Søgeresultater på "Tønder"
Dato: april 21, 2024
Revolution i Tønder – endnu mere (2)
Revolutionen lykkedes ikke. Tønder var en af de første byer i Nordslesvig under de røde faner. Røde plakater blev omdelt Gennem byen i en fornem forspand. Til møde i Tonhalle. Landråd Böhme ville selv gå. Skærbæk blev ”erobret”. Proklamation i den lokale avis. Wienecke – den fødte leder. ”Hvornår kom danskerne?”. Rådsmedlemmerne skulle være medlem af et af de socialdemokratiske partier. Hyppige ransagninger hos bønderne. Ingen politi-beføjelser i Tønder. Soldaterrådene gled i baggrunden. Den første vinter var arbejderrådet i Tønder i funktion. Bortset fra Tønder var rådene i Nordslesvig danskdomineret. Wienecke blev genansat. I Sønderjylland måtte man ikke få samme løn som i det øvrige Danmark. Wienecke i spidsen for en generalstrejke. Grev Schack nægtede at lade strejkevagterne anholde. Men det gjorde politimester Stemann. Var dette et lovbrud? Samtidig udviste han Wienecke og tre andre strejkevagter. De borgerlige i Tønder jublede.
Revolutionen lykkedes ikke
Arbejderbevægelsen havde på to kongresser – 1910 i København og 1912 i Basel vedtaget resolutioner om at stemme imod om at stemme mod krigsbevillinger og krigsdeltagelse i de nationale parlamenter. Da det kom til stykket, svigtede nogle i arbejderbevægelsen.
Den tyske Rigsdag stemte den 4. august 1914 om nye krigslån. Efterhånden krakelerede den tyske disciplin. Oprør opstod bl.a. på flådestationerne i Wilhelmshafen og Kiel.
Tønder var en af de første byer under røde faner
Som en af de første Nordslesvigske byer kom Tønder under de røde faner. Allerede i dagene den 5. og 6. november 1918 var der på Luftskibsbasen nord for Tønder blevet oprettet et arbejder – og soldaterråd. Uden blodsudgydelser blev officererne afvæbnet og matroserne overtog magten.
Røde plakater blev omdelt
Om morgenen – dagen efter stiftede Tønders befolkning kendskab til marinesoldaternes magtovertagelse. Tidligt om morgenen var der overalt i byen blevet omdelt og opslået røde plakater – et opråb med følgende tekst (oversat på dansk):
Gennem byen i en fin forspand
Som anden tegn på revolutionen blev en rød fane flere gange ført i optog gennem byen. Senere på dagen blev der hejst røde faner på Posthuset, Rigsbanken, Jernbanestationen og på Rådhuset. Det vil sige at den på Rådhuset var rester af borgmesterfruens røde underkjole. Der var ingen flag fra Landrådens kontor eller amtshuset.
På møde i Tonhalle
Allerede fra morgenstunden kørte marinesoldaterne fra luftskibshallen gennem byen i den vogn med fint forspand, som officererne ellers brugte.
På mødet i ”Tonhalle” klokken 12 konstituerede arbejder- og soldaterrådet sig endeligt. Her blev der drøftet, hvad årsagen til revolutionen var. Det hed sig at krigsflåden den 5. november havde fået ordre til at gå i søen mod englænderne. Det ville være den sikre undergang. Det var dette, der var årsagen til revolutionen.
Der blev dog de kommende måneder rokeret meget rundt på medlemmer og poster. Den formelle begivenhed blev markeret med en parade på Torvet.
Landråd Böhme ville gå selv
Landråd Böhme skulle føres til Torvet af marinesoldater men det nægtede han. Han ville hellere selv gå. Også politimesteren og bogtrykker Thamsen fra Tondernsche Zeitung blev hentet. De tre skulle højtidelig foran menneskemængden erklære, at de ikke ville modarbejde revolutionen.
Marinesoldaterne havde erstattet den forhadte pikkelhue med en felthue. Alle revolutionens sympatisører blev opfordret til at bære et rødt bånd om armen.
Skærbæk blev ”erobret”
Fra Luftskibsbasen i Tønder bredte revolutionen sig til det øvrige Vestslesvig. Den 9. november om aftenen blev et halvt hundrede sværtbevæbnede marinesoldater fra basen i Tønder sendt til Skærbæk. Her mødte de op hos amtsforstander Jürgen Eriksen, er blev bekendtgjort med den kendsgerning, at byen nu befandt sig i revolutionsstyrkernes magt.
Proklamation i den lokale avis
I Tondernsche Zeitung kunne man den 9. november 1918 læse følgende:
Alexander Lippert, Walter Birker, Franz Blunk, Otto Pastré, Ludwig Göbig, Wilhelm Langschwanger
Wienecke – den fødte leder
Opstanden på Sild blev ledt fra Tønder. Hertil sendte man den ihærdige revolutionære skikkelse, mureren Heinrich Wienecke. Også her foregik revolutionen under hans ledelse ublodigt og problemfrit.
Wienecke, der fra starten var Tønder- revolutionens ledende personlighed var født i Bremen. Moderen var tysk, faderen amerikaner. Med den baggrund lykkedes det ham ved krigens udbrud at blive erklæret statsløs. Derfor blev han ikke indkaldt til militæret.
26.000 dansksindede sønderjyder blev indkaldt. 5.500 faldt i krigen.
I 1907 var Wienecke med blandt stifterne af den lokale socialdemokratiske forening. Selv om han fra starten var revolutionens drivkraft, var han ikke medlem af de første regulære arbejder – og soldaterråd. Måske skyldtes det at han på det tidspunkt var statsløs.
Dette forhindrede ham dog ikke at indtage rådets vigtigste funktion som tilforordnet for landråden. Det var også Wienecke som kom til at organisere kredsens landarbejder – og bonderåd i landdistrikterne. Det var en pendant til arbejder- og soldaterråd. Som pressereferent og senere redaktør af arbejdernes eget dagblad ”Der Freie Arbeiter” repræsenterede han også arbejderrådet udadtil. Ved det sidste af valgene til arbejder- og soldaterrådet overtog Wienecke endeligt formelt posten som rådets formand.
Han ønskede Nordslesvigs forbliven i Tyskland.
Hvornår kommer danskerne?
De dansksindede mærkede ikke den store forskel. Men de tysksindede var mere nervøse for fremtiden. De kunne finde på at stoppe de dansksindede med følgende spørgsmål:
Rådsmedlemmer skulle være medlem af et af de socialdemokratiske partier
Fra december 1918 blev det fastslået, at medlemmerne af arbejderrådene skulle være medlem af et af de socialdemokratiske partier. Rene borgerråd kunne ikke accepteres. Et arbejderråd som den i Løgumkloster må betegnes som helt ureglementeret. Her var kun et af rådets seks medlemmer arbejder. De øvrige medlemmer repræsenterede krigsinvalider, selvstændige håndværkere, landbruget, embedsmændene og flækkeforeningen, der repræsenteredes af borgmesteren selv.
Hyppige ransagninger hos bønderne
Rådene foretog også hyppige ransagninger hos bønderne på landet, der ofte ikke opfyldte deres afleveringsforpligtelser. I Tønder havde arbejder- og soldaterrådet desuden udpeget en levnedsmiddelkommissær, der skulle prøve at skaffe levnedsmidler fra udlandet, men det viste sig at være umuligt på grund af de allieredes blokade mod Tyskland, der først blev ophævet den 12. juli 1919, da Tyskland havde underskrevet og ratificeret Versaillesfreden.
Ingen politi-beføjelser i Tønder
I Tønder havde arbejderrådet haft tre formænd. Den første hed Ludvig Göbig. Han var formand til den 23. december 1918, hvor han efterfulgtes af den tidligere næstformand, Langschwager. Efter 27. marts 1919 var det Heinrich Wienecke.
Forgæves forsøgte arbejderrådet i Tønder at få politibeføjelser.
Soldaterrådene gled i baggrunden
Efterhånden som revolutionen var gennemført i hele Nordslesvig og dagene gik, gled soldaterrådene efterhånden i baggrunden. Deres virksomhed var ret begrænset. De sørgede i de første måneder for bevogtning af de vigtige bygninger og understøttede arbejderrådene i deres virksomhed.
Bonderådene havde heller ikke en stor og langvarig betydning. De blev nedsat i landsognene uden synderlig interesse herfra, men som et nødvendigt onde. Rådenes opgave var først og fremmest at organisere levnedsmiddeludskrivningerne.
Den første vinter var arbejderrådet i Tønder i funktion
Officielt fungerede arbejderrådene indtil den internationale kommission alle styrende funktioner kort op mod indlemmelsen. Men også deres betydning skrumpede naturligvis ind. Flere og flere beslutningsprocesser gled ud af centralinstanserne hænder. Men hele den første vinter var arbejderrådet i Tønder uindskrænket i funktion. Der blev udpeget folk som tilforordnet til landråden, politimester og borgmester.
I de første måneder gik rådene energisk til værks. De udsendte en række daglige bekendtgørelser. Selv om det var begrænset stor indflydelse de tilforordnede kunne udøve denne ret var det til stor irritation for de tyske embedsmænd. I begyndelsen af 1919kom denne irritation til udtryk til en klage til regeringen. Særlig landråden fik også delvis medhold i klagen. I løbet af foråret 1919 mistede arbejderrådets tilforordnede også adgangen til byråds – og kulturudvalgsmøderne.
Bortset fra Tønder så var rådene danskdominerede
Nordslesvigs overvejende dansksindede landbefolkning stod skeptisk over for disse nye tyske påfund nu, hvor man nu allerede følte sig på vej til Danmark. Men indstillingen var den, at rådene var et onde, man nødtvungen måtte affinde sig med i overgangstiden. Bortset fra dele af Tønder-kredsen blev de nordslesvigske arbejder- og bonderåd danskdominerede.
Wienecke blev genindsat
Det var især den drevne og administrative dygtige Wienecke de prøjsisk – borgerlige embedsmænd store problemer. Dette bragte ham i voldsom konflikt med disse kredse. I februar 1919 foranledigede et borgerudvalg da også at der blev udstedt en arrestordre for højforræderi mod ham. De beskyldte ham for sammen med nogle soldater fra luftskibsstationen skulle have planlagt et spartakistisk oprør. I Tyskland var man i fuld gang med at nedkæmpe revolutionære arbejdergruppe i hele Tyskland.
Den socialdemokratiske forening i Tønder protesterede straks voldsomt mod arrestationen af Wienecke. Han blev hurtigt frikendt og løsladt igen. Han blev genindsat i sine tidligere tillidshverv. Han lå dog væsentlig til venstre for flertalssocialdemokraterne. Men han havde stadig en form for loyalitetsfølelse over for partiet. Om han havde forbindelse til den lille kommunistiske celle i Tønder, der eksisterede fra januar 1919, vides ikke.
Senere på sommeren forsøgte landråd Böhme igen at slippe af med Wienecke. Arbejdsrådets magt var på dette tidspunkt meget svækket, så i første opgave lykkedes det for ham at få afsat Wienecke fra posten som tilforordnede. Det var dog gjort regning uden vært.
Der kom til store arbejdsnedlæggelser og demonstrationer (den 27. juni). Myndighederne og Böhme blev nødt til at acceptere Wieneckes genindtræden på posten. Som de sidste i Nordslesvig nedlagde arbejderrådet deres poster.
I Sønderjylland måtte man ikke få samme løn som i det øvrige Danmark
Drømmen om en tysk arbejderstat døde i januar 1919. Arbejderklassens revolution blev kvalt. Reaktionære, borgerklassen og militære frikorps bekæmpede arbejder-og soldaterråd, strejker og demonstrationer. Helt så galt gik det ikke i Tønder. Men det, der skete efter indlemmelsen i Danmark, var næsten værre end selv revolutionen i Tønder.
I Tønder gik man også over til kronen. Men sønderjyske arbejdere måtte ikke få samme timeløn som i det øvrige Danmark. I Tønder og det øvrige Sønderjylland forlangte arbejderne timelønnen hævet fra 1,60 kr. til 2,00 kr. Det nægtede man pure.
Wienecke satte sig i spidsen for en generalstrejke
Wienecke satte sig nu i spidsen for et arbejderudvalg. De lavede en generalstrejke i de fire sønderjyske købstæder fra den 4. juni 1920. Særlig i Tønder var den meget effektiv. Alt var lammet på nær vandværk, posthus og jernbane. Et forsøg på fra borgerlig side at indsætte politiet mod strejkevagter mislykkedes. De ville ikke blande sig i en arbejderkonflikt.
Grev Schack nægtede at lade strejkelederne anholde
Militæret brød dog militæret blokaden. De var lige glade at det var en arbejderkonflikt. Nu spærrede militæret store dele af Tønder. Men bystyret forlangte nu at militæret blev fjernet. Det var et dundrende nederlag for både embedsmænd og militæret.
Tydelig mærket af nederlaget, opfordrede de den fungerende landråd greve O.D. Schack at lade alle strejkeledere arrestere. Af frygt for blodsudgydelser afviste greven dog forslaget.
Begik politimester Stemann lovbrud?
Dagen efter udnyttede politimester Stemann et kort fravær af greven fra byen til fra anden side at indhente tilladelse til arrestationerne. Men det var en arbejderkamp?
Som vi skrev i første del, blev Wienecke og tre andre ledere natten mellem den 6. og 7. juni Herefter blev de uden varsel og lovhjemmel sammen med deres familier udvist og ført over grænsen til Flensborg med et totalforbud mod nogensinde at rejse ind i Danmark igen. Dagen efter blev deres ejendele ført samme vej på militære lastbiler.
Det danske borgerskab i Tønder jublede. Arbejderne i Tønder kæmpede videre. Efterhånden opnåede de samme løn som i det øvrige Danmark. Wienecke døde i 1957i DDR.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 9, 2024
Det tørstige Tønder
Engang var der 80 værtshuse i Tønder. Et værtshus for hver 49. indbygger. Man kunne måske nå toget med Æ Punch Sti. Værtshuse i min ungdom. De stakkels to bryggerier. Vi skal tilbage til 18667. Store udvidelser i 1913. Man fik ikke mange råvarer under krigen. Pludselig kom der stærke øl fra Danmark. Tørstige tøndringer blev opfordret til at støtte bryggerierne. Tønder Margarinefabrik. Bryggeriet lukkede i 1953. Kvalitetsøl fra Victoria fik mange priser. Var bogholderen uduelig? Bürgerlisches Brauhaus. Eksisterede til 1914.
Engang var der 80 værtshuse i Tønder
I 1890erne havde Tønder et væld af bryggerier og brænderier. Restauratørerne udgjorde den største erhvervsgruppe. På et tidspunkt havde Tønder 80 værtshuse.
Et værtshus for hver 49. indbygger
I 1925 havde Tønder endnu 32 hoteller og gæstgiverier samt yderligere 9 restauranter og pensionater. Men tænk engang Tønder blev omtalt i en brasiliansk avis, fordi byen havde verdensrekord i antallet af værtshuse pr. indbygger. Jo Tønder havde et værtshus pr. 49 indbygger.
Man kunne måske nå toget med Æ Punch Sti
Det var også i de gode gamle dage, at man havde Æ Punch Sti. Når man samtidig skulle styre sin brandert og nå det sidste tog, så var denne sti meget praktisk.
Det var især på markedsdage, hvor mange almindelige beboelser blev indrettet til værtshus.
Værtshuse i min ungdom
Men sådan er det nu ikke mere. Allerede, da undertegnede for nu 55 år siden fraflyttede byen var der ikke mange værtshuse tilbage. Hvor mange, der er nu, ved jeg desværre ikke.
Dengang var der Carl Skomager og endnu en bodega i Østergade. Der var Hagges og så en i begyndelsen af Strucksalle. Og så var der selvfølgelig familien Brodersens stamværtshuse Skibbroen og ”Halle” (Centralhalle). En overgang var det også Slusen under Tønderhus og et sted i Vestergade, som jeg ikke kan huske navnet på længere.
Ja så var det jo også Æ Klev og Nørbys Hotel i Skærbæk.
Når vi var hjemme på besøg, kørte vi da også til Aventoft. Her skiftede vi mellem tre steder. Og der faldt brænde, hvis vi ikke var hjemme kl. 12.30 søndag middag til krebinetterne. Det var også i Aventoft, vi skulle bestå vores manddomsprøve – nemlig at drikke ”Æ Støvl”. Og her skulle man så huske at dreje ”støvlen” ellers ville øllet skvulpe over.
De sidste to bryggerier
Det man husker, er de to bryggerier – Tonderne Victoriabrauerei Strucksalle og det gamle Aktie Bryggeri Østergade, der var oprettet i 1888. Det gamle ”Aktie Bryggeri” lå på hjørnet af Østergade og Nørregade. I dag er den gamle industribygning omdannet til boliger.
Vi skal tilbage til 1866
Se sådan står der i nogle kilder, men vi skal faktisk tilbage til 1866, da P. Poulsen grundlagde et hvidtølsbryggeri i Tønder. Han havde to sønner, hvoraf den ene blev uddannet som brygger i Schweiz. Da dette kom hjem til Tønder i 1869 påbegyndtes fremstillingen af bajersk øl.
I 1872 solgte Poulsen bryggeriet til Gustav Werther fra Halle, der drev bryggeriet til 1888 på hvilket tidspunkt det blev omdannet til et aktieselskab under navnet ”Tondernsche Actien Brauerei Gesellschaft, vorm. Werther.
Store udvidelser i 1913
Det kneb med at blive enig om salgsprisen. Men det lykkedes til sidst med penge fra Fuglsang. Man startede med en kapital på 131.000 mark.
Werther, der selv var hovedaktionær, var nu en ældre mand og tilmed noget svagelig. Han solgte derfor sin aktiepost til W. Neven, der på dette tidspunkt var brygmester på Victoria Bryggeriet.
Bryggeriet, der allerede under Werthers ledelse var i god fremgang, øgede nu i de følgende år med W. Neven som direktør sin omsætning betydelig. Særlig i 1913 skete der store udvidelser.
Der blev bygget et nyt bryghus med fuldstændig nyt og moderne inventar, indlagt ny dampkedel, dampmaskine og køleanlæg. Der blev foretaget udvidelser af gær – og lagerkælder.
Man fik ikke mange råvarer
Denne udvidelse og om-forandring nåede lige at blive færdig til krigen udbrød i august 1914. I de bevægende krigsår gik det op og ned med bryggeriets drift, alt eftersom det lykkedes at få råvarer tildelt eller ikke. Der var god brug for alt øl, der kunne skaffes. Men råvarerne blev kun stillet til rådighed i meget små mængder. Derfor måtte øllets styrke sættes meget langt ned. Regeringen bestemte, hvor stærkt øllet måtte være. Det gjaldt om at få så mange hektoliter ud af brygmaterialet som muligt.
Pludselig kom den stærke øl fra Danmark
For den sønderjyske befolkning var det kun tale om Ersatz. Man længtes efter den kraftige danske øl. Og lige så snart indlemmelsen fandt sted, sendtes der masser af øl til Sønderjylland. Denne konkurrence kunne bryggeriet ikke hamle op med.
Ved indlemmelsen i Danmark i 1920 mistede bryggeriet også sin kundekreds syd for grænsen og måtte træde i likvidation. Ja bryggeriet havde mistet 60 pct. af sin kundekreds. I 1921 blev bryggeriet genoplivet under navnet Tønder Aktiebryggeri. Blandt initiativtagerne til dette var bryggeridirektør Neven, rådmand Bader, borgmester Olufsen, seminarielærer Claus Eskildsen, bankdirektør Andresen, gæstgiver Witzke, købmand Jens Peter Petersen og apoteker Toft. Alle disse fik enten plads i bestyrelsen eller i Tilsynsrådet.
Tørstige tøndringer blev opfordret til at støtte bryggeriet
Direktør for virksomheden blev P. Nielsen, der kom fra Nørresundby. Bryggeriet havde en kapacitet på 15.000 hektoliter, som man ville bruge til fremstilling af virksomhedens specialitet – pilsnerøl. Hertil kom husholdnings-øl, malt – og dobbeltøl samt mineralvand.
I annoncer blev det slået på, at de tørstende tøndringer skulle støtte den lokale industri. Det gjorde de sandelig også i den grad. I flere år gav det et pænt overskud, som udløste 5 % til aktionærerne. Men det var ikke nogen særlig betydning for beskæftigelsen i byen. I anden halvdel af 1920erne var der kun 10 ansatte.
Tønder Margarinefabrik
Det samme var tilfældet med Tønder Margarinefabrik, der var et barn af bryggeriet. For at udnytte den ledige plads i baghuset, blev dette udnyttet til Margarinefabrik. I oktober 1924 blev den forevist for den lokale presse.
En journalist fra Vestslesvigsk Tidende hæftede sig ved:
Bryggeriet lukkede i 1953
Efter en vanskelig start gik det fremad. I anden halvdel af 1920erne beskæftigede fabrikken 10 mand. På grund af krigen blev produktionen mere eller mindre indstillet og afløst af en beskeden sodavandsaftapning, der kunne klares af et par ansatte.
Tønder Aktiebryggeri lukkede i 1953 uden større dramatik og en æra var slut i Tønder som ølbrygger by.
Kvalitetsøl fra Victoria fik mange priser
Men se ude på Strucksalle boede vi lige over for et tidligere bryggeri. Det startede i 1888 som Tondernsche Victoriabrauerei, som en ny konkurrent til Actien Braueriei i Østergade. Victoria – øllet fik aldrig fodfæste på markederne i og uden for Tønder og Vestslesvig. Man kan så undre sig over det store antal værtshuse i Tønder.
Vi boede et par år lige over for. Det var nogle prominente borgere, der havde startet det. Og startkapitalen var på 150.000 mark. Man ville fremstille:
Og det var ikke noget galt med kvaliteten. Få måneder efter starten indkasserede man en førstepræmie på en udstilling i Hamborg. I 1892 blev det til en guldmedalje i Nice i Frankrig. Året efter blev det til en guldmedalje på en udstilling i London.
Bogholderens uduelighed?
Flere gange havde man forsøgt at fusionere med Aktie-bryggeriet.
I 1900 begyndte det at gå dårligt. Man sagde, at grunden til underskuddet på 250.000 mark var grundet ”Bogholderens uduelighed”. Men kan det nu passe? I 1903 gik det konkurs.
Victorias dødskamp havde strakt sig over 12 – 15 år.
Bürgerliches Brauhaus
Et konsortium af lokale købmænd i spidsen købte bygningerne og ændrede navnet til ”Bürgerliches Brauhaus. Det var Ernst Chr. Klüwe, der stod i spidsen. Prisen var 207.000 mark.
I starten af 1907 blev Victoria-bryggeriet atter solgt og to år senere tvangssolgt til bagermester Weidmann i Koburg for kun 106.000 mark. Man forsøgte også med forsøg med marmelade og konserves. Det gik bare ikke.
Eksisterede til 1914
Det eksisterede til 1914, hvor bryggeriet endelig gik nedenom og hjem.
Man skulle tro, at to bryggerier på en gang i den tid i landsdelens mindste købstad var mindst en for mange. Victoria havde i 1900 – 15 ansatte. Gennem det meste af tiden havde Victoria bryggeriet økonomiske problemer.
Derefter blev bygningen brugt til kornlager. En kort overgang var der også vandrehjem i en del af bygningerne.
Byggeriet blev i 1937 solgt til Karl Bachmann, Bachmanns Vandmølle. De ejede det indtil 1991, hvor det blev omdannet til boliger.
I dag ligger boligkomplekset Bryggergården på stedet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 4, 2024
Kolonister i Tønder Amt
549 personer var på vej. Rentekammeret havde udpeget pladserne. Slippe ud af et hærget land. De var lidt forstemte. De blev lovet en masse. De måtte ikke selv drive ko-drift eller sælge tørv. De anlagde haver. ”Lad dem ej komme til Jylland”. Planen var oprindelig at oprette 4.000 brug. Lokalbefolkningen var ikke begejstret. ”Urolige Hoveder blandt kolonisterne. Inspektører undersøgte kolonisternes dygtighed. Kolonier i Tønder Amt. Husene var endnu ikke bygget, da de ankom. Og de lovede dagpenge måtte de vente flere år på. Vi kigger på, hvordan et fæstebrev så ud. Årene bragte trængsler og savn. Planen var dårlig forberedt.
549 personer var på vej
Det var den 12. oktober 1762, at et stort vogntog bevægede sig fra Flensborg i nordvestlig retning mod Kravlund, som var det foreløbige mål. Her blev det gjort holdt. Her holdt tilsagte vogne fra Medelby, Stedesand, Ladelund, Burkal, Bylderup, Tinglev, Ravsted, Højst, Bjolderup og Uge viderebefordrede transporten til nævnte sogne.
Det var 157 familier bestående af 549 personer fra Sydtyskland. Jo det var indkaldte kolonister, som var udset til at påbegynde opdyrkning af hede-arealerne i Tønder Amt. De var nu undervejs til de kvarterer, hvor de midlertidig skulle underbringes.
Rentekammeret havde udpeget pladserne
Hen på eftersommeren havde man på foranledning af Rentekammeret udvalgt de pladser de pladser ”som Undersaatterne kunde undervære”. Disse ville man stille til rådighed for disse nybyggere.
Af en fortegnelse fremgik det, at man havde bestemt at anlægge:
Dengang tilhørte alle de nævnte områder Tønder Amt.
Sluppet ud fra et hærget land
Kolonister havde sikkert i første omgang åndet lettet op. Nu var de kommet til deres bestemmelsessted. De var undsluppet deres hærgede hjemland. Ikke mindst de fortumlede mødre, der efter flere ugers rejse havde måttet trøste de forkomne børn. Mange havde 5, 6 ja endda 7 børn med.
Men de var undsluppet deres hærgede hjemland, hvor krigen havde sat sine spor. Gennem seks år havde de været vidne til brand, rovtogter og andre ødelæggelser.
De var lidt forstemte
Da de så det sted, som de skulle dyrke, blev de forstemte. Der var intet hus og intet læ. Og jorden så ikke for godt ud. De kom fra Württemberg, Hessen og Pfalz. Her var vinranker og majs var en almindelig markfrugt. Men de havde fået mange løfter her oppe fra det høje nord.
De blev lovet en masse
Gennem opråb i Frankfurter Zeitung i april 1759 og en masse plakater var man blevet gjort opmærksom på det opdyrkningsarbejde, man havde påtænkt i Danmark. Bl.a. blev følgende stillet dem i udsigt:
Tilbuddet var meget fristende. Og de mundtlige tilsagn har sikkert været endnu bedre. En kolonist, som nåede hertil udtalte, at man havde lovet dem ”Kløver til Knæene”. Han tilføjede skuffet:
De måtte ikke drive ko-drift eller sælge tørv
Man måtte ikke sælge tørv eller drive ko-drift. Det blev straffet med fængsel. Kvinderne måtte derimod gerne væve og sælge deres produkter.
De anlagde haver
Til store forundring for de lokale anlagde kolonisterne hurtigt urtehaver ved husene. Her blev der dyrket kål og forskellige andre grøntsager, krydderurter og bær. Havebrug var ikke kendt på egnen. Men efterhånden tog de lokale ved lære.
”Lad dem ej komme til Jylland”
Tilstrømningen blev noget større end behovet. Efter at man havde fået anbragt de første transporter -i alt 265 familier med 961 personer på Randbøl – og Alheden, måtte man stoppe.
”For Guds skyld” udtalte en af Kommissionens medlemmer, da han erfarede at flere var på vej herop:
Planen var at oprette 4.000 brug
Det var så ved den lejlighed man henledte opmærksomheden på den uopdyrkede uudskiftede del af den slesvigske hede. Her skulle der begyndes i amterne Flensborg og Gottorp.
Det var en Dr. Erichsen fra Halle, en forhutlet person, der havde været fysikus i Bergen, der mente at have forstand på hedens karakter. Han skulle finde egnede pladser i Hertugdømmet. Han havde gjort et mislykket forsøg med oprettelsen af en fabrik, der skulle udvinde salpeter af tang og rådne fisk. Men det blev en stor fiasko.
Hans forslag gik ud på at oprette 4.000 nye brug, deriblandt 100 på heden omkring Egebæk-Broderup og desuden en snes stykker ved Gram og Bevtoft. Planen blev dog ikke fulgt. Senere blev der udarbejdet en ny for Tønder Amts vedkommende.
Lokalbefolkningen var ikke begejstret
Lokalbefolkningen var ikke begejstret for de nye indbyggere. I Indkvarteringslisten fra Medelby står følgende:
Der forekom også vold fra de lokale mod kolonisterne. Og eksempler på hærværk var der masser af.
”Urolige Hoveder” blandt kolonisterne
Samkvemmet kom ikke rigtig til at fungere. Blandt dem der kom, var der ”urolige hoveder” imellem. I marts 1763 blev der foretaget en udsondring, fordi der fandtes ”unyttige og ubrugelige folk” imellem de nye. Der var vinkelskrivere, parykmagere, møllere, uldkræmmere, bedagede enker og lignende ledige kvindepersoner, skrøbelige og forarmede, berygtede på grund af dovenskab og opsætsighed. Kort og godet, der var mange, der overhovedet ikke havde kendskab til landbrug.
Inspektørerne kontrollerede kolonisternes dygtighed
Man fik tilbudt enten at få fri tilbagerejse eller også at bosætte sig et andet sted i landet. Og de fik lovning på Kongens beskyttelse. Mange tog hjem igen eller udvandrede til den tyske koloni Sarepta ved Volga – mundingen.
Der kom inspektører rundt. De skulle kontrollere om kolonisterne var egnede og arbejdede for sagen. Det var da også dem, der blev sendt retur, fordi de ikke egnede sig til det. Dem der klarede sig bedst, fik foræret en bibel eller et pengebeløb.
Følgende kolonier i Tønder Amt
Resultatet blev derefter, at der i Tønder Amt oprettede følgende kolonier:
Frederiksgave:
Julianeborg:
Kristianshaab:
Og endelig Sofiedal med 20 i Eggebæk.
Husene var endnu ikke bygget
Nu er dette med forbehold. Vi har set andre optegnelser som ikke svarer til disse. Således var der 11 koloniststeder i Burkal Sogn. Der ar planlagt 24.
Men ak, det var langt fra lyserødt. Husene var ikke opførte. Ja byggematerialerne var ikke engang afhentet. Adskillige måtte den første sommer tage bolig i opkastede jordhytter.
De huse, der blev bygget, lignede slet ikke de lokale. Længden var på 42 fod og en bredde på 30 fod. To fag af 7 fod blev afsat til stue og kamre. De øvrige fire fag blev indrettet til stald og lo. Gavlen fik en stor port med en mindre dør ved hver side. På langsiden kom der også en dør.
Efter kolonisternes egen anvisning blev der ikke anbragt en skorsten men hvælvet kamin efter holstensk forbillede. Hvert brug havde ca. 20 tønder land.
Husene var ikke alle af samme kvalitet
I en liste fra 14. december 1763 optræder 10 bygmestre, heriblandt Lorent Paulsen fra Tønder. Han skal bygge i alt 9 huse. Nu var kvaliteten meget svingende både af hensyn til materialevalg og den håndværksmæssige udførelse. Mursten havde dårlig ler-kvalitet og dårlig brænding. De kunne ikke tåle vind, regn og frost. Tagene var ofte tækket med for tynd lag strå, så det regnede og blæste ind. Men efterhånden blev husenes kvalitet forbedret.
Et Fæstebrev
Et Fæstebrev havde følgende ordlyd:
Der var heller ikke købt nogen husdyr til kolonisterne. Udbetaling af rejsepenge kom først flere år efter ankomst, og da var de fleste allerede rejst igen. Riget fattedes penge.
Årene bragte trængsler og savn
Det var bestemt ikke nogen stor høst de fik. Det skyldtes den karrige jord, mangel på læ og på gødning. Årene bragte trængsler og savn.
Danskerne så med forundring på de nye indflyttere, der kunne leve af kartofler. Allerede den første vinter modtog en kolonist fire tønder.
Staten måtte stadig træde hjælpende til for at lindre deres kår. De fik ikke alene såsæd og brændsel. Men de fik også ordnet deres kirkelige forhold. I Abild Sogn skulle præsten enkelte dage holde tyske gudstjenester. I Burkal var det hver tredje søndag.
Disse bestemmelser fik dog næppe nogen betydning, eftersom de fleste kolonister drog bort og overlod deres ejendom til hjemlige folk. Hele kolonisationen gav et magert udbytte og bragte stort set ikke andet end skuffelser for staten.
Planen var dårlig forberedt
Planen var dårlig forberedt. Medarbejderne var samvittighedsløse. Valget af de sydtyske bønder var måske ikke det mest smarte. Mange af dem var slet ikke landbrugskyndige.
De fleste kolonister var kommet i 1762
Men på egnen er der stadig efterkommere af disse kolonister. Jeg kender således to af dem. Ja de kaldes godt nok også for kartoffeltyskere. Men det var ikke dem, der kom med kartoflen til Danmark. Det var Huguenotterne fra Fredericia
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 26, 2024
Den stakkels bøddel fra Tønder
Det var Store Bededag den 10. maj 1683. Ribe- og Flensborg-bødlen havde bestemt sig for i Tønder at give deres fjende, Tønder – bødlen, Hans Gelzer en afstraffelse. I artiklen får vi enkens fremstilling af episoden. Det mærkelige er, at den myrdedes far gav de to mordere husly. De to mordere havde ikke ”tid” til at møde op i retten. Mon de overhovedet nogensinde blev dømt? Ingen Tønder-borgere ville bære liget. Han skulle begraves enten tidlig om morgenen eller sen aften. Liget gik i forrådnelse – efter et halvt år var det endnu ikke fjernet. Heller ikke trusler hjalp. Hertugen ønskede ikke mere besvær med sagen. Heller ikke den hemmelige begravelse kunne gennemføres. En lignende sag i 1698. Bøddelarbejde var uærligt. Men bødlen udførte et vigtigt stykke arbejde. Fjernelse af kadaver. En tyv blev udsat for tortur mange gange – det kan vi se på regningen.
Store Bededag den 10. maj 1683
Denne hændelse er nok nævnt i mange historiebøger. Det var Store Bededag den 10. maj 1683. Det var noget, der satte sindene i kog i Tønder. Men det der fulgte, var også noget, man ikke glemte så let.
Tønders bøddel og mester hugget ned
I den lille by i marsken blev Tønders bøddel og mester, Hans Gelzer dræbt ved pistolskud af sine to kollegaer: Viedt Jeltzer fra Ribe og Johan Friedrich Schermesser fra Flensborg. Et fyldigt referat er leveret af den dræbte bøddels sørgende enke Anna Catharina. Hun beskrev hændelsen sammen med Ebberhard Asthusen, Hans Gelzers efterfølger den 20. september 1683 over for borgmestre og råd.
Enkens fremstilling
Man kan vel ikke fortænke enken, at det var en ret ensidig fremstilling af drabet:
Den myrdedes far gav morderne husly
Men hvorfor havde den myrdedes far givet de to husly? Han havde også overværet drabet. Ifølge dokumenter skulle han også have hjulpet Flensborg – bødlen bort fra byen så han kunne unddrage sig Tønder bys straf.
Den myrdedes far sad en halv snes dage i arrest. Så blev han løsladt mod kaution og løfte om at møde i retten i retten under sagens behandling.
Morderne havde ikke tid til at komme i Retten
Det lykkedes også for Ribe-bødlen at flygte. Borgmestre og Råd forsøgte nu at få de to drabsmænd til at give møde for retten i byen. Begge blev indstævnet til at give møde den 12. november 1683. Begge beklagede at de ikke kunne give møde for retten i byen.
Ribe-bødlen havde været bortrejst. Den 1. november meddeler han Rådet, at det vil gå lang tid inden han kunne møde op. I sin skrivelse beklager han, at han af den nye bøddel i Tønder, mester Eberhard Asthausen var blevet truet på livet. Forholdet mellem Tønders nye bøddel og Ribe – bødlen havde åbenbart heller ikke været det bedste.
Viet Jeltzer bedyrer, at han var uskyldig. Også Flensborg-bødlen, Johan Friedrich Schermesser beklager, at han ikke kan give møde i Tønder den 12. november. Også han fortæller, at det vil gå lang tid, før han kunne møde op.
Blev de nogensinde dømt?
Om de to bødler nogensinde har givet møde i Tønder, vides ikke. Og for den sags skyld om de nogensinde er kommet til at gøre regnskab for deres udåd for en juridisk domstol. Men vores historie er nu langt fra slut.
Ingen Tønder – borgere ville bære liget
Det var absolut ingen, der ville bære den myrdedes lig til graven i det nordvestre hjørne af kirkegården op mod den gamle latinskole. Det begyndte med at provst Stephan Kenchel søndagen efter drabet for en forsamling i overdrevne vendinger skildrede udåden. Han nøjedes ikke med at dadle drabsmændene – også den myrdede fik et særdeles slet skudsmål og eftermæle. Han havde ført et gudløst og foragteligt levned.
Han skulle begraves enten morgen eller aften
Ved samråd mellem provst og råd bestemtes derfor, at bødlen ikke skulle have en almindelig hæderlig begravelse, men han skulle begraves enten morgen eller aften. Og så måtte der kun ringes med den lille klokke. Hermed var bolden givet op.
Da borgerskabet erfarer borgerskabets og provstens beslutning, kan ingen formås til at bære liget til graven. Ikke engang de ringeste daglejere ville bære. Hverken overtalelse, trusler om bøder, fængsling eller forvisning fra byen kunne få folk på andre tanker. Nogle sagde endog, at de hellere ville miste hovedet end bære liget i graven.
Liget gik i forrådnelse
Liget gik efterhånden i forrådnelse og udsendte en ulidelig stank. Rådet henvendte sig til hertug Christian Albrecht. For at han kunne give råd og befaling mht. hvordan man skulle opføre sig over for det genstridige borgerskab. Hertugen kan dog ikke give andet svar end at de genstridige borgere, som Rådet er udpeget til at udføre lig-bæringen, skal tvinges ved tvangsforanstaltninger. Men heller ikke hertugens ordre gør indtryk på de brave Tønder – borgere.
Heller ikke trusler hjalp
Rådet havde stævnet 40 af de ringeste skatteborgere og daglejere, men deraf havde kun de 24 givet møde. Rådets formaning til dem om at påtvinge sig lig-bæringen var uden virkning. Borgerne var blevet endnu mere genstridige. Selv trusler om fængsel på vand og brød ignorerede de.
Også provsten havde på rådhuset forsøgt at tale dem til rette. Han havde forklaret dem, at der kunne lægges dem noget uanstændigt eller urent til last og havde til sidst for Guds skyld bedt dem om at afstå fra deres stædighed. Man havde også forsøgt at afgøre det hele ved lodtrækning. Man havde tilbudt at den førende borgmester ville berøre kisten.
Tønder var fuld af fremmede ryttere så man kunne ikke bare straffe byens borgere, der var udsat for andre ubehageligheder. Man henstillede så til hertugen, om sagen kunne ordnes på den måde at enken blev bevæget til ved nattetid og hemmeligt at begrave manden.
Hertugen ønskede ikke mere besvær med sagen
Brevet til hertugen krydses imidlertid af en ny ordre til Rådet. Bødlens venner havde nemlig klaget over at begravelsen endnu ikke havde fundet sted. Vanskelighederne skulle overvindes og Hertugen ønskede ikke mere at blive besværet med sagen.
Men han besvarer dog alligevel Rådets sidste brev. Han befaler at de genstridige skulle straffes. Rådets forslag om, at enken skulle lade begravelsen udføre ved nattetid billiges. Det blev pålagt Rådet at yde hende al mulig bistand herved. Denne fremgangsmåde måtte og ikke komme fremtidige skarprettere til nogen skade.
Heller ikke den hemmelige begravelse kunne gennemføres
Men ak, heller ikke dette kunne gennemføres. Det kunne ikke skaffes mandskab nok til den hemmelige begravelse. Nu henvendte borgmesteren sig til land-og gehejmeråd Joachim von Ahlefeldt. De berettede at de genstridige borgere havde været i fængsel, hvorved de fleste var kommet på andre tanker og havde erklæret sig villig til at gå med til lodtrækning, hvorefter de var blevet løsladt. Men ak tre skoflikkere falder igen fra.
Rådet mente nu, at disse skulle udvises af byen. Ahlefeldt ville ikke indlandes i sagen men han mente dog, at det var lige hårdt nok at udvise dem.
Efter et halvt år, var liget endnu ikke flyttet
Om man fik nogen til at begrave liget, vides ikke. Men faktum var, at efter et halvt år var liget endnu ikke blevet begravet.
En lignende sag i 1698
I 1698 opstod en lignende sag. Det var denne gang bødlens medhjælper, man ikke kunne få båret til graven. For at ligbærerne ikke bagefter skulle kunne dadles af det øvrige borgerskab, havde de for at medvirke ved begravelsen stillet den betingelse, at rådet og de deputerede borgere først skulle berøre og løfte kisten.
I et brev til hertugen klagede Rådet over, at hverken trusler eller gode ord har kunnet holde dem fra denne beslutning. De spurgte nu, hvordan de skulle forholde sig.
Bøddelarbejde var uærligt
Hertugens svar gik ud på at natvægtere, fattigfogeder og deslige folk skal tvinge il at bære liget til graven. På grund af fugtskadede dokumenter, har det ikke været muligt at finde mere om denne sag. Men så viser sagen vel hvor meget foragt, der vises over for bødlen og hans håndværk.
Bødlen udførte et vigtigt arbejde
Bøddelarbejde var uærligt arbejde. Havde man for intimt samarbejde med bødlen og hans medarbejdere blev man selv uærlig. Og dog var bødlen en vigtig og uundværlig person i det gamle bysamfund. Hans arbejde bestod nemlig ikke blot i at torturere og henrette. Han var også byens rakker.
Et indblik i hans arbejdsområder får vi bedt ved at kigge i det reglement af 1686, som den myrdede Hans Geltzers efterfølger mester Eberhard Asthusen havde at rette sig efter. Det hedder heri, at han skal:
Fjernelse af kadaver
Fjernelse af kadaver var urent arbejde. Derfor måtte disse enten blive liggende i gaderne til de var fortæret af hunde eller katte, eller bødlen havde skaffet dem af vejen. For store dyr som heste køer og stude, som bødlen bringer uden for byen med eget køretøj, får han tre mark, hvortil kommer at må beholde hestehuderne, mens de andre tilhører ejerne. For en kalv tilkommer der ham 1 mark. Og får en hund, kat eller gris 6 skilling.
Han fik afgifter af alle køretøjer, der kom på markedspladsen. I fast løn fik han 40 mk. årligt af byen samt fri bolig ved Østerport.
Fra hvert stavnhus fik han årligt 4 skilling og af hver bod 2 skilling. I reglementet står der, at han skal betale sine medarbejdere en ordentlig løn. Han måtte hellere ikke tage mere for sit arbejde end den faste takst. Det blev nu ikke altid overholdt.
En tyv udsat for tortur mange gange
I 1690 blev således Niels Nielsen Hovkarl fra Vejle arresteret mistænkt for tyveri, men han nægtede hårdnakket. Eberhard Asthusen fik ham derefter til behandling på pinebænken. Nu havde han pludselig begået en masse forbrydelser. Han måtte lade sit liv for bødlens sværd ude ved retterstedet.
Bødlens bevarede regning viser, hvor ofte den stakkels tyveknægt var blevet pint, inden retten følte sg overbevist om hans skyld og viser, at blot fire år efter reglementets udstedelse har mestermanden kunne sætte sine priser i vejret.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 19, 2024
Da præsten fra Møgeltønder blev brændt
En vandrehistorie fra Østerby. Den sande historie. Faderen var bange for varslet. Laurids kone besluttede sig for hævn. Datteren flygtede til Norge. Et Kongebrev til Albert Skeel i Ribe. Mølleren fra Lindskov Mølle havde også været der. Peter Ostenfeldt måtte betale enorm bøde. Præsten blev brændt på bålet. Kone og datter blev halshugget. Sagnet om de to præster. Laurids Thomsen går igen. Hr. Peder kom også voldeligt af dage. Præstesønnen fik også en bøde. Lensmanden kunne kræve 10 pct. Præstekonen, der nedkom 11 måneder for tidligt. Kun 30 Rigsdaler for et mord. Og så var det ham, der måtte betale fordi hans kone havde været i slåskamp.
En vandrehistorie fra Østerby
En gammel anekdote eller vandrehistorie opstod i Østerby i Daler Sogn: Historien lyder således:
Sandheden er at, der ikke findes noget vers, der således dannerforfatterens navn. Og den omtalte præst har ikke været præst i Møgeltønder.
Den sande historie
Men som i mange vandrehistorier er der en lille sandhed i mange af disse. Denne vandrehistorie peger på præsten Laurids Thomsen, som blev brændt i 1614.
Laurids Thomsen skal være født på en stor bondegård i den sydligste spids af Østerby i Daler Sogn. Da han var fire år gammel, faldt han i en brønd ude i laden. Pigen så det, løb ind og råbte om hjælp. Man sad lige og spiste middag.
Da tjenestekarlen – en nørrejyde – særlig blev bedt om at ile til hjælp, svarede han:
Først to dage efter lykkedes det at få drengen op.
Faderen var bange for varslet
Man opfattede tildragelsen som et varsel om stor lykke eller stor ulykke for drengen. Faderen synes at have anet ulykke, idet han lod ham studere, for således at føre ham i de mere lykkeliges stand og derved afværge ulykke. Han blev da også præst og kom i 1568 ved hjælp af Bendix Rantzau på Møgeltønderhus som præst i Møgeltønder.
Hans kone besluttede sig for hævn
Han skildres som en begavet med streng prædikant og et retskaffent menneske. Men hans hustru Margrethe, som muligvis havde været gift før var drikfældig og løsagtig. Da han ofte bebrejdede hende dette liv, besluttede hun sig for en hævn.
Efter flere forgæves forsøg lykkedes det hende at få manden drukket fra sans og samling i fynsk mjød og lægge ham i seng til deres fælles datter i den vante ægteseng. Hun foregav at gå i datterens seng. Men hun gik nol ud til karlen.
Datteren flygtede til Norge
Datteren var hendes villige hjælper til fuldbyrdelse af blodskammen. Derefter rejste hun straks til Norge. Sagen blev først kendt ved et brev fra datteren til faderen, der faldt i myndighedernes hænder. Navnet Thomsen kunne læses, men titel og fornavn ikke. Brevet blev åbnet af en anden Thomsen i Møgeltønder nemlig birkeskriver Thomsen, der tillige var kirkeværge. Gad godt nok at vide om det var bevidst, at adressen var utydelig.
Et Kongebrev til Albert Skeel i Ribe
Laurids Thomsen forbrydelse var af alvorlig karakter. Herom hedder det i et kongebrev til Albert Skeel i Ribe, at kongen havde erfaret, at der til daglig i Møgeltønder præstegård føres et meget uskikkeligt levned med horeri og drukkenskab. Det formenes at præsten har bedrevet hor med sin egen datter, der imidlertid har fundet udvej til at gøre sig usynlig og man har ikke kunnet opsøge hende.
For sådanne grove laster og slig kættersk bedrift kan blive straffet til advarende eksempel for andre, pålægger kongen Albert Skeel med det allerførste, gøre sin flid for at få ham og hans hustru, fængsle dem og give dem tilhold om at skaffe deres datter til stede.
Lensmanden skal med flid lade anstille undersøgelser vedrørende deres grove forargelige gerninger og bedrifter, så han efter sagen er klart belyst, kan lade dem tiltale og forfølge ved lovlig proces og rettergang.
Ved sine undersøgelser må Albert Skeel have fundet meget vægtigt materiale mod præstefamilien, og ikke nok med at denne familie blev ramt af lovens hånd.
Mølleren fra Lindskov havde også været der
Også andre, der rangerede meget højt i bondesamfundet havde på det alvorligste forsyndet sig mod landets og velanstændighedens love. Det gælder således Lindskov – mølleren, Niels Andersen, om hvem der siges, at han af hr. Laurids kone i Møgeltønder blev angivet også at have haft med hende at gøre, til trods for at han var gift. Det var nu ikke kun mølleren, der var en kær gæst i præstegården. Mølleren måtte i bod betale halvdelen af det, som han ejede.
Peter Ostenfeldt måtte betale en enorm bøde
Således måtte Peder Ostenfeldt, en borger i Viborg betale 500 Rigsdaler i bøde for at pleje omgang med Hr. Laurids kone, mens han tjente på Møgeltønderhus. Nu mente lensmanden at disse penge ikke kunne komme i kongens lomme, men måtte tilkomme ham. Da ”forbrydelsen” foregik, var Peder Ostenfeld i hans tjeneste.
Jo Peder Ostenfeld måtte bøde ca. 45 okser for sin letsindighed. Det var en enorm bøde, men hans liv var reddet.
Præsten blev brændt på bålet
Præsten og hans kone blev nu fængslet på Møgeltønderhus. Datteren blev lokket hjem under en forsikring om, at hun ikke havde noget at frygte. En retssag endte med at alle blev dømt.
Åbenbart skulle præsten have fået en kongelig benådning. Men den holdt Lensmanden tilbage. Præsten blev bundet til en stige og brændt på en af de græsmarker, der lå i nærheden af skolen, hvor nu Møllevejen går. Han rejste sig trods stærke bånd tre gange, inden han døde eller stigen rejste sig med ham tre gange – et sikkert tegn på uskyld.
Kone og datter halshugges
De to kvinder blev halshuggede efter overleveringen på den nuværende ”Stjernen” og derefter lagt på Hjul og stejle.
De to præster
Henrettelsen af præsten og hans familie efterlod et stærkt indtryk i sognet. Sagnet har spundet videre på begivenheden, Det fortælles, at to præster fulgte ham til retterstedet. Den ene forærede ham sin kæp, den anden en citron. De blev begge to fyret inden året var omme på grund af ”grove forseelser”.
Laurids Thomsen går igen
Desuden skulle tre mennesker en aften omkring 1800 have set den omtalte præst gå med en lygte i hånden, idet han kom forbi dem. De skulle åbenbart kunne kende ham ca. 200 år efter (!):
Andre fortæller, at han pludselig forsvandt, idet de nævnte hans navn.
Hr. Peder kom også voldeligt af dage
Men se Laurids Thomsen er ikke den eneste Møgeltønder – Præst, der er kommet voldeligt af dage.
Benedikt Rantzau på Møgeltønderhus førte gennem flere år en retsstrid med ærkedegnen i Ribe angående det såkaldte Kapellanhus, der indtil 1900 lå ved kirken, lige nord for præstegården. I et Tingsvidne fra 22. april 1591 udtaler en gammel kone i denne anledning:
Andre fortæller at kirkens kalk og disk blev stjålet. Da man så opdagede dette blev Hr. Peter slået ihjel for man mistænkte ham. Men Hr. Peters bohave blev i samarbejde med arvingerne bortsolgt. Og for det indbragte beløb havde Detlef von Ahlefeldt købt nyt kalk og disk til kirken.
Præstesønnen fik en bøde
Præstesønner ser vi også på ”forbryderlisterne”. Således har Hr. Peders søn i Daler måtte betale en bøde på 30 Rigsdaler fordi han havde deltaget i grove optøjer i Anne Mourskones gård i Daler. Slagsmål og knivstikkeri var almindelige dengang.
Lensmanden kunne kræve 10 pct.
Der findes såkaldte sagefaldslister. Det er lister over bøder, der blev opkrævet af lensmanden eller hans foged. Ikke blot selve bødens størrelse er angivet. Det stod også, hvordan de skulle betales. Og lensmanden var altid interesseret i, at bøderne blev så høje som mulig. Grunden til dette var, at han havde ret til 10 pct.
Præstekonen nedkom 11 uger for tidligt
Og når vi nu er ved præster. Så kan det nævnes at Møgeltønder-præsten Bagge Petersens hustru var nedkommet 11 uger for tidligt, for hvilken grove forseelse han egentlig skulle være straffet for. Men kongen bestemte i stedet, at han ville nøjes med at tvangsforflytte ham til et andet embede. Året efter får præsten på sognebørnenes forbøn lov til at blive i sit kald mod at han til hospitalet i Ribe betaler 50 Rigsdaler.
Kun 30 Rigsdaler for et mord
Besvangring af en trolovet så myndighederne på med milde øjne. Man kunne slippe med et par Rigsdaler. Men var den ene af parterne derimod gift eller var synderne nært beslægtede, vankede der klækkelige bøder. Broder Sonnichsen ved Aaen har betalt 120 Rigsdaler for lidt adspredelse i den ægteskabelige ensformighed i 1649/1650. Og i 1655 har to mænd fra Lindskov betalt 150 rigsdaler for lejermål med personer, med hvem de var beslægtet i 2. og 3. led.
I 1613-14 har Niels Møller måttet bøde 80 Rigsdaler for at have ”beligget” sin tjenestekvinde.
Hans Christensen i Rejsby – Ballum kunne nøjes med at betale 30 Rigsdaler for at have stukket en fiskerkarl på Rømø, så denne døde.
Måtte betale bøde, fordi konen var i slåskamp
Folk blev dømt, fordi dr havde gravet tørv tredje Pinsedag. Det samme gjaldt for kromændene, der solgte brændevin og øl i kirketiden. Og Laurids Christensen i Gerup måtte betale en bøde, fordi hans kone havde været i slagsmål med en anden om ”en liden stol i kirken”
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 16, 2024
Tre prominente personer fra Tønder
Tre mennesker havde noget til fælles. En betydningsfuld familie. Udnævnt til amtmand i Tønder. Schrader blev pietismens fører i Tønder. Enevold Ewald fra Øster Højst. Christian den Sjettes rådgiver. Schrader opdagede bedrageri. Strucks svigersøn havde begået bedrageri. Schrader forstod det danske modersmåls betydning. Samuel Reimarus ville have militæret til hjælp og tvinge Emmerske – borgerne i kirke. Brorson blev tredje præst. Dansk og tysk kultur blev forenet. Indsamling blandt de mest velstående borgere i Tønder. Brorson forlod Tønder i 1737.
Tre mennesker havde noget til fælles
Vi skal møde tre personer fra Tønder, der havde noget til fælles. Og vi har skrevet om dem tidligere. Men her vil vi forsøge at føre dem sammen. De tre er Holstein, Schrader og Brorson. Ja Holstein har aldrig fået opkaldt em gade, vej eller plads efter sig i Tønder, men de har de to andre. De tre endte også at være sammen om et projekt i Emmerske.
En betydningsfuld familie
Johan Georg Holstein havde været Frederik den Fjerdes page. Han blev også senere kongens svoger, da han blev gift med en stift søster til Anne Sophie Reventlow. I 1708 blev han lensgreve til Holsteinborg og 1721 blev han rigets storkansler og som sådan havde han både det danske og det tyske kancelli under sig.
Også Johann Georg von Holstein blev knyttet til hoffet. Han blev kammerjunker hos Christian den Femtes søn, prins Carl. Få år senere blev han kammerjunker hos selve kongen og i 1693 hovmester hos prins Carl. Senere blev han hovmester hos kronprins Christian. Holstein blev således opdrager for den senere konge, Christian den Sjette. Ja han blev også kaldt for ”den fromme konge”. Holstein var faldet for den pietistiske vækkelse.
Han efterlod ved sin død bl.a. 9 af sine slev forfattede bønner. Hans søn, Greve Johan Ludwig von Holstein lod disse trykke i 20 eksemplarer under titlen:
Udnævnt til amtmand i Tønder
I året 1712 var Holstein udnævnt til medlem af det kongelige konseil og var nu kongens minister. Året efter blev han tillige amtmand i Tønder. Da kongen i 1714 oprettede Missionskollegiet, blev Holstein formand for denne og beholdt denne stilling indtil sin død. Som kongens minister spillede han også en vigtig rolle. Peter den Store hadede ham af et godt hjerte.
Indirekte fik Holstein stor indflydelse som beskytter for to betydelige mænd, der begge virkede som huslærere i hans hus. Den første var Johann Hermann Schrader. Den anden var Andreas Højer, præstesøn fra Karlum, grundlægger af dansk lovkyndighed. Til brug for undervisningen i Holsteins Hus skrev han sin:
Johann Georg von Holstein banede vejen via sin indflydelse for Andreas Højer men også for Johann Hermann Schrader, der er født i Hamborg. Hans far var klejnsmed men døde allerede inden drengen var et år gammel. Moderen gav ham en omhyggelig opdragelse. 1703 kom han på Rostocks Universitet. 1703 blev han huslærer i Georg von Holsteins Hus i København og 1713 blev han på Holsteins anbefaling lærer for Frederik den Fjerdes syvårige datter, prinsesse Charlotte Amalie. Og det gjorde han indtil det 16. år.
Schrader blev pietismens fører i Tønder
I 1727 døde provst Samuel Reimarus i Tønder og den tønderske amtmand Johann Georg von Holstein straks klar over, hvem der skulle være hans efterfølger. I 1728 kom Schrader som førstepræst og provst til Tønder. Dermed fik pietismen her på egnen sin store og stærke fører
Pietismen fik meget tidligt fodfæste i Tønder. Herfra erobrede den Danmark. Kun 20 år efter at et Vajsenhus i Halle blev oprettet, stiftede den rige kniplingskræmmer Peter Struck et Vajsenhus i Tønder. Unge præstesønner fra omegnen havde allerede skabt åndeligt røre, inden Schrader kom hertil.
Enevold Ewald fra Øster Højst
Den første var den store vækkelsesprædikant Enevold Evald, søn af præsten Niels Enevoldsen (Ewald) i Højst og hans hustru Mette Magdalena Prætorius, hvis forfædre i flere led havde siddet som præster i Højst. Som student i Halle kom Enevold Ewald stærkt ind under Pietismes indflydelse. Da han kom hjem, var han den første forkynder af den pietistiske kristendomsopfattelse. Enevold Ewald udgav talrige skrifter.
I 1727 blev han kaldt til København som lærer og snart som præst i det nyoprettede Vajsenhus.
Et år efter var det Schrader, der var den ubestridte leder af pietismen. Han var en stærk personlighed og meget veltalende. Han kunne også godt gennemskue pietismens skyggesider.
Christian den Sjettes kirkelige rådgiver
Indtil sin død var provst Schrader Christian den Sjettes rådgiver i alle kirkelige spørgsmål. Han kom også til at tage en førerstilling i Hertugdømmernes præstestand. Han var en flittig forfatter og han fik også betydning som salmedigter. I 1731 kom Tønder – Salmebogen. Det var en meget stor salmebog, der indeholdt ikke mindre end 1.157 salmer.
23 af disse salmer havde Schrader selv skrevet. På grundlag heraf lavede han også udkast til en almindelig tysk salmebog for Hertugdømmerne. Hans alt for tidlige død hindrede ham i at gøre dette arbejde færdigt.
Schrader opdagede bedrageri
Schraders store arbejdskraft kunne mærkes på mange områder. Bedehuset i Emmerske og Vajsenhuset i Tønder skyldes hans store arbejde.
Vi kender efterhånden historien om at den rige kniplingskræmmer Peter Struck og hans hustru Beate i 1712 i deres testamente havde skænket 91 demat marsk-jord i Frederikskog til oprettelse af et Vajsenhus i Tønder. Indtægterne fra disse jorder skulle til evige tider give 12 Vajsenhusdrenge underhold og opdragelse og desuden skulle disse midler tjene til at undervise fattige børn i Tønder, Aabenraa, Hellevad og i de 5 sogne i Vidding Herred.
Struck og hustru døde i 1713, men svigersønnen holdt testamentet hemmeligt og udleverede ikke jordene. I 1722 solgtes endog 22 demat af de testamenterede jorder til inspektør Sønke Nissen på Frismark.
Strucks svigersøn var en bedrager
Ved et tilfælde kom bedrageriet for dagens lys. Det fortælles således. Da provst Schrader havde fået sin udnævnelse til Tønder mødte han i Hamborg en mand, der tidligere havde boet i Tønder og der havde været testamentsvidne ved Strucks testamente. Han fortalte ham, at der måtte være et Vajsenhus i Tønder.
Da provsten i nogen tid havde været i Tønder, kom han i tanke om denne samtale, og da der intet Vajsenhus fandtes begyndte han efterforskninger, hvorved bedrageriet blev opdaget. Strucks svigersøn måtte udlevere jordene og i rede penge både købesummen for de solgte fenner og overskuddene fra de mange år, i alt foruden jordene en kapital på 18.875 Rigsdaler. Nu kunne man slå to fluer med et smæk. I mellemtiden var nemlig det gamle hospital gået op i luer i den store ildebrand den 16. oktober 1725. Den lå i ruiner. I 1731 blev hospitalet genrejst og der blev efter stifterens ønske opført en tilbygning til Vajsenhuset.
Schrader forstod betydningen af det danske modersmål
Og så kunne Provst Schrader godt forstå, at det danske modersmål var klemt. I det dansktalende Tønder Landsogn mistede de deres kirke. Man skulle nu bruge byens kirke med det tyske sprog.
Da Reformationen kom, lå der tre kirker inde i Tønder By. I Vestergade havde Gråbrødrene deres fruekirke, lige over for lå Tønder Landsogns kirke viet til Skt. Laurentius, tæt ved Torvet lå Tønder købstads kirke, naturligvis en Nikolajkirke.
Kort efter reformationen blev både Klosterkirken og Landsognets kirke fjernet. Nu skulle alle søge Nikolajkirken. Hertil blev langsognets beboere henvist til særlige stolestader. Man glemte ved denne ordning helt at tage hensyn til, at der i kirken kun prædikes tysk, mens landsognets sprog var dansk.
Samuel Reimarus ville have militæret til hjælp
Følgen blev at de Emmerske blev et ikke kristeligt folk. Provst Samuel Reimarus født i Pommern, skrev til Hertugen og bad ham om at sende soldater, der kunne drive Emmerske-borgerne i kirke. Om søndagen ville de hellere gå ud i Tørvemosen end i Guds Hus.
Brorson blev tredje Præst
Provst Schrader have ikke været længe i Tønder før han greb ind. Men det var på en helt anden måde. Han udvirkede gennem sin ven, amtmand von Holstein, at kongen oprettede embedet som ”Tredje og dansk præst i Tønder, særlig af hensyn til landsognet. Det blev den unge Hans Adolf Brorson, der blev den første ”tredje og danske præst” I Tønder.
På den måde kom Hans Adolf Brorson til Tønder. Her skrev han sine første og mest skønne salmer. Det har været et nært venskab og samarbejde mellem Schrader og Brorson. Måske har Brorson været medvirkende til udgivelsen af Tønder – salmebogen i 1731. I Tønder sang man som andre steder tyske salmer. Derfor skrev han ”i hast” 1731 ”Nogle Julesalmer, Gud til Ære og christne Sjæle, især sin elskelige Menighed til Opmuntring” De efterfulgtes snart af andre og Tønder blev på denne måde den nyere danske salmesangs fødested.
Dansk og tysk kultur blev forenet
I Schrader og Brorson mødtes for første gang dansk og tysk kultur i Tønder. Nu havde landsognet sin egen præst og sine egne salmer, Schrader sørgede også for, at det fik sit eget Guds Hus. Således opstod Nordslesvigs mest ejendommelige kirke – Bedehuset i Emmerske.
H.A. Brorson havde holdt sine søndags-eftermiddags-bedetimer i et lejet hus, der tilmed var uegnet og langt fra stort nok, da hans menighed i Emmerske voksede hurtigt. Samtidig viste det sig at Emmerske også trængte til en ny skole. Til opførelse af en skole stod allerede en kapital på 100 Rigsdaler til rådighed.
Indsamling blandt de mest velstående borgere i Tønder
Provst Schrader lovede desuden at foretage en indsamling hos de velstillede borgere i Tønder så ”Bedehuset”, der nu også blev til og både rummede landsognets kirke og skole ikke kom til at koste beboerne noget.
Antagelig er Bedehuset i Emmerske blevet rejst i 1730. Amtmand von Holstein og Provst Schrader var lige ivrige til at skaffe penge. Men indskriften på huset, som blev bygget for det danske modersmåls skyld, er alligevel på tysk:
Gottseligkeit für Alte und Junge, denen Eingefarrten zu Tondern gewiedmet,
und erbauet im Jahr Chriti 1730,
Om amtmanden nåede at se huset færdigt, vides ikke. Han døde anden juledag 1730. Hans efterfølger som amtmand blev hans søn Friedrich Wilhelm von Holstein.
Og så blev det aftalt, at Præsten skulle hentes og bringes hjem hver søndag. I 1858 blev huset renoveret.
Brorson forlod Tønder i 1737
I 1737 forlod Schraders ven, Hans Adolf Brorson Tønder og flyttede som stiftsprovst til Ribe. Samme år døde provst Schrader kun 53 år gammel. Andenpræsten Johann Joachim Arendts blev hans efterfølger
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 12, 2024
Provst Hjorts oplevelser i Tønder 1864
Denne historie foregår fra den 7. februar 1864 til den 25. marts 1864. Ballade i Tønder. Ikke mere politi i Tønder. Familien søgte tilflugt i præstegården i Skast. Ballademagerne havde fået udleveret en liste over danske embedsmænd i Tønder. Skummel stemning i Tønder. Tragisk dødsfald. ”Hvor vover De at komme her” Oprører på Torvet. Præsten ville ikke have oprørsflaget hængende. Sten mod pastorens vindue. Pastoren klagede til den østrigske kommandant. Nu blev oprørsflaget igen tilladt. De østrigske soldater blev straffet. Oprørerne havde truet med vold mod pastoren. De danske skoler startede igen. Amtmanden var let at gennemskue. Tysk blev indført i skolen. Provsten forlod Tønder for altid
Fra den 7. februar til 25. marts 1864
Vi har allerede et par beskrivelser om oplevelse i Tønder 1864. Her følger endnu en. For enden af artiklen bringer vi en artikel – liste. Det er særlig begivenhederne fra 7. februar til 25 marts 1864, som vi fokuserer på.
Pastor Hjort var en søn af den gamle provst i byen. Han var ikke engang 40 år, da han blev jaget bort af en politisk overmagt. Efter at være tvunget til at forlade præsten, blev han i 1865 sognepræst i Elmelunde på Møn indtil 1898. Her døde han 4. august 1899.
Ballade i Tønder
I Tønder blev der delt flyveblade ud efter Dannevirkes rømning. De danske embedsmænd frygtede for deres stilling. Ja også militæret og Gendarmeriet blev jaget væk. Og det var til dels borgerne i Tønder, der gjorde dette. Særlig den fattigste del af Tønders borgere var dansksindet.
Allerede den 6. februar var er gang i byen. Folk samlede sig i flokke og råbte og skreg. De sang også oprørssangen ”Schleswig-Holstein”. Men man kunne dog også høre ”Den Tapre Landsoldat” De følgende dage ankom en masse dansksindede syd fra, bl.a. Pastor Riis-Lowson fra Læk. En menneskemængde havde forsøgt at trænge ind i hans hus.
Det hed sig, at der var en fast plan at alle danske embedsmænd skulle fjernes med magt. Og der udbredte sig en panisk angst.
Søndag den 7. februar ankom en afdeling artillerister kom en afdeling artillerister med kanoner på tilbagetoget fra Frederiksstad nordpå gennem Tønder. De blev hilst velkommen af alle danskere. Ved afrejsen sluttede flere embedsmænd med familie sig til dem. Det gjorde Gendarmeriet og Politiet også.
Ikke mere politi i byen
Nu var der ikke mere Politi i byen. En sikkerhedskomite blev oprettet af borgere for at holde ordenen ved lige. Pastoren havde ikke mærket noget til ballademagerne i Tønder indtil da. Efter søndagsprædiken gik han om eftermiddagen ud til amtmanden. Men på vejen mødte han borgmester Holm.
Denne fortalte, at der havde dannet sig en gruppe, der ville beskytte familierne til de embedsmænd, der måtte forlade byen. Borgmesteren rådede provst Hjort til at forlade Tønder hurtigst muligt. Flere embedsmænd blandt andet herredsfogederne havde allerede forladt området.
Familien søgte tilflugt i præstegården i Skast
Hjort ville opsøge fysikus Ulrich, men denne var ikke hjemme. Senere blev fysikus stenet ud af Tønder. Mange af hans vinduer var blevet ødelagt. Læs vores to artikler om denne person.
Pastor Hjort ville ikke forlade sin familie. Han bestemte sig at tage ud til Skast præstegård. Her var den senere provst Benedikt Brammer præst. På vejen dertil i Højer mødte Hjorth en flok syngende ballademagere. Hjort mente at han kunne lade familien blive her, mens han selv vendte tilbage til embedet i Tønder.
Ballademagerne havde fået udleveret en liste over embedsmænd
Det hele skulle se ud som at embedsmændene selv var flygtet, mens borgerne var beskyttere. Men i virkeligheden var det borgerne, der jog embedsmændene ud. De havde en liste med navn og adresse.
Skummel stemning i Tønder
Det var pastor Hjort’ s hensigt at møde tilbage om tirsdagen. Men fysikus Ulrich havde sendt en stafet med et brev om hurtigst muligt at komme til Tønder. Mandag aften ankom Hjorth så til Tønder mellem 23 og 24. Det var fastelavnsmandag og byen stod på den anden ende. Hjorth kunne komme ind i din bolig. Da nøglen lå hos en mand i byen. Han tog i stedet ophold i Hulekærren. Det mest af natten var der ballade i byen.
Om tirsdagen hang der en skummel stemning over byen. Byen var bange for at ballademagerne ville overtage herredømmet over byen. Mange ville forlade byen men ingen turde køre for dem.
Hjorth mente at bagmændene i oprøret i Tønder var:
På Torvet var det dog apoteker Drøger der holdt hovedtalen, mens oprørsflaget hang ned fra kirketårnet.
Tragisk dødsfald
Det hele gjorde stort indtryk hos købmand Olufsens højfrugtsømmelige kone. Det var under hendes vinduer det hele foregik. Da det hele foregik, faldt hun i krampagtig gråd. Hun nedkom med et dødfødt barn. Hende selv døde nogen tid efter under store lidelser. Det hjalp heller ikke, at fysikus Ulrich ilede til hjælp.
”Hvor vover De at komme her”
Fra onsdag den 10. februar tog Hjort ophold i Møgeltønder for hurtig at kunne tiltræde sit embede. Torsdag den 11. februar tog han ind til Tønder. Her ekspederede han alle provst-sagerne. Ligeledes sendte han indbydelser ud til konfirmanderne til at møde den næste lørdag.
Han gik ind til andenpræsten – Pastor Carstens – som var den tysksindede præst for at afhente de sager, der var afleveret til ham. Han modtog Hjorth på den allerhøfligste måde. Men så kastede pastor Carstens sig på sofaen og lod Hjorth stå og sagde:
Hjort svarede at han ikke flygtede for en ”unavngiven pøbelhob”. Hvis en navngiven mand med magt og ”tog embedet på sit navn” så ville han vige for magten men ikke før. Han mindede også pastor Carstens om embedseden.
Oprørere på Torvet
Da Hjort kom tilbage til Møgeltønder, var der her forsamlet en del danske embedsmænd. Her hørte man også at det preussiske militær snart ville ankomme til Tønder. De ville ankomme i løbet af lørdag formiddag.
Lørdag morgen holdt de danske embedsmænd i Møgeltønder et møde, at de ville underkaste sig proklamationens betingelser.
Da Hjort lørdag formiddag kom kørende ind over Torvet i Tønder var det preussiske militær opstillet. Her var en stor forsamling af byens borgere opstillet. Så fik nogle af borgerne øje på Pastor Hjort. Der lød en frygtelig larm og råb:
Der blev kastet med snebolde mod vognen og man stimlede sammen omkring pastoren.
Pastor Hjort var overbevist om, at hvis ikke militæret havde været til stede, måtte han ikke have haft lov til at komme ud af vognen. Og så havde Tønders befolkning smidt ham ud af byen.
Den preussiske øverstbefalende red straks hen og skaffede orden. Og så råbte officeren, ar den første, der rørte ”manden” ville blive straffet.
Pastoren ville ikke have oprørsflaget hængende
Om lørdagen havde pastoren møde med sine konfirmander Fra lørdag den 13. havde Hjort uafbrudt ophold i Tønder med undtagelse af en dag, da han besøgte sin familie i Skast. Og søndag den 14. prædikede Hjort ikke, da dette ikke var bekendtgjort. Søndag morgen tog preusserne igen afsted.
Mandag morgen den 15. februar kom to mænd, tømrermester Kühn og Claus David og ville hejse oprørsflaget på pastorens private flagstang i hans have. Pastoren gik ud og bad dem straks forlade hans have. Han skar tovet over, så de ikke kunne hejse flaget.
For de nu ikke skulle om natten savede pastoren nu flagstangen over. Men fra pastor Carstens flagstang og mange andre steder hang oprørsflaget. Mandag eftermiddag kom en østrigsk indkvartering og et pat kompagnier ungarer.
Sten mod pastorens vindue
Til ”Intelligent-bladet” oplyste Hjort tirsdag aften at han den kommende søndag afholdt gudstjeneste. Onsdag aften mellem kl. 19 og 20 hørte pastoren en stærk larm oppe fra sit værelse. Der blev kastet sten mod hans vinduesskodder. Da han kom ned, var oprørsfanen hejst på en stang til stumpen af flagstangen. En kvinde havde set en østrigsk officer sammen med to borger hejse flaget.
En lille dreng havde set østrigske soldater vejledt af værtshusholder Poulsen kaste sten på pastorens vinduer. Senere havde pastoren set købmands Angel-Stein gå arm i arm med fordrukne officerer gå over Torvet til Rådhuset.
Pastoren klagede til den østrigske kommandant
Pastoren var straks ilet hen til kommandanten Hauptmann von Wenninger, som han traf i selskab ved tebordet. Han var meget imødekommende og sagde, at det som pastoren fortalte, ikke var noget som østriger gjorde. Det måtte have været andre som havde lånt deres klæder m.m. Han forhørte selv de vidner, som havde kontaktet pastoren.
Da pastoren spurgte, hvad han skulle gøre med oprørsfanen, svarede kommandanten at den skulle han tage ned og kaste ned. Pastoren lod den kaste ud på pladsen. Et kort øjeblik efter blæste kommandanten alarm. De skyldige blev udpeget og arresteret. Næste dag var alle faner forsvundet fra husene.
Nu blev oprørsflaget igen tilladt
Men så kom Civilkommisærens anordninger, der atter tillod fanevæsnet. Den østrigske officer skal være drukket fuld af borgerne, som havde væddet med ham om en hel flaske champagne, at han ikke turde rejse oprørsfanen hos pastoren. Sagen blev taget meget alvorligt. Officeren blev arresteret og efter nogle dages forløb kom brigadegeneralen Grev Gondrecourt selv til Tønder for at holde forhør. Det første han gjorde, var at forhøre pastoren.
De østrigske soldater blev straffet
Den østrigske officer blev degraderet til menig og hele mandskabet blev straffet. Kommandanten tilbød pastoren en sikkerhedsvagt. Men det afslog pastoren med at så længe han fungerede som præst var han under Guds beskyttelse.
Oprørerne havde truet med vold mod pastoren
Den 21. februar havde Pastor Hjort bebudet dansk prædiken. De tysksindede forsøgte med stor iver at få dette forhindret. Planen var, at de tysksindede ville synge oprørsvisen i stedet for salmer. Og så ville de med råb og magt få pastoren ned af prædikestolen.
Gudstjenesten blev gennemført uden problemer vel sagtens fordi der var en del østrigske soldater med. Efter hvad der blev fortalt, havde kommandanten en patrulje i beredskab, hvis noget skulle gå galt.
De danske skoler startede igen
Den 28. februar blev der afholdt konfirmation med 17 konfirmander og altergang. Kirken var stoppet af gæster. Også den 6. og den 20. marts var der masser af folk i kirken. Den 13. måtte pastor Hjort melde fra på grund af sygdom.
Den 25. februar hentede Hjort sin familie i Skast. Der kom stadig flere soldater, der skulle indkvarteres. Men så længe der var ungarer i byen, følte tøndringerne sig trygge og beskyttet. Pastoren lader også skolerne begynde igen.
Et par værtshusholdere havde taget del i oprøret. Det var Weber på Stadt Hamburg og Lohmann fra Storms Dansebod. De havde flere gange haft bønderne samlet for at lære dem at synge oprørssangen.
Amtmanden var let at gennemskue
Den ene embedsmand efter den anden blev erstattet. Først var det borgmester Holm så herredsfogederne og så amtmanden. Snart måtte det også være pastor Hjorts tur.
Et par timer efter, at amtmanden Grev Brockenhuus Schack var rejst, kom den ny amtmand etatsråd de Fontenay ud for at hilse på pastoren. Han var meget høflig men let at gennemskue.
Greven havde bedt Hjort om at snakke godt for amtstjeneren. Og det lovede pastor Hjort at gå videre med. Etatsråden lovede da også at beholde amtstjeneren. Men det første han gjorde om eftermiddagen var at fyre ham.
Tysk blev indført i skolerne
De østrigske tropper blev afløst af de prøjsiske – og det kunne mærkes i byen. De prøjsiske tropper sympatiserede med oprørerne i byen. Nu skulle der også undervises i tysk på skolerne i Tønder, men man bibeholdt 4 timer på dansk.
Provsten forlod Tønder
Provst Hjort havde allerede proklameret sine prædikerne i påskeugen. Men den 22. marts modtog han en skrivelse fra Civilkommissærerne, at han var fyret som provst og hovedpræst. Han skulle aflevere alle sine embedssager til Pastor Carstens, der var udset til hans efterfølger i begge embeder.
En time efter modtog han et brev fra pastor Carstens om det var belejligt om at aflevere arkiv, embedsbøger m.m. Dette blev afleveret samme dag.
Alt tøj fra embedsboligen blev afleveret hos en købmand i byen. Langfredag rejste pastor Hjort fra Tønder sammen med sin familie. Der var stor deltagelse fra den danske menighed. I omegnen gik oprørerne mere håndfast til værks.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 5, 2024
En politibetjent i Tønder
En kort audiens 1932. Et beskedent værelse på Strucksalle. Et hyggeligt pensionat på banegården. Kontrolsteder på Banegården – Møllehus og Sæd. Gammeldags lokum kun i absolut nødstilfælde. Grænsegendarmerne skulle holde sig udenfor. Det dansk – tyske forhold. Specialtilladelse. Paskontrollen på banegården. Uniformen var lang tid undervejs. Tre slags stempler. En brøler af betjenten. Et godt forhold til de tyske kollegaer. Betjenten kom med på ”100 mands-holdet”. Man talte ikke med SS-vagterne ved grænsen. Strengere bevogtning og nu bevæbnet. De tysksindede i Tønder blev frækkere, mente betjenten. Uniformsloven. Den berusede sømand. Statspolitichefen kunne ikke lide politimester Seidenfaden. Gendarmen kunne ikke følge med Paludan-Müller.
En kort audiens 1932
Det var i 1932 – En ny betjent var kommet til byen. Det var en meget kort audiens hos politimester Seidenfaden. Han fik besked om at henvende sig i paskontrollen på banegården. Det var her han indtil videre skulle forrette tjeneste.
Et beskedent værelse i Strucksalle
Lederen af paskontrollen var overbetjent Neisgaard. Han stammede fra Vendsyssel. Han var en uhyre rar mand, der bad en af de ældre at være behjælpelig med at finde et sted at bo til den nye unge betjent. Kollegaen var meget kendt i Tønder. Han henviste til enkefrue, fru Røhe i Strucksalle. Her fik han et beskedent værelse til en rimelig pris. Fru Røhe var krigsenke og havde været lærer.
Selv om hun tilhørte det tyske mindretal var hun en særdeles rar og venlig dame, bemærkede den unge betjent, der kom oppe fra landet. Hun havde to døtre boende hos sig. De gik begge i den tyske skole i Tønder. Ingen af dem, hverken moderen eller døtrene lod sig nogensinde mærke med deres politiske tilhørsforhold.
Et hyggeligt pensionat på Banegården
På banegården i Tønder var der bl.a. en slags pensionat i ventesalen, hvor den unge betjent spiste. Det var to venlige damer som var kommet til Tønder fra Thy, der drev restaurationen og dermed ”Pensionatet”. Her mødtes hver dag to toldassistenter, en lokomotivfører og den unge betjent. Det var hyggeligt at spise her. Her kom mange mennesker.
Banegården, Møllehus og Sæd
På dette tidspunkt var Tønders politistyrke delt i to afdelinger – nemlig styrken på politistationen og styrken ved paskontrollen. Et tilsvarende antal var på selve stationen.
Under paskontrollen hørte tre forskellige ”steder” nemlig:
På selve kontrolbygningen i Sæd boede Wind og Berthelsen. På fridage og ferieperioder blev de afløst af betjente fra Tønder, men ellers blev kontrollen i Sæd i det daglige passet af de to fastboende. Ud over de to betjente boede der også en toldbetjent i bygningen.
Gammeldags lokum kun til nødstilfælde
I ”Møllehusbro” fandtes der dengang kun en mindre træbygning. Der var ikke installeret elektricitet eller vand. Opvarmningen foregik fra en gammel kakkelovn. I en lille træbygning fandtes der brændsel samt i et hjørne et rigtig gammeldags ”lokum”, der kun blev benyttet i absolut trængende tilfælde.
Transporten derud foregik på cykel. Det var en lidt blandet fornøjelse på en vinterdag, men den unge betjent overlevede og ingen gjorde indsigelser over de ret primitive forhold. Ikke langt fra træbygningen i Møllehus lå en mindre toldbygning, hvor der boede en toldbetjent.
Grænsegendarmerne skulle holde sig udenfor
Ud over politi og told var det hele døgnet vagt af en grænsegendarm. Samarbejdet mellem de tre forskellige kategorier af tjenestemænd var fortrinligt. Grænsegendarmerne skulle hele tiden opholde sig udenfor. Det var dem på det strengeste forbudt at gå ind og få lidt varme. Der blev ret hyppigt foretaget kontrol af en grænsevagtmester.
Det dansk – tyske forhold
For en oppe fra landet var det lidt mærkeligt at se tosprogede skilte med gadenavne. Og så skulle man også vænne sig til, at der indimellem blev talt tysk på gaden. Man fik af kollegaer at vide, hvilke butikker, der var dansksindede og hvilke, der var tysksindede. Det var en selvfølge at man handlede i de dansksindede butikker.
Selv på skolebørnene kunne man se, hvem der gik i tysk skole. De gik nemlig næsten alle med en uniformskasket. Men ellers gik det uden gnidninger. Man tolererede hinanden. Tyskerne holdt til i Tonhalle, hvor danskerne ikke kom.
Speciel tilladelse
Adskillige større gårde, der lå lige i nærheden af grænsen, havde en del af jorden beliggende på den anden side af grænsen. Disse mennesker havde selvfølgelig en særlig form for tilladelse til at overskride grænsen. De havde deres egne overgange, som de – og kun de – måtte benytte uden særlig kontrol.
Paskontrollen på banegården
Paskontrollen på banegården foregik på den måde, at rejsende fra Tyskland – Niebøl – steg af toget og gik ind til toldkontrol. Fra toldvæsnets lokale skulle de rejsende derefter gennem politiets paskontrol og først derefter kunne de fortsætte enten på indkøbstur i byen eller med et dansk tog videre mod nord.
Uniformen var lang tid undervejs
Det gik temmelig lang tid, før man fik en uniform. Efter nogle dage kom der fra udrustningskontoret i København et måleskema. Med dette skulle man så henvende sig til en lokal skræddermester og få ham til at påføre skemaet de mål, hvorefter et firma i København skulle fremstille en uniform. Efter temmelig lang tid kom der en påbegyndt uniform, hvor den unge betjent så atter skulle henvende sig til skrædderen med. Han skulle rette den til, hvorefter den skulle returneres til København, hvor den så endelig blev syet færdig og sendt til den unge betjent. Det gik endnu længere tid inden der så kom en uniformshue.
Uniformen bar præg af, at den var beregnet for Sønderjylland. Således var huemærket et forgyldt rigsvåben. Samme rigsvåben fandtes på begge sider af den grønne krave. Knapperne var forsynet med tre løver og ni hjerter, alt sammen noget der havde med det sønderjyske at gøre. Fra udrustningskontoret fik den unge betjent tilsendt en brugt uniformskappe, en brugt cykel samt en regnfrakke og et par lædergamacher.
Efterhånden fik den unge betjent på fornemmelsen at han var politibetjent. Men politiskiltet blev først udleveret ved fastansættelsen.
Tre slags stempler
Efterhånden som man blev iklædt og havde udstået en vis læretid fik man udstået en vis læretid, ja så fik man betroet paskontrollen alene en gang imellem både på banegården og ved grænsen. På det tidspunkt var kontrollen temmelig effektiv. Der blev brugt meget tid på at efterse de rejsendes pas. Der var tre forskellige stempler. Nemlig et for indrejse og for udrejse og endelig et for afvist. Det sidste blev brugt meget sjældent.
Kom der en eller flere, der ikke var i besiddelse af penge og ikke på direkte forespørgsel kunne redegøre for deres ærinde, kunne man afvise dem. Det røde afviserstempel betød, at man så ikke bare kunne rejse et andet sted over grænsen. Stemplerne var forsynet med numre, som man skulle indføre i tjenestebogen, hvilket nummer man havde anvendt under vagten. Hvis det så var sket en fejl kunne man så finde frem til ”den skyldige”
En brøler fra betjenten
Vores unge betjent begik da også sin allerførste brøler, da han var på alene-vagt en aften på banegården. En tysk dame viste sit pas og hun fik indrejsestempel. Indvendig på omslaget af passet bemærkede han godt nok, at der var skrevet U.M.T. Derunder var så kriminalpolitiets stempel samt et journalnummer. Den unge betjent vidste ikke, hvad det betød.
Næste dag kom en af kollegaerne fra kriminalpolitiet ned på stationen. Han havde mødt den pågældende kvinde på en restaurant i Tønder. Han havde sørget for, at hun i ”stilhed” blev lempet over grænsen ved Sæd. De famøse tre bogstaver betød nemlig ”Udvist med Tilhold”. Kollegaen havde ordnet det hele ganske smertefrit. Den pågældende dame vidste udmærket, at hun ikke måtte rejse ind i Danmark. Hun havde sagt at det var en ganske ung betjent, der sad ved paskontrollen. Så kunne kollegaen godt regne ud, hvem synderen var. Kollegaen havde på sin egen måde sparet vores unge betjent for ubehageligheder.
På det tidspunkt hed stationslederen ved kriminalpolitiet K. Larsen, der gik under navnet ”den onde maler”. Han fik aldrig noget at vide om sagen.
Et godt forhold til de tyske kollegaer
Forholdet til kollegaerne på den tyske side var godt. Tyskerne kom ret ofte over til en hyggelig sludder. De fleste af de tyske tjenestemænd var i 50 – års alderen. Det skulle senere vise sig, at de absolut ikke var nazister.
Et hårdt job for en grænsegendarm
Gendarmerne patruljerede i nattens mulm og mørke langs selve landegrænsen. Det var ikke noget behageligt job. Selve vagten ved grænseovergangene kunne til nød gå an. Men turene ud langs grænsen ganske alene såvel dag som ved nat var ikke rare.
De havde altid fire timer ad gangen. Hvis f.eks. tjenesten begyndte kl. 12 middag, havde han tjeneste til klokken 16. Derefter gik han hjem men skulle igen møde klokken 24 til klokken 4 om morgenen. Gendarmen havde på denne måde faktisk ikke noget ud af dagen og heller ikke af natten, men således var det dengang.
Gendarmerichefen boede i Gråsten. Han kom en gang imellem på inspektion. Det var først Moltke, som imidlertid blev afløst af Paludan-Müller, der som bekendt skød sig selv i 1944 i kamp mod tyskerne foran sit hus. Vi har skrevet flere artikler om ham.
Betjenten kom med på ”100 mands-holdet”
Da Hitler kom til magten, medførte dette til forskellige forholdsregler på den danske side af grænsen. En ganske voldsom udvidelse af kriminalpolitiet blev der givet bevilling til. Det var det såkaldte ”100-mands hold”. Det kom til at bestå af yngre mænd fra hele landet.
Den oprindelige mening med dette var, at dette hold skulle kunne tilkaldes til steder eller optrin, hvor en hurtig og effektiv indsats var påkrævet. Vores unge betjent kom med i denne gruppe. Uniformen bestod af den ”sønderjyske uniform”, men nu med guldstribe samt et rigsskjold på venstre ærme.
Man talte ikke til SS – vagterne ved grænsen
Han var nu blevet overført til det, der hed Statspolitiet. Som skrevet var Hitler kommet til magten. Og ved grænsen var der også sket noget. De gamle tjenestemænd på den tyske side var med øjeblikkeligt varsel overført til den polske grænse. Deres danske kollegaer så dem aldrig igen.
De var i første omgang afløst af nogle SS-folk. Det var dem i sorte uniformer med dødningehoved som pynt.
De prøvede ganske tydeligt på at ”fedte sig ind” hos de danske vagter ved grænsen. Men de havde aftalt, at de ikke ville tale med dem. Så snart de kom gående på vejen ned mod de danske grænsevagter, gik de ind og lukkede døre og vinduer. De blev ret hurtigt klar over, at danskerne ikke ønskede at tale med dem.
Strengere bevogtning ved grænsen
Ved grænsen havde de danske vagter fået ordre til at ”anlægge” livrem med skrårem og skarpladt pistol. Tyskerne der passede grænsen, lurede lidt på dette. Det havde de aldrig tidligere set. Der blev påbegyndt en meget stærk patruljering i grænseområderne. Foruden de mange uniformerede var der af og til enkelte kollegaer fra rejseafdelingen nede ved grænsen. Det var ganske tydeligt, at man fra dansk side ikke var begejstret for de ændringer, som efterhånden skete i Tyskland.
De tysksindede blev ”frækkere”
De meget tysksindede mennesker i Tønder, blev efter den unge betjents opfattelse blevet lidt mere ”frække” efter nazismens overtagelse af magten i Tyskland. Således var der mange steder i Tønder anbragt hagekorsbannere i vinduerne ud mod gaden. Det virkede og var meget provokerende. Men man kunne ikke forbyde de pågældende at anbringe disse bannere i deres stuevinduer.
Det var en selvfølge at man som rigsdansker oppe fra ”det gamle land” meldte sig i en af de nationale foreninger i Tønder.
Uniformsloven
På et ret tidligt tidspunkt kom der en bekendtgørelse om, at det var forbudt at bære ”emblemer, uniformer eller uniformsdele”, der viste, at man tilhørte et bestemt politisk parti. Denne bestemmelse var sikkert langt mere aktuel ved grænsen end andre steder i landet.
Ved grænsen var man meget opmærksom på dette. Ingen rejsende syd fra måtte ikke bevidst eller ubevidst overtræde denne bestemmelse. Formentlig kendte nazisterne disse bestemmelser. Alligevel mødte de op ved kontrolstationerne med deres emblemer. De fik ingen indrejsetilladelse før deres emblemer var fjernet.
Den berusede sømand
En sen aften ved Sæd kom en tysk taxa. Chaufføren kom ind og fortalte, at han havde en syg dansker med i bilen. Det viste sig at være en sømand fra Odense. Han var tidligere på dagen kørt ud af landet. Han var frygtelig mishandlet og blødte voldsomt, men han var også voldsom beruset.
Chaufføren var kommet forbi en arbejdslejr i Sønder Løgum (Ladelund?). Uden for porten stod to vagter med spader i stedet for geværer. Den berusede sømand havde gjort nar af de to vagter og havde sagt forskellige mindre pæne ting om Hitler og Det tredje Rige i sin helhed.
Vagterne havde trukket ham ind i lejren, hvor han var blevet gennembanket på det voldsomste, hvorefter de havde beordret ham kørt til grænset og afleveret til dansk politi. Han blev tilset af en læge, vasket og forbundet. Derefter kunne han fortsætte. Han gav meget tydeligt til kende, at han havde været i Tyskland for sidste gang.
Statspolitichefen kunne ikke lide politimester Seidenfaden
Statspolitichefen var en enkelt gang på inspektion. Han ville se dagbogen. Og så skrev han ”Set den” med hans karakteristiske underskrift. Han var ikke særlig gode venner med politimester Seidenfaden. Og så advarede man hinanden, at den øverste chef var på vej. Og så skulle man huske at fjerne askebægere. Tobaksrygning på stationen og kontrolstederne var absolut forbudt.
Seidenfaden var ikke så populær hos de tysksindede. Han var politimester i Tønder til 1934. Han viste stor handlekraft og skabte opmærksomhed, da han i 1922 genskabte roen ved strejkeurolighederne ved at indsætte militæret. Han blev formand for politimesterforeningen. Ved tyskernes aktion mod dansk politi lykkedes det ham at flygte. Han gik under jorden og var med til at opbygge et illegalt politi.
Gendarmen kunne ikke følge med sin chef
Når Paludan-Müller kom på besøg hos grænsegendarmerne, var det altid som passager i en sidevogn på en motorcykel som blev ført af en gendarm fra Gråsten. På bagsædet sad også en gendarm. Fra Sæd gik Paludan-Müller til fods til Rudbøl. Og den stakkels gendarm havde stort besvær med at følge med. Lettere var det for føreren af motorcyklen. Han skulle køre af landevejen til Rudbøl, hvor de to igen steg på.
Vores unge betjent blev forflyttet til Gråsten, hvor han blev forlovet. Derfra gik turen til Viborg. Det var med stor vemod, da han forlod Sønderjylland.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 3, 2024
Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.
Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole
Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.
Fra Felsted Skov
Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.
De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.
Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.
Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.
En dansksindet familie
Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.
Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende
Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret
Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.
Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.
Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”
Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.
Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.
Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.
Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.
Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste
Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:
Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder
Hans mor havde en gang sagt:
Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.
Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.
Nej til stor stilling i Berlin
Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.
Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.
Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.
Råhed, amoral og menneskeforagt
Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.
Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.
Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.
Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen
Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.
Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.
Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet
Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.
I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:
Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden
Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.
Hensyn til familie og gerning vejede tungere
Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.
Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.
Følte sig stødt over de tyske angreb
Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.
Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.
Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne
Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,
Undervisning på Øvelsesskolen
Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.
Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.
Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.
Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.
Gratis skolemateriale
Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.
Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid
I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:
Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner
For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.
Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:
Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:
Min far ville ikke finde sig i noget
Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.
300.000 eksemplarer af Ole Bole
Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.
Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.
En vovet udgivelse i besættelsestiden
Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.
Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.
Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste
Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.
Meget få sygedage
Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.
Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.
Til Tønder, da vandværket blev bygget
Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.
Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.
Dansk Grænselære
Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.
Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.
Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:
Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:
Ikke mange spor af tysk
Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.
Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.
Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser
Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at
Claus Eskildsens udgivelser
Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:
Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:
Dato: februar 2, 2024
Tyske Flygtninge i Tønder – den 3. historie
Ude ved Zeppelinstationen skulle der komme et museum, der fortalte om de tyske flygtninge i Tønder. Hvornår det kommer vides ikke. I ventetiden kan du læse denne list længere historie. Der var 200 lejre i Sønderjylland. 23.000 flygtninge kom hertil. 40 pct. var børn under 15 år. Situationen ændrede sig for dem efter besættelsen. Morten Bredsdorff skrev om dem i sin dagbog. Fare for epidemi, mente man. Modstandsbevægelsen forsøgte at registrere dem. Mindretallet tog sig af dem. Eksercergården omdannet til flygtningelejr. Plads til 1.400. En barsk oplevelse fra privat indkvartering til internering bag pigtråd. Modstandsbevægelse ønskede dansk leder. Snart kom leder nr. 2. Delvis selv styre fortsatte. Faderen overtog lejren. De havde deres egen ”Bürgermeister. Arbejdspligt. Et broget liv i lejren. Dårlige beboelsesforhold. Otte Høyer kritiserede forholdene. Nye arbejdsgrupper. 87 dødsfald bland flygtningene. Kedelig og ensformig mad – med det blev bedre. Der var ingen der sultede. Man dyrkede selv grøntsager. Modstandsbevægelsen overtog bevogtningen. Der havde været meget kontakt med lokalbefolkningen. Alt for mange udgangstilladelser – soldater følte sig til grin. Effektiv skoleuddannelse. Skolens leder fik forskellig bedømmelse. En lokal skolemand gik ihærdigt til arbejdet. De unge piger herude skabte problemer. Lærlingeuddannelse og teknisk skole. Bunter Abend om lørdagen. Først fra november 1946 faldt antallet af flygtninge. Stor tillid til lederen, Anderledes så det ud i Hohenwarde. Sundhedstilstanden var god. Men i 1946 skulle der hentes drikkevand helt inde i Højer by. Nazistisk undervisningsmateriale. På e åben lastbil blev de transporteret hertil. Diplomatiske forviklinger opstod.
Et nyt museum?
Meningen er, at der ude ved den gamle Zeppelin-station også skal fortælles om de tyske flygtninge i Tønder. Hvornår man er klar til dette, vides ikke. Men her er vores tredje historie om dette tema. Men nu behøver I ikke at vente længere. Dette bliver en lang artikel.
Vi berører også lige de tyske flygtninge på Hohenwarte ved Højer Gl. Sluse. Her syntes det som om, at myndighederne ikke havde så meget styr på det.
200 lejre i Sønderjylland
I Sønderjylland var er cirka 200 hovedsagelig mindre lejre. Her fik flygtningene en lidt anden modtagelse end i det øvrige land. Det var medlemmer fra Det Tyske Mindretal, der organiserede en stor hjælp til dem. Og cirka halvdelen af de tyske flygtninge blev indkvarteret i private hjem.
23.000 kom til Sønderjylland
Det var ”Flüchtlings-Hilfwerk Nordschleswig, der organiserede en masse for hjælp til dem. De fleste flygtninge til Sønderjylland kom i februar og marts 1945. Det var også privat praktiserende læger, der hjalp flygtningene. Men trods dette var dødeligheden også stor i Sønderjylland, især blandt børn. Det skyldtes antagelig børnenes dårlige forfatning ved ankomsten til Sønderjylland.
I alt kom der 23.000 til landsdelen. Det svarer til ca. 10 pct. af det samlede antal flygtninge i Danmark. Også her blev skoler, forsamlingshuse, kroer m.m. inddraget i indkvarteringen til den anden halvdel. Hertil kom særlige børnelejre, alderdomshjem, fødeklinikker, lazaretter og sygehuse til disse. Men efter befrielsen var det også i Sønderjylland slut med privat indkvartering.
40 pct. var børn under 15 år
Gnidningerne syntes ikke så store i Sønderjylland som andre steder i landet. De fleste flygtninge opførte sig upåklageligt, hvilket måske hang sammen med at de fleste var kvinder, børn og gamle mænd. Hele 40 pct. var børn under 15 år.
Situationen ændrede sig efter befrielsen
Med befrielsen ændrede flygtningenes situation sig radikalt – ikke mindst i Sønderjylland. For de danske myndigheder var det et kæmpe logistisk og forsyningsmæssigt problem. Der skulle skaffes mad, tøj, passende indkvartering med sanitære forhold, vaskemuligheder, toiletter, lægehjælp m.m.
Morten Bredsdorff skriver i sin dagbog
Det var nogle, der mente, at tyskerne brugte Danmark som kurland for deres sårede soldater og flygtningene. Den 3. februar 1945 kom den første større flygtningesending til Tønder over landegrænsen med tog. Dette skriver seminarieforstander Morten Bredsdorff om i sin dagbog:
Faren for epidemi
Dette var bestemt ikke sidste gang man så noget til de tyske flygtninge. I marts måned 1945 opholdt der sig 14.210 flygtninge i de sønderjyske landsdele. I Tønder Amt var det på daværende tidspunkt 4.350 i Tønder Amt.
Den 7. marts 1945 skriver Bredsdorff i sin dagbog:
Modstandsbevægelsen forsøgte at registrere antallet
Den 3. april 1945 kom en endnu større flok østtyske flygtninge fra København til Tønder. Skibe havde bragt en masse nye flygtninge til hovedstaden. De blev sendt videre til små lejre i omegnen, til skoler, forsamlingshuse institutioner og større gårde.
Indkvartering og forplejning skete på værnemagtens initiativ med hjælp fra mindretallets kontorer. Lejrene var selvstyrende, ledet af en tillidsmand, udpeget af den lokale kommandant og i overensstemmelse med ”førerprincippet.
Det var ukendt, hvor mange flygtninge, der var, da kapitulationen skete den 5. maj 1945. Det var en meget kaotisk situation. Nu gik modstandsbevægelsen i gang med at registrere de mange flygtninge.
En optælling der var afsluttet i slutningen af maj måned, fortæller at der i Tønder kreds var forsamlet ca. 5.000 flygtninge. Det endelige tal var nok langt højere. Mange af flygtningene var indtil befrielsen indkvarteret hos private.
Mindretallet tog sig af flygtningene
Mindretallet tog fra februar til maj 1945 mod ca. 30.000 ”landsmænd” fra østområderne. Som vi allerede har nævnt, blev cirka halvdelen privat indkvarteret. Fra mindretallets hovedsæde og fra de tyske kontorer i Haderslev, Sønderborg, Aabenraa og Højer.
Flygtninge-kontoret i Tønder havde til huse i Det Tyske Kontor, Vestergade 72, hvor også mindretallets dagblad ”Nordschleswigsche Zeitung” havde redaktion.
Statens civile Luftværn
Umiddelbart efter 5. maj var der ikke andre end Modstandsbevægelsens folk og byens få betjente til at sørge for, at flygtningene ikke sivede ud i det danske samfund og at de ikke led overlast af hævngerrige danskere. ’
Ansvaret for lejrene blev lagt i hænderne På Statens civile Luftværn, der var en af de få danske organisationer, der havde fungeret under besættelsen og som nu kunne glide direkte over i omsorgen for flygtningene.
Uregistrerede flygtninge
Tiden efter kapitulationen blev en kaotisk periode. Flygtningene var spredt over hele byen og egnen. Dem, der var indkvarteret på forsamlingshuse og skoler, lod sig let internere. Værre var det med de mange, der var privat indkvarteret. Her gik ”indsamlingen” i starten meget langsom. Endnu i juni var der i området et stort tal uregistrerede flygtninge.
Den 3. juni kørte en højtalervogn gennem Tønders gader med besked til alle flygtninge om at melde sig på banegården i Tønder (Tønder H). Herfra ville de samme dag bliver sendt videre til Oksbøl. Hertil blev der i de kommende dage frem til 8. juni afsendt 2.700 flygtninge, der hidtil havde været privat indkvarteret.
Eksercergården omdannet til flygtningelejr
Inden afrejsen blev de grundigt visiteret af politiet med hjælp fra DKB. (Danske Kvinders Beredskab). Hos enkelte, fortrinsvis halvvoksne drenge og hos en ung pige fandt man våben. Desuden blev der beslaglagt godt 3.000 kr.
Plads til 1.400
I løbet af maj – juni 1945 var det Statens civile Luftværns overtagelse af forsorgen for flygtninge. Disse blev samlet i stadig færre og større enheder. Som led i disse bestræbelser blev den såkaldte Eksercergård nord for byen omdannet til flygtningelejr. Lejren blev officielt åbnet den 21. juni 1945. Den blev hurtigt udbygget, så den kunne rumme henved 1.400 flygtninge.
Eksercergården havde da allerede i nogen tid fungeret som lokal opsamlingslejr. Allerede den 13. maj 1945 blev 500 flygtninge flyttet fra kasernen hertil. Ved den forudgående visitation blev der beslaglagt ikke mindre end 38.000 danske kr.
De øvrige opsamlingslejre i politikredsen var Hohenwarde ved Højer, Nr. Løgum og Skærbæk.
En barsk oplevelse – fra privat indkvartering
For at gøre plads til disse mange flygtninge, der var strøet over hele politikredsen, blev hovedparten af de på Eksercergården internerede flygtninge den 24. september 1945 overført til Oksbøl. Lejren blev dog hurtigt igen fyldt til bristepunktet. De, der ikke blev plads til overførtes de følgende måneder direkte til andre opsamlingslejre – dog hovedsagelig i Oksbøl. For mange var det efter privat indkvartering en barsk oplevelse.
Ikke den store ændring i Tønder
Flygtningelejren i Eksercergården var en lukket verden, der rummede gennemsnitlig 1.350 flygtninge. Inden Statens civile Luftværns overtagelse af lejrene den 9. maj 1945 fortsatte de stort set med, inden for de stramt afsatte rammer, at være selvstyrende. De af den tyske kommandant indsatte tillidsmænd blev erstattet af ikke-nazistiske, udpeget af den danske lejrledelse.
I praksis betød dette i reglen, at de oprindelige tillidsmænd fortsatte som hidtil. Lejrens struktur var i den førte tid efter 5. maj uden større interesse for de danske myndigheder, da lejrene blev betragtet som et kort forbigående fænomen. Da man efterhånden blev klar over, at flygtningenes tilbagevenden til Tyskland nemt kunne trække ud i måneder og som det senere viste sig, år, måtte myndighederne til at interessere sig noget mere om disse lejre. I Tønder synes dog ikke at ske et større indgreb i den interne styrelse af lejren.
Modstandsbevægelsen ønskede dansk ledelse
Der indløb dog klager over den tyske lejrledelse. Derfor henvendte modstandsbevægelsen sig til borgmester Johan Paulsen, der som chef for det civile luftværn var ansvarlige for flygtningene i området. De ønskede indsat en dansk chef som skulle skabe ro og orden.
Under disse forhandlinger blev adjunkt Otto Høyer, der var et fremtrædende medlem af den lokale modstandsbevægelse, forslået som lejrchef. Fra en enkelt var der dog betænkeligheder ved at fjerne Høyer fra det i de sidste krigsår noget forsømte skolearbejde. Derfor blev løjtnant E. Marquardsen foreslået som nummer to.
Ny leder
Havde man taget hensyn til skolearbejde? Eller havde man foretrukket den mere moderate Marquardsen frem for Otto Høyer vides ikke. Høyers kommunistiske sympatier har sikkert ikke gavnet ham hos den konservative borgmester, Johannes Paulsen. Høyer blev vraget til modstandsbevægelsen store fortrydelse.
Delvis selvstyre fortsatte
Efter Marquardsens indsættelse som lejrchef fortsatte lejrens delvise selvstyre. Der var en tysk ”Vertrauensmann” og et vidtgående tysk selvstyre, men således at den danske lejrchef var øverste instans. Fra centraladministrationen blev der udsendt flygtningeinspektører, en mandlig og en kvindelig i hver af de 11 kredse. Disse kontrollerede de hygiejniske forhold og foreslog forbedringer, hvor dette var tiltrængt.
Senere kom der også undervisningsinspektører, der sørgede for skolerne. Forholdene omkring lejren og Marquardsens ledelse blev stærkt kritiseret fra flere sider bl.a. fra modstandsbevægelsen. Og det var navnlig den afgående lejrchef Otto Høyer, der stod bag.
Faderen overtog ledelsen
Den 9. november 1945 blev E. Marquardsen afløst af sin far O. Marquardsen, der var kostforplejningschef på kasernen. Magtskiftet mellem far og søn var ikke et dårligt bytte for lejren. Faderen havde en del erfaring at trække på. Nu blev der mere ro omkring lejren. Den nye lejrchef nød respekt både hos myndighederne og flygtningene.
Han deltog også sammen med tyske og danske gæster, når der blev afholdt kulturelle arrangementer med teater, koncerter og andet.
Lejren havde egen borgmester
I lejren var der en tysk borgmester. I 1945 var det Erich Radler, tidligere konditor og gæstgiver fra en af Stettins forstæder. Han blev genvalgt ved samtlige valg i lejren. Ja han var borgmester i hele lejrens eksistens. Til hjælp havde et kontorpersonale udtaget blandt lejrens beboere. På kontoret blev der ført et regelret folkeregister, der var grundlagt af lejrens egen styrelse.
For hver barak var der desuden en barakformand, der havde ansvaret for det daglige liv og den offentlige orden i de forskellige barakker. Jo afstemningen i lejren var demokratisk. Der var 770 stemmeberettigede.
Arbejdspligt
Alle i lejren havde arbejdspligt. Det foregik under de valgte tillidsmænds opsyn. Set fra et dansk overopsyn foregik dette arbejde uden komplikationer. Stort set alt arbejde inden for lejren blev udført af beboerne selv. Også lejrens bygninger og inventar blev vedligeholdt af egne snedkere, murere og andre håndværkere. Køkken-, have- oprydnings-, brændsels- og rengøringsarbejde udførte flygtningene selv.
Et broget liv i lejren
Foruden de faste lokaler og hallen var der i lejren opført en række barakker af forskellig type, alle var fuldt belagt. Blandt det brogede barakbillede ses også en del bygget af et Tønderfirma. Størstedelen af barakkerne var dog tyske militærbarakker, der i slutningen af juli 1945 blev flyttet til Tønder fra Rømø.
Barakkerne dannede baggrund for et broget liv. Alle slags folk var samlet her. Hver enkelt flytning rådede over meget lidt plads. Med meget små midler forsøgte de at skabe et hjem. Af de forhåndenværende materialer er der syet gardiner, lavet borter omkring hylderne og forsøgt at holde det hele rent og propert. Andre steder havde beboerne tilsyneladende opgivet det lille spinkle håb, der dannede grundlaget for en menneskelig tilværelse. De havde bare ladet stå til, gjorde kun det, der blev forlangt med hensyn til renlighed og sjoskede bare rundt.
Dårlige beboelsesforhold
Af de 1.350 flygtninge var
De dårligste beboelsesforhold fandtes i den store ridestald. Her var det ved primitive træskillerum indrettet beboelse til ca. 300 mennesker. Men de måtte flytte andre steder hen i lejren, da det var umuligt at opvarme det store rum.
Ja sådan skrev en journalist i 1945 efter at have studeret de forskellige indskrifter på skillenumrene. Men måske dette mere var et udslag af galgenhumor.
Otto Høyer kritiserede forholdene
I september 1945 kritiserede skole- og modstandsmanden adjunkt Otto Høyer igen engang lejrledelsen for foldene i lejren:
Selv om Høyers meget stramme linie ikke helt blev indført, bedredes forholdene i lejren langsomt, uden dog på grund af mange fysiske begrænsninger, at nå de målsatte forhold.
Pladsen var trang i Tønder, men i breve fra flygtninge, der blev overflyttet til andre lejre, lyder det næsten samstemmende, at der var mere plads i Tønder.
Nye arbejdsgrupper blev nedsat
Da man efterhånden blev klar over, at der måske ville gå længere tid inden man kunne nå tilbage til Tyskland, blev der også som et led i beskæftigelsen, nedsat arbejdshold, der skulle bringe lejrområdet i orden, gangene blev afstukket. Mange steder blev der lavet blomsterrabatter og andre steder et helt lille anlagt.
87 dødsfald blandt flygtningene
Dødeligheden blandt flygtninge var på landsbasis høj. Mange bukkede under på grund af dårlig ernæring og epidemiske sygdomme som bl.a. malaria. Tusindvis af tyske begravelser fandt nu sted over hele landet. Værst var spædbørnsdødeligheden. I Tønder registreredes 87 dødsfald blandt flygtningene – hovedsagelig blandt børn og ældre.
Af sundhedsmæssige hensyn forsøgte man at give hver af beboerne et ugentligt bad. Der fandtes et infirmeri i lejren. Lægegerningen udførtes af en praktiserende tysk læge.
Kedelig og ensformig mad
Efterhånden som de tyske lazaretter blev nedlagt i byen, modtog lejren en del inventar m.m. herfra – mere eller mindre legalt. En stor del af dette materiel blev senere igen beslaglagt af engelske og danske myndigheder.
Sådan lyder en sammenfatning af hvad flygtningene senere kunne fortælle om kosten i lejren.
Inden 5. maj 1945 kunne flygtningene selv købe ind
I tiden indtil 5. maj 1945 var forplejningen mindst på højde med, hvad der stod på tøndringernes borde. Værnemagten sørgede for tilførslerne, og selv kunne flygtningene købe, hvad de ville i de danske butikker. Flygtningekontorerne udleverede rationeringskort og uddelte lommepenge.
Flygtningene skulle vente på mad i flere dage
Med værnemagten ude af billedet efter 5. maj ændredes billedet totalt. Privatboende flygtninge blev samlet i lejrene, der fra den ene dag til den anden blev lukket land bevogtet af modstandsbevægelsen. Flere steder gik der flere dage inden der blev sørget for forplejning. Med Statens civile Luftværns overtagelse af lejrene den 9. maj blev forsyningsforholdene hurtigt bragt i orden.
Der var ingen, der sultede på Eksercergården
Maden blev tillavet i store køkkener efter et af regeringen udarbejdet kostskema, der sikrede hver flygtning det nødvendige antal kalorier. Det var selvfølgelig ikke festmad, end ikke dansk hverdagskost, En journalist spurgte ved et besøg på Eksercergården i oktober 1945 også til maden. Fra alle sider lød udtalelsen, at der var ingen der sultede.
Hver flygtning havde et spisekort. For hver portion, der blev udleveret, blev kortet gennemhullet, så man ikke kunne hente to portioner. Maden blev indtaget i de forskellige beboelsesbarakker. Børnene fik udleveret en ekstra portion mælk.
Hver flygtning fik 50 gr. kød om ugen. Middagsmaden var altid det, som tyskerne kaldte ”Eintopfessen” og spisesedlen for en 10- dags periode kunne lyde således:
Tørkosten bestod af rugbrød og sigtebrød samt pr. dag:
Børn under 15 år fik en halv liter sødmælk og samme kvantum mælk fik gravide kvinder tre måneder før fødslen, så det måtte kostforplejningen også lige holde øje med.
Der blev selv dyrket grøntsager
Lejren bidrog også selv til husholdningen med grøntsager, kartofler, gulerødder og andre køkkenurter. Køkkenhaven, hvortil der var knyttet et særligt arbejdshold. Lå uden for det egentlige lejrområde, hvilket gjorde dette arbejde særligt attraktivt.
Modstandsbevægelsen overtog bevogtningen
En af forvaltningens højt prioriterede opgaver var at undgå fraternisering mellem den danske befolkning og de tyske flygtninge. Tyskerne skulle holdes interneret unde bevogtning ved bevæbnet mandskab. De tyske læger, sygeplejerske og præster skulle dog kunne færdes nogenlunde frit fra lejr til lejr og være i besiddelse af gældende passerseddel. Men for andre kunne det være en undtagelse at komme uden for lejren.
Umiddelbart efter kapitulationen overtog den lokale modstandsbevægelse bevogtning af lejrene i politikredsen, idet hverken politi eller militær rådede over mandskab hertil. Da modstandsbevægelsen omkring 1. august vendte tilbage til deres – i overvejende grad – civile tilværelse, blev der til bevogtningen indkaldt CB-ere. Luftværnschefen, borgmester Johan Paulsen søgte i første omgang folk til frivillig CB-tjeneste gennem annoncer i dagbladene for derved at undgå tvangsindkaldelser i større stil.
Bevogtningen var ikke særlig effektiv
Bevogtningen af lejren lod meget tilbage at ønske. Fraterniseringen mellem vagtmandskabet og flygtningene var mere eller mindre udbredt. Åbenlyse kærlighedsforhold mellem CB-erne og lejrens kvinder synes ikke til at standse.
Den 18. september 1945 skrev lejrchefen E. Marquardsen i Grænse Posten:
Der havde været masser af kontakter med lokalbefolkningen
Når der især i starten af lejrens levetid var problemer med rømninger og fraternisering udgange skyldes det hovedsageligt, at mange flygtninge inden interneringen i lejre havde været privat indkvarteret i byen eller i omegnen havde fået bekendte og kontakter uden for lejren. Disse rømninger tog dog stærkt af med tiden. Vagten blev forbedret. Nogle af de ”vanskeligste elementer” blev desuden sendt til andre lejre.
Langsomt blev bevogtningen forbedret efterhånden som politiet blev frigjort fra de mange sager i forbindelse med besættelsesårene. Endelig omkring årsskiftet 1945/46 overtog militæret vagterne ved Eksercergården.
”Soldater – Stemning ved Flygtninge – Lejren”
Under overskriften ”Soldater-Stemning ved Flygtninge – Lejren” bragte Jydske Tidende den 10. maj 1946 følgende lille artikel:
Effektiv skoleundervisning
Skoleundervisningen blev hurtigt organiseret i Tønder-lejren. Lejrens skole nævnes allerede startet den 22. maj 1945. Til sammenligning kan nævnes, at endnu i foråret 1946 var en tredjedel af børnene i den skolesøgende alder i Oksbøl uden skolegang.
I Tønder havde børnene fra starten fået tre skoletimer, kort efter kom også sport og gymnastik på programmet og fra efteråret også faget engelsk.
Skolen rummede 247 elever fordelt på 10 klasser, men med kun 5 klasseværelser. For undervisningen stod 17 lærere.
En journalist fra Jydske Tidende kunne efter at have overværet en undervisningstime i lejren i oktober 1945 fortælle:
Disse første undervisningstiltag var blevet til på internt initiativ, vel nok ført og fremmest for at give børnene en meningsfuld beskæftigelse under lejrlivets specielle vilkår. Da flygtningesituationen hurtigt viste sig at blive af længere varighed blev skolespørgsmålet en central del af denne danske lejrordning.
Skolens leder med forskellig bedømmelse
Skolens leder var den 55-årige dr.phil. Karl Sasz. I lejrens interne papirer får han et lidt blandet skudsmål. Et sted bedømmes han som:
Han angiver dog, at han aldrig har været medlem af nazistpartiet. Andetsteds nævnes han som:
En lokal skolemand kastede sig over arbejdet
Inspektør for Vestsønderjylland og Vestjylland og dermed lejren i Tønder, blev den lokale skolemand lektor Dr. F. Arndt (Statsskolen). Med Arndt, der var tysk uddannet pædagog, fik flygtningeundervisningen en mand der med ildhu kastede sig over arbejdet.
De unge piger udgjorde et problem
Størst var problemet med at beskæftige de unge piger. De unge ubeskæftigede piger var ikke nemme at have med at gøre. De var med til at give folk en forkert opfattelse af lejren.
Det lykkedes at indsamle et par symaskiner, der blev flittigt brugt til reparation og om-syninger. Som noget af det første blev der også indrettet et skomagerværksted, et snedkerværksted og en smedje, der delvis byggede og klargjorde kakkelovne til lejren.
Mange husflidsarbejder er lavet i lejrens værksteder er lavet i lejrens værksteder, heraf mange af kunstnerisk tilsnit.
”Bunter Abend”
Lørdag aften var forbeholdt det muntre bl.a. også såkaldte ”Bunter Abend”, der foregik fra en scene i den store sal. Beboerne havde selv indrettet denne scene, der var forsynet med ekstra projektlys.
Lærlingeuddannelse og Teknisk skole
Ikke kun skolegangen kunne fortsættes i lejren også lærlingeuddannelsen kunne afsluttes eller påbegyndes. Mange unge havde fået en læreplads som elektrikere, smede, snedkere, mekanikere og meget andet. I den forbindelse oprettede lejren også selv en teknisk skole.
Først fra november 1946 faldt antallet af flygtninge
Antallet af flygtninge i lejren holdt sig stødt på ca. 1.300. Først i november 1946 begyndte tallet langsomt at blive reduceret. Nu kunne nogle endelig hjemsendestil Tyskland. Og der kom ikke flere ind i lejren. Tirsdag den 19, november om aftenen kunne 25 voksne og 10 børn forlade Eksercergården for, over en opsamlingslejr i Kolding, at vende tilbage til Tyskland, hvor de var sikret ophold hos familie i den engelske zone.
Lejrens endelige opløsning tog sin begyndelse i de første måneder af 1947. Kort efter den 9. januar 1947 blev 178 flygtninge fra lejren i Tønder overført til Barsmark-lejren på Løjt. I tiden derefter fulgte flere mindre transporter. En del af flygtningene med rod eller tilknytning til den franske zone kunne tage ”hjem”. De øvrige blev fordelt til andre danske lejre.
Tidligt den 6. februar 1947 kunne det største kontingent af flygtninge forlade Tønderlejren efter to år bag pigtråd. Ca. 600 kunne denne morgen glade og forventningsfulde forlade Tønderlejren efter to år bag pigtråd. De satte sig i toget på banegården og den franske zone som mål.
Den 18. februar kunne de sidste 624 tilbageværende flygtninge på nær 30, der foreløbig skulle blive tilbage for at rydde op i lejren, vinke farvel til Tønder. De blev ny interneret i Grove-Gedhuslejren ved Karup.
Hele rømningen af lejren var tilrettelagt af flygtningenes tillidsmænd med ”Bürgermeister” Radler i spidsen. Hvert eneste medlem af flygtningeskaren vidste, hvilken vogn de skulle ind i, og hvilken plads i kupeen, der var beregnet til dem.
En trykket stemning
Det var med trykkede minder de sidste flygtninge forlod Eksercergården den 18. februar 1947. Helst ville de have været hjem til Tyskland, men når dette ikke kunne lade sig gøre, ville man meget gerne være blevet i Tønder.
Stor tillid til lejr-lederen
Der var stor tillid til lejrens leder, Marquardsen. Han fik mange hjertelige afskedshilsner. Selv sagde lejrlederen:
Ved de sidste flygtninges afrejse skrev Jydske Tidende den 19. februar 1947:
Det så anderledes ud i Hohenwarde
Se hermed fik du så hele historien om flygtningene i Tønder, så behøves du ikke at vente til de er færdige derude ved Zeppelin – stationen. Og se nu kunne vi jo godt have sluttet historien. Men som tillæg får du lige situationen for flygtningene ude ved Hohewarde lige ved Højer gamle sluse.
Til 1947 fungerede den gamle herregård og senere forsøgsstation som flygtningelejr. Her fik børnene lov til at bade på et afspærret område. Og hver dag blev et par børn sendt ind til Højer efter mælk. Her var ikke kun tyske flygtningebørn, men også forældreløse børn fra mange lande.
Her var ofte koldt ude og inde, men en udmærket kok sørgede for varme ved måltiderne. I stalden sov drengene. Her var et stengulv og ingen kakkelovn eller varmeapparat.
Sundhedstilstanden var god
De ældste børn blev forberedt til mellemskoleeksamen. De yngste børn gik i en børnehave på stedet. Sundhedstilstanden var god hos børnene. En sygeplejerske stod til rådighed ved sygdomstilfælde, men disse tilfælde var der ikke så mange af her i den friske luft. Højer Sluse var normalt afspærret af det danske militær, så det var ikke så let at få kontakt med lokalbefolkningen. Men det skete dog at lokalbefolkningen i Højer sendte lækkerier ud til børnene.
Drikkevand måtte hentes inde i Højer
Der var ingen drikkevand i 1946. Det skulle hentes i spande inde i Højer. Det var en ret afsondret tilværelse dengang. Ikke alle i Højer vidste at her var en flygtningelejr. Allerede dette år talte man om at flytte ind til Tønder. De danske myndigheder mente dog at det ville være synd for børnene at opleve overdreven medlidenhed og opmærksomhed. Dette lyder dog lidt mærkeligt. Der var jo i forvejen ret mange flygtningebørn i Tønder.
Nazistisk undervisningsmateriale
Det var heller ikke så meget, der tydede på at de danske myndigheder var særlig opmærksomme på denne lejr. Undervisningsbøgerne var nazistiske. Lederen af lejren, Dr. Kuhlmann var en særlig person. Han var i 1919 udvandret til Brasilien, hvor han blev gift med en svensker. Der havde han en lille bondegård. I 1939 var han på familiebesøg i Tyskland, men på grund af krigens begyndelsen kunne han ikke komme tilbage.
På en åben lastbil
Han havde siden 1942 drevet et internat i Rheinsberg. I april 1945 var fjenden rykket nærmere. På en åben lastbil havde han transporteret internatets elever til Højer. I 1946 tog han tilbage til Brasilien. Han ville ikke forlade børnene, før deres fremtid var sikret. Over 70 af Hohenwartes børn stammede fra dette internat.
Diplomatiske forviklinger
Det gav en del diplomatiske forviklinger vedrørende nogle af børnene på Hohenwarde. Det viste sig at her var børn fra hele 23 nationer. Også børn, der havde været anbragt under privat indkvartering i Sønderjylland. Og 23 børn fra Danzig mellem 11 og 14 år var strandet her.
Den 26. marts 1947 kunne 18 voksne og 93 børn forlade Hohenwarte. De kom til Offenbach. Men hvad der egentlig skete med dem, interesserede ikke de danske myndigheder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: