter at det første vandværk blev anlagt i 1854. Nu kunne man begynde at rense vandet. Nu fik borgerne ikke mere ålesuppe. Det hed ålesuppe, for nogle gange sneg der sig fisk og ål med i rørene.
Mange steder fik man installeret et såkaldt bak-ud-toilet. Det hed det, fordi toiletterne var så små, at man var nødt til at bakke ind og ud.
48 bagdele deltes om et sæde
I gårdene fik man de såkaldte retirader. Disse blev hjemsted for masser af rotter men også et arnested for smitte. Nogle steder skulle man stå i kø. Der var ofte 48 bagdele, der skulle deles om et sæde.
I byerne kunne der være lidt barsk at skulle gå ned fra femte sat i bælgmørke af bagtrappen, hvis man om natten skulle besørge. Og når det så var frostvejr, var det måske endnu hårdere.
Hvordan kom man af med det på 5. sal
Så var det godt at man kunne gøre det på natpotten. Her var det ofte den ældste knægt som skulle sørge for at indholdet blev tømt. Og det skete også hustruen gemte potten inde bag forklædet. Men det var skam ikke altid der var tid eller tålmodighed til dette. Så var det tros alt lettere lige at åbne vinduet og smide indholdet ud på gaden eller ned i baggården.
Gamle Fru Hansen oppe på sjette sal pakkede det store ind i avispapir og så ellers også ud af vinduet. Da vaskekummen kom, kunne man så smide det i denne også det store. Men det var nu ikke altid faldstammen kunne klare dette. Om sommeren opstod der en ulidelig stank.
Stednavne vidner om det latrinære
Mange stednavne minder om de latrinære begivenheder dengang. Vi har for eksempel gaden ”Skidenstræde”. Her ville beboerne ikke bo, så de fik stedet omdøbt til det lidt mere velklingende navn ”Krystalgade”.
Ja så er det også ordet ”Mag” (Magstræde). Det minder os om det ”at have sin mag”. Det betyder at have afføring eller forrette sin nødtørft.
Hysken (Hyskenstræde) betyder ”lille hus” (efter tysk: Häuschen).
Forordninger allerede fra 1269
Meget tidligt kom der forordninger om, hvor man måtte placere et latrin eller hvad man ellers kaldte det. Den ældste skriftlige kilde om dette finder vi i Ribe Stadsret 1269 § 57:
Det har også tidligt været fokus på lugten. Dette ses i en kilde fra Bogense fra 1514:
Det hemmelige hus direkte over Kastelsgraven
Se dette rettede man sig ikke efter på Kastellet. Her anbragtes ”et hemmeligt hus” direkte over voldgraven, så de mange soldater kunne komme af med deres afføring. Og det skete et par hundrede år efter forordningen fra Bogense. Og så klagede man over en forfærdelig lugt på Kastellet.
Toiletpapiret var en lettelse
Man brugte mos, hø, græs, pinde, klude og sne til at tørre sig med. Der fældes hver dag 27.000 træer til at lave toiletpapir af. Dette svarer til 15 pct. Af Verdens afskovning. Hver person brugte i 2005 i gennemsnit 3,8 kg toiletpapir. Ja man siger at en gennemsnitsdansker bruger 51 ruller om året.
Kineserne var de først, der brugte papir i stedet for blade. Det nævnes i år 589. Det første toiletpapir, som vi cirka kender det i dag dukkede op i 1800- tallet. Men det er amerikaneren Joseph Gayetty, der står som opfinder af det kommercielle toiletpapir. Det var i 1857.
Men først i 1928 kom det på ruller, som vi kender det i dag.
Afføring kan fortælle forskere meget
Afføringen fra fortiden fortæller ikke kun nogen om, hvad vores forfædre spiste. Det giver også en viden om, hvordan de handlede og rejste. Et fund af ekskrementer er aldrig et glansbillede – man kunne komme ganske tæt på.
Efter denne lange indledning nærmer vi os endelig til Aabenraa. Ja her sad mange også ved møddingen og forrettede deres nødtørft. Men som vi allerede har skrevet, så fandt Louis Pasteur ud af bakterierne i 1857.
Svært at komme af med renovation
Byernes vækst gjorde det også mere vanskelig at komme af med renovationen efterhånden som byerne voksede. Nu forsvandt kreaturer og andre dyr også fra gadebilledet sammen med de store købmandsgårde, der blev erstattet af detailforretninger i løbet af de første årtier af det tyvende århundrede.
I Aabenraa var der møddinger på gaden
Byerne blev et oplevelsesrum, hvor spadserende og flanøren kunne kurtisere eller se på de varer, som blev falbudt i de nye butiksvinduer. Den slags fornøjelser var slet ikke forenelige med åbne rendestene og beskidte gader. Også i Aabenraa lå der møddinger på gaderne.
I Sønderjylland var Sønderborg først ude med kloakering i årene 1870-73, men først fra 1890erne kom der alvor gang i gravearbejdet og ellers
Renovationsbygning på Farversmølle
I Aabenraa afventede man tydeligvis udviklingen i de øvrige byer. Oprindelig blev natrenovation kørt på åbne spande ud af byen. Indholdet blev spredt på byens jorder. Men den 24. februar 1910 påbød en ny ”Ortsstatut”, at de åbne vogne skulle erstattes af dagrenovation med lukkede spande, først af træ siden af zink. Jo bødkerne i Aabenraa tjente godt dengang på at levere lukkede lokumsspande i træ.
Samtidig blev der opført en renovationsbygning i træ ved Farversmølle, Her blev spandene tømt i en aflang cementbeholder, hvor det flydende blev drænet væk til ajlebeholder. De resterende fækalier blandet med tørvestrøelse for at opsuge fugten.
God forretning for Aabenraa at sælge ”gødning”
Efter godt 14 dage blev denne masse kørt ud på en mark i nærheden af bygningen, hvor ”gødningen” lå til afhentning hos køberne. Og dette var bestemt ikke en dårlig forretning for kommunen. I 1925/26 gav salg af gødning m.m. 2.195 kr. Dette dækkede rigeligt udgifterne til hesteholdet. Hovedindtægten stammede dog fra gebyrerne for tømning af spandene, som dette år gav 33.422 kr. Dette gjorde renovationsanstalten til en særdeles lukrativ forretning med et samlet overskud på 9.717 kr.
To gange om ugen kørte renovationsvognen gennem byen fra marts til oktober mellem 7 og 19. I de øvrige måneder var det mellem 8 og 17. I nødstilfælde kunne der også køres om søndagen. Men i givet fald skulle det ske inden kl. 9 om morgenen. Samtidig blev det forbudt byens borgere at udlede deres spildevand i rendestenen.
Renovationsarbejdere i Aabenraa tjente godt
Byens renovationsvæsen blev i 1919 klaret af vognmand Clausen samt seks renovationsarbejdere. Disse renovationsarbejdere tjente ganske godt. Det lå væsentlig over, hvad en lærer på en af de sønderjyske landsbyskoler kunne tjene.
På dette tidspunkt var man for længst begyndt at tænke i andre baner. Allerede i 1888 begyndte man at diskutere en ”kanalisering” af Aabenraa, som af uafklarede årsager ikke blev til noget.
I 1901 kom det første wc til Aabenraa
Fra 1901 er der bevaret en tegning af Aabenraas første ”træk og slip” Det var hos købmand Hans Danielsen. Storegade 35. Og så kunne borgerne i Aabenraa bidrage med frivillige bidrag til kloakering af Aabenraa. Den største bidragsyder var senator Gustav Raben med et beløb på 450 mark. Herfra var der et godt stykke ned til den næststørste bidragsyder købmand F.A. Jensen, Storegade 36, som donerede 150 mark.
Det var dog først i 1916, at der generelt blev givet tilladelse til at installere vandklosetter i byen. I 1921 var der 1.221 renovationsspande men kun 76 wc’ er i byen. Det havde sine gode grunde. Aabenraa havde på dette tidspunkt et helt utilstrækkeligt kloaksystem.
Klager over forurening
Frem til Første Verdenskrig kørte der flere sager vedrørende manglende vedligeholdelse og tilstoppede slamkister og kloakker, bl.a. på Tondering Lederwarenfabrik, Nygade 12. I 1919 var problemerne med kloakvandet så slemt, at redaktør Jens Frost klagede til kommunen over at der ikke længere var laks i Tøgesbach (efter al sandsynlighed Tyvkærbæk).
Det var forbudt ifølge den preussiske fiskerilov at udlede spildevand i fiskefarvand. Forureningen havde fuldstændig ødelagt laksebestanden og givet redaktør Jens Frost et betydeligt tab i forhold til fiskeriet i efteråret 1918. Også her var den store synder ifølge klageren P. Tondering Lederwarenfabrik.
En strejke i 1920
Den 3. – 12. juni 1920 deltog renovationsarbejderne i den store generalstrejke i Nordslesvig. I Aabenraa medvirkede en del borgere i den såkaldte ”samfundshjælp”, der bl.a. bestod af kørsel med latrinspande. Hos mange arbejdere var fortørnelsen stor over dette skruebrækkeri.
I 1940 var der 1.583 wc’er i Aabenraa
I løbet af mellemkrigsårene blev wc’ er stadig mere almindelige. I 1940 var der 1.583, som hovedsagelig var installeret i nybyggeri i de nyere kvarterer omkring Bybakken. Sideløbende med wc’ernes indtog forsvandt de gamle dasser. Men i 1940 var der stadig 797 tilbage i Aabenraa.
Brand grundet frosne latrinspande
I 1946 gik byrådet ind med et tilskud på 100 kr. til det første wc, som blev installeret i en ejendom og 50 kr. til de efterfølgende. På dette tidspunkt blev latrinspande stadig kørt ud til renovationsbygningen. I 1947 brændte bygningen, da man havde fyret ekstra godt op for at tø de frosne spande op. Kommunen opførte i stedet en ny på Sønderskovvej. Ved samme lejlighed fik man en lokal landmand til at afhente gødningen.
Tilskudsordningen blev ikke den store succes. Først i løbet af 1960’erne forsvandt ”lokumsspandene”. I 1969 var der 51 renovationsspande tilbage. Først den 1.oktober 1974 forsvandt byens sidste das.
Det førtes direkte ud i fjorden
Tilsvarende gik det sindigt med kloakeringen og etableringen af et rensningsanlæg. En vedtægt for anbringelse af klosetter fra 1921 påbød, at wc’erne enten var forbundet med hovedkloakken eller førtes direkte ud i fjorden eller åen gennem en lukket ledning.
Konsekvenserne udeblev ikke. I 1947 konstaterede embedslægen, at afløbet til fjorden burde flyttes eller føres længere ud i fjorden. Det følgende år blev byens badeanstalt lukket som følge af sundhedsfare.
Først i 1960 fremlægges en samlet plan om kloakering
Først i 1960 kunne stadsingeniør S.E. Gundestrup fremlægge en samlet plan for en kloakering af byen og opførelsen af et rensningsanlæg. Oprindelig skulle rensningsanlægget have været placeret ved Brundlund Slot, men denne vakte modstand hos Det særlige Byggetilsyn, I stedet blev detailprojektet godkendt af byrådet i 1863 med en placering af rensningsanlægget ved Stegholt.
Ny rensningsanlæg i 1967
Kloakeringsarbejdet strakte sig over 12 år. Men allerede i 1967 kunne formanden for Teknisk Udvalg, Dycke Hoff indvie det nye rensningsanlæg. Det bestod af et mekanisk bundfældningsanlæg, hvorefter spildevandet blev ført 800 meter ud i fjorden. Åh ja i mine 15 år i Aabenraa har jeg ofte badet ved Sønderstrand.
Det gik temmelig lang tid
Oprindeligt havde man planer om et biologisk rensningsanlæg, men disse planer blev skrinlagt. Nok fik Aabenraa sit første kendte ”træk og slip” i 1901. Men det var først med den økonomiske vækst i 1960’erne, at der for alvor blev skabt et samlet kloaknet og rensning af spildevandet i byen.
Og så tror jeg vi nåede hele vejen rundt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 29, 2023
Den fortsatte Historie – i Aabenraa (3)
Dette er sidste del af en serie på tre. Vi skal høre om søfartshistorien og tiden i Aabenraa fra 1800 – 1935. Det ældste skib fra Aabenraa. Sejlede på Frankrig, Spanien og Island i det 18. århundrede. I 1748 bestod Aabenraa – flåden af 115 enheder. Da man byggede skibe i Aabenraa. Storhedstiden i skibsbyggeriet i Aabenraa 1820-1880. Nueber og drømmen om et Østersøbad. Tysk og dansk i kirken. Allgemeines Wochenbalatt. Frederik Fischer får privilegium. Navnet blev Apenrader Ugeblad, Nu blev det til Freja. Hejmdal. Apenrader Tageblatt fik også navneforandring. Ny redaktør af Hejmdal. Frederiksklubben bliver dannet. Hele ledelsen bliver udvist. 1864 – den store udskiftning på Rådhuset. Apoteker Worsaae. En ond ånd kommer til Aabenraa. Sprogforeningen fik beslaglagt alle papirer. Foreningen købte Folkehjem. Tysk flertal i Aabenraa. Masser af aktivitet i Aabenraa. Bagerst er det henvisninger til artikler, hvis du vil have uddybet historien.
Ærefuld søfartshistorie
Kun få byer har så ærefuld en søfartshistorie som Aabenraa. Den har vi sådan set allerede beskrevet i mange artikler. Men måske skal vi beskrive den endnu mere. I Midten af det 13. århundrede rejste der sig oppe på ”Bjerget” kirken, der var viet til de søfarendes Helgen Sankt Nikolaj.
Interessant er det også at Kong Christoffer i 1257 gav Løgumkloster toldfrihed i Aabenraa Havn. Det må være bevis for, at havnen tidligt have en vis betydning. Både Stads-retten og Skraaen indeholder bestemmelser vedrørende skibsfarten. Op til omkring år 1700 har dette så godt som udelukkende været begrænset til Østersøen.
Datidens handelsfartøjer var af begrænset størrelse. De var på 50 – 60 Commerce – læster. De blev kaldt Butser, Kogger, Holke og Pinker. Butserne var de mindste. Pinkerne var de hurtigste.
Det ældste skib fra Aabenraa
Det ældste skib, vi hører om, der er bygget og udrustet i Aabenraa og som vovede sig ud på en længere fart blev sat i søen 1695. Efter at det var udrustet blev det sendt til den senere russiske Østersøkyst- Skibet vendte vente tilbage efter sin rejse i god behold. Overleveringer fortæller, at der fra Aabenraa på et langt tidligere tidspunkt er sendt skibe afsted på længere rejser.
Hertug Christian Albrecht af Gottorp udsendte I 1670 en forordning til fremme af handel og skibsfart. Denne forordning tog sigte på at hindre skibsbyggere i straks at sælge de nybyggede skibe. Dette kunne medføre at skibsfarten fra selve Aabenraa stagnerede, fordi der ikke var fartøjer nok til tidens behov. Ved at lægge skat på de nye skibe, der ikke blev indsat i den hjemlige fart, hjalp man byens egen skibsfart.
Sejlede på Frankrig, Spanien og Island
Aabenraa – skibene sejlede allerede i begyndelsen af det 18. århundrede på Frankrig og Spanien. Større skibe sejlede for det Islandske Kompagni. Skibene blev chartret delvis for flensborgske købmænd. Dette høstede aabenraaske skippere stor fordel af. De kom til at høre til byens mest agtede borgere.
Omkring 1735 hedder det sig at den overvejende del af borgerne bestod af skippere og skibsfarten var byens sjæl. I gamle dokumenter fra den tid påstås vel noget overdrevet, at skibsfarten var borgernes eneste næringskilde. I 1713talte Aabenraas handelsflåde 45 skibe. I den tid var det dog de færreste skibe, der blev bygget i Aabenraa. De kom fra skibsbyggerier i Neustadt og Lybæk. I Dansk Atlas hedder det omkring skibsfarten 1730 – 40:
I 1748 bestod Aabenraa -Flåden af 115 enheder
I 1748 bestod den herværende flåde af 115 enheder. Fra 1750 aftog skibenes antal atter af følgende grunde. Mange skibe havde sejlet på Sverige eller med træ fra Østersøen til England. Svenskerne måtte ikke udføre varer med fremmede skibe. England krævede em grundigere navigations-uddannelse for de her sejlende skippere. Dette og andre hindringer bevirkede, at Aabenraa handelsflådes tonnage stadig aftog. Skibenes antal i krigsårene 1807 – 14 var meget ringe. Skibsfarten blev nærmest lammende.
Englænderne opbragte næsten alle skibe, der sejlede under Dannebrog. De slæbte besætningerne i fangenskab. Derfor lå mange skibe tilflugtshavne. I årevis hørte man intet fra dem.
Snart gik det atter fremad i Aabenraa. Således indkom der i alt 757 skibe i 1845, hvoraf de 39 kom fra udlandet.
Da man byggede skibe i Aabenraa
I det 17. og 18. århundrede er der bygget ikke så få skibe i Aabenraa, men vi kender ikke bygmestrenes navne. I slutningen af det 18. århundrede bestod Erik Paulsens værft. På dette værft er langt de fleste skibe bygget. Fra 1831 – 68 byggede Thorkild Andersen, en født nordmand 57 skibe. Fra 1841 – 57 var Mads Michelsens værft i gang. Så overtog Niels Jacobsen dette indtil sejlskibs-byggeriets ophør.
Jørgen Reimer byggede fra 1857 til omkring 1865 ca. 10 skibe. Gustav Rabens værft bestod fra 1863 til omkring 1880. Foruden disse og et par andre helt små værfter i Aabenraa fandtes endnu Jørgen Bruhns værft på Kalø. Bruhn købte denne ø den 1. januar 1848 og oprettede her et værft, som han drev indtil 1868.
Danmarks største Koffardiskib og samtidig det skib, der gjorde den hurtigste sejlskibsrejse fra Liverpool til San Fransisco, som hidtil var foretaget. Den blev bygget på Kalø i årene 1856 – 57. Det var fregatskibet Cimber.
Storhedstid i skibsbyggeriet mellem 1820 og 1880
Aabenraas storhedstid i skibsbyggeri var vel mellem 1820 og 1880. I denne periode blev der bygget ikke mindre end 230 skibe. Det sidste skib, der blev bygget i Aabenraa, var galeasen Christoph. Det var i 1890. En tragisk skæbne var dette skib og dets ejer beskåret. Det gik i februar 1935 under ud for Rødbyhavn. Både kaptajn og besætning omkom.
Sidst i 1860erne lukkede Skifter – Andersens, det tidligere Thorkild Andersens og Reimers værfter. Rabens Værft ophørte sidst i 1870erne. Det sidste skib fra Jacobsens Værft løb af stablen i 1880. Et par år senere fandt den sidste stabelafløbning sted i ”Æ Timmergaard”, Jørgen Paulsens værft. Dermed sluttede en epoke i Aabenraas historie – skibsbyggeriet.
I 1880erne fik Aabenraa sit første fragt-dampskib. Det var kaptajn Michael Jebsen med damperen ”Signal” begyndte dampskibsrederi på Kinakysten. I 1935 havde Aabenraa to rederier.
Neuber og drømmen om Østersøbad
En interessant periode i byens historie var knyttet til Frederikslyst og fysikus A.W. Neuber. Dette har vi også tidligere beskæftiget os med. En kreds af borgere forsøgte at sætte fart i byens erhvervsliv. Det var et kostbart projekt med et stort badeetablissement. Borgerne levede i nogle år i håbet om Aabenraa som fremtid for et Østersøbad.
Bygmester P.S. Callesen havde i sommeren 1820 fuldendt Frederikslyst. Men allerede 8 år efter fik han til opgave at rive sit værk ned. Til bygning af det nye rådhus brugte man resterne af Frederikslyst.
I 1830 kunne man tage en tur med dampskibet Dania på en lysttur om aftenen. Det var det 150 passagerer, der gjorde. Og her kunne man nyde Aabenraa – egnens storstående natur.
Tysk og dansk i kirken
Indtil krigen i 1848 havde tysk ”dannelse” haft magten i Aabenraa. Men egentlig havde den ikke nogen rod i den indfødte befolkning. Ved den i 1850 foretagende ordning af sprogforholdene i de sønderjyske byer blev bestemmelserne for Aabenraa formuleret således
Allgemeines Wochenblatt
Endelig blev der nu undervist i det sprog, som man talte derhjemme. Nu vågnede Aabenraas dansksindede anført af Frederik Fischer.
Det fører os så lige til at beskrive bladforholdende i byen. I 1825 begyndte udgivelsen af et lille ugeblad, der hed ”Allgemienes Wochenblatt” redigeret af en høker ved navn Hans Koppeholdt. Han var indvandrer fra Hamborg. Selv om det tyske var fremhævende i bladet forekom der også danske indslag. Selv dr. Neuber, der senere kom til at hade alt, hav der var dansk, skrev i bladet.
Efter indvielsen af det nye rådhus den 28. oktober 1830 gengav ”Wochenblatt” den tale, borgmester Bendix Schow holdt ved den lejlighed.
Den konservative side af Slesvig-holstenismen blev repræsenteret især af borgmester Georg Schow, søn af den tidligere borgmester, Samme holdning havde Pastor Rehhoff. Der opstod en bitter strid mellem Kopperholdt og borgmester Schow, der i 1837 havde overtaget faderens embede.
Resultatet af denne tvekamp blev at kongen efter indstillingen fra borgmesteren kasserede Ugebladets privilegium på grund af redaktørens:
Det sidste nummer udkom den 10. februar 1839.
Frederik Fischer får privilegium
Den der søgte og fik privilegiet til at udgive et nyt blad i stedet for ”Wochenblatt” var Frederik Fischer. Han var et skud af de gamle aabenraaske slægter Fischer og Festesen, der kan følges 3-400 år tilbage i byens historie.
Faderen var skibsfører. Drengen skulle også have været til søs, men 9 måneder gammel fik han børnelammelse. Resten af sit liv slæbte han sig omkring på en gammel. Han lærte urmagerfaget, indgik ægteskab og etablerede sig i 1830 som mester i sin by. Fra sit tyvende år synes han at være bevidst dansk. Hans danske sindelag var uden påvirkning udefra. Han blev midtpunktet i byens nationale liv.
Ved professor Flors hjælp oprettede han et lille lånebibliotek i byen. I løbet af 18 måneder voksede det til en bogsamling på 200 bind. Det var denne mand, der kom til at udgive det nye ugeblad. Han ville udgive det på dansk. Men han måtte give efter for modstand og udgive det på tysk.
Det holdt han dog ikke ud ret længe. Fra 1. april 1840 gik han over til at udsende bladet på dansk under ”en Fandens Alarm i Aabenraa”. Navnlig var man vred over, at bynavnet Apenrade blev forandret til Aabenraa.
Både de liberale og de augustenborgske Slesvig-holstenere modarbejdede ham med en fantastisk iver. Han blev genstand for forfølgelse, blev skældt ud for at være spion og forræder.
Navnet blev Apenrader Ugeblad
Fischer holdt ud men alligevel kom bladet fra 1. oktober 1841 til at hedde ”Apenrader Ugeblad”. Krigen i 1848 kom til at vende op og ned på Fischers tilværelse. Han måtte under krigen flygte fra Aabenraa men efter slaget ved Fredericia vendte han tilbage. Han udgav nu bladet ”Freja”. I 1859 solgte han bladet til sin svoger bogbinder N. Sørensen, men han vedblev med at redigere det.
Nu blev det til Freja
Under krigen 1864 delte ”Freja” skæbnen med de øvrige blade i Nordslesvig. De blev simpelthen forbudt. Det udkom sporadisk igen. Men censuren var skrap. Frederik Fischers søstersøn løjtnant Richard Sørensen overtog bladets redaktion. Men i 1873 blev han udvist. Året efter blev bladet solgt til redaktør H.R, Hjort Lorentzen i Haderslev. Denne standsede trykkeriet og lod bladet udgå som en særudgave af ”Dannevirke”.
Hejmdal
Den 1. oktober 1879 udkom første nummer af Hejmdal. Bladet udkom kun hver tredje dag i et lille 3- spaltet format. Til at begynde med var der kun 250 abonnenter. Støtten gik dog fremad. I 1884 udkom Hejmdal 6 gange ugentlig. I de 14 år redaktør Matzen redigerede bladet var han gennem 31 presseprocesser og 9 gange blev han idømt fængselsstraf.
I 1893 købte H.P. Hanssen Hejmdal efter tilskyndelse fra rigsarkivar A.D. Jørgensen. Allerede i 1888 var denne blevet Vælgerforeningens sekretær.
Apenrader Tageblatt fik også navneændring
I Aabenraa blev der også udgivet det tyske blad, der var organ for Mindretallet i Nordslesvig. Bladet hed i en årrække ”Apenrader Tageblatt. Senere fik bladet navnet ”Nordschleswigsche Zeitung”
Ny redaktør af Hejmdal
I tiden fra 1899 – 1904 var senere amtsskolekonsulent Nic. Svendsen, Tønder, ansvarshavende redaktør af Heimdal. Fru von Wildenradt Krabbe havde i Hejmdal havde i Hejmdal fået bedømt sin journalistik som ”skamløs og ildesindet” Hun søgte at gå de preussiske magthavere til hånde. Men Overlandsretten i Kiel idømte redaktør Svendsen en måneds fængsel for fornærmelse.
Frederiksklubben
Et betydningsfuldt led i danskhedens gennembrud i Aabenraa var Frederiksklubben. Denne klub blev oprettet den 11. december 1848. Og klubben var forbundet til de gamle slægter Fischer, Bahnsen og Cornett.
Det var til ære for Frederik den Syvende at klubben fik sit navn. Snart var man oppe på 150 medlemmer. I foråret 1849 blev de ledende medlemmer kaldt op på rådhuset. Her meddelte Pladskommandanten at de skulle være ude af byen inden for to timer.
Udvisning
De modtog tvangspas til Kolding, hvortil de førtes ledsaget af soldater. Det var noget, der havde sin virkning. De øvrige medlemmer turde ikke at mødes før næste våbenstilstand. Men efter sejren ved Fredericia og våbenstilstanden den 10. juli 1849 indsattes en dansk-preussisk styre i Hertugdømmet. I slutningen af august rykkede neutrale svenske tropper ind i Aabenraa. De bortviste eller flygtede borgere kunne atter vende tilbage til deres hjem. Iblandt dem var Frederik Fischer, der nu var Frederiksklubbens skriftfører.
Efter 1850 Var både amtmand v. Helzen, Borgmester Lunn, Pastor Leth, toldinspektør Møller og amtsforvalter Woorsaae blandt medlemmerne af Frederiksklubben.
1864 – den store udskiftning
I 1864 marcherede østrigske og preussiske tropper gennem byen og blev indkvarteret. Rådmændene og Borgerrepræsentationen blev afsat. Tysksindede mænd rykkede ind på rådhuset.
I 1870 blev der oprettet en sømandsskole i Aabenraa. Men man skulle næsten tro, at dette nok var for sent. På det tidspunkt havde Aabenraa haft sin glansperiode med søfart.
Apoteker Worsaae
Apoteker Worsaae, som var bror til amtsforvalteren, skrev tre protokoller om forholdene dengang. Så vidt vides, er disse erindringer aldrig kommet ud i bogform. Han fik i 1851 privilegium til at oprette et apotek i Aabenraa. Det blev til Svane Apoteket. Det drev han indtil 1872 og så flyttede han til København.
En ond ånd kommer til Aabenraa
I 1864 kom en ”ond ånd” til Aabenraa i Stiftsprovst Rehhoffs skikkelse. Han havde været her indtil 1848. Nu fik han så indsat en slægtning Provst Götting. Han havde overbevist Rehhoff om, at han kunne tale dansk. Men det gik dog en del år inden han nogenlunde kunne tale dansk uden at skabe forargelse.
Sprogforeningen fik beslaglagt alle papirer
”Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse” blev til Sprogforeningen. Den ene og den anden danske privatskole blev efterhånden nedlagt. Det tyske sprog blev ligestillet med det danske som undervisningssprog i de nordslesvigske folkeskoler.
I februar 1886 brød politiet ind hos advokat Bekker, der var kasserer i Sprogforeningen. Foreningens papirer herunder medlemslisten blev beslaglagt. I tidens løb fulgte en masse retssager. Således fik foreningens ledelse bøde for at havde brugt ordet ”Sønderjylland”.
Men senere blev de hvis nok frikendt for at have brugt dette ældgamle ord.
Foreningen købte Folkehjem
En af de våben, som man fra tysk side brugte over for Sprogforeningen var boykot. De værter, der gav lokaler til foreningens møder blev ramt af politiet på forskellige måder. Derfor besluttede Sprogforeningen i juli 1900 at købe egen ejendom.
Der blev nedsat et seks mands-udvalg, der besluttede sig for i 1901 at købe det nuværende Folkehjem for 30.000 mark. Indtil da havde det været et forlystelsessted ”Schweizerhalle” Sprogforeningen havde egentlig boglager i Flensborg. Men nu blev bøgerne ført hertil.
I 1903 flyttede sekretæren Nikolaj Andersen ind i ejendommen og overtog jobbet som bibliotekar. Hans hustru Sophie Andersen ledede restauranten. Folkehjem blev ikke blot et samlingssted for de dansksindede i Aabenraa med for hele Sønderjylland.
Det var her på altanen, at H.P. Hanssen den 17. november 1918 holdt tale for en tusindtallig forsamling. Det første afstemningsmøde blev afholdt den 16. januar 1920.
Tysk flertal i Aabenraa
Den 2. februar rykkede engelske og den 6. februar franske besættelsestropper. Ved afstemningen blev resultatet for Aabenraas vedkommende 2.224 stemte for Danmark – 2.725 stemte for Tyskland. 445 stemmer var afgivet af tilrejsende nord fra og 899 af tilrejsende syd fra.
Masser af aktivitet i Aabenraa
Nye bykvarterer blev bygget omkring Callesensgade. Fortsættelsen af Forstalle ud til Skovridergården, kvarteret ved Tønder landevej helt ud til Cecilielyst i Kolstrup, ved Nørre Chausse, Gammel Kongevej og Lindsnakkevej.
En ny færdselsåre, der fra Hotel Danmark fører forbi havnen, langs fjorden ud til Flensborgvejen. Og så var der flere nybygninger, Grand Hotel, Aabenraa Teater, Telegrafvæsenets administrationsbygning, Det danske Gødningskompagnis store lagerbygning. Og de gamle flyvehaller ved havnen var blevet indrettet til eksportstalde. Nede på kajen ved den nye havn knejsede Aabenraa Kul Kompagnis og A/S Prima’ s kulkraner. På den modsatte side af havnebassinet lå D.D.P.A. ’s store tanks for brændselsolie, benzin m.m.
Ved havnen var desuden Sønderjyllands Højspændingsværks store bygninger, Aabenraa Andels Svineslagteri med fabrik for kød-ekstrakt, det offentlige slagtehus og ved siden heraf Fyffes Bananmodningsanstalt – Kornfirmaerne ”Ceres” og ”Union” havde store pakhuse ved kajerne i gammelhavn og Sydhavnen. Union havde desuden et kornsilohus ved den nye havn og fået flere pakhuse ved den gamle havn. Ceres havde også fået flere pakhuse.
Her havde Sønderjysk Foderblandingsfabrik sin fabriksbygning. Ved Gammelhavn lå D.F.D.S’ s kontorer og lagerbygning. Så var det også kaptajn P.F. Cleemanns ”Vikinghus” med kontorer for Aabenraa rederi Og sådan kunne vi have blevet ved. Der var gang i meget i Aabenraa.
Hermed slutter vi vores lille serie på tre artikler. Og som sædvanlig kan du få udbygget din viden ved at læse de artikler, vi allerede har skrevet om den tid.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Søfart – Aabenraa/Løjt:
Aabenraa 1800 – 1935
Dato: oktober 3, 2023
Historiske strejftog – i Aabenraa (2)
Vi følger Aabenraas historie til begyndelsen af 1700-tallet. Næringslivet havde det godt. Man kunne få et godt brød. Og så var der masser af god humle i Aabenraa. De Lybske troppe ville have øl. Det blev meget dyrt for Aabenraa, da de sagde nej. Slut med bulhuse og stråtag. Da mange huse blev malet. En af de betydeligste og skønneste egne i provinsen. Da Hertugen søgte efter guld og sølv ved Kolstrup. Rådmændene. De første borgmestre i Aabenraa. Da Jens Hansen blev afsat. Tysk salmesang ved danske gudstjenester. Den genstridige provst, Troels Ahrnkiel. Gang på gang blev Aabenraa udplyndret. Aabenraa – skrædder laver kapper til den svenske konge. Den havde han på, da han gik over isen til Fyn. Aabenraa skrev til hertugen: ”Fattige, ganske forarmede og lydige undersåtter. Pest-epidemier.
Næringslivet havde det godt
Velkommen til Anden del af vores lille miniserie. Noget af det vi beskriver, har du sikkert læst før her på siden, men der er nu også meget nyt at læse.
Næringslivet i Aabenraa i middelalderen har haft det godt. Fiskeriet var dengang hovederhvervet i byen. Der blev fanget alle slags fisk – torsk, makreller, sild, flyndere, hvillinger, ål, rødspætter m.m.
I tiden op til 1600 var der i perioder fanget særlig mange torsk. Flere skibsladninger blev nedsaltet og blev solgt i Lybæk, Rostock og Wismar.
Et godt brød
Også det brød, der blev bagt i Aabenraa, var en specialitet. Hos Claus Møller lød det sådan:
Masser af humle i Aabenraa
Det, Aabenraa fra de ældste tider har høstet størst berømmelse for, langt uden for landsdelens grænser, var det gode øl, der blev brygget i byen. Det var kendt under navnet Kükelhaen. Og her skriver Claus Møller:
Dygtige ølbryggere forstod at hæve øllets kvalitet og dermed dets anseelse og om øllet hedder det:
Ja man sagde også dengang, at der var mange adelige i fyrstendømmet der holdt så meget af denne aabenraaske øl, at de købte rigeligt ind til deres godser.
Nu har det dog ikke altid været en fordel.
De Lybske tropper ville have øl
Det var i 1523, da kongens mand Benedict von der Wisch sad på Brundlund. De lybske tropper hærgede fuldstændig byen. De røvede og plyndrede. 200 lybske ryttere havde slået lejer ved Rise. De sendte en krigsmand ind til borgmester Hans Kristensen.
Her forlangte de et læs Aabenraa – øl. Men Rådet efterkom ikke deres ønske. Men de fik ikke noget Kückelhaen. Søndag nat marcherede lybækkerne ind i byen:
Og så indtog de ellers byen og slottet. Desuden brændte de en del huse af. Derefter begyndte de deres røvertogt. Soldaterne greb de gejstlige og verdslige autoriteter, bandt dem og pinte dem så længe til de fik vristet ud af dem, hvor der var gemt guld og sølv.
Alle aabenraaer, der kunne bruge deres ben, flygtede ud af byen. Mænd, kvinder og børn skjulte sig i skovene omkring Aabenraa. Ved overfaldet blev flere af byens folk dræbt eller såret. En del af byens værdifulde dokumenter blev ødelagt eller forsvandt.
Heldigvis fandt man by-rettighederne, statsretten og privilegierne ubeskadiget.
Mange brande i Aabenraa
Nu var dette og en tidligere brand vi hørte om i første afsnit ikke den eneste brand, som Aabenraa har oplevet. Således oplevede Aabenraa den 25. oktober 1576 af en stor brand, der lagde en fjerdedel af byen i aske. Det var mest den sydlige del, det gik ud over.
Den største brand i byens historie skete lørdag den 19.maj 1610. Ilden opstod nede på den nyanlagte skibbro. Det skyldtes uforsigtighed fra to tømrere, der formentlig var i gang med tømrerarbejde. Det var Per Bådbygger og Niels Ovsen, der havde tændt ild på Skibbroen til brug for deres tømrerarbejde. Fra den ild opstod den frygtelige ildebrand.
Der blæste en meget stærk østenvind. Det endte med at gnisterne fløj over og antændte en staldbygning. I løbet af 2 ½ time nedbrændte næsten hele byen. Der brændte i alt 156 huse, deriblandt rådhus og skolen samt en del af kirken.
Under branden omkom adskillige mennesker.
I 1629 nedbrændte 24 gode gavlhuse. I 1640 lagde en brand alle på Klingbjerg liggende huse helt ned til Ramsherred i aske. I 1669 nedbrændte hele Slotsgade. I 1679 gik det ud over Gildegade. Og 1680 var det Vestergade. I 1694 var det Skibbrogade. I 1707 brændte hele det i den sydlige bydel, hvor 38 huse blev offer for husene. I 1708 brændte en stor del af Ramsherred.
Slut med bulhuse og stråtag
Byens øvrighed havde i det 17. århundrede kæmpet mod byggemetoden med overvejende træ og stråtag. Efter brandene i 1707 og 1708 greb myndighederne ind med endnu større kraft. Efter den tid havde bulhusene og stråtagene udspillet deres rolle i selve byen. Men hvordan kom det til at se ud i Aabenraa efter disse store ildebrande?
Da mange huse blev malet i Aabenraa
Ja det kan vi se, når vi kigger i et par gamle skrifter, hvor forfatterne havde besøgt Aabenraa og nedskrevet deres indtryk. Således skrev magister Johan Arndt Dyssel, der var præst i Nustrup fra 1760 – 64 i 1774 ”Forsøg til en indenlands Reise”, Han havde også været i Aabenraa:
En af de betydeligste og skønneste egne i Provinsen
En anden forfatter besøgte i 1806 byen. Det var L.M. Wedel, som i sin ”Inderlandske Rejse igennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser” nedskrev dette om Aabenraa:
Det var navnlig fiskeri, skibsfart og handel, aabenraaerne har givet sig af med. Et fantastisk projekt med at udvinde metaller i højdedragene ved Aabenraa var en skuffelse. I.A. Regensburg, der har samlet skildringer fra en række begivenheder i Aabenraa.
Da hertugen gravede efter guld og sølv ved Kolstrup
Gennem tiderne, kommer således med en interessant oplysning om at Hertug Adolf af Gottorp, der levede fra 1525 til 1586 i tiden omkring 1581 lod bjergværksmestre grave efter guld og sølv i ”Colstrup Höltzung”
Til ingen nytte anvendte hertugen mange penge på dette foretagende. I efteråret 1925 fandt man rester af dette. Det var ved noget der hørte til Fredenshøj Teglværk, der lå vest for Kolstrup. Har fandt man indgangen til en underjordisk gang, der strakte sig direkte ind i det høje bakkedrag.
Rådmændene
Det første sted vi hører om Aabenraa Bys styrelse, er i Skraaen, hvor der er tale om Rådet og Rådmændene. Det er Rådmænd og borgere, der har ladet byens vedtægter nedskrive. Men der blev ikke talt om nogen borgmester. Denne bestilling kendtes overhovedet ikke på den tid Skraaen blev stadfæstet. Vi hører først om borgmester i 1342 i Slesvig.
Borgerne har af deres midte valgt Rådmændene. Og mon ikke de fleste af disse tilhørte de to broderskaber Skt. Knud og Skt. Nikolaj Gilde. Begreberne ”Borgmester” og ”Byråd” stammer sikkert fra Tyskland, hvor det længe havde været kendt.
De første borgmestre i Aabenraa
Byfogederne blev taget fra Rådmændene. Men man kunne ikke bestride begge stillinger. Vi ved at Aabenraa i 1376 havde en borgmester, der hed Peter Juel. Og i 1425 hed han Tideken Kok.
Ifølge organist Claus Møller hed den første borgmester i Aabenraa Hinrich Schmoldt. Han skulle have boet ved siden af rådhuset. Et stykke land i Løjt skulle på Claus Møllers tid have heddet ”Schmoldts Lykke”. Det menes at Schmoldt skulle have været borgmester i 1480. Han skulle så være efterfulgt af Cort Germetzen.
Da Jens Hansen blev afsat
En af de mest kendte borgmestre var Claus Esmarck. Han var en meget betydelig og dygtig person. Den 22. april 1610 blev han myrdet. Og så var det borgmester Jens Hansen, der også var en dygtig og initiativrig borgmester. Men han faldt i unåde hos hertugen og blev afsat i 1632.
Tyske salmesang ved danske gudstjenester
Efter at Aabenraa havde været i Gottorpernes rige, var tysk blevet fremherskende. Således bebudede Hertug Frederik den Fjerde, at det var hans hensigt at han ville udrydde det danske sprog i den del som han besad af Slesvig.
I begyndelsen af det 16. århundrede har det tyske sprog været brugt i enkelte af Aabenraa Amts kirker og skoler. Ved slutningen af det 18, og ind i det 19. århundrede efter at Gottorpernes tid var forbi var Højmessen på tysk. Det gamle ”uvæsen” med at man sang tysk salmesang til dansk gudstjeneste holdt sig endnu.
Skoleundervisningen var tysk. Generalsuperintendent Adler bemærker i sin Visitationsberetning i 1794:
Den genstridige Troels Ahrnkiel
En af de mest ivrige tilhængere, som Gottorperne har haft i Aabenraa, var provst Trogillus eller Troels Ahrnkiel. Han var født i Toldsted ved Hjordkær i 1638. I 1672 blev han præst og provst i Aabenraa. Det var i hans tid, Kong Christian den Femte gjorde forsøg på at fordrive den mod kongehuset så fjendtligt indstillede fyrsteslægt.
I 1684 mente kongen atter at være stærk nok til at inddrage de gottorpske dele af Slesvig, som Hertug Christian Albrecht måtte give afkald på. Ved samme lejlighed anordnede kongen kirkebøn for det danske kongehus i kirkerne i de indlemmende landsdele.
Provst Ahrnkiel, der var et meget egenrådigt gemyt, ville hverken bede kirkebøn for den danske konge eller aflægge troskabsed. Derfor fyrede kongen ham. Pastor Christoph Krahe i Haderslev fik overdraget Aabenraa Provsti.
I 1689 fik hertugen sine besiddelser tilbage og Ahrnkiel fik sit gamle job igen. I mellemtiden havde han været visitator ved den holstenske kirke. Denne Ahrnkiel havde let ved at komme i strid med folk. Han var i stadig konflikt med borgmester, amtmand, råd og regering.
Han var herskesyg og egenrådig. På trods af, at myndighederne havde bestemt at stråtag skulle bandlyses holdt han på sit eget. Provst Ahrnkiel døde i 1712.
Gang på gang blev Aabenraa udplyndret
Aabenraa kunne i den grad mærke krigene. Gang på gang blev byen udplyndret. Befolkningen gik sin fuldstændige ruin og fordærv i møde. Familie forlod deres huse, så disse stod tomme.
I marts 1645 forlangte den svenske general Wrangel en øjeblikkelig levering af 50.000 pund brød, 150 tdr. øl og 600 tdr. havre. Det skulle sammen med en lignende ordre til Løgumkloster transporteres til Egernførde og afleveres der.
Aabenraa-skrædder laver kappe til den svenske konge
Der var stadig spændinger mellem Danmark og Sverige og den 1. juni 1657 udstedte Danmark en krigserklæring mod Sverige. Den svenske konge befandt sig i et felttog mod Polen. Men allerede efter en måned stod han i Holsten. Aabenraa – skrædderen Peter Schade fik ordre til at sy en kappe til den svenske kong Karl Gustav. En mand, der hed Lorentz Laygaard fik 24 Skilling for at bringe den syede kappe til Fredericia, hvor kongen var ved at forberede troppernes overgang over Lillebælt. Det vides at kongen havde Aabenraa – kappen på, da han gik over isen.
Fattige, ganske forarmede og lydige undersåtter
Efter at kongen havde forladt Aabenraa blev en del tilbage. Forholdende blev ikke bedre, da Brandenburgerne og polakkerne i den anden svenskekrig kom Danmark til hjælp. Man kaldte også denne krig ”Polakkrigen”. Det var fordi polakkerne i særdeleshed viste en aldeles grusomhed mod byens og egnens indbyggere. Mange blev dræbt under frygtelige pinsler. De fremmede krigere bragte også pest med sig og rev mange mennesker bort.
Da krigen endelig blev afsluttet. lå der stadig en del brandenburgere og polakker liggende både i byen og ude i amtet. Man sendte en skrivelse til hertugen om de fattige, ganske forarmede lydige undersåtter.
Pest-epidemier
Der gik mange år før Aabenraa forvandt følgerne af følgerne af det 17. århundredes krige. Også i 1629 blev Aabenraa hærget af en alvorlig pestepidemi.
I 1711 – 12 var der udbrudt en pestepidemi i polsk Preussen og de tilstødende lande. Hertugen udsendte en række forordninger, hvorefter der i havnebyen Aabenraa blev etableret en omfattende kontrol. Der blev indført ridende strandvagter som nat og dag skulle passe på, at der ikke blev indsmuglet personer i land fra de forbi – sejlende skibe.
Mandskabet på ethvert fartøj, der løb ind i havnen, blev nøje undersøgt. Alt hvad der blev ført med af varer, klædningsstykker blev underkastet et særligt eftersyn. Hvis skibene ikke ville rette sig efter anvisningerne, blev de afvist. Ville fartøjernes fører ikke efterkomme vagtens ordre skulle han tilkalde de nærmest boende borgere, der så skulle hjælpe ham.
De skrappe regler bevirkede at Aabenraa ikke denne gang blev ramt af epidemien.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: september 15, 2023
Aabenraa-starten på historien (1)
Historiske Strejftog – Aabenraa (1) Aabenraa var isoleret. Fiskerbefolkningen startede. En gammel bonde-by var det også. Gammel Opner. Hvor lå de første bebyggelser. ”Skraaen” har sikkert været gældende længe før. Første byggeri har været ringe og vanskelig. Et livligt liv på byens torve. Byen omgivet af volde og grave. Aabenraa – brændt af Vendere i 1148. Det samme skete 99 år efter af andre. Et kapel til fiskere. Aabenraahus – Kongsgården. Magrethe den Første bygger nyt slot. Aabenraa pantsættes flere gange. Aabenraa vokser ud over volden. Udendørs Ting. Ramsherred – ikke for godtfolk. Sankt Jørgensgård. Tre Gilde – broderskaber. Broderskaber omtalt i ”Skraaen”.
Aabenraa var isoleret
I mange århundreder lå Aabenraa mere isoleret end andre sønderjyske byer. Det fattige bysamfund opstod uden tvivl som et fiskerleje omkranset på tre sider af skovklædte højdedrag. Dette betød en hindring for frit og uhindret samkvem med det øvrige land. Datidens vigtigste trafiklinjer trak uden om det vanskelige tilgængelige terræn omkring Aabenraa.
Den store færdsel ind og ud af riget foregik vest for byen ad den gamle Oksevej eller Hærvej. Denne havde ingen direkte forbindelse til Aabenraa som lå gemt bag de store skove.
Kun mod øst, hvor fjorden glimtede, var der en åben vej.
Fiskerbefolkningen startede
Den ældste bydannelse må sikkert søges på den sydlige skråning af den bakkeø, på hvilken byen er vokset op. Her har sin tids fiskerbefolkning skabt en bebyggelse i nærheden af stranden.
Kvarteret, der startede det hele, har været grupperet omkring den nu værende Skibbro, Skibbrogade, Fiskergade og Gildegade. Overleveringen fortæller os, at det var Skibbrogade, der i ældre tid var Østergade. Og i dette kvarter lå byens første kirke eller kapel indviet til Sankt Knud.
En gammel bonde-by
Men nu har fiskerlejet ikke været den første begyndelse til Aabenraa. Det fremgår af Kong Valdemars jordebog af 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby, hvorfra Aabenraa har hentet sit navn. I jordebogen nævnes en landsby, Opnør. Her ejede kongen også noget jord.
Gammel Opner
Byens gamle ”Skraa” blev stadfæstet af Hertug Valdemar den Femte af Jylland på Sønderborg Slot den 1. maj 1335. Her finder vi betegnelsen ”Gammel Opner”, I ”Skraaens” paragraf fire omtales græsningsrettigheder, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er ”Gammel Opner”. Men ”Skraaen” giver ingen antydning af, hvor dette sted skal findes.
Hvor lå det?
Forskellige kloge historikere har fremsat teorier om Opnørs eller Gammel Opners belligenhed.
Den å der har flydt forbi Opnør, nu Mølleå har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen (Opnør – Aa). Efterhånden dukker der forskellige omskrivninger af orden op:
Så er det diskussionen om, hvad slutningen ”Ør” i ”Opnør” betyder. I gammeldansk betyder ”Ør” ”grusset strandbred”. Måske er den allerførste bebyggelse sket herfra.
Ja egentlig var det jo en tredje teori med hensyn til, hvor Gammel Opnør lå
”Skraaen” har sikkert været gældende længe før
Denne ”Skraa” eller vedtægter som hertug Valdemar stadfæstede i 1335 har sikkert været gældende lov i Aabenraa længe før. Antagelig kan den føres tilbage til Valdemar Sejrs regeringstid (1207-1241), fra hvilken periode man almindeligvis regner, at byens købstadsrettigheder stammer.
Allerede i 1231, hvorfra ”Skraaen” stammer var der ind- og udførsel af varer i Aabenraa.
Første bebyggelse har været ringe og uanselig
Den første bebyggelse har været ringe og uanselig. Det har været mere hytter end huse, fiskerne boede i. Men da det opblomstrende bysamfund voksede op, har byen allerede fået købstadsrettighed. Vi kan gå ud fra at hytterne er afløst af huse og byen er i vækst.
Fra tidlige kilder ved vi, at der i fjorden har været gode fangstmuligheder. Og efterhånden lykkedes det at finde afsætning for disse fangster. Men vi kan se ud fra ”Skraaen” at også andre erhverv har gjort sig gældende. Således har landbruget spillet en rolle.
Et livligt røre på byens torve
Aabenraa – Fiskere har også deltaget i det rige silde-fiskeri, der efter år 1000 satte ind i Øresund og i flere hundrede år. I ”Skraaen” nævnes også sømænd og skippere. Der tales i ”Skraaen” om gejstlige og Rådmænd, om handel og købmandskab.
Der har udspillet sig et livligt røre på byens torve – Storetorv og Søndertorv.
Byen omgivet af volde og grave
Byen har været omgivet af volde og grave. En by-grav med vold foran strakte sig fra Kilen i øst til vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmunding i Nybro. Heraf er by-graven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret eller Indvandet og således i en halvcirkel omsluttet hele byen.
Nu var det vel så som så med den sikkerhed disse volde afgav. Aabenraa har næppe følt voldanlægget som nogen beskyttelse mod de farer og krige, der kom udefra. Trods sin forholdsvis afsides beliggenhed dengang er Aabenraa ikke blevet skånet.
Aabenraa – brændt af Venderne i 1148
Overleveringer, der dog savner bekræftelse, går ud på at Venderne i 1148 har afbrændt byen. Danckwerth skriver, at det her skete, da Kong Svend – Eriks søn og Kong Knud – Mogens søn kæmpede mod hinanden om Danmarks rige. Det er denne lejlighed, Venderne skal have benyttet sig af. Alt hvad der på dette tidspunkt var bygget op i Aabenraa, gik op i luer.
Det samme skete 100 år efter
Hundrede år senere i 1247, har krig og brand hærget byen. Slottet er blevet brændt ned, men dog igen opført. Men omkring denne tid har der på banken nord for by-volden rejst sig en kirkebygning, indviet til de søfarendes beskytter, Sankt Nikolaj. Kirken blev lagt nord for banken. Den blev lagt så højt, så den kunne tjene sømænd og fiskere som sømærke. 1248 nævnes som det år, hvor bygningen af kirken skulle være påbegyndt. Men det kan nu ikke udelukkes at kirken allerede var bygget på det tidspunkt.
Et kapel til fiskerne
Et tredje Gudshus har der også været i byen. Det var et kapel, indviet til fiskernes skytsengel Sankt Andreas, som skulle skærme og bevare fiskerne, når de var ude på det lunefulde hav. Dette kapel var kun lille og uanseeligt. Det findes på et kort fra 1641 og det lå på et højdedrag syd for byen og vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Endnu i 1641 hed det Kapelbjerget.
Kapellets præst holdt messe hver dag. Mange mennesker menes at have valfartet hertil. Ved Reformationens indførelse tabte Kapellet anseelse. Muligvis er det derefter blevet revet ned. Kapellets jorder blev overgivet til byens borgere til ”kålhaver”
Aabenraahus – kongsgården
Ude i den vestlige del ved Vestergade – Nybro ragede den gamle kongsgårds mure op. Foruden Aabenraahus blev slottet her kaldt Gamle Brundlund Slot og Kongelund. Stedet, hvor det har ligget, er ikke nøjagtigt fastslået. Nogle mener således ikke at det har ligget ved udmundingen af Vestergade men længere syd på.
Dette slot var omgivet af volde og grave. Det spillede en rolle i datidens kampe om riget og magten. Bisp Valdemar Knudssøn skulle således have siddet som fange på slottet, efter at han i 1192 havde taget kongenavn og stræbt efter den danske trone.
I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde med slottet. I Valdemar Atterdags sidste leveår var denne konge i besiddelse af slottet. De holstenske grever erhvervede Aabenraahus ved list og svig efter Kong Valdemars død, idet de ved at betale kongens foged, fik ham til at åbne slottets porte for sig.
Margrethe den Første bygger nyt slot
Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev det nemlig erhvervet af dronning Margrethe, hvis navn er uløseligt knyttet til Aabenraa. Hun fik i 1411 en overenskomst i stand med holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen gik ind på at pantsætte bl.a. Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronning Margrethe. Hun fik en aftale om at hun frit kunne rykke det gamle slot ned og bygge et nyt på det sted, der passede hende.
Og det gik hun straks i gang med. Indtil 1635, der regnes for Claus Møllers dødsår, kunne man endnu se rester af det gamle slot. Og egentlig var det Dronning Margrethes plan at bygge et stort og prægtigt slot men det undte skæbnen hende ikke. I oktober 1412, da hun befandt sig ved Okseøerne efter at have besøgt Flensborg døde hun.
Margrethes oprindelige porthus på Brundlund Slot blev indrettet til herskabelig embedsbolig, ligesom slottet har været stærkt befæstet med palisadeanlæg og vindebro. Mange gange er dette slot blevet angrebet.
Aabenraa pantsættes flere gange
Efter en belejring, der varede i en måned i 1429 under den krig Kong Erik af Pommern i flere år førte mod Hansestæderne og de Holstenske grever faldt Aabenraa i de holstenske grevers hænder. Aabenraa By blev udplyndret. Soldaterne til egnede sig alt, hvad borgerne havde af guld, sølv og værdifuldt husgeråd.
Slottet og byen har flere gange været genstand for pantsættelse. I 1470 pantsatte kong Christian den Første slottet til Henrik Rantzau for 24.000 Mark. I 1525 fulgte Kong Frederik den Første dette eksempel og satte slot og by i pant hos Bennedict Pogwisch for 10.000 Mark lybsk.
Ved Kong Christian den Tredjes deling af hertugdømmerne i 1544 blev Aabenraa tillagt den gottorpske del, var dette beløb endnu ikke betalt. Ved delingen valgte Hertug Adolf den gottorpske del. Han blev således den første gottorpske Hertug og blev stamfader til det gottorpske hus.
I 1589 har der fundet en ny pantsættelse sted, idet Hertug Johan Adolf, der var gift med prinsesse Augusta, en datter af Kong Frederik den Første og dronning Sofie straks efter sin svigerfaders død satte Aabenraa i pant til sin svigermor for et stort pengebeløb, hun lånte ham.
Aabenraa vokser ud over volden
Befolkningstilvæksten sprængte de rammer, som volden dannede for byen. Det var næsten udelukkende mod nord bebyggelsen skød op. Men der skete også ændringer mod vest, da det gamle slot blev revet ned. Nybro og Nygade hidrører naturligt fra tiden efter slottets nedrivning.
Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalandhuset. Det blev efter sigende opført af de katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Åbenbart har huset været Gildehus for byens gildebroderskaber og blevet taget i brug som rådhus.
Udendørs Ting
Uden for rådhuset under åben himmel mellem fire tingstokke havde Tinget fundet sin plads. Her blev retssager afgjort. Tinget blev afholdt hver mandag frem til den store brand i 1610.
Der har også været meninger fremme, at Tinget holdt deres møder på selve Storetorv.
Ramsherred – ikke for godtfolk
På Kirkebjerget havde de syv Marianere nedsat sig i deres huse og bygninger nær kirken. Lidt længere mod nord blev Ramsherred anlagt omkring 1470. Det var en lille bydel for sig selv. Det var som navnet antyder ikke godtfolk, der holdt til her. Tyve, løsagtige kvinder og deslige har her ført deres forargelige levned til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere.
Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden af denne rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de skarns folk i Ramsherred.
Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere syd for byen, indtil galgen fik sit blivende sted på Arnsbjerg, et højdedrag umiddelbart nord for det daværende Aabenraa.
Sankt Jørgensgård
Foruden de to kirker, der er nævnt og Sank Andreas – kapellet har der eksisteret endnu et Gudshus i Aabenraa, indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller rettere kapel har været knyttet til Sankt Jørgensgård. Ja det var vel et slags hospital for spedalske. Denne frygtelige sygdom – spedalskheden vakte tidligt de gejstlige og verdslige autoriteters opmærksomhed. Allerede i det 5. og 6. århundrede træffer vi sådanne hospitaler. Af hensyn til sygdommens karakter blev disse hospitaler lagt uden for byens porte. Det er efter et sådant hospital bydelen Jørgensgård har fået sit navn. Efter et fund i 1929 kan man ganske nøjagtig stadfæste Jørgensgårds beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten. Her har antagelig ligget en teglovn som har hørt til hospitalet. Fundet blev gjort ved Karpedam.
Vi ved at bygningen og jordene blev givet til den fyrstelige lensmand ”Svarte Hans”. Senere er Sankt Jørgens Kirke (Kapel) samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer.
Han ombyggede kirken (kapellet) til et beboelseshus og benyttede det en tid lang som sådant. Efter knap fire års forløb drog han bort, hvorpå jordene atter blev lagt til Brundlund Slot og siden forpagtet ud til borgere i Aabenraa.
Tre Gilde-broderskaber
Før ”Skraaens” konfirmering i 1335, måske allerede længe før, har der i Aabenraa været ikke færre end tre gildebroderskaber:
Broderskaberne omtalt i ”Skraaen”
Det største og betydeligste var Knuds – gildet opkaldt efter Knud Lavard, som havde været Oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At Sankt Knuds Gildet havde betydning i Aabenraa fremgår af § 20 i ”Skraaen”:
Sankt Knuds-Brødrene øvede stærk indflydelse på valget af byens rådmænd og borgmester. I Statsretten for Aabenraa-Flensborg Stadsret, der ved år 1514 var tillempet efter aabenraaske forhold og anvendtes ved siden af ”Skraaen” – siges således, at Sankt Knuds Goldes Oldermand skal være med til at indsætte og afsætte Rådmændene.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 17, 2023
Nedslag i 1800-tallets Aabenraa
Claus Møller havde udgivet en berømt Aabenraa-kronik. Forskellige præster mente, at sådanne kronikker var gavnlige. Pastor Kier fra Øster Løgum mente endda at historie var ”En af de nyttigste videnskaber. Og så udgav han 12 bind. Knap så omfangsrig blev det for Aabenraas vedkommende. Men takket være Provst Petersen ved vi i dag, hvad der skete i Aabenraa i 1824. Først kigger vi på det religiøse – sædelige liv. Børn blev opdraget et andet sted – i det vil man kalde det ”tvangsfjernelse” Mange i Aabenraa hengav til drukkenskab. Færre kom til tysk gudstjeneste. Skolebesøget havde forbedret sig. 8 børn var født ”uægte”. Fragt-skibsfarten havde været lykkelig. Knap så lykkelig havde handelsspekulation i korn været. Skibsbygger Paulsen forsørgede 40 familier. De offentlige arbejder havde fremgang. Lån til anlæggelse af begravelsesplads. ”De almennyttige Foranstaltninger havde et velsignet resultat.
Claus Møller og hans by – kronik
I første halvdel af 1600-tallet lagde Claus Møller for med sin by-kronik. Denne er gang på gang blevet afskrevet og suppleret. Og det er sandelig flere der har forsøgt sig på lignende måde.
En af de nyttigste videnskaber
Det har pastor Kier fra Øster Løgum. Han skriver i indledningen til sine tolv bind om sit sogn:
Denne pastor Kier fremkom i 1824 i Aabenraa Provstis præstekonvent med nogle:
Provst Petersens: Aabenraa-kronik for året 1824
Der var i hvert fald en, der reagerede på denne opfordring. Og det var sandelig selve provsten – Peter Poulsen. Han havde allerede i 1819 taget skridt til Aabenraas første præstekonvent. Og han gik i gang med
Det religiøse- sædelige liv
I overensstemmelse med sin stand indleder han med det ”religiøst-sædelige liv” i det svundne år. Han glæder sig over, at byens retsprotokol kun anfører to mindre tyverier, en injuriesag og tre slagsmål inden for en kommune, der tæller 4.000 mennesker.
At øvrigheden ikke ser gennem fingrene med de skyldige, ser man af, at der for nyligt var blevet ansat en politibetjent i byen. Provsten mente, at befolkningens fredelige sindelag havde sine rødder i religiøse grundsætninger.
Børn blev opdraget et andet sted
Men han måtte dog også tilføje, at ikke alt var i bedste orden. Fattigkassens bestyrelse havde set sig nødsaget til at fratage et samvittighedsløst forældrepar deres børn, som på den offentliges bekostning var blevet overladt til opdragelse hos redelige håndværksfolk.
Mange hengav sig til drukkenskab
Desuden hengav der sig adskillige til drukkenskab, at de ikke alene ødelagde deres borgerlige velstand, men også fremskyndede deres eget endeligt. Ligeledes var hvert 11. barn født uden for ægteskab, To af mødrene måtte søge retslig bistand for at tvinge faderen til at sørge for børnenes underhold.
Færre kom til tysk gudstjeneste
Med hensyn til det kirkelige liv i Aabenraa i 1824 fremkommer provsten med den interessante oplysning, at der kom stadig færre til den tyske prædiken og flere og flere til den danske. Altergæsternes antal var steget med 160 og udgjorde 712. I grunden et meget lille antal i forhold til indbyggertallet, men stigningen fik provsten til at se fortrøstningsfuld på udviklingen.
Skolebesøget havde forbedret sig
Skolebesøget havde forbedret sig i det forløbne år. Overbevisningen om, at byens skolevæsen var hensigtsmæssig indrettet, blev mere og mere almindeligt. Ingen af byens 7 lærere havde i det svundne år forsømt så meget som en time. Flere af dem virkede ikke blot med iver men også med en udmærket dygtighed, således pigelærer Hansen og lærer Hansen ved Günderoth-skolen samt elementarlærerne Lorenzen og Michelsen. Sidstnævnte blev forflyttet som lærer til Haderslev. I hans sted kom seminarist Friedrichsen.
Denne og elementarlærer Dreesen havde på kommunens bekostning været i Eckernförde for at lære den indbyrdes undervisningsmetode. Dette havde vist sig at være gavnlig i Dreesens klasse.
8 var født ”uægte”
Den kirkelige statistik viste 85 fødte, 6 dødfødte, 8 uægte – fødte, 31 ægteviede. Blandt de døde var to druknede, som sikkert kunne have været redet, hvis dr. Neuberts forslag om en redningsanstalt havde fundet større tilslutning hos ”de ellers så gavmilde borgere”.
Fragtskibsfarten havde været lykkelig
Det økonomiske liv i Aabenraa kunne kun vække glade forhåbninger. Der blev købt 8 og bygget 3 nye skibe, så der nu var 47 skibe med tilsammen 2.182 kommercelæster.
Fragtskibsfarten havde været lykkelig, ikke blot som følge af højere fragter, men også på grund af sørejsernes lykkelige afslutning. Aabenraa havde den store lykke ikke at miste et eneste skib i de hårde storme, som mange af skipperne havde været ude for i løbet af november og december måneder.
En ny vej til det sydlige Amerika og Havanna (på Cuba) åbnede sig samtidig for fragtskibsfarten. Skibene sejlede dertil med fragt fra Hamburg og Bremen, fra Portugal, Spanien og Sydfrankrig. Ja et blev endda befragtet6 fra Bahia (i Brasilien) til Lima (i Peru) for den store sum af af næsten 10.000 rigsdaler og vendte lykkeligt hjem.
Skibsbygger Paulsen forsørgede 40 familier
Med skibsfarten øgedes også skibsbyggeriet, ikke blot med hensyn til omfang, men også med hensyn til indre fuldkommenhed. Den herværende skibsbygmester Paulsen forsørgede på sine værfter næsten 40 familier. Han erhvervede sig ved at efterligne den amerikanske byggemåde så stort ry uden for sin fødeby, at han måtte afslå adskillige bestillinger udefra.
Handelsspekulation i korn
Mindre lykkelige var de egentlige handelsspekulationer, særlig i korn. Det betydelige tab, de pågældende led, svækkede desværre deres kraft og mod. Dog blev 2 skibe befragtet på England, et med havre og et med egebark og egeplanker. Ligeledes blev besejlingen af København med sten og tømmer fortsat. Der indførtes 3 ladninger hør, 3 betydelige ladninger salt og en stor del kolonivarer. Der kom også 8-10 svenskere med bygningstømmer, kalk og jern. Men desværre tog de kun få af landets produkter tilbage.
De offentlige arbejder havde fremgang
De offentlige arbejder, der allerede var påbegyndt forrige år, havde god fremgang. Den nye ”begravelsesplads” foran byen blev indhegnet, vejen dertil blev udvidet. Flere gader, således Skibbrogade, Fiskergade, Vestergade, Nybro og en del af Slotsgade fik ny brolægning.
Til dækning af omkostningerne hertil fik borgmester Show ”brevskillingen” som indbragte 3-400 RDL. om året., bevilliget på endnu fem år, ligesom brandpengene dette år på borgmesterens anbefaling anvendtes dertil.
Lån til anlæggelse af begravelsesplads
Til anlæggelse af begravelsespladsen skaffedes med allerhøjeste tilladelse et lån på 700 RDL., som dog indkommer igen ved salg af gravsteder. I øvrigt ville vejens istandsættelse, anskaffelse af en ligvogn og porten ind til kirkegården koste endnu 7-800 RDL. som fordeles på husstandene over tre år, fortalte provsten.
De almennyttige foranstaltninger med velsignet resultat
”De almennyttige foranstaltninger såsom Sparekassen, Enkekassen og Bibelselskabet, virkede med velsignet resultat. Sparekassen havde en omsætning på 67.393 mark 5 skilling. Enkekassen udbetalte 4 RDL. Årligt til 19 enker. Den fik 4 nye medlemmer og er nu oppe på 100 medlemmer. Dens formue steg til 1.783 RDL. 25 Skilling. Bibelselskabet uddelte 17 tyske og 2 danske bibler samt 16 salmebøger til fattige konfirmander.
Se på denne måde fik vi takket være pastoren et indblik i, hvad der skete i Aabenraa i 1824.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 29, 2023
Ingen ”Kaiser Wilhelm Denkmal” i Aabenraa
Denkmall i Haderslev og Tønder. Kejseren blev bortvist i Tønder. Det skulle gå 7 år i Aabenraa, inden der skete noget. Fra Brundlund Slot kom en opfordring. Hele 8,50 mark blev der indsamlet fra Stubbæk. Det kunne ikke blive til et monument. Der skulle ikke laves relief af bedstefar, sagde barnebarn. En billedhugger fra Berlin blev foreslået. Landråden accepterer. 30 herrer på Statdttheater bestemmer, at man skal have Kaiser Wilhelm Brunnen. Nu peger ny landråd egenhændig på billedhugger fra Flensborg. Trist brev Aabenraas Magistrat. Harmfuldt indlæg i Apenrader Tageblatt. Sagsanlæg fra billedhuggeren fra Berlin, som han vinder. Efter revolutionen var der ikke nogen, der interesserede for ”Kaiser Wilhelm der Erste”
Denkmall i Haderslev og Tønder
Vi skrev en artikel om dette Denkmal i Haderslev. Og det fik en lokalhistoriker op af stolen. Til artiklen havde vi ellers brugt 8 kilder. For dem, der stadig tør læse den artikel, laver vi lige en henvisning. Men se dette ”Denkmall” kom også til Tønder.
Kejseren blev bortvist i Tønder
Og her var det i 1897 foran Tønder Kristkirke yil ære for Kejser Wilhelm den Første. Befolkningen i Tønder havde vænnet sig til Kejseren. Men handelsfolkene i Tønder mente ikke at kunderne fra området skulle se en tysk kejser i en dansk by efter 1945.
Så blev den stakkels kejser flyttet bag Schweizerhalle. Og der stod han helt til 1994. Derefter blev kejseren flyttet på kirkegården. Men hvorfor var der ingen kejser i Aabenraa?
Det skulle gå 7 år, inden der skete noget
Mange har sikkert skuet til Haderslev, hvor der den 12. september 1890 rejste sig et flot monument for Kejser Wilhelm den 1. på Søndertorv, Nu måtte Aabenraa sandelig også kunne præstere noget sådant. Men det skulle gå syv år, inden der skete noget.
Fra Brundlund Slot kom opfordring til indsamling
Det startede med et brev fra selveste von Uslar, der fra Brundlund Slot sendte en skrivelse til amtsforstanderne i Aabenraa amt:
Hele 8,50 mark fra Stubbæk
.
Der har sikkert været god stemning på ”Geburtsdags- festen” med indtagelse af alkoholiske drikke. Men ak, da indsamlingslisterne blev modtaget, var der en form for misstemning. Der var overraskende små bidrag.
Giverne var naturligvis amtsforstandere, lærerne, gendarmerne, ledvogtere og andre afhængige tjenestemænd. Men selv disse var ikke så gavmilde. Fra Uge blev der modtaget en sum på 10,80 mark. Fra Stubbæk kom der 8.50 mark. Men retfærdigvis skal nok lige nævnes at præsten og degnen havde betalt direkte.
Man blev nu nødt til at rette henvendelse til ”Actien-Gesellschaft der Bergbau” i Dortmund. Herfra fik man den 23. juni 1900 et imødekommende brev, der lovede 2.000 Mark til formålet. Måske havde de allerede en gang bidraget til indsamlingen.
Efter 10 års indsamling: 5.200 mark
Så gik der atter en rum tid. Og endelig den 2.1.1906 skriver landråden til ”Baurat Jablonowski” i Haderslev, der for øvrigt var ansvarlig for en del offentlige bygninger. Denne blev nu bedt om at komme med råd i sagen.
Det kunne ikke blive et helt monument
Nu efter 10 års indsamling var beløbet kommet op på 5.200 mark. Landråden var nu kommet til den erkendelse, at det kun kunne blive til em medaljon og et egetræ – en såkaldt ”eine sogenannte Bismarkseiche”
Der skulle ikke laves relief over bedstefar
Nu skulle der bare findes en egnet plads i byen. Nu var det så heldigt, at redaktøren af Apenrader Tageblatt, dr. Kähler sad i bestyrelsen for komiteen med von Uslar som formand. På en fremstående plads på forsiden af sin avis skriver redaktøren, at Kaiser Wilhelm den Anden ved anden lejlighed har udtalt, at han ikke ønsker, at der skulle laves relieffer af hans bedstefar. Der må kun udføres buster eller statuer. Da man skulle indhente tilladelse fra højeste sted om udformningen, så kunne von Uslars plan ikke gennemføres. Sagen gik atter engang i stå i nogle år.
En billedhugger var Berlin blev forslået
Den 24. april 1910 henvender dr. Kähler sig til redaktøren for at kunsttidsskrift, hr. Helvag. Kähler spørger, om denne vil udskrive en prisopgave. Men denne fraråder, da beløbet er så lille. I stedet anbefaler han en dertil egnet billedhugger fra Berlin – Hr. Otto Glauflügel fra Berlin.
Dette råd blev fulgt. Billedhuggeren får tilsendt fotos fra Nørreport og Sønderport. Han blev bedt om at komme med et udkast til en prydbrønd til en værdi af 6.000 mark.
Landråden accepterer
Man får dog også tilsendt tre udkast. Landråden sender disse retur og skriver, at det sandelig ikke skal være en almindelig prydbrønd eller springvand. Det skal sandelig være en ”Kaiser Wilhelm Brunnen”. Nye breve og udkast følger.
Endelig den 15. maj 1911 skriver landråden, at det sidste udkast til ”Denkmalet” nu har fundet hans endelige tilslutning og bifald. Kun ønsker han at få de nøjagtige omkostninger at vide og desuden ønsker han Aabenraas byvåben erstattet med det Slesvig – Holstenske.
Billedhuggeren presser nu på for at komme i gang. Han beskrev et af sine seneste udkast:
Men ak – atter en hindring – Den stakkels Glauflügel hører nu pludselig ikke mere fra Aabenraa
30 herrer på Stadttheater bestemmer, at man skal have en brønd
Derfor blev der nu indkaldt til møde i Stadttheater i Vestergade. Har skulle man drøfte anvendelsen af de indsamlede penge. Der var mødt 30 herrer frem. Man blev enig om at den pompøse Kaiser Wilhelm – Brunnen skulle bygges. Også den tyske ”Burgerverein” pressede på.
Landråd peger nu på billedhugger fra Flensborg
Men nu blev von Uslar syg. Hans efterfølger landråd Siemon giver selvbestaltet ordren til billedhugger Anton Huber i Flensborg. Denne foreslår at fremstille ”kunstværket” i beton i betragtning af, at der ikke er ret mange penge.
I 1914 fremstiller han en model af brønden, som udstilles i et butiksvindue hos isenkræmmer Zink, Storegade 29. Men ak.
Brev fra Magistrat
Den 27. juli 1914 – lige inden Første Verdenskrigs udbrud modtog komiteen en skrivelse fra Magistraten, hvori man afslår at yde gratis installation og brolægning af brønden. Som begrundelse mener man, at det var bedre, hvis hele projektet blev udført af komiteen alene.
Og det blev endnu værre. For Magistraten meddelte også, at det hverken kunne blive Nørretorv eller Storetorv, at hensyn til den trafikale udvikling. De første biler var begyndt at dukke op.
Magistraten foreslog i stedet pladsen ved Toldkammeret eller ved Madevejen, den nuværende H.P. Hanssensgade.
Harmfuldt indlæg i Apenrader Tageblatt
Reaktionen på dette nye moment i sagen kan man læse i Apenrader Tageblatt den 29. juli 1944. I en meget bitter artikel skrev dr. Kähler, der jo havde været primus motor i hele sagen, at det havde været bedre, hvis magistraten havde sagt nej fra begyndelsen. De havde jo hele tiden kendt pladsforholdene. Nu blev man nødt til at opgive projektet, bruge penge til noget andet eller placere monumentet i Øster Løgum eller Gråsten. Og ironisk slutter Dr. Kähler med at man kan fejre 25.- året for projektet ved at tage afsked med det.
Sagsanlæg fra billedhugger
Det var ikke engang slut endnu. Der kom også et erstatningskrav fra billedhuggeren, Glauflügel. Kravet blev afslået. Der kom til en retssag som komiteen tabte. Man indgik dog et forlig om erstatningens størrelse.
Efter Revolutionen – ingen interesse for kejseren
Nu kom krigen og billedhuggeren Anton Huber blev indkaldt. I juli 1918 var der atter planer fremme om en indsamling. Den 27. 1. 1919 efter revolutionen var alle tanker om Kaiser Wilhelm Denkmal i Aabenraa skrinlagt. Man henstillede atter, at pengene blev brugt til ”promenaden”. Inflationen ilede imidlertid. Og det var med stormskridt. Inden man traf en afgørelse, var pengene værdiløse.
Det var eventyret om Kaiser Wilhelm Denkmall i Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 29, 2023
En mølle ved Sønderport i Aabenraa
Terrænet velegnet til mølledrift. Mølle rejst i 1736. Højere omdrejningstal Postmester fik første koncession. I Aabenraa fandtes en møllebygger. Marcus Bröckner tog for meget i mølletold. Dårlige adgangsforhold. Han solgte sin andel. Kornpriserne solgt til det dobbelte. Jørgen Bruhn købte møllen. Søn og svoger viderefører En brand i 1920 ødelagde møllen. Møllen blev genopført som motormølle. Våben gemt i møllen. Niels Brodersen Nielsen stærk medtaget. Efter hans død sluttede historien. Her lå Skt. Andreas Kapellet.
Terrænet velegnet til mølledrift
Terrænet omkring Aabenraa gjord det i ældre tid velegnet for mølledrift. Mange vandløb løb ud i fjorden. Her på siden har vi allerede berettet om møllen ved Farvershus og Slotsvandmøllen. Mon ikke der kommer noget mere møllehistorie.
Mølle rejst i 1736
Den første og største hollandske mølle i Aabenraa blev rejst i 1736 ude på det såkaldte Kapelbjerg – den lave bakke mellem Sønderport og Bag Møllen. Det var dengang den sydligste bygning i Aabenraa.
En hollandsk mølle kunne bygges højere. Det gav plads til flere lofter. Møllen løb bedst i en vindstyrke på 5 -7, mens en vindstyrke på 8 allerede var for meget.
Højere omdrejningstal
Med sin konstruktion kunne man opnå et højere omdrejningstal for sådan en mølle. Til møllen ved Sønderport hørte et stykke af Kalvemosen og nogle haver. I nærheden lå Bolbro (en bulbro, en bro af egebuller) Det var den gamle bro, der gik over den gran af Mølleåen, som løb ud i fjorden. Her skulle også have ligget en vandmølle i Middelalderen.
Postmester fik den første koncessionen
Møllen som oftest blev kaldt vejrmøllen, hørte til amtet. Koncessionen blev givet til byens første postmester Thomas Thomsen, som var blevet udnævnt i 1729. På hans koncession fra 1737 står der, at han måtte fremstille grubber, et vil sige gryn men ikke mel.
Almindeligvis var der mølletvang i de to hertugdømmer. Det vil sige at landmændene var henvist til at besøge bestemte møller, når de skulle have malet mel. Men det gjaldt ikke for grynmaling og -forhandling. Derfor var møllen her ved Sønderport også privatejet.
Postmester Thomsen havde ansat en bestyrer. Og denne måtte også bestyre en hestemølle, når der var vindstille. Hestemøllen kunne rigges til i møllens ottekantede underbygning, hvor der ellers var gennemkørsel og lagerrum.
I Aabenraa fandtes en møllebygger
Hvem der havde bygget møllen ved Sønderport vides ikke. De første hollandske møller i Flensborg var bygget i årene 1750 – 56. Man må antage, at der har været bud efter hollandske møllebyggere.
Der fandtes godt nok en møller og møllebygger i Aabenraa 1740-63, Lorentz Jensen. Men han byggede vandmøller og stubmøller. Han lærte først at bygge hollandske møller i 1760’erne.
Marcus Bröcker tog for meget i mølletold
I 1756 blev møllen overdraget til den meget aktive Marcus Bröcker (1722 – 1799). Han var også skibsbygger og muslingeopdrætter. Han var født i staden Slesvig. Gennem sit ægteskab med en mølledatter blev han interesseret i mølleriet.
Han var også leder af det kongetro skyttelav ”Det aabenraaske grønne Korps til Hest”, hvilket især medvirkede ved modtagelsen af kongelige personer. Bröcker blev arveforpagter af møllen 1760.
Han måtte dog finde sig i at flere af hans kunder førte processer mod ham, fordi han tog mere i mølletold, end han måtte.
Han havde foruden kone og fem børn ansat en huslærer, to møllersvende, en lærling, en amme og to tjenestepiger. Dette kunne tyde på, at der var god vind i møllen.
Dårlige adgangsforhold
Adgangsforholdene til møllen var ikke de bedste, især ikke fra syd. I en by-krønike fra 1635 fortæller Claus Møller:
I 1923 skriver Thomas Ries, at han mindes de tider, da Aabenraa hørte op ved Sønderport:
Vejen langs stranden blev forbedret ved opfyldning i årene 1758 – 60, så strækningen fra Stubbæk til Aabenraa blev farbar.
Marcus Bröcker søgte også koncession til melmaling, men det blev ham nægtet. Han forpagtede også møllen i Solvig ved Tønder og Haderslev slotsvandmølle.
Han solgte sin andel
Desuden havde han part i Nymølle. Sammen med Heinrich Heisel og Jørgen Bruhn på Nymølle søgte Marcus Brôcker i 1772 om at få eneret til grynmaling i 20 år i hele amtet. Da konsortiet fik afslag, afstod Bröcker sin andel for 12.000 Rigsdaler til de to andre.
Møllen ved Sønderport var blevet rejst på en tid, hvor kornpriserne begyndte at stige. Aabenraa udviklede sig til en søfartsby. Aabenraa – skipperne tog på langfart. Og det var i begyndelsen mest for Flensborg – reddere. Fragten kunne for eksempel gå til Norge med korn og gryn.
Kornpriserne steget til det dobbelte
Efter Bröckers død i 1799 blev vejrmøllen overdraget til Nis Petersen Møller, som havde været bestyrer siden 1797 havde fået overdraget møllen. Men han havde den kun i tre år. Så blev den overdraget til Johann Paulsen. Kornpriserne var steget til det dobbelte i perioden fra 1760 – 1801.
Deltagelsen i Napoleonskrigene og følgerne deraf skabte pengeforvirring og landbrugskrise. Det betød forskellige ændringer i møllens drift og udstyr – altså flere investeringer.
Jørgen Bruhn købte møllen
Fr. Chr. Behrens den næste koncessionshaver kom ud for visse vanskeligheder. I 1822 havde han kun en arbejder og en daglejer på møllen. I 1827 købte Kongelig agent, kaptajn, rådmand, senator og mølleejer Jørgen Bruhn møllen. Det var på en offentlig auktion.
I forvejen var han ejer af både Nymølle og Slotsmøllen. Ja han var også skibsbygger og skibsreder. Hurtigt begyndte møllen igen at give overskud. Senere blev Bruhn ejer af Jørgensgård Teglværk og Stenbjerg Vandmølle ved Knappen på Løjt Land.
Han fik sat møllen i bedre stand. To parceller øst for møllen ved stranden fik han opkøbt. Han fik opfyldt disse så der fra stranden kunne køres op til møllen.
I møllehuset boede Jørgen Bruhns brødre Jacob og Hans Detlef, inden de selv købte ejendomme. I Bruhns tid havde møllen sin storhedstid.
Søn og svoger viderefører
Efter Jørgen Bruhns død i 1858 overgik skødet til sønnen Hans Bruhn (1813 – 93) og svogeren kaptajn Schmidt Wildfang.
Hans Bruhn havde som ung sejlet på de store have, blev styrmand og siden møller på Nymølle. Senere kom han også i besiddelse af stampemøllen i Sønderskov og Farversmølle samme sted.
Wildfang byggede en ny og større lade og en vognport, foruden at han udbyggede vejen langs stranden. Mølletvangen blev ophævet i hertugdømmet Slesvig i 1852. Det betød at møllen ved Sønderport nu også måtte male mel. Det betød at man nu kunne udvide kundekredsen betydeligt.
Begivenhederne i 1864 betød en tilbagegang for erhvervslivet. Men for møllerne blev dette ikke mærket. I 1879 blev man begunstiget af tyske toldlove.
I 1887 overgik møllen til August Wildfang og fem år efter til skibskaptajn Fritz Ferdinand Boysen, der drev møllen med en bestyrer.
I 1903 var gårdejer Jens Peter Wolf fra Stubbæk, der var ejer. Derefter var det enken, Magrethe Marie Wolf. Hun indsatte møller Hans Heinrich Petersen som bestyrer i 1913.
En brand i 1920 ødelagde møllen
Han drev møllen den 17. juli 1920. Ved mørkets frembrud udbrød der pludselig en brand formentlig på grund af en kortslutning i det elektriske anlæg. Det blev blæst brandalarm og ringet med kirkeklokkerne. Men da det frivillige brandkorps og en deling soldater ankom var møllen omspændt af knitrende flammer. Det skete dog kun materiel skade, men møllen stod ikke til at redde.
Ejeren, kreaturhandler Stolzenburg og bestyreren led et betydeligt tab, som forsikringen ikke dækkede.
Møllen blev genopført som motormølle
Møllen ved Sønderport blev dog genopført som motormølle med lager, staldbygning og beboelseshus. Der blev anskaffet nyt tidssvarende udstyr. I 1920 kunne man på 50 pfennig – sedlerne beskue den lokale kunstner Hans de Vos’ tegning af Vejrmøllen ved Sønderport.
Våben blev gemt i møllen
I 1930 blev møllen overtaget af møller Niels Brodersen Nielsen. Han havde lært faget på Brede Mølle. Og været møllersvende på bl.a. Bevtoft og Dybbøl Møller. Han var fra sin barndom meget optaget af grænsekampen og nationale spørgsmål. Han var medlem af en masse foreninger.
Han var en aktiv deltager i modstandsbevægelsen. Og blev i 1944 arresteret af Gestapo. Han kom i KZ – Lejren Neuengamme.
Fru Møller måtte selv passe mølleriet, indtil manden kom hjem med de hvide busser den 20. april 1945. Det var en tung tid dengang for fru Nielsen. Ikke alene passede hun møllen. Men hun sørgede også for at modstandsbevægelses lagre af våben og ammunition ikke faldt i tyskernes hænder.
Niels Brodersen Nielsen var stærk medtaget
Selv om Niels Brodersen Nielsen overlevede sit ophold i KZ – lejren, var han stærkt mærket af sine lidelser. Det betød at han allerede døde i 1949. Og dermed sluttede historien om møllen ved Sønderport.
Her lå et Skt. Andreas Kapellet
Møllen var bygget på ”Kapelbjerget”. Og hvorfor dette mærkelige navn. Jo her lå i den katolske tid Sankt Andreaskapel. Dette kapel skulle have ligget lige nord for Bolbro. Her i nærheden lå byen Opnør.
Men senere flyttede beboerne og byggede en kirke i den nye by, nær krydset mellem nutidens Skibbrogade og Fiskergade.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 12, 2023
Schwennesen – Slægt, Ejendom og Stiftelse i Aabenraa
Stamfaderen. Han var gift tre gange. Præsten fortalte om sin slægt. Manden bag det flotte fattighus. Købmænd udgjorde borgerskabet. Jacob Schwennesen blev ganske velhavende. Manden bag Bommerlund Kro. To linjer af slægten deler sig. Bygningen fra 1772 så anderledes ud dengang. I 1871 stod der masser af vand i ejendommen. To tavler foran indgangsdørene. Uenighed om renten. Stiftelsen skulle først blive aktiv 8 år efter hans død. Husk lige seng, bord og to stole. Egen familie blev foretrukket. Legater udbetalt kvartalsvis. Ejendommen skulle genopbygges hvis den forfaldt. Stiftelsen mistede en masse penge.
Slægt
Nej vi tager ikke en slavisk gennemgang af familien. Det lader vi slægtsforskere om. Vi dukker ned i familien og fortæller selvfølgelig om ægteparret bag ejendommen og stiftelsen. Men det var nu ikke de eneste i familien, der tænkte på de fattige.
Stamfaderen
Slægtens stamfader er skipperen Schwenn Truelsen, der levede i Aabenraa i hvert fald fra 1676. I sidste halvdel af det 17. århundrede er der to personer i Aabenraa med dette navn. Spørgsmålet er så om det var far og søn. I Kongeriget var der dengang den skik, at når en søn skulle have samme navn som faderen, ja så skulle denne være død før sønnens dåb. Men nu var vi ikke i Kongeriget.
I 1676 møder vi hans ældste barn, Elin Schwennsdatter.
Han var gift tre gange
Den 14. februar mødte han op på Rådstuen med en klage over ”Peter Schusters sohn Peter”, der om natten havde forulempet ham med forskellige beskyldninger. Efter en kort arrest bad denne Peter om tilgivelse.
Og så ved vi at den 9. december 1692 klager Schwenn Truelsen over Johan Freess, der havde beskyldt ham for en masse i Højer, Hvor Schwenn havde hentet østers.
Jo stamfaderen for den berømte familie var gift tre gange. Fra det første ægteskab var der fire børn, af hvilke to døde som små. Hans næste kone døde i barselssengen. To år efter i 1697 giftede han sig for tredje gang med Cathrin Brandorp.
Præsten fortalte om sin slægt
Det er ikke sjusk fra forfatteren, når navnet fra dengang staves på en anden måde end i dag. Vi dukker ned under pastor Christian Schwensen, der beskriver sine forfædre med disse ord:
Manden bag det flotte Fattighus
Jacob Schwennesen havde tidligt opgivet skippernæringen og havde nedsat sig som købmand. Han blev en ret anset person i Aabenraa. Måske havde han ved sit ægteskab erhvervet sig lidt formue.
Det var ham, der byggede det flotte fattighus i 1772.
Købmænd udgjorde borgerskabet
I 1731 fik han foden under eget bord i Aabenraa. Han brugte Borgerbrevet til at opbygge sin eksistens som købmand. Varer blev importeret fra Østersølandene og solgt til et stort opland. Enkelte købmænd lagde vægt på handel med kolonivarer, andre havde betydelige varelagre af tekstiler.
Disse egentlige købmænd var Aabenraas overklasse. I Aabenraa drejede det sig om ca. 20 personer. De deltog alle personligt i forretningens drift lige fra ekspeditionerne i Kramboden til kontakten med leverandører og kunder på landet og i byen.
Alle byens større købmænd havde desuden interesser i søfarten. Ofte blev varerne transporteret på skibe, hvor købmanden var medejer. Ofte blev disse skibe også udlejet. Dette bragte en forrentning af købmandens investerede kapital.
Jacob Schwennesen blev ganske velhavende
Jacob Schwennesen fulgte dette mønster og arbejdet gav udbytte. I 1743 rangerede han endnu blandt byens mindre købmænd. Formuen var da vurderet til 400 rigsdaler.
Det var noget mindre end for eksempel rådmand Jacob Biørnsen. Han havde en formue på 3.400 rigsdaler. Hans kollega Christian Frellsen tegnede sig for 2.000 rigsdaler. Med årene voksede Schwennesens formue.
Han opkøbte produkter hos bønderne. Ja endda også kreaturer. Og byggemateriale indgik også i hans handel. Tekstiler var også en betydelig del af omsætningen. På Løjt Land var lærredsvævningen næsten en hel industri. Også de ting tog Schwennesen del i.
Med årene nåede Schwennesens købmandshandel en anselig dimension. Omtrent 40 år drev han handel. Omkring 1774 synes han at været gået på pension. Kigger vi på godsregnskaber fra Gråsten, Søgård og Trøjborg godser kan vi se, at Schwennesen har leveret betydelige mængder af bjælker, brædder, lægter, tjære og malinger til disse godser og sikkert mange andre.
Schwennesen var også skibsreder. Han har været ejer/medejer af mindst 5 skibe. Så også her fik han en del af kagen.
Jacob Schwennesen efterlod sig to døtre. Hans eneste søn, der blev voksen, mistede livet på søen. Det blev hans bror, Christian, der første slægten videre.
Manden bag Bommerlund Kro
Pastor Schwensen fortalte, hvorledes han far som dreng blev sendt til en guldsmed for at omsætte noget af husets sølvtøj i penge. Hans æresfølelse blev krænket, da guldsmeden forhørte sig, om han var kommet ærligt til det.
Hans mors nød tvang hans far til tidligt at tage til søs. Med stort besvær fik faderen en kvartpart i et skib. Men som skipper lykkedes det alligevel at tjene en mindre formue.
Han var skipper et stykke tid efter at han havde giftet sig med pastorens mor. Jo det var den Schwennesen, der overtog Bommerlund Kro. Vi har skrevet et par artikler om det.
Pastoren fortæller, at det var ikke let at drive kroen. Men det lykkedes ham ved et ihærdigt stykke arbejde at få en god virksomhed ud af kroen. Pastor C.A. Schwensen tilføjede i sine optegnelser, at kong Frederik den Sjettes svigerfar, landgreve Carl af Hessen – Cassel, altid overnattede i Bommerlund på sine rejser til og fra København.
Peter Schwennesen fik kroen ved at gifte sig med Anne Margaretha Jürgensen, der var enke efter kroens tidligere ejer – og opretter – Christian Bendixen. Kigger man på tegninger fra kro og brænderi fra dengang på begge sider af landevejen, ja så var det et ret stort etablissement.
To linjer af slægten delte sig
Slægten delte sig i to grene – Hørup-linjen, hvis medlemmer navnlig har været tilknyttet til Sønder – og Nørrejylland. Stoltelund – linjen var bosat på Fyn og Sjælland.
Efter Peter Schwennesens død 1805 gik kroen til hans yngste søn, Marcus Schwensen, der imidlertid allerede året efter døde, kun 31 år gammel. Hans enke beholdt kroen og bragte den med i sit andet ægteskab til Hans Benzen Møller, i hvis slægt, den forblev.
Stoltelund-linjen udspringer fra Peter Schwennesen, der var forpagter på Stoltelund i Tinglev Sogn. I 1800 flyttede han til Østrupgård på Fyn.
Hørup-linjen begyndte med Peter Schwennesens ældste søn, Christian Schwensen, der fra 1795 var sognepræst i Hørup på Als.
Pastor Schwensen havde i begge sine ægteskaber i alt 15 børn – syv sønner og otte døtre.
En del af slægten udvandrede til Amerika. Og også i Norge har slægten efterladt sig spor. Således er en gade opkaldt efter slægten i Oslo.
Ejendom
Sønderport blev indlemmet i Aabenraa by i 1560 og fik i 1769 sit nuværende navn. Ved anlæggelsen af chausseen mellem Flensborg og Aabenraa i 1847, blev Sønderport byens hoved-udfartsvej mod syd.
Bygningen fra 1772 så anderledes ud – dengang
Bygningen blev opført i 1722.
Den stod hvidkalket med hvidkalkede skorstenspiber og brunmalede karme om hvidmalede vinduesrammer. Bindingsværket på havesiden stod rødmalet med hvidkalkede tavl, mens nordgavlen var hvidkalket over stok og sten med rødmalet bræddebeklædning.
Huset bestod af 13 fag. Efter en synsrapport fra 1884 er ejendommen 21,51 meter lang og 9,50 meter dybt. Allerede i 1921 blev huset fredet i klasse A.
I 1871 stod der masser af vand i ejendommen
Huset indeholdt seks lejligheder, fire i stueetagen og to på kvistene. Hver bestående af stue og køkken. Desuden hørte et stykke havejord med til hver bolig.
I 1912 var den samlede kapital på 18.000 mark. Ejendommen var meget forfaldent. Man spekulerede på at bygge nyt.
Under den store stormflod i 1871, da vandet stod 1,51 meter højt i bygningen havde den taget stor skade.
To tavler
To tavler findes over indgangsdørene. Det er sølvbronzerede bogstaver på sot baggrund med følgende indskrifter. Til venstre:
Greif weislich an und sey behende,
Sei forsichtiig und halte dich schlegt
Sei auch nicht zu hastig, bedencke dich recht
Jacob Schwenesen
Catharina Schwenesens
Anno 1772
Til højre stod følgende:
Wie Gott es fügt
bin ich vergnügt
Jacob Schwenesen
Catharina Schweneens
1772
Stiftelse
Schwennesens Stiftelse blev oprettet ved en fundats i 1779, hvorefter bygningen efter Schwennesens død skulle være bolig for seks fattige. Jacob Schwennesen døde i 1783 og bygningen blev taget i brug som fattigstiftelse.
Uenighed om renten
Til understøttelse af de i Stiftelsen optagne personer og til bygningens vedligeholdelse skænkede Schwennesen en kapital på 1.500 rigsdaler. Disse penge blev anbragt hos Aabenraa Magistrat og skulle forrentes med 3 pct. p.a.
Denne bestemmelse medførte en del stridigheder, idet rådmand Cornelius Cornelsen og en del af de deputerede var imod, at byen blev bundet til at svare en bestemt rente, hvor penge kunne fås til 2 ½ pct. Men Magistraten godkendte satsen den 5. februar 1780.
Stiftelsen skulle først blive aktiv 8 år efter hans død
For at forøge kapitalen bestemte Jacob Schwennesen dog, at Stiftelsen først skulle træde i kraft otte år efter hans død, så renten i den tid blev opsparet.
Husk seng, bord og stole
Den eller dem, der kom i betragtning skulle være enkeltpersoner eller familier, der førte et kristent liv og ”ustraffelig vandel” og ”som ikke havde forskyldt deres tilstand”.
Enhver, der blev optaget skulle medbringe en seng, et bord og to stole. Alt hvad de efterlod sig af inventar, rede penge, klæder og så videre skulle tilfalde Stiftelsen. Denne skulle så til gengæld bekoste begravelsen ”Armen Gebrauch gemäss”.
Egen familie blev foretrukket
Når en lejlighed blev ledig, skulle den straks besættes. Den måtte i hvert fald ikke stå ledig i længere end tre måneder. Den ny optagende skulle i det første kvartal kun nyde fribolig, mens den til lejligheden knyttede legatportion skulle opspares.
Som fortrinsberettigede indsatte Jacob Schwennesen sin egen og sin hustrus familie. Og det blev de så i ”uendelige grader”.
Dernæst var det i Aabenraa fødte personer og hvis sådanne ikke fandtes så tillige de i amtet fødte.
Legater udbetalt kvartalsvis
Af legatrenterne skulle der tilfalde hver lejlighed 8 rigsdaler, som skulle udbetales kvartalsvis til nytår, påske, St. Hans, og St. Mikkelsdag. De øvrige renter skulle så vidt de ikke medgik til vedligeholdelse, forsikring og andre nødvendige udgifter opspares. Når så der var samlet 100 rigsdaler, skulle disse tillægges kapitalen og renterne fordeles på legatportionerne.
Som administrator af stiftelsen indsatte fundator, købmand Ambrosius Heinrich Lange og sin brodersøn, skipper Schwenne Schwennesen.
Ejendommen skulle genopbygges, hvis den forfaldt
For det tilfælde, at huset forfaldt eller i tidens løb blev ødelagt, bestemte Jacob Schwennesen, at det skulle opføres på ny. Såfremt kapitalen derved svandt ind under 200 rigsdaler, skulle Stiftelsen suspenderes, indtil kapitalen havde nået denne størrelse, således at
Stiftelsen mistede en masse penge
Endelig bestemte han, at de to tavler over indgangsdørene skulle vedligeholdes til opmuntring for de fattige, der gjorde sig håb om at blive optaget i Stiftelsen.
Den 14. marts 1919 havde Rentier Nicolai Albert Christian Tøgesen ved sit testamente af 13. oktober 1905 tillagt Stiftelsen 15.000 Mark.
Sønderjysk Valutafond havde tilstået den Schwennesens Stiftelse et årligt tilskud på 1.250 kr.
Ved opgørelsen den 1. april 1924 på det tidspunkt, forrentningen af Markformuen ophørte bestod Stiftelsens Aktiver foruden bygningen af en Markkapital på 40.877,65. Men da denne ikke var anbragt i fast ejendom, men henlå i obligationer var den ganske værdiløs.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: